[Uafsluttet] jagt.. endelig en jagt (Makuro)

Sted: skoven
Omgivelser: grønt og frodigt
Tid: eftermiddag
Vejr: køligt.. fugtigt


Violet stod lænet op af et stort træ med sin riffel i hånden og lyttede efter et hvert tegn på dyre liv. der var mange, men langt væk.. og med den mave ville hun ikke være hurtig nok. et lille suk forlod hendes læber, hvorerfter hun åbnede sine øjne og gik langsomt og roligt videre igennem skoven, med den ene hånd placeret på maven. Kuuma ville flippe helt ud hvis han vidste hun var ude at jage for sig selv, men hun kunne bare ikke sidde stille længere hun havde brug for at bevæge sig og jage. hun så lidt mod trætoppen, hvorefter hun stoppede op. et lille smill tegnede sig på hendes læber, hvorefter hun tog riflen over skulderen og klatrede med lidt besvær op i træet. godt nok var hun gravid, men hun var stadig adræt og en dygtig stærk varulv. hun fandt sig en tyg gren der burde kunne bære hende og satte sig på vagt. hun lyttede til hver en lyd, spejdede efter en hver bevægelse og lugtede efter en hver lille duft. hendes øre bevægede sig lidt og næseborene blev store. hun havde fået færden af en hjort. en stort en kunne det tyde på og den var tæt på. hun spejdede efter det med et roligt smil.

Makuro gik roligt gennem den kølige skov med sin hætte op over hovedet så hans hvide hår blev dækket. mens han gik lyttede han til de mange dyr som gik omkring ham, nogle var tættere på end andre. han lukkede roligt øjnene og studerede de mange lyde, det lød som om der var et vildsvin i nærheden, roligt åbnede han øjnene og gik i retning af lyden idet en stor hjort lydløst sprang forbi ham. den var så tæt på at han ville kunne røre den, men hjorten havde vist ikke følt sig truet af den lille dæmon som roligt gik gennem skoven.
stadig målrettet gik han imod vildsvinet som nu var holdt op med at grave i jorden efter næring. Makuro trådte ud af en busk og stirede på det kæmpe vildsvin som stod og kiggede dybt ind i hans øjne. et tøvende suk bredte sig gennem den rolige fugtige luft, de store at altid så seje og smager ikke altid særlig godt. med den tanke vendte han sig rundt og gik tilbage med retning mod der hvor hjorten havde sprunget. vildsvinet bag ham var begyndt af grave i jorden igen og lyden af jord som ramte en busk spredte sig roligt i skoven.
lydløst fulgte Makuro de spor som den store hjort havde lavet i den fugtige jord. han nåede frem til en lille lysning hvor den store hjort stod og gassede, roligt klatrede han op i et træ og satte sig på en gren så han have udsyn til lysningen, Det kan jo være det kommer et mindre vildsvin! med den tilfredstildende tanke lænede han sig op af træets indre stamme og lukkede øjnene og lyttede.

Violet fik øje på hjorten lidt væk ved en lysning, men blev forstyrret af en duft hun kende. hun snuste dybere ind så duften strøg ned igennem hendes lunger. dæmon. og en dæmon hun havde mødt før for længe siden. den gang hun ikke engang vidste hun havde liv i sig. hun så lidt ned på sin mave og knurrede svagt. det irriterede ham han var i nærheden. måske hun kunne undgå ham. igen så hun hen på hjorten og tænkte siglidt om. hun ville ikke være hurtig nok til at slå den ihjel lydløst.. så hun måtte larme og det vil tiltrække dæmonens opmærksomhed, men hvis hun var heldig ville han være ligeglad med hende. hun havde ikke det store forhold eller indtryk af ham, da de ikke havde snakket meget. hendes skinnende grønne øjne så koncentreret på hjorten. langsomt løftede hun sin riffel, ladte den langsomt og så stille som muligt, sigtede. hun tog en dyb indånding og trykkede på aftrækkeren og et brag lød efter fuldt af et bumb. hjorten var faldet død om. den havde et skudhul lige i panden. hun hoppede ned på jorden og landede elegant dog med et lille bumb da den ekstra væg jo vejede, hun gik rolig mod hjorten. dog var hendes blik mod træ toppende for at se om hun kunne finde den lille dæmon. hun tog endnu en dyb indånding for at få en bedre fært og hendes blik flyttede sig mod en trækrone tæt ved lysningen. han måtte være der.

Makuro lå afslappende på træet og lyttede til den kølige vind i træerne, han nød en lille pause, han nød den endda så meget at han var ved at falde i søvn. han tænkte på hans lange rejse, det var længe siden han sidst havde været i den her skov, men det var dejligt at være tilbage. tanken om at sidste gang han havde sovet var for 30 timer siden strejfede ham og roligt begyndte han at flyve af sted til drømme verdenen til lyden af vind og skov.
dog blev hans korte lur hurtigt afbrudt af et brag fra en riffel, som rungede i hans trætte hovede som om han lige var blevet slået i hovedet med en forhammer.ham vågnede med et sådan set at han var ved at falde ud ned af træet. han genkendte straks lyden af en riffel og undrede sig over hvem fanden jagtede her ude. han gned sig i øjnene og satte sig ordentligt op og så ned på hjorten som nu lå med blod løbende ned af panden og ned på det grass som den før stod og spiste. godt skudt tænkte han mens han forsøgte at lokalisere hvor skuddet kom fra.
han fik øje på en ulv som var på vej over mod hjorten bevæbnet med en riffel. som et lyn flashede et billede for an ham, hun så bekendt ud! men hvor fra? han blev forundret da han så hun kiggede op mod ham, hun ved jeg er her tænkte han roligt mens han prøvede at sætte navn og sted på hvem det var.
som en lille lampe over hans hoved kom han i tanke om hvem hun var, det var jo Violet som han havde mødt sammen med Selena! roligt men dovent rejste han sig op og hoppede ned fra granen og landede let på jorden. med et roligt smil gik han over mod ulven og var dog i tvivl om hun kunne huske ham, de havde som sådan ikke talt sårlig meget sammen.

Violet så dæmonen hoppe ned fra træt og langsomt stoppede hun roligt op med et roligt smil. hun lagde hovedet let på skrå og studerede ham med et tænksomt blik "Makuro.. ik?" sagde hun roligt med sin silkebløde stemme og et det rolige smil hun oftest havde når hun smilede. hun stilte sin riffel ned ved siden af sig. hun havde selvfølgelig sørget for den ikke var ladt så den ikke pludselig ville affyre. hun havde ubevidst lagt sin slanke hånd på sin efterhånden store mave "så man er vent tilbage til skoven?" sagde hun roligt og så studerene på den lille Dæmon. hun vidste ikke helt hvordan hun skulle snakke til ham, for sidst de havde mødtes havde de ikke rigtig snakket eller noget.. men det kunne da være. stille rystede hun tankerne fra sig. Kuuma havde fået plantet for mange tanker om socialisering i hendes hovede at det var ved at blive irriterende. normalt ville hun ikke havde snakket med en dæmon. hun sukkede så stille af sig selv og tog sin riffel over skulderen, hvorefter hun gik mod sit bytte dyr, dog stadig med blikket på Makuro.


//sorry længden ^^

Makuro smilede til Violet, hun kan huske mig! med en roligt stemme svarede han "yep! og du er Violet" mens han roligt gik over mod hende fulgte han hendes hånd ned på maven, og først der lagde han mærke til størrelsen på den. Wow det var vist længe siden de sidst havde set hinanden! og gad vide med hvem. med de tanker i baghovedet svarede han på hendes spørgsmål "yep, jeg hører ikke rigtig til i byer!"
han så over på hjorten og fulgte efter hende over til dyret "ret godt skudt" sagde han venligt da han stod ved siden af hende og så ned på dyres blanke øjne. af ren automatik gennem gik han med sig selv hvor han ville have ramt hjorten med sin bue for at få samme one shot one kill, han så på siden af den der hvor han vidste at han ville kunne få en pil til at remme hjertet på dyret og smilede roligt. "det er et stort dyr du har fået skudt dig" sagde han men en roligt latter.

//det gør ikke noget ;) man kan ikke skrive lige langt hver gang ^^

Violet nikkede blot med et roligt smil og satte sig ved hjorten, hvorefter hun rolig så på Makuro da han kom hen til hende "det kender jeg.. der er noget rart ved skoven" sagde hun med en rolig stemme. hun var helt enig med ham.. hun kunne nu også bedst lide at være i skoven. men for hende var det nemmere at leve i byen. der havde hun sit arbejder og en lejlighed der efter Nagatos besøg var meget godt at bo i. hun så lidt på hjorten og træk sin dolk frem, hvorefter hun begyndte at skære skindet af hjorten "mange tak og ja.. men jeg skal jo også have nok til.. ja" hun rystede lidt på hovedet af sig selv og så lidt på sin mave. den lille skulle jo også have mad. hun så igen på hjorten og forsatte med at skære skindet af, dog med lidt besvær da maven hæmmede hendes bevægelses muligheder ret meget "var du ude og jage også?" spurgte hun roligt imens hun så på hvad hun lavede.

Makuro studerede hvordan Violet skar dyret op mens han tænkte over hvad hun sagde. han vidste ikke helt om han skulle kommentere maven eller bare lade som om den ikke var det, han så hvordan hun så ned på den, og blev enig med sig selv om at ignorere den for en stund.
han svarede hende med en rolig stemme "yep, jeg jagter vildsvin! det er længe siden jeg har spis svin! dog fandt jeg en kæmpe han ½ km tilbage i skoven, men jeg tror ikke han smager særlig godt med den strøelse han havde"
han var lidt i tvivl om hun havde de samme ulve instinkter som Kuuma angående bytte, så han ville ikke begynde at hjælpe med at skære dyret op med mindre han blev bedt om det.

Violet lyttede til dæmonens stemme imens hun fik skæret det meste af skindet væk fra det øverste kød, hvorefter hun begyndte at kære kødet af i fine flotte stykker og på en måde så hun ville få mest muligt ud af kødet. hun ville ikke bede om hjælp, da hun ikke helt vidst om Makuro var typen der ville have noget for det hvis han skulle hjælpe "vildsvin.. det kan være et lækkert stykke kød man kan få ud af det.." sagde hun med et skævt smil "ærgeligt det ikke var et godt vildsvin, men man kan jo ikke være heldige hver gang" sagde hun roligt og så lidt op på Makuro med et studerene blik. sådan sad hun i lidt tid, hvorefter hun så fik skåret det sidste kød af hjorten. hun fandt et stort stykke stof frem fra sin taske og lagde alt kødet på stoffet. der var kød nok til flere dage der. hun foldede stoffet sammen og fik pakket kødet godt sammen og derefter ned i tasken, som blevhelt fyldt op. dog havde hun lagde to stykker kød på skindet og så lidt op på Makuro "frisk på lidt mad?" spurgte hun roligt med et skævt og roligt smil. hun kunne da godt byde på en smule mad nu når hun havde skudt en så stor flot hjort.

Makuro nikkede enig med hende "ja desværre!" han studerede hvordan hun delte hjorten, det lignede lidt den samme måde som Kuuma gjorde det, det morede ham.
han så på de 2 stykker hun havde efterladt på sindet, ville hun dele? med et smil så han på hende "det vil jeg gerne takke ja tak til" grinede han roligt. han var faktisk også ved at være godt sulten, det var normalt ikke noget han lagde mærke til når han var på jagt for han var nødt til at kunne koncentrere sig om omgivelserne.

//sry længden xD er lidt træt så min krea er ikke særligt høj ^^

Violet betragtede hans smil i lidt tid og grinet lidt for sig selv, hvorefter hun rejste sig "jamen så lad os få lavet et bål.. så kan vi måske få noget interessandt ud af de kød" sagde hun roligt og smilte roligt til dæmonen foran sig. hun så lidt ned på de to stykker kød og derefter på sin taske. lidt efter begyndt hun så at spejde efter nogle tørre gode grene, som kunen starte en god ild og så nogle andre solide træstykker der kunne holde lidt tid. hurtigt fik hun øje på et tørt område og begyndte at samle de tørre små kvas sammen "finder du noget større træ?" spurgte hun roligt imens hun samlede op. hun sad på hug mens hun samlede op da det var for besværligt at skulle bukkede sig ned med den mave.


//helt okay kender det alt for godt x3

med et roligt smil svarede Makuro "yep!" idet han gik over mod nogle træstykker som han også havde set. roligt gik han langs stammerne og fandt en som var halv råddent så den ville være nem at tænde og også ville kunne holde et stykke tid.
roligt trak han sin katana og huggede med et hurtigt snit gennem stammen, han huggede nogle af de mindre grene af så det kun var en lige stamme. han satte katanaen i skeden og greb den lille stamme han havde hugget af, den var ikke større end at han ville kunne kløve den i mindre dele dele. roligt gik han tilbage til Violet som havde fået samlet en del småkviste. han stilte stammen på jorden nær ved der hvor kødet og violets taske lå, han trak igen sin katana og kløbede let og elegant stammen ud i 4 stykker. de 4 stykker placerede han som en pyramide så de kunne tænde småkvistene inde under de større stykker.

Violet fik samlet små kviste og lagde dem i nærheden af tingene. hun så på Makuro og studerede en hver ting han gjorde. han havde været heldig da han fandt den katana.. han så ud til at havde stor styr på hvordan han skulle håndtere den. hun fik med lidt besvær sat sig ned med et udmattet suk og lagde sin ene hånd på maven. det havde været en udmattet dag, så hun trangte virkelig til noget mad og at slappe lidt af. hun så så på den lille bål Makuro fik samlet og smilte skævt til ham. hun tog sin taske og fandt en pakke med tændstikker frem fra yderlommen. hun smed den hen til Makuro "vil du have æren" sagde hun roligt og smilte små træt til ham.

Makuro tog roligt de kviste som Violet havde lagt ved siden af pyramiden og lage dem ind under de stående stykker. han rejsete sig og gik roligt tilbage til de stammer der lå ned, han skrabede noget bark af dem samt en af de svampe som voksede på siden, han vidste at de ville brande godt. han gik tilbage og lagde det oven på kvistene og smilede til Violet.
han greb tændstikkerne og smilede roligt "om jeg vil!" roligt kom den indre pyroman brandende frem i ham. han to 3 tændstikker og tændte dem på samme tid så en 5 cm flamme bredte sig over de små tændstikker, roligt mens han ignorerede varmen og smerten fra flammerne lagde han dem under barken og svampene. det tog ikke lang tid før flammerne havde fat i kvistene og roligt tændte de lidt støre stykker.
han så over på Violet og smilede stort og satte sig ned på sin flade røv og stirede ind i de dansende flammer, som han altid gjorde når han tændte bål.

Violet betragtede Makuro imens han gjorde bålet klar og et lille smil kom frem da han nærmest virkede ivrig over at tænde bålet. hun så lidt på flammen og studerede hvordan ilden tog fat i resten af træet, hvorefter hun tog de to stykker kød og skindet som hun træk tættere på bålet "har du nogle idéer til hvad vi skal gøre ved det? jeg er ikke så god til mad" sagde hun med et lille skulder træk og et roligt smil sendt til ham. det var nu rart nok det var Makuro hun havde mødt i skoven, for han var i det minste venligesindet

//sorry for længden ><