[Uafsluttet] Næsten hjemme ved jer igen (Nagato + Selena)

sted. i skovende tæt på en af hovedvejene.
vejret tung regn.
tid sent nat.
omgivelser mørke skove med våd jord og tung regn i luften en gang i mellem lyn.

Selena var næsten hjemme ved de andre og autocampere'en og hun glædet sig til og se dem især Makuro hun fik aldrig snakket med ham og sagt hvad hun ville til ham. regnen faldt og hendes nye lange røde hår låg ned af skulderene men det var faktisk rart og følge vandet. hun gik roligt videre da hun syntes hun så et glimt langt til højere for hende hun gik der hen af og følte vandet glide ned af huden og grinte lidt for sig selv. det var åbenbart langt væk glimtet var men hvad fanden det drejet sig om 20 minutters gang.

et lyn kløvet himlen i lignet det da hun så ud over bjergkæden det var faktisk rat smukt med regnen. hun følte hendes fars gamle sværd og smilede ved tanken om ham han ville have været stolt. hun kom til træet og så op det var oppe fra trækronen det glimt var kommet hun lukkede øjne og tænde for hendes chakra system og gav et godt spark på træet træet blev kløvet over og noget faldt ned mod hende hun rakte hånden op og greb det "wups" sagde hun med stor til freds hed i stemmen.

det lignet en pind hun begyndte og gnide på det og nogle ord kom frem hun gloet mærkeligt på dem det var gammelt sprog og hun studeret det noget det måtte give gode penge tænkte hun og så på skriften igen og med en grinene tone begyndte hun og læse op "Minato daga Nagato" intet skete og hun vendte sig om og gik samme vej hun var kommet fra langt ude i horisonten kunne man se hendes ords betydning og hun måbet en masse støv fløj gennem luften som en væltet skypumpe med holderne rattet frem af frem for ned af.

hun så vandtro på staven og så på pumpen som have direkte kurs mod hende i frygt for det var en fæle greb hun sværdet og sprang op og gemte sig i nogle trækroner med sværdet klar til og angribe hun ville se hvem fanden der kom frem eller mere hvad der kom frem. hendes blik faldt da skyen landet ved staven og hun så hendes fodspor hun smilede ved synet fodsporne gik ikke langt væk men rundt omkring og hun have så sprunget op i et træ og videre igennem 3 andre for være hvor hun sad nu ingen ville tænke over dette vidste hun.

skyen begyndte langsomt og falde ned og man kunne svag tyde en eller anden nu et lyn kløvet himlen i det samme personen stod der og hun smilede "lad os nu se hvad du er for en" regnen faldt ned over hende og hun kiggede med hendes smukke grønne øjne ned mod personen

//det var ikke lige sådan jeg havde tænkt mig at komme frem, så retter lige lidt XD

Det hun havde fundet i træet, var et utroligt smukt scepter, men fordi det havde ligger der i et godt stykke tid, havde tidens tand påvirket det således, at det godt kunne trænge til at blive pudset. I det hun læste ordene på scepterets skaft op, begyndte der straks at ske noget, i form af at der kom sort røg ud af scepterets hoved, ja det nærmest væltede ud med sort røg, som begyndte at danne noget der lignede en kæmpe krydset med en ånd, iført samurai rustning med et sværd på hver side, og som udmundede fra scepterets spids.
Denne store åndelignende kæmpe, så ned på Selena da hun stadig holdt scepteret, og derfor måtte være den der havde påkaldt ham, og han lagde hovedet lidt på skrå.
"Jamen tillykke unge dame, du har fundet mit scepter og påkaldt mig, du har derfor krav på 3 ønsker!" sagde han med en dyb og rungende stemme, der passede til hans størrelse "Sig mig hvad du ønsker dig, og det vil blive opfyldt, efter min bedste kunnen!"

Selena så på skabningen foran hende før hun hørte hvad den sagde trak hun hendes sværd hun have døbt TINKA og lod det flyve igennem støvet lyden fra sværdet der skar rasterne af de lydbølger som kom fra hans ord sang hun svinget sig under ham og vente sig om og lød nu som om hun først have hørt ordne "hvad sagde du" hun så noget akavet på ham

"dude hvis du har en fysisk form er du så sød og tage den for det der giver mig faktisk myrer kryb" hun stak sværdet i skeden igen og satte så på knæ foran ham og bukket på ægte gammel samurai maner. og rejste sig igen "selena og hvem er du så" hun så mere og mere skeptisk på ham og ventede på han var rar og tage en fast form dog stollede hun ikke på ham og have hånden under jakken som lå på hendes lille pistol hun afsikret den og ventet på hans næste træk sceptret lå foran Nagato da selena have smidt det i det hun trak sværdet for prøve og kappe ham midt over men dette lykkes ikke da han jo var af støv og samlet sig igen.

derfor bad hun om den faste form i første omgang.

"Hmm jo jeg kan da godt se, at denne form kan være noget voldsom, for jer kære små væsner, de sidste der påkaldte mig, råbte og skreg om sort magi, mens de løb skrigende bort!" sagde han eftertænksomt, mens hans stemme stadigt rungede udover hele området. Med et gik han fra at være et manifesteret sort væsen, blev til den sorte røg igen, som trak sig ned mod jorden ved at blive mindre og mindre, indtil det forsvandt og foran hende, stod der nu en normal størrelse udgave, af det store væsen hun lige havde set, som lignede en veltrænet samurai.
"Hmm ja lad os da se nærmere på dagens emne!" sagde han tænkende og med et knips med fingrene, stod han pludselig ved siden af hende "Hvad kunne du så ønske dig, som dit første ønske?" spurgte han, og løftede lidt op i hendes tøj "Måske en samling af den nyeste mode? Den sunkne skat fra Eldorado?"

Selena's øjne blev vrede og hun rejste sig op og skreg som ingen måske have turet over for ham før "og du bære denne rustning med stolthed" hendes øjne log gnister mod hans
"hvad jeg ønsker mig er kan du opfylde men når du opfører dig sådan i denne rustning af smukt håndværk og du vover og bære sværdet som kun de gamle kriger gør og snakker om matrigle goder på denne måde vanærer du vores gamle kultur" hendes bryst hævet sig fordi hun gispet efter luft uden og vide det selv hun så på ham.

og vente sig mod ham og satte sig på knæ igen "jeg ander ikke hvem du er eller hvad du er men behandel en af dine egene med respekt" hun rejste sig du ved lige så meget om denne verden som jeg gjorde for noget tid siden lyder det til

hun begyndte "der ingen ny mode der ingen ting jorden er gået under af en atom krig og vi kæmper for overlevelse" hun begyndte og græde og sagde "jeg kunne give dig 1000 ønsker men jeg vil ej bede dig om dem for de vil kun give mig falsk glæde"

ville ikke være svært for en ægte samurai og hører denne kvinde var en ægte samuria trænet af en stor lærer mester hun så på ham og sagde "

jeg ønsker ikke noget af dig i nu. men giver dig din fri vilje til og gå med mig hvis du ønsker det"

hun så på ham hendes lange røde hår lå ned af skulderene og hendes grønne øjne viste et blik af sorg over hører en samurai eller en der gav sig ud for være det tale om de matriale goder hun vente sig om og begyndte og gå hen af klippen mens sceptet lå mellem de 2.

hun mærket hans øjne i nakken men gjorde intet hun gik bare videre

Selvom man ikke kunne se hans ansigt, lagde han stadig hovedet på skrå af hende, mens hun stod og hylede op af ham, Nagato havde ikke før mødt nogen der var så hidsig, eller som virkede til at foregive, at hun var en samurai. Han rystede lidt på hovedet af hende, efter hun havde haft hendes lille flip.
"Prøv du selv at leve, i over 5000 år som lampeånd, uden at ende op med at forvente, at alle vil have materielle goder!" sagde han eftertænksomt "Jeg har efterhånden opfyldt så mange ønsker, der omhandlede materielle ting, at det hænger mig langt ud af halsen, så hold du hellere dit underlige brokkeri for dig selv!" han gik let rundt, og så på omgivelserne de befandt sig i.
"Og du følger da vist heller ikke helt med, der findes altid mode, denne tids mode er dog bare mere praktisk, end den var før i tiden, og siden du ikke ligner en der er forberedt, på den slags kunne du godt ønske dig sådan noget!" sagde han eftertænksomt, og lænede sig lidt op af et træ.
Nagato begyndte at gå efter hende, mens han betragtede hende "Skal du ikke have mit scepter med?" spurgte han let "Eller er du virkelig så ligeglad, med dine 3 ønsker at du ikke vil have dem?"

Selena vente sig op og gik hen mod ham. hun så ham i øjne satte sig på hug og greb sceptret og smed det i tasken og som svar på hans kommentar på mode kom det fra hende.
"jeg tager hvad jeg kan for overleve men jeg har noget i tasken til hvis jeg skal være forebrat" og med ordne vente hun sig om og gik med han's scepter i rygsækken.

da hun var kommet et stykke vente hun sig om og sagde med en høj stemme så han kunne høre hende "sidste chance vil du gå med så det nu du har tros alt dit eget valg så kan du os fortælle mig om de historie" hendes smil sænket sig ved tanken om hendes egen hun vente sig før han fik svaret og gik med hovedet ned mod jorden.

hvad end han var så hvis han kunne give træ ønsker måtte de gemmes til beder formål end hvad hun tænkte nu og mon han blev vred over hun intet ønskede sig eller forstod han hende da han selv måske var samurai eller var han ligeglad eller forbavset hun vidste det ikke men's hun gik slog regnen ned mod hendes hud og samlet sig som perler ud over de bare skulder.

hun vidste hun ville ende med og blive syg men hvad fanden måtte vi løse til den tid tænkte hun og gik videre ned til stien.

Da hun havde samlet scepteret op, var han nød til at følge efter hende, da Nagato aldrig kunne vide hvornår hun ville ønske noget, og scepteret i sidste ende faktisk var hans hjem. En kort tanke strejfede ham om, at han havde hørt om andre lampe ånder, som havde et mini hjem, gemt inde i deres lampe, men den slags kunne man ikke, når man boede inde i en lampe "Tja der er meget radioaktivitet i denne verden, men selvfølgelig er ønskerne dine, så det er helt op til dig hvad du vil have!" sagde han tænkende mens han gik, side om side med hende.

Nagato så på hende, mens hun gik og så ned i jorden, mens han tænkte på hvorfor hun var interesseret, i at høre om hans historie, da det ikke lige just var det første folk tænkte på, når han dukkede op og gav påkalder en 3 ønsker.
"Hvad er det der gør dig så anderledes, fra alle de andre jeg har mødt? Alle andre ønsker sig som regel noget, og så det job gjort, men du virker til at være anderledes!" sagde han tænkende, mens han fortsat gik ved siden af hende.

Selena så ham og stoppet op og hende's stemme lød næsten knust over hans spørgsmål.
nu fik han en skide balle men i stedet kom ordne "hvis du har mistet alt hvad ønsker du dig så"
hun kiggede på ham og forsatte "tror ikke du kan genoplive folk vel" hende's grønne øjne så frem dybe krystal klare grønne øjne. og kigget på ham men hun tænkte over om han kunne dette.
"det ville være vandære mod dit samurai løfte ikke sandt" hun forsatte men's hun så på ham så kom det store spørgsmål fra hende "følger du med af fri vilje" hun stoppet op ved den lysning ud over skoven og bjergkæderne og så på ham.

hun smed tasken og begyndte og fiske pæle frem til et telt hun smilet "tror jeg vil slå lejer her" hun så på ham og spurgte så "er du enlig sulten eller spiser dine slags dimser ikke"
hun smilede til ham.

Nagato så på hende med et tænkende blik, over det hun sagde, da der var vise regler for, hvad han kunne og hvad han ikke kunne. Han kunne alt efter hvem personen var, ikke genoplive dem hvis de havde historisk betydning, men han kunne godt hvis de blot var tilfældige væsner, og han vidste ikke hvorfor men sådan fungerede hans evner bare.
"Altså jeg kan ikke genoplive nogen, af betydning for historien, men hvis de ikke har gjort noget, der er skrevet ind i historie bøgerne, så kan jeg godt, men husk på det er et ønske for hvert væsen, der skal genoplives!" sagde han eftertænksomt "Og jeg har efterhånden mistet alt! Da jeg blev en lampeånd, blev jeg udødelig og mit scepter, gik i arv i familien, men min familie blev dræbt, under den 3. verdenskrig, så jeg har intet andet, end mine evner, minder og et scepter jeg bor i!"

Nagato betragtede hende tage tingene frem, og med et knips med fingrene, blev teltet stillet op af sig selv, selvom det ikke var et ønske.
"Tja jeg behøver skam ikke mad, så du behøver ikke bruge noget på mig!" sagde han let, og gav hende et smil.

Selena smilede stort og så på ham og med en venlig stemme men dog bestemt sagde hun "sit dig ned" hun rodet i tasken og kastet noget mad over mod nagato og forsatte "jeg sagde du må vel være sulten det er gæstfrihed alså ved ikke om du følger sult men er du sulten så tag i mod" hun smilede til ham men's hun så på ham med et blik der sagde du hjalp jo med teltet

Nagato greb maden, som hun kastede hen til ham, og lagde hovedet på skrå af hende, da hun var lidt af en spøjs type. Han behøvede ikke mad, da hans krop stoppede med at funktionerne, på samme måde som menneske kroppen, den dag ham blev forbandet til at være en lampe ånd, så basale ting som mad og søvn, var noget han selv kunne vælge om han ville, eller om han ikke gad det. Men han tog imod maden, nu hun virkede så bestemt, omkring at vise venlighed overfor ham, efter han havde sat teltet op for hende.

Med et knips med fingrene, sad han nu i mere civilt tøj, med hans 2 sværd ved siden af sig, hans tøj var sort, og så ret afslappet ud, men passede godt med hans lettere pjuskede hår, der så ud til at være sat sådan med stil. Hans ansigt lignede noget, der var stjålet fra en galning, men når han smilede kunne man næsten ikke se det.
"Du er nu en ret spøjs lille dame, men husk på at så længe du har scepteret, kan du få alt hvad dit hjerte begære, som 3 ønsker nu engang kan dække!" sagde han let, og satte sig bedre til rette, før han spiste lidt af den mad hun havde givet ham.

selena så ned i jorden da ordne han nævnte de 3 ønsker hendes stemme lød alvorlig og såret da hun rejste hovedet op og blottet nogle øjne med et dybt hold i sjælen et tomrum som selv hans magi ikke kun fylde ud og hendes ord lød svagt men tydeligt
"det jeg siger nu er ikke ønsker du skal opfylde forstået" hun så alvorligt på ham og begyndte så

"jeg ville ønske min plagemor og far stadig var i live jeg ville ønske at krigene aldrig brød ud jeg ville ønske jeg kunne leve til jeg blev gammel og lykkelig i en verden fra 2014 uden krig" hendes øjne blev dybe og hun skulle til og fortælle ham noget dybt personligt man kunne se smerten i øjne på denne unge pige.

hun greb om hånden og fjernet en hanske der var støttebind rundt om alt også fingerne hun begyndte og binde det op og lage hånden frem mod ham så han selv kunne studere den med hans egne øjne og begyndte så og fortælle.

"jeg er et eksperiment jeg er omkring 1000 år gammel er udviklet fra menneske til en slags bio-cyborg så om sige" hun puste langsomt ud og så på ham igen.

"jeg blev udsat for forsøg med Små nano robotter som gjorde dette ved mig" hun nikkede ned mod hånden hvor kødet var blottet men der også var små kabler som var gennemsegige hvor du så væsker i forskelige farver opfører sig fuldstendig som en levende menneske krop de læggede dog bare ikke.

hun forsatte "jeg har 5 mini computer i bag hovedet og har været ved og dræbe dem som har redet mit liv på grund af min programmering. jeg har kastet mine egne organer op for se disse tingester vokse på dem" hun nikkede ned mod hånden hvor kødet var synligt "de vokser nemlig selv frem fra indsprøjtninger de små nano robotter"

nogle øjne så nu på Nagato og sagde koldt og trist
"hvad nytter matrialle goder når verden ser sådan ud når jeg kan se at børnehavne er tomme fordi disse børn døde af de bomber der fløj om ørne på dem og så deres mor blev spræt i 2 dele hvad nytter dine ønsker når jeg aldrig for min famillie eller den verden jeg kom fra tilbage"

hun rejste sig fra bålet og så på Nagato
"det var derfor jeg blev så støt over dig du virker som en dørsælger der vil sælge mig en masse ting men det betyder intet for mig jeg så mit eneste famillie medlem som lever i nu blive udsat for disse frygtelig forsøg og meget mere til" hun begyndte og gå mens ordne kom fra hende

"undskyld jeg skal lige have noget luft og tænke i" hun efterlod sværdet ved Nagato og håbet på han forstod hvor magtesløs han var ud fra den store smed der have lavet det som hun var i familie med hans magi kunne ikke give hendes eneste ønske.

da hun var kommet væk fra ham og han sad ved bålet fandt hun et træ og sprang op i og så ud mod hendes mål i det fjerne lå den basse hun forlod hvor Kuuma og alle de andre var også der i bland den person hun holdt af. hun tænkte længe over hvor ødelagt Nagato måtte være når han brød samblige af samurai kodexet og næsten have glemt hans egen ærer men sådan var livet nok som folks tjener

I det hun sagde han ikke skulle opfylde hendes ønsker, men alligevel sagde 3 ønsker, begyndte hans krop at ryste ustyrlige. Ønske nummer 2, kunne han ikke opfylde, men de 2 andre var stadig en mulighed, og den ustyrlige rysten skabt af, at hun ønskede noget, som hun ikke ville have opfyldt alligevel, fik ham til at tabe det han sad med, før han støttede sine hænder mod jorden, for at undgå at få noget, der kunne minde om et epileptisk anfald.

Trods rystelserne i hans krop, snakkede hun videre, og han blev faktisk lidt fornærmet over, at hun troede han ikke kunne andet, end give hende materielle ting, men da hun rejste sig for og sagde, at hun gerne ville være lidt alene, og gik lidt væk fra ham, stoppede hans rystelser igen. Nagato så lidt på hende, mens hun kravlede op i træet, og selvom hun havde sagt, at hun gerne ville være lidt alene, rejste han sig op, og blev til sort røg, som udvidede sig til han blev til den store lampe ånd, høj nok til at hans ansigt, var på højde med hende i træet.

"Selena mine evner, omfatter mere end bare materielle ting, jeg kan måske ikke forhindre krigen, i at bryde ud, men jeg kan sagtens få dine plejeforældre tilbage til livet, og få dig tilbage til år 2014, hvor du kan leve et lykkeligt liv, trods krigens udbrud!" sagde han let, og så på hende "Du ved det måske ikke, men lampe ånder kan meget mere, end bare at lege julemanden! Vi er designet, til at have kosmiske kræfter, og der er kun meget få regler, der forhindre os i at udfylde ønsker!"

Selena så vredt på ham hendes øjne buret sig ind og nærmest som at finde den gamle mand han var for at sige og hvad så. hendes stemme lød frahvene mens hun så ud mod verden med et smil
"ville gøre mig lykkelig men det her er mit liv nu" hun nikkede mod solnedgangen og den lille plet lang ude i horisonten og forsatte. "nagato jeg er datter af den sidste samurai der skrevet sange og historier om ham i massevis og trykket historier om ham kig på mit sværd og se hans hammers værk se den mest perfekte klinge i verden se den sidste person som have alle de ældgamle tradisoner og smedekunsten i fingerne som fuglen har fjerne på fingerne se på mit sværd og du forstår"

hun kigget på ham og lavede en håndbævelse før han gik "vent der mere jeg vil sige" hun satte sig med behagilt blk i øjne oppe af træet og så på ham og begyndte og snakke.

"du sitrer for opfylde mit ønske og give mig et andet liv men jeg ønsker mig ikke et andet liv forstår du jeg har venner nu folk jeg holder af folk der elsker mig men savnet er og miste dem man elsker mest gør virkelig ondt og det er fristende og tage i mod dine ønsker men jeg agter ikke og vil have dem opfyldt for de blevet noget mere for mig end bare ønsker"

hun så på ham med et smil og hendes visdom i så ung en alder sprang frem så selv ham som var så gammel måtte tage hatten af for de ord der kom nu

"jeg har et ønske om at leve i min gamle verden i fred og fordragelighed men mit ønske er vokset til noget mere en drøm og som levende væsner har vi brug for drømme og kærlighed"

hun så på ham igen med et smil "hvis jeg to i mod ønsket ville jeg afligevel ikke vide hvad de betød for mig da jeg aldrig mistet dem" hun så ham i øjne med et blik som bad ham prøve forstå hun ønskede virkelig hans magi men hun ville ikke bruge den og sagde så til ham

"at følge min drøm er fristende men ej den vej som ligger en ægte samurai forbi det gamle vers fra kirsebær træet hvis du kender den" hun smilede stort "det var jo tros alt i din tid den blev skrevet ikke sandt"

Nagato stod og så på hende, med hans sorte øjne mens hun snakkede, og han lyttede til hvert eneste ord hun sagde. Han af alle burde vide, hvordan det var at hungre efter noget, at drømme om noget der lå så langt væk fra en, en drøm man ville gøre alt for at gik i opfylde, for han havde en selv den gang han var lille, da han drømte om et bedre liv, for ham selv og hans forældre. Men hans sind var blevet formørket, af fremmede væsner, der ville bruge ham, og som ødelagde hans daværende uskyldige sjæl, for at erstatte hans uskyldighed, med en magtbegærlig personlighed uden lige.

"Jeg skrev det digt, dengang jeg var lille, og lige var startet på samurai skolen, da jeg stadig havde drømme, og var et ukueligt glad væsen!" sagde han eftertænksomt, mens han let løftede sin hånd op mod hende "Hvis du tillader det!" han samlede hende op fra træet, med yderst forsigtighed, og lod hende sidde i hans håndflade, mens han holdt hånden foran hans ansigt, så han nemmere kunne se hende, og høre når hun snakkede.

"Jeg levede et fattigt liv, og drømte om et liv, hvor mine forældre aldrig mere skulle lide overlast, jeg ønskede dem et godt liv, og jeg ville gøre alt for dette, hvilket er grunden til, jeg arbejdede hårdt for at komme på samurai skole!" forklarede han stille "Men jeg blev desværre ledt ind i mørket, og udnyttet af kejserens håndlangere, de truede mine forældre, for at få mig til at arbejde som lejemorder! Da de dræbte mine forældre, slog det bare klik for mig, og mit nye mål blev, at jeg ville overtage verden, og ingen skulle stå mig i vejen!" hans øjne viste tydeligt, at dette smertedes ham at huske.

"Jeg fik skam min hævn, men det var ikke nok, og derfor endte jeg med at blive snydt, og blev tryllet om til en lampe ånd!" sagde han stille "Jeg skrev det digt, fordi jeg havde drømme og håb, og nu har jeg levet i over 6800, med mindet om at jeg ikke har noget som helst!"

hun smilede til ham og så med et glad ansigt "så du skrev det du skal vide ingen ved hvem der skrev det i dag kun det var kendt blandt alle samuraier og blev Tuhkan fortkurkende digt" hun smilede og sagde med en venlighed i stemmen "du blev uddødelig på noget godt"

hun så på ham hun forstod nu hans historie og spurgte ham så
"du forstår mit valg selv om jeg intet har ønsker jeg intet mere fordi det ikke længere vil give mig lykken" hun så med nogle øjne der viste med forståelse og forsatte
"du have et simpel ønske og blev syg af magt se hvor du er nu jeg ønsker ikke samme vej"

hun så meget forstående på ham og rakte under frakken med hans scepter og rakte det mod ham "jeg kan få alt næsten af dig men det eneste jeg giver dig nu er din firhed på forhånd"
hun smilede og forsatte "du velkommen til og følge med hvis det på egen vilje du kan tage det og gå eller du kan forsætte med mig og mine venenr" hendes øjne så på ham med at ingen af tingene var forkert hun gav ham en mulighed for ratte på hans fejl nu

Nagato vidste ikke, at hans digt var blevet kendt, ingen havde nogensinde fortalt ham om det, før Selena og bare det, at han var udødelig gjort for noget der var godt, gav ham for første gang i flere årtusinder, en forløsning indeni. Han havde altid følt, at han kun gjorde verden ondt, men åbenbart kunne han også gøre noget godt, og det ville han forfølge.
"Tak fordi du fortalte mig dette, det betyder utroligt meget for mig, at vide at jeg gjorde noget godt, den gang jeg var menneskelig!" sagde han mildt, og smilede til hende.

"Åh søde ven, det var ikke mit ønske om, at min familie fik et godt liv der bragte mig hertil, det var fordi jeg ville redde dem og ønskede hævn, for deres død der bragte mig hertil!" sagde han mildt, og satte sig ned mens han stadig havde hende, i hans store hånd "Og det at ønske sig noget, er ikke altid noget der bringer dig et dårligt sted hen! Det er hvad du ønsker dig, der definere hvad der sker fremover!"

Nagato sad og kiggede på hende, mens hun holdt scepteret frem mod ham, og gav ham valgmuligheder der indbefattede, at han var fri, men han kunne aldrig være fri, han ville altid været bundet til det scepter, og det havde han efterhånden vender sig til. Han satte hende ned på jorden, før han blev til sort røg, der samlede sig ned til normal størrelse igen, og han sad ved hendes telt, iført hans civil tøj, og hans sværd ved hans side.
"Du er skam god nok Selena, og hvad angår dine ønsker, så ved du nu det kan være hvad som helst, og du har de 3 ønsker så længe du lever!" sagde han let, mens han tog imod scepteret, og gemte det væk under hans jakke, der tydeligvis var vævet, i den tid han kom fra, og var noget af det fineste man kunne finde, fra hans tid "Hvad bruger du egentlig dit liv på, nu hvor du er i denne tid, i stedet for den du høre til?"

selena hud blev hvid ved hans spøgersmål have ramt et stykke det ikke skulle da han spurgte om hvad hun lavede i denne verden hun greb om en pistol under hendes jappe og tog den frem og begyndte og lege mens hun så koldt ud mod horisonten og hendes stemme rystede.

"jeg er ved og blive et monster for rede den jeg elsker" hendes stemme lød langt fra den varme stemme han have hørt fra nogle sekunder siden nu lød hun som om manden med lægen stod ved en og sagde det var tid.

"jeg har været gennem meget smerte er til og tilgive men de gjorde det også ved min søster" hun leget med pistolen og tog magasinet ud og sad køligt og så videre. ud med et tomt blik

"jeg har et mål at myrte min skaber og rede min søster og om det koster mig livet eller min menneskelighed gør jeg det som det sidste." hun så på ham og begyndte og sige noget meget personlig som de begge viste var drømme hellige for samuraier af en mærkelig grund talte man ikke om

"jeg drømmer tit mig selv lemlæstet ståene over for min skaber og dræbe hende for selv og falde død om" hun så på ham med et spøgerne blik som i om han kunne tyde denne drøm hun var bange for om han ville give hende rat i hendes person kun levede så længe disse 2 mål gjorde

Mens hun snakkede, tændte Nagato en cigaret, og lod den hænge i hans mundvige, men på intet tidspunkt fjernede han sine øjne, fra den kære lille Selena, der pludselig havde ændret sig meget, efter han havde spurgt hende, hvad hun lavede I denne tid. Men da hun nævnte hendes drøm, der rettede han sig op, og så alvorligt på hende, mens hun fortalte det, og virkede til at tænke meget over det.

"Jeg vil mene, at denne drøm tyder på, at du bære en stor usikkerhed i dig, som du er nød til at overvinde, før du møder din skaber!" sagde han tænkende, mens han så hende i øjnene "Et væsens evne, til at overvinde selv den stærkeste modstander, ligger meget ofte i hvor ukuelige de er, hvor meget de kæmper for at nå deres mål, og hvis du sætter dig for at få din hævn, men stadig kæmper for at overleve, vil den drøm du har haft gå i opfyldelse, men i stedet for at du dør når du har dræbt din skaber, vil du kunne overleve det!" han tog et hvæs på sin smøg, og da han pustede røgen ud, var det formet som noget, der lignede en ung mand, med hævet pande og et smil på læben, trods at han så skadet ud.

"Jeg mødte engang en ukuelig ung mand, og selv da han var døden nær, kæmpede han for det han troede på, han kæmpede for sin drøm, og nægtede at dø før han havde udlevet den!" sagde Nagato stille, mens han betragtede drengen af røg, indtil den opløste i luften "Den drøm du har haft, kan være et godt tegn! Den kan være et håb, gemt dybt i dit hjerte om, at du når dit mål, men hvad der sker derefter, er noget du må finde ud af, og kæmpe for at nå!"

Nagato rakte ind under jakken, og tog scepteret frem igen, som han rakte frem mod hende, mens han så på hende.
"Hvis du er bange for hvad der sker bagefter, kan du ønske dig et hint om fremtiden, hvis du altså gerne vil føle dig mere tryg, ved hele situationen?" spurgte han tænkende.

Selena så på ham med nogle øjne som var afvisende uden og sige noget. uden han noget og blinke med øjet stod hun nu med hans smøg i munden og smilede hvor efter hun legnet sig tilbage og faldt ned fra træet dog landet hun helt perfekt på benene og råbte "kommer du ned vense" hun tog et hiv af den og gik mod hnedes eget sværd. mens hun så solen gå op.

hun smilede og uden se sig tilbage spurgte hun med et smil "kunne du tænke dig en øvelses kamp"

//øhm Nagato satte sig på jorden, og placerede Selena på jorden tidligere i emnet?

:) arhh sorry :) jeg var lidt væk : ) men fiar skriver nyt svar :D

Selena rejste sig fra jorden og så på Nagato og hendes stemme lødbestemt "du må hjælpe os alle sammen her forstået" hun begyndte og rande rundt og rode op og pakke hvis vi er så.

hun smilede "kan du få mig hen til de andre i en satans fart der her henne" hun paget på en bunker i klipperne

Nagato så undrende på hende, da det hun sagde var noget af et emne skift, og han ikke anede hvem hun ville have han skulle hjælpe, eller hvem 'de andre' som hun omtalte egentlig var.
"Jeg kan sagtens teleportere, hvis det er det du ønsker, men når jeg ikke ved præcis hvor hen eller i det mindste til hvem, kan jeg ikke få os derhen, før jeg får enten en destination, en afstand, eller en person jeg skal få os hen til!" Sagde han tænkende, mens han så på hende rydde op og pakke sammen.

"Og hvem er det lige jeg skal hjælpe?" Spurgte han undrende.