[Uafsluttet] En ny start (Elvolganta + Maria)

sted hele bassen
vejret uden for stærk storm uden at påvirke fly
tid sen efterdimag


Maria stod i den store hangar som var i det store træ hele hendes militærbase var bygget inde i og under. De lange store metal væge med forskelige tal og symboler var så langt øjet rakte og på gulvet stod flere fly rundt omkring oven i købet ganske nye og top moderne som det var lykkedes dem og kaprer fra The Amigos i de sidste slag. Men i dag var hangaren faktisk pænt ryddet af en ganske særlig grund.
lederen Tom Jackson var for få dage siden afgået ved døden og have udnævnt Maria til den nye leder. Maria var stadig voldsomt rundt på gulvet og i dyb sorg over den mand som have gjort så meget for hende og de andre beboer i treeville. De grønne øjne kiggede mod den åbne hangar port hvor hun kunne skæmme 3 helikopter ekskoter en 4 der dog var støre og mere hjemlig indvendigt vidste hun da hun selv have bet om at det var denne som skulle transporter den særlige gæst.

Maria stod i alt med en højden på 170 kun muligt på grund af hendes utrolig høje støvler med hel. Hendes lange pinke hår hang ned af skulderene. Håret omringet et pænt ansigt med smukke russiske træk som var yderst sjældne i denne verden. Hendes krop var tyndt bygget dog med et flot bryst parti.
Maria have den yderst smukke håndsyet uniform på som var blevet lavet specielt til denne lejlighed og hendes udnævnelses simoni.
de hvide hansker sad på hænderne og færdig gjorde den smukt udsende unifrom og gav Maria en vist del autoritet mod alle de andre soldater som stod med deres flotte ny i stand satte udstyr klar til og tage i mod den gæst der skulle komme forbi om lidt. En jonalist have bedt om lov til et Interview og Maria have gået med til det på nogle få betingelser som denne jonalist have sagt god for.

de 3 kamp helikoptere fløj til hver deres side og ind i nogle mindre hangar og landet og mændene stillede sig på række det ville virker overvældene for personen der ville stige ud med alle disse soldater i flotte uniformer og Maria for enden af en rød løber. Den store Maskine fløj ind i den store hangar og de tunet roder kom frem for Marias syne da maskinen drejet til siden så døren landet for an den røde løber. Lyden fra de store rotor blade der fløj rundt var overdøvende i salen men ingen så ud til og blive berørt.
lyden svandt ind i takt med at motoren gik ud og langsomt stod. Alt i mens maskinen gik ud kom Mina Sita Pan og kaffe trunten som hun blev kaldt i samme uniformer som Maria selv og stillede sig bag hende.

de stod klar i det samme maskinen stod stille og døren til den særlige gæst stod åben. En mand i  et sort jakke sæt smilet til den gæsten og gik ind og fjernet hans bind for øjne og hans syn ville komme frem igen.
mens gæsten ville gå hen af den røde løber ville de soldater på hver af hans side tage alle deres rifler afsikrer dem og råbe i et råb 2 ord på spansk som ville betyde ”må fred bestå” og smadrer deres kolber ned i gulvet uden et skud ville ryge af og der med virker klar til og kæmpe for det de troede på.
Maria ville lade gæsten gå ned af den røde løber hvor hun ville tage i mod ham.

Marias uniform

Elvolganta havde henvendt sig, til den aftalte kontrolpost, han var blevet vel taget imod. Her havde han stille og roligt slukket for de forskellige indbyggede genstande, der var blevet anmodet om, og dokumenterede dette løbende overfor soldaterne der havde taget imod ham. Skønt flere af dem havde kigget lidt da han først meldte sig, som havde de regnet med et menneske, eller noget der i det mindste kunne minde om et, men i stedet havde de fået ham; en mere end to meter høj cyborg, hvor det eneste af hans menneskelige krop, var lidt under halvdelen af hans hoved, hvor et øje, næsen og hans mund, faktisk redegjorde for hans originale dele.
Han blev efterfølgende ledt ind i en stor helikopter, og blev budt en drink, som han dog imidlertid afslog, eftersom det for ham ville være spild af ressourcer, hvor han jo ikke længere havde en mave, men fik små injektioner med nødvendige proteiner, mineraler og hvad hans levende del, endnu havde behovet for. Dog sad han meget mere behagelige omgivelser, end han havde regnet med, da han havde opdaget, at han skulle flyve i en helikopter. Personellet der havde stået for afhentningen, havde da også virket langt bedre udrustet, end forventningerne havde været, taget i betragtning, at dette mere eller mindre vel kunne beskrives som en modstandshær, hvor denne type milits ikke traditionelt set, havde været særligt godt provisioneret. Da de ville give Elvolganta bind for øjnene, som havde været aftalen, blev vagterne og cyborgen enige om, at det nok ville være nemmest med en mindre sæk af en art, da han jo trods alt havde hele 3 øjne, hvoraf et var placeret i hans pande.

De lettede kort herefter, og efter en flyvetur, på nøjagtigt 42 minutter, 13 sekunder og 77 hundrededele af et sekund, hvilket han vidste, fordi hans robothjerne havde et meget præcist ur, fik helikopteren atter kontakt med en solid overflade, som Elvolganta formodede måtte være jord, skønt han dog dårligt turde gætte mere, da hans tidligere gæt havde været ufattelig langt fra sandheden, allerede nu, inden han var nået sin endelige destination. Snart herefter hørte han den umiskendelige lyd, af en tung dør der blev låst op, og herefter åbnet. Der gik atter et kort sekund, hvorefter sækken blev taget af hans hoved. Elvolganta nikkede kort som hilsen til manden, der havde fjernet sækken fra hans hoved, før han rejste sig, og gik mod udgangen.
Synet der her mødte ham, gjorde at han stod et øjeblik, og betragtede dem, og han fik som altid alle detaljer med, ned til den mindste lille knap på soldaternes uniformer..

Elvolganta trådte frem, og ned af trappen, han var dog noget forundret over den røde løber, han var blot en journalist.. Hverken statsoverhoved, eller på nogen måde vigtig for modstandsklanen. Han tænkte at det dog kunne være, der skulle komme andre til basen i løbet af dagen. Dette blev dog hurtigt afkræftet, da han gik forbi soldaterne, der i én fælles bevægelse, afladte deres geværer, og bankede kolberne ned i gulvet, og råbte de to ord som med én stemme "Og må den komme snart" bemærkede Elvolganta roligt tilbage, ligeledes på klingende Spansk. Han stoppede lige foran Maria, hvor han stod og ragede omkring 30 centimeter over hende. Han bukkede kort, men høfligt og smilte stille til hende "Goddag. Tak for adgangstilladelsen. Men i havde da ikke behøvet at gøre så meget ud af det, jeg er blot en simpel journalist og engineer?"

Et stort smil kom over Marias ansigt over denne cyborgs gode opdragelse og de grønne øjne undersøgte ham før hun faldt sammen under en stor latter hvor efter hun rejste sig op og rattet sig dybt alvorligt og så på den store mand foran hende og med en stemme som virkede så venlig og i mødekommende som kun få kunne lød ordne over hendes mund.
”du er jonalist præcist derfor! I disse tider taler alle med onde tunger the Amigos lyver om nordens Vladimir selv om jeg ikke er enig med ham bryder jeg mig mindre om the Amigos og deres løjende”
Maria kiggede på Mina som nikkede anderkende hun var den som kendte mest til Vegas af dem alle da hun selv have levet der og hendes sidste job som lejemorder slog fejl der. Maria kiggede over på Sita som stod og smilet til den store metal bunke foran dem.
hun aflæste nemt resterne af junalistens ansigt og hans forbavselse over hvad for en type hær han så det var just hellere ikke det mange have forventet når de kom til byen men dette var kendsgerningerne af det den gamle leder have ført med sig.
pluslig lød Maris stemme venligt til junalisten.
”kære Elvolganta jeg formoder du sulten eller måske bare gerne vil nyde smagen af mad og jeg vil derfor spøger dig om du kunne tænke dig og følge med mig ned til mit personlige hjem og spise med mig og mine nærmest før jeg skal til sermonien som du vil få fuldt lov til og overvære hvis du ønsker det”

der var ingen overmagt i Marias stemme og hun talte til Elvolganta som en lige mand selv om hun var laver end ham.

