Becoming the daughter of the leader of vampires //Nochi//

Sted: en gyde i The New Miami.
omgivelser: folk der ude på gaden går forbi uden at tage hensyn til den lille pige, der er ved at blive overfaldet.
tid: 23.50
vejr: himmelen er grå og det regner i tykke stråler.
påklædning: en rød lurvet kjole, hun har ingen sko på selvom hun fryser.

Ruby havde søgt tilflugt for den kolde regn i en gyde, hvor der var bare en smule dække for vind og vejr grundet de tætstående husmure. Lige nu sad hun lænet op af en container med knæene trukket op under sig i et desperat og ret så mislykket forsøg på at holde varmen.
Som om kulden ikke var nok, havde hun heller ikke kunne finde nogen skygger i dag, så hun var utroligt sulten.
Hun skjulte ansigtet i sine små blege hænder og sukkede. "Gå nu væk åndssvage regn," nærmest hvæsede hun. Et par sten, der lå for hendes fødder fløj gennem luften og ramte husmuren med en sådan kraft at de splintredes til mindre stykker.
Hun havde altid haft problemer med at kontrollere sin evne, men især når hun var ked af det, frustreret, vred eller bange, blev det et problem.
Pludselig kom tre fyre gående ind i gyden. Det havde hun ikke lige regnet med.
Alle som en var de klædt i sort tøj, der så ud til at være let at bevæge sig eller kamuflere sig i. Selvom de alle tre ikke var de mest muskuløse typer nogensinde, så udstrålede de styrke og frem for alt brutalitet.
Desvære var deres blikke på hende, da de fik øje på hende alt andet end venlige.
Faktisk lyste de af had og dyb afsky. Først fattede det lille forvirrede og asociale dæmonbarn ikke, hvad der var i vejen eller, hvad hun mon kunne have gjort.
"Djævleyngel," spyttede den ene pludselig ud.
"Skyggeæder," istemte en anden 
"Din slags burde ikke eksistere, I burde allesammen blive udryddet," afsluttede den sidste og spyttede for hendes fødder, før han sparkede hende...hårdt.
Da forstod hun det. Hun havde ikke gjort noget galt, det var hendes race, der i deres hoveder var forkert.
Disse tre mænd var dæmonjægere, og nu var de kommet for at slå hende ihjel.
Andre dæmoner ville nok ikke have frygtet disse tre mænd. De ville nok bare have slået dem ihjel uden at tænke. 
Ruby ville også ønske, at hun kunne gøre det, men hun var en syvårig pige og ikke fysisk stærk. Hun kunne ikke engang rigtig kontrollere sin evne.
Så i stedet for en koldblodig nedslagtning holdt hun hænderne afværgende op foran sig.
"Jeg...jeg har ikke gjort noget," hviskede hun og mærkede frygten knuge sit hjerte.
"Ha, spar mig," hvæsede den ene fyr og sparkede hende, så hun faldt om på siden.
"Hjælp," skreg hun og forsøgte desperat at fange nogen af de forbipasserende ude på gadens opmærksomhed, men de få der så i hendes retning så hurtigt væk igen og skyndte sig videre af frygt for at blive den næste, der blev overfaldet.
Flere spark og hårde ord ramte den lille pige, indtil hun var ør i hele kroppen og knap nok ved bevidsthed længere.
*Kom nu evne virk,* tænkte hun med tårerne løbende ned af kinderne.
For en gang skyld lod det til, at hendes bønner eller, hvad man skulle kalde det blev hørt for pludselig blev den ene mand samlet op af en usynlig kraft og kylet ind i den nærmeste husmur med en kraft, der slog ham bevidstløs.
Dette drænede dog også Ruby for energi og efterlod hende nu fuldkommen forsvarsløs.
"Hjælp...hjælp...hjælp," hviskede hun igen og igen med en stemme, der blev svagere og svagere for hvert ord, indtil hun til sidst ikke kunne sige noget.

Nochi var i new Miami igen efter flere måneder i syden. Han gik sammen med sin livvagter, som gik et godt stykke bag ham da han ikke altid gad at have dem gående op og ned af ham. Det var lidt irriterende i længden. Det var rart at have folk som beskyttede ham, folk der var klar til at gøre alt for ham. Men de kunne også blive for meget.

Nochi var kommet til byen for at snakke med nogle vampyr i byen. Han var i gang med at sætte alt det han havde forbedret i lang tid i gang. Hans organisation skulle snart stables på benende. Og efter mødet var han nu nede på Miamis gader. Han så folk suse forbi ham. De fleste havde så travlt med hver deres, de lagde knap nok mærke til den folk vagter de gik i en gruppe et par hundrede meter bag Nochi. Men Nochi han kiggede, lyttede. Han var ikke fra den her tid. Så styrbyerne fascinerede ham. Han elskede at gå rundt og kigge på de mange ting i byerne, folket i dem. Og da var imens han kig og så på væsner at han hørte det. Et svagt skrig, kom fra en ag gyderne… Først tog han sig ikke af det. Men kiggede alligevel i den retning, da han hørte en råbe på hjælp stoppede han helt op, og så ned af den gyde han var nået til… Intet at se… Men lige i det han stoppede op, var hans 12 livvagter allerede oppe på hans side. De var allerede klar til at forsvar deres leder. Nochi uden videre at tænke, begyndte han at løbe ind i gyden. Alle 12 livvagter var løbet med. Nogle oppe på begningerne, andre tog andre veje. Men de var alle på ved den samme retning. Den vej Nochi løb. Han kunne høre en lille piges skrig og grød. Noget det slog hårdt mod en væk og landede på jorden lige efter. Nochi løb ret hurtigt så der gik 10-20 sekunder før han stod foran de 2 mænd der sparkede den lille pige. Nochi stod i et lille kryds i bunden af gyden sammen med 4 livvagter. 4 andre stod nu på den anden side af gyden, ud mod gaden. Og 4 andre gik rundt oppe på taget og så ned i gyden. Nochi så med et vredt ansigts udtryk på de 2 mænd der stadig ikke havde set ham. Nochi hørte hendes gråd og kunne næsten følge smerte. Nochi lavede en hurtig håndbevægelse. Inden nogen af mændene fik set sig om, stod der 13 vampyr rundt om dem. Nochi gik over og tog pigen op, og satte hendes ned igen lidt længere ned i gyden op af en væg. Imens han vagter tog sig af mændene. De blev ikke slået ihjel, men de fik så mange tæsk at de nok ikke ville overleve hvis nogen ikke hjalp dem.

