harmless monster - Meredith & Kane

Sted: The New Miami, Merediths lejlighed
Vejr: Overskyet, tung regn
Tid: 22:34
Emnepartner: @Meredith

At lege sporhund var ikke det fedeste job, men der var én positiv ting, i følge Kane: Man fik udforsket resten af Amerika. Noget han ikke havde fået lov til før. Det brugte han også meget lang tid. Han fik deres fly til at lande forskellige steder og sendte så et par soldater af sted sammen med ham selv. Ofte gik de sammen, men i byer og befolket områder splittede de som ofte op for at dække et større område og for ikke at virke for truende på befolkningen de forskellige steder. De var ikke interesseret i kamp. Alligevel havde han altid sine pistoler med sig sammen med en håndfuld magasiner så han kunne beskytte sig imod eventuel fjender.
Efter at have gået i nogle timer besluttede han sig for at det var tide at få noget mad. Menneskemad. Hans hoved var ved at være træt af varmen. Derfor søgte han efter noget der kunne minde om en efterladt lejlighed eller, hvor ejeren måske bare var ude. Efter at have søgt noget tid fandt han endelig frem til et vindue som han kunne bruge til at kravle ind af. Det var ikke helt. Vinduet var ikke enormt og han var ikke en lille, men det lykkes ham at komme ind - endda uden at ødelægge sit tøj. En åbenstående sort læderjakke, hvor under han bar en grå bluse, mørke jeans og et par læderstøvler. Et par solbriller blev skubbet op i panden da han kom ind og ledte rundt efter køkkenet.

Meredith havde bedstemt sig for at havde en stille aften hjemme, da det firma hun arbejdede for ikke havde ikke haft noget hun skulle lave. Hun sad inde i sin stue og røg nu hvor hun ikke kunne død af røgen i hendes lunger var hun begyndt. Hendes lejlighed var meget kedelig vis man var til farver, for hendes lejlighed hvid og næsten alle hendes møbler var enten hvide eller sorte. Hendes hår havde hun ikke gjort noget ved i dag, så det hang bøglende ned over hendes skulder. Hun nød tiden hvor kunne være alene for så behøvede hun ikke at lade som om hun var noget hun ikke var. Hun lod svagt sine hænder glide igemmen sit hår da hun blev forstyrret af nogen som åbenbart var brudt ind i hendes lejlighed. Vreden boblede og hun skodede arrigt sin cirgart ind hun langsomt og rovdyrs agtigt gik ud imod køkknet for se hvem vedkommende var. Hun trak vejret tungt inden hun åbende døren fik hun en færten, men den var ikke en hun ikke havde kenskab til og det gjorde hende mere vred at hun ikke vidste hvem den indtrængende var og hvad personen ville. Meredith åbende døren. Hun gav sig ikke tilkende, men skulede ud i mørket da hun fik øje på vedkommende fór hun imod ham og kastede sig over ham, han skulle fortryde at han havde brudt ind i hendes hjem. Hun anede ikke hvad der ville ske, men hun skulle nok få ham losset ud lige så hurtigt som han kom ind.
Hun begydte slå ham uden endenlig se hvem var og om han havde nogen våben, men det kom også ude på et. Hun ville heller forlade denne verden kæmpende imod en mand end bare at havde ladet ham gå ind i hendes private lejlighed og tro at han kunne få det som han ville havde det.
Det slog slet ikke Meredith at han ikke nødvendigvis var ligsom alle de andre, men for hende var alle mænd ens ” HVAD LAVER DU HER” råbte hun imens hun forsatte sine slag, hun blev
ved og ville ikke stoppe før han havde forklaret sig og det var ingen gang sikkert at hun ville stoppe når han havde forklaret sig. Ingen skulle bryde ind i hendes hjem.

Hele sit liv havde måttet lide nederlag til nerderlag pågrund af mænd, det var også en mand der ødelagde hendes familie og lavet hendes søn om til monster. Hendes hjerte kunne ikke holde til det var nok også derfor hun blev ved med slå. Han skulle ikke vinde der ingen der skulle vinde over hende. Derfor holdte hun afstand til folk hendes skaber kunne ikke ødelægge hende vis ingen venner eller former for nærhed hun havde. Hun havde vænnet sig til at havde mur af vrede oppe når hun var ude i omverden, undtagen når hun arbejdede. Hun havde opgivet det hele efter hun blevet vampyr. Hendes følelser under vreden var vivar af smerte, sorg had. Det var hadet til hendes skarber som var blevet hadet til mænd. Hun stolede ikke på dem og sikker på at de alle sammen også den mand som sikkert var blevet overrasket over hendes angreb var nogle skidrikker.

