Piratturen (Plot-emnet)

De soniske lyde fra bioraptorerne, blev kun brudt af lyden af lyn på himlen, de brugte et syn basseret samme soniske teknik som flagermus, den eneste forskel var, at flagermus ikke var blinde, hvorimod bioraptorer udelukket kun kunne se noget, ved hjælp af sonisk lyd når det kom tilbage til dem. Diana brugte chakra i hendes fødder til, at holde sig fast til dækket, hun var vant til at fokusere sin chakra, da de tråde hun normalt styrede sine dukker med, var lavet af hendes chakra, så hendes chakra forbrug var effektivt. Hun brugte de samme tråde, til at hjælpe besætnings medlemmerne, når de havde brug for det, hvis det ikke var fordi Vincent tog sig af gutten, der var godt på vej udover rællingen på båden, ville hun have prøvet på at gribe ham før han var faldet ud.
De 2 bioraptors virkede ikke til at have særlige problemer, med at holde sig på dækket, de kunne stå bedre fast med hjælp fra de store klør, på deres fødder, og hvis de havde brug for det, kunne de bruge deres vinger, til at skabe balance eller lette, hvis de ikke kunne nå at vedligeholde deres balance. Til trods for uverjet, holdt de godt øje med deres respektive ender af båden, de hjalp lige som Diana besætningen, hvis nogen havde svært med at blive hvor de hørte til, hvor skræmmende det så end måtte være, at blive hjulpet af et reptil monster, der greb fat i folk med vinger eller fødder, mens de prøvede at lade vær med, at ødelægge dragterne folk havde på ved, hovedsageligt at bruge deres vinger.

Ved lyden af hendes bioraptor oppe foran, da den lettede lidt fra dækket, reagerede Diana med det samme, hun løb i retning af noget hun kunne sætte af på, hoppede op i luften, og brugte sine chakra tråde, til at gribe fat i bioraptoren, så hun kunne trække til, og nærmest flyve op til for enden. Hun sendte bioraptoren hen til midten af dækket, og så hvorfor hun var blevet kaldt derop, besætningen lignede nogen, der kunne bruge hendes hjælp til, at holde sig fast til dækket, da nogle store bøljer var begyndt at svinge godt op i båden. Hun brugte sine chakra tråde, til at suge folk fast, til det de allerede havde bundet sig fast til, for at sikre sig at de ikke blev revet fri.

Phoenix var gået væk fra sin kværn efter at hun havde sikret sig den var på plads og spændt ordentligt fast. Med rolige og sikre hænder var hun begyndt at smelte metallet for at glatte skaderne ud. Men med et blev en alarm tændt og Phoenix panikkede. Hendes første tanke om at stikke af op til overfladen var dødsdømt. Hun kiggede panisk rundt og mistede balancen da en stor bølge ramte skibet. ”Jeg ender mine dage i en metal kasse.” gispede hun og ledte febrilsk efter en udvej, som ville få hende væk.
En dør med et håndtag glitrede i den røde lampes alarm, og greb det kolde håndtag. ”jeg fortryder allerede det her nu.” mumlede hun og smuttede ind på den anden side.
Døren førte ud til en gang, og Phoenix tumlede ned af den, med et stod hun pludselig i køkkenet og kiggede panisk rundt. ”Shit shit shit,” mumlede hun og kantede sig i gennem det forladte køkken.

Men da båden igen tippede faldt flere køkkenredskaber ned over hende og hun hamrede ind i en af kogepladerne og blødte kraftigt fra hovedet. Desuden var der vådt. Over det hele. ”mere lort…” gispede hun og tog sig til hovedet. Efter kort tid nåede hun ud af køkkenet og væltede ned af gangen. Døren der førte ind i sove salen hvor hun besvimede midt i rummet.

//jeg svare igen, når sean har skrevet et indlæg

Sean brugte sin evne til at vandre mellem skyggerne, til at undgå han blev fanget bag nogle af kasserne der havde revet sig løs. Det var en dødsfælde at være hernede, når tingene ikke var sat ordentlig fast! Det besætning der var hernede prøvede ihærdigt at fange de løsrevne kasser og binde dem fast igen.
Sean var ikke ligefrem den største hjælp. Men han var også ligeglad, for det var slet ikke meningen han skulle være her!
Til sidst endte han helt ude i spidsen af skibet, hvor der næsten ingen kasser var. Han kunne mærke når skibet ramte nogle hårde bølger, for det fik metallet til at ryste svagt. Bare det holdt...Omg, bare det holdt...
Han krammede sin rygsæk ind til sig. Han ville langt hellere være en uanmeldt gæst på Dusts tur rundt til diverse verdener!
Men det værste skulle endnu ske.

Kaptajnen havde haft travlt med at styre skibet. Hvis hans besætning ikke stod fast, kunne han intet gøre for dem og han måtte bare bide sammen og håbe han kunne styre skibet i en retning, der sikrede flest mulig ikke røg til havs.
Alligevel var han taknemmelig for de to passagers forsøg på at redde hans besætning. Han havde helt klart mistet færre end han ellers ville. Normalt var stormene heller ikke så voldsomme, normalt ville de altid kunne klare sig. Det kunne man kalde dårlig held!
Han brød sig ikke om at dele sit ror med nogen, men så længe Vincent gav ham luft til at vende roret efter behag når han fik brug for det, gik han tøvende med til det.
I dette uvejr var det næsten ikke til at se noget. Efter at have kæmpet sig igennem noget af uvejret i guderne vide hvor lang tid, havde de åbenbart nærmet sig land uden nogen havde kunne se det for bølgerne og den radioaktive tåge. Tingene skete pludselig hurtigt.

De ramte revet så hårdt og pludseligt, at Sean blev slået tilbage. Han ramte baglæns ind i nogle kasser, tabte sin rygsæk og baskede rundt med sine arme i et forsøg på at gribe sig selv. Det slog luften ud af ham et øjeblik og da han endelig blev nærværende nok til at ømme sig over sin nu ømme krop, gik det op for ham at stod i vand....Og vandstanden steg alt for hurtigt. AH!
Var det radioaktivt? En pludselig frygt skød op i Seans krop. Han så sig omkring, til han fandt sin rygsæk der dyngede oven på vandet. Med den i sin hånd...
Og et sidste blik på hullet i skroget...Oh, det var slemt det her...
Forsvandt han til en anden, sikker og tør del af skibet.
"DER ER HUL!" råbte han til de nærmeste.

Kaptajnen var ikke i tvivl, da hele skibet rystede og der lød en forfærdelig lyd fra skibet. Det var tydeligt at mærke de havde ramt et eller andet og selv om skibet var af metal, var det begrænset hvor meget det kunne holde til. Så vidt han vidste var de milevidt fra en havn!
Men inden han fik beordret nogle fra hans besætning til at tjekke det ud, løftede en stor bølge skibet op og kastede det ind mod revet igen. Denne gang vendte bølgen skibet 90 grader og de ramte ind i det med siden. De var fanget mellem revet og de store bølger. De ville ikke komme fri herfra foreløbig. Deres bedste chance var at håbe stormen snart gik over...
For de kom ikke videre. Selv om stormen hev i deres dragter og regnen gjorde alt utydeligt, kunne kaptajnen mærke at skibet sad fast mellem nogle stykker rev.
Der var både gode og dårlige ting ved det. Det dårlige var de sad fast og tog vand ind. Det gode var...Eller forhåbentlig var...At revet var højt nok til at de kunne trække op på dækket, når stormen drev over, og undgå at drukne.
"VI SIDDER FAST!" råbte kaptajnen.
Der var vel ingen der kunne styre vand, vel? Nå.

