Travels through worlds(Sean)

Tid: nat
Sted: Go Happy Travels/New Miami
Omgivelser: forholdsvis stille
Vejr: skyfrit

Det var en kølig sommer nat i New Miami, og der var ved at blive fredeligt, i kvarteret omkring, den gamle Go Happy Travels bygning. En kølig brise, bevægede sig gennem gaderne, og bragte en tiltrængt kølig følelse med sig, i det ellers stadigt lune vejr, som sommer dagene bragte. Hovedsageligt var det mest nogle banditter, og natte ravn der funderede rundt, under den skyfri himmel, men en skikkelse skilte sig ud fra de andre, nærmest ved ikke at skille sig ud overhoved, da denne skikkelse gemte sig, i nattens mørke skyggerne.
Denne skikkelse gik under navnet Dust, og han var på vej mod Go Happy Travels bygningen, et sted han efterhånden havde været flere gange i løbet af det sidste stykke tid. For den uvidende personlighed, ville det nok være sært hvis man vidste, hvordan hans skema så ud, for det sidste stykke tid, uden at vide hvad han lavede derinde, for Dust havde været i bygningen flere gange i lang tid, men hver gang han var gået derind, var han forsvundet sporløst i flere timer, nogle gange i mere end et døgn, for så at dukke op igen, og komme ud af selv samme bygning, som om slet intet var sket.

Endnu en mærkværdig ting, var at han nogle gange havde dyr med ind i bygningen, som han ikke havde med ud igen, og omvendt dyr med ud som han ikke havde taget med ind. Grunden til disse mærkværdige hændelser var, at denne bygning var blevet indbygget med en slags teknologi, der gjorde at den rejste mellem parallelle verdner, og Dust var bekendt med dens funktioner, så han brugte den til at lede efter specielle dyre racer, der levede i disse parallelle verdner. Hans seneste fund, som var i bygningen lige nu, var et væsen der i dens oprindelses verden, blev kaldt et manzik bæst, og den var et ret stort hunde agtigt væsen, med en lidt Gorilla agtig overkrop, et bisket udseende smil, og absolut ingen øjne, men derimod store flagermus agtige ører, som den brugte på præcis samme måde, som flagermus gjorde.
Denne manzik der i dens oprindelses verden ellers var del af en race, som var direkte kendt for, at være et ret aggressivt, og ligefrem voldsomt dyr at komme i nærheden, havde mødt en ven i Dust, der til trods for hans ellers følelsesforladte ydre, havde et ret stærkt dyrisk instinkt, der gjorde at da han mødte denne ensomme manzik, var de kommet ind i en sær stirre konkurrence, mellem et væsen uden øjne og et væsen der var blind. Dette var så ført videre til en knurre konkurrence, mens de havde spændt lidt med musklerne, og det var åbenbart det der skulle til, for at dette manzik bæst, så Dust som en ligesindet, og derfor dens bedste ven.

Og det var så derfor at Dust gjorde som han gjorde, da han trådte indenfor i bygningen, han satte sin le fra sig, og hængte sin long coat over den, før han begyndte at iagttage sine omgivelser, da han vidste at manzik bæstet, var lidt af en bandit. Så snart han nåede lidt forbi skranken, kom det orange farvede bæst flyvende mod ham fra dens gemmested, og indledte en lege kamp med Dust, der greb fat i dens gorilla agtige forben, og begyndte at bryde rundt med det store bæst, mens de knurrede og snappede af hinanden. Det tog dem dog ikke lang tid, før de stoppede igen, Dust nussede manzik'en på hovedet, mens han spurgte den, om han var klar til at komme hjem igen. Manzik'en virkede ikke til at være særligt glad for ideen om, at skulle skilles fra en han godt kunne lide, den trossalt opfattet lidt om hvordan bygningen havde virket, ved at være sammen med Dust, og høre ham snakke til den, mens han studerede den. Han overvejede ellers at introducere dette væsen for hans verden, men det kunne være problematisk lige nu, da racen ikke var vant til radioaktiviteten, og denne verden havde ikke behov for flere væsner, der kunne gøre den mere kaotisk.

Såret i benet var begyndt at heale. Men selv om han mere eller mindre havde lovet Auriel at slappe af, kunne han jo ikke ligge i flere uger uden indtægter eller uden mad. Godt nok havde han sine opsparing, der var gemt flere steder i denne verden, men han ønskede ikke at tage fra den. De værdier var gemt til fremtiden, til hans drømme og ikke til et øjebliks fornødenheder.
Han havde lånt et værelse i underverdenens værtshus, nede i kloakkerne, hvor han havde hørt rygter om nogle nye jobs i Miami. Da han allerede havde brugt alt for lang tid i Las Vegas og folk efterhånden virkede lidt for interesseret i hans fjer, havde han besluttet sig for at forlade den velkendte by og igen rejse ud. Det var jo ikke fordi noget holdt ham tilbage som sådan alligevel.
Turen til Miami havde været lang og besværlig. Hans ben nægtede at gå for langt og han havde haft brug for mange pauser, når han var for udmattet til at rejse mellem skyggerne. Men det var da også endt med at han havde nået Miami!
Han var ankommet til byen for lidt mere end et døgn siden. Efter at have sovet og fået lidt mad, var han endt med at gå ud i byen for at se sig lidt omkring.
Iklædt nogle slidte kondisko, et par bukser og en t-shirt var han gået ud i den lune sommernat.
Men tingene gik ikke altid som man ønskede det.

Hans ben dunkede i protest.Han var rejst fra skygge til skygge flere gange nu, men det virkede ikke til at disse folk bare var til at ryste af sig. Forbandet! Hvorfor lige i denne by? Las Vegas havde kendt ham bedre, men nejnej! Det skulle være i denne by folk var helt fanatiske. Det var jo ikke engang fordi han havde stjålet noget som sådan, endnu! En pung med lidt penge til fornødenheder. Piece of cake.
Men måske var det fordi han ikke var van til smykker. Fjeren hvilede om halsen på ham i en tynd metal-halskæde. Til tider kravlede den ud over hans t-shirts eller trøjer og folk kunne se den. Det var jo ikke ligefrem en almindelig fjer, sådan som den skinnede, sådan som den fangede lyset og skinnede som en lille regnbue! Og især hvis ens selskab ofte bestod af andre tyveknægte...
Pludselig var han endt i en skygge inde i en ukendt og - gættede han på - forladt bygning. Til at starte med bemærkede han end ikke at der var nogen i bygningen, da han pressede sin svedige ryg ind mod den kølige væg, for at forsvinde i de mørke skygger inde i bygningen. Hans ene hånd hvilede rundt om fjeren for at forhindre den i at røbe ham, ved at opfange selv det mindste lys. Nogen udenfor løb fordi, råbte et eller andet om at de skulle skynde sig, før det lød som om de begyndte at løbe væk fra stedet...
En svag latter gled over ham, da han lukkede øjnene et øjeblik for at få kontrol over sin krop igen. Det var jo ikke fordi han var i dårlig form, faktisk var normalt ganske hurtig og smidig. Det hele var det skide skudsår i benet! Augustus skulle snart høre for det! Hun burde betale for hans besværligheder! Men det var jo ikke hendes skyld. Det var hans egen for at trække en nysgerrig amatør med på job.
Han gemte fjeren under t-shirten igen, da det gik op for ham at han kunne høre nogle lyde foran sig. Hans grå øjne gled over det sted han var endt. En eller anden stor bygning, hvor han åbenbart befandt sig i...velkomsthallen eller hvad man kaldte det, med en ældre skranke...
Og intet andet end en fremmed fyr og et monster af en eller anden slags. Virkelig? Skulle han ende fra det ene problem til det næste?  Han kunne fornemme skyggerne alle steder omkring sig, flere rum. Bygningen var ikke så lille igen...
Han vidste ikke hvem han skulle være mest på vagt over for. Manden eller bæstet? Uanset hvad var han klar til at flygte igen. Konflikter havde aldrig været hans ting. Han tørrede en sveddråbe af sin ene tinding.
Hvis held ville det var han måske ikke engang blevet opdaget?
Næppe. Han var jo bare kommet dumpende og der havde været folk udenfor. Han hadede allerede denne by. Mere end han havde gjort før...Den betød altid problemer. Sidst havde han været nød til at flygte fra nogle dusørjægere.

Tiden op til at Sean dukkede op, i Go Happy Travels foye eller entre område, i forhold til hvornår Dust var ankommet, gjorde at der ikke gik meget mere end en 10 minutters tid, fra Dust havde leget med manzik bæstet, til de stod i det samme rum. I det ellers korte tidsrum, havde Dust fundet et par tasker frem, som han havde forberedt til når han rejste med bygningen, han havde åbnet den og fundet en bog frem, som han brugte til at skrive om de verdner han fandt. Den var allerede blevet fyldt med forholdsvis meget viden, men det var ikke fordi Dust, havde samlet det hele på egen hånd, han havde brugt meget mere tid på, at samle og organisere den information, som var blevet skrevet overalt på væggene i bygningen, lige fra stue etagen og op til fjerde etage, som var den højeste etage man kunne komme til, uden at bruge elevatoren, som var svær at komme ind i, og bygningen var meget højere end det, men var låst af på en eller anden mærkelig måde, der gjorde det nærmest umuligt at komme til 5. etage og derover.
I det Sean nærmede sig gennem skygge verdenen, kunne Dust mærke følelsen, af en skyggedæmon der kom nærmere, men det var først da han skiftede tilbage til det fysiske plan, at Dust var istand til at pinpointe hans position, da Dust ikke var så god til at pinpointe en skyggedæmon i skygge verdenen, uden selv at skifte til skyggerigets mørke plan. I en rolig bevægelse, rejste han sig op igen, og smed bogen oven på den taske han havde taget den ud af, han rakte en arm ud til siden, hvilket stoppede manzik bæstet i, at spurte hen til Sean, da han ikke ville skræmme Sean væk, hvis han nu skulle være et interessant bekendtskab. De blinde øjne fokuserede på Sean, og opdagede en spøjs uregelmæssighed i hans aura, eller rettere sagt foran hans aura, repræsenteret i form af en fjer, gemt under hans tøj, der så ud til at komme fra et væsen, han mente at have mødt engang før.
Måske var denne dæmon interessant, var en tanke der passerede hans sind.


