[Uafsluttet] Det her sker ofte (Elvolganta og Phoenix)

Tid: omkring 13
Sted: Louisville
Omgivelser: mange forskellige væsner
Tøj: En sort top stram top, camouflage bukser, sorte militærstøvler og en grøn vest. (Alt tøjet er lavet af brandsikkert stof.)
Andet: Hun har et bælte på som inde holder en lille taske med forskellige smerte stillende medicin og nål og tråd
Våben: 2 A1M9 pistoler og en M16

”Giv mig så det jeg bad om.” hvæste Phoenix af bartenderen der stod og surmulede lidt over det hun bestilte. Hvad var der i vejen med at bestille en lille sodavand? Phoenix skulle helst være ædru hvis hun blev kaldt af en eller anden hos Militsen.
Med en lettere knurren stillede han hårdt sodavanden på bordet og bad om pengene. Phoenix’s røde øjne stirrede ind i bartenderens. Han følte sig ikke lige frem til pas, da hun stirrede på ham, men til hans held, blev der kaldt på ham i den anden ende af baren.
”Så kan han lære det.” Mumlede Phoenix og vendte sig om og så ud på mængden. Det var underligt så mange forskellige væsner kunne være enige om en ting… at The Amigos skulle udryddes… Et dristigt smil havnede omkring hendes mund.
Phoenix lod igen blikket søge hen over væsnerne for at finde nogen hun eventuelt kendte, men som det så ud var der ingen… ikke en som hun havde set før… Hendes blik landede på en stor mutant. ’han er da ikke lige frem den bedste at komme i kamp med.’ Tænkte hun og blev ved med ubevidst at se på ham.
Mutanten havde fået øje på Phoenix, som så på ham, og mistolkede hendes blik. Han rejste sig op og stod pludselig i sin fulde højde på omkring 2 meter. Han trampede hen til Phoenix og spurgte med en vred og høj stemme: ”Hvad fanden glor du på tøs?” Phoenix kiggede forvirret op og stillede sin sodavand fra sig og svarede: ”Hør, jeg er ikke ude på ballade så sæt dig hen igen.” Phoenix’s stemme var ikke udfordrerne, men afvisende. ”Hvad sagde det lille pjok?!” Han tog fadt i trøjen på Phoenix og løftede hende op. ”SLIP MIG DIT STORE BRØD!” Råbte Phoenix og hamrede et velrettet slag ind mod siden af hans hoved. Et højt knæk lød og manden vred sin nakke. ”Den lille pige kan lege.” Grinede han og lagde en finger under hendes hage. ”skal vi se om det er klogt at lege med mig?” manden slap Phoenix og hun landede på gulvet med et lille bump, men hendes fødder landede ikke helt rigtigt og hun endte på hendes bagdel. ”Se, nu er du måske ikke så stor igen.” Grinede han. Phoenix hvæsede ad ham og mumlede nogle bandeord som han helst ikke skulle have hørt… men det gjorde han altså. ”HVAD SAGDE DU?!” brølede manden og lossede Phoenix i siden. Nogle knæk lød og Phoenix gispede efter vejret. ”HA! Sikke en skrøbelig pige du er!” han lossede til hende igen, imens folk hujede og begyndte at sætte penge på hvem der vandt og hvem der tabte.
Phoenix kunne mærke at hun havde brækket mindst 2 ribben, men manden var tydeligvis ikke færdig med hende. ”Lad mig være!” hvæsede Phoenix hæst og bed smerten i sig. Mutanten grinede hult og bøjede sig ned. ”Hvorfor skulle jeg dog det? hvem vil stoppe mig?” han så op og grinede.

