the contest(Viole og Makuro)

Tid: Formiddag
Sted: Japan
Omgivelser: ret befolket lige nu
Vejr: godt
Radioaktivitet: lav i de områder vi befinder os i

Som solen steg op på himlen, kunne man mærke hvordan varmen kunne virke behagelig mod ens hud, solens stråler kom nærmest uforstyrret direkte ned fra himlen, kun med lange mellemrum stoppet, når en lille hvid sky bestemte sig for, at den ville passere forbi solen. En mild brise summede gennem naturen, og fik alting til at rasle blidt, mens den herlige duft af sommer og natur, blev bragt med den lune vind.
Men naturen var skam ikke det eneste, vinden fik fat i på dens vej, en longcoat blev let vifter på af vinden, og blottede lidt af den magre krop, der var iført det sorte løse tøj, det store bælte med dødningehoved bæltespændet i sølv, de 3 daggerts der sad i bæltet gemt under longcoaten. Dust var nok en af de mere uhyggelige deltagere, der var ankommet for at være med i denne konkurrence, der blev afholdt her i landet. Der var mange meninger om hvad denne konkurrence handlede om, flere mente at det var en simpel dominans test, udelukket lavet for sadismens og masochismens skyld, andre glædet sig hvert år til den tredje af prøverne, da de godt kunne lide underholdningen i det.

Dust var sådan set ligeglad med, hvad den her konkurrence gik ud på, eller hvordan folk opfattede den, han var her kun af en enkelt årsag. Han var her for at teste sin styrke, mod ukendte variabler i form af modstandere han ikke kendte, men der var så bare en ting han var nød til at gøre, for at kunne deltage i kampene, og det var at skaffe sig 2 teammates, som han skulle have med sig i konkurrencen. Derfor havde han kontaktet 2 væsner, som han vidste var mere eller mindre tilregnelige, og derfor mere egnede til at være hans team mates, end så mange andre han kendte, der enten mindede om ham og derfor kunne være farlige, eller bare var hjerne døde dræber maskiner, uden nogen særlig snert af noget som helst, der mindede bare lidt om IQ.
Dust stoppede sin rejse ved en bygning, hvor han havde aftalt med Violet og Makuro at de skulle mødes, og afventede deres snarlige ankomst dertil, da det snart var tid til indmelding. Imens han ventede strammede han det bånd han havde rundt om hovedet, som var forholdsvis godt gemt under hans hår, mens han lyttede til de lyde hans ene sværd lavede. Han havde i dagens anledning tage Samehada og Shiramekarei med, de 2 eneste havdyrs lignende sværd der var i hans 7 sværds samling, den ene var Samehada som han snakkede med, et haj sværd med savtakkede hajskinds blad, og lige så langt som Dust var høj, mens Hiramekarei var noget mindre, og lignede lidt en flynder hvilket passede meget godt, da dets navn betød flynder.

det snehvide hår dansede let med vindet imens Violet med rolige elegante skridt gik mod møde stedet hvor hun skulle mødes med Dust. en hun ikke havde sæt længe og meget var sket siden den gang. hun lod sin ene hånd glide let igennem de kortere lokker af hendes hår imens de lange stadig dansede rundt.
med et roligt blik så rundt på sine omgivelser og nød at være udenfor i det fri. hun havde længet været inde i las vegas med alle zombierne og passet sin lille Ellie, men da hun fik anmodningen fra Dust om at deltage i en konkurrence fik hendes gamle lyst til at opleve ting og få adrenalinen igang tilbage. så hun havde fået Kuuma og hans klan til at passe på den lille, så hun kunne tage afsted og leve livet lidt farligt. hun anede ikke helt rigtig hvad det hele gik ud på, men hun ville nu også mest bare deltage for at få lidt mere spænding og komme væk fra moderrollen, som hun stadig ikke syntes hun var helt egnet til. hun gjoorde dog sit bedste..
lidt længere fremme fik hun øje på bygningen hun skulle mødes med Dust og vidst også Makuro så hvidt som hun havde forstået. ham havde hun heller ikke set siden hun var højgravid, hvor de delte en hjort. hun rettede lidt op i sin taske og riffel som hun havde med sig som altid og satte farten lidt op. meget hurtigt fik hun øje på DUsts skikkelse og luftede hans fært der ikke var til at tage fejl af. hun fik et roligt smil på læben og kom endelig helt hen til Dust. hun stoppede op foran ham og smilte roligt til ham "længe siden" hendes stemme var silkeblød som den plejede.

Makuro havde ikke haft brug for over hovedet at tænke over Dust's tilbud om at være med ham og Violet til en konkurrence, han var fuldkommen lige glad med hvad han ville få for det så længe han kunne for lov at kæmpe mod forskellige personer.
Makuro fløj hen over den varme himmel og nærmede sig hastigt det sted som Dust havde angivet som møde punkt, solen var dejlig varm og han nød den, også selv om han selv havde det bedst om natten.
selv om han fløj højt på himmelen og bare ville ligne en sort prik, så var det tydeligt at der var et hav a væsner i gaderne under ham. det måtte være en kend konkurrence, hvilket kun gjorde at han glædede sig endnu mere for det betød at der sikkert ville være mange som deltog.
på trods af at han nærmede sig hastigt så havde han dog på fornemmelsen af han var sendt på den. efter hurtigt at have beregnet klokken ud fra solens stilling på himmelen blev han klar over at han var et par minutter sent på den. han lænede sig forover og indikerede at de skulle ned af, ravnen begyndte at flyve ned af mod det hus der var det aftalte sted.
den store ravn med den lille dæmon på ryggen landede foran bygningen, Makuro hoppede roligt ned fra ryggen af fuglen som hurtigt lettede og forsvandt på himmelen. han så sig omkring og fik øje på de 2 personer han skulle mødes med som tilsyneladende stod og snakkede, roligt og med hurtige skridt gik han over til dem.
"ohøj! kommer jeg forsendt?"
sagde han med et fjoget grin da han kom hen til dem.

Dust mærkede Violet komme nærmere, og rettede derfor sit blik imod den retning, han kunne mærke hun kom fra. Hans aura sanse evne fejlede intet, og han betragtede hende i stilhed ind til hun var kommet helt hen til ham, og hilste på ham med hendes silkebløde stemme, de passerende væsner virkede ikke så glad for at nærme sig ham, så de fleste bevægede sig lidt uden om dem, mens nogle undrede sig overfor hvorfor en som Violet, kunne finde på at gå hen til en som Dust.
"Måske alt for længe siden, jeg høre du har fået dig et barn siden vi sidst mødtes?" sagde han lettere spørgende, men hans stemme var stadig den gode gamle og rolige stemme, der virkede totalt upåvirket af følelser lige som hans øjne "Hvordan klare du pasningen af dit barn, nu hvor zombie epidemien er brudt ud?"