I sin iver efter mad havde Kane glemt alt om at scanne sine omgivelser, hvilket han kom til voldsomt at fortryde. Det var først hans forstærket hørelse der registrerede de pludselige bevægelser, men han nåede ikke at reagere før han pludselig blev angrebet af en skabning der fik ham ud af balance og ned på gulvet, hvor vedkommende blev ved med at slå. Han var hurtigt oppe med paraderne, hvor han forsøgte at tage imod slagne med sin underarm. Det var uden tvivl et overnaturligt væsen, for intet menneske ville have så meget styrke. Det ville uden tvivl også resultere i blå mærker, hvilket han ikke var interesseret i. Derfor forsøgte han at nå ned til en kniv som han kunne bruge som våben, men hver gang han fjernede sine parader bare en lille smugle gik der slag ind. Efter flere forsøg måtte han derfor opgive og vente på at den arrige kvinde blev færdig med at slå løs, noget der ikke lige syntes at være tilfælde.
"Stop stop, jeg skal nok smutte igen!" Udbrød han efter der var gået, hvad der føltes som en evighed for ham. "Jeg forsøger ikke at myrde dig, så slap lige af!" Han håbede det ville distrahere hende bare lidt, for så kunne han måske få sit ben op under sig og sparke hende af sig eller på en anden måde komme fri. Måske ved at rulle væk og derfra så komme op at stå igen. Det var i hvert fald planen. Om det så ville lykkes kunne han kun krydse fingre for.
Hvem kvinden var ud over en kvinde med mørkt hår og hårdtslående næver havde Kane ikke fået mulighed for at se. Han havde haft travlt med at forsøge at dække sig selv til. Det var egentligt lidt pinligt for ham, at han sådan blev overfaldet. Han skulle jo forstille at være en af de bedste soldater fra Occulta, måske den bedste, og så lå han på gulvet og fik tæv af en arrig kvinde. Slet ikke en god begyndelse!

Meredith forsatte i stykke tid inden hun stoppede, hun trak sig væk og ind i mørket det var ikke fordi at hun havde ondt af ham på nogen måde, men han kunne have våben som han ville bruge imod hende ” hvad laver du her” spurgte hun igen, hendes stemme var lav og kold det var tydeligt at hun ikke stolede på ham. Hun anede ikke hvorfor hun havde trukket sig væk. Måske var det fordi noget i hans stemme mindede hende om hendes søn som ikke var hendes søn mere, men et monster. Hun bed sig svagt i læben ” og jeg skal stole på dig, i mænd gør jo bare hvad der passer jer alligevel” hvæssede svagt, det som ment ikke henvendt til ham som sådan, men mænd i det hele taget. Hun havde hele tiden sine øjne rettet imod ham, men hun stolede på at hun var godt gemt i mørket så længe det varede for han kunne jo bare tænde for lyset. Hun ville ikke holde ham tilbage. Hun kunne også få et ordenligt kig på den fremmede. Hun ville ikke tøve vis han prøvede på noget. Hun rettede svagt på den sorte natkjole hun havde på inden hendes blik igen faldte på den fremmede. Faktisk kunne Meredith godt lide at se ham lide. For alle de gange hun havde lidt et nederlag. Hun vidste godt at han ikke skylde i sorgen og hadet på ham, men det var rart at kunne regere som man lyst til uden nogen stilte spørgsmål . Hun vidste også det ikke var helt fair. Det havde heller været fair den gang hendes piger blev dræbt og Scott forvandlet. Livet havde ikke været fair overfor hende hvorfor skulle så være fair over for andre. Meredith øjne lyste til sidst op i rummet og de røde øjne brændte hul i mørket. Meredith var et rovdyr hun sikker på at den fremmede ikke så hende som andet end et monster og vis det var tilfældet skulle han få et monster. Hendes vejrtrækning var blevet tungere og kolder, hun var ved at tænke på en plan som ville få denne fyr til fortryde at han havde valgt dette rovdyrs hule.

Meredith legede med ham, han skulle ikke tro dette her var overstået hun var langt fra færdig, når man pissede hende af gjorde man det godt, det kunne betyde at man ville få en fjende for livet. Alligevel var der noget ved ham vækkede nogle følelser som hun prøvede så hårdt på at fortrænge, den ene følelse som kom op i hende var en moder følelse, den anden var nysrrighed. Hun anede ikke hvorfor lige de to følelser dukkede op. Måske var det fordi han lød så ung som en der havde hele sit liv foran sig. Hun sank svagt en klump inden hun valgte tænde for lyset. Hun stirrede på ham ganske rigtigt han lignede en der skulle til opleve livet og havde lys fremtid foran sig. Hun valgte til sidst at gøre sig sårbar ved gå ind i stuen igen. Med sin gode hørelse ville hun kunne høre vis han kom farende ind for prøve på noget. Hun havde ikke lyst til kæmpe det var hendes friaften og hun orkede ikke og være den sure kælling. Det gik op for hende at han måske ledte efter mad hvilket hun ikke havde noget af, men det ville han jo finde du af når han kiggede efter det. Hun gik satte sig på sofaen stirrede tomt ud i luften. Hun kunne ikke lade sine følelser komme i vejen.
Meredith havde aldrig været så splittet før, en del af hende sagde at hun skulle holde sig væk og en anden del som hun havde brugt så meget tid på at gemme væk sagde hende at hun skulle give ham chance, men det kunne hun jo ikke for hendes skaber ville komme og tage det hele fra hende igen så hvorfor skulle man prøve, hendes skaber ville bare ødelægge det hele alligevel. Som han havde gjort med hendes fammilie. Da hun kom til athuske dem slog vredt hånden hårdt ned i bordet som lavede knagende lyd som var det ved give efter. Bordet var et gammel bord med alle de slag hun givet det var det klart at det var som det var.

