when we meet(Crasie)

Tid: aften
Sted: Louisville
Omgivelser: forholdsvis stille
Vejr: overskyet

Gaderne var mørke, efter solen havde overgivet sin dominans af himlen til månen, men selv den fik ikke engang lov, til at lade verdenen under den se dens behagelige nattelys, da månen ikke var det eneste der regerede på himlen, på denne kølige nat. Skyer dækkede himlen så langt øjet rækkede, og efterlod jorden i et nærmest bælravene mørke, som kun de færreste lovlydige havde lyst til at gå ud i, da de til trods for gadelygternes mørkebrydende lys, frygtede at støde på bandemedlemmer, der var ude på ballade efter mørkets frembrud.
Men bandemedlemmer var ikke det eneste, der var ude på ballade i denne aftens mulm og mørke, for i skyggerne af gadelygterne, bevægede sig et væsen der nærmest var et med skyggerne, man skulle virkelig se efter for at have en chance for, at opdage ham med det blotte øje. Men der var også noget andet der afslørede hans tilstedeværelse, en følelse der hang i luften omkring dette ondskabsfulde væsen, som om hans aura var proppet med ren ondskab, der var så heftig at man nærmest kunne tage om det, og skære det i tykke skiver, men hvad kunne man forvente af en som Dust, der indtil videre stod nummer 2 på dusørranglisten, og som var kendt for sin styrke, og utroligt hævngerrige og kaos lystne karakter træk.

En enkelt lyskegle fra en gadelygte, ramte Dust da han trådte ud under den, og afslørede hans mellemstadie forms sorte tøjstil, det store sølv dødningehoved bæltespændet med rubin øjnene, glimtede svagt i lyset, og hans long coat gemte på de 3 daggerts i bæltet, som han altid holdt så tæt på sig. Med sig havde han bragt Kiba tvillinge sværdene, som han kunne bære på hvert ben, samt Nuibari og Kubikiribocho, som han kunne bære på ryggen, og alle 3 sværd havde været passende, til denne aftens opgave der skulle udføres med mindst muligt larm, så nu hvor opgaven var udført, skulle han blot have sin betaling, og så var Dust den der var smuttet videre, til det næste han kunne finde på at lave. Der gik heller ikke lang tid, før en skummel type i en til dækkende frakke, kom forbi og diskret gav Dust en pakke, samtidig med at han passerede ham, og så var Dust den der var gået videre, mens han tænkte over hvad han skulle tage sig til nu.

Men det var ikke fordi han nåede langt, hverken med sine tanker eller at gå, før noget aktivitet ikke langt fra ham, gjorde at han stoppede op og koncentrerede sig om det. Han kunne svagt mærke vibrationerne fra det i jorden under ham, og lige som godhjertede blev tiltrukket af godhjertede, så kunne han som ondsindet mærke noget ondt, over en af væsnerne der lavede vibrationerne, som han kunne mærke, så derfor kunne han da ikke lade vær med at søge nærmere, for at se hvad det var der foregik. Han bøjede sig ned og lagde fingerspidserne mod jorden, for at mærke hvor de svage vibrationer kom fra, og idet han havde fundet en retning rettede han sig op, og brugte noget sand til at forme en plade under hans fødder, som løftede ham op på taget af en lav bygning, så han kunne gå hen på den anden side, og se ned på gaden hvor han kunne se årsagen til det, der havde fanget hans nysgerrighed. Han satte sig ned med benene udover kanten af hustaget, og han var ikke særligt nem at se i det buldrende mørke han befandt sig i, men alligevel tændte han en cigar, der afslørede ham med en lille lysende glød når han røg på den, mens han betragtede den lille dame nede på gaden.

//jeg vil dog understrege, at da vi aftalte, at du blev de 7 sværds mester, så måtte du kun have 2 af dine specialsværd på en gang, nu har du teknisk set 4 eller 3 sæt sværd. Og så skulle du desuden have besvær med at have 2 sværd, da oftest var flere af dine sværd meget tunge til at det kun kunne lige akkurat gå med 2 sværd. Og lige en ting mere ingen god mode, du kan ikke bestemme hvor jeg er//

Gyldent rødfarvet væske snoede sig ivrigt hen af det beskidte og dunkelfarvet gulvet, som det havde været en rasende stormflod på vej ned fra et majestætisk højt bjerg.
De røde farver druknede hurtigt i den rene mørke, hvor man næsten ikke kunne se forskel mellem skygger og lys, hvis man vel og mærket så med almindelige menneskers øjne...
Noget var dog tydeligt, noget som havde indprintede i en bestemt persons sjæl. Så skræmt var personen, at vedkommende havde haft givet et hyl fra sig... Det eneste, som bevidnede, at noget skete nede på den meget mørke gade, som næsten kunne ligne en flod af et sort hul.
Det hjerteskærende skrig dødede lige voldsomt hurtigt ud, hvilket bevidnede, at nogen havde gjort en ende på den skærende skrigs kilde..
Vibrationerne af skriget slyngede ud på gaden og fløj frem og tilbage som pinball kugler i en ivrig barns tur på at få kuglen til at undgå det uundgåelige, nu hvor tyngdekraften havde magten og altid det sidste ord i spillet.
Men selvom kilden var svær at lokalisere, da den havde kun været som glimtet af en den kraftige og sidste skrig fra den dødende luminøse kilde midt i den altfortærende sorte mørke af universet. Så var ondskaben ikke til at tage fejl af for et væsen som Dust. En aura af et magtfuld væsen og noget ældre end Dust var uden tvivl i gang med at slynge sin magt omkring inde i det lille og sammenmaste hus foran ham.
Det meget fattige lys kunne dog alligevel afsløre de genkendelige tegn af bogstaver for, at her var "Louisvilles børnehjem, et sted for alle som store og små".
Nogle har måske taget det lidt for bogstaveligt.

