[Uafsluttet] Fanget i en bunker (Lilly + Selena)

Vejr: Stjerneklar himmel, lunt sommervejr, solen står op om et oar timer.
Omgivelser: En nedlukket militærbase i bjergene omgivet af et stort højt hegn. senere inde i basen
sted: En gammel nedlukket militærbase
tidspunkt: nat tæt på morgen
Påklædning: En gammel slidt hvid t-shirt og et par slidte cowboy bukser.
radioaktivitet: ingen-middel

Det havde været en lun nat, man kunne mærke at årstiden var skiftet til sommer.  Nattehimmelen var klar, og fik natten til at virke magisk.  Månen skinnede ned på bjergkæden ved Moon Mountain og natten var fredelig. Bjergene gemte på mange hemmeligheder som: væsener, skatte og forskningscentre.
Mange gik i bjergene for at finde netop disse steder, nogle forvildede sig bare op, i sær dem uden nogen form for geografiske evner.
Halvvejs oppe af et bjerg lå et nu nedlukket militær base som førhen havde lavet forskning og skabt nano robot soldater. Rundt om var det et gammelt nedslidt hegn som elektriciteten var gået ud af de fleste steder.

Der lød slentrende skridt langs det nedslidte hegn, kun få steder virkede elektriciteten og der var huller i hegnet flere steder. Det omgav den store nedslidt bygning, der ikke så ud af noget ud til. Inden i var den dog langt mere avanceret, det var et nedlagt militær base. Lilly havde forvildet sig op i Blackwoods bjergkæde, og ledte efter et sted at søge ly inden solen stod op, da hun ikke holdt af at ende op med at være stegt. Hun havde opdaget bygningen og ledte nu efter et sted hvor elektriciteten ikke længere fungerede i hegnet så hun kunne kravle over. Den anden mulighed var et hul i hegnet hun kunne komme igennem.
Hun gik rundt langs med hegnet og lyttede i stilheden for at høre om der lød en lille summen. Månen stod lavere på himlen nu, og hun måtte skynde sig at komme ind på basen. Der gik ikke længe før hun fandt et sted hun kunne kravle over, hun greb fat i hegnet og begyndte adræt at klatre hen over det. Turen var lang, da det var et højt hegn, og da hun kom om på den anden side af hegnet kunne hun ikke hoppe ned, så hun begyndte langsomt at klatre ned.
Pludseligt var det som om hun fik et hårdt slag i maven, efterfulgt af en pressen ved brystet. Lilly stoppede op og mistede grebet i hegnet. Hun faldt ned på jorden med et hårdt bump, og satte sig ømskindet op. Hendes muskler var ømme ikke kun udenpå på grund af faldet, men det var som om noget flåede hende fra hinanden indeni. En frygtelig hosten begyndte at lyde fra hende, kort efter og varede i flere minutter. Hun prøvede at holde en hånd op for munden for at stoppe det, men kort efter begyndte hun at hoste blod op. Hun prøvede at kontrollerer sin vejrtrækning for at få det til at stoppe, men blodet blev ved med at komme ud af hende.
De to virusser i hendes krop var begyndt at angribe hinanden og hvis der ikke blev gjort noget, ville hun ende med at dø.

Hun lå nu ned på jorden, svag og klar til at dø hvis det var det der skulle ske. Hun var ved at besvime, mærkede langsomt energien forlade hende. Dog inden Lilly mistede bevidstheden så hun et par fødder komme hen imod sig, og stoppe op foran hende. *Hvad laver en person her, der var jo tomt* tænkte hun inden hun gik ud og mørket omsluttede hende.

Selena have været ved stedet nogle dage for inden og undersøgt det alt var forladt og hun have til sin forbløffelse opdaget stedet var blevet lukket ned kort efter hun var sluppet fri. Nogle timer forinden have hun kørt op i området og parkeret en stor jeep lidt væk fra bassen. Dog have en lyd fanget hendes opmærksomhed en sær pige var faldet ned af fra det store hegn og lå nu næsten livløs på jorden det lignet en ung zombie men den ville aldrig have klatret sådan og der måtte være en form for bevidsthed. En 9 halet ulv kom gående med en blå raptor bag sig og stoppede ved selena. Den så på pigen med tænksomme øjne før den lugtede til den og kiggede på selena og med ordet.
”vampyr” have den taget beslutningen pigen skulle have hjælp. Selena åbnet en taske med nogle flasker og kanyler i de var helt sterile hun hæv først en flaske op med en blå væske hvor der stod X19 et stærkt lammende stof der forhindret hjernen i og sende ind pulser dette stof lammede selv zombier og vampyres signaler i kroppen og gjorde de ikke kunne bevæge sig. Hun fløj ned og stak den i pigen foran hende hvis pigen vågnet af næste sprøjte ville hun kunne tænke og føle men være 100% lammet. Selena smed flasken i tasken igen og hæv en ny op med en ny kanyle mens hun smed den gamle frem og greb den nye og med munden flået papiret af og stak sprøjten i en rød væske kom op på flasken stod y-adrenalin et uhyggeligt stærkt adranalin chok ville få hjertet til og slå og fjerne smerten den ville få pigen ved bevisthed og kunne holde hende i live nogle timer og slå virusserne ned kamp ned lamme dem af chok med stor erfaring fløj nålen i halsen på pigen og sprøjten fik tømt sit indhold.

