[uafsluttet] Sing me to sleep - (Auriel og Arachnia)

t; omkring solnedgang
o; skoven?
v; lun brise.
s; Blackwood

En skikkelse gik rundt mellem træerne, blandt flora og fauna.
Hun var iført en kjole, og lignede mest af alt det man i de forrige årtusinder ville kalde en gypsy.
Om hendes hals hang en halskæde, med en hvid krystal i. Håret var fyldt med fletninger og hendes fødder vare bare.

Hun gik langs skovbrynet, med en kurv på armen.
Kurven så ud til at være fyldt med en plante, som ikke lignede den man så normalt.
Blomsterne på planten var sorte og lillae og lignede klokkeblomster.

Egentlig vidste hun godt at det var farligt at vandre i skovbrynet, specielt fordi hun var en kvinde - alene.
Men... der var jo aldrig sket noget?
Hun nynnede, mens hun samlede flere planter, som hun ville tørre når hun kom hjem.
Hun stoppede, og stivnede brat, da hun synes at have set en skikkelse ikke langt fra hende selv.
Ikke en elver, og ikke et dyr. Men hvad så?...

Ahhh hvilken herlighed. En af de eneste frodige områder tilbage på planeten og folk jokede så sandeligt ikke om hvor smukt det var. Lange smalle træer i sort med hvide åre. Dyreliv til en hvis grad, omen ikke alle var dyr der havde levet her før krigende.
Auriel indåndede luften. Frisk luft - selvfølgelig blandet med et snært af benzin eftersom han lige havde parkeret hans bil i skovbunden. Han bar et par mørkeblå jeans, en hvis t-shirt og en lysebrun blazer.

Solen stod højt på himlen skinnede ned på hans ansigt og varmen fik hans krop til at falde til ro. Han gled langsomt ind i et stadie af søvn. Normalt var han ikke så uforsigtig med at sove steder hvor han ikke var i sikkerhed, men de sidste par dage havde ikke budt på meget søvn.
3 nætter i træk var hans truck blevet angrebet af Zombier, skrottede roboter og andet skravl. Heldigvis var hans bil altid ekstra sikker når han sov i den.

Søvnen havde taget ham. Han var langt væk i drømmeland og drømme om fortiden og varmt ørkensand og gyldne øjne forfulgte ham. Han faldt om i sandet igen. prøvede at komme op, men forgæves.
Endelig slog han øjnene op med et sæt. Hvor var han? Han var ikke i sandet? Her var ikke så varmt var her? Og hvorfor havde han dette ubehagelige tøj på? Hans sandaler var blevet byttet ud med... Sko af læder ? Hvad dælen? Sådan var det altid når han vågnede. Det tog et par sekunder at huske de sidste 4000 års forløb. Ja sådan var dte nu en gang.

Han så sig omkring. Skoven var ikke mere lys, men havde en rødlig kulør fra solen der var ved at gå ned. Havde han sovet så længe? GUdskelov han ikke var blevet angrebet ..

en bil? Det var sjældent hun så udefrakommende i skoven. Og hvor længe havde den stået der?
Hun gik langsomt tættere på, nysgerrig som hun nu engang var.

I hendes bælte som sad om livet på hende sad hendes atame - en ceremoniel dolk. Den var ikke skarp, men den kunne bruges i nødsituationer.

Hun stillede kurven fra sig, og prøvede at se personen der var i bilen. Men det var ikke muligt at se ansigtet. Hun nærmede sig bilen bagfra, med hånden på hendes atame.
hun var klar til at forsvare sig selv hvis nødvendigt. Sådanne paranoia var nødvendig nu til dags.

Jo tættere hun kom på, jo mere gik det op for hende at det var et levende væsen der var i bilen. Zombier ville for længst have angrebet hende.

Hun bankede forsigtigt på ruden, for at høre om personen nu var ok.

Auriel kiggede sig omkring imens han satte sig lidt op. Når.. i det mindste var bilen ikke i bevægelse da han faldt i søvn, det var vel altid noget. Han havde en gang faldet i søvn bag rettet, men han havde kun ramt en vildfaren cyborg, så det gik lige. Specielt når bilen var af titanium, den skete der sku intet med.
Imens han kiggede ud af ruden og kørte en hånd igennem sit hår lød et bank på ruden bag ved. En forskrækkelse var vidst en underdrivelse. Auriel fløj rundt. Han havde ikke forventet nogen udenfor, specielt ikke nogen civiliseret nok til at banke og ikke savle på ruden.
"SHIT!" udbrød han da han fik øje på en kvinde udenfor. "Kvinde! Lad vær med det..." Han mumlede mere det sidste og han ville ikke kunne høre det. Istedet stod han ud af bilen og strakte sig. På vagt overfor den fremmede, men ikke synligt. Han kunne sagtens forsvare sig hvis hun var ude på noget.