Den skrækkelige indprintningen af den eneste anden levende sjæl ude over 2 små børn og ondskabens kilde så kun de rødglødende øjne med skarpe lige streger af sammentrukket pupiller som en kats, som var trukket sammen af den rene indædte vrede, men som dog foldede sig helt ud for at kunne se igennem mørket, som det havde været midt på dagen, hvor den magtfulde sol herskede.
De små højtsiddende og sørgelige vinduer bidrog ikke ligefrem til lyset inde i huset, som blev mast af to større bygninger på hver sin side.
Lysende kattelignende kæbeparti var lige så tydelig for kvindens øjne som de to rød katteøjne porte til ondskaben af den meget mørke sjæl. En blid hvisken næsten som den stemme, som denne moderlige skikkelse brugte over for de små hjemløse børn, når frygten skulle viskes borte fra deres hornhinder.
"jamen dog jamen dog, jeg glemte jo helt, at i mensklinge jo næsten ikke se her i mørket"
Stemmen var så fløjelsblød, at den ikke kunne undgå at spidde med frygtens brod dybt inde i sjælen på den kære madam, som desværre var blevet den ultimative offer for en sjæl af et sort hul.
En blid lampe sendte sit gyldne skær vidt omkring sig, hvor den lille stikflamme i dens midte dansede langsomt fra side til side, sådan næsten hynoptiserende hyggeligt. Men den dejlige orangeskær highlightede kun den gyldne og skinnende overflade af det nu mørkerøde blod, som endnu flød.
Det rare lys kunne heller ikke fjerne den meget stærke metalsmag af blod imellem kæberne på den kære madam, hvor mundens udhulning var blevet endnu større, fordi tungen var blevet revet op sammen med blodet. Inden længe ville hun dø af sine forblødninger, men det var ikke noget problem for Lillith, da der var længe tid nok endnu til at kvinden kunne nyde hendes teatershow, som hun har lavet helt specielt for denne kvinde.

Skriget var ikke kommet, da hun var blevet slået og såret af Lillith, banket på plads i en stol og bundet med reb, som faktisk ingengang eksisterede, men kun en illusion. Skriget var heller ikke kommet af den dybe frygt for at mørke dødens greb og dens bløde fjervinger pakke en lige så stille og roligt blidt ind i intets favn.
Nej hun havde skreget, fordi blodet ikke kun tilhørte hende, men skam 5 andre forholdsvise uskyldige børnesjæle, hvor af ca 3 af dem var blevet til tapetsmaling på tværs af lokalet. Det var sket så hurtigt, at selv de to børnlinge af kun knap 5 måneder gamle babyer havde ikke vågnet op, og heldigvis var de sådan nogle søde og nemme babyer, at de ingengang vågnede pga madammens skrig.
Det samme udhulning var det også i gabet på de to piger, hvis skinnende blod stod i et stort kontrast til deres dødende blege farve på deres ansigter og det matte glimt i deres øjne, hvor deres kroppe var for længst gået i chok over de skrækkelige gerninger.
Hvis man hørte godt efter herinde i lokale, så kunne man høre lyden af bloddråbernes fald, da pigerne hverken lå eller sad ned, nej de svævede oppe i luften.

Troede Lillith på, at verden var en illusion ligesom de gamle buddister? Ja det ville hun kun nikke genkende til. Hendes pulsrende vrede, som gav næring til hendes evne, var som om, at der var blevet proppet raketbrændstof i stedet for normal benzin på en bil. Hendes evne var hævet mange niveauer op end nogen kunne forstille sig.
Selvom det til tider krævede voldsom meget energi, så nænnende Lillith ikke at spare, nej hun ville fråse! Da det var så ultra få gange, at hun endelig havde magten til at udfolde sig. Hendes smil var højt på grund af den rene fryd, som gennemstrømmede hendes krop, som hungrede efter mere blod og efter flere børnesjæle! Så længe siden har hun haft spist noget så rent! Øjnene vendte sig imod de to små babyer i hver sin vugge ikke langt fra hende, mens de to børn hang stadigvæk absurd op i luften lige bag ved lillith, som om de var hendes vinger, når man så det fra madammens synsvinkel.
Et skratten og et ryk genlød i rummet fra stolen, hvis ben skulle holde til den noget store madam med de store elefantlår. Det var et hint til Lillith om, at Madammen kunne tydeligt se, hvad Lillith havde i tankerne.
"Det er så syndt, at du ikke kan spise sjæle, du skulle næsten prøve det, så herligt og forfriskende er det
Et barneben hang imellem fingrene på Lillith, mens hun trådte nærmere og kom mere i spotlight af det bløde og matte lys fra den lille lampe.
"Men nej, jeg synes hellere, at du skal smage dette ben
Grinte hun ondt, mens hun proppede det unge barneben næsten halvt ned af halsen på madammen, som så meget ville ønske, at hun var død, således at hun ikke skulle se og opleve dette!
Benet blev kort efter noget hosten og skratten spyttet ud og mens gav Lillith sig til at danse, mens fingrene legede, som om hun styrede snore, og således blev hendes to små "dukker" levende og bevæge med arme og legemer.

Hvis Dust kiggede ind i vinduet, så ville det svage lys sørge for, at han kunne kun se Lillith som en kvindelig skikkelse med langt sort hår og nogle gange de rødglødende øjne, når hun slyngrende hofterne rundt i cirkler og hyggede sig så godt sammen med frøken Madam.
De svævende og dødende børn fløj stille og roligt nærmere på Madammen med åbnede små børnekæber fyldt med blod og øjne, som næsten var rullet bagud af den udmattelse, skræk og smerten i deres mund og spiserør, nu hvor tungen og stemmebåndet manglede.
Lillith lænede sig op af en af væggene og begav sig til at nyde hendes lille spil foran hende, som begyndte at udfylde sig til den største pinsel nogensinde for denne madam.
De sorte læber åbnede sig og lod en duette af to barnestemme fylde rummet, da Lillith ville ikke bruge ekstra meget energi på at få to børnestemmer til at dukke op ud af den blå, hellere bruge meget mindre energi på at bare redigere sin egen. Mens hun snakkede gjorde hun halvt fakter, således at hun levede endnu mere ind i de små børns sted.
"Hvorfor lod det dette ske imod os?"
Sagde den største imellem de to med den mest fortvivlede og uforstående barnestemme, som ikke kunne andet end knuse moderlige hjerter.
"Ja hvorfor var du ikke hernede og beskytte os?
Madammen blev endnu mere ligbleg end de to dødende børn, da den knugende skyldfølelse isnede hver celler i hendes krop. Lillith havde nemlig været så heldig, at før hun angreb dette børnehjem, så havde hun observeret nogle særlige ting. Langsomt havde hun fulgt efter denne gamle madam, som hun svagt kunne huske igennem minder, som ikke var direkte hendes egne. Hun huskede det, som nogle søde små blå øjne engang havde oplevet, da de var selv blevet bragt herind under hendes beskyttelse...
Normalt mellem denne madam altid sidde i sin store lænestol og våge over sin børn og sove i sin stol, klar til at forsvare disse børn med næb og kløer, da mange mørke skjæle ønskede disse friske børnelegemer og sjæle.
Men der var jo en grund til, at denne moderlige madam lige så godt kunne have haft været en af de helt store kromutter for sin størrelse og barm.
I stedet for at sidde og blive ved med at våge over børnene sneg maddammen lige så stille ud i køkkenet med en elegant og velprøvet lydløs gang, som selv var lysløs for denne noget så store flodhest, som hun egenligt var.
Hvor mange gange havde hun ikke gået ud i køkkenet og spist mere mad og den kage, som ellers skulle være til børnene?
Det var ikke, fordi børnene endte med at mangle noget for alvor, de fik bare ikke det ekstra, som normalt.

Madammen kunne ikke svare de børn men kun se undskyldende på dem, mens de klare tåre skinnede gyldent. Barnehovederne rykkede sig nærmere og de små fine barnehænder lagde sig på hver af hendes arme og holdte fast og trykkede sig nærmere.
"Du gik ud igen, Ikke? Du svigtede os pga din egen grådighed?
Den mindste, som kun var knap en 5 årig pige sagde.
"Du.. Kan du ikke lide os mere?"
Illusioner af tåre gled ned af kinderne på børnene. Madammen rystede voldsomt på hovedet, så hårkrøllerne røg ud af de rør, som skulle forme dem til de bløde og velkendte krøller på hendes hoved.
"Jamen hvad så?.... Hvorfor forlod du os, elsker du kage mere end du elsker os?
Sagde stemmen endnu mere uforstående med en skarphed og klarhed, som kun et barn ville kunne præstere.
Madammen vidste ikke, hvordan hun skulle reagere overfor det... Hvad skulle man dog i sådan en situation.
Den yngste sagde så med en dyb pige barnestemme med en snedig og ond klang.
"Det gør jo ikke noget alligevel, hellere dø end at skulle blive taget af dig! Dig som ingen kan lide!
Madammen så udforstående med et glimt af vrede, men før den vrede kunne rodfæste sig, så blev hun ramt af endnu et psykisk slag.
"Du kan ikke benægte det! Se på dig selv, ingen mænd har nogensinde elsket din krop, ingen vil elske dig, du kan kun drukne din sorger i din kære og af ren egoisme tager du os børn i din fangeskab således, at du kan overbevise dig selv om, at du gør det rette!
Flodstrømme af tåre gled ned af hendes kinder og endnu mere skrappen lød fra stolens ben imod gulvet, da madammen prøvede at komme ud, væk fra denne tortur som flåede hendes indre fra hinanden. I sin smertelige tåge så hun ikke lillith nærme sig, og hvor hun lagde begge hænder på hvert barnehoved og laftede dem op som de små kludedukker, som de var.
Madammen så op på den dæmoniske sorte skyggelignende skikkelse, hvis form ændrede sig om til hende selv, som dog kun var en illusion og ikke den ægte vare fra Lillith. Børnene fik deres egen frie vilje igen og selvom de var dødende, så var de vækket op fra lillith kontrol og nu så de med skræk omkring og med de mest bedende øjne imod Madam for at få hendes hjælp, som Lillith ingengang selv nok kunne præstere med sin magi.
Madammen rystede voldsomt på hovedet, mens hun så de fede pølsefingre smurt ind i kagerester og blod stille og roligt mase på de små kære barnehoveder.
Pludseligt som et lyn af den blå himmel smadrede de to barnehoveder imod hinanden og blev til et dryppende virvar af hjernemasse og blod, som strømmede ned på gulvet under dem.
Lillith vendte hovedet bagud og syntes at fornemme noget, hvorpå hun besluttede sig endeligt at gøre en ende på den kvinde, som nu var fuldkommen død psykisk.
Hurtigt og næsten humant var det, hvis man så borte fra alt det andet, da Lillith ville ikke lege med hende mere, der var ikke noget sjovt i døde ting, i stedet vendte hun sig om og så imod den væg og de vinduer, hvor Dust holdte sig bag ved og højst sandsynlig havde set med på det hele.
Lyset afslørede ikke rigtigt noget som helst af den kvindelige Lillith skikkelse, da dens lys bag ved hende forstyrrede det sparsomme lys foran, så hun blev bare en ren sort skygge med glødende røde øjne.

//undskyld havde jeg helt glemt søde ^.^'

Aldrig havde Dust set nogen, udfolde en ondskab stor nok til at matche hans før nu, han troede ikke det var muligt for andre væsner end ham selv, at udvikle et sind så ondskabsfuldt, at de kunne få sig selv til at torturere andre væsner på den måde, og stadig nyde det samtidig. Men her var beviset på, at ondskabens frø kunne vokse i hvem som helst, alt lige fra Dust med sit hævngerrige mørke, der havde udviklet ham til at blive som ondskaben selv, hele vejen hen til denne unge dame, der virkelig virkede til at nyde det hun gjorde ved madamen, og de hjemløse børn der i forvejen måtte have det svært ved, at de så nådesløst var blevet efterladt på et børnehjem, der var styret af en grådig og fed kvinde, som hellere ville lade børnene leve på lige akkurat den mad der skulle til, for at hun selv kunne proppe sig med resten af maden, i stedet for at være en god børnehjems mutter, som tog sig godt af børnene og sørgede for, at de ville få en god opvækst og barndom. Mens Dust sad og så på det Lillith gjorde ved dem, slog det ham at det kunne blive ret interessant, hvis han valgte at bruge noget tid på at finde ud af, hvad denne unge dame egentlig var for en, så nu behøvede han ikke længere at fundere over, hvad han skulle finde på at lave.

"Cheshire kom lige!" kaldte han roligt ud i mørket, og der gik ikke lang tid, før et kæmpe smil og et par grønne katte øjne dukkede op foran ham, efterfulgt af det tilhørende runde hoved, den buttede krop med den lilla og blåstribede pels, og sidst men ikke mindst potterne, og halen der snoede sig let fra side til side, i takt med at denne buttede filur kat, vippede hovedet legende fra side til side.
"Var det monstro lille mig du kaldte på, din morderiske tosse?" spurgte han legende, mens han strakte sig så hans klør kunne ses, mens han dog fastholdte det absurd store smil, der næsten bogstaveligt gik fra det ene øre til det andet, og hans øjne var fæstnet på Dust.
"Ja der er vel ikke så mange andre tossede filur katte, som tilfældigvis hedder Cheshire, som jeg kunne finde på at knalde på, så hvem skulle det ellers være din skøre kat?" spurgte han drillende, og klappede Cheshire på hovedet, før han fremdrog Nuibari fra sin ryg, og holdt det kæmpe synåls lignende sværd frem mod Cheshire "Jeg har brug for, at du tager Nuibari med dig tilbage til skjulestedet, jeg har ikke længere brug for at have sværdet med mig! Jeg ved at det ikke kan løftes af andre, så bare læg en pote på det og bring det til skjulestedet, så skal jeg nok tage mig af det, når jeg kommer tilbage igen!"
"Så okay da, men også kun fordi du spørg så pænt!" sagde han legende, og lagde en pote på sværdets skaft, før han forsvandt ud i den mørke luft sammen med det. Dust sænkede hånden igen, og tog et hvæs af sin cigar, så en røgsky kunne forlade hans mund, før han valgte at det nu var tid til at tage kontakt til Lillith, da det så ud til at hun var færdig med at torturere og dræbe.