Da Makuro ankom til stedet, kunne de godt have bare lidt travlt, så Dust lavede et nik med hovedet, for at få dem til ar følge med ham, da de skulle ind og skrive under på deres indmeldelse. Han tog dem med ind i bygningen, og han virkede til at vide præcis hvor de skulle hen, for han gik meget målrettet efter et bestemt sted, og da de nåede dertil, befandt de sig ved en lukket indgang til et større rum, hvor der til venstre for dem stod et bord med 2 fyre der sad bag ved det, som så op på dem, og skubbede indmeldings papirende frem mod dem. Dust gik hen til dem, og underskrev papirende på hans egne vegne, før han rakte kuglepinden videre til Violet, så hun kunne underskrive papirende.
Da de alle 3 havde underskrevet og indmeldt sig, gik han med dem indenfor i lokalet, for de indmeldte deltagere. Der var ret mange af dem tilstede, hele rummet var fyldt med deltagere, så det kunne umiddelbart være svært at adskille en gruppe fra en anden, og selvom der var mange af dem der så ret uhyggelige ud, var den eneste tilsteværende der havde en seriøs mordlyst, Dust, der virkede til at have lyst til at angribe dem alle sammen nu, og bare gå grassat i en blodrus. Tilstedeværelsen af så mange modstandere, virkede til at ophidse den ondskab der hang i hans aura, og det burde næsten være så selv Makuro kunne mærke, Dust'es ondskabsfulde aura i luften rundt om ham, selvom han ikke var så vant til at sanse aura.

"Det ser ud til vi ikke kommer til at kede os under denne konkurrence, der er en god sjat potentielle modstandere, der deltager i denne konkurrence!" sagde han roligt, mens han betragtede de mange forskellige væsner, der befandt sig i lokalet "Konkurrencen bliver kun holdt hvert 5. år, og flere af dem ligner nogen der har været her før, så selvom ingen ved hvad prøvelserne er før vi får dem, kan de stadig være velforberedte i forhold til os! Så vi kan lige så godt være forberedt på, at tøven kan betyde vores død, så hvis vi ender i nogen form for kamp situation, så dræb eller bliv dræbt!" Dust virkede dybt seriøs omkring hans holdning, han var villig til at dræbe uden tøven, selv hvis hans modstander overgav sig.

Violet undrede sig lidt over hvor Dust havde fået sine infomationer fra, men det undrede hende nu ikkek for hun havde hele tiden haft en fornemmesle af at Dust vidste præcis hvordan han skulle få infomation og præcis hvem. hun nikkede stille "ja.. faktisk var jeg gravid da vi mødtes første gang dog vidste jeg det ikke selv der..og mit barn er stærkt og kan sagtens overleve, dog har jeg sendt hende til hendes fader og bo nu når jeg er på denne rejse" sagde hun med et roligt smil. dog var hune n smule ændret siden de sidst havde mødtes. hun havde fået en mere menenskelig måde at smile på og hendes måde at snakke om dit barn ville nogen muligvis se som en svaghed. men for hende var det fremskridt at hun var begyndt at føle noget.
hun fik så øje på Makuro længe henne som lige var hoppet af din ravn. endnu et kendt ansigt. hun smilte roligt og nikkede hilsene til Makuro, hvorefter hun så gik med dust ind i bygningen. godt nok var hun levet mere menneskelig, men hendes lyst til kamp var ikke blevet mindre, så hun glædede sig bare til at komme igang selvom hun ikke helt vidste hvad der skulle ske. da de stemmede ved bordet ved den store dør de vidst skulle ind af så hun lidt på de to mænd med det skinnende grønne øjne. hun skrev under på indmeldnings papirene da Dust rakte hende dem og derefter gav hun dem videre til Makuro.
efter de alle havde skrevet under, gik hun roligt med Dust ind af døren. med det samme så hun studerene rundt på alle hendes nu modstandere og prøvede at få et overblik over hvad hun ville komme til at have med at gøre. imens lyttede hun til det Dust forklarede og nikkede forstående. dette kamp til døden var jo sådan set det hun var vokset op med og siden hun var meget lille havde hun jo skulle kæmpe for sit liv, mod de andre hvalpe fra hendes gamle kobble. så dette burde ikke blive et problem.. sværd ville det nok være og mon ikke at hun også ville komme til skade, dog havde hun ikke i tankerne at døden kunne være nogen udvej for hende, både fordi hun havde sin elskede Ellie hun skulle kunen komme tilbage til, men også fordi at at hun var for stædig til at ville lade sig selv dø. hun frygtede ikke rigtig nogen af dem, men hun kunne godt se hvem der kunne blive nogle hårdee modstandere "det her skal nok blive sjovt" hendes mere dyriske side kom mere frem igen og det var tydeligt at hun var klar til dette og egentlig bare ville igang.

Makuro smilte roligt til Violet og Dust mens de gik mod indgangen, det var længe siden han havde set begge to. mens de gik forsøgte Makuro og forestille sig hvordan Violets barn så ud nu når hun havde født, det eneste han kunne komme op med var en mindre version af Violet, et roligt fnis lød fra ham.
Makuro kiggede på de 2 personer som sad vedsiden af indgangen, han glædede sig til at få lov at se hvem det var han skulle kæmpe imod i den stadig ukendte konkurrence. gad vide hvad det enligt var de skulle? han havde brugt noget tid på at tænke over det på flyve turen her til, det eneste han var kommet op med var noget i stil at en gruppe kamp. han tog imod kulepinden da det blev hans tur, roligt skrev han sit fulde navn på indmeldings papirerne.
han fulgte de to andre ind i det store lokale og lod sit blik flakke rund på de mange forskellige personer som alle stod og så hinanden an. han mærkede hvordan ondskaben roligt kravlede op af nakken på ham i takt med Dust blev mere ophidset, og han kunne tydeligt mærke det, efter at han havde brugt meget tid på at træne og hans aura sans var en af de ting han havde trænet. det morderiske instinkt han mærkede i Dust generede ham ikke efter som han også selv havde sådan.
han nikkede enig med Dust, dræb eller bliv dræbt var noget han havde levet med så længe han kunne huske.
"jeg tror bestemt det her bliver sjovt!"
sagde han roligt og kontrollerende, selv mærkede han hvordan lysten til at kæmpe mod dem alle roligt voksede desto mere han studerede de forskellige modstandere. et roligt smil bredte sig over ham, han glædede sig enormt!

Der var ikke rigtig andre Dust kunne genkende, end Violet og Makuro i dette lokale, hvilket kun gjorde situationen mere fordelagtig for ham, for så havde han ingen grund til at holde tilbage, når mordlysten tog over og han gik grassat på fjenden. Med den mordlystige personlighed Dust havde, på nuværende tidspunkt, kunne selv Violet og Makuro være i fare for ham, men det var kun under de omstændigheder, at de gav ham en grund til at få lysten til, at dræbe dem uden videre omsvøb, men en af grundene til han havde valgt dem, var fordi han regnede med at det ikke ville ske.
"Det forklare hvorfor dine hormoner virkede så aktive, den gang vi var ude og finde Sbibuki!" tilføjede han til det Violet havde sagt tidligere, med at hun havde været gravid den første dag de havde mødtes. Det sværd hun havde hjulpet ham med at finde, havde han brugt aktivt siden den gang, og eftersom hun havde hjulpet ham så godt med at få fat i sværdet, tænkte han selvfølgelig på hende engang imellem, når han havde sværdet i brug.

