[Afsluttet] Kaotiske liv mødes ofte ved kaotiske tilfælde(Phoenix + Demian)

Sted: en fornylig forladt landby
Omgivelser: smadrede huse og lig.. en efterladt by hærget af slavehandlere. smadrede huse og få der stadig står
Tid: tæt ved aftens tid
Vejr: kølig, kraftig vind, støvet


Demian sad gemt bag en hus mur som stod tilbage som det sidste af et hus. han sad med lukkede øjne og en rolig og kontroleret vejrtrækning. efter mødet med sin søster og hendes mage, var han rejst igen for at finde noget ro i kroppen. han var ikke færdig med hans mission.han var kommet forbi denne by for nogle dage siden, hvor der stadig var liv i hele byen. efter et par dage, var der kommet en stor flok slavehandlere der slagtede det meste af byen og tog kun de mest friske folk som slaver. Demian havde holdt sig for sig selv og ude af synde det meste af tiden. de folk der havde givet ham ly, mad og gæstfrihed havde han lodet dø eller blive taget til fange. havde ikke gjort ondt på ham at gøre det, de var ikke stærke.
han åbnede stille sine øjne og tog fat i sit sværd der sad i sit hylster der lå ved siden af ham. han træk det roligt ud af hylstret og det flotte drage mønster kom til syne. han vidste der stadig var slavehandler i nærheden, sådan nogle kunne blive i byer i længere tid for at finde mad, våben, tøj og hvad man ellers kunne bruge til overlevelse. de krystal blå øjne spejlede sig i det skinnende sværd imens han lyttede opmærksomt til enhver lyd omkring ham, men der var ikke noget der indikerede at der var nogen i nærheden. sandet fløj kraftigt rundt i luften og han sad kun lige præcis i læ af den stående mur. langsomt lagde han sværdet i skeden igen og rejste sig roligt op. spejdede rundt efter fjender eller overlevende.. ingen. han gik rolig frem fra sit skjul og gik langsomt mellem nogle af de hærgede huse. hans snehvide hår, der var plettet af blod og skidt blafrede rundt i den stærke vind og den mørke frakke lige så. han havde et par mørke bukser på som havde nogle læder riimme sidene ved hvert lår. han havde bar overkrop og nogle læder armbånd om håndledene der havde en masse forskellige tegn på og på højre hånd havde han at par ringe, det ende med at familie tegn på og den anden med en krystal blå sten i. han gik sjældent med de ringe, men efter besøget ved Violet havde han brug for at samle styrke fra sin fars sjæl der lå i ringene.

//håber det kan bruges var ikke lige sikker på hvordan jeg skulle starte det så tænke jeg kunne ligge lidt op til hvem du kunne komme i problemer med :) //

Tøj: Hendes normale militær tøj (Sort top, grønne bukser, sorte militær støvler.)
Våben: ingen

"Se at få hende fanget!"Skreg den ene af mændene. De nikkede og satte efter hende. Igen, igen var Phoenix i problemer. Denne gang havde hun bare været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Hendes fødder flyttede sig hurtigt på vejen. de to mænd der var sendt efter hende, var ved at hente hende. 'Hurtigere, Hurtigere!' skreg hendes hjerne. Hun kunne begynde at mærke mælkesyren da hun kom til en meget ødelagt by. Var det her de mænd var kommet fra? Det måtte det være. Ingen ville efter lade en by i den tilstand. Phoenix kunne ikke fatte hvad hun skulle kæmpe i mod. Alle de forbanede slavehanler... Hvorfor kunne folk ikke bare enes?! det ville gøre alt så meget letter.
"Du tager hende, kom så fang hende!" Hun kunne svagt høre ham, så hun besluttede sig for at løbe en anden vej.
Hun drejede ved en væg og snoede sig igennem mur brokker og tagsten. Så megen ravage, på så kort tid... det var jo helt umuligt
Der blev skudt. Phoenix for sammen og kunne se kuglen bore sig ind i væggen foran hende. "de mener det sq alvorligt..." hurtigt satte hun mere tempo på.
Noget i det fjerne fangede hendes opmærksomhed. en hårtop. Snehvidt... Hun snusede i luften og fangede en velkendt færd. 'Næsten i sikkerhed.' tænkte hun og atomtisk satte hun tempoet højere op og løb mod ham.
Da hun næsten var henne ved ham blev et skud af fyrret og ramte hende i det ene ben. "AR!" hun landede på jorden og kiggede op, så langt fra og alligevel så tæt på. "Demian, hjælp." råbte hun så højt hun kunne og bed tænderne sammen i smerte.

Demian gik i sine egne tanker og lyttede til vinden. han hørte et skud et stykke væk, dog reagerede han ikke på det, da han vidste det ikke var efter ham. han gik derfor bare videre, men efter lidt hørte han nogle skridt mod gjorden. en der løb. sikkert bare en af indbyggerne som de ikke havde fået fat i endnu. dog lyttede han bedre efter nu da skridtenekom tættere og tættere på. han hørte endnu et skud og en smertens lyd. han snuste let ind og duftede med det samme blodet. med det samme stoppede han op da han fik færden af en pige han mødte for ikke så lang tid siden. han smilte roligt da han hørte den velkendte stemme og vente sig roligt om. han så lidt på hende med et små flabet smil "du følger jo efter mig" sagde han drillende dog med den charmerende undertone. endnu et skud lød og han rettede blikket frem. slavehandlerne. han trak roligt sit sværd, hvorefter han gik med rolige og ret elegante skridt hen foran pigen. han hævede let sværdet, hvorefter han med en diskret slag mod hånden, fik han skabt et kraft skjold om han smukke ulve pige så hun hverken kunne komme ud af kraftfældet og så ingen former for skader kunne ramme hende. det tog en del af hans energi, men det var nemmere for ham at beskytte hende på den måde "vent her..." sagde hn rligt og sendte et kækt charmerende smil til hende, hvorefter han satte i løb mod slavehandlerne. de sendte en del skude efter ham, men med hurtigheden i hans løb og hans klygt med sig sværd, fik han undviget de fleste af kuglerne og dem der ramte strejfede kun lige hans hud. en del af skudene ramte kraft skjoldet rundt om pigen, så de bare pralede af.
Demian kom helt hen til hans modstandere og var hurtigt over dem med et let spring. han lande let imellen dem og som en lille dans svang han sværdet rundt og ramte modstandernes svage punkter så de faldt til jorden, dog stadig i live. de var ikke istand til at rejse sig fordi han havde fået skæret ledbånd over i deres knæhaser og naver i deres arme så deres hjerner ikke var istand til at sende signaler til deres hænder om at skyde. hans ende i en sikker og balanceret stilling, hvoreefter han langsomt rettede sig op. hans roligt blik studerede de lidenen mænd lidt og en efter en stak han sværdet igen deres hoveder så kranie og hjerne blev ødelagt. en sikker død. voldsom ja, men de fortjente sikkert ikke at leve. han satte roligt og let sværdet tilbage i skeden og slap kraftskjoldet om pigen. i det han gjorde det faldt han til jorden og mærkede hvordan hans krop rystede og at den manglede utrolig meget energi. det var altid nemmere at havde kraftskjoldet rundt om sig selv, når det var på andre og i sær hvis de var på afstand tog det utrolig meget energi. de krystal blå øjne så dog roligt og en smule trætte hen mod pigen og det kække charmerene smil rettet til hende. hun lå nogle meter væk fra ham "alt vel smukke ulv?" hans stemme var tydeligvis træt, dog var den stadig sprød og små hæs i det så denhavde da stadig sin charme.