Som et blink med øjnene, forsvandt Dust for det blotte øje, da han trådte ind i skygge rigets mørke verden, da han skygge vandrede gennem det. I det mørkeste hjørne af lokalet, som Lillith befandt sig i, dukkede Dust op igen og i et lille kort øjeblik, fik skyggerne det til at se ud som om, at manden med leen var dukket op i rummet, da skaftet fra Kubikiribocho lignede leens skaft, og hans long coat med hætte lignede manden med leens klæder. Det svage lys der var i lokalet, glimtede svagt i hans følelses kolde øjne, og glimtede i hans sølvbæltespænde og dets rubin øjne, da han tog et par skridt frem mod hende, og trods blodet overalt i lokalet, havde han endnu nikke berørt mere end et par dråber, som han havde trådt i, men det var også det eneste nuværende bevis på, at han havde befundet sig i lokalet. Dust så roligt rundt på scenariet med et studerende blik, før hans blik bevægede sig fra hendes fødder og op til hendes øjne. Han kunne ikke rigtig finde ud af hvad det var, men der var noget der ikke helt passede ved hende, for hans øjne så hendes udseende, men det passede ikke helt sammen med hendes chakra tenketsuer, og det han havde opfattet da han havde taget de få skridt mod lyset, som havde udsendt lydbølger igennem gulvet, var for sløret af alt blodet på gulvet, til han kunne bruge det til noget særligt.
"Det må jeg gi dig, du har en fantastisk sans for detalje, når du sådan slår dig løs!" sagde han roligt, tog et sug på hans cigar, og pustede en røgsky ud, der dansede let hen mod lyset, mens den kæmpede hårdt for at vedblive synlig, selvom det var uundgåeligt at røgen til sidst, måtte lade sig opløse i den blå luft og efterlade lugten af cigar røg, hænge i lokalet "Jeg går ud fra du startede med den fysiske tortur, så smerten havde mest mulig tid til rigtig at plage dine ofre, hvorefter du øjensynligt brugte illusioner til at pine dem psykisk, så deres mentale smerter kunne dæmpe de fysiske og avtagende smerter, med en smerte der blot gjorde endnu mere ondt! At dømme ud fra hvad jeg kunne se, og ret mig endelig hvis jeg tager fejl, så startede du med syns sansen, der giver den nemmeste indgang til sindet, og virker som et frø for illusionen! Derefter kom høre sansen, når først offeret tror på hvad det ser, er hørelsen nem at narre, og den går rent ind hos offeret, så de hengiver sig fuldstændigt til din magt!"

Liget ville have haft under normale omstædigheder have haft faldet på gulvet, da kroppen ikke ville kunne stå imod den uundgåelige og isærdeleshed tålmodige tyngdekraft, som gerne ville vente længe før ting sker og altid var så stabil og konstant. Men den fede kvinde havde noget af et bagparti, som fungerede som et anker, når først den var placeret på en overflade.
Rosenrøde øjne, hvis pupil trak sig helt sammen for at fokusere til en lige streg som en cats eller sågar en slanges, fik hovede til vende sig sammen med kroppen imod det væsen hun følte udenfor. Selvom hun ikke kunne se Dust i skyggeverdenen, så synes hun at fornemme, hvor han relativt var, da modsat Dust, som var ekspert i at føle skygger, så var Crasie eller Lillith i dette tilfælde en sjæle bloodhound, og plus den tætte mørke var uundgåeligt at fornemme, selv hvis man var et retarderet og sanseløst menneske.
De to flyvende piger, som såsandeligt var lavet af kød og blod og rent faktisk svævede pga illusionernes sande kræfter, faldt straks på gulvet som kludedukker. Hun behøvede dem ikke, hvorfor skulle hun spilde energi på dem? desuden havde sjælen undsluppet deres læbre for længst, en tom skal, det var det eneste, som de var.

Endelig fandt øjnene sit mål i dette meget tætte mørke, hvor lyset fra den lille blide lampe ikke syntes at overhovedet kunne trænge igennem andet end de få centimeter.
Den sorte pupil udvidede sig for at se bedre i mørket, hvor hun tydeligt fik et godt glimt af ham, før hun undlod at bruge mere energi på at se i mørket, som sagt så ville hans sjæl altid afsløre, hvor han var inden for hendes radar.

Som en hær af ulækre og mørkets kryb kom stormende, således byggede trangen i hende til at hvæse og udløse sin vrede på ham, hvor rummet omkring dem synes at blive endnu mere mørkere end overhovedet naturligt var, hvor hendes rosenblodsrøde øjne og hvidkalket kattekæbeparti med sylespidse tænder som var twisted i et sindssygt smil, som dog ikke kunne nå Cheshires, som selv en bloddæmon ville beundre, var det eneste, som var rigtigt tydeligt.
Men hurtigt forsvandt denne buldren, da han begyndte at tale, og hans stemme sang for hendes øre, som vendte sig endnu mere i retningen af ham.
Hans aura.... Hans ondskab.... Hans sjæl!
For et øjeblik snusede hun i luften, hvor øjenlågene faldt i og som var tydeligt for Dust, da hendes forsvandt i de få sparsommemilisekunder for at få en større sanseoplevelse.

Ethvert ord blev vejet og målt, fordi hvis det mindste genererede hende, så ville han med garanti strak få det at føle. Men ingen af ordene generede hende, underligt nok ingengang røgen fra den stinkende og forfinede cigar... Nej røgen ophævede bare det unikke væsen, som hun havde foran sig.. Ondskaben var noget, som endnu ikke før havde haft stød på i sådan en ren grad, at man kunne sikkert skære i den og servere den som lækre pålægsskiver på en blød og smagsfuld leverpostej og saftigt rugbrød.
Hans aura var magtfuld, hvis hun endte med at skulle prøve taget livet af ham, så vidste hun, at hun ville få en udfordring, og der er intet bedre end at afreagere på en udfordring!
Men ikke nok med ondskaben, så interessede hans sjæl i særdeleshed hende! Selvom han tydeligvis lige så godt kunne have været født som dæmon, så dæmonisk som han var, så kunne han, som han nok havde forlængst fundet ud af, aldrig skjul sin engledel. Lillith havde ikke stødt på en anmon før, gad vide hvordan de smagte? En lille dråbe af savl var tæt på at slippe en af hendes skarpe hjørnetænder.
Men hendes fokus kom straks på noget andet, noget usædvanligt ved ham. Hun havde før mødt beskyttende skytsengle med deres elskede skytsvæsen, sågar dræbt dem foran hinanden for at få den ultimative nydelse...
Dust ville nok kunne se, at den besynderlige kvinde, som var megt skjult i rummets mørke, kiggede lidt ved siden af som, som om hun så noget, som han ikke kunne se, mens han stod og snakkede til hende.
Smilet blev endnu større, mens så forsvandt tænderne også bag nogle kødelige læber, og hvor kun de rødglødende øjne var tilbage at se af hendes ansigt og den sparsomme belyse kvindelige skikkelse.
Hun havde forlængst haft observeret, at hvis man virkeligt føler efter, så kan man fornemme racen til den skytsvæsen til skytsenglen, især desto tættere skytsvæsnet var på på skytsenglen.
Som en åndelige spøgelse kunne hun meget fint fornemme den kæde, som der var imellem Dust og Vanillia. Men det var så sparsomt, at hun kun kunne fornemme "kæden", men ikke se den konkret således at hun reelt kunne bruge det til noget.
Men der var noget mytisk ved hans kæde, den var langt tydeligere end normalt pga den dobbelte kontakt mellem ham og Vanillia, som Lillith dog aldrig ville kunne indse eller forstå. Men desuden det mere mytiske var, at de impulser hun kunne føle fra hans sjæl og den tilknyttet sjæl, så var det i særdeleshed et unikt væsen, som han havde under sine vinger.

Endelig talte han færdig og hun måtte dog give ham credit for, at han var sku en skarp fyr, og derfor ville hun prøve at lede ham af sporet eller bare en smule i hvert fald..
Hånden blev løftet stille og roligt op og et knips lød, og straks flammede lampen ivrigt op og kastede lys overalt. Det krævede meget energi for Lillith, især da hun ingen ejendel havde af Dust, hvilket betød, at hendes ultimative illusioners kræfter alene skulle stedkomme fra hendes egen tro for at få det til at blive til virkelighed. Fordi hvis hun havde haft en ejendel af Dust, så ville hun kunne sansebedrage ham fuldkommen således, at han ikke ville kunne undgå at tro det, og så ville hendes illusion blive til virkeligt baseret på de to personeres tro.
En lille babylyd fra den ene vugge fik Lilliths opmærksomhed, hvor blikket faldt på vuggen en meter fra hende i den modsatte retning af Dust, og så ramte blikket Dust's med en glødende intensitet, hvor det var tydeligt for enhver, at hun var ude på noget, især da lyset nu afslørede hele hendes sikkelse.
Kvindelige og knaldsorte new rock lignende støvler lød imod jorden, mens Lillith gik hen imod vuggen. Lange ben tætbeklædt i læderlignende bikerbukser, som ikke ligefrem slørede formere. Bar hud lyste gyldent op i den store flammes lys, hvor det hurtigt var blevet afsløret, at hun havde en kort bikerlignende jakke, hvor hun en spike bh med sorte og meget spidse spikes prygede hendes brystkasse. Det meste af hendes hår var opsat i en lang og meget tyk fletning, som gik ned til lige knap under hendes kvindelige popo, men hvor det lange pandehår og noget af håret fortil krøllede ned over hendes ansigt og skuldre.

Langsomt og forsigtigt tog hun barnet op, så sagkyndig som enhver moder. Rundt vendte hun sig, og som Dust nok overhovedet ikke kunne have haft undgået, så havde hun en lang snorende kattehale bag sig og de skarpe katteøre var endnu tydeligere i hendes hår. Barnet gav et par lyde fra sig, hvilket fik Lillith til at tysse på barnet med de sortmalede læber på det skarpe og dog kønne ansigt. Hele hendes skikkelse og udseende udstrålede med en yderst smuk skønhed.... en farlig skønhed.. Ligesom en kobra eller en sort panter, som kom snigende imod en. Det kunne godt være, at de var flotte, men langt mere skræmmende var de.
Nu vendte de rosenblodrøde øjne sig igen imod Dust, og det var tydeligt, at Lillith med vilje ventede med at svare ham, han skulle testes.

Lillith ville se, om hun på nogen som helst måde uden brug af sine evner, kunne få hans gode side til at dukke op, da hun havde svært ved at tro, at der virkeligt fandtes en som hende, lige så ond og grum som hende!
Det lille baby nok 5 måneder gammel blev løftet op under armhulerne og vendt imod Dust.. Lige så stille og roligt blev barnet løftet op imod Lilliths mund og hendes øjne slap ikke Dust. Hun ville se hvert lille eneste reaktion fra hans side af! Afkode ham, læse ham og derefter smadre ham, hvis hun nu fik lyst til det.
Søvnen var endnu ikke helt sluppet barnet, som så noget forvirret omkring i det meget mørke rum, og hvor den rene og klare uskyldighed blev vendt op imod Dust, hvor barnets sjæl syntes at være afspejlet i dens øjne så tydeligt som solen midt på himlen. Ikke en eneste skygge af nogen spiselig skygge var der i barnet, da dens bevidsthed var endnu ikke stor nok til at indholde skygger, og barnet havde hverken oplevet noget slemt eller gjort noget slemt, som kunne skabe skygger.

Langsomt og næsten kunstneristisk åbnede de sorte læber sig og fremviste de meget sylespidse tænder. Med en hånd holdte hun barnet, mens hun lige mærket stille og roligt på barnets hoved, hvor hullet i kraniet sad, fordi børns kranier var født med et hul og skulle sammenvokse med tiden.
Der fandt hun det... Vinklen på læberne blev endnu større.. De sorte lakeret negle begyndte at ridse og skrape i den meget meget bløde hud. Gad vide hvorfor man ikke lavede lædertasker af babyhud! intet var blødere, syntes lillith, menshun så endnu mere skrapede, hvilket fik barnet til at græde og begynde at skrige.
Alt i alt var det kun få sekunder, Men i alt de tid slap Lillith heller ikke Dust ud af syne, hun stirrede intenst Dusts øjne, hvor der så lige pludseligt kom en underlig halvknasende lyd, da fingrene fik hul igennem barnets bløde punkt i huden og det halvsammengroet kraniet.
Den anden hånd placerede sig foran barnets mund, således at skrigeriet ikke ville overdøve hendes næste ting.
Langsomt og nænsomt lod hun munden åbne sig og lade fortænderne finde hullet i huden på barnets hovedet og med et ryk rev en dryppende lille hudluns af barnets kraniet. Barnet begyndte at skrige endnu mere, og der var ingen tvivl om, at den led forfærdeligt.
Som en hund, der var træt af sit kødben i dens mund, åbnede Lillith bare munden og lod den klump hud falde på gulvet og give en slasket genlød fra sig.
Den havde haft efterladt sig et bevis på Lillith, da blod var på hendes hage.¨
Herefter lod hun den ry kattetunge glide hen af hullet, hvor blod pibede fra hulet til hjernen. Smagen af blod var herlig, forfriskende og for et øjeblik var hun lige ved at lukke øjnene i nydelse, da hun vidste, hvad hun ville få meget snart.... Den guddommelige lille barnesjæl! meget ville den ikke mætte, men den ville være som den bedste stykke chokolade, som du nogensinde havde haft i dit liv!
Dust ville uden tvivl vide, hvad hun nu ville, og før havde han sikkert oplevet sjæledæmoner æde småbørn, men der ville de som regel bare knække nakken på dem og suge sjælen ud af deres mund. Men nej Lillith havde andre planer, hun ville suge sjælen direkte fra barnets hjerne!
Så åbnede hun kæbepartiet og med en halv hvæsen lod hun tænderne bore sig i den blødehjernemasse og det bløde kranie. Barnets hjerne kortsluttede halvt, men ikke helt, da dens hjerte stadigvæk bankende. Nu var den bare en grøntsag, men en fyldig grøntsag da den fysiske skal endnu indholdte dens sjæl.
Endnu engang huggede hun til men langt voldsommere, så barnehjernemassen røg ud over de gyldne farvede kinder og hvor hendes ellers sorte læber var nu røde og lyserrøde af fin sammenblanding af hjerneog blod. Da lillehjernen blev ramt, så kunne kroppen ikke fungere, og sjælen begyndte at løsrive sig. En suende lyd bevidnede, at Lillith slubrede den lækre og perlefine sjæl i sig.
Alt dette var nok overstået under 30 sekuner, men for alle almindelige mennesker og væsner så ville episoden sikkert have været meget meget længere for dens grusomhed.