"Jamen goddag! Jeg havde godt nok ikke lige forventet, at få noget selskab mens jeg befandt mig herinde, men det kan altid være rart med nogen at snakke med! Mit navn er Dust, og lad mig være den eneste tilstede, til at byde dig velkommen til Go Happy Travels bygningen!" sagde han roligt, mens han klappede manzik bæstet på hovedet, hvilket fik den til at rette sit øjenløse fjæs mod ham, og lave en lyd der kunne virke, som en form for venskabelig dyre lyd. Dust gik hen til en maskine der stod malplaceret i midten af entreén, og så på et display før han fortsatte med at sige noget "Uden helt at vide hvad der har fået dig til at søge tilflugt her, kan jeg sige så meget, at du har cirka 10 minutter til at bestemme dig, om du vil på udflugt med mig, eller om du vil slippe for det, ved at forlade bygningen inden tiden er gået! Jeg kan forklare dig hvad jeg helt præcis mener, men hvis du ønsker den forklaring, foreslår jeg du enten vælger at tage med, eller giver mig en måde at finde dig på, så jeg kan forklare dig det, når jeg kommer tilbage!"


Dust gik tilbage til sine tasker, samlede dem op og gik så hen til receptions skranken, hvor han kunne stille taskerne, så han kunne stå op og lede i dem, når ellers han vidste hvad han skulle lede efter. Han var nød til at genopfriske sin hukommelse omkring, hvor manzik bæstet kom fra, for at være sikker på hvad han skulle bruge fra taskerne, det første sted de kom hen til. Imens begyndte manzik bæstet, at rykke ind på Sean, da han var interesseret i hvad han var for en, den lavede nogle lyde for at kunne finde vej, og da der kun var omkring 20 meter mellem dem, hoppede den hurtigt frem, stoppede lige foran Sean, og knurrede lidt mens den sniffede til ham, med dens forvoksede hundelignende snude. Dust så over mod dem, og lavede nogle knurre lyde, som bæstet reagerede på, ved at gå lidt væk og snusse rundt.
"Du må undskylde, han er lidt af en sær snegl, og ikke så god til de overnaturlige væsner der findes i vores verden, da de ikke findes i den verden han selv kommer fra! Men han er ikke farlig, så længe du ikke giver ham en grund til at være det, og han skal faktisk hjem i dag!" forklarede han roligt.

Denne nat blev mere og mere underlig. Da den værste fare var drevet over, lod han blikket glide over bæstet først og fremmest. Han havde aldrig set en af den slags, ikke blandt alle de væsner der var ændret af radioaktiviteten, der heldigvis var ret lav i denne by. Normalt, i det mindste. Det var så frihedsrøvende at skulle på job med beskyttelsestøj på, selv om han da havde noget. Det skulle jo ikke stoppe en for at få fat i de rigtig gode ting! Men det var alt sammen noget der lå et helt andet sted.
Hans ene hånd gled hen over hans forbundne sår i det ene lår, mens han bukkede sig lidt frem. Shit. Hans ene ben rystede stadig voldsomt efter anstrengelserne. Han havde aldrig brudt sig om skydevåben!
Hans blik gled over til manden da denne pludselig snakkede. Det hele var lidt underligt, så til at starte med var der ikke rigtig noget svar der faldt ham ind, hvilket nok fik ham til at fremstå ganske stille af sig. Da han endelig var ved at åbne munden, klappede han hurtigt i igen, da bæstet nåede over til ham. Han kiggede på det og slap det ikke af syne, før det væk fra ham igen...Hvad gik alt det her dog ud på? Og måske - nu hvor han var blevet mere rolig - hvad der var vigtigere: Var der en belønning i udsigt, i form af nogle værdier?

Den ene hånd gled igennem det mørkebrune hår. Et bæst han ikke havde set før, en mand der snakkede om minutter og hjem og forklaringer...Hans første tanke var at droppe det og se at komme væk. Han ville ikke indblandes i noget farligt og der var allerede nogle jobs i byen han kunne beskæftige sig med. Han havde netop rettet sig op og stukket hovedet frem for at se udenfor...
Da dem der havde jagtet ham før gik forbi igen. Han skyndte sig at trække hovedet til sig og lukkede øjnene et øjeblik. Lort. Han gled ned langs væggen og satte sig på gulvet.
"...heromkring...Ikke langt...Bygningerne?..."
Små ord fra deres samtale udenfor, før de begyndte at gå væk igen. Men det lød for Sean som om de ville undersøge området. Var de virkelig så opsat på at få fjeren?
Hans blik gled over til denne Dust.
"10 minutter er masser af tid" bemærkede han så endelig.
"Hvorfor ikke bare forklare det nu?" foreslog han.

Dust kunne nærmest ikke undgå at lægge mærke til det, da Sean kiggede ud af døren, og trak hovedet til sig igen, så han kiggede ud gennem døren, for at se hvad der fik Sean til at reagere sådan. Det eneste annormale han kunne se derude, som kunne få en person til at reagere sådan, så ud til at være nogle bandit lignende typer, der virkede til at lede efter nogen, så det var ikke svært at regne ud, hvad der havde let Sean herind, på den måde han var kommet herind. Det forklarede også, hvorfor Sean kom til konklusionen, at 10 minutter var masser af tid, og spurgte hvorfor han ikke bare forklarede situationen nu.
"Nåå det er sådan du endte op herinde! Jeg kan sige dig så meget, at selvom bygningen her er gigantisk, så har den en eller anden uforklarlig evne til, ikke rigtig at lade sig bemærke, jeg fatter faktisk ikke engang selv, hvorfor der ikke er flere væsner der går herind! Det manzik bæst har været herinde i 2 dage, og indtil videre er der ingen der har forstyrret ham!" sagde han roligt med et smil på læben, for at give ham lidt ro i sindet, hvad angik hans forfølgere. Og selvom han godt vidste 2 dage var kørt tid, så havde han haft op til flere væsner herinde, og indtil videre havde det ikke set ud som om, at nogen fra Sean og Dust'es verden, havde forstyrret de væsner han havde efterladt der "Men hvis du alligevel har tænkt dig at blive hængene her, så kan vi jo sagtens snakke om hvad der sker, med den her bygning! Men først skal du vist have lidt hjælp med det ben der!"


Han tog en spøjs beholder frem fra en af sine tasker, gik hen til Sean og gav ham den. Beholderen indeholdte henholdsvis et rum med 3 gange 2 kanyler, og en mærkelig lille maskine, med en holder til en kanyle, et display samt en placering der lignede en knap, hvor man sætte sin tommelfinger, trykkede knappen ned og så tog den en dna prøve.
"Her, du må gerne beholde den, især hvis du skal med på turen! Det er nanoteknologi, designet til at reparere skader, ved at man giver den dna så den virker med ens krop, og så booster den ens healing evner! Bare husk at sprøjte det ind, i nærheden af din skade, så virker den hurtigst muligt!" sagde han roligt, og lagde den ved siden af Sean, så han kunne se det an, hvis han ville bruge den.

"Når nu det er klaret, så lad forklaringen komme i gang! Den her bygning du er kommet ind i, er først og fremmest det den engang ser ud til at have været, nemlig et gammelt rejsebureau!" startede han sin forklaring "Men siden det firma gik neden om og hjem, fik bygningen tilføjet noget nyt indmad, hvis man kan kalde teknologien det, og den blev opgraderet til hvad den er nu! En stor gammel bygning, der rejser gennem alternative verdner, og bringer hvad som helst med sig, som befinder sig indeni bygningen, hvilket i dette tilfælde vil være os 2 og manzik bæstet derovre, hvis vi bliver herinde omkring 6 minutter mere! Og for hver verden bygningen kommer til, vil bygningen være præcis den samme, den vil stå det samme sted, og verden vil være nået lige så langt tidsmæssigt, som vores verden, men forskellen i det er, at verdnerne den kommer til alle er forskellige! I nogle verdner er det måske små detaljer, såsom at den verden ikke har en version af dig eller mig, mens andre er vildt langt fremme teknologisk, aldrig har oplevet overnaturlige væsner, aldrig har oplevet krig, eller andre store forskelle, man ikke kan undgå at bemærke!"

Hans blik gled studerende over den fremmede mand igen. Der var et eller andet ved mandens bevægelser og dog alligevel ikke. Noget der mindede ham om en der ikke helt kunne se - men selv hvis det var tilfældet, havde manden...Dust...Tydeligvis fundet en vej rundt om det.
Han gned sig på panden et øjeblik. Han fulgte ikke rigtig med i forhold til udviklingen af evner og teknologi. Den eneste teknologi han faktisk fulgte med i, var dem der havde en betydning for hans arbejde. Ved kommentaren om bygningen, smilte han blot skævt for sig selv. Miami var ikke en by man kunne stole på. Problemerne lurede om hjørnet og det virkede som en by der samlede på sære ting og folk. Han hørte på ingen måde hjemme her!
"Sikker på han ikke bare har ædt dem der kom?" bemærkede han så. Det var da meget nærliggende!

Hans blik gled over den dims han fik. Fik! I denne verden fik man aldrig noget gratis. De stærke eller hurtigste overlevede og resten måtte kæmpe for at følge med. En anelse mistroisk gled hans blik kortvarig over til Dust, før han trak den hen til sig for at studere den nærmere. Ikke fordi der var særlig meget lys, ikke mere end hvad der flød ind fra vinduerne. Nanoteknologi...Det havde han hørt lidt om, men han havde ikke rigtig tænkt over hvor langt de var nået med det. Han vendte og drejede den lidt...Gik Dust bare rundt med et par stykker, der ikke allerede var tilvænnet noget DNA? Sådan...Til at give ud til fremmede? Til sidst lagde han den i skødet og så over på manden igen.
"Hvorfor hjælper du mig?" spurgte han så, ligeud. Han brød sig normalt ikke meget om medicin og den slags. Måske hang det sammen med at han havde brugt sine yngre dage på et form for dæmon-børnehjem, der samtidig havde fungere som et sted hvor de havde kunne teste på dem. Ikke som i at de blev pumpet fuld af alt muligt, men mere som i at de undersøgte hvor langt de kunne presse dem. Alligevel havde der været visse drugs involveret. Det var alt sammen længe siden nu, men han var aldrig helt blevet glad for ideen om flere læger eller forskere. Alligevel kunne sådan en ting her give en del penge på markedet. Måske ville han bruge den...Alt efter mandens svar.