Lyden af nogen der bad om deres opmærksomhed, fik Dust til at se op mod den modsatte side af lokalet, hvor der stod en rimelig slidt men dog velklædt og stærk gut, der ville fortælle dem om konkurrencens første prøvelse. De fik alle sammen besked på, at de skulle komme op og trække et nummer, og sætte sig på den plads med det tilhørende nummer, hvilket gjorde at de alle sammen blev placeret hver for sig, så ingen gruppemedlemmer sad samlet. Dust sad et par rækker bag den midterste række, og var den der sad bagerst af de tre i hans gruppe, så han kunne se både Makuro og Violet i ryggen, så hvad end denne prøvelse gik ud på, kunne han da holde øje med dem.
Fyren der styrede den første prøvelse, begyndte at forklare dem hvad de skulle gøre, mens de alle sammen fik uddelt et opgave ark. Prøvelsen var lige som en eksamen, der var 10 spørgsmål på opgave arket, de startede alle sammen med 10 point og hvert forkert svar, kostede dem et point mens hvert rigtige svar gjorde, at de beholdte et point, hvis de blev opdaget i at snyde kostede det dem 2 point per gang, og hvis en nåede nul point havde de så at sige tabt, og blev derfor smidt ud af konkurrencen. Hvis et gruppemedlem nåede nul point, ville hele gruppen blive smidt ud af konkurrencen, hvilket betød at det var en fældes indsats der galt, og manden fortsatte med at reglerne var som følger:

1) nåede man nul point havde man tabt, og alle i ens gruppe var ude.
2) snød man mistede man 2 point, så man kunne højst snyde 5 gange så var man ude.
3) point systemet var et fældes arbejde, så man kunne maks få 30 point, og alle der fik mindre end 15 point, ville automatisk tabe.

Imens han forklarede alt dette, kom der 2 vagter ind for hver række der var i lokalet, og satte sig så der sad en i hver ende af rækken, så de kunne holde øje med dem der sad der. Dust så mistænksomt på vagterne og ham der styrede prøvelsen, da det virkede mistænksomt at de gik så meget op i, at holde øje med om man snød eller ej, og efter han havde kigget kort på de regler, som endda var blevet skrevet ned for dem, og han havde læst spørgsnålende igennem, gik det op for ham hvad meningen var. Spørgsmålene var unaturligt svære at svare på, så det var meningen at de skulle snyde. Men han undrede sig næsten mere over spørgsmål nummer 10, der stod ikke et spørgsmål, der stod bare at de fik det 45 minutter inde i prøven der varede en time, og at de skulle tænke meget over det spørgsmål, som sensoren ville stille dem.

Violet lyttede let til det Dust sagde for ligesom t give ham ret. det var ikke noget hun selv havde tænkt pver den gang, hvilket også var godt, for da hun endelig havde fundet ud af hun var blevet gravid havde den første tid sådan set ødelagt hende.. dog havde hun hurtigt fundet sig slev igen, da hun ikke havde tid til at være svag. det var så også grunden til at hun kunne stå der denne dag og var klar til kamp og nyde livet på kanten, selvom hun havde en lille unge der hjemme.
et roligt smil sad solidt på hendes læber imens hun fortsat så rundt på deres modstandere, hvorefter hun så så ned id enanden ende da en slidt velklædt mand kom frem og åbenbart startede den første prøve. hun havde som alle andre trukket et nummer og sat sig på sin plads. hun sad omkring midten så hvis hun så bag sig kunne hun se Dust og meget hurtigt fik hun også øje på Makuro. hendes skinnende grønne øjne så op mod den velklædte mand med et tænksomt blik imens hun nøje lyttede til reglerne. hendes blik så kun kort på papiret med deres opgave før hun igen så på manden. hvad var nu det? en skriftlig prøve. hun gav et lille suk fra sig og så ned på opgaven, da manden havde fortalt om reglerne. hun læste med lidt besvær opgaverne igennem og meget hurtigt vidste hun dette ville blive en sværd opgave for hende. både fordi hun ikke var så dygtig til at læse, men hendes skriftlige var heller ikke så god. hun var mere fysisk og det havde hun altid være. hendes øre vente sig lidt da hun hørte vagterne komme ind som satte sig for enderne af hver række. ddet virkede underligt det hele. hun så kort op mod Dust.. det så ud til han havde regnet noget ud.. eller hvertfald havde tænkt frem til noget. hendes blik faldt så mod Makuro og derefter ned på sine papire igen, for at læse de sidste 2 opgaver igennem. først der opdagede hun at der ikke stod nget ved opgave 10... et lille suk forlod hendes læber og det ellers rolige blik, blev mere tomt og intet sigende. dette ville nok blive hendes hade opgave.

mens han studerede de forskellige modstandere var det nogle som søgte alles opmærksomhed, roligt vendte han blikket mod den slidte mand. han fulgte med flokken og fik trukket sit nummer, roligt fik han fundet sin plads på et af de forreste rækker. roligt drejede han hovedet og så rundt, Dust sad længst væk og Violet sad to rækker og lidt til højre bag ham.
han så op på manden som stod aller forrest, han var gået i gang med at forklare de forskellige regler for dem. mans Makuro lyttede til manden så han ned over arket, hmm altid noget at han vidste lidt og meget og meget om lidt. hmm vi må altså godt snyde, så længe vi ikke bliver opdaget? Makuro så rundt på de vagter som roligt fandt deres plads for hver ende, okay nu blev det så lidt svære at snyde. han lod blikket glide ned over arket endnu en gang, spørgsmål 10 fangede hans opmærksomhed, så vi får først det sidste spørgsmål til sidst i prøven? mærkeligt, gad vide hvad det er.
roligt så han tilbage på sine kammerater og smilede roligt, vi burde godt kunne klare det tænkte han roligt.

Dust havde allerede udpeget Violets og Makuros placering, i forhold til hvor han selv sad henne, og det betød han nemt kunne sørge for at hjælpe dem, uden de ville blive opdaget i at snyde. Hans sand var meget velegnet til mange spøjse situationer, og at snyde var en af delene, for Dust havde udviklet en teknik der kunne bruges, til at stjæle informationer fra de andre, og han kunne sende noget af sit sand hen til de andre, og styre det så de kunne skrive svaret, samtidig med han gjorde det.
Da lederen for denne prøvelse, startede uret og derved gav dem lov til at gå i gang, startede Dust hans teknik, ved at begynde med at lave et tredje øje af sand fra hans krop. Imens bevægede noget andet sand fra hans krop sig hen af gulvet, og delte sig i 2 dele, den ene samling sand bevægede sig hen til Violet, den anden samling hen til Makuro, for så at snige sig op under deres bukseben og op af deres krop, videre ud af deres arm, og stoppede ved deres skrive hånd. Imens Dust lavede det tredje øje færdigt, dækkede hans sand deres skrive hånd, så det kunne kopiere hans skrive hånds bevægelser, så både Violet og Makuro ville skrive præcis det samme som Dust, når han begyndte at skrive.
Dust sendte hans tredje øje hen til en, der så ud til st vide hvad han lavede, da han skrev som en gal på hans papir, og øjet gemte sig tæt på hans krop, og holdt øje med hvad han skrev. Dust kunne se gennem øjet, og begyndte at skrive efter ham, og samtidig fik sandet der dækkede de andres skrive hånd, dem til at lave de samme bevægelser, så de alle 3 sad og skrev svarende på spørgsmålene, mens de bare skulle se ud som om, de gjorde det fordi de kendte svarene. Indtil videre var der ikke nogen af vagterne, der havde mistænkt Dust for snyderi, men efterhånden som tiden gik, var der flere og flere der blev stoppet, efter de blev afsløret i at have snydt 5 gange, og de blev sendt ud sammen med deres teams. Dust håbede virkelig på, at så længe han skrev og de andre gjorde det samme, så ville hans teammates ikke kigge op når nogen blev smidt ud, ellers ville de muligvis blive mistænkt hvis vagterne opdagede, at de sad og skrev uden at se på deres papir.

