her gik jeg og troede at det helt normalt at gå rundt med en ulv inde i sit hoved (Eik)

tid: mistede fornemmelsen efter de bedøvede mig
sted: et eller andet sted i en bygning som har alle fire væge, men intet tag
omgivelser: åbenbart et par forkser og deres leder

På: havde noget blåt på, men det var inden transformerede mig til min ulveform.


Arya sad i sin ulveform, i en tunnel hun knurrede advarende til en flok unge mænd der jublede og heppe på den der var på vej ind i tunnelen som var halv drukkent i vand, Arya bevægede heftigt sin hale eller det ville sige Luna som boede i hendes krop gjorde. Inde i Arya´s hoved bedte hun Luna om ikke at gøre dem noget og lade hende komme til, men det var svært at styrre Luna når først de havde taget hendes form. Luna glemte at det var hendes skyld at de var her nede, for imens de var i Arya´s krop havde hun lovet dem en omgang bank vis ikke de lod dem være. Hun betragtede dem ud af Lunas øjne, de var alle sammen kun unge mænd de fleste af dem lignede nogen som kun havde set nitten somre Arya havde ikke lyst, men hun var jo også bare en fredselskende Høj Elver, Lys Elver eller hvad man ville kalde hende for nogen kaldte hende også for Wolfblood hvorfor vidste hun ikke. Drengen skulle bare komme en smule tættere på så ville Luna gøre kort procres drengen ville være færdig. Det baseballbat han havde hjalp ikke imod Luna, men når hun fik sin krop igen var det hende der måtte leve med konsekvenserne og de blå mærker.

Det der skete næst forstod hun ikke helt, men en kvinde med en hvid kittel trådte frem. Stemmen var lys nyssrig som om ville finde kuren imod det var sket for verden. Arya og Luna satte sig ned imens kvinden talte til mændene. Derefter gik de og nogle andre mænd med bedøvelse pile ind bag ved kvinden som rettet sit blik imod hende. Hun kiggede på mændene nikkede " skyd hende det den Elver vi har ledt efter" sagde hun lige efter at kvinden havde talt færdig skyd de efter hende. Undveg den første, men den næste ramte plet. Hvorfor havde de ledt efter hende. Det ville sige at havde fulgt efter hende. Hun faldte i søvn.

Arya knurrede da hun vågnede op, hun var i et bur, hun kunne bevæge sig, men ikke stå oprejst ved siden af var der en lille skål med rent vand og ved siden af den to skiver brød. Kvinden var sidst i fyrrene lignede en hun burde kende, men hvor vidste hun ikke Arya smed i vrede med vandet kastede brødet efter kvinden " jeg ved ikke hvem i er og hvorfor i skal bruge mig" svarede hun ud i luften hun ville havde svar nu. Kvinden grinede lidt før hun fortalte om hendes mor og de forsøg hun havde lavet, men at de ikke vidste hvorfor det lykkedes hendes mor skabe Arya ved at putte ulvens sjæl ind i en menneskekrop og hvordan det var gjort. Hendes øjne var så lyse nu at det betød at Arya måtte vige og lade Luna komme til en dyb knurren undslap idet hun igen skiftede form " vrede" sagde forskeren imens skrev det ned på en blok.
Arya havde aldrig troet at hun var mutant for hende var hun og blev altid Elver. Luna gav sig til vandre i buret rundt i det tøj Arya havde haft på. Arya vidste at de ikke skulle komme for tæt på for så kunne det godt være at de mistede armen.

//Jeg aner ikke hvor Ayra er efter hun er vågnet op o.0 ??//

Tøj:http://gunsources.com/wp-content/uploads/2014/01/Survival-Gear-List-300x300.jpg
Våben:http://i.telegraph.co.uk/multimedia/archive/01834/libya-gun_1834863i.jpg

