[afsluttet] Beauty and the beast is back in town(Dust og Millicent)

Tid: nat
Sted: Dalmanio
Omgivelser: byen virker fredelig
Vejr: skyfrit

Man skulle næsten tro det var løgn, at denne kaotiske verden var istand til at have en by, der kunne være så fredelig som Dalmanio, men alligevel lå byen der i alt sin pragt, velprydet af den natur der omgav byen. Byen virkede især fredelig nu hvor det var nat, og mange var gået i seng, men lige denne nat var det ikke lige som alle andre, det var nemlig endnu engang blevet den sjældne tid, hvor månen ikke bare ville være fuld og vellyssende, men i et par enkle timer ville den også være blodrød, og have en speciel effekt på meget få væsner, som nu engang skulle være så uheldige, at være påvirket af dette uforudsigelige og sjældne fænomen, der efterlod jorden i et blodrødt skær, så længe det varede.

Der var mange der var så heldige, at dette sære fænomen slet ikke påvirkede dem, og for dem var dette blot et sælsomt, og måske endda et smukt syn at opleve, måske i et romantisk øjeblik sammen med sin elskede, men for nogle væsner såsom Dust, der led under nogle sære forbandelser, var dette fænomen som den rene tortur for ham. Især siden han spiste den sandfrugt, der gjorde ham istand til at styre sand, har dette sjældne fænomen faktisk været direkte farligt for ham og hans omgivelser, da sandfrugten ved overførslen af dens evner til Dust, havde et uheldigt sammenstød med den forbandelse han allerede havde i sig. Dette sammenstød mellem forbandelse, og djævelske kræfter fra djævlefrugten gjorde, at det lille indre monster der spøgte dybt i Dust'es indre, blev forstærket og forvandlet til et forfærdeligt monster, der bare ventede på at Dust faldt i søvn eller mistede bevidstheden, så det kunne overtage kroppen og komme frem for at ødelægge alt omkring den.
Og lige præcis på denne nat var det der hvor Dust var svagest, han plejede normalt at kunne holde sig vågen til hverdag, og led aldrig af træthed fordi smerte og frygt, gjorde at trætheden aldrig kunne snige sig ind på ham. Men her under denne røde måne, blev Dust træt og svag, som om alt det opsparede mangel på søvn, og alt den smerte han normalt kunne udholde og ignorere, eksploderede i ham og gjorde alt hvad det kunne, for at få ham til at falde i søvn eller besvime fuldstændig, men Dust gjorde alt hvad han kunne, for at kæmpe imod dette og holde ud, indtil månen igen blev hvid og alting blev normalt igen.

Dust som befandt sig ude i skoven lige nu, havde efterladt sin trøje, long coat og våben på det selv samme værelse, som Millicent og ham selv havde boet i den gang de var her sammen sidst, så man kunne se hans bare overkrop, hvor hans hud var askegrå af sol mangel, og hans krop var fyldt med gamle ar af alle mulige slags. Som Dust gik rundt i skoven og mumlede uforståeligt for sig selv, kunne man på nært hold se at han havde hældt vand over sig selv, for at svække sine sand evner, men alligevel ændrede hans hoved sig engang imellem, som om monsteret prøvede at bryde ud, og dele af hans hoved kortvarigt antog form som monsteret, hver gang den lavede en hård anstrengelse. Som endnu et tegn på at monsteret prøvede at komme ud, kunne man på hans krop se noget der lignede klør, som prøvede at kradse sig vej ud inde fra, og flere gange efterlod disse forsøg voldsomt blødende kradse mærker, men Dust var stædig i hans kamp mod monsteret, og han kæmpede alt hvad han kunne, selvom han snart ikke kunne holde til mere.
Selvom man kunne kalde denne udtagelse for komplet åndssvag, så var Dust heldig at blodmåpne fænomet kun varede 2 timer, for selv et kvarter kunne være et rent helvede, men da disse 2 timer egentlig var gået lignede Dust offeret for anden verdenskrig, som rent faktisk overlevede alt lortet, han havde flere sår end et normalt menneske kunne klare at få, og hans overkrop var badet i blod fra sårende. Han nåede kun lige at slæbe sig selv tilbage til byen, før anstrengelserne fik hans krop til at bukke under, så han faldt om midt på torvet, cirka 30 meter fra den kro han havde værelse på. Han kunne ikke bevæge sig mere, hans krop var alt for svækket, og det eneste han kunne gøre var at holde sig vågen, hvilket var nemmere nu hvor blodmånen var væk, samt vente og håbe på at nogen der ville hjælpe ham kom og fandt ham.

Dalmanio havde været et uberørt sted , ikke et sted hun havde slået tid ihjel eller slået hendes folder . Ikke før Dust havde ledt hende dertil , på deres lille 'fellowship Of the lost ones ' journey.
Hun havde nydt den ro og harmoni den lille by udviste , det var nok noget nær harmoni den gav af indtryk, især når man tog den resterende verden i betragtning.
Men trods den hyggelige atmosfærde byen kastede om sig , hvad der egenlig havde ledt den blonde unge kvinde tilbage hertil et par gange , var den frodige natur af frisk skov der omringede den.

Millicent havde fundet den velegnet til hendes bueskytteri , og det vildt hun nedlagde havde været frisk kød , ganske umuteret og uden stråling - hvilke gav hende en fin handelskurs på det sorte marked.
Naturligvis var det nøjagtig lige så ulovligt at jage her, som andre steder - så hun gjorde sit bedste for at holde en lav profil.

Under dække af at skrive en bog om radio aktivitet , gæstede hun med ugers intervalg den lille kro , hun havde overnattet ved , på sin rejse med Dust.
Hun undgik altid kromutters spørgsmål for ikke at nævne datterens, der i den grad havde haft en godt øje til Dust.
Men altid lovede Millicent at hilse sin forlovet - så deres cover var intakt. Fra hendes side.
Hvad Dust så lavede , anede hun intet om.
Der gik så lang tid mellem besøgende på kroen , fordi Millicent satte en ære i at veksle mellem jagtmarkerne hun havde udset sig. Både af hensyn til dyrebestanden generelt - men også af hensyn til sin sikkerhed. Hver gang håbede hun

I dag var hun så rendt hjemmefra under blodregns fænomenet.
Og man kunne da godt diskuterer hvor smart et træk der var ! Men det gad Millicent så bare ikke. Hendes plan var ro keep a Low profile, og måske bare nyde det smukke syn, der altid rørte ved både hjerte og tanker , hos menneskepigen.
Ja - sådan så hun sig selv.
En menneskepige. Hun havde ansigt været engle nok, ifølge hendes far!
En skuffelse var hun , da hun ikke kunne finde ud af at ryste et sæt vinger ud af den eller så fine krop.
Og da han selv var en fallen engel ( hvad man btw ikke talte om i familie åbent , på nogen måde ) var han en mand der let skiftede mellem humør og sindsstemninger , og den lille Millicent vidste dermed aldrig hvor hun havde sin far.
Var han en tryg og sjov havn eller var han en vred lavine der pillede hende ned af barndommens sorgløse Bjergtinde?

Hun havde netop skjult sin bue og lavet en Trade for det lille dådyr og siddet helt alene og set det surrealiste fænomen - og nu var næsten tilbage ved kroen, da en kollapset skikkelse toende frem.
At der var fare på færde , kunne ses langt væk fra . Manden var smurt ind i blod og der var rifter , ar, skader og større sår , spredt al al for gavmildt ud over den livløse krop.

" årh nej..... Du .. Hhey... Er du ok?" Hastede hun over og knælede ned ved siden. Hun ville først tjekke for puls , tjekker om den var der , hvor mange slag , var den tydelig eller svag og regelmæssigt eller uregelmæssig.

Millicent snakkede hele tiden beroligende, opmuntrende og prøvede at holde fyren ved bevidsthed.
" Det skal nok gå,... Jeg er her nu.... Jeg passe på dig .... Du i sikkerhed .... Bliv hos mig , fald ikke i søvn .... Bliv her ... Jeg skal nok tage mig af dig " sådanne ting messede hun over fyren, imens hun allerede var i færd med at bekymrer sig over at skulle slæbe ham ind på kroen , all by herself. Hun ville behøve hjælp , men der var flere ældre mænd , der havde ophold på den lille kro- dem måtte hun så banke op , så snart hun kunne forlade ham her !

Alt i mens hun havde en finger på halspulsåren , og hendes øjne søgte over hans krop, for at udsøge om der var store blødninger der krævede pression , listede en følelse sig ind på handle at hun helt overså en vigtig overskrift her ! Men hun var lidt i chok over hendes fund og kunne derfor ikke helt se skoven for bar træer.


Efter at have tjekket der ikke var dødbringende sår der krævede akut behandling , men at han var i en fæl tilstand , gled hendes øjne nøje over fyrens ansigt.
Og der faldt brikkene på plads - de regnede nærmest ned i hendes hoved , hårdt og fik den almene kulør i hendes kinder , til at forsvinde og en let rysten fik hendes krop til at skælve.
Så kom en mere hørbar reaktion.
Millicent skreg - højt - og strøg en rystende hånd igennem det sorte hår på Dust.

" Hjææælp , vi behøver hjælp!!!!"
Skreg hun højt , inden hun sank sammen over dust og hulkede " Dust .. Åh nej.. DUST .. Hva fanden har du lavet ?"

Enten ville lyset på de øverste kro værelser blive tændt og to mænd ville komme og hjælpe slæbe Dust ind , på hans eller på Millicents værelse, men Millicent myldrende lige i halen på dem og gennem dem ud , så snart Dust lå på en seng.

Ellers ville byen forblive sovende og Millicent ville gøre et forsøg på at trække Dust afsted , under armene - for det var da helt sikkert at hun ikke ville forlade ham.

"Tak Vanillia, du har virkelig hjulpet mig! Nu er det psykiske overstået, så vær en skat og slap af, jeg må kæmpe alene herfra!" hviskede Dust da Millicent var tæt nok på til at kunne høre ham. Men at hviske var ikke alt hvad han gjorde, for disse ord var nemlig ikke tiltænkt en der var tæt på ham rent fysisk, men som var tæt på ham på et psykisk plan, og denne nogen var hans kære og elskede skytsvæsen, kendt under navnet Vanillia af dem der nu vidste at dette specielle væsen eksisterede. Vanillia og Dust delte et bånd der var meget anderledes, i forhold til andre skytsengle og deres skytsvæsen, for i deres tilfælde kunne de kommunikere på et psykisk plan, og i denne nats blodrøde måne og dets efterfølgende strabadser, havde Vanillia hjulpet Dust med at holde hans sind i fokus, så han ikke faldt i søvn eller mistede bevidstheden, af de smerter hans indre dæmon udsatte ham for. Men nu hvor den røde månes magt, ikke længere hærgede den natte mørke himmel, var det ikke længere hans sind der skulle holdes i gang, det var hans krop han var nød til at fokusere på, og som Millicent allerede havde opdaget, så var det ikke nogen voldsomme indre skader han led af, det var kun nogle ret så heftige ydre skader, forårsaget af hans monsters klør.

Ved lyden af Millicents stemme i hans øre, blev Dust ramt af genkendelse, han kunne mærke hendes aura, som han havde lært at kende så godt, han kunne dufte hendes signatur duft, den duft som bestod af en speciel kemisk sammensætning, der var unik for hvert enkelt levende væsen, og han kunne mærke hendes fingre når hun rørte ved ham, de feminine og fine fingre han så ofte havde flettet sammen med sine egne, da de dengang han havde "bortført" hende, havde spillet et dybt forelsket par der rejste rundt i landet. Selv i dette halv bedøvede smerte helvede af en sindstilstand, kunne man ikke snyde Dust'es sanser, han vidste det var hende før hun opdagede hvem det var, hun med sin blide stemme beroligede, og prøvede at hjælpe af et godt hjerte.
"Millicent! Tag det helt roligt!" sagde han med en stemme, der var præget af svækkelse og udmattelse, mens hun strøg en hånd gennem hans sorte hår, så det hvide bånd om hans pande var så tydeligt som det overhoved kunne blive "Alting skal nok... blive helt fint igen!" tilføjede han efter hun havde spurgt ham hvad han dog havde lavet, mens han ømmede sig undervejs, da det var ret lang tid siden han havde været i den slags smerte, der blev hængende i ham. Dette havde endnu engang noget med hans evner at gøre, for logia frugt spisere som Dust regenererede ret hurtigt, og kunne så snart de var tørre eller fri for havnsten, forvandle sig til deres element og på den måde slippe for smerte.

Man kunne vel kalde det for held, at nogle mænd der endnu ikke var gået i seng, efter at have været ude og se den blodrøde måne sammen med deres damer, hørte Millicent kalde på hjælp, og derfor hurtigt kom til undsætning og hjalp Dust op på hans værelse. De prøvede ellers at tjekke om de kunne hjælpe med mere, men de fik ikke rigtig muligheden for det, da Millicent var en skat i Dust'es øjne fordi hun jagede dem ud igen, så snart han var blevet placeret på sengen. Han sagde ikke rigtig noget undervejs, og han var bumstille ind til han hørte døren blive lukket, han ville ikke give alt for mange spor til fremmede om at han havde været der, i så svækket en tilstand som han var i lige nu, og jo hurtigere de kom ud af dette hyggelige lille lejligheds lignende kro værelse, jo hurtigere kunne han være alene med den kære Millicent, så hun kunne hjælpe ham med at komme på benene igen, og de kunne få snakket ud om hvad der var sket, siden sidst de var sammen i præcis det værelse de befandt sig i nu.
"Millicent min kære, kunne du være en skat og komme herind, jeg kunne virkelig godt bruge lidt af din kærlige opmærksomhed!" sagde han svagt, og ventede til hun var kommet ind til ham. Han prøvede at smile til hende så godt som han nu kunne, men det var svært for ham lige nu fordi han var si skadet "Nu er vi vist oppe på 2 hemmeligheder, jeg skylder at fortæller dig! Hvis ikke det er for meget at bede om, så kunne jeg virkelig godt bruge lidt hjælp til at få vasket sårende!" hans øjne mødte hendes, og i et svagt øjeblik kunne man godt mærke på ham, at han var glad for at se hende igen. Han kunne aldrig benægte overfor sig selv at han holdt af Millicent, hun var en yndig diamant blandt kulstykker, og han troede på at hun var et stærkt væsen, med et godt og varmt hjerte.

Millicent måtte lige forsøge samle sig en smule. Det gjorde jo ikke ligefrem Dust mere frisk eller fik hans sår til at hele, at hun fik en sammensmeltningen over at finde ham i den her tilstand.
" Ja ja....sorry " hviskede hun nær hans øre og rettede sig så op - og rømmede sig.
Hun tog  istedet fat i Dusts hånd og gav den et opmuntrende klem.
" Nu kommer der nogle der kan hjælpe os. Jeg får dem til at bære dig ind på kroen" blev der mumlet mod Dusts øre, og hun strøg ham over kinden.
Hvordan hun ikke straks havde set det var ham, var da lidt underligt.
Ligenu stod det sole klart.

Så snart mændene havde forladt værelset, var Millicent henne og låse døren.
Sikkerhed frem for alt , og man kunne aldrig vide.
Kroen plejede dog af være et privat og sikkert logi, det var næsten som en tavs aftale var skrevet mellem den lille kros gæster. De hjalp hinanden, og de holdte deres mund lukket om hvad de hørte eller så her.
Dette kunne Millicent rigtig godt lide.

