Mysterious Metals [Snefrid]

Tid: 17:47
Sted: Blackwood, et ubestemmeligt sted. Mørke træstammer overalt og en klar hvid dis dækker de første 20 cm af skovbunden. 
Tøj: Ekspeditions udstyr (Næremere beskrivelse findes i profiltekst.) Rebreather maske dækker ansigtet og hætten er trukket op over hovedet, har en stor taske på ryggen og en stor firkantet assult-riffel sidder i en strop fra skulderen.

Den kompakte et-hjulede motorcykel skød en god fart henover den ujævne skovbund. Den var egentlig ikke bygget til terren kørsel men den fungere. Den sagde næsten ingenting på grund af den elekriske motor, så Evan kunne nyde den stilhed der var herude, mens han kørte. Den fugtige luft flagrede og trak i hans hætte, men den blev alligevel siddende på. Desværre kunne han ikke benytte sin bil, når han var herinde, der var simpelthen ikke plads til det enorme køretøj, der gjorde det ud for både hans hjem og hans værksted, så han måtte tage til takke med det udstyr han kunne have på ryggen. Det var ikke første gang han var nødt til at tage steder hen hvor han ikke kunne tage alt med, som regel måtte han gå, men idag havde han været heldig nok til at kunne tage den motorcykel han havde eksperimenteret med. Den var grå og lige så kasseformet som som hans riffel. Store graverede bogstaver dannede ordet Limitless hen over fartøjets højre side. Det sparsomme mærkværdige lys fik de neonblå tatoveringer Evan havde i ansigtet til at gløde svagt, selvom de fleste var dækket af masken. Egentlig var der ikke nogen grund til at have den på lige nu, men det var nemmere end at have den om halsen.

Den indbyggede auspex i hans venstre øje, der havde en hvid iris, scannede konstant ruten foran ham. Lige nu var der næsten intet af betydning i nærheden. Den opfangede kun biosignaturen fra smådyr, men var mens fokuserede på at scanne grunden foran Evans motorcykel, så han var sikker på han ikke stødte på noget der lå gemt under den tætte dis.
Hans sind var lige nu mest rettet imod det han håbede på at finde herinde. Af alle de rygter han havde hørt var dette det mest lågende, men der var altid faren for at det han søgte, bare var et rygte. Det skete ofte, når han søgte efter teknologi som historien havde glemt igennem årene, men dette var ikke helt det samme. Han havde et bevis på at der var noget hemmelig viden derude, som kun ventede på at han kom og fandt det.

Snefrid stod stille i sin ranger uniform, bestående af en grøn maske over ansigtet med en hætte, grøn trøje og undersærk dog ingen BH, grønne bomulds bukser og lette læder støvler i brunt skind, med handsker til fingrende og forbindeing om underarmene for at beskytte imod buestrengen, fra hendes bue Silent, som hun stod med i hænderne, forude sin dolk af dragesølv i hylstret i sit brune læder bælte, dolken ved navn Drageklo.

hendes rangere stod på række og skød til måls, imens de andre krigere var igang med og dræne nærkamp under Bjorn, så den smule skov de ejede, genlød af stønnen, prusten, lyden af våben da klinger sammen, skjolde da blockere stød, banden og edder da blev svunget frem og tilbage, imens buerne's sang lød når en pil blev skudt afsted, og et hårdt DUNK når pilen ramte mål skiverne, Snefrid så tilfredse på sine rangers, da de var gode bueskytter, og hun var tilfreds med sine folk for alvor, hun så over på Bjorn som gav en tommel op, til deres lille garde på 20 mand forude Bjorn.

en af Snefrid's vagt poster sad roligt i et træ omkring den lille 50 mand lejer, og holdt vagt, hvilket jo sagde sig selv, dog sad de skarpe sort elver øjne og scannedet området, for at opfange en lille bevægelse i den dissen, som gjorde han løftede sit alarm horn og blæste 3 tunge toner som betød fremmede ved lejren, som gjorde de stoppede øjeblikkeligt med træningen i lejren, og skiftede deres trænings våben ud med rigtige våben, og begyndte at storme afsted, for lyn hurtigt at gene børn og de ukampdygtige op i træ hytterne, for at danne en måne formet cirkel med de brun klædte krigere som lignede Snefrid's uniform, bare i brun, og med en masse elver rustning i godt metal, ikke som Snefrid og Bjorn med deres Dragesølv udstyr, hvilket var noget af det stærkeste form for metal da fandtes, den enorme muskeløse Bjorn i sit fulde dragesølv panser som folk ville kalde en dåse rustning, stod i fronten med sit enorme to hånds sværd, som de fleste ville finde umuligt at svinge, men som han svang som var det et stykke legetøj, imens de andre stod med elver våben iform af spyd, sværd og enkelte med økser, forude de fleste med skjolde, og bue skytterne bag ved, Snefrid stod i sin dragesølv ringbrynje og dragesølv ringhætte, med læder rustning udover og den grønne maske for ansigtet og hætten slået op, hun stod med en pil klar på buen, ved siden af sin Livvagt Bjorn, klar til og forsvare deres lille samfund af frie elver, og da var blandet af alle elvere typer, sand elvere, lys elvere, sort elvere, halv elvere og blandings elvere af alle typer som cyborgs og selv Snefrid som halv vampyr og halv lyselver, som de fleste ville finde enormt sært.

Evans motorcykel zigzaggede ind og ud imellem de tætte træer, i noget der herinde var en halsbrækkende fart. Men Evan var ikke tilfreds, han ville gerne, nå det han søgte, men koordinaterne var upræcise og dækkede et stort område. En lille bakke sendte ham på en 5 meters flyvetur henover nogle rødder og buske der stak op af jorden, inden han landede og kørte videre. 
Den lange køretur havde givet Evan andet at tænke på, og han dvælede i øjeblikket i sine egne tanker. I øjeblikket var det de drømme der plagede ham, han havde fået flere og flere af dem, de handlede allesammen om indelukkede kamre, og mørkt vand der bed i hans hud og sved i hans øjne som en svag syre.
Han blev abrupt revet ud af sin tankerække da hans auspex advarede ham om en biosignatur længere fremme, han nåede ikke at indstille scanneren til at give ham flere informationer, før endnu en biosignatur dukkede op, efterfuldt af endnu en. Han senkede farten ned til en langsom fremdrift, kun lidt hurtigere end gå hastighed, hvis han var ved at løbe ind i en gruppe væsner ville han have så mange infomationer han kunne få. Auspex-øjet blev ved med at tælle op ad, 4, 5, 6, 8, 9 signaturer. I dette øjeblik hørtes en dyb harmonisk lyd, tre gange krystal klart igennem den tunge skov. Hvad det end var han havde opfanget, så var det noget intelligent, og de lod til også at have opdaget hans tilstedeværelse. Evan viste at han ville være blevet opdaget på et eller andet tidspunkt, han var ikke ret god til at gemme sig og den røde frakke var ikke ideel, desuden var motorcyklen en stor hæmsko, selvom den var elektrisk og temmelig lydløs. Biosignaturene var helt sikkert levende. Evan tænkte at det sansynligvis var sortelvere, der ikke ville bryde sig om hans indtrængen. Han overvejede om han skulle trække sig tilbage og finde en anden vej, men han måtte være sikker. 
Efterhånden som han kom tættere på, steg tallet der var mere end 40 da han besluttede at stanse og stå af motorcyklen. Hvis der var så mange måtte det betyde at der lå en form for udpost, eller lejer her og det var bedre at give sig til kende og håbe på det bedste end at gøre noget der kunne virke mistænksomt. Hans steg tungt af, og hans metalliske støvler ramte skovbunden temmelig lydeligt. Han kunne ikke rigtig se noget længere fremme, så han skiftede til nogle andre bølgelængder. Nu så han de første af dem, mørke skikkelser i træerne, der stod tydelig frem når han skiftede til chakra-vision, den bestemte bøgelængde der viste den mystiske energi alt levende havde i kroppen. Han trykkede på en knap på motorcyklen der nu stod og balancerede på sit ene hjul, det fik en blå diode til at lyse, og da han fortsatte fremad fulgte den efter et par meter bag ham, som en lydig hund.
Han gik fremad med langsomme skridt, mens han holdt sit åndedræt under kontrol, han lod riflen hænge hvor den hang, men kunne ikke lade være med at holde hånden på den tunge, sorte, firkantede pistol han havde i bæltet. Han begynte at kunne se flere gennem tågen, først som hvide siloetter af flydende energi der stod i en halvcirkel foran ham, men så kunne han også se dem med det almindelige øje. Det var elvere.

