Keep your head together - Ava & Kane

Udseende

Det var ikke mange dage siden hun var sluppet ud af deres greb. Dog på trods af at være ude i det fri, syntes intet at kunne trigger nogle minder og bare fortælle hende en smule om hvem hun var, hvem hun plejede at være eller for den sags skyld hvad hun var. I forsøgscenteret havde de aldrig rigtig svaret på hendes spørgsmål, eller rettere den ene mand hun havde set igennem de sidste 6 år, havde ikke gjort det til sin mission at forklarer hende hvad det hele gik ud på, derimod fortalte han i kryptiske beskeder hvad der skete. Hun huskede dog hver evig eneste samtale med ham, hvordan den altid startede ud med at han spurgte ind til hvad hun havde tegnet, derpå ville hun vise ham det og selv spørge ind til hvornår hun kunne komme ud. Dog havde hun aldrig så meget som følt solen på sit ansigt igennem de sidste mange år, det var dog kun ved opdagelsen af sin evne, at hun kunne tage magten og stikke af. Selvom hendes ansigt bestod af et syntetisk materialle, der både så og føltes menneskeligt, så havde hun skam også nerve i dette hud. Hun kunne føle forskellen på varme og kulde, føle hvordan det var at have smerter eller have en blid kærtegn på sin kind. Dog var det kun hendes ansigt, hænder og fødder der var bedækket af dette hud, hvor resten af hende i det store hele afslørede hvad hun var.
Efter at havde været flygtet fra centeret, rendte hun nu rundt i The New Miami. Her gik hun også denne eftermiddag. På trods af solen stod højt og det var kogende, så svedte hun ikke. Ganske vidst skulle hun nedkøle sig selv, men der kom nærmest en alarm i hendes hoved, som fortalte at hun var hun tæt på at overophede. Som hun vandrede rundt i byen, fik hun med et øje på en ung mand der sad lænet op af træ. Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå og de brune øjne zoomede helt ind på hans ansigt, hvor de betragtede hver enkel dybde og udfoldning. Nysgerrig trådte hun tættere på ham, nok fordi han ville være en af de første mænd hun nogensinde havde lagt sine øjne på. Hun stoppede op omkring en meter fra ham, stadigvæk med hovedet på skrå og et nysgerrigt udtrykke i de brune øjne

Det virkede som om denne mand havde samme intentioner som hende, for ingen af dem sagde noget, de stirrede blot på hinanden. For alle andre ville det egentlig se underligt ud, to personer der blot kiggede på hinanden, øjne fulde af nysgerrighed også uden at sige den mindste ting. Dette var dog hvad hun gjorde, hun analyserede ham, betragtede ham og fik alle indtryk ind omkring ham. Han var anderledes end manden, meget anderledes. Modsat manden, så var denne unge herre ikke helt menneskelig. Det havde altid fremstået direkte hos manden hvad han var, netop fordi han kunne alle de basale menneskelige ting. Hun betragtede ham som han rejste sig op og gik imod hende, hun gik selv imod ham som han bevægede sig frem af. Ved spørgsmålet lagde hun hovedet en smule tilbage og så direkte op på ham. Hun var omkring de 1,65, så helt høj var hun hellere ikke og dette gjorde også at hun måtte lægge hoved tilbage for at kunne se direkte på ham. Hun nåede ikke at svarer før en nænsom hånd landede på hendes kind. Hun så direkte på ham og for første gang følte hun en berøring som ikke var hård eller direkte, for på trods af hun vidste han analyserede hende så var det nu alligevel en blid berøring "jeg....jeg ved det faktisk ikke" hun vidste ikke hvor hun var fra, hvad stedet hed som hun havde flygtet fra.
Da han kommenterede hun så ny ud, kom der en svag forvirring op i hendes øjne. Da hun jo ikke vidste hvad hun var, kunne hun hellere ikke give et modsvar på hvad han sagde. I stedet lagde hun blot hovedet på skrå "jeg bliver kaldt Ava" de havde fra dag et af underlige grunde kaldt hende Ava, hvorfor kunne hun ikke rigtig svarer. Dog var det et navn der var holdt ved og i hendes minder var det vel derfor hendes navn. Hun rakte sin hånd frem imod hans, da dette var en bevægelse hun havde set andre mennesker lave

