Lucky Offer for the Dead ~ Åbent for op til 2 personer.

Hun måtte indrømme, at her var pænere, end i Muernia. En del mere livligt, i forhold til de forfaldne småbyer, hærget og beboet af Zombierne i denne apokalyptiske tidsalder. Selvom lugtene de to forskellige steder mindede om hinanden; forfald, affald og kropslig forrådnelse i sine forskellige stadier. Folket i de to forskellige byer var dog også vidt forskellige; mest fordi Muernias hovedby, Durango, var infesteret af hjernedøde, glubske Zombier.. Måske var de slet ikke så forskellige fra de væsner, der lod til at nyde denne bys rygtede 'sikkerhed af højt niveau'.

Marshie sad op af en høj sten, dækket af visne græsstrå af forskellige længder. Hendes ansigt havde været dækket af et tykt lag mudder, igår nødvendigt for hende, så hun kunne komme bare i nærheden af byen uden at blive skudt i ansigtet som formodet hjernedød kannibal. Hun var ganske vidst lettere kannibal, langvarig sult kunne gøre selv den venligste Zomture gal i låget efter flæsk at rive i, men intelligensen var der endnu.  
Og den ville forhåbenligt blive ved med at være der. Hjælpe hende med at holde lænkerne stramme om sine mere bestialske lyster, såsom at rive struben ud på manden et par meter fra hende, kun med brug af hendes stærke bisser.

De sad i en rundkreds. En enkelt lille kvinde, nærmest en dværg i størrelse og bredde, med hendes imponerende hofter af rund figur, stod i midten af runddelen. Der var cirka 5-6 væsner, parat til at vove livet for denne opgave, som de endnu ikke kendte helt til; informantionen havde været meget kort og simpel. Et mødested, en tid og en advarsel.
Marshie kiggede, med krydsede ben og arme, rundt på de andre deltagere. De var ved starten af en meget bred, åben gyde, men nogle af disse levende figurer var stadig dækket af besynderligt meget tøj. På trods af den hede sol, der brændte sig varm på jorden og folket, der gik på den.

En enkelt høj mand med langt sort hår var kun dækket af grønne klæder og enkelte blodige sår, der var ved at lukke sig sammen. Mmh, bare synet af dem gjorde Marshies mave irriteret, men på en lystig måde. Han havde en stor flitsbue rundt om skulderen, samt en rund aflang skede til sine utallige pile af forskellige størrelser og farver. Sikkert med hver sin farve.

Den eneste anden deltager, der ikke virkede menneskelig eller dumdristig af natur, var en kvinde med øjne som en tigers. Hendes aflange, røde øjne interessede Marshie en anelse, men ikke nok til at hun ville gå i kontakt med denne kvinde, medmindre det blev nødvendigt.
Mere nåede hun ikke at studere, før den lille kvinde lod sin høje, robuste stemme shokere de omkringstående. Selv Marshie var imponeret over hendes mandlige toneleje, der såede tvivl om dværgmenneskets køn. Selvom de to, store og ganske runde meloner ikke var til at tage fejl af; ikke engang den løse trøje af menneskets kunne skjule de kasser, hun bar rundt på.
Stakkels ryg, var en af de ting, Marshies tanker vandrede hen på. Det måtte være lettere slidende at bære rundt på de der kanonkugler, især for en forkortet rygsøjle som den kvinden havde. Auchie.

"Hør godt efter og hold jeres kæft, uanset om i har en mening eller ej. Jeg taler færdig, i lytter, jeg siger når i kan bruge jeres tunger, capishe?"

Hun blev besvaret med en dyb stilhed, selvom den kun varede et halv sekund, før hun atter snakkede med et lille, tilfredst nik; hvilket fik hendes dobbelt hage til at bølge en anelse. Marshie kunne næsten ikke lade vær med at fnise, men med lidt vilje, lykkedes det hende at forholde sig tavs.

"Jeg har 3 Zombier fanget i mit loft. Inden i begynde at blive forargede, så forstå, at de ikke var udøde i forgårs. De er.. Var en del af min familie, og jeg kunne ikke nænne at se dem blive smidt ud af byen med hoved og krop delt i to... Men de larmer, og mine naboer fatter snart mistanke. Så! Jeg vil hyre 3 af jer til at slå dem ihjel.. Igen.
Og jeg betaler 50 dollars per snude; EFTER arbejdet er gjort. Og helst i stilhed. Ingen andre må få dette af vide, forstået? I får alle et start-gebyr på 4 dollars, men det er for jeres stilhed. Også de er jer, der ikke går med hjem og udfører missionen."