Elvolganta der ellers havde siddet, bagerst i det halvstore lokale, på en massiv træklods, rejste sig da der opstod tumult. Han var ikke voldelig, og ønskede ikke at blande sig, men han var dog nysgerrig af natur, og denne nysgerrighed var kommet op i ham, og han kunne derfor godt tænke sig at vide hvad der skete. Derfor gik han nu med rolige, og dog faste trin over mod den relativt store mængde af forskellige væsner, som han med en afslappet og næsten ligegyldig bevægelse, fik skubbet til side, én efter én. Skønt flere af dem brokkede sig, så stoppede de dog da de så størrelsen på den 2 meter høje, og 2,5 tons tunge cyborg. Han stoppede kun op i et kort sekund, da han så hvad der gik for sig, en mand af en art, på omtrent Elvolganta's egen størrelse, var som han så det, igang med at lammetæve en pige der i hans øjne var, lille og forsvarsløs overfor´en modstander af den størrelse. Var der noget han slet ikke kunne acceptere, så var det en ulige kamp, ikke mindst når denne kamp var mellem voksne og børn, og han besluttede sig derfor på et slitsekund for at træde til, når ingen andre lod til at have interessen herfor. Han trådte hastigt frem, og greb med sin venstre arm fat i baghovedet på manden, hvor blodet straks begyndte at flyde langsomt, fra de fire punkter, hvor hans klo-afgrene måtte holde manden fast. En let summen lød fra plasmakanonen bag disse, hvor man tydeligt kunne høre at der blev ladet op, hvis man da ellers kendte denne type våben. "Så stor og modig man er her til aften hva? Det er alligevel imponerende må jeg sige.. En fuldvoksen mandsperson, på 2 meter og omtrent 120 kg.. Sådan helt alene at overfalde en fredelig pige? Det må jeg sige.. Det er ligefør jeg vil kalde dig for Amigo, señor, for med det mod, kan du da virkelig ikke høre til andre steder hva?" Han tav et øjeblik, hans stemme havde været helt rolig, som havde han tiltalt et barn, af en langt lavere alder, end pigen han sekunder forinden havde været i færd med at prygle, dog uden at gøre manden i tvivl om hvorvidt han var vred eller ej, og da manden åbnede munden for at svare, ansigtet forvredet i raseri, stoppede Elvolganta han roligt ved at sige "Nej nej, du behøver ikke svare.. Jeg kan jo se det på dig señor.. Du må også huske, hvad du ikke siger kan ikke forvolde dig flere skader, end dem du har påført hende.." Han pegede kort ned mod Phoenix for at vise at det var hende han snakkede om...

Manden, eller nærmere cyborgen, som trådte til som hjælp, eller havde han andre planer, gav Phoenix kuldegysninger. Hun havde ikke snakket så meget med cyborgs, men hun vidste godt at ikke alle var lige venlige, som andre. Evan og Dafia, var cyborgs, men de var begge meget høflige, hvis man fjernede den måde som Phoenix havde været på... Hun havde nemlig en eller anden form for tallent for at irritere folk... Eller nærmere sagt cyborgs...
En lille summen fik Phoenix's opmærksomhed. det lød som en form for plasmagun, men hvilken slags eller hvor den kom fra vidste hun ikke.
Da manden kaldte hende fredelig fnyste hun svagt, men det skulle hun så ikke ha' gjort. Hele hende krop gjorde ondte og sved. De to spark hun havde fået, havde virkelig ramt hende godt. I en rolig bevægelse fik hun vendt sig om, så hun lå på ryggen og kunne følge med i det der skete.
Det første hun lugtede og lagde mærke til var blodet... Mutanten blødte fra hovedet... 'har cyborgen gjort det?! Hvorfor? Ved han hvem jeg er?!' Phoenix kunne godt mærke på sig selv at hun ikke ligefrem var tryg ved denne enorme cyborg.
Phoenix bandede svagt og bed sig i læben, smerterne var ulidelige... Eller ikke så slem som den Eline havde udsat hende for, men der var smerte... Stærk smerte i hendes overkrop.
Phoenix gispede svagt og prøvede at komme op at stå, men det var lidt som om hendes krop protesterede... "luft." hviskede hun og gispede svagt. Hun lå kort og overvejde at sætte sig selv i flammer, men kom fra det, da hun huskede på at dimsen i hendes bryst kunne springe...

Den store cyborg tog med hele sin fri hånd, fat i mandens brystkasse, da han så hvor galt det stod til med pigen, hvorefter han langsomt, og for manden yderst smertefuldt, lukkede hånden. Hvilket medførte adskillige knuste ribben og en lunge der punkterede flere steder, hvorefter Elvolganta lod grebene i manden slippe, pludseligt og uden forvarsel, hvor manden faldt til gulvet, under halvkvalte smerteskrig, der dog ikke var så høje, eftersom han kun havde den ene lunge, og den anden var ved at blive godt fyldt med blod. Elvolganta tog et par trin frem, og satte sig på hug foran Phoenix "Stille nu.. Her.." Hans lår havde åbnet sig og dermed afsløret et mindre opbevaringrum, hvor Elvolganta hurtigt hev en oxygen spray frem, som han rakte hende "Den her vil hjælpe dig med at trække vejret.." Han havde et omsorgsfuldt blik i sit eneste menneskelige øje, og en lettere bekymret mine, i den endnu menneskelige del af hans blik. Måden hun havde bevæget sig på, i de tid han havde set hende, havde voldt ham stor bekymring, hvor han kun turde håbe på, at han ikke var kommet for sent, han nærede en dyb instinktiv beskyttertrang, og så på hende som havde det været hans egen datter, der her lå krummet sammen på gulvet, med store synlige mærker efter den, i hans personlige mening, voldsomme behandling. Naturligvis vidste han ikke hvad der var sket, forud for episoden eller hvem hun egentlig var, og dog var der noget over hende, som fik ham til at vælge side, hvilket normalt var noget han gjorde hvad han kunne for at undgå. Han var trods alt journalist, og en god journalist i hans øjne, var en der kunne tage enhver situation, og skrive om den uden at vælge side, skønt han da også havde svært ved at se noget godt ved The Amigos.. En samling af udannede individder, der praktisk talt kun levede for at skabe ravage og frygt i verden, hvilket mere eller mindre også var sådan han så The Wolf Clan.. Men det var bare ikke helt så effektiv, en provokatør, at skulle kalde en tilfældig person for køter.. Særligt hvis denne person skulle vise sig, at have statistikken på sin side, og rent faktisk ikke at være en varulv.. Den slags kunne hurtigt give tilbage slag, og det vidste Elvolganta godt..

Phoenix så på mutanten som blev mere eller mindre knust af cyborgen. 'bare det ikke er mig næste gang' tænkte hun og bandede svagt. Lyden af ribben som blev knust blev permanent fat gjort til hendes hjerne. "ikke mig." hviskede hun og snak en klumb da den store fyr gik hen imod Phoenix.
Hun greb grådigt ud efter sprayen, han ragte til hende, og tog nolge hiv i den. Phoenix smilede svagt til cyborgen og trak vejret en smule bedre. "tak," sagde hun svagt og prøvede at smile, men det blev til en grimmase i stedet. "skrid så med jer! Der er ikke mere at se." phoenx henvendte sig til de nysgerrige væsner og lod sit hovede falde bag over så hun lå fladt på gulvet.
Tankerne fløj rundt i hovedet på Phoenix, 'hvem er han? Hvorfor er han venlig? Hvad pokker ligger jeg og lider for? Jeg sætter ild til noget af min krop.' hun ragte ham roligt sprayen og lukkede sine røde øjne i.
Phoenix tømte hendes hoved og begyndte stille og roligt at udsende en ekstrem varme, som om man sad foran et bål. Phoenix smilede svag og og så ned på sin ene hånd som var blevet dannet af ild. "det var bedre." sagde hun med mere kraft i stemmen. hun slukkede ilden i sig og varmen omkring hende tonede ind."tak for hjælpen." sagde Phoenix svagt og skævede hen mod den døende mutant. "fjols..." mumlede Phoenix og så op på cyborgen igen. "og helt præcis du er?" sagde hun med en lettere hård tone. At snakke og være ordenlig, var ikke noget Phoenix gik op i, men hvis man svarede hende og gjorde som hun sagde, ville hun normalt blive venligere end da man først mødte hende.
Roligt vendte hun ryggen til cyborgen og gik hen til baren og snuppede sin sodavand.

Med rolig hånd, tog Elvolganta imod oxygenspayen igen, før han trak sig en anelse tilbage, da hendes temperatur steg alarmerende meget, for derefter nærmest at stirre direkte på hendes hånd, der praktisk talt lod til at have flammer stående ud fra sig, men sagde ikke noget, og betragtede i stedet den unge pige der lå på gulvet, og tilbød hende sin højre hånd, til støtte da hun lod til at ville rejse sig, hvilket Elvolganta dog på ingen måde kunne anbefale.. Men han kendte hende trods alt heller ikke, og han var alt andet end lægelig.. Det eneste han vidste om lægevidenskaben, det var hvordan man byggede maskiner og robotter der passede til deres behov.. "Jeg går under navnet Elvolganta Machari, jeg er selvstændig Engineer First Class, og arbejder for New World News som journalist.." Præsenterede han sig roligt, rejste sig, og fulgte hende mod disken, ikke at han skulle have noget selv, da han mest af alt var her for at slappe lidt af.. Afslapning? Den del havde da vidst fløjet sig en tur hva? Det var mange år siden Elvolganta sidst havde taget livet af en person, dengang havde det været i selvforsvar.. Hvordan skulle han nogensinde, kunne forsvare sin handling, når drabet kunne have været undgået? Han kunne let have brækket begge mandens arme og ben, og han ville stadig overleve natten.. Men nej, han havde taget et vigtigt organ i stedet, og givet manden en langsom og smertefuld død.. Hvad havde han så i det mindste fået ud af det? Han havde hjulpet en ung kvinde eller faktisk pige i nød, skønt hun ikke lod til at have bemærket det.. Det havde alt sammen været for intet.. "Hvem er du så?" Spurgte han så, og tvang sig selv til at vedholde sin rolige stemme, der var ingen grund til at afsløre at dette var mere end blot en almindelig aften for ham..

Phoenix kunne ikke holde et grin tilbage da han stirrede på hendes hånd. Hvorfor var det så underligt? Der var nogle phoenix’er i verdenen, men hun var selv en anden slags af dem… det var vel ikke så underligt at hun kunne det, var det?
Phoenix betragtede kort hans hånd og rystede på hovedet. ”Den der har jeg ikke brug for.” Hun himlede med øjnene og opførte sig ret meget som en teenager, men det var hun jo også… Phoenix slog hans hånd væk og rejste sig ubesværet op. Hendes ben rystede kort under hende, men det var det eneste tegn på svaghed, men det forsvandt dog hurtigt igen.
Imens Elvoganta forklarede hvem han var, lyttede Phoenix med stor opmærksomhed. Han var journalist… ’ser man det… ’ tænkte hun kort og skævede over det hans metal fyldte krop. ’Jeg skal til at passe på med hvad jeg siger så… han skal nødigt til at skrive hvem pokker jeg er, så han for næsten intet af vide om hvem fanden jeg er.’ Phoenix smilede rolig, så en perlerække af hvide tænder kom til syne. ”Hvem jeg er? Hm, godt spørgsmål.” Phoenix drejede sig væk fra cyborgen og smilede svagt. ”det undre mig at du ikke ved hvem jeg er.” Hendes stemme var udfordrende og kold. ”Jeg har en del navne, men du må selv finde ud af hvem jeg er.” roligt hoppede Phoenix, ned fra sin stol og satte kursen mod udgangen. ”Men hvis du gerne vil vide det, kan du jo eventuelt følge efter og finde ud af det.” Phoenix’s stemme var lokkende og sød. Hun kunne jo lige så godt have det sjovt imens hun ventede på at blive kaldt fra Militsen.

Elvolganta studerede hende nærmest, som hun så på ham, og opdagede de velkendte små, og med al sandsynlighed ubevidste tegn i ansigtet på hende, der fortalte ham at hun ikke var specielt glad, for den nyeste information hun havde fået.. Han stoppede dog hurtigt sit studie, og rettede sig op, da hun atter forlod baren, hvor han kort for hovedet kastede en 100$ seddel på disken "For jeres ulejlighed" bemærkede han roligt henvendt til manden bag bardisken, og fulgte derefter raskt med, som Phoenix forlod området.. "Jeg vil gætte på, at du enten arbejder med en form for lyssky.. Ja lad os bare kalde det forretningsmetoder, når du nu siger at du har mange navne.. Hvilket får mig til at tænke på ting som indbrud, spionage, snigmord, skjulte angreb og undergrundshandler, blandt andre ting naturligvis.. Du må endelig sige hvis jeg kommer tæt på, og du skal forresten ikke være nervøs for at jeg skriver om dig i den næste avis.. Trods alt er der ikke meget af en artikel i at jeg stopper et slagsmål.." Han grinte let for sig selv, over sin sidste kommentar, og fulgte fortsat efter hende, faktisk nysgerrig over hvem denne unge pige måtte være.. *Hvorfor holder hun sig sådan på stor mental afstand..? Hvad har hun at skjule?* Tænkte han stille for sig selv, og begyndte at undre sig over hvor hun var ved at føre ham hen...

Phoenix himlede med øjnene, igen, da han smed 100$ på bordet. ’Hvorfor?’ Tænkte Phoenix opgivende og stak hænderne i lommerne. Lyden af metal mod trægulv fik hende til at smile. ’Han følger sku efter… hm, han må være nysgerrig… det skal jeg undersøge.’ Tænkte Phoenix med et listigt smil om læberne.
I stilhed lyttede Phoenix til hans snak om hvem han troede hun var, og at han ikke ville skrive at hun var blevet en del af en slåskamp. ”Det du tror jeg er, er desværre ikke rigtigt.” Sagde Phoenix gådefulgt og gik ud af døren.
Vinden tog fadt i hendes hår og legede blidt med det. ”Hm, lad os se…” Sagde Phoenix svagt og begyndte at gå i et rask tempo ned af en lille sidegade ned ved siden af kroen.
Phoenix havde af en eller anden trang til at sætte ild til alt omkrig hende og se det brænde… bare lade alt blusse op… alt og alle. Phoenix skævede over hendes skuldre og smilede stille. ”Jeg kan vel give dig en eller flere ledetråde til hvem jeg er.” Phoenix smilede stille og begyndte svagt at gløde.
Spidserne i Phoenix’s hår begyndte at brænde svagt og det samme med hendes hænder, tøj krop og ansigt. ( https://encrypted-tbn0.gstatic.com/images?q=tbn:ANd9GcRwet4Ogi8CAk1S7Lrm2WIdQWHFtzz5H6Kfo1SkeNfHoZQT9xKC
Sådan her, ser det nogenlunde ud^^)
Phoenix smilede og lo ved at hendes ild fik frit løb omkring hende. Hun virkede så glad, så fri og ubekymret… men under alt denne glæde lurede galskaben og faren for at lade ilden få frit løb.. ”Stadig ingen klokke der ringer?” Spurgte Phoenix drillende og satte i løb, så en lille hale af flammer dannede sig efter hende.
Lyden af latter spredtes sig fra hendes mund og blev kastet frem og tilbage i mellem væggene. Hvis man ikke kendte grunden til at Phoenix grinede, kunne det godt lyde lidt uhyggeligt, eller lige frem sindssygt.

Phoenix det ikke, men Elvolganta var en af de få personer der endnu var ærlige, og behandlede deres omgivelser med respekt.. Men hun kendte ham naturligvis heller ikke endnu, ikke at han kendte hende, men alt hun havde lært, om ham på nuværende tidspunkt, måtte være at han havde voldelige tendenser, og at han var skødesløs med sine penge, hvoraf intet jo faktisk kunne være længere fra sandheden.. Han vidste ikke hvad hun havde tænkt sig at vise ham, men han fulgte dog efter hende ind i gyden.. Her stoppede han hurtigt og ganske brat op, da han så hvordan ilden atter sprang ud af hende, så hun så ud til at stå i lys lue.. Han havde aldrig set nogen omgivet af ild før i sit liv, og frygtede i et kort sekund, at hun ville tage skade, men kom dog på bedre tanker, da han hørte hendes grin, hvor han atter tænkte over hendes ord til ham "Hvorfor skabe så stor en mystik omkring dig selv? Du pige af ild og grin.?" spurgte han roligt og så på hende, med en faktisk interesse, men også med en vis forsigtighed, han kendte hende ikke, og hun stod i sit helt eget personlige flammehav, så han var agtsom, men dog uden at vise dette..

Da Elvoganta kom med sine spørgsmål grinede Phoenix endnu mere og ignorerede dem direkte, fordi hun ikke gad svare på dem, og ikke kendte svaret på det ene... ”Jeg syntes du sagde at du var en journalist… og når det så er for den nye verden.” Phoenix gik hen i mod ham og stoppede foran ham. ”Du må vel være en god journalist.” Hun smilede lumskt. Imens hun smilede begyndte en skraldespand, som stod et stykke længere ned, at brænde kraftigt. ”Prøv at tænke dig om, har du ikke hørt et eller andet om en 16-årig pige, som har fået et enormt ansvar? En pige som blev taget ind i en klan og med det samme blev accepteret og fik tildelt en god plads ved siden af Alpha’en og Beta’en?” Phoenix smilede skævt og lod ilden, henne i skralde spanden, dø ud. ”Jeg har næsten sagt hvem jeg er, ilden er mig. Prøv nu lige og brug den øvre etage.” Phoenix stod med korslagte arme og så på ham med et koldt blik.
Stille og roligt døde flammerne i omkring og på Phoenix. Efter at alle flammerne, som Phoenix havde lavet, forsvandt lugtede der svagt af brændt hår. Phoenix så direkte ind i Elvoganta’s øjne… eller både det menneskelige og det mekaniske. ’hvorfor ser han sådan ud? Hvilken ulykke har han været ude for?’ hun stod lidt og nikkede inden hun besluttede sig for at begynde at gå igen. ”Kære Elvoganta, prøv nu at tænke dig rigtig godt om, der har været en lille form for brænd inde hos The Amigos… tja, ved du hvem der gjorde det?” Hendes stemme var listig og gådefuld, som om hun skjulte det hun vidste…