Phoenix var bevidst løs og havde været det i et stykke tid nu. Da hendes hoved hamrede mod en af de fasttømrede senge vågnede hun med et gisp.... og slugte vand. vand? VAND? VAND!?!? Hun rejste sig og så at vandet steg. "Det her kan fandme ikke passe?!" Skreg hun og tilføjede. "Jeg har været på skibet i... 4 timer? Også skal jeg dø.." hendes hoved snak opgivende sammen og hun sugede luft ind i lungerne og hylede så godt som hun nu kunne. Hendes krop sitrede og hun begyndte atter forvandlingen.
Hvis hendes tanker var rigtige. Så ville hendes djævlefrugt blive "deaktiveret" og hun ville ikke drukne, da hendes ulv kunne holde sig ovenvande længere tid, end hendes menneske.... altså hvis hun havde ret.
Imens forvandlingen stod på steg vandet yderligere. Og hendes hyl lød stærkere og mere bange end før.

Vincent var ligeglad med at kaptajnen ikke var glad for at dele hans ror men han var sikker på at han ikke vil kun holde det stille alene, ikke fordi han selv rigtig kun ser hvor de var på vej hen, der håber han mere at kaptajnen havde styr på det, hvor de var på vej og hvor land de var fra landet, men det viser selv at han ikke havde, da de ramt revet og skibet sad fat, han var selv glad for at han havde fat i roret da det sker, så han røg ikke længe end hans arm var, han kiggede kort rundt og kun ser at besætning var ved at falde ned og finde hoved og hals på dem selv.

Han synes at kun høre nogle råb noget men ikke hvad, ikke i denne her storm som stadig stod på, derefter gik der ikke lang tid før han hørt noget hyle, har hun nu forvandle sig til ulv igen, han slap roret og løbe ned under dække og kun ser med det sammen at der var vand her ned, ja han så jo selv end de sejle hvor bange hun var for vandet, lidt utroligt at hun tog med på skibet her, når hun er så bange for vand, når man det så ikke ud til at andre havde tænk sig at rede hende, så må han hellere prøve på det.

Han begynde at leder efter hende på skibet og fandt hende også efter lidt tid, her var også meget vand her ned, han hoppe i og begynde at svømme ud mod ulv, han dykke dog noget før han kom ud til hende, hvor han slå cloak, så ulve ikke kan ser ham, da han kom tæt nok på, tog han fat i nakke på ulve og forsvandt ind i skygges verden, hvor han begynde at løbe så godt han nu kun med en ulv i den en hånd, kort efter kom de ude fra skygges verden, de kom ud på dække, hvor han hoppe væk fra ulv, da han ikke vidste hvad de kun finde på.

Ved sammenstøddet, var Diana nød til at slippe sit tag i dækket som hun havde, ved at holde fast med sin chakra i fødderne, for hun tippede over, og hvis hun ikke slap, ville hun kunne komme til skade. Fordi hun selv var i forenden af skibet, kunne hun nemmere høre Phoenix hyle, og hun havde en ret så hurtig måde at komme derned på, nu hvor der var hul på skroget. Hun hoppede ud over rællingen, i den side hullet burde være, og brugte sine chakra tråde, på samme måde som spiderman brugte sit spind, så hun kunne svinge sig direkte ned i vandet, og ind af åbningen, hun nåede derned hurtigere end Vincent, men når nu han kom derned, og fik fat i den forvandlende Phoenix, ville hun tage sig af vand indtaget. Hun tog hun et par af sine skriftruller, og åbnede dem, så hun kunne sætte hænderne på nogle store mærker der var på dem.
4 dukker blev trukket ud af skriftrullerne, da hun hævede hænderne igen, som blev styret i par af hver hånd, og i det hun bevægede fingrende, bevægede dukkerne sig mod hullet, mens de åbnede sig op, så de i sidste ende, kunne spærre for hele åbningen, og derved holde mere vand fra at komme ind i skibet. Hun stod nu, og blokerede for vandet, til trods for at det så ud til at være hårdt for hende, alligevel fandt hun kræfter til at vende sig mod Phoenix og Vincent, så hun kunne snakke til dem.

"Dragt mand, løb ud og kald efter hjælp, jeg kan ikke holde vandet ude alene, luk døren så hjælper jeg ulven imens!" råbte hun af ham, før hun anstrengt gik hen til Phoenix, da det var svært at holde dukkerne på plads, på større afstand "Ulv jeg har brug for at du tager det roligt, jeg gør alt hvad jeg kan for at holde vandet væk fra dig! Jeg kan ikke klare det alene, men med din hjælp, kan vi måske klare det!" til trods for hvor hårdt hun anstrengte sig lige nu, prøvede hun at lyde mild og beroligende overfor Phoenix, fordi hun gerne ville have at Phoenix fik kontrol over sin frygt, men alligevel kunne man godt høre på Dianas stemme, at anstrengelserne trængte igennem hendes forsøg på, at berolige Phoenix.

//mit svar bliver forsinket grundet jeg lige er startet på et sommerjob. Prøver at svare jer i morgen tidlig :)

Med skibet forankret mellem revene kunne kaptajnen ikke få dem fri. Det var irrelevant at skubbe rundt med det store ror nu og han valgte at slippe det og stoppe skibets motor. Så længe uvejret stod på var der stadig risiko for de fik mere vand ind end de kunne klare og faren var slet ikke ovre endnu.
Efter flere dage på havet var de nået ud i et territorium der ikke var kortlagt nær så godt og kaptajnen havde ikke haft en mulighed for at forudsige at disse rev ville dukke op. Men hvor der var rev, var der også ofte land. Men de måtte vente til uvejret var ovre, før de tænkte på den slags.
Hans mænd var spredt og havde kæmpet hårdt. Både for at holde sig på skibet og for at komme benene igen, efter sammenstødet før. Kaptajnen havde selv været tæt på at falde, havde han ikke holdt godt fast i sit ror sammen med manden fra før. Men både manden og kvinden var forsvundet under dæk. Det var på tide han også kom derned for at tjekke op på skaderne og hvad de kunne gøre for at forbedre dem.

Under dæk virkede der til at være vand næsten alle steder. Det blev værre jo længere ned han kom, til han nåede lageret, der var hårdest ramt. Den eneste han rigtig fandt dernede var Diana og nogen fra hans besætning, der ihærdigt prøvede at fjerne vandet inde i skibet med spande. De havde lavet en slange af folk op til dækket og rakte spandene videre til hinanden hele tiden. Imens virkede det til at der ikke kom så meget vand ind lige nu...
Måske var det en lille skade? Han trådte over mod hullet. Der var næsten ingen lys her, men en olielampe havde overlevet og med den i hånden og ude fra vandets rækkevidde trådte han igennem vandet og over mod hullet og Diana.
Han var noget forundret af synet der mødte ham. Hullet var der, ret slemt endda, men lige nu var det fyldt op af...Dukker? Kun en anelse vand slap igennem, men ikke nær nok til at udgøre den samme trussel som før.
Han løsnede sin hjelm, så han bedre kunne kommunikere.
"Drop det der! Det holder ikke!" Han snakkede til sine mænd. Han beordrede dem til at stoppe arbejdet og trække tilbage til det øverste rum i skibet.
"Diana...Du kan ikke holde det der op! Inden stormen er færdig og vi finder en løsning vil du være død af udmattelse!" Kaptajnen kunne se det tog hårdt på hende.
"Vi sidder mellem nogle rev. Med lidt held klare vi os. Når stormen er ovre finder vi en løsning! Kom så med op!" bad han, før han selv vendte om...
Men mest fordi nogen fra besætning var løbet ned til ham og råbt op om en løs varulv på dækket. Kaptajnen bandede for sig selv. En løs varulv i en radioaktiv storm? Det var jo lige hvad de manglede! Flere besværligheder!
Han vendte sig for at komme op på dækket igen. Hvis alt gik galt måtte de prøve at jage ulven i vandet...Hellere det end miste hele hans besætning til en frådende ulv!

