En ny ven~Auriel

Dato: 12 April
Dag: Torsdag
Tid: 08.38
Sted: På et motel nær Miami
Omgivelser: Et snavset motelværelse med gamle møbler.

Solen er ved at stå op denne nye torsdag. Morgen er skyet og kølig. Mennesker begynder så småt at vågne op og gøre sig klar til arbejde eller skole. Biler fylder efterhånden gaderne.

Eithan ligger på maven i sit lånte motelværelse. Han har ikke sovet de sidste par uger. Han har rejst meget. Ledt efter et nyt hjem. Han kommer op og smutter ud på badeværelset. Han smider koldt vandt i blodet og trækker en trøje over hovedet og et par slidte lange shorts på. Han griber sin nøgler til værelset og smutter ud. Han mødes med duften af bilos og lyden af biler og mennesker. Han stikker hænderne i lommen og går ned af gaden. Husene omkring her slidte, men det er også det knap sig rige kvarter. Mennesker går rundt med øjnene klistret til deres mobiler eller snakker løs.

Morgenen var ny og frisk. Luften præget af uskyldigheden af en ny dag. Solens lange stråler kæmpede sig over gader og bygninger, imens byen var ved at vågne.
For Auriel startede dagene som oftest på samme måde. De morgenfriske gyldne stråler fra solen vandrede ind igennem de snavsede vinduer på hans et-værelseslejlighed i Miami. Det stærke lys irriterede hans øjne, og han vendte og drejede sig indtil han endelig slog de gyldne øjne op, og forlod sin seng.
Egentlig var det sjældent, at han opholdt sig i sin lille lejlighed, for det meste af tiden gik på vejene i hans bil, som også fungerede som et mobilt hjem, hvis man ikke var alt for kræsen.

Selvom dagen var ny og byen fyldt med liv, så indbød de støvede gader og stadig ødelagte bygninger til en form for ensomhed blandt borgerne. Dette inkluderede Auriel, som aldrig følte sig mere alene, end når han var her, tusinde af kilometer fra Vegas og de få bekendtskaber han holdt tæt ind til kroppen.

Med trætte og dovne ben stavlede han ned af trappeopgangen ned til gaden, og fik kæmpet sig ud i friheden af gaderne. Den tørre og støvede luft skar i lungerne, og indbød ham til den trygge og behagelige fornemmelse af nikotin.
En cigaret blev lagt imellem læberne og tændt, så han kunne fylde lungerne med den velkendte fornemmelse af røg. Den fik ham til at slappe af, og endda smile en smule, imens han betragtede menneskerne der passerede forbi i deres egne små verdener.

Eithan søger ind på en cafe i midt byen. Folk sidder og snakker. De ældre mennesker. Han ser rundt og kikker så på menukortet. "Kan jeg tage imod din bestilling?" spørger en tjener. Eithan ser op med et smiler. "Ja. Et kaffe og to franskbrød med ost." siger han og rækker ham kortet. Tjeneren nikker og går igen. Eithan ser atter rundt og lytter til snakken omkring ham.

Kaffen er lun og brødene er okay. Han spiser det hurtigt og betaler. Han skynder sig atter ind mod midten af byen. Han tænker på sine venner. Dem han altid efterlader når han rejser. Han bryder sig ikke om det, men han kan heller ikke blive på et sted så længe. Væk i sine egne tanker kommer han ved et uheld til at ramme ind i en ældre mand. "hey." siger manden og Eithan rækker hænderne op. "Sorry sir." mumler han.

Det var sjovt hvordan man kunne forsvinde ind i sine egne tanker for en stund. Forlade den dødelige verden, og blafre rundt i en verden af tanker og minder. Auriel fandt sig selv optaget i en tankerække omkring alt det der var hændt med Vladimir igennem årene.
Først da to mænd støder ind i hinanden centimeter fra ham, vender Auriel tilbage til overfladen, og er lige ved at tabe sin smøg i forvirringen.

Som englen lå der altid en bekymring for andre væsner under overfladen, uanset hvor meget man så prøvede at skjule den og holde den tilbage. Derfor var Auriels første instinkt og handling at tage et skridt over imod den ældre herre, som var blevet stødt ind i, lægge en stabil hånd på hans skulder, for at være sikker på at han havde balancen, og spørge om han var okay.
"Hey.. Det så hårdt ud. Er i okay?"