Marshie forventede at kvinden var færdig, da hun ikke havde sagt noget i et minuts tid, og hun rejste sig op efter at fjerne makeup'en fra sit nu igen synligt arrede, hullede ansigt. De grønne øjne stirrede syrligt imod dværgkvindens, imens der var et lille smil på Marshies ligblå læber.

"Intet problem. Den levende død har ikke været mig skræmmende, disse to års tid.. Jeg accepterer dit tilbud, madamme."

Marshie rækte sin kolde, hvidlige hånd frem med knogler, der stod tydeligt frem på grund af en blanding af langvarig sult og begyndelsen på en konstant, langsom forrådnelse.

Baalberith var tag ind til Armarillo for at sælge nogen af sine potions, han var ikke kommet særlig langt ind i by, før han fik øje på en lille sammenlig af syg person, hvor den en af dem stå op i midt, hvor de andre sad i en cirklen om person som var i midten, han gik rolig over til sammenlig for at ser hvad der sker, han var klædt i sit normal tøj (kig på billedet) udover det bar han en halv stor sort kappe med hætte, som var hivet op over hoved, hvor man svagt kun ser hans grå hår, han bar solbrille som man ikke kun ser på grunde af hætte.

han når kun lige over til sammenlig da person i midt begynde at tale, som viser sig at være en kvinde, ikke en særlig højt en men forme har hun dog med sig, han bliv stå mens han lytte på hvad kvinde havde at fortælle, det typer på at hun havde et arbejde til tre person, jo det kun han godt og tjener lidt på det, hans sværd skede stak lidt ud for kappe, hans bue og pile kogger som sad ved hans lår var skjule af hans kappe sam alle han små kaster knive, han haren skuldertaske hænge over den en skulder, hvor han har sine potions i, da kvinde var færdig med at fortælle dem opgave, og en kvinde som sad i cirklen meldt sig, han vil gætte på at hun har en af de to zombie sygdom, han gik frem mod kvinde i midt og rakte en hånd frem, "jeg melder mig" sagde han med en dyb stamme.

"Ooooh? Så du tror du kan komme midt i det hele og bryde ind med et krav om at få nemme penge?"

Den lave kvinde havde vendt sig om ved lyden af en ny stemme, og stirrede lettere arrigt på manden, men endte med at sukke. 4 af deltagerne var allerede skredet, i det sekund, at hun havde nævnt Zombierne. Hun tog sig til sin let dækkede pande, og kiggede til siden med et nærmest nedslået, dog stadig trodsigt blik i de mørkebrune øjne.

"Fint. Men vi mangler en sidste. Og vi skal skynde os, for en tog ikke imod de fire dollars, og jeg er bange for personen netop nu er på vej hen til en vagt for at afsløre os. Og ligene skal være pist væk inden da.."

Kvinden brummede irriteret over at missionen måtte fremskyndes så meget mer, på grund af en svanset sladderhane. Og begyndte langsomt at gå afsted, selvom den tredje person ikke var at finde. Men inden de nåede særligt langt, lod Marshie sig udnytte af denne spinkle mulighed.
Så hun stirrede, med sine mosgrønne øjne af livløshed, på kvindens nakke og talte klart nok til at både dværgen og den fremmede mand kunne høre hende. Men med en liggyldighed, der gjorde, at det ikke ville tiltrække sig opmærksomhed af særlig slags.

"For 130 dollars dræber jeg gerne to istedet for en."

Kvinden nikkede bare, og kiggede sig ikke tilbage den næste halve times tid, før de endelig nåede en lille ruin af et hus. Det var brunt, hærget og hvis det havde været i de fredelige tider før apokalypsen, forbudt at bo i grundet fare for sammenstyrtning. Men i disse levetider kunne man ikke tillade sig at være kræsen; havde man et sted at sove, skulle man føle sig som det heldigste menneske i verden. Især, hvis man var menneske, som denne hårdføre dame.

"Husk nu.. Stille, hurtigt, ikke for meget splatteri OG gem dem væk et sikkert sted.. Inden vagterne kommer!"