Ulven var mildt sagt skrækslagen. Vincent som havde hevet hende til... Eh... en anden dimension? En anden verden? I hvert fald hvad end det var kunne hun ikke slippe skrækken om at være i noget mørkt.
Ulven landede tungt på dækket og halen var mellem hendes ben, som et tegn på frygt. Hun stirrede rundt med det røde klare øjne og fik endnu en gang øje på vandet, men ulven forblev ulv.
Der var ikke nogle små bølger i hendes hud eller knogle brud, men de syle skarpe tænder viste sig klart i lyset, og en dyb snerren kom fra hendes hals.
Alt dette stoppede dog da Diana snakkede til hende. Men hvad hun sagde var et rigtig godt spørgsmål. Ulven kiggede indgående på Diana, der var noget ved hende som virkede bekendt for ulven, men hvad det var kunne hun ikke lige sætte snuden på.

Da kaptajnen var væk fra dækket luskede Phoenix rundt med stor afstand fra vandet. Den radioaktive storm gjorde ikke det store ved hendes ulvekrop, i hvert fald ikke noget synligt.
Med poterne dappende hen over gulvet, nærmede noget af besætningen sig hende. En stor mand med en senneps gul dragt var begyndt at komme Phoenix lidt for nært af hvad hun kunne lide. En lille advarsels snerren tonede ud igennem hendes tænder og de kolde øjne stirrede ind i hans. Han rakte hånden frem og rørte hendes hoved.
Med et var hans hænder omkring hendes hoved og de store fede arme trykkede ind på hendes luftveje. Ulven kradsede på dækket og hende mund prøvede at snappe efter ham. Med et hurtigt ryk og et spark fik Phoenix vredet sig ud af grebet. Hun snerrede og lignede et vildt dyr med ude stående øjne og sylespidse tænder. Da manden begyndte at bevæge sig hen mod hende igen bakkede Phoenix tilbage og snerrede endnu en gang. Men han fattede ikke hentydningen og Phoenix angreb, dog ikke for at skade eller slå ihjel, men for at skræmme.
Ulven var klar over der var er stadige mere, kampstadiget. Den voldelige og mere bruske udgave bestående af halv ulv og halvt menneske. Et bæst som ikke direkte kunne parere ordre og smadrede alt på dens vej.
Men dette stadige var kun udløst hvis hun blev fysisk skadet eller truet med våben.
Hun sprang frem og væltede manden omkuld, den store snehvide ulv snerrede og hendes stinkende rådne ånde nåede manden igennem hans dragt.
Men hun gjorde ikke andet end at vælte ham og snerre. Der var ingen tegn på at hun ville dræbe ham eller skade ham yderligere.
En anden mand kom springende og tanklede hende. Phoenix kæmpede for at komme på benene og stod nu over for 2 modstandere hun ikke ville skade.
De to mænd begyndte at råbe og nogle stykker forsvandt under dæk imens andre sluttede sig til. Ulven havde ikke længere tal på hvor mange der var, og blev urolig. Hendes snerren stoppede og hun sænkede hovedet i overgivelse.
'Diana, dæmon mand, Sean, please hjælp mig.' Bad Phoenix inderst inde imens ulven ventede på dens endelige afgørelse.

Det overrasker ham enlig at ulven ikke prøvet at angreb dem da de var kommet ud fra skygges verden, men ulven må være mere bange end han havde regnet med til at starte med, man at ulven ikke kun lide at være i skygge verden overrasker ham så ikke, han kun godt nok godt lide skygge og mørke men lige skygges verden, skulle han ikke være for meget ind, ellers kommer han bare ikke ude af den verden igen, han nåh også kun lige at høre hvad kvinde sagde end han var forsvundet ind i skygges verden med ulv, han kun ser at kaptajnen havde forladt roret og var på vej ind under dække sammen med nogle fra besætning, så behøver han ikke at finde hjælp til der ned, når den nu var på vej af sig selv.

Han løb hurtigt ned til sine ting og så kort til dem, de var der i nu og de var endda også tør, det var et godt sted han havde fundet der til hans ting, han dække sine ting til da han var færdig med at tjek at det hele var der, han gik tilbage til dække, for at ser om der var noget han skulle hjælp med eller bare gør et eller andet, han havde dog ikke regnet med at ser det som han gjort, at en fra besætning havde tage fat i ulv, dum ide at gør det, han vil dog ikke blande sig når det kun var en, og mand fra besætning skulle var glad, da det ser ud til at ulven ikke vil slå ham ihjel.

Det var hvis godt at han ikke var gået der fra, da han kun ser at der kom flere til fra besætning, til kamp mod ulven, godt nok blande han sig normal ikke i andens kampe, men nu var de besætning som var begynde, han gik over og stille sig ved side af ulv, ”jeg har din ryg” sagde han kort og var klar på kamp, han havde ikke planer om at bruge sine pistoler, da mandskabet stadig skal kun passer deres arbejde hen på skib, ellers havde han alt de skjule klinger hvis det skal gå hurtigt.

Diana var normalt en stædig sjæl, når hun satte sig noget for, gav hun ikke op før hun havde klaret det, men kaptajnens ord gav mening, hvis de alligevel havde en chance for ikke at synke, fordi de sad fast i revet, var der ingen grund til, at hun kæmpede for at holde vandet ude. Hun trak sine dukker tilbage, og fik dem til at lukke sig igen, så de antog deres menneskelignende skikkelse, vandet begyndte selvfølgelig at fose ind med det samme, så hun skyndte sig ud med sine dukker i hældene, og lukkede hvad end hun kunne lukke efter sig, så vandet ikke kunne sprede sig så nemt, til andre dele af skibet, hun tænkte det ville være praktisk senere.
Hun skulle til at pakke sine dukker sammen, da hun hørte hendes bioraptorer oppe på dækket, da de udsendte en voldsomt kamp agtig lyd. Bioraptorerne havde set Phoenix med deres soniske lyd syn, og hvad de så var, at et prægtigt dyr blev angrebet af en flok mennesker, uden varulven gjorde noget mod dem, og den slags fik dem til at slå klik. De gik derfor til angreb på besætningen, som omringede Phoenix, og nu også Vincent, der var kommet for at forsvare hende, og de gik ikke lige frem let til den. Den ene greb fat i et besætnings medlem med sine tænder, og smed ham henover dækket, mens den anden smadrede ind i nogle stykker af dem, med hovedet først.

