Piratturen (Plot-emnet)

Det lille køretøj kæmpede sig vej op af rampen med dens tunge last af proviant. Skibet var stort og der var en del mandskab, så der var brug for en del ressourcer og mad. Heldigvis i denne tid kunne man få små trucks til at køre op med det i stedet for at spilde kræfterne på det. På skibet blev kasserne stillet på nogle små vogne, der ved hjælp af nogen skinner der gik tværs over skibets dæk og med en lille elevator førte kasserne ned i skibets lagerrum.
Lastningen havde været i gang et par timer snart, mens kaptajnens mandskab havde været travlt optaget af at sikre skibet snarlige afgang med andre opgaver. Enkelte overså at lastningen gik gnidningsfrit og at de fik alt det med, som de havde brug for. Andre kravlede rundt på masterne. Skibet lignede et gammeldags skib. Stort, med nogle store master. Men i stedet for at være lavet af træ, var hele skibet sat sammen af metal og i stedet for at bruge en masse reb havde kaptajnen en masse knapper hvorfra han kunne styre skibet. Alt fra om de skulle bruge skibets store motorer eller sejl. Han kunne sætte skibet på automatpilot, hvis de alligevel skulle sejle samme retning i lang tid. Og selvfølgelig en del knapper der kunne en masse andre små, sjove ting på hans skib.
Hans skridt gav genlyd på metallet under ham, da han med sine kraftige skridt trådte væk fra sit ror og over til kanten af sit skib for at vurderer hvor lang tid der gik før afgang.
Han fnøs, mens han tyggede lidt ekstra på skråen i sin mund. Den sure smag af nikotin gjorde ham godt tilpas. Han lettede på sin store hat - man måtte elske klassikerne - og rettede på de få, grå hår han havde tilbage. Han var så godt som skallet, faktisk og hatten hjalp med at holde en mulig solskoldning væk. Og fik folk til at holde kæft og hans efterhånden forsvundne hår.
Nogle kraftige ar strakte sig fra hans ene kind og ned over halsen, før det forsvandt ind under hans lange jakke, der var sikrede med store og kraftige knapper. Der var et utal af lommer. Han havde støvler på af noget læder der tydeligvis havde set en del havluft, for læderen var begyndt at krakelerer af mangel på vedligeholdelse med...Et eller andet. Hvad gik han op i det? Forhåbentlig ville denne tur give ham råd til at købe lige hvad han ville. Måske skulle han ligne en af de der påfugle når de kom hjem!
Altså. De gamle påfugle. Dem man fortalte om i historierne, der var flotte med deres store halepragt. Ikke dem der var i dag, der lige så godt kunne flå en ko som et menneske og hvor halefjerene nu udgjorde fuglens egen arsenal af våben.
Apropos våben...
Han vendte sig og gik ned af trappen til resten af dækket. Han ville tjekke om skibets våben var i god tilstand. De ville uden tvivl få brug for dem.
"Viggo! Er der kommet nogen endnu?" brummede han surt til sin styremand. Manden rystede på hovedet. Manden sagde næsten aldrig en lyd, han var så pisse behagelig at have med at gøre.
"Lort. Jeg er nedenunder hvis nogen dukker op. Jeg er ligeglad med hvem der dukker op, bare accepter dem. Hvis de ikke aner hvad de siger ja til er det ikke min skyld!"

Sean havde selv sikret sig en plads på skibet. Ja, måske var dette ikke ligefrem den slags han gjorde sig mest i. At sejle rundt, udsætte sig selv for livsfare. Faktisk undgik han helst konflikter!
Men for at være ærlig havde han brug for at komme væk fra byerne. Og hvis folk troede han død, eller fuldstændig forsvundet, hjalp det ham kun. Som en skyggedæmon havde han ikke haft behov for at borde skibet normalt. Med sin rygsæk over den ene skulder havde han trådte igennem skyggernes verden og ankommet til en af de mørke kroge på skibet. Han havde ikke råd til at få et nej, så hvis han først dukkede op når de var sejlet, var han vel garanteret at komme med, ikke?
Det gjorde ham intet. At trykke sig mod det hårde og kolde skrog af skibet, med rygsækken i sin favn. Politiet og militæret var begyndt at lede efter ham og han havde brug for at de glemte ham lidt igen...
Ja. Dette var klart en god tur. Han havde ikke lyst til at opsøge Dust og spørge om han ikke ville tage ham med til en anden verden. Bare for...En måned?
Han sukkede og hvilede hovedet mod metallet bag sig. Han var gemt bag en del kasser og tønder. Her ville ingen finde ham...

”Phoenix! Hvor fanden er du?” lød en rå stemme inde fra et andet rum. Manden som råbte havde store overalls på og olie smurt ud over begge hænder og ansigt. En svag raslen afslørede 2 sæt fødder under en bil. ”Her chef!” råbte hun og trillede ud, inden han fik chancen for at sparke til hendes fødder. ”Hvad der los?”
De snakkede i lidt tid, indtil der lød et knald og støvle tramp. ”Rend mig noget så grusomt din gamle fede nar!” Skreg Phoenix og snuppede et sæt nøgler til den store motorcykel, som hun selv havde bygget med reservedele fra hendes nu, tidligere arbejde. ”DU SKYLDER MIG…!” men resten af orden blev over døvet af brølet, da motorcyklen satte af sted.

Phoenix stillede sin elskede skat og sprang ned fra den. Det lange kridhvide hår var blevet flettet i en stram hvid franskfletning og lignede en pisk. Hun faldt over en lille plakat og læste.
De røde øjne sprang op og hun grinede. ”og gæt hvem der skal ud og sejle.” hun grinede for sig selv og kørte en kort tur hjem.
Hendes ellers normale jeans og top blev skiftet ud med et par gamle militærbukser, en stramt siddende sort top og et par af hendes ynglings militærstøvler i sort læder. For ikke at vække for megen opsigt snuppede hun en lille taske og smed et par pistoler, fire knive og en forfærdelig masse ammunition.
Imens hun satte sig op på motorcyklen igen nynnede hun en sørøver vise for sig selv og gassede op.

Da hun endelig nåede kajen kiggede hun op på det store skib og det løb koldt ned af ryggen på hende. Hun havde glemt alt om hendes evne som gjorde hun ville synke på stedet hvis hun faldt i. ”Okay… ind, ud, ind, ud.” Mumlede hun for sig selv og antog en lettere grøn farve i hovedet. ”NOPE!” mumlede hun og kastede sig over mod en mur og brækkede sig.
Efter lidt tid, og et stykke tyggegummi rettede hun sig op og gik hen mod skibet. Hun prøvede stille og roligt at gå op af broen der op til, og kiggede rundt. ”Hallo? Eh, hvor og hvem er kaptajnen?” Hun stillede sig ved rælingen og ventede på et svar. ’bare jeg nu ikke er søsyg…’ tænkte hun og kiggede op på de mange mænd som vimsede rundt.

Vincent havde hørt flere stede om et skibet, der vil sejle ud på eventyr, det lyd også spænde men han havde alligevel undersøgt der nærmer, end han havde tilmelde sig til det, han havde alligevel ikke så meget af ser til for tid og det der var, kun de andre i klan godt klar ude ham, han havde brugt noget tid på at gør sig klar til tur, der skulle en del ammunition med på så en tur og så fik han også lige renes sine våben, slibe sine knive og sine skjule klinge, så skulle han også være klar til tur, han sagde ikke noget til sin klan, da de alligevel var, vandt til at han forsvandt til tid til anden, og han vidste så set heller ikke hvor længe han vil være væk, da der ikke stod noget om det i det han havde set eller hørt om.