Nochi satte pigen op af væggen i gyden, og gav hende hans jakke. Han var helt nede på knæ for at se til hende. Hans blå øjne prøvede at fange hendes, for at se om hun havde det okey. ”Hey, lille ven. Er du okey?” Sagde Nochi til hende, imens han prøvede at få øjn kontakt med hende.

Ruby gjorde ikke modstand, da hun blev løftet op af en mand og så sat ned igen lidt længere væk fra de angribende dæmonjægere. Hun rystede dog stadig af skræk og tårerne løb i en nærmest uendelig strøm ned af kinderne på hende.
Lige nu var der ikke særligt meget dæmon over hende, hun lignede mest af alt en fortabt og skræmt lille pige. Dette var jo teknisk set også, hvad hun var, så det passede vel egentlig fint nok, men alligevel var det et utroligt trist og sølle syn.

Rundt om hende hørtes lyden af kamp og skrig, men hun lod slet ikke til at være rigtigt til stede længere. Det eneste hun koncentrede sig særlig meget om var den jakke, der var blevet lagt om hende. 
Så varm havde hun ikke følt sig i dagevis.
"Mennesker er onde," mumlede hun næppe hørligt og tørrede tårerne væk fra sine kinder, før hun så op på sin redningsmand med store sorte barneøjne, der lyste af taknemmelighed.
"Tak," hendes stemme var ikke mere end en hæs hvisken, hun havde grædt så meget, at den næsten var brugt op.
"Jeg...det gør ondt," sagde hun til ham og så på ham gennem halvlukkede øjne. Hun rykkede lidt på sig under jakken og skar ansigt i smerte.
Hun bed sig hårdt i læben for at kvæle et hulk.
"Jeg ved ikke...folk kan ikke lide mig...de vil ikke hjælpe, men jeg har ikke gjort noget...jeg forsøgte bare at spise en skygge," sagde hun og så sørgmodigt ned.

Nochi sad og så på den lille pige, han fik helt vildt medlidenhed med hende. Så lille, så ung…. Også blive udsat for sådan noget…. Det kunne Nochi slet ikke acceptere… Tanken om at lade mændenes hals blive flået ud var fristende! Men han valgte at det nok var bedre at lade være. Han kunne se at hun fik det lidt bedre af at få jakken om hende. Var han glad for at se, se et smil kom frem på hans læber.
Da hun sagde det gjorde ondt, med den lille mund. Og så igennem de små øjne, på ham... Skete der noget helt underligt for Nochi. Han følte næsten smerte i hans hjerte! Hvordan kunne nogen hade hende? Hun var jo et lille barn!!! Ja dæmon, men det var da lige meget! Så Nochi satte sig ved siden af hende, og tog en arm om hende. Og håbede på hun ikke havde noget imod det! ”Der er ikke flere der skal gøre dig ondt min lille ven! Jeg er lige her, jeg skal nok hjælpe dig. Men fortæl mig lige, hvor er dine forældre?” Sagde Nochi til den lille pige i hans arme...
”Hey rolig nu søde ven… Det er ikke alle der er sådan… Jeg hader dig ikke, jeg vil gerne være din ven” Sagde han med et smil og så ned på hende. Han vidste at han ikke kunne gøre meget mod hendes smerte. Men hvis han kunne få hende hjem kunne hun måske få noget hjælp. Ellers ville han tag hende med til sinde venner i byen… De ville sikkert kunne hjælpe hende!

Ruby så forvirret på ham. "Forældre?..." spurgte hun, som om hun i et kort øjeblik havde glemt, hvad ordet betød. Dog blev hendes forvirring hurtigt erstatettet af en hjerteskærende tristhed. "Der var så meget ild...og så mange skrig," hviskede hun og skælvede trods jakkens varme, Instinktivt hyggede hun tættere på ham. 
"De trækker ikke vejret mere...det gør mine venner heller ikke," hendes stemme blev mere og mere stille og mere og mere trist for hvert et ord, hun sagde.
"Jeg nåede at flygte, men jeg er alene," sagde hun og tørrede nogle nyankomne tårer væk fra sin øjenkrog. 
"Jeg ved ikke, hvad mine venner og familie havde gjort galt. Mennesker gør onde ting hver dag, men alligevel tror de, at de er meget bedre end dæmonerne." hviskede hun og knyttede arigt sine næsten knoglehvide hænder.
Den lille piges had og afsky til menneskeracen var tydelig og i hendes hoved i hvert fald godt begrundet.
"Vil du..virkelig være min ven?" og smagte på det sidste ord, som om det var noget hun fjernt kunne huske, men næsten fuldstændig havde glemt. 
Hun så på ham med store mørke øjne fulde af undren og smilede lettere nervøst til ham.
"Det er længe siden, jeg havde en ven sidst...de fleste skubber mig bare væk," sagde hun.