Mens de startede deres voldelige angreb, var Diana kommet op på dækket, stadig med sine dukker efter sig, og hun behøvede blot at se hvad hendes bioraptorer var startet på, for at regne ud hvad der foregik, hun havde trods alt opdraget de monstre, så hun vidste hvordan de tænkte. Hun lavede en lyd identisk med den, som bioraptorerne lavede, hvilket fik dem til at stoppe angrebet med det samme, og kigge mod hende, derefter begyndte de at vise truende adfærd mod besætningen, for at holde dem væk fra Phoenix, mens Diana gik hen til varulven, med sine 2 dukker der gik efter hende. Hendes fingre blødte fra spidserne, der hvor chakra trådende kom ud, fordi hendes fingre var blevet overbelastet, af hendes forsøg på, at holde hullet under dæk lukket.

"Tag det bare roligt, jeg har ikke tænkt mig at lade nogen, gøre dig noget ondt! Du må da være skræmt fra hvid og sans, efter den tur i vandet, som du oplevede der før!" sagde hun mildt. Diana ville ikke røre den hvide pels, med hendes blodige fingre, men hun holdt sin ene hånd op, så Phoenix ulv kunne se, at det var hende der styrede dukken, som strøg hende over ryggen, mens Diana snakkede til hende "Kom med mig under dæk, der er radioaktivt herude, og det er ikke sundt for en ung ulv som dig, at blive udsat for den slags! Dernedde kan vi være i fred, mens folk tager sig af skibet, og vi kan finde os et tørt sted, så du slipper for at være i nærheden af havet!" hun vidste godt, at ikke alle ulve, kunne forstå menneske ord, men hun havde lært at en kærlig tilgang hjalp meget mere, end det besætningen havde gang i. Og så længe hendes bioraptorer var tilstede, var der ingen der fik lov at nærme sig, udover Vincent og Diana, som allerede stod ved Phoenix.

At tage med på et skib, når man havde spist en djævlefrugt, især i disse tider de levede i lige nu, det krævede alligevel noget mod, men alligevel var det vist meget godt, at Phoenix var en varulv, og Diana havde var en beastcaller, der var vant til at omgås med varulve racen. Selvfølgelig kunne hun ikke være forberedt på alt hvad der kunne ske, når det galt en fremmede varulv hun ikke vidste noget om, men hun kunne da gøre et bedre forsøg på at hjælpe Phoenix, end nærmest nogen anden her på skibet, da det ikke lige frem så ud til, at der var nogen andre her, der havde ekspertise med dyr.

Sean gemte sig. Konfrontationer var ikke ham og han anede intet om skibe. Selv hvis der kom vand og der ville være frygt for han druknede, kunne han vandre i skyggernes verden til en mere sikker lokation. Derfor puttede han sig i en eller noget ubehagelig stilling i et af rummene. Ingen bemærkede ham eller tænkte over han var der, hvilket passede ham fint. En tyv som ham havde intet at gøre her! Måske ville nogle af Dusts sjove genstande have været praktiske at tage med på tur, men mistroisk som han var over for alt for gavmilde sjæle og ikke-sjæle, havde han lagt dem alle i en af sine mange huler. Hvem der dog kunne bruge Auriel lige nu! En ærkeengel kunne vel...Gøre noget...Ikke?
Og uden en dragt kunne han ikke gå op på dækket før stormen havde lagt sig.

Kaptajnen kæmpede sig ovenpå, hvor der var sand kaos. Stormen var ved at lette og vinden og regnen var ikke længere den største udfordring. Hans besætning kunne endelig stå på benene igen og mange havde løsnet sig fra de reb, hvorpå de havde bundet sig fast for ikke at ryge i vandet.
Han fattede ikke hvorfor de havde angrebet ulven. Eller jo, han forstod hans eget mandskab sikkert havde frygtet for deres eget liv og derfor havde valgt at tage stilling nu hvor kaptajnen havde været ude af syne. I værste fald ville de begå myteri senere...
Men for nu måtte han tage tingene som de kom. Punkt 1 var at stoppe denne galskab. Lige så snart stormen var ovre skulle de tilse skibet og se om de kunne finde ind til fast grund!
Forbandet. Han greb efter sin snusdåse, men den var lukket inden under hans dragt og han kunne ikke få fat i den. Hans dårlige humør steg yderligere.
"I forbandede havmonstre!" rasede han og sprang ind mellem dem alle sammen. Hvis hans mandskab så han var der og ikke stemte ja for denne kamp, var der en god mulighed for de fleste ville stoppe. Han greb fat i dem, fra hans mandskab, som han kom forbi og trak dem baglæns for at ryste dem ud af deres syge sind.
"STOP SÅ! Stop! Skrid med jer! Vi har vigtigere ting at tage os til at drille ulven!"snerrede han og måtte råbe højt inde under sin hjelm for at sikre nogen ville høre ham. Stormen var mildnet, så den ville nok snart stoppe helt. Han glædede sig til at tage den forbandede dragt af! Den var varm og fugtig efterhånden. Heldigvis kunne den slags storme slutte lige så pludseligt som de startede.
Nogen fra hans besætning trak sig tilbage, ikke uden en del sure sideblikke mod passagerne. Han måtte fokusere på at berolige mandskabet bagefter, når ingen stod og snerrede af hinanden længere.
"Vi har hul i skibet! Gå nedenunder og sikre så mange af vores ressourcer som i kan, i køtere!" Han havde intet problem i at skubbe til selv de store brød af mænd for at få dem til at forstå budskabet. Han ville helst undgå at trække våben mod sine egne mænd.
Alligevel var der et fåtal der ikke helt forstod budskabet og i en pludselig panik, som deres egen rygdækning trak sig tilbage, sprang de ind mod de fremmede. De prøvede at undgå raptorerne og sprang ind efter ulven. Kaptajnen havde ingen ide om hvad deres plan var, og måske havde de slet ikke en. Panik kunne hurtigt fjerne alle former for logik.

Da Vincent kom op på siden af hende og snakkede til hende, tog hun det som en hjælp.
Mens den skøre dame med de blødende fingre snakkede, snerrede ulven af Eh... mennesket som ikke var et menneske? Men Phoenix snappede ud efter dukkens hånd og stirrede intenst på den.
Dog vente hun opmærksomheden mod den store kaptajn som begyndte at bjæffe ordre som en sur hund. Ulven fik med det samme respekt for ham og bøjede hovedet svagt, som de gjorde i en ulveflok som acceptere deres Alpha.

Da de fleste mænd var begyndt at gå, vente Phoenix sig om og begyndte at lunde væk. Hun så intet. Hendes øre opfangede trinene forsent. Smerten ramte hende inden noget andet og derefter varmen fra blodet, som farvede den snehvide pels, mørkerød, som et tegn på radioaktiv skade. En kniv fra en af mændene var gået rent ind i siden på hende. Hun snerrede i smerte og snappede ud efter manden.
Inden kniven blev trukket ud forvandlede hun sig.
Pelsen krympede og ulven rejste sig på to ben. Den to meter og tyve centimeter høje kampulv (se billeder i profilen) brølede så hatte og briller fløj rund. Ikke nok med at folk i dækket ville få et chok eller blive små skræmte, kunne dette også høres rundt på hele skibet, både under og over vandet
Hun havde ikke været i denne skikkelse ret meget før, en gang med Nochi, og måske også med Demian...
Ulven tog fat i den første og bedste modstander og flænsede ham. Inden hun smed manden fra sig hev hun ham over. Blodet sprøjtede ud over det meste af ulven og de sprællende kroppe blev kastet væk. Ulven brølede igen og snerrede så voldsomt som muligt inden hun igen vente tilbage til kampen.

Hvis kampen var stoppet ville den skifte til den store hvide ulv og hun ville ikke skifte til menneske lige foreløbig.

Hvis kampen ikke var slut ville hun angribe den næste stakkel som stod hende nærmeste, lige meget hvem det var.