Eik havde hørt en masse porstyr imens han vandrede rundt i den ødelagte bys ruiner. Han havde fuldt lyden og havde opdaget at der var nogle folk som åbenbart synes det var sjovt først at tier en varulv og så derefter bedøve den og slæbe den hen til en lille lejer, hvor de smed den i bur inde i et større forskningens telt. Eik havde faktisk ikke tænkt sig at gøre noget, men igen, han viste han ville få en dårlig smag i munden hvis han lod disse gale mennesker udføre deres stygge forsøg på denne stakkels skabning. Han havde fuldt folkene der kørte i biler mm ind til den lille lejer der bested af 3 telte. Forskningens teltet der var nævnt før, et køkkenet/mad telt og et telt hvor alle soldaterne og forskerne sov i. Eik rullede med øjnene, dette her ville blive en hård aften. Klokken var blevet 19.34 og faktisk skulle han havde fundet læ for ca. 34 minutter siden så han kunne få fred for alle de mystiske og onde bæster der var her i verden. Han stod bag teltet hvor han kunne høre forskeren og varulven snakke sammen. Han blev svært provokeret over forskeren kolde facade og det fik hans blod til at koge endnu mere. Dog ville han vente med at gøre noget som helst indtil videre.

Arya og Luna var fanget, hun vidste ikke hvorfor var her, men noget havde vel sat i hovedet på denne kvinde at hun var familie med en som altid havde været der for Luna og hendes ulvform havde altid været det der , der ingen der havde lavet forsøg på hende. Hun forvandlede sig tilbage til sin normale form " hvad er jeg en varulv?" spurgte hun, men det kunne hun ikke være for forvandlede sig ikke når der var fuldmåne. Kvinden bekræftede at det var hun ikke da varulve var oprejst gik på to ben desuden var de tvunget til forvandle sig ved fuldmåne, men det behøvede hun ikke. Hun fortalte hende at det nok nærmere var ulvepige. Arya bed sig svagt i læben. en kvinde trådte ind rummet, Arya havde ikke set hende før og en dyb knurren undslap hende. Kvinden da var kommet ind havde et kølligt blik " det den de kalder for Wolfblood" spurgte hun hendes stemme var syngende, men bar køllig undertone. Kvinden trak hende lidt væk, men Arya kunne nu sagtens høre dem " ja det er miss Johnson" sagde forskeren da studeret hende før. Imens de snakkede prøvede Aray at åbne buret hvilket også havde lykkedes hende, vis ikke det var fordi Miss Johnson forlangte en blod prøve vendte sig om imod buret. Efter at miss Johnson var gået kom forskeren med en bedøvelse sprøjte, men da kvinden bedte om nægtede hun. Arya ville ikke sove igen ikke på vilkår og bestemt ikke vis det gjorde det nemmere for forskeren at tage blodprøven.

et billed af forskergruppens leder

I det at han hørte og så at forskeren igen ville bedøve varulven som Eik nu talte det underlige kvindemenneske som sad i buret, trådte han med sikre skridt ind i telte og havde rettet sit våben direkte mod forsker kvinden som var alene i rummet med Ayra og Eik. Med en lav og bestemt stemme sagde han, "Hvis du så meget som røre dig plukker jeg dit hoved af!" Selvom det var lavt han talte så ville forskeren sagtens kunne høre ham. Kviden gav et gip fra sig da hun så den marskerede soldat der stod med et våben trukket imod hende. Hun var faktisk hvid af skræk. Eik Så fra forskeren og til varulven kviden i buret og så tilbage igen. "luk hende ud!" han lavede to ryk med sit maskine gevær imod buret var Ayra sad som en hentydning, derefter rettede han igen geværet imod forskeren. Forskeren havde bare taget sine arme ned langs siden og havde tabt sprøjten ned på jorden. "Je....jeg" sagde forskeren, men Eik afbrød hende med det samme. "Hold kæft og gør som jeg siger...." Det gav et nyt gib i hende og hun nærmrest for hen til buret for at åbne det op som hun havde fået besked på. Eik kunne mærke at sveden begyndte at løbe inden under hans maske, han var presset og havde det ikke særlig fedt. Hvis der kom nogle andre ind i teltet nu ville han enten skyde dem og larme så der kom flere soldater eller han ville prøve at få den person der kom ind til at ligge sig ned, ved også at rette geværet mod personen. Han fuldte kvinde forskeren med sit gevær løb og flyttede det ikke ud af stedet før at han igen ville være ude af det her forbandede telt. Kvinden åbnede buret og der kom fri adgang til ayra ville kunne komme ud.