Endelig trak hun sig tilbage og det var endda helt! Ikke bare lige uden for hans rækkevide, men faktisk helt væk! Han kunne have klappet af glæde, hvis det ikke havde været fordi hans hænder var ømme og trætte. Han blev derfor liggende på gulvet i et halvt sekund mere før han så kom op på bene og gned sin arme. "Jo, egentligt ville jeg jo have mad, men den idé har jeg nu droppet." Svarede han og rakte op for at tjekke at solbrillerne stadig var hvor de var. Samtidig lukkede han øjne og lod sit night-vision blive aktivt. Det fik farven i hans iris til at ændre sig. Da han igen slog øjne op havde han skiftet farve fra grågrønne til blågrå, men det var ikke så tydeligt i mørket. Den hårde kommentar omkring hans køn fik ham til at hæve et bryn. "Du har da vist fået det forkerte ben ud af sengen." Han anede intet om hendes baggrund eller hvorfra hun kom, men der måtte tydeligvis have været nogle, som ikke behandlede hende ordenligt og det var sikkert mænd siden hun reagerede så voldsomt.
I starten reagerede han ikke voldsomt på hendes meget truende adfærd. Han havde tillid til at hans mekaniske beregninger kunne advare ham, hvis hun pludselig valgte at gå til angreb. De røde øjne var dog lidt foruroligende, hvilket fik ham til at træde et skridt tilbage. Skulle der pludselig ske noget mere fra hendes side af, havde han ikke lyst til at stå lige ved siden af. Tvært imod. Helst så langt væk som muligt, men han var heller ikke vild med bare at storme hen til døren. Egentligt ville han helst at hun bare gik så han i ro og mag kunne forlade stedet.
Næsten som havde hun læst hans tanker endte hun pludselig med at tænde lyset og kort efter forlade ham. Det fik ham igen til at lukke øjne i et par sekunder, før han så igen slog dem op og fik sine normale øjne tilbage. Kvinden syntes stadig at tænke, hvilket gav Kane god mulighed for at lagre hendes ansigt i hendes hukommelse og komme frem til at hun vist havde været heldig med sit udseende. Hun var ikke en kvinde der fejede bene væk under mænd hun mødte på sin vej - i hvert fald ikke Kane - men hun var bestemt heller ikke en person der fik folk til at vende deres ansigt i væmmelse. Meget naturligt endte han med at konkludere før hun pludselig efterlod ham. Han stod i et par sekunder og gloede efter hende, før han så vendte sig for at gå imod udgangen men stoppede så op. Køkkenet. Han måtte hellere lige tjekke. Han smuttede derfor ud i køkkenet han havde formået at lokalisere da de stod i mørket og gloede på hinanden. Han fik lige åbnet op for et tomt køleskab da han hørte et slag inde i stuen og kort stivnede mens han lyttede intenst efter skridt eller den arrige kvinde. Da han ikke hørte noget lukkede han forsigtigt køleskabet og gik tilbage, hvorfra han var kommet. Igen skulle han til at gå da en tanke pludselig slog ned.
"Hvorfor har du ikke noget mad i køleskabet?" Han trådte hen til døren ind til den sorthvide stue. Det var ikke lige hans smag, men det så heller ikke slemt ud og det var bedre end nogle af de andre ting han havde set under sin søgning på generalen. "Hvad er du for noget?" Han havde hørt om overnaturlige væsner, men at sige han havde erfaringer med dem var alligevel så meget sagt. Occultas militær havde ikke været så gavmilde med oplysninger og kun givet det mest nødvendige for at holde sig i live. For eksempel levede der 'vampyrer' hvilket Kane mente var tæmmelig sejt. Han havde også hørt om dæmoner og engle, men ingen af delene var han helt sikker på, hvad han skulle sige til.

