Hvem jeg er -Adriana

Dato: 7 Oktober
Dag: Tirsdag
Tid: 17.47
Sted: Gaderne i Armarillo
Omgivelser: Baggård med en taske fyldt med mad


Mørket havde nærmest lagt sig over Armarillo. Folk sørger mod varme og lys, men ikke alle har den frihed. En skikkelse søger byen tynd. Folk har set ham flere gange lede, men ingen ved efter hvad. "Gad vide hvad han søger?" spørger en kone sin mand mens de ser efter den unge mand. Hans lyse hår er som bølger efter ham. De brune/gyldne øjne søger hele tiden. "Lad ham være, Mathilde. Han er nok på stoffer." svarer hendes mand.
Eithan har søgt hele dagen. Hans "Anden halvdel" har været væk længe. "Hvor er hun." mumler han og ser ned af en gade for 117 gang. Frygt og længsel har bredt sig. Han kan mærke sine vinger sitre af utålmodighed. Han forsætter videre. Hans pilotjakke er lynet op. Over hans skulder hænger hans rejsetaske. De solide støvler kan høres når e rammer brostenene. Trods mørket kan han ikke stoppe. Vil ikke stoppe. En gruppe mennesker står for sig selv og kikker efter ham. Han ser kort mod dem og sukker. *Hvorfor bliver man altid mistænkt* tænker han og hviler en hånd på sin dolk. Normalt er han ikke meget for at give trusler, men han har oplevet denne verdens barske modstand. "Leder du efter nogen?" spørger en høj muskuløs mand. Mørkt hår og lys hud. *Stol ikke på ham* siger Eithans underbevidsthed. "Måske." "Kom nu. Vi kan hjælpe dig." Eithan rynker brynene og knurrer dybt nede fra brystkassen. "Jeg tvivler." De tænder de af. "Fang ham." Eithan vender sig op og spurter afsted. Han kan hører dem bag sig. "Damn han er hurtig." Eithan folder sine vinger ud og sætter af. "Skyd ham!" En smerte i den ene læn og lugten af røg, han ender med at være nød til at lande i en gyde. Han humper ud på åben gade og sætter sig på en bænk. Ikke særlig usynlig, men de ville ikke rører ham her. Tror han.

Adriana havde været på udkig efter en person, der var omtalt i et rygtet. omkring en skytsengel, der bevægede sig rastløse omkring... dette kunne være et forside nyhed. tænkt Adriana mens hun kiggede sig omkring.
Hun havde hørt lidt omkring manden. Han har blondt hår som var langt og bølgede, folk fortæller omkring hans gyldne øjne og så er der det faktum han er engel. folk fortalt hende at hans aura gjorde ham nem at finde.

Adriana lagde en hånd mod sin tinden og bevægede en fingre rundt i cirkler. "Hvor mon han er. hørt han skulle være i Armarillo" hun gik mest i skyggerne. sidste gang hun var her. ja! det var hendes hemmelighed. hun så sig omkring, indtil hun fik øje på en som flyv. "wow" sagde hun med store øjne "Smuk" .

Adriana bevægede sig i retning af, hvor hun sidste så ham. hun stoppede op igen, ved synet af ham på en bænk. folk har ret. Du ikke i tvivle. at det var ham... hun smilede indtil hun så .. han var kommet til skade

hun glemt alt om hvad hun skulle i øjeblikket og løb over mod ham "Er du okay?" spurgt hun og satte sig på hug foran ham. og ville til at undersøge hans ben.

Adriana selv var påklædt i en alt for stor hættetøjre, et par militær busker og vandresko.. ikke lige frem, den smukkest person. faktisk kunne du ikke se hendes figur eller en hentydning til hendes køn, udover at han kunne se hendes ansigt. Hun havde fine træk som en kvinde. hendes hår var helt hvidt. og hendes øjne var blå

Eithan sidder i sine egne tanker. Han får et chok da en ung person dukker i hans synsfelt. "Ja. Det tror jeg." mumler han da han kommer sig over overraskelsen. Han studerer personen lidt nærmere. Han opdager efter lidt id at det er en kvinde. En grimasse viser sig på hans ansigt da han strækker benet. "Om et par dage ville jeg være ok." mumler han og ser på hende. Han kommer op på stå og først nu opdager hans at hans vinger stadig er fremme. Han trækker dem tæt ind til kroppen. "Frøken. Du skulle ikke være i nærheden af den mand. Det siges at hans sjæl er på jagt." siger en ung kvinde og hendes veninder ser rasende på ham. Eithan himler med øjnene, men siger ikke noget. Da de vender ryggen til blotter han tænder og de gyldne øjne skinner ekstra stærkt da hans Grace skinner igennem. Han vender sig mod den hjælpende kvinde. "Jeg takker for din bekymring." siger han venligt og rækker en hjælpende hånd mod hende. "Folk forstår desværre ikke os gamle væsner." Han ser mod gruppen af kvinder. "Men hvad med dig?" Han lægger hovedet på skrå og øjnene bliver nysgerrige og det blege hår tipper til den ene side. *Der er noget ved hende her der er specielt, måske ikke som Amber, men hun føles som en bekendt.* tænker han. Solens sidste stråler forlader jordens overflade og en kølig luft sænker sig hurtigt.