Da hun så det flabede smil smilte hun indvendigt. Det eneste hun kunne lige nu var bare at holde smerten inde, det gjorde ondt. Hun hørte godt hans ord, og ville med glæde fyre noget af, men kunne ikke.
Da han trak sit sværd kunne hun svagt se et drage mønster. Det var imponerende. Det måtte være håndlavet eller noget i den sil.
Da han bad hende vendte, tænkte hun: ’Nå havde lige tænkt mig at løbe en lille tur… fjols!’ så hun himlede med øjnene og kiggede i hans retning.
De skud der blev sendt mod hende, ramte ikke. ’Hvordan i alverden?!’ hun satte sig op og bed tænderne sammen. Roligt prøvede hun at komme i læ og mærkede noget hårdt mod ryggen. ’fanget… hurra… ‘ tænkte hun og lukkede øjnene.
Hun kunne høre et sværd blive svunget. Kort åbnede hun sine øjne og kiggede da Demian stak sværdet i gennem på de to mænd.
’voldsomt… ‘ tænkte hun. Det var imponerende. Han var en sand dræber. Hun så ham falde og reagerede. ”Nej.” mumlede hun og mærkede friheden da det så kaldte ’bur’ blev fjernet.
En alt for hurtig bevægelse fik hende til at skære ansigt og stønne svagt af smerte. Det måtte ikke ske for ham, var han blevet ramt i ryggen? Et overraskelses angreb? Hvad foregik der?! Men da han snakkede til hende sukkede hun lettet og smilede svagt. ”Hvad skulle det til for?” spurgte hun svag med sammen bidte tænder. ”Og ja… jeg har det fint, der skete ingen ting da han skød mig.” hendes ord dryppede af sarkasme. ”Hvad fanden tror du selv!” det sidste havde hun fundet kræfter til at råbe.
Da hun kiggede ned på hendes ben, så hun den lille blod pøl rundt om hendes ben. ”Det her går ikke godt…” mumlede hun sammen bidt og hev buksebenet i stykker, så det ene bukseben kun gik til lidt over hendes knæ og viste en del ar fra forskellige kampe.
I en rolig bevægelse begyndte hun at binde sit ben ind. ”Okay, op at stå, nu.” mumlede hun til sig selv og i en kræft anstrengelse kom hun op på det ene ben og haltede hen ved siden af Demian.
”Nu da du har hørt at jeg har det elendigt, kunne jeg stille dig det samme spørgsmål.” Stemmen var kold o og hendes røde øjne afslørede igen ting. De var tomme.

Demian hævede øjenbrynet over hendes sarkasme og rystede let på hovedet med et rolige trætte smil på læben "så du klynker over er skud i benet.. " sagde han roligt og lagde hovedet let på skrå. han klynkede aldrig over sår eller skade, men han kom nok også fra en anden opvækst end hun gjorde.. han betragtede det hun lavede med et roligt blik uden at sige noget. først da hun var kommet hen til ham og spurgt om han var okay nikkede han langsomt "ja.. bare tabbet for energi da jeg skulle sørge for en ung ulv ikke skulle blive ramt af skud fordi hun ikke havde mulighed for at komme hurtigt væk.. " sagde han roligt og så dybt ind i hendes øjne med de charmerende krystal blå øjne. han kunne tydeligt mærke hendes kulde og det at hun havde råbt før, fik ham til at tænke over hvorfor han aldrig hjalp andre..
langsomt rejste han sig op, med en smule rysten i benet "der er et par huse der stadig står i byen her... der burde være mulighed for at finde noget rense middel og ordenlig forbinding til din skade.. jeg skal nok hjælpe dig selv om du er så respektløs, efter at have reddet dit liv.." sagde han roligt, odg med et let kulde som han aldrig havde brugt over for hende. han fandt sig i meget, men hun var ikke engang på vagt og han havde lige reddet hendes liv.. dog kom der et kækt smil med stor charme frem i hans øjne, hvorefter han gik helt hen til pigen. han havde så stor kontrol over sin krop som muligt og ignorerede den svaghed der summede igennem hans krop. han tog let fat i ehndes kæbe "du er uden for dit kobles territorium.. så drop dne kolde attitude.. jeg ved du har andet i dig" hans stemme var lavmælt og de krystal blå øjne så dybt ind i de røde øjne som fint pyntede den unge kvinde foran ham.

Hun rullede kort med øjnene. ”Ja, og hvis det er et problem skulle du ikke have spurgt.” hendes stemme var stadig kold over for ham. Roligt så hun ham i øjnene. Hun var ved at blive blød over for dem og kiggedekort efter væk.
Med et undrende blik så hun på ham. ”ikke blive ramt… det undrede jeg mig faktisk over, hvad gjorde du?” hun lagde armene over kors og kiggede forbi ham. ’Skal jeg sige tak? Hvad skulle det gøre godt for?’ tænkte hun og kløede sig på armen.

”Bare der er vand, en pincet, nål og tråd, klare jeg mig fint.” Mumlede hun og overhørte den sidste del af sætningen. Det kunne godt være at han lige havde redet hendes mås, men der skulle mere til før hun gav folk respekt, men det kunne da være at hun sagde tak.
Hun mærkede at han ændrede sin tone, til noget som var lidt mere koldt. Det var rart at se at han ikke var den helt igennem blødsødne type. Det fik hende kun til at længdes endnu mere end hun havde gjort ved deres første møde.
’Du falder ikke for ham, det gør du bare ikke.’ Skreg hendes hjerne så højt den kunne, men hun reagerede ikke på den, da han havde rejst sig og tog fat om hendes kæbe.
En svag rystelse gik igennem hende og fremkaldte forfærdelige minder i hendes hukommelse. ”Slip mig.” Hviskede hun og sank en klump. ”Du aner ikke noget om mig, du ved ikke om der er andet i mig…” Hendes stemme var ikke særlig høj. Meget af hendes attitude var forsvundet, som duk fra solen. Han havde ret, hun var ikke inde for hendes kobbels grænser, han kunne lige så godt dræbe hende her, uden at de ville komme hende til hjælp.
Phoenix sank endnu en gang og prøvede at fokusere på et punkt bag Demian, men hendes øjne var som tryllebundet til de klare blå øjne.

Demian sukkede rolig og rystede stille på hovedet af hende. hun forstod det vidst ikke.. skidt med det. han smilte roligt til hende og lagde hovedet let på skrå "ja.. det er min lille hemmelighed" sagde han roligt og prøvede lidt at holde sin irritation hun skabte i ham tilbage. hun var ikke meget andet en en flabet lille hvalp.. "jamen så skal jeg nok lade hver med at hjælpe dig hvalp" sagde han kækt og smilte flabet til hende. hun havde jo aldrig givet ham sit rigtige navn, så hvalp passede da meget godt til hende lige nu.
demian havde altid været god til at holde sin høflighed og sine manere over for kvinder, da han så op til dem og ja hade holdningen at de skulle behandles ordenligt selv til det sidste.. hver gang han havde kæmpet mod kvinder havde han da også altid holdt på manerene. men denne tøs gik ham på nerverne. hvilkede irriterede ham, da han sjældent viste nogen andre følelser en hans rolige sind. da hun igen reagerede underligt på hans reaktion studerede han nu mere hvordan hun mistede attituden og nærmest virkede nervøs. han slap derfor roligt hendes hage "der er meget mere i dig.. det er tydeligt.. " sagde han lavmælt. den rolige charmerende stemme var der ikke. han stemme var blevet tom og svær at læse. han holdte og øjenkontakten til hende, selvom hun virkede som om hun prøvede at undgå den "du gemmer en stor smerte i dig.. " mumlede han så roligt. han havde godt gennemskuet hende.. den måde at reagere på, ja det var tydeligt der lå en smerte i hende som han væggede med hans handlinger.

Hun løftede øjenbrynet og grinede svagt. ”Du kan ikke først fortælle mig også lige pludselig holde det hemmeligt! Det er bare ikke retfærdigt...” det sidste mumlede hun svagt. Man kunne ikke bare lige vække opmærksomheden hos et væsen og der efter bare sige at det er en hemmelighed… det kunne man bare ikke..
”hvalp? Seriøst? Du kunne ikke komme på noget bedre?” spurgte hun kækt og himlede med øjnene. Endnu et kælenavn til den større samling… hurra. Hun grinede indvendigt over det. det var faktisk det hun var, næsten… ”har heller ikke brug for din hjælp længere.” sagde hun koldt og drejede hovedet væk fra ham.

Da han slap hende. Sank hun en klump og prøvede at blive den kolde tøs igen, men det lykkedes ikke. Al hendes farve forsvandt fra hendes hoved og de røde øjne havde et lille skær af nervøssitet og frygt, der var ikke ret meget, men det var der.
Da han snakkede, vidste hun ikke om hun skulle svare… men det var tydeligt at han havde gennemskuet at der lå noget gemt inde i hendes hoved. ”D-d-det kan du ikke vide…” stammede hun og snak engang mere. ”Du ved ingen ting.” Hvæsede hun prøvende, men hun kunne lige så godt opgive den hårde facade, han havde gennemskuet hende… eller bluffede han bare? Var det bare et af hans spil? Hun kunne ikke holde styr på sine tanker. Hun skulle væk, væk fra ham inden hun gjorde noget dumt.
”Hvorfor er du ikke blevet fanget?” spurgte hun svagt og prøvede febrilsk at kigge væk fra de blå øjne.

Demian undlod at svare på de ting hun sagde, da han kunne se hendes facade falme og den nervøse lille pige kom frem. han stod bare foran hende og så dybt ind i hendes øjne, med et roligt blik. han havde en masse ting han kunne sige til hende og være flabet, charmerende og alt det som han plejede, men den usikkerhed hun vidste mindede ham om en.. så han forholdte sig bare tavs. hendes sidste spørgsmål, gav ham et nærmest usyndligt smil på læben, dog kunne man lige ane det "fordi du er den første jeg hjalp..."sagde han roligt og lod blikket studere deres omgivelser "jeg ved hvor der er et helt hus stående.. jeg hjælper dig derhen også bestemmer du selv om du ønsker mit selvskab..." sagde han tone koldt og rettede blikket tilbage på pigen "og bare så du ved det.. jeg ved der er mere inde i dig.. hvad ved jeg ikke, men jeg har gennemskuet dig og du er ikke nogen kold og hård soldat tøs der intet føler.. du har massere af minder og jeg vil tro en hel del smerte som du undertrykker.. " hans ord var rolige og de krystal blå øjne så igen ind i hendes øjne selvom hun prøvede at undgå hans blik. han stilte sig så med ryggen til hende "hop op.." sagde han roligt og mente det helt seriøst. godt nok var han ret sikker på hunikke ville gøre det og sikkert ville prøve at gå selv. men nu havde hun muligheden for at tage imod hjælp.

// undskyld det blev så kort, men havde lige en kortslutning for kreativiteten ;) //

Svagt kunne se et lille smil, det havde hun ikke set før. ”hvad er det for et smil?” spurgte hun stille og lade hovedet på skrå. Det var rart at se et normalt smil om hans læber, det fik hende til at slappe lidt af, bare en smule.
’Den første? Hvad mener han? Han må da have mødt andre en mig, som er kommet til skade. Eller hvad?’ tænkte hun og undlod at kommentere det.
”Fedt, hvor langt væk ligger det så?” Spurgte hun stille og prøvede, igen, at oprette sin facade, der hurtigt faldt til jorden igen. ’drop det, du får den ikke op at køre lige med det samme.’ Sagde en svag stemme i hendes hoved. ”Du stresser mig.” mumlede hun lavt og lagde sine arme over kors. Da han igen rettede blikket mod hende, så hun ned og sank en klump.
Imens han snakkede om hendes spil rettede hun sig pludseligt op og kiggede på ham med store øjne. Det der før var nervøsitet, var blevet overraskelse.
Langsomt gik hun tættere på ham og spurgte: ”Hvad? Hvordan kan du vide det… og det du siger, det meste af det er sandt, men den sidste del er ikke rigtig.” hun kiggede kort på ham og tvang sig selv til at kigge væk fra ham.
Da han stillede sig med ryggen til hende lagde hun hovedet på skrå og løftede det ene øjenbryn. ”øm…” hun følte det som en ordre og hoppede op uden at kommentere det. Hun følte sig magtes løs over for ham, efter at han havde ødelagt hendes facade. Følelsen af usikkerhed og frygt, nærmede sig langsomt.
Hun satte sig til rette på hans ryg og lagde forsigtigt sine arme om hans hals.