Millicent spekulerede over hvad han havde været udsat for.
Dust virkede altid så....forberedet...og som der skulle meget til at få ham i knæ.
Hun havde godt hørt at han ville afsløre et par hemmeligheder, at han skyldte hende- men lige nu ville hun bare forsøge lindre det en smule for ham.
" Jo...hvis du bare ligger stille, så skal jeg nok lappe dig sammen, Dust."
Millicent kunne ikke holde bekymringen fra hendes stemme. Selvfølgelig gjorde det hende ondt at se ham i den her tilstand. Men også vred.
Hun kunne ikke se eller forstår hvad han havde gjort for at fortjene en så rå omgang, men omvendt så lå det mellem linierne at Dust ikke altid var Guds bedste barn.
Millicent vidste godt at han altid var på sin bedste opførelse når han var sammmen med hende, men at andre folk nok fik en mere....nuanceret Dust at se.

Hun hentede en lille balje og fik varmt vand og sæbe , samt nogle vaskekluden klargjort.
Med en stak håndklæder tilsat, tog hun plads ved siden af Dust på sengen.
Hun skubbede et rent linned ind under siden på ham, og vred en klud op i den varme sæbevand.
Så begyndte hun at nænsomt at duppe  og rense alle hans sår der var spredt ud over overkroppen og armene. Hun arbejdede systematisk , og skiftede klud jævnligt.Det var vigtigt ikke at vaske for hårdt, for man kunne ødelægge endnu mere af vævet, og Dust skulle jo gerne hele og ikke få yderliger skår.

I hendes rygsæk , havde Millicent  en blå lille krukke med et sølvlåg. Den havde hun købt på marked, og den havde kostet hende hvad hun 'tjente ' på en måned.
Det var en speciel salve krukken indeholdte.Salven var kit farvet og duftede af mentol, men der var nok en del ukendte ingredienser i den.
Salven var en der desinficerede og ville hjælpe forhindre infektion OG så var smertelindrende, hvilke nok ville være tiltrængt nu.
Dust ville dog blive udsat for  en smerte, en der virkede som huden brændte svagt , når hun med en ren klud trak et tyndt lag hen over de mange sår.det ville dog standse efter et langt minuts tid.
" Er du ok , Dust? Sig hvis du skal have en pause ik?"

Der ville gå en tre kvarter med at ordne ham og de største af hans skader ville blive forbundet. Millicent havde også hentet lidt brød, ost, kød ned hos kro mutter.
Og både vin og vand havde hun bugseret op til dem.
Hun vidste godt Dust ikke drak meget, men efter  lige den her omgang kunne han måske trænge ?
"Dust....er der noget du vil have ?"
Millicent ville bringe det til ham, og ellers ville hun krybe op til ham , sætte sig i skrædder stilling og endelig .....endelig spørge "hvad skete der ?".  Hun halvt om halvt forventede en gyser historie rullede sig ud nu, hun anede intet om de ting der kæmpede i Dust, eller om hans forbandelser.

"Tak Milli! Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre, hvis ikke du havde set mig, og var kommet mig til undsætning!" man kunne godt høre på hans stemme, at det ikke lige just var en nem handling for ham at sige noget. Hans hoved var måske ikke blevet ramt af ydre skader, men det var blevet belastet af mønsteret forsøg på at bryde ud, og dette havde også påvirket hans basale evne til at tale, lidt på samme måde som hvis man skreg en helt masse, og derefter havde ondt i halsen.
Dust kunne ikke overhøre den bekymring der var at spore, da Millicent bad ham om at ligge stille. Det var godt nok ikke fordi han havde noget valg, han kunne jo ikke rigtig bevæge sig alligevel, så han havde ret nemt ved bare at kunne fokusere på Millicent i stedet, og han kunne ikke lide når hun var bekymret. Ikke fordi han ikke kunne lide når nogen holdt af ham, for det kunne han skam, og især Millicent der både var smuk, sød og klog, så hendes opmærksomhed var sikkert noget, mange gerne ville ønske de kunne få, og i Dust'es hoved skulle det ikke undre ham, hvis det kun var få væsner her på jorden, der havde været så heldig at få hendes opmærksomhed, og sikkert langt færre der havde fået hendes kærlighed.

Da hun gik i gang med at vaske hans sår og pleje ham, fulgte Dust hende med øjnene, for at have noget han kunne koncentrere sig om, og på den måde holde sit sind beskæftiget. Nu hvor blodmånen var overstået, og hans indre monster igen var fanget som sild i en tønde, i det inderste mørke af Dust, var det meget nemmere for ham at slappe af, hans træthed var der igen lagt lå på så den ikke kunne masse sig på, og på den måde kunne hans bevidsthed igen slappe lidt af igen, men Dust måtte stadig passe på, og havde noget at fokusere på, for som situationen var lige nu kunne selv den mindste slækkeri, føre til at han faldt i søvn eller mistede bevidstheden, og hvis dette skete ville monsteret komme ud, og det ville han ikke have, for så var Millicent i stor fare. Så derfor fokuserede han på hende, for hun var her hos ham og hjalp ham, og så længe hun plejede ham var han sikker på at det var virkeligt, for man kunne ikke mærke noget når man befandt sig i en drøm eller i et mareridt.

"Tænk ikke på at holde en pause kære Milli, jeg kan klare lidt af hvert, du kender mig jeg piger ikke over lidt smerte! Og i øvrigt kan jeg mærke, at du er ret god til det her!" sagde han med et svagt smil på læben, mens han mødte hendes blik, hvis altså hun så mod hans ansigt. Den brændende smerte var ikke noget særligt, i sammenligning med de timer han havde oplevet før Millicent havde fundet ham, og meget smerte havde han gået i gennem i sin levetid før, så der skulle meget til for at få ham til at live. Efter hun havde lappet ham sammen igen, og hentet lidt spiseligt og drikke varende til, så Dust op på hende med et taknemligt smil. Hans engle aura var lidt aktiv, hvilket var et godt tegn, og hans aura gjorde ham istand til at give dette taknemlige smil. Før han sagde noget, blev hans long coat opløst til sand, der svævede under hans svækket kontrol ind til ham, og hjalp ham med at komme op og sidde, lænet op af væggen med en pude bag hans ryg, før sandet igen blev til hans long coat, som hang over en stoleryg i soveværelset.

"Du har allerede gjort så meget for mig kære, men det ville være rart med lidt at drikke, jeg har ikke drukket noget i timevis!" sagde han med et let smil på læben. Efter hun havde givet ham lidt at drikke, og var krøbbet op til ham i sengen, løftede han svagt sin hånd og strøg den gennem hendes smukke hår, mens ham så hende i øjnene "For at forklare helt præcis hvad der skete, er jeg først nød til at forklare dig, den første hemmelighed som jeg lovede dig, da denne hemmelighed har stor betydning for hvad der er sket! Kan du huske den tid vi var sammen, efter jeg trak dig ud af militærets zone 1? Hvordan jeg aldrig sov, eller mistede bevidstheden?" han forklarede hende hvordan han havde fået monsteret i sig, ved at frugtens ondskab havde kombineret sig med hans, og hvordan monsteret tog over når hans bevidsthed ikke styrede kroppen. Derefter forklarede han hende, hvordan blod månen påvirkede ham, ved at gøre ham træt og svag i sindet, så monsteret havde nemmere ved at komme ud, og det var derfor han havde fået alle disse skader, men det var lykkedes ham at holde sig ved bevidsthed, blandt andet ved at hans skytsvæsen havde hjulpet ham, ved hjælp af deres mentale kontakt til hinanden.

Hun var selv ganske lettet over at have fundet Dust.
Tænk hvis en fremmed skulle sidde og tage sig af ham nu, det måtte da trods alt være bedre...mere trygt...at det var en person Dust stolede på.
Hun havde haft en hånd over hans pande, som beroligende kærtegn, men også lige et feber tjek, som han synes at bestå.

" Nej du plejer ikke pive , Dust" sagde hun med et lille glimt i øjnene.
Dust var ikke en der bar følelserne uden på tøjet, og slet ikke de mere sårbare af dem. Det var kun yderst sjældent han viste den side.
Derfor var hun mere end parat til at lytte , da han ville fortælle.
Hun lod hans hånd glide gennem hendes lokker, men ikke mange kom så tæt på.
Dust havde ganske ret .Millicent var hurtigt til at favne mange, til at forsøge få folk til at føle sig godt tilpas, og til at gøre hvad hun kunne for andre. Især dem hun kom at elske....for dem holdte hun ikke mange grænser, men det var få....få mennesker der lykkedes i at fange hendes hjerte, og at forelske sig var en nål i en høstak , for Millicent og de der havde prøvet at opnå hendes gunst.
Det var ikke et aktivt valg - det var bare sådan hun var.
Hellere undvære end at finde noget der var hult. Kunne hun ikke få den ægte vare , ville hun intet have. Sådan var det med kærlighed.
Men bling bling derimod, betød karat og ægthed intet, der var det tanken der talte ....for selv billige imitationer af en diamant hårnål, kunne blinke fint i det rette lys .

Dust havde fået både vand og et lille nip af rødvin, og Millicent var klar til at lytte.
Hun forblev tavs, og nikkede blot fra tid til anden, så han kunne se hun var opmærksom.
" Wow....Dust! Det lyder ret vild....og også ret traumatisk" begyndte hun.
Millicent vippede med tærene og greb fat i en pude, hun trak op til sin mave og foldede armen omkring.
"Så....det betyder du aldrig sover? .....men ....det er da forfærdeligt"
En lille betænkningspause blev sat ind og så gik omsorgsgenet ellers bersærk hos Millicent ..."Hør her....hvad der kan komme ind, kan komme ud ! Vi skal bare finde på en måde hvor det lykkes....måske lokke monstret over i noget andet ? Hvordan er den del, kan man... tale...med den ? Hvad gør den hvis den er ude , kan jeg skabe kontakt og forhandle med den ?" sprang spørgsmålene frem som svedperler på en overstået sommer panden .
" ja sorry....men det er bare for meget Dust, vi er sku da nød til at gøre noget ved det" mopsede hun på hans vegne.

Millicent vidste stort set intet om magi og mystiske frugter.
Hendes mor havde været menneske og faderen en fallen engle,der synes mere optaget af egne planer og ideer, end at introducerer og forberede hans lille datter på den magiske, forvrænget og radioaktive verden der lå derude, bag deres visne ligusterhæk.
Hans interesse for Millicent var hastigt fordampet, da det gik op for ham hun ikke kunne få sine vinger ud, og derfor i hans øjne ikke var vellykket.
Som om et par fjer definerede hvem hun var, fnøs hun i tankerne.
Dusts historie var overvældende og hun reagerede med at ville hjælpe ham.
Ingen burde gå gennem livet uden søvn. Søvn var den mentale opladning af hjerne batteriet- og uden strøm ville vi være mindre rationelle og måske.....måske lå en del af grunden til de slemme ting hun godt vidste Dust kunne finde på, eller hun Mistænkte han kunne finde på...måske lå en del af grunden heri.
Og tænk hvis de kunne stille et eller andet op?
"Du er heldig at have Vanillia , og en så tæt forbindelse til hende, tell her I said hi."
Millicent så lidt på Dust, og hendes øjne ville være meget insisterende..."Dust...du er vel klat over der er NO way jeg dropper det her ? Hvad sker der hvis vi får monstret jaget ud, forsvinder dine kræfter så ? Jeg sværger du er klog og dygtig nok til at klare dig uden dit sand....det lover jeg" prøvede hun blidt! da hun måske hældte lidt til at tro det ville koste kræfter og evner! som Dust ikke var helt villig til at skille sig af med.

"Tja man må jo være forberedt på hvad som helst, når det gælder overnaturlige ting, og især når det kommer til frugter fra Lucifers baghave!" sagde han og virkede ret rolig omkring det faktum, at han frivilligt havde ædt noget der havde givet ham en forbandelse, som de fleste andre helst ville være fri for "Man vender sig til det med ikke at sove, efterhånden som man finder alternativer til det, og det giver faktisk en hel del ekstra tid at gøre godt med, når man ikke længere er bundet af søvnens lænker!" da hendes omsorgsgen kickede ind, og fik hende til at spørge ham om alle disse ting angående hans monster, kunne Dust ikke lade vær med at tage hendes hånd i sin, for lige som at hjælpe hende med at bevare roen, når hun hørte hans svar på hendes spørgsmål. Han kunne godt nok ikke vide hvordan hun ville reagere, men han vidste hvordan hun følte omkring ham, og han ville ikke have hun var alt for bekymret omkring ham.

"Du må forstå at det monster jeg bære på, består 50 procent af mig, og de resterende 50 procent er en blanding af den forbandelse der hviler på mig, og den ondskab der kom fra frugten! Den halvdel af monsteret der er mig, er i bund og grund min dårlige halvdel! Du ved den mørke side alle har gemt dybt inde i sig, det er den del af mig som monsterets ene halvdel består af, og som gør at den er bundet til mig!" forklarede han med et trist blik i øjnene, hvilket kom af at hans aura stadig var aktiv, og gjorde ham istand til at vise følelser, selvom de måske ikke helt var ægte til trods for, at det var sådan han ville have følt hvis altså han havde haft følelser "Og jeg vil ikke lade monsteret komme ud! Den er ikke til at tale til fornuft! Den er som et hjerneløst dyr indstillet til at smadre alt den kommer i nærheden af! Der findes kun en måde at dræbe væsnet på, og det er at dræbe dens faste halvdel, men det kan ikke gøres uden at det dræber mig samtidig, for jeg er nød til at trække den med mig i døden, og hele vejen tilbage til helvede hvor den kom fra, og hvor jeg høre til i efterlivet, hvis altså ikke de smider mig ud derfra fordi jeg er halvt engel!"

Dust strøg blidt hendes håndryg med sin tommelfinger, selvom bevægelserne virkede lidt besværet grundet hans skader, men det virkede ikke som om han tog sig af det, han var mere optaget af at ville holde Millicent rolig mens de snakkede, end den smerte der stadig påvirkede hans faste legeme. Hans alternativer til søvn havde hjulpet ham meget, han brugte blandt andet meditation, der gjorde ham istand til at oplade hans mentale batteri, uden at ligge sig til at sove, det var måske langt fra det samme, men når man var i en situation som ham, måtte man jo leve med alternativerne. Han smilede da hun sagde han skulle hilse Vanillia og sige hej fra hende, og sendte det lille lydklip af hvad Millicent havde sagt til Vanillia, der sendte hende en besked tilbage, gennem deres mentale forbindelse.
"Jeg skulle hilse fra Vanillia, og sige tak fra hende for at hjælpe mig, når nu jeg på det strengeste har bedt hende om, ikke at komme så længe der var fare for, at monsteret kunne komme ud!" sagde han med et mildt smil på læben, og gav hendes hånd et kærligt klem. Hans smil forsvandt dog en lille smule, da hun sagde at hun ikke ville give slip på det her "Jeg vil ikke have at du bekymre dig om det her søde, det monster lever og dør med mig, og jeg kan ikke dø før min forbandelse er frigjort, og min familie endelig kan hvile i fred! Jeg ved det lyder hårdt søde Milli, men jeg har levet med det i nogle århundrede, og jeg har fundet måder hvorpå jeg kan finde fred for monsteret! Den bedste måde du kan hjælpe mig på, er ved at være den gode veninde jeg kender og holder af dig for, det hjælper mig nemlig med at få lidt mere fred i mit sind, når jeg er i så godt selskab som dit!"