Selena lignet ikke en stærk person og ikke en militær type i hendes sorte frakke med en flænset hættetrøje hvor armende manglet og hendes stramme sorte jeans sad tæt men uden besvær løftede hun pigens krop over skulderen og begyndte og gå med raske skridt mod bassen.
Selena greb med den frie arm hendes sværd og svang det foran sig da hun nærmet sig døren og stoppede først intet men pluslig kom en overdøvende vinene lyd fra det stykke da det lysnede sig og faldt bag ud. Selena kravlede ind og de 2 dyr fulde med hende. Den lange gang var mørkt lagt og uhyggelig stille som om døden ville dræbe kilden til larmen. Det eneste man hørte var lyden af Selena’s tunge skridt og fra hendes 2 følge svende. Hun gik flere minutter måske 20 før hun drejet ind i et område hvor der begyndte og blive hvide væge med en flot blank overflade dog var de indsmurt i blod som om noget skarpt have sprættet folk op for komme ud. Pluslig kom et tegn alle kende nemlig billedet af en DNA streng dette var et gen laboratorie. Selena forsatte lidt før hun drejet til venstre og gik nogle minutter og stoppede ved en dør en rødlampe blinkede Selena smilede og trykkede med den frie hånd på panelet og et grønt lys kom og døren åbnede sig. Selena gik ind og smilede rent pænt ikke støvet hun løb hen til en briks og smed Lilly på den og spændte selerne over maven arme hals ben knæ og for første gang sagde Selena noget til lilly.
”hva eller hvem end du er må du stole på mig og ja det kommer til og gøre forbandet ondt men tro mig det hjælper” med ordne forsvandt hun noget tid pluslig kom lyset tilbage i rummet og skærmene begyndte og tænde og synet af alle instrumenterne blev blottet for Lilly.

udstyr til og skære hovedet op scanner kanyler med indhold robot arme med knive sakse og andet lå over hende det eneste hun ville kunne var se op uden og gøre noget. Et brag fra døren lød som nogle smed en masse ting og tunge skridt lød det ansigt lilly ikke have mulighed for se før var over hende med et skævt smil.
”undskylder dine lammelse men min sikkerhed du forstår bare rolig virkningen vil tage over når vi færdige”
ansigtet forsvandt og lyden af nogle der satte sig på en stil var tydelig efterfuldt af nogen klikkende lyde pluslig fløj scanneren ned og ramte Lilly over alt på kroppen med blåt grøn og rødt lys i en blanding der gik nogle minutter før lyset fra skærmende som Selena så på ændret sig til diagrammer 3D billeder over kroppen dens vira og alt muligt andet form for DATA kom frem selena sukkede og begyndte og banke løs på computeren mens armende begyndte og befale ordrer kanylerne begyndte og få væske i sig en guli væske med små mærkelig sølv bobler i. Selena mumlede noget der kunne minde om undskyld før hun trykkede på knappen 4 kanyler kom ned mod lilly den ene førte sig ind i højere side i halsen på hende den med den gule væske 2 af de andre i maven og den sidste fløj over hende i en rundkræs. På skærmen begyndte Selena og følge de små robotter der var sprøjtet ind i Lilly og som nu begyndte og angribe først hendes krop og hun huskede de smerter ingen ville glemme en tårer forsvandt lige så hodig den var kommet. Selena lænet sig tilbage og så robotternes opførsel i kroppen og kunne nu kun vente og have ondt af pigen. Den sidste kanyle fløj ind i venstre side på Lilly en blanding af adrenalin og stærk bedøvelse efter 20 minutter i smerte som kun få og alt ville blive sort for hende igen. selena sad og læste daterne i omkring 2 timer før det kom det lille bip der viste hun var svagt ved og vågne. Selena trykkede på en knap og tropperne faldt til jorden og selena ventede til andet bip der fortalte at lilly var ved bevist men sov. Så kom det 3 bip der viste hun var vågen. Selena ventede lidt med rykken til og hendes stemme lød så til Lilly som en advarsel da hun vidste lilly knapt nok kunne angribe men sagtens forstå.
”jeg ville under ingen omstændigheder prøve et angreb eller flugt over for mig min pistol er ladet med sølv patroner så jeg nemt ville kunne dræbe dig der udover har jeg redet dit liv så du skylder mig lidt svar unge dame hva laver du her ude”