Med en tilfredstilligende suk slap hun barnet og lod barnekroppen splatte halvt ud på gulvet. Det andet og langt yngre barn havde nu vågnet, men den var født stum, så den sagde intet andet end underlige kluklyde pga dens manglende taleevne.
Blikket kravlede fra Dust til Barnet i den anden vugge. Nu ville Lillith sikre sig, at Dust ikke overhovedet på nogen som helst måde kunne misforstår, hvad Lillith egenligt ville!
Igen tog hun barnet op og foran sig med hovedet imod Dust, og for et øjeblik ventede hun på at se,om Dust ville reagere.
Der var absolut ingen tvivl om, at Lillith var meget ond, fyldt med gennemsyrede had og vrede, som havde udløst til en ren ondskab, hvis udtryk altid vil være ondt og brutalt. Men hvis dust følte ekstra meget efter, så ville han kunne fornemme, at der var noget galt med hendes skygger. Der var nogle skygger som tydeligvis tilhørte Lillith. Men der var andre skygger, som var gemt væk, meget meget langt væk. Hvis Dust ført havde mødt på personlighedsspaltede personer, så ville han vide, at dette var et fællestræk, især også når Lillith bare virkede til at bestå af en ren følelse. SelvDust, som var jo tæt på ondskabens selv, havde jo selv sine andre sider, men for Lillith virkede de ikke tilat eksistere overhovedet, hvilket kun kunne underbygge, at der var et eller andet absurd galt med Lillith ude over det, som Dust i forvejen kunne fornemme, at hendes fysise skikkelse syntes at være forkert, næsten malplaceret i forhold til virkeligheden. Men den fornemmelse var kun så lille, som det lige havde været nogle enkelte glimmerkorn, som man lige nåede at skimte, men ikke kunne finde på overfladen, når man kiggede ordenligt efter.

Dust havde i flere århundrede vidst, at han aldrig nogensinde ville kunne gemme sin aura, han ville aldrig komme til at kunne overbevise en aura sanser om, at han enten var en fuldblods skytsengel, eller en fuldblods dæmon, men når det kom til stykket ville han heller aldrig benægte det. Han stod fast ved sin stolthed over hvad han var, hans forældre havde givet ham en gave, i form af disse 2 racer, og at benægte selv den mindste del af denne gave, var som at benægte hans egne forældre, og det ville han aldrig kunne få sig selv til, efter det de gjorde for ham den gang de og hans søster, så brutalt blev dræbt for øjnene af ham, da han så det gennem mellemrummet mellem de 2 næsten lukkede døre, til det skab han havde gemt sig i.
Efter han var begyndt at snakke, havde hans øjne sat fokus på hende, for at se hvordan hun reagerede på hans ord. Der var nogle få øjeblikke, hvor det for andre væsner nok ville se ud som om, at hun forsvandt i det gennemtrængende mørke, da hun lukkede øjne og mund men så veltrænede som Dust var, ud i skygge dæmonernes mørke kræfter, var det muligt for ham at ænse hvorfor det så sådan ud, i denne stærke mørke der herskede herinde. Kun i få korte øjeblikke, undrede Dust sig over, at hun begyndte at se på noget, der ifølge hendes blik skulle være ved siden af ham som ikke var der, men så slog det ham at hun måske var en af de få, der kunne mærke skytsengel/skyts væsen forbindelsen, men lige som han gættede på at hun var illusionist, var det at hun måske kunne se at han havde forbindelse med hans skytsvæsen, også kun et vildt gæt i tågen som han basserede på det grundlag, at når nu hun havde sådan en ren og stærk ondskab i sig, lige som han selv havde, hvorfor skulle hun så ikke også have nogle stærke sanser, lige som Dust selv havde? Han mente personligt, at alt andet kun ville være sært, da han forbandt rendyrkede og sand ondskab, som den Lillith tydeligvis havde, og som Dust havde været gennemsyret af næsten hele hans liv, med en styrke og intelligens som sjældent kunne matches af væsner, som ikke besad den samme form for ondskab som dem.

Da han havde snakket færdig, lod han sine øjne hvile på hende, både for at se om hun viste nogen særlige tegn på, om hans gæt omkring hendes evne var rigtig, men også for at se nærmere på hendes ydre udseende. Han fandt det stadig ret så sært, at hendes chakra tenketsuer, dannede en krops form som han altid havde været vant til, var den rigtige krops form, mens hendes ydre "skal" så at sige, så helt anderledes ud i forhold til den skitse, hendes tenketsuer dannede, men han gik ud fra at hvis hans gæt omkring hendes evne var rigtigt, så kom dette såkaldte lille fænomen vel af, at hun dannede en illusion om sig selv, der gjorde at det der blev opfattet af det normale øje, ikke passede sammen med det, andre sanser som ikke var en del af de 5 originale sanser opfattede. Men når den tanke så var tænkt, måtte han da indrømme at den illusion som han gik ud fra at det var, ifølge hans hoved var ret godt lavet, hvis den var en illusion så virkede den utroligt solid og vellavet, og så passede den utroligt godt, sammen med den pulserende og gennemtrængende ondskab, han kunne mærke over hende.