Han ankommet til Miamis den morgen, som skibet skulle sejle, end grund til at kom i bedre tid end det han gjort nu, så havde han også bedre tid til at ser det hele an med skibet og hvem der skulle med, ikke fordi han gjort så meget i at arbejde sammen med andre, man hvis han vil med på skibet bliv han nok nød til det, han havde ikke set noget han ikke syn om indtil på skibet, da han havde snige sig rundt på det og var kommet uset rundt på grund af sin rustning, når han må hellere melde sin ankomst, ikke fordi han var bange for at få et nej og hvis han gjort skulle han nok overlever det og finde på noget andet af laver.

Han kun ser en kvinde af lidt anderledes udseende på vej ombord på skibet, han venter lidt ind han selv gik ombord på skibet, iklædt sin rustning og sine våben, han havde tage dem alle med for en sikkerhed skyld, da han ikke hvis hvad de kun kom ud for, rustning gjort måske at han var ukendt for nogle men nok ikke alle, man det må han nu ser om han kun holde sig hemmelig på det punkt, han kiggede sig kort rundt efter en eller andet, han havde hørt kvinde havde spurgte efter kaptajnen, derfor gjort han det ikke, ingen grund til at de begge spørge efter den sammen person, det så ude til at der mangle en del arbejde før de var klar til at sejle.

New Miami.
For Diana var det en spøjs by, men hvorfor skulle New Miami være en mere normal by, for en person der synes at alle byer var spøjse?
For hende var det normalt at bo i en skov, til tider kunne det godt blive til et hotel værelse, men oftest var det i en skov, sammen med dyr der normalt blev betragtet som farlige, for alle der ikke ligefrem var af samme race, så de fleste ville nok sige, at hun var den spøjse, men for hende var den slags bare den rene galimatias at sige.
Men til trods for hendes holdning til byen, var Diana alligevel kommet til New Miami, da hun havde fået fingrene i et stykke papir, der reklamerede for noget, hun ville kalde for et fint lille eventyr på en havdytter, og hun ville gerne ud og prøve noget nyt, så da hun fandt noget der lød sjovt, var det den retning hun rettede sin næse.

For en kvinde som Diana var pakning ikke rigtig noget problem, hun havde for vane at rejse rundt fra tid til anden, bare for at komme lidt ud af skoven som hun boede i, derfor var hun allerede pakket og klar, da hun fandt "reklamen" for eventyret. Som altid var hun ifør bukser i en lettere dyb mørk rød farve, med lidt hvidt og sort mønster på, en matchende cardigan med samme farve opsætning og mønster type, en stram hvid trøje under cardiganen, der fremhævede hendes krops bygning, en skulder taske der lignede et ansigt, med en lynlås som mund og som hang fra skulderen i hofte højde, og for at toppe hele outfittet af bar hun et pig halsbånd, samt en høj hat der matchede sættet. Som en ekstra tilføjelse, bar hun en kokon på ryggen, der virkede stor nok til, at kunne indeholde et menneske i foster stilling. Alt i alt, var der noget ved hendes tøj, der lignede en blanding mellem Den Gale Hattemager, og en stereotypisk sharman, toppet af med noget kuk i tophatten.
Men hendes tøjstil, var nok ikke ligefrem det eneste man lagge mærke til ved Diana, for hun gik i selskab med 2 store bioraptorer, som i bund og grund var raptorer, der havde muteret over flere tusind år og gennem mange generationer, til de bevingede monstre de var blevet til, den dag i dag. De 2 monstre gik på hver side af hende, som var de hendes kældedyr, og de bar på hendes oppakning, som bestod af hendes magiske skriftruller med dukker, en rejse egnede samling af sharman objekter, og mad som de spiste på turen, hvilket blev genopfyldt efter behov.

Da de nåede frem til båden, så Diana op på den metaliske tingest, mens de nåede frem til "landgangs planken", og da hun nåede op på dækket, var hun hurtig til at gå i gang med, at gå rundt og se på masterne, rællingen, og hvad hun ellers kunne komme hen til, og studere. Det var vist mildt sagt at hun var opsigtsvækkende, for hendes bioraptorer var også relativt nysgerrige, klikkende/soniske lyde kom fra deres kæbe og strube, mens de hoppede rundt på dækket, for at sondere terrænet, men da Diana lavede nogle lignende lyde, reagerede de straks og kom hen til hende, uden at lade sig hindre af, om nogen kunne komme i vejen for dem. Da de kom hen til Diana, der stod ved den forreste mast, satte de sig ned, mens hun løftede op i sin skuldertaske, der så ud til selv at åbne lynlåsen, som om den åbnede munden, hun stak en hånd derned, til hun havde næsten havde halvdelen af armen dernede, og trak så en flaske op. Med hjælp fra lidt af hendes tommelblod, og noget af flaskens indehold, lavede hun et tegn på maste stammen, mens hun mumlede noget, mærket forsvandt hurtigt ind i stammen, til trods for at det trodsede de fysiske love, og nu hvor det var klaret, gik hun hen mod den eneste kvinde, der skildte sig rigtig ud her på båden.
"Det er godt nok en stor mærkelig havdytter, tror du den kan køre hurtigt, når den kommer ud af havdyt parkerings vandet?" spurgte hun Phoenix, med et let smil på læben, og en relativ seriøsitet i stemmen. Med Diana var det nemt at høre, at hendes ordvalg ikke kom af dumhed, men derimod et åbenlyst skørt sind, men hvad kunne man forvente fra den første clomans, eller fra en der havde levet et liv, der langt fra var normalt?

Selvfølgelig var der intet galt med skibets våben. Skibet var altid overvåget, der gik altid en vagt eller to når skibet ikke sejlade. Det var man nød til, med alle de langfingrede personager der hele tiden opsøgte en. Stjal eller ødelagde tingene. Nej, hans skib var mere værd end det og han betalte gerne for at have vagter gående hver dag og nat, hvis det var det. Også selv om det åd hans overskud fra sidste tur.
Ingen havde fortalt ham noget om det cirkus der ventede ham, da han kom op på dækket igen. Han stoppede op med armene i siden og hans stikkende, gule øjne gled rundt på de nye ansigter han ikke havde set før. For helt ærligt, var der andre steder at se hen? Alle ville se dem. De skilte sig ud. Den ene af pigerne gjorde godt nok ikke, men fancy rustning, tøj i skrigende farver og to mærkværdige tingester han på intet tidspunkt ville kalde dyr, skreg efter opmærksomhed.
Pludselig tvivlede han ikke på at denne tur både ville blive underholdende og en pain in the ass!
Forbandet. Måske var hele hans skib og besætning forbandet. Med et surt grynt trådte han over til de nye ansigter og lagde ikke vægt på at han vurderede dem hver især.
Så slog han ud med armene.
"Velkommen om bord på min spækkede havfrue. Jeg er jeres kaptajn. Lad mig gøre klart med det samme at dette ikke er nogen cruise og at vi uden tvivl vil støde ind i farlige situationer. Så tisser man allerede i bukserne nu er det bedst i skrider. Tudeprinser og prinsesser bliver kastet over bord uden rettergang" Han trak vejret dybt. Hans tunge gled hen over hans tænder i et forsøg på at finde de sidste rester af hans skrå, men uden held. I stedet spyttede han på dækket. Nå!
"Her ombord er det mine regler der gælder. Hvis jeg siger I skal gå til venstre, går I kraftedme til venstre! Hvis jeg har brug for jer i masterne eller vil våbene, så gør I det! Det kan meget vel blive det der afgør om vi kommer godt igennem en farlig situation eller vi synker. Har nogle af jer erfaringer med sejlads før?" forlangte han at vide, før hans stikkende øjne gled rundt på dem alle sammen endnu en gang. De lignede ikke nogen med den slags erfaringer. Grønskollinger hele bundtet!
"Godt så. Vi sejler om en time. Sørg for at få jeres oppakning ombord. Min styrmand vil vise jer til en seng. Vi har fælles spisetider og måltidet står på hvad end vores kok bikser sammen. Og de der..."
Hans finger rettede sig pludselig mod de to raktorer.
"...Skal ikke rende rundt over det hele og ødelægge mit skib. Alle skader holder jeg dig ansvarlig for!" Han så anklagende på den ternede kvinde.
"Nogen spørgsmål?"

