Let them know us (Adriana)

December, jul, hygge, sjov… hvad der nu altid hører sammen når familien mødes… eller sådan er det måske for nogle mennesker, men for Phoenix og hendes kobbel, er det noget andet.
Vinden susede mellem bilerne på den ellers øde parkeringsplads. ”kom nu frem ad.” hvisker Phoenix og dukker sig ned bag en sølvgrå mustang.
Kobbelet var nyt, de fleste ulve havde hun samlet undervejs på hendes rejse fra Blackwoods skoven til Vegas.  Der var så mange udstødte uden en dissideret leder, Bare slagsmål og sult blandt hendes fælder. Hun ville skabe sig et ordentligt liv, med en familie, nu hvor så mange havde vendt hende ryggen, og ville give de mindst ønskede en ny chance.
Militsen havde knust hende, og hun skyldte Vladimir en tjeneste, hvor end den blodsugende klaphat var. Hvor var det dumt af hende at have valgt pilot karrieren frem for ”familien”. Men pengene gjorde nu godt, selvom de stort set ikke var blevet brugt. ”Hvis vi skal have det her til at lykkes, skal det gøres nu, spred jer og smadre.”
De runde solbriller glimtede og reflekterede 11 spændte ansigter. ”Vis dem hvad vi kan gøre.” hendes røde læber krusede sig til at smil imens hun fandt en spraydåse frem. Det var så længe siden hun havde følt mangt og spænding. Smerten fra tidligere kunne stort set altid spores i hendes øjne, hvilket efterhånden var grunden til hun brugte de mørke solbriller.

Hurtigt snuppede hun mobilen hun havde fundet tidligere i en tilfældig dames taske, og rullede igennem playlisten. ”På med masker og hætter.”
Forskellig farvede hatte og ansigts beskyttelse blev trukket ned, så de var blevet stort set uigenkendelige. ”Let’s go!” snerrede hun og trykkede play.
Sangen Daughters Of Darkness blæste ud af forskellige højtalere som var blevet gemt rundt om på pladsen. Dette betød at de havde lige knap havde 4 minutter til at smadre så meget som muligt, imens at radiokommunikationen og kameraerne var nede.
De gik amok. Flere bilalarmer lød, ulvene hylede af begejstring og glas smadredes. Det var længde siden hun havde haft det så sjovt, solbrillerne fra Phoenix fløj af og de blodrøde øjne glinsede af magt og glæde.

”VÆK!” snerrede hun da der cirka var 30 sekunder tilbage. Ulvene kastede sig mod udgangen som de havde klippet i hegnet.
I baggrunden lød sangen Hell Yeah, imens de stak af fra området, og hele flokken skrålede med. De løb i samlede folk, som et kobbel, noget som de alle længe havde manglet.

Så var denne kommet igen, den 24 december en dag hvor hun altid selv mindes sin familie og de gode stønner de havde haft, før den voldsomme storm der havde splittede dem op. tanken om sin familie gjorde hende altid sorgmodig, men hendes løfte til ældre i hendes gammel landsby holdet hende igang. hun havde altid været særlig, selv i hendes landsby, hun havde et kæmpe talent som ikke særlige mange havde og derfor havde hun i en meget ung alder allerede blevet givet mærket som fist class medicehealer og hun var stolt over sin pligt. hun kiggede mod himlen med et tågen blik, et smil breddet sig ved et minde fra hendes tid med familien.. Det var en morgen som alle og hendes søskende var omkring hende, ligesom hendes forældre, Adriana små grinet mens hun begyndt at bevæge sig mod parkeringspladsen.

Hun skulle bare igennem den, fordi det var hurtigere end at gå udenom, hun lod sine hænder gnide mod hinanden, for at sende lidt varm ud til dem, hendes hætte var ved at falde af, så rettede lidt på hættetøjre som efterhånde var slidt kort op, den var faktisk kom et lille hul i den, mens hendes lange bukser også havde set bedre dage. hun synes hun hørt en lyd længere fremme. "hvad var det" sagde hun lavt mens hun kiggede underende i retning af hvor hun var på vej hen.

og lige som hun havde tænkt tanken kom en gruppe af folk løbe mod hende og på vej tilbage. de fik vinden til blæse hendes hætte helt af, hun stod helt stille og var tydeligvis overrasket over situation. hendes hvide hår, som var efterfølge af stråling-skader var uglet, men bevægede sig med vinden.

Adriana så kvinde, der også lod mod hende, hun skille sig ud fra resten af gruppen. hun vidste ikke hvorfor denne kvinde blev mere tydelig for hende. næsten som om det var i slowmotion.

Hun jublede, grinede og hujede som en idiot sammen med de 11 andre i flokken. Kun i kort tid lukkede øjne og følte sig fri. Som den gang i skoven med Kuuma og de andre. Eller som den gang Damian og hende havde… tanken gjorde alt for ondt at tænke færdig. ’Nej fokus.’ Tænkte hun og åbnede øjnene. ”FUCK!” Skreg hun og kastede sig til siden for at undgå den pige som pludselig var dukket op ud af ingen ting.
Der lød spredte pumf, humpf og av fra forskellige unge ulve i gruppen. Arme og ben lå vinklede ind i hinanden på jorden. Phoenix’es snehvide hår så som en kaskade af sne udover en ung pige ikke mere end 16 år fra hendes flok. Pigen snerrede svagt af sin Alpha, uden rigtig at tænke over det. ”Op! Videre! Vi mødes hos mig!” Hendes ordre var klare og tydelige i virvaret af musik og støj fra ulvene.

Phoenix kom hurtigt på bene og greb fat i pigens arm. ”Ingen tid til spørg…” En soldats råb rungede ud over den ødemark. ”STOP! ELLERS SKYDER JEG!”
Phoenix sukkede og smilede skævt til den unge kvinde hun havde fat i armen på. ”Yeah, hvis du ikke har lyst til at ende som en hullet ost, eller som fange i fængslet det næste lange stykke tid, så kom med!” Phoenix trak sin hat af og uden at spørge hev hun den ned over hovedet på Adriana, som en form for beskyttelse.

Phoenix sprang af sted hen over marken og fik sandet til at hvirvle op omkring hendes støvle klædte sko. Hun hylede et langt og ensomt hyl ud i luften hvorefter en enkelt ulv tog en ubestemmelig sort klump frem fra jakkelommen. ”Kast!” snerrede Phoenix og satte farten op, for at komme inden for rækkevidde af kastet.
Den sorte genstand fløj igennem luften og Phoenix hoppede. Det kolde greb om pistolen føltes godt. Hun landede med et rullefald og vente sig om. En… to… tre… hurtige skud kom fra mundingen på pistolen. Det blodrøde blik fokuserede på den fremmede kvinden, usikker på om hun havde flyttet sig. ”kom nu!” råbte hun indtrængende.