Rejse mellem verdener? Det var til gengæld helt nyt. Blev han holdt for nar? Måske var dette hans mest uheldige nat nogensinde. Hans blik gled over rummet, som om vægge eller loftet holdt en form for svar på noget af det.
"Og hvordan virker det?" spurgte han så.
"Er det som en maskine du indstiller? Sådan så du..." Hans ene hånd gled igennem luften i en lille gestus, der mest fortalte at han ikke vidste noget om at rejse mellem verdener.
"...Kan styre hvilken verden du kommer til hvornår?" tvivlen lå i hans stemme. Men var der noget at sige til det? For nu lød det hele lidt for vildt og han ville næppe rigtig tro det, før han selv havde oplevet det. I princippet kunne han sidde og tale med en fyr, der havde tabt alle skruerne. Hvis det var tilfældet, var det ikke til at sige hvad han faktisk sad med i skødet. Måske noget mere skadeligt end nogle nanorobotter.

"Hvis han havde guffet nogen i sig, ville der være blod eller sågar lig et eller andet sted, især her i entre lokalerne, medmindre du regner ham for at være så klog, at han kan rense stedet for spor, uden Rengørings midler, eller få fat i sine ofre, uden at efterlade nogen synderlige spor!" sagde Dust med en drillende tone art, i hans ellers rolige stemme føring. Imens de snakkede, tjekkede han timeren på maskinen igen, før han gik hen til taskerne på bordet igen, og tog nogle objekter frem, som han gemte i sin long coat, før han lukkede taskerne igen, og gemte dem af vejen, så de ikke var så nemme at finde. Grunden til at han gav Sean den nanotek beholder, var fordi han selv kunne lave flere af dem, så han havde ingen problemer med at give dem væk, og desuden hvis Sean havde tænkt sig at blive hængende, til han kom med på Dust'es rejse, så ville det være mere praktisk for dem begge, at Sean var i så god en tilstand som det nu var muligt, og den beholder var den bedste løsning, på Seans skade.
"Jeg hjælper dig fordi du er kommet til skade! Og selv hvis du ikke kommer med på rejsen, så tror jeg det vil være dig til en stor hjælp, at du får ordnet den skade, så du ikke får røven alt for meget på komedie!" forklarede han på en casual måde der indikerede, at det for ham var helt normalt at hjælpe andre væsner, uden at forvente noget som helst tilgængel. Han gik hen mellem den store maskine og Sean, lænede sig op af maskinen og så på Sean med de blinde øjne, der åbenbart kunne se mere end hvad man lige umiddelbart kunne antage, ud fra det første øjekast.

"Hvordan maskinen helt eksakt gør det den nu engang gør, det kan jeg ikke forklare, for teknologien kommer fra kerneverdenen, og den verden må være vanvittigt langt foran teknologisk, i forhold til foreksempel vores, siden de har kunnet bygge det her mesterværk!" startede han sin forklaring, før han holdt en lille kunstner pause, for at tænke hvordan han skulle forklare, hvordan det hele virkede, uden at gøre det på en forvirrende måde "Altså maskinen kan jeg ikke indstille på nogen måde, jeg kan ikke styre noget af det, som bygningen er i stand til at gøre, men jeg har lært at kunne forudse, nogle af dens rejse mål, alt efter forhold og lignende! Bygningen er indstillet således, at den på bestemte tidspunkter, selv rejser til en af de andre verdner, og for det ikke skal være løgn, så tror jeg den indeholder en form for scanner, der registrere hvis nogen kommer med, for den ender altid med at rejse forbi den verden, man selv kom fra, på et eller andet tidspunkt! Men for at komme tilbage til den verden man kom fra, skal man nå at komme med, før bygningen rejser igen, for ellers kan det ende med, at man aldrig kommer tilbage, til den verden man rent faktisk blev født i!"

Han vidste ikke helt om han blev klogere. I stedet besluttede han sig for at det var sikkert nok at bruge dimsen han havde fået - trods alt var et sår i benet noget af det værste for ham, da han brugte sine ben til...Well, alt. Som de fleste mennesker, til at gå og løbe på. For hans profession var det vigtigt at være hurtig.
Han sad og kiggede lidt rundt på dimsen, til han endelig så ud til at få tingene placeret som de skulle. Da han pressede tommelfingeren mod knappen, gik et svagt glip igennem ham, som kanylen overraskede ham. Han slikkede tommelfingeren ren bagefter, før han stak kanylen ind tæt ved sit sår. Dette var så underligt...Men hvis det hjalp. Og han havde endda fået den gratis. Alt efter hvordan denne nat gik, havde han måske fundet en fyr der var god at kende, hvis han gik rundt med sådanne ting. En kontakt, som folk vist kaldte det.
En kildende fornemmelse bredte sig rundt om benet, men kun et øjeblik. Måske var det bare ham, men tanken om at have en masse små robotter i sit indre var lidt ubehageligt. Men absolut noget han kunne vænne sig til.

Han lagde dimsen ved siden af sig, da han ikke gik rundt med lange jakker, fulde af lommer. Hvis bygningen var deres billet frem eller tilbage, skulle han nok komme forbi og få fat i den igen.
Kerneverden? Han sukkede svagt og lod igen hånden glide hen over panden og igennem det mørkebrune hår. Nej, måske skulle han stoppe med at spørge. Desværre var han - som de fleste - født nysgerrig.
"Så det er mest gæt? Du sælger ikke rejsen særlig godt. Lad som om du har styr på det, lad være med at påpege folk måske aldrig kommer hjem igen, så kunne du næsten sælge dine rejser til gode penge" bemærkede han. Så - Med på en rejse han måske aldrig kom hjem fra eller ud og blive tæsket af nogle bøller? Med den medicinske hjælp kunne det være han snart kunne stikke af alligevel. Men der gik endnu noget tid før hans ben måske fik det bedre og han havde jo også planer om at nå nogle jobs inden han rejste igen...
Han trak det raske ben op og placerede den ene arm oven på knæet. Hovedet gled tilbage og hvilede mod væggen, mens hans øjne holdt øje med hvad der skete i rummet foran ham.
"Jeg tager med" nåede han så frem til. Om ikke andet, fik han i hvert fald sin nysgerrig stillet.

Dust holdt øje med Sean, mens han brugte en af nanotek kanylerne på sit ben, for at få fikset sin skade op. Dust var på nogle punkter, helt klart den type kontakt man gerne ville have en forbindelse til, for selvom han ikke længere arbejdede med de ting, der havde sat en dusør på hans hoved, så var han stadig god til at skaffe ting, han skabte sågar teknologi, i de laboratoriumer han havde liggende, under nogle af hoved byerne, såsom New York, New Miami og nogle af de store byer, i den nye verden, og så var der hans sjældne samling, af artefakter og evner, som han stadig samlede ind til, og derfor gjorde det samlingen til en stadigt voksende samling. Så at have Dust som kontakt var fordelagtigt, for han var vel informeret omkring flere ting, og han var god til at skaffe en del brugbare genstande, da hvis ikke lave dem.
"Faktisk er det ikke alting der er gætteri, kun de dele som jeg endnu ikke har forstået fuldt ud endnu, der er meget af det her som jeg har forstået rigtigt indtil videre, men der er dog stadig nærmest endnu mere, som jeg endnu ikke har lært om det her endnu, så jeg håber en eller anden dag, at jeg kan få bygningen til at rejse til kerneverdenen, eller at den tager dertil på et tidspunkt hvor jeg er med, for jeg ville være vild med at se, hvad for noget teknologi, de har i den verden!" sagde han med et tænkende blik i de blinde øjne, der i den grad indikerede at han virkelig gerne, ville have fat i hvad end han kunne finde, i denne såkaldte kerneverden. Ved lyden af Sean's stemme, fik det ham ud af hans lille fantasering om, hvilke fantastiske ting han kunne finde i kerneverdenen.

"Seriøst? Det er rart endelig at have en med på rejsen, som ikke er et stort brummende dyr, der kan være farlig for andre væsner, eller små spøjse væsner, der laver sære prutte lyde med deres talerør, prøver at æde mine øjne, eller de værste der prøver at kravle ind i ens krops åbninger, via små eller svært tilgængelige krops åbninger!" sagde han roligt, og lavede en gysende krops rysten, over den sidste del af hans sætning, som indikerede at han havde haft problemer, med et eller flere væsner, der havde prøvet at kravle ind steder, hvor han helst ikke ønskede at de kravlede ind. Dette tilbage blik blev dog forstyrret af, at maskinen i midten af rummet gik i gang, nogle lys begyndte at lyse op, mens en advarsels tone begyndte at spille. Dørene blev låst, så man ikke kunne flygte fra stedet, og kiggede man ud, gennem de klare glasplader der var i dørene ud til gaderne, ville man sikkert undre sig over, hvorfor ingen udenfor bygningen virkede til, at reagere på hvad der skete indenfor.
"Du nåede vist lige at bestemme dig, for nu starter rejsen til denne turs første verden!" sagde Dust så højt, at man rent faktisk kunne høre det, over den højlytte alarm lyd.