//gør ikke noget^^

Demian svarede ikke på hendes spørgsmål om hans smil eller hvor langt der var. det var ikke nødvendigt at svare på. lige som så meget hun havde sagt di sidste minutter. der var ting han nook skulle svare på, bare ikke lige nu. de rolige øjne betragtede hende lidt da hun mumlede. han var helt stille i alt hendes snak og rystede egnetlig bare stille på hovedet af hende. alt til sin tid. dette sted var ikek et godt sted at snakke. da hun hoppede op uden kommentar eller noget så han lidt undrende om på hende, imens han tog fat under hednes knæhaser, så han havde godt fat i hende. dog sørgede han for ikke at ramme hendes sår. derefter så han frem for sig og begyndte at gå med rolige skridt "min opvækst har krævet at jeg har skulle kunne analysere folk på måder som mange ikke kan.. jeg kan gennemskue de fleste.. men det der fældede dig har været din reaktion på når jeg har rørt dig eller kommet tæt på.. " han stoppede så sig slev og lavede et lille hop så hun kom bedre op på hans ryg. hun vejede nærmest ingenting. godt nok så Demian ikke stor og farlig ud, men han var stærk og meget udholdende "men ti nu stille.. jeg finder huset og sikre mig du er i sikkerhed.. så bestemmer du som jeg sagd efør om du vil have mit selvskab.." sagde han roligt imens han så frem for sig.

efter han havde gået igennem en god del af landsbyen, kom et hærget dog stadig stående hus til sygne. han gik mod det og fik døren op med en smule besvær imens han holde hende oppe, hvorefter han gik ind, stadig med hende på ryggen. huset var roddet og tydede på kamp. Demian gik igennem huset som om han kendte det og uden at lede kom han frem til stuen, hvor han satte den unge pige som han stadig ikke anede hvad hed ned på. de blå øjne skimmede hurtigt rummet igennem oog derefter så på hende med det rolige blik "jeg finder hvad du skal bruge til dit sår.." hans stemme var rolig, odg lå der en underlig underone af tænksomhed i den. derefter forlod han rummet og bevægede sig sikkert ind i køkkenet, fandt en skål hvor han kom ren vand i. en kniv til eventuel brug, hvorefter han uden tøven gik ind på bade værelset hvor han lukkede døren efter sig. han stilte skålen fra sig og gik hen til bruse kabinen. let så han om par forhænget. et blodigt synd af en voldsomt myrdet ung pige som havde stor smerte og fryygt i de døde øjne. han rettede igen forhænget til de liget blev gemt, hvorefter han ledte efter en pinset, rense middel til såret og forbinding. efter han fandt de ting han skulel finde tog han skålen igen og lukkede sikkert døren bag sig, hvorefter han gik ind i stuen igen. han stilte tingene foran den unge varulv og rettede sig op "alt du skal bruge..." sagde han roligt og satte sig ned over hvor henne på gulvet. han var klar til at hjælpe hende hvsi hun ønskede det.. hvorfor han gjorde det anede han ikke, men hans hovede sagde han skulle.

Uden at afbryde lyttede hun bare til Demian. Det der fældede hende? Hun tænkte lidt og lukkede øjnene, fokuserede bare på rytmen han gik i. Jage alle de minder bort der havde fældet hende. ”Min reaktion på at du har stået tæt på mig, og rørte ved mig…” Hun stoppede op midt i sætningen og bed sig i læben. I en hurtig bevægelse knyttede hun sine hænder og mumlede svagt en lang række bandeord.
Da han hoppede med hende fin hun et chok og klamrede sig kort til Demian’s ryg, for ikke at falde af. Igen kom en række bande ord ud af hendes mund, men da han bad hende være stille gjorde hun det uden tøven og lagde bare panden mod hans ene skulder.
Det var først nu, at hun lagde mærke til at han ingen trøje havde på under frakken. Frøs han ikke? Hun kiggede op på den mørke himmel og sukkede blidt igen. Hvad skulle hun gøre? Der var så forfærdelig mange ubesvaret spørgsmål i hendes hoved.

Hun nikkede og kiggede efter ham da han gik ud i køkkenet. Roligt lyttede hun efter ham og da han tændte for vandet, fandt hun en lille pille frem fra hendes bukser. ”Det her skal bare have en effekt…” Mumlede hun og slugte pillen. Bag hende kunne hun høre Demian pusle med et eller andet, men hvad det var, ville hun ikke vide.
Da Demian så kom tilbage var effekten allerede begyndt i hende. Smerten var ikke længere så hård ved hende og hun var begyndt at tø lidt op.
”Tak.” Sagde hun stille og kiggede hurtigt på ham med blide øjne. I en rolig bevægelse pillede hun bandagen af og kiggede nærmere på såret. Kuglen havde ikke beskadiget hende voldsomt, men sad et godt stykke inde. ”Hyggeligt… fandens til idiot.” mumlede hun og tog pincetten. Inden hun tog fat i kulen, tog hun nogle dybe vejrtrækninger. Inden hun havde set sig om, havde hun revet kuglen ud og sad med din. ”Av…” mumlede hun og bed sig i læben.
Der efter gjorde hun et rent stykke stof fugtigt og duppede det værste blod væk. Roligt trådede hun nålen og begyndte at sy. Smerten var ikke så stor da pillen havde hjulpet, roligt duppede hun blodet væk igen og forbandt såret.
Hun kiggede op fra sit ben og hendes øjne faldt på Demian. ”Du må godt blive, hvis du vil.” hendes toneleje var lavt og sødt. Hun have besluttet sig for at være flik over for ham. Han havde jo allerede nedbrudt hendes facade, så hvilken skade ville han ellers kunne gøre mod hende? Hun smilede svagt til Demian og løsnede hendes hår fra hestehalen så det brune hår faldt ned over hendes skuldre. Det hvide hår, var tydeligt at se. Hele den øverste del var snehvidt.
Roligt lod hun en hånd glide gennem det og samlede det så på den ene side af hendes ansigt. Hendes syn slørede sig lidt og hendes pupiller ud videde sig. Pillens virkning var indtræffet helt. Alt i hende slappede af. Roligt rørte hun sit ansigt og grinede svagt. Pillen havde været for stærk og fik hende til at opføre sig helt piget. ”Den var for stærk…” Mumlede hun og begyndte at svaje svagt.

De blide øjne hun så på ham med fik den ellers så rolige Demian til at se en smule ned, så han bare så på hendes ben. han var helt tavs imens han betragtede hendes sår i takt med at hun fik kuglen ud, renset det og syet det sammen. da hun forbandt det færdig, så han rolig på hende igen med et lille næsten usynlig smil. det lave og søde tonefald i hendes stemme da hhun sagde han godt måtte blive der fik et større smil frem på hans læber, dog var det stadig det rolige smil "jeg takker" sagde han lavmælt. det overraskede ham egentlig en lille smule, men den milde og søde person hunhavde fundet frem virkede også en smule underlig, men nu havde hun jo heller ikke vidst sit sande jeg for ham før.. såvel som han nok heller ikke havde vidst alt hans personlighed.. hun rystede stille tankerne ud af hovedet og betragtede det brune hår der faldt nedover hendes skulder. den snehvide farve der var begyndt at vokse ud som indikerede hendes rigtig hårfarve fangede hans opmærksomhed med det samme. snehvidt hår havde langt til hans familie i lang tid og det var altid en hårfarve han havde kunne lide. så han kunne ikke undgå at ærge ham lidt at han ikek kunen se hele hendes hår i dens naturlige snehvide farve. men i det hendes pupiller udvidede sig og hun blev sløret i blikket, forsvandt hans smil og han rejste sig roligt op. han fik hende forsigtigt til at ligge ned. han brød sig ikke om den slags stoffer der sløvede en på den måde.. det gjorde en ukampdygtig... han stod roligt over hende og lod let en finger røre den snehvide del af hendes hår " få dig noget vilde..." mumlede han roligt, dog så hun ville kunne høre ham. derefter tog han sin lange frakke af og lagde den hen over hende for at være sikker på hun holdte varmen. hans nu helt bare overkrop vidste en god mængde ar der var kommet efter kampe i løbet af hele hans liv.
Demian satte sig ned i fodenden af sofaen så han ikke sad på hende og hun kunne få lov til at vilde i fred, hvis altså hun valgte at høre på ham.

Da hun så ham betragte hendes hår. ”Er man glad for snehvidt hår?” spurgte hun drillende og grinede svagt, da pillen fik hende til at opføre sig lidt underligt.
Da han lagde hende ned, smilede hun svagt og lod ham røre den øverste del af hendes hår, hun smilede blidt og mumlede noget utydeligt, men den sidste del var dog til at forstå ”… forkert, den var for stærk…” hun grinede svagt og kløede sig på kinden.
Imens han lagde frakken over hende kiggede hun på hans overkrop. Den lignede en slagmark af ar. ’har han fået dem i kamp? Eller er han bare uheldig?’ tænkte hun og uden ar registrere det rakte hun sin hånd ud mod hans krop, men inden hun nåede at røre den, kom hun på bedre tanker og lagde sig ned igen. Hun smilede svagt og så ham sætte sig ned. Hun lå lidt og tænkte, til sidst trak hun på skuldrene og krøb sammen i hjørnet af sofaen og faldt i en rolig søvn.

Efter det der føltes som en lille time vågnede hun. Hendes hoved dunkede og det samme gjorde hendes ben. ”For fanden, skulle ikke have tage den pille. Det var meningen at den skulle dulme smerte, ikke slå mig ud… Skal have en alvorlig snak med Philip når jeg en gang kommer hjem.” Mumlede hun og gned sine øjne. I en hurtig bevægelse rejste hun sig op og strakte sin krop. Trøjen viste lidt af hendes mave og noget af hendes ryg. ”Fik jeg enlig nævnt mit navn?” spurgte hun med venlig stemme. Hun drejede sig og satte hendes hår op i en rodet hestehale.
Roligt tog hun forbindingen af og kiggede på stingene. De var ikke gået op. ”cool.” mumlede hun og bandt sig ind igen.
”Tak for det tidligere. Og beklager at jeg var… tja kold over for dig, men jeg har bare noget oppe i mit forvirret hoved.” Sagde hun smilende og satte sig igen på sofaen.

Demian smilte små skævt af det hun sagde og trak let på skulderne "tja.. der er en hvis skønhed over snehvidt hår" sagde han roligt, dog med den tanke det ikke var sikkert hun hørte ham. den næste omgang mumlen der kom fra hende bekræftede ham egentlig lidt i hans tanke om hun måske ikke ville registere det han sagde, da han ikke fik fat i mere end de sidste 5 ord. han lod hver med at kommentere på det, han betragtede hende bare med et roligt smil og et indvendigt grin. folk på den slags bedøvelse var da ret sjove at høre på. han tanke blev dog afbrudt, da han lagde mærke til hendes hånd rakte ud efter ham. dog stoppede hun sig selv så det ud til og hun lagde sig ned igen. da hun efter en tid så ud til at falde i søvn, lod han et lille grin forlade sit indre. hun var da en kær lille hvalp.. han rystede stille på hovedet, hvorefter han så frem for sig med et tænksomt blik. hvorfor havde han egentlig hjulpet hende? det lå ikke til ham at redde andre end dem fra hans kobbel. ingen andre havde han bare overvejet at hjælpe.. hans blik faldt på døren der første til bade værelset og et lille ssmil tegnede sig på hans læber. det mptte være rejsen der havd sløret hans hoved da han hjalp hende. han sad i et godt stykke tid og tænke og tænke. ledte efter svar i sig selv, men fandt ingen. han havde lukket sine øjne og bbare lyttet til pigens vejrtrækning. beroligene.
efter godt og vel en time hørte han hun rørte på sig og roligt åbnede han øjnene. han havde ikke rykket sig en milimeter. de krystal blå øjne så han på hende og betragtede det blottede skind lidt "nope.. eller du præsenterede dig som hvalp og sådan nogle navne.." sagde han roligt med det hæse stemme. han rystede stille på hovedet da hun satte håret op i den rodede hestehale, derefter flyttede han blikket ned på hendes ben, da hun flyttede forbindingen. det ville nok give et ar, men syningen så nu fint ud. en lille rømmende lyd kom fra ham da hun begyndte at snakke igen og han lænede sig en smule frem imens han gned hænderne op over ansigtet og videre igennemd et pjuskede snehvide hår "det går.. jeg kan tag det.. hvad er det noget der er i dit forvirret hoved?" spurgte han roligt om imens han så studerende på hende. den hestehale irriterede ham, så han rykkede lidt tættere på hende, da hun havde sat sig ned og fik taget elastikken ud af hendes hår, så det faldt ned over hendes skuldre igen "meget bedre.." sagde han små flabet og lænede sig tilbage i sofaen med et rolig smil og de krystal blå øjne rettet på hende.

Hun grinede over det hun havde fortalt ham. ”Hm, står faktisk og overvejer om jeg skal sige det… men hvalp, som du åbenbart kalder mig, lyder da også fint.” sagde hun med et smil på læben og et glimt i øjet. Hun havde aldrig frigivet sin rigtige personlighed, men dem som havde været tæt på hende efter at hun var blevet forvandlet til ulv også tilbage til menneske havde set den, men kun et kort glimt.
Et kort smil gled over hendes læber da han rystede på hovedet. Det var som om det irriterede ham at hendes hår var sat op. ’Måske skulle jeg altid have det sat op når jeg er i nærheden af ham, det kunne være sjovt.’ Tænkte hun og grinede svagt ad tanken.
”Hvad der forvirrer mig?” spurgte hun tænkende, men da han rykkede tættere på og trak elastikken ud, stivnede hun og alle tanker blev som blæst. ”Det.” sagde hun hæst og sank en klump. Hun skævede til ham og hendes blik faldt på de blå øjne. ’Hvordan er det muligt at have så klare blå øjne? De er jo så urealistiske.’ Tanken faldt hende naturlig.
”Det er spørgsmål.” sagde hun lavt og rejste sig op. Hun gik rundt og prøvede at finde sig til rette, men de tusinde spørgsmål var over alt. Hvem var hun? Hvad lavede hun her? Hvorfor var han så mystisk? Alle spørgsmålene hobede sig op. ”Der er bare så mange…” mumlede hun og satte sig på gulvet, med panden hvilene på hendes knæ.
Det kolde gulv beroligede hende en smule, men ikke nok til at hun ville møde Demian’s blik. Det var så undersøgende og mystisk, de fik hende til at føle sig lille, som om hun var under et mikroskop.

Demian himlede lidt med øjnene, dog med et skævt roligt smil på læben "jeg ønsker nu stadig dit rigtige navn.. lige meget hvor meget hvalp du er, fortjener du dit navn" sagde han roligt og betragtede hende længe med de rolige klare blå øjne. han lagde igen mærke til hendes måde at gå helt i stå på hvad ay han rørte hende. det var interessant at se en så lille og enkel berøring kunne stoppe hende fuldstændig. han mødte med hendes øjne med en let ømhed, for at prøve at berolige hende en smule.. dog var ømhed ikke en hjemmevant ting for ham, så det var kun meget lidt.
da hun så rejste sig op og så ud til at ikke at kunne finde sig til rette, lagde Demian hovedet let på skrå og lænede sig en smule frem imens han i tavshed betragtede hendes forvirrede opførsel. da hun sad på det kolde gulv og lænede panden mod knæene, rejste han sig langsomt op og med en lille tøven gik han hen til hende. satte sig på hug foran hende og strøg en finger henover den snehvide farve i hendes hår "så mange... stop dine tanker.. koncentrere dig og tag fat i en tanke, hold fast i den analyser den... udfold den" hans stemme var rolig og hæs.. meget lav. de krystal blå øjne betragtede hende med et tænkene blik. han brugte tit selv den metode da han var lille for at få styr på tankerne.. nu havde han ikke mange tanker tilbage, da han var blvet opdraget til at det var unødvendigt.. men han kendte il et overfyldt hoved med tannker fra hanvar lille og dette hjalpham tit den gang.

Hun grinede ad ham. ”Det kan godt være at jeg fortjener det jeg hedder, men du kunne jo prøve og gætte dig til hvad jeg hedder. Du kan få nogle ledetråde. Jeg kan være en lille flamme og et stort bål. Der er ikke mange af dem tilbage, men dem som er her, er dødsensfarlige.” hun smilede mystisk og grinede svagt. ”Mit navn ligger gemt bag ledetrådene.” igen smilede hun selvtilfreds og så på Demian.

Da han satte sig på hug foran hende kiggede hun svagt op. De røde øjne skinnede af fortvivles og forvirring. ”Hvis man skal kunne udfolde den kræver det svar. Men hvis jeg udfolder den bliver der flere spørgsmål.” Sukkede hun lavt og lagde sine arme om sig. ”Demian, jeg har et stort sort hul i min hukommelse. Jeg kan intet huske… eller jeg ved at da jeg var 8, eller noget, stak jeg af, det næste jeg husker er fra da jeg var 14… der er så mange ting som kunne være sket… men det værste er, at jeg kan huske de mest forfærdelige ting som er sket inden for de sidste 2 år! Spørgsmål hober sig op. Hvad skete der? Hvorfor er min hukommelse et stort hul?” hun sukkede og kunne mærke tåre presse på bag hendes øjne. Tåre hun havde tvunget tilbage i de sidste år. ”Demian, jeg kan ikke fokusere på noget, hver ting jeg foretager mig, bringer nye spørgsmål… ” hun så op på ham og rettede ryggen. De svage skær fra månen var på vej ind igennem vinduet, lyset faldt på hans øjne. ’Hvorfor fortæller jeg ham alt det her? Det er ikke meningen at han skal vide alt om mig… ‘ hun sukkede stille. Det var rart at komme ud med nogen af hendes tanker. Men til hvilken nytte?

Demian tænkte lidt over ledetrådene og fik nogle få idéer i hovedet om hvad det kunne være. dog ville han tænke noget mere over det og da hun så op på ham med det fortvivlede og forvirrede øjne stoppede han tankerne.. han måtte gætte senere. han lyttede til det hun sagde og rystede stille på hovedet af det hun sagde. hendes hoved var virkelig rodet.. man da hun pludselig åbnede sig og forrtalte ham om det tomme hul i hendes hukommelse og hendes øjne blev fugtige med tåre. han var helt tavs, betragtede hende bare med at tænksomt blik og lyttede til hendes fortabte ord. da månens skær fik bevæget sig ind af vinduet, ramte de på dem og hans krystal blå øjne lyste op i skæret. med en rolig hånd tog han let fat i hendes arm og træk hende hen til sig så månens skær ramte hendes øjne. den røde farve skinnede i lyset og de tåre hun havd elodet komme frem glimtede let. me det betaget blik betragtede hans hendes øjne med stor tænksomhed "din hjerne vil nok ikke huske de ting der skete.. det hul har været en vej til at overleve.." sagde han lavt.. han slap så stille hendes arm og strøg hende blidt over kinden "vil du have svar på de spørgsmål?.. vil du vide had der er sket med dig i den ttid du ikke husker? er du villig til at lade din smerte frigives og huske ting din hjerne ville glemme?" hans stemme var rolig og de krystal blå øjne der blev lyst op af månens skær så dybt ind i hendes skinnende røde øjne. han anede ikke om han havde ret i noget afd et han sagde, men det var det eneste der kunne falde ham ind.. hun måtte havde været igennem noget voldsomt og noget der kunne føre til selvdestruktive handlinger siden hendes hjerne havde formørket den tid?.. det var hans teori "hvad skete der i de to år af forfærdelige ting?" han var ikke sikker på om det var noget hun ville dele men nu havde hun chancen.. dog var hans egne tanker gået i slevsving over hvorfor han overhovede satte sig ind i dette.. han plejede at være ligeglad med sådanne personer og deres fortid, men der var oget der fangede hans interesse og lyst til at hjælpe?

Da han trak hende ind i månelyset kiggede hun lige ind i hans øjne. Imens han betragtede hendes øjne, tænkte hun 'du er ude hvor du ikke kan bunde, kom tilbage på sikker grund... Men hvis jeg skal have ham til at forstå, kræver det at jeg fortæller alt...' hendes tankespind, splintredes da han rørte hendes kind, alt i hende frøs og nogle frygtelige minder kom frem. "om jeg vil huske! Er du gal.. Jeg vil vide hvem jeg er, hvorfor jeg ikke kan huske. Jeg vil vide hvorfor jeg blev..." hun stoppede sig selv op kiggede væk. Kunne hun fortælle ham det? Ville det være smart? Hun sukkede og lagde hagen mod sine knæ.
Hun prøvede forgæves at kigge væk fra Demian's tryllebindende blik. "hvad der er sket de sidste 2 år... Hvis jeg skal fortælle det hele, skal jeg have noget vand." sagde hun og trak sig væk fra ham.
Hun gik roligt ud i køkkenet og da hun var sikker på at han ikke kunne se hende, lod hun tårene få frit løb.
Alle de tårer hun havde gemt de sidste 2 år kom frem som en flod. Hun kunne mærke at hendes ben snart ville give efter under hende, så hun lod sig glide ned ad køkkendisken. Hun hulkede svagt og lagde armene om sig selv. 'du skal gennem leve alt det der er sket for ham, den smerte som er rettet mod dig, det som de har gjort... Det hele.' stemmen snakkede lavt, men det gav genlyd i hendes hoved.
Efter nogle minutter rejste hun sig prøvende op og stillede sig med ryggen mod døren. 'tag dig sammen.' tænkte hun og klaskede noget koldt vand i hendes hoved, for at slappe af. Hun snuppede et glas og hældte vand i det. Hurtigt drak hun det og hældte noget mere i.
Da hun fik overbevist sig selv om at fortælle ham det hele, gik hun ind i stuen og satte sig ned i sofaen.
Hun sukkede en gang og begyndte. "når man er en pige som næsten er forsvarsløs, er der nogen som bliver fristet... Mænd der beslutter sig for at gruppe voldtage en og sådan noget." hun holdte inde og rømmede sig. "jeg er blevet gruppe voldtaget flere gang.. Hvor mange gange ved jeg ikke, jeg er holdt op med at tælle..." hurtigt lod hun hånden glide hen over hendes ansigt og prøvede at fokusere. "jeg er stødt på en del varulve-hader, de har sparket, slået, voldtaget og givet mig torur... Jeg er blevet truet på livet, blevet skudt efter..." hun trak benene op til sig og brugte dem som beskyttelse. "det er det som jeg primært er blevet udsadt for... Men der har da også været nogle gode stunder." sagde hun mildt og satte glasset for munden. "det mest imponerende er dog at jeg ikke er blevet gravid..." sagde hun tænkene. Det var behageligt. At slippe af med at hold alt det inde. Bare fortælle hvad der var sket... Kun to personer hviste det hun havde fortalt... Demian og Kuuma.

Demian hævede roligt øjenbrynet, da han hørte hendes ord om at vide hvem hun var og hvorfro hun ikk kunne huske og så stoppede hun sig selv igen.. han forholde sig tavs og imens han betragtede hdnes røde øjne "jeg kan go.." han stoppede sig selv da hun selv rejste sig op og gik mod køkkenet. han så roligt efter hende og fik sat sig helt ned. roligt rettede han blikket ud på månen og lyttede efter en hver lyd der kom fra køkkenet. med den utrolig stærke hørelse kunne han høre de svage hulk der kom ude fra køkkenet og det lød som om hun var gledet ned på gulvet. han burde mpske gå ud til hende, men han kunne ikke få sigs lev til det.. han var ikke god til tåre. i det hele taget var han ikke god til omsorg og han var i tvivl om det var en god ting at hun ville fortælle ham om det der var sket. han lukkede roligt øjnene da han hørte hendes skridt og hun satte sig ned i sofaen. da hun begyndte at snakke åbnede Demian roligt sine øjne og vente hovedet mo den ene skulder så han øre var rettet mod hende. han sad med ryggen til hende, nede på gulvet. imens hun snakkede så han igen frem for sig og tænkte over alt det hun fortalte. voldtægt, tortur, vold. han lukkede roligt øjnene og tog en dyb indånding "det er ting der kan skade sjælen på mange måder.. en ting som ingen burde gennem gå.. " hans stemme var lavmælt og kunne måske være lidt svær at høre. roligt rejste hans sig op og stragte sig lidt stadig med ryggen til hende. dog vente han sig halv om så han stod med siden til og så med et roligt blik hen på hende. hans var tavs. han vidste ikke helt hvad han skulle sige.. han var bare ikke den omsorgsfulde type "så forstor jeg bedre din reaktion på når jeg rør dig.. eller står tæt på dig" sagde han roligt og stod helt stille. han ville normalt været gået tæt på og væet ligeglad, men han havde ikke lyst.. han havde ikke lyst til at røre hende hvis det var noget der gjorde hende utilpas. han rystede stille på hoevdet af sig selv.hvorfor tænkte han overhoved sådan.. hvorfor tog han hensyn til det? roligt kørte han en hånd igennem det snehvide hår, hvorefter han roligt vente sig helt imod hende "tror du.. de år du ikke kan huske, var lige så smertefulde som de sidste to år?.. tror du du kunne havde været igennem noget af det samme?" sagde han så roligt og gik med langsomme skridt tættere på, dog ikke helt hen til hende.

Hun kiggede hen på ham da han snakkede til hende. Hun lyttede tavst til ham, han var svær at høre, men det var højt nok for hende. "men det er sket..." mumlede hun og kløede sig på armen. Da han rejste sig, holdte hun øje med ham. Hvad skulle hun mere fortælle ham? Da slog det hende, der var en ting hun ikke vidste hvad var. "jah, jeg har det ikke så godt med nærkontakt... Ikke med mindre jeg selv opsøger det..." hun så ned på sine hænder og vred dem. Hun var nervøs... Hvorfor vidste hun ikke.
Da han gik tættere på hende prøvede hun at slappe af, men følelsen var ikke helt almindelig. "jeg tror det er lidt af det samme... Men jeg har noget jeg ikke helt ved hvad er... Det kunne være at det er en del af min fortid..." rolilgt rejste hun sig op og gik hen til ham, da hun stod ca. Et skridt fra ham vendte hun ryggen til ham og tog sin trøje af.
Det meste af hendes ryg, var dækket af cirkulære mønstre, som til sammen dannede en måne. "jeg ved ikke hvordan jeg har fået det, eller hvad det betyder... Det har været der så længe jeg kan huske og de er fra da jeg var 14... Altså to år siden..." sagde hun og ventede på en reaktion fra ham.
Efter det der føltes som nogle minutter tog hun trøjen på igen og stillede sig med fronten mod ham. "men jeg tror det er noget af det samme. Jeg har ar jeg ikke ved hvor kommer fra. Nogle af dem er på min mave, andre på lår og lægge..." hun kløede sig i håret og sukkede dybt. "det hele er bare så forvirrende..." sagde hun til sidst og satte den ene hånd op på hendes ansigt. Hun kørte hånden over andsigtet og om i nakken hvor hun lod den hvile lidt, hvor efter hun proppede den ned i lommen på sine bukser.