Det sitrede i hele hendes krop da hun fik færden af en skygge dæmon. Tiden mindede hende om Auriel (personen er Sean) som hun havde mødt for et par måneder siden, måske mere. Men da hun vente sig rundt for at sige hej til Auriel, så hun en rustnings klædt mand. ’Hva’ fanden?’ tænkte Phoenix og skulede svagt til ham.
De to… Dinoer? Som Hatte kvinden havde med virkede underlig… men der var noget ved hende som gav Phoenix kulde gysninger. Et navn dukkede op hendes hukommelse som havde ændret hendes liv for altid. Kuuma. Da kvinden åbnede munden bekræftede hun selv det hele. Rygtet havde lyt at Diana var små skør, men hun havde ikke forstillet sig dette. ”Yeah, Diana. Det her er en båd. Den køre ikke, den sejler. OG det her er en kaj, ikke en havdyt parkerings vand…” hendes stemme viste lidt at hun var små irriteret på hende, men det hele var nok bare søsygen… håbede hun.
Da kaptejnen trådte frem, så hun de gule øjne, men stirrede ikke. Hun var vant til at folk stirrede og hadede det selv. ’yehaaa, tilbage i militæret’ tænkte Phoenix og himlede med øjnene. ’Du kunne også bare sige at vi skal adlyde.’ Fortsatte hun og lyttede videre.
Da han var færdig med sin monolog svarede Phoenix promte og trådte frem. ”hr. Kaptajn, vil der være mulighed for at få min motorcykel ombord, et sted hvor den ikke er i fare for at blive kastet overbord?” Hendes stemme var kold, og hendes militær træning trådte tydeligt frem. De fleste ville blive overrasket over hendes ’høflige’ og lige fremme stemme, men sådan var hun. Den gang Kuuma fandt hende på vejen, da hun var 15 eller 16, havde hun fået intensiv militærtræning og det samme galt da hun havde været inde i militsen, som de færreste vidste.

Han kiggede kort på kaptajn da han kom til syn på dække, han smiler svagt ind bag din maske/hjelm, han så ikke ud af meget men forhåbentligt kan han sige ting på et skibet, han løfte kort den en taske op, så den sad bedre på hans skulderen, lige den taske havde han sig sniper i, han havde en pistol på hver lår, så de var nem at få fat i, hans kampriffe hænger over den anden skulderen, dog ikke i nogen taske som hans sniper er, udover det havde han en normal militær rygsæk på ryggen, med resten af hans ting, som han nu kun få bruge for på tur.

Han lytte til hvad kaptajn havde at sige, han havde lyst til at grine men hold det i sig, da han havde en ide om at det ikke vil falde i god jord hos kaptajn, han gad engang ikke af svar om han har erfaring med at sejle, for det så ude til at kaptajn ikke havde tid til at venter og få et svar på det, han kiggede kort på kvinde som var kommet lidt før ham, hun havde helt sikker været i militær eller bare få deres træning så hun svar på det kaptajn sagde, der var også ankommet en anden kvinde, der var noget anderledes klædt og så med nogen anderledes raptorer, den mærkelig klædte kvinde vil han gætte på er et menneske men var ikke hel sikker på det, den anden kvinde var han sikker på er en varulv.

Så må han ser hvor de skal sove hen, om det var fælles ligesom måltidet, det vil ikke overraske ham at de skulle det sove i sammen rum, der kun da ikke være nok kahytter til de kun få en hver, selvom han vil have det bedst hvis de fik det, men det må han nu ser om det bliver det en eller andet

Det var ikke ulig Diana at antage, at når nogen kendte hendes navn, uden at hun selv havde fortalt det, så måtte det være fuldstændig normalt. Selvom Diana kunne forstå koncepter, såsom "Arkhams racer" og "the golden ratio", så kunne hun uden at blinke, finde på at bruge Arkhams racer til at regne ud, at hvis hun ikke kunne finde en grund til, hvorfor nogen kendte hendes navn, måtte den simple forklaring være, at det bare var normalt, at nogen hun ikke havde mødt, vidste hvem hun var. Desuden var det ikke første gang hun havde mødt nogen, der havde en ide om hvem hun var, så det var ikke første gang, at hun havde oplevet den slags, så det var ved at være normalt for hende.
Diana havde godt lagt mærke til, at der var en skyggedæmon tilstede, der lige som Phoenix virkede malplaceret, blandt alt det andet mandskab her på skibet, men siden han skjulte sit ansigt, og ikke sagde noget, henvendte hun sig ikke til ham, og i hendes skøre logik, ville hun nok ikke gøre det, medmindre han enten tog masken af, snakkede eller gjorde begge dele.

Da kaptajnen kom hen til dem, og begyndte at snakke til dem, på en kommanderende måde, var der noget i hendes sind der slog klik. Sidst hun havde oplevet en kommanderende type, der virkede bare lidt lige som kaptajnen, var den gang hun blev holdt fanget i Occulta, efter hun var blevet skabt, og den periode af hendes liv, havde været en periode der havde skabt en stor del af grundlagget for, hvorfor hun var så skør. Hun var stærk modstander af kommanderende typer, der bare præsenterede sin autoritet, som var det et faktum man skulle følge, og det fik hende til at få et ansigts udtryk, der måske kunne forklares med ordet galskab, da hun kiggede op på kaptajnen for at svare.

"Jeg kan ikke finde ud af at håndtere skyde våben, jeg aner intet om vandbiler, og jeg er ikke særligt god til ordre, den sidste der gav mig ordrer, skabte mig for at eksperimentere på mig, og se om jeg kunne tjekke verdenen ud for militæret og ham selv, og han klarede den ikke så godt, da jeg flygtede fra byen!" sagde hun med et joker agtigt smil på læben, og et sygt blik i de lyserøde øjne "Men når tampen brænder, kan jeg love dig for, at du kan regne med mig, så jeg håber du kan leve med, at jeg ikke er så god til, at reagere på dine ordrer, dit mandskab kan klare den opgave, så vil jeg gøre hvad jeg kan for at holde dem i live!" hun fik rystet lidt af det sindssyge ansigt af sig, da de 2 bioraptorer kom hen til hende, de kunne mærke på hende, at der var noget galt, og det gjorde dem i et muggent humør, dog nussede hun dem bag deres plus formede hoveder, for at holde styr på dem.
"De ødelægger ikke ting, så godt har jeg opdraget dem, de kan allerhøjest finde på, at bide nogen hvis den nogen, irritere dem eller noget i den retning!" sagde hun med en lidt mere mildnet galskab i hendes stemme. Da kaptajnen spurgte om der var nogen spørgsmål, havde hun faktisk noget på sinde, nu hvor han havde nævnt kokken, og hele situationen med madordningen.