Dust lod jo næsten helt ensom, så meget tid det lød til at han brugte på alt dette halløj. Den analyserende type, måske. Den type der ønskede at kende til alle mulige ting og helst ned på et niveau hvor de fleste andre ikke gad med. Måske. Det var blot hans indtryk. Han lod det være op til Dust at finde og kende bygningens hemmeligheder, personligt ville han næppe gide sætte sig ind i det. Ikke fordi han ikke var nysgerrig, han var bare ikke typen der sad med en bog i flere timer. Måske i en anden verden, men ikke i denne. Han havde engang fået at vide, at han skam var intelligent nok til at dykke dybere ned i tingene, men man kunne vel sige han ikke rigtig havde haft muligheden eller motivationen til det.
Men det var også lige meget! For nu var han en af de bedste tyve! Man kunne da ikke påstå han ikke havde nået noget med sit liv.
Og igen...Hvad han havde kommenteret på før. Dust var ikke god til at sælge tanken om at rejse til andre verdener. Det lød virkelig som om man kun mødte det ene monster eller forfærdelig ting efter den næste. Måske ville han virkelig fortryde dette, hvis han nogensinde kom tilbage i live. Hans ene hånd gled over halskæden, der var gemt under hans trøje. Den var blevet et symbol på så meget og han tog ofte sig selv i at føle en hvis fred ved at røre ved den. Det var som om den var en del af ham, frem for bare et dyrt-købt smykke som alle ville have fingrene i.

Han blev straks opmærksom, da bygningen pludselig larmede og det virkede som om de blev låst inde. Tanken om hvorvidt han stadig ville kunne nå ud gennem skyggerne opstod, men han måtte ærlig indrømme at han faktisk ikke turde prøve. Hvem vidste hvor han ville ende eller hvad der ville ske?
En anelse besværet kom han op og stå. Han lænede sig ind mod væggen, selv om han ikke rigtig var sikker på om det var bedst at presse sig op af væggen eller befinde sig midt i rummet. Han kunne allerede støtte bedre til sit ben, bemærkede han svagt, men mere nåede han ikke, før han måtte nøjes med at fokusere på det der skete. Det var vel meget normalt at være nervøs omkring det ukendte, ikke? Specielt noget der ligefrem skulle fjerne en fra den kære verden man kendte så godt. Måske talte Dust alligevel om sandheden?

På nogle punkter i hans liv, var Dust faktisk også lidt af en ensom type, han havde levet størstedelen af hans liv i ensomhed, og det havde sat sine spor i ham, der stadig kunne ses på ham, den dag i dag. Men på den anden side, var der nogle aspekter af hans liv, hvor ensomheden ikke længere kunne trænge ind, aspekter af hans liv hvor han rent faktisk havde væsner i sit liv, der på den ene eller den anden måde, holdt af ham og gerne ville være sammen med ham, og den slags var en livs ændring for Dust, som helt sikkert var sundt for ham. Men selv med dem i hans liv, vedligeholdte han alligevel nogle af hans ensomme sider, såsom når han rejste med det her mærkelige højhus, men i dag var det anderledes, når nu Sean var med ham på rejsen.
Nu hvor maskinen var gået i gang, med dens blinken, alarmer og låste døre, kom den til det sidste stadie på rejsen, som bestod i en form for komplet mørke, kun afbrudt af det lys maskinen leverede. På nær maskine lysende, var der buldrende mørk udenfor, og buldrende mørkt der hvor lyset ikke kunne nå, og dette stod på i omkring 20 sekunder, før mørket forsvandt spoløst igen, og blev erstattet af en normal belysning.

Den første ændring der afslørede, at Sean og Dust ikke længere var i deres hjem verden, var belysningen der kom ind, gennem døren der ikke længere var låst. Måne lyset der kom ind gennem, den nu ulåste dørs ruder, virkede mere uforstyrret og direkte, som om der ikke var så meget der forstyrrede den i, at komme ind gennem vinduerne. Det næste der gjorde, at man ikke kunne være i tvivl var, at hvis man kiggede udenfor, var det tydeligvis ikke New Miami længere, men derimod en forladt by, der så ud til at have stået til sådan, i hvert fald i de sidste 60 til 70 års tid, for bygningerne var komplet forfaldne, og lukkede mere lys igennem end hvis de havde været hele. Planter voksede ukontrollabelt og overalt, der var sågar planter der voksede nogle etager op af bygningerne.
Dust der ikke virkede til at være synderligt påvirket, af den mærkværdige rejse de lige havde oplevet, var ikke langsom til at reagere nu hvor den var afsluttet, han vendte sig mod maskinen, og pillede 2 runde objekter ud af de holdere de sad i, som lignede stopure med kun en knap på, som var blevet placeret oppe på toppen af det såkaldte stopur. I det han gjorde det, tændte 4 skærme der var placeret på maskinen, som pegede i hver sin retning og sad i samme højde, og efter de havde varmet op, kom der tekst frem på skærmen, der fortalte at maskinen krævede en dna prøve, før den tillod at rejsen kunne fortsætte, og nogle prøve beholdere blev frigivet, fra et rum der poppede frem på maskinen. Dust behøvede ikke engang at prøve på at læse skriften på skærmen, med hans dysfunktionelle øjne, for han vidste hvad meningen med beholderne var, så han tog dem blot og puttede dem i en af sine lommer, før han gik hen mod døren. Han stoppede ved døren og vendte sig mod Sean.

"Her, om du får brug for den eller ej, er det nok en god ide at du har den på dig, den kan hjælpe dig med at finde tilbage til bygningen, hvis vi skulle blive adskilt fra hinanden, og vi skulle være vild! Hvis du trykker på knappen på toppen, vil den hjælpe dig med at finde vej tilbage hertil!" sagde han roligt, og kastede det ene stop ur hen til Sean, mens manzik bæstet der opfattede, at de skulle til at komme udenfor, hvilket fik ham til at løbe hen til Dust, og virke ellevild efter at komme udenfor. Dust klappede ham dog på hovedet, og fik han til at styre sig lidt, så han kunne se udenfor, for at se om der var nogen umiddelbare trusler derude "Desuden der er et dårligt salgs trick mere, jeg ikke fik fortalt dig før rejsen startede! Normalt er det ikke noget vi behøver at tænke på, men nogle gange kan de forskellige verdner gøre mærkelige ting ved vores evner, så det kan til tider ske at der sker noget hjernedødt, når vi prøver at bruge dem! Bare så du er forberedt!"

Mørke var ikke et problem for ham. Han havde brugt ualmindelig meget tid i små, lukkede og mørke rum at den slags ikke gik ham på. Folk, der ønskede at holde noget skjult, lyste det sjældent op med store lamper alligevel og takket være det, var det til tider alt for nemt for ham at udføre sine jobs.
Dog pressede han sig alligevel mod væggen, mens han opmærksomt fulgte med i hvad der skete. En tanke omkring at dem der havde været efter ham, i hvert fald ikke kunne finde ham nu. Måske ubetydeligt, taget i betragtning han nu var et helt nyt sted, men om ikke andet den største grund til at han var taget med.
Da lyset endelig vendte tilbage igen, skubbede han sig selv ud fra væggen og vendte sig om mod døren for at kigge ud igennem vinduet i den. Og måtte i et øjeblik føle en knude i maven, da det gik op for ham at han slet ikke kunne genkende Miami længere. Bygningerne, beplantningen.
Men langsomt gik det også op for ham hvor mange muligheder der kunne ligge i dette. Tænk sig...Man kunne altid bare flytte til en ny verden, hvis man kedede sig eller var forfulgt i den anden. Man kunne gemme ting fra nysgerrige. Mon han nogensinde var gået glip af noget, fordi nogen havde kendt til denne bygning? Næppe. Det lød på Dust som om han var den eneste der kendte rigtig til den. Eller...Havde i hvert fald været en af de eneste. Nu kendte Sean også til den.

Han greb stopuret uden problemer og kiggede ned på det. Et kompas ville give mening, men et stopur? Men han stillede ikke spørgsmål. Mon ikke han gennemskuede mekanismen hvis det endelig var. Desuden havde han en formidabel stedsans - det var man nød til, når man rejste igennem skyggernes verden, hvis man ikke ville fare vild.
Hans blik gled over til Dust for et øjeblik.
Så ingen skygger? Det var da en evne...Var det ikke? Pludselig hadede han denne verden. For hvem turde afprøve hvilke verdenen man kunne og ikke kunne i?
Men så greb nysgerrigheden ham. Efter selv at have spejdet rundt et øjeblik, skubbede han døren op og trådte udenfor. Han gik flere haltende skridt, før han stoppede op.

Han kunne næsten ikke tro hvad han kiggede på! Det var ikke Miami, men alligevel virkede bygningerne på en måde genkendelige. Mon det hele ville være endt sådan her, hvis radioaktiviteten havde dræbt alle i stedet? Det overraskende i at være i et helt andet sted, ligefrem en helt ny verden, fik ham til at glemme smerterne i hans ben for en stund. I stedet gled hans blik ud over bygningerne. Den ene hånd gled igennem hans hår, før et lille smil gled over ham. Byen så ud til at have været stor en gang, i hvert fald var der flere bygninger, stort set alle veje han kiggede. Han følte helt klart for at udforske stedet. Men hvis dette var stedet hvor det der bæst hørte til, kunne der være flere af den slags. Han vendte sig om mod bygningen igen og Dust, medmindre manden allerede var ved at være på vej et eller andet sted hen. Stopuret gled ned i hans ene lomme.
"Så hvilke væsner bor der her?" spurgte han. Man burde aldrig gå på opdagelse uden at vide lidt om hvad man kunne møde.

Nåe, bare kæmpe kødædende dinosaurer. Hvis han havde haft et valg, ville han nok være rejst til en lidt mere rolig verden, taget i betragtning ens evner ikke virkede og at han ikke rigtig kunne løbe. Hans blik gled over til det sære væsen, der på en måde mindede ham om en lalleglad hund lige nu. Dette var...Absurd. Et eller andet sted havde han endnu ikke helt forstået de ikke var hjemme i deres egen verden. Han så sig omkring igen. Dinosaur-tiden var så længe siden, men alligevel overlevede børnehistorierne om dem hele tiden. Var det de samme slags dinoer? Dem med lange hals, dem med en kugle fuld af pikker, de små kødædere der løb i flok?
Han nåede frem til at det skulle gå, hvis han gik på opdagelse i byen. Formentlig var der begrænset med byttedyr inde mellem bygningerne, de gik nok mere ude på de åbne arealer. Right?
"Så...Nu er man velkommen til at gå på opdagelse? Man skal bare finde tilbage inden bygningen rejser igen...Ved man overhoved hvornår det er?" spurgte han. Augustus ville ikke tro ham. Et smil gled over ham. Selv om han ikke rigtig gjorde sig i den slags, var Augustus nok en af hans bedste veninder, hvis man kunne kalde hende det. Hun vidste han var tyv, men i stedet for at melde ham til politiet eller militæret, havde hun bare forlangt at komme med og at Sean fik hendes halskæde tilbage efter han havde solgt den. Hvilken speciel tankegang skulle man ikke have for at gå med til den slags? Det var et skud i benet værd.
Åh ja...Oveni det havde han ramt spot on med øjnene. Dust var blind, men havde en måde at se på alligevel.
Han haltede over til en af bygningerne ved siden af deres egen og lod hånden glide over mosset, der groede op af dens mur.
Nogen måtte have bygget dem. Hvor var de nu?

"Tja du kan sagtens smutte ud på opdagelses rejse nu, jeg har alligevel nogle uafsluttede ting jeg skal have ordnet, før vi rejser videre til den næste verden!" sagde han roligt, og så sig omkring med hans nu normalt fungerende øje, indtil det så ud som om han genkendte den bygning han ledte efter "Hvis du vil vide hvor lang tid der er, til bygningen rejser igen, så tryk en gang på stopurets knap så det tænder, tryk igen for at skifte mellem kortet der viser dig vej, og timeren der viser hvornår bygningen rejser igen, og hold knappen nede, for at slukke for stopuret igen! Til trods for at teknologien er skabt af væsner, der er markant længere fremme i teknologi skoene end vi er, har de virkelig fundet en måde at forenkle deres skaberværker, så selv længere tilbage stående samfund, kunne være i stand til at regne ud hvordan det skulle bruges!" For en gangs skyld, virkede Dust rent faktisk lettere imponeret over noget, hvilket var en ting der skete ret sjældent for ham nu om dage, men når det galt lige den her slags situationer, hvor det omhandlede teknologi fra en verden, der var så langt fremme teknologisk, at de kunne rive et hul gennem alle de alternative verdner, og derefter bygge en maskine ind i en bygning, som kunne få bygningen til at rejse gennem alle disse huler, der blev han i den grad imponeret, for så langt fremme var den verden Sean og Dust kom fra overhoved ikke, og han havde ikke hørt emnet komme på tale nogen steder, uden at folk anså det som gale mands snak.

"Husk nu at passe på dig selv, de dinosaur væsner der lever her, er ikke helt som vi regner med de var, den gang de levede i vores verden! Her er de nogle udspekulerede dræbermaskiner, så hold øjne og ører åbne! Og mens jeg husker det: hvem end der boede her i byen, før den blev komplet efterladt, skred i en ret så stor fart, så der er sikkert stadig værdiger i bygningerne, som kan bruges i vores verden! Jeg tænkte du måske kunne bruge den info til noget!" sagde han med et roligt smil på læberne, før han vendte sig mod den bygning han havde udset sig, piftede af Manzik´en der straks tonsede hen til ham, og virkede helt forpustet mens den gik ved siden af Dust. Han så sig over skulderen mod Sean "Vi ses om maks 8 timer her ved bygningen! Hvis ikke jeg har hørt fra dig inden der er gået 7 1/2 time, så kommer jeg ud for at finde dig!" tilføjede han som en sidste detalje, før han målrettet gik mod den bygning han ville ind i.
Sidst han havde været i lige præcis denne verden, havde Dust samlet hvad han kunne finde af værdigenstande i den bygning, som han var på vej overmod, samt en samling af prøver fra denne verdens lokale plante og dyre liv, som han så havde samlet i en taske, han desværre ikke havde fået med sig, fordi han stødte på et lille problem, der vejede en del mere end ham selv, og havde omkring 3 rækker af blodtørstige kødæder tænder i dens mund. Nu hvor han var kommet tilbage hertil, havde han tænkt sig at få tasken med sig, så han kunne få fingrene i de ting han havde brugt tid på at indsamle, og for at se om den dino stadig gemte sig et sted der inde, så han kunne klapse den en, for at jage ham ud sidste gang han var her.

Man skulle næsten tro Dust vidste han var en tyv. Og dog havde det aldrig været en ting der var kommet på tale: Profession. Men måske gik Dust bare ud fra alle ville være interesseret i den slags. Han valgte ikke at svare på det, smilte bare lidt for sig selv, før hans blik fulgte vejen. Så begyndte han at halte af sted i den modsatte retning af Dust - de skulle jo ikke gå og holde hinanden i hånden og han havde altid fungeret bedst alene. En ensom ulv, eller hvad man nu kaldte det. Han trak sin lille fjer frem. Her...Her var formentlig ingen der ville prøve at tage en fjer fra ham. Selv om alt muligvis var anderledes her, skinnede fjeren stadig med dens nuancer af farver, der nåede hele spektret. Han lod den skrøbelige fjer glide over sine læber i en let kærtegn. Han skulle nok klare sig!

Hvis der virkelig var værdigenstande her, ville de første bygningerne formentlig være tømt for det mest værdifulde, hvis han lod som om bygningen landede samme sted hver gang. Hvilket det virkede til, ud fra Dust straks havde vidst hvor de var henne. Derfor satte han straks kurs mod nogle fjernere bygninger. Godt nok sved det stadig i hans ben, men hans opmærksomhed lå helt andre steder. Lyde, omgivelserne, fornemmelsen. Han var så nysgerrig og uden nogen til at se ham over skulderen, formåede han nemt at snige sig ind for at se alt han kunne!
Til sidst valgte han en bygningen, der så ud til at være nogenlunde hel. Dust havde nævnt folk hurtigt havde forladt stedet, men de måtte alligevel have været her længe nok til at bygge en hel by - måske endda flere. Det gjorde man ikke bare ovre en nat. Ikke i hans verden, i hvert fald...Kunne man overhoved regne med noget mere?
Tænk at hejse en stor bygning som et telt!
Han smilte af sine egne, åndssvage tanker og begav sig ind i dybet...

Måske var det hans påpasseligt trænede evner til at være lydløs, der havde forhindret at han havde mødt nogle monstre. Måske havde han bare været heldig. Uanset hvor var det en del bygninger senere og en del timer senere at han fandt sig selv på vej ned af nogle små gyder, der næsten var en forhindringsbane af planter, for at finde tilbage til den rigtige bygning og Dust. Der havde hele tiden være mere at se, flere rum at udforske. Der havde været gamle kort og papirer af sært materiale, med et sprog han ikke kendte. Han var overbevist om det kunne have givet ham et indblik i hvilken verden dette var...Men havde ladet det ligge. De papirer bar ingen værdi i sig selv, hvis han skulle sælge noget af det videre.
Men selv om han havde været på rov og rodet igennem resterne af en civilisation, var han ikke over-byrdet. Kunsten lå i at udvælge det man mente var bedst og altid være let nok til bens til at kunne komme væk igen, uden at vække synderlig mistanke. Åhja...Der lå en del ting i hans lommer, men han havde været påpasselig med de ikke klirrede, var for store eller for tunge. Ikke at han ikke havde været fristet...

Han drejede om et hjørne, mens han undersøgte en hel rund kugle af en eller anden form for metal han ikke kendte og derfor havde taget med sig, af ren nysgerrighed, da han pludselig blev opmærksom på at han ikke var alene. Han stoppede op...
Foran ham stod et eller andet væsen. Hans første tanke for en høne, bortset fra det ikke helt var en høne. Jo da, de rødlige fjer...De skallede ben med klør...Vingerne, der også endte i klør...Den lille størrelse...Og munden med spidse tænder. Han vidste ikke hvad det var for en pelsklump, kun at han også havde overrasket den. Den spændte stemning lå mellem dem...
Måske hvis han var faret frem først, havde han kunne gå videre uden problemer. Men det lå ikke i Seans natur at slås, mere at flygte. Derfor trådte han et skridt bagud...
Mutant-hønen gik til angreb.
Han greb hårdt fast i metalkuglen...Og rørte sig ikke ud af stedet. I stedet følte han det som om han ikke længere kunne trække vejret.
Han skubbede sig selv bagud. Shit...Han havde glemt han ikke kunne bruge sine evner. Det lå så naturligt for ham at bruge dem, at han til tider ikke engang tænkte over at han gjorde det. Han kunne ikke tage sig af om det på nogen måde havde skadet ham, i stedet formåede han at falde over en tyk gren langs jorden - hvilket samtidig gjorde han undgik den flyvende fjer-kugle der kom imod ham. Den kom med en underlig, skringer lyd og han håbede ikke det lokkede andre til.
Gispende kom han op. Hans krop rystede lidt, men han tvang den til at reagere, da han greb ud efter et eller andet...Og fik fat i tom luft.
Han kom op og stå, fjer-kuglen gik til angreb igen og han gjorde det eneste han kunne. Slog og sparkede ud efter den og ignorerede den stikkende smerte i sit sår. Måske fordi han også blev revet tværs over den ene arm af fjer-kuglens klør. Det gav ham dog tid nok til at sende fjer-kuglen afsted i et spark.
Det var åbenbart nok til at fjer-kuglen mente denne kamp pludselig var ligegyldig.
Han lod sig dunke ind mod den nærmeste, kølige mur, der virkede næsten blød af mos og lod sig sænke ned og sidde.
Hjertet hamrede i hans bryst. Han havde endnu problemer med at trække vejret ordentlig, men forhåbentlig kom det af sig selv. Metalkuglen havde han tabt, men han så nu den lå lidt fra ham...heldigvis...
Han fiskede stopuret frem. Jo, med lidt held ville Dust ikke være bange for hans sikkerhed lidt endnu. Hvor langt var der tilbage?...Han prøvede at trække vejret tungt, da et lille smil gled over ham. Det ville lige passe med at Dust sikkert ville kigge efter ham, som var han et barn der var blevet væk. Han dunkede hovedet ind mod muren og lukkede øjnene et øjeblik.