Da han kom ind rummet stirrede Meredith stadig tomt ud i luften, hun kunne ikke være vred på ham, han følte jo bare sine menneskelige adfærd og alligevel var der noget der fortalte hende at han ikke kun var menneske, der var noget unaturligt over ham, da han spurgte til hvad det var Meredith var kunne man svagt ane et sørgeligt udtryk i hendes øjnne, men det blev hurtigt erstattet af ligyldighed da hun opfatte at han var i stuen sammen med hende. Hun blottede sine tænder så man kunne se de spidse tænder, hendes øjne var blevet blåe nu hvor hun var faldet til ro ” hvad jeg er?” spurgte hun overrasket kendte han ikke til vampyre, det var vel også godt samme, men hun skyldte ham vel svar ” jeg er et monster” sagde hun hendes stemme var smule angstrengt da hun stadig slåsede med sig selv om hvorvidt hun skulle give ham en chance eller angribe igen. Hun havde svært ved tro at han ville kunne lide hende når hun sagt hvad det var hun var. Mange af de menneskelige skaberninger brød sig ikke om hendes slags og det forstod hun, hun brød sig om hendes slags. Hun havde haft svært ved dræbe de første par år efter hendes forvandling. Hun kunne ikke blive vener med ham det var en døddom alle dem hun holdte af havde måttet betale prisen. Hun bed sig svagt i læben irrteret over hans nærvær, men også over hendes nysrrighed som bare blev større. Hun knyttede svagt sine hænder kiggede endelig væk, hvilket var en tillids erklæring fra hendes side ” jeg er en vampyr” sagde hun igen kom sorgen snigende i hendes stemme. Hun prøvede holde det tilbage, men hendes gode side var stærk hun kunne ikke slå den unge mand ihjel, det var ikke hans skyld at hun havde det så dårligt og det bestemt ikke hans skyld at hun hadede dem.
Med dem mente hun hendes skaber og søn de havde ødelagt mere end man kunne forstille, man kunne have svært ved at tro at sådan en lille krop som hendes havde oplevet så meget dårligt, i hendes unaturlige lange liv.
Meredith kiggede op på ham et spørgende ansigtudtryk dukkede op, da hun mødte hans blik i ganske kort sekund, hun ville på ingen måde virke truende og et smil dukkede op på hendes læber, men vis man kiggede godt efter ville se at det ikke nåede hendes øjne ” jeg ved du ikke er helt menneskelig så nu ved du min race, så det vel fair at jeg også får din race at vide” sagde hun, hendes stemme var ikke truende mere, men stadig en smule kold for vise ham at han ikke skulle vide sig for sikker med hende. Hun var jo trodsalt et monster og den onde i det her. Hun tog sine smøger frem og tog elegant en op af pakken inden svagt vendte den i hånden og rakte den frem imod den fremmede. Hun anede ikke om røg, men vis gjorde kunne vel ikke bare ryge i hovdet på ham uden byde ham en. Hun kunne godt være dum og en sur kælling, men hun havde alligevel manér nok til byde folk det hun havde, især nu hvor bare var kommet dumpende ind i hendes lejlighed.

Et monster. Det fortalte ham ikke så meget, men tænderne gav ham et pej om, hvilke retning han skulle lede i. Hendes efterfølgende fortsættelse bekræftede ham i hans antagelse. Enten vampyr eller et eller andet væsen, der var tæt forbundet med et eller andet dyr. Det var da vildt cool! Straks sprang en masse spørgsmål frem som han gerne ville kende svaret på, men kvinden virkede ikke til selv at være voldsomt begejstret med, hvem hun var eller noget andet, så han holdte sin mund lukket. Han måtte jo også se at komme af sted inden hun kastede sig over ham igen. Hans arme var stadig ømme efter sidste tur, men før han nåede at tage den endelige beslutning havde hun stillet ham et spørgsmål.
"Menneske, stadig, men med et par ekstra tilføjelser." Det var nok den mest korrekte beskrivelse han kunne sætte på sig selv. "Nogle kalde os cyborgs, hvis det hjælper?" Pakken af smøger der blev rakt frem imod ham takkede han høfligt nej til. Han havde ikke lunger. Hans blod blev iltet på en anden måde, som ikke krævede så meget plads. Derfor ville det ikke gå godt, hvis han begyndte at ryge. Han valgte dog at tage tilbuddet som et godt tegn. Måske kunne han så stille nogle af alle sine spørgsmål?
"Du kalder dig selv et monster, hvorfor?" Han gik hen og smed sig i en lænestol, men holdte bene for sig selv. Hjemme i hans egen lejlighed ville han have smidt fødderne op på stuebordet. Den bedste stilling, men nu var han jo gæst og han ville nødig vække den indre vampyr hos kvinden. Bene blev derfor pænt på jorden mens han betragtede kvinden nøje. Omhyggeligt gled hans øjne hen over hendes ansigt for at scanne hende og lave en model. Denne ville han sener kunne bruge til at genkende hende.

Da han takkede nej lagde hun den på bordet ved siden af hendes askebærger, hun havde gjort op med sig selv at han kunne blive så længe hun fandt ham underholdende. Han virkede rar og en man kunne lukke op for vis man ville. Hun sad og funderede over hvilket tilføjelser han havde, men spurgte ikke. Hun tændte smøgen da var gået lidt tid med at tænke ” ja jeg er et monster, at lærer mig at kende er en dødsdom” sagde hun stille uden at afsløre ret meget i stemmen om hvad det var hun mente. Hun vidste bare at på et eller andet tidspunkt ville hendes skarber komme og ødelægge det hele. Det var derfor hun hadede mænd og fordi holdte afstand fra alle andre. Hun kunne ikke lade sig blive knust mere og andre betale prisen fordi hun troede på noget som ikke var. Hun pustede svagt røgen ud i rummet. Hun lagde kort hovdet på skrå ” som du kan gætte var jeg ret gammel dengang jeg blev forvandlet” sagde hun der var noget ved ham som gjorde at hun var mere åben end hun plejede, mange sagde hun virkede fjern og mystisk man fik ikke meget svar når man spurgte ind til hende. Meredith var ikke kommet til den erkendelse at alle havde brug for nogen til støtte sig og snakke med når livet var svært.

