It's good seeing you again my dear friend - Meredith -

Meredith havde været langt væk i tanker, faktisk havde hun ikke været udenfor dør i to dage, hun var bekymret, men det var ikke noget hun ville fortælle nogen, hun sukkede da en fært af noget hun genkendte ramte hendes næse, færten var af en hun aldrig havde troet hun skulle se igen da hun hørte den stemme som bedte hende om at åbne døren fik hun det bekræftet, hun rejste sig og gik med lette skridt hen imod døren. Hun åbende den uden tøven og betragtede hende lidt inden flyttede sig sådan at Mircalla kunne komme ind. Hun rystede lidt vantro på hovedet. Hun havde slet ikke regnet med at nogen hun holdte afville lede efter hende, faktisk så ville selv holde sig væk vis hun var den situation. Kvinden som stod foran hende var en af de eneste hun turdte stole på hun havde åbent sig op for hende og Meredith kunne være sig selv med hende. Hun stod lidt og anede ikke hvad hun skulle sige ” jeg troede ikke jeg ville se dig igen” sagde hun og for første gang længe smilte hun et smil som faktisk nåede hendes øjne. Hun bed sig svagt i læben da hun fik færten af flasken og dens indhold, hendes øjne som ellers var blå blev svagt røde. Meredith rettede svagt på hendes sorte natkjole. Havde hun vidst at hun fik besøg havde nok skiftet, men det anede hun jo ikke. Da hun færdig med at stå og tænke forsatte hun ind i stuen hvor hun havde siddet før.
Merediths lejlighed var en smule kedelig, væggene var hvide og møblerne var enten sorte eller hvide. Da hun kom tanke om flasken, rejste hun sig fandt nogle glas. Glas var det eneste hun havde af ting som mennsker også kunne bruge, hun havde ikke tallerkener for hvad skulle hun bruge det til. Hun lagde svagt sprøgende hovedet på skrå hvad lavede hun her, men det nu rart hun var kommet. Meredith smilede igen ” hvad bringer dig til min ydmyge lejlighed?” spurgte hun og hendes kolde mystiske stemme var blevet erstattet med en varm og imødekommende stemme.
Meredith brugt al den tid hun kunne på at komme på benene efter hendes møde med hendes skaber for nogle år siden,faktisk brude nok havde ledt efter Mircalla. men hun havde haft så meget at tænke på og så havde der været arbejdet. Hun arbejdede for et firma som gjorde sig i sort arbejde. hun satte sig ned igen i sofaen og lagde glassene fra sig på stuebordet.

Hun syntes det havde været alt for længe siden de sidst havde snakket sammen, men det vel hendes engen skyld. Hun lod svagt en hånd glide i gennem hendes hår det var rart at Mircalla var her, hun havde lært efter hun havde mødt Aaron at man havde brug for snakke og der ingen andre hun heller ville snakke med end Mircalla. Hun stolede ikke på mange og derfor var det også svært at åbne sig. Hun lod svagt tungen glide over hende hendes læber hvilket hun tit gjorde vis hun ville snakke, men ikke vidste hvordan hun skulle starte, men hun kunne ville så godt slået hul på bylden og få åbent op.

Hun sad lidt betragtede loftet imens hun tænkte over det ” du ved jeg.. jo altså” hvorfor blev hun nervøs hun skar svagt en grimasse hvor hun dog følte sig som et barn lige nu, det var tydeligt at den anden kendte hende ret godt og hun kunne ikke skjule det ” min skarber leder efter mig” sagde hun og trak vejret tungt, han havde fundet hende par gange, men det altid lykkedes hende at at komme væk også selv efter at han havde fanget hende. Hun bed sig svagt i læben igen inden lod sit blik falde på Mircalla ” jeg vil ikke tilbage, men jeg ved heller ikke hvad skal gøre vis han finder min lejlighed” sagde hun og man kunne svagt ane frygten i hendes øjne, hendes skaber var den eneste hun sådan rigtigt frygtede det var også derfor hun havde lukket fuldstændig ned inden hun havde mødt sin eneste ven. Nu havde hun vel to vis man kunne tælle Aaron med, men forskellen på ham og Mircalla var at selvom at han havde robotdele så var han stadig levende og havde blod til at køre rundt i kroppen og hendes skaber skulle nok finde en måde at gøre en ende på ham vis han nærmede sig. Hun ville heller ikke forlade New Miami for hun var glad for stedet og der var rigt med muligheder for mad, vis ikke det var fordi hun var begravet i tanker ligesom hun havde været de to sidst dage. Hun havde virklig troet at denne gang ville han lade hende være, men selvfølgelig ville han ikke det, det eneste han lavede var ødelægge hendes liv. Hun lod igen tungen glide henover sine læber imens hun kørte hænderne ned over hendes lår.
Hun burde ikke blande sin ven ind i detter her for det gjorde også Mircalla til mål og hun ville ikke kunne bære vis der skete hende noget ” jeg har ikke været ude at jage fordi jeg har tænkt” svarede hun stille, det var ikke hele sandheden, men det meste af den. Mircalla behøvede ikke at vide at hun var bange lige pt for gå ud for en dør, fordi hun havde hørt nogen snakke om nogen og på den måde de havde forklaret det på kunne godt få det til at lyde som hendes skarber Meredith var sikker på det var han de havde snakkket om.

Meredith ånede lettet op det var rart at få snakket og det var rart at have hendes aller bedste ven tilbage, hun håbede lidt at hun blev længe så de kunne være sammen. Hun havde savnet hende meget. Hun stoppede rakte ud efter glasset med blod. Hun tog en tår af glasset og den røde væske som løb ned igemmen hendes hals var dejlig, hun havde ikke vidst at det kunne smage så godt efter en to dags pause, det følte så dejligt og unbeskivrligt og det næsten svært ikke at tømme hele glasset, men hun var jo en fin dame,tømme et helt glas ville være dumt, hun stilte den på bordet og smilede igen ” jeg er så glad for du her, har virkelig savnet dig” sagde og mente det, næste ganng skulle der ikke gå så lang tid imellem det ville hun love sig selv.

Hendes ord var betryggende Meredith stolede blindt på det hun sagde og ville gladligt ligge sit liv i hendes hænder, et svagt smil som ikke nåede hendes øjne som var kendetegnet for Meredith bredte sig over hendes læber, men det blev smule større da hun blev omfavnet af Mircalla hvad skulle hun gøre uden hende. Faktisk havde hun troet at hun havde mistet det. Det kom bag på hende hvor meget hun egentlig havde savnet dette nærvær, hun respekterede denne kvinde på en anden måde end hun gjorde ved andre, det var ikke sikkert hun vidste det, men hun havde givet Meredith en mening med sit liv som vampyr og det var ikke så slemt når hun var omkring hende. Det var rart bare at kunne være sig selv og få lov til lukke følelser ud. Hun vidste at vis ikke der blev gjort noget skulle hun flygte fra sted til sted og det havde hun ikke lyst til faktisk vis kunne havde hun for længe siden banke ham tilbage til det hul han kom fra, men han både stærkere end hende fysisk, men også psykisk, desuden hjalp hans evne også meget. Der hun spurgte til hun ikke ville med hende hjem vidste hun ikke helt hvad skulle svare og der gik lidt inden sagde noget og igen lod hun tungen glide i sin bane hen over læberne det var tydeligt at hun var en smule presset hun havde på en måde ikke lyst til forlade sin lejlighed, men hun tænkte også på sit job. Hun gik alligevel på arbejde som det passede hende. ” det vil jeg gerne” sagde hun og puttede sig tæt ind til hende, hun nikkede svagt det nok bedst at tage med hende, hun var jo hans skaber ” hvorfor forvandlede du ham?” spurgte hun forsigtigt, hun ville egentlig gerne vide hvad der havde drevet hende til at forvandle den mand som havde dræbt hendes lille familie. Hun var vred på Mircalla over at gjort det hun bare nysrrig.