Vincent når ikke rigtig at gør når i kamp mod besætning før kaptajn kom frem på dække og begynde at råbe af besætning og hiver nogle af dem væk, han når måske lige i kamp med en eller to stykke end kaptajn kom, men meget mere når han heller ikke at gør, han skulle også til at gå da han så en fra besætning, stik ulv med en kniv, den var heldigvis ikke at sølv men det var nok til at ulv forvandle sig til sin halv ulv halv menneske form, nu skulle han ikke for tæt på, da han godt vidste hvad de var i sted til i den form som man også godt kun ser, da ulv havde tage fat i den første.

Han var glad for at han havde ammunition lavet af sølv med fylde kvik sølv i, med sig og har også nogen af dem på sig til sine pistoler, men håber ikke at skulle bruge dem her og nu, da ulven stadig vil være god at havde på holdt hvis de kommer til kamp som ikke er besætning på skibet, men noget andet, han prøvet ikke af stop nogle fra besætning i at kom over til ulv, de havde jo selv bedt om det og forhåbentligt vil de også kom til at lærer at lad varulv være en anden gang, efter det her show.

Ellers holdt han sig tilbage og afvente for at ser hvad der vil sker, om besætning var dum nok til at gå i kamp med varulv eller om de enlig var klog nok til at ser at den kamp vil de tabe rimelig hurtigt, da det så ude til at besætning kun var normal menneske, og de vil ikke kun gør selv meget mod en varulv i nærkamp, det vil han engang heller ikke selv vil, selvom han er en skyggedæmon vil han ikke i nærkamp med en varulv i den form.

Det krævede enten meget mod, eller et højt panik stadie, for at få mennesker til at angribe en varulv, uden de effektive midler der normalt skulle til, for at vinde kampen, men for Diana var det lige meget, hvilken af de 2 årsager, der fik dem til at angribe. De angreb et levende væsen, der var mere i panik over faren der var, ved at den kunne drukne, end den var til fare for nogen af de andre, og den slags var virkelig noget der fik Diana op at ringe.
Hun slap de 2 dukker hun styrede med den ene hånd, så hun kunne trække en ny skriftrulle, som blev åbnet så hun kunne få 2 nye ud. I modsætning til dem hun lige havde sluppet, der havde et tønde lignende corpus, så var de 2 nye dukker hun lige havde trukket ud, markant mere menneskelignende, de havde noget sort hår, aflange dukke ansigter og en af dem havde flere arme, mens den anden var lidt mere salamander mand lignende. Phoenix var på dette tidspunkt gået i kamp ulv form, men hun behøvede ikke at kæmpe mere.

De 2 fange dukker, som Diana ikke havde sluppet, blev brugt til at fange en mand hver, inde i deres tønde formede korpus, hvorefter den ene kamp dukke med de 4 arme, blev delt op i dele, hvilket afslørede knive der var gemt i led punkterne. Disse knive blev mast ind i små åbninger på begge fange dukker, så et skrig kom fra hver af dem, da mændene inden i, blev spiddet af knivenede, der blev fjernet igen, så dukkerne kunne åbnes, og ligende faldt ud på dækket, hvor de kunne fungere som en skræk for de andre besætnings medlemmer, der stadig havde i sinde, at angribe Phoenix.
"Soldater følger deres leders ordrer, hvis en soldat ikke længere følger en leders ordrer, vil det blive anset for myteri, eller tegn på manglende respekt! Begge dele vil lede til en henrettelse på stedet, for en ulydig soldat er en ubrugelig soldat!" råbte hun af alle der stod omkring dem på dækket. Det var tydeligt at i hendes sinds forvirrede vrede, gentog hun noget hun havde hørt i sin fortid, der for hende virkede passende i situationen, i dette tilfælde var det en advarsel om, at hvis besætningen ikke gjorde som kaptajnen beordrede, ville hun uden tøven dræbe dem, for deres manglende lydighed, overfor deres leder og hans ordrer.

Heldigvis så det da ud til at virke, nok mest fordi hun havde startet ud med at lave 2 lig, som lå og blødte ud på dækket, før hun havde udtalt sit ultimatum. Og fordi det så ud til, at de sidste besætnings medlemmer fortrak sig, fra deres forsøg på at angribe Phoenix, fik hun hurtigt pakket sine dukker ned igen, så hun havde hænderne fri, før hun gik hen til Phoenix igen, da hun var insisterende på, at hun ville hjælpe ulven. Det eneste der kunne holde Diana fra at hjælpe Phoenix var, hvis Phoenix selv eller hendes ulv, gav udtryk for at hun ikke ville have Dianas hjælp.
"Kom nu med nedenunder, mine ting ligger et tørt sted! Jeg kan se på dine sår, og rense det!" sagde hun med et forsøg på at lyde mild i hendes stemmeføring, mens hun prøvede at udtrykke det hun sagde med sine hænder, da hun ikke vidste om ulven forstod hvad hun sagde. Hun prøvede også forsigtigt at lægge en hånd på ulvens kind, for at vise at Diana ikke var en trussel. Selv hvis ulven prøvede at nappe ud efter Diana, ville hun ikke vige fra hende, fordi Diana insisterede på at vise at hun havde gode hensigter.

Midt i kampens hede trak stormen sig mere og mere væk. Snart forsvandt den værste vind og regnen blev mindre og mindre til den endelig holdt op. Den gullige tåge der havde omringet dem begyndte at lette. For en sikkerhedsskyld var det bedst at beholde en dragt på lidt endnu, også fordi dækket var fuld af radioaktivt vand efter regnen. De plejede at skylle hele skibet efter når en storm var overstået, men lige nu havde de andre ting at se til.
Såsom de røvhuller der ikke lyttede til deres kaptajn! Som regel var der flere former for straf den salgs kunne modtage. Piskning, hænge med hovedet nedad på masten. At blive smidt overbord. I dette tilfælde behøvede kaptajnen dog ikke at gøre sig kreativ med afstraffelse, da Diana så ud til at tage straffen i egen hånd og formåede at skræmme resten af besætningen til at trække sig tilbage. Idioter! Hele bundtet! Det var deres egen skyld de var døde!
Alligevel gjorde døden af noget, af kaptajnens mandskab, ham trist. Død var aldrig en god ting.
Med armfakter gjorde han sin besætning klart at de skulle gå deres vej. Vende tilbage til deres arbejde. Himlens guder vide de havde brug for det! Der var mange ting der skulle gøres i den uheldige situation de var endt i!
Undervejs greb kaptajnen fat i armen på en ung gut. Han var atletisk og god til at kravle i masterne på skibet. Med en armbevægelse lod kaptajnen vide at drengen skulle kravle op og se om han kunne se noget fra et udkigspunkt. Stormen var snart væk, de måtte snart kunne se noget!
Efter et blik omkring sig tog kaptajnen selv et valg og løsnede den varme og fugtige hjelm. Det var rart at trække vejret udenfor igen! Måske var det lidt tidligt. Måske ikke.
Hans blik gled over ulven og de to andre der stod omkring hende. Ja, han var ikke læge eller noget andet i den stil, så det måtte de tage sig af.
"Godt. Få styr på situationen. Jeg vil prøve at sikre skibet, få et overblik over vores skader. Vi må være tæt på land med dette rev...Forhåbentlig noget land vi kan bruge til noget" brummede kaptajnen, som han gav sig mod sit ror og dermed sin navigation. Måske kendte han nogle til deres breddegrader?
"Hvis vi er...Får vi sikkert snart brug for jeres evner i kamp på en anden måde!" brummede han forsikrende over den ene skulder, da han satte i bevægelse. Hans sigende blik gled over til Vincent et øjeblik.

Som stormen var ved at trække sig tilbage og noget af alt larmen tav, begyndte Sean at dukke op igen. Også fordi mange fra besætningen var kommet nedenunder. De larmede og brokkede sig, et selskab Sean ikke rigtig havde lyst til. Ud fra deres ord kunne han gætte sig til nogle af de ting der var sket ovenpå.
Nogle af dem havde afført sig deres dragter og Sean havde været hurtig til at snuppe en af dem. En let en, der passede ham nogenlunde. Hjelmen sprang han over...
Da han kom ovenpå bedømte han det virkede sikkert nok til at komme helt frem. Den friske vind slog mod hans ansigt og gav ham et kuldegys ned igennem ryggen. Han lod blikket glide over det blodige dæk, hvor nogen fra mandskabet var sat til at smide ligene over bord. Over til Vincent - selv om manden var skyggedæmon selv, havde Sean bedømt de ikke nødvendigvis havde noget til fælles - og over til Diana og Phoenix.
Han havde haft et svagt punkt for Phoenix siden han havde fundet hende i byen og faktisk tilbudt at lære hende noget mere om tyveri. Men konfliktsky som han var gik han ikke tættere på. Han skulle ikke risikere at Phoenix bed hånden af ham. Hvad skulle han så leve af?
Han sendte dem alle et usikkert smil. Hvis nogle af dem var på vej under dæk ville han fjerne sig fra døråbningen.

Ulven var kølet ned og Phoenix stod nu stille på dækket og blødte kraftigt fra siden, hvor kniven tidligere havde været. De døde mænd lugtede underligt og dækket havde fået et klamt lag slim hvor hun stod. I det Diana havde råbt noget og kigget ned på hende følte hun sig på en måde tryg… eller noget der mindede om det.
Den røde farve i pelsen viste sig klart og Phoenix var i teorien klar til at følge Diana over alt, men Seans duft ramte hendes næsebor og ulven så op. Det var ham… den knægt som hun frivilligt havde vist sin ulv, og han havde lovet hende noget. Hun stirrede intenst på ham, som om hun ikke kunne beslutte om hun skulle æde ham, eller løbe over til hans side og sætte sig ned. Men den smerte som jog igennem hendes krop var for meget. Hun kiggede pinefuldt op på Diana, og peb, efter hende.
Men inden Diana kunne nå at sige eller gøre noget, havde Phoenix vendt sig mod Sean og luntede hen til ham. Omkring en meter fra ham satte hun sig ned og ignorerede smerten. Ulven dukkede svagt hovedet ned og vise ham respekt, inden hun dappede over til Diana og ville følge hende hvor end hun ville have Phoenix hen.

//beklager det er lidt kort og fantasiløst ^^

Vincent smiler svagt for sig selv ind bag hjelm da kaptajnen kom tilbage til dække og så hans besætning i kamp med en varulv, og samtid at Diana var begynde at straf hans mandskab, noget kaptajnen plejer at gør selv eller er med til at bestem hvad der skal giv af straf, han holdt sig stadig på afsted hvad angår Phoenix da hun stadig var i ulve form, han kiggede kort rundt og kun ser at storm snart var over, så fik de nok at ser til med at ser til skibet, der var nok en ting eller to der skulle laver, samtid finde en måde at få skibet fri fra revet.

Han skulle finde en måde at få skylle sig selv for at kom af med alt det radioaktivt regne og hvad der ellers var i storm, han overvejet lidt at hop i havet men var ikke hele sikker på at det var en god ide at gør, der brudt være en nemmer måde at gør det på her på skibet, han fandt efter lidt tid det de plejer at skylle skibet med, han åben dog ikke helt for hane, hvorefter han skylle sig grundligt for at være sikker på at han har fået alt det radioaktivt af sig, han lukke for hane da han var sikker på at han havde fået skylle det hele af sig.

Det var godt at hans rustning han tår alt det vand, så var det bare han så skulle tage sig til, han kun ikke rigtig hjælp med at laver skibet, da han ingen erfare har omkring det, det eneste han kun lige nu var at beskytte skibet og deres besætning mod hvad der nu kun kom imod dem.

I og med at stormen var ved at lægge sig, og Phoenix's ulve form virkede til at acceptere hendes hjælp, tog Diana sin radioaktivitets hjelm af, og tog et par åndedrag, nu hvor hun kunne få lidt mere frisk luft indenbords, også selvom luften stadig virkede lidt radioaktiv i det. Hun tog sine handsker af, som havde fået blodpletter i fingerspidserne, efter den voldsomme brug af hendes dukker, så hun kunne se skaderne an, ikke fordi det var noget hun ikke havde prøvet før, men når ens fingre var ret vigtige for, hvor godt man kunne kæmpe, og hvor godt man kunne lave sine sharmanske medicineringer og lignende, så var det vigtigt at hun holdt sine hænder sunde og i form.

Hun så op, da hun registrerede at Phoenix luntede væk fra hende, mest for at se hvor hun luntede hen. Diana kiggede på den skygge dæmon, som ulven virkede til at hilse på, hun undrede sig lidt over hvem han var, for hun havde ikke set ham på skibet, hverken før eller efter de var taget afsted, så det var lidt mærkeligt, at han lige pludselig var her nu. Dog antog hun det for at være normalt, for tja han var her, og hun kunne ikke finde nogen anden logisk grund, lige på stående fod, så derfor måtte det jo være helt normalt, at der bare dukkede fremmede op, sådan ud af det blå. Dog tænkte hun på, om han i virkeligheden var en havmand, der var svømmet ind af hullet under dæk, og havde forklædt sig som en dæmon mand.
Da ulven kom tilbage til hende, strøg Diana hende forsigtigt over hovedet, for at undgå at smøre blod ind i hendes pels, men for at lade hende vide, at Diana var omsorgsfuld overfor hende. Hun gav tegn til ulven om, at hun skulle følge med, før hun gik nedenunder dækket, sammen med ulven og hendes bioraptorer. Hun sendte dem begge afsted efter hendes tasker, mens hun tog Phoenix med ind i et rum, hvor de kunne være i fred. Diana satte sig på knæ ved siden af Phoenix, så hun kunne se på såret, og da bioraptorerne kom tilbage med hendes tasker, begyndte hun at tage sig af det.

"Det kommer til at gøre lidt ondt når jeg begynder at rense såret, og når jeg putter lidt salve på, kommer det til at svie lidt, det ser også ud til at såret skal have en syning, men jeg lover dig at det nok skal gå bedre, når jeg er færdig okay? Så prøv at slappe af, så skal jeg nok gøre alt hvad jeg kan, for at gøre der så smertefrit for dig som muligt!" sagde hun mildt til ulven, mens hun så hende ind i øjnene, og strøg hendes hoved, for at vise ulven, at hun var omsorgsfuld overfor hende. Diana åbnede en af taskerne, og tog de ting frem som hun skulle bruge, der var ingen tvivl om at hun havde arbejdet med dyr før, eller med varulve for den sags skyld, for hun var blid i takt med at hun rensede såret, syet det sammen og smurte salve på, hun tjekkede jævnligt om ulven klarede sig, ved at smile til hende og stryge hånden beroligende gennem hendes pels. Til sidst forbandt hun såret med et blad, der sad fast ved hjælp af salven, og som kunne blive siddende, selv når ulven skiftede tilbage til Phoenix.