Arya knurrede advarende hun troede at han var en dem, at det var en pistol til at bedøve hende. Hun blottede svagt sin tænder hun var stadig i menneskeform men inden længe ville hun blive forvandlet til Luna. " du havde ikke behøvet være så hård, det faktisk Luna der snakkede igemmen Arya. Hendes øjne lyste så meget op nu at hun forvandlede endnu engang til Luna. En stor hvid hunulv på fireben stod foran ham, men da hun havde set ham an vendte Luna sig imod teltet åbning. Hunsom knurre advarende og hendes blik det var rettet imod den fremmede for advare ham om at nogen var på vej. Arya´s næse virrede i luften det var Miss Johnson. Hun var sammen med nogle vagter. Hun vendte sig om kastede med hovedet for at få ham til at gemme sig hun skulle nok klare det, men vis de endte begge to endte fanget var der en chance for at de måske ikke kom ud. Hun havde ved ham fået færten af mutant eller det troede hun. Hun greb forsigtigt rundt om hans arm og trak ham med hen et sted hvor han kunne gemme sig. Derefter rettede hun sin opmærksomhed imod forskeren. Hun vendte så blik imod teltet ene ende.
Miss Johnson betragtede den enorme ulv som knurrede advarende derefter kiggede op på den fremmede hun lignede ikke en der blev overrasket over se en som ikke skulle være her. hun kiggede på ulven og et tilfredst smil bredte sig over hendes læber. Dét tydeligt at se at for hende var Arya et våben som der skulle laves flere af. hun kiggede på vagterne sendte ham imod den fremmede. derefter så Miss Johnson kalde på flere vagter. derefter kiggede på den fremmede " hvad laver en fremmede soldat i mit telt?" spurgte hun syngende, men med mere af den kolde undertone.

Det var nok nu, hvis ikke han skød ville de ikke komme ud herfra. Han affyrede 5 skud imod gruppen af folk... Han ramte de 2 soldater og den ene i siden af kroppen og den anden i skulderen. Kvinderne der imod smed sig end på jorden da de blev stukket af frygt af de høje lyde oag nu også soldater der skreg i smerte. Eik trak en kniv fra sit bælte og skar en lang streg i telten lukkede åbnen. Han foer derefter ud af den nye åbning som han havde lavet. Hvis varulven ikke løb med var det nu hendes egen skyld at hun ville blive fanget igen af folkende. Bag sig kunne han høre hvordan de 2 soldater skreg fordi de var blevet ramt og 4 sekundter efter begyndte alarmer og folk at råbe og skrige. Han viste ikke hvor varulven nu var. Han løb ind imellem træerne så hurtigt han kunne. Nu galt det om at løbe for sit liv og så stærkt man kunne. Han følte nærmest han fløj hen over jorden, hvilket bare var det adrenalin sus han havde fået af at stå i sådan en situtation.

Arya fór sammen da skuddene lød trak hun halen imellem benene hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, hun hørte at kvinderne begyndte at rejse betragtede hun dem inden hun med halene imellem benene løb ud. Hun kunne ikke lide krig se hvor det havde bragt folk. Hun løb alt det hun kunne med et par vagter var efter hende. Hun var åbenbart vigtig når alt den postyr vagter der jagtede hende med bedøvelse. Hun fuglte hans duft han skulle ikke slippe væk, hendes tunge skridt gav lyd hvergang hun satte fra jorden hun det først da nåede træerne at det gik op for hende at hun blevet ramt af nogle vildfarende skud. Hun løb end til hun fandt den fremmede. Hun fik lov til blive til elver og dennegang var det Arya der talte " hvad har du gang i?" spurgte hun og undertrykte en smerte grimasse. Hun havde ingen tøj på det lå tilbage i lejeren eller hvad man skulle kalde det. Man kunne tydelig høre at hun var elver og nærmere bestemt højelver. De kendt som racen der hadede krig. Hun satte sig til ned imens hun forvandlede sig til ulveform. Ulven værdigede ham ikke et blik. Hun var vred på ham, men hun kunnne jo godt lide at dræbe det lå i hendes natur. Hun bed sig svagt læben hvilket måtte se sjovt ud når det var n ulv der gjorde det. Hun kunne ikke forstå Arya og Arya var den helt forkerte at sætte en ulv samme når hun hadede at slå ihjel og hun havde aldrig ladet sin ulveform spise kød når hun selv var det inde.

Eik svarede ikke på hendes spørgsmål da varulve kvinden endelig kom op på siden af ham. Hun forvandlede sig dog hurtigt imens hun så løb videre. Stemmerne fra de andre folk og soldater blev kun svagere og svagere i baggrunden og snart var de kun dem selv ude i skoven. Eiks trin blik svagere og svare, langsommere og langsommere, tilsidst stoppede han. Han smed sig nærmest op af et stort birketræ og træk efter vejret. Han smed rygsæk og gevær fra sig og satte sine hænder på hvert knæ imens han træk efter sit vejr. Han rev nærmest den gasmaske han havde på af og og rettede sig så op for at få en ordenlig omgang luft i lungerne. dog havde han stadig hætte og de store soldater briller på. Det var mørkt her ude i skoven og det undrede ham faktisk at han havde kunne løbe uden at ramme træer eller andet på vejen. Gud var vel med ham eller hvad man nu sagde. Han kunne ikke se særlig godt lige nu i mørket, hvilket slet ikke var godt i hans situation, enden måtte han lave et bål af nærtliggende grene eller også måtte han bruge en glow stick og så finde et sted hvor han kunne finde ordenlig læ eller ly for natten. Her ude var der så mange muterede væsner så alt kunne ske. Han kiggede nu endelig over i nærheden af hvor Ayra stod, han kunne kun skimte skikkelsen af hende. Han sagde intet, faktisk var det eneste man kunne se på ham af hud hans mund som så ret så sur ud. Endelig talte han til hende... "Hvad handlede det der om?" De forskere havde virkelig været opsatte på at få fat i denne varulv som han så fint mente hun var.

Arya fnøs kort inden hun forvandlede sig " vis du virkelig gerne vil vide det, render jeg rundt med ulv inde i hovedet, hvordan den kommet der ved jeg ikke den ligesom altid været der." sagde hun og lød mindre vred dog blev hun bevidst om sit manglende tøj. Rødmede svagt heldigvis håbede hun at der var for mørkt til at kunne se at hun var ildrød i hovedet. Hun trak vejret dybt " jeg ved bare de sagde at jeg ikke er en varulv fordi jeg for første ikke går oprejst i min ulveform, for andet så skifter jeg ikke ved fuldmåne og for tredje er jeg opfundet af en forsker der mente hun kunne lave et våben så vis uheldet ude kunne de fisse fornemme højelver forsvare sig" sagde hun lod alt sin vrede gå ud over ham. Hun vidste ikke hvorfor det var sådan for hun burde være taknemlig. Hun faldte til sidst sammen da såret på hendes ben gjorde ondt. Hun måtte se til det senere. Hun stadig vred " hvem miss Johnson er ved jeg ikke tror måske hun er forskingsleder" sagde hun arrigt. Hendes øjne lyste op i en gylden farve som indikerede at Luna var på vej op til overfladen, men Arya lod hende ikke komme ud " jeg ved ikke hvordan forskeren bar sig af med det, men jeg åbenbart lige så meget mutant som du er" sagde hun lød mere forvirret end vred mere. Hun havde følt at det måske var chancen for finde ud af hvorfor hun var anderledes og ikke hørte til nogen steder. Hun havde måttet sidde for sig af frygt for ulven ville komme da hun ikke kunne styrre den. Hun kunne ikke styrre sin evne. Hun sad kiggede tænksomt ud i luften da hun følte bedst tilpas i ulveform lod hun Luna komme ud og styrre hendes krop, Arya gad ikke snakke før hun havde fået noget tøj på. Hun var ikke en varulv og hun ikke en elver, hun var heller ulv. Hun hørte ikke til nogen steder.

Han hørte kun halvdelen af alt det hun sagde, 1. fordi hun skældte ud på noget der ikke var hans fejl, 2. han var alt for optaget af at holde øje med og noget kom imod dem. Han viste jo godt hvorfor hun skældte ud, hun havde været bange og var sikkert i chok over den hårde oplevelse hun lige havde været igennem. Dog tyssede han alligevel på hende. Med en lav stemme sagde han meget bestemt. "Du blive nød til ikke at tale så højt" han nåede han og sige inden hun sagde det med at hun var en mutant lige som ham selv. Han rettede sig helt op og stod nu nærmest faretruende. "Hvor fanden ved du fra jeg er en mutant...." Han var gået fra sit forstående sind til et mere krigsførende nu. Ingen skulle komme her og bare kalde ham en mutant når de ikke engang havde set ham ordenlig. *Dumme kælling* tænkte han. Han bøjede sig og ledte efter noget i tasken, han fandt en hvid stik frem som han knak og snart begyndte den at lyse en neon grøn farve. Han så kort på Ayra og tog så sin taske på ryggen og sit gevær og patroner i hånden og så begyndte han at vandre igen, skønt at han næsten var helt smadret i benene.

Hun kiggede på ham da han gik, men blev siddende hvor hun var og hørte hans skridt blive mindre hun havde kunnet lugte det, han lugtede som en mutant, hun havde før duftede den duft og der var overhovedet ikke noget galt i at være det. Hun vidste nu hvad det var hun som de fleste var. Hun peb en smule. Hun havde ødelagt det. En stikkende følelse af samvittighed ramte hende, men hun nåede ikke tænke mere over det da en gren knækkede. Hun skyndte sig op og haltede imod færten af den fremmede, sikke et førstehånd indtryk han havde fået. Hun lorgrede lidt med halen for at vise ham hun ikke var sur faktisk ville bare væk hun. Hun stoppede igen da følte at nogen fulgte efter dem, løftede hun sin snude op i luften og stoppede helt. Hun stod sådan i par minutter inden hun fik færten af vagterne, de måtte være efter dem. Hun gjorde alt hvad hun kunne for skjule at hun haltede.
Hun knurrede svagt og advarende for at advarede ham, men hun vidste ikke helt om han bare ville se det som vredesudbrud fra hende. Hun var blevet mere rolig kunne nu målrettet snuse sig frem til hvilken retning de kom fra. Hun vendte sig om så hun stod med ryggen til den fremmede og ventede bare på at de ville komme frem. Arya vidste at de var der, hun gik fartruende frem imod færten og holdte sig skjult i grene fra buskende. Hun fnøs kort. Der sad Miss Johnson med hel hær af soldater som klar til finde dem. Hun måtte advare ham. Hun var ikke sur mer og ville bare gerne væk. Hun løb hurtigt hen imod ham og i sin iver løb hun ind i den fremmede. Hun forvandlede sig tilbage og med et bange blik fumlede hun med ordene " de er her" sagde hun med frygt i stemmen. Det var tydeligt at hun ikke ville tilbage. Hun stod lidt kiggede skamfuldt ned i jorden.

" undskyld jeg havde ingen ret til kalde dig det jeg gjorde og det helt iorden vis ikke du vil hjælpe" sagde hun stille. Hun var stadig nøgen, men skammen af at kaldt ham noget hun ikke havde ret til. Gjorde hende mere flov. Hun vendte sig for gå hun forstod ham godt, vis han valgte ikke at hjælpe.

Han havde også hørt knækket, men stoppede ikke med at gå. Faktisk gik han hurtigere da han hørte at Ayra faktisk knurrede. Han regnede ikke med det var imod ham. Men da hun kom løbende imod ham og forvandlede sig til menneske/elver skikkelser stoppede han op og stirrede lidt. For det første fordi han var nøgen. Han havde aldrig set en fuld kvinde krop nøgen, så det forbavsede ham lidt. Plus at hun fulmede med ordene. Da han havde opfanget hvad hun rent faktisk sagde, vendte han sig imod mørket var hun var løbet fra. Hun talte imens han nu så søgende ud i mørket. Han kunne se skygger der bevægede sig i mørket. Med et sæt vente han sig mod Ayra igen, smed den grønne glow stick tog fat i hendes håndled og begyndte at løbe igang af alt kræft. Denne gang gjorde det dog ondt i benene da mælesyren havde indtruffet fra før. De skulle væk her fra... altså fra skoven, de skulle generelt væk fra hele den her zone. Jo mere mørkt og jo mere tiden gik jo flere dyr, folk og væsner ville der komme. Og han skulle hverken nyde noget af at blive bidt, stukket, skudt, ædt eller flået. Han kunne svagt ane når han skulle flytte sig fra træer foran sig, men om en time ville alt være pist mørkt og de ville ikke have en chance for at forsvare sig med mindre at Ayra kunne se godt i mørke. Hans hjerte hamrede, denne gang skulle de af med de vagter og folk der forfuldte dem, han holdte ikke til sådan en lang løbe tur igen, selvom han var i sin bedste alder og havde en god kondi med mere. Han trak i hende som en klude dukke, i teroi kunne havde bare havde ladet hende i stikken, men hans forbandede samvittighed tillod ikke sådanne ting.