Med rolige skridt gik Dust mod den bygning, som han havde udpeget sig fra starten af, mens Manzik'en gik ved siden af ham, og lavede dens egne spøjse lyde, der gjorde at den var istand til at se, ved hjælp af de lydbølger der kom tilbage til den. Det så ikke ud til, at nogen andre havde været inde, i den bygning han han var kommet ud af sidst han var her, da plantevæksten omkring den åbne dør, så ud til at have vokset ind foran døren helt uforstyrret, siden sidst han havde været her.
På den anden side kunne det også være et dårligt tegn, for det her var den nemmeste indgang og udgang til bygningen, så hvis den mønster edderkop stadig var i live, kunne det sagtens være, at den stadig væk befandt sig derinde, og havde fundet sine egne måder at skaffe mad på. Han kunne vel bare håbe på at den var svækket, gået i dvale eller død hvis han kunne være så heldig, når nu denne verden gjorde ham så handicappet, det ville gøre tingene en hel del nemmere for ham.

Blot nogle få timer efter, sad Dust i Go Happy Travels bygningen igen, med en støvet taske ved siden af sig, og en mærkelig førstehjælps lignende beholder på skødet. Han havde taget sin long coat af, og var i gang med at ordne noget der lignede et sår på hans arm, skabt af en form for ætsende materiale. Imens sad Manzik'en og slikkede et par rifter den havde fået, som ikke virkede særligt slemme, i forhold til den skade Dust havde fået på sig. Han tænkte at Sean nok stadig var ude og udforske, så efter han havde renset og forbundet sit sår, begyndte han at se på tingene i hans taske, for at se om de stadig kunne bruges, før han selv gik ud for at se om han kunne finde nogle flere interessante ting, som han kunne bringe med sig videre.

Da han efterhånden havde fundet, en tilfredsstillende mængde af objekter fra denne verden, fik Dust den samme tanke som Sean, og var på vej tilbage til rejse bygningen, han havde på vejen nakket et af de hønsefreaks på vejen, som Sean også havde mødt en af, men den virkede ikke helt som nok til 2, så da han hørte en i nærheden lave sin skingre lyd, gik han i den retning. Han stødte hurtigt på den som Sean havde losset til, og den virkede umiddelbart ligeglad med ham, da den hellere ville finde et sted den kunne slikke sine sår, så det var nemt for Dust blot at tage sin le, og hugge hovedet af den i en hurtigt bevægelse.
Han samlede den hovedløse krop op, og bandt samme snor den anden hang i, rundt om den nye freak hønes ben, før han gik mod den gyde den var kommet fra og drejede ned af den. Han kunne selvfølgelig ikke undgå at spotte sin rejse kammerat, der sad op af en mur længere fremme, så han gik i den retning, for at få ham med så de kunne følges ad, tilbage til bygningen.

"Jeg har kødmad med til os!" sagde han på en måde, der nærmest mindede mere om en komisk karakter, fra en manga serie. Dust tænkte ikke så meget over det selv, men komiske udslag som det her, var en mærkelig bi effekt af den ætsende gift, som han var blevet udsat for tidligere. Den var lige så stille ved at aftage, men der kunne stadig komme et par skøre udfald, så længe det varede.

Øjnene gled op, da han hørte nogen nærme sig. Han havde netop rejst sig op, da Dust kom omkring hjørnet og han var hurtig til at opdage den døde...Kylling-ting...i hånden på ham. Han havde faktisk ikke lyst til at spise den...Hvem vidste hvor den havde været? Han gik over og samlede sin metalkugle op. Den var næsten blød at røre ved og lå godt i hånden. Kødmad? Han trak vejret dybt. Det virkede til hans krop endelig var ved at blive normal...Håbede han...
"Jeg ville ikke spise den. Men hvem er jeg til at stoppe dig?" bemærkede han, før han slog følge med Dust mod den bygning, der kunne føre dem hjem igen. Hvordan var det nu det virkede? Hvorfor skulle bygningen føre dem direkte til deres verden, hvis den selv valgte hvor og hvornår? Nej, han forstod stadig ikke helt hvordan det virkede. Men det var jo heller ikke hans problem, så længe den virkede som den skulle og han kom hjem igen.

Hans blik gled kortvarig over Dust. Såret, tasken...Bæstet, der fulgte Dust hvorend han gik...
Hånden gled igennem hans hår. Han proppede stopuret tilbage i lommen.
"Åh, slåskamp med dragen om skatten?" bemærkede han i en drillende tone.

"Men monster kylling er da det bedste kødmad i hele verden, de her lever sådan cirka overalt her! Og hvis vi sælger det i den næste verden, kan vi tjene penge på dem" sagde Dust og rakte tunge af Sean, mens han rystede med freak kyllingerne, så den han havde skåret hovedet af, sprøjtede lidt blod ud af halsen, der dovent dryppede ned på jorden, når nu hjertet ikke længere bankede, og kunne give blodet noget omløb og fart. Dust havde efterhånden rejst så meget med den bygning, at han nu regnede med at den næste verden, ville være et sted de kunne bruge til noget, for ikke nok med at det ville være manzik´ens hjem, så ville det også være en verden, der var fremme i skoen på nogle teknologiske punkter, som både Dust og Seans egen verden, ikke var så langt fremme i skoen på. Der havde Dust god mulighed for at bruge nogle af de værdiger han havde samlet, til at fremskaffe noget nyt teknologi, og det skulle ikke undre ham, hvis bygningen ved deres næste rejse ville kræve, at de leverede enten dna prøver eller teknologi fra den næste verden, før den ville tillade at de kunne rejse videre.

"Ja jeg havde problemer med det forbandede bæst sidste gang jeg var her, og den tvang mig til sidst til at efterlade min taske, men denne her gang kom jeg tilbage en del mere forberedt, så den tabte slaget! Selvom det dog kostede mig, de mærkelige bieffekter der findes, i den gift den spyttede på min arm!" sagde han roligt, og hævede kort den forbundne arm som han omtalte. I takt med at de talte sammen, kom Go Happy Travels bygningen i sigte, så nu var der ikke så langt at gå igen, og de havde stadig tid nok til at komme tilbage "Hvis den næste verden vi kommer til, er den jeg regner med den er, så foreslår jeg du er agtpågiven! Jeg mener at huske, at vores evner burde være nogenlunde normale i den verden, men den verden har hverken oplevet anden eller tredje verdenskrig, eller overnaturlige væsner som os, og det kan ske at den har en alternativ version af dig, lige som den har en alternativ version af mig!" Dust virkede til, at giften havde aftaget dens mærkelige effekt igen, da han virkede mere fokuseret som han plejede at være.
Allerede da de kom tilbage til bygningen, lagde han de 2 freak kyllinger op på sekretær disken, satte sin taske med værdiger ved siden af, og begyndte at sortere i det, for at se på hvad han skulle bruge på deres næste destination, og hvad han foretrak blev her. Hurtigt fik han fraskilt diverse blodprøver, og mindre værdigenstande der kunne være mere værd derhjemme, han samlede de fraskilte ting i den taske han havde haft i bygningen til at starte med, lukkede den han havde hentet her i denne verden, og gemte den første taske af vejen, så den ikke var så nem at finde. Han lænede sin le op af disken, satte sig ved siden af tasken og freak kyllingerne, og så på Sean med et af hans følelses forladte smil.

"Hvis du har lyst, kan du enten gemme de ting du har fundet i den her verden, her i bygningen, eller du kan tage dem med ind i den næste verden, og se hvad du kan få for dem! Jeg foreslår dog at du ikke sælger det for penge, for hvis det er den verden jeg tror det er, så har de ikke et kontant system længere, de bruger kredit der er koblet til en konto, som kun kan bruges ved hjælp af ens fingeraftryk! Så hvis du ikke har nogen dobbeltgænger i denne verden, betyder det at du ikke har nogen konto du kan bruge derude, og selv hvis der var en dobbeltgænger, kunne han være råddent fattig, så den kredit du tjener kunne ende med at betale hans minus!" fortalte han, mens han tog en cigar frem fra hans inderlomme på hans long coat, som han tændte op under nu hvor han var færdig med at snakke.

En anden verden? Kom de aldrig hjem igen? Selv om tanken var sjov, var det ikke fordi han havde fået meget søvn på det sidste og alle disse aktiviteter kunne mærkes. Han gned sin pande og studerede kortvarig sårene på sin arm, der var overvejede overfladiske.
"Jeg foretrækker at sælge genstande frem for føde. De rådner ikke på turen" bemærkede han med et svagt smil. Dust havde hele tiden forekommet ham lidt speciel og til at starte med havde han ikke tænkt over at fyren måske var mere sær end ellers. Det var jo ikke fordi han rigtig kendte manden alligevel, de rejste jo kun til andre verdener sammen!
Hvem der dog ikke foretrak en juvel eller smykke frem for føde. Faktisk, når han tænkte over det...Foretrak de fleste mad. Personligt kunne han sagtens bruge flere døgn kun på væske, hvis han var på en mission efter noget helt specielt. Noget virkelig sjældent...Ikke at hans fjer havde krævet det af ham. Metalkuglen var varm i hans hånd. Næsten unaturlig varm...Han holdt dem frem og studerede lysets skær i dens overflade. Var det bare ham...Eller virkede det som om den fik en lysere farve? Hans øjenbryn gled en smule sammen...Før han til sidst puttede kuglen i en af sine lommer. Det måtte han se på senere.
"Jeg kender intet til andre verdener, så jeg har ikke planlagt at købe eller sælge noget andre steder end hjemme hos os selv" bemærkede han så, mens hans blik gled over bygningen, der på magisk vis sendte dem alle mulige steder hen. Han skar en lille grimasse.
"Jeg har heller ikke lyst til at møde mig selv" han trak let på skuldrene. Han havde rigeligt at sig selv, som han var!

