en kamp du kunne have undgået(Makuro)

Tid: eftermiddag
Sted: en jungle i South lands
Omgivelser: stille
Vejr: skyfrit

Dette var en fornuftig dag, at få af rettet noget af den hævn, Dust så længe havde hungret efter, en mild sol oplyste himmel hvælvinget, og naturen virkede forholdsvis fredelig, så det så ikke ud til at der ville komme nogen overraskelser, som kunne forstyrre den nært stående kamp. Dust fandt det bare ærgerligt et eller andet sted, at denne kamp skulle gå udover en, der kunne have fået pladsen efter Dust havde gjort det af med hans forgænger, men Makuro havde selvfølgelig af grunde Dust ikke kendte til, valgt at anskaffe sig pladsen som dæmonernes leder, lige før Dust havde fået fingrene i hans forgænger, ved hjælp af Vladimirs midler, hvilket Dust fandt ret svagt, for det at skaffe sig magt uden at kæmpe og træne hårdt for det først, var en fremgangs metode man ville bøde for på den ene eller den anden måde, når man en dag stødte på nogen, der rent faktisk havde tilegnet sig styrke gennem træning, og magt gennem intelligens.
Dust havde sendt besked efter Makuro, ved at sende en sand falk med et brev, hvori der stod at Dust gerne ville mødes med Makuro, hvorfor havde han ikke beskrevet nærmere, men lokationen som var der Dust var nu stod i det brev. Dust var i sit mellemstadie lige nu, og iført hans sædvanlige sorte og løse bukser og trøje, den sorte long coat, og det store sorte bælte med dødningehoved bæltespændet af sølv, med rubin øjne og et ondt smil, i bæltet sad hans arve stykker fra hans mor og hans far, nemlig engle daggerten som var hvid med en engle vinge formet skede, og en sort daggert med et blod rødt blad, og en sort dæmon vinge skede, for ikke at glemme den unikke daggert der tilhørte den første skyggedæmon, en sort daggert med et sort blad, der var skarpt på begge sider, og hele daggerten havde et rubin rødt mønster, og en rubin sad på enden af skaftet. Men for dem der før havde mødt Dust, var der en usædvanlig ting ved ham denne dag, han havde nemlig ingen af sine 7 sjældne sværd på sig, og de var ikke til at se nogen steder, og siden disse sværd trods deres magiske egenskaber, ikke kunne mærkes overhoved, så det ud til han slet ikke havde dem med sig.

Imens Dust stod og ventede på Makuro, med tanken om hvorvidt han ville komme eller ej, og om han havde følgeskab med eller ej, havde Dust tændt en cigar som han røg, mens han tænkte på hans tidligere erfaringer om Makuro, og hans brug af hans evner den gang, både før han blev summoner og efter han blev det, og hvis han havde vagter med, ville de så få indflydelse på kampen eller ej? En røgsky forlod hans lunger, og fulgte en let brise der passerede ham bagfra, så hans long coat blaffede let i vinden, mens røgskyen spredtes i den lette brise og forsvandt sporløst. Det havde taget ham tid at klargøre sig til den kamp, han originalt skulle have haft, med den tidligere dæmon leder, for den gang havde han regnet med at skulle nedslagte, op til flere vagter og krigere på sin vej, og selvom Makuros overtagelse af ledelsen, havde været lidt af et tilbageslag, havde det alligevel ikke været så stort endda, da Dust kendte Makuro lidt, og hurtigt havde fundet ud af hvilke evner han havde tilegnet sig, for at vinde over hans forgænger, det havde gjort at Dust hurtigt kunne tage højde for den nye situation, og tilrettelægge det anderledes så planen passede bedre til Makuro.
Men forhindringer var mødt på vejen, aftaler var blevet lavet hist og her, og planens endelige mål var blevet ændret undervejs, hans endelige ønske var nu ændret og tilpasset, sammen med aftalerne han havde lavet, og resultatet han skulle opnå nu, var mere passende og mindre besværligt for Dust, end det havde været i den tidligere situation. Alt var op til den kommende kamp, og Dust ville ikke gøre dette på uhæderlig vis, ved at angribe som en svinagtig tyv om natten, for hvis Makuro kom ville Dust lade ham vide situationen, og kæmpe mod ham i en hæderlig kamp.