Det var stikket i halsen der gjorde hun vidste hun ikke var død, men hvad kunne det være. Hun havde mærket det tydeligt, og derefter havde hun følt sig som en kuldedukker, hendes krop føltes svag. Hun prøvede at tvinge sine øjne op, i de første mange forsøg lykkedes det ikke, men til sidst fik hun dem åbnet. Det første hun så var en ung pige, ikke en der så videre farlig ud. Hun havde en sort stram jakke på, og nogle stramme sorte jeans.
Snart blev hun løftet op og så en ni halet ulv og en blå raptor følge den unge kvinde som bar hende. Hun blev ført ind i bunkeren, hvor hun blev ført ned af en lang mørk gang. Hun blev båret ned ad denne gang i flere minutter. De stoppede endelig ind til et nyt område, med hvide vægge og blanke overflader. Blodet var smurt ind i blod, og Lille havde ikke ligefrem lyst til at forestille sig, hvad der var sket her. De kom hen til en dør, med DNA symbolet på, og her blev hun ført ind.
Lilly vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun kunne ikke løbe væk fra kvinden eller svare hende, så hun havde ikke noget valg end at stole på hende. Hun havde en lille tiltro til at hun ikke ville begynde på sindssyge eksperimenter, indtil hun blev placeret på briksen og spændt fast. Hun kunne ikke se andet end en masse avancerede genstande, beregnet til avancerede forsøg og operationer. Da lyset blev tændt blev det ikke bedre, Lilly så alle instrumenterne over hendes hoved, skarpe knive, kanyler, avancerede værktøjer. Nej hun stolede ikke ligefrem på denne kvinde på nuværende tidspunkt, især grundet fortiden som forsøgsdyr.
Hun hørte en masse klikkende lyde og snart begyndte et sært apparat at ramme hende med grønt og rødt lys overalt.

Da hun så de fire kanyler komme ned mod sig, kigge hun panisk rundt. Hun var overbevist om at hun ville blive brugt som et nyt forsøg, hvorfor ellers alle de kanyler? Hun havde lyst til at skrige da den første kom ind i hendes hals, men intet skete. Snart efter blev de andre stukket ind i hendes mave. I starten skete der intet, men snart føltes det som om syre og nåle flød rundt i hendes blodårer, hun havde lyst til at kaste op af smerten, græde, men intet skete. Smerten blev værre, en konstant stikken af hvepse om og om igen, knive der skar i hende og salt der blev hældt i sårene. Det føltes som om alle knogler i hendes krop brækkede om og om igen. Hun kunne intet gøre foretog sig intet, kiggede bare tomt op i luften og mærkede smerten forværres for hvert enkelt sekund.
Den fjerde kanyle der længe havde svævet henover hende kom endelig ned nu og stak hende venstre side. I staten var smerten der stadig, men snart begyndte hendes syn at blive sløret og mørket lukkede sig igen om hende, hun var bevidstløs.

Lilly kunne mærke hun kom til bevidsthed igen og ville strække sine arme. Hun havde dog glemt det faktum at hun var spændt fuldstændigt fast. Hun gav sig til at rokke uroligt frem og tilbage i panik. Var hun tilbage hos videnskabsmanden, havde det været en drøm hun var sluppet fra ham. Det var den fremmede stemme eller ikke helt så fremmede der rev hende ind i virkeligheden. Hun åbnede forsigtigt øjnene igen og så pigen fra tidligere. Det var hende der havde taget hende herind, spændt hende fast og udsat hende for den ulidelige smerte. ”Angribe dig… ja det gør jeg da bare lige, spændt fast hertil… ” sagde hun med en sur og iagttog hver eneste bevægelse hun lavede. Hun blev dog mere positivt stemt over for den ukendte kvinde da hun talte om at have reddet hendes liv. Hun begyndte at huske faldet og blodet hun havde hostet op ”Reddet mig hvordan, hvad var det du gjorde ved mig” spurgte Lilly, man kunne høre hun var angst. Hendes frygt for at ende på en briks og få sprøjtet ukendte stoffer i sig var stor, især efter de mange år som forsøgsdyr. ”Hvad jeg laver her… går en tur, prøver at finde et sted så jeg ikke bliver stegt i solen, og nu ligger jeg fastlåst til en briks uden at vide hvad der er sket” Hendes stemme blev mere og mere oprørt jo længere hun kom ind i sætningen, det sidste ente hun med at råbe.
Lilly kunne tydeligt mærke temperamentet var begyndte at stige, og hvis hun ikke prøvede at holde det nede ville det snart koge over. Hun prøvede at holde det nede, men ikke specielt vellykket. Hun trak vejret mere ukontrolleret og hvis hun kunne havde hun sprunget på Selena, men der var flere grunde til hun ikke gjorde det. Den første var nok at hun var bedøvet og ikke kunne bevæge sig, den anden var at hun var spændt godt fast, og den tredje var at hun ville blive skudt. ”Hvem er du din usle lodne lille bastard, slip mig så fri eller jeg… jeg!?” Da hun ikke kunne gribe til et fysisk angreb, måtte det blive verbalt, så hun begyndte at bande og sværge af hende, men da truslerne kom gik det lidt dødt, for hun kunne jo ikke gøre noget. Lilly var fanget som en fisk i et net, ingen mulighed for at slippe fri.
Lilly kiggede nu tomt ud i luften og opgav, hun gad ikke endnu engang gå igennem det at være et forsøg. ”hvis du vil lege doktor, kunne du så ikke finde en anden, hvem siger jeg er taknemmelig for at blive reddet” sagde hun med en dyster stemme, og begyndte i protest at banke hovedet ned i bordet for at se om hun kunne slå sig selv ud. I starten skete der ikke noget, så kom den dunkende hovedpine og til sidst mørket, var det lykkedes hende at dø?