Nochi så med store øjne på hende… Han kunne hurtigt regne ud at de var døde… Der var ingen til at holde øje med hende… Hun var helt alene… ’Skrig? Ild? Ja… De må være døde… Stakkel lille pige... Måske er hun en dæmon men det betyder ikke at hun ikke må leve! Hun har lige så meget ret til at leve, hvis ikke mere, ret som mennesker!‘ Tænkte han til sig selv… Han tog armene om hende og trykkede hende svagt ind til ham. Han prøvede at trøste hende lidt, han vidste ikke om det hjalp. Men han kunne ikke gøre meget andet. Selvom han var en vampyr, havde han underligt nok en kropsvarme der var dejlig varm. Og han håbede det hjalp lidt… Men igen, det var ikke sikkert hun vidste han var en vampyr. Han havde tros alt ingen hugtænder, røde øjne, bleg hud og havde en kropsvarme. Kunne nok snyde det fleste. Men han var så meget vampyr som man nu kunne blive!
”De havde intet gjort galt men ven… Mennesker er bare nogle fjolser… De gør dumme ting… De kan ikke lide ting de ikke kontrollere. De søger magt... Desværre...” Sagde han stille imens han så op på sine vagter der nu så ud til at være færdig med at slå de 2 mænd bevidstløse. De levede endnu, men de var ikke vågne, og ville nok ikke overleve uden hjælp. Hans vagter slæbte dem lidt længere ind i gyden sådan at folk ikke ville se dem med det samme ude fra gaden. Ryttede op, og fjernede alle spor på at de havde været der.

”Ja, jeg vil gerne være din ven. Vi kan være venner hvis du vil” Sagde han med et stort smil. Han så ned på hende, og håbede på hun ikke var bange for ham. Han var tros alt en framede. ”Jeg vil aldrig kunne finde på at skubbe en som dig væk. Du er helt perfekt som du er! Du behøver ikke at ændre på noget for at folk skal kunne lide dig! Der er intet galt med dig!” Sagde han og smilede til hende. ”Jeg ved godt det kommer pludselig, men har du lyst til at tag med os? Vi kan passe på dig? Og vi kan få dig til en læge, så vi kan være helt sikre på at der ikke er sket dig noget” Sagde han roligt og prøvede at lyde glad og optimistisk. Om det virkede, vidste han ikke.

Ruby gjorde ikke modstand, da han trak hende in til sig. Tvært imod slog hun armene om ham og smilede. Hun kunne ikke huske, hvor længe det var siden, at hun sidst havde givet nogen et kram, og det føltes utrolig mærkeligt. Alligevel blev hun hurtigt lidt gladere.
Dog var der noget der undrede hende.
"Stemmerne siger, at du er en vampyr, men vampyrer er ikke varme...hvorfor er du så varm?" spurgte hun og så op på ham med et blik, der lyste af uskyldighed undren. Generalt virkede hun for det meste ikke særlig dæmonisk.
I et par minutter så hun på alle de andre vampyrer, der var ifærd med at slæbe hendes bevidstløse overfaldmænd længere ind i gyden.

"Ha tag den, jeg håber, at I sover for evigt," sagde hun med lynnende øjne og et underligt smil. I et kort sekund var hendes dæmoniske herkomst faktisk synlig i hendes væremåde.

"Virkelig? Det vil jeg gerne," sagde hun og efterlignede hans glitrende smil.
Selvom hun måske burde have været det, var hun ikke længere den mindste smule nervøs omkring ham.
Godt nok var han en fremmed, men han havde vist hende en venlighed, som hun ikke havde oplevet i meget lange tider.
"Mener du det?" spurgte hun med store skinnende øjne. Selv en blind ville kunne se, at hans venlige opførsel overfor hende undrede hende grænseløst meget.
Efter hans næste spørgsmål lagde hun et øjeblik hovedet på skrå og lukkede øjnene for at overveje tilbuddet.
Hun turde næsten ikke tro på, at nogen faktisk havde lyst til at tage sig af hende.
Så nikkede hun ivrigt.
"Det vil jeg gerne," sagde hun og slog igen armene om ham.

Nochi så med glade øjne på Ruby, da hun klemte sig ind til ham. Her gik det også op for ham, han kendte stadig ikke hendes navn? ”Hey” Sagde han stille for at få hendes opmærksomhed. ”Jeg tror ikke jeg fik præsenteret mig selv. Mit navn er Nochi, hvad er dit?” Sagde han smilene til hende.

’Stemmer? Hvilke stemmer?’ Tænkte Nochi til sig selv. Men den tanke rystede han hurtigt væk igen. ”Ja, det er svært at forklarer. Men du har helt ret jeg er vampyr, men jeg er en speciel vampyr!” Sagde han og blinkede til hende. Nochi tænkte at de måske ar bedre at fortælle sådan noget et mere privat sted end på åben gade. Og næsten lige efter hørte han hendes stemme igen. Han kunne ikke andet end at grine lidt til sig selv. Han syntes det var sødt, selvom det måske var hendes dæmoniske side der brød lidt frem. Men han syntes det var lidt sødt alligevel.

Nochi rejste sig og løftede hende op, sådan at hun nu sad i hans arme. ”Så min ven, er du klar til em lille gå tur? Vi tager dig lige over til en læge, så vi er helt sikker på der ikke er sket dig noget!” Sagde Nochi smilende Imens han begyndte at gå ud af gyden med Ruby i armene. Nochi vendte kort sin opmærksomhed over på sine vagter. ”Hey, sig til Smith at vi er på vej, og han skal have plads til en til. Og bed ham sende bud efter Valentine. Sig vi har en speciel gæst med os som skal bruge hende” Sagde Nochi til sine vagter, hvorefter 3 af dem løb afsted, der gik nogle få sekunder også var de ude af syne igen. Nochi begyndte at gå igennem byen med Ruby i armene. Hans vagter gik omkring dem og holdte øje. Hvilket gjorde de fik rieligt med opmærksomhed.
”Hey Ruby lyst til at fortælle mere om dig selv?” Sagde Nochi roligt til hende, imens hans blå øjne prøvede at fange hendes.

"Jeg hedder Ruby," svarede hun smilende og gav ham sin meget lille usandsynligt blege hånd. Hun var ikke helt hundrede procent sikker på, hvad den gestus betød, men hun havde set det flere gange, når folk præsenterede sig for hinanden så nu gjorde hun det også.