Bildøren blev smækket bag ham og han så lidt søvnigt på kvinden. Hun lignede ikke bare menneske. Et menneske ville ikke kunne bo i skoven alene.. Hvis hun altså boede her.
"Og du eeeer"? Måbede han og så roligt på hende.

Hun så blot på ham med rolige øjne. Tydeligvis var han ikke fjendtlig, eftersom han ikke havde prøvet at slå hende ned endnu.
Først hans ord; shit. Godtnok kendte hun betydningen men det var ikke lige hvad hun havde forventet at høre af en der sov i en bil.
Dernæst hans spørgsmål angående hvem hun var.
''Mit navn, er kun for migselv og dem jeg stoler på. Jeg er sikker på det gælder ligeledes samme princip for dig?'' Hendes stemme var blid, med en undertone af noget der lød som en lille sølvklokke.

Hun smilede roligt til ham.
''Men siden du nu ikke har prøvet at skade mig, kan jeg vel give dig mit kælenavn. Det er Nia.'' sagde hun roligt.
Hun rakte sin hånd frem, som menneskerne hun havde kendt engang gjorde, når de hilste på hinanden.

''hvis jeg må spørge, hvad sover du i en bil for? Vi har udemærkede senge, selv her i skoven.'' sagde hun roligt, og smilede venligt til ham.

Han så hende nøje an. Hun lignede en gammeldags sigøjner. Dem der altid gik rundt i gaderne og dansede imens de hukkede en hver mønt, eller et hvert smykke de kunne få fingrende i. Han vendte hendes ord i hans hoved. Hans navn var kun for dem han stolte på? Nej hvorfor dog, det var ikke fordi han havde personnummer eller adresse mere vel? Det havde ingen rigtig mere.
"Næææ, altså egentlig har jeg det helt fint med at udveksle navne" Svarede han blot og tog tøvende hendes hånd. Utroligt man stadig brugte den gamle håndtrykshilsen. Både i skov og by. Han slap hurtigt hendes hånd igen med en glidende bevægelse.

"Det er Auriel... bare Auriel" Han sendte hende et næsten usynligt smil.

"Jeg er sikrest i min bil. Jeg har selv bygget det meste af den. Ild sikret, vand sikret, zombie sikret, ja den holder til det hele." Lød det fra ham og han klappede stolt toppen af den panstrede bil.

''natursikret'' sagde hun roligt, inden hun smilede roligt til ham.
''hvor mange årtusinder har du tilbragt her, Auriel?'' hans aura, så vis, så... erfaren.
Hendes hår hang bare glat ned af hendes ansigt, inden det ved brystet begyndte at bølge elegant.
''Jeg mener... Hvor lang tid har du levet her?'' hun bed sig kort i læben, og fortrød straks hendes egne ord. Årtusinder... tumpe!

"alt-sikret" gav han flabet igen og folede tilfredst armene over kors. Han trivedes bedst når han havde helt styr på alting, og det havde han i sin bil. Med mindre en tosset sigøjnerpige bankede på imens han sov.
Han missede med øjnene. Årtusinde ? Havde hun gennemskuet det så hurtigt? "lidt over 4... men hvem tæller?" Drillede han og lænede sig lidt tilbage. "År altså... Siden krigen sluttede" Tilføjede han hurtigt med et glimt i øjet. Han havde vel levet på jorden i 4 årtusinde.. måske lidt mere, og levede vel i denne verden efter den blev sådan? Efter krigen, men hun måtte selv tolke det.

"Hvad med dig?" lød det til sidst imens han begyndte at rode i lommen efter en cigarret.

Hun så undret på ham. Drillede han hende?
''17 år nu. Ikke meget mere..'' sagde hun roligt inden hun så på bilen.
''Så du har selv bygget den?'' spurgte hun med et smil.

Egentlig afskyede hun biler, men det var ikke så meget det der gjorde at hun havde fundet den interessant. Mere fordi den ikke så ud til at være en normal bil.

Han løftede et øjenbryn. Var hun kun 17 år ? SÅ måtte hun vel have forældre og alt muligt til at passe På hende endnu?
"nå, jamen så er vel stadig ung..." svarede han roligt og fandt den smøg han ledte efter i sin lomme. Han hev den op og vendte ryggen lidt til hende for at tænde den. Han tog
et godt hiv og pustede en tyk røgsky ud.

"eller ... Jeg fandt nogle dele fra skrotpladser lige efter krigen. Der lå jo praktisk talt skrot over alt" han smilede utydeligt og tog endnu et hiv.

Hun så undret på ham. Hvordan kunne han mene hun var ung? Nåh ja, når man var over fire tusind år, måtte man vel kalde selv den kriste Gud ung.

Hun trådte tre skridt væk fra ham, og drejede sig lidt så hun undveg røgen og lugten. Hun brudte sig virkelig ikke om røg.
Hendes hals snørrede sig lidt sammen, mens hun tænkte på alt det skidt han lod trænge ind i sine lunger.

''Skrot er godt, det er jo genbrug.'' sagde hun med en sparret stemme. Jo mindre luft hun indåndede lige nu jo bedre var det for hendes lunger lige nu.
Hun mærkede hendes fødder mod det fugtige græs, og nød den forbindelse mellem menneske og natur.

Han nød selv forbindelsen imellem menneske og de farlige kemikalier i cigaretten. Det var ikke svært at se på hende at hun ikke brød sig om smøgen, men i det mindste prøvede hun ikke ar rette ham i det. Det var der alt for mange der gjorde, selvom det ikke var så slemt som det havde været.
"så ... Bor du alene i skoven?" mumlede han ud imellem hans læber og cigaretten. Han fandt det underligt at en 17 årig skulle leve alene, men så igen, det var hvad krigen havde gjort imod mange "børn".

"ja, jeg bor her alene. Jeg har ikke rigtigt nogen at bo med." Svarede hun stille.
Hun så tøvende mod himlen inden hun lukkede øjnene.
Hun sukkede. "hvad med dig?" Spurgte hun stille. ''Noget siger mig at bilen er dit eneste rigtige hjem, lige pt?'' hun så roligt på ham igen, denne gang med et prøvende smil.

''Mit navn, som du spurgte om før, er Arachnia Weaver. Bliver dog kaldt Nia for det meste.'' sagde hun med et lille prøvende smil

"Ja, bilen er mit hjem. Jeg vil ikke binde mig til et sted" Svarede han bare og lagde hovedet lidt på skrå.
Han sendte hende et skævt smil. Så fik han alligevel navnet? Han var mere end god til at opbygge tillid fra andre mennesker, men hvis han skulle sige det selv var han ikke til at stole på i det lange løb. Blev tingene hårde ville han vende rundt og gå, ikke se tilbage. Det var hans liv.

"jamen så hej med dig Nia" lød det enerkendene og han begyndte at gå lidt rundt om hende med et undersøgende udtryk. "Så havd er du for en... Ikke elver vel?"

//Kunne bedre lide dit andet billedet xD //

''nej, jeg er ikke en elver.'' sagde hun roligt, dog med et undrende tonefald.
Hun så bare på ham, inden hun så på bilen igen.

''jeg er... på en måde... et menneske.'' sagde hun roligt, inden hun så på himlen.
Hun var lidt utryg ved den måde han spurgte hende.

//Hmm, er heller ikke selv tilfreds med det her, men ændre det nok igen snart//

"Okay" lød det bare og han trak på skulderen. Hvis hun ikke ville sige mere var det op til hende. "Har du mad? Jeg er sulten?" Fortsatte han flabet og en kende uforskammet. Hans manere kunne være rigtig fine når han havde lyst til det, men ellers generelt passede han dem ikke.

Han begyndte at traske igennem skoven i den retning han regnede med at hun var kommet fra imens han låste bilen bag sig med sin nøgle.

//bedre//

//Sorry jeg ikke har svaret!//

Hun så lidt undret på ham endnu,
''hvorfor skulle jeg ikke kunne være elver?De gør da ingen noget?'' hun løftede roligt et øjenbryn, og fulgte ham med blikket.
Hendes udseende tydede jo ummiddelbart ikke på et fjendtligt væsen - så hvorfor opfatte hende som et?

''Se, hvis du nu spurgte ordenligt så havde jeg måske mere end mad? Du ved, en sikker seng, et bad, rent tøj?'' hun gik roligt med ham, selvom hun på et eller andet punkt allerede nu ikke fandt ham specielt tiltalende. Om det var hans udseende eller hans opførsel der gjorde hende utilpas ved ham - var hun langtfra sikker på.

Hun vidste ikke om hun burde stole på ham, men afviste hun at hjælpe ham ville det vende tilbage og bide hende hårdt i bagdelen før eller siden.

''Såe... Hvor er du fra?'' spurgte hun inden hun så lidt på ham - mens de stadig gik.

"Du strejfede mig bare som en der lignede en elver, men ikke rigtig føltes som en. Så det var mere et spørgsmål om du var eller ej" Lød det roligt og han traskede videre. Han kiggede lidt undrende på hende. Hvorfor ville hun nu hjælpe ham, hun havde jo lige mødt ham. I princippet kunne han bare vente på det rette øjeblik til at lange ud efter hende.

"Jeg forsikre dig om at der ikke findes en sikrere seng end i min bil, og jeg har masser af tøj. Et bad og mad ville jeg dog ikke sige nej til. " Han så tænkende ud og tilføjede hurtigt "be om?" For at drille og sendte hende et lille smil.

Hans smil blegnede lidt. "Jeg er født i egypten." Svarede han hurtigt og ændrede emne. "Hvor langt er der ?"