Hun havde brugt de sidste 500 år på at være vred på mænd som faktisk ikke havde gjort hende noget, men frygten for at de andre skulle betale prisen når hendes skraber kom forbi var for stor en bryde for hende. Efter hun var kommet her til havde hun renget med at hendes liv skulle være normalt, men hendes hjerte gjorde for ondt og det havde det gjort de sidste 500 år. Hun sukkede kort da hun tog et hiv af sin smøg. Hun slukkede den efter par hiv mere og gav sig til at stirre tomt ud i rummet igen. Hun havde tendens til at bare sidde lukke sig inde i hadet og sorgen, men denne gang var det anderledes hendes hjerne slåsede med hendes hjerte. Hun havde længe haft lyst til snakke med nogen, men det var for svært især når man brugt så lang tid på at skille sig fra verden og ind i sig selv.
Nu hvor han sad i hendes stue, var det stadig svært for hende at lukke helt op, men dette her var vel fremskridt, hun aldrig sådan rigtigt snakket med nogen før og da slet ikke mænd. Hun betragtede ham kort. Han måtte have en familie som elskede ham. Et stik af misundelse voksede i hende og hun blottede svagt sine tænder for få den til forsvinde. Hun have måttet indse, man kunne ikke klare sig uden nogen, man blev på et tidspunkt nød til fortælle nogen noget for ellers kunne man ikke leve. Menneske kunne i hvert fald ikke leve uden støtte og kærlighed. Hun fandt det mærkeligt at han havde fået hende til åbende sig så meget og at hun ikke smadrede ham.

Dét lød ikke specielt betryggende! "*Nå, jamen så må jeg hellere af sted!" Lød det, men tydeligvis som en joke og han blev også siddende uden nogle intention om at gå nogle steder. "Nu ikke så sur og muggen fister. Livet er sgu en dødsdom i sig selv. Alle skal dø. Spørgsmålet er bare hvornår. Man kan lige så godt nyde livet mens man har det." Ingen grund til at blive bange og bekymret nu, endda før man havde fået grå hår på hoved! Nogle ville nok mene at han aldrig ville få muligheden for dette, men han var bedøvende ligeglad. Han ville hellere leve i frygt for ingen grå hår end at kunne dø hvert øjeblik det skulle være. Den ekstra pludselige kommentar fik ham til at kigge undrende på hende, før han så trak let på skuldrene. "Det giver dig forhåbentligt en fordel." Så havde hun haft mere livserfaring og gik måske heller ikke så meget op i sit udseende. Han var selv frygtelig til den slags, men lidt forfængelig mente han, at have lov til at være. Han var jo i sin bedste alder! Det påstod han i hvert fald selv.
"Nå, men fortæl mig da, hvorfor du er en dødsdom at have som ven." Han lænede sig mageligt tilbage i stolen og havde for en stund helt glemt det gavende hul i hans lille mave. Der var ikke meget plads til nærig til hans organiske dele, hvilket måske var derfor han havde så let ved at glemme, hvor sulten han egentligt havde været. Det ville selvfølgelig straffe ham sener, men for nu var han mere optaget af at høre en god historie og måske få et bedre kendskab til denne vampyr, ja måske vampyrer generelt!

Meredith grinede svagt af hans joke, men han havde ret livet var for kort til bekymre sig, men hun kunne ikke død med mindre en pæl skete for hende. Meredith havde aldrig før fortalt nogen om hendes historie, men hun havde heller aldrig haft behov for det. Hun blev en smule nervøs over at skulle gøre det nu hvorfor vidste hun ikke måske fordi hun aldrig havde haft nogen hun kunne åbne sig op for. Hun bed sig svagt i læben inden hun rømmede sig en smule det var nemt se at hun havde svært ved sige noget og at hun skulle tage sig sammen ” min skaber har dræbt alle dem jeg nogensinde har holdt af” sagde hun og måtte indrømme at det nok var en af grundene til hun havde holdt sig fra finde nogen hun kunne holde af igen fordi hun bange for at få sit hjerte knust i endnu flere stykker ” han dræbte mine børn” sagde hendes stemme bar så megen smerte da hun sagde det hun kunne ikke græde, men hendes stemme lyd som en der græd hvilket hun vel også gjorde bare uden tåre. Hun havde åbent op nu var det som alt det der havde gået hende på sorgen, vreden og lysten til hævn faldte ind over hende som lavine af sam smeltede følelser. Hun havde brugt så lang tid på at holde dem inde og nu væltede de ud af kroppen på hende. Meredith vendte trist blikket bort ” mit hjerte er knust flere gange end jeg kan tælle på en hånd og min søn er død i mine øjne” sagde hun og havde af fundet sig med at hun havde mistet ham. Hun kunne faktisk ikke lide det han var blevet til. Hun forklarede ham at de havde været på vej fra tivoli da nogle fremmede greb hendes arme og hendes skaber dræbte hendes to piger og forvandlede hendes søn til en vampyr. Hans grund til gøre hende til vampyr var at hendes søn havde brug for en mor.
Derefter forklarede hun at vampyre havde nært forhold til deres skaber, men for hende var hadet større til ham hun holdte sig væk, men fordi Scott ikke havde de samme følelser som hende gjorde han alt hvad deres skaber sagde ”jeg brugte det meste af tid som vampyr på hadede ham, men sorgen og hadet voksede til indbefatte alle mænd, det nemmere på den måde” sagde hun for holde en pause så han kunne lade det synke ind. Hun sad lidt tænkte tilbage, måske det med lukke af for verden havde været det dummest. Hun havde gjort.