"Oh okay, det lyder sejt," sagde hun smilende, da hun havde lyttet til forklaringen på hans vampyrisme. Eller noget af forklaringen var måske en bedre måde at sige det på, for hun forstod det stadig ikke fuldstændig. Egentlig var det vel heller ikke noget under, at hun ikke helt forstod det, der var mange ting .
Hun nikkede smilende som for at sige okay til, at hun nu vidste, hvor de skulle hen, da han samlede hende op fra jorden.
Hun kunne ikke lade være med at grine, da hun lagde mærke til, hvor højt hun egentlig var oppe i forhold til, hvad hun plejede. Det føltes underligt.
Det imponerede hende, hvor meget de andre vampyrer adlød ham. Hun forstod ikke rigtig konceptet magt, men hun kunne godt mærke, at Nochi havde en bestemt form for udstråling.
Alligevel undrede det hende en smule, hvor blindt og uden spørgsmål, de syntes at følge hver enste ordre, de blev givet.
Imens hun spekulerede over, hvem Smith og Valentine mon var gik de ned ad gaden og hun kunne for første gang bare kigge rundt uden at være på udkig efter et sted at sove eller skjule sig.
Hun så undrende på de mange væsner og mennesker, der skyndte sig hen af gaderne og funderede over, hvad der mon var så vigtigt at nå.
Hun så på de folk, der slentrede hen af gaden, som om de alene ejede verden og tænkte over, hvad de mon var for nogle personer. Generelt forsøgte hun bare at suge hele byens indtryk til sig på en gang, lidt som at spise en skygge.

Nochi blev glad da han hørte hendes navn. Og gav hende glad hånden. Han trykkede den svagt, han ville ikke klemme hendes hånd.
Nochi gik med hende i armende og gik meget målrettet igennem menneskemængderne. Væsner af alverdens afstøbninger kiggede på dem, men det var vel også forståligt. Der gik 9 vagter af vampyr afstamning omkring noget der mest af alt lignede et menneske, med et dæmonbarn i armene. Ikke noget man så hverdag. Nochi gik og smilede imens de forskellige væsner susede forbi. De gik igennem mange af de store gader hvor der var virkelig mange væsner, men vagterne holde folk væk fra Nochi og Ruby, sådan at de kunne gå helt ubesværet. Efter de havde gået i omkring 15 minutter kom de væk fra de store gader og ud på nogle mindre veje, lidt ude fra det travle centrum. Her kunne de se et stort og flot palæ.

Et stort hvidt palæ, med en kæmpe have til trumfede sig op foran dem. Da de kom lidt nærmere kunne man se at der stod 6 vagter ved porten. Og hvis man kiggede rigtigt godt efter kunne man se at der også gik andre rundt, men de prøvede at holde sig gemt, samtidig med at de patruljerede. Selve bygningen var nok 6-7 etager høj, og omkring de 500 meter bred. Bygget af myrsten der var malet hvide. Selve haven var faktisk rimelig frodig og var ret så smuk.

Da de nærmede sig porten stillede vagterne sig side om side som om de ville stoppe dem. Men da Nochi’s vagter rykkede sig sådan at de nu kunne se Nochi. Gik du hurtigt til side, og åbnede porten. En af Nochis livvagter gik over og vidste noget ide til den ene af dem, imens de gik igennem porten. Imens de gik igennem haven kunne de svagt se små dyr gå rundt i haven. Det var tros alt nat, men der puslede stadig nogle dyr rundt. Få fugle sang, en enkelt ugle sad og tude ud i natten.

Da de kom frem til døren, stod den ene af de 3 vagter Nochi sendte afsted tidligere og ventede sammen med en butler. Døren blev fint åbnet for dem. Og de trådte nærmest ind i en hel anden verden. Masse af smukke møbler og udsmykninger var lidt over det hele. Der var en stor trappe videre ovenpå, og 4 døre der førte ind til andre rum. Midt i lokalet stod Smith i sit fine jakkesæt, sammen med Nochi’s 2 andre vagter. Smith var også en vampyr, men var helt skallet, og havde et fint overskæg der lavede et lille krøl ude i spidserne. ”Velkommen igen Nochi, det var da ikke lang tid de kunne holde dem væk fra os” Sagde han lidt flabet og blinkede til Nochi. Det var tydeligt at de kendte hinanden og var venner. ”Vi mødte lige vores nye ven her” Sagde han glad kiggede på Ruby. ”Men ehm, hvor er Valentine. Pigen her har brug for hendes hjælp” Sagde Nochi en smule mere seriøst og så på Smith med lidt andre øjne end Ruby måske havde set ham lave før. Men inden Smith fik sagt noget, kom der en kvindelig stemme oppe fra første sal, efterflugt af en masse fodtrin. En ung og smuk vampyr med langt sort hår kom løbende ned af trappende og hilste på Nochi med et stort kram. Og vendte derefter sin opmærksomhed over på Ruby. ”Og de må så være min patient. Mit navn er Valentine, hvad er dit?” Sagde hun med en sukkersød stemme og gav hende hånden. ”Men skal jeg så ikke tag dig med op til mig? Så vi lige kan få dig undersøgt?” Sagde hun imens hun så på Nochi. Og Nochi nikkede til Valentine. ”Det er okey Ruby, hun gør dig intet. Det lover jeg” [/color] Sagde han smilende.

//Tænker lidt du bare kan styre Valentine og selv bestemme hvad der sker under undersøgelsen, som forgår oppe på første sal. Hvis Ruby altså vil undersøges :P