Violet sukkede lavmælt d opgaven blev sat igang og hendes blik faldt på første opgave. dne så nem nok ud og hun begyndte rolig at skrive, dog stoppede hun med det, da hun mærkede noget kravle op af sit ben.. det føltes ikke som et dyr. et var meget mindre og hun havde mærket det før.. sand. hun skulle lige til at se op på Dust, men stoppede sig selv da hun kom til at tænke på det måske kunne tages som snyderi. så hendes blik forblev på papiret, imens hun mærkede hvordan sandet bevægede sig op af hendes ben, op mod hendes arm og endte nede ved hendes hånd. hun så på sin hånd med et roligt blik og da den så begyndte at bevæge sig uden hun tænkte over det, lod hun bare hånden skrive som sandet nu styrrede den. hun vidste det var Dusts værk, men hvad han præcis gjorde anede hun ikke. hun kunne lige så Makuro fra hendes plads, så det stadig lignede hun så på sit papir. det lignede han også blev styrret af Dusts sand. et svagt smil tegnede sig på hendes læber. det var helt klart en fordel at Dust kunne det.
som tiden gik lagde hun mærke til flere og flere blev fjernet fordi de havde lavet de 5 snyde fejl, dog lod hun sit blik forblive på sit papir, hvor hendes højre hånd sikkert skrev. hun var ikke selv helt med på hvad hver opgave gik ud på, men hun behævede jo heller ikke tænke videre over det nu når Dust hjalp hende.

Makuro så op på lederen da han satte prøven igang og tændte uret, så begynder vi! roligt så han ned på papiret og kiggede på det første spørgsmål, hmm det her bliver vist simpelt. hans tanker blev afbrudt da noget rørte hans ben, han kunne tydeligt mærke Dust aura strømme gennem hans ben. gad vide hvad fanden han havde gang i!? han mærkede følelsen af sand strømme op af hans ben og op til hans arm og videre ned af hans højre arm. han mærkede hvordan sandet stoppede på hans hånd og pludselig begyndte at skrive, han tænkte lidt over det mens han så ned på papiret som om han vidste svaret. så bliver det sådan vi snyder, roligt lod han blikket flakke over spørgsmålene.
han mærkede hvordan skygger og aura bevægede sig rundt i rummet i takt med at folk blev sendt ud for snyd og andre ting som forgik. han kunne mærke at de ikke var de eneste som snød på sære måden. han kunne mærke dust mange steder, tæt på sig selv og tæt på Violet men også et andet sted i lokalet hvor han vidste at Dust ikke sad. hmm nok noget med sand tænkte han med et smil på læben.

Dust tog sig god tid til at kopiere efter den, hvis opgave han kopierede svarene fra, det skulle jo heller ikke se for nemt ud, for både ham og hans holdkammerater. Efter en halv times tid, opløste han sin tredje øje teknik da han ikke skulle bruge den til noget mere, og sandet der dækkede Makuros og Violeta hånd, trak sig tilbage op i deres ærme, og gemte sig lige over deres albue højde ved at dække sig, rundt om deres arm. På den måde kunne han hurtigt gentage teknikken, når de fik det 10. spørgsmål og skulle til at svare på det, og eftersom der stod ud for det sidste spørgsmål, at de fik det 3 kvarter inden i prøven, kunne de lige så godt sidde og slappe af, mens de ventede det næste kvartes tid.
For Dust føltes dette kvarter som en halv evighed, han havde altid hadet at skulle sidde stille, og vente i hvad der føltes som mere end 5 minutter, så det blev ikke lige just bedre af, at han skulle sidder der i 3 gange så lang tid. Da tiden endelig var gået, rettede føreren af prøvelser sig op, og stillede sig foran tavlen så alle kunne se ham, før han gjorde opmærksom på sig selv, før han begyndte at fortælle om det tiende spørgsmål.

"Før jeg giver jer det sidste spørgsmål, er der lige en forholdsregel i skal kende til!" sagde han let og så udover alle deltagerne "Før i kan få spørgsmålet må i vælge, om vil acceptere eller ikke acceptere spørgsmålet! For hvis i tager spørgsmålet og svare forkert, vil i ikke forlade dette sted i live! Og hvis i ikke acceptere det, har i en mulighed for at gå nu, og prøve igen om 5 år!" Dust så op på manden med mistroiske øjne. Hvad var meningen med den forholdsregel? Hvorfor ville de dræbe en hver deltager der svarede forkert, bare sådan uden videre? Det virkede som om, der var et eller andet der stak under.
Der gik lidt tid før der skete noget, som om denne forholdsregel lige skulle synke ordentligt ind, før det gik op for folk hvad det her gik ud på. Dust havde ingen intentioner om at droppe ud, men han vidste ikke helt med de andre, Violet havde sin datter hun sikkert gerne ville holde sig i live for, og hvad angik Makuro vidste Dust ikke, om han havde livet for kært til at forsøge sig med spørgsmålet. Hvis de havde intentioner om, at fortsætte i denne konkurrence, var det nødvendigt at alle 3 accepterede spørgsmålet og svarede rigtigt på det, da dette var en hold indsats konkurrence, og derfor kunne de andre ikke fortsætte, hvis en droppede ud nu. Der var op til flere enkelte, der løftede hånden som tegn på at de ikke accepterede, deres nummer og deres gruppe medlemmers nummer blev noteret, før de fik lov til at forlade lokalet, som var det en walk of shame.

Efterhånden som det ebbede ud med modstandere, blev Dust mere og mere urolig, han gad ikke vente mere, han ville ikke droppe spørgsmålet og deres chance for, at komme videre til noget mere farligt som at kæmpe mod dem der var tilbage, og han var paranoid ved tanken om, at Violet og Makuro kunne finde på at droppe ud.

Violet mærkede hvordan sandet forsvandt fra hendes hånd og gemte sig ved hendes albue, da det 9 spørgsmål var blevet besvaret. der var stadig et kvarter igen. hun lænede sig let tilbage, imens hun så på opgaverne med et roligt blik. så manglede de bare det sidste spørgsmål.
efter det lange kvarter var gået, så hun manden som stod for opgaven her og lyttede til det han sagde. hun rynkede lidt på panden, det det undrede hende meget at de lavede sådan en forholdsregl. hun så lidt ned på det tomme spørgsmål. var dette en test? hvad var risikoen for at de svarede forkert. stlle lukkede hun sine øjne og så sin lille Ellie for sig og et lille smil tegnede sig på hendes læber. hun skulle komme hjem til sin elskede datter igen. hun overvejede meeget hvad hun skulle gøre, dog havde hun bestemt sig med det samme, hun kunne bare ikke helt forstå det. hun åbnede stille øjnene igen og så ned på Makuro med et tænksomt blik, mon han ville trække sig..sikkert ikke. hun så så op på dust med et roligt blik, hvorefter hun stiille nikkede og så mod manden. stille kørte hun sin hånd igennem det snehvide hår. hun skulle nok komme hjem om de så svarede forkert så ville de ikke kunne slå hende ihjel. roligt lagde hun sin hånd tilbage på bordet og ventede på at spørgsmålet ville blive givet til dem. det lå ikke i hende at trække sig og slet ikke bare på grund af en trussel om at dø.. hun frygtede ikke døden og hendes sind var fuldt og fast besluttet på at dette ikkekunne blive hende død og hun nok skulle komme væk i live. hun var sikker på Dust ikke trak sig så nu var det op til Makuro om de kunne forsætte, for violet ville ikke trække sig.

Makuro sad og læste de svar som Dust skrev for ham, hmm denne prøve blev nemmere og nemmere. med de tanker sad han og faldt i staver, som blev brudt da sandet pludselig kildede ham op af armen. han så ned over papiret mens sandet nåede han albue, han havde fået svaret på alle spørgsmål på nær nr 10. roligt så han ud over mængden som roligt var blevet mindre, gad vide om det havde været tydeligt at de havde snydt...
han tanker blev brudt da manden oppe foran begyndte at snakke. forholdsregel? hvad fanden snakker manden dog om! han så mistroisk op på manden men begyndte roligt at smile, vi har Dust med så der bliver sgu nok ikke nemt for dem! han så rundt over mængden som tilsyneladende havde lige så svært ved at forstå reglen som han havde. han smilede roligt for sig selv, han havde ingen intentioner om at droppe ud af en trussel om død. han havde oplevet for meget mærkeligt til at mene at han skulle dø i en skriftelig prøve. der var mange som rakte hånden op for at melde ud, men Makuro var ikke en af dem og det ville han aldrig blive. selv var han sikker på at Dust ville blive, så han håbede på at Violet ville gøre det samme.

Dust holdt stadig øje med hans team medlemmer, og det så ud til han havde valgt et par af de rigtige, for det så ikke ud til at nogen af dem af dem ville give efter, bare fordi de blev truet med døden. Dust kunne måske ikke forsvare dem begge 2, hvis de lige pludselig alle 3 blev angrebet, da de sad for langt væk til han kunne nå så langt, men han vidste at Makuro kunne passere gennem skyggeriget, og han kunne godt nå Violet herfra hvor han sad, og derefter kunne de hurtigt forsvare sig mod en hver der angreb dem, da de så var forberedt på situationen.
Efter en omkring 5 minutters tid, så det ikke ud til at der var flere der ville melde sig ud, og på nuværende tidspunkt var der alt i alt 26 hold tilbage. Det ville sige ialt 78 væsner, hvor 3 af dem var Violet, Makuro og Dust så de havde 75 modstandere fordelt på 25 hold, som de skulle klare i de resterende 2 prøver. Hvis de skulle i nogen form for kamp, var det bare om at nedslagte modstandere så meget som de overhoved kunne, men de kunne jo være heldige at der kom en reducering af modstandere i denne prøve, da den stadig ikke var færdig. Sensoren så udover alle grupperne, med et spøjst smil på læben, og konkluderede at der ikke var flere der ville give sig.

"Jamen godt så, det ser ud til i alle acceptere situationen, så i har hermed bestået denne prøve!" sagde sensoren, og med det samme var der flere der så undrende op på ham, og nogle stykker der sagde hvad i munden på hinanden. Der var en der rakte hånden i vejret, og spurgte hvad pokker det her lige gik ud på "Tjo denne opgave gik ud på, at teste jeres evner til at indsamle informationer, men samtidig også om i var villige til at gøre jeres bedste, for at det ikke skulle gå udover jeres holdkammerater! Det sidste og tiende spørgsmål derimod, skulle fungere som en test for at se, om i var villige til at gøre alt for at gennemføre, også selvom i kunne risikere at tage fejl, og derfor ofre hele jeres hold!" den samme der havde rakt hånden i vejret før, slog en hånd i bordet, og spurgte hvad det da skulle til for.
"Jo ser i, når man arbejder i hold med andre, kan man nogle gange komme ud for, at man ikke ved andet end hvad missionen er!" forklarede sensoren "Hvis i ikke ved andet, end at i skal have fat i en bestemt ting, ved i ikke om fjenden venter på jer, hvor mange modstandere der er, eller om der er fælder, og om man er gruppeleder eller en del af gruppen, må man være forberedt på at gå i døden alligevel, hvis man altså har ære i livet til den slags!" Dust kunne godt trække relationer til det han fortalte, men det var mere fordi han var vant til at tage missioner, hvor han ikke kendte disse faktorer han nævnte, så han havde sku fat i noget ham sensoren.

De fik ikke mulighed for at stille flere spørgsmål, for med et smadrede nogen gennem vinduet, og da hun landede kastede hun 2 kaste knive til hver side, så hun spredte et baner der var bundet til knivene. På banderet stod der med store bogstaver, 'velkommen til prøve nummer 2' og kvinden lignede i hvert fald ifølge Dust'es mening, noget af en spredebasse, da hun var en ung kvinde med en smart strithårs frisure, og noget spøjst tøj, lige som så mange andre væsner i denne verden, som blandt andet Dust der var lidt alternativ, i hans tøjstil.
"Hvad fanden Inako, der er mange tilbage i år!" sagde hun mens hun så rundt på alle deltagerne, med et flabbet smil på læben. Hendes blik stoppede blandt andet ved Dust, og kort så hun på Violet og Makuro, da hun kunne mærke små ansamlinger af Dust'es aura ved dem "Var din prøvelse virkelig så nem, at alle de her bestod den? Jeg troede du var nået mere hård! Men jeg skal sku som minimum få halveret antallet, når de har været gennem min prøve!" imens hun snakkede, kravlede Dust'es sand op af deres arm, ned af deres ben og ud af deres bukseben, så det kunne komme ubemærket over til Dust igen, før han roligt rejste sig op, ventede på hans hold kammerater kom hen til ham, før han gik sammen med dem efter hende spraddebassen.

Violet så lidt rundt på de sidste der sad tilbage.. der var stadig mange, men der var virkelig også mange der var faldet fra. det overraskede hende egentlig lidt, da mange af dem da havde lignet nogen der kunne nået. stille rstede hun på hovedet og så op på Sensoren. hun lyttede til spørgsmålene og derefter svarene.. hun forstod godt det Sensoren sagde det gav god mening. hun havde levet sådan det meste af livet, aldrig videt hvordan dagen ville gå og hvem hun ville møde, hvilke modstandere.. det var vel lidt sådan man måtte leve hvis man skulle overleve denne verden. dog var hun glad for de havde Dust for hun ville nok ikke hvde været den bedste til at samle infomation i denne opgave. hun lænede sig roligt tilbage i stolen, da denne flabbede og meget friske kvinde kom ind ignnem vinduet. Violet studerede hende meget grundigt også selvom hun kort så på hende. nu så det endelig ud som om der skulle ske noget.. altså noget ordenligt. hun skævede let op til Dust og derefter ned på Makuro. kvinden sagde hun nok skulle få pillet halvdelen fra, så det måtte vel være en hård opgave. det passede nu Violet meget godt for hun trængte til at lave noget fysisk og ville ud og kæmpe så hurtigt som muligt.
Roligt rejste hun sig op og gik op til Dust i tavshed og et roligt smil. hun fulgte roligt med Dust og Makuro og alle de andre der fulgte efter kvinden. okay anden opgave og hun var hundrede procent klar og det var tydeligt at hun glædede sig til at komme igang.

Makuro så roligt ud over den fortyndede flok med et smil, der var stadig mange som virkede stærke tilbage hvilket gjorde ham glad. han havde håbet på lidt mere kamp og ikke en eller anden skide skriftlig prøve.
mistroisk så han op på sensor, så alt det skriftlige lort var til for ingen ting? wow en nedern type hvis det er sådan han laver prøver, men hvad fanden ham og hans gruppe var jo kommet igennem den og vist uden støre problemer.
hans tanker blev afbrudt da ruden til venstre for ham blev smadret og en tøs kom flyvende ind, med en hurtigt refleks greb han en kaste kniv han havde i lommen og holdt fast på den hvis nu noget skulle gå stik syd. det store banner blev spredt ud og han læste hurtigt teksten, anden prøve? for helvede! han slap sin kaste kniv og trak hånden op af lommen, håber det er en kamp prøve! han så ud over mængden af deltagere, hmm halvdelen siger hun. han smilede roligt, selv ville han sætte sinde penge på sin egen gruppe for ikke at være den frafaldende halvdel.
han mærkede sandet bevæge sig igen og at det langsomt forlod hans krop, han gættede på at dust mente der nok ikke var behov for det længere.
han rejste sig i takt med alle andre i rummet og vendte sig i retning at Dust og Violet, roligt gik han over til dem og fulgtes med dem ud af lokalet. han håbede den mærkelig kvinde ville tage dem til en kamp prøve.

//sry at jeg først svare nu, men da jeg kom hjem fra england fik jeg nogle knap så gode nyhede som slog mig af pinden ^^ men jeg tror min krea er ved at være tilbage :D

Violet og Makuro burde næsten kunne mærke på Dust, at han havde noget af en dræber lyst i sig, de var ikke de eneste der håbede på en kamp i næste prøve, og selv hans sværd Samehada virkede til, at dele denne lyst til at komme ud og kæmpe, mod de 75 andre modstandere der var tilbage, efter den første prøvelse. Mens de gik med kvinden gennem, den nærmest hyggelige lille by de befandt sig i, på deres vej mod en indhegnet skov der lå uden for byen, så Dust roligt rundt på deres nuværende modstandere, for at se på hvad de havde med at gøre indtil videre, ikke så meget fordi han følte sig truet personligt, men fordi han vidste at hans holdkammerater ikke tænkte som ham, de var gode til at overleve og kæmpe, men imodsætning til dem havde Dust udviklet absurde måder, hvorpå han havde sikret sig at hans krop var et våben, der var svært at dræbe.

"Det ser ud til, at vi skal være forberedt på lidt af hvert, hvis vi ender med at komme op og kæmpe, med dem der er tilbage i konkurrencen!" sagde han roligt til de andre, da de kom uden for byen, og satte kurs mod en tyk skov der var indhegnet med et højt hegn "Det skulle ikke undre mig, at den spradebasse har tænkt sig vi skal kæmpe os gennem skoven, for ikke at glemme alle de andre, der deltager i denne her konkurrence!" Samehada sagde noget på sit underlige sprog, hvilket fik Dust til at smile et af sine tomme smil til sværdet, mens han strøg bladet kort. Da de nåede hen til skoven, stillede den nye sensor sig op af hegnet, og ventede på at folk efterhånden fik samlet sig rundt om hende, så hun kunne begynde at fortælle hvad anden runde, skulle gå ud på. Dust stillede sig op mellem Makuro og Violet, med armene over kors, og øjnene fæstnet på spradebassen, mens han virkede utålmodig over de andres manglende hastighed.

"Godt så, nu hvor vi alle er samlet, er det tid til at i bliver introduceret for den anden prøve!" sagde hun med et flabet smil på læben, mens hun så rundt på alle deltagerne "Det her er ikke en eller anden tøsset skole eksamen, denne prøve handler mere eller mindre om ren og skær overlevelse! I vil alle sammen få udleveret en skriftrulle per gruppe, og der findes 2 typer af dem en himmel og en jord skriftrulle, målet er at i skal samle en af hver og møde op, inde i det tårn der er i midten af denne skov!" hun fremdrog et kort over skoven, der var cirkulær med tårnet i midten af skoven, og et par søer hist og her i skoven.
"I har præcis 5 dage til opgaven, og hvis i ikke opfylder kravende eller er fuldtallige når i kommer frem, vil i blive diskvalificeret og har derved tabt!" fortsatte hun med at forklare, mens nogle stykker fulgte mere med end andre. Dust virkede komplet upåvirket af situationen, men han havde da tænkt sig at spænde ben for nogle stykker, ved at dræbe dem "I vil alle sammen få udleveret en håndfæstning, der skal underskrives med jeres eget navn, så jeg ikke kan tages til ansvar hvis i dør eller bliver alt for skadet! Derefter skal i en gruppe af gangen, gå over til boden der ovre og udlevere de 3 håndfæstninger, i bytte for en skriftrulle og en indgang i skal starte med!" hun pegede over på den bod hun snakkede om, hvor der sad 2 mennesker og var klar, til at tage imod dem. Alle fik udleveret denne håndfæstning, samt en kuglepind så de kunne underskrive den, og mens Dust kiggede på håndfæstningen for at læse den igennem, gik det hurtigt op for ham hvad meningen med den var.

Han så roligt på sine holdkammerater, for at se om de også forstod meningen med denne håndfæstning. Han havde allerede indset, at den ikke var til for at sikre spradebassen, så meget som den var til for at lade deltagerne vide, at de skulle være klar til at dræbe, for at klare denne opgave, det var en kamp på liv og død imod de andre deltagere, naturen og tiden.
"Det er snart vores tur til at aflevere håndfæstningen, er i klar til at kæmpe?" spurgte han roligt, og ventede lidt på dem for at høre deres svar.

