[Uafsluttet] Dæmonleder? bah (makuro)

Omgivelser: forskellige væsner
Sted: Miami
Vejr: solskin
Tid: eftermiddag

Det her var en dejlig dag, at surfe hen over vandet på hendes hoverboard, og Konan nød den næsten sky fri himmel, der kun havde et par dovne hvide skyer, der futtede hen over himlen, og en gang imellem blokerede for solens dejlige stråler. Konan der svævede en halv meter over vandets overflade, på et board i sort med røde skyer, og en top, en nederdel og en long coat i samme farve, hendes long coat var åben og blafrede i vinden, så man virkelig kunne se hendes fine former, og slanke krops bygning. Hendes skulder lange blå hår, hang løst og blafrede lige som hendes coat, og hun smilede glad over det dejlige vejr, mens hun var på vej til Miami. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle lave der, hun havde det med at rejse lidt på må og få, da hun for det meste aldrig vidste, hvad hun skulle lave i en verden, som hun i sidste ende var totalt ligeglad med. Men det kunne jo være, at hun støtte på noget interessant at lave, eller nogen sjove væsner af en art, som kunne underholde hende lidt, i hendes nogle gange kedsommelige liv.

Dæmonlederen Makuro sad i skrædderstilling på ryggen af sin store ravn, de føj ca. 200 meter over vandet. Han nød lyden af havet blandet med den blafrende lyd af hans kappeligende Long coat, som blafrede vandret i luften bag ham. Han sad afslappet i sin trance og lyttede, han havde fløjet så meget på fuglen at han var vant til ikke at holde fast når de fløj, tros den høje fart. De var ved at være ved deres mål i Miami hvor han skulle hente nogle våben han havde efterladt et godt stykke tid siden.
I hans trance sad han og snakkede med hans guide ånd, som var en kæmpe drage ved navn Loimos, som usynligt fløj ved siden af ham. Loimos fortalte om hvordan den havde udslættet byer og meget andet. Makuro havde følt sig heldig da det viste sig at det skulle være det væsen som interesserede ham allermest som skulle være hans Guide ånd, af den grund var han hurtigt blevet glad for at lytte til hvad han havde at fortælle som alt og ingenting.
De var nu næsten ved stranden og lugten af by begyndte at blande sig med havduften. Roligt begyndte den store ravn og sænke sin højde for at lande på stranden.

Konan lagde ikke rigtig mærke, til den store ravn der kom flyvende ude fra havet af, da hun selv havde valgt at flyve langs vandet, og siden hun kiggede tænkende i den anden retning, lagde hun ikke mærke til at Makuros ravn landede, før hun hørte dens vinger baske da hun var en meter fra den. Hun så hurtigt frem, og i det sekund hun ramte ravnen, stødte hun ikke ind i den, men set fra der hvor Makuro sad oven på den, så det ud som om Konan fløj direkte igennem hans ravn, som om hun var et spøgelse, selvom det der i virkeligheden var sket var, at hun havde fusioneret sig med ravnen da hun ramte den, fortsat igennem den som en del af den, og var defusioneret på den anden side, så hun kom ud af den igen uden at have ændret kurs.
Hun styrede boardet som det snowboard det i virkeligheden var, og stoppede det et par meter fra ravnen, så op på Makuro med hendes varme rawgule øjne, og lagde armene over kors mens hun smilede varmt, så man kunne se på hende at hun slet ikke virkede det mindste sur, hvilket der egentlig heller ikke var nogen grund til, da dette blot var et tilfældigt uheld.

"Hey hvad sker der lige, for dig og din store frokost, har du aldrig fået af vide at man ikke leger med maden, og flyver rundt med den, man skal sku da spise den din tosse!" sagde hun på en mild måde, og en stemme der overhoved ikke tydet på vrede, eller nogen former for aggressioner, hun var totalt ligeglad med at hun lige var fkløjet igennem hans fugl, og reagerede blot på vanlig vis, med hendes utroligt glade og milde personlighed, som kom af et langt liv, hvor hun havde ignoreret nærmest alt omkring hende.

Makuro åbnede roligt sine øjne idet ravnen skulle til at lande i sandet. Hans guide ånd var vendt tilbage til ånde verdenen men hans stemme lød i hovedet på Makuro endnu.
let og elegant landede de i det bløde sand og sank lidt ned i det. Den store ravn foldede roligt sine vinger ned langs siden og så sig om, samtidig fik både dæmonen og ravnen øje på pige som var på vej imod dem. Men det var forsent, den store ravn løftede hurtigt vingen som vendte mod pige for at beskytte dæmonen på dens ryg så meget som muligt. Makuro gjorde sig også klare til sammen stødet, men det skete noget han ikke kunne forklare. han kunne ikke se for vingen der var i vejen men han sad og ventede på bombet og faldet, men det kom ikke. I stedet for kom dukkede pigen lige pludselig op på den anden side af ham.
han så forvirret efter hende, hvad havde hun lige gjort for at de ikke stødte sammen? han smilede roligt med et snært af forvirring da hun smilede til ham.
"hehe jeg tror sgu han vil være ked af hvis jeg spiste ham! og ikke nok med det så vil jeg nok også selv være det!
sagde han roligt med en venlig stemme. der var jo ikke sket noget så der var intet at hidse sig op over.