Hun rystede på hovedet "jeg kan ikke huske noget, ikke andet end de sidste 6 år" forklarede hun stille. De havde pillet ved hendes hjerne, givet hende fotografisk hukommelse og noget andet, men resultatet havde været at alle minder fra hendes menneskelige tid, de var alle væk. Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå, han havde et efternavn. Sådan et havde hun aldrig haft, de havde altid blot kaldt hende Ava også intet andet "Det er mig en fornøjelse Kane" hun var et sekund i tvivl om hvorvidt hun skulle kalde ham ved fornavn eller efternavn, men siden han var kendt under sit efternavn fandt hun det mest passende. Hun så sig tilbage og hen imod byen "Jeg blev holdt fanget i en bygning under jorden inde i denne by" sagde hun stille og vendte igen sin opmærksomhed direkte imod ham. ganske vidst havde hun en stor viden og igennem film havde hun også lært en hel del, dog havde hun ingen ide om hvad det var for et sted og hvorfor de havde taget hende.
Som hans spørgsmål kom frem, begyndte hendes minder straks at dukke op, minder om de mange forsøg, minder om manden der altid kom ind og skulle stille hende hvad han kaldte "rutine spørgsmål" "Jeg kan huske en celle, med en glas væg, så var der manden. Han kom altid ind hver evig eneste dag, på det samme tidspunkt. Han ville stille de samme spørgsmål og engang imellem kom der nogle nye" der var ikke meget og om ikke andet var hvad hun huskede ikke til meget brug

Hun så rundt "ja, jeg er flygtet fra det sted" svarede hun. Hun vidste at han højst tænkelig ville undre sig over hvorfor hun stadigvæk var i byen, hvorfor hun ikke var taget af sted, fundet et nyt sted at være. Dette skyldes ganske enkelt, at hun stadigvæk ledte efter svar, hun forsøgte stadigvæk at finde frem til sin historie. Hvem havde hun været, hvorfor skulle det netop være hende og meget meget mere. Hun hævede øjenbrynet "Indtil videre har jeg ingen steder at tage hen, plus jeg forsøger stadigvæk at finde frem til hvem jeg er og hvad jeg er" nu kom den store sandhed frem, det faktum hun ikke vidste hvad hun var. Hun havde aldrig oplevet kontakt med andre, men heller aldrig fået sandheden at vide om hvad hun var blevet til. Hun vidste der fandtes mennesker, men også andre væsner...dog vidste hun ikke hvad hun var selv. Hun havde dog en ide om at hun var nogenlunde det samme som Kane. Dette kom fra at hun havde en underlig fornemmelse at at kunne nogle af de samme ting som ham, derudover agerede han på mange måder også ligesom hun gjorde. Hun gik hen imod ham, og uden rigtig at tænke over det lod hun sine fingre spidser glide op langs hans arme, videre op til hans skuldre og hen over halsen, hvor hun stoppede ved hans kind. Hun havde været spærret inde i så lang tid, så det at kunne røre en anden person, men så på samme tid en der føltes ligesom hende....det var helt underligt og fremmed

Hun så lettere overrasket på ham, mest fordi hun ikke havde forventet dette fra ham. Han var anderledes end manden, han kunne give direkte svar og ikke kryptisk. Hun nikkede til hans forslag "det vil jeg meget gerne" hun nikkede og smilede faktisk for første gang i løbet af deres møde. Hun nikkede stille til hvad han sagde, selvfølgelig havde han ret i begge ting, selvom det første kunne anses for at være hårdt...så var det sandheden og det kunne hun leve med. Da han forklarede hvad hun var, gav det med mere mening. Det gav mening hvorfor hun så ud som hun gjorde, hvorfor hun ikke lignede alle de andre. manden havde ofte sagt at hun var unik, og at de en dag ville give hende hud på resten af hendes krop, dog var det aldrig sket og det løfte var bare kommet ind under alle de andre han havde givet hende. Hun nikkede og rynkede brynet.
Hun lagde hovedet på skrå og fjernede hånden, hvorpå hun kørte sin tommelfinger hen over sine andre fingrespidser "Efter så mange år, så føltes det helt underligt at kunne røre ved en anden person" sagde hun mere til sig selv end til ham. Hun skulle til at åbne munden for at sige noget mere, da lyden af mænd der kom løbende mødte hende. Hun rynkede brynet og vendte blikket hen imod lyden "Husk nu, vi skal ikke skade hende...hun er en del af forskningen" lød en genkendelse stemme, den stemme hun aldrig ville glemme...da det var ham. Hun greb fat i Kanes hånd og trak ham med sig som hun løb imod et skjulested. Hun vidste at han ville havde taget vagterne med sig, også ville de højst tænkelig skyde Kane. Ganske vidst kendte hun ham ikke så meget, men han var det samme som hende og Cyborgs holde sammen!

Hun lagde hovedet på skrå "jeg mangler hud, jeg mangler den hud der skal dække resten af min krop" forklarede hun kortfattet. Hun havde jo aldrig fået sat huden på, så ud over sin hukommelse...så var det helt klart det hun manglede. Dog havde hun ikke forventet at han kunne anskaffe denne ting, hvis han kunne ville det være dejligt også kunne hun måske ligne et menneske lidt mere. Hun havde set nogle andre mennesker i de få dage hun havde været ude, de fleste kiggede blot underligt på hende og mange stak af. Så derfor ville dette være hendes forklædning.
Som de kom hen til deres skjulested, lænede hun sig op af muren og sukkede. Hun gad ikke tilbage, men hun vidste samtidig også at der nok ikke ville være en vej uden om. Hvis ikke de døde, så ville de altid jage hende og derved ville hun aldrig kunne få fred fra dem. Hans pludselige spørgsmål, fik hende til at fjerne sine tanker fra at skulle tilbage, men derimod satte hun nu fokuset direkte på ham "Nej det har jeg ikke" hun havde aldrig affyret en pistol, der var ikke just fordi der havde været de største chancer for dette der hvor hun havde været. For det meste kunne hun enten læse, snakke eller også se tv. Det var derfra hun havde fået meget at sin viden fra "Ava, kom nu frem...vi gør ikke din ven noget, vi vil bare have dig tilbage hvor du er i sikkerhed" sagde manden, han holde hænderne oppe og trådte frem fra gruppen af de mange vagter. Hun rullede med øjnene og rystede på hovedet af ham. Hun kunne direkte høre løgnen i hans stemme, man skulle faktisk ikke være en Cyborg for at kunne det.