"Ja må jeg gerne snakke med kokken? Jeg æder gerne den mad der bliver lavet, men jeg spiser omkring 5 fuldvoksne måltider om dagen, når jeg er aktiv, så jeg har bragt noget ekstra mad, og jeg er villig til at hjælpe kokken, hvis han ellers finder sig i, at have andre i vandb..." nu hvor hun var faldet lidt til ro igen, huskede hun på hvad Phoenix lige havde lært hende, så hendes øjne flikkede hen på hende i et sekund, før hun så tilbage på kaptajnen igen "...bådens madrum!"

Kaptajnen kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv, som folkene reagerede på det der blev sagt. Ingen havde tvunget dem ombord og ingen ville tvinge dem med, hvis de ikke kunne affinde sig med tingene. På et skib var der brug for et minimum af disciplin, hvis ikke de skulle ende med at vugge rundt midt på havet. Slugt af et havuhyre, sulte, tørste eller på anden måde ende i en dårlig situation. Omvendt blev en kaptajn heller ikke kaptajn, bare fordi han kaldte sig det. Ofte hørte der erfaringer til. Et stort ansvar lå på kaptajnens skuldre. Som han forventede folk lyttede til ham, forventede hans mandskab til gengæld at kaptajnen ville sikre deres bedste undervejs.
Det krævede ikke erfaring inden for sejlads at sejle med ham. Mange af tingene kunne folk samle op under vejs, hvis man ellers var villig til at lære. Og for at være ærlig havde han selv sørget for et mandskab. Hans eget mandskab. De kendte skibet og kunne udføre hans ordre. Nej, det han havde søgt efter var nogen der ville med på eventyr. Nogen der kunne slås eller på anden måde give til at turen blev en succes og de ikke blev spist på halvvejen. Så han var egentlig ret godt tilfreds.
"Din motorcykel? Hvor vil du køre på den? på dækket?!" Kaptajnen kunne ikke lade være med at grine lidt for sig selv. En lavmæl og rå latter, som alle de års havluft havde formet den til.
"Vi kan finde plads til den i et hjørne, sikkert. Hey! Du der!"
Han råbte op og pegede over på en af af sine mænd, der var ved at bære nogle mindre kasser. Sikkert noget til kaptajnen selv, til hans kahyt.
"Smid det der. Den her tøs...Hvad hedder du? Nå pyt...Hun har en stålhingst der skal ombord. Hjælp hende med det! Tjep! vi sejler snart!" kommanderede han. Fyren satte hurtigt kasserne fra sig og med et sidst, usikkert blik mod kaptajnen, gjorde han tegn til Phoenix om at vise vej.

Kaptajnen så over mod den næste kvinde, der gav lyd fra sig. Alle de kvinder. Så længe mændene ikke fik forkerte ideer. Men kaptajnen havde krævet folk der kunne beskytte sig på den ene eller anden måde og derfor gik han også ud fra kvinderne selv kunne holde mændene væk. Der var også andre kvinder blandt hans mandskab, så de var van til at omgås. Stadig. Der var altid nogle klamme svin iblandt, det gjaldt bare om at lokke dem frem.
"Vandbil?" Igen lød der en rå latter fra kaptajnen, før han bare rystede på hovedet.
"Lad os komme til en forståelse af hinanden. Når jeg beordre noget, er det for at holde skibet og alt, der er ombord på skibet, i en sikker tilstand" kommenterede han så bare. Hans blik gled ned til de to kæledyr et øjeblik, før han trak på skuldrene og viftede med den ene hånd mod en af dørene, der ville føre ned til skibets rum.
"Han er dernede et sted og forbereder til turen. Kig dig omkring...Ellers følg lugten af løg. Den mand spiser mere løg end noget levende væsen burde!"
Til sidst gled hans blik over til den stille skikkelse.
Takket være de to kvinder havde åbnet munden og sagt noget, havde han en nogenlunde fornemmelse af hvor han havde dem. Men manden? En stille statue i armor. Våben nok til at fylde en halv hær.
"Flere spørgsmål? Eller kig jer omkring på skibet. Bare lad være med at gå i vejen. Vi sejler snart" Afsluttede kaptajnen så. Med et sidste blik på den stille mand - og stadig uden rigtig at kende navnene på nogle af de tilstedeværende - vendte han om og gik op af den lille trappe til sit ror. Præcis som i et gammelt piratskib, dem fra bøgerne i det mindste, havde han fået ordnet det så hans ror stod frit og han kunne skue ud over dækket og masterne. Et instrumentbræt ved siden af ham sikrede ham knapperne til skibets mekanisme. Han begyndte at indtaste koordinaterne for deres tur.

//Får I lyst, er i velkommen til selv at styre nogle af NPC'erne jeg har introduceret. Ellers giver jeg deres reaktioner på interaktionen med jer efter jeres svar.

Phoenix knurrede svagt. ”Nej, sir,” svarede hun stift og fortsatte. ”Den er dyr og som dit skib, mit kæreste eje.”
I det han signalerede til Phoenix om at vise vej til fyren. ”Kom,” lød det hæst fra hende og hun gik ned af landgangsbroen. ” den er lige herover.” hendes sorte Honda, (Ses her),som hun før havde stillet op, var blevet væltet, og vreden skyllede op. Hun løb over til den og knurrede dybt og dyrisk. ”Hvem fanden har… GRAAA!!!” med en hurtig bevægelse var den stillet op og hele den ene side var blevet riset, det ene sidespejl var desuden også knækket af og begge dæk var blevet piftet.
Nogle ting kunne man godt slippe af sted med, faktisk det meste, men at pille ved en kværn var ikke noget man gjorde. Hun satte støttebenet ned og slog hænderne i sadlen. ”Kan du forsigtigt køre hende op? FORSIGTIGT!” knægten nikkede og tog fat i den. Men en ting han ikke havde forventet var at den var tung, og den faldt over på den anden side. Hun stirrede på ham og tog endnu en gang fat i motorcyklen for at rejse den op. Da hun havde stillet den i ”sikkerhed” ved muren, vente hun sig mod knægten. ”Vidste du godt, at nogle varulve har en meget kort lunte? Og når bomben springer i vrede så forvandler de sig og myrder alt?” spurgte Phoenix og et mindre psykotisk smil og vandviden lysene ud af hendes røde øjne. Det var sket før, hun havde mistet besindelsen og flået en mand fra hinanden, hun var en bedre… ulv?
Men som et lyn fra hen klar himmel satte hun fra på jorden og hoppede over mod ham. I det hun var i luften skiftede hun form og landede tungt på jorden, men han havde vendt sig om og var i løb. Den kæmpemæssige ulv snerrede kraftigt og opfattede flugten som en jagt.
De store snehvide poter flænsede asfalten i det hun satte fra og løb. Folk omkring hende flygtede og skreg i vilden sky, men det eneste Phoenix havde øje på var drengen der var nogle meter foran hende. ’du er sååå færdig!’ tænkte ulven og sprang frem, men knægten havde ændret retning. Han havde sat kursen væk fra skibet og ind i mod en mindre folkemængde og satsede på at hun ikke kunne nå ham. Men en ulv der måler lige godt 150 cm over ryggen får folk til at flytte sig hurtigt, men for Phoenix gjorde det jagten sjovere. ’løb lille bæst, løb.’ Tænkte hun og halede sig langsomt ind på ham. Efter et kort stykke tid, var hun så tæt på at hun kunne nå hans trøje, og i det hun bed ud efter den drejede han af og forsvandt ind i mellem to bygninger, mens hvad Phoenix ikke fået sat farten ned og bragede ind i en lille butik som havde små bjerge af frugter.
En appelsin trillede hen over jorden og ud mod de mange mennesker som var panikslagende. Phoenix rystede sig og luntede tilbage mod det hul drengen var smuttet ind ad, og has færd slog imod hende. Jagten var på igen, dog i et langsommere tempo nu. Lugten var som en let lilla sky for ulvens næse. Den var tryllebindende og lugtede godt, lidt ligesom et fad med friskbagte cookies og med et så hun ham. Lige over ved landgangsbroen.

Idet kaptajnen havde trykket koordinaterne ind kom drengen styrtene ind på dækket og rædslen var malet i hans øjne. ’hvad vil du gøre nu lille dreng?’ tænkte Phoenix som var sprunget efter ham i det hun havde set ham. ’Hvad vil du nu gøre?’ ulven nærmede sig svagt, indtil den så hvor den var. Vand.
Halen fløj ned mellem benene på den og den bakkede tilbage mod broen. Skræk gjorde ikke noget godt for Phoenix og hun peb, og begyndte forvandlingen tilbage til menneske. Det meste af hendes tøj var blevet flænset under den pludselige forvandling og endnu mere panik kom op, ulven sprang hen mod broen og fik flere og flere menneskelige træk.
I ly for motorcyklen var hun blevet et helt menneske igen. ”Jeg er ikke færdig med dig knægt!” råbte hun af sine lungers fulde kræft og rakte hen over motorcyklen for at åbne hendes hemmelige rum med lidt ekstra tøj. Hurtigt tog hun en ny top på og et par små shorts. Shortsene og den halv gennemsigtige top viste alle tatoveringerne på endes krop. Den store ulvelignende tatovering og de cirklede dele på hendes ben.
Hurtigt svang hun sig over motorcyklen og den gav et brøl fra sig da hun tændte den. Broen knirkede faretruende da hun kørte over med motorcyklen og kørte den tværs over dækket. ”Du er en død mand hvis du nogensinde kommer i nærheden af mig eller min baby igen!” snerrede Phoenix og ignorerede alle der prøvede at snakke til hende.

(Jeg kan desværre ikke når at svar end jeg tage afsted til copenhell, kommer første hjem på søndag og har første tid der til at svar, så i er velkommen til at fortsætte ude med indtil søndag, i må selvfølgelig også godt vente
Vincent)

Diana så på kaptajnen, med et mere roligt blik i øjnene, da hun kunne acceptere en mand, der var mere rolig, og som agerede ud fra sin besætnings sikkerhed, frem for en diktators træng til magt. Hun gav kaptajnen et venligt smil, tog hatten af hovedet, og bukkede halvvejs for ham, hvilket var et tegn på, at hun var indforstået med situationen, og at deres samarbejde nu officielt var startet med denne såkaldte hilsen.
Hun nåede dog knap nok at sætte hatten på hovedet igen, før Phoenix begyndte at lave kaos over sin motorcykel. Diana gik hen til rællingen, for at se hvad der foregik, eller rettere for at se på Phoenix, da Diana kunne mærke noget bekendt ved hende, som hun gerne ville se nærmere på. Det at hun var aggressiv overraskede hende ikke, da det viste sig at hun var en varulv, for hende var det logisk, efter hendes omgang med varulve i hendes fortid, men en detalje fangede hendes opmærksomhed, som var det et stort neonskilt, der skinnede hende lige i ansigtet. Hun havde en frygt for vand, stor nok til at få selv hendes varulve form, til at reagere lige på stedet, og få hende til at skifte tilbage lige på stedet. Diana kendte kun en grund til, hvorfor nogen kunne udvikle en frygt så stærk, en forklaring der også kunne forklare, hvorfor hendes bioraptorer syntes at hun lugtede af ild.

Da Phoenix var kommet tilbage til sin menneskelige form, havde fået noget mindre ødelagt tøj på, og havde fået sin motorcykel op på båden, gik Diana hen til hende, med sine bioraptorer luntende bag sig. Hun gik på knæ, ved siden af motorcyklen, for at stryge den henover skaderne, som var den et såret dyr, hun havde omsorg overfor, der fortjente at blive behandlet med ømhed, fra et kærligt væsen.
"Det er synd, at normi'erne har sådan en disrespekt, overfor andres ejendom, især når det er sådan en flot brummecykel! Jeg kan måske ikke hjælpe meget med at gøre den pæn igen, men hvis du vil, kan jeg hjælpe dig med en sikker måde, at opbevare den på!" sagde hun med medfølelse i stemmen, før hun rejste sig op, og så direkte på Phoenix, med et mildt smil på hendes læber. Diana havde måske haft nogle dårlige oplevelser med varulve, men hun havde også haft nogle gode, og hun havde stadig medfølelse overfor dem, da de trossalt havde en dyre side, mens Diana var beastcaller "Jeg troede aldrig jeg ville få chancen for at møde, den varulv der kunne få selveste Dust, til at give en af hans stærkeste djævlefrugt typer fra sig! Jeg håber jeg kan få chancen for, at snakke mere med dig senere, men for nu, skal jeg have fat i løg kokken, så hvis du har lyst eller brug for det, kan vi snakkes ved senere, så kan du låne lidt tøj fra mig, hvis du vil have noget på, der får de andre til at glo lidt mindre!"

Diana var måske skør, men selv en skør kvinde kunne mærke når mænd gloede på en, så hun vidste at hvis en velformede kvinde, såsom hende selv eller Phoenix, gik rundt i tøj som det Phoenix havde på, så ville man ikke kunne undgå at skulle høre for det, eller som minimum blive kigget på, hvor end man gik hen. Med et ekstra smil sendt i Phoenix retning, vendte hun sig om, og gik så i retning af skibets køkken, for at få fat i den løg ædende kok, som hun skulle snakke med, hvilket var en mand hun hurtigt fandt, efter at have brugt kaptajnens råd, og fulgt lugten af løg. Det var ikke lige frem en udfordring for Diana, at få en aftale igennem med kokken, især ikke når hun gav noget ekstra betaling, de ekstra rationer, og nogle instruktioner om, at han bare kunne lave de ekstra portioner, når han lavede morgenmaden og frokosten, således at det var klart til når hun blev sulten igen indimellem hovedmåltiderne. Desuden hjalp det vidst også at hendes bioraptorer, bumlede rundt i køkkenet, og med deres størrelse, nåede de hurtigt at give det indtryk af, at hvis ikke kokken fik dem ud, ville de kunne lave en masse ravage, inden han nåede til en enighed med Diana.
Nu hvor det var klarer, skulle hun bare finde sig til rette. Hun gik op til kaptajnen igen, for at forhøre ham om, hvorvidt han havde et rum, hvor hun og hendes kæledyr kunne være og sove. Hun håbede på et værelse af en art, mest fordi hun foretrak privat livet, når hun sad og arbejdede med sine dukker.

Han brummede utilfreds da han ikke fik fred til at indtaste sine koordinater. Han rettede sig op og spejdede ud over rælingen. Oh, det var pigen fra før. Noget med motorcyklen vist. Det var ikke hans problem og han vendte snart ryggen til postyret og fik indtastet sine koordinater.
Skibet var blevet lastet færdig og mandskabet var ved at løsne fortøjningerne, da pigen og motorcyklen endelig blev bragt ombord. Dagens sidste last.
Kaptajnen trykkede på en knap der fik en klokke til at ringe. Klokken var en alarm om at skibet ville lægge fra borde om få minutter og hvis man skulle nå ombord var det nu.
Knægten fra før stod på dækket, så tæt på sin kaptajn som han kunne komme, i den formodning at hans kaptajn forhåbentlig kunne yde lidt beskyttelse. Hænderne var på hans lår, som han bukkede sig fremover for at få vejret. Han var endnu ret ny på et skib, kaptajnen havde hyret ham sidste år. Stadig brød han sig ikke om når nogen truede hans mandskab. Et mistænksomt blik blev kastet efter tøsen, inden de forsvandt under dækket for at placerer motorcyklen i lasten.
"Træk landgangsbroen op!" kaldte kaptajnen så og to mænd trådte til og hev den op. De sidste fortøjninger blev kastet og med en brummen, der fik hele skibet til at vibrere, satte den store motor sig i gang. Den sorte røg blev lukket ud fra toppen af den højeste mast, da Kaptajnen svang sit store ror og i et stille tempo begyndte at manøvre skibet ud af havnen. Mandskab sprang rundt for at ordne de sidste ting eller stå klar i tilfælde af der blev brug for dem.
Turen var gået i gang. Der ville gå et tid, før de formodentlig ramte noget farligt, så folk ville have tid til at nyde noget af turen. Hvem ville ikke nyde det? Havet var flot. Sort, som den mørkeste nat, med en duft af salt og vand. Kaptajnen følte sig godt til mode og placerede et nyt stykke skrå mellem sin underlæbe og hans tænder, der efterhånden bar præg af hans dårlige vane.
Generelt sov folk samlet. Der var ikke rum nok på et skib til at ALLE kunne få deres egne værelser. Det var bare sådan det var og kaptajnen havde ikke overvejet hvorvidt det kunne være et problem for nogen som helst. Hans blik faldt på den særprægede kvinde, da det så ud til at hun nærmede sig.

Sean rettede sig lidt op, da skibets vibrationer gav ham en dårlig fornemmelse. Oh...Oh nej...Nu havde han ikke sat sig endnu et sted der ville bringe ham på nye eventyr? Han burde være mere forsigtig. Han stak hovedet frem bag nogle kasser og så sig omkring, men lastrummet var overvejende mørkt. Nede i den anden ende gik et par folk og sørgede for kasserne var stillet ordentligt. Der lød også noget larm, som om andre prøvede at få noget herned af en sliske. Han listede sig frem...Oh. Right. I et øjeblik havde han glemt at hvor han gemte sig, formentlig var et skib. Hans hjerte hamrede stærkt, som det gik op for ham han måske var en uventet gæst på et stort skib, med kurs mod...Hvor?
Han ville liste sig ovenpå. Han måtte bedømme situationen. Måske kunne han stadig nå i land?
Men som han nåede rampen op mod dækket så det ud til at nogen kom ned af den med en...En lidt ramponeret motorcykel. Han skyndte at flytte sig, så den ikke ville støde ind i ham, da han genkendte skikkelsen ved siden af den.
"Phoe-Phoenix?" udbrød han og havde dermed ødelagt alle muligheder for slet ikke at blive opdaget. Hvilket måske allerede fra start havde været en dødsdømt mission. Et skib med folk alle steder? Jah...
"Åh ja...Please, en person jeg kender...Fortæl mig vi ikke sejler..." Bad han, ikke uden et vist håb i sit indre. Hvis Phoenix var med kunne det ikke være helt galt, kunne det?

//For at bevare flowet, springer vi Vincent over. Han er velkommen til at give et svar, hvis han får tid og ellers springer han bare ind igen bagefter :)

”Diana…” mumlede Phoenix. ”Det ikke en brummecykel, det en Motorcykel, også kaldet en jernhest.” hun rystede på hovedet og rejste sig op imens hendes blik søgte efter knægten. ”den skal spændes fast nedenunder dækket, og jeg regner med at fikse den undervejs.” mumlede hun og kiggede på Kvinden igen.
I det Dust’s navn blev nævnt smilede hun skævt. ”han var min mester.” hun pegede på sin skulder hvor et sort juin mærke var. ”Det hans, og hvis du vil, kan jeg vise dig hvad djævlefrugten kan senere?” sagde Phoenix lidt mere optimistisk.
Men så snart Diana var gået efter kokken, og klokken ringede, blev hun igen grøn. ”ikke igen!” bad Phoenix og tog motorcykelhjelmen og kastede op i den. ”Come on!” brokkede hun sig og kiggede på knægten der var kommet hen til hende for at føre motorcyklen under dæk. ”Jeg trækker, du viser vej.” Hvislede hun og kneb de røde øjne sammen.
Han førte hende under dækket og Phoenix fulgte ham. Motorcyklen skramlede af sted og Phoenix så noget ked ud af det. ”har i noget pudsemiddel her et eller andet sted?” spurgte hun nu mere venligt. Knægten snuppede en klud fra hans baglomme og gav hende den. ”det her er det eneste du får.”
Hvorfor skulle han være så… uhøflig? Det var ham selv der havde bragt sit liv i fare ved at tabe hendes dyrebare skat. ’Nå, jamen så kan det da også bare være lige meget.’ Tænkte hun og himlede med øjnene.
Hun hørte sit navn… normalt ville det ikke vække hendes opmærksomhed, men ingen på skibet havde fået det af vide. Hun kiggede forvirret rundt indtil hendes øjne landede på… Ham. ”Auriel?” Mumlede hun og skulede til ham. ”Du sku for sent ude, broen er taget ind.” mumlede hun og stoppede op. ”Kaptajnen er der oppe, måske kan du nå at snige dig i land?” Roligt vente hun sig i mod knægten ”Hvor langt endnu?” knægten pegede over mod et ”hul” hvor den skulle ned. ”Fedt. Jeg giver dig en chance mere. Kør den neden under, og hvis jeg ser en ny rise på den er du en død lille dreng og min frokost.” snerrede hun og kiggede hen mod Sean igen, hvis han da ikke var gået.

Diana havde allerede en god ide om, hvad ildfrugten var i stand til, når først nogen havde indtaget den, da Dust havde fortalt hende, at den i bund og grund var ildens svar på, hvad han kunne gøre med sand, dengang han stadig havde den evne. Men nu hvor hun vidste, at der var en med på båden, som havde spist en djævlefrugt, vidste Diana at hun skulle holde øje, hvis skibet kom ind i en situation, hvor Phoenix kunne falde i vandet, for Diana vidste at hun ikke selv ville kunne komme op igen. Men så var det altid godt, at Diana var en dukkefører, hun kunne nok hjælpe, hvis der virkelig kom sådan en nødsituation.
"Jeg ville bare høre, om skibet havde nogen seperate rum, til når man sover, for jeg har det med at arbejde på mine marionet dukker, før jeg går i seng, og jeg sover som regel sammen med mine bioraptore?" spurgte hun mildt, mens de to bevingede kreature hoppede rundt på dækket, for at se på omgivelserne passere forbi, da de aldrig havde prøvet den slags før. De var trossalt kun vant til den slags, når de bevidst bevægede sig selv, så dette var noget nyt for dem "Det er ikke rigtig noget problem, hvis der ikke er nogen mulighed for det, jeg kan tilpasse mig, det er nok mere af hensyn til de andre, hvis de kunne føle ubehag ved tilstedeværelsen af mine væsner!"

Hvis der ikke var nogen mulighed for et mere privat værelse, ville Diana acceptere det, og finde sig et sted hvor hun kunne arbejde med sine dukker i fred, men hvis der var, ville hun gerne finde vej dertil, og blive derinde hvor hun kunne arbejde, og placere de ting som hendes bioraptorer rendte rundt med, i deres special byggede "sadeltasker".

Sean skar en grimasse. Åh, right...Han havde kaldt sig Auriel...Efter...Auriel. En skyggedæmon og en engel der var beeeedste venner, ikke? Han lænede sig frem og så op af rampen. Lys. Bevægede de sig? Der var vist ingen tvivl om det. Så skulle han i hvert fald ikke sidde hernede som en kasse proviant!
Hans blik gled over mod Phoenix og hendes motorcykel, der så ud til at være blevet en smule ridset. Men han blandede sig ikke. Han kørte aldrig selv på den slags, men foretrak til hver en tid sine skygger.
"Så må jeg vel hellere fortælle...Eller..." Han måtte vel hellere vise han var her. Var det ikke bedre end at vente og blive kastet over bord fordi de ville tro han var noget dårligt? Bare tanken om den konfrontation gav ham lyst til at gemme sig igen.
Han kæmpede sig op på dækken. Han havde prøvet at sejle før, men det var længe siden, så i et øjeblik var han overrasket over hvor stort skibet var. Alle sanseindtrykkende var anderledes fra dem i byen. En by han faktisk kunne se var begyndt at blive mindre bag dem. Han løb over til den ene ræling, så ud over den og kunne mærke synke i brystet på ham. Han kunne ikke nå derind nuuu!
Der var ikke andet for end meddele at han var med til kaptajnen. Manden der stod og kiggede ud over det hav de nærmede sig...

Han trykkede på en ny knap og skibet satte langsomt farten op. De var ved at komme ud af havnen nu og kunne begyndte at lægge afstand til land. Det åbne hav lå foran dem!
"Hm? Separate rum? Dette er intet hotel. Der er fælles sovepladser. Men tag et af hjørnerne til dine kæledyr" brummede han til svar og sendte Diana et kort, vurderende blik. Alle de fancy ting som folk var. Han kunne slet ikke følge med, men gik ud fra han nok ville opdage hvad det hele betød før eller siden. Hans blik faldt på en fremmed mand der forsigtig kom op af trappen. Hvem var nu det?! Han brød sig ikke om at der var uønskede gæster ombord.

//Spring i tiden

De første par dage var uden ændring. Mandskabet faldt naturligt ind i skibets rytme. Havet var forholdsvis roligt, selv om det den ene dag havde blæst en del op og turen havde været noget vuggende. De var ved at komme langt væk fra land og tættere på alt det ukendte. Efter krigen var intet som i gamle dage, en tid kaptajnen intet kendte til eller havde lært om. Nej, men han kendte sine hav! Han havde sat kursen mod en gruppe øer, som han vidste ville være fuld af udfordringer. De ville være farlige, men også det bedste bud for at sætte fødderne på noget uopdaget land. Forhåbentlig ville de finde noget spændende.
Men freden var snart ved at være forbi. Kaptajnens buskede øjenbryn nærmede sig hinanden, som han vanligt tyggede på sit skrå. Fuck det shit!
Han trykkede på en knap og en alarm lød på hele skibet. Mandskabet sprang op fra hvad end de lavede. Spil, mad, en god bog eller samtale...Det hele mistede betydning på alarmen lød og folk løb op på dækket. Alle kunne se det samme i horisonten og ingen brød sig om det.
En storm var på vej. Og ikke bare en hvilken som helst en, men en radioaktiv en. Det var tydeligt på den grøn-gullige glød i skyerne.
Skibet var bygget til at løbe ind i den slags. Metallet var forstærket med noget der holdt radioaktivteten ude, så når blot man befandt sig under dæk gik det nok. Det svære var at der altid var brug for nogen ovenpå for at styre skibet og specielt i et stormvejr!
Den slags storme havde oftere bragt ham flere problemer end selv de normale havmonstre.
"I kender rytmen drenge! Kom i gang!"
Mandskabet fik ikke tid til at se stormen nærme sig. Kaptajnen fastlagde en kurs og forlod så roret for en stund. Dem der ville være på dækket skulle være iklædt noget beskyttende tøj, så det gjaldt også kaptajnen.
"Der er storm på vej! Hold på hat og briller, det bliver en sjov tur!" grinte han brysk, da han bevægede sig ned under skibet, med retning mod sit eget kvarter.

//Jeg informerer kort om at Vincent selv nævnte han var inaktiv og Phoenix tidligere skrev til mig, at hun ville være væk en uges tid eller så. Med flertallet af emnets deltagere væk, venter vi på deres hjemkomst :)

//sagde Vincent ikke, han kun ville være inaktiv til sidste søndag?

Jo det gjort jeg, men jeg har vente på Phoenix svar, så det bliv min tur

//det betyder jo, at vi kan fortsætte, så må den kære Phoenix bare hoppe ind når hun kommer tilbage ^^

//Ja. Vincent hopper bare på :)

Han havde godt set show med kvinde og hendes motorcykel og hendes forvandle til ulv form, han havde ikke trukket våben men var klar til det, hun var tydelig bange for vand kun han ser, da selv ulv stoppe ved kant til havnet, grund til han ikke havde trukket våben mod hende, var at hun kun være meget god at have hvis det kommet til kamp, men ellers havde han sin ammunition af sølv med fylde kviksølv i, han havde ikke mødet nogen varulv i nu som kun overlever det, når kviksølv første var kommet ind i blod var der ikke så meget af gør for dem.

Vincent havde ikke tage kontakt med nogle på skibet, medmindre de har kontakt ham første, ellers har han bare holdt sig for sig selv, og passer sig selv, han var der når der var mad, nu hvor der var fælles måltider, var han der selvfølgelig, hvor han havde tage sin mad og gå væk fra de andre, for at spise i fred, det sammen gjort han når de skulle til at sove, der havde han fundet et sted væk fra de andre, hvor han kun lig sine ting fra sig og fået lidt søvn.

Han havde været ud at sejle før, så han vidste godt hvor han kun være ude at stå i vej for nogle, han gad også en hjælp hånd en gang imellem, hvis han kun ser en person, der var i gang med noget og ikke kun klar det alene, ellers hjælp han ikke, han var oppe på dække da alarm gik på skibet, han kun også godt ser storm ud i horisonten og deres farver, den var hele sikker radioaktiv ude fra farver og at mænd på skibet fandt beskyttelsestøj tøj frem, han kiggede ud på den og ser om hans rustning kun måle niveau, hvis hans rustning kun klar niveau i radioaktiv i storm, vil han bliv på dække og hjælp, hvis hans rustning ikke kan klar niveau var han det som forsvundet ned under dække i beskyttelse.

I løbet af de dage, de indtil videre havde været på havet siden afgang, havde Diana holdt øje med hvad der foregik på skibet, når ikke hun havde gang i sine egne projekter. Hun hjalp til tider til i køkkenet, så hun kunne spise sine 5 måltider om dagen, og det havde selvfølgelig tiltrukket et par mærkelige blikke den første dag, da hun spiste mindst lige så meget, som selv de mest aktive mænd på skibet, og stadig kunne gøre det hurtigere end de andre, som om hun havde travlt, eller som om hun spiste om kap med sine bioraptorer.
Når ikke hun spiste, sad hun og arbejdede på nogle store dukker, der lignede havdyr, en af dem havde et tomt mavelignende rum, stort nok til at indeholde et menneske, mens den anden lignede noget, der skulle kunne gøre skade på andre, med alle de mærkelige dele hun var i gang med at bygge ind i den. Når det var sovetid, blev det dog lidt noget særligt, hendes bioraptorer gik med hende over i et hjørne, hvor de alle 3 lagde sig i en slags bunke, og sov som sten, man kunne ikke forstyrre dem, medmindre Dianas eller bioraptorernes indre øre, registrerede en form for faresignal i deres omgivelser.