"Hvorfor ville du blive ked af det, hvis du spiste din fugl?" spurgte hun undrende, og lagde hovedet tænkende på skrå, da hun ærligt talt ikke kunne forstå, hvordan man kunne holde af noget andet "Det er jo bare en fugl, så hvorfor lade den betyde så meget for en, at man ville savne den hvis den ikke var der mere? Og hvordan kan en fugl blive ked af det, især hvis den er blevet spist, det er jo bare mærkeligt?" hun så spørgende på Makuro, med et mildt smil på læben, mens hun styrede sit board, så hun fløj langsomt rundt om fuglen, og vendte så sit blik mod fuglen, for at nærstudere den, mens hun alligevel snakkede med Makuro.
"Og hvad laver du egentlig her, du ligner ikke en her fra egnen?" spurgte hun mildt, og virkede som lidt af en spøjs kvinde, som om hun var fuld af spørgsmål, selvom hun i sidste ende var totalt ligeglad, med alt det der foregik omkring hende.

Makuro så på pigen og smilede roligt, han kunne tydeligt mærke at Gildares som også forstod det sprog de talt ikke var tilfreds med den måde hun talt om ham. den sorte ravn drejede hovedet og stirede med dens sorte tomme øjne på pigen som var begyndt at flyve rundt om dem, den udbrød et hæst skrat. forbavset så Makuro på ravnen og smilede roligt.
"rolig nu gamle jas! det er ikke alle som ser dig som en person men blot et dyr!
Makuro strakte sin ryg, han havde siddet på ryggen af ravnen ret længe i samme position. roligt satte han sig som man ville gøre på en hest for ikke at ødelægge hans krop. med en venlig stemme fortsatte han.
"min ravn var den første person jeg mødte og blev ven med for mange år siden!
roligt klappede han ravnen på halsen og smilede til pigen.
han nikkede roligt til hende.
"det har du ret i, jeg er vendt tilbage her til for at hente nogle ting jeg gemt for et stykke tid siden! nu jeg har afsløret min åh så store hemmelighed, hvad laver du så her i området?
på grund af hans tydelige sarkasme kunne han ikke lade vær med at små grine.

"Så du er altså venner med noget, som jeg faktisk ville kalde mad? Den her verden er gakked, jeg er glad for jeg er så ligeglad med den, som jeg er!" sagde hun mildt, og stoppede boardet foran fuglen, mens hun rystede lidt på hovedet af dem. Hun forstod ikke princippet venskab, hun havde aldrig haft sådan en før, og hun havde sku ikke tænk sig at få en nu, det ville for hende bare være det samme, som et forsøg på at integrere sig i verden, og det gad hun ikke, hun havde alligevel ikke fulgt med i den siden cirka år 2000, så der var da ingen grund til at starte på det nu, det ville jo bare være komplet åndssvagt.
"Hvor skulle jeg vide det fra, jeg dukker bare op forskellige steder, når jeg får lyst til at rejse i en tilfældig retning, og siden der alligevel er god mad her i byen, og lækre damer for ikke at glemme dem, så jeg tænkte at blive hængende lidt, få mig lidt mad og sådan!" sagde hun henkastet, og så sig lidt omkring, da et par smukke unge damer kon forbi dem "Og dså kan jeg lige så godt, få folk til at gå helt i selvsving, ved at fusionere frugter, til noget der slet ikke eksistere!" tilføjede hun kækt, og virkede helt glad ved den tanke.

Makuro så forvirret på hende, hvad er der så gakket ved den? han smilede roligt mens han drillende sagde.
"hvis du er ligeglad, så er du vel aldrig glad!
det barnlige kom frem i ham idet han rakte tunge da hun rystede på hovedet af hans fugl. han havde været sammen med den fugl i så mange år at han ikke kunne huske hvor længe, men en ting var sikker, denne fugl var den han stolede allermest på foruden hans elskede.
"lyder lidt som du mangle et mål!
han smilede ting hende og rettede sin opmærksomhed mod de pæne tøser som gik forbi. med en hurtigt bevægelse drejede han hovedet og så forvirret på pigen som svævede på sit board. fusionere frugter?? hvad pokker!
"Fusionere frugter, hvad snakker du dog om?