//det er jeg da glad for du syntes

Hun tog imod hans jakke og nikkede "Hvorfor skulle jeg tage med jer, i vil bare låse mig inde igen" svarede hun og rynkede brynet. Hun holde hans jakke ind imod sit bryst "Du ved jo det er for dit eget bedste at vi gør dette, du er ikke i sikkerhed her ude" ganske vidst kunne der være en sandhed i mandens ord, men hun gad virkelig ikke tilbage, tilbage til et sted hvor hun uafbrudt var spærret inde. Hun svarede ham ikke på hans ord, men valgte i stedet at sætte sin opmærksomhed imod Kane der lige nu var igang med at dræbe hver en af dem. Dette opdagede de hurtigt, så manden blev gemt væk og i takt med vagterne døde flygtede han væk, i et forsøg på at komme i sikkerhed. Som han kom tilbage, nikkede hun blot på hans ord. Hun rakte ham jakken og med dette gjort gik hun imod en høj bygning. Ovenpå var alting ødelagt, men hvis man gik hen til en special dør, så ville man blive ført nedenunder hvor der i den grad ikke var tegn på ødelæggelser. Stedet var på alle tænkelige måder høj teknologisk. Grundet de drab der havde været på vagterne, var der ikke mange til at kunne bevæge sig rundt på de mange gange...så de skulle mere eller mindre være sikre.
Stedet hun førte ham hen til, var stort og havde adskillige slukkede Cyborgs hængende rundt omkring. Mange af dem virkede ikke, eller også var de gået i stykker. Hun gik stille hen og begyndte at tage forskellige delle fra hver enkel Cyborg. Huden tog hun af, lagde på sig selv og efter godt vel 8 minutter var hun helt lavet. Hun havde fået hår og hud, dog var hun så også helt nøgen nu. Hun vendte sig imod ham og kørte hånden igennem sit nye hår "Hvordan ser jeg ud?" spurgte hun og holde armene ud. For hende gjorde det faktisk ikke så meget at hun var helt nøgen, hun gik nu ikke så meget op i den slags ting

//hun ser således ud

Hun havde ganske vidst set andre iført tøj, men hun forstod ikke hans underlighed over at se hende nøgen "er min krop ikke tilfredsstillende" spurgte hun og tog langsomt jakken på. Hun var måske en smule naiv når det kom til det intime punkt, hun havde ikke rigtig nogen ide om hvordan man var intim med andre eller for den sags skyld var omkring andre med lidt tøj på. Hun rynkede brynet, da han kom med en halvhjertet forklaring på hvorfor hun skulle have tøj på, dog nikkede hun blot og lod ham tage hendes hånd.
Hun sagde intet til hans kommentar, men fulgte blot efter ham hele vejen ud. Heldigt for dem, så havde der ikke været en eneste vagt på vejen, så der var ingen problemer. Hun lukkede med den ene hånd jakken, alt i mens den anden lå i Kane's ferme greb. Ligeså snart de var ude igen, lukkede hun øjnene og nød brisen på sin hud. For nu hvor hun havde hud, var der også nerver nok til at kunne føle de forskellige ting omkring hende, så vind, kulde og varme kunne hun med et føle over det hele, ikke bare på sine hænder, fødder og ansigt. Hun vendte sig ansigt imod ham og hævede spørgende øjenbrynet "Nu kender jeg ikke just vejen til dette fly, så du må hellere vise vej" hun slog ud med sin frie hånd og lod ham føre an

Hun havde ikke de store følelser i sit ansigt, som hun lagde hovedet på skrå. Hun havde ikke ment det som en direkte usikker kommentar, mere som et spørgsmål. Hun forstod sig endnu ikke med hvordan folk var omkring hinanden, så spørgsmålet var nu ment så uskyldig som det kunne være. Hun gik stille ved hans side, alt i mens hendes øjne betragtede og analyserede. De var nysgerrig efter at se mere, så det var først da han snakkede igen, at hun fjernede sin opmærksomhed fra tingene omkring dem og hen imod ham "jeg forstår" sagde hun stille, hun var vant til at få ordre eller rettere beskeder hun skulle følge, så hun kunne sagtens følge denne simple ordre. Det var dog underligt, efter 6 år i uvidenhed, uden at se andre af sit art og nu ville hun så være omringet af 9 mandelige Cyborgs.
Som de kom tættere og tættere på flyet, gik hun nærmest på overarbejde for at analysere dette fly. Hun havde aldrig set en på så tæt hånd, men derimod hellere set en over tv'et "Kan det virkelige flyve" spurgte hun og så op på ham. Hun havde aldrig prøvet at flyve, så det kunne vel være en sjov ting at prøve.

Hun lagde hovedet på skrå "en modtager?" hun så forvirret på ham. Hun havde aldrig fået indsat en modtager, hun var tvunget til at lære ting igennem den klassiske måde, dog havde hun en fotografisk hukommelse, så alt der blev sagt eller vist ville hun for evigt huske. Dog havde de ikke anset det for en nødvendighed at hun fik indsat en modtager. De nød at hun skulle lære ting igennem læsning og andet. Hun havde det oftest også bedre med at lære på den måde, da der i forvejen var pillet nok ved hendes hoved, så der var ikke flere der skulle pille ved hendes hoved.
Hun fulgte med ham ind og gjorde sig ikke meget af hvad de andre sagde. Hun derimod betragtede hver enkel af dem, analyserede dem og fik hver enkel detalje på plads omkring dem. Efter at havde gjort dette, fulgte hun igen med ham. Da de kom ind i rummet, smed hun jakken og gik hen til tøjet. Hun holdte det mellem sine hænder, følte stoffet imod sin kind, før hun tog bukserne på og derefter skjorten. Hun rev den nederste del af bukserne af, således det mere eller mindre blot var shorts. Hun bandt livet af bukserne sammen, således det ville passe lidt bedre om hende "Jeg indtager strøm" sagde hun med hovedet på skrå

Hun holde sin hånd op "Jeg skal blot røre ved noget elektrisk ting, så kan min krop absorbere strømmen i det, derfor intet stik" hun havde altid kunne oplade sig selv igennem berøring med noget elektrisk. Det var også på denne måde hun opdagede sin evne. Hvis hun ikke skulle oplades, kunne det blot øge hendes styrke hvis hun kom i kontakt med noget elektrisk. Skulle det komme ned til det hele, så kunne hun også optage strøm fra andre Cyborgs, dog var dette ikke noget hun havde tænkt sig at gøre.
Hun nikkede stille og sendte ham et lille smil "Det vil jeg meget gerne" medgjorde hun og betragtede stille hvordan han spiste sit æble. Hun havde aldrig set nogen spise ting, dog faldt det hurtigt ikke i hendes smag. Hun vendte straks sin opmærksomhed hen imod noget andet, før hun bevægede sig ud af rummet. Hendes lange brune hår, hang ned langs hendes ryg og for en gangs skyld, var det en helt underlig følelse at have hår. Det med at have hår og hud, det var stadigvæk så uvant for hende.

Hun fulgte med med ham rundt, betragtede hver enkel ting og hvert enkel rum. De havde langt flere rum end hvad man havde forventet, men også utrolig meget plads i det store fly. Hun blev overrasket over at hun kunne få et rum at sove i, dog var dette også en større venlighed end dem på centeret havde udvist. Her var der mere plads, der var så hun kunne ligge blødt og endda meget mere. Dog var kontrolrummet nu utrolig interessant. Hun ignorerede ham fra det sekund de kom ind og valgte i stedet at analysere hver enkel del. Hun lod blidt sin hånd svæve hen over kontrolpanelet, alt i mens hendes øjne var på overarbejde for at undersøge hver enkel ting "Kan jeg blive en del af jeres bemanding på dette fly" hun vendte ansigtet imod ham og hævede spørgende øjenbrynet. Hun havde ingen andre steder at tage hen, så dette sted var vel det mest optimerende...derudover ville hun være blandt andre af sin art.
"Har i bøger, bøger med blanke sider, papir og blyanter" spurgte hun stille. Hun plejede altid at tegne på centeret, der kom en ny tegning hver evig eneste dag. Derudover holde hun også af at læse. Dog var det med at tegne også en god ting til at genoprette nogle minder, det var sket før at hun under sin tegnetid, med et pludeslig kunne huske noget "Kan du lære mig at skyde med en pistol" lød det sidste spørgsmål. Hun havde set hvordan han havde skudt med sin pistol, og med den viden om hun ikke selv kunne dette, kom der også en lyst til at lære det...at blive bedre