what cha want, ArchAngel ( Auriel )

tidspunkt: 15:24.

område: Aurora's ulves territorium.

omgivelser i deres territorium: primitive men hyggeligt hjemmelavet hytter, stativer med skind, og skurer med saltet kød, frugt, grønsager også brød og andre råvarer i massevis som folk slår ihjel for, huder og knogler, et skur med våben iform af buer, spyd, knive, økser og stave, generalt alt man ville finde i en primitiv lejer.

kobbel: alle sine 14 brødre og nogle af Fang, The Wolf Queen's, jagt ulve.

tøj: tunge hjemmelavet læderstøvler i brunt læder med såler så han nærmest kan bevæge sig lydløst, lette læderbukser hjemmelavet i brun, en tshirt af hjemmelavet grå uld og en vest med hætte og et gråt uld tørklæde for ansigtet. han's brødre har det samme.

våben: en enkel hjemmelavet økse af sort elvisk stål til højre, og en jagt dolk i elvisk stål til venstre hånd, hjemmelavet bue med 24 pile af elvisk stål. han's brødre har blandet våben af to hånd's økser, en hånd's økser og køller, stave og spyd, bue og pile så vel som spyd og kaste økser og kaste spyd.

han havde stået op den dag, uden og vide det skulle blive en spændende dag, han havde kysset sin grå ulv Manse på snuden, for at rejse sig op, og gå ud til sine brødre, han så de ældre ulve i 30 år's alderen, vække de yngre varulve, som engang imellem kom med en brummen, dog stod alle op uden og beklage sig, og begynde og finde mad frem, og de spiste til de var mætte, han's ulv gik efter ham, og det var en ret stor en af slagsen, som var trænet til jagt på både dyr og indtrængende, de var hårde bæster som dem selv, de var dog kærlige imod deres fælles brødre, da Brian og han's kobbel så disse ulve som brødre og søstre, og Manse var Brian's lille bror, som kommunikerede med blanding af brummen, tuden og knurren, dog sad de ved lang bordet og spiste, drak saft fra bær og frugt, og nogle tog sig en tår hjemmebrygget øl, som de kaldet Wild Wolf Beer, stærk i smagen og let på procenter, nogle med hjemmebrygget kaffe eller tog sig en cigaret af skoven's urter, ikke noget da gjorde dem skæve, men det var sundt for helbredet og skærpede sanserne, og selv for deres skarpe sanser, blev de bedre, de kaldte det en jagt smøg, og de snakkede let sammen, om hvordan de havde sovet, nogen fortalte en beskidt joke som fik en gruppe af ulve til og grine smørret, så vel som nogen lagde arm, dog forgik alt i familie fælleskab og deres ulve fik også nogle portioner godt kød, tiden gik og Brian så op, kom med nogle hurtige ord på et gammelt sprog de havde lært, nogen kaldte det old tid's, de kaldte det Aurora's sprog, hvilket bare var sort elver sprog, og de brummede eller svarede, drak deres øl eller saft ud, og rejste sig, for og i klæde sig deres stamme tøj, drak hætterne op og maskerne op, tog deres våben og kaldte på deres ulve, for og dele sig op i jagt grupper på 2 eller 3 varulve med et par ulve med sig.

Brian og nogle af de yngre brødre tog med ham, den ene en stor kleppert med kræftige muskler og en tung stav i hænderne, så vel som en tung kaste økse i siden, den anden en lille muskeløs gut med en bue og pile, så vel som en let dolk, dog samme tøj, Manse tog med dem og de bevægede sig ud i skoven, for at gå på jagt, de gik rundt i tavshed, uden og sige noget, lyttede dog til hinanden's signaler og små ulve agtige lyde, de samlede urter sammen de kunne bruge til healing, lave Black Happy eller Black Pearl, de nynnedet engang imellem nogle små sange de kendte og selv havde lavet eller lært af sort elverne, og fortsatte deres rolige gang, tiden gik og det blev langsomt varmere hele tiden, de nød duftene og lydende af BlackWood, deres hjem, dog sneg de sig stadig lydløse igennem skoven som sande jægere, indtil de hørte en ukendt lyd. skridt, og de vidste ingen af deres brødre var her, for de ville ikke lade sig høre på denne måde, de tog deres veste af og lagde dem på jorden så de havde fri bevægelse, og deres nærmest fedtfrie kroppe, bygget på muskler, kom til syne, og de levede ikke hårdt eller sultent, de spiste bare rigtigt og holdt sig i form ved konstant træning, løb, og parkour i skoven, Brian gjorde sin bue klar, og han's brødre vendte deres spyd rundt, de sneg sig frem til en busk, og så igennem busken, tavse som statuer, og så på et ukendt væsen, dog duftede væsnet af noget rent, alt for rent, ikke varulv, cyborg, eller menneske. en engel.
han lavede tegn til sine brødre, og de spredte sig til hver deres side, han lav en lille klikke lyd til Manse, som sprang gøende og knurrendet frem fra busken, som skulle overrumpe englen, og hvis han ville stikke af, ville Manse storme efter ham og bide sig fast i han's ben, blev han stående, ville Manse bare stå og gø og knurre.
Brian kom frem, kun dækket af sine læder støvler og bukser, så vel som tørklæden for han's ansigt, han's mange ar fra kamp var blottet på arme og overkrop, alt fra granat splinter, knive, arvæv fra ild og stump våben, ar på ar, i masse vis, da vidnede om en erfaren kriger, og han's stamme tattoovering på skulderen som lignede en slags skovånd, Aurora omringet af 2 ulve i cirkler, Aurora's ulves tegn.
Brian's brødre kom fra hver deres side af, klar med deres kaste spyd, og en økse i den anden hånd, lige så beredte som Brian med sin bue, hvis pil var rettet imod englen, halvt spændt op, men hvis Englen kendte til disse ulve, ville han vide det kun handlede om et sekund til og spænde buen og affyre pilen, dog skævede Brian til sine brødre, før han sagde med brusk stemme ''hva laver du i vores del af skoven, engel?'' han præsenterede sig ikke, var ikke høflig, for de brød sig ikke om fremmede, dog kunne han lyde meget hårdere, men engle var gode væsner som dem selv, og det troede de på, som var grunden til de ikke bare havde skudt en pil igennem hjertet på ham fra busken af.

Auriel absolut hadede naturen i det pågældende øjeblik. En irriterende summende lyd tæt ved hans øre, var umulig at slippe af med, uanset hvor mange gange han daskede ud efter den sulte myg, der havde udset sig engleblod. Luften var varm og fugtig under de mørke trækroner, og efter mange timers vandring, følte englen sig både svedig og træt. Det mørke hår klæbede til hans pande og hans blik var udkørt.

Dagen havde egentlig startet lovene ud. Han havde parkeret sin bil, som han boede i, i udkanten af Blackwood skoven, og med en rygsæk over skulderen bevæget sig ufortrødent ind i den tætte skov med et primitivt kort ved hånden i jagten efter sit mål. Solen havde på det tidspunkt stået lavt, og luften havde været frisk fra morgengrynet og kølig fra natten.
Problemerne var først startet efter et par timers vandring, da sortelverne endelig blev opmærksom på hans indtrængen i deres skov, og der gik ikke længe inden hans vej var blevet blokeret af 4-5 sortelvere, som ikke just var glade for at lade ham passere videre ind i skoven. Det havde taget et skarp tunge og god mængde aura for at delvist tale sig og true sig forbi. De var en sensitiv race, og havde hurtigt opfanget at det ikke var en almindelig engel de havde med at gøre. Først efter at have overbevist dem om, at det ikke var ødelæggelse han ville i skoven, og at det slet intet havde med dem at gøre, men derimod en berygtet ulverace, havde de ladt ham forbi. I lang tid havde en af de mindre sortelvere fulgt efter ham i det skjulte, nok for at sikre, at han ikke overtrådte nogle regler, en efter at have gået langt og længe, var elveren vendt rundt og efterladt ham alene igen. Han kunne ikke længere fornemme nogen tæt på ham.