Eithan ser hurtigt hen på manden der var kommet hen. "Det tror jeg." siger han. "Tak, unge mand." siger manden. Eithan ser på den yngre mand. Der er noget noget anerledelse ved ham. "Jeg var væk i mine egne tanker et øjeblik." siger han undskyldne. Han studerer manden. 'Kan det passe? En anden engel?' tænker han og hans øjne glimter nysgerrigt.

Den sidste gang han havde mødt en engel var da han kun var dølle 900 år. Han husker tydeligt den andens udseende. Brunt hår, nougatbrun hud og grønne øjne. En han holdte at den anden engel. Som en sand ven. Han blev myrdet og siden da har Eithan aldrig haft en sand ven. Han lod ingen komme nær sin sande personlighed.

Eithan ser på den ældre mand. "Jeg beklager." siger han og ser på dem begge. "Det går nok." siger den ældre. Eithan ser på den anden engel. 'Hvad er han for en engel?' tænker han

Den ældre herre takkede og forsikrede at han var OK. Langsomt begyndte han at vende rundt og gå videre, som var intet hændt. Auriel kiggede lidt efter manden, og slap ham først da han var flere meter væk.
Solens morgenstråler bagte fortsat ned på byen og lyset illuminerede og varmede hans ansigt og krop. Han kunne godt lide varmen. I hvert fald når det var denne behagelige varme.

Med opmærksomheden tilbage på den yngre mand, slog det Auriel at fyren virkede lidt forfjamsket. Det var ikke svært at genkende auraen fra en anden engel, men det forekom ham ikke som noget underligt, for det var bestemt ikke første eller sidste gang, han var løbet ind i sådan en. I denne verden blev størrelsesforholdet imellem mennesker og væsner kun tættere og tættere på hinanden.

"Du virker forvirret?" Smilede han til fyren, og begravede afslappet hænderne i bukselommerne.

Eithan klør sig i nakken. "En lille smule. Det er ikke hver dag jeg møder en anden engel. Og jeg også på fornemmelsen at du ikke er en hvilken som helst engel." Han ser på ham med rynket bryn. Han kender ikke til nogle af de andre engleracer, men han har hørt om få. Skytsengle som sig selv og Faldne Engle, men ham her. Han var ingen af delene.

"Hvad hedder du?" Eithan ser sig om. Han prøver at huske hvad hans onkler lærte ham om at behandle andre. Normalt prøver Eithan at glemme dem, men lige nu kan deres ord faktisk hjælpe lidt. Et par enkelte mennesker ser på dem med hævet øjenbryn. Han rejser selv et øjenbryn. Skulle  han byde på noget så de kan sidde ned, eller ville manden videre for sig selv. Han gnubber sine skuldre. Han måtte enten have ligget forkert eller også er det hans vinger der gerne ville strækkes lidt. "Ikke nu."

Der var så mange racer og underracer i verden, at det nogle gange kunne være svært at skelne dem fra hinanden. De fleste ville aldrig opdage at han var mere end bare en engel, for han plejede at gemme det ret godt, men fyren foran ham havde åbenbart opsnappet et eller andet, og et anerkendende blik blev sendt i hans retning. Imponerende.
”Det kan man ikke kalde mig nej, men det er ikke så vigtigt.” Svarede han hurtigt. At gå rundt og prale af at man var ærkeengel var noget der i sidste ende ville tiltrække dusørjægere og raceledere ude efter hans hoved. Derfor holdt han lav profil. Rygterne var allerede begyndt at sprede sig, og han ville ikke tiltrække for meget unødvendig opmærksomhed.

”Jeg er Auriel – og du, min klodsede ven, er?” Svarede han med et kækt smil, og ville række hånden frem for at give fyren hånden.
Et perplekst udtryk fandt frem til de gyldne øjne, da englen sagde noget med ’ikke nu’, og han var ikke sikker på at han forstod. ”Ikke nu, hvad?” Lød det lidt forvirret.

Han nikker til svar. "Eithan. Eithan Stormer." svarer han. Det er flere år siden han har sidst brugt sit efternavn. Efternavnet er til gengæld også et smertefuldt minde om sin familie. Han hamrer irrerteret en næve ned i den ene skulder. Det skulle stoppe det for et stykke tid. "Det er bare mine..vinger. De har været et problem på det sidst." siger han med et let skuldertræk.