De blodrøde og følelsesforladte øjne, fulgte hver en bevægelse hun lavede, da hun startede sin lille test af ham, selv den mindste lille bevægelse blev observeret da hun samlede babyen op i sine arme, og det stod ret hurtigt klart for ham, hvad hun havde tænkt sig at gøre. Han havde ikke tænkt sig at stoppe hende, næ nej hvis hun ville gøre det han troede hun ville gøre, så ville han i den grad nyde det lille opkommende show, og han blev så sandeligt ikke det mindste skuffet, over hvilken ondskab hun ville yde, dette forsvarsløse lille hjemløse barn. Med et ondskabsfuldt smil på læben, lagde han armene over kors, mens han så på hende tage det uskyldigt udseende lille barn, Dust virkede nærmest kold i denne situation, og mens hun torturerede det lille barn, blot for at slutte af med at dræbe det, opgav han overhoved ikke nogen anden reaktion, end den kolde og ondskabsfulde nydelse han udviste, ved synet af rendyrket og koldblodig ondskab, der ufortrødent åd den søde og uskyldige sjæl fra en baby og efterlod, det nu sjæle tomme hylster, som hun uden videre bare slap og lod falde til gulvet. Da hun tog det andet barn, der var yngre og åbenbart medfødt stum, var han skam ikke det mindste i tvivl om, hvad hun havde tænkt sig at gøre ved denne baby, og han havde slet ikke tænkt sig at stoppe hende, hun kunne frit dræbe denne baby lige som hun havde gjort med den anden, hvis altså det var det hun ville.
"Det er jo nærmest yndigt at se, så smuk en skabning som dig, indeholde så rendyrket en ondskab!" sagde han roligt, og tog et hvæs på hans cigar "Lige da du fyrede op for lyset, troede jeg virkelig du ville bruge illusioner på mig, men da det lille baby lig ramte gulvet, blev jeg ret sikker på at den ondskab du udviste var nået så virkeligt! Når ellers du er færdig med at spise, hvad siger du så til at lade din stemme kælde for mine øre, ved at fortælle mig hvad du hedder?" langsomt men sikkert kom der sand ind gennem vinduet, og det havde en særpræget men gennemsyrede stank af blod, som hvis nogen havde forblødt udover det, og sandet havde absorberet alt blodet for at blive stærkere. Det sand der nu var kommet ind, begyndte at sprede sig udover gulvet, så det stadigt fugtige blod, blev dækket af sand og derved suget op, så da sandet igen blev fjernet fra gulvet, var der kun en mørkerød plet tilbage som var det blod, der var absorberet af gulvet "Nu er du det eneste her der interessere mig, så hvad siger du til at komme med mig, der ligger et godt sted her i nærheden, hvor vi uforstyrret kan snakke?"

Illusion, ja det var det jo reelt i sidste ende. Men Lillith selv troede så meget på det, at det var blevet virkelighed, kun hendes chakra afslørede det ene smule, at der var noget galt, alt andet var den ægte vare. Hun kendte ej selv til deres rigtige form, men hun var dog den eneste ud af de 5 vidt forskellige personligheder, som husede i hendes krop, som vidste og anerkendte, at de var alt andet end det, som de ellers så ud til at være. Isabella... Hendes tvillingesøster var nok den anden mest bevidste omkring deres situation, men hun havde endnu kun formået af indse tingene en smule og troede stadigvæk, at deres ægte udseende var Crasies udseende.. Hvor barnligt og banalt var den tankegang ikke?

De gyldne og ellers livsgivende dråber faldt stille og roligt ned på gulvet fra det kvindelige kæbeparti før kæberne udvidede sig abnormt meget næsten som en pungulvs for at knuse selve det bløde og knasende kranium i et hug og slubre den endnu mere saftigere sjæl i sig. For et øjeblik tænkte Lillith på, hvordan Crasie ville reagere, hvis hun vidste, hvad en del af hende kunne finde på?
Lillith var tilfreds og hendes sult, som sjældent blev tilfredsstillet, var mæt, hvilket gjorde hende mere fredsommelig end ellers. De lange øjenvipper blinkede stille og roligt sammen med øjenlågene, og hvor Lillith så sendte Dust et skævt smil.
En stemme blev slynget ud i rummet, hvor der var ingen tvivl om, at hun var ejermanden pga. dens særhed. Selv når Lillith ikke talte for at være ond, så havde hendes stemme den store klang af ondskab, som ikke kunne undgå at bemærkes, selv for et dumt sanseløst væsen.
"Jamen dog... Jamen dog De bikerbehandskede hænder klappede. "Aldrig har jeg set magen til, det er sjældent at sådan et ligesindet væsen stå foran sit ågesyn
Lillith bukkede hurtigt men kort i kun få grader, hvorefter gulvet knirkede for hendes trin, mens halen stadigvæk slyngende legende frem og tilbage, mens hun så satte sig oven på bordet bag hende med benene halvspredte og albuerne hvilende på hendes låg. Den lange fletning røg ned og ramte det blodfyldte gulv.
"Hvis du virkeligt mener, at jeg gør brug af illusioner, hvordan forklarer du så, at jeg kan løfte ting uden at det er en illusion?
Det ene dukkebarn blev løftet op i vejret. Dust ville ingen tvivl kunne føle den tilføjet energi og manasamling i barnet, som blev brugt til at løfte hende. Langsomt og svævende fløj barnet hen lige foran Dust, om han ville gribe hende eller ej, så ville Lillith i hvert fald give slip på hende og hun ville falde ned med et dunk.
Dust ville så kunne mærke, at Lillith ikke brugte sine evner mere på barnet, men barnet stadigvæk var i hans arme eller på hans fødder.
Før han rigtigt ville kunne nå at svare, og mens sandet gled omkring i rummet, som Lillith mere end havde bemærket, så hoppede hun ned fra bordet og stod med armene på hofterne, Alt i alt mens hendes blodplettede spids af hendes fletning før havde været nede i blodet, hvor sandet var kommet til, hvilket gjorde, at nu havde hun noget af "hans" sand på sig. Med illusioner, som næsten ingen energi krævede, så sørgede hun for, at han "mistede" kontakten til de enkelte sandkorn i hendes hår. Derved ville hun have en ekstra fordel over ham, da uden en personsejendel med et link til ejeren, så ville hun ikke kunne lave de ultimative illusioner på en person.
De spidse katteøre var direkte vendt imod ham og hvor hovedet var tiltet noget på skrå.
[color=red]"Det kan godt være, at du er en sjælden en af slagsen ligesom mig, men hvorfor tror du absolut, at jeg så gerne ville gå hen og snakke med dig?[color]
Sagde hun med en lettere skarp tone, som havde en undertone af en halvhvæsende udtalelse, men hvor man dog ikke kunne undgå at bemærke den morende undertone.

Denne dæmon var interessant! Og lillith havde jo fået udgydt blod i nat og gad vide hvornår hun ville miste kontrollen over sin krop, så hun kunne jo lige så godt snakke med en ligesindet, nu hvor hun endelig havde chancen! Men hun ville dog stadigvæk holde fast på en stolthed, og derfor spillede hun kostbar og modsat åben overfor ham. Der var jo heller ingen grund til at ligge stien om fra ond til noget mindre ondt ikke?

"Spild ikke min tid på ligegyldigt smigr og small talk, vi ved begge 2 godt at væsner af vores ondskabsfulde natur, ikke lige frem gider at bruge tiden på den slags, medmindre det gavner hvad end vi vil nå!" sagde han roligt, mens hans ondskabsfulde øjne fulgte, hver en lille reaktion og bevægelse hun lavede, efterhånden som hun bevægede sig rundt i foran ham "Jeg går ud fra, at din illusions evne har stærke rødder i enten virkeligheden eller din vilje, siden du formår at manipulere med andet end blot de sind, der befinder sig inden for din rækkevidde! Men jeg kan jo kun gætte mig frem, basseret på mine observationer af hvad du gør, der findes trossalt et utal af evner i denne verden, og hver evne kan varieres i brug, alt efter hvem der bruger den, og hvordan grundevnen fungere sammen med væsnet der har nævnte evne!"
Da hun styrede barne kroppen hen imod ham, blev det grebet i luften af sand, som hurtigt begyndte at pakke kroppen ind i en cocon, ind til man ikke kunne se barnet mere, og i samme sekund som Dust knyttede næven, trykkede coconen af sand sammen samtidig med, at nogle pipelines blev lavet i siderne, så blodet smattede ud gennem dem, og malede væggene røde af blod, der efterfølgende blev fjernet af hans sand, så der kun var den røde plet tilbage.

Han mærkede ikke at hun fjernede hans kontrol af de sandkorn, der var endt i spidsen af hendes fletning, da han ikke lige just havde evnen til at sanse hvert enkelt sandkorn. Han havde godt nok prøvet at se om han kunne lære det, men det lå simpelthen bare ikke til hans evne, at mærke sandet på så detaljeret måde, det var kun det sand han selv var lavet af, som han kunne mærke på den måde, og det var alligevel også nok for ham, da det ville tage alt for meget af hans koncentration, hvis han skulle kunne sanse hvert et sandkorn som han brugte, til at opsamle blodet der var i lokalet. Men på den anden side, kunne det måske også være en fordel for ham i lige denne situation, for selvom hun havde taget noget af "hans" sand, så var det ikke en del af ham, det sand han brugte lige nu, og som hun havde taget lidt af, kunne erstattes med en hver anden type sand han kunne komme i nærheden af, og med hans indtørrings evne, kunne han forvandle nærmest alt solidt til sand og bruge det i stedet, så det sand hun havde i sin besiddelse nu, havde ingen forbindelse til ham længere, hverken personligt eller via hans evne, efter hun havde kappet forbindelsen med hendes evne.

"Jeg kender ondskab lige så godt som dig, så hvis du ikke har andet at lave, så går jeg ud fra at du lige som mig, godt kunne finde på at følge din nysgerrighed, når du finder noget som er det værd at være nysgerrig over! Og eftersom du lige har spist, samt fået afløb for lidt af din rendyrkede ondskab, så skulle det ikke undre mig hvis du er nogenlunde tilfredsstillet, i hvert fald lige for nu! Men hvis det ikke lige er tilfældet, så kan du jo gå dine egne veje mens jeg går mine, og så finder du måske aldrig en anden, der er dig lige så værdig og lige sindet som jeg er!" sandet havde fået samlet det sidste blod, og samlede sig derfor på hans ryg. Det første der nåede hen til ham, formede sig til en stor lidt timeglas formede kalabas, noget andet af sandet dannede et slags spænde der sad på den tynde midte, og som gik rundt om Dust lige som en skuldertaske der skulle sidde på ryggen, og det sidste sand fløj ned gennem åbningen på toppen, så der kom en sær hul tone fra kalabassen. Der var dog lige en enkelt lille håndfuld sand, der samlede sig over Dust´es hånd, som han pressede sammen til en prop, som han satte i kalabassens åbning. Man kunne godt se på hans krops holdning, at den ekstra vægt påvirkede ham lidt, men han brugte en smule af sin opmærksomhed på at holde kalabassen oppe, så den ikke tyngede ham ned til gulvet.

//Jeg tænkte på, at vi får afsluttet dette emne bare ved et referat, fordi jeg kommer højst sandsynlig ikke til at emne videre.

Altså det jeg husker, at jeg havde planlagt, så var det at de snakkede, hvor Lillith ikke fortæller super meget, og de gik udenfor, hvor lillith finder et par ofre ude for landsbyen og slagter dem i hendes vrede og fryd for at skade og at være ond. Her kan Dust nok få meget mere tydelig fornemmelse af, at der virkeligt er et eller andet galt med hende, at han nok ender med at få en teori, at hendes evne med illusioner faktisk skjuler, at hun slet ikke er dæmon endda. Som sikkert leder hen i en masse spørgsmål med hvad er hun så og kommer hun overhovedet herfra osv osv osv.(men som Lillith overhovedet ikke besvarer, hvis Dust spørg hende, men hvor der er ingen tvivl om, at hun kender svarene)
Da Lillith faktisk synes meget godt om Dust, så beder hun ham om en tjeneste. At han skal tage sig af hende, når hun skifter personlighed, at bare efterlad crasie i et hotelværelse, da hun endnu ikke er klar til at indse sandheden om, at hun har alle de personligheder. Og at det var vigtigt, at hun fik sin stok med.

Kan det godkendes? :) //

Efter emnet her ender det jo selvfølgelig med at Dust og Millicent mødes i emnet Beauty and the beast is back in town, hvor Dust fortæller i hvert fald nogle af oplysningerne om crasie.

//Du har tid nok til at starte nye emner, men gider ikke engang færdig gøre vores? Din skurk XD Ej det fint nok, emnet er alligevel for længst gået over udløbsdatoen, fordi en hvis lille dame, aldrig fik svaret i det XD

Dust vil nok mere prøve at lære hende at kende, for at finde ud af hvem hun er, og hvad hun er for en, men udover det kan jeg godt acceptere resten ^^

Og Crasie blev aldrig nævnt i emnet med Millicent, hvorfor skulle han så have sagt noget om hende? ^^ Dust tænkte ikke lige på hende i det emne, og Millicent spurgte slet ikke til hende ^^

//fordi Millicent har haft sagt til mig i min og hendes emne, at hun havde fået informationer om Crasie via dig O.o O.o O.o at du vist advarede hende om, at Crasie kunne være farlig osv
@Millicent vi skal lige have afklaret det her :D//

//Så har det været i emnet, der kom før hendes og mit sidste emne, for jeg synes godt at kunne huske det du siger der, men slet ikke fra det emne, Millicent og jeg havde sidst og for nyligt har afsluttet (: