Hide and seek... (Crasie + Mouniqe)

//håber, at dette er godt :D da det er selv lidt længe siden, at jeg sidst har haft emnet :D//

Sted: midt imellem de store sorte blackwoodtræer
Tid: 13.24
Årstid: efterår
Vejret: Varmt pga hedebølgen men køligere i skoven

De sorte hvidårede blade svejede dovent i den lummer vind, i den buldrende hede synes næsten alt at have gået i stå, sågar tiden selv... Eller sådan føltes det i hvert fald, når man lige havde begivet sig ud fra den store varmovnsørken ind under de sorte trækroners beskyttelse. Men selv i denne hede var det knap de færreste, som turde at nærme sig denne skov, hvis rygter var mangfoldige og fare var stor med de vilde dyr og især schwarchanerne, de fundamentalistiske sortelvere, som forsvarede stedet med næb og kløer.Men alligevel bevægede sig en hætteklædt skikkelse fast og målrettet ind i skoven, som hvis det var det sikreste sted i verdenen.Hvilket faktisk ikke var helt løgn, når man tog i betragtning kvindens status hos schwarchanerne. Crasie var en af de få folk, som havde vundet schwarchanernes tillid og er blevet en af de få guide, når folk med penge havde et formål i skoven.Men i dag var ej en jobdag. Hvis jeg havde blevet en time mere i min lejlighed, ville min hjerne have haft fungeret godt til at blive spist som en omgang vælling Tænkte Crasie for sig selv, mens hun lige så småt nåede ind i skoven, efter en længere tur fra sin lejlighed i the dark city, som omgav the new Miami.Selvom den dybe sorte farve tiltrak varmen som møl efter en flamme, så gav de store kroner stadigvæk et tæppelignende beskyttelse, hvis effekt udløste et tilfreds suk hos den ældre sjæledæmon, som allerede kunne føle solens aftagende virkning. Efter nogle 100 meter så blev Crasie overmandet af en trang til at ligge ned. Med kroppen imod den mørke muldjord på skovbunden gennemborede den noget køligere temperatur den endnu solvarme krop. Endnu et lydløst tilfreds suk forlod de kvindelige læber, før hun lukkede øjnene i. Hvad der så skete uden Crasies egen bevidste indflydelse, så forandrede den voksne skikkelse sig pludseligt. Det ravnsorte bølgende hår blev "skyllet" ud med en rødblond farve. - De kvindelige former skrumpede ind for hver vejrtrækning. - Det praktiske rejsetøj imod varmen og radioaktiviteten blev udskiftet med en noget farverig meget lysblå kjole med hvide prikker. - Det voksne ansigt, som uden tvivl bevidnede et langt og fysisk krævende liv, blev til et lille buttet og rundt pigeansigt. - Da øjene slog op, og hvis farve udskiftede fra lilla til meget lysblå, så var Crasies normale personlighed forsvundet, nu erstattet med den barnlige lille 8årig pigesind ved navn Mina.

At ligge stille på jorden var normalt ikke just et lille livlig piges favorit, så den lille pigeskikkelse rejste sig op med et stort lyst og livligt smil. Mange børn ville uden tvivl være bange i sådan en mørk skov med underlige sorte træer og så videre. Men Mina var grebet af eventyrlyst, nysgerrighed og en naivitet, som just ikke gav anledning til nogen som helst frygt what so ever. Så med en barnelatter slyngende omkring sig løb Mina med den søde kjole i gadedrengeløb endnu dybere ind i skoven.Efter et lille stykke tid der faldt to par elviske øjne på den lille lallende pige længere væk.
"En lille pige? Herude i skoven, helt alene? Det var da besynderligt. Skal vi få hende ud af vore skov?Spurgte den unge sortelver den ældre ved sin side skjult væk op i et træ. Den ældre elver, hvor kampar bevidnede hans krigslige status.
"Nej… Det der er Crasie. En af de få som har tilladelse til at være her.Den unges øjenbryn løftede sig højt op i vejret, mens han mindede tilbage.
"men hun er da en voksen dæmon! Jeg husker i hvert fald ikke hende som et lille barn, som virker mere menneskelig end almindelig mennesk, hun kan da ikke være det! ikke med de skarpe lilla øjneHan stirrede endnu vantro på den ældre, som bare rystede på hovedet af den unges uvidenhed.
"Der er ingen, som rigtigt ved forklaringen på dette. Men angiveligt så lider denne frøken af en personlighedspaltning af speciel karakter siden at hendes fysiske form også forandre sig…. Sidst jeg hørte, så har hun hele 5 personligheder i sig! Men bare rolig den lille pige gør ingen skade på vore skov, tværtimod er det helt sikkert omvendt
Den unge stirrede stadigvæk lidt vantro, men måtte ryste opgivende på hovedet.


De glade lysblå øjne fandt noget, som skillede sig ud for de sorte farvers omgivelser og den svage lyd af vind. Det var lyden af nogle nuttede bjæflyde, hvis ejer var 2 små unge [url=https://newworld.danskforum.net/t179-muteret-hunderacer#angili]angeli[/color], som for sjov ville sætte hinanden på plads. Med et stort grinende smil var håret næsten vandret så hurtigt den lille pige løb efter de to væsner, som i hendes verden lige så godt kunne være to kæmpe og overnuttet levende bamser.
Men det endte hurtigt i med en masse basken, da de to unge angelis blev skræmt af den lille piges pludselige ankomt, så Mina måtte stå tilbage alene igen. Med et stædigt barnligt blik snakkede Mina højt for sig selv.
"Nej jeg glemte jo helt, at sådan introducere man ikke sig selv, ikke hvis man er en fin princesseDet lille selverklærede princesse fulgte langsomt den retning, som de to angelis havde fløjet i. Lyden af vand blev højere og bag en sten udvidede de små øjne som små rundetårne, da hun så en flok angelis lege og fange fisk i en af Blackwoods mange floder.

Det var tidligt på eftermiddagen. Vejret var utrolig godt, godt nok til at være ude i. Mouniqe, en lille pige på 7 år gik stille gennem skoven. Hun havde været i den siden hendes mor døde da Mouniqe kun var 4 år. Sortelverne havde holdt øje med hende i starten, for at se om de skulle få hende ud, men da hun intet gjorde mod deres skov, lod de hende være. Nogle få af dem havde prøvet at adoptere hende, men hun var altid løbet væk fra personen da de ikke helt vidste hvordan de lige skulle gribe hende an, og derfor var endt med at skræmme hende væk. Til sidst havde de opgivet det, og ladet hende være sig selv i deres skov. Hun havde nemmest ved at være sammen med dyr da de nemmere forstod hende, og hun kunne også nogle lunde forstå dem. Det havde hun nemlig lært sig selv, at kunne kommunikere med dyrene på deres måde.

Denne dag gik hun stille gennem skoven. Hun prøvede på at finde nogle dyr hun kunne lege med eller noget i den stil. Hun kom hurtigt til en flod hvor der var en flok angelis. Mouniqe gik tættere på, og den ene angelis så over mod hende, men flygtede ikke da de var vant til hende, og hun aldrig havde gjort dem noget. Hun kom helt over til dem, og lagde stille hånden på den enes hoved og nussede den blidt. Hun vidste ikke at der var en anden lille pige i området også.