Tid: tidlig nat, klokken er knap over tolv Sted: havet ved New Miami omgivelser: sand sand og atter sand...og så selvfølgelig havet Vejr: skyfrit, der kan ses en del stjerner, hvis man skulle have lyst til at se op.
Allerede i det sekund den ungt udseende kvinde ankom til stranden var hun begyndt af fortryde det. Blot synet af havet fik minderne til at skylle indover hende som en metaforisk flodbølge, hvilket hun langt fra var begejstret over. Bølgernes dæmpede skvulpen lod til at at bringe barne latter med sig. For længst udslukt latter. Hendes egen og så hendes to år yngre lillebrors. Her var de kommet meget, selv i den tid, hvor økonomien overhovedet ikke kørte som den skulle, for strandbesøg kostede som hendes mor havde sagt med et glimt i øjet jo ingenting. Snare fik du noget for en tur på stranden. Nemlig, frisk luft og ny energi til sjælen.
Et bittert grin klingede kølig lyst fra kvindens læber og hun lod hætten på den sorte trøje falde bort fra sit ansigt, så det lange blonde hår kunne bevæge sig frit i den milde havbrise. Den lugtede af salt. Vampyren rynkede på sin spinkle næse og kneb de gråblå øjne sammen til smalle sprækker. Havde hun overhovedet en sjæl længere? funderede hun. I så fald havde hun en god ide om, at der skulle mere end "den livgivende havluft" til at klinke skårene sammen. Uden nogen synderlig entusiasmegik hun tættere på havet, spakende til sandet med sine tunge læderstøvler, der tydeligvis havde været brugt i mangt et år. Der sad stadig pletter af noget, der umuligt kunne være andet end indtørret blod ude i snuden på den venstre støvle. "Jeg hader sand, hvorfor bliver jeg ved med at gøre det her?" spurgte hun mumlende hun bidende for sig selv, som om hun forsøgte at skælde sig selv ud for en fejltagelse.
*Du klynger dig til den fortid du forsøger at løbe fra, fordi du er ynkelig* brød en sældeles uvelkommen tanke ind. Med et fnys bøjede hun sig forover og samlede en blegt lyserød konkylie op. Forsigtigt børstede hun med en bleg slank hånd det værste af sandet bort og puttede den i den lille taske, der hang over hendes skulder. Dean ville have lyttet til havet i den og insisteret på, at det var havet, ligegyldigt, hvor mange gange han fik at vide, at det blot var lyden af blodet i hans øre eller noget i den stil. Med skyggen af et smil, der hurtigt svandt satte den lyshårede kvinde sig ned i sandet, der stadig holdt krampagtigt fast på mindet om solens varme, der havde opfyldt det hele dagen. I en elegant bevægelse trak hun de slanke ben op under sig og lod et kort øjeblik ikke til at lade det plage sig, at der kom sand på hendes mørke skinny jeans. "Lady bird lady bird fly away home, your house is on fire and your children shall burn," sang hun lyst for sig selv akkompagneret af bølgernes skvulpen og minderne om latter.
Amphitrite Nybegynder.
Race : Lympha Navn. : Amphitrite Antal indlæg : 36 Reputation : 1 Join date : 07/03/16
Påklædning Nøgen, hvis man ser bort fra hendes hale
Selvom vejret over vandet muligvis ikke var af den bedste kaliber, så var det som altid monoton under vandet. Ganske vist kom der storme, og her skete der skam forandringer i vandet, dog var der intet i disse timer. For dem som sejlede på vandet, ville der ikke være synderlig meget at se i det dybe hav, dog hvis man først søgte langt nok ned, så ville man så sandelig for øje på et vidunder. Dette var selvfølgelig hvis man overhoved overlevede det, også samtidig også hvis man var det rigtige sted. Mange som tog ud til havet, tog enten ud for at søge efter legenden, eller også for at få sig en hyggelig tur. De som søgte den hyggelige tur, fik det med stor sandsynlighed også, hvor de som søgte efter legenden nok ikke fik oplevelsen af at se den. For det var skam en legende for en grund, netop fordi dette ikke var en ting som man fik så nemt øje på. Sagnet om Lympha folket var direkte ukendt, mest af alt fordi de mere inspirerede historierne omkring havfruer og sirener, frem for hvad de i bund og grund var. Dog betød dette så samtidig også, at i mange år havde idioter taget turen ud til havet, hvor de ville dukke efter fundet på dette folk. Dog som altid havde de intet fundet.