"Sådan, nu skal du nok komme dig rigtig hurtigt, bare så længe du ikke piller i såret! Hvis du vil være en skat og spise den her pille, så er jeg sikker på, du heller ikke bliver syg, af radioaktivitets bestrålningen der kan have kommet ind i såret!" sagde hun mildt, og holdt en pille frem i flad hånd, så ulven kunne spise den uden at bide Dianas hånd. Hun så ud til at komme i tanker om noget, som fik hende til at rode i sine tasker "Åh ja, og mens jeg husker det, dit tøj blev nok ødelagt, da du forvandlede dig, til din varulve form, lige som det gjorde da vi var i havnen, så hvis du forvandler dig tilbage nu, kan din menneskeskikkelse låne noget af mit tøj, så du ikke behøver at forvandle dig et andet sted, og lige pludselig stå splitter nøgen, overfor nogen andre!" hun fandt noget tøj frem fra taskerne, i form af nogle bukser, undertøj og en trøje, en relativt normal sammensætning, så Phoenix ikke behøvede at klæde sig ud som Diana.

//Jeg svare lidt langsomt grundet sommerjob og at adminting bliver prioriteret denne aften. Håber på at svare jer i morgen tidlig! :)

Mandskabet var faldet mere til ro og dem, hvis kammerater var døde, havde mere travlt med at rengøre skibet og turde end ikke se væk fra den plet de prøvede at spule væk. Skibet havde nogle store lagre af rent vand til eget forbrug og normalt brugte kaptajnen havvand til at rengøre dækket, men oven på blodet og stormen valgte kaptajnen at bruge nogle spande af det rene vand for at dækket sikkert at være på igen. Den atletiske dreng fra før var godt på vej op i masten og der var ikke lang tid til at han stod oppe på en lille platform og spejdede længere ud i horisonten end nogen af de andre kunne se.
Kaptajnen tjekkede koordinaterne. Hm. De var kommet lidt for langt mod øst og ned mod syd bagefter...De æld gamle kort der havde overlevet havde snakket om der engang lå øer rundt omkring i havet og kaptajnen var da selv stødt på nogle en gang i mellem. Men hans kort kendte ingen detaljer om det område de var på nu og han måtte afvente hvad hans mand sagde, når han kom ned fra masten igen.
Han rettede sig op og fandt endelig et stykke skrå frem. Sikke en herlighed! Hans stikkende øjne fulgte med, som blodet og det radioaktive vand fra stormen blev skyllet ombord. Dette var en usikker situation, for der var hul i skibet og de sad fast mellem nogle rev. Hvor meget mad havde de? Vand? Hvad var deres muligheder? Hans mandskab var trænet til at reparere skibet, hvis de havde tingene til det. Men hvem kunne hamre det hele sammen under vand? Nogle af skibets nederste lagre var fyldt med vand lige nu. Selv hvis de havde nogle plader af metal at hamre på igen.
Nå. Lige nu måtte folk lige komme sig lidt. De kunne lægge en plan snart, når folk var blevet mere sig selv igen.

Sean havde set hen mod Phoenix, da hun var kommet hen til ham. Han havde sendt hende et af sine små smil og sat sig på hug foran hende. Hans blik var gledet hen over hendes skadede side og han følte et stik i sit indre. Et stik af bekymring. Derfor, da ulven og den anden fremmede kvinde var forsvundet nedenunder, var han fulgt med. Han var ikke gået med dem hele vejen, for kvinder havde vel lov til at være private og Phoenix havde haft et sår. Men han blev lige udenfor rummet, stillede sig op af væggen med armene over kors og afventede de blev færdige. Når de var færdige ville han selv gå ind og tjekke til hende...
Bare for en sikkerheds skyld. Ikke fordi han vidste så meget om sår igen. Havde det ikke været for Auriel havde han selv nok mistet sit ben til en simpel kugle. Et grimt ar havde det givet, ja.

Drengen kom hurtigt ned på dækket igen og kaptajnen kom ham gående i møde.
"Stormen er på vej væk, Kaptajn! Den har bevæget sig ind over noget mørkt. Jeg tror det er land, kaptajn!" meddelte drengen nervøst, efter det blodbad der lige havde været. Kaptajnen nikkede og sendte ham væk med en vinken. Det afgjorde det så!
"Mænd! Find båden!" kaldte han og folk hoppede på stedet for at efterkomme hans ønske. Skibet havde et par mindre både, beregnet til enten at gå i land med eller gå fra borde, hvis skibet sank. De hang ud over siden af skibet i tykke kabler og på ordene gik mandskabet straks i gang med at klargøre en af dem. I stormen og efter sammenstødet sad kablerne dog fast. Mandskabet hev i kablerne eller trykkede løs på knappen, der burde løsne den, men der skete ikke andet end den lille båd gyngede frem og tilbage i sine kabler. Kaptajnen knurrede let for sig selv og vinkede over mod Vincent.
"Giver du et hiv med?" foreslog han. Forbandede mennesker...Mon en dæmon styrke oveni gjorde en forskel?

Phoenix lavede ikke en eneste bevægelse under hele healings delen. Hun stolede fast på Diana, uden rigtigt at vide hvorfor, eller hvordan.
Den nu lyserøde pels så spøjs ud og Ulven snusede nærmere til det salve der var kommet på. Den kradsbørstige duft fik det til at kilde i næsen og hun fnøs. Hun kiggede op på Diana og gryntede en form for tak for healingen.
Den lidt mærkelige pille i kvindens hånd så underlig ud. Hverken Phoenix eller Ulven eller Luna, for den sags skyld, kunne lide piller, men hvis Diana sagde det ville virke, så ville hun tage den. Med en lang lyserød tunge snuppede ulven pillen og lagde hovedet i hendes hånd kort.
Da Diana igen snakkede gik ulven lidt væk og begyndte den lettere smertefulde tilbage forvandling. Samtlige knogler knækkede, og hendes hale forsvandt. Hun stavrede rundt nu på to ben og snerrede som kun halvt dyr og halvt menneske kan gøre. Et sidste skrig fik hendes pels til at forsvinde og hun så op på Diana. ”Jeg vil gerne…” hun gispede i smerte og holdte sig ind mod siden hvor bladet dækkede for hullet. ”Låne det der tøj.” hun prøvede halve hjertet at smile. ”og tak.”

Men inden hun snuppede tøjet på, havde hun tørret det værste blod af og fået et mindre glas vand. Da hun igen var iklædt tøj, og var mere eller mindre sig selv, så hun på Diana. ”Som tak for din hjælp på så mange måder, vil jeg vise dig hvad min djævlefrugt er i stand til snart.” det pjuskede hvide hår og den lidt for store T-shirt og et par slidte jeans fik hende til at ligne en der var yngre end de 18 år hun rent faktisk var.
Roligt lyttede hun rundt og lavede en svag tysselyd til Diana, og satte en pegefinger for sin egen mund. Hun hørte han hjerte banke og hun smilede svagt, hvor efter hans duft ramte hende som et kram. ”Ey Auriel, i stedet for at stå som en eller anden vagthund, kommer du så ikke ind og siger hej?” hendes stemme var flabet men havde også et svagt strejf af glæde over at han var fulgt med nedenunder dækket.