//mere end okay ^^

Han så undrende på hende, da hun begyndte at grine, det havde han ikke ligefrem regnet med, og derfor var dette endnu en overraskelse, i et forløb af efterhånden mange. "Hvilke løgne er det du hentyder til?" Spurgte han hurtigt, nysgerrig og altid på vagt overfor en god historie, det var trods alt han arbejde. Han vidste dog godt, at da selve interviewet endnu ikke var startet, var muligheden for at hun skulle afvise at svare med det samme stor, men skulle dette være tilfældet, ville han dog blot spørge ind til det, på et senere tidspunkt. Han gengældte kort, det varme smil så godt som et menneske ville kunne gøre dette, til Sita som han også nikkede til, men hans menneskelige øje havde ikke lagt sig på hende, hvor hans menneskelige øje, endnu hvilede på hans værtinde, og kun sine mekaniske øjne havde vendt sig mod Sita.
Hele hans opmærksomhed blev dog vendt tilbage mod Maria, før han igen begyndte at tale "Jeg siger mange tak for venligheden, det er en begivenhed jeg meget nødigt ville overse. Dog med henblik på måltidet, må jeg beklageligvis afslå.. Det skal være mig en ære at gøre jer selskab, når i sluttes om bordet. Men jeg er ikke selv i stand til, at skulle optage næring igennem menneskelig føde.. Alt jeg er som endnu er menneskeligt, er hvad i ser i mit ansigt.. Det betyder at der er mange ting jeg ikke vil være i stand til længere, som de fleste mennesker og de fleste andre humanoide væsner, tager for givet i hverdagen.." Han smilte venligt til hende, og trak let på skuldrene, hvilket afgav en lav lyd af ventiler, der ændrede det hydrauliske tryk i hans led..

Maria smilet til Elvolganta over hans store venlighed og måde og sige tingende på gode manere var sjældne i disse tider Maria løftede en hånd som tegn til en mindre gruppe vagter om at følge med nærmest som Maskiner gik 4 mænd bag Elvolganta og Maria vente sig om og begyndte og gå frem af hendes nærer venner gjorde det samme hvilet også ville tvinge Elvolganta til og følge med da de 4 vagter bag ham nærmest skubbede ham hvis han valgte ikke og gå med.
Maria gik ned af en lang gang med den lille gruppe mens hun snakkede venligt til Elvolganta.
”kan hører jeg må forklarer dig en masse the Amigos bruger propaganda mod norden de lyver om Vladimir person og om at i norden er onde monstre der tørster efter blod det er så og sige en krig på ord og våben der fører ikke kun en af tingende men begge ting tæller i denne krig”

Maria svang hånden i luften da hun var færdig med og snakke og en gang der så ud til og ende blindt blev oplyst. Maria drejet ned af den og lyden af metal porte der åbnet sig var tydelig og det syn der ville møde Elvolganta var mere end fantastisk et kæmpe glas parti med udsigt over sydens jungle så langt øjet rakte og grenende der nærmest smøg sig om den øverste del af glasset i denne elevator var et syn man ikke kunne forstille sig. Himlen var badet i et knald rødt skær fra solen der var på vej ned og i det fjerne kunne man skæmte flere fugle flokke flyve væk.
Maria stillede sig ind i den store glas elevator og Elvolganta ville blive nød til og følge med ind resten af soldaterne gik med ind med og stillede sig bag med ryggen til døren før et lille bomb varslet at de var begyndt og køre ned og langsomt kom træernes kroner til syne for øjne dem så stammerne med alle de dyr som lever der og jorden med dens frodige jungler en tiger så dovnet på dem igennem glasset og lage sig til og sove videre før de forsvandt ned i jorden og et rødt lys blev tændt i elevatoren mens de kørte.
talte Elvolganta efter ville han opdage de have kørt ned i over 10 minutter med en fart af 20 KM.