I et stille område af havet, svømmede Amphitrite rundt. Selvom hun havde muligheden for at svømme med sin hale, var det ofte hun svømmede med sine ben. Dette gav hende en mulighed for at betragte flere ting, og i længere tid. Dog hvis faren var der, så kunne hun skam hurtigt få halen frem og her ville hun hurtigt være væk. Som hun svømmede rundt, var det omgivet af en flok fisk. De anså hende som værende en af deres egne, og derfor gjorde de ikke just noget for at skade hende. De svømmede derimod tæt på hende, nogle gav hende endda muligheden for at stryge sine fingre hen over deres skæl. At sige hun var kendt i havet, ville være en underdrivelse, for selvom hun var sky af natur så var hun også nysgerrig. Hun elskede at opdage nye ting, så derfor havde hun i en ung alder set hele sit hav igennem, og her lært de mange kroge af det. Hun havde aldrig været den største til at bevæge sig imod overfladen, denne nat havde dog været en af de få tider hvor hun havde lyst. Det er nat, så måske var der ikke mange der rent faktisk var fremme. Måske var det kedsomhed, eller måske var det nysgerrighed der fik hende op imod overfladen. Ikke desto mindre fik hun sin hale frem, og i dette sekund svømmede hun direkte op imod stranden. Det var som hun kom tæt på overfladen, hun hørte lyden af sang. Dette betød så der var en op ved stranden, dog lød det kun af en person, så måske var det ikke farligt. Nysgerrigt gled hun op imod overfladen, hvor hun fik øje på en ung kvinde. Hun var stadigvæk et fint stykke fra selve stranden, men hun kunne stadigvæk se kvinden. Hun lagde hovedet på skrå, alt i mens hun betragtede kvinden "Du synger godt"
"Ved Van Hellsing," udbrød hun i et sjældent anfald af overraskelse. De blågrå øjne blev store og hun stirrede indgående på kvinden. Hun lagde hovedet på skrå i en spejling i en spejling af kvindens handling og lod til at gennemgå et indviklet studium af alt, hvad hun kunne sanse om denne særegne fremmede. Så afgjort en eller anden form for havvæsen. Selv hendes blod duftede ganske svagt af hav. Og køn var hun også, måtte Mina konkludere. Faktisk var hun næsten irriterende køn. Man skulle tro, at en, der lige havde stukket hovedet op af havet ville se mindre ordentlig ud. Mina lod sin ene mundvig trække op af i, hvad der bedst kunne beskrives som et sarkastisk provokerende smil, der fint gav udsigt til hugtanden i den ene side af hendes overmund. Øjnene forblev dog ganske kølige og betragtede hende med den form for distanceret lettere makaber interesse man ville kunne finde i børn, der desikerede skar frøer op i et biologilokale. "Tak," svarede hun endelig på kvindens kommentar. Hun trak på skuldrene og pustede en lok hår væk fra sit ansigt, før hun med en slank finger satte den på plads bag sit øre. "Og hvad så med dig Ariel, er du kommet til overfladen for at finde din prins eller er det noget andet, der trækker den her gang?" spurgte hun uden, at lade det skæve smil vige fra sine læber så meget som et sekund. Hun hævede et øjenbryn og ventede på hendes reaktion med halv iver. På en måde, var hun vel taknemmelig for dette nye væsens tilsynekomst, for det distraherede hende fra den lange række af minder, der for hende hang over netop dette sted som spindelvæv i et for sjældent besøgt hus.
Amphitrite Nybegynder.
Race : Lympha Navn. : Amphitrite Antal indlæg : 36 Reputation : 1 Join date : 07/03/16
Hun betragtede stille kvinden, sagde intet og hun gjorde rent faktisk heller ikke det helt store. Der var ikke meget at ane i de mørke øjne, ikke andet end nysgerrighed. Hun kunne vel nemt ane denne kvinde, ikke var helt så ufarlig som hvad hun havde troet i starten, hun var måske derimod noget helt andet. Spørgsmålet var blot hvad, for ville hun være til farer? Eller kunne hun være en farer? Da kvinden fik et chok, hævede hun blot øjenbrynet og betragtede hvordan kvinden fik rettet sine øjne imod hende selv. Hun havde ingen indikationer i form af følelser, mest af alt fordi hun forblev stille og generelt ikke gjorde meget. Ved synet af hugtanden, rynkede hun blot brynet. Hun havde ikke set mange væsner, men denne kvinde synet af have præcis samme hugtænder som de hun selv kunne trække frem. Lympha racen kunne også trække hugtænder frem, disse var mere i form af selvforsvar end noget andet. Da kvinden så endelig svarede svømmede hun ganske lidt tættere på. Der var ingen indikationer på en reaktion, da slet ikke på smilet eller det blik hun blev sendt imod sig. Det var vel ikke det værste blik hun havde fået sendt imod sig, for det meste var det en hel del værre. Hun havde før været set af mennesker, og de plejede at sende en del værre blikke, så dette var ikke det værste. Da hun igen begyndte at snakke, og denne gang snakkede om en eller anden Ariel, rynkede hun brynet "Jeg kender ingen Ariel" hun havde levet i vandet det meste af hendes liv, eller rettere faktisk hele hendes liv, så det var vel klart hun ikke kendte til denne Ariel eller noget i den stil. Og hvorfor skulle hun dog finde en prins, hun var selv prinsesse. Hun lod sin hale blive til ben, og her lod hun dem ramme bunden, som hun gik en smule frem og her var det mere tydeligt end før, at hun intet tøj havde på sig og derfor var fuldkommen nøgen