"Faktisk er det lige modsat, jeg er altid glad, fordi jeg ikke blander mig i denne her lorte verden, så jeg er faktisk lige så glad hele tiden!" sagde hun drillende, og rakte tunge af Makuro, før hun så lidt mere på de lækre sild, mens de gik videre. Hun fløjtede let af dem, og de så tilbage på Makuro i troen om, at det var ham der havde fløjtet af dem, samtidig med at de gav ham fingeren, hvilket fik Konan til at grine en smuk latter, fordi hun fandt det så morsomt.
"De kan vist ikke lide, når du fløjter af dem, din liderlige buk!" sagde hun drillende, og lod helt som om, at det var ham der havde fløjtet "Og jeg har da ikke brug for et mål, det ville betyde, at jeg skulle integrere mig i verden, og det gider jeg da slet ikke, verden er et hul i universet, og jeg gider den ikke rigtig!" hun smilede glad, mens hun svævede hen til Makuro, og svævede i ring rundt om ham "Og man har ikke levet livet, før man har spist frugter, der består af 2 eller flere andre frugter!" tilføjede hun glad.

Han så tøvende efter pigerne som viste finger af ham, en let latter bredte sig over ham. De piger skulle bare vide hvor hurtigt han ville kunne vende deres verden, meeen det ville være brug af total unødig resurser. han så over på den svævende pige og smilede slesk.
"lider buk? du skulle bare vide!
tja det er jo en mærkelig verden de lever i, han trak roligt på skuldrene.
han fulgte hende nøje med øjnene da hun svævede hen til ham, han blev ved med af følge hende med øjnene mens hun svævede rundt om ham. han trak roligt på skuldrene igen.
"Så har jeg tilsyneladende ikke levet livet! men hvordan fanden kan det lade sig gøre?
han smilede roligt med et spørgende ansigt.

"Tja du er en liderbuk, men mere gider jeg ikke vide mere, så hold du bare den slags for dig selv!" sagde Konan drillende, og prikkede til hans hoved, som om han var et eller andet mærkeligt, og hun var en lille pige der stod og sagde ad "Hvordan det kan lade sig gøre, er en af mine små hemmeligheder, og hvis du lader det ske, kan det være en af dine grublere, som du kan prøve på at regne ud! Men jeg kan give dig ordet fusion, som en lille ledetråd!" hun rettede op på boardet, og fløj lidt væk fra ham, så der kom lidt afstand imellem dem, før hun vendte sig mod ham igen, og så på ham med et varmt blik i øjnene, selvom det ikke var af nogen interesse mæssig grund, at hun kiggede på ham.
"Nå men jeg er altså sulten, så jeg vil smutte videre og finde noget mad, jeg kan få i skriften!" sagde hun mildt og vendte boardet mod byen, for at bevæge sig i retning af den "Hej hej liderbuk, hyg dig nu med din bedste ven, den store flyvende frokost!"

han smilede roligt og rystede på hovedet da hun prikkede til ham.
"når det gider du ikke at høre om? synd!
sagde han med et stor smil og kløede sig i nakken, fusion? han tænkte lidt over det men kunne ikke just komme på noget som i hans hoved gav mening. forvirret så han efter hende mens hun skabte afstand mellem dem. han nikkede roligt og sagde derefter mildt.
"held og lykke!
han så hende flyve væk mens han tænkte over hvad hun havde sagt, fusion... hans tanker blev afbrud idet hun igen kaldte ham liderbuk. tøvende råbte han efter hende
"Det er ikke det jeg hedder! Navnet er Makuro og min fugl er og bliver ikke nogens frokost!
roligt klappede han ravnen på halsen og så rundt på stranden, hmm han var faktisk også blevet lidt sulten. en tanke slog ham, en frugt som smager af noget andet? så den ligner den ene frugt men smager af en anden frugt? og så med fusion! så giver det sgu da mening hvad det er, men hvordan fanden gør hun det så!
med et roligt smil klappede han ravnen på halsen og sagde roligt til ham.
"ser ud til vi også skal finde noget frokost nu gamle ven!
sammen lettede de og fløj i samme retning efter pigen på boardet.

"Jaja så siger vi det liderbuk!" råbte hun over skulderen, da Konan hørte at han sagde hans navn, og at fuglen ikke var frokost. Hun syntes det var sjovt at drille folk, og bare holde fast i den falske virkelighed, hun brugte til at drille andre med. Konan fortsatte med at flyve mod byen, selv da hun efter at have drejet 90 grader, havde set at liderbukken og hans flyvende frokost, var på vej i samme retning som hende. Det gjorde hende egentlig ikke noget, hun havde endnu ikke mødt nogen der havde lagt hånd på Konan, i en kamp hvor hun brugte sine evner, sammen med de kamp teknikker Konan havde lært at bruge, men hun havde godt nok ikke været i en særligt udfordrerne kamp, i et stykke tid, så måske Konan var blevet lidt rusten? Eller havde de kampe Konan havde været i på det sidste, været nok til at holde hende fra at ruste? Nå ja det kunne være lige meget, Konan regnede ikke med at skulle slås med liderbukken, så hvorfor tænke på det nu? Hun stoppede boardet, da hun nåede til en fin lille indkøbsbutik, hoppede af boardet, og slukkede det før hun tog det på ryggen, efter at have sat en strop på fodspænderne, så hun kunne gå ind i butikken.