Damen begyndte at gå op af tre-trins trappen, stadig uden at se sig tilbage, så hun kunne følge dem sikkert hen til det låste loftskammer, der indeholdt 3 sultne, glubske Zombier..
Hendes familie.

han smiler kort kold som man ikke kun ser på grunde af hætte, han skulle lige til at sige at han også bare kun gå da kvinde ombestemmer sig, "hvis det er kan jeg finde ham og dræbe ham for lidt ex, så få du end problem selvom du ikke har dem på loft" sagde han og kiggede kort på hende, den sol var godt nok slem her til dag, det var lige før han ikke kun ser noget, han håber på at loft var mere mørke, han gik rolig med kvinde og den anden som havde meldt sig til det og havde endda også sagt ja til at tag to af dem, han nikke kort af hun sagde at de skulle gør det Stille, hurtigt, ikke for meget splatteri, hvorefter han gik rolig ind efter hende og stille sin skuldertaske ved trappe, så var han sikker på at han ikke tabe den, på vej op af trappe fandt han nogen handske frem som han tog på, så var han klar til at slå en zombie ihjel måske to hvis hende den anden ikke kun klar opgave, da kvinde åben ind til loftskammer, smutte han forbi hende og ind i mørke, det var dejlig for hans øjne at der var mørke, han undveg nem en zombie som grab ud efter ham, han var hurtigt bag zombie, hvor han trække en af sin kaster kniv og banke den ind hvor pande lappe er tyndt, hvor han banke den anden hånd ind på kaste kniv for at kniv gå længe ind og ulykke mere af hjerne, hvorefter han trække kniv ud af zombies hoved, hvor zombie falde om på sted og er død, han kiggede rundt for at ser hvor lad den anden var kommet, og om hun har bruge for hjælp.

"Får vi pengene med det samme?"

Marshie, færdig et lille minut efter manden ikke langt væk, stod ovenpå de to Zombiers baghoveder med et ligegyldigt udtryk i øjnene, der udtrykte dyb meningsløshed over det spændingsløse minut. Hvis man spolede halvandet minut tilbage, ville man ha set en lettere grotesk, virkelig kortfilm.

Hun var gået ind efter manden, men i et roligt tempo, siden de to udøde ikke ville angribe hende. Ligeglad med en, lige så rådden indeni som dem selv, prøvede de at komme hen til det pulserende kød og blod; den fremmede herre. Men Marshie havde stoppet dem, taget fat ved begge struber, og med sine aflange, uklippede, stærke og lettere skarpe negle, langsomt flået struben op.
Dette dræbte dem selvfølgelig ik, men gav Marshie muligheden for at spænde ben for dem, så de faldt ned med hovederne overfor hinanden; næserne i kontakt med gulvet under dem.
Inden de kunne give sig for at rejse sig, havde hun sat den bare fod på den ene Zombies baghoved, og med et lille 'vupti', løftet sig og derved lagt den anden fodbund, igen på Zombie nummer to's baghoved. Hvilket fik en modbydelig splintren til at fylde rummet med sin makabre lyd, stærkt efterfulgt af samme slags splintren, lige så frastødende at høre som det første.

Og derved stod hun på de to, fuldkommen livsfratagne Zombier, imens hun med et nærmest uskyldigt blik kiggede på kvinden, der endelig havde turdet bevæge sig ind i rummet. Det var tæt på at dværginden havde kastet op, men hårdfør som hun var, lykkedes det damen at holde det indenbords.

Begge modtog en flyvende pose, der ville rasle, uanset fanget eller ej. Kvinden ville, når begge havde taget deres belønning, pege tavst imod den åbne dør, der afslørede en kort gang.

Marshie tog sin belønning, tørrede sine fødder af i Zombiernes trøjer, og bevægede sig væk uden at kaste et blik på kvinden eller manden, sige på sin vej ud;
"Jeg tog dobbelt, så du kan vel tage skidtet ud for mig?"

Men istedet for at vente på et svar, gik hun bare videre, for at komme udenfor efter et lille minuts tid.
Sikke hurtigt den spænding var overstået, tænkte Marshie, imens hun påbegyndte sin skjulen af posen.

han grab pose med penge i og gem den væk ind under kappe, han kiggede over på kvinde som havde dræbte de to andre zombie, det kun godt være at hun havde en af sygdomer men hun kun godt kæmpe, han tør sin kaste kniv af i zombie tøj og satte den derefter på plads, "det kan godt være at du har det, men du har også modtag betale for at fjerne dem" sagde han og kiggede kort efter hende, end han bukke sig ned og tog fat i zombies tøj og begynde at trak den efter sig udenfor, hvor han stoppe på vej for at tag sin skuldertasker over den en skulder, hvor han trak zombie med udenfor, han vidste hvor de smider zombie lig hen her i by, når de opdage nogen her ind, han trak zombie efter sig og tog de små vej, han ankommer ved sted ca 10min senere fordi han tog de små vej, han smidt zombie ned i et store hul som de havde få lavet for mange år side, han tør sine handske af i græs, hvorefter han tog dem af, og lad dem ned sin tasker, hvor han begynde rolig at gå ind mod markedsplads, så han forhåbentligt kun sælge sine potions eller bare nogen af dem, der gik ca 15min end han ankom ved markedsplads, hvor han kiggede efter en mulig købe, som kun være alt fra alt mulig sælge eller en som sælge potions i forhold.

Efter manden var gået med sit ''bytte'', kom kvinden ud af fordøren og stirrede irriteret over på Marshie, der havde sat sig ned en sten nær trappens første trin. Marshie selv var interesseret i den unge mand, der havde svaret igen, men med en god pointe.
Mh.. Hvor længe siden havde det været, siden hendes sidste måltid, tænkte hun for sig selv, inden dværgkvinden afbrød hendes tanker.

”Kom med ind igen og fjern dem. Der kan ikke være lang tid igen, før vagterne kommer.”

Marshie sukkede en anelse, med hænderne på skødet, før hun atter rejste sig op i sin fulde højde. Da de atter stod sammen indenfor, efter kvinden havde lukket fordøren, sagde Marshie til kvinden, at hendes hukommelse var lettere rusten; hvor var det nu loftet var henne?
Kvinden brummede lettere frustreret, men gik forrest og fulgte Marshie ind i loftsrummet.
Men der var ikke noget galt med Marshies hukommelse.

Med en pludselig bevægelse, før kvinden kunne snige sig ud af værelset, greb Marshie fat i hendes skulder og plantede sine befængte bisser ned i halskødet på hende. Kvinden kunne ikke andet end at svinge med sine arme, prøve at få fat på noget at rive i, men Marshie lod sig ikke anfægte og ruskede godt og grundigt i damens flæsk, så det mørkerøde blod piblede frem i en masse små strømme.
Til sidst måtte damen give op og lade sig falde ind i mørkets dyb, idet hendes krop gik i forsvar, ved at få sig selv til at besvime.

Kvinden faldt sammen på gulvet, ikke langt fra de to rådne kroppe, og Marshie begyndte at rive små stykker kød af, for at gnaske dem til småbidder og så synke det, så det flød ned i hendes tarmsystem. Efter ti minutters tid med gumlen og flåen, tørrede Marshie sig om munden med en af Zombiernes trøje.

Inden hun gik ud af huset, havde hun klappet kvindens hoved, med et lille undskyld. Så tømte hun kvindens lommer for et par småmønter, og forsvandt ud til en nærliggende gyde. Det tog ikke lang tid før et par vagter kom, som dværgkvinden havde forudsagt, og da de endelig kom ud igen, havde de et forfærdet blik i deres menneskelige, livlige øjne. En ung dreng, muligvis i træning som vagt, måtte finde sig selv ved en busk, hvor han tømte sin mave for indhold.
De begyndte at spørge tilfældige forbipassende, om nogle havde set en person forlade huset, men ingen kunne svare på deres spørgsmål.

Marshie traskede videre, ned imod det store marked, hvor folk rendte forbi hinanden som myrer. Hvis hun var heldig, ville det ikke tage lang tid, før lugten af den fremmede ville nå hendes næse og derved fortælle hende, hvor denne besynderlige mand befandt sig. Hvad hun ville gøre, når hun fandt ham, vidste Marshie endnu ikke.
Men finde ham, det ville hun, lovede hun sig selv.

efter han havde stå og kiggede lidt rundt, valgt han at går over til en som salget potions i for vej, der var nok bedst mulighed for at sælge sine, person som stod ved bud ved ikke meget for at købe hans potions, da han heller vil sælge og tjener nogen penge, så der var der ikke meget at sælge, han vendt ryggen til bud og kiggede sig kort rundt, så skulle det være at han skulle prøve bud der over, som sælge alt muligt, han stod lidt over ved den anden bud end han kun kom til, jo der havde han noget mere held, han fik salget 4 af sine potions, så havde han bare 6 potions tilbage, med lidt held kun han nok for salget dem, han gik lidt rundt til de andre bude som var på markedsplads, for at ser om han kun sælge de sidste og ser om der var noget han mangel.