Så de var rat langt under jorden. Et lille ding kom fra højtalerne og soldaterne vente sig om og trådte langsomt med tunge skridt ud Elvolganta ville være nød til og gå ud først og så ville Maria og de andre følge ham. Foran Elvolganta ville en kæmpe underjordisk bunker blotte sig men ikke en lille en nej dette var et strøg med butikker et springvand i mitten og et venligt og varmt lys fra nogle kæmpe lamper der nærmest virket som solen på en dejlig dag temperaturen var på 20 grader og afslappende for de væsner der gik rundt. Varulve gik side om side med vampyre og dæmoner og engle gik side om side et syn som Elvolganta måske aldrig have troet han skulle se børn leget rundt velnæret glade børn leget her kvinder snakket mænd grinet og handlet i denne underjordiske by som virket som et sand paradis.
pluslig lød Marias stemme bag Elvolganta.
”jeg håber du forstår hvorfor vi har taget så mange sikkerheds regler for dit besøg vi lever i skjul for the Amigos og for de det mindste og vide om hvor vi ligger vil de ikke tøve med og sende napalms bomber ned i bunerne her for brænde os op de vil skide på børnene kvinderne og de cvile bare de kan få ramt på mig og min hær vi skal denne vej” Maria peget på et mindre køre tøj hun satte sig op i og ventede på Elvolganta ville følge med.

satte han sig op ville han opdage de kørte med en godfart langs et tunnel system hvor Maria gerne mere end ville fortælle ham om dette anlæg hvis han spurgte ind til det

Elvolganta lod ikke til at tage notits, af de 4 mænd der fulgte ham, og valgte blot roligt at følge med, som Maria og de to andre unge damer, der var klædt på omtrent samme måde. Han fulgte dem hele vejen ned af den lange gang, og ind i den store glaselevator. Han betragtede udsigten med beundring, det var ikke ofte man fik sådan et skue, ikke siden før den 3. verdenskrig, og dengang havde Elvolganta ikke været født endnu, da det var over 1500 år siden. Han var dybt benovet over dette vældige skue, der dog hurtigt forsvandt igen, som elevatoren gik ned, den fortsatte i meget længere tid en Elvolganta, selv havde forestillet sig, end ikke en atombombe ville kunne skade modstands-hæren, som var under jorden tænkte han. Hans robothjerne foretog nogle hurtige kalkulationer, ved hjælp af hans forbedrede syn, og hans indre og meget præcise ur, hvor han fastslog at de gik ned med 20 kilometer i timen, hvilket svarede til 5 meter, 55 centimeter og 5,556 millimeter i sekundet, og derfra kunne han ved nedstigningens afslutning konkludere, at efter 10 minutter med samme hastighed, befandt de sig nu præcis 3 kilometer, 333 meter 33 centimeter og 4 millimeter under jorden, hvilket kunne omregnes til værende 811,3 etager under jordens overflade..! Dette forbløffede ham mere end noget af det andet han tidligere havde set her, skønt han var blevet forbavset, og på alle måder, positivt overrasket, over mangt og meget siden hans afhentning, for blot knap en time siden. "Hvor mange personer tog det at få gravet og bygget dette sted? Hvem var chef-arkitekten? Hvilken teknologi blev benyttet til opførslen? Var det en first class engineer der stod for ansvaret ved opførelsen af denne ekstreme ingeniørkunst?" Han bemærkede slet ikke at han havde snakket så hurtigt, at kun få ville være i stand til, at kunne huske og dermed besvare alle hans spørgsmål, men Elvolganta havde alligevel ikke rigtig regnet med at få svar, han var dybt betaget af bygningsværket, at han, næsten ikke kunne vente, på at soldaterne foran ham, havde forladt elevatoren, således, at han ville kunne komme ud og studere det nærmere. Nok var han kommet som en journalist, og den del af hans arbejde, skulle han da også nok få tid til.. Men ikke lige nu, lige nu dominerede hans evige nysgerrighed totalt, og han var hurtigt gået over til et tilfældigt stykke mur, som han bankede forsigtigt, og undersøgende på imens han lyttede til lyden materialet afgav "Fascinerende..." Mumlede han stille for sig selv "..Ganske simpelt.. Fascinerende.." Gentog han atter for sig selv.. Han bemærkede slet ikke de mange personer der var hernede, han var dybt og ganske travlt optaget, hans største lidenskab i livet, hans inderste og dybeste passion blev forkælet lige nu, og han nød hvert et sekund af det.. Han stoppede først op og så bort fra muren, da Maria igen talte til ham, hvorefter han kort besluttede sig for at se ud mod den øvrige folkemængde. Aldrig havde han i sit liv, set så mange forskellige væsner, leve side om side, uden at halvdelen af dem, ville fare i flæng, og forsøge at flå struberne ud af hindandens halse. "Jeg ville ikke være nervøs for napalm Maria.." bemærkede han venligt, og man kunne tydeligt høre fascinationen i hans stemmeføring "Det ville kræve et langt højere niveau af præcision, end nogen robot ville kunne levere.. Alene den lange tunnel ville få bomben til at sprænge så højt, at i end ikke ville mærke en temperaturforskel hernede... Min professionelle vurdering, vil være, at den eneste trussel i har her, vil være en atombombe eller anden ekstremt højeksplosiv genstand.. Denne eksplosion ville skulle sprænge inden for et komfortområde af 500 meter for en atombombe, eller 1-25 meter af hullets udmunding, før der ville ske tilstrækkelig skade på nedstignings-skakten, og dermed fange folket hernede.. Nej.. En napalmbombe ville have ingen, eller tæt på ingen egentlig effekt.. Ikke på dette sted.. Husk på.. Vi er trods alt 811,3 etager under jorden..!" Han forklarede levende hvad der ville skulle til, og var næsmest i en form for ekstase, som han talte, og dette blev gjort med store og billedeskabende armbevægelser, imens han talte og forklarede situationen. Nok var han ikke kendt her, men man skulle aldrig undervurdere en ingeniør med en robothjerne som vidste hvad han lavede.. Lettere modvilligt satte Elvolganta sig op i køretøjet, for han mente bestemt der var mange flere ting at kunne undersøge hernede i dette lokale, men hans nysgerrighed havde dog pirret ham tilstrækkeligt, og han kunne dårligt vente, med at finde ud af hvad de ellers havde hernede...

maria smilet til den store metal mand Elvolganta mens hun smilet over hans forklaring om bomberne og med et skævt smil og en hvis usikkerhed i stemmen begyndte hun og forklare Elvolganta om dette bygningsværk
”ser du Elvolganta det ikke os der har bygget det salen var bemalet med de gamle hagekors fra nasister fra anden verdens krig og udstyr fra den gang bunkeren her blev fundet af vores tidligere leder og vi har kun udforsket omkring 45% af gangende derfor er min frygt at flere af de uudforsket gange faktisk kan fører til overfladen og af den vej kan fjenderne komme fra den vej”

det hun fortalte den store bunke metal af en jonalist var de langt fra kendte deres eget hjems oprindelse og at det tydet på og være fra før 3 verdens krig. Bunkerne var bygget uden den teknologi man have i dag det ville sige at dette have været så meget en kæmpe bedrift den gang som selv fik Elvolganta til og måbe.
Maria begyndte og gå og håbet Elvolganta fulde med de gik længe.
de kom til nogle gange med nummer på hvor Maria drejet ned af gang nummer 3 det lignet et lejligheds kompleks af underjordiske bunker.

Han lyttede interesseret i hendes forklaring "Interessant.. Nazister i Sydamerika? Det mindes jeg ikke at have optegnelser over..." Sagde han roligt men tankefuldt, betragtede den lange tunnel, imens de hastigt kom farende igennem den "Det er virkelig en beundringsværdig bedrift, ikke blot at have opnået denne bygningskala, med de maskiner og den teknologi, der stod dem til rådighed i nazisternes tidsalder.. Men det at de har formået at holde det hemmeligt for hele verden.. Det er en umådeligt stor bedrift..!" Bemærkede han stilfærdigt, og nød den arkitektoniske skønhed i den, for mennesker, halvmørke tunnel. Da de var stået af køretøjet igen, fulgte han hende som de gik, og trådte med ned af en gang med nummeret 3 markeret over "Jeg har en robot der muligvis vil kunne være behjælpelig, med kortlægningen af gange, tuneler og rum i denne labyrint som du og dine lever i. Naturligvis under al fortrolighed.." Tilbød han venligt, inden de nåede det store rum. Han stoppede kort op, og tog det hele ind, hvorefter han luntede ind mod midten af lokalet, hvor han brat stoppede, på den eksakte midte, og vendte blikket himmelvejs, for på den måde at få det fulde indtryk af størrelsen i lokalet, han havde ikke haft andet i tankerne, siden hans først glimt af bunkeren, end at skulle lære mere om dette bygnings-vidunder..[/b]