Hun havde svært ved at følge med flere gange var hun ved vælte nu kkunne svagt ane lys far lygetr stemmer bag dem, de var på vej. Hun følte sig lettet over at han havde taget fat i hendes hånd hun kunne sagtens se mørket. Hun overvejede ganske kort om de skulle finde en hule et sted inde i skoven få noget hvile og så løbe. Hun havde ondt sit ben og det var bare et sprøgsmål om tid inden hun ikke ville kunne løbe mere. Hun trak vejret tungt og fik varmen " hvad med at finde en hule?" spurgte hun pauserne imellem den tunge vejrtrækning. Hun bevægede sig stadig og ventede bare på at han ville svare. De kunne skiftes til at holde vagt imens den anden sov. Hun kiggede på " desuden er mit navn Arya" svarede hun og forventede ikke at få den fremmedes navn. Hun regnede ikke med noget. Hun måtte stoppeop for få vejret nnormalt kunne hun godt læbe langt, men på grund af hendes ben havde hun det svært. Hun forsatte dog, men ikke i et hurtigt tempo. Måske han bare skulle løbe så var der en af dem der blev fri hun ville jo bare sænke ham. Hun stoppede helt " vi bliver nød til at finde sted at skjule os for jeg kan ikke mere" sagde og det var første gang hun gav udtryk for at hun var såret. Hun vidste ikke hvor dybt såret var, men hun vidst længe nu at hun blevet ramt.

Han kunne mærke ayra blev langsommere og langsommere, og tilsidst stoppede hun op. Hendes ide om at finde et sted at gemme sig var risikabelt men det var dette de måtte gøre for ingen af dem kunne løbe meget mere. "Hvor?" Han kunne intet se.. "Kan du se i mørke og hvis ja er der nogle forhøjninger eller steder vi kan være. Han var desparat. Hvis han tændte en glow stick eller en lugte ville de andre kunne se dem. Han træk vejret imens han snakkede og sætningen havde næsten været uforståelig men han håbede hun kunne høre hvad han sagde. Han kunne smage blod i sin mund på grund af den hårde fysiskse løbetur. Han tog sig til brystkassen og bukkede sig igen. Han spyttede fordi at slimet var blevet for tykt. Det hele lå faktisk på hendes skulder, de havde fået et forspring men snart ville vagterne osv være tæt på hvis de ikke fortsatte eller gemte sig ordenligt.

Arya kunne se i mørke hun fandt hurtigt en forhøjning imellem nogle træer, hun var for langt væk se om der faktisk var en hule imellem stenene, men alligvel trak hun ham med sig igemmen træerne og styrrede ham imellem uden problemer. Hun fandt til sidst en åbning og førte dem begge der ind. Den var lang nok til kunne komme et stykke ind. Hun satte sig ned og forvandlede sig til ulveform for at gøre sit sår rent. Kuglen havde hedigvis kun snittet. Hun var sikker på at kuglen kun var ment til gøre hende langsom og nem at fange. Hun kiggede på ham han kunne bare sove hun skulle nok holde vagt, hun var træt som sådan og hun kunne bedre se i mørket end han kunne så derfor var hun det oplagte valg til at holde vagt. Udenfor kunne man høre soldaterne lede efter dem.

I starten viste han ikke om det var Ayra der tog fat i ham eller hvad et var, men han fuldte bare med. Lidt efter opdagede han at det var hende og det fik ham til at slappe bare en lille smugle af, hun trak ham hen til en forhøjning hvor en grævling havde haft forladt sit bo, Hulen var ikke stor men da hun forvandlede sig til en ulv ville de god tlige kunne være der. Han lå tæt op at hende i det lille hul. Han ville ikke kunne falde til ro for der var helt stille der ude. De havde nærmest kun lige sat sig der ind for de hørte stemmer. Han skulle lige til at sige noget til ulven, da han i det samme så 2 ben vandre foran hulen. Det var en soldat med en skarp ladt riffel, soldaten så kort rundt. Men opdagende dem ikke. Eik havde fået en kæmpe klump i halsen og inde i sit hoved bad han en bøn til gud og sin. * Kære mor, gud hvem der nu passer på mig, jeg beder jer, lad os komme igennem denne nat uden at blivet taget eller skadet* Han hjerte bankede stadig hurtigt og han følte han skulle besvime fordi blodede stadig kørte rundt men at han lå stille. Ulvens bløde pels var varm og fik ham faktisk til at fokusere på Ayra hjerteslag, så han ikke faldt hen.

Arya hjerte slag var rolige, hun kunne høre vagterne tale wakier det måtte være til hende den Miss Johnson. Hun vidste ikke hvad hun skulle kalde hende, men mændene sagde at der ingen spor var af dem, men hun var ikke helt sikker. Hun lod svagt sin tunge slikke på hans for forvisse ham at vis der kom nogen skulle hun nok vække ham. Vagterne fra før var stille forsvundet ud i skoven. Hun havde ide, men hun kunne ikke fortælle ham den. Hun var den eneste der kunne lede dem væk. Hun ville sætte sig selv og Luna som lokke mad. Luna syntes også det eneste ide som gjorde at en af dem kunne komme væk desuden ville hun bare sænke ham med sit ben. Hun lagde svagt kroppen tættere på hans så han kunne få noget varme fra hendes krop og pels. Han var sød og hun skyldte ham, han havde reddet hende nu ville hun give ham en mulighed for at komme ud af denne skov i sikkerhed. Hun brød sig ikke om at folk skulle lide på grund af hende. Hun slikkede af til sit sår for være sikker på at der ikke kom jorde idet.

Han blev mere rolig efter det lille slik der kom fra ulven. Soldaterne var så småt væk nu og hvis de blot blev her i hulen ville de være i sikkerhed. Det var Eik helt sikker på. Hvis blot de blev her resten af natten så ville intet ondt ske og de ville kunne skilles næste dag uden større skrammer. Eik havde ondt i lunger, ben og faktisk bare hele kroppen. "Kan du holde vagt til det bliver lyst for jeg kan intet se i mørke. Han slikkede sine mundviger der der var indtørret spyt. Den lange tunge viste kun lige spidsen af sig, så Ayra ville nok ikke kunne se den Reptil agtige tunge som Eik havde. Eik havde dog stadig de store gasmaske briller på så hans øjne ville hun ikke kunne se og heller ikke hans hår der var dækket af hætten. Han kunne mærke hans krop var ved at falde sammen af udmattelse. "Hvis abre vi bliver sammen sker der ikke noget." Han mente det, hvis hun forlod ham nu ville der være større sandsynlighed for at en af dem blev fanget eller kom tilskade.

Arya peb til svar og lagde hovedet på poterne. Hun lyttede til luften en svag puslen kunne høres, men det var ikke noget farligt. Hun blev ved side, hun lukkede ikke øjnene en eneste gang. Hun slikkede en gang imellem i såret, men da lysetvar ved komme tilbage rejste hun sig op og gik ud af hulen. Hun bed sig svagt i læben inden hun forsvandt skoven, hun gik efter færten af den kvinde som gerne ville have hende. Hun fandt hende i lysning hvor de havde slået lejr. En del af hendes plan var at få dem væk fra hulen når hun havde ledt dem væk ville hun se om kunne komme tilbage. Hun trak vejret i nogle dybe vejrtrækning før hun brød tasheden med hyl.

Miss Johnson rejste sig op da hun hørte hylet hun sendte soldaterne efter dem og lod sine to livvagter følge hende. Hun havde ikke tænkt sig lade den ulv slippe hun var hendes billet til berømmelse. Hun pegede på skoven vidste dem hvor hun ville ind skoven. Hun følte hylene hun gned sig i hænderne. Hun kunne snart smage succesen. Arya vidste med sammen hun havde fået deres opmærksomhed løb, hendes løben var en smule besværet, men hun skulle havde dem væk så han kunne komme ud. Hendes plan virkede hun vidste det så længe hun bare kunne holde sig ude af syne.

Hun havde på jorden uden foran hulen skrevet på jorden at hun ville få dem væk fra ham så han kunne komme væk,, det var ikke hans kamp. drog var glad for at han havde prøvet. Hun vidste stadig ikke hvad han hed. Hun var sikker på havde hørt et så skrevet at den fremmede måtte passe godt på sig selv.

Eik vågnede ved hyl, han sprang op og så at Ayra varvæk, han skulle til at flyve ud af hulen, men så så beskeden der var fra hende. Han rystede hoved men valgte at følge hendes anvisning. Han stig langsomt og varsomt ud af hulen der var ikke et øje. Hans ben var ømme men ikke som i nat. Han begyndte at vandre. Afsted mod verdenen, måske en dag ville han møde varulven eller ulvekvinden, elveren eller hvad hun nu var..

//Out//