Makuro gik roligt gennem junglen med en fart som ikke meldte han havde travlt. Han var klædt i sin sædvanelige hvide og sorte jakke og hætten trukket op over hovedet, der var ingen grund til at afsløre alt for meget for uvedkomne.
På ryggen hang hans katana i sin skede. Ud over den havde han en lille kniv i en inder lomme på jakke og et par kastestjerner, ikke særlig bevæbnet når man tænkte på han var leder.
Ved siden af han gik den store usynlige lilla drage som var hans guide ånd. Og lidt bag ham sneg en skyggedæmon sig efter sin leder gemt i skyggerne, en forfølgelse Makuro nu havde vendt sig til og nemt ignorerede.
Brevet fra Dust lå i en af de mange lommer på jakke. Det var nu et stykke tid side han havde fået brevet og han Havde stadig ingen anelse om hvad Dust ville. Makuro havde efter kort efter tanke besluttet sig at mødes med Dust trods flere højt rankede havde frabedt ham det. Selv skyggedæmonen Som fulgte efter Makuro regnede med at hans leder ikke vidste han var der, han var nemlig en af de bedste fra legion of assassins til at gemme sig i skyggeverdenen uden begrænsninger. Men Makuro var jo ikke dum.

Jungle gled roligt forbi mens Makuro gik afsted mod mødestedet. Han stak sin hånd ind i en inderlomme og fangede sin lommelærke fyldt med vodka, roligt tog han en slurk og lagde den i lommen igen.
Det generede Makuro at Dust ikke havde oplyst eller indikerer hvad han havde i tankerne, men der var jo kun en måde at finde ud af det på.
En kølig brise gled hen over hans ansigt og fik hans hætte til at blafre. Han var næsten ved stedet og han kunne roligt mærke Dusts nærvær i området, hvilket også ville betyde at Dust sikkert kunne mærke ham.
Den store drage ånd fulgte tavs efter sin herre mens Makuro gik mellem 2 store træer og fik øje på Dust, et roligt smil bredte sig over den lille dæmon. tiden var inde til at finde ud af han Dust ville. det første som den lille dæmon lagde mærke til og hurtigt begyndte at undre sig over, var at de 2 sværd han ellers altid havde ikke var med. en ubehagelig følelse sneg sig op af ryggen på ham men forsvandt hurtigt.
"hvad er meningen med at skulle helt herud uden grund?
sagde den lille dæmon med et roligt grin i det han nu stoppede op foran Dust med et roligt blik.

//den blev ikke så dramatisk xD

Dust kunne efterhånden mærke Makuro på lang afstand, både ud fra hans aura signatur, chakra signatur og så kunne han mærke det på jorden. Dust havde lært lidt af hvert siden de sidst sås, blandt andet kunne han se med fødderne, i form af at hver gang nogen trådte på jorden, udsatte det noget der lignede en lydbølge gennem jorden, der blev svagere jo længere væk det kom fra den der trådte, og så snart Dust kom inden for den radius, kunne han bedømme hvor langt væk de var, og i hvilken retning de var i forhold til ham. Da Makuro kom inden for hans synsvinkel, havde han også opfattet skyggedæmonen, der fulgte efter Makuro, denne såkaldte Jack som Dust havde fundet ud af, ville passe på Makuro af grunde, som Dust ikke interesserede sig for.
"Grunden til jeg har bedt dig komme herud, er fordi dine valg af fremtids veje, uheldigvis har bragt vores ellers adskilte veje, i retning af hinanden, og det er så her vores veje må krydses, ser du din forgænger den tidligere dæmon leder, bar en del af skylden for at min familie blev dræbt, og med min families død blev hævnens hungrende forbandelse, det der definerede min vej i livet!" forklarede han roligt, og tog et hvæs af sin cigar, som en lille kunst pause i hans forklaring af, hvorfor han havde bedt Makuro om at komme "Da du så besejrede din forgænger, påtog du dig også den hævntørst, som kun hans blod kunne stille, og selvom det ærger mig at jeg ikke kom først, så må jeg stille min forbandelsen tørst med dit nederlag! Med andre ord, jeg bad dig om at komme herud, for at få en kamp med dig en mod en, så jeg endelig kan kæmpe mod dæmonernes leder!"

Dust tog et sidste hvæs af sin cigar, og pustede røgen ud mens han lod cigar stumpen falde til jorden, så han kunne slukke den ved at træde på den. Han så op på Makuro, med hans blodrøde og følelses forladte øjne, der dog bar en stærk indikation af at Dust var klar, til at kæmpe mod Makuro, trods det faktum at det så ud til at Dust, kun havde medbragt sig selv og sin sand evner, hvilket var så unaturligt for ham, da hans 7 sværd var en del af ham, de repræsenterede en af hans evner og var en stærk del af ham, og hans kamp stil.
"Hvis det her havde været en normal kamp, mod en jeg ikke brød mig om i forvejen, ville jeg have angrebet dig lige på stedet, uden hverken tøven eller en eneste skrupling, men ærlig talt vi kender hinanden og jeg synes om dig, du har trossalt været ærlig nok til, ikke at spise den sand frugt jeg bad dig hente dengang, så skal vi ikke bare lade det være en ærlig kamp?" spurgte han roligt "Jeg vil have min hævn over dæmonernes leder, og du vil af med ikke fuldblods dæmoner som mig så hvad siger du til en, en mod en kamp, den der går herfra som vinder bestemmer taberens fremtid, og så er den ikke længere?"

Makuro så roligt på Dust og lyttede til de mærkelige ting han fik af vide. En ubehag kravlede gennem hans krop, var Dust seriøs? Ville han virkelig dræbe mig for at få tilfreds gjordt sin hævn over noget jeg ikke har gjort?
Nok var Makuro blevet tvunget til at hade dæmon og engel blandingsracen af de andet dæmon familier men han havde intet imod Dust.
Makuro tog en dyb indånding, han kunne mærke på Dust at han var seriøs.
"so this is it? Huh... En unødig kamp jeg kunne have haft undgået ved at have forblevet mit gamle ukendte jeg...
Sagde Makuro efter fuldt af et håbløst suk, hvis bare dæmon familierne ville droppe deres had mod halvblods... Men selv ikke Makuro kunne snakke dem fra det, sidst det blev bragt på banen.

Makuro drejede hovedet og så tilbage på der hvor Jackie stod gemt i skyggeverdenen, fra Jackies synsvinkel stirrede hans leder direkte på ham. Et sukkende smil bredte sig over Makuro idet han råbte til sin trofaste bodyguard som trods hans ordrer havde fulgt sin leder.
"hvad en der nu må ske, så bland dig uden om Jack! Makuro fortsatte i et lavere toneleje mens han drejede hovedet og så på Dust "hvis alt går galt, så få mig hjem på fortet...

"En kamp der kunne være undgået, hvis blot du havde ventet et enkelt døgn, min forbandelse påkrævede din forgængers blod, nu påkræver den blot dit nederlag! Men se det som en mulighed, hvis du vinder denne kamp, kan du vinde mere respekt hos de andre familier!" sagde han roligt, da han var ret bevidst om at dette had til ikke fuldblods dæmoner, var noget de andre dæmon familiers øverste ledere, gik meget op i blev vedligeholdt. Men som altid havde Dust sine planer angående dem, en som ham måtte være forberedt på det værste, når man levede med en af de største dusøre, plantet direkte på ens hoved.
Dust'es blodrøde øjne fulgte Makuros bevægelser, i takt med at han drejede hovedet mod Jack, for at sige til ham at Jack ikke skulle blande sig i kampen, Dust havde godt nok taget højde for den mulighed, at Jack kunne finde på at blande sig hvis Makuro var ved at tabe, men hvis han overholdte Makuros ordrer, var det alligevel praktisk at kampen foregik udelukket baseret, på henholdsvis Makuros og Dust'es styrker og svagheder.

"Lige meget hvad der sker, så slutter det her når kampen er overstået, jeg vil ikke have noget imod dig længere når vi er færdige, så jeg bær dig gerne tilbage til fortet hvis det bliver mig der vinder!" sagde han roligt, og lagde hovedet på skrå imens han så Makuro i øjnene "Men hvis jeg skulle være taberen, så bring mig til fortet og tilkald de andre familiers ledere, så skal jeg nok guide dig så du enten kan vinde højere respekt hos dem, eller gennemføre princippet om ikke at gå efter ikke fuldblods dæmoner som mig!" Dust rakte en næve frem mod Makuro, som tegn på at hvis de bumbede næver var det en aftale, og så kunne kampen gå i gang.