Hadet til mænd havde gjort hende stærk, men havde også gjort at hun havde svært ved stole ikke blot på mænd, men alle folk. Meredith bar stadig på sorgen og hadet, sometider havde hun tit tænk på hvor nemt det ville være bare at død. Hun var på sin vis død, men ikke være i denne verden. Hun kiggede i jorden han havde ødelagt alt det hun havde arbejdet så hårdt på at holde sammen på. Meredith havde på lært styrre vreden så hun kunne arbejde med mænd, men spurgte dem aldrig til råds. Hun vidste ikke hvordan dette her var blevet til psykolog aftale, men nød faktisk at kunne lukke op til en som ikke dømmende eller det troede hun i hvert fald ikke han gjorde, han var vel okay. Han var ikke blevet vred da hun havde slået ham ellers havde han glemt det nu hvor han skulle lege psykolog. Hun kiggede på ham hendes øjne var svagt røde hun skulle snart have føde, men det var som om hun ikke havde lyst til slutte samtalen med denne unge mand. Han virkede så levende glad og næsten barnlig på en måde, det var en side af hende hun for længest havde lagt på hylden. Hun havde for mange ting at slås med så kunne ikke tillade at sig selv at være barnlig.

Hun betragtede ham ” hvad siger du til at jeg giver dig en middag som undskyldning for at jeg angreb dig?” spurgte hun vidste han var kommet for at få noget spise og da hun af visse årsager ikke havde noget spise og fordi hun havde angrebet ham før, syntes næsten han fortjente noget at spise. Hun havde fået øjnene op for at det ikke hans eller andre mænds skyld at hun havde det dårligt. Hun følte at de kommet lidt skidt ind på hinanden. Hun ville godt gøre det godt igen vis hun kunne, han var ikke som nogen dem hun hidtil havde kendt. Hun kunne ikke lade være med føle sig lidt mor agtig han mindede hende smule om Scott inden han blev vampyr. Hun smilede stadig sit smil som ikke nåede op til øjnene, men nu hvor hun havde delt den første del af hendes historie følte hun sig bedre tilpas og klar til erobre verden.

Historn om sin fortrid påvirkede hende tydeligvis. Havde det ikke været fordi de slet ikke kendte hinanden og han ikke var typen der sådan var omsorgsfuld for alle og enhver, havde han nok smidt en arm omkring hende og givet hende et lille trøstende klem, men den tanke strejfede ham slet ikke. Det kunne meget vel være, at andre havde brug for sådan noget, men kvinden foran ham virkede ikke ligefrem som typen der var til sådan nogle følelser - eller måske var det bare noget han bildte sig selv ind. Uanset hvad der var tilfælde skete det aldrig. Kane lyttede bare og lod hende tale ud til hun var færdig. "Måske du skulle opgive dit had for en stund. Vi mænd kan sgu meget." Lød kækt fra Kane, der sendte hende et stort smil, et forsøg på at opmuntre hende. Det ville sikkert ikke lykkes at gøre hende glad fra det ene minut til det andet, men forhåbentligt ville det skubbe hende i den rigtige retning.
Forslaget om mad faldt i god jord. Kane nikkede og rejste sig op. "Lyder godt!" Det kunne godt være, at han ikke spiste så meget, men mad var alligevel noget af det bedste han kendte til. "Men dit køleskab var tomt." Han kunne jo have lyst til at spise så meget som det var muligt, men det ville ikke hjælpe hvis der ikke var noget at spise. "Skal vi så først ned og finde noget? Hvordan får du egentligt mad?" Hans liv i Occulta basen havde ikke ligefrem givet ham mange muligheder for at shoppe efter dagligvare. De kom bare med posten når han bestilte, men det meste af tiden kunne han gå ned i en stor kantine og nyde det store udvalg af mad de havde. Han var derfor heller ikke ligefrem nogle god kok når det kom til at lave mad, men måske kunne hun hjælpe ham med det. Ellers måtte han leve på noget simpelt. Noget han heller ikke havde noget direkte imod. Så længe det mættede og smagte nogle lunde, så var han ikke så kræsen.

Meredith var heller ikke den der villigt lod en anden komme tæt, da han spurgte hende hvordan hun spiste blev hendes smil en smule angstrengt. Hun drak blod og det var også en grundene til at hun ikke kunne lide sig selv eller sin race. Det var tydeligt for hende at han ikke kendte til hendes race et bredt smil som afslørede de sylespidse tænder inden hun talte igen pegede hun på dem ” jeg drikker blod, det eneste jeg kræver for leve, derfor er køleskabet tomt jeg har ikke brug for det” sagde hun rejste sig hun skulle lige skifte tøj inden hun gik med ham ud af døren hun var hurtigt. Hun havde fået sin makeup på normalt havde ikke synderlig meget makeup. En mascara og nøgen lipgloss som passede til farven på hendes læber var det eneste hun bar, men denne gang havde hun gjort noget ud af sig selv. Selvom hun ikke havde fladet sit hår. Meredith havde med vijle overhørt hans joke. Hun havde dog grinet af den da hun gået ind for at skifte til noget tøj. Da hun kom tilbage betragtede hun ham ” vi vampyrer er nattens  rovdyr” sagde hun hendes stemme var blevet en smule munter. Hun havde taget en sort jakke på inden under bar hun sort kjole. Hun havde taget et par sorte højehæle på. Når hun alligevel skulle ud kunne lige loggen en eller anden i hendes fælde drikke af. Hun havde ikke dog tænk sig gå med ham ind handle, men det var lang tid siden hun havde lavet mad for nogen så regnede med at det hendelavede mad til ham så var det på eget ansvar.