Nu var han tæt på sikker på at være faret vild. Han havde gået efterhånden i mange timer, og den konstante summen af insekter omkring ham, var til at blive skør over. Hans skridt var ved at blive tungere, og for hver gang hans fod ramte jorden, sagde han et ord til sig selv som han hadede ved naturen. ”Vådt… mørkt… insekter… giftige planter…” Og sådan blev han ved lidt. En myg havde sat sig på hans hals, og han smækkede den med en flad hånd og rystede så hånden med et væmmeligt udtryk i ansigtet, for at få den klaskede myg af. Auriel var tæt på sikker på, at det var eftermiddag, og han var alt andet end sikker på at han virkelig befandt sig tæt på dem han søgte. Det eneste han var sikker på, var at han havde gået i den rigtige retning, da han forlod sortelverne.

Med sine mørke jeans og t-shirt, var det tydeligt at han kom fra en anden verden end denne i skoven. Han havde boet i byer det meste af sit liv, og brød sig ikke om at være for isoleret fra omverdenen, samtidig med at han ikke kunne holde ud at være for tæt på den.
En lyd tæt på fik ham til at stoppe op, og så snart han blev opmærksom, kunne han fornemme flere væsner omkring sig. Hans første tanke var *skønt… flere sortelvere*, men deres energi var anerledes. De havde ikke samme naturlige og diskrete aura. Denne var mere fremtrædende og mærkbar, som markerede selve auraen territorium.

Uden varsel sprang en stor grå ulv ud foran ham og snerrede højlydt af ham. Hans første umiddelbare reaktion, var at hive en arm op foran sig, som et forsvar, hvis dyret ville springe, men det blev hvor det var, og han sænkede armen igen, og satte sig i stedet ned på hug, som for at vise ulven respekt. Han havde altid været god til dyr. Der var noget i hans energi der var beroligende på dem, i lige så høj grad som den kunne være skræmmende, hvis han ønskede den skulle være det.
”Hej med dig. Jeg gætter på du har en herre et sted. Hvor er de?” Spurgte han roligt og rakte hånden ud, for at ulven ville kunne snuse til den, hvis den ville. Bed den i stedet, ville han hive hånden til sig, inden den kunne nå at få fat. Han var meget opmærksom på de skikkelser han stadig kunne fornemme omkring sig, og var derfor ikke overrasket da hele 3 mænd trådte ud af den tætte bevoksning omkring ham.
De indtrængende gyldne øjne, slap ulven med blikket, og gled langsomt op på manden med buen. Den ville nok ikke kunne dræbe ham på stedet, men den ville gøre satans ondt, og det ville han helst undgå. De to andre fik intet blik, men han vidste de var der. Deres spyd ville ikke være meget værd, hvis det kom til det, men han kom ikke for at slås.
Langsomt og uden pludselig bevægelser rejste han sig op igen, og slap ikke manden med blikket et øjeblik. ”Jeg kom for at se jer. Hvad ville jeg ellers lave i denne del af skoven, samle svampe?” Et skævt smil krøb vej til hans læber ved den ironiske tone, men den var nu hverken ond eller håndlig. ”Også kommer jeg med fred.” Tilføjede han for god ordens skyld, og nikkede til begge sider også til buen. ”Så, skal vi ikke lægge legetøjet? Jeg er ikke bevæbnet selv.” Selvom det kunne virke som en presset situation, så var Auriel hverken utryg eller bange for mændene. Ikke fordi han undervurderede dem, men fordi han havde et klart indtryk af at de ikke ville angribe medmindre han slog først.

Brian så hvordan englen af instinkt hev armen op foran sig, selv om Brian vidste det ville være dumt, da Manse var en jagt ulv, og bare ville springe under armen og bide englen i struben for at dræbe, dog var det ikke hvad da skete, selv om Manse så ud til og undre sig over, at englen ikke blev bange.
den grå ulv så mistroisk på englen, dog endte den med og snuse til han's hånd og begynde og gnide sit hoved imod englen's hånd, hvilket fik Brian til og tabe kæben, denne gut var ikke en almindelig engel, han sprang dog stadig frem, han havde også hørt englen's ord.
Han stirrede englen direkte i øjnene med sammenknebne øjne, ikke truende, bare mistroisk, han lyttede roligt, og brummede let for og skæve til sine brødre, dog da englen sagde han kom med fred, sænkedet sin lang bue, for og sætte pilen i sit hylster på ryggen og slængte buen over skulderen, han tog sig ikke af ordet om at deres våben var legetøj, men tænkte ikke videre over det, han's brødre havde gjort det samme, og trådte over til Brian, for og stille sig bag deres alpha, han så roligt på englen, for at sige roligt ''jeg hedder Brian, og du ved godt hvem jeg er Alpha for, for ellers var du ikke kommet, og du er den engel som folk snakker om i krogende? som skulle siges at være special, en slags engle leder, hva hedder det nu? ærkeengel?'' han brummede let, og skævede til sine brødre ''jeg byder dig velkommen til vor hjem, jeg vil dele mad og drikke med dig i vores lejer'' han skævede til Auriel, og begyndte så og bevæge sig tilbage imod deres lejer.