Da alarmen gik, blev dukkerne pakket væk på få øjeblikke, før Diana drønede op på dækket med hendes dyr i hældene, for at se hvad der foregik. Hun så hvad der havde fået kaptajnen til at starte alarmen, hvilket hurtigt fik hende til at løbe ned under dækket igen, hun greb hendes radioaktiv resistente dragt, og fik den på, hun satte nogle skriftruller i en bælte holder på dragten, og spændte en måler fast på brystet af dragten, som kunne advare hende, hvis det blev for farligt deroppe, før hun løb tilbage op på dækket igen.
Diana vidste, at dette kunne blive noget af en omgang, hendes skriftruller var indprægmenteret med sharman magi, så de kunne indeholde hendes dukker, og dem hun havde taget med, havde en larkering der kunne holde radioaktivitet ude, nogle af dem kunne bruges til at redde liv, ved at fange personer i fare indeni, andre kunne bruges til kamp. Heldigvis at hendes bioraptorer havde deres tykke skind, normale skydevåben, gjorde mindre til ingen skade på dem, og radioaktivitet kunne ikke bryde igennem huden, så de var sikre. Diana regnede ikke med at hun kunne hjælpe med skibets funktioner, andet end hvis det blev virkelig nødvendigt, med hendes evner, men hun og hendes dyr kunne sørge for at beskytte besætningen, hvis de fik brug for beskyttelsen

"Sejle chef, jeg passer på folk, bare hold fokus på at køre båden!" råbte hun mod kaptajnen, før hun sendte sin ene bioraptor op foran i båden, og den anden om bag i båden, så de kunne advare hende, hvis der blev brug for hende, mens hun holdt sig i midten, så hun kunne nå enderne, hvis det var der, der var brug for hende. Hun og dyrerne holdt sig dog der hvor hun havde planlagt, at de ville være mindst i vejen, og hvor de mest optimalt kunne holde øje med, hvad der foregik, så de var ikke et særligt problem.

Kaptajnen havde været hurtig til at skifte tøj, som det krævede. Han havde en dragt og med en aftagelig hjelm. Dragten var mørk og ret tung, men man måtte tage det med, når det gjaldt ens liv. Hvor mange havde han ikke snart segne om af forgiftninger? Det var absolut ikke noget at grine af! Nej. Skibet havde dragter til alle der arbejdede der, mens de nye passagerer måtte sørge for deres eget.
Oppe på dækket igen skyndte han sig over mod roret. Sejlene var taget ned og skibet sejlede nu på motor i stedet. Det var nemmere at navigerer på den måde, når vinden ikke ruskede i sejlene. Kunne de undgå uvejret? Nej. De var for tæt på og det bredte sig for langt. Inden de ville kunne nå udenom, ville de være ramt af det alligevel. Så kaptajnen styrede direkte mod uvejret. Jo hurtigere de kom igennem det jo bedre!
Han havde nikket til Diana, da hun havde tilbudt sin tjeneste. Der kunne meget vel blive brug for det. Varulven, der var bange for vand, burde gemme sig nedenunder, hvor der ikke var risiko for hun faldt over. Og måske kunne Vincent-fyren selv komme til nytte.

Sean havde kun begrænset med ting med. Han havde slet ikke planlagt at tage med på sådan en tur her. Det meste af tiden havde han hængt ud over rællingen og studeret vandet under dem. Og nu? Nu gemte han sig under dækket. Han havde ingen dragt med, den lå derhjemme. Så mens folk løb rundt omkring ham, fandt deres udstyr eller indtog en position, trykkede han sig ind i et betryggende, mørkt hjørne. Han vidste alligevel intet om at sejle.

Dækket var blevet ryddet for alt andet end den del af besætninger kaptajnen til minimum ville få brug for. De stod alle parat, enten med reb eller med hænderne solidt plantet om rællingen eller masterne. Alle virkede til at afvente uvejret med tilbageholdt åndedrag...
Den gullige storm ramte dem. I dens lettere tågede omgivelser af radioaktiv tåge opstod til tider lyn hen over himlen i alverdens farver. Regnen slog imod dem med en pludselig og overraskende styrke, truede med at fjerne synet fra folks hjelme. Kaptajnen fjernede noget regnvand fra plastikken foran hans ansigt. Forbandet! En hidsig storm!
Skibet blev snart kastet rundt mellem de store bølger der var opstået. Vinden rev, regnen var så hård at den truede med at give blå mærker til de skrøbelige. Det var ikke til at sige hvor stærk radioaktiviteten var, men skibet havde en indbygget sensor. Hvis alarmen lød, ville radioaktiviteten være for slem. Kaptajnen kunne se på målen, på hans instrumentbræt, at for nu skulle de nok klare den.
Men der gik ikke lang tid før voldsomheden af stormen gik op for skibets besætning.
Skibet var tæt på at kæntre under den hårde vind og de kæmpe bølger. Besætningen kæmpede med at holde sig stående, men flere var allerede ved at falde. Havvandet skyllede ind over kanterne og gjorde dækket forrædderisk vådt. Kaptajnen prøvede at styre skibet op mod bølgerne, da det var langt bedre end at blive taget med af dem, men det var næsten umuligt. Han sagde ikke noget. Det ville være så godt at høre noget alligevel under stormen og gennem folks hjelme og dragter.
Under dækket truede lasten med at rive sig løs fra sine ellers sikrede pladser. Små ting i sovesalene og køkkenet fløj fra deres hylder eller borde, hen over gulvet.
Ovenpå kom et specielt voldsomt vindstød og der lød et skrig som en fra besætningen mistede sin balance og gled hen over dækket, med kurs mod havet...
Faktisk var der mange der væltede rundt, hvis folk ikke allerede havde været fornuftige nok til at binde sig fast. Han håbede alle klarede den. Han håbede også at passagererne kunne passe på sig selv eller på hinanden.

Han havde hurtigt forsvundet ned under og lad sin takser et lidt skjule sted, så han ikke vil tabe dem under storm, så hellere gem den væk og håber på ingen finde dem, efter han havde gjort det kom han op på dække igen, nu havde han kun sine to pistol og skjule klinger tilbage på sig af våben, så kun han bedre hjælp til ud af skulle tænke på sine ting, uvejret gjort ham ikke det vild, hans rustning kun klar det og gjort også at han bedre kun ser her i uvejret, hvis var en fordel her og nu da det ikke så ud til besætning rigtig kun ser noget og alligevel og havde deres kamp med at bliv stå op.

Han kiggede over mod lyd da han hørt en skrig, han så godt en person der var på vej mod vandet, han var tætter på person end kvinde der også var blevet her oppe for at hjælp, han løbe hurtigt over og tog fat i et reb som havde holdt noget at last fat, men lå bare på dække nu dog stadig bundt i den en end, hvorefter han løbe efter mand og hoppe udeover rælingen efter mand, når også kun lige at grib ham end han røg i vandet, han havde fat i rebet med den en hånd og mand med den anden hånd, han kaste mand op på dække med lidt besvær, hvorefter han selv kravle op af rebet, det var tæt på at gå galt, han vil heller have at skibet rigtig mandskab var på skibet, end de lige plus skulle til at laver noget.

Han kiggede kort op mod Kaptajn og kun ser at han kæmpe med at hold roret, vincent kæmp sig op til Kaptajn og stille sig ved side af ham og tog fat i roret for at hjælp med at holde det stille, hans dæmons styrke var nok bedre end hans menneske styrke, eller han gik ud fra at Kaptajn var et menneske, ”har vi den rigtige retning” råbet han til Kaptajn, han regne med at han kun høre det nu hvor han stod ved side af ham, han vil hjælp Kaptajn hvis han vil skifte kurs ellers hjalp han bare med at hold roret så de holde kurs som de havde.