Ruby så med store øjne på palæet. Sådan et fint sted havde hun aldrig ture nærme sig før af frygt for at blive jaget væk af hunde eller noget i den stil. Hun kunne godt lide hunde, men ikke store hunde, der bed folk.
Duften af de mange blomster slog hende imøde og havde en nærmest søvndyssende effekt, dog lykkedes det hende at holde sig vågen, indtil de var indenfor, og hun blev klar i hovedet igen. 
Ved første øjekast skræmte Smith hende egentlig en smule, han mindede hende mest af alt om en koldhjertet fortravlet forretningmand, der kun tænkte på sig selv. Dog lagde hun lidt efter mærke til det spøjse glimt i hans øjne og alle følelser af frygt eller ubehag forsvandt som dug for solen. 
Desuden så han ud til at være gode venner med Nochi, så hun blev enig med sig selv om, at han ikke kunne være særlig slem.
Da Nochi præsenterede hende for ham smilede og vinkede hun en lille smule nervøst, imens hun halvt gemte sig bag Nochi's ryg.
Dog blev hendes opmærksomhed hurtigt ledt væk fra Smith, da en smuk vampyrkvinde kom løbende ned af trappen og gav Nochi et kram.
Hun bevægede sig utroligt yndefuldt og havde en aura af både skønhed, venlighed og styrke omkring sig. Ruby's øjne var store af beundring. Gid hun også var så smuk og elegant,
Ved siden af hende følte hun sig malplaceret og sær i sin forrevne røde kjole og de lettere beskidte bare fødder, som hun resolut stirrede ned på.
Dog var kvinden venlig og gav hende hånden. Hun var åbenbart den Valentine, som Nochi tidligere havde snakket om.
Med et lettere genert smil og med hende i hånden fulgte Ruby med hende op på første sal til en undersøgelse.
Her blev hun bedt om at sætte sig på en briks, imens Valentine tjekkede om noget var brækket og lignende ting.
Imens fik hun Ruby til at fortælle, hvad der var sket med hende og, hvordan hun havde mødt Nochi.
"Du er en heldig lille pige, og jeg er heldig fordi jeg fik lov til at møde dig," sagde Valentine smilende til hende, hvilket gjorde Ruby glad. Sådan var der ikke ret mange der kunne finde på at tale til hende.
"Der er forøvrigt ikke noget, der er brækket, men du har fået dig et par skræmmer, der vil noget, så jeg henter lige noget plaster," sagde hun venligt, før hun rejste sig og forsvandt ud af rummet.
Da hun kom tilbage havde hun som forventet medbragt en pakke med plaster, men underligt nok havde hun også en kjole og et par sko med.
"Ja altså man kan finde de mærkeligste ting i det her hus, hvis man ved, hvor man skal lede. De her ting  så ud til at kunne passe dig, så jeg tog dem med," sagde hun og lagde en hvid sommerkjole og et par sorte laksko foran hende.
"Tak," sagde Ruby i mangel på bedre ord. Hun vidste virkelig ikke, hvad hun skulle sige.
"Hvis du vil have et bad, så er der et badeværelse lige ind af den dør der, kald hvis du får brug for noget," sagde Valentine bare og pegede på en dør i den ene ende af rummet.
Ruby samlede stumt sin kjole og sine sko op og gik ud og tog et bad for første gang i...ja...meget lang tid i hvert fald.
Da hun var færdig med det, tog hun sit tøj på og gik ud til Valentine, der børstede hendes hår, satte plaster på skræmmerne og så fulgte hende nedenunder igen.

Nochi vinkede farvel til Ruby, imens hun blev ført ovenpå af Valentine. Nochi vendte straks sin opmærksomhed overmod Smith som allerede havde åbnet døren ind til en af de andre rum. Det var en kæmpe spisesal, hvor der var 2 100 meter lange spiseborde sat op. Fint dækket, med hvid dug røde roser over alt på bordet. Store krystal lyskroner, lavet af både normalt. Blåt og rødt glad i et smukt stykke håndværk af høj kvalitet lyste rummet op. Staturer og andet kunst stod og hængte langs væggene. Generelt var der ikke sparet på noget. Og Nochi så slet ikke overrasket ud, men han var også vand til den standart. Og havde været her før. Så han gik ned til den ene ende af bordet hvor der stod en butler og ventede på de 2 mænd skulle komme og sætte sig. Og det gjorde de så, de satte sig på hver sin side af bordet nede ved boreden. Der blev helt dyr vin op i klasset foran dem. Også begyndte de rigtigt at snakke. De var tros alt venner så de snakkede om alverdens ting. Lige fra politik, kvinder, forhold, krig, soldater, byer, økonomi og meget andet. De sad i lidt over en time og snakkede om alverdens ting imens Valentine og Ruby var oppe på første sal. De fik i den tid, drukket en halv flaske vin.  De blev ikke fulde af de, da det var alkoholen som i vinen var en naturlig gift. Og det bliver vampyrer ikke påvirket af. Der skulle specielle midler til for at få dem fulde.

Efter noget tid, blev døren åbnet af en af tjenerne, og ind kom Ruby og Valentine. Valentine blev vidst hen mod pladsen for bordenden, mens Ruby fik muligheden for at side ved siden af Nochi, hen mod Valentine.

”Waw, så kommer der lige 2 smukke piger! Hvor er vi heldige at have sådan nogle skønheder i vores nærværd. Må vi få den ære at i joiner vores” Sagde Smith og rejste sig og bukkede ledt for de Ruby og Valentine som nu var i rummet.
”Hey,” Sagde Nochi roligt og smilede til Ruby, imens han satte sig på hug. ”Må jeg se dig?” Sagde han og betragtede hendes nye kjole. ”Wow, den klæder dig virkelig meget. Oh, vil det sige der ikke var sket noget med dig? Du var helt okey? Ingen ting der var brækket eller noget ligne?” Sagde Nochi og så hende seriøst i øjne. Med et mere faderligt blik end han før havde givet hende.

”Hey, søde sæt dig her” Sagde han og pegede på stolen ved siden af ham. Hvorefter han satte sig selv i stolen ved siden af hende. Butleren hældte noget mere vin op til Nochi, hvorefter han gik over og spurte Ruby ”Og hvad skulle de så have lyst til? Vi har vand, sodavand, saftevand, juice, mælk og kakao?” Sagde han og så hende venligt i øjne.

Ruby stirrede med undrende fascination rundt i spisesalen. Aldrig havde hun troet, at hun faktisk ville være velkommen sådan et fint sted. Hun så rundt på lysekronerne med store øjne og smilede ved synet af, hvordan krystalerne opfangede lyset og omdannede det til skinnende regnbuer. For hende blev det hurtigt til en leg at løbe fra den ene regnbue til den næste med Valentine gående efter sig med et afmålt smil på læben og et mildt udtryk i øjnene.
Dog blev hun afbrudt af Smith, der kommenterede deres udseende og hun stoppede lidt forlegent op og stirrede ned på sine sko, som hun skrabede let i gulvet med.
Dog smilede hun igen, d han bukkede for hende. Det var en underlig følelse at have folk til at bukke for sig, det fik hende til at føle sig lidt som en prinsesse.
Hurtigt fik hun vendt sig mod Nochi og nikkede smilende til ham, før hun drejede rundt en gang.
"Tak," hviskede hun og rødmede let, da han sagde, at kjolen klædte hende.
"Nej, der er ikke sket noget, der var kun nogle skræmmer, som jeg har fået plaster på," sagde hun og blottede sine tænder i et smil, der strålede om kap med krystallysekronerne.
"Okay," sagde hun og løb springende over til stolen, som hun så satte sig på.
"Hmmmmm, jeg vil gerne have saftevand tak," sagde hun til butleren.

Efter Nochi havde sat sig ned, begyndte Smith at se underligt på Nochi. Efter butleren var gået, åbnede Smith munden med det samme. ”Så Nochi, nu hvor det ser ud til at i bliver natten over. Kan du så ikke fortælle mig om du har besluttet dig? Ville du hjælpe os med vores problem eller?” Sagde han meget nysgerrig, man kunne se han var meget ivrig efter at få et svar fra Nochi. Nochi så over på Ruby kort, og tog en dyb indånding… Hun kunne måske godt mærke at det ikke ligefrem var det han gad snakke om nu… Men efter den dybe indånding kom der hans smil tilbage, og han så over på Smith. ”Ja… Altså… Som jeg sagde tidligere, jeg vil gerne hjælpe men jeg har ikke det jeg skal bruge for at løse problemet her… Det var tros alt det jeg var på vej over for at hente da jeg mødte min nye ven her.” Sagde han og så over på Ruby. Han smilede til hende, hvorefter han vendte sin opmærksomhed over på Smith igen. ”Så jeg vil gerne, men kan ikke på stående fod… Desværre Smith…” Sagde han med en lidt trist stemme. Da han gerne ville hjælpe men kunne ikke gøre så meget… Smith han sagde hurtigt efter. ”Hvorfor går i ikke bare der ned og slår alt der bevæger sig ihjel?” Sagde han som om det var verdens bedste ide han havde fået. ”Ja, det er da også muligt. Men vi har ingen andeles om hvor store de krypter er. Hvor mange og hvad for nogle ting der er der nede… ” Svarede Nochi og så lidt irriterede ud… Men han skyndte sig at tilføje ”Smith, hvorfor fortæller du ikke hele situationen igen? Hmm gamle ven? Så vidt jeg ved har du heller ikke fortalt Valentine om den, og Ruby her kender heller ikke til den. Så fortæl. Lad os høre deres synspunkter på sagen.” Sagde han og så intens på Smith. Smith han nikkede roligt, da han hurtigt forstod at det mere var en venlig ordre end noget andet. Imens Smith begyndte at tale, kom butleren ind igen. Han gik over til Ruby med hendes glas saftevand og stillede det foran hende. ”Her unge frøken, et glas saftevand til dem” Sagde han smilende og gik ud af lokalet igen.

”Ja… Okay… Hvis du siger det Nochi, ser i… Her for 4 uger siden, begyndte der at ske nogle underlige ting i huset. De klassiske hjemsøgte hus ting. Ting falder ned fra hylderne, folk høre stemmer, fodtrin, puslen, ser ting. Og en masse i den dur. Ingen kunne rigtigt forklare dette. Men der begyndte at gå rygter omkring at der skulle være en familie der var begravet her i huset. Fordi folk mente nemlig kun der var 4 spøgelser. 2 voksne med 2 børn… Selvfølgelig sagde jeg det var noget vrøvl og sagde det var intet. Men så efter en uge, det vil sige for 2 uger siden. Skulle vi rykke rundt på nogle kasser i kælderen. Der var så en der faldt og tabte den store metalkasse ind mod væggen… Dette slag var tilsyneladende nok til at smadre væggen. Og inde bag denne væk var der et rum. Ja i tænker nok det rigtige.. Det var gravstedet for familien som tilsyneladende havde hjemsøgt huset… Og det holdte ikke op selvom vi havde fundet ligende. Men vi ville heller ikke gøre noget ved dem. Det var deres hellige vileplads. Det ville vi da ikke besudle. Men en aften her for omkring 10 dage siden, blev en af vores stuepiger angrebet… Af familien… De havde åbenbart rejst sig som zombier og havde vandre videre rundt i huset. Det lykkedes os at slå dem ihjel, og brande ligende. Men tilsyneladende var det ikke nok. For efter 2 dage derfra kom der 2 zombier igen. Ikke nogen fra denne familie. Men zombierne havde gravet sig ind i rummet hvor familien log. Og derfra gået videre ind i huset. Igen fik vi dem stoppet. Og derefter sat vagter ved rummet. Der har siden da været 14 zombie angreb. Og vi har fundet ud af at det er en stor krypt som ligger under huset. Hvilket forklarer de mange zombier. Men det forklarer ikke spøgelserne. For dem er der kommet flere af. Og mange af tjenestefolkene har siger at det lyder som om de skriger på hjælp. Som om de er i smerte eller noget ligne. Og dette er grunden til vi har tilkaldt Nochi som leder til at hjælpe os med dette problem.. Jeg forslog at Nochi og hans vagter kunne gå ned og smadre krypten sådan at den ikke signede os mere. Men det var Nochi ikke helt enig i. Han mener vi skal finde ud af hvad spøgelserne vil. Og hvorfor de ”skriger efter hjælp” hvis de overhoved gør det… Så ja… det er vel det hele? Har jeg glemt noget Nochi?” Sagde Smith og så på Nochi med et spørgerne blik. Men Nochi svarede Roligt ”Hmm, ved jeg ikke. Tror jeg ikke. Jeg mener dog stadig at vi burde undersøge hvorfor disse ånder lider på den måde. Måske ville det derved være muligt at løse problemet uden at ødelægge alt for meget… Men de damer? Hvad siger i?” Sagde Nochi og så over på Valentine og Ruby.

Valentine begyndte med det samme at svare ”Altså jeg er faktisk ret overrasket over at jeg ikke har hørt om det her noget før!” Sagde hun og så vredt på Smith. ”Men jeg er lidt enig med jer begge. De ville klart være nemmest bare at smadre det hele. Men Nochi har ret, vi skylder de stakkels sjæle at hjælpe dem hvis de har brug for det! De er allerede døde, de burde have fået fred, det er ikke retfærdigt at blive tortureret efter Døden! Så jeg syntes personligt at det kun ville være moralsk rigtigt at hjælpe dem.” Sagde hun og så skiftevis mellem Nochi og Smith. ”Mmm enig Valentine, helt enig. Hvad siger du Ruby?” Sagde Nochi og så på den lille pige ved siden af ham.

//Undskyld det sene svar har været på ferie i to uger  uden wifi xD//

Ruby takkede hurtigt butleren, da han gav hende saftevanden. Smilende tog hun en slurk af den  røde sødtsmagende væske, hvorefter hun satte glasset ned igen og lyttede med på Valentine, Smith og Nochi's samtale. Hendes øjne flyttede sig hurtigt rundt for at kunne holde øje med de talende.Hun så næsten ud til at være en tilskuer til en tenniskamp, der desperat prøvede at følge boldens bevægelser henover banen med øjnene. 
Ruby smilede blændende hvidt til Nochi, da han så på hende. Dog forsvandt hendes smil hurtigt, da hun hørte hans triste tonefald.
Hurtigt blev Ruby enig med sig selv om, at Smith's ide om at slå alt der bevægede sig ihjel ikke var nogen særlig god ide, og hun rystede uden at tænke over det let på hovedet. 
Alligevel lyttede hun grundigt til, hvad Smith havde at sige, imens hun drak sin saftevand. Dog blev hun ved med at blive distraheret af stemmerne i sit hoved, der lige nu skreg op om, hvor vigtigt det var, at hun hjalp de der spøgelser.
Da hendes glas var tomt lukkede hun øjnene og lyttede til stemmerne. Imens fløj glasset på grund ad hendes telekinesseevne, som hun havde svært ved at kontrollere rundt over hovedet på hende i en cirkel.
Da Nochi talte til hende spærrede hun hurtigt øjnene op og stirrede på ham med sine uudgrundeligt sorte dukkeøjne.
"Det er vigtigt, at vi hjælper dem, det siger stemmerne," sagde hun gravalvorligt

”Se! Ruby er enig! Og derfor er det vigtigt at vi gør det ordenligt! Vi vil ikke ødelægge mere. De er døde, der er ingen grund til at dræbe dem igen uden en grund.” Sagde Nochi bestemt og så alvorligt på Smith, som tog en tog af sit glas vin for at skylle halsen. Et lille host kom fra ham, og der efter kunne man se han skulle til at sige noget til Nochi. Men i det han skulle til at åbne munden brød Valentine ind. ”Sagde du stemmerne Ruby? Hvad mener du med det?” Sagde Valentine forundret og med noget forældrelignende bekymring i øjne. Nochi vendte også sin opmærksomhed over på Ruby da han over var interesseret i at høre hvad dette var for nogle stemmer!

// Undskyld det korte svar, men syntes ikke der er så meget at sige lige her :/ Men der sker noget efter hendes svar :P Bare rolig ^^

Ruby smilede til både Valentine og Nochi, og slog beroligende ud med armene for at vise, at det ikke var noget at være bekymret over.
"Ja de bor i mit hoved...tror jeg nok," sagde hun en lille smule usikkert og lagde en finger mod sin tinding for at vise, hvad hun mente.
"Eller altså...jeg er ikke sikker på, at de bor der, men det er vidst nok kun mg der kan høre dem," forklarede hun nærmere i et tonefald som om, det her var hverdagskost og noget, man normalt diskuterede over et glas vin (eller i hendes tilfælde saftevand).
"Jeg har altid kunne høre dem. Nogle gange giver de mig gode råd, andre gange forsøger de at få mig til at gøre ting og tit råber eller skriger de bare...de blev tydligere at høre efter min familie døde," den sidste del af sætningen var ikke ret meget mere end en hvisken.

Man kunne hurtigt se at Valentine opfangede at hun havde mistet sin familie. Allerede der kom der noget moder kærlighed frem i hende. ”Awww din lille stakkel!!” Sagde hun imens hun rejste sig op fra sin stop og nærmest fløj over til Ruby. Hun gave hende et stort kram uden noget oplæg til det. Men sådan var Valentine, hun var meget den følsomme type. Ville altid hjælpe dem der var svagere end hende. Og satte stor pris på familien. ”Ruby, vi skal nok passe på dig, jeg er sikker på Nochi nok skal finde på noget. Vi finder dig et nyt hjem. Om vi så selv skal adoptere dig!” Sagde Valentine imens hun krammede Ruby. Nochi sad ved siden af og tog et mundfuld af sin vin imens han så på dem. Valentine gav slip på Ruby og så på Nochi, ”Vi SKAL passe godt på hende!” Sagde hun meget fast besluttet, og så meget jernfast blik på Nochi. ”Selvfølgelig skal vi passe godt på hende! Man kalder det ikke familie for sjov” Sagde Nochi og kunne se lyset i Valentines øjne. Hun tog Rubys hånd og holde den imellem hendes egne. ”Velkommen til familien!” Sagde hun med et stort smil og så glad på Ruby!

Efter de havde snakket lidt, kunne man høre en rumsten ude i gangene. Men tjenestefolket var i et helt andet rum. Og butleren stod ved væggen klar til at hjælpe hvis det var nødvendigt. Til at starte med var det Nochi’s livvagter der lagde mærke til det. Man kunne se at alle 11 mand drejede hovedet med væggen lyden kom bag fra. Langsomt begyndte Smith og butleren at følge trop. Da det var næsten lige foran døren fangede det også Nochi’s og Valentines opmærksomhed. Hurtigt efter stormede noget ind af døren. Nochis vagter reagerede hurtigt og var allerede på vej mod døren. Hvad man så var et gammelt skelet, med meget lidt kød på knoglerne. Dørhåndtaget fik fat i armen og flåede den af i et brag. Den kom lidt ud af kurs, men med en strakt arm sigtede den mod Nochi, Ruby og Valentine. Men den nåde knap nok 3 skridt ind i rummet før 3-4 sværd havde skilt dens krop ad. Der stod nu 6 vagter rundt om det gamle skelet, nogen stod og så på døren og forventede flere. Mens nogen stod og så om den bevægede sig. Men mere skete der ikke. Den var død og bevægede sig ikke, og det kom ikke flere.

Nochi så på Ruby og sagde ”Er du okey søde?” Sagde han og så med et bekymret blik på hende. Samtidig kunne man høre Smith i baggrunden. ”Seee det er det jeg snakket om! De finder hele tiden deres vej ind! Vi bliver nød til at gøre noget ved det problem omgående!!” Sagde han meget frustreret. Og Nochi svarede roligt ”Jamen vi mangler stadig en der kan tale med dem….” Sagde han stille da han vidste at Smith var lidt ligeglad lige nu. Men så sagde han ”Hvad med Ruby? Hvis hun høre stemmer, kan hun måske tale med dem?” Sagde han og så meget bestemt på hende. Nochi vendte også sin opmærksomhed på hende og sagde ”Søde? Tror du at du kan gøre det? Kan du snakke med dem?” Sagde han stille så blidt på hende.

Ruby krammede glædesstrålende Valentine, da den unge vampyrkvinde bød hende velkommen til familien. De mørke øjne glinsede af ugrædte glædestårer og et smil lyste på hendes læber.
"Tusind tak," sagde hun, før hun gav slip på Valentine og også gav Nochi et kram. "Tak tak tak tak tak tak tak," blev hun ved med at gentage i, hvad der føltes som en uendelighed, inden hun gav slip på ham og gik tilbage til sin plads. 
Selv Smith fik et smil med på vejen.
Pludselig begyndte mærkelige lyde at kunne høres udenfor rummet. Ruby så sig undrende rundt og tog sig så til hovedet.
"Jeg ved det godt, jeg vil gerne hjælpe dem, det har jeg jo sagt," sagde hun en smule mopset til det der tilsyneladende var en væg. 
I virkeligheden var det dog stemmerne i hendes hoved, hun lige nu forsøgte at forsikre om, at hun ville gøre det bedste.
"Ja, men min far er enig, så Smith gør ikke noget," hvinnede hun frustreret, før hun sendte Smith et blik, der udstålede unaturligt meget alvor for en syvårig pige.
Hun blev stille, da hun lagde mørke til at alle alle andre i rummet, stirrede med stor alvor på væggen, hvor døren ind til rummet var.
Med et kom et vandrende skelet brasende ind af døren.
Ruby stirrede med en form for frastødt morbid fascination på det rådne kød, der stadig hang på de guldnede knogler.
"Du er så trist...du kan ikke finde hvile, kan du vel?" spurgte hun med medlidenhed i stemmen. De fleste andre syvårige piger ville nok have skreget i rædsel, hvis de havde set skelet, men ikke Ruby. 
I stedet talte hun til det, som om det var et menneske, der havde brug for hjælp.
Dog nåede hun ikke at få et svar, før den døde blev hugget i små stykker og nu var doubledød.

"Ja," sagde hun alvorligt, da Nochi spurgte, om hun var okay.
Så sendte hun Smith et blik, der var tæt på så lysende ondt, som havde hun været i sin dæmonform.
"Og det du har tænkt dig at gøre er at slå dem ihjel igen og igen og igen? Det hjælper ikke Smith," sagde hun monotont. Et øjeblik lød hun mere som en oldgammel skabning end en syvårig pige.
"Jeg, jeg tror måske godt, at jeg kan snakke med dem," sagde hun til Nochi og sendte ham et glitrende smil, der stod i stærk kontrast til kulden med hvilken, hun få sekunder forinden, havde behandlet Smith.

”Godt min pige” Sagde han smilende, man kunne tydeligt se at han var meget bekymret for hende. Men at han hurtigt realiseret at hun var helt fin, og intet var sket. Han rejste sig op, imens han holdte øjenkontakt med det gamle lig. Han hørte hendes svar og holdte det i tankerne imens han gik over til det gamle lig der log på gulvet. Nochi var ikke bange for at blive beskidt, men det kunne man heller ikke være som leder. Der var man nød til at vise styrke og få beskidte finger. Og det vidste han så sandelig også her, han tog uden tøven fat om de beskidte knogler og undersøgt dem. De skelet der nu var i mange stykker over hele gulvet gik Nochi og så på. Man kom til den konklusion at det var en ”Det en kvinde? Og en ung en, hendes knogler var unge da hun døde...” Sagde han lidt trist og rejste sig op. ”Måske skal vi så undersøge det med det samme så? Hvis Ruby kan snakke med ånderne kan vi måske finde ud af hvad der er sket her…” Sagde han imens han stod over det gamle lig, han så ned og rystede på hovedet imens han så på liget. Det skar lidt i sjælend at folk ikke kunne få fred selv i døden…. Han gik hen til Ruby, med lidt tungere skridt. Da han stod ved Ruby lagde han en hånd på hende skulder og så over på Smith ”Gør dine mænd klar, og finde udstyret frem vi snakkede om tidligere.” Sagde han og så ned på Ruby med et stort smil ”Så må vi håbe at vores lille åndemager kan få en lille samtale med vores afdøde venner!” Sagde han og så rundt. Man kunne se han tænkte. Men hvad vidste man ikke, men han havde et seriøst blik da han så rundt på dem alle, Smit, Valentine, Hans vagter og Ruby. Han rystede på hovedet og vendte om og gjorde tegn til at hans vagter skulle følge med. Han vendte sig om og rakte hånden ud til Ruby. ”Kom med min pige” Sagde ham med et stort smil og med et stort faderligt blik i sine øjne.