Hun rettede lidt på jakken inden hun begyndte gå imod døren tog hun hendes smøger med ” jeg skal nok prøve at give nogen mænd chnace, det alligevel ikke deres skyld at jeg har det elendigt. Det fik du mig til sande imens jeg sad og fortalte” sagde hun puffede for sjovt til ham da hun gik forbi ud i gangen. Hun følte sig som fornyet selv. Istedet for at hun så verden som åben og ikke lukket. Meredith følte sig på en underlig måde hel.

først kiggede Kane på tænderne som en mand der var faldet ned fra månen, men efter nogle sekunder blev lampen tydeligvis tændt. "Ahh, yup, yes." Han nikkede. Det vidste han da godt! Det var bare let at glemme! Hun var jo den første vampyr han havde mødt og han gik ikke sådan regelmæssigt og huskede på, hvilke form for føde andre væsner indtog. Så længe han havde styr på sin egen kost var han tilfreds. "Men så behøves vi heller ikke, at købe så meget." Han stillede sig til tålmodigt at vente på at kvinden var færdig. Mens det skete kom han i tanke om, at han faktisk ikke kendte hinandens navne. Det måtte han få ændret på når hun kom tilbage.
Overraskende hurtig var hun færdig og havde endda taget sminke på. Kane var beæret. "Se, vi kan være helt funktionelle." Drillede han og svang sin arm omkring hende og gav hende et let klem omkring skulderen da hun puffede til ham. "Den her mandlige skabning hedder Aaron." Han trak sin arm til sig og stak begge hænder ned i sin jakkes lommer og fulgte efter hende ned til der, hvor hun købte mad eller hvor andre normalt købte mad. Han havde aldrig selv prøvet sådan noget. Butikker med tøj og andet spas havde han været i, men godt nok ikke lige noget med mad. Han glædede sig som et lille barn. Dette skyltes blandt andet også, at alt udenfor Occulta var utrolig spændende for ham. Det var jo en hel ny verden der havde foldet sig ud foran ham.

Meredith stivende smule da et klem kom fra ham hun havde ikke opfanget hvad han havde sagt fordi hun var ikke vant til være så tæt på nogen, men alligevel syntes hun at det gav varme og en form for tryghed, men Meredith følte at det var for meget på en gang og derfor havde hun skubbet ham væk. Meredith var ikke den person delte ud af noget vis hun kunne blive fri, men denne knægt havde fået hende til lukke op og blive mere som den hun var inden alt dette her skete. Hendes følelser var vækket, men hun kunne ikke helt finde ud af om det kun var denne mand hun ville lukke op for. Hun anede ikke om hun var helt klar til at stole på mænd igen. Hun åbende døren gik ud hun nåede lige at fange knægtens navn Aaron. Hun ventede på at han kom hun havde hurtigt fanget at han glædede til komme med ud at handle. Hun ventede til han kom ud ” mit navn er Meredith” sagde hun smilede for første gang et smil som faktisk nåede til øjne det lignede en mors forsikrende smil. Hun følte sig på måde anderledes. Hun anede ikke om hun kunne lave mad til ham det var så lang tid siden hun havde gjort det. Sidste gang var fordi hun skulle lege husmor på en opgave. Hun havde haft en kogebog og det gået nogenlunde. Hun måtte få fat i en kogebog, ellers troede hun ikke det ville kunne spises, især ikke vis man havde et ønske om at leve. Hun begyndte at gå i retning af forretningen som de skulle handle i, men vis kunne nå det ville hun tage en tår af en eller anden inden de handlede. Hun var som skabt til natten og hun havde vænnet sig til spise, faktisk havde hadet hjulpet hende i gennem, men vis nu den forsvandt? Ville lysten til at spise så forsvinde. Hun sank svagt en klump da hun var kommet til tænke den tanke.
Meredith bed sig svagt i læben og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre aldrig før havde tanken at følges med nogen været mere tilokkene det havde været rart snakke og vis han ville have hele historien om hendes liv var de lang fra færdige, men nu vill hun nyde pausen og når de kom tilbage kunne hun fortælle næste del. Hun ikke var den højeste, men det havde sine fordele når man skulle jage. Mænd var de nemeste få i fælden, men Meredith havde brudt sig om mænd og jagtede derfor kvinder og piger, det kom vel and på alderen, men hun spiste ikke piger under 14, drog havde hun også lavet den regl at hun aldrig ville dræbe nogen. Hun havde dræbt en gang før og der havde hendes skarber tvunget hende. Hun trak vejret dybt inden hun betragtede ham ” hvorfor vælge robotdele?” spurgte hun lagde hovedet en anelse på skrå. Hun var nysrrig på hvordan et mennske så ungt som ham valgte at få erstattet dele af sin med robotdele, måske var det fordi Meredith prøvede så hårdt at holde fast i hendes menneskelige del at hun ikke forstod at nogen kunne tænke sig at skifte dele ud med robotdele. Hun kunne dog heller afvise at det at havde fået dem ikke fasinerede hende smule. Hun ville dog ikke selv få nogen men derfor betød det jo ikke kunne være interseret i få noget at vide om dem.