Et roligt smil løb over Makuros læber, han vidste at hvis ikke Dust ville få han hjem så ville Jackie.
"hvis ikke det kan undgås, må den bedste mand vinde!
Makuro gengældte bestemt Dusts fistbumb.

Makuro hoppede 2 skridt baglæns og greb om sin katana på ryggen. Trods hans svage krop havde han stadig kræfter til trække sværdet ud af skeden på hans ryk. Let rystende blev sværdet placeret i kampposition foran sig.
Usynligt trådte hans drage ud af åndeverdenen og stod ved siden af ham klar til at gøre hvad end hans mester skulle befale.

//du får det første træk ;) ked af at jeg er længe om at svare, har mange ting som tager min tid ^^

Med et enkelt anerkendende nik, til at den bedste mand måtte vinde, og et fistbumb to seal the deal, var kampen hermed erklæret startet. Dust kunne selvfølgelig umuligt have nogen ide om, hvorvidt han gættede rigtigt eller forkert på dette punkt, men efter som Makuro nu stod i kamp stilling med sit sværd, så skulle det ikke undre Dust, hvis Makuros summoner væsen var kommet frem, og var klar til at hjælpe ham, hvis han skulle have brug for det, til at bruge hans evne. Men Dust ville ikke forhaste sig med sin plan, for hvis han lagde ud med Samehada med det samme, i et forsøg på at tømme Makuro for energi, så han ville have svært ved at bruge sin summoner evne, ville han gøre sin plan alt for åbenlys, Dust måtte tvinge kampen til et punkt, hvor det var svære at gennemskue, fordi kampens hede varmede om ørene.

Dust'es første angreb, skulle være et direkte frontal angreb. Med en snorende bevægelse hoppede Dust, som om han hoppede fra en vippe, og forsvandt nærmest sporløst ned i jorden, men der blev han ikke længe, for kun nogle få øjeblikke efter, kom Kubikiribochos lange sværdblad op af jorden, så det i en 45 graders vinkel næsten lige foran Makuro, var på frontal kollisionskurs med hans mave, og Dust var lige bag efter med hånden på håndtaget, og en krop af solidt sand. Dust gik ikke ud fra at han ville ramme, men det var heller ikke planen, lige nu var planen den at blive ved med at angribe, til kampen virkelig begyndte at gå amok. Allerede nu burde Makuro kunne regne ud, at grunden til at Dust ikke havde sine sværd på sig, var fordi han havde gemt sine sværd i terrænet, så det var umuligt sat vide hvad han havde med, og selv hvis det skulle lykkedes Makuro at finde sværdene, ville han ikke kunne bruge dem, da deres magiske personlighed, kun tillod ejeren at håndtere dem, alle andre ville enten komme til skade, eller ikke kunne løfte dem, hvis de prøvede at bruge dem.

Makuro stod roligt med det tunge sværd foran ham og lidt tid videre på at undre sig over at Dust normale ynglings våben ikke var i brug, det var jo trods alt en kamp og liv og død. Mere nåede han ikke at tænke over det før Dust forsvandt i sandet. Makuro tog en dyb indånding samtidig med at hans bad og evnerne af en af de gamle samuraier, dette skulle tilsyneladende starte som en sværdkamp som skade mæssigt lå i Dusts fordel. Den store lillae drage smilede ondt og kort tid efter dens mesters order havde den gjort som bedt.

Makuro mærkede hvordan styrke og sværdkamp instinkter fyldt hans krop. Grebet strammede om katanaen og rystelserne stoppede.
Kort efter kom det store brede sværdblad op af sandet på vej til at gennemborder den lille dæmon. Med en hurtig reaktions evne satte han en hånd på det massive blad og brugte sin nye styrke til at skubbe sig op over bladet så det ville fortsætte under ham hvis der fortsatte sin kurs.
Let og hurtigt satte satte han af på det store sværd og farede mod Dust med katanaen i en halshughende vinkel foran sig.
Hvis Dust ikke gjorde noget ville katanaen ramme hans halvs og kløve hovedet af kroppen, trods at det med Dusts sand krop ikke ville betyde særlig meget. Derefter landede han lidt bag Dust i kamp stand.
Undrende over Dusts manglende sværd gik det op for Makuro at Dust måtte have taget dem med sig men ikke havde dem på sig lige nu. Alt andet ville være for ondsvagt i en kamp til døden.