Violet fulgte roligt med Dust og Makuro igennem den fredlige lille by. den var nærmest malplaceret i denne verden, så.. hyggelig. hun rystede lidt på hovedet af sig selv og så frem for sig. hun så skoven med det store hegn om og lagde hovedet let på skrå. var det der den næste prøve skulle forgå.. det virkede fint nok, masser at gemme sig i og en masse man kunne komme hurtigt frem med. skoven var altid nem at jage i, om man så jagede dyr eller andre folk.
hun så lidt rundt på de andre imens Dust snakkede og nikkede roligt "ja.. det passer mig nu også fint" sagde hun med et lille grin og smilte roligt imens hun så frem for sig. hun var forberedt på det mest, hun havde kæmpet mod så mange forskellige og havde været igennem så mange ting der havde givet hende stor erfaring, som hun nok ville nyde meget godt af. hun hørte igen Dust og også hans sværds sære sprog, som hun havde hørt en gang før. det var så interessant han snakkede med sit sværd på den måde. dog sagde hun ikke noget, nikkede bare for at give ham ret. skoven ville nok ikke blive det store problem.
da de nåede han til skoven, stoppede hun og rettede opmærksomheden mod kvinden der stod for opgaven. hun kunne godt mærke Dust utålmodighed. det virkede lidt underligt, for hun havde opfattet hende som meget rolig, men selvfølgelig havde hun også mærket hans dræber lyst, så det havde nok noget med det at gøre. hun rettede igen opmærksomheden mod kvinden og lyttede til det hun sagde. det virkede som om denne kvinde nærmest var sikker på folk ville komme tilskade, men det var vel også klart, hvis man skulle komme i mål med to skirftruller.. en af hver og man selv kun fik en, måtte man vil dræbe eller skade voldsomt for at få fat i den anden skriftrulle. hun så så på håndfæstningen der blev udleveret samt en kuglepin. hun læste den så godt igennem hun kunne, men gad ikke bruge langtid på det. hun så så lidt på sine holdkammerater og skrev så under. hun så lidt på Dust og nikkede roligt "helt klar" sagde hun roligt og så lidt mod boden.

Makuro gik roligt i midten af deres lille gruppe. han var dybt fascineret af de mange forskellige boder som var i den lille by som de gik igennem, hvilket betød at han først så den store skov da de gik ud af byen. et roligt smil bredte sig over hans ansigt, skal næste prøve forgå i en skov? hahaha det var jo ikke andet end godt for ham, efter som at han har levet det meste af sit liv i skove og var vant til miljøet. han ignorerede Dust dræber udstråling efter som at han var blevet så vant til det.
"det vil ikke genere mig hvis det forgå i skoven!"
sagde han med et roligt smil som indikerede at han var klar på alt hvad de andre ville smide imod dem.
Makuro som bare gik og studerede skoven rettede sit blik mod den nye sensor, idet han stoppede op sammen med resten af gruppen. han tænkte lidt over det hun sagde med et tilfreds smil. okay, så vi skal slagte en anden gruppe for at finde ud af om de har den skrift rulle vi mangler, og hvis ik så skal vi finde en ny gruppe. interessant. med et roligt smil drejede han hovedet og så på Dust, mon vi ikke bare skal fjerne de andre konkurrenter det?
roligt tog han imod håndfæstningen og kulepinden og overvejede kort at læse det igennem, efter en kort diskussion med sig selv læste han det kort igennem for derefter at skrive under på det. roligt så han over mod boden hvor der var stationeret 2 personer til at udlevere skriftruller.
"dette skal nok blive sjovt!"

Da de andre var klar til at komme videre, nikkede Dust roligt mere for sig selv end til dem, før han gik sammen med dem hen til den lille bod. Den var stillet op på den måde, at ingen af de andre grupper kunne se, hvilken skriftrulle hver gruppe fik, hvem på holdet der havde den i sin besiddelse, eller hvilken indgang de skulle starte ved, så de kunne ikke være særlig forberedt på, hvor mange grupper de skulle bekæmpe for at få den rigtige skriftrulle. De blev sendt til deres indgang med det samme, så de allerede stod klar, og indtil alle var klar kunne det føles som om, de stod og ventede der, i en halv evighed.
"Hvad synes i?" spurgte han roligt mens de stod og ventede "Skal vi samle en håndfuld skriftruller, så vi får færre fjender i den sidste konkurrence, eller skal vi bare tage hvad vi får fat i, indtil vi får den jord skriftrulle vi mangler, og tage hen til tårnet i midten, så snart vi har den?" han så roligt på dem, mens han fremdrog en cigar og tændte den, nu de alligevel stod og kukkelurede, og ventede på at prøven blev sat i gang.

Lyden af et skud kunne høres, og indikerede at prøven hermed var sat i gang, og i det skudet lød spidsede Dust ørerne, mens han pustede en røgsky ud, og et koldt smil dannede sig på hans læber, med cigaren siddende ved hans højre mundvige.
"Så skal der dræbes!" sagde han roligt, og skubbede døren op så de kunne komme ind i skoven. Han lagde ikke hårdt ud, ved bare at styrte gennem skoven som en sindssyg, han syntes lige de skulle snakke taktik, før de hoppede hovedkuls ud i at dræbe alt modstand de kunne finde. Dust der tidligere havde taget deres himmel skriftrulle, og gemt den afvejen i hans long coat, var ligeglad med hvad de valgte, han lod det være op til Violet og Makuro, om hvorvidt de ville formindske faren for dem selv, ved at kæmpe til de fik en jord skriftrulle, eller om de hellere ville have lidt sjov, ved at skaffe en god sjat skriftruller.

Violet tænkte lidt over det Dust spurgte om imens de stod og ventede på at startsskudet skulle lyde. hun så lidt på Makuro for at prøve at regne ud hvad han tænkte. hun træk stille på skuldrene "skal vi ikke bare nå så mange som vi nu kan.. vi kan ligeså godt komme af med så mange koncurrenter som muligt på samme tid med vi klare opgaven" sagde hun roligt og rettede med det samme opmærksomheden i retning af skudet. et roligt smil tegnede sig på hendes læber og med lette og elegante skridt fulde hun med Dust ind af døren, ind i den frodige skov. hun tog en ordenlig snus for at samle så mange luge til sig som muligt. en skov var ikke bare en skov, alle skove var forskellige og man skulle lære dem at kende og denne skov virkede ikke til at være uden fare, dog skulle hun nok lære den at kende hurtigt. imens de gik betragtede og studerede hun alle træerne og planterne de gik forbi. der var nogle hun havde set, men også en del hun aldrig havde set før. det ville nok ikke give de store problemer. hendes skinnende grønne øjne så lidt på hendes to holdkammerater. hun syntes faktisk de virkede som et ret godt hold, hun vidste makuro havde kamp gejst og sagtens kunne slås og Dusts udstråling af lyst til at dræbe virkede som om kun kunne være til deres gode side.. også hende selv, ja hun havde levet hele livet med det instinkt at enden så dræber man eller så bliver man selv drabt.. og kun den stærkeste overlever, så hun havde en del erfaring. de virkede i hendes øjne som et ret stærkt hold.