Millicents mundvige trak op i et skævt smil, ved Dusts ord.
" Ja...tænk på al den tid du har og kan lave ulykker i " drillede hun. Selv om situationen var alvorlig, hans skader var mange og monstret og forbandelsen ikke til at spøge med- så havde humor alligevel altid sin berittigelse...den kunne agere ventil, og tage lidt af anspændtheden.
Et spørgsmål melldte sig...men hun ville lige lytte færdig, før hun stillede det til Dust.

Millicent ændrede lidt på sin stilling, og sad nu som den lille havfrue.Hendes blik var fæstnet på hendes hånd, der nu lå i Dusts. Hun lyttede.
Dust var sød og han gjorde hvad han kunne for at berolige hedne, men faktum var at 50 procent monster var en pæn stor sjat, og det lød enda som det ikke lige lod sig adskille.
men Millicent kunne følge ham langt hen af vejen. Hun havde selv en mørk side, og hun havde ingen ide om hvordan hun skulle skille sig af med den, eller hvor ofte den kom frem. Hun havde ingen erindring når Roselia havde taget over, men Roselia havde kendskab til ALT Millicent gjorde og tænkte, så den kamp var ret meget ulige.
Det eneste Millicent havde at stå imod med var alkohol. HUn havde erfaret at når hendes sind var småpåvirket, når hun havde promiller i blodet, så kunne Roselia ikke skubbe Millicent væk og tage over.

" Jeg forstår godt hvad du mener, Dust. Og naturligvis skal der ikke pilles ved noget, hvis det betyder en risiko fro dit velbefindende.
Og at gamle med dit liv er slet ikke på tale." Millicent gav hans hånd et klem og trak så hendes til sig igen.
" jeg ...jeg kender selv til at have en del inden i sig men ikke ønsker ud. Og selv om min del hedder Roselia og ikke som sådan er et monster, så er hun utilregnlig og man ved aldrig hvor man har hende. Jeg ville ønske jeg vidste hvordan jeg skulle slippe af med hende....tror hun er en ånd der har slået sin ned, bosat sig i mig som var jeg en anden lejebolig.

"....men Dust ?det der med du spiste en sandfrugt der gav dig forbandelse at leve med....hvad lavede du egenlig i Lucifers have til at starte med ? og hvis du kommer i både de høje lag, og de øøhhh underste etager " referede hun til himmel og helvede..." Har du så nogensinde hørt om en fallen engel, der hed Calvin ? og hvad der skete med ham ?"

Calvin James var far til Millicent, og forsvundet fra jorden overflade.
En blond fyr med et tandpastasmil, og en mørk sjæl. Hvad han havde lavet der gjorde han faldt, havde Millicent ikke kunne finde oplysninger om- Hun frygtede det var noget virkelig slemt. Hun anede ikke om han var levende eller død....en dag var han bare væk, og havde efterladt en meget ung Millicent alene med en mor der var psykisk uligevægtig.

"Ja og endda brugbart med alt den ekstra tid, når man er et naturtalent, ud i det at være en kaotisk ballademager, eller som nogen kalder mig: en udspekuleret satan!" sagde han med et lille smil på læben, som om han lige havde kaldt sig selv, verdens sjoveste komiker. Han kunne dog ikke undvige det hjerteskærende ved, at hun ikke ville gamble med hans liv, eller gøre noget der udsatte ham for livstruende fare, for den næste hemmelighed han havde at fortælle hende, var noget der specifikt omhandlede hele hans liv, og som havde fastlagt hvordan hans liv ville ende, men hver ting til sin tid. Han ville først færdiggøre den samtale de var i gang med, før han fortsatte over til det næste emne, der omhandlede hvad han vidste om hans fremtid, en ting som han aldrig havde fortalt nogen anden, da han vidste at selv dem der stolede mest på ham, og som virkelig holdt af ham, ville have svært ved at håndtere det faktum, at han kun levede for at dø.

"Hvis det kan hjælpe dig, så ved jeg en ting eller to om den slags indre væsner, så måske en dag kan vi 2 finde ud af noget sammen, for at se om vi kan få jaget hende der Roselia på flugt, eller i det mindste bare få hende under kontrol, så du ikke længere skal besvære dig alt for meget med hende!" man kunne mærke på ham at han mente det dybt seriøst, han kunne om ikke andet rigtig godt lide Millicent, hun var et kærligt væsen med et godt hjerte, som helt klart var på det rette sted, så han ville gerne hjælpe hende, så godt han nu engang var istand til, hvilket i hans tilfælde ikke var så lidt endda. Med lettere nysgerrighed i hans blik, så han på Millicent da hun begyndte at nævne, det med at han havde været i himlen og helvede, og ledte det hele op til spørgsmålet om hendes far. Han kunne ikke lade vær, med at smile over det her, for lige siden han fandt ud af hendes fulde navn, dengang før de mødtes i zone 1, havde han blot ventet på at hendes nysgerrighed, på et eller andet tidspunkt ville indhente ham, og bringe ham spørgsmål om en person, som hun ikke vidste om han kendte eller ej.

"Først og fremmest må jeg lige nævne, at jeg ingen adgang har i himlen, de vil ikke have min slags deroppe, og det med frugterne er sådan, at de kommer fra helvedes baghave, men de har været på jorden i tusinder af år, så jeg var ikke i helvede for at finde frugten!" startede han ud "Men det er lige meget, jeg forstår hvor du vil hen, og svaret er ja, jeg kender din far!" han holdt en pause mens han lagde sit hoved bedre til rette, så den kunne synke lidt ind hos hende. Både det at han kendte hendes far, men også det at han omtalte det som om, at han mente stadigvæk kendte ham, og ikke 'gjorde engang' "Hvor gammel er det du er nu søde? Omkring de 20 eller sådan noget? For i så fald, har jeg kendt din far siden du var cirka 6 år gammel! Jeg ved godt nok ikke hvordan du vil reagere på det her, men jeg lovede din far ikke at sige noget til dig, omkring mit kendskab til ham, medmindre du selv spurgte mig om ham! Og hvis du endelig skulle spørge, sagde han udtrykkeligt at det første jeg skulle sige til dig, før jeg sagde noget andet om ham, er at han er ked af det! Ked af det over at han forlod jer da du var 6, ked af det over at han var som han var overfor dig, og ked af at han aldrig kunne komme tilbage til jer, og fortælle dig at inderst inde, dybt i hans hjerte så elsker han dig og din mor, mere end noget andet i hele verden!" tåre brød ud fra Dust'es øjne, men der var noget skævt ved det. Disse tåre var ikke hans tåre, det var en andens tårer gemt til specifikt denne situation, som et kort minde der blev afspillet for første og sidste gang.

En styrke såvel som en svaghed, var Millicents hjerte og evne til empati.
Den kunne svække og gøre så ondt at hun dårligt kunne rejse sig påny, men den kunne også udløse uanede kræfter at bringe handlinger frem i , så nøje og så effektive , hvis det betød hun kunne passe på dem hun havde taget ind i sit hjerte.
Sådan var det bare med hende, om hun ønskede det eller ej. Nogle ting stod ikke at ændre.
"Jeg tror du kan være udspekuleret Ja, men du er ingen satan Dust. Så sad vi ikke her"
Millicent så andre ting i ham. Hun vidste han var brutal og ville havde magt.Frygt...at skabe frygt om hans person var et af de mange våben han kæmpede med, men Millicent så bare dybere i ham. Hun mærkede der var andet. Og helt ærligt, hvis der ikke var det så havde Dust aldrig have behandlet eller sørget for Millicent, som han havde.
Med ligeværd, frihed og tillid. Han var god ved hende. Og blid.
Så nej...han var bestemt ingen satan, men en der havde brug for at have folk omkring sig, der kunne yde lidt modvægt .
"Du er soooom...Anakin ...under transformation til Darth Vader" mumlede hun ..."og du behøver en Amidala du LYTTER til " det var jo problemet i Starwars.
Anakin havde ikke lyttet til den klige pige , og heller ikke til sin bedste ven.Han endte med at slå alle de små jedi's ihjel og blive en ond hersker. Dog ikke mere ond, end han ikke nænnede at slå sin egen søn ihjel, Luke.Millicent havde altid været vild med Anakin, men desværre også med Darth Vader. Måske en del af hende havde en svaghed for forsøge at bringe kærlighed frem i de slemme fyre ?

"Det ville være dejligt, om jeg kunne få sind for mig selv " smilede hun, men alvoren kom da snart på plads i de blå øjne af hendes igen. "ingen himmel eller helvede...jeg ved snart ikke om det er en lettelse eller hva? "Hun purrede op i Dusts hår.
"Jeg tror du har levet et barsk liv, og har måtte betale en høj pris for din magt, Dust. Du skulle overveje...'at arbejde deltid'"smilede hun igen, han forstod sikkert hvad hun mente.

Hvad der dernæst skete var Millicent ikke beredt på.
Og hun skulle måske lære at stille sine spørgsmål med større omhu, men hun havde aldrig drømt om lige at finde den eneste spinkle nål, i en høstak på størrelse med Nevada.
"Du ...D-du kender min far?" Blev hendes øjne større og stemmen lidt lavere.
Et mild grad af chok og overraskelse havde meldt ankomst i hende og hun kunne mærke en tågedis ligge sig over hendes tanker og sind. Måske en forsvarsmekanisme der skulle passe på hende, ikke at lade hende blæse helt omkuld .
"Tyve...jeg er tyve" næsten hviskede hun og lagde et meget uforstående blik på Dust.
Hun hørte hans ord, og selv om han gav tid til det, ville det ikke helt lande rigtig i hende. Havde Dust kendt Millicent , vidst hvem hun var...siden hun var bare seks år? Og hendes far ?? Og hvad skete der for nutiden ?
Hendes respiration blev hurtigere og det var tydeligt hun bedre kunne bære andres tunge lod, end hun brød sig om hendes egne. Ikke at hun var egoistisk, det var nærmere en trang til at flygte fra hvad der nu ville komme op af den boks hun slev havde siddet og pillet ved - og nu åbnet låget til.

Da Dust begyndte at sige hendes far var ked af det, og elskede hende kummen det over.
Tåren fra Dusts øjne gav det hele et næsten uhyggeligt skær- set med hendes bange øjne...og hendes reaktion kunne ikke holdes tilbage.
Uden hensyn til Dusts skader og almene tilstand , greb hun nu en stor pude og ville smække ham een lige i ansigtet.

"Hvad helvede laver du ?" Lød en svag hvæsen , da kom op på benene og Millicents øjne for igennem det lille værelse, hvor hun udvalgte sig en vase på det lille sengebord.
Vasen fløj direkte mod Dust og nu var der skruet op for volumen ..."STOP DET DUST..HVORDAN KAN DU ? JEG TROED IKKE DU VILLE PRØVE DINE ...SYGE LEGE ...MED MIG ....I DONT BYE THAT SHIT - GET IT! SO LAY OFF DUST ! " knurrede Millicent og knyttede sine hænder sammen, årh hun var så arrig. Og bange, men vreden dækkede det til.
Et sted bagerst i hendes sind, kunne hun høre en stemme le. Roselia var vågen nu.
Great det var da LIGE hvad der manglede !  
Millicent hastede over til sin rygsæk, hvor en flaske billig vin blev trukket op.
Hun satte den til munden og begyndte at bælle den, imens gråden pressede hysterisk på, som var hun 6 år igen.
En halvfyldt flaske ville blive forsøgt kaste mod Dust igen; make no mistankes, hun var vred ..."EN CHANCE....DU HAR EN CHANCE DUST, FOR AT GIVE MIG SANDHEDEN ELLERS BLIVER DET GODT NOK VÆRST FOR DIG SELV !" Hvæste killingen der modigt spillede op til kamp mod Dust, uden omtanke for de styrker han besad og dem hun selv manglede.
Hun var langt mere styret af hendes følelser, og lige nu af den urætfærdighed Dust kastede hendes vej.
Eller ...det troede hun jo han gjorde.

"Hehe du er så godhjertet som nogen kan være Millimus, det er rart at have mødt en som dig, der kan se andre for det gode i dem! Jeg har længe været træt af alle dem, der kun ser andre, for det de har læst i aviserne eller set på tv!" sagde han roligt, og kunne ikke lade vær med at smile et lille smil af hende. Han var dog nød til at tænde en smule for sin engle aura, så han kunne ligge noget følelse i smilet, og det gjorde han også gerne, da han gerne ville gøre sit bedste for at vise sig fra sin gode side, overfor den kære Millicent. Hun havde trossalt været så godhjertet, at hjælpe ham nu når han havde brug for det, og han ville så sandelig gøre det samme for hende, men lige nu hvor han healede, var det bedste han kunne gøre, at vise hende hans taknemlighed.
Da hun brugte starwars eksemplet til, at forklare ham at han bare manglede en at lytte til, så han ikke blev gennemsyret af ondskab, skulle han lige tænke lidt over den. Han kendte ikke lige referencen som sådan, men efter blot få øjeblikke regnede han ud, hvad det var hun helt præcis prøvede at forklare ham, og han kunne ikke lade være med at nusse hendes hånd, mens hsan smilede lidt for sig selv.

"Selvom jeg ikke aner hvad det er for en reference du bruger, så tror jeg godt jeg forstår hvor det er du vil hen! Du mener at jeg bør lytte til mine nærmeste, for at undgå at jeg mister den sidste rest af min godhed, og bliver til en ondskabsfuld og hævngerrig type, der ikke tager hensyn til nogen! Er det korrekt, eller er jeg fuldstændig ude på et sidespor?"

Hendes reaktion på det han indtil videre havde sagt om hans kendskab til hendes far, udviklede sig i en retning han ikke lige havde regnet med. Hun virkede til at responsen med en form for frygt, eller noget i den retning, men hurtigt udviklede dette sig til en vrede, der virkede mere som et forsvars værn, mod det hun ikke vidste om sin far. For længst havde Dust erfaret, at det var nemmere at hjælpe andre med at håndtere deres problemer, end det var at håndtere ens egne, og måske denne pludselige reaktion på hvad han fortalte, og hvordan han reagerede, var en måde hun reagerede på, fordi hun var bange for hvad det kunne udvikle sig til. Et eller andet sted kunne han godt forstå det, for grunden til at han fik tåre i øjnene, var fordi han havde rester af hendes fars chakra i sig, der reagerede på at han undskyldte overfor hende på hendes fars vejne, og det var gennem hendes fars chakra, at han fik minder frem i sit hoved. Minder der stammede fra hendes far, fra de 6 år hvor han havde været sammen med Millicent, og med disse minder i hans baghoved, kunne han forstå det forhold hun måtte have til hendes far. Med en hurtig reaktion, brugte Dust noget sand til at stoppe hendes slag med puden, mens han selv tog sig til hovedet på grund af de ekstra minder. Hans øjne fulgte Millicent, mens han forblev stille under hendes lille tantram, da han mente at det måtte være bedst, ikke at afbryde hende når hun var sur, før hun gav ham lov til at snakke.
Hans sand stoppede også vasen, ved at gribe den i luften og derefter stille den på gulvet, mens han hørte hende sige til ham, at han fik en chance til at give hende sandheden. Den chance tog han skam, for han vidste at han ikke løj overfor hende, han var blot nød til at gøre det her rigtigt, så hun blev mere overbevidst om at han sagde sandheden.