Dust kunne mærke styrke forandringen på Makuro, og især det faste greb han havde fået om sit sværd, da Makuros sværd skar gennem halsen på sandklonen, der grundet angrebet smuldrede, og trak sværdet med sig nede i jorden igen. Dust var ikke dum, han bedømte kampen uden at deltage i den, og sparede derfor en del kræfter på kun at lade en hvis del af sig selv, deltage i klonerne så de kunne bruge sværdene, til at angribe Makuro med, så han for hvert angreb kunne lære mere om ham, og hans tankegang i kampens hede.
Det næste angreb var mere en combo, bestående af 3 dele for at tvinge Makuro i bevægelse, det første angreb var endnu en klon, der kom hurtigere op af jorden end den anden, med samme sværd i hånden som før, den løb mod Makuro mens den gjorde klar til at svinge bladet, når han var inden for rækkevidde. Den anden del af angrebet, bestod af at skarpe tykke klippe former lavet sand, kom op af jorden pegende mod Makuro, og de dannede en halvmåne form rundt om ham, så han enten kunne hoppe over dem, for at komme væk fra Dust, eller løbe mod Dust for at gå ind i angrebet, og lave et træk selv. Sidst men ikke mindst, samlede en gang sand sig oppe i luften, til endnu en Dust, og det var tydeligt at den oppe i luften var den rigtige Dust, hans aura og chakra afslørede ham, fordi han aldrig ville kunne gemme disse. Den rigtige Dust, havde ikke nogen synlige våben fremme, så det så ud som om han ville angribe med de bare hænder, mens klonen angreb med sværd.

Makuro så sandklonen smuldre og forsvinde ned i jorden med sværdet. en hurtig tanke løb gennem hovedet på den lille dæmon som gjorde klar til endnu et angreb, han var ret sikker på at det næste angreb også ville være det brede sværd. følelsen af den fysiske styrke flød stadig friskt rund i kroppen på Makuro og øgede hans kamps lyst mere end før da han stod foran en person han ikke havde håbet han skulle kæmpe mod. Den pludselige lyst til at gå berserk bragte et truende skævt smil på det ellers rolige ansigt.
Op af jorden kom nu endnu en klon, som gættet med det store sværd. Denne gang havde Makuro mindre tid til at reagere og skulle til at bevæge sig bagud for at gøre klar til et modangreb. Det blev dog hurtigt stoppet da han mærkede de spidse sten kom op bag ham. Et lavt åbenbarende grin lød fra Makuros læber da han mærkede Dusts aura over sig. Dig over mig, en klon foran mig og en lille blokade bag mig, troede du kendte mig bedre. Med den tanke for Makuro mod klonen foran sig med sin hvide jakke blafrende bag sig, hans katana var rettet bagud og klargjort til at lave et kort og hurtigt snit i håb om at det ville stoppe klonen. Han kunne mærke Dust komme nærmere oppe fra, idet en velkendt skygge nærmede sig. Ud af skyggerne fra de nærliggende træer kom den store ravn Gildares ud af skyggeverdenen med klørene parat til at gribe fat i Dust. Hvis den fik fat i ham ville den smide ham over mod nogle træer i håb om at skade Dust og forhindre ham i at skade Makuro. Der efter ville den store ravn så forsvinde ind mellem træerne for ikke at komme i vejen.

Der kom den. Lige som Dust havde håbet på, var Gildares kommet med, og eftersom Dust gik ind for kampe hvor ninkens var tilladt, havde han på forhånd medregnet den statistiske chance for, at Gildares ville være med til at kæmpe, og det havde han ingen indvendinger imod. Dust ville bare vide om fuglen var med, og det var nu bevidst under dette angreb, han kunne jo ikke finde ud af det, hvis ikke han tog nogle chancer undervejs. Nede på jorden hvor Makuro fik set hvad Dust havde i tankerne, og derfor angreb hans klon med sværdet, mens Gildares tog sig af den Dust der var mest ægte og i luften, lavede klonen et modtræk mod Makuros frembrusende angreb, så man virkelig kunne få føling af at Dust'es Kubikiribocho sværd, var længere end selv et usædvanligt langt katana sværd, da sværdets blad var omkring en krops højde i længden. Klonen svang sværdet mod Makuro med en hæftig styrke, og på grund af sværdets længde, kunne klonen angribe med en større rækkevidde end Makuro, og derfor have nemmere ved at holde ham på afstand, mens Dust oppe i luften, blev grebet af Gildares men i det fuglen prøvede at kaste ham, satte han af mod dens klør så han fløj ned mod jorden og landede hårdt, mens Gildares fløj væk igen.

Han fik ikke gjort nogen særlig skade på Gildares, fordi det var ham der havde haft overtaget i luften, men heldigvis for Dust modtog han heller ikke rigtig noget selv ved landingen, så nu koncentrerede han sig om Makuro igen. Hans klon havde mistet noget glans, da Gildares angreb Dust, for klonerne krævede et minimum af koncentration, så klonen havde kun haft nok til at holde sig samlet, men angrebet mod Makuro havde mistet styrke, så det var nemmere at parere eller undvige. Nu når Dust vidste hvad for modstand han havde med at gøre, var kloner ikke længere hans vigtigste redskab, han brugte dem mest for at forvirre, eller teste modstandere, men forvirring havde aldrig været formålet, og testen var forbi, han ville ikke længere gemme sig fra kampen, men konfrontere hans skæbne med hævet pande, lige som han havde gjort mod englenes race leder.
Lige meget hvad der nu skete med klonen efter dens angreb på Makuro, ville dens sidste reaktion være, at kaste sværdet over til Dust, før den smuldrede for øjnene af Makuro, så det sidste af Dust der var i den, kunne svæve hen til ham og gøre ham hel igen. Sværdet landede lige foran Dust, med bladet nede i jorden og håndtaget direkte op, så Dust kunne tage det op, svinge det en enkelt gang i en cirkel, og holde den frem i et fast greb, så bladet igen var rent for skidt efter svinget.

"Du er blevet stærkere, siden den gang vi mødtes! Det er næsten før jeg kan mærke sorgen over, at jeg ikke fik den forgænger ned med nakken, før du kom til din stilling som leder, men lige meget hvad der sker, så vil det til hver en tid være en ære, at have kæmpet mod sådan et udviklende ungt sind som dig!" sagde han roligt, og satte sværdet på plads, så han havde begge hænder fri til at gøre det, han nu skulle til "Det havde jeg nær glemt! I så mange år, har jeg kæmpet med dette bind på, og kun sjældent har nogen set hvad der er under det! Under disse hævntørstens kampe, bør min familie have deres ret til at følge med!" han løftede hænderne, og fandt knuden til det hvide bånd der gemte hans pande, så han kunne binde den op og fjerne det, så man endelig kunne se hvad der var under det "Det er trossalt deres hævn jeg kæmper for!" efter bindet var gemt væk, løftede Dust hovedet så Makuro kunne se, det uhyggelige syn der dækkede hans pande. 3 forbandelses tegn på stribe, der henholdsvis havde et tegn hver i midten, som betød "søster" "mor" og "far", alle sammen i blod rød. De så ud til at forårsage en forfærdelig smerte, og man kunne se på dem, at det var dem som var grunden til, at han havde den naturlige røde stribe i håret, men hvordan han havde fået dem, kunne kun guderne og Dust selv vide.

"Nå men vi var vist midt i en kamp, den kan jo ikke færdig gøres med hygge snak, og stilfærdige flash backs!" sagde han så, og gik i knæ for at gåbore hænderne i jorden, og trække sit andet sværd han havde med op. Han havde valgt sine sværd med omhu, da han kun kunne have 2 med, og hans andet valg var Samehada, det levende og chakra ædende hajsværd, som virkelig kunne gøre noget skade mod en, der brugte chakra til en af sine evner. Stoffet omkring bladet blev revet i stykker, da sværdet kom til live og fremviste sin savtakkede overflade, og den sultne mund der sad for enden af sværdet "Første træk hviler nu hos dig, ærværdige dæmon race leder!"

//med dette indlæg, er emnet hermed erklæret færdigt. Kampen slutter uafgjort, og efterlader kamp pladsen ødelagt, og revet i stumper og stykker. Makuro og Dust går hver til sit, og tiden må vise hvornår de ses igen.