De gik ned af gangen lidt tid til de stoppet foran en dør med et logo af en rød fugl Maria lage en hånd på en moderne scanner og en velkendt lyd af ventiler lød og døren gik op lød Marias svar til den store bunke metal venligt.
”jeg er glad for dit tilbud men jeg tør ikke tage i mod det håber du forstår der for mange liv på spil til vi kan tage i mod den slags men jeg takker for hjælpen også uden for citat”

Maria smilet over den sidste bemærkning og gik ind efter fuldt af hendes venner og bød så Elvolganta inden for i det hyggelige hjem.
Marias bunker var ganske hyggelig det første Elvolganta ville træde ind i var det store mitter rum som gjorde det ud fra en stue holdt i et moderne design med rene linjer. En stor sort hjørne sofa stod på hans højere side op af vægen ved siden af døren til soveværelset på gulvet under sofaen lå der flere skin som bar præ af Maria fortrak ligge på dem frem for side i sofaen. Et bord i flot mørk træ brød ud sammen med den sorte sofa blandt de hvide cremet farver. Kiggede han lidt længere til venstre i rummet var der et rent hygge hjørne med en pejs og masser af skin også. Oppe i luftet var der en flot lampe der mindet om ild i dens lys og dannet et dejligt Orange skær i hele rummet.

på hans venstre side af kroppen var der et langt spise bord dækket op med mad og tallerkner og tilhørende spise pinde. Køkken skabe i noget lyst træ med masser glas der gjorde det muligt og se at der var masser af bestik og talkerner og så videre var til og skimte bag en stolpe der spæret synet for Elvolganta.
gik Elvolganta ud på badeværlset ville han blive mødt af noget af et syn med spa og badekar og en glas væk der holdte på en masse vand på den anden side der var oplyst af krystaller og afsløret de sjove fisk der svømmet rundt bag ved.

Llige ledes med sove værelset foran sengen var hele vægen af glas der gjorde det muligt og se ud på de mange sjove arter der svømmet rundt i alle deres farver. Dette var et ganske hyggeligt hjem der levet op til sydens standarter men langt fra så overvælgende for en leder.
Marias mænd satte sig til bords og Maria smilet til Elvolganta og bød ham op mens hun selv gik op og satte sig og begyndte og tage mad lød hendes stemme til Elvolganta ganske venlig der så ud til og kigge rundt i den lille bunker og nyde synet af et roligt milijø der stod i skarp kontrast til da de afhentet ham denne lejlighed var ren afslapning og mindet på ingen måde om der var krig og at ejeren var leder for en flok oprørs folk som lå i stor krig lige nu.
” Elvolganta ønsker du noget og drikke eller andet og vil du ikke tage Interview med mig nu hvor det er disse hyggelig omgivelser frem for de så formelle det er mere afstressende end alt det der kommer til og ske om ganske få timer du skal være vidne til og på den måde for du måske de bedste svar”

Maria smilet til den store bunke metal og afventet hans svar med et smil mens hun spiste med pindene og hendes med bringe venner gjorde det samme med stor nydelse

Da Elvolganta fulgte hende ind i lejligheden, dukkede han instinktivt hovedet, for ikke at komme til at ødelægge karmen, hvor han mente at en ødelagt indgang til lejligheden, sikker nok ville bringe en unødvendig skygge over dagens møde og interview. "Du bor flot det må jeg sige" lød det oprigtigt fra ham, som han kom ind i stuen, hvor hans blik gled rundt i lokalet, før han satte sig, ved hendes side, med et let nik rettet til hende, da han opdagede at hun sad og ventede på ham. "Jeg takker atter for det venlige tilbud, men som jeg gjorde opmærksom på før også, så kan jeg hverken spise, drikke eller smage, på nogen konventionel måde længere.. Jeg vil dog være beæret over at gøre jer selskab, under jeres middag.. Bemærkede han venligt og smilte til hende før han fortsatte nogle sekunder efter "Øhh.. Jo vi kan da sagtens tage interviewet med det samme, det er heller ikke alt for omfattende, da jeg blot skal bruge nogle enkelte informationer, til at starte med, dog skal jeg ikke kunne udelukke, at dine svar kan frembringe flere spørgsmål fra min side, sådan har den slags det jo med at udvikle sig.." Hans stemme var nærmest varm, og imødekommende som han tiltalte hende, slet ikke hvad de fleste ville forvente af en cyborg af den størrelse, men på den anden side, så havde han heller ikke på nogen mulig måde forventet,at skulle finde tingene, og slet ikke boligmiljøet så indbydende, og arkitektonisk fascinerende.. Man kunne vel med rette sige, at de begge havde et fundament, af overraskelse at bygge deres første møde over..