Snefrid og hende's mænd ventede usikkert på denne fremmede, bevæbnet for at forsvare deres familier, børn og syge, da de manglede forskelige ting, dog havde de så sandelig i sinde og forsvare det de havde, eventuelt dræbe hvis dette skulle til.
hende's mænd stod to og to, en foran og en bagved, en kriger foran med skjold og et nærkamp's våben i form af et elver spyd til angreb og kast, alle med et sværd eller en økse i hylster, med deres tunge rustninger til front angreb, imens rangerne stod bagved med buerne klar til skud, og små revner imellem krigerne, gjorde det muligt at affyre pile imellem dem uden og skade dem, men pille fjender ned i fronten, imens enkelte få krigere dækkede rangerne's rykke, og medichealerne var klar til og give healing ved eventuelt kamp.
Snefrid så stille omkring i den blide aften, imens hendes gyldne skarpe øjne så omkring, ventede på at de skulle blive angrebet, dog blev alle tavse i et kort øjeblik uden og trække vejret da den fremmede kom til syne for deres skarpe øjne, selv om han var halv utydelig, de stramme grebet om deres våben imens bueskytterne stod klar, Snefrid så roligt på den fremmede med sine gyldne øjne med et let præg af rødt i, hun sagde med sin blide lokkende stemme, som hurtigt kendegav hende som uren elver, da hun lød en kende mere lokkende end en typisk elver, hvis denne mand havde en smule kendskab til racer, ville han hurtigt kunne døbe den maskerede elver til og være en halv vampyr, da hun ikke var helt så varm blodet som de andre, forude den enorme mand hvis små brune hud havde et præg af tons vide prikker som kendgav nano technologi, selv om dette ikke kunne ses normalt, på grund af det tunge dragesølv panser udstyr, forude det lange claymore i dragesølv også, Snefrid havde dog roligt sagt.
''giv dig til kende, så er du måske velkommen hos The Nightwatch klanen, en klan af blandet elvere, jeg er frue for denne lille klan, og vi følger de gamle skikke, du er trængt ind på vores territorium, og skal give dig til kende, eller forsvinde øjeblikkeligt, forude bekendgøre din grund til og være her''
hun lød ikke truende, men det var tydeligt at de havde i sinde at angribe, hvis denne fremmede ikke sagde sit ærinde og hvem han var, da de var ret så mistroiske, de havde ikke været helt heldige med fremmede og andre.

//sorry det er lidt kort, havde ikke så meget at spille på, men gør mit bedste :)

Evan standsede op, da han kunne se elverne tydeligt med sit almindelige øje. Der var ganskerigtig mange af dem. Han stod og så lidt rådvild ud, hans øjne over masken afslørede det hvis man var overvågen. Med en god del viljestyrke fjernede han hånden fra pistolen, og rakte op imod masken og trak den af, så den hang om hans hals i stedet. Han så ikke ud til at være ældre end 17-18 år og halvdelen af hans ansigt havde blå tatoveringer der gløde sært i det dunkle lys herinde i skoven. Han trak også hætten af. Der gik et stykke tid inden Evan sagde noget, han var en lille smugle tabt for ord. Den formelde måde at blive tiltalt på var fremmed for ham. "Jeg... Jeg hedder Evan." Sagde han så, og bed sig i læben. "Evan Brine." Tilføjede han hurtigt, som om hans efternavn var noget der kunne forklare mere fyldestgørene hvem han var og hvad han lavede her, i disse elveres territorium. 

Evan ventede for at se om dette var fyldestgørene før han kom i tanke om at hun også havde afkrævet en forklaring på, hvorfor han var her. Han mærke et jag af modvilje, der måske kunne ses i hans ansigt. Han brød sig ikke om at blive afkrævet forklaringer, og endnu mindre om at blive givet ordre. Desværre var der mindst 12 buer rettet mod ham, så han havde ikke så meget valg. Han opmærksomhed blev fanget af den sølvskinnende rustning, der sad på den mest muskuløse elver Evan nogen sinde havde set. Uden et ord rakte han hånden ned i lommen på sin frakke og trak noget op, som han derefter holdt imellem to fingre. Det var en sølvfarvet pilespids der stadig sad på resterne af et knækket skaft i mørkt træ. "Du ved hvad dette er, gør du ikke? Fru..." Spurte han henvent til kvinden der havde talt, men kom i tanke om at hun ikke havde sagt sin navn. Evan der ikke kendte til elvertitler, og ikke viste hvad de gamle skikke gik ud på, gik ud fra at hun var en form for leder, og henvente sig derfor til hende. Han bed mærke i at hun havde sagt at han kunne vælge at forsvinde hvis ikke han ville svare på hendes spørgsmål, men gjorde han det, ville han ikke få besvaret sine egne. "Dette projektil var indlejret i bagklappen på mit køretøj for fire dage siden, jeg kommer for at få en forklaring." Sagde han uden den mindste antydning i stemmen om at han var foruroliget over hvorfor den sad der.

Snefrid så den fremmede standse op, dog uden at bemærke hans øjne da hun havde travlt med at holde øje med ham i det hele taget, dog da han fjernede hånden fra den pistol han havde hånden på, så hun ud til og slappe en kende mere af, da han oven i købet tog masken af, studerede hun roligt hans ansigt og hans blå tatoveringer, som dog ikke gav hende nogen tegn på om han var ven eller fjende, dog syntes hun hans usikkerhed var sødt, dog ville hun nok ikke indrømme dette, hun sagde hun med sin milde lokkende stemme ''jeg er Snefrid, rart og give navne til kende, kære Cyborg'' hun havde hurtigt bemærket tegnene på en Cyborg og noget andet, dog ikke sikker på hvad, men når man var over 5100 år ca, så lærte man og huske detajler og ting som man kunne bruge nytte af, hun nikkede dog ved hans Evan Brine navn, selv havde hun ikke et efternavn selv om nogen ville kalde hende Snefnug.

Snefrid ventede roligt på hans forklaring, imens Bjorns 25 krigere stod bag ham, dog kom klanens 3 sorte døds gardister trampende i deres sorte elver rustninger da skreg ukendt magi, det var ikke dragesølv, men noget næsten lige så godt, dog vidste ingen hvad, og døds gardisterne ville ikke røbe det, dog så de kort fra Bjorn og Snefrid til den frememde Evan, de havde også en aura da skreg at døden kom til dem da var i vejen for dem, dog uden et ord gik de over til en ukendt aflukket hytte og stillede sig på vagt igen, Snefrids 22 ranger bueskytter havde stadig buerne klar, Bjorn stod stadig klar med sit enorme to hånds sværd som nogen ville sige var umuligt at svinge, dog svang den enorme halv elver Bjorn dette våben uden problemer, og hvis man så ham uden rustning ville de færreste i nævekamp med den over 5500 år gamle halv elver også fordi han havde nano botter i kroppen som styrkede ham til visse grader og gjorde ham til en fandens helvede modstander, dog strammede Bjorn grebet på sit dragesølv sværd da Evan tog hånden i lommen efter noget, dog da Snefrid genkendte dog pilen som var en sort elver pil, hun så dog på Evan og sagde uden anledning ''jo, det er en elver dragesølv pil, som nok kommer fra en sjælden bueskytte og inden du spørg, så ved jeg ikke hvem da har affyret den, ikke nogle af mine få sort elvere skytter, da de alle sammen har deres pile, medmindre nogen har taget af min beholdning, som nok er sket..'' hun så tænkende ud, hun så dog på Evan imens han så ud til og tænke, hun nikkede dog roligt for at tænke lidt før hun roligt sagde ''jeg kan ikke sige hvem da har skudt efter dig, og kan ikke sige om det er vores pil, ja vi bruger samme træ, men må jeg se nærmere på den?'' hun rakte hånden frem, imens hun roligt holdt øje med Evan.

Evans øjen flakkede en smugle da Snefrid talte til ham. Han var ikke vandt til denne omgangs tone, og var endnu mindre vandt til at blive kaldt cyborg specielt ikke når han allerede havde fortalt hende sit navn. De fleste lagde slet ikke mærke til det, i første omgang. Hendes livstegn forvirrede også Evan en smugle, de var meget anderledes end de omkringstående elveres, selvom de omkringståene også var sært forskællige fra hinanden. Han skulle til at tale da han blev afbrudt af tre elver i sorte rustninger der kom trampene ind fra et udefinerbart punkt i mængden af krigere og stillede sig ved en hytte. Evan der ikke viste ret meget om magi og derfor ikke viste om den var tilstede, stirrede bare på dem som om de var iført noget besynderligt. Det var lidt som at træde ind i en middelalderfestival. Han forstod heller ikke helt hvad de ville, var de der bare for at skræmme ham. Han valgte at se bort fra deres opvisning af disciplin, og henvente sig igen til Snefrid igen. 

"Denne pilespids sad forankret 2 centimeter inde i den adamantinplade der dækker bagklappen, netop fordi folk skyder sommetider skyder efter den, den er oven i købet affyret med et et meget primitivt ballistisk våben." Sagde Evan  "Du må da gerne tage et kig på den, men hvis ikke du kender mere til dette metal, så har jeg ikke behov for at finde den der skød pilen." Sagde Evan. Han gik ud fra at han havde lov at nærme sig siden hun rakte hånden frem imod ham. Han gik frem imod Snefrid og resten af elverflokken, uden at tage sig af at de stadig sigtede på ham. Motorcyklen der stadig stod og summede lavt bag ham, fulgte lydigt efter ham. Han lod pilespisen dumpe ned i Snefrids håndflade, med spidsen opad, så hun ikke stak eller skar sig på den. Den bar præg af at være blevet undersøgt grundigt og med hår hånd. Den ene side var sveden som efter en form for forbrænding, og et stort stykke af en af de sav takkede kanter var blevet knækket af. "Jeg ville i øvrigt blive glad hvis i lod være med at sigte på mig med de der." Tilføjede han, og gjorde et hovedkast imod bueskytterne. "Jeg har trods alt ikke gjort noget." Han så rundt på de mange elvere med deres buer, han havde aldrig forstået deres fascination med dette primitive jagt-redskab, når de nu havde så gode metaller til deres rådighed.

Snefrid bemærkede Evan's øjne flakke en smugle, som fik hende til og smile bag masken, han måtte virkelig være en ung Cyborg, hun gjorde dette for at vise en mild høflighed, som var en af deres utallige skikke i elver verdenen, hun skævede dog til Elder's døds gardister, hun hilste dybt respektfuldt på disse, som bare var kommet for at undersøge hvem den fremmede var, før de var gået tilbage til deres leder's hus for at bevogte ham med deres liv, og hvis man var klog, tog man ikke kampen med disse Døds gardister da ingen vidste hvem de var, hvor gamle de var eller hvad kamp stil de brugte og når de typisk var i kamp, så var man enten død eller døende bagefter, disse var de ultimative krigere inde for elver verdenen, ikke uovervindelige, dog var de nogle kællinger og slås med, da det eneste man vidste, var at de var kvinder, men ellers vidste man ikke mere, forude deres navne.

Snefrid lyttede roligt til Evan imens hun tænkte over dette, dog da han sagde primitivt ballistisk våben, så hun en kende fornærmet ud som fik hende's rangere til og knibe øjnene sammen, da hende's bue måske kunne trænge igennem hans fine rustning med de pile hun skød, og hun var ikke just i tvivl, men lidt havde hun dog da hun ikke vidste hvor godt hans panser var, hun vidste dog at trængte pilen igennem ville han få sig en smerte fuld overraskelse, dog havde hun ikke i sinde og prøve at dræbe ham for så lille en fornærmelse, dog havde hun taget imod pile spidsen da hun fik den dumpet i den behandskede hånd, hans motorcykel undrede hende dog lidt, men tog sig ikke just af den, hun lagde dog mærker til detajlerne, hun så dog kort op på Evan da han sagde han ville blive glad for at de lod vær med og sigte deres buer imod ham, før hun mildt sagde ''det er jo primitive ballistiske våben, så du har jo intet og frygte'' hun lød ikke hånlig, truende, bare som en da tog han's ord dybt alvorlige, dog sagde hun en blid ordre på elvisk, som fik både mænd og kvinder til og sænke deres buer, hun sagde med en mild venlig stemme ''bedre, kære Evan?'' hun så roligt undersøgende på Evan og så på pile spidsen igen, hun var ikke sikkert og måtte tage den med til smedjen, så vil jeg prøve og varme den op og se om den viser nogen tegn, da du sån set har ødelagt den lidt, men kan nok finde ejer manden, hvis det ikke er min, og er det min, så finder vi ud af det.. vær venlig og følge med'' hun begyndte og gå imod Smedjen, imens hendes folk spredte sig, udover den enorme dragesølv pansrede Bjorn, som stod som en mur nu, bag Evan og det var et ret tydeligt signal om at følge Snefrid, og nægtede han, ville Bjorn simpelt vente bag ham til Evan med Snefrid, da han i princippet ikke havde det store valg i deres område, sådan var deres skikke, og brud på disse, straffede de med døden, eksil eller afsoning som i andre's mere forstålige sprog, betød fængsel, og så længe han var der, kunne de i princippet gøre som de ville med ham ifølge deres skikke og love hvis han ikke fulgte dem.

Evan var ganske rigtigt ung, han så ikke ud til at være mere end 16-17 år gammel, men siden han var cloman, uden at vide det og derfor havde gode gener på alle punkter, var han gået fri for alle de teenage skønhedsfejl, som bumser og fedtet hud. Desuden var han muskuløs og bredskuldret som gav ham et ældre udseende, selvom han ikke havde nogen skægvækst. Tættere på kunne man se hans yngre træk tydeligere, så den intelligente og mere charmerene Evan kom frem i lyset frem for den tunge metalklædte cyborg med det uhyggelige hvide øje der kunne ses under hætten og henover rebreather-masken.

Han hævede et øjenbryn da hun sendte hans ord tilbage i hovedet på ham. Han havde ikke forstået at han havde fornærmet nogen, men havde i sit eget hoved, blot luftet en observation. "Ja hvis vi kan vise hinanden den tillid ikke at pege våben mod hinanden før vi har konkluderet om vi har et udeståene med hinanden, hvilket jeg har svært ved at forstille mig at vi skulle ha'." Sagde Evan der stadig ikke lod til at mene at det at skyde pile efter hinanden var grund nok til at være fjender. Selv hvis Snefrid skulle være den der havde skudt pilen, måtte hun jo have haft en grund. En grund som måske slet ikke angik Evan. Det var nu heller ikke sandsynligt at hun var synderen for Evan havde befundet sig i en helt anden del af skoven da det skete. Han trak vejret en smugle lettere da de senkede deres våben, så lagt så godt. Enten havde de besluttet at stole nok på ham til ikke at true ham på livet ved sin blotte tilstedeværelse eller også havde Snefrid afgjort at han ikke udgjorde nogen stor trussel. Han mente at det nok var det sidste. Evan og motorcyklen fulgte med Snefrid og hendes store elverven/vagt/husbond eller hvad han nu var, uanset hvad så lod han til at sluge steroider som var det elvervin. Han så igen grund til ikke at følge med, han ville jo gerne vide mere om metallet. Faktisk opfattede han ikke at de ikke havde noget valg, han var også forbavset over at de ikke havde bedt ham ligge sine våben, men han sagde ikke noget, der var ingen grund til at give dem gode ideer, selv om han ikke havde nogle planer om at bruge dem. 
"Hvad hjælper det at varme metallet op?" Spurte Evan interesseret, som om de var på en afslappet spadsere tur i skoven. "Jeg har forsøgt, det afslørede ikke andet end metallets smeltepunkt." Sagde han. "Har du tænkt dig at bruge magi?" Da de nåede den hytte der måtte være smedjen gik han hen til motorcyklen og slukkede den. Forlygten og instrumentbrættet gik ud, så den kun stod og balancerede på sit hjul, han tog også tasken af, og satte den med et forbløffende højt dunk på skovbunden ved siden af motorcyklen, den vejede mindst 130 kg, men Evan havde båret den som var den var en halvfuld skoletaske. "Hvis i beslutter jer at gennemgå mine ting mens jeg er væk fra den, så lad for alt i verden være med at tænde for noget af det, i kommer bare til skade - Især Dauntless" sagde han og pegede på den store riffel, som han efterlod lænet op af. "Hun er en aggressiv tøs." Han ventede på at hun viste ham inden for.

Snefrid så roligt på den meget unge Cyborg, som bar præg af noget andet, hvilket hende's skarpe øjne forude sanser sagde hende, hun vidste ikke konkret hvad, hun bemærkede dog musklerne og de brede skuldre, han var ikke så stor som Bjorn, men det var også få da var det, da Bjorn var en over 2 meter høj halv elver, med en vægt på 145 kilo i form af en tønde formet krop af tykke muskler, træstamme tykke overarme da bar præg af tydelige blodåre og tattooveringer, forude et par kræftige ben, en tyk hals og et smalt ansigt, hvilket i sig selv var imponerende, men det var nemt og skaffe kød til og vokse på, i sådan et samfund, og de havde før haft gavn af han's styrke, forude når han aktiverede sin nano bot tech i sine muskler som var det eneste unaturlige i hans muskler ellers var han ren rå muskelmasse, hvilket gjorde ham til et rent monster i nær kamp da han med sine over 5500 år's militær erfaren som elvisk sort garde gjorde ham til blandt de ultimative eliter inde for elver verdenen, selv var Snefrid kun bedækket med lette muskler som vidnede om hende's rolle som ranger føre da hun simpelt var leder da hun var den mest erfarne, ligesom Bjorn var for nærkæmperne eller krigerne, dog gav hende's muskler og bløde hud hende et pænt feminie udseende som hun fik at vide var ret tiltrækkende for de fleste men det var elver kvinder i det hele taget, selv om hun i de fleste mænd og kvinder's øjne, var som enhver anden elver, en fræk sag, hun mente selv hun bare var normal efter elver standard, hvilket var en enorm høj standard i forhold til så mange andre racer, dog afhang det af hvem og hvad man var til.

Snefrid så roligt på det hævede øjenbryn og smilede mildt til ham så hjørne tænderne var let blottet i et smil, hun nikkede roligt og svarede roligt ''tillid er noget man skal gøre sig fortjent til, kære Evan, vi har intet imod hinanden, men vil du gerne have det?'' hun var stoppet op og havde gået helt tæt på ham, så hende's næse næsten rørte Evan's, så de gyldne øjne med det røde skær i dem var dybt synlige for ham, imens et tyndt blegt ar da næsten var usynligt for øjnene på grund af hende's let blege hud, dog vidnede det om en dolk da havde misset og skæret hen over hendes kind, selv om nogen sagde det klædte hende, dog fnes hun og slikkede ham på næsen, før hun sprang væk, og bag ved, rullede den store Bjorn bare med øjnene, Snefrid fandt åbenbart Evan spændende, for nu, hvilket sikrede ham, dog bemærkede Snefrid at Evan virkede lettede over at våben ikke var rettet imod ham, dog gik hun som en glad hundehvalp afsted, selv om hun var over 5100 år gammel, hun undrede sig ikke specielt over motorcyklen, hun lyttede dog til den kære Evan og han's uvidenhed om Dragesølv, hun sagde dog roligt.
''du kan ikke varme det op, uden det rette ild, og det findes ikke mere, så hvis du har forsøgt og varme det op, så ville det ikke virke, da Dragesølv er magisk, og du skal bruge en helt speciel ild, men som sagt, dette ild findes ikke mere'' hun så hemmelighedsfuldt på Evan, med et mildt smil på de let blege læber, da han spurgte om hun ville bruge magi, hun åbnede dog døren til sit hus og smedje med nogle lave ord, som han alligevel ikke ville forstå, og døren åbnede, hun gik ind, imens Bjorn fulgte med, uden et ord tog hun sin hætte af, da der vat stegende varmt der inde, selv den store Bjorn tog sit panser af efter at have lukket Evan ind, dog lod han motorcyklen blive ude, han gik over til en statue af sort sten, og hængte sit panser på den, og det var som om stenen sugede rustningen til sig så da han til sidst stod i strømper, bløde brune uld bukser og en ærmeløs fåre uld's trøje, var det tydeligt at han havde nano tech i musklerne, forude utallige ar, som var utallige fra plasma skud, knive, pistol skud, pile, dolke, økser, brand ar, op til flere ugenkendlige ar fra forskelige dyr, han tog et brunt læderklæde på, som var typisk for gamle dags smede, imens sveden allerede prejlede ned af han's skaldede hovedet og ansigt, som også var en lille bunke af ar i den blege hud, han gik over til Snefrid som uden at være genert, tog sit tøj af så hun kun stod i bukser og skjorte så lidt af hende's bryster var synlige, dog tog hun et læderklæde på, og med et mildt smil på Evan, hun havde bemærket han havde lagt sin taske uden for, hun gik over til stenen hvor da var ild i stadig og nikkede til Bjorn som begyndte og pumpe den rette mængde luft i, imens hun selv tog en tang og greb om pilespidsen, for at stikke den ind i ilden og vente i den rette mængde tid, for at tage den ud og roligt lægge pile spidsen på en armbolt, hun greb en mejse og gned soden væk, for at rengøre den, og roligt døbe den i vand, for at vaske den, før hun allerede var færdig, hun vinkede Evan over til sig og pegede på et lille mærke som var blevet tydelig i ilden fra deres elver ild som man ville kalde det i Evan's tilfælde, det var et ukendt mærke, som fik Snefrid til og undre sig lidt, hun sagde roligt ''jeg kender ikke dette mærke, så enten er da nogen da har smedet den for nylig, som jeg finder ret usandsynligt, ellers må vi vel bare finde ud af mere, kære Evan'' hun smilede undskyldende, da hende og klanen for det meste holdt for sig selv, dog havde de konstateret at pilen ikke var skudt af hende's rangere, selv om hun var den eneste da brugte dragesølv, hun sagde roligt ''elver ild som det vil hedde i sit sprog, kan finde mange skjulte ting i dragesølv, som andre's ild ikke kan, og det ikke en hemmelighed jeg har tænkt mig at give fra mig'' hun smilede kærligt til Evan, som om de var gamle venner, dog lod hun pilespidsen ligge, for at se spørgende på Evan om han havde spørgsmål.