Han satte sig ned af væggen, da de var kommet indenfor, for at hvile sig lidt. Hans ben var ikke healet, selv om healingen havde været speedet op og han kunne mærke trætheden i det. Han gned det lidt, mens han observerede hvor Dust gemte sine ting. Selv om det uden tvivl blev gemt væk...Hvor meget kunne så undgå blikket fra en professionel tyv? Selv om han ikke var interesseret i blod. Måske noget af det andet? Nu måtte han se. Dust virkede som en fyr der bemærkede mere end man gik ud fra...I hvert fald de fleste ting. Og med bæstet...
Sean havde ikke rigtig de samme etiske eller moralske betænkeligheder som mange andre. Hvad betød det, om han tog noget han selv kunne sælge videre? Omend de færreste vel lagde sig ud med nogen, der havde valgt en le som våben. Han hvilede hovedet op mod væggen. Mon banditterne ville være væk når de endelig kom hjem til dem selv igen?
"Jeg er ikke meget for systemer. Jeg skal nok holde fingrene væk fra deres...Ting" bemærkede han. I hvert fald dem der hørte sammen med...Kreditten.

Hjem skulle de nok komme på et tidspunkt, for bygningens normale indstillinger var, at hvis nogen tog afsted med bygningen, så ville den cirkulere tilbage dertil inden for maks 10 rejser, og det til trods for om dem der havde rejst med, stadig var der til den tid, eller om de var faret vild i en af verdnerne på turen. Så hvis ikke man nåede med bygningen, på den rejse man påbegyndte sammen med bygningen, kunne det sagtens ske at man aldrig, ville komme tilbage til den verden man oprindeligt kom fra, men derimod kunne ende med at komme til at vandre ind i en verden, der kun lignede den man kom fra utroligt meget, men rent faktisk ikke var den selvsamme. Dust nikkede blot forstående til Sean, da han fortalte at han foretrak salg af genstande, frem for at sælge madvare, genstande var trossalt også en del mere pålidelige, fordi de ikke rigtig ændrede sig, lige som madvare gjorde.
"Hvad angår dit kendskab til andre verdner, der kan man sige at det er godt jeg i det mindste er her, jeg kender måske ikke til alle de alternative verdner der findes, men jeg har i det mindste en ide om, hvad det er vi laver! Tilgængel kan jeg varmt anbefale, at du i det mindste holder øje med, hvad der er af muligheder i de andre verdner, for det kan sagtens ske, at du kan bytte noget for mere værdig, end det du allerede har, såsom for eksempel teknologi, der er mere fremme i skoene end den, vi har i vores verden! Den slags kan helt klart være meget værd, blandt de store typer i vores verden!" sagde han roligt. Nu hvor de havde været inde i bygningen i et lille stykke tid, begyndte Dust´es øje at blive tåget igen, indtil det endnu engang var blevet sit gamle blinde selv igen. Men selv til trods for, at han havde haft problemer med øjnene, havde Dust stadig godt lagt mærke til, at Sean havde observeret hvor han gemte sine ting af vejen henne. Dust var måske ikke ligefrem en umbra, men han genkendte tyvens vågne øje når han så det, og han vidste ikke ligefrem meget om Sean, andet end hans navn og hvad Dust havde hørt rundt omkring, fra nogle af sine gamle forbindelser, så indtil videre ville Dust være mere på vagt.

"Hvis du alligevel ikke har tænkt dig at handle med det, før vi kommer hjem til os selv, kan du lige så godt efterlade tingene her, eller gå rundt med dem på en mere praktisk måde, end i dine lommer!" sagde Dust og fandt en rygsæk frem fra under disken, som han smed hen til Sean, så kunne han selv vælge om han ville bruge den eller ej "Og jeg forestiller mig, at vi bare holder os til samme plan? Vi skilles op og går på opdagelse hver for sig, og hvis vi støder på hinanden før vi kommer tilbage hertil, kan vi følges ad på tilbagevejen!"

Der gik ikke lang tid, efter Sean havde reageret på det sidste Dust havde sagt, før bygningen påbegyndte deres anden rejse gennem de alternative plan. Alarmerne og de blinkende lys gik i gang, døren blev låst, og der blev buller mørkt udenfor, selvom det efterhånden var blevet dag, imens de havde været i deres første verden siden rejsen. Da rejsen sluttede var det lige som før, lyset kom tilbage, alarmerne stoppede, døren blev låst op og endnu engang kunne man se på lyset, der faldt ind gennem dørens glas, at det ikke virkede til at falde ind på den samme måde, som det havde gjort i den verden de kom fra. Denne gang var det mere forhindret, og man kunne høre at der var en masse aktivitet udenfor, både fra mennesker og fra teknologi. Desuden var der nu en skærm der fortalte dem, at de skulle bringe noget fra denne verdens plante liv, for at de kunne komme videre, hvilket var noget anderledes end sidst, hvor de blot havde en timer på,
Nu hvis man kiggede udenfor, ville det bogstaveligt talt være en verden til forskel, for i modsætning til den verden de kom fra, som var en forladt by der var overtaget af naturen, så var denne her verdens Miami fuldstændigt det modsatte. Der var holografiske skærme og reklamer overalt, mennesker i futuristisk tøj, køretøjer der var mere teknologisk udviklede end noget man kunne finde i deres egen verden, og det var blot det man kunne se ved første øjekast. Denne her verden var noget anderledes, end noget andet de kom fra, og alligevel var der en der virkede til at genkende denne verden, nemlig Manzik´en. Dust gav den et halsbånd på, der så ud til at komme fra denne verden, før han så på Sean for at se om han var klar på at gå.

Han overvejede det lidt. I en futuristisk verden vil de også have andet der kan beskytte deres værdigenstande, så blot at stjæle noget var nok ikke den bedste ide. Det var altid bedst at lære fælderne af kende, før man gav i kast med den slags! Hans fingre gled over hans læber i en betænksomt gestus. Om de ting han havde i sine lommer ville være noget værd for folk i en fremtids-verden? Der var så mange ukendte faktorer. Well, det måtte han jo bare se på når han kom frem, right? Måske greb han chancen. Måske ikke.
Igen viste det sig at Dust gemte alt muligt i denne bygning, som tilfældigvis kunne være praktisk. Tasken nåede at ramme gulvet, inden han fik rejst sig og nåede over for at samle den op. Han var ikke meget for at lade noget ligge i bygningen. Selv om Dust måske ikke var en tyv, ville han ikke selv tage chancen. Dog tog han alligevel muligheden for at tømme lommerne ned i tasken og slynge den om skuldrene. Længden på stropperne justerede han, mens bygning gik i gang med sit larm og en ny rejse. Denne gang var det mindre overraskende.
"Åh ja, samme plan!" bemærkede han med et svagt smil. Det passede ham mere end perfekt. Han foretrak at gå alene på opdagelse og finde ud af ting selv, i stedet for at have sådan et snakke-træ med sig der sikkert kendte hemmeligheden bag mindst halvdelen af det hele.
For ikke at nævne. Når de rejste. Ville bygningen være tom. Nah - Det var bedre at vente. Måske kom muligheden slet ikke, men så havde han i det mindste de ting han havde i sin rygsæk.
Hans blik gled ud af døren, da de ankom til et nyt sted. Åh, måske de havde noget energigivende væske i denne verden? Han brød sig normalt ikke om kaffe, men han var heller ikke ligefrem den mest friske længere. Samtidig var det for god en mulighed til at sove tiden væk.
Han fulgte efter udenfor. Denne verden var fuld af folk og tingester, for en stund var han fin tilfreds med bare at stå og kigge sig lidt omkring. Han så sikkert umuligt forældet ud i forhold til resten der gik på gaden i deres finere og anderledes tøj. Men det gode ved et samfund var der altid ville være nogen der skilte sig ud. Han trådte til siden for nogen der gik forbi.
Så så han over på Dust med et svagt smil.
"Jamen så ses vi vel?" bemærkede han.
"Hvornår? Siden...Kravet ved en plante...Og ikke en timer?" bemærkede han så.

"Først og fremmest skal jeg have afleveret ham her, ude i naturen hvor han høre til, derefter vil jeg nok cirkulere tilbage hertil engang imellem, så hvis du kommer tilbage hertil og venter en time eller 2, kan det være jeg dukker op igen inden for den tidsramme! Derudover kan vi jo bare mødes her igen i aften, efter butikkerne er lukkede, så kan vi planlægge om vi bliver lidt længere så du kan få sovet ud, eller så vi kan tjekke byen ud om natten, og hvis ikke det er det vi vil må vi se, hvad vi ellers kan finde på at planlægge!" sagde han roligt, og klappede Manzik´en på hovedet. Selvom han opførte sig nogenlunde pænt, og stod stille ved siden af Dust, kunne man godt se at den fik et par skæve blikke, fra nogen af de lokale der gik forbi dem, og det var egentlig set også forståeligt nok, for han var ikke lige frem et særligt normalt kæledyr "Husk for øvrigt at teste dine evner i den her verden, inden du roder dig ud i noget, vi kan jo ikke have, at du kommer tilbage til vores verden, med hovedet og røven byttet rundt, hvis den slags kunne ske!" tilføjede han i en drillende tone, og med et smil på læben da han lavede et nik til Sean, som et slags "vi ses senere"

Dust lagde en hånd på Manzik bæstet, og for selv at teste sin egen evne, forsvandt han og bæstet ud i den blå luft, da han skiftede til spøgelses planet, hvilket han valgte at gøre, for at Sean ikke kunne føle hvor han var henne, lige så nemt som han kunne hvis Dust var i skygge verdenen, samt en anden grund som var, at tiden gik hurtigere der, så når han bevægede sig på spøgelses planet, kom han hurtigere frem, end hvis han bevægede sig på det fysiske plan, selvom tiden han brugte på det, realt set var den samme. Det første Dust gjorde var, at gå ind til hans taske som han havde gemt i bygningen, og flytte den til spøgelses planet, så den heller ikke var til at finde. Han havde ikke lyst til at gøre det foran Sean, da han syntes det ville være disrespektfuldt, fordi det kunne give det indtryk, at han ikke stolede på Sean, nu hvor grunden til det egentlig var, at Dust bare ville være sikker på, at ingen kunne komme ind og finde tasken, eller stjæle den for den sags skyld.
Efter det var klaret, tog Dust afsted med Manzik´en, for at få ham ud i naturen igen. Da de kom frem til der hvor de første gang havde mødt hinanden, fik Dust dem over på det normale plan igen, og tog halsbåndet af dyret, før han strøg den på hovedet. Der var ikke ligefrem nogen ord imellem dem, så deres afsked foregik i stilhed, og snart var Manzik´en på dens vej ud i den frie natur igen. Dust stod dog lidt tilbage, og så på med de blinde øjne, mens det store bæst tonsede afsted, indtil han ikke kunne se den længere, og først der gik han tilbage til byen, for at klare de ærinder han havde tænkt sig at klare her.

Hans første mål var at få byttet de freak kyllinger, han havde fanget i den første verden de var i. Han fik afsat dem hos en mand, der åbenbart genkendte ham under et andet navn, og som var yderst snakkesalig. Dust havde mødt ham sidst han var her, og fyren troede det var et kostume han gik i, men han havde erfaret at manden samlede på udstoppede dyr, og ejede en restaurant, så denne restaurant ejer, var selvfølgelig interesseret i disse dyr, da han kunne få den med hovedet udstoppet, og den anden kunne han tilberede og sælge, til en af hans eksklusive kunder, der sikkert gerne ville have en special ret. Sådan fik Dust sit måltid mad i denne verden, i bytte for 2 kreaturer fra en anden verden.
Efter han var færdig med at spise, og snakke med en mand der troede at Dust var hans gamle kammerat, som han havde kendt i lang tid, var Dust på vej mod sit næste mål. En pantelåner var udelukkede, for som han havde advaret Sean om, skulle han undgå alt hvad der hed kredit, og at få overført penge til en konto, der tilhørte ens egen dobbeltgænger, kunne virke mistænksomt for både dobbeltgængeren, og hvem ved hvor mange andre. Så derfor var hans mål at finde nogle af de lokale smykke forretninger, hvor han kunne bytte de sjældne smykker fra en verden, til smykker fra denne verden, som han vidste var endnu mere værd der hjemme, end nogle af dem han allerede havde fundet, for de smykker han havde bragt med sig i tasken, var normale derhjemme men det var ikke noget man så ofte her i verdenen.

Han nikkede svagt til det Dust sagde, mens han studsede lidt ved det også. Dust havde en tendens til at lyde som om han vidste nøjagtig hvordan Sean havde det eller havde brug for, omend samtidig som om Dust ikke selv havde brug for den slags. Der fandtes virkelig mærkværdige typer. Måske var det grunden til at han også undgik folk...Der var noget foruroligende over det. Som om han var hjemme på børnehjemmet igen. Oh Well, who cares anyway?
"Oh...Jeg troede netop man ikke skulle afprøve det" bemærkede han sigende. Hvis hans brug af hans evner byttede rundt på hans krop, ville det jo være for sent, hvis han afprøvede den, right? Alligevel smilte han bare svagt for sig selv. Seriøst, han håbede han kunne bruge sine skygger her! Men som det var lige nu kunne han mærke hver en skygge i sin nærhed og blot det beroligede ham og forsikrede ham om at evnen sikkert virkede som den plejede. Trods alt var skygger alt han kunne - og også mere end nok til hans profession.
Han vinkede svagt til Dust og gik sin egen vej.

Da han først var kommet væk fra Dust og bæstet - der begge desuden var forsvundet ud i den blå luft - begyndte folk at ignorere ham og hans eksistens. Han lignede måske en tigger i deres verden? Hvis de overhoved havde det? Han var ikke sikker. Men så længe han bare fik lov at gå rundt for sig selv, var han godt tilfreds. Han var hurtig til at smutte ind i de mindre veje og gyder, som tydeligvis fandtes alle steder. Alle havde deres udskud, der gemte sig fra de travle veje.
Han nåede faktisk en del ting. Han hjalp en lille pige, der havde spurgt ham om alt for mange ting, med at finde sin mor igen og dermed fået sig et gratis måltid som tak. Han nåede at se sin dobbeltgænger på noget der mindede om en fjernsynsskærm, selv om han ikke nåede at finde ud af hvad det handlede om. Han nåede at sælge nogle af sine ting i de skumle gyder til bytte for andre ting og ikke for det såkaldte kredit. Faktisk havde det været enormt sjovt! Og han havde fundet sig nemt ved at falde lidt mere til.
Til sidst havde han fundet sin vej op på taget af en stor bygning, hvor han kunne sidde og studere mylderet af folk under sig.

Til sidst fandt han vej tilbage til bygningen. Dust var endnu ikke kommet - og han havde taget chancen, kun for at smile for sig selv. Selvfølgelig. Dust havde været før ham. Mon fyren læste tanker eller bare havde haft andre planer med taskens indhold? Hånden gled igennem håret nok en gang, før han vendte tilbage til 'sit' hjørne af bygningen. Rygsækken, omend den var fuld af ting, blev lagt op af væggen, før han lagde sig ned med hovedet på den. Han kunne lige blunde lidt, til Dust kom tilbage. Hans ben var i hvert fald mere end lykkelig ved udsigten til det. Hans fingre fandt metalkuglen fra før og han fumlede beroligende med den, mellem sine fingre. Igen begyndte den at blive varm og da han åbnede øjnene på klem for at studere den, havde den fået en underlig...Blanding af sort og orange farver. Hvorfor gjorde den det, når han rørte ved det?
Sean vidste det ikke. Men han havde fundet et metal eller hårdt stof, der i virkeligheden viste hvilke evner folk gik og skjulte. Varmen og den orange farve kom dog af en evne, Sean endnu intet kendte til...

Siden det allerede var lykkedes ham, at skaffe en speciel plante fra denne verden, kom planen til nogle af de sidste steder Dust manglede for denne omgang, hvilket var nogle butikker der solgte de sidste nye ting, inden for denne verdens teknologiske fremskridt, for han regnede med at han kunne få masser af brugbare ting, sålænge han vidste hvad der skulle til, for at få noget resultat ud af de ting han havde med sig. Så da Dust endelig kom tilbage til den rejsende bygning, virkede hans taske til at være tungere, end den havde været da han tog afsted, og denne gang vendte han tilbage alene, nu hvor Manzik´en endelig var kommet hjem, til den verden som bæstet hørte til i.
De blinde øjne blev rettet mod Sean, der allerede var kommet tilbage, da Dust kom ind af døren, og en interessant ting blev fanget af de aura opfangende øjne. Roligt satte Dust sin taske fra sig på skranken, før han gik hen til Sean og kom ned i knæ, så han kunne se nærmere på den kugle, han lå med i hånden.

"Interessant, det er lykkedes dig at finde teknologi fra kerneverdenen, og denne her er noget så speciel en genstand!" mumlede han roligt lidt for sig selv, men det var skam højt nok til, at hvis Sean stadig var vågen, ville han være i stand til at høre hvad Dust havde sagt. På intet tidspunkt gjorde Dust noget, der kunne så meget som antyde at han ville røre ved denne kugle, da han gættede på at selv en berøring ville påvirke det kuglen gjorde lige nu. Men tilgengæld kiggede han meget nøje på kuglen og Sean, som om han kunne se noget med hans sære øjne, som man ikke kunne se med det blotte øje, og denne antagelse ville ikke være helt forkert at antage, for Dust kunne se at kuglen, virkede til at være modtagelig overfor den energi ens evner udstrålede, og det så ud som om, at den så afspejlede hvad disse evner var, ved at lyse energierne op. Dust havde før fundet teknologi fra kerneverdenen, der lige som denne kugle, kunne gøre mærkværdige ting, og som han havde taget med hjem for at studere, men det her var første gang han stødte på kerneverden teknologi, som kunne antyde at kerneverdenen, var bekendt med det overnaturlige, og det var derfor, at han var så interesseret i denne kugle. Men han ville ikke bare tage den fra Sean, det ville i Dust´es øjne, være det samme som at vise Sean disrespekt, ved ikke at respektere at dette var noget, som Sean havde fundet, og som derfor var noget Dust mente, at Sean rådet over og kunne gøre med, som han nu engang fandt det passende.

"Sikke et spændene objekt du har fundet der unge mand, det er næsten før man bliver helt jaloux over, at det ikke var mig selv der fandt den, for det kunne være rigtig interessant at studere, objekter fra kerneverdenen som den du har der! Især når man tænker på hvor brugbar den er, selv i verdner som vores egen, der er præget af overnaturlige væsner, og især mystiske evner, som man ikke altid kan vide hvad er på forhånd!" sagde han roligt i en tænkende mine, da det for ham så ud som om, at Sean ikke helt sov da han var kommet ind, men hvis Sean nu skulle være faldet i søvn, var Dust´es ord lige så meget en udtalt version af hans tanker, som det var noget han kunne sige til Sean. Roligt rejste han sig op igen, og gik over til der hvor han havde gemt sin taske. Han skiftede til spøgelses planet, så han kunne få fat i tasken, men kom hurtigt tilbage til det fysiske plan igen, med tasken i hånden, som han tog med sig hen til den anden taske, der indeholdte de ting han havde med tilbage fra denne verden, samt de rester af ting han havde tilbage fra den anden.
Man kunne se på den måde han organiserede tingene på denne gang, at Dust ikke vidste helt lige så meget om den næste verden, de måske ville ende op i, som han havde gjort på deres andre rejser, for han pakkede alle værdierne ned i den taske, som han havde tænkt sig at gemme væk, og det samme galt meget af den teknologi, som han havde fået fat i, så det efterlod tasken han gik rundt med, rimelig tom for ting da den i hvert fald så sådan ud.