Selena’s øjne kiggede på Lilly mens hun lå og skreg og smilede skævt over hendes tilsvininger og mindes hendes egene følelser da hun lå der for så lang tid siden. Hun begynde dog og se noget i pigebarnet som hun selv have haft den gang og have fået hende til og overleve. Selena virkede til og lytte godt efter pigens ord og slikkede dem i sig dog begyndte hun og blive ret urolig da Lilly begyndte og skade sig selv men hun turde ikke gøre noget hun var just ikke i den gode bog for lilly’s bekendtskaber nu men senere håbet hun dog og blive det. Selena kiggede med et smil da Lilly slog sig selv ud. Hun gik med langsomme skridt mod Lilly og kigget smilende på de lukkede øjenlåg hun have med stor styrke løftede hun nu Lilly og ned af nogle gange ned mod beboels zonerne for de ansatte de var mere hjemmelig og Selena håbet og få Lilly i et mere vene hjørne. De gik lidt før hun kom derhen og langsomt satte Lilly på gulvet og kiggede med et trist blik før hun hæv en fjernbetjening frem og trykkede lidt sårende begyndte og lukke sig og huden voksede over dem for til sidst og gøre Lilly helt normal i hendes udsende det ødelagte tøj passede ikke til den smukke pige hun var og Selena gik ud for lede efter nogle nye klude til hende. Kort tid efter kom hun tilbage til den sovende Lilly og smilede i hænderene have hun et par stramme jeans med militær mønster holdt i ørken farver en hvid t-shirt med et hjerte hvor der med store bogstaver stod I LOVE THE LIFE og en hætte trøje med lynlås og ingen ærmer. Et par hvide tennis sko og sokker var der også. Hun iførte Lilly alt dette. Efter lidt tid smilede hun pigen var faktisk ganske indbydende. Selena løftede hende ind i soveværelset og lage hende over for et stort spejl i værelset som udgjorde hele den ene væg så man kunne se alt i rummet. Hun lage Lilly så det første hun ville se var hende selv og derefter Selena der ville sætte sig på sengen før hun forsvandt ned af gangende ned til de mange tasker og rodet i dem lidt tid hun fandt en af hendes yndlings kjoler frem en mørkerød silkekjole med et hvidt slør/nederdel med guldtråde i et mønster.
(se hendes billeder)

Selena ræv hætten af hun have haft på hele tiden og hendes ører sprang frem et mildt støn i lettelse kom. Hun stod lidt og kiggede ud i luften og minderne kom frem lidt dårlig mave fornærmelse hun rystede det af sig. Hun greb tøjet og løb ned mod badeværelserne. Da hun kom der ned gjorde hun sig ren og indbydende før hun iførte sig kjolen den største lettelse var da hendes 9 haler kom frem fra blusen og var frie i kjolen nu ville Lilly se hendes ægte jeg nemlig Selena. Hun gik langsomt ned mod værelset hun have dumpet Lilly i og smilede ved synet af hende sovende foran spejlet og satte sig på sengen bones kom ind og satte sig ved siden af og de snakkede lidt mens de kiggede på Lilly der lå der. Når Lilly vågnet ville Selena’s stemme lyde efter hun have kigget på sig selv i spejlet og hun vidste hva hun ville sige.

”at lege videnskabsmand er ikke det jeg ønskede men du burde takke folk over rede dit liv næste gang. Du har både vampyr virus og zombie virus og de 2 har angrebet hinanden jeg har blot givet dig livet igen. dog ved jeg det var smerte fuld men prøv og se på dig selv nu i spejlet og forresten Freja her hvem er du så”

En frygtlig smerte i hovedet fik det gjort klart for Lilly at hun ikke var død, ikke endnu. Hun begyndte at få fornemmelsen tilbage i kroppen, og lagde mærke til kun sad på et hårdt gulv. Der gik et stykke tid sådan, hvor hun sad med lukkede øjne og bare lyttede. Hun kunne høre to åndedræt, det ene måtte komme fra pigen fra tidligere, men hvem det andet tilhørte, vidste hun ikke.
Forsigtigt åbnede Lilly øjnene i ren nysgerrighed, efter at have hørt de to stemmer tale. Det første hun så da hun åbnede dem, var to lysende blå øjne, der kiggede chokeret tilbage på hende. Hun så længe i øjnene, og begyndte derefter at nærstuderer personen, der sad foran hende. Den så besynderligt bekendt ud, hvert lille ansigtstræk. Det eneste der virkede ubekendt, var den glatte og uspolerede hud. Hun blinkede øjnene hårdt i og åbnede det ene forsigtigt, men stadig, den samme pige som sad ens som før, gjorde det samme som hende. Lilly rejste sig forsigtigt op og gik hen til spejlet og kiggede på den unge pige, med militærbukserne, den hvide T-shirt med skrift og en sort ærmeløs hættetrøje. *Er.. er det… nej det kan ikke passe… jo det er mig* tænkte, hun mens det langsomt gik op for hende. Hun rørte forsigtigt med sit ansigt og det lange sorte hår, som det gik op for hende. Det havde taget lang tid, da hun havde set mere menneskelig ud igen, sårene var forsvundet og hun så nærmest helt normal ud.
Lilly havde glemt alt om pigen, da hun havde set sit eget spejlbillede. Det var først da hun talte til Lilly, hun huskede hvor hun var og at der var andre. Forskrækket vendte hun sig om mod pigen og bakkede op mod spejlet. Hun lyttede efter hvert ord hun sagde og lod det synke ind. Kvinden, eller Freja som hun hed havde reddet hende, den hosten tidligere var virusserne der havde angrebet hinanden. Hun så mere forlegent på pigen, og huskede nu også tydeligt beskyldningerne og det mindre vredesudbrud der var gået ud over hende. ”Øh… tak fordi du reddede mit liv” mumlede hun forlegent og så genert hen på hende. ”Undskyld… for tidligere… jeg er øh… Lilly” sagde hun og gik forsigtigt tættere på hende.
Hun lagde hurtigt mærke til ørene og de ni haler som, pigen eller Freja som hun hed havde. Det var svært ikke at stirre, hun prøvede at lade være, men til sidst vandt nysgerrigheden over høfligheden og tilbageholdenhed. ”Hvad er du for en? Hvem er du egentlig som sådan? Hvad gjorde du ved mig? Hvorfor har du ni haler? Hvad er det for en ulv?” Spørgsmålene strømmede ud af hende, og hun måtte holde hænderne for munden, hvis hun ikke skulle fortsætte i en uendelighed. Hun kiggede genert og afventende på hende. Hun nærstuderede hende, og så bort fra hale og ører nu. Hun var en køn kvinde, kjolen hun havde iført sig fremhævede formerne og gjorde den allerede smukke kvinde endnu smukkere.
Lilly satte sig ned på sengen ved siden af hende og kiggede spændt på hende til hun begyndte at fortælle.

Mens Lilly sad og ventede tænkte hun iver hvad hun havde sagt tidligere. De to virusser der havde angrebet hinanden. Det var ikke nok med vampyrvirussen, nu var hun også blevet forbandet af zombievirussen. *Hvordan kan det lade sig gøre? Vampyrer kan ikke blive smittet.* Tænkte hun ved sig selv, og snart efter kom svaret også *Din tumpe, du havde næsten fået fjernet vampyrvirussen, da zombien bed dig. Sådan fik du begge* hun rystede let på hovedet og huskede episoden fra dengang. Hun havde været svag der, kunne knap nok rejse sig da det var sket. Zombien havde på en måde frelst hende, den dræbte nemlig forskeren. Det negative var at hun nar var en hybrid mellem to væsener der havde det fint med at dræbe mennesker for at få føde. Det var nu det gik op for Lilly hvad hun var, da hun ikke førhen havde tænkt over hun var en hybrid. Jovist vidste hun at hun havde haft nogle nedture med voldelige hændelser, men kunne dette lægge til grunde for det? ”Hvad… hvad betyder det at jeg har begge virusser” spurgte hun forsigtigt ud i luften, uden at tænke over om Freja som hun kaldte sig kunne give nogle svar.

Selena smilede til pigen mens hun undersøgte sig selv før hun åbnet munden og så pigens ansigt i det chok hun følte over møde hende som have påført smerten og så den svage skyldfølelse i ansigtet på Lilly og grinet mildt over den kravlende bevægelse op af spejlet hun nærstuderet pigen mens hun så hver en muskel i ansigtet vride sig i forsøget på og være høflig. ulven lå stille og kiggede på Lilly med de store blå ulve kiggede dybt på Lilly og den nærmest smilede til hende. Selena blegnet dog svagt da alle spørgsmålene røg ud fra Lilly og tænkte længe over svarene for ikke skabe nogen stemning og valgte at smile til lilly mens spørgsmålene fløj ud af munden og vente med og svarer på spørgsmålene før pigen have sat sig. Selena begyndte med en venelig og imødekommende stemme.
”du mange spørgsmål lille ven” Selena smilede stort til Lilly de grønne øjne kiggede på hende med et stort smil de mange spørgsmål var farlige for det hun var her for og nu blev hun enden nød til og dræbe Lilly eller lyve stærkt for hende hun besluttede sig for det sidste igen smilede hun og begyndte og snakke.

”hvad jeg er ved jeg ikke jeg blev efterladt kort tid efter fødslen i en skov hvor en ældre mand tog sig af mig det meste af min barndom men en dag kom alderen og to ham det eneste jeg husker fra den gang som meget ung var han gav mig navnet Freja” hun tavs lidt og kiggede med et skævt smil og forsatte.
”jeg er nok en form for Mutant ellers vil mine forældre ikke efterlade mig vel” hun tænkte nu over de næste ord mens hun sad og lignet en der var meget trist den store ulv med blå øjne rejste sig for sætte sig på dens bagdel og stirret på Lilly. Bones vidste han måtte trække tiden ud og åbnet munden foran lilly men der kom ikke dyrelyde men der i mod ord som var menneskelig.

”jeg er altså ikke nogen ulv men en skovånd der har opgivet store dele af mig til den fysiske verden” ulven smilede venligt og blottede store tænder som nemt kunne rive Lilly over i 2 uden problemmer han forsatte med og snakke mens de blå øjne smilede.
”mit navn er Bones og dette er Freja da hendes plagefar døde fandt jeg hende og tog hende til mig jeg lærde hende at overleve og at forstå naturen og dens love hun er i dag klar over alle reglerne og hvordan man overlever i naturen”

Bones smilede til Lilly og kiggede undersøgende på hende. Selena have fundet hendes ord nu og begyndte og snakke
”med hensyn til hvad jeg har gjort ved dig ved jeg det faktisk ikke hvad jeg gjorde der gik panik i mig da jeg søgte i computeren og fandt i program der hed læge hjælp trykkede på den og så gik den i gang.”

Selena så på Lilly lidt tid og lyttede til hendes sidste spøgersmål om de 2 virusser og hun.
”ærligt ved jeg det ikke søde jeg er ikke biolog men dette sted er enormt jeg har været de sidste par dage og der flere forsknings anlæg måske kan vi finde ud af det”

Lilly vendte tilbage til virkeligheden, og væk fra sin egen lille tankerække da Selena talte. Hun hørte interesseret til historien hun fortalte, uden at stille flere spørgsmål. Hun kunne høre at pigen, Freja der sad foran hende ikke just havde haft et let liv, hvis hun blev efterladt, grundet sit udseende.
Da der kom en længere pause, undrede hun sig i starten. Den underen blev dog snart erstattet med noget af en overraskelse. Ulven ved siden af hende, kunne tale, som tale et fuldt forståeligt sprog. Det måtte være sjovt at se hendes ansigtsudtryk, for der sad hun måbende og stirrede. Hun så ikke mindre rolig ud, da den smilede og tænderne viste sig. Hun vidste selv hvor meget skade hendes tænder kunne udrette. Det at tænke på ulvens tænder, satte flere voldelige billede i hovedet på hende.
Der gik længere tid, før hun fik svaret ulven og Freja på historien de havde fortalt indtil nu. ”Det lyder… det lyder som en trist historie” fik hun endelig frem. Egentlig vidste hun ikke helt hvad hun skulle sige, så hvad hun mente kom ud på en lettere klodset måde.

Der var en lille detalje, der fik Lilly til at miste noget af tilliden til pigen ved siden af hende. Da hun forklarede, at hun nogen idé havde haft om hvad hun havde gjort stemte noget ikke overens. Da Lilly havde lagt der, stadig med bevidsthed, havde det virket til Freja havde haft styr på det. Hvorfor ville en ellers mumle undskyld? Vide at sprøjterne ville gøre ondt på hende?
Der havde det netop virket som om at hun havde kendt til alle virkninger, bevidst givet de indsprøjtninger. ”Det virkede nu som om du vidste hvad du lavede” mumlede hun stille og næppe hørbart til sig selv. Det var ikke meningen det skulle være sluppet ud, men hun kom til at tænke højt.

Da hun så senere hen talte om ikke at være biolog, var der stadig den lille usikkerhed. Denne gang virkede det dog mere troværdigt, eftersom hun talte om hun ikke var biolog, men de kunne finde ud af det.
Hun tænkte især over den sidste kommentar der blev sagt. Hvis det var rigtigt, at dette var et gammelt forskningsanlæg, kunne hun måske finde ud af det. Hun kunne få svar på, hvad der var sket med hendes krop. Hun rejste sig op fra sengen og kiggede lidt rundt, inden hun gik hen mod døråbningen. ”Hvis dette sted kan fortælle hvad det betyder for mig med de to virusser, så vil jeg finde ud af det” sagde hun bestemt, smilede og forlod rummet.

Lilly kom ud på en lang gang nu, man ikke kunne se enden af. *Hvor stor er den her base?* tænkte hun overrasket ved sig selv, da hun så de mange døre, på begge sider af gangen. Forsigtigt trådt hun midt ud på gangen, tog ind dyb indånding og sukkede. Det lød i lang tid, et lille suk, blev til et langt ekko af suk, i stilheden. Hun kom aldrig videre, det var som om mørket der opslugte gangen, stileheden skræmte hende.
Det var den klikkende lyd, der fik hende til at gå. Hun lagde ikke mærke til det i starten, men det var som om noget trak i hende. Snart stod hun ude foran en dør, den dør lydende kom fra. Maskiner, det var dem der lavede de klikkende lyde. De forsatte i samme rytme, som om de gentagne gange sørgede for noget. Det lød nærmest som maskinerne på et hospital. Hun tog skubbede forsigtigt til døren, snart efter gled den op.

Døren glæd op og først ville det blindende lys komme men blive efter fuldt af et frygtindgydende syn. Så langt øjet rakte var der lange gange med metalholdere hvor i der var kæmpe glas beholdere men deres indhold var ikke kun den kemiske væske men mennesker der lå en dyb søvn. Kiggede Lilly ned ville hun se gulvet var indsmurt i gammelt blod lige som de forreste glasbeholdere var. De tydelig blodstink var over alt i lokalet og den dybe tikkende lyd var som en rytme til alle hjerterne der slog i takt.

bones have fuldt efter Lilly for finde ud af hvad hun lavet og fulde hendes lugt og stoppede da han så Lilly i døren. Med langsomme skridt gik han op mod hende de store poter var lydløse og da han var kommet helt op til hende kravlet han lydløst under hendes hånd og så hvad hun så blodet de afskårne lemmer der lå omkring han rettede sig op og mærkede hans pels pluslig rørte Lillys hånd han vidste hun ville blive forskrækket måske og begyndte og tale.
”er du okay lilly” længere nede af gangen var der en knust glasbeholder hvis Lilly gik ned til den ville det eneste synlige være et serie nummer som kunne bruges til computerne nummeret var x194-242-646-245-XIV.

Alt i mens Lilly og Bones var gået på opdagelse var Selena gået ind i den store køkken salg for finde noget spise hun huskede larmen latteren og den stærke smerter alle følte her savnet af familie og barndom og alt den smerte dette sted have forvoldt dem. Hun stoppede op midt i salen og så ned på gulvet og bukkede sig for at samle noget op. Tårerne løb ned af hendes kinder i hendes hånd holdt hun en halskæde med en blå sten en af de personlige ejendele hun mistede ved flugten. Hun begyndte og mærke vreden ramme hende indvendig og i et hulk mistede hun lidt af sig selv engergien samlede sig i hånden på hende og en blå kugle som hun var blevet så god til og lave blev hamret ned for an hende der hvor hun have samlet kæden op. Et kæmpe brag lød efter fuldt af et tryk bølge der fik møblerne til og flyve rundt og klinker fra gulvet med. Braget lyd i gangene omkring. Braget kunne ikke hørers der hvor Bones og Lilly var. Selena gik videre for finde mad.

Bones kendte godt til stedet Selena have fortalt om det og han vidste at kiggede Lilly til højere for døren stod der computer Lab med en pil pegene hvor hun kunne finde ud af alt den Data hun ville omkring Selena og hendes virkelig person den gang.

Da Lilly så ind i rummet, fik hun noget af en forskrækkelse. Hun så gulvet, som var indsmurt i blod, og lemmerne der lå spredt rundt omkring. Den tikkende lyd der kom fra glasbeholderne, som indeholdt væsener, virkede surrealistisk på hende. Hun stod og kiggede overrasket rundt i langt, bevægede sig ikke ud af stedet. Det der fik hende i gang igen, var da hun mærkede Bones pels mod sin hud. Hun blev lettere forskrækket til at starte med, men da hun hørte ulvens stemme, faldt hun hurtigt til ro igen. ”Definer okay” svarede hun mumlende. Fysisk havde Lilly det jo godt, men dette syn, havde slået benene væk under hende.
Hun kiggede rundt i rummet og tog en dyb indånding og pustede ud. Endelig havde hun fået taget sig sammen til at gå ind i rummet, og med et forsigtigt skridt kom hun ind. Det første hun gjorde var at gå hen og kigge i glasbeholderne, da hun ikke kunne lade være.
Efter lidt tid var hun henne ved den smadrede beholder og lod sine fingre glide hen over serienummeret. ”Bones, hvad er det her for et sted, hvem er de folk mon?” spurgte hun tænkende. Sådan gik hun rundt i rummet og undersøgte det i flere timer.

Lilly gik hen mod en dør i den anden ende af rummet, af ren og skær nysgerrighed. Hun ville tage i et dørhåndtag, men der var intet, og lige meget hvor hårdt hun skubbede gik den ikke op. Ved siden af døren var en lille firkantet aflæser, og da hun fik kigget derhen, kunne hun regne ud det krævede et nøglekort. Hvis hun var heldig, forbandet heldig kunne der ligge noget fra en død forsker i blandt lemmerne, o der ville være et nøglekort. Hun gik ned og undersøgte de forskellige lemmer, for at se om heldet var med hende. Det virkede ikke sådan, hun havde været rundt over alt og stadig ikke fundet et nøglekort. Netop som hun gav op og sparkede irriteret til en afskåret hånd, så hun det. I hånden var et kort. Hurtigt gik hun hen til hånden, samlede den op og vred nøglekortet ud af hånden. Igen gik hen for at åbne døren, og denne gang lykkedes den. Døren åbnede ind til et højteknologisk laboratorium, med tablets og en ledninger liggende omkring. Modsat rummet hun lige var kommet fra, var der i dette rum pinligt rent. Hun gik hen til en tablet, uden at vide hvad det var og trykkede på skærmen.
Lilly var en farligt nysgerrig person, og noget af en pilfinger, derfor måtte hun undersøge alting. Rummet hun befandt sig i var som en legeplads for hende, så selvfølgelig pillede hun ved ALT. Da hun klikkede på en tablet lyste skærmen op, og en monoton stemme bad om at man indtastede et serienummer så man kunne få ønskede patient op. Selvfølgelig huskede hun serienummeret fra tidligere, efter en længere tids tænkepause og indtastede derefter: x194-242-646-245-XVI.
Et hologram viste sig i 3d fra skærmen på den tablet hun havde klikket på. Det syn der mødte hende overraskede hende, dog ikke helt så meget. Tvivlen havde været der, for kvinden der hjalp hende virkede til at vide, hvad hun havde lavet. Freja, hvis hun overhovedet hed det, var ikke den hun udgav sig for. Billedet foran Lilly, forstillede en perfekt 3d kopi af hendes krop, og Lilly selv regnede ikke ligefrem med der var en der lignede hende på en prik. Der stod hun nu overrasket, og bange over hvem hun var havnet med. Disse billede afslørede at Freja, kvinden havde været her før, men hvem var hun? Og hvad var hun? Havde der overhovedet været noget sandt i historien fra tidligere?

//undskyld ventetiden og hvis det er lidt … dårligt skrevet, håber du overlever ^^//

Foran Lilly stod en perfekt 3D kopi af Selena's krop dog kun i ren menneske form der drejet rundt. det startet med og være et ren menneske skillet men pluslig for oven kom et lag af kroppen i form af blodkar med en masse små grønne prikker i der efter kom musklerne frem med blå prikker og så kødet med gule prikker til sidst huden med røde prikker. alle disse prikker var bitte små robotter af samme slags som Lilly have fået ind i sig og som have givet hende det perfekte udsende som før hun blev syg. pluslig lød en mekanisk kvinde stemme til Lilly.
"de har valgt objektet x194-242-646-245-XVI. hvilke mapper ønsker de og åbne mester Jackson de har adgang til dags rapporter fysiske manualer NANO bot udvikling personlig info" stemmen slukkede og billedet af selena fløj rundt som menneske Bones var forsvundet og Lilly var Alene i rummet plusligt. lydløst have Selena fuldt efter hende og sad nu flere meter over og i jagttog Lilly med et foragtende smil over hun ikke kunne være taknemmelig over være blevet lukket ind og få en ny krop hun sad bare og afventede hvad denne Lilly ville og hvordan hun ville opfører sig når sandheden kom frem om Selena's gamle liv.

sorry svaret er kort D: