Bare her, i udkanten. - Lamia

Armarillo lød som Armadillo. Et sødt dyr, et bæltedyr. Dog var det ikke særlig sandsynligt at finde nogle her, for selv om landskabet var åbent, var det stadig ikke helt den slags natur de ville foretrække. Det var for tørt, for uroligt, med alle de omvandrende zombier. Bæltedyr blev også brugt i forsøg, selv om han ikke helt vidste om forskerne endnu havde travlt med alverdens forsøg...Det havde de vel nok. Det havde de altid. Det var forfærdeligt.
Byen var beskyttet af sin vold, som et bæltedyr var beskyttet af sine læderagtige skjold. Som et dyr ikke vælger side, var byen neutral og det var netop den største grund til at han var her. Hvad ellers? Han havde været i de andre byer. Selvfølgelig havde han det! Fyldt med banditter og klaner og folk der skubbede andre væk, fordi de havde krævet arealet for dem selv. Det var ikke længere en fri verden de boede i. De fleste ville sige den netop var blevet fri, efter krigen for længe siden, men Sean vidste bedre. Den var ikke fri, tværtimod. En ting var i hvert fald sikker. Kun de stærkeste overlevede, for der var ikke ressourcer til at tage sig af de svage mere. Han havde i den grad tænkt sig at være en af de stærke! Måske burde han tage ansvaret på sine skuldre og hjælpe de svage med at blive stærke...Men det var så meget arbejde. Nogen ville sige det var ligegyldigt, taget i betragtning de alligevel vil dø en dag. Desuden havde han ikke helt tilgivet dem. Menneskernes altså. Nej, han ville hellere rejse rundt for sig selv, klare nogle opgaver og blive tilbedt af novicerne, når han besøgte umbraernes skole. Flere gange havde de prøvet at pådutte ham en elev og hver gang havde han sagt nej og skyndt sig at rejse videre igen. Trods alt var intet sted hjem.

Han sad oven på et lille skur, hvis metalliske tag var lunt af solen. Han var næsten lige kommet til byen og inden for et par dage ville han rejse videre igen. Han gad ikke beskyttelsesdragter og han gad ikke blive syg, så kom han igennem steder med for meget radioaktivitet, rejste han altid hurtigt igen. Han så på ryggen og så op mod himlen, hvor nogle sære skyer skyndte sig af sted. Sære skyer, nogle hvide og andre i grålige nuancer, som om de til hver en tid kunne finde på at regne eller forvandle sig til endnu en farlig storm. Han lå i udkanten af byen. Det betød her var stille, her var næsten ingen folk. Han kunne høre lyden af skud, da nogle tog sig af zombierne i volden. Han kunne høre lyden af brisen, der fik de tørre græsstrå til at gnide sig op af hinanden. Var det et insekt han kunne høre? Alt i alt var der stille. Roligt. Og han kunne ligge her, blive varmet op som en slange.
Han var iklædt nogle slidte sko, et par slidte bukser og en slidt T-shirt. Hans rygsæk stod på jorden, ved siden af skuret, med hans vigtigste ejendele i. Ikke fordi det var mange. Mest noget mere tøj og noget beskyttelsesudtryr, skulle han klare en opgave et sted med for meget radioaktivitet. Daggamle skægstubber besad hans kinder og ned af hans hals. Det kunne være svært at få den raget af, især hvis man var på farten og skyndte sig af sted, for at undgå at få røven bidt af.
Til sidst satte han sig op og trak vejret dybt. Hans grå blik gled over volden, der ikke lå så langt væk igen. Han kunne mærke skyggerne fra de nærmeste boliger bag ham.
"En neutral by...Og alligevel kan jeg ikke bosætte mig..." Det blev en vane. At snakke med sig selv. Han var en ensom fyr, trods alt. Han drejede sig og så tilbage mod byen. Et svagt smil gled over ham, som han blot kiggede på den.

Solen stod højt på himlen og jorden samt det meste andet, hvis stråler den havde ramt, bevidnede om, at solen havde været aktiv i mindst et par timer. Hedeturerne var ikke så slemme, som de havde været det seneste stykke tid, hvilket for mange væsners gavn tydede på, at de efterhånden var ved at aftage. Lamia, der selvfølgelig var opvokset med solen som sit bedste bekendtskab, havde selv måtte ty til kølige drinks og skygge oftere end hun normalt ville i god varme. Det havde været voldsomt overdrevent. Heldigvis havde det betydet for hende, at hun havde kunne færdes længe uden at støde ind i en masse unødvendigheder. For et par dage siden havde hun forladt hulen, hvori hun stadigvæk boede sammen med Dust og sommetider Nero, der ellers holdt til på små hoteller imens han samlede information til hende. Hun savnede lidt bekendtskab, da det alligevel var langt tid siden, at hun havde set noget til nogle af dem, og desuden så var hun ved at løbe tør for penge, hvilket betød, at hun måtte ud at skaffe sig lidt på den ene eller den anden måde. Heldigvis havde lykken tilsmilet hende ganske hurtigt, og på en bar en tilfældig aften, havde en fremmede mødt hende med en stor pose penge og bedt hende om at ordne "en lille ting". Tingen vidste sig dog ikke at være helt lille, så hun var så småt ved at forberede sig før hun tog afsted. I dag var det mest at tanke op. 

Poterne slentrede dovent over den støvede jord som befandt sig under hende, imens de grønne øjne spejdede rundt. Hun mindedes, at der lå en bar her i nærheden, hvor hun måske ville kunne opstøve den sidste smule information før hun tog afsted, men det så ud til at være for længe siden, at hun havde været i byen, da hun uheldigvis havde ført sig selv mod udkanten. Skuldrene hoppede let, da hun sukkede i frustration, hvorefter hun rystede krøllerne væk fra hovedet. Hendes løvindeform var ikke voldsomt praktisk for hende i byerne, men efter at have tilbragt en del tid alene, så var den blevet så naturlig for hende, som den egentlig burde være. Den røde pels, der matchede hendes hår, strøg sig fra op over barmen og nedover hele hendes bagparti. Derudover havde hun selvfølgelig sin funktionsdygtige hale, der lige nu var fri til at piske dovent rundt, da rygsækken som hun ofte bar, befandt sig på ryggen af hende, hvilket i sig krævede en del balance. 

Det var i sin dovne slentren, med tankerne flyvende omkring sig, at hun nær var snublet over rygsækken, som tilfældigvis pludselig lod til at befinde sig foran hendes fødder. Lamia gloede overrasket ned på den slidte sag. Det var meget sjælendt, at folk blot lod deres egendele ligge frit rundt omkring. Det kunne selvfølgelig være en fælde. Hun tog sig god tid med at stå og lytte, samtidig med at hun spejdede ud mod de omkringliggende omgivelser. Byens centrum lå ikke langt herfra, og der var stadigvæk en smule liv i området. Dog lod det ikke til, at ejermanden lige nu var i nærheden, selvom her nu lugtede lidt spøjst. Lamia lurede da også op mod skuret, men måtte lade sig nøjes med et kort kig, da solen blændede hendes sarte øjne. Desuden var hun kommet lige det minut for sent til at høre, at der faktisk befandt sig andet liv i nærheden. Derfor lod hun nysgerrigheden tage over. Hun plantede hurtigt sin bløde bagdel i jorden, imens hendes menneskelige hænder straks gik i gang med at grave ned i rygsækken, og lokaliserede hurtigt noget af det bedre - beskyttelsesudstyret imod radioaktivtet. 

"Hm.. Oh, woaw! Det er længe siden, at jeg har set sådan en fætter."

Han havde lagt sig ned igen, stort set usynlig for en person der kom gående, medmindre de havde set hans skikkelse fra byen. Solen var lun og han nød blot at slappe af. Ham, en skyggedæmon, der nød solen! Ironien var tyk ved tanken, men det var også sandt. Og hvorfor ikke? Han havde ikke brug for flere lokkende skygger lige nu og han kunne gå på opdagelse efter mad senere, måske til aften, når det var nemmest. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene...

Lyden af nogen, der bevægede sig igennem græsset. Nogen der trådte på hans rygsæk lige under ham. Hans øjne gled langsomt op og hans øjenbryn gled sammen, skabte en fin rynke mellem sig, som han undrede sig. Havde han faktisk hørt noget eller havde han bare forestillet sig det? Han var næsten gledet væk i en lille lur og følte sig en anelse forvirret. Pludselig lød det som om nogen puslede med noget, efter at have lynet en lynlås op, men det var først da han hørte stemmen, han blev helt sikker.
Han trillede op på siden, greb kanten af taget og hev sig selv, på maven, over til kanten, så han kunne kigge ud over den. Hans øjne voksede, da det ikke bare var en larmende tyv, men tilmed en der var halvt løve. I et øjeblik glemte han alt om at hun var ved at stjæle fra ham, da hans blik gled over hendes skinnende pels, der blot gav ham lyst til at røre. Han hvilede hagen på den ene arm, som han blot lå og kiggede på hende med et svagt smil et øjeblik. Drømmende. Hun måtte være sjælden!
Så kom han langsomt i tanke om hvad der var ved at ske. Dovent gled hans øjne over tasken og hendes hænder. Han havde intet værdi dernede, kun lidt tøj, en flaske med rent vand og noget beskyttelsesudstyr. Nåe ja, så hans pung med værktøjer til at dirke næsten enhver lås han stødte på, så længe den ikke var FOR elektronisk.
Værktøjet ville han være mest ked af at miste.
"Nogen af os har brug for det..." sagde han, uden at virke synderlig bekymret over hun stod med hænderne i hans rygsæk. Faktisk virkede han næsten helt ligeglad med det. Han kneb øjnene lidt sammen, som han så på hende igen.
"Du stjæler vel ikke fra mig? For i stå fald gør du et forfærdeligt job..." det svage smil gled over ham. Det vidste han jo alt om. Han hoved gled lidt til siden.
"Og hvad er du så for en, min kære...Løvinde?"

Lamia sad stadigvæk med ansigtet begravet nede i tasken, da hendes ører vibrerede let efter at have opfanget de svage lydbølger, der var ment til at fortælle hende, at noget bevægede sig i nærheden. Alligevel valgte hun bevist at ignorere sine signaler. Det var ikke ofte, at man fik en chance som denne. Egentlig var hun ret ligeglad med alle de støvede egendele som lå begravet i taskens dyb, men udstyret kunne vise sig at være nyttig senere hen, hvis hun selv kunne finde ud af at bruge det. Hvis ikke, så måtte hun finde en, som gad købte det. Hun havde netop fået gravet en lille pung frem, som hun holdte op foran sig, imens hun forsøgte at veje indholdet med hånden, da en stemme lød over hende. Den pludselig, men alligevel knap så skarpe stemme, var alligevel nok til, at det gav et spjæt i det meste af løvekroppen. Pungen dumpede på jorden, og et par stykker af værktøjerne blev spredt let ud. Imens vendte Lamia sig straks imod lyden, med kløerne strakt ud og øerne rettet op. Desværre måtte hun ligesom før knibe øjnene sammen, i et forsøg på at spejde omridset af skikkelsen over sig.

"Jaså? Umiddelbart tænker jeg, at det ikke er det mest optimale måde at gøre brug af sit udstyr, ved at stille det fra sig på jorden…"

Det der overraskede hende mest, udover en tilfældig tilstedeværelse var det, at fyren udviste vanvittig lille interesse for sine egne ting. Ting som kunne indbringe en smule mønt, hvis man ønskede det, men også bruges til egne skumle planer, hvis man var den slags person. Ved den næste kommentar lagde hun demonstrativt ørerne en anelse længere ned, imens der blev skulet op imod taget, hvor den mandlige skikkelse stadigvæk gemte resten af sin krop. Umiddelbart virkede han ganske fornuftig at udseende, hvad hun ellers kunne se. Det gjorde det dog ikke nemmere at bedømme racen på ham, at han ikke bar nogle træk udover de menneskelige. 

"Hvis de antager mig for en tyv, så har de også lidt af en vattet dømmekraft. Jeg stjæler helst ikke, men jeg må sige, at de har nogle interessante ting gemt væk nede i den støvede sag her. Noget som ligner og ikke ligner almindeligt overlevelsesudstyr. Du rejser måske langt?"

Lamias hale kom med et tilsvarende dask, der fik rygsækken til at trille om på siden, hvilket tillod enndu mere af dens indhold at falde ud på den støvede jord. Tilfreds løftede hun en handske op, der formentlig stammede fra beskyttelsesudstyret, imens hun bevægede sig kredsende rundt om tasken. Kun få blikke blev kastet op mod dæmonen, der lå og grillede på taget. Resten af tiden brugte hun på at studere indholdet.

"Jeg er præcis det, som du lige sagde… En løvinde. Nærmere betegnet kaldte man engang min race for en Sphinx, men eftersom vi ikke rigtig har eksisteret i en del tid nu, så formoder jeg det til at være et uddødt og ukendt ord. Men vigtigere spørgsmål. Hvad er DU så for en?"

Med et lumsk smil placerede hun atter sin bag på den beskidte jord. Denne gang var det lige den anelse længere væk, hvilket gjorde, at hun fik et langt bedre udsyn til dæmonen. Alt imens drejede hun triumferende handsken i sin højre hånd, imens hun smilede bredt.