Meredith. Kane tyggede godt og grundigt på navnet, men kastede sig slet ikke ud i at bruge det. Det måtte vente til en anden god gang, hvor han faktisk følte at det ville kunne fungerer. Han fortsatte derfor i stilhed og lod denne Meredith gå med sine egne tanker. Hvor de ville ende henne vidste han heller ikke, så han var lidt tvunget til at følge hende. Til sidst brød hun tavsheden med noget af et nærgående spørgsmål, men nu kendte han en del af hendes liv, så måtte det også kun være fair, hvis hun kendte en ting eller to om ham. "Det var ikke så meget et valg. Jeg kom ud for en ulykke." Forklarede han kort. "Jeg blev trænet som soldat før ulykken, efter ulykken var mit største ønske at fortsætte. Det fik jeg lov til." Uddybningen var ikke meget, men den var da bedre end intet og måske gad hun slet ikke høre om hans jammerlige historie. I hvert fald ikke lige omkring ulykken. Ellers var han ganske tilfreds med sit eget liv og formåen. Det var jo ikke fordi livet havde været helt uretfærdigt ved ham. Faktisk vidste han ikke, om han ville fortrække sine menneskelige dele frem for robot delene. Der var klart fordele ved robot delene, men det havde nu også været dejlig at kunne være mere fri og alt muligt andet. Visse fordele ved alt. Den hybrid han nu var blevet syntes at være blevet en fin kombination. Måske var den lidt for meget til den gode side med robot delene, men han var i live og det var han glad for. Han elskede livet og mente, at han var alt for ung til at dø.
"Hvor langt er der til butikken?" spurgte han efter de havde gået endnu et stykke. Det var lige før det ville have hjulpet at køre.

Meredith pegede på bygning ” derover jeg skal noget, men gå du bare der hen så kommer jeg lige om lidt” sagde hun og havde bestemt sig for at hun ikke ville fortælle ham hvad hun virkelig skulle, men han vidste det vel godt for hun kunne ikke skjule de røde øjne som indikerede at hun var sulten. Meredith var en meget gammel vampyr og kunne sådan nogenlunde styrre sin trang. Meredith var meget gammel både i sin krop, men også i sit sind. Hun stod lidt vippede på sine fødder imens hun tænkte på om hun bare skulle gå lade ham bestemme om han ville vente på hende her, eller ville ind i butikken. Hun valgte gå inden for mange spørgsmål ville dukke op, Aaron var okay, men han havde godt nok mange spørgsmål og hun ville helst undgå for mange spørgsmål lige nu. Et svagt smil dukkede op på hendes læber inden hun rakte ned i sin lomme efter sin pung og ville give ham de penge der nu var i den. Pungen var slidt hun havde haft den længe, penge havde hun mange af da hun ikke brugte dem på mad som mennskene brugte dem. Hun bed sig i læben ” her tag dem og begynd at handle når kommer tilbage kan vi gøre det færdig” hun lagde pengene på jorden så han kunne tage dem.
Hun var væk som et lyn da hun løb i vampyr løb, hun havde fået færten af et bytte, blodet var en ting hun skulle, men hun kunne ikke lide at tage blod, men hun havde lært ikke at tænke over det når hun gjorde det og hadet til mænd havde hjulpet, men nu hvor Aaron havde snakket med hende var der noget som havde ændret sig. Noget hun ikke havde følt siden dengang hun var blevet forvandlet og det var han skyld i, men hun vidste ikke om det var godt eller skidt. Hun stoppede op uden for en mindre gyde og rystede svagt på hovedet, hun måtte ryste denne følelse af sig det var ikke en god følelse for en vampyr, især vis den gav hende dårlig samvigttighed, hun sukkede svagt gik ind i gyden. Hun lagde svagt hovdet på skrå inden hun gik ind den.

I gyden var der en mand som var såret, de lignede et knivstikeri hun forsatte og nu hvor hun var så tæt på havde skyldfølesen veget pladsen for sulten. Manden klynkede svagt da han så Meredith. Hun gik tættere og tættere på. Hun løftede ham og gav ikke skid for hans skrigen. Hun blottede svagt sine tænder inden hun borede dem ind i hans hals. Hun sukkede svagt af nydelse da væsken løb ned i hendes hals, manden som allerede havde mistet meget blod mistede hurtigt sin bevidsthed. Der Meredith havde fået det hun skulle have at drikke slap hun ham og han faldte til jorden med et blødt bump. Meredith havde ikke drukket det hele, men vis ikke snart der kom nogen ville han sikkert ikke overleve. Hun lod svagt to finger glide ned af sine mundvige, hun betragtede dem og blodet inden hun slikkede det af sine finger, derefter brugte hun hånden til tøre resten væk med.