Hun holdt blikket fæstnet på hendes angsigt. Godt nok havde hun ikke ret meget empati eller forståelse for folks følelser længere, men hun tog stolthed i at hævde, at hun i hvert fald på et eller andet plan stadig havde respekt for folks grænser. Særligt kvinders grænser var hun meget opsat på ikke at overskride, da hun selv havde oplevet mange mindre behagelige hændelser centreret omkring overskredne grænser. "Hvem er du så? For jeg går ikke udfra, at du bare er ude at svømme en tur og muterede til halv fiskeform for sjov skyld?" spurgte hun med et hævet øjenbryn og så indgående på hendes kønne ansigt, som om hun kunne suge svarene hun havde brug for ud ved blot at stirre ublinkende på hende. Dog fjernede hun blikket imens hun ventede på svar og så i stedet op på himlen vis altopslugende uendelige mørke kun blev brudt af månens spøgelsesagtige lys, samt stjernernes svage glitteren. Månelyset syntes at få verden til at fremskrå uvirkeligt skinnende og ulden i kanten som en eller anden feberdrøm, drømt i øjeblikkende før døden endelig gjorde sin entre på et værelse, der var tungt af lugten af sygdom og følelsen af sorg. Med en dæmpet fnysen trak hun sig selv ud af tankerne og rystede på svagt på hovedet af sig selv. Nu var ikke øjeblikket til at tænke filosofiske eller poetiske tanker. I stedet lod hun blikket vende tilbage til den anden kvindes ansigt igen.
Amphitrite Nybegynder.
Race : Lympha Navn. : Amphitrite Antal indlæg : 36 Reputation : 1 Join date : 07/03/16
Amphitrite havde ingen forståelse på tøj. Hun havde aldrig gået i det, så hun anså ikke den nøgne krop som værende et problem, hun forstod snarer ikke hvorfor man dækkede den til. Måske var dette fordi hun i sit liv under vandet, aldrig havde oplevet et behov for tøj. Alle hun kendte levede på samme måde, så der var intet behov for en forandring, og siden alle levede sådan, så var der ingen af dem som så problem i at være nøgen. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede kvinden foran. På trods af det gennemborende blik, så fik hun intet indtryk af denne kvinde ville gøre hende ondt. Dette medførte også hun fortsatte sin gang op af vandet. Hun stoppede dog da vandstanden nåede hende til omkring midten af maven, hvilket dog også medførte hendes brystparti var blottet fuldkommen. Hun forholde sig stadigvæk under vand, da blottelsen af vandet fuldkommen ville gøre hende svag. Hendes ben ville være svage, mest af alt fordi de ikke var vant til at bære sådan en vægt. Vægtfordellingen i vandet var ikke den samme som over vand, hvis hun bevægede sig over vand, ville vægten føles større og derved ville hun have sværere ved at gå. Hendes skællede hud forandrede sig ligeså langsomt, og i deres sted kom der normal hud. Dog forblev hendes hud under vandet stadigvæk skællet.
Ved kvindens spørgsmål, kastede hun straks sin fulde opmærksomhed imod hende igen "Mit navn er Amphitrite, og nej jeg svømmede mig skam ikke bare en tur, jeg bevægede mig rundt i mit hjem" Hun var måske sky af natur, men denne kvinde var interessant. Hun havde ikke oplevet mange andre væsner end de i havet, hvilket også gjorde at i dette tilfælde kom hendes nysgerrighed for alvor op. Hun var dog stadigvæk på vagt, hun skulle helst ikke blive taget, og derfor skulle hun altid være klar på at flygte igen "Hvad med dig selv? Hvad laver du ude denne nat?" hun lagde hovedet på skrå, samtidig med hun hævede det ene øjenbryn spørgende
"Dit hjem huh? Sikke et hjem at have,erklærede hun med et hævet øjenbryn og lod sig ikke mærke synderligt med kvindens blottede brystparti. Nu var det jo ikke fordi, at hun slet ikke var vant til at se noget sådant. Særligt eftersom hun jo selv var en kvinde. Dog interesserede ændringen fra skæl til normal hud hende og hun lagde med mild overraskelse hovedet på skrå og studerede hende uden ret meget andet end en form for ophøjet interesse. Egentlig var det ikke fordi, at hun af princip så sig selv som værende højerestående eller på anden vis bedre stillet end denne mystiske kvinde. I stedet var det snare med samme ophøjede, halvkølige og mildt underholdte attitude hun behandlede alle væsner, ligegyldig hvad for nogle typer de egentlig var. "Jeg undgår såmænd bare at blive stegt af solen, den er ikke ligefrem god for folk som mig," sagde hun med en tør latter og viftede let med hånden på en affærdigende måde, som om spørgsmålet nu var besvaret selvom hun egentlig ikke forventede, at hun vidste, hvad hun mente med "folk som mig,"kommentaren. "Mina, foresten" præsenterede hun sig selv i en nonchalant tone
31/5/2017, 20:24 af 