Adriana kigger op mod hans ansigt, hendes blik er venligt. hvorefter hendes øjne ser undersøgende på hans ansigttræk og bevægelser, for at se om han er i smerter eller ej. *måske lidt* tænker hun få sig selv.. "vil du havde noget i mod. at jeg kigger nærmere på dit ben" spurgt hun bekymret, selvom du.. Hun bliv stoppede fordi de to kvinder talt til hende,hun vendt sit ansigt mod dem, med et roligt blik men hun tænkt *helt ærligt*, tanken kom til udtryk i hendes pludselig ændring i holdning, som var irriteret.

Adriana sukkede og hævet sit ene øjnebryn, hun gav dem dog et beroligende smil "Er vi ikke alle på jagt efter noget?" hun vente sin opmærksomhed tilbage til Eithan og opdagede lige ændring i hans øjefarve, den guldende skær.. Grace, kaldt folk den. hun havde aldrig set den før. men hvad hun husker få omtale, sker det kun ved ændring i Engel adfærd. når de er 'viser deres overmagt' hun forstod det ikke helt. og det var bare omtale der fik fra mund til mund..

Så om det var sandheden, det vidste hun ikke. men Adriana sad helt stille foran ham, men hun havde respekt i øjne men ikke frygt. men vågende op, da han talt til hende igen "øhm." sagde hun mest som en lyd, da hun rømmend sig og tog i mod hans hånd.

Som hjælp hende op og stå igen "Jeg kan forbinde det, kan hjælpe mod smerterne og du behøver ikke at takke" hun smilet venligt og svarede ham med disse ord "det er min pligt"

"jeg vil nok mere sige, folk er blevet egoistisk" hun gav slip fra hans hånd, de havde hold hinanden hånd i lidt tid, hun gav ham et venligt smil. inden til han sagde

'hvad med dig?' hun stod lidt, mest fordi hun tænke over sit svar "hm? har ledet efter dig" hun gav ham et beroligende smil, som tegn på hun intet ond ment. Vis han kiggede hende dybt i øjne eller undsøgt dem i længere tid. vil han se 5 røde tatoveringstreg lige bag ved det ene øje, som var fra sin kodex. hun lod en fingre gled gennem hendes hår, da hun var usikker på om dette var det rigtigt svar i øjeblikket.

Hun kiggede væk fra ham, da hun mærkede hans undersøgende øjne. det var faktisk ret ubehageligt da hun ikke var vantil folk øje på hende, men samtidigt behageligt. hendes blik fangede af de to kvinder der havde snakkede til hende tidligere, hun så de kiggede tilbage på hende og engel. hun gav dem et beroligende smil.

Adriana så mod ham igen, han aura eller person virkede beroligende for hende. som om.. hun vidste ikke hvorfor, nok fordi han var skytengel. hun kløede sig på kinden "Hvad jeg ment, var... jeg har ledet efter dig, efter" hun havde dette "der går rygter omkring dig... at du leder efter noget. blev jeg nysgerrige" hun virkede usikker lige nu.!

"oh her" hun rækkede ham et kort, hvor der stod Adriana Sherzad.. Journalist fra Rostium. "Kunne være vi kan hjælpe hinanden" sagde hun og stoppede få at give ham tid.
Hun lagde godt mærke til naturen omkring dem, den var smuk i hendes øjne, men lige nu var denne person mere interessant.

Eithan ser på hende og opfanger noget rødt ved hendes ene øje. "Nej. Jeg har intet imod at du forbinder såret." Han sukker ved hendes næste sætning. "Og det gør ikke vores arbejde nemmere." brummer han og ser mod øst.

"Et par stykker af os unge engle har svært ved at få mad og ly, og folk er meget mistroiske. Der var engang hvor alle kunne leve side om side med hinanden. Jeg savner de dage." Helt ubevidstlukker han sin ene hånd om hans Dogtags. En blid vind fejer ind gennem gaden og bringer herlige dufte med sig fra de mange resturanter længere nede. 

Han klukker da han hører, at hun har ledt efter ham, men stivner ved ordet rygter. "Hvilke rygter? Og fra hvilken en kilde?" spørger han nysgerrigt, men med et alarmet glimt i øjnene. En stor del af hams liv har været i kamp og selvforsvar.

*Jeg vidste ikke at jeg var forfulgt af rygter.* Tanken flyver gennem hans hoved med 250 km i timen. Han havde ellers været meget påpasselig med hvem han spurgte omkring Amber, men det var ikke kun Amber han savnede. En anden Engel var også forsvundet.

Et trist blik glider over hans ansigt og han ser ned. Ville ham se dem igen, eller e han kommet forsent? En dyb indåndning og prøver at samle sig.

"Kunne jeg forstille mig" sagde hun med et smil. Hun vidstede godt, at alle være egotiske og det tænkt på sig selv, før andre, ikke sket særligt tit. men heldigvis var der også nogle som hende. de var dog få i denne verden af mørke og ulykke. Hun vende sit ansigt i sammen retning som ham *hvad kigger han efter* tænkt hun men gav ham et smil, da deres øjne mødes igen.

"Lyder som en hård oplevelse, men der findes stadig folk som hjælper. selvom det nok ikke lyder så..." hun kiggede på ham, mest for at se om han lyttede efter hende "realistiske" hun gav ham et beroligende blik, da han sagde 'han sagde de dage' hun kendt ikke selv til en verden, der ikke var sådan her... men hun havde hørt historier omkring den tid "Hvordan var det dengang?" spurgt hun interesseret og kiggede på ham med et nyserigt blik

Hans pludselige ændring i holdning, først morede det ham og så, gik han i beredskab, det skabt et smil på hendes læber, et smil der strålede af morskabe, men på en behaglige og venlige måde. "Folk længere mærke til ting, især folk som skiller sig ud og fra hvem?" hun tænkt sig om, hun havde faktisk hørt det fra mange, mest var negative ting... men os særlige ting. især hans aura... "Har folk her og der. men du ikke nem at finde" sagde hun og prøvede at berolige ham,så han ikke var så anspændt.  

Adriana så endnu engang at hans udtryk ændrende sig. denne gang, ligende han en som var langt væk i tankerne. hun lagde mærke til været ændring i hans ansigt, hvert lille træk. de bliv mere og mere trist og han ligne nu en dreng, der var blevet forladt. uden at tænke sig om, lagde hun en arm omkring ham. Men hun gjorde det langsomt, så han kunne flytte sig væk, hvor hun efter vil tag ham indtil sig. men kun et kort øjeblik, som tegn på han hun så ham. Vis han ikke tidlod det, vil hun give ham et beroligende smil.

Hun rømmened sig. "Lad mig se på dit ben. okay?"

Hun henvist ham igen til bænke, med en håndbevægelse"Så har jeg brug for du sætte dig igen" hun sætte sig derefter på hug foran ham med et beroligende smil til ham "Jeg løftede lidt i dine bukser, for at se" sagde hun med en venlige tone, hun løftede derefter buksebenet op og kiggede nærmere på hans ben og fod. "hm" sagde hun, med en undersøgende tone. "Okay" hun ventede sig mod sin taske, der stod ved siden af hende. hun ledet efter en forbinding og en krukke med en slags savle..

Eithan klukker. "Det er også meningen at jeg ikke skal være nem at finde. En som meget er meget svag uden deres sidestykke." Et suk forlader ham. Han ser på mens hun underøger hans ben. Han har aldrig prøvet at blive behandlet på menneskernes måde før.

"Men hvorfor har du ledt efter mig?" Hans nysgerrighed får det bedste af ham. De brune/gyldne øjne ser på hende. "Og hvor længe har du ledt?" Kulden breder sig og et kuldegys løber ned af hans rygrad. Han folder sine vinger ud og basker lidt med dem for at få varmen og de hvide fjer, med grå og sorte streger hjælper lidt.

"Navnet er Eithan Easifat Shatawia." siger han og kikker op på et par fugle der sidder og synger på en gren i et nærtstående træ. Han smiler og fløjter stille som svar. En af de små fugle flyver ned og lander et stykke fra dem. Han klukker.

"Såh. Du er Journalist? Får du også de store jobs?" Han kører en hånd gennem sit hår og piller et blad ud af håret. Han kører den mellem fingrene.

Et smil breddet sig da han sagde 'skulle også være svært at finde ham' hun åbnede krukke og tog noget af salve med sin ene fingre. hvor hun efter begyndt at massager det på området hvor han var blevet ramt. hendes bevægelser var langsomme og rolige, så hun ikke påført ham mere smerte. Hun lyttede til hvad han sagde, men svarede ikke ham før, han stillende hende et direkte spørgsmål.

'hvor længe har du ledt?', hun kiggede op på ham med sin nøddebrune øjne, som gjorde deres øjne mødes "hm! omkring 4-6 måneder. eller der startede jeg at høre rygter" hun er stadig igang med at smøre salve på, men nu brugt hun hele hånden. hun gav ham et smil, før hun vente tilbage til hans ben.

Hun begyndt at forbinde den. da hun hørt hans navn *wow, sikker et navn* tænkt hun, gav et selv tilfreds smil "Det skulle hjælpe på smerterne, så du kan gå" sagde hun og kiggede op på ham igen, hun sad på hug foran ham.

"Store jobt?" sagde hun spørgende "Jeg vælger min job, selv" sagde hun og gav ham et smil "Folk og hændelse, som jeg finder interessant" hun lod sit blik forblive på ham, med et undersøgende blik "Og vis jeg opdager information, der ikke er godt at andre ved. holder jeg dem til mig selv" sagde hun mest forklare, at han kunne stole på hende.

"men før jeg er journalist er jeg medihealer, og kald mig Adriana"

Han så overrasket på hende "4-6måneder?" Han kunne knap nok tro det. Men nu hvor han tænkte det igennem kunne det nok godt passe. Men hvorfor ham? Der var nok sndre der også manglede personer de havde kær. Han så ned på sit ben og støttede sin fulde vægt på den. Ingen smerte kun en lille prikken. Ham så på hende og rakte atter en hånd frem. "Tanken rammer mig hele tiden: Hvorfor mig af alle? Jeg er kun en.." Han kunne ikke få sig selv til at fortsætte. Tanken gjorde ondt. Hans venner og familie var væk og uden dem?

"Hvilke jobs har du så taget? Og ,å jeg byde dig på noget?" spurgte han venligt. Han kunne ikke lade være med at undre sig over om hun arbjede solo eller havde en partner in crime. Blæsten begyndte at tage til og Eithan trak sin jakke tættere ind omkring sig. Han var fristet til at bruge sine vinger, men virkede ikke helt fair. Han lyttede til hendes navn. Den havde en meget speciel klang syntes han. "Adriana." dagde han for sig selv og gentog det på sit eget sprog. Ude i det fjerne kunne han høre en Hellhound hyle. Han så hurtigt i den retning og lyttede intens. 

"jeg havde de bæster." mumlede han og hvilede en hånd på sin dolk han havde under jakken. Han så atter på Adriana.

Da hun er færdig med at lægger krukken væk i sin taske, tog hun i mod hans hånd. mens han hjælper hende op, holder hun sit blik mod hans. "Kan du fortælle mig lidt mere.. omkring den følelse, og hvad der sket?" spurgt hun og gav ham et venligt smil

Hun rettede sig op og først nu gav hun langsomt slip på hans hånd, et smil breddet sig over hans nysgerrighed mod hende "Tager ikke rigtigt jobt.. skriver historier om levet i vores verden" sagde hun kiggede på ham, med et undersøgende blik.

Hun tænkt ikke det var særligt, med hendes navn. men det gav hende et blidt smil. "Tak" sagde hun svagt.

hun vil ændre emnet, ved at spørger til hans ben "gør det ondt?" spurgt hun. Adriana henvist til hans ben om det var okay, hun ventede på hans svar og blev lidt overrasket over hans måde at sige hendes navn på. Hendes blik flyttede sig lidt efter hans, mod den retning han kiggede

"Hvilke bæster??" spurgt hun ham. med et undersøgt blik, men den stoppede vil hans hånd, der var inden under hans jakke. hun ventede blikkede mod hans ansigt igen!

"Har du tid, til en kop kaffe" sagde hun

Han så på hende. "Hellhounds. De jager os engle. Speceilt unge og hjælpeløse." sagde han og kløede sig i nakken. Han så ned på sit ben. "Niks. Nu er det kun en svag prikken. Du kan udfører mirakler." Et let smil bredte sig over han mund. Han så mod hylet igen, men rystede så på hovedet. "Lad os lave en deal. Jeg giver kaffe og du kan spørge løs?" spurgte han og rakte en arm ud til hende.

"Der er en god kaffebar lige rundt hjørnet. Fantastisk kaffe." sagde han dramatisk og klukkede. "Følelsen? Svær at beskrive. Jeg har aldrig følt mig så ensom. Forsvarsløs, men dog fyldt med adrenalin." sagde han og så op på himlen. Han kunne mærke hans muskler sitre under sin hud. Klar til hvad som helst. Han så på hende. Han ville besvarer alle hendes spørgsmål.