Eithan er ret sikker på at han har rekorden for problemer med ens vinger. Han har krig vænnet sig til dem. Men det er hans eget problem. Han retter sin opmærksomhed mod den anden engel. "Kan jeg byde på noget?" Han slår ud med armene. Et horn dytter og får Eithan til at springe tre meter op. Han snurrer rundt og ser ondskabsfuldt mod lastbilen. Det måtte have set ret dumt ud og han føler sig ret klodset. "Damn lastbil. Prøver at skræmme livet af folk." grubler han. Han kan føle et par blikke på sig og ser hen på et yngre par.

Hvis der var nogen der kendte til den smertelige følelse af at mindes en familie, som ikke længere eksisterede, så måtte det være Auriel, men han anede ikke hvad Eithans efternavn gav ham associationer til, og tanken strejfede ham derfor slet ikke.
Auriel kom til at smile lidt af det frustrerede slag Eithan gav sin skulder. "hey, hvis du nu prøver ikke at give dem tæsk en gang imellem, kunne det jo være det hjalp." Drillede han lidt, men trak så på skulderen for at komme med et mere reelt bud. "Eller måske trænger de bare til at blive strukket ud.".
Der gik langt imellem at han selv brugte sine vinger. Dels fordi de var lettere og mere smidige end de fleste andre englevinger, og derfor ikke behøvede at blive luftet så tit, og dels fordi han hadede de prangende gyldne fjer, som gav hans identitet væk, hvis nogen fik øje på dem. At blotte sine vinger var for ham værre end at være nøgen i offentligheden, og han følte en hvis skam over hvad de gyldne vinger repræsenterede.

Auriel lo af det nye bekendtskabs 'hop'. "Hvis du har penge, siger jeg aldrig nej til alkohol." Svarede han og foldede armene over kors foran brystet.

Eithan griner over svaret og nikker så. "Der hvor jeg bor er der ikke rigtig tid til at få strækket dem. De bliver det en gang om ugen." siger han med et skuldertræk og vinker ham med. "Jeg giver en drink. Jeg kender en god bar." siger han og ser sig over skulderene. Han bliver væk i sine egne tanker, igen. Der er noget anderledes ved ham, tænker han og underviser en mand med en trækasse fyldt med meloner. "Er du herfra, Auriel?" spørger han ogsagnter farten. "Jeg kunne sværge at det var her." mumler han.

Gaden han står og kikker ned af er en typisk bargade. Ligesom der er gader fyldt med restauranter og butikker har denne her kun barer. Oppe mellem parasolerne hænger der festlys og flag. Mange af dem har stadig lukket, men et par enkelte har åbent. Det er for det meste unge mænd der sidder på bar på denne tid af dagen, men Eithan kommer også et par gange forbi om ugen. Eithan klør sig i nakken. "Jeg er vist ikke helt vågen."

”Det er nu heller ikke fordi jeg strækker mine på dagligt basis” Svarede Auriel kort, og kørte en hånd op for at klø sig i nakken. Kun når de gyldne vinger virkelig begyndte at værke, fandt han et afsides sted at folde dem ud.
Langsomt gled et skævt smil over hans læber ved spørgsmålet. Herfra? Tusinder af kilometer væk i en tør ørken var vidst næppe ’herfra’. ”Ikke ligefrem, men jeg bor i min bil. Oftest Vegas, men også her.” Svarede han så. ”Hvad med dig?”
De gyldne øjne spejdede området, som Eithan kiggede rundt i. Han kendte ikke det store til inde Miami, og det skulle ikke være første gang han var faret vild.

Gaden var dekoreret med flotte lanterner, som hang imellem barenes halvtag. Fra et af stederne kom en afslappet lyd af jazz flydende ud, og fra et andet kunne man høre høj latter.
”Vi kan tage hvilken som helst for min skyld.” Svarede Auriel, og pegede hen imod en vilkårlig bar, som så lidt affolket, men hyggelig, ud.
”Hvad med den der?”

Eithan ser på ham. "Fifty-fifty. Hende jeg beskytter bor her, men sommetider tagr vi op til min hytte nordpå." siger han og går hen mod baren hvor Auriel pegede hen. Han ser rundt. Folk kommer efterhånden ind. Han ser på deres drinks. Over halvtreds forskellige. "Du bestiller. Jeg betaler." siger han og tager et par stole. Tjenerne går rundt mellem bordene og sætter stole ned. En ung kvinde nikker til dem. Et tegn på at hun ville komme lige om lidt.

"Har du hørt om den nye Ærkeengel?" spørger han henkastet og læner sig tilbage. At en Ærkeengel har rejst sig er specielt. De enste Eithan har hørt om er Michael, Lucifer, Raphael og Gabriel, men Eithan havde også hørt om de uroligheder der er startet.