En lille svømmetur (Amphitrite)

Påklædning Nøgen, hvis man ser bort fra hendes hale

Selvom vejret over vandet muligvis ikke var af den bedste kaliber, så var det som altid monoton under vandet. Ganske vist kom der storme, og her skete der skam forandringer i vandet, dog var der intet i disse timer. For dem som sejlede på vandet, ville der ikke være synderlig meget at se i det dybe hav, dog hvis man først søgte langt nok ned, så ville man så sandelig for øje på et vidunder. Dette var selvfølgelig hvis man overhoved overlevede det, også samtidig også hvis man var det rigtige sted. Mange som tog ud til havet, tog enten ud for at søge efter legenden, eller også for at få sig en hyggelig tur. De som søgte den hyggelige tur, fik det med stor sandsynlighed også, hvor de som søgte efter legenden nok ikke fik oplevelsen af at se den. For det var skam en legende for en grund, netop fordi dette ikke var en ting som man fik så nemt øje på. Sagnet om Lympha folket var direkte ukendt, mest af alt fordi de mere inspirerede historierne omkring havfruer og sirener, frem for hvad de i bund og grund var. Dog betød dette så samtidig også, at i mange år havde idioter taget turen ud til havet, hvor de ville dukke efter fundet på dette folk. Dog som altid havde de intet fundet.

I et stille område af havet, svømmede Amphitrite rundt. Som hun svømmede rundt, var det omgivet af en flok fisk. De anså hende som værende en af deres egne, og derfor gjorde de ikke just noget for at skade hende. De svømmede derimod tæt på hende, nogle gav hende endda muligheden for at stryge sine fingre hen over deres skæl. At sige hun var kendt i havet, ville være en underdrivelse, for selvom hun var sky af natur så var hun også nysgerrig. Hun elskede at opdage nye ting, så derfor havde hun i en ung alder set hele sit hav igennem, og her lært de mange kroge af det.
Hun havde aldrig været den største til at bevæge sig imod overfladen, denne nat havde dog været en af de få tider hvor hun havde lyst. Det er aften, så måske var der ikke mange der rent faktisk var fremme. Måske var det kedsomhed, eller måske var det nysgerrighed der fik hende op imod overfladen. Det var nemlig ikke ofte hun rent faktisk begav sig imod overfladen. Intet havde dog forberedt hende på hvad der ville møde hende, da slet ikke den unge mand som skød imod vandet fra himlen. Det var nok mest mandens skrig som fangede hendes opmærksomhed, men det var også dette som fik hendes bevægelser til at blive hurtigere. Hun skyndte sig op imod overfladen, hvor hun her greb fat om manden og hjalp ham op på overfladen igen "Er du okay" spurgte hun med et bekymret blik