Den pjuskede Phoenix smilede til Diana, og den rå og badass tøs hun plejede at være var forsvundet som duggen fra solen, måske var det smerterne der mindede hende om at hun var i live, og måske ikke skulle dø i dag alligevel, selvom det havde været tæt på et par gange den sidste dags tid.

Vincent tog sig ikke rigtig af den mærkelig klædte kvinde, selvom hun bløde fra sine fingerspidserne, han kun alligevel ikke hjælp hende rigtig med det, og det kun godt tyder på at hun selv havde bedre styre på sine sår, så hun tjekke ulv for den sår, han kiggede kort på ulven da den gik over og hils kort på en anden mand, som han ikke rigtig havde set før nu, en anden skygge dæmon virker det til at være, han kiggede derefter kort på ulv og den mærkelig klædte kvinde, da de forsvandt ned under dække, ellers for tog han ikke rigtig nok, han lod mandskabet gør deres arbejde.

Han kiggede kort op mod storemasten hvor en var på vej op for at få et bedre udsigt omkring dem, han kiggede kort på knægte da han kom ned der fra og gik imod Kaptajnen, så han hørt også godt hvad han sagde til Kaptajnen, så de var tæt på land, så kun det være at der snart sker noget spænde udover en storm, og så var spørgsmål bare hvordan de vil få lavet skibet men det var deres problem og ikke hans, ikke i nu men det kun det gå hen at bliv, hvis de ikke kan få lavet skibet.

Han smiler svagt ind bag sin maske/hjelm, da nogle af mænd næste hoppe på stede da Kaptajnen bedt dem om at finde båden, han kiggede kort over mod Kaptajnen da han synes at kun mærke hans blik på sig, han nikke kort til det Kaptajnen sagde som svar på at det kun han godt, han gik over til mænd og skubbe sig forbi dem og tog fat om nødhåndtag med begge hænder og lad vægt i og trykke det så i bund, så båden røg ned, ned i vandet og var klar til bruge.

Diana nussede kort ulven på hovedet, efter hun havde spist pillen, og lænede sig lidt tilbage mens Phoenix, forvandlede sig tilbage til sin menneskeform. Igen var det tydeligt, at hun var vant til varulve, da hun vidste hvordan det var, for varulve at skifte mellem sine former, og hun lod sig ikke påvirke af manglen på tøj, kroppe var naturlige for hende, så hvorfor skulle det være noget problem?
"Jeg vil glæde mig til at se, hvad du har lært at gøre med din ildfrugt, når vi får tid til det! Indtil da ville jeg være glad for, hvis vi kunne samarbejde, om det bliver nødvendigt fremover, på den her tur, for jeg har en følelse af, at det bliver nødvendigt at vi holder sammen, og siden du er stærkere i konfrontationer, mens jeg er stærkere når jeg gemmer mig, kan vi nok danne et stærkt team!" sagde hun mildt, med et af hendes skøre smil på læben, mens hun tog noget salve frem, som hun brugte på sine fingre, før hun bandt dem ind. Salven skulle hjælpe hendes fingre med at heale hurtigere, så hun kunne bruge dem så snart så muligt igen.

Diana så op, da Phoenix syssede på hende, og betragtede hende i stilhed, mens hun snakkede til ham der stod uden for døren. En af hendes bioraptorer havde reageret på hans tilstedeværelse tidligere, mens hun var igen med at tilse Phoenix sår, så Diana havde været bevidst om, at der var nogen derude, men hun vidste ikke hvem det var, siden hun trossalt hverken kunne se ham, eller sanse ham. Hun gjorde sig kun i det at sanse væsner, når hun lavede dem om til dukker, og selv der brugte hun andre væsner, til at se hvor godt resultatet var blevet.
"Auriel? Er det den der dims du hilste på, oppe på dækket, før vi gik her ned, for at fikse dig op?" spurgte hun med en form for undren i sin stemme, der afslørede at hun ikke kunne forbinde det navn med Sean, som om hun vidste noget om navnet Auriel, der ikke stemte overens med nogen hun havde set eller mærket her på skibet.

Hun rejste sig op, samlede sine ting op og lagde dem på bordet, så hun kunne pakke de skriftruller ned hun havde brugt indtil videre, hun tog dog nogle andre frem, som hun kunne bruge inde på land, så hun var klar til at tage derind, hvis det blev nødvendigt. Hun kunne dog mærke at hun havde lyst til at spise, så måske hun skulle komme forbi køkkenet, inden det blev for sent.

Sean smilte for sig selv, da han hørte Phoenixs stemme. Selvfølgelig, en ung pige med sanser som hendes ville nok vide han var her. Sikke en slet tyveknægt han var! Kunne end ikke gemme sig. Men nu havde han heller ikke forsøgt og alt taget i betragtning...Det var begrænset hvor meget man kunne gemme sig på et skib, ikke?
Han drejede til siden, åbnede døren og trådte prøvende indenfor. Hans blik gled over rummet og ikke mindst både kvinden med dukkerne og ikke mindst Phoenix. Til sidst trådte han helt ind i rummet og puffede døren i bag sig. Han rømmede sig svagt og trådte hurtigt et par skridt tættere over mod Phoenix, før han faldt ned og sidde på en stol. Han gjorde en let gestus med den ene hånd.
"Jeg er Auriel...Eller...Jeg går egentlig nok ved mange navne. Men hvem gør ikke det?" forklarede han overraskende afslappet. Sandt var det at navnet Auriel var snuppet fra hans ven, ærkeenglen. Men manden ville sikkert blot grine af det, hvis han lærte om det.
Hans blik gled over til Phoenix.
"Er du okay?" spurgte han så ligeud. Sandt var det at netop det lå ham på sinde lige nu og var den eneste grund til han rigtig havde opsøgt nogen af dem. Hele turen havde han ellers holdt sig for sig selv.
Phoenix var på benene, så det var vel ikke længere dødeligt. Sean kendte ikke så meget til lægevidenskab, formåede ofte at forsvinde før en konflikt kunne nå at blive fysisk truende for ham. Men alt det blod? Eller var det, som man sagde, at blod altid så ud til at være værre end det var på grund af den røde farve?
Som han sad her kunne han mærke Auriels fjer kilde mod hans brystkasse, indenunder hans trøje. Han lænede sig tilbage i stolen for at stoppe den i det.
Udenfor rummet kom en eller anden gående, formentlig i et hurtigt tempo.
"...Land i sigte..." var det eneste der kunne høres af den samtale vedkommende havde haft med en anden.

Båden faldt i vandet med et plask og en stige blev kastet ud over rællingen, så folk kunne komme ned i den. Kaptajnen overvejede det lidt, så udpegede han nogle fra mandskabet der havde voldt problemer før. De ville næppe blive savnet...HVIS der skete noget.
"Jeg tror flertallet af os har godt af en pause. Lidt at spise og den slags. Så jeg tager først ind senere...Men I kan tage af sted" beordrede han de udvalgte folk fra mandskabet.
"Tjek om der faktisk er land i sigte og om der er et sted at gå i land. Ser det sikkert ud? I kender det. Af sted med jer!" Kaptajnen vinkede dem ned i båden og de begyndte nedstigningen. Båden havde en lille motor i den ene ende.
Det var op til Vincent selv om han ville med nu eller ventede til senere. Kaptajnen blev i hvert på skibet. Herfra kunne de holde øje med båden med en kikkert eller noget. Se om de overhoved kom tilbage og hvis de gjorde, med hvilke nyheder.
"Sig kokken har overlevet dette lort!" brummede Kaptajnen da han lod båd være båd og gik under dæk for at opsøge køkkenet...