"Jeg har indtil videre fortalt dig sandheden, og hvad jeg fortæller dig nu, er hele sandheden hverken mere eller mindre! Stop mig hvis du ønsker det, og spørg gerne hvis du har noget som helst på hjerte!" sagde han roligt, og klappede forsigtigt på sengen, i et forsøg på at få hende til at sætte sig ned, og tage den med ro, mens han begyndte at fortælle hende, hvad han vidste "Det hele startede for cirka 351 år siden, omtrent nogle måneder før jeg blev født! Din far kendte mine forældre, og hjalp dem med at skjule deres hemmelighed, da deres kærlighed var forbudt, lige som eksistensen af min søster, og mig der lå i min mors mave! Din far skaffede mine forældre en hemmelig teknik, som jeg nu er mærket af den dag idag, og efter min fødsel da min familie blev dræbt, der var det at din far blev fordømt for hans ugerninger, og derved blev en falden engel! Den sidste gerning han gjorde, før jeg mistede kontakten med ham i en lang periode, var at hjælpe mine forældre med at udføre den teknik, der mærkede mig og nu er den hemmelighed jeg stadig skylder dig! Som nævnt så jeg ikke din far i lang tid, han gik sikkert under jorden i en del tid, indtil han mødte din mor og fik dig, og der var det så han kontaktede mig igen! Da du var blevet 6 år gammel, mødtes jeg med din far, og lavede en aftale med ham! Efter han havde fortalt mig om jer, hvor ked af det han var over, at han ikke havde været istand til at videregive dig, nok angel mojo til at du kunne få dine vinger eller engle evner, og hvorfor han ville have min hjælp, aftalte vi at jeg hjalp ham med at fingere hans død! Men noget gik grueligt galt, for den bombe han havde lavet, udførte stor skade på din far, og efterlod hans krop smadret, så han næsten var døende! Og siden da, så har jeg været i gang med at reparere ham, i et forsøg på at få ham på benene igen, og jeg er faktisk nået langt! Jeg mangler kun nogle vitale ting, før jeg kan få ham ud af hans beholder, og begynde på hans genoptræning!"

Efter denne lange fortælling, så Dust mod Millicents øjne, i et forsøg på at få øjenkontakt med hende, for at se hvordan hun reagerede på den noget detaljerede forklaring, han havde holdt inde med, indtil lige præcis dette øjeblik hvor hun selv søgte viden om hendes far. Som han før havde sagt, havde han lovet denne faldne engel ikke st sige noget, før hun selv spurgte ind til emnet, og det var noget hendes far havde ønsket, fordi han havde indset hvilken far han havde været, og derfor ønskede at Millicent selv kunne vælge, om hun ville vide mere om ham, eller ikke ønskede at have mere med ham at gøre.

Millicent nikkede anerkendende. Selv om Dust ikke havde set den gamle film, havde han fanget budskabet. "Det er sandt. Anakin var en renhjertet dreng. Ville være jedi og slås for den gode side. En del af ham var dog altid facineret af de store kræfter den mørke  siden, Sith fyrsterne , legede med. For som jedi skulle han hele tiden holde tilbage, og der skulle arbejdes hårdt. Ingen fri leg , kunne man sige. Han giftede sig, og Amidala blev gravid med to babyer i maven. Anakin drømte hun ville dø under fødslen, og hans sind blev formørket af frygt for at miste hende. De mørke Sith fyrste havde opsnappet det og fik lokket Anakin over og blive hans lærling, ved at love ham at han ville kunne forhindre død for den han elskede. Men Anakin blev sindsyg, sårede hans kone og endte i en kamp med hans jedimentor og bedste ven. Her blev han så forbrændt at han måtte indkapsles i en maskine , der trak vejret for ham. Han blev transformeret til Darth Vader.
Oh....og Amidala døde ganske sandt under fødslen af Luke og Leila, uden nogen kærlig mand ved hendes side. Hun fødte i hemmelighed og børnene bragt op i fosterpleje. Egen,ig ganske sørgelig. Det var første del af Starwars, anden får du en anden dag !" smilede hun til Dust , og tænkte at han havde kunne slappe lidt af og hvile , under hendes lange fortælling. Næsten en bedtime historie, ik.

Millicent kom kort efter ud på stormfuld højder, da Dust begyndte at betro hende sandheden om hendes far. Første reaktion var at lange ud, and boy did she do that !
Hun råbte og smed med ting, og lod til at få en smule afløb i processen.
Dust forholdte sig rolig, hvilke kostede hende at surmule en smule, da hun endelig var færdig med at smide med porcelæn og flasker.
Det var altid vældig irriterende når man selv var oppe at ringe, og mod partnere ikke havde besvær med at forholde sig rolig. Hun skulede til ham, stadig urolig . Vægten skiftede fra ben til ben.
Millicent fnøs , da han indikerede hun skulle sætte sig. Hun havde mere lyst til at slå !
Men hun måtte minde sig selv om at neden under alle de lag af madresser der var skabt af vrede lige nu, lå en lille grøn ært. Og den hed Dust. Dust havde indtil nu aldrig løjet for Millicent, ikke at hun vidste af da. Så måske det var fair at lade ham få den ene chance, til at forklare sig?
Modstræbende satte hun sig ned, og madressen gav en smule efter.
Millicent sukkede og så lod hun endelig til at kigge på Dust - hun  løftede udfordrende begge bryn i en ' okay- så skal det fandme også være godt ' grimasse.

Millicent kendte ikke rigtig til alle de ting, alt det tekniske i fortællingen, men hun blev selvfølgelig straks grebet af der lå nogle voldsomme tragedier i det der var sket.
Det blev det første hun responderede på...
" så vores forældre kendte hinanden for mange år siden! eller min far kendte dine ! ( Millicents mor var menneske og kunne derfor ikke have levet dengang ) og han hjalp dem med noget, fordi deres kærlighed var forbudt. Noget der var forkert i andres øjne" summerede hun stille op, og lod ordene langsomt trænge ind og tage form.
"Så ...du har en søster, Dust?" et svagt , men stadig meget usikkert smil! blev skænket ham. Vreden var væk, og nu skulle hun forsøge få fat og holde om den kæmpe viden han bragte hende.

Efter at have kredset lidt omkring Dusts familie, var hun klar til at tage brydergreb med sin egen. Millicent var blød og let at påvirke emotionelt- men trods dette var hun faktisk mere udholdenhed og stærk end mange, hun gik bare af andre veje for at nå sit mål, kunne man sige, da hendes tanker noglegange ( som også hendes følelser) besad en privat logik.
"wow???Dust..det er lidt vildt det her" Millicent grev en pude og trykkede den mod sin mave, som en comfort. Hun tog en par dybe vejrtrækningen, helt ned i hendes mave, og pustede langsomt ud igen. Hendes blå øjne, søgte Dusts, og bad ham tavst om at bære over med hende. Det hele var overvældene.
" Så...du har kendt til mig siden jeg var 6 år...og været ven med min far? Men jeres eksperiment slog fejl....og nu har du min far i en beholder, imens du leder efter reservedele til ham ?" hun rystede på hovedet.
Hvad pokker sagde man lige i sådan en situation? Der var så mange tanker, og endnu flere spørgsmål. Hun var berørt af hendes far faktisk havde elsket Millicent og hendes mor, Maria. Det betød meget, selv om det nok ikke gjorde op for alle de år med tvivl om en faders kærlighed. Men det viste at han havde et hjerte for dem, trods alt.
Hun var også taknemmelig, taknemmelig for Dust  ikke havde opgiver at hjælpe, efter alle de år.Han kunne jo bare have ladet hendes far dø.
Der rejste sig spørgsmål om HVAD faderen havde gjort, og hvorfor kærligheden mellem Dusts forældre var forbudt? Og hvor var hans søster, havde hun ikke fået svar på det tidligere.
Der var så mange ting hun ville spørge om, og så meget hun ønskede at udtrykke til Dust.
Istedet blev det der slap ud, en typisk skæv sætning fra den unge kvindes ucensureret tanker "Årg gud....min far er jo nutidens Darth Vader! ....hvor har du ham? Kan jeg se ham ? Eehh....hvor meget fylder den beholder ? Kan jeg havde den i min rygsæk?" hun så lidt hjælpeløst på Dust. Helt klar over det nok ikke lige var standart spørgsmål, men det var da godt nok heller ikke almindelig small talk over aften kaffen.

"Det lyder godt nok, som en film der kommer fra før tredje verdenskrig! Mest på grund af det faktum, at det lyder som en af de der film, hvor ideen bygger på hvordan fremtiden kan se ud, og nøj hvor tog de bare vildt meget fejl! Men ellers lyder det som en god film Millimus!" han smilede lidt, da han sagde det med, hvor meget fejl film forfatterne i fortiden havde taget, når de skrev et manus til en film der handlede om fremtiden. Det galt jo så også de normale forfattere, der skrev bøger om fremtiden, eller det var så de fleste ting begge typer forfattere tog fejl af. Der var nogle ting, som enkelte af dem havde ret i, og det var ting såsom at tredje verdenskrig ville ødelægge jorden, teknologien ville udvikle sig meget, radioaktivitets relaterede situationer, fabrikat væsner og mange andre ting, som rent faktisk eksisterede den dag idag.
Hendes lille fortælling om filmen, havde givet ham mulighed for st slappe lidt af, og det var der vist også brug for, når nu Millicent fik brug for at lette lidt på låget, og lade noget damp sive ud af ballonen. Det stod ret klart at det var det der skete, da hun smed med porcelænet og flasker, hvorefter det fortsatte over i en lille surmulen over, at Dust kunne forholde sig rolig, mens hun havde brug for at skrue op for vreden. Han kunne godt forstå hun var lidt sur på ham, over at han var så rolig, men det kunne han kun gøre noget ved, hvis han kom ind på hende gennem den viden han kunne give hende, og kunne finde en måde at finde vej til den rolige Millicent, som han vidste var derinde et sted.

"Ja ser du, min mor var en skytsengel, og min far var en skyggedæmon, og kærlighed mellem engle og dæmoner, ses som en forbrydelse hos begge racer, derfor var mine forældres kærlighed forbudt, og både min søster og jeg anses for at være en naturstridig vederstyggelighed! Eller jeg gør stadig væk, min søster fik samme skæbne, som mine forældre!" forklarede han stille, og virkede en anelse påvirkede over, at tænke tilbage på hans egne forældres skæbne. Til trods for at han var såret, løftede han sine arme, og fandt knuden til det hvide bånd om hans pande, så han kunne binde den op og fjerne båndet. Det båndet gemte, var 3 forbandelsen mærker der sad på hans pande, hver af dem havde henholdsvis tegnet for mor, far og søster, og man kunne nu se hvorfor han havde den naturlige røde stribe i hans hår "Det din far fandt til min mor og far, forårsagede det her mod mig! Jeg skal nok forklare hvad det er, men lad os tage et emne af gangen, og lige nu er din far vores samtale emne! Og hvis det skal være rigtigt, så hedder det sig at jeg havde en søster! Som sagt led hun samme skæbne, da de daværende ledere for dæmonerne og englene, sendte lejesoldater til vores hjem, for at dræbe os alle!"" han kunne ikke rigtig få sig selv til at smile, da han kun havde kendt sin familie i de første 4 år af sit liv, og selvom det ikke var meget tid, og for ham var rigtig lang tid siden, så kunne han stadig huske dem, for den forbandelse Millicent kunne se på hans pande, gjorde at han aldrig kunne glemme dem.

"Tja jeg har set et par billeder han altid gik med, af dig og din mor, og han virkede nærmest sørgelig da han sagde, at han fortrød han ikke havde været sødere ved dig dengang! Han var dog stolt over, at du allerede den gang var sådan et smukt og kærligt barn, for han kunne se på dig at selvom han var som han var mod dig, så prøvede du stadig alt hvad du kunne, for at gøre ham stolt!" sagde han, da han mindedes dengang, hvor Dust havde fået hendes far ind i beholderen, og han var vågnet første gang. Hendes far havde bedt ham kigge i hans pung, og så var det han fortalte om hvordan han følte, omkring hans kære datter og hans elskede kone "Men ellers ja, hans forsøg på at få det til at se ud som om han var død, virkede lidt for meget, så jeg fik hans skadet krop ind i en beholder, med væsker der kunne hjælpe med at holde ham i live! Indtil videre er det lykkedes mig, at reparere det der kunne reddes, og jeg har fået erstattet det meste af de ting, som jeg ikke kunne redde, så lige nu mangler jeg blot, hans mindre vitale dele, og så er han klar til at komme ud af beholderen, for første gang i 14 år!" han mødte hendes øjne, og hans øjne udviste den overbærenhed, som han kunne se hun et eller andet sted, havde brug for at han gav hende. Millicent var trossalt en af de få, som han ærligt holdt af, og siden hun gengældte denne følelse, så gjorde han hvad der skulle til, for at være en rigtig ven for hende.

"Altså din far er ikke helt lige som Darth vader, men det er da lidt på vej derhen af! Når jeg er færdig med ham, kommer han til at være mere menneske end cyborg, og efter alle disse år i beholderen, har han indset mere end en ting eller tog, så han bliver nok meget glad for, endelig at møde den smukke og blide Millicent, som jeg har fortalt ham om!" forklarede han med et lille smil på læben, da han havde fortalt hendes far alt om Millicent, siden sidst Millicent og Dust havde været sammen "Jeg har opbevaret din far i et laboratorier under Las Vegas, som kun jeg har kendt til, og nogle af alle de penge jeg har samlet, ved at udføre lyssky opgaver, er gået til de ting jeg skulle bruge for at reparere ham! Så du kan sagtens se ham, hvis vi tager derhen en dag, men beholderen er lavet til at indeholde et helt menneske lignende væsen, så du kan ikke have ham med dig! Men det får du heller ikke brug for søde, for der er ikke lang tid til, at jeg kan få ham ud af beholderen, og så er han kun en genoptræning fra, at kunne komme ud i den virkelige verden igen!" han løftede forsigtigt sin hånd, og strøg lidt af hendes pande hår om bag øret, for at vise hende at hun kunne slappe af nu. Han vidste godt at hendes fsar var et ømt punkt, og et tungt lod at gå med, men nu var samtalen nået til et punkt, hvor det værste var overstået, så nu kunn hun slappe lidt mere af, hvis altså hun tillod at Dust hjalp hende med det.

Omkring filmen havde Dust jo ramt plet.
Det var en gammel film og den havde haft et bud på hvordan fremtiden kunne se ud, men de fleste ting var dog skudt helt ved siden af. Ååhh hvad hun dog ikke ville give for at eje et lyssværd! Men trods al den advanceret teknologi den nye verden bestod af, havde hun endnu ikke stødt på et rigtigt lyssværd. Hvor vildt ville det lige være.
Hun kunne jo ødelægge alt , ved at svinge det ludt omkring...øøhh...forsvare sig , mente hun !

Millicent klaskede hånden mod sin lyse pande, som Dust forklarede forældrenes kærlighed.
"Årh...det jo klassisk Romeo og juliet. To der bare ikke MÅ få hinanden. Det er jeg ked af at høre." Hun tænkte lidt videre. Hvorfor mon nogle racer holdte så fast på den del? Hvad kunne der ske? Eller var det blot et udtryk for de var snoppet ?
Hun blev dog meget tung om hjertet da Dust forsatte med at kaste lys over, hvordan han og søsteren var blevet set på.
Millicents hånd gled let over hans , og hun ville egenlig gerne trøste selv om det var en halv milliard år for sent til det.
Fra hans hånd , strøg hun kort ned af hans kind, og rystede næsten usynligt på hovedet..
"Dust...ingen baby er vederstyggelig, det har du aldrig været, og heller ikke din søster. Folk frygter hvad de ikke forstår, ser du ikke det? JEG synes du er pragtfuld" afsluttede hun i en varm og blød tone. Millicent kunne mærke en vrede i sit bryst. En vrede imod de folk der vovede at få børn til at føle sig som forkerte og langt værre. De burde havde en ordenlig røvfuld- snoppet uintelligente verden , hvor race havde større betydning end alt andet.

Dust løsnede hans pande ånd, og Millicents øjne spilede sig ud.
"Symboler....du har symboler i panden...familie symboler, men...? " de små grå kørte som var de på epo, og hun vidste hun var tæt på mål, men alligevel faldt brikkerne ikke helt på plads. Dust afbrød hende og ville færdiggøre snakken om Millicents far før et nyt emne skulle på banen, men det var svært at slippe hans historie.
Desuden hang de sammen. Hendes far havde gjort et eller andet, han slet ikke burde og nu var Dust mærket for livet, chained til en lorte forbandelse- det var vel ikke okay ?!

Men Dust og hendes far så ud til at have dannet en form for venskab, eller gensidig forståelse alligevel,for der var ingen fordømmelse eller had at opfange i Dusts stemme så vidt Millicent kunne udlede. Så hun ville forsøge at holde et åbent sind her, og ikke dømme nogen .
"forsæt Dust " lød det stille. Et lille nik viste at hun var klar til at lytte lidt igen , og så blev resten af beretningen blev suget op, som var hun en lille køkkenrulle på overarbejde .
Millicent spidsede læberne og prøvede at få hold på det hele.
"Det er lidt meget, Dust...alene DET at han lever, sort off...og også hele historien. "
Hun var dog ekstremt glad for at han havde hjulpet hendes far, og det stod skrevet i hele hendes ansigt hvor Dust ville kunne læse det, no need for words.

Heller ikke dét med Dust havde set billeder, blev der kommenteret på.
Millicent var ikke oprørt eller noget, men hun var overvældet big time.
På een aften havde hun fundet en stor skadet Dust der havde kæmpet for livet. Hun havde fået indsigt i hans forbandelse OG så havde hun fået vished om hendes far skæbne, og når reservedelene var klar , så havde hun måske en far igen. Det VAR en overvældene aften, for en ung kvinde der ikke have tusinde af års erfaringer at trække på eller læne sig op af her.

"...og han er snart færdig! Hvad så, er han så den samme far i hjerte og sind eller hvad kan man forvente ?"
Selv efter en hjerneblødninger eller blodprop hændte det at folk ændrede personlighed, alt efter hvor skaden i hjernen var , så en total ombygning kunne måske også lige rykke på en klods eller flere?

Millicent sad med hagen lidt ind af, og havde blikket rettet ned på puden hun stadig klemte ind mod sin mave. Hun kiggede op da Dust strøg hendes pandehår væk, og et lille skyggesmil gled over hendes ferske læber.
"Så...du har set mig med fletninger og det hele da jeg var 6 ? Og måske med ble da jeg var helt lille ?" kom humoren frem, midt i al alvoren. Hun huskede at hendes far  havde haft en billed i hans pung, der gengav en eftermiddag ved vandet. Billedet viste en mørkhåret mand , Millicents far Calvin. En blond kvinde med langt hår var Maria, Millicents mor .
En lille halvskaldet Millicent sikkert i blebukser og så havde Beamer været på....familiens kælehund. Et andet havde været Millicent med lange fletninger i en sød piget kjole , i færd med at lave pandekager.

"I Vegas ! Der kommer jeg jo lige fra . Jeg havde jaget en rum tid og var søgt ind til byen for at få et bad og ja...føle mig som menneske igen.  Tænk at jeg var så tæt på ham."
Millicent rykkede på puden og smed den om bag nakken, så hun kunne ligge sig ned, og få kroppens anspændte muskler til at slappe lidt af nu hvor det væreste var overstået.

" jeg tror...jeg er nød til at vente med at fortælle min mor det her. Hun har en smule...mentale problemer...og jeg er ikke sikker på det vil hjælpe dem hvis jeg fortæller far er ved at blive samlet i en beholder , under Vegas" kom hun til at grine.

"..og på en måde er jeg egenlig lettet over beholderen er stor Dust, for jeg ville have følt et ansvar for at passe på ham selv, kunne jeg passe ham ned i min rygsæk. Og helt ærlig, det ville nok være langt mere svært at forklare det var min næsten levende far i den lille beholder , end hvorfor jeg havde et dødt dyr" smilede hun , ved mindet om det var det døde dyr, der i første omgang havde fået general Zolner til at gafle hende med sig hjem til Zone 1.


"Ved du hvad ? I Vegas der tilbragte jeg lidt tid med en fyr jeg kender...Auriel, hedder han...han kendte dig ?! Noget med i før har arbejdet sammen?" hun ville ikke vade i at hun havde fået fortalt Auriel at hun var faldet en smule for Dust dengang de måtte udgive sig for at være et par. Legen havde pludselig virket ...også på Millicent, der var begyndt at tro Dust næsten mente hans små erklæringer og kærtegn. Derfor var det en spand kold vand da Dust have hentydet deres veje skulle skilles. Hendes relation til Auriel var...udefineret...og meget anderledes end hun før havde oplevet med nogen, og hun yndede ikke at tale for meget om den. Men at lige Dust og Auriel skulle være bekendte havde også overrasket hende.

"Jeg er virkelig ikke opdateret med alt din film viden søde, men ud fra hvad du sagde, tror jeg godt jeg kan gætte mig til, hvor det er du vil hen med det! Men vær ikke ked af det kære Milli, triste ting sker hele tiden, og jeg har grædt mine tåre over det for længe siden! Nu hvor jeg endelig har fået min hævn, mangler jeg blot at gøre et par enkelte ting, og så kan jeg endelig blive fri!" Dust havde et stort kendskab til, hvordan de forskellige racers ældre tænkte, og han vidste at flere af dem hadet raceblandinger, fordi de syntes at resultatet var et urent afskum, og de ville ikke have at deres egen race, blev forringet på den måde, da de havde en paranoid forestilling om, at det kunne være deres races undergang. Han smilede lidt i sin sorg, da han mærkede hendes hånd, først på hans hånd og derefter mod hans kind. Han lagde forsigtigt en hånd mod hendes, og nød at mærke den mod hans kind, da han sjældent mærkede den form for ømhed, og derfor nød den mens han lyttede til hendes ord.
"Du er også noget helt særligt søde, du ser det bedste i folk, og du har et godt hjerte! Det er rart for en gangs skyld, at være sammen med en som dig, der er så rar og kærlig!" sagde han med et smil der tydet på, at det faktisk hjalp at hun var så sød. Men så var det at der skete noget, som Dust ikke engang havde regnet med. Nede for enden af sengen dukkede en lille pige op, der så ud til at være cirka 6 år gammel, hun flimrede lidt i starten, hvilket tydet på at hun var et spøgelse, og hun knugede en sød kanin bamse ind til sig, mens hun gemte sig lidt bag senge enden, da hun var genert, men samtidig kunne man se på hende at hun også var lidt nysgerrig, da hun kiggede over på Millicent. Hun havde sort hår lige som Dust, de samme blodrøde øjne, og hun lignede faktisk Dust lidt, som om de var søskende. Dust havde kunnet se hende hele tiden, så han vidste ikke at Millicent også kunne se hende nu, derfor talte han videre som om intet var sket, da han var vant til at at hans søster såvel som forældre, ikke lige just forstyrrede ham når han snakkede med levende væsner.

"Ja de her familie mærker, er skabt af den forbandelse din far gav min far! Originalt er det faktisk en juin, et forbandelsen mærke der har en effekt, og lige den her er lavet sådan, at den der får mærket mister evnen til at bruge, en eller flere af deres kropsdele, samtidig med at disse kropsdele vil være i store smerter, men min far lavede den om da han brugte den på mig, sådan at min søster, mor og far, levede videre inde i mig! Som bieffekt fik jeg så den røde stribe i mit hår! forklarede han, da denne del af hans hemmelighed trossalt, havde forbindelse med historien om hendes far. På den ene side, var han lidt trist over at hans far havde gjort dette mod ham, da han i hans 30 års sørge periode efter de blev dræbt, troede at han var blevet sindsyg, da han stadig kunne se hans familie, og grunden til at han sørgede så længe, var fordi han stadig havde dem i sit hoved. På den anden side var han lidt glad for det, da han efter sin sørge periode, havde haft god brug af deres nærvær, for de havde virkelig hjulpet ham på vej, til at blive så stærk og klog som han var, den dag i dag.

"Din far vil nok ikke være helt den samme, som du nok husker ham fra den gang du var lille, vi har nemlig haft lang tid til at snakke sammen, og jeg kan høre på ham at han mener det, når han siger at han gerne vil gøre sit, for at få et bedre forhold til dig!" forklarede han. Han kunne ikke lade vær med at smile, da hun kom ind på at han havde set hende som lille, da det var helt rigtigt "Ja jeg har set dig som lille, og jeg må sige at du var en kær lille baby, og ret nutted som lille pige med fletninger! Og jeg kan godt se, du har arvet lidt af hvert fra din mor, hun var en pæn kvinde! Din far var en heldig mand, at han havde jer 2 i hans liv!" han strøg blidt en hånd gennem hendes, mens hans lille søster forsigtigt havde sneget sig hen til hans side af sengen. Hun virkede stadig nysgerrig da hun så op på Millicent, men genertheden var tydelig da hun gemte sig ind mod Dust, der diskret lagde sin arm om hende, så det så ud som om at han bare lagde sin arm, så den bedre kunne slappe af, hvilket han gjorde fordi han troede at han stadig var den eneste, der var i stand til at se hende.
Imens lyttede han til Millicent, der fortalte om det med hendes mor, om at hendes mor havde nogle mentale problemer, at Millicent lige havde været i Las Vegas for ikke så lang tid siden, og at hun var lettet over det med, at hendes far ikke var i en lille beholder, så hun kunne gå rundt med ham og skulle passe på ham. Han forstod godt at hun var lettet, det kunne være ret besværligt at skulle passe sin far, under den slags forhold, og når nu Millicent havde en mor med mentale problemer, ville det ikke lige just være nemmere. Men heldigvis kunne hun jo være lettet over, at Dust snart var færdig med at lave hendes far, og at han sikkert ville gøre sit bedste, for at være en god far for Millicent. Da Millicent så kom til emnet Auriel, smilede Dust lidt over at hun også kendte ham, for det undrede ham egentlig ikke, da det var en lille verden de levede i, især når man var begrænset til, kun at kunne være på Amerika.

"Ja jeg har mødt Auriel, vi blev sat sammen på en opgave, den gang før jeg tog på tidsrejser, så selvom det er lang tid siden for mig, er det vist ikke så langt tilbage for ikke tidsrejsende!' sagde han tænkende, da han mindedes dengang, han havde arbejdet sammen med Auriel "Det er faktisk lang tid siden, jeg sidst har set den lille ærkeengel, hvordan går det egentlig med den lille bandit?" hans lillesøster tittede frem, fra sit lille gemme sted, som hun havde skabt ved at putte sig ind mod Dust, og hun knugede sin kanin bamse ind til sig, i et sødt lille kram, da hun var meget glad for sin kaninus, fordi den gjorde hende tryg.

Men Millicent VAR trist. Hun fandt verden ofte var meningsløs og direkte brutal og det gjorde hende både vred og trist. Dust fortjente bedre, end den skæbne har var blevet tildelt.
Hun smilede dog da hans hånd lagde sig over hendes og svarede ham , da hun flyttede på sin , og lagde den tilbage i sit skød. 
" jeg sværger Dust , det er let at have sit hjerte åben , langt sværere er det at lukke det i, når der først er gennemtræk" det er ikke et karakter træk der behøver fremhæves. 
Og.. Jeg tror den eneste grund til du siger du ikke er så vant til omsorg , er at du ikke velkommen den" smilte hun skævt.
Hun kunne sagtens forstille sig Dust kvæle et hvert forsøg på en heart to heart snak , fra både kvinder og mænd. Få folk slap vist afsted med det omkring ham.

Pyy det havde vel nok været en lang dag. Og det fik hun bekræftet da hun Begyndte at hallucinerer . Hendes hjerne måtte være overbelastet ! 
Millicent sagde intet, men gned sine øjne et par gange og ja .... Kun halvdelen af al det Dust fortalte fik hun med.
Hun fik dog nogen nikket på de rigtige tidspunkter, og fik de mest vigtige ting med- håbede hun da.
Det var bestemt ikke fordi hun kedede sig eller ikke gad lytte -men for shits sake , måske var hun virkelig lige så mentalt syg som sin mor ? Nu havde hun både Roselia der tog over OG en spøgelses pige der stirrede på hende. 
Millicent kneb øjnene lidt sammen. 
Den lille pige dér - CHRIST IN HEAVEN hvor hun dog lignede Dust ! 
Millicent førte en hånd over sin egen pande, tjekkede den for feber, men alt føltes normalt.
Hun kiggede igen på den lille søde pige.
Og det væreste var at hun så nuttet ud - var det ikke fordi det hele var lidt skræmmende. 

"Eeh... Auriel har det fint. Han flirter vist med Augustus Kennedy- Vegas hot shot show Girl"  svarede hun uden at tænke over hvad hun sagde , da hendes tanker var helt optaget af den meget livlige hallucination af en lille pige. 
Burde hun fortælle Dust hun så syner ? Måske han skulle ringe efter en læge , eller binde Millicent til sengen ?- det var jo ikke til at spå om hvad der ville ske next- hvad Millicent kunne finde på hvis hun brød ud i det rene vanvid!

Imens Millicent sad og bildte sig selv ind at være en tikkende bombe der ville udbryde i glad vanvid anytime- holdte hun både øje med pigen OG lyttede til Dust så godt hun kunne. 
Det blev dog svært ikke at glo desideret dumt da Dust så ud til at ligge en arm om den lille. 
Nu var Millicent altså NØD til at gribe til action. 

Hun gumpede sig på knæ hen til Dust og med pegefingeren prikkende hun først på hans skulder , dernæst hans kind. Så grev hun fat om hans hage og drejede hans hoved frem og tilbage. 
"Ok ok... Du ikke en ånd .. Du er her virkelig " mumlede hun helt ud af det blå - og klaskede lidt hårdt på hans kind en gang eller to , ligesom for at understrege at han HAVDE substans.
Så drejede hun sig langsomt mod pigen som var Millicent sat i slowmotion- og selv om der intet morsomt var ved at tro man var sindsyg - så SÅ Millicent et kort øjeblik bare den her skønne lille pige med sin stof kanin, og istedet for at prikke eller klappe til hende- kom hun så til at række begge hænder ud i forsøg på at kilde pigens mave, imens hun halvhøjt råbte " Bøøøh tit tit "
Havde Dust ikke kunne se pigen VAR  Millicent nok dømt til mange års psykiatrisk behandling on heavy drugs - men hun glemte helt at kontrollerer sig , da hendes øjne var stødt sammen med den lille piges , og Millicent smilede - før hun kildede.

"Nu må du huske på kære Milli, at indtil videre består den mængde af omsorg jeg har fået i mit liv, af den omsorg du har givet mig, den omsorg mit kære skytsvæsen Vanillia har givet mig, og udover det er det tætteste jeg er kommet på omsorg, det er når jeg har knaldet med nogen, og de så er kærlige bagefter! Alt andet jeg har fået, var som regel langt fra omsorg, da det kom i form af frygt, had eller andre følelser af den art!" sagde han mildt. Han opdagede godt, at Millicent pludselig opførte sig mærkeligt, da hans søster dukkede op, han ville dog være sikker på om det var på grund af hans søster, før han sagde noget, for det kunne sagtens opfattes som mega sært, hvis han bare begyndte at snakke om, at han kunne se hans afdøde søster, fordi han havde hendes sidste livsenergi i sig.

Hvis Millicent havde bedt ham om, enten at ringe efter en læge eller binde hende til sengen, ville han nok lige undre sig lidt. Det spørgsmål havde han nemlig fået før, i en helt anden forbindelse, som i allerhøjeste grad ikke var en stuerent forbindelse, og hvis hun havde bedt ham om den slags, ville han i den grad tro hun fejlede et eller andet, for han regnede ikke Millicent for at være den type, der kunne finde på at bede Dust om, at indlede til frække lege med hende. Han måtte da indrømme, at Millicent var en yderst smuk kvinde, og inderst inde var han da lidt nysgerrig omkring, hvad hun kunne finde på af frække ting, med hendes sexpartner, men han holdt denne side i hans "ting man for sig selv"- mappe, da Millicent var en nær ven for ham, og han ville ikke ødelægge deres venskab, ved at føre sex mellem dem på banen.

Dust kunne ikke rigtig få sig selv til at response, på deres lille samtale om Auriel, da Millicent kom hen til ham, og begyndte at prikke til ham, daske ham på kinden, og dreje hans hoved lidt rundt. Selvfølgelig var han da ikke en ånd, hun havde da lige brugt noget tid på, at pleje hans skader og lappe ham sammen igen, så hvordan kunne hun være i tvivl om, hvorvidt han var en ånd eller virkelig? Så var det at hun så direkte på hans søster, hvilket gjorde at han med det samme forstod, hvorfor hjun opførte sig så skørt. Hun troede hun var blevet tosset, fordi hans søster viste sig som det spøgelse hun nu engang var. Så snart Millicent sagde bøh tit tit, og prøvede at kilde Dust'es søster, forsvandt hun lige på stedet, som om Millicent havde skræmt hende, men hun dukkede hurtigt op igen. Denne gang dukkede hun op siddende i Dust'es skød, hvor hun puttede sig ind til ham, for at finde tryghed hos hendes lillebror, som hun så som sin beskytter, fordi han altid havde været sød mod hende.
"Tag det roligt Milli, du er ikke ved at blive skør, det her er min kære lille store søster, som hun så ud sidst var i live!" sagde Dust, og lagde armene om hende, hvilket hun klart kunne lide, for hun lagde sig straks til rette i hans arme, og lagde et øre mod hans brystkasse, så hun kunne lytte til hans rolige hjerteslag.
"Duust jeg ikk lille, jeg blir 7 år gammel om 4 måneder! Jeg er en stor pige, lige som din pæne og farlige kilde veninde!" sagde hun med en blid og barnlig glæde, som tydet på at Dust havde beskyttet hendes ånd fra, at se de farlige ting han selv havde oplevet.
"Før du bliver helt forvirret, kan jeg fortælle dig, at grunden til du kan se hende, er fordi min forbandelse er blevet svækket, nu hvor den er på nippet til at blive ophævet, og denne svækkelse gør, at man til tider kan se min familie når de er fremme, men indtil videre er du den første der har set dem! Og siden min søde søster Sybil, er den mest nysgerrige, er det klart at det er hende der kom frem!" forklarede han med et lille smil, mens han nussede Sybil bag øret, hvilket hun tydeligvis kunne lide.

Millicent fik dårligt tid til konsumerer at Dust ikke havde så meget omsorg på sin private konto. Han var da også bare SÅ male, ville hendes tanker havde ledt til, med et lille smil.
Fyre havde en tildens til at se tingene fra en lidt anden vinkel end piger, ik?
Og hans fortolkning af sengeoplevelserne og den affektion der kunne følgeefter , havde været sjov at høre nærmere om, hvis lillepigen ikke var dukket op i det samme, så Millicent kun nåede at nikke . Hun var dog temmelig overbevist om at selv om Dust lod til at have kun Vanillia og Millicent som tætte , så havde han helt sikkert et kulørt harem at muntre sig med, til hver en tid lysten skulle være der. Sådan virkede han på hende anyway.

Millicent selv havde en del tilgode, når det kom til at lege med fyre på den måde.
Men mon ikke hun ville være ligeså intuitiv, nysgerrig, legesyg og bly - som hun var i så mange andre henseende ?
Der skulle nok en del mere rutine på drengen , før hun forvandlede sig til et sex monstre af en latex dominatrix ! Åh Gud, det håbede hun da aldrig ville ske, for selv om kærlighedslege da godt kunne være bestemmende og have en storm over sig og manden måske gerne meget 'dikterende'-  så måtte sanseligheden aldrig gå af fløjten, altså det havde hun læst, og erklæret sig enig i !
Men at binde hende til en seng, havde nu været for hun ikke skulle skade Dust havde hun mistet sin forstand, og ikke fordi hormornerne pludselig satte i brand.

Millicent trak sine hænder til sig as fast as she could, da den lille pige gik op i røg og simpelthend bare forsvandt.
"Mmen jeg var så sikker" lød det stille , indtil Dust afbrød og pigen var vendt tilbage i skødet på ham denne gange.
Millicent lignede en der var blevet bedt om at forklare allerideres store illusions nummer, uden at have en eneste ide om hvad hun lige havde bevidnet.
"DIN SØSTER?!" Udbrød Millicent forundret og gned sin hage lidt.
Det var faktisk meget tydeligt at de var det, nu hvor der kom lidt opklaring over det.
De røde øjne og nogle træk i ansigterne havde de fælles. Hold da op, Millicent var så lettet over hun ikke hallucinerede at hun havde kunne kysse dem begge.
Istedet rettede hun rykken og satte sig rank op, i skrædder stilling. Millicent smilede  til pigen der blev nusset af Dust . Stemningen var ændret , det havde den det med at gøre for Millicent når der var børn involveret.
Hun hørte dog stadig efter Dust der forklarede om forbandelsen, og hun syntes da det lød som en god ting. Hun havde ikke helt fanget at Dust måske ikke ville være den Dust HUN kendte, så meget længere. Så havde reaktionen måske været en anden.
Men nu rakte hun langsomt sin hånd frem, mod det lille dukkebarn - for ikke at skræmme hende igen.
"Well...det er en fornøjelse at møde dig , Sybil. Det er et smukt navn du har....og en meget sød kaninus" prøvede Millicent sig frem.
Så trak hun igen fokus over på Dust.
"kommer som den første ,siger du ? Sig mig....kommer der flere? Og hvad betyder det Dust? Det er jo ikke helt...almindeligt at kunne se og tale med...øhh..." hun lave de øjne til Dust, da hun ikke ville bruge ordet 'de døde'. Det virkede ikke hensigtsmæssigt, måske Cybel ville tage det dårligt op. Og Millicent ønskede ikke fornærme nogen.

Sybil så nysgerrigt på Millicent, da hun forsigtigt rakte hånden frem mod hende, og det virkede som om, at komplimanten om hendes navn og kaninus gik rent ind hos hende, for hun tog forsigtigt Millicents hånd, og hilste på hende, før hun genert trak sin hånd til sig igen, rødmede med en dyb rød farve i kinderne, og knugede sin kaninus ind til sig. Af et spøgelse af være, skulle man tro hun var gennemsigtig, men fordi Sybil troede fuldt og fast på, at hun var et levende væsen, gjorde hendes spøgelses kræfter sådan, at hun føltes ægte, men dette gjorde så også at hun hurtigere blev tappet for energi, så jo mere kontakt hun havde med nogen, jo hurtigere blev hun træt og forsvandt.
"Kaninus synes du er rigtig pæn og smuk!" sagde hun genert "Jeg håber jeg bliver lige så pæn som dig, når jeg bliver storere!" hun gabte lidt, og puttede sig lidt ind til Dust fordi hun var træt nu "Jeg tror Kaninus vil putte sove nu! Hej hej pæne dame, jeg håber vi ses igen!" hun forsvandt lige så hurtigt som hun var dukket op, og det så ikke ud til at hun ville komme tilbage igen. Dust smilede lidt til Millicent, over hans søsters kommentar om hendes udseende, før han satte sig lidt bedre til rette efter hans søster havde siddet hos ham.

"Altså normalt kommer mine forældre ikke ud, men når de gør plejer min søster at komme ud først! Og når det sker plejer det at være før Sybil forsvinder, så nu hvor hun er forsvundet for at oplade hendes spøgelses batterier, betyder det at der ikke kommer flere, så bare tag det roligt!" forklarede han med et lille smil på læben "Og du har helt ret, spøgelser er ikke normalt noget man snakker med, men grunden til at man kan se min familie nu, er fordi min forbandelse er svækket, og jeg bære det sidste livsenergi fra min familie, så nu hvor den er svækket kan forbandelsen, ikke længere gemme dem inden i mig, og det gør så at andre også kan se dem, når deres manifestation siver ud af forbandelsen!" han håbede det var nogenlunde til at forstå, for han prøvede at forklare det så godt han kunne, men som altid kunne hun altid spørge ham, hvis der var mere hun gerne ville vide.

"Jeg tænkte på, nu hvor vi alligevel er ved emnet, vil du så høre om min forbandelses hemmelighed, eller vil du hellere gemme den historie, til efter alt det andet lige har lagt sig? Så kan du også hvile dig hvis du har brug for det, for det er trossalt ved at være sent, og jeg gætter på du ikke har fået meget hvile op til vi mødtes?" spurgte han mildt, og strøg en blid hånd gennem hendes smukke hår, mens han så ind i hendes øjne, der til hver en tid havde noget over sig, som kunne smelte hjerter på stribe, hvbis det var det hun ville. Dust var da enig med sin søster om, at Millicent var en smuk kvinde, og hvad angik sex ville han nok have ret svært ved at stå imod, hvis hun prøvede at forføre ham, med den velskabte krop hun ejede. Og hvis hun spurgte ham til hans sexliv, ville ordet harem nok ikke være et ord han lige ville spytte ud i samtalen, for i hans øjne var det ikke lige frem det han havde, selvom han havde mødt nogle kvinder, som han snakkede med den dag i dag, og som han enten havde haft sex med engang, eller som han stadig mødtes med en gang imellem, og havde fræk sex med. Men lige nu, var det faktisk et lille stykke tid siden, at han sidst havde "hooket op" med en af hans veninder, så hvis de kom nærmere ind på et sexuelt emne, ville han nok blive mindet om, at hans lyster trængte til at blive stillet.

Millicent elskede børn og selv om det var rimelig heavy stuff, hun netop havde tygget sig igennem med Dust- så kunne den lille Sybil med sit søde smil hurtigt skabe en helt andet atmosfærde. Millicent var også vældig lettet over ikke at være helt så sindssyg igen, at Sybil virkelig var tilstede, og ikke en hallucinan blot.
Hun fik den lille hånd i sin, og strøg en finger over den lille lyse håndryg.
Millicent formede et lille OH med læberne og rettede så øjnene til den lille stof kanin, i pigens favn.
"Jamen...tusind tak for de pæne ord kaninus, du er godt nok en høflig fin kanin!" Talte hun med den, hvilke børn normalt elskede når man gjore.
" oh...Men Sybil, vent lige..." Millicent dykkede hurtigt ned i sin taske og fremdrog en lille kosmetikpung. Den blev åbnet og et lille spejl taget ud.
Hun rakte det til Sybil.
"Se, det en gave du må beholde for Sybil....du er da allerede både smuk og dejlig og nu kan du også selv se det!" Strøg Millicent igen hendes hånd, og trak sig så lidt tilbage, for ikke at overvælde pigen.
Det var så første gang Millicent havde rørt ved et spøgelse !

Millicent lagde med langsomme bevægelser din makeup taske ned i rygsækken, for ikke at lave larm der kunne skræmme Sybil. Hun puttede allerede hos Dust , og det var enormt kært at se ham med hende, værne om hende. Millicent var ikke et øjeblik i tvivl om der boede masser af kærlighed inden i Dust - uanset hvad manden selv påstod. Man kunne se det nu !

Da Sybil var ved at forsvinde, sendte Millicent et lille luftkastel efter hende.
"Håber jeg også Sybil, kom snart igen " smilede hun og bed sig lidt i indersiden af sin kind.
"Sikke dog en skøn unge Dust....hun burde ikke være ...død...det ved jeg godt, men det er da heldigt at hun kan komme på besøg , er det ikke?"  Millicent fornemmede at hun overså noget her. Ville spøgelser være mere lykkelige hvis de ikke kunne krydse over i den levende verden ?

Et skævt smil mødte Dust, da han forklarede om hans forældre, der ikke ville dukke op nu.
"Det er jeg glad for, for skal jeg møde dine forældre så vil jeg gerne tage en pæn kjole på først" drillede hun , som om hun skulle præsenteres for et sæt sviger forældre.

"Lad mig høre mere...jeg har på fornemmelsen at du kun lige har givet mig overskrifterne her. Jeg kan sove når jeg bliver gammel ! " hun så lidt på ham , med hovedet på sned, da Dust lod sin hånd glide gennem hendes hår.
Hun prøvede at plukke tanker fra ham, at forstå hvad der forgik inde bag hans facade, men Dust var ikke let at læse for hende.
Hvordan det var nået til han fik så store beføjelser, da hun normalt holdte al fysisk kontakt tre skridt fra livet, kunne hun ikke huske. Men Dust havde sluppet igennem det nåleøje, måtte hun bare sande.
"Jeg kan godt holde mig vågen...desuden er det DIG der er patienten, glem nu ikke det" mindede hun ham blidt om, og lod sig så vælte ned bagover , hvor hun hurtigt fik stablet en hær af puder under over og bag sig, så hun lå skønt .
Hans omsorg for Millicent rørte hende. Det gjorde det altid når folk gjorde ting for hende.
Hun tog ikke det for givet at folk havde omsorg for hende - og  måske havde Millicent en tildens til at undervurderer andres lyst til at glæde hende ( eller andre ) , men ....hvis hun tænkte det grundigt igennem var det nok også en form for værn. Forventede man intet var skuffelsen ikke for stor, hvis man intet fik.
Hun ville langt hellere overraskes positiv, end at skuffes dybt over svigt fra en side hun havde forventet langt mere fra. Det var ikke KUN værn, også lidt ydmyghed...en viden om egne fejl og en forståelse for hvorfor folk kunne tænkes at køre træt i hende.
Nå...men lige nu var fokus på Dust.
Der var ingen grund til at spørge ind til mandens private intime liv- ikke endnu da.
Men Millicent var måske anderledes end mange på de punkter. Hun var ingen forføreske og ikke en der yndede at udveksle detaljer og smag og fantasier....ikke med mindre det gav mening for en samtale. Hun var nu ikke sippet - blot lidt privat.
Måske igen et værn ?
Hendes intuition sagde dog at Dust var en rutineret herre, og en der både kunne tale frit og ubesværet omkring de emner.
"Dust...har du aldrig haft en rigtig kæreste?" Blev det dog til.
Havde hun spurgt om det før ? Pludselig begyndte det at snurre en smule rundt...måske hun burde have et glas vin mere? Det havde været en begivenhedsrig dag !

"Kaninus kommer også fra England, han lære mig om gode manere, og at drikke te med strittende lille finger!" sagde Sybil genert, da hun blev glad for Millicents komplimant. Sybil kunne rigtig godt lide hende, og man kunne ane lidt på hendes blik, at hun hurtigt så op til Millicent, fordi hun var så sød ved Sybil. Da Millicent gav hende make-up spejlet, så hun på sig selv i spejlet, hvorefter hun så op på Millicent med store lykkelige øjne "Tusind tak smukke dame, du er rigtig sød! Dust i burde være kærester, hun er nemmerlig rigtig sød mod miig!" hun havde smilet op til Dust, da hun sagde det sidste til Dust, før hun havde smilet til Millicent, sagt farvel og var forsvundet. Dust smilede lidt skævt til Millicent over Sybils kæreste kommentar, før han let tog spejlet som Sybil ikke kunne tage med sig, og lagde det på natbordet.

"Tja Sybils selskab, har været en dejlig afveksling, fra den virkelige verden, men det er på tide hun får sin retmæssige plads i himlen, hvor hun kan være lykkelig for alt evighed! Sådan som jeg har forstået det, fungere himlen på den måde, at hvert væsen der kommer derop, får sin egen lille private himmel, der er bygget op så de lever lykkeligt, i deres bedste minder, eller hvert fald i den eller de situationer, der gør dem gladest!" sagde han tænkende, og smilede så lidt for sig selv, ved tanken om hvad der kunne være Sybils private himmel, da han forestillede sig at det var noget i retning af, at hun var i tivoli med deres forældre og ham, og hvor tivoliet var fuld af forlystelser, som hun gerne måtte prøve, og som hendes familie ville tage med hende "Mine forældre er ikke særligt skrappe, jeg tror nu de ville synes du ser pæn ud, som du gør nu! Min mor specielt, er fuldblods skytsengel og hun vil sikkert straks opdage, at du har engle blod i årene, og så vil hun slet ikke kunne lade vær, med at ville snakke med dig! Så hun er vel lidt lige som normale mødre, der møder en søns veninde, som de tror er deres søns kæreste!" han kunne ikke lade vær med at nusse hendes kind, mens han så ind i hendes smukke øjne, efter han havde strøget en hånd gennem hendes hår. Der var bare noget over Milli, noget udover den dejlige personlighed, det dejlige hjerte der bankede i hende, og noget udover hendes skønhed, der gjorde hende til sådan en dejlig kvinde, og nogle gange kunne Dust ikke lade vær, med at lade sig fascinere af, hvor speciel Millicent var, taget i betragtning af at han aldrig har brudt sig om mennesker før.

"Okay så får du hele historien nu!" sagde han, og ventede lidt med at starte, da han lige skulle tjekke under forbindingerne, før han lagde sig til rette igen. Han healede meget hurtigt, fordi han havde spist en djævlefrugt af den bedste kategori, og han kunne se på hans skader, at han snart kunne fjerne bandagerne "Den forbandelse jeg har, er som sagt en ændret version af den din far skaffede min far! Det forbandelsen er blevet til, er en måde hvorved min far kunne overføre, livsenergi fra dem han ville til dem han ville! Og han valgte sådan set, at overføre min mor, søster og hans egen sidste livsenergi til mig, så de blev til spøgelser der er bundet til mig, indtil jeg kan befri dem igen! For at jeg kan befri dem igen, skal jeg først og fremmest hævne dem, hvilket jeg har gjort, og derefter skal jeg udføre et ritual, hvor jeg træder ind i det hensidiges, hvilket vil trække dem med derind, og derfra kan jeg overlevere dem i himlen! Hvad der sker med mig derefter, ved jeg faktisk ikke helt, men jeg håber da ikke det bliver alt for slemt!" det var godt nok det hele, men Dust holdt alligevel en lille pause med at tale, så Millicent havde mulighed for at stille spørgsmål, hvilket han gik ud fra hun sikkert havde.

Han så på mens hun lagde sig til rette, og han kunne ikke lade vær med at kradse hende blidt på maven, mens han smilede til hende, for at vise hende at han syntes hun var sød, og følte at han kunne slappe af i hendes nærvær. Millicent havde så sandelig fået en speciel plads hos Dust, som nærmest ingen andre havde fået, hun var så sandelig kommet ind under huden på ham, og han virkede til at være glad for, at det var en så rar og sød person som hende, der var kommet tæt på ham.
"Hvis vi tager ordet kæreste helt bogstaveligt, så nej jeg har aldrig haft en rigtig kæreste! Jeg har da haft nogle forhold, men de var som regel mere baseret på det sexuele, så det kan man vel ikke rigtig kalde for et kæreste forhold! Og som regel har jeg levet under 'en pige i hver havn' konceptet, selvom det ikke var hvad jeg gik efter, så det hjælper heller ikke rigtig på det!" han lagde sig ned ved siden af Milli, så han lå med hovedet ved siden af hendes. Han så op i loftet, og virkede til at slappe af, liggende her ved siden af hende "Hvorfor spørg du? Vil du da gerne slå et slag ind, på den konto?" han drejede hovedet, og smilede drillende til hende.

Millicents smil var udelukkende varmt og hun var glad på Dusts vegne.
" held i uheld , Dust ... At i stadig har hinanden. You know , familie er det bedste. Selv savnede jeg en søster eller en bror at dele ting med. Især ansvaret omkring min mor , ville det have været en aflastning at være to om.
Hun blev hurtigere mere ustabil da min far forsvandt. Og inden jeg rundede de ti , gled hun ind i regulære psykoser, hvor hun lavede ... Underlige ting" rejste Millicent ned af mindernes vej.
Et lille træk på skuldrene og et spinkelt smil, ved de brogede minder.
Millicent  elskede dog hendes mor og ville stort set offer alt , sætte sit eget liv på pause , hvis det gjorde hendes mor bedre. Det forholdte sig bare ikke sådan. For når Maria var rask , i de gode perioder hun havde - der insisterede hun på at Millicent skabte sig et liv. Oplevede ting. Og ja ... at hun blev gift.
Men .... To ud af tre måtte gøre det nu, mente Millicent der ikke just var forhippet på at smedes sammen med nogen som helst.

Snakken om forældre og om alle Dusts kapitler i hans personlige historiebog- betød at hun havde fået blod på tanden til at vide mere om Dust.
" man kan ikke lade være med at være nysgerrig på dine forældre. Ligesom når man ser folks hjem eller noget privat tøj , hvis man er vant til at se dem i arbejdstøj. Ligesom en læge " vrøvlede hun og fulgte Dusts hånd , da han kærtegnede både hår og kind.
" Du er god ved mig "  sagde hun stille og brød ikke øjenkontakten.
Det var ikke noget der krævede svar - blot en konstatering hun havde tænkt ud højt.
Millicent var ikke vant til folk hjalp hende. Passede på hende.
Hun var nok ikke så god til at lade dem komme så tæt på, så de fik mulighed for dette. Men udover hendes egen lille 'afstand' så var det ikke typisk for den store verden at folk drog den slags omsorg - den var mere 'hver mand for sig selv ' og egenlig en smule rå at færdes i.
På hjemmefronten havde hun også været caretaker , så det gav en lidt ny situation at måtte forholde sig til at Dust virkelig havde taget hende til sig , som en slags beskytter. Sådan føltes det i hvertfald.
Millicent fulgte med i hans beretning og dennegang begyndte Brikkerne at lægge sig så hun lige så langsomt kunne se et færdigt billed, og forstod hvordan det hang sammen.
Ville Dust afsted alene , til hans ritual var det nok nødvendig at gradbøje risikofaktoren for Millicent. Der var NO WAY hun ville lade ham drage afsted , ind i sin egen potientielle død, og slet ikke på egen hånd . Så den del skulle han gå stille med, hvis ikke Dust og hans hjælper skulle blive afbrudt af en lille stalker med bue og pil, midt i det hele.
"Det lyder ....intenst...nu er det vel ikke desideret farligt for dig , vel ?"
Millicent kneb øjnene lidt sammen og hendes blik forsøgte støvsuger Dust for en reaktion. Hun kendte ikke en dyt til de ting, med med sin far og hans lille ting frisk i erindring,  så vidste hun ligesom udmærket at også ritualer kunne gå a helvede til, hvis man var uheldig- og at skulle følge døde sjæle afsted, lød bare ikke helt risiko frit i hendes småørebasser.

Millicent rullede rundt og lå igen på siden, med et drillende smil på lur i hendes øjne.
"Om jeg ligger billet ind på kæreste titlen ? Oh....Dust jeg HAR set hvor dygtig du er ...og jeg troede faktisk at.." hun holdte inde og vidste at varmen der hopede sig op i hendes krop og kinder, ville kunne anes i form af lidt rosa skær over kindbenene, hvilke ærgede hende helt vildt.
NU ville han ikke være i tvivl om hun havde troet der var noget mellem dem!
Men hun støttede sig til sandheden , som hun så den ...
"Hmmm jeg tror du er en fantastisk kæreste , men jeg tvivler på mig selv. Jeg har brug for frihed...altså...ikke til at være SAMMEN med andre, guderne skal vide jeg ikke bruger min tid til det da...men frihed til at komme og gå som jeg vil og ikke skal retfærdiggøre mig overfor en. Dén slags frihed. Jeg er ikke typisk kæreste materiale.... Desuden driver jeg folk til vanvid !" lo hun og skævede til Dust.
Det VAR sandt. Hun kunne være helt enormt stædig, krævende, opmærksomhedssøgende og ville sikkert have sin lille snude i alt.....hun VAR stueren ( trods alt ) men endnu havde hun ikke lært at adlyde.
.....og så var hun uerfaren.
Fattig ....og forpligtet til at tage vare på sin syge mor.....hvilke måske kunne forklare hendes enorme uvilje imod at binde yderligere bånd.

"Jeg har aldrig haft een, ikke rigtig....de enste mænd jeg egenlig har fundet interessante er dig og så ham Auriel du kender.Men igen....jeg holder mig fra at se nærmere på de ting " hvorfor også spolerer noget så smukt som et venskab?
" tror bare jeg er....nysgerrig....jeg kender en del der er i løse forhold, men ...i Dunno ...det synes bare svært at få et ordenligt forhold til at ..ja være ordenligt og til at vare....someone always ends up hurt. Jeg er nysgerrig på hvad du har oplevet ?
Call it lessons in life?" smilede hun til ham.

"Nå ja din mor, hende kan jeg godt huske! Hun var så kær da jeg besøgte hende, hun tilbød mig te og kage 10 gange, viste mig mindst 20 billeder af dig, og for at citere hende 'ihh hvor er det rart, at sådan en nydelig ung mand som dem, leder efter min søde Millicent'!" sagde han tænkende, da han mindedes den ene gang han havde mødt hendes mor. Hun havde virkelig været sød ved ham, og han havde faktisk hygget sig, med at drikke te og spise kage, sammen med hendes mor, der havde virket ret glad for at have fået besøg, af en der fortalte hende at han kendte hendes datter, og gerne ville finde hende.

"Tja mine forældre, er vel lige som så mange andre forældre, til en som mig, der bogstaveligt talt kæmper for at opnå sine mål! Min far er en nydelig mand, der elsker min mor og hans børn, han er opmuntrende og sød, og viser stolthed når jeg har opnået et af mine mål! Min mor er sød og en være pylremås, hun elsker at tage sig af sine børn, og hun kunne aldrig få nok krammeri med os, så alt i alt var mine forældre gode nok, selv til trods for den situation vi var i?" fortalte han, da han tydeligt kunne huske hvordan de var, fordi de stadig var sådan efter de blev hans personlige spøgelser. Det gjorde det lige som lidt svært, at glemme hvordan de var, men et eller andet sted havde det været rart, for de havde virkelig hjulpet ham, med at blive stærk og klog igennem den tid, han havde haft dem med sig.
"Jeg kan godt lide, at være god ved dig, du er sød og en dejlig kvinde, og jeg er rent faktisk glad for at have mødt dig!" han vidste godt, at han ikke havde behøvet at svare på hendes konstatering, men han gjorde det alligevel, fordi han havde lyst til det. Han var normalt ikke sådan, overfor andre end Vanillia, men nu var Millicent jo også blevet en nær veninde, så han havde også lyst til at være god mod hende. Måske var denne kærlige måde at være på, blot hans måde at vise en kvinde, at han holdt af hende, for selvom Dust havde et stort ordforråd, og havde samlet en del viden i hans liv, så var han i sidste ende mere en fysisk type, end han var en taler.

"Nej bare rolig, det er ikke så farligt for mig, så du behøver ikke være bekymret for mig! Du ved jo jeg altid plejer at klare mig!" forsikrede han hende om, med et lille smil på læben. Han ville ikke have at hun var bekymret for ham, for hvis det skulle være rigtigt, så var det en fifthy-fifthy chance for, om hvorvidt han overlevede eller ej, og han vidste ikke om han overhoved var istand til, at komme tilbage fra det hensidiges, når først han havde overleveret hans familie. Han var faktisk selv lidt bekymret over det, men denne følelse gemte han væk, så Millicent ikke opfattede, og begyndte at føle det samme.
"Er der da noget der får dig til at tro, at jeg ville gøre dig til min lille kærligheds fange? Jeg lærte det da dengang på hotellet, lige efter jeg havde fået dig ud af zone 1, du foretrækker at mærke friheden, og jeg lærte hurtigt at hvis du får denne frihed, så er du også god nok mod den der giver dig friheden! Så jeg har da ikke tænkt mig, at fange dig fordi jeg er din kæreste, og hvis det endelig skulle ske, så er det da kun fordi vi laver frækheder, der indbefatter at jeg binder dig til sengen!" han skulle lige til at fantasere om at binde hende til sengen, men daskede så sig selv over kinden, for at slå den tanke ud af hovedet før den tog fat. Han smilede over hendes røde kinder, lagde en forsigtigt hånd om livet på Millicent, og smilede lidt "Og hvorfor skulle jeg blive vanvittig af, at være sammen med dig? Hvis du var min kæreste, ville jeg da helt klart være en lykkelig mand, du er da sådan en dejlig kvinde, og jeg ville glæde mig til hver evig eneste gang, jeg igen skulle være sammen med dig, når vi er adskilt fra hinanden! Tro mig Millimus, hvis du finder en kæreste der elsker dig, vil han -eller hun- helt sikkert elske dig, for lige præcis den du er!" efter et par strøg op af hendes ryg, flyttede han sin hånd over til hendes, løftede den op til hans læber, og kyssede blidt hendes feminine hånd, som en gentleman. Han kunne jo ikke bare give hende et kys på munden, da det ville sende blandede signaler, når man tænkte på hvorfor de skiltes sidste gang.

"Tja jeg ved ikke med Auriel, men personligt ved jeg da at hvis du giver mig lov, er jeg gerne din ven gennem tykt og tyndt, så hvis du ser nærmere på mig, vil jeg da slet ikke vide hvordan jeg skulle håndtere det! Du er jo min kære Millimus!" han smilede lidt til hende, mens han lå på siden og så ind i hendes øjne. Hendes spørgsmål til hans lessons of life, overraskede ham en lille smule, han havde ikke forventet at en pæn dame som Millicent, ville spørge ham om den slags "Tja, alle dem jeg har haft et sexuelt forhold med, er jeg faktisk stadig venner med, så jeg har lært hvordan man adskiller venskab, og sexuel omgav fra hinanden! Jeg ved hvor svært det kan være for nogen, at adskille den slags, men jeg ved at den bedste måde at holde det adskilt på, er ved at man stadig er istand til, at holde af hinanden bagefter som venner, selvom man har lavet frække ting sammen!"

Dust fik hende til at grine, da billede af ham og hendes mor midt i et te orgie dukkede op.
" årh det SÅ pinligt Dust, jeg kan se det for mig. Jeg kan bare lige forstille mig hvordan hun har disket op med det hele, og hvordan hun har vimset rundt om dig.
Du kan være helt sikker på at hun har taget mål af dig , som en kommende svigersøn, det gør hun bare med alle! Auriel har også mødt hende, og hun havde nær stukket ham ned fordi hun ville have os gift...sort off...nu håber jeg hun var sød, og hendes ...sygdom...ikke tog over. " en lille rynken over næsen kom til syne da hun rynkede den. Hendes mor var virkelig så sød og kærlig, det var så synd at hun flippede og mistede realitetssansen , så meget så hun kunne være til  fare for sig selv , eller andre.
Millicent havde overvejet at få hendes anbragt et sted de kunne passe rigtigt på Maria, men hun havde ikke hjerte til at rive deres hjem op- og tvangs anbringe den modsættende  Maria et sådan sted. Og hun havde heller ikke tilnærmelsesvis råd til det. Omvendt ville hun jo aldrig tilgive sig selv, skulle der ske Maria eller hendes gæster noget.....så kunne Millicent jo vælge at blive dér i huset med sin mor hele tiden - men...når Maria så var frisk, så blev hun så ulykkelig over at HUN forhindrede Millicent i at få et liv, så hun græd....lige indtil Millicent indvilligede i at drage ud ( og så skulle der sådan set også skaffes penge og fornødenhedder ) så Millicent havde ikke lige en langtids holdbar løsning på den situation.

"De lyder dejlige , du har haft en god familie og jeg kan godt forstå at du vil gøre hvad du kan for at hjælpe dem ordenlig hinsides...eller til ro...hvad man nu siger. Jeg er også glad for at kende dig....lidt sjovt du faktisk vidste så meget om mig, da du brød ind i zone 1 og hentede mig ud " små lo hun sagte.
"Det håber jeg du har ret i Dust, sker der noget med dig, så kalder jeg dig ind på mit kontor til en omgang prygl"
Selvfølgelig var hun da bekymret, men Dust var nok det tætteste hun kom på at se nogen som usårlig, han havde et utal af evner og var en smart fyr. Hun havde tillid til han nok skulle klare det.

Ok ok... Måske hun var naiv, men oplevelsen hun havde haft med Auriel , i Vegas havde givet et sneak peak   Havde åbnet en ny dør ind til en intim stimulerende verden , som hun aldrig havde kendt til. En spændende verden der  kunne vække  'de ting den nu havde gjort' og naturligvis var hun nysgerrig på den- og kiggede gennem de nøglehuller hun havde mulighed for. Selv om hun ikke åbnede døren.
Naiv at bringe det op fordi hun der ellers havde en kvik tunge og smarte svar i mange situationer , blev her små genert og meget mindre ligefrem.
Hun puffede blidt til Dust.
" Nej ...Fjollehoved..jeg tror IKKE du vil gøre mig til kærlighedsslave, det ved jeg godt du ikke vil, jeg ..jeg er bare nysgerrig , jeg ved meget om dig nu, men ikke om dine private affærde...altså...jeg VED de er PRIVATE og det er ikke detaljer jeg søger, det er ....argh... Jeg tænkte bare der måtte være en sær,ig someone et sted !" prøvede hun at trække lidt i land.

Og SÅ fik hun blus på kinderne, da hun kunne mærke Dusts hånd finde vej om Millicents talje, og han drillede med snak om at binde til en seng.
Hun blev  så befippet over billeder af snore og reb , og en forsvarsløs position hvor al magt var Tillidsfuldt lagt i hænderne på elskeren, at hun helt glemte at flytte hans hånd.
" Årg...lad dog vær at drille Dust.... Kommer reb og håndjern ikke først længere inde i et forhold ?" prøvede hun med lidt humor at sno sig ud af det, da hun følte hun mistede kontrol .....eller måske opdagede hun bare hun aldrig havde haft den , på dét område da.
Dusts hånd strøg over Millicents ryg, og hun lukkede kort øjnene men tog sig så sammen.
"Fordi jeg er meget krævende og det kræver en del at holde mig i ørene, selv om man ikke skulle tro det. Det er ....måske ikke et fuldtidsjob men så et deltids at holde mig på hovedvejene så jeg ikke fare vild "

Millicent smilede alligevel varmt , da Dust tog hendes hånd og førte den til sine læber.
[color=oldlace]


Hun talte sagte...en smule berørt ...og forvirret over hvad der skete.
Havde de ikke slået fast de var venner ? Og hvad med at venner kunne have sex, uforpligtende? ...nej ...nej ...det gik slet ikke.
Det var ikke hvem Millicent var.

"Dust...hvad har jeg dog gjort for at fortjene de søde ord fra dig" igen var det ikke et rigtigt spørgsmål- det var ihvertfald ikke et hun fiskede efter svar på, det var bare et udtryk for Dust virkelig var sød ved hende.

Millicent havde flyttet på sig og fundet en ny flaske frem, den sidste hun havde emd sig i sin rygsæk. Det betød at hun i morgen skulle skaffe mere promille drik, så hun var sikker på Roselia ikke ville tage over.
Hun skænkede til sig selv og til Dust.Oven på sådan et døgn måtte han kunne bruge det, og Millicent selv kunne også. Her gik hun altid varsomt uden om intime ting og snakke, og  så efter Vegas med Auriel... Og nu Samtalen med Dust, der trængte hun til noget at styrke sig på.
Hun rakte et glas til ham.

"Det hår altid svært med jer mænd. I vil have så meget forskelligt st jeg tror det er umuligt for bare en pige at dække de behov , måske er det derfor mænd generelt er så....flakkende ...og har svært ved at være tro i deres forhold." tænkte hun lidt. Egenlig vidste hun ikke om mænd var værre...mon ikke piger havde deres sidespring også ? Det måtte folk også selv om, Millicent ønskede sig bare at folk ikke sagde ting de ikke mente, eller løj hvis man spurgte dem om noget vigtigt. Hvordan skulle man ellers vide hvornår noget var godt og dejligt eller blot en smuk facade over noget der ingenting var? Den slags oplevelser frygtede hun. At de ting hun elskede højest en dag ville vise sig intet andet end en facade....så hun stod tilbage med ingenting.
Måske var det derfor hun altid prøvede bare at klare sig på egenhånd.
"jeg forstår hvad du mener, jeg tror  Auriel prøvede forklare mig noget tilsvarende, jeg er...jeg kan bare ikke de ting selv. Dem jeg kysser...tror jeg at jeg forelsker mig i...det ser sådan ud i hvertfald - og så klappede hun i ved den lille indrømmelse.
Hun havde ikke kysset andre end Augustus da de var....ja det havde bare været Augustus der ville prøve DET, og så havde hun kysset Auriel under et par forskellige situationer- game showet...og på hotellet, og det var da løbet helt ud af kontrol .
Fuldkommen .
Millicent vidste hverken op eller ned og derfor skubbede hun det i baggrunden lige nu. Måske VIDSTE hun godt hvilke bobler der brusede i hende, hun nægtede bare at navngive dem, at frygt for hvad der så ville ske-  eller ikke ske.
Sidste hun havde prøvet det var med Dust...og dér havde hun gået helt galt i byen jo.
" tell you what...jeg tror jeg lader jer andre om at lege de lege, og så koncentrere jeg mig om at nedlægge en buk istedet....altsår en med fire ben....i en skov ?!" grinede hun, og gned sine øjne lidt. Måske den manglende søvn og alle begivenhederne alligevel begyndte at indhente hende, selv om hun gerne ville blive oppe.

"Din mor var rigtig sød ved mig, hun virkede dog til at være lidt påvirket af hendes sygdom, lige til at starte med i hvert fald, men det var kun indtil jeg gav hende en cloud pille, så var det at hun blev mere klar i sindet, og var i stand til at holde sygdommen på afstand!" fortalte han med et smil på læben, før han med hjælp fra hans sand, fik hentet 2 bøtter med piller fra hans long coat, som han placerede i Millicents taske "Sørg for din mor får de piller, hun løber nok snart tør for den ration, jeg gav hende sidste gang jeg besøgte hende! Og inden du spørg, så er det cloud piller, noget mine videnskabsmænd opfandt ved et tilfælde, og som viste sig at fungere som et middel, mod psykiske problemer så som dem din mor har! De er kun midlertidige, men kan holde op til 4 dage af gangen pr pille!" Maria havde tydeligvis gjort indtryk på Dust, siden han sådan havde valgt at sørge for, at hjælpe hende med at holde sygdommen i skak. Det var også dette indtryk der havde givet Dust et lille skub, dengang han og Millicent havde mødt hinanden første gang, et lille skub i form af den måde, han havde fået hende ud af zone 1 på, oh senere hen endnu et skub, der havde lagt bunden for hans medgørlighed overfor hende, da de aftalte at hun skulle have hendes frihed, mens hun vatr hans "fange".

"Godt du forstår søde! Mine forældre ville sikkert være glade for dig! Og ja selvfølgelig vidste jeg så meget om dig, ellers var jeg aldrig gået efter dig til at starte med! Jeg sørge jo for mine baggrundstjek, når min gøren og laden omhandler selvstændigt tænkende væsner!" sagde han stolt, og skød brystet frem som et eller andet, brunstigt handyr der fik opmærksomhed fra nogle hunner. Han kom dog med et sødt smil, da hun kom med sin kommentar om hvad hun ville gøre, hvis han kom noget til.
"Som om jeg ikke vil ind til dig, og få en gang prygl! Men nu ikke noget freaky halløj, der indbefatter spandex dragter, eller pinebænke!" kommenterede han drillende. Han ville have at hun ikke tænkte så meget over, om han var i fare eller ej, så han lavede lidt sjov med det, for at få hendes tanker ledt væk fra den slags.

"Du kunne da ellers være en fræk kærligheds slave! Du har jo en aldeles velskabt krop, du er kærlig og god til at behage dem der står dig nært" sagde han med en drillende mine, som om han sad og forestillede sig hende i en fræk og let påklædning, ventende på hendes fyr kom hjem, så hun kunne behage ham, og være god ved ham. Men så gik han så over til det seriøse i det hun sagde "Ej nok med den slags tanker, du er sikkert ikke til den slags! Men ja jeg har en derude, som jeg holder meget af! Mit kære skytsvæsen, er mere end blot mit skytsvæsen for mig! Når jeg er sammen med hende, vækker hun mine følelser, og jeg holder mere af hende end nogen anden, ikke bare fordi hun er mit skytsvæsen, men fordi jeg har set hende mere end hun har set mig, og gennem den tid jeg har set hende, holdt jeg mere og mere af hende! Jeg har blot ikke taget mig sammen til, at gøre noget ved det! Jeg ved at hun ved hvad jeg føler for hende, for vi kan mærke hinandens følelser, men efter de ting hun har oplevet, tør jeg ikke forhaste mig, for jeg vil ikke have at hun bliver bange for mig, eller sur på mig!" han virkede utroligt bevidst om hans skytsvæsen, nok mere end nogen anden skytsengel, hvilket nok var fordi Vanillia og Dust havde en langt stærkere forbindelse, og Dust havde været fanget i en tidsperiode før de mødtes, men hvor hun stadig levede, og i den 300 år lange periode, havde han holdt sig i skyggerne nær hende, og gjort hvad han kunne for at beskytte hende.

"Jeg troede ellers vi var kommet til reb og håndjern, i det lille forhold vi har sammen!" sagde han med en drillende hentydning, til det falske forhold de havde haft, sidst de havde været sammen, efter de var brudt ud af zone 1 sammen "Eller er vi nået til de pelsede og bundløse bikinier til dig, og dyrehoved g-strengene til mig? Jeg kan aldrig huske hvad der kommer først!" han kunne se på hende, at hun nød hans nussen på hendes ryg, og kunne ikke lade vær med at nusse videre i lidt tid mens de snakkede "Jeg tror nu ikke du skal have en fyr, der kan holde dig i ørene, jeg tror mere du er en kvinde, der skal have en fyr som du elsker, og har lyst til at forblive i et par med, og som selvfølgelig elsker dig og ved, at det er sundere for dig at du føler dig fri, end det er for dig at du føler dig fanget og svine bundet, af den kærlighed han nære til dig! Det virkede hvert fald sådan på dig, dengang vi legede kærester, du virkede glad for at du var en fri fugl, der selv valgte at være sammen med mig!" han stoppede først sin nussen af hendes ryg, da han tog hendes hånd, for at kysse den.

"Det ved jeg ikke søde, måske hjalp det lidt at du kom mig til undsætning, og hjalp mig efter rød måne! Eller kan der være sket noget tidligere, der har gjort at jeg er så glad for dig?" svarede han med tænkende mine, selvom han vidste at hun ikke krævede noget svar, på den sætning som han nu engang havde valgt at svare på. Han tog imod den drikkevare hun tilbød ham, og sippede elegant til den, til trods for at han var lidt for skadet til, at lege elegant gentleman.

"Jeg tror nu mere den slags mænd, er typer der enten ikke har fundet den rigtige, eller bare aldrig kan finde tilfredsstillelse i den kvinde, de rent faktisk er sammen med! Den slags mænd, er ikke lige just den slags man skal samle op, medmindre man er den de finder ud af de gerne vil være sammen med, i resten af deres liv!" svarede han med samme tænkende mine som hende. Dust vidste dog godt, at det samme galt kvinder, det ville jo være sært hvis der ikke fandtes kvinder der var utro, eller havde sidespring, eller kvinder der ikke rigtig kunne slå sig ned med nogen bestemt person, lige som mænd der gjorde præcis det samme. En lille rynken på hans pande afslørede, at Dust undrede sig over at hun forelskede sig, i dem hun kyssede med.
"Nu ved jeg godt det er et lidt privat spørgsmål jeg stiller her, og hvis du ikke vil svare, behøver du heller ikke, men hvor mange gange har du prøvet at være intim med nogen?" spurgte han nysgerrigt, da han havde fået en lille ide, bygget på en association til en tidligere oplevelse han havde haft. Der var nemlig en gang hvor han havde været i fortiden, hvor han købte slaver og gjorde dem frie, men så en dag havde han købt en, der ikke ville være fri, hun ente så med at være hans kæreste ejendom, da hun gjorde alt for hans tilfredsstillelse, og så var det han fandt ud af, at hun var forelsket i ham, og hun troede han elskede hende, fordi han kun havde hende som slave, og han var så glad for at tilfredsstille sig med hende i sengen.

"Hvad nu hvis jeg går ned på alle 4, vil du så ikke nedlægge mig i en skov? Jeg kan så godt lide at lege!" sagde han som en sød lille dreng, der sagde noget med en uskyldighed, som kun et barn kunne have, og som sagde noget uden at vide hvor perverst det lød.