Maria førte med en let og flyvene bævelse noget mad op til munden og proppet det i mens hun kiggede på den store Metal bunke af en Jonalist og nikket forstående og kiggede lidt på hendes bedste veninde Mina og kiggede lidt som om Mina og Maria talte med øjne. Lidt tid efter have kigget på Hinanden vente Maria atter hendes opmærksomhed mod den store robot og spurgte.
”altså du kan overhovedet ikke smage på normal måde mere må være trist”

Hun greb med de 2 pinde igen noget og dyppede det i en sovs som mest af alt kunne ligne der flød store chilier rundt i. Da hun to det i munden begyndte hun da også at svede da maden var stærk men så ikke ud til det generet hende voldsomt. Mina begyndte og Grine og resten af boret fulde med.
Maria Smilet stort over det og hostet svagt og så på den store Jonalist og spurgte som om hun faktisk var utålmodig for komme i gang.
”fyrer du så ikke de spørgsmål af”

Smilet fra de grønne øjne var ikke fjendtligt men alligevel noget mystisk i dem

Elvolganta vidste ikke lige hvad der var så sjovt, men fandt dog alligevel grinet lettere smittende, og hans smil blev en del bredere og betydeligt varmere, end det allerede havde været "Naturligvis da.. Hvordan blev denne klan først inddraget i krigen?" spurgte han varmt, og nød den liflige aroma, der strømmede ind i hans næse, hvor receptorerne tolkede lugtsporerne som elektriske signaler, der blev sendt videre til hans robothjerne, det duftede forrygende, og han nød det i stilhed, uden på noget tidspunkt at fjerne blikket fra Maria, som hun sad og spiste. Han måtte konstatere at maden måtte være meget stærk, når en kvinde af syden fik sved på panden, ved at spise det.. Han kunne sagtens fornemme at Maria var typen der var vant til, at gå direkte til sagen, og det generede ham på ingen måde, så slap han også for, at skulle gennemgå alt for mange venskabeligheder før han komme komme til, at gå igang med det interview han selv, jo egentlig havde rejst den lange vej for at skulle stille..

//OOG:: Sorry det blev lidt kort :-/ //

Maria lænet sig tilbage og smilet til den store robot som tilsyneladene ikke andet meget om hvorn tingende have været i syden. Hun kiggede op i luftet som var lavet af glas og afsløret de mange flotte farvet krystaller. Det var tydeligt hun begyndte og tænke hendes ord igennem før hun roligt rejste sig op og rakte frem efter noget mad med hendes pinde og begyndte og øse op mens hun begyndte og forklare.
”spørgsmålet er ikke hvordan vi blev indblandet men jer Frihedskæmperne har en historie der tæt knyttet the Amigos vi har altid bekriget hinanden og the Amigos er ikke mere end 10 år ældre end os som klan”

hun førte let noget af det hun have øset op med en let ynde til munden og tyggede lidt mens hun tænkte længe over de ord hun skulle bruge for give Elvo et mere uddybende svar ved og sige hvor de stod over for The Amigos og mafiaen hun tyggede lidt og slugte maden og førte et glas med gul væske op og drak lidt og satte det på boret og kiggede på Elvo og begyndte og snakke.
”altså krigen har stået på længe men i er en ny faktor jer fra norden” Maria rynket på panden svagt for sig selv og tænkte tilbage på hendes liv før hun rystet på hovedet og kiggede med glade øjne på den store Maskine men hun kunne ikke komme uden om at han måtte have set pande rynken.

Pluslig lød Mina’s stemme fra boret.
”det klart i tror krigen er på grund af jer men krigen har varet længere her i syden mellem os men i er en ny faktor som betyder meget i slaget The Amigos er ikke gode til deres alliancer og har mistet mange her i syden så jer fra norden var måske deres håb for slå os”

Elvolganta lyttede opmærksomt til Maria's ord, og bemærkede tydeligt hendes panderynke da denne opstod, og han tolkede det straks, som en signalering til hendes tro på hans uvidenhed "Jeg er klar over at du eller snarere denne klan, har været engageret i kampsituationer, i en længere periode. Men det er heller ikke det jeg spørger om, jeg ved så godt som dig, at denne.. Ja undskyld, men jeg vælger at kalde det en konflikt, da krig antyder, og dækker over, langt større konfrontationer, end dem der opleves i disse tider.. Er en gammel affære hernede.. Det jeg spørger om.. Er ganske simpelt; Hvad gjorde at WFF og The Amigos, blev fjendtlige i første omgang?" Han tav i et kort sekund, før han med en dyb rodfæstet rolighed, og tålmodighed i sin varme men mørke stemme denne gang rettet mod Mina "Hvorfor nævner du folket af Nordamerika, på en måde der let, vil kunne tolkes som nedladende? Hvor du i samme sætning ophøjer den nordligste del af befolkningen, som værende en potentiel trussel mod dig og dit folk?" Han smilte endnu let, og ventede nærmest afslappet, på at en af dem ville tage ordet igen

Maria kiggede på Elvo med et mere end undskyldende smil og hendes stemme lød beklagene da hun begyndte og snakke.
”Vores konflikt er basseret på selvforsvar. Da The Amigos vokset i styrke begyndte de og kræve beskyttelses penge for ikke lade betalte lege soldater angribe alle mulige byer og slagte kvinder og børn og andre folk i byerne. En dag kom de til en by hvor vores grundlæggere have overnattet byen var gæstfri og selv om de ikke have meget delte de det som de have samme dag kom The Amgios personligt til byen for give dem en lærestreg da de ikke have været i stand til og give det Som de krævede for ikke angribe! Dog var vores grundlæggere ikke normale mennesker de var top trænet soldater på elite plan hvor de var uddannet fra ved jeg ikke. De slagtet så og sige The Amigos patrulje. Forstår du the Amigos startet endelig som noget man i gamle dage kaldte rockker folk på Motorcykler som begik forbrydelser eller sådan jeg er ikke helt sikker” hun kiggede med venlighed på den 2 meter høje mand af metal og drak lidt af vandet før hun forsatte.
”flere og flere grupper af oprør kom til mod the Amigos og deres afpresning dog var de ikke organiseret som deres fjender blev for sige det mildt slagtet. Vores grundlægger kendte til krig og betydningen af samarbejde så de begyndte og alliere sig med de andre og samle sig under en fane. Efter nogle år var vi samlet som WWF”

Hun spiste lidt og så På maskinen mens han så på Elvo og lyttede til hans spørgsmål om hendes måde at udtrykke sig om det norlige folk før hun sukkede og smilet til ham.
”vi ved ikke meget om norden kære Elvo første gang vi hørte om jer var da en af vores Patruljer fik øje på en støre Deling soldater i skoven som ikke var The Amigos og der med ikke her fra syden pluslig begyndte vi og se The Amigos og disse soldater være i Krig jeg begyndte og høre om denne Vampyr i norden der styre hele Vegas og en Militær Milits vores gamle leder blev mere end nervøs og beordret alt i største alarm beredskab over for disse nye folk andet ved jeg ikke”

Mina kiggede på Elvo et trist udtryk kom over hendes ansigt før hun puste let ud og begyndte og snakke til den kære Elvo med en stemme som viste hendes splittede følelser over norden.
”Elvo vi har ligget i konflikt med The Amigos siden vi blev skabt og i konstant frygt for vores Civile skulle komme ud for frygtelig ting. At nogle Væsner vi ikke kender til med ny teknologi vi ikke kender pluslig står i vores jungler og begynder og falde i ildkamp med The Amigos gør os naturligvis Urolig. Der også blevet åbnet ild mod os fra nordens soldater dog ikke med ondvilje har vi fundet ud af. Men det klart vi bange da vi ikke ved hvem folk fra norden er og hvorn det er organiseret der oppe og hvad de har i tankerne for os”

Hun smilet til Elvo og efter lidt tid lød et lille grin og smilet kom frem på hendes ansigt.
”men er alle som dig ser jeg ingen grund til og frygte jer” det var tydeligt Mina mente hva hun sagde og måske var hendes Frygt forstålig hvis man så det fra deres side de have ligget i konstant krig og pluslig begyndte fremmede soldater at dukke op over alt i syden og man andet intet om dem.