Evan stod stille og lod hende inspicere ham, hun var åbenbart satans mistroisk, hvilket hun måske havde god grund til. Evan anede ikke hvilken slags forhold de levede under herude, måske var der en eller anden elverkonflikt han ikke var en del af. "Så hvad har jeg gjort for at starte under nul på den skala?" Spurte Evan imens hun lænede sig helt tæt på. Han var ikke helt sikker på hvorfor hun gjorde det, men han trak sig ikke væk. Han benyttede i stedet lejligheden til at se nærmere på hende. Når man var så tæt på kunne man høre hans venstre øje summe svagt, og så man ind i det kunne man se de bioelektroniske kredsløb inde bag den hvide iris. 
Da hun slikkede ham på næsen og fnøs som en som en hund. "Er det endnu en af jeres mærkelige skikke?" Sagde Evan, når han var fordybet i sit arbejde lagde han ikke rigtig mærke til verden omkring sig. "Har du glemt alt om menneskeracen, eller har du aldrig beskæftiget dig med dem?" Spurte han. Han fulgte roligt med og smilede over den måde hun opførte sig på. Hun var trods alle sine biologiske forskælle, fuldstendig ligesom de andre elvere han havde mødt, arrogant, stolt og alligevel flyvsk. Det ene øjeblik var de seriøse og voldgie, det næste øjeblik dansede de afsted, som om der ikke var nogle bekymringer i denne verden. 
Efter at have stillet sine ting gik han indenfor i smedjen, han kiggede sig omkring. Værkstedet var primitivt i Evans øjne, især når man ikke var i stand til at forstå den magi der var herinde, han talte bare videre imens de to andre klædte om, normalt arbejdede han i det tøj han stod i inklusiv rustningen, hvis han var på opgave et sted hvor der kunne være farligt, så han skiftede ikke sit tøj ud. Frakken han havde på var ildfast så den virkede lige så godt som noget forklæde. "Jeg hørte at du kaldte metallet for dragesølv. Er der rent faktisk sølv i metallet? Jeg spørger kun fordi det jeg har observeret ikke passer ret godt på sølv, ud over den blanke polering. Sølv har en massefylde på ca. 10,4 gram per kubikcentimeter, mens dette metal kun har det halve. Det er desuden har jeg målt på dens egenskaber som elektrisk leder og almindeligt sølv er meget bedre, men dette metal er ikke lavet til det formål, gætter jeg på." Han gik omkring i værkstedet og tog et stykke værktøj ned fra væggen, for at undersøge det nærmere." Da de to andre havde klædt om gik han hen til essen og så ind i den. Han lukkede det normale øje for bedre at kunne koncentrere sig om at scanne. Det de infrarøde afslørede essens temperatur, men fangede også noget andet. Dengang han havde deltaget i byggeriet af vejen gennem Muernia sammen med Dust og Phoenix, til Sydamerika, havde han opdaget den bølgelængde der kunne se den mystiske energi de kaldte chakra som begge havde brugt når de begge kunne udnytte. Essen afgav den samme slags energi, hvilket var sert siden han kun havde set den i forbindelse med levende væsner. Var det sådan magi så ud, når man kiggede på det hensides hvad et menneskeligt væsen kunne se? 
Han så til mens hun hev pilespisen ud og så på den, og det mærke der nu var dukket op på siden. "Det har jeg set før." Sagde Evan. "Det var skåret ind i træerne overalt der hvor jeg opdagede pilen." Sagde Evan, og så spekulativ ud. "Jeg har heller ikke noget at bruge den viden til, jeg kan ikke bruge magi, så med mindre jeg kan finde et ikke magisk alternativ til at arbejde med metallet, enhver der bare ved en smugle om at forarbejde metal kan se at dette ikke handler om temperatur, men om noget andet som jeg gætter på at du ikke vil infomere mig om hvad er." Sagde Evan. "Jeg syntes du sagde at metoden til at forarbejde dette metal var gået tabt, men her ser jeg ilden ganske tydeligt. Hvordan hænger det sammen?" Spurte han.