Demian så lidt på hendes hænder da hun vred dem.. hun skulle selv opsøge det hvis hun skulle have det godt med det. det gav mening. det hele gav efter hånden mening for ham omkring hendes opførsel, dog undrede han sig stafig over det hårde facade hun havde haft oppe, men det måtte vel være et forsvar for sine følelser.
han lagde hovedet let på skrå overd et hun sagde og så lidt undrende ud. da hun rejste sig op og gik hen til ham og vente ryggen til ham. stod han helt stille og kunne mærke hvordan hans instinkter sitrede i hans krop. hun var jo stadig tiltrækkende for ham. et kort smil kom og forsvandt på hans læber da han tog trøjen af og først betragtede han hendes krop og fine form, dog flyttede han opmærksomheden på cirkulære mønstre på hendes ryg og studrede dem grundigt "hmm.. en måne.. det må have noget med det at gøre det er jeg ret sikker på.." sagde han roligt og skulle lige til at røre, da hun igen træk trøjen ned. hans blik faldt på hendes ansigt, da hun vente sig om og det krystal blå øjne søgte hendes øjne lidt ubevist "har du altid været varulv?.. eller er du blevet forvandlet til varulv?" hans spørgsmål virkede måske lidt malplaceret, men han forband månen med forvandlingen. han så lidt rundt på ehndes krop med et tænkene blik "er det bare normale ar fra skader eller ser de ud som mønstre?.." spurgte han roligt om. nu var han faktisk blevet nysgerrig på hvad de mønstre der skabte månen på hendes ryg betød. han var nysgerrig på hvordan hun havde fået dem og hvad det kunne have af betydning for hendes hukommelses tab. han begyndte faktisk t interessere sig for hvad der var sket i hendes fortid, nok meget mere end han vilel indrømme.

”Tror du?” spurgte hun lettet, men hvad det havde med hendes fortid at gøre, vidste hun ikke. Da han søgte hendes øjne smilede hun svagt til ham, men smilet forsvandt da spørgsmålet kom bag på hende. ”Øm… det ved jeg ikke, måske, men jeg kan huske smerte… den ligger gemt i mørket…” sagde hun tænkende og trak øjenbrynene sammen. ’har jeg altid været ulv?’ hun drejede hovedet og kløede sig i nakken. ”Jeg kan intet huske.” hun trak kort på skulderne og hørte hans andet spørgsmål. ”Øm… jeg han ikke se dem som er på mine lår… og nej, du må ikke se.” Sagde hun kækt og smilede kort til ham før hun blev alvorlig. ”Dem på min mave har vidst samme farve.” Hun trak op i trøjen foran så man kunne se 3 mørke ar som dannede et lille cirkulært mønster om hendes navle. ”Er det samme farve? Har svært ved at se dem på min ryg.” Hun smilede svagt og kiggede på hans øjne.
’hvad laver jeg?!’ skreg hendes sind. ’kom væk… du kender ham ikke rigtigt.’ Men på en eller anden måde følte hun sid tryg… han havde redet hendes liv, han havde hjulpet hende da hun havde taget den forkerte pille… hvad var det enlig hun foretog sig?
Roligt kiggede hun væk og bed sig i læben før hun trak trøjen ned igen. ”Det hele er så forvirrende og mit hoved gør ondt…” hun tog sig til hovedet og lukkede øjnene. Tankerne dunkede som aldrig før. Det ene spørgsmål efter det andet… hvad skulle mønstrene betyde? Hvor for var de havnet på hende? Hvad var der sket i den mørke periode? ”Jeg bliver snart sindssyg.” mumlede hun sammen blidt og åbnede øjnene. De funklede af fortvivlelse. Lige nu havde hun faktisk bare lyst til at lægge sig ned og bare sove… sove til alt og alle var glemt, undtagen en.
Roligt lagde hun hovedet på skrå og løftede sin ene hånd. Langsomt førte hun den hen mod Demian’s skulder og rørte ham forsigtigt, med fingerspidserne. Hvad var hun nu ved at rode sig ud i?

Demian nikkede roligt og betragtede det svag smil der dog forsvandt ret hurtigt. han undrede sig så lidt over hendes svar på ahns spørgsmål "du ved det ikke?" han tænkte lidt nærmere over det og prøvede at huske mønstret i hovedet. det var svært at sige om dey om han var varulv og om hun altid havde været det eller ej, havde noget at sige, men det var det eneste Demian sådan rigtig kunne forbinde det med indtil videre. han hørte så hvad hun sagde og er kort grin slap fri over ehndes kommentar "det siger du nu jeg ikke må" han smilede lidt drillende tilhende, men som hende blev han alvorlig igen meget hurtigt. han så ind i hendes øjne og tøvede en smule med at se på hendes mave da hun løftede trøjen op igen, dog lfyttede han blikket ned på hendes mave og så lidt på arene "jeg synes de er meget ens med dem på ryggen.." sagde han roligt og kløede isg tænksomt på kinden. bar han havde kontakt til hans kobbel kunne han måske spørge deres vismand om han kendte til den slagt mønstre og sikkert sætte lidt lys over situationen. men det ville nok heller ikke være godt at han kobbel blev blandet ind i dette.. hvis de vidste hvad han lavede lige nu ville han blive straffet hårde en døden selv. han flytetde blikket op til hendes ansigt igen, da hun dækkede sin mave til og han kunen så hendes forvirring og fortvivlelse. hun havde virkelig brug for hjælp. han sukkede let da han hørte hendes mumlen og rystede stille på hovedet "vi må tage det her en ting af gangen.. det hjælper ikke vi roder mere rundt i det.. vi må tage det fra en ende af.. men kun hvis du er klar og har mere ener..." han stoppede langsomt ham selv, da han mærkede hendes fingerspidser mod hans bare skulder. han så roligt på hendes hånd og derefter på hende. hvad ville hun? han valgte ikke at gøre noget ved det og lod hende bare røre. nu mere tryghed hun fik for ham nu bedre.. han stod helt stille og betragtede hende lidt. han ville egentlig lade hende gøre lige det hun ville, han havde ikke tænkt sig at stoppe hende.