Makuro gik roligt ved siden af de 2 andre i hans gruppe over mod boden hvor de skulle havde deres skrift rulle når de havde indleveret deres sedler. roligt små klukkede han da han så ned på den skrift rulle som de fik udleveret som Dust gemte i sin frakke, himmel rulle? det havde passet bedre med jord, eller snare sand!
han så sig om for at se om han kunne få øje på nogle andre som skulle ind et andet sted mens de gik mod deres dør, men det gik ikke, han kunne ikke se nogen.
da de stod og ventede så han forvirret på Dust, stilte han lige det spørgsmål? han så over på Violet og holdte sin onde latter inde med et stone face da det så ud som om hun tænkte. i samme sekund som Violet var blevet færdig begyndte Makuro og grine mens skuddet lød.
"ja selvfølelig skal vi da dræbe så mange som muligt!"
sagde han grinende mens han fulgte dem ind af døren og ind i skoven. han lød øjnene flakke rundt op skoven for at danne et billede af hvilke dyr de nok ville møde.

Dust nikkede roligt til deres svar, og det passede ham faktisk helt fint, at de gerne ville blive for at dræbe så meget som muligt, det betød han kunne få udfoldet sin dræberlyst på flere af deres modstandere, uden at der ville være nogen følge af det som vendte sig mod ham senere. Han kunne bare dræbe så tosset som han ville, og den dræberlyst hans holdkammerater kunne mærke over ham, nærmest voksede efter de havde svaret på hans spørgsmål, og det var den dræberlyst der drev ham til hans næste reaktion. En kastekniv fløj gennem luften imod dem, men blev med det samme stoppet af Dust´es sand, samtidig med at Dust rettede sit blik mod den, der havde kastet kniven imod dem, mens han smilede ondskabsfuldt af deres første modstander gruppe.
Kniven der sad i det skjold af sand Dust havde lavet, for at stoppe dens fremgang i retning af dem, bar en lille klump c4 der eksploderede, med så kraftig en eksplosion at det spredte Violet, Makuro og Dust fra hinanden, hvorefter den gruppe som angreb dem spredte sig op, og angreb dem en og en i troen om at de selv enkeltvis, var stærkere end Dust´es gruppe var enkeltvis. Dust selv havde ikke noget problem med situationen, for det betød han fik minimum en modstander helt for sig selv, som han kunne lege med og dræbe, uden der var hverken andre modstandere eller holdkammerater, der kom i vejen for ham. Denne her gruppe som de skulle kæmpe imod, bestod af ret så stærke kæmpere, Makuro havde fået en langdistance modstander der var af racen sandelver, der kæmpede bedst på afstand af hans modstander, der var istand til at sætte ild til sig selv og skyde med ilden, Violet havde fået manden der brugte sprængstoffer sammen med sine våben, og som var af racen falden engel, samt havde evnen til at manifeste våben af lyset omkring ham, og Dust havde fået en kvindelig modstander af racen varulv, der brugte telekinese.

Dust syntes han havde fået den sjoveste modstander, men kunne hun mon koncentrere sig om at undvige en masse angreb, der kom fra tusinder af retninger? Det var nok op til Dust at finde ud af, siden hun var blevet hans modstander, og derfor også hans første offer og legetøj i denne anden prøvelse. Siden han ikke kunne se sine holdkammerater, kunne han sagtens slå sig løs, og pille hende fuldstændig fra hinanden, ikke fordi det interesserede ham om hun havde skriftrullen, men mere fordi han syntes det ville være sjovt, at ødelægge hende fuldstændig med hans evner inden for kamp. Han trak langsomt Samehada, med hans faretruende smil på læben, og han nærmest rystede på hånden af dræberlyst, hvilket varulven overfor ham misfortolkede totalt, da hun troede han rystede af frygt og ikke dræberlyst.
"Kom så an trunte, lad mig suge alt din dejlige chakra ud af dig, mens jeg nyder at se dig dø for min hånd!" sagde han ondskabsfuldt, før han styrtede mod varulven der med det samme forvandlede sig til varulve kamp form, for at forøge sin fysiske styrke, da det gik op for hende hvilken misfortolkning af hans rystende hænder, som hun egentlig havde lavet. Hun gik selv til angreb på Dust, ved at sætte af fra den gren hun stod på, så hun fløj direkte imod ham, og det var nu mens hun var i fri luft at Dust lavede sit første hug med Samehada, hvilket hun undvigede ved at bruge sine telekinesiske evner, til at rette sig op mens hun lavede en salto. Men at han ikke ramte hende gjorde ikke Dust noget, for Samehada var kommet tæt nok på til at suge energi ud af hende, og på de få sekunder det tog sværdet og varulven at passere hinanden, fik han faktisk suget en god sjat ud af hende, før sværdet ramte et træ, og savede sig igennem stammen. Dust var hurtigt omme på den anden side, af det oversavede træ, og gav det et ordentligt los så det væltede direkte mod varulven, der hurtigt undveg ved at hoppe til siden.

"Det var det forkerte træk vovse!" råbte Dust i samme sekund, som han kom styrtende mod hende, og nærmest var lige foran hende. Hun udsendte en telekinesisk trygbølge, som hun centrerede mod Dust´es krop, for at skubbe ham væk fra hende, og det virkede egentlig også for Dust blev med det samme skubbede væk, men han brugte sine sand evner til at lænke sine fødder fast til jorden, så han ikke kom særligt langt væk fra hende, og eftersom Samehada var blevet større af at suge noget af hendes chakra til sig, passede længen lige til at da han svang sværdet mod hende, bordede den savtakkede overflade sig ind i hende, kun stoppet af at hun parerede med hænderne, der nu blødte voldsomt mens Samehada, sugede hendes chakra til sig som var den en svamp, og hun var vandet den var kommet i kontakt med. Dust formede sine ben normalt igen med det samme, og snorerede rundt om sig selv, mens han holdt fast i Samehada, så sværdet blev trukket ud af varulven, og derefter boret ind i hendes anden side, med noget af en slag kræft der virkelig gjorde skade på hende. Hun var allerede blevet afkræftet af angrebet fra lige før, og nu kunne man virkelig se på hende, at hun blev tømt for chakra af hans sværd, for hun gik i knæ foran ham mens sværdet fortsat tømte hende, indtil hun faldt om foran ham, død af at hun løb tør for alt hendes chakra.

Dust trak roligt Samehada ud af hende, og lagde sin frie hånd på håndtaget af Hiramekarei, for at tømme den nye mængde chakra, fra Samehada og over i det andet sværd, før han bukkede sig ned over pigen, hvis krop var blevet normalt igen, for at tjekke hendes tøj igennem for ting han kunne bruge. Han fandt et par våben hist og her, som han tog fra hende, og det mest interessante han fandt på hende, var deres himmelskriftrulle der var identisk, med den anden som han havde på sig. Han beholdte den alligevel, de kunne trossalt bruge den senere som lokkemad eller afledning, og de havde trossalt aftalt at tage så mange ud, som det var dem overhoved muligt, og ved at de havde en ekstra himmelskriftrulle, betød det at der var en mindre modstander der kunne komme ind i tårnet, og derfor også færre grupper i den tredje prøve. Han rejste sig op igen og så sig omkring, for at sanse hvor de andre, var blevet af i forhold til hvor han var henne lige nu.