da gik noget tid, og de stoppede flere gange for respekt af dyr, for ikke at forstyrre dyrene, eller samle forskelige ting ind, som urter og svampe, planter, ting og sager, en enkel af dem havde taget en sten med sig som de havde banket på, og hvis Auriel spurgte ind til det, ville se vise en stump side af sort stål, da var det elverne brugte til og lave våben af, det var noget af høj værdi, og Brian's ene broder løftede så stenen op uden videre besvær, da vidnede om nogen da for alvor arbejdede uden moderne teknologi, og de fortsatte videre.
de endte til sidst ved en mur af tykt tømmer, som ikke ville være til meget bekvem imod kamp vogne eller stort sprængstof, dog var det ikke mange da havde den slags, så det var fornuftigt nok, og porten blev åbnet af nogle enorme varulve, hvis muskelmasse svumlede som tykke torve over deres kroppe, og de trådte ind, Brian skævede tilbage og sagde roligt ''jeg byder dig velkommen til The Wolf's Hideout, et enkelt navn, da vidner om ulve's område.
i området var der primitive huse af tømmer, meget hjemmelavet, og enkelte med hjælp af save eller andet, men primært lavet på gammel dag's manere.
da var indhegnet afgrøder iform af buske med forskelige bær, grønsager, og frugter, træer med frugter og buske med flere frugter, så vel som knolde med kartofler og gulerødder, squash, alt hva hjertet begærede, og det var tydeligt det var helt friske ting, ingen radioaktion, som var en sjælden hed, da var skure med kød og fisk og fjerkræ, da var et skur hvor det duftede af øl og spiritus, som vidnede om de lavede hjemmebrygget spiritus og øl, spiritus ved navn Black Pearl, og øl ved navn Wolf's beer, som de døbte den, planter med krydderier af alle slags arter og så et lang hus, da lignede et vikinge lang hus med smalle vinduer, og åbent tag så røgen kunne stige ud.
buer og pile blev lagt i skuer, dog gik de arbejde varulve stadig med økser på sig, imens en anden stor varulv stod og hamrede på en armbolt for og smede et værktøj til og rive jord rundt med, det var et lille fint samfund, da var også en cirkel med sand, hvor 2 varulve stod og sloges med mester øvet MMA, da gik hurtigt og voldsomt for sig, og alle hilste på jægerne, imens en lille mager varulv kom ud og spurgte Brian om de havde kød med hjem, og han nikkede og pegede med en tommel finger på Auriel, som fik dem til og grine, det var ikke ondt ment, men de havde kun den sjov de selv lavede, og dog var der flere da så nysgerrig på Auriel, selv om de havde en anelse om hvem det var.
Brian gik over til langhuset, for og åbne døren, og byde Auriel ind, han's 2 brødre spurgte om de skulle have noget, og han så på Auriel, som kunne bestille en kop hjemmebrygget kaffe af deres egne bønder, en øl af deres hjemmebryg eller et glas black pearl, og nikkede at de ville have en simpel portion af friske råvarer og stegt noget kød, de nikkede.
når Auriel gik ind, ville han selv gå ind, og sætte sig i en stol, da lignede alle andre, på trods af han var Alpha, så tvang han ikke nogen til noget, og det var tydeligt han var respekteredet blandt sine ulve, og han nikkede imod en stol ved siden af lang bordet, hvor da var 4 lang borde omkring en bål plads, så vel som skabe med tallerkener af træ, hjemmelavet bestik af stål, og krus af træ, og en ung varulv, ikke mere end 20, dog dækket af flere ar end de fleste ville magte og have, kom ind med hvad Auriel havde bedt om af forfriskning og serverede det i en fin mængde, og Brian fik en kold øl, som han tog en tår af efter englen havde taget den første tår, for og vise en simpel høflighed.
den samme ulv kom ind med et fad med noget frisk røget og stegt hjorte kølle med honning og god krydderi på, med kartofler med pesto og blandet grilledet grønsager med krydderi, enkelt og lækkert og Brian gik over og hentede selv bestik og 2 tallerkener, for at sætte sig ned, han virkede ikke til og ville snakke før de havde spist lidt, som var simpel gæste høflighed af gamle skikke, og han så på englen og nikkede imod maden, da var serveret.
når Auriel havde taget ville han selv tage en fornuftig portion, og spiste så roligt lidt, imens englen spiste, for til sidst og sige ''jeg ved du her for og opsøge os, men det nok ikke vores drikkevarer eller mad, medmindre du ønsker handel? eller søger du noget andet'' Brian var høflig, dog var han venlig og virkede rolig, på trods af de skarpslebne ønsker da hang i hans bælte da skinnede i lyset fra ilden, og han tog en tår af sin kolde øl, og sukkede glad, for og tage sin vest og hætte, så vel som maske af, og hænge på stolen, sveden let ned af han's krop i varmen, dog virkede han til og elske det, men virkede Auriel utilpas, ville han åbne døren, så da kunne komme lidt kold vind ind og døve den dunkle varme og lade lys komme ind, selv om han let kunne se i mørket, som en del af og være varulv.

De gyldne øjne lyste op med barnlig glæde, da den store ulv forsigtigt synes at acceptere hans gestus, og med en næsten drenget latter kløede han den lidt bag det store øre. Han kunne gode lide dyr. De var nemmere at gøre sig klog på end mennesker, og havde ingen skjulte intentioner. Bare rene instinkter og behov. Ja det galt da de fleste dyr. Selv havde han altid været en smule nervøs med skorpioner, og han gættede på at det havde noget at gøre med en uheldig oplevelse om barn, som han stadig underbevidst bar rundt på.

Manden foran ham var en større gut, end man lige stødte på inde i byerne, og hans muskuløse og veltrænede krop signalerede autoritet sammen med de stålfaste øjne, hvis blik han lige nu besvarede. Præcis ligesom med dyr, var det også hos mennesker og væsner et tegn på svaghed, hvis man veg blikket væk.
Auriel nikkede sagte. Han vidste godt hvem han var alfa for, omen han ikke kendte mandens navn, før nu. Auroras ulve. At få fat i nogle af deres handelsvare inde i byen var sværere end at finde vand i ørkenen.
”Godt observeret. Jeg er Auriel.” Svarede han og rejste sig først helt op igen fra ulven nu. Selvom han stod helt oprejst, var han stadig en del lavere end Brian, og det overraskede ham lidt til at starte med, for egentlig var han rimelig middel højde selv. Man skulle ikke undervurdere en varulvs fysik.
Et taknemmeligt smil gled over hans læber. ”Det ville jeg mere end velkomme.” Stønnede han og blev igen mindet om den sølle tilstand han var i, efter en dag uden meget mad og drikke i den indelukkede skov.

Auriel ville uden tøven følge med. Normalt var han mere vagtsom over for andre, men han havde aldrig hørt dårlig om ulvene, og regnede derfor ikke med at de ville blive aggressive medmindre han op ilede til det.
Turen til lejren virkede som flere timer. Måske var det fordi at en eller anden stoppede hvert halve minut for at samle et eller andet op, eller lade dyr komme forbi. Det var til at blive sindssyg af, men af respekt nævnte han det ikke. Han havde aldrig været særlig tålmodig, og efter at have vænnet sig til at leve i byer, var han van til en mere tempofyldt hverdag uden de store hensyn. Han havde brug for at det gik stærkt og systematisk.
”Hvad er det?” Spurgte han, efter at de havde studeret en sten i noget tid. Hvorfor det tog SÅ lang tid at eksaminere et stykke granit fattede han ikke, men det kom han jo så til, da en glimtende metaloverflade skinnede af ham.

ENDELIG. Hvad der synes som evigheder senere, tårnede en stor mur af tømmer sig frem foran dem. Det var imponerende at de kunne bygge det uden den teknologi, som resten af verden var afhængig af. ”tak” mumlede han ved velkomsten, og fulgte med ind af porten, som med muskelkraft blev hejst op.
Solens stråler piplede frem imellem trækronerne ovenover og skabte fantasifulde og hæsblæsende mønstre af lys og skygge, som slyngede sig hen over omgivelserne. Auriel måtte da lige samle kæben op igen.
Den lille landsby der strakte sig ud foran dem emmede af liv. Selvom alt var primitivt og håndlavet, havde det en naturlig charme og skønhed, om det så var en urtehave eller et våbenskur. Hele byen virkede fuldstændigt selvforsynende, og imens hans gyldne øjne hev indtryk til sig, måtte han i sit stille sind indrømme, at det var absolut bjertagende. Så meget i kontrast til den osede og grå storby, som han selv var van til. Selvom naturen var langt mere frodig og nådesfuld, mindede den ham om det hjemland han var vokset op i for mange år siden.
Han fangede sig selv i at tænke, at han ville elske at have Millicent med hertil en dag, og rystede fysisk på hovedet af den tanke. Det var dog utroligt som det besværlige kvindemenneske hang fast i hans hoved, også selvom hun ikke var til stede.

Kun lige akkurat fangede han den drillende kød kommentar og himlede med øjnene imens han stak i et ironisk grin. ” Meget morsomt!” Gav han igen, men smilede dog alligevel lidt.
Deres gæstfrihed var overraskende. Han havde troet de ville være mere varsomme med ham, men det var en positiv overraskelse. ”Eh… Jeg tager hvad end han tager.” blev der nikket imod Brian, inden han smuttede ind i hytten foran dem. Selv kendte han ikke rigtig til deres kultur eller opfattelse af høflighed, så var det kutyme at vente på den anden skulle starte, havde han ikke opfanget det, og tog den første tår af den øl, de havde fået serveret. Han havde aldrig været god til det med manere, men det var vel hvad der kunne forventes, når man var vokset om som slave.

Efter at have taget for sig af diverse kulinariske godter, havde Auriel sat sig ned, og med Brian overfor, begyndt at spise. Han havde fornemmet at manden var af få ord, og forblev stille imens de spiste af de alt for lækre retter. Det var dog bedre end den dåsemad han havde til at ligge i bilen. Imens, sad han og misundede deres enkle livsstil. Hvorfor kunne han ikke bare leve sådan?
Først da Brians mørke stemme brød tavsheden, blev han nærværende igen og rettede sig lidt op. ”Gør vi ikke alle det? Søger det hele altså.” Svarede han først med et lille smil, men det var mest et hypotetisk spørgsmål og behøvede ikke svar.
”Jeg ved ikke hvor meget i har hørt, men der er en muligvis en racekrig under opsejling.” Fortsatte han efter en kort pause, og løftede sit krus med øl for at tage en tår. Han tog sig god tid inden kruset blev sat ned igen. ”Jeg søger alliancer, for ærlig talt kunne jeg bruge alt den hjælp jeg kan få” Selvom han var ganske seriøs, hang et skævt smil i hans mundvig.
Varmen generede ham ikke. Han var selv vokset op i sydligere lande, og hans englegener gav ham en højere kropstemperatur end de fleste, ligesom varulve som oftest også havde.

Brian kunne ikke tro sine egne øjne, at han's trofaste grå kamp ulv, nu så ud til og logre glad med halen ved englen's kløden bag den's øre, hvilket fik ham til og tvivle på om englen var ond, han havde ikke vidst hvordan han skulle tage det og havde derfor igen valgt og tage den med ro, for og se englen an.

Han syntes det var sjovt af se så lille en engel, dog var han også bevidst om at denne engel kunne være tusinde af år gammel, og knække ham som en kvist i en nævekamp, dog frygtede han ikke døden, hvis Moder Aurora tog ham hjem, ville han gå i døden med ære og uden frygt som en sand Aurora kriger, dog smilede han bag masken da den lille engel ikke veg fra han's hårde blik, altid en god start.
Brian så rolig ud nu, ved at englen ikke var fjendelig, eller ville skade deres skov, han var kendt for at have et godt lager af varer, og dem da havde prøvet at stjæle dem, havde fået nogle voldsomme bank, få gange blevet slået ihjel, han så dog tænkende på englen, da han nævnte han var Auriel, han stirrede kort på ham, den Auriel? som da blev hvisket om blandt cyborgene, og derved flere racer? han var dog ikke fjendeligstemt over for Auriel, han skulle være en flink gut, og Manse kunne lide ham, så Brian var tilfreds, han sagde venligt ''rart og møde dig, Auriel'' han lød som en da kendte Auriel, dog havde han kun hørt om englen, han fulgte dog englen med øjnene, han kom med en lav knurre lyd, og Manse kiggede glad på sin herre, for og løber over til Brian, for at stå klar til og gå afsted, han så dog stadig på englen, en lille fyr, men alligevel så meget omtale? han kom nok ikke helt til og forstå den store verden da nu engang var, selv om han havde planer om og samle flere varulve under sine vinger, for at beskytte dem imod resten af verdenen.
Han nikkede til englen, da faktisk virkede ægte taknemmelig for tilbudet om mad, det var bare en simpel skik at gæster fik mad, og Auriel var en gæst hos Aurora's ulve, og deres moder ville sikkert blive vred hvis de ikke opvejedet deres skikke.

Da Auriel roligt fulgte med, slappede de også mere af, Auriel skulle være en af de gode, dog virkede Auriel til og være lidt utålmodig, men Brian ville ikke lade sig skynde, derfor forklarede han roligt lidt om de forskelige ting de samlede op, hva da var giftigt og spise og hva giften gjorde, hva da kunne fjerne smerter, eller være en lækker tillæggendesag til maden, den slags små ting, det var tydeligt han var en utålmodig lille engel, hvilket kun virkede til og more ulvene, på en venlig måde.
Han så roligt på Auriel, og sagde roligt ''sort stål. sort elverne bruger det til deres våben og redskaber, det er stærkere end titanium, og er svært og arbejde med, mine økser er lavet af det, og hvis vi skal snakke efter kvalitet, ville jeg kunne hugge en jerndør op med mine sorte stål våben, kender ikke navnet på stålet, så vi kalder det Sort Stål'' han fortsatte så roligt afsted.

De var stolte af hva de havde opnåedet uden teknologi, kun ved hjælp af økser og hamrer, hårdt arbejde, og tålmodighed, havde de nået meget, som gjorde dem glade, de så på ham ved han's tak mumlen, og smilede venligt til ham.
Brian så sig omkring i sit lille lejer, stolt over hva han havde præsenteret på så kort tid, de var også stolte og håbedet at kunne lokke flere varulve til deres kobbel, de elskede livet i skoven, nød den simple leve stil, de kaldte sig selv bønder og håndværkere, men det var også tydeligt de hårde varulve var krigere, som man ikke ville lægge sig ud med, eller de fleste ville ikke, selv sort elverne havde respekt for deres evner som krigere, de nød dog alt skoven's skønhed, den friske luft fra måne bjerget, den friske vand, og alt den's renhed, den var så fantasi agtig i forhold til den ødelagte verden lige uden for Blackwood, og de ville dræbe for at beskytte deres skov, hvilket de beredte varulve var tydelige tegn på.
Han bemærkede Auriel ryste på hovedet, han så tænkende på ham med et spørgende blik, som en mand da ikke overså ret meget, og var meget opmærksom, som en jæger ville være det.

Brian så roligt på Auriel med et løftet øjenbryn, og smilede bare rolig, for at sige ''vi syntes nu det ret morsomt'' han grinte mere i blid venlighed, nogle af de ældre varulve virkede mistroiske, og så flere gange på Brian, som nikkede til dem, som virkede til og være nok til de primitive varulve, han så roligt på Auriel, og sagde nysgerrig ''er du en øl mand da?'' han lød ægte nysgerrig, med et venlige øjne bag masken, dog så Brian nysgerrig på Auriel, da han tog en tår af deres hjemmebrygget øl, som havde en blid smag af humle, ikke for overdrevet, men bestemt heller ikke fortyndet som man kunne få mange steder, den duftede let af krydderi i form af øl krydderier, og havde en let kræftig eftersmag af mere humle blandet med byg, en simpel men lækker øl ( kan beskrives som en dansk tuborg guld dame princip ).

Brian spiste roligt, og tog engang imellem en tår af sin øl, han så også flere gange på Auriel, om da var noget han ville have, dog sagde han ellers ikke ret meget, spiste bare sin mad med stort velbehag, og han vidste at han's brødre også spiste, dog kom de ikke ind da de ikke ville forstyrre Brian og deres gæst.
Han så roligt på Auriel, og sagde blidt ''joh, gør vi vel, men vi lever i fred med sort elverne, som de første i mange år, og blodheksene i vores mørke kroge af skoven, vi har mad nok, varme nok, frisk vand, og en masse hjemmelavet varer vi lever godt af, som vi handler os til varer vi mangler hos sort elverne eller blodheksene, så, men vor moder tillader ikke rovdrift, og vi ville blive straffet hvis vi gjorde det, vi tager hvad vi behøver, og beskytter alt andet imod fremmede'' han lød stille og rolig, dog vidste han at han ikke havde behøvet og svare, dog var det lettere at sætte ord på tingene.
Han så tænkende på Auriel, og han så rolig ud, han sagde stille ''vi har hørt enkelte ting, dog ikke meget, vi har hørt om en ærkeengel, da søger at blive leder af englene så vidt vi har forstået, men mere ved vi ikke rigtig, dog kan jeg forstå du er den ærkeengel?'' det sidste var ikke et spørgsmål, bare en konstatering af hvad han allerede vidste.
Han tog et okay stykke kød og proppedet i munden med manerer, og tykkede roligt, imens Auriel snakkede, han tænkte lidt over det, og sagde roligt ''vi er ikke mange her hos Aurora's ulve, vi er 15, medregnet mig, og vi er unge varulve, men hvis vi kan få noget ud af det, lægger jeg mine kort på bordet, hvad vi kan tilbyde'' han lød som en simpel mand, da sagde hvad han tænkte, hvad han mente, og Aurora forbød dem at lyve, så han var også bare ærlig.
''vi kan tilbyde ly her, hvis du, eller nogle få af dine fremtidige eller nuværende allierede har brug for ly, kan de finde os her, så tilbyder vi forsyninger, beskyttelse og ly, dog ikke for alle, kun for de vigtige i dit ebbed. har du brug for nogle extra krigere, byder jeg gerne nogle få af mine brødre''
han tænkte lidt mere over det, og sagde roligt ''i kan få handel's ret i vores lille samfund, som skal forstå at har du eller dine folk noget i kan tilbyde os, i bytte for vores varer, så får i en ærlig og fair pris, så længe i ikke kræver mere end hvad vi selv må tage fra skoven, og det skal mest være til lidt extra mad til nogle få da mangler, så vel som drikkevarer'' han lød stille og rolig, tog en tår mere af sin øl, og sagde så roligt ''til gengæld, ville jeg sætte pris på, hvis dine folk eller allierede, kunne give besked, at varulve er velkomne i vores kobbel, ulve da mangler et kobbel, eller bare gerne vil have ly og hjælp, så de velkomne, så vel som dine folk'' han stoppede med og snakkede, for og se hvad Auriel havde og tilbyde, og om han ville kunne bruge noget af det han havde tilbudt.

Auriel havde aldrig rigtig set sig selv om ”lille”, da han havde meget normal højde og kropsvægt, men det var sandt at han ikke var et stort muskuløst brød. I forhold til de store varulve, var han nok ikke ret imponerende fysisk. Nu havde han heller aldrig haft behov for at være fysisk overlegen over for en modstander. Han var hurtig på benene og god til at bruge sit hoved. Det, kombineret med de voksende ærkeenglekræfter, udgjorde en springfarlig cocktail, som de fleste nok ikke lige ville forvente, når de mødte ham første gang. Specielt ikke når de mødte ham, som Brian mødte ham nu. I forholdsvis godt humør og venligt stemt. Havde de været modstandere havde de tværet anerledes, så havde varulven tydeligt have kunne mærke en frygtindgydende og altindtagene aura, som vidnede om frygt og forfærdelige ting.

Auriel nikkede af den nyerhvervede information. Så vidste han også det. Vile han nogensinde få brug for et sværd af nogen art, ville sort stål være det første han spurgte efter, selvom der sikkert ikke var mange som kendte det uden for skoven.

De var nået til byen, og for hvert skridt deres ben tog, fandt Auriel sig selv blive fyldt med en form for jalousi han ikke kunne genkende. Han havde lyst til bare at blive her. Lave sig en hytte tilsvarende de andre og leve af hvad skoven tilbød dem. Et simpelt liv, men et liv opgivet af ’familie’. Selvom han havde det sådan, kendte han dog sig selv nok til at vide, at han ville blive rastløs inden for et par måneder, og tage af sted igen, som han altid gjorde. Dog ville det stadig være fedt med et par ugers ferie her ind imellem i den frie natur og friske luft.

Auriel trak på skuldrene og smilede. ”I bund og grund tror jeg alligevel ikke at jeg ville smage ret godt. Min alder gør mig nok lidt for tør i det” Drillede han, og kørte en hånd igennem det mørke hår, som lydigt fulgte med hans hånd, og endte med at stritte lige op i vejret. Det glimtede stadig af svedperler fra hans lille gåtur igennem Blackwood.
”Jeg er egentlig normalt til noget lidt stærkere, men du kender specialiterne her bedre, så jeg stoler på dit valg” Svarede han med en rysten på hovedet, og han blev da heller ikke skuffet over den mørke og runde smag af deres øl. Den virkede krydret og behagelig.

Han spiste i stilhed, og fandt at maden mættede utrolig godt, og derfor var det nok med en enkelt portion. Albuerne havde han lagt på bordpladen foran sig, og armene lå foldet ind over bordet. Der skete meget i omverdenen lige nu, og det var svært at sætte direkte ord på, hvad det var. Han var ikke sikker på om han helt kunne få ned i ord, den stemning som herskede i verdenen uden for skoven.
Auriel kom til at skære en lille grimasse. ”Faktisk… Medmindre der render en anden ærkeengel rundt… Så er der ikke nogen der går efter lederposten.” Svarede han, og rakte op for at klø sig i nakken. Han havde altid haft svært ved at binde sig til personer, stillinger og steder. Derfor var det ikke noget der interesserede ham. ”Men jeg ved at mange må tror at jeg gør, og er ude efter mit hoved for det, så allierede skader ikke.” Englen sendte ulven et kort smil. ”Egentlig går jeg mere ind for at stoppe lederne for alle racer. Hive dem af deres poster. Demokrati frem for Aristokrati, ikke?” De gyldne øjne vandrede rundt i lokalet. Damn, hvorfor var han begyndt at blande sig i stor politik?

Han lagde blikket tilbage på Brian, for at høre hvad han havde at sige. ”Vi kan sprede et rygte.” Svarede han først til det med koblen. Det var sjældent han selv måtte varulve, men det var intet problem at fortælle videre.
”Selv forventer vi ikke mange varer, men derimod ly og proviant i tilfælde af at vi må søge ly, og mænd til at slås, hvis det kommer til. Jeg kan ikke give meget til gengæld, men jeg kan give jer en side i krigen, hvis den kommer, og prøve at holde de værste kampe væk fra Blackwood og jeres hjem.” Det var ikke meget, men det var alt han havde at give. Han havde ingen hær og ingen penge til at købe den for.

// så jeg klar xD

Brian og han's brødre undersøgte nysgerrig Auriel, da de selv var nød til og være nogle store muskelgutter, grundet deres svage race, eller svag og svag, var som man tog det, de var flok dyr, og pænt stærke alligevel, så de kunne bruge deres våben, og jage deres bytte, men man skulle ikke undervurdere de hårde varulve krigere.

Brian så roligt på Auriel og sagde ganske roligt ''vi kan smede dig noget, hvis du har brug for det'' han klukkede roligt, for og gå videre.

Brian gik glad igennem området, imens han hilste på flere folk i området, så vel som smedet, som fik stenen til metallet, så de kunne grave metallet fri, og smede noget af det, imens nogle unge varulve piger så nysgerrig på englen, for og snakke sammen kort på sort elvisk, for så at fnise, og gå videre, imens Brian snakkede med smeden, og klødedet sig i nakken, og klappede den store smede varulv på ryggen.

Brian var kommet tilbage, han så roligt på Auriel, med et nysgerrig blik, for så at sige roligt ''bare rolig, vi spiser dig ikke, det ville være synd, syntes du ikke?'' imens de klukkede igen, de klukkede endnu mere ved det stritne hår, og en af varulvene tog sig til nosserne og de skreg af grin på irsk, det var ikke ondt ment, de var bare meget meget sære.
Brian så roligt på Auriel, og sagde så stille, på en munter hemmelig måde ''så har jeg arbejdet på noget, jeg tror du ville elske, som en lille.. afslutning på vores forhandlinger!'' han blinkede med det ene øje, som om de havde delt en hemmelighed, og Brian gik klukkene der fra.
dog virkede Brian glad for at Auriel nød den gode øl de havde.

Brian sad roligt efter maden, og fandt en pibe frem, for at proppe noget Hedurt ned i, og noget tobak, for at tænde den med en tændstik, og røg stille, imens han tog en tår af sin øl efter at have pustet røg ud, på trods af de lettere røde øjne, virkede han meget opmærksom på det Auriel sagde, imens piben blev rakt til Auriel, hvis han nu havde lyst, men hvis ikke, så babbede han videre på den selv, han så dog på Auriel og sagde roligt ''så du er den eneste ærkeenglen, så vi skal ikke forvente modstand fra den kant af?'' han lød tænkende, han smilede roligt, og sagde muntert ''nej, allierede skader aldrig'' han så på Auriel med et roligt ansigt, babbede på sin pibe, og tog en slurk øl, imens han tænkte over det Auriel havde sagt, for og sige ''ingen ledere af racerne? hmm, lyder faktisk godt'' han sad tænkende og gumlede på sin pibe, da så hjemmelavet ud, med skæret spiraler i, og andre ting, noget da virkede til og være en special ting for Brian, for til sidst og svare ''jeg syntes Demokrati lyder godt. mit samfund her er et demokrati'' han nikkede roligt, han var enig i hva Auriel sagde.

Brian havde talt, men han nikkede roligt, for at bekendegøre det var godt, han kunne sagtens give ly og proviant, og mænd til og slås, han sagde så roligt ''det kan jeg leve med, ligenu har jeg ikke mange mænd, men vores kvinder kan slås, og vores børn lære og slås, vi skal nok støtte dig, Ærkeengel Auriel, så længe du holder hvad du lover, så kan du og dine folk komme her, og søge ly, og proviant, og har i brug for extra folk, bidrager vi også, mine unge mænd har brug for en god kamp, istedet for al den træning, bah, de har brug for rigtig kamp erfaring, ahaha, men så længe de værste kamper ikke finder sted i Blackwood, og vores hjem, så er vi med dig, Auriel'' han rakte sin næve frem, for og give hånd til Auriel, og når Auriel tog den, ville et hårdt og fast håndtryk blive givet til Auriel, for at Brian så ville rejse sig op, og sige ''så nu til min hemmelighed'' han gik over til en kiste, og trak den ud, for og fjerne en planke, og han ville tage 2 hjemmelavet shot glas frem, og en flaske med noget gylden væske i, for at gå over og sætte sig ved siden af Auriel, for og stille flasken og glassene, han sagde roligt ''dette er min stolthed, jeg kalder det The irish Heart, en irsk whisky jeg har lavet, hårde sager'' han klukkede roligt, og åbnede flasken, for og række den imod Auriel, hvis han ville dufte til den bitre men alligvel søde duft, for at hælde 2 shot op, og stille flasken, for at tage det ene shot, og når Auriel var klar, ville han skåle, for og skylle den 58% stærke whisky ned, og knurre som en glad ulv, den ville brænde med en god varme i kroppen, som også havde en røget og kræftig god smag, af fornuftig brygget whisky, som fx Bushhill, eller Merrys, gode dyre sager, som man kun kunne være stolt af og have brygget, for og nikke imod flasken, om Auriel skulle have en mere.

//Hej Brian ! Undskyld mit sene svar! Jeg har haft en del på min tallerken med studiet, også skulle jeg lige sætte mig ind i vores emne igen, inden jeg ville svare, men her det så! :) //

Auriel havde aldrig set varulve som svage – om de så var muskelbundter eller ej. De var vilde og utæmmelige som vinden, og utilregnelige i deres instinkter. Man vidste aldrig hvor man havde en varulv og de ville nok aldrig kunne tæmmes. Han så ikke sig selv som svag – specielt ikke nu, hvor ærkeengle kræfterne var begyndt at blomstre igen – men var det ham imod hele Auroras flok, ville han nok kun nå at få ram på nogle stykker inden han var hakkekød. Heldigvis så det ikke ud til at han skulle slås med dem.

Englen kom til at smile en smule. ”Som en rustning og svær? Jeg tror desværre det ville gøre mig frygtelig klodset, omen sikkert et charmende syn.” Lo han uden nogen form for hån. Han kunne lige se sig selv i middelalderoutfit og på en hest klar til at bekæmpe diverse dæmoner.
”Men nu da du siger det, kunne jeg godt bruge en daggert til selvforsvar. Noget med magi, der kan klare diverse magiske væsner.” Fortsatte han efter en kort tænkepause. ”Jeg ville selvfølgelig betale jer for en.” Blev der afsluttet, og han sendte Brian et skævt smil. Hans egne kræfter fungerede bedst med lidt afstand til modstanderen, for var han for tæt på andre mennesker, kunne det gå helt galt. I de situationer kunne det være fint med et andet våben.

Det var dejligt at se, at Brian kunne med sit folk. Alle virkede veltilfredse og glade for deres erhverv her i landsbyen. Det var som om de sammen havde en fælles puls, der holdt gang i livet her i skoven. Man kunne mærke energien og glæden, når man stoppede op og lukkede øjnene et øjeblik.
Han vendte blikket lidt forvirret, da nogle varulve piger sagde noget på elvisk og lo. Auriel vendte sig imod Brian med et humoristisk suk. ”De må synes jeg ser frygtelig skvattet ud i forhold til jer andre varulve, var?” Smilede han bare og rystede på hovedet. Han havde intet imod andres mening, heller ikke hvis den ikke var flatterende. Desuden var han ikke rigtig på markedet for piger lige nu, uanset hvor vilde og smukke varulve kvinderne kunne være.

Han hævede et mørkt øjenbryn af varulvene. ”Jeg gad godt se jer prøve at æde mig.” Smilede han udfordrende, men uden rigtigt at mene noget med det. Selvom han måske ikke havde en chance mod hele flokken, så var han ret sikker på, at han kunne tage de fleste af de klukkende ulve brødre én mod én – uanset hvor meget mindre han så var.
Lyset ramte gyldne øjne og han nikkede ivrigt ” Det lyder spændende” Svarede han og lagde hovedet let på skrå, for at køre en hånd gennem sit mørke hår.

Englen var mæt og godt tilpas, som de sad der i stilhed lidt. Han takkede pænt nej til piben, og fandt i stedet sine egne cigaretter frem, og satte en i mundvigen, for at tænde den med et knips med fingeren. I det mindste behøvede han ikke købe sig fattig i lightere. Han hev en mundfuld ind og pustede langsomt den grå røg ud, imens cigaretten hvilede imellem knoerne på hans pege- og langefinger.
”Jeg har i hvert fald aldrig mødt andre. Desværre tror jeg, at de er blevet udryddet gennem tiden. Så meget som folk har tilbedt det overnaturlige, har de også været bange for det, you know.” Svarede han til det med andre ærkeengle, uden rigtig at være sikker på, at der nogensinde havde eksisteret andre. Han vidste det simpelthen ikke.

Auriel nikkede til det Brian sagde. ”Jeg mener stadig at nogen skal tage beslutningerne, ligesom du gør her, men det skal være personer som er valgt for deres kompetencer og fordi folk stoler på dem. Ikke fordi de er født fuldblods eller fordi de skræmmer de andre tilpas meget.” Forklarede han. Selv havde han nu ingen intentioner om at være en af dem, der skulle tage de store beslutninger. Han ville sikkert være en elendig leder alligevel.
Han nikkede. Det var godt med støtten. ”Det sætter jeg pris på.” Svarede han bare og hev en mundfuld nikotin, tjære og tobak mere ind. Det kradsede i halsen, men beroligede sindet. ”Jeg ville dog aldrig bede jeres børn slås for mig, uanset hvor dygtige de så end er.” Smilede han som slut, og tog Brians hånd for at give den et fast klem, også slippe igen.

De gyldne øjne fulgte Brian, som han hentede ’sin hemmelighed’. Auriel næsten strålede ved synet af flasken. ”Jeg elsker whisky!” Lo han og tog imod et glas, for at skåle med Brian, og skylde den ned i én mundfuld. Den var stærk af helvede til, og han måtte hoste et par gange, før den varme og røgede smag trængte igennem. ”Den er stærkt, men rigtig god.” Smilede han og nikkede til et shot mere. ”Så en enkelt mere. ” Svarede han, og regnede ikke med at skulle drikke sig væltende beruset. Millicent ville sikkert elske den stærke likør, om ikke andet til at holde sit sind i ro. ”Laver du mere af dette? Jeg kender en som ville elske det, og jeg vil gerne købe en flaske.”

// det okay, Auriel, ingen stres, tager bare din tid :)

Brian vidste ikke hvilke kræfter denne ærkeengel gemte på, men han ville ikke afprøve dem, men hvis det var fair nærkamp, havde han en anelse om han kunne vinde, men det kunne også være denne ærneengel var mange tusind år gammel, og gemte på et kriger sind, mægtigere end Aurora's døtre selv, hvilket fik ham til og smile muntert.

Brian så roligt på Auriel og grinte roligt ''rustning?`rustning sløver dig ned, og går i vejen, hvis vi endelig laver rustning, så det af tykt næsehorn's hud, som vil stoppe de fleste kugler, og gir os masser af frihed til og løbe rundt og bevæge os med vores våben, nah vi støtter os til vores evner, og gode våben, min broder!'' han grinte muntert, han så dog på Auriel, da han nævnte det med en kniv, og sagde roligt ''det kan vi nemt ordne, men magi er ikke nødvendigt, selve metallet, som laves på en special måde, vil være nok til og stoppe selv de værste bæster, men må nok tilføje, kommer du op imod en Yao Guai bjørn, så vil jeg anbefale dig og løbe meget meget hurtigt, men jo da, kan vi nemt ordne! vil du også undervises i brug af den, eller har du styr på det?'' han klappede Auriel på ryggen med et kræftigt håndklap som en ven ville gøre.

Han havde fortalt smeden at han skulle smede en fin kniv, til nærkamp, med et lang blad, som en viking Saxe dolk, og han så over på de unge varulve piger, for og kigge på Auriel, han gik over til ham og sagde roligt med et muntert smil ''er du allerede igang med og score landsbyen's unge piger? haha, du er hurtig på tråden!*' han grinte muntert, og han vinkedet til pigerne som fniste igen, og gik videre med deres ærinder, og nogle børn var kommet over for og se på en sære mand, da var af finere kvalitet, end de hårde varulve i landsbyen, han så på Auriel da han nævnte det med og se skvattet ud, og sagde beroligende ''altså ja, men du har nok en masse charme gemt i smilet, du er en køn mand, Auriel, vi kan da altid præsentere dig for nogle tøser, hvis det er?'' han så muntert på Auriel, om de mon skulle dele en tøs, og hvis det gik op for Auriel, så tog de sex og samleje ret let i landsbyen, han smiledet dog til Auriel, og han sagde roligt ''en mand kan se gude smuk ud, som Thor selv, men en sand gentle mand, gemmer på en masse kærlighed til en specifikt pige, gemt i hjertet, til den perfekte for ham'' han prikkede Auriel over hjertet, og smilede hemmelighedsfuldt.

Brian så roligt på Auriel, da han sagde til han's brødre at han gerne ville se dem æde ham, og de så roligt på ham, for og en af dem, en stor gut ved navn Leif, tog sin vest af, og bevægede sig over imod Auriel, for og kigge på ham, manden var større end Brian, og tydeligt ældre, han var blandt de ældre hærdedet krigere, omkring de 55 år, han nedstirredet Auriel og sagde roligt ''hvis du vil kæmpe, lille engel, så værsgo, men husk, jeg er gammel af en årsag'' han lød dybt alvorlig, og den ene hånd på en tung økse i bæltet, for han så brølede af latter, for og tage Auriel's underarm, bror til bror, og klemte hårdt, for og banke sin pande ind i Auriel's, og slap så, for og vise velvilje, og de unge varulve, bankede på deres underarme, fordi Auriel ikke havde gemt sig bag Brian, og de gik tilbage til deres træning med træsværd, og træøkser, istedet for rigtige våben.
Han så roligt på Auriel som ikke helt kunne gemme ivren, og han klukkede muntert og sagde roligt ''så følg med!'' han brummede af latter.

Brian så roligt på Auriel, da han takkede pænt nej til piben, og Brian tog det pænt, for selv og ryge sin fred's pibe, for og lade den beroligende røg af hedurt dulme sine nerver, han skævede til englen, og klukkede af det lille trick med sit knips, han sagde roligt ''det faktisk ret nice, bare det var så nemt'' han prøvede og knipse, men uden ild, og han klukkede roligt igen.
Han så på Auriel, og han svarede så roligt ''jeg har også svært ved og finde vore brødre og søstre i denne verden, da ikke mange af os som sagt, efter The Wolf Clan, som næsten blev udslettet, forsvandt mange varulve, fordi folk jagtedet dem, da The Wolf Clan ikke var helt.. nådige med deres handlinger, så ja, været bange kan jeg roligt forstå'' Brian røg videre på sin pibe, og brummede tænkende.

Brian så på Auriel og så tænkende ud et øjeblik, og han tog en slurk øl, for og svare roligt ''yea, jeg anføre min flok, som Alpha, eller høvding om du vil, men ikke fordi jeg har skræmt min flok, men fordi jeg træffer beslutninger for flokken's bedste, og de stoler på jeg gør det bedste for min flok, også itræf med vore moder Aurora'' han nikkede roligt, for og ryge videre på sin pibe, han skævede til Auriel, og sagde roligt ''vi ville aldrig sende vore børn i kamp, end ikke som en sidste mulighed, vore børn skal have lov og være børn, nah, jeg snakker om de unge mænd her, 16 årige, og ældre, da endnu ikke har været i kamp, de er gode krigere, og skal have lov og udmærke sig for Aurora, så de kan komme til Valhalla, til guderne, og vore moder Aurora'' han smilede roligt, han klemte Auriel's næve, for og slippe igen, og drikke det sidste af sin øl.

Brian vidste at Auriel fulgte ham med øjnene, og da han så Auriel's begejstring, så Brian ganske glad ud, og Brian lo med, han sagde roligt ''jamen så har vi noget til fælles, lad mig skænke!'' da han havde skænket op, skyllede han ned med Auriel, og han brummede glad ved den stærke smag af sprut, røg og harske whisky, som han elskede, han klappede dog Auriel på ryggen da han hostede, og virkede glad over rosen for sin Whisky, han sagde glad ''tak, sætter pris på du kan lide den!'', han hældte op, for og skåle med Auriel, og bundedet sit shot, og bankedet det i bordet, han så ikke påvirket ud, men han var også pænt vant til alkohol og spiritus, så han havde opbygget en god tolerance, han så på Auriel, ved han's ord, og han så tænkende ud, for og rejse sig op uden besvær, og gik ud i sit baglokale, og rodet rundt, han bandedet der inde, men kom så med et begejstret udbrud, for og komme tilbage med en flaske, da var lidt støvet, og han sagde roligt ''det her er min bedste flaske'' han stillede den på bordet, da stod The Irish Heart på flasken, 58%, lavet af økologiske råvare, og lagret i fin tid, han så roligt på Auriel, og sagde roligt ''du får et godt tilbud, 50 dollar'' han så roligt på Auriel, det var et godt tilbud, sådan en flaske kunne hurtigt koste 130 eller 150 dollar i denne verden, for sådan en flaske, og han så roligt på Auriel, for og sige ''men Saxen er på vores regning, som en.. forståelse for tingene, den er ved og blive smedet nu!'' han så tænkende på whisky flasken han havde åbnet, og hældte et shot mere op, for og bunde det, og knurre endnu gladere, og satte proppen i, for og rejse sig op, og gå over for og lægge den på plads igen blandt en masse forskelige flasker i baglokalet, han gik tilbage, og sagde roligt ''er det noget for dig, sådan en fin sag der? og skal du bruge et sted og sove? jeg har et gæste rum?'' han så tænkende på Auriel, med et lille smil, og satte sig ned igen, for og tage sin pibe, og ryge det sidste af den, han virkede dybt munter, fordi han var påvirket af hedurt, altså hash, og slappede af, imens han så på Auriel.

Der var da vidst ingen tvivl om at Brian ville vinde, stod de i en nævekamp med muskler som det eneste våben, men der var nu også andre ting som ville spille ind, og han mente nu selv at have flere esser gemt i ærmet, end folk umiddelbart troede når de så på ham.

Englen nikkede muntert ”Fedt! Hvor mange varmegrader kan dette metal tage?” Svarede han og blev jo nød til at vide, om klingen ville blive til et slattent stykke bøjet metal, så snart han skruede op for varmen. Det muntre smil blev erstattet med et forvirret udtryk. Hvor i alverden løb man ind i sådan en bjørn? ”Jeg tror bare jeg prøver at undgå Yao Guai bjørne” lo han og rystede bare på hovedet.
”Well… Jeg er nok ikke på jeres niveau når det gælder brug af våben, så hvorfor ikke. Vi kan da godt træne lidt senere.” Svarede han velvidende at det sikkert ville blive en pinlig omgang bøllebank.

Det var ingen hemmelighed, at Auriel altid havde elsket at kigge efter flotte piger, flirte med flotte piger og diverse andre ting med flotte piger, men for denne gang blev det kun til et lille smil og vink til varulvepigerne og et grin til Brian. ”du ville være overrasket over hvor hurtigt jeg arbejder” Jokede han uden nogen rigtig sandhed bag.
En gruppe børn havde samlet sig omkring dem, og deres nysgerrige blikke og lavmælte hvisken var opmuntrende. Han kunne godt lide børn – de var trods alt verdens fremtid og et nyt og forbedret produkt af en ældre generation. Børn så verden på en anden måde, en lysere måde, og han mente, at der var meget at lære hos børn.
Han kom til at le af Brians ord. Ikke fordi de var åndssvage på nogen måde, men fordi han ikke var van til, at folk var så direkte. Han kunne ikke tælle hvor mange gange i hans liv han ville have ønsket at en eller anden bare ville tilbyde at finde en pige til ham, men denne gang, var desværre ikke en af dem. ”Det er et pænt tilbud, men jeg er bange for at jeg allerede har interesse for en anden.” Svarede han undvigende og skar en lille grimasse. Måske det var dumt, men sådanne ting kunne desværre ikke ændre bare fordi man ønskede at ændre dem, og lige nu kunne han hverken ændre eller benægte han havde ændret sig følelsesmæssigt. ”Du lyder dog som om du har erfaring på området?” Hævede han drillende et øjenbryn til ulven, som pludselig virkede mere sensitiv end han først havde fået indtrykket af.

Næsten før han havde kunne nå at drille med at æde ham, havde en større mand banet sig vej hen til dem, og stirrede stift ned på ham. Det var svært ikke at føle sig intimideret af den store størrelse, dybe stemme og jernfaste blik, men så snart manden havde talt, kunne Auriel ikke lade vær at smile en smule skævt, efter ikke at have rokket sig fra stedet.
”Jeg har levet i mere end 30 menneske aldre – det er der også en årsag til.” gav han den ældre mand igen, og lo sammen med ham. De havde en brysk form for humor. En rigtig mandehumor man ikke så ret mange andre steder, og det mindede ham om den forestilling han havde om de gamle vikinger, der spiste og drak og sloges med brødre med fuldt humør. *Bonk* også kunne han ellers få en skalde med på vejen og lidt svimmel fulgte han med Brian igen.

Cigaretten var blevet tændt og han nikkede. ”Hver sit talent.” Svarede han bare og nød sin smøg.
Han nikkede til Brians ord og smagte lidt på dem. Han havde aldrig rigtig tænkt over, om han havde været ensom, velvidende at han nok var den eneste tilbage af sin ’slags’, men nu han tænkte over det, ville det have været mere optimalt med nogen at dele erfaringer med, men ligefrem ensom havde han ikke været på grund af det. Han havde intet flokinstinkt som ulvene og han fulgte de folk der kom tæt på ham, uanset om det så var vampyrer, andre engle eller ja… varulve. ”I skal være glade for at have jeres landsby og hinanden.” Indvilligede han endelig. Hvor måtte det være skønt at føle sig som en del af dette maskineri, som Brian og hans flok havde skabt.
”Drenge skal vel have erfaring på et eller andet tidspunkt” og 16 år var vel også bedre end 10, selvom han stadig synes det lød frygteligt at miste livet som 16 årig. Ikke desto mindre, var det den verden og den realitet de levede i.

Den skarpe sprittede smag brændte i hans hals, og efter et par korte host nød han den varme fornemmelse som bredte sig ned igennem kroppen og ned i maven. Han havde altid bedst kunne lide drikke, hvor alkoholen stod tydeligt frem og ikke var gemt væk i sukker. Den røgede smag blev i munden længe, og så snart den var væk, havde han lyst til mere. Han beherskede sig dog for nu, da han ikke ville drikke sig fuld.
”50 dollars? Jeg føler at jeg røver dig.” Grinede han, og rodede lidt i sin lomme, da Brian kom med den anden flaske. Han talte de krøllede sedler, som hans bukselomme havde tryllet frem, og rakte dem derefter til Brian. ”Lad mig i det mindste give dig 80 dollars, det er det jeg har i kontanter.” Prøvede han. Det var stadig et røverkøb, men nu havde han i det mindste givet det han havde.
Han spærrede øjnene en smule op i overraskelse. ” Allerede? I er godt nok hurtige!” Svarede han til kniven og glædede sig til at se den.
Et tænkende udtryk gled over hans ansigtsfolder, og han overvejede tilbuddet. Det havde været en lang tur igennem skoven og han følte sig både udkørt og træt. Måske det var godt nok at blive et døgns tid inden han rejste videre? Desuden havde han ingen ide om, hvor han skulle tage hen nu.
”Et gæste rum ville faktisk være dejlig. Min tur igennem skoven var en smule anstrengende” Sukkede han lidt opgivende og tog sig til skulderen. ”Så kan vi måske også vente med den træning der til i morgen.”