Faret vild? Mig? aldrig! //Adriana//

Tid: Ca. 22:00
Sted: En lysning i junglen
Omgivelser: Massere af træer, et vandhul og nogle få planteædere
Påklædning: Et par slidt bukser og en læderjakke, under en kittel fra et hospital
Vejr: Varm og fugtigt.

Nocturne havde nu allerede brugt det meste af dagen på at vandre rundt i denne gudsforladte jungle, men virkeligt han kunne ikke rigtigt finde ud af hvorfanden han skulle henad, og denne jungle var begyndt at irritere ham en lille smule hvis han skulle være ærlig. Han kunne virkeligt ikke finde hoved og hale i hvor han skulle hen lige nu, hvordan skulle han dog nogensinde finde ud herfra og finde tilbage til en af byerne?

Han havde nu fundet denne lysning, og fundet et lille vandhul. Det var ikke det reneste vand han havde set men han var ikke rigtigt nervøs for vandet og hældte bare op i den flaske han havde med sig på nuværende tidspunkt. Han kiggede sig så omkring. Kiggede lidt på nogle af de planteædende dyr der var til stede, som faktisk lod til at ignorere ham. Han begyndte så at gå imod udkanten af lysningen mens han kløede sig selv i håret. Han kiggede rundt op og ned af træerne, og stoppede så op og kiggede mod den anden ende af lysningen og begyndte at gå i den retning. Der stoppede han også op og kløede sig selv i håret før han tog sin kittel, jakke og trøje af. han lagde det sammen i kittlen og løftede den over skulderen som en simpel tasken.

Han gik så i en ny retning mod en ny udgang af lysningen, kløede sig i håret og så sig så meget tænkende rundt inden han bare begyndte at gå ud af lysningen. Han var jo forhelvede nød til at tage et valg hvis han havde tænkt sig at komme nogen steder, han kunne jo ikke bare blive ved med at tåge rundt som en anden tåbe.

Adriana havde stoppede i kanten af en lysning og kiggede mod hende ryg. *En person.... som er ret breddeskulredet og har mange muskler... en mænd* tænkt hun mens hun så underende på ham. *hvad laver han, er han farvildt* hun kom til at udtrykket et grin bag sin maske. som fik det til at lyde mere dyb.
Hun var helt tildække i en hættetøj og og et par lange bukser, som ikke vidste hendes figur, og da hun havde sit hår sat op og gemt i sin hættetøj, var der faktisk umuligt at se om det var en kvinde eller mand. selvom det vil være en meget lille mand. hun så sig omkring og lagde en måling på området.
Den er mild her. radioaktivitet.. hun så sig lidt omkring før hun igen kiggede mod hans retning "Du kan følge mig ud. vis du er farevild" hendes stemmen var dækket af masken og gjorde den svær at gennemskude. det var fysiske umuligt at viden hvem eller hvad hun var. hun gik helt hentil ham og han kunne lige gennemskue hendes blå øjne, gennemasken og bag det ene øje en ring. hendes blik var venligt og imødekommende "Hvad laver du her?" hun så ned af ham og hans påklædning, var ikke særlig normalt. han ligne faktisk mere en patient

Han havde ikke set hende før han hørte hendes stemme, og han kunne ikke helt høre hvad fanden det var for en person. Men da hun kom tættere på ham blev han en smule mere sikker på det var en kvinde. Kroppen var ikke stor nok så vidt han kunne bedømme til at det kunne være en mand, og stemmen der kom fra personen var en smule feminin på trods af at den var en smule ødelagt af masken.

"Jeg er ikke faret vild dog, men jeg kan sagtens følge dig da det jo uden tvivl er mere sikkert at rejse sammen mere end en person."

Han forstod endnu ikke pointen med alt udstyret, han havde set flere personer rende rundt med det, men han havde endnu ingen anelse om hvad han skulle bruge det til. Han kiggede på hende, overrasket over at hun spurgte om mere, som han begyndte at gøre klar til at følges med hende. Han smilede bare til hende roligt.

"Jeg er blot ude for at rejse, har ikke noget andet at foretage mig, hvad med dig selv frøken?"

Han sagde det som et spørgsmål, men det var tydeligt at spørgsmålet også var omkring om hun var en kvinde. Da han egentligt ikke havde nogen chance for at vide om hun virkeligt var det hun lød bare som det og hendes kropsform var mere feminin end maskulin selv om hun var gemt væk under alt det tøj.

"Nogle gang er det sikkert. andre gang er det farligere" hun gav ham et beroligende smil bagmasken og forsætte forbi ham "Går an på hvem du rejser med" hun træk på skuldrene som om det var ligegyldigt for hende om man den ene eller den anden. hun stoppede op ved udkanten af lysning, hun vendt sig mod ham. for at se om han var med "Denne vej" sagde hun og bevægede arm, som tegn på. 'kom her, følg mig'

Hun tænkt lidt over hvad han havde sat andgående, hvor han skulle hen! hun sagde ikke noget før han var begyndt at følge efter hende og de gik inden i junglen igen. hun vendt sit ansigt mod ham og derefter sin krop. "øhm!... Så du er eventyrlysten.. der er rygter omkring et bestemt område, som skulle være unik og tiltrækker eventyrlysten til området." hun stoppede op og vente til han var helt henne ved hende. hun var lavere end ham.

Hun så op på ham "Og jeg er en frøken. vis det, er det du spørger efter. kan følger dig til udkanten af skoven eller til dette mystiske sted, valgt er det?"

Hun ventede på hans svar. fordi hun gad ikke gå forvirret rundt, fordi han ikke vidste hvor han vil hen. hun kiggede sig omkring, mest som en vane. hun undersøgt radioaktivt niveauet

Han gjorde ikke så meget andet end at nikke til hende som svar på at hun havde vel ret i at nogle personer gjorde det mere farligt at rejse sammen end at rejse alene. Han var nok egentligt mere i den gruppe der gjorde det farligere grundet han havde en gruppe af folk efter sig, men det var egentligt ikke noget han tænkte over da han ikke rigtigt havde set noget til dem overhovedet. Han gik over imod hende med rolige skridt.

"Mere bare at jeg ikke har noget bedre at foretage mig, og så tænker jeg at jeg lige så godt kan se mig om... Men det sted du snakker om lyder da meget spændende?"

Han sendte hende et smil, og nikkede igen som hun påpegede ham at hun altså var en frøken og derved var en kvinde. Det var godt så var han ikke helt så dum og havde da i det mindste bare en smule evne til at bedømme folk. Hvilket derfor også fik hans smil til at vokse sig en smule større.

"Nu kender jeg ikke dette sted du snakker om, så hvis du kan føre mig derhen vil jeg da gerne se det."

Hans smil var stadig bredt og han virkede meget ivrig og nysgerrig efter at se det sted hun snakkede om, hvorfor ville så mange folk mon drage ud i junglen for at besøge det samme sted? Det havde han svært ved at forstå.

"Hvorfor egentligt alt det tøj på?"

Han var aldrig ordentligt blevet lært eller forklaret hvad effekten af radioaktivitet kunne være.

hun nikkede forståenden og gengældt hans smil, med et venlig smil "det giver meningen, verden er stor og udforsket" hun bevægede sig hoved bagud som i 'lad os gå'.
"Lad mig tænke..." sagde hun mens hun begyndt at længere syd på. og dybere ind i junglen "Rygterne går på at, det ukendt land er dybt inden i jungle, men nyt land og områder som skal udforsket. Det er farligt land men har hørt der skulle være utrodeldigt smuk." hun kiggede hans retning, da han spurgt til sin påklædning.

Hun så underende ud. og derefter undersøgende på ham.

"for ikke at blive påvirket af radioaktivitet, har oplevet det ingen gang og..." hun stoppede lidt og tænkt over hvad hun sagde "min hårfarvet forsvandt. og har nu helt hvidt hår" sagde hun og flyttede en gren væk fra sig, hun kunne høre et dyr i nærheden. hun stoppede op og kiggede retning "hm" sagde hun tænkende

Hun så nu mod ham igen "Har aldrig hørt om nogle, som ikke kender til radioaktivitet... du er den første" sagde hun og kiggede underende på ham. og gik helt tæt på ham og så underende på, med et undersøgende blik. "Hvad er du?"

"Er den? Jeg troede faktisk ikke at verden var særligt stor, kun at den var farlig."

Kom det fra ham, da han kun havde set kort af USA og troede derved det var hele verden, og det han havde læst gjorde ikke at det virkede som om der var så meget at udforske. Hvilket var en af grundene til at han havde valgt at kaste sig over hans egen udfordring med at udforske det hele, fordi det kunne han vel lige så godt han kom alligevel godt fra de fleste skader der skete ham jo.

"Det lyder da i hvert fald som et meget spændende land, man kan finde derinde, ved du hvad der lever der?"

Han kunne ikke lade være med at være nysgerrig, han kiggede på hende. Han betragtede hvert eneste bevægelse hun lavede og lod ikke til at holde øje med andet end ehnde lige nu, men det var egentligt også sandt. Han holdte ikke øje med andet, han sørgede for at lytte istedet. Mange kulsorte nætter i en celle havde fået ham til at lytte meget intenst når hans syn var optaget.

"Ah radioaktivitet? Hvorfor kan det ændre din hårfarve? Hvad er det?"

Ordet ringede en smule hos ham, han havde hørt det brugt før af de folk der havde undersøgt ham, ofte når han var på vej til at døse hen grundet smerten. Han blev meget overrasket over at hun gik så tæt på ham og trådte et skridt bagud. De eneste personer der havde været tætte på ham, havde været forskerne og så en vampyr.

"Hvad jeg er? Jeg er en mutant, eller en Sauranthrope. Hvad med dig? Hvad er du? Hvem er du?"

Han svarede hende bare og stillede spørgsmål, fordi han følte at give hende hvad han var, var utroligt meget for ham. Det var den smule han havde. Hans navn var jo også bare opfundet, da han havde levet hele sit liv som forsøgskanin.

Hun lagde godt mærke til han gik et skridt tilbage, hun blev stående lidt overrasket over hans handling, men også fordi hun ikke vidste hvorfor. Hun var ikke vantil folk flyttede sig væk fra hende og slet ikke på den måde. han så ikke ud til at byde sig om hun kom så tæt på. hun så undersøgende på ham *gjorde jeg noget forkert* tænkt hun og kunne ikke lad være med at smil over hans betegnelser og verden "Tja. den er stor. når man vandre i den. og selvfølgelig farlig".

"Hvad der lever der? hm" hun tænkt sig om "Har hørt der er masser af dyrliv. men også høj radioaktivitet, men ikke overalt" kiggede sig omkring og så en dyr bevægede sig i trætoppenede. det var kun i et kort øjeblik, den var meget mørk.
og hurtigt væk igen... Hun havde dog hørt den i et stykke tid forinden, hun tjekkede for radioaktivt igen.. *den er stadig mild* tænkt hun og så over mod manden.

som tydeligvis var ikke var vantil nærekonkrakt. det var godt nok lang tid siden. hun havde været interesseret i en anden person, end sig selv og sin pligt selvfølgelige.


"Så du er mutant, Sauronthropy... det ord kender jeg ikke! Hvad er det?" hun gik igen tætter på ham og lod en hånd rør hans kind. han opdagede nu, hun også bare hansker. "Mig? Jeg er Menneske, ikke dem som er Occulta, men en som er voksnet op udenfra og Navnet er Adriana" hun gav ham et venlig smil, fra bag masken og vendt sig rundt igen. så de kunne forsætte.

Hun begyndt at gå.. "Nåhh ja. Er MedicHealer, vis du ved hvad det er?" hun kiggede rundt i junglen, der var begyndt at blive tættere i junglen og dyrlivet var begyndt at være mere aktivet.

Han kiggede bare på hende, glad for at hun holdte sig væk fra ham. Han var meget usikker ved at folk kom tæt på ham. Han var blevet alt for påvirket af at have været en forsøgskanin til at han kunne andet nu. Han vidste ikke hvorfor folk bevægede sig tæt på ham. Det var ikke det at være tæt på andre, men det at andre gik tæt på ham.

"Der er meget der er farligt, og ikke alt er tydeligt at det er det."

Han sagde det på en lidt kryptisk måde, da han egentligt talte om sig selv men ikke ville indrømme det. Han havde jo flere gange oplevet at være fanget mens han rev folk fra hinanden forvandlet til øglen og han hadede det mere end noget andet han kunne beskrive. Det gjorde ham en smule irriteret på sig selv.

"Høj radioaktivitet? Hvad gør det? Er det farligt? Siden du gemmer dig sådan væk fra det under alt det tøj der."

Han fulgte hendes blik op imod trætoppene. Han forsøgte at finde ud af hvad hun kiggede efter, han vidste ikke selv noget om faren ved radioaktivitet og heller ikke om hvor farligt det kunne være for folk som ham. Han vidste slet ikke at hans evne til at regenerere gjorde ham svagere overfor radioaktivitet. Han tænkte over hendes spørgsmål og først der så han hendes hånd komme op og røre hans kind, og han veg hurtigt hovedet til side, og kiggede på hende. Han vidste ikke hvad der foregik. Han havde ingen anelse om hvad han skulle gøre. Han trådte ikke væk han holdte bare hovedet væk fra hendes hånd.

"Sauro... betyder øgle, eller kommer fra et ord der betyder det. Og thrope kommer fra ordet for menneske... Så øglemenneske?"

Han kløede sig selv i håret som han forklarede hende det. Han kiggede så endnu mere undrende på hende da hun fortalte at hun ikke var som dem i Occulta, hvad var Occulta? Han havde været i mange byer, men han havde ikke rigtigt lært navnene, så det kunne være han havde været der uden at han vidste det.

"Occulta? hvad er der da med dem der fra? Hvad er Occulta egentligt? Jeg hedder Nocturne, eller jeg kaldes det. Nej jeg ved ikke hvad det er? Udover jeg har hørt ordet medic om soldater der helbreder andre soldater?"

Han spurgte for at høre om han havde ret mens han fulgte med hende. Han havde ikke den store anelse om hvad der var forude, men på trods hun havde gjort ting han ikke brød sig om var hun også mindre end ham, hun var ikke en trudsel! Ikke nu han var fri! *Tag dig sammen, ikke skræmt af lille kvinde!*

Da han ikke flyttede sig, men faktisk gjorde det nærme for hende at rør hans kind, breddet et smil sig, hun lod sin ene fingre bevægede sig blid over hans hud. selvom hun havde hansker på. men så flyttede hun den igen, mest fordi hun kom i tanke om han ikke var vantil nærekontrakt.

Hun begyndt at gå igen.

En gren blev flyttet til siden igen og hun kiggede overraskende på ham, da han snakkede omkring Radioaktivitet, som en det ikke kendt til det og dens påvirkning. *kan mutant være immun* tænkt hun og kiggede sig fremad, det var en ny information for hende. "Hvad gør det!" gentog hun og flyttede sit hoved fra en gren. hun tænkt den bestem måde at forklare det på.

"det går an på, hvordan og hvor meget du bliver påvirket af, men det kan ændre ens DNA, via mutantion, Faktiske er mutant racen en påvirkning af dette. men det kan også dræbe en, vis radioaktivitet er for høj." hun tænkt sig om, det var faktisk noget hun aldrig havde tænkt over. det var jo så normalt for deres tid, at vide at det er farligt og derfor helst skal undgås.

"Øglemenneske..." sagde hun mens tænkt nogle teorier igennem sit hoved, til hun kom i tanken om rygter omkring ølger, de kan få sin hale til at vokse ud igen... ej det vil være for åbenlyst "Har aldrig hørt om det før. men kan du fortælle mig mere" hun kiggede mod ham kort, et smil breddet sig over den måde han fulgte efter hende *som en lille unge, der følger sin mor nysgerrig*

Gjord hun var ved at gå ind i et træ, men hun undvidere i sidste øjeblik, hun bevægede sig endeligt ret let på tå, hendes fodtrin gav ikke særligt meget lyd fra sig, når hendes fødder mødt jorden. "Occulta.. er en menneske befolkning som boede i en beskyttede by. under 3 verdens krig... og blev først fornydeligt offentlig gjort for andre, at de fandes" sagde hun og smilet over at hendes hverdags viden var noget han ikke kendt til..

"Det også lidt rigtigt. men vi er ikke soldater, vi redder liv. om de er vores fjender eller venner... men vi helbrede alle og nogle er os er så dygtige at vi kan fjende radioaktivt forgiftning fra folk kroppe" hun stoppede op og kiggede sig omkring "Hmm... herfra skal vi til" hun tog en ny måling "Denne vej" hun forsætte igen. hun undgik alt radioaktivt som var højere end mild

Han var stadig meget nervøs over hendes berøring men han lod det ske. han kunne ikke gøre så meget, og det var jo heller ikke fordi det gjorde ondt. Han skulle bare vænne sig til det. Det var også tydeligt at da hun trak sig væk åndede han ud, og slappede tydeligt mere af. Han fulgte bare efter hende, han var nysgerrig og han lod alligevel til at have meget at fortælle ham.

"Ja hvad gør det? Det kan dræbe en? hvordan kan man genkende og undgå det? Er det som en slags røg eller noget i den stil?"

Han spurgte hende undrende. Han vidste intet omkring radioaktivitet. han havde formået at holde sig fra de farlige områder og den smule han havde fået i kroppen der havde skabt problemer var blevet skåret ud eller på anden måde fjernet og så healede hans krop tilbage til normal derefter.

"Øhm jeg har nogle af de evner vi normalt ser hos Øgler... Du ved regenerering... Du kunne hugge min arm af og jeg ville gro en ny... på hmm..."

Han tænkte tydeligt meget over det, det kunne ses han regnede som hans fingre bevægede sig.

"På under 160 timer, nok noget mindre, da min krop ville forme rigtigt meget adrenalin fra smerten."

Han smilede underligt stolt, ikke så meget over evnen men for ham var han mere stolt over at han kunne fortælle hende den slags ting, den slags tal og information. fortælle hende noget hun heller ikke vidste. Han fortalte hende dog ikke lige nu at han kunne skifte form som en varulv, ufrivilligt.

"Pas på!"

han greb med det samme ud efter hende og greb hendes skuldre og hev hende tilbage imod sig, så hun bumpede ind i hans brystkasse hvor han så med det samme slap hende. Han havde godt nået at se hun havde undveget men da han havde kastede sig over at ville redde hende gjorde han det alligevel. Måske var det også en smule fordi han gerne ville vise hende at han kunne være til hjælp.

"Er du i stand til det der med at rense en krop fra radioaktivitet? Er du en af de dygtige?"

Spurgte han med et smil på læberne.

Adriana stod nu tæt på ham igen, lidt i chok over han, af alle personer havde trækkende hende indtil sig. hun gik et skridt tilbage og kiggede op på ham "Tak" sagde hun, men hendes stemme var rystende. hun var ikke vantil at blive beskyttet på den måde, uden nogle bagtanker for den modsætte person. og Nocturn virkede ikke til være en af disse person. hun gav ham et forsigtigt smil og fik taget sig sammen til at svarede på mange af hans spørgsmål.

Hun rømmenede sin stemme for hun forklare ham omkring Radioaktivitet "Normalt kan du ikke se det. men der findes naturkatastrofer som bære radioaktivt i sig og du er ikke i tvivl når du ser de katastrofer. fx. støvstorm" Hun begyndt at gå igen
Efter lidt tid, hvor hun havde gået helt stille, uden at sige noget. som om hun prøvede at huske en vej, som hun først nu var kommet i tænker om. Gik hun igennem nogle grene og forsvandt for hans syn "Følge med, der noget jeg vil vise dig" sagde hendes stemme fra den anden side af grene. Hun stod og ventede på den anden side.

Da han kommer frem, kan han se et lukkede område, begrund af de tætte træer, men det var lysning, hvor for enden var et vandfald, som havde skabt en klar sø, med en lille flod som løb ud i junglen mod øst. "et fristed"

Hun kiggede rundt med sin maske "2%" sagde hun lavt og kiggede derefter på ham "Lad os holde et hvil her". de havde gået ret lang tid. "Hold da op. sikke en evne du endeligt har. at kunne få lemmer til at vokse ud, men er det ikke.." hun tog sin maske og hættetøj af. "smertefuldt... Har aldrig brugt. at bruge den evne. så kan jeg ikke svare dig på

Hun stod nu foran ham en bukser og top "Du kan måle radioaktivt med denne maske eller med sådan en maskinen" hun tog sin Geigertæller frem og rækkede ham den. "Her du må få den" hun gik hentil ham og begyndt at forklare hvordan man brugt den. Hun stod lige foran ham. mens hun pege og forklarede maskine forskellige muligheder og hvordan man aflæst den.

Han kiggede på hende en smule overrasket over at hun faktisk takkede ham, og så så han på hende med en smule rædsel da hun forklarede ham at man normalt ikke kunne se radioaktivitet. Det lød utroligt farligt, næsten som en usynlig sygdom. Da han tænkte det blev han pludseligt mere afslappet da han vidste at det var næsten umuligt for ham at blive syg grundet hans krop hurtigt ødelagde indvaderende baktierier og vira.

"Altså er radioaktivitet en form for sygdom, virus man ikke kan se?"

Han spurgte med stor nysgerrighed, og måske et eller andet sted også en form for håb i hans sind. Forsvundet? Han opdagede ikke hun forsvandt, men hørte så hendes stemme og han skyndte sig at følge efter hende. Han skyndte sig ind mellem grenene han kunne høre hende bagved. Han kigged på hende undrende da hun kaldte det for et fristed.

"64 timer!"

Svarede han hende hurtigt da hun lavt sagde 2%. Han holdte øje med hende og han kiggede rundt. Han var en smule undrende over stedet, hvad var der særligt ved det sted. Han forsøgte at stoppe hende da hun besgyndte at tage hendes maske og trøje af.

"Nej pas på det kunne være radioaktivt! Og jo det gør ondt at få hugget armen af, men det er ikke rigtigt noget jeg mærker længere... altså smerte... Efter 16 år fanget i en celle hvor hverdag var at få skåret 100g kød af låret, så glemmer man lidt hvordan smerte føles, hjernen glemmer kroppen gør ikke."

Han lod hende tage hendes udstyr af, da han kunne fornemme at hun altså ville have det af. Han kiggede på hende, noget tydeligere at se at hun var en kvinde uden alt det ekstra på. Han smilede til hende. Han kiggede på masken og undrede sig meget over den maskine hun viste ham, han startede med at pege den mod hende hvor der ikke rigtigt skete noget, så mod ham selv hvor der heller ikke rigtigt skete noget indtil han pegede den imod hans bukser og bylt han havde over skulderen lavet af den slidte kittel. Da han gjorde sådan begyndte den at bippe meget meget hurtigt, og han kiggede på den undrende.

"Hvad... Hvad... Hvad betyder det?"

hun stod og smilet over hans pludselig nysgerrighed og et ting han ikke kendt til. men da den bippede og det var peget mod ham. gik hun automatiske bagud "Radioaktivitet" svarede hun på hans spørgsmål. hun tog sin maske på og kiggede mod hans skuldre og derefter bukser. "Hvad" hun tog den af igen og så underende på ham.

"din kittel bære spor af radioaktivt, vil råde til du tager det af, eller finde noget andet at bære" hun vendt ryggen til ham, sætte sig på hug foran sin taske. Adriana ryddet rundt i den, hvad han kunne se var stof, nok noget tøj og nogle hård materialer, lidt svært at bedømme på afstanden. "Her" hun tog et par bukser frem "de var min brors" hun kastede dem over til ham. lignede nogle militær bukser. "Men kun vis du vil ha dem"

Hun lukkede sin rygsæt og havde nu ryggen til ham, hun var hurtigt til at tænke. tænkt måske ikke alt igennem. hun lagde sin maske på sin taske og kiggede mod ham

"Man kan vel, godt sige radioaktivt er en sygdom. og her er radioaktivit næsten ikke, så være ikke bang for jeg kommer noget til" hun satte sig på græsset med blikket nu mod vandfaldet

hun sad og tænke på, hvad han havde fortælt hende. hans oplevelse i cellen, hvad de gjord til ham. hun sagde ikke noget i et stykke til. faktiske var hun helt stille nu. ventede på han fik skift, vis det var det han ville. eller til han sagde noget til hende.
Men lige nu var hendes tanker meget trist. * tænk at nogle skulle gå igennem sådan en behandling. verden er virkelig ond. og modbydelig*. tænkt hun

"Vil du have mig til at smide mit tøj? Det kan jeg da ikke!"

Han kiggede sig rundt, en smule undrende. Var hun seriøst om det, men hun havde vel ret og han smed derfor sin kittel fra sig hurtigt, og da hun nævnte at hun havde bukser begyndte han at tage sine egne af for at kunne tage de andre på. Nu måtte han bare håbe at de ville passe ham. At hendes bror havde været på størrelse med ham. Han tog imod bukserne da hun rakte dem til ham uden tøven og skyndte sig at tage dem på. Han ville ikke have hun så ham stå sådan uden bukser på.

"Åhhh, men hvad så med min kittel og bukser, kunne du få det skidt af at være tæt på dem? Kunne jeg få det skidt af det?"

Han lød en smule bekymret men det var tydeligt i starten af hans sætning da han talte om hende. Han kiggede mod hende. Han var meget undrende. Han satte sig ned da han havde fået taget bukserne på igen. det var meget underligt for ham det her. Han vidste ikke hvad han skulle gøre.

"Hvordan ved man egentligt om man har fået det her radioaktivitet?"

Han så mod hende. Han ville gerne vide om han havde det.

Da han satte sig ned, var hendes blik stadig mod vandfaldet, hendes bliv var sørgmodigt, ikke fordi hun savnede sin familie er noget i den stil. hun var trist over nogle skulle mærke verdens mørke. hun vente sit blikket mod ham, da han snakkede til hende omkring radioaktivitet, om hvilke påvirkning det kan give..

Hun havde lagt sit hoved på sine knæ, der var trækkende indtil sig, hun smilet til ham "Gør man heller ikke altid, nogle gang er der ikke tydelig tegn, andre gang er der, som kvalme, svimmelhed og nogle besvimer også... mens ændre opleveler ændring på kroppen. som mit hår" sagde hun mens hun så undersøgende på men på ven rar møde. da hun var interesseret i ham! hvad han var og hvem han var...

"Nogle oplever voldsomre påvirkninger som at de pludselig blødere ud af øre, næse, mund eller øjne og nogle er så uheldig at de dør eller bliver parment syg. nogle af dem som for synlige ting.. bliver ofte kaldt mutant, men er endelig mennesker. men det sker oftest ved nyfødt, mens de stadig er i deres mødre."
Hendes stemme var dækkede til af hendes arm, så det virkede lidt utydelig men forstålig. Hun smil til ham og rakte sig op mens hun kiggede på hans tøj. "Ja. dit tøj kunne havde påvirkende mig negative, men nogle gang bliver man ikke. den del af jeg ikke helt selv forstået i nu" hun fniset.

"Og..." hun var stille prøvede at tænke hvordan hun skulle sige det "Trist over du, skulle opleve verden på den måde" hun vil tag hans hånd, men kun tag det vis han tillod det. vis han tillod den vil den for et lille klem, men lige meget hvad han gjord, vil hun sige "Selvom du er vantil det... er smerte stadig ubærlig. kan godt være du ikke mærke det på samme måde mere. men det gør det ikke til en god ting.. at folk eller du selv gør det, ved dig selv" hun slap igen hans hånd og rømmenede sig "Undskyld, det kommer ikke mig ved hvad du gjord. undskyld" hun kiggede nu væk. mest fordi hun opdaget sin opførelse

Han kiggede på hende, og var pludseligt bange for at hun savnede hendes bror, og det havde været forkert af ham at tage imod hendes brors bukser. Han ville ikke bare tage dem af, men man kunne måske spørge hende om hun gerne ville have dem tilbage. Han kunne altid bare bruge dem han havde, de havde jo ikke ladet til at gøre skade på ham på nogen måde. Så hvorfor skulle de kunne gøre det nu efter de havde været af?

"Var det forkert af mig at tage imod bukserne? Savner du din bror? Ikke noget jeg nogensinde har haft, altså udover at jeg kan gro skæ..."

Han stoppede sig midt i sætningen. han forsøgte stadig at holde det sidste af hans evne en hemmelighed for andre personer. Han håbede derfor ikke at hun lagde for meget i det ord han lige havde været ved at sige. Han sørgede derfor for at kigge væk fra hende. Han nikkede bare til det med at det ikke var sikkert at hun var blevet påvirket af hans radioaktive tøj.

"Hey jeg er fri nu! Ikke nogen grund til at dvæle ved fortiden! Eller dåne efter fremtiden!"

Han sagde det med en glad stemme, og han sørgede for at holde sig lidt fra hende. Han var ikke sikker på hende. Ikke når hun havde været så hurtig til at bevæge sig tæt på ham. Det gjorde ham nervøs og meget usikker på sig selv. Det var også derfor han forsøgte bare at bringe samtalen videre med noget af det han havde lært fra en meget meget tosset person han havde mødt på hans vandringer.

Ved han udtales omkring hendes bror og bukserne, kunne hun ikke lad være med at grinede "Nej.. nej.. behold dem.. selvfølgelige savner jeg ham.. men ikke... " hun rettede sin sætning og prøvede at holde sit grin tilbage og virkede alvorlig "han bruger dem ikke mere og du kan passe dem. så behold dem. det vil gør mig glad. ved tanken at de bliver brugt" hun rykkede sig væk fra ham igen.

mest fordi han virkede til at kunne li hendes nærvær. "Det okay. glemmer ikke alle bruger sig om tæt kontakt" hun gav ham et smil "Skæl... skævt... Uhhh Hale" hun sagde det drillende men også nyserigge "Måske lige som varulve, kan du blive en øglemenneske" sagde hun mest som et gæt. "Men hør. du behøver ikke fortælle mig det. plus" hun små grinte over hans måde at ændre stemning på.

"Chance for vi mødes igen, er nok meget lille" hun viste en afstand med sine fingre, den var fingre. uden fejl... men hun havde en grimt af på håndoverfalden, tydeligvis efter en kniv, vis du kiggede rigtigt efter kunne du se arede var over i håndfalden. "Det er klogt sagt, lad og ikke dvæle ved fortiden, men dåne efter fremtiden.. den kan jeg rigtigt godt li" hun opdagede ikke han prøvede at ændre emne...

"Nåh lad os komme videre! du har et sted. du skal se" hun smilet til ham. mens hun gik hen og tog sine hættetøjre på. da hun løftede armende overhovedet kunne han se hendes maveskind. men kun kort. hendes hud lignede det på sine hænder, bleg. ud rørt og så igen.. hun havde tattooviering... eller sort mærkeringer på sin mave, han kunne ikke se hvad det var eller skulle ligne.. hun fik rettede sin hættetøjre på plads, hun gav ham et smil for hun tog sin maske på.

"det er jeg glad for, altså at det vil gøre dig glad, ikke at du savner ham det er trist."

Han smilede til hende, der var nogle ting han havde lært, og en af de ting var at det uden tvivl ikke var rart at savne nogen. Ikke en følelse han selv havde oplevet men han havde hørt om den fra andre, dette med at tænke på noget man gerne ville have fat i men som man ikke kunne få lige på det tidspunk.

"Det er bare... De eneste der har været tæt på mig har været forskere og en vampyr... Så jeg er ikke så glad når andre bevæger sig tæt på mig, når jeg bevæger mig tæt på andre er det bedre fordi så føler jeg at jeg stadig har magt."

Han smilede til hende, og han kiggede mod hende da hun begyndte at snakke om hvad han mon havde sagt, og da hun nævnte skæl kiggede han hurtigt væk, og han lignede næsten en der forsøgte at gemme sig da hun nævnte det med halen. Han blev dog revet ud af det da hun sagde det med varulve og kiggede på hende.

"Nej! Jeg er intet som dem! De har kontrol! Mit sker bare når jeg bliver for skræmt, vred, eller på andre måder får for meget adrenalin i kroppen."

Det at hun havde været ved at afsløre ham, havde fået hans hjerte til at slå meget hurtigt og fået hans adrenalin til at pumpe, da han havde meget nemt ved det. Det kunne lige nu ses ved at hans øjne nu var blevet en smule øgleagtige. Hans negle var også blevet lidt mere som klør. Da han så sine fingre kiggede han væk fra hende igen.

"Du behøver ikke vise mig vej mere, tror det er bedre for din egen skyld at du bare rejser videre, det var hyggeligt at møde dig."

Han sendte hende et skævt smil med lukkede øjne. Han kiggede så hurtigt væk igen. Han var på ingen måde stolt af hvad han var, og hvordan han kunne miste kontrollen og skade andre personer.

"Oh.. jeg mener intet ondt i at gå tæt på dig. vil bare gerne hjælpe dig. så tænkt ikke over det" hun sagde det på en venlige måde. hun vendt sig mod ham igen og så hans pludselig forændring. hun havde slet ikke set, han havde kiggede væk og prøvede at gemme sig fra hende.

da ham begyndt at forklare tingene.. var hun først glad og så kom der overraskelse over hendes ansigt, hans øjne ændrende sig og klørende os. hun havde hørt det ved varulve, men aldrig set det selv. hun blev stående helt stille mens han kiggede væk, og gemt sig væk fra hende. som om han var et monster...

Hun kunne lad ham være alene og det så betyde hun kom til skade.. hun kunne ikke efterlade et sårede person, og slet ikke noget hun havde påført person. hun så hans skæve smil og blev vækket op fra sine tanker... "Nej!" hendes stemme var klar "Gå ikke. det okay". Hun gik henmod ham. langsomt men bestemt "Det okay Nocturne. undskyld, jeg gik sat gang i det." hendes stemme var blid og rolige "Kig på mig. lad mig se.. jeg ikke bange"

"Det tror jeg godt jeg ved, det er bare meget underligt stadigt..."

Han sendte hende et forsigtigt smil. Han forsøgte virkeligt på ikke at lade det gå ham på, men hvis hun bare gav ham plads ville det uden tvivl gå over inden alt for længe. Han var ikke sur eller trist over at hun havde bragt det på banen, eller ikke sur på hende, måske en smule på sig selv når det kom til stykket.

"Det er ikke din skyld, du skal ikke undskylde..."

Hans stemme var ru og nærmest som om han hvæste som en del af hans udtale lige nu. han ville bare gerne have ro så han kunne falde ned, og hendes nærvær hjalp ham ikke lige nu, han blev mere urolig over det lige nu.

"Nej lad mig være... bare lad mig være! Jeg skal bruge ro!"

Han holdte sig stadig skjult fra hende, mens han gik fra hende over til vandfaldet hvor han smed sit tøj uden at tænke over hun var til stede, hvilket afslørede en meget afstumpet hale, begyndelsen på en. Han gik så ind under vandfaldet og stod der bare.

hun så sørgmodigt på ham, mest fordi hun ikke kunne gør noget for ham, andet end at ventede. men også at hun var skylden i det. ved at bringe det emne i sollyset. men hun kiggede ikke væk fra ham, mest fordi hun vil vise ham, hun ikke fornægtede hvad han var. af venlighed, da det tydeligvis var et øm punkt.

"Jamen det er min skyld." hun blev helt stille da han sagde, hun skulle lad ham være. hun stod helt stille, som et forladt barn havde fået af vide. 'det skal nok gå, jeg kommer efter dig. selvom barnet vist forældrene ikke vil komme igen' hun stod helt frosten til jorden og så mod ham med et trist blik "undskyld" sagde hun lavt.

Hun opdagede godt han forvandling. men hvad for nok havde interessere hende og vækket hendes nysgerrighed, hold nu hende tilbage. hun var fuld med mange følelser... forægte til sig selv... tristhed... glade... nysgerrrighed.. hun vidste ikke hvad hun skulle gør. hun kiggede mod vandfaldet. hun kunne se hans skygge bag vandfaldet. hun gik lidt tættere på og stoppede op foran vandfaldet indgang. hun så mod tøjet der lå.
hun sagde men en klar stemme, men også så han hørt det "Okay. Jeg venter på dig. brug din tid.. jeg" hun stoppede og så mod hans skygge "sætter mig herover". Hun vente ryggen til ham og tog sin hætte af sig, mens hun nu stod med sin mask. *Flot klart.*

Han rystede bare på hovedet af hende, fra hans synspunkt var det ikke hendes skyld, han bebrejdede ikke hende, men istedet sig selv og de forskere der havde været skyld i at han var blevet som han var den dag i dag. Han rystede bare endnu mere på hovedet da hun undskyldte.

Han blev bare stående under vandet, den konstante lyd af vand der piskede mod ham, følelsen af det. Den bidende kulde det hjalp med at gøre hans tanke klare og rolige. Han stod og kiggede ind i stenmuren. Der gik nok et kvarter hvor han bare stod under vandet, og da han kom ud igen så var det tydeligt at var sig selv igen.

"Tak."

Sagde han hen i hendes retning, inden han begyndte at ryste sig selv. Han hoppede op og ned for at få det værste vand af kroppen da han ikke ville tage hans tøj på inden han havde fået det værste fugt af kroppen først. Han kiggede mod hende.

"Du skulle vel ikke være så smart at rende rundt med et håndklæde eller noget andet stof der godt må blive vådt?"

han spurgte hende mens han sørgede for at holde sine ben lukkede og med sine hænder dækkede han for hans nedre dele, da han helt ærligt ikke syntes han bare kunne stå og vise det til hende sådan uden videre.

Hun vidste ikke hvor lang tid der var gået, hun havde siddet sig ved siden af sin tasken, på græsset. efter lidt tid havde hun taget en blok frem og nogle kridt og var begyndt at tegnede omgivelserne. hun prøvede at lad være med at tænke over hvad Nocturne var igennem. men det var umuligt for hende.. hun var stillede og lyttede til omgivelserne, hun hørt vandfaldet som slå mod nocturne, alt hendes opmærksom var stadig på ham. så hun kunne ikke rigtigt udtrykke sig, via naturen. så hun tog en ny skridt og tegnede, hvad hun huske Nocturne så ud...

Hun hørt han kom ud og snakkede til hende "Hmm" svarede hun, mens hun stadig havde ryggen til ham. men et lille smil kom frem da han spurgt om hun havde noget at tør med... hun tænkt lidt over det og kiggede ned i sin taske "hmm..." sagde hun tænkende, hun var meget koncentreret "Jo. det har jeg" sagde hun og rettede sit blik mod ham. mens hun vidste et stykke stof. hun virkede helt rolige da han stod der helt nøgen for hende, hun kom faktisk til at smile ved synet. "Du glemmer er medichealer, jeg er vantil nøgen personer", men hun kastede stoffet hende til ham. hun var ret god til at kastet i forhold til hun sad ned. hun vente sig rundt og begyndt at tegn videre... hvad han ikke kunne se var hun små rødmede.. han var dog ikke nogle patient. så hendes tanker var ikke professionelle lige nu. derfor ramt det hende som en normal kvinde.

Hun var igang med at tegne en portalt af ham. lige nu var hun igang med at tegnede hans ansigt. hun var ikke helt fanget af hvad hun lavet. og sad igen med ryggen til ham.

"Mange tak"

Han tog imod stoffet med glæde og begyndte at tørre sig hurtigt fordi på trods af at hun sagde hun var vant til at se folk nøgne så var det ikke noget han ligefrem brød sig om, så han skyndte sig at tørre sig hurtigt, og skyndte sig derefter at tage tøj på, da hun da også var venlig nok til at vende ryggen til så han ikke var alt for flov over at stå nøgen foran hende. Han gik så over og satte sig ned ved siden af hende.

"mange tak for både stof og bukser."

Han sendte hende et smil inden han kiggede ned på hende tegning, meget overrasket over hvad det var hun lavede kiggede han bare væk fra hende, og forsøgte egentligt at glemme hvad han havde set og lade som om han intet havde set, da han ikke vidste om han skulle være glad eller irriteret over at hun tegnede ham. Det var meget uvant for ham.