the Island(Clara)

Tid: tidlig morgen
Sted: en mindre kendt ø ud for new Miami
Omgivelser: skov dominere over en før beboet ø
Vejr: skyfrit

Dette var ikke lige just første gang, at Dust blev transporteret til denne regerings ejet ø, med en beliggenhed ud for New Miami, langt nok væk til at ingen ville besvære sig med at tage derud. Man kunne se på denne ø, at den en gang for længe siden havde været beboet, da der lå gamle huse og en skole på øen, som den dag idag var tilgroet og overtaget, af vilde planter der havde haft mindst et par århundrede, til at vokse frit her på øen, og forvandle hvad der engang var en fredelig landsby, til et levn fra fordums tider.
Men denne ø var skam ikke helt glemt. New Miamis regering havde fundet den, og var for længst begyndt at befolke den, med forskellige farlige racer, hvorefter de havde hængt kamera og andet teknologi op, forskellige steder på øen, blot for at bruge denne ø til deres egen fornøjelse, da de sædvanligt vis placerede forskellige væsner på øen, og så på dem gå amok på hinanden, blot for at slippe levende væk derfra. Dust var en af de væsner, der blev placeret på denne ø, men i modsætning til alle de andre væsner, var han en genganger og han blev ført dertil i vågen tilstand, mens alle andre var blevet bedøvet, og transporteret dertil. Af flere årsager var Dust kommet dertil vågen, for det første fordi han ville blive til et monster, hvis han faldt i søvn eller på anden måde mistede bevidstheden, og for det andet var han for stærk til blot at blive indfanget, da de ikke vidste hvordan de skulle neutralisere ham, og samtidig holde ham i vågen tilstand.

Derfor var de kommet til ham, og havde udbedt ham om en aftale, da han sidste gang han var med, havde trukket seertallet langt op, da folk virkelig var nysgerrig over at se på ham, når de selv var uden for fare zonen, og Dust havde sagt ja af egne skumle årsager. Efter han havde været der sidst, havde han undret sig over, hvordan væsnerne på øen kunne overleve der, og han var nået frem til at der på denne ø, var en høj forekomst af en bestemt plante, der var yderst sjælden nu til dags, men som voksede lystigt på denne afsondret og blods tilsøllede ø, og den plante kunne han bruge, til noget nyt teknologi som hans forskere var i gang med at udvikle. Men bare for udseendets skyld, blev han transporteret til start punktet i disse lege, inde i et bur så seerne ville blive mere vilde, og lige som alle de andre der var blevet fanget, blev han placeret i et klasselokale på skolen, sammen med alle de andre, hvilket var der hvor hele denne situation skulle starte.

Dust der stod i sit bur, og var placeret bagerst i lokalet, var iført hans mellemstadie tøj, der hovedsageligt var sort, hans hætte på long coaten hang over hans hoved, så man kun kunne se de lysende blodrøde pupiller, og fra hans næse og ned efter, og på hver side af ham stod et af hans 7 sværd, så man kunne se at han havde 2 af dem med sig. Det ene sværd var nuibari, et slankt synåls formede sværd, på størrelse med et langt katana sværd, og det andet var Kiba som var et par tvillinge sværd, der virkelig kunne sætte strøm i tingene. Dust så ud på de sovende væsner, der alle sad med ryggen til ham, efter som han jo stod i bagenden af lokalet, og hans øjne faldt på den ældre herre der stod ved tavlen, og lænede sig op af katederet. Dust'es øjne mødte mandens, og de blodrøde pupiller trak sig sammen, mens Dust smilede et koldt smil, grundet det ar manden havde hen over sit ansigt, som Dust havde givet ham, og straks fik dette isnende smil manden til at se væk, da han vidste hvor farlig og voldelig Dust kunne være, overfor hvem som helst han kom i nærheden af. Man kunne godt se på manden at han var utålmodig, han ville bare have at de andre væsner vågnede så hurtigt så muligt, så legen kunne begynde, og han kunne sende dem og Dust ud herfra denne skole.

Dust havde godt lagt mærke til den sorte varulv, der sad vågen i sit bur og så rundt på de andre, han kunne nemt se herfra hans plads bagerst i lokalet, at han var den eneste der var blevet spændt fast i sit bur således, at hans torso var fikseret midt i buret, mens arme og ben blev holdt fast spændt væk fra kroppen, så han hverken kunne bøje eller strække noget. Men for ham gjorde det hverken til eller fra, de havde hverken gjort ham våd, eller lavet buret af det sjældne stof der hed havsten, så når det kom til stykket kunne han til hver en tid, forlade buret uden nogen frigjorde ham først, da det var en af fordelene ved at være lavet af sand.
Men som Dust stod der i sit bur, og betragtede den sorte varulv lidt, for at se nærmere på hvad det mon kunne være for en, så han ud af øjenkrogen at væsnet ved siden af begyndte at vågne. De andre tilstedeværende væsner fulgte hurtigt trop, da alle bedøvelser burde være tilpasset således, at de tilfangetagende ville vågne omtrent på samme tid, hvilket gav grund til mistænksomhed over, hvorfor Clara var vågnet før de andre var, men måske han kunne finde ud af det senere, når de alle blev sluppet ud på øen, og legende var gået i gang, for det kunne jo ske at der var noget særligt ved lige den varulv, der gjorde hende mere immun overfor medicinering, end andre varulve eller væsner i det hele taget. Men hver ting til sin tid, for når nu alle var vågnet op og begyndte at se forvirret rundt, var det tid til det Dust kaldte for "den kedelige introduktion" hvilket manden der stod ved tavlen havde til job at gøre.

"Jamen godmorgen alle sammen! Jeg håber i alle er udhvilet og klar, til de strabadser der venter jer forude!" sagde manden som om dette var en helt normal situation de befandt sig i. Folk så på ham med et groggy ansigts udtryk, mens Dust lignede en der allerede var ved at falde i søvn, bare for at hånde manden "I er nok alle sammen lidt forvirret over, hvad det egentlig er i laver her, men så det jo godt jeg er til at forklare det! I er alle sammen blev udvalgt til et gameshow, designet af regeringen til at holde væsen bestandigen nede, på en måde der kan underholde seerne der sidder hjemme foran tv'et, og følger med i dette program! Reglerne er simple: kun 1 slipper væk herfra levende, og den eneste måde i kan sikre jer selv på, er ved at være den sidste overlevende! I har 3 dage til at klare dette på, og hvis der til den tid er mere end en overlevende, vil disse skulle kæmpe mod hinanden i en sudden death kamp! I vil alle få jeres ting med når i går en af gangen, men til jer der kan flyve så får i lige en advarelse! Der er en plasma kuppel som dækker hele øen, så hvis i prøver at flygte før tid, vil i blive forvandlet til toast!"

Clara satte sig ret op da manden begyndte at tale. Hun ville være sikker på at hun hørte det hele. Alle omkring hende var vågnet meget hurtigt. De have brugt Knock-out, viste hun. Et stof der virkede hurtigt, og forsvandt igen så hurtigt som det var kommet. Hun havde opdaget det da det var lykkedes hende at rense det fra hendes system. 
Manden foran dem tale ned til dem, det var tydeligt. Gad vide om det var slave handel eller hvad der skulle forgå. Under alle omstændigheder så skulle hun nok slippe væk. De viste højst sandsynlig ikke at hun var healer, ellers havde de vel ikke puttet hende herind. 
Da han fortalte at dette var en leg der skulle leges, og at kun en person kunne slippe levende derfra, sank modet i hende. Hun var ikke kriger, hun burde ikke være deltager i dette. De fleste havde mere respekt for de healere der var tilbage, men hvis de ikke viste det. 
"Hey!" 
Sagde hun. Hendes stemme lød som en glammen i denne form, men den var forståelig. Ikke alle varulve kunne tale i deres andre skikkelser, men fordi Clara var nødt til at undertrykke sin ulv til alle tider. 
"Jeg er healer, du kan ikke behandle mig på denne her måde!" Sagde Hun højt og tydeligt. 
"Hvordan i alverden havde du tænkt dig at jeg skulle slås imod nogen som helst?" 
Det her var for meget. Clara var ikke engang borger i New Miami, hvordan kunne de så finde på dette her? Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at spille deres spil. 
Hun måtte finde en måde at slippe ud af dette på, uden at være nødt til at dræbe nogle. Hvis hun blev nødt til at gøre nogle ondt så måtte hun sørge for at de andgreb hende først og få en chance for at vide hvem og hvad man andgreb. 
Alle viste at det var en dårlig ide at skade en healer. Noget af det var overtro spredt af healerne selv, for at have mere sikkerhed når de arbejdede. Noget af det var en virkelig trussel, der var trusslen om at blive black-mark'd så ingen healer nogen sinde ville hjælpe dem igen, og så var der jo de ting en healer kunne gøre ved en person, med den viden de havde om krop og sind.

"Siden du er her, må du jo selv regne ud hvordan du skal klare den sag, vi har blot indfanget en variabel mængde, af forskellige ikke menneskelige racer, med et blandet udvalg af evner og egenskaber, da dette vil give det bedste seertal!" sagde manden på en måde der udviste, at han ikke ligefrem havde den helt store respekt for menneskelignende racer. Helt klart en af de der typer der mener, at ordet racisme betyder had mod ikke mennesker, hvilket lige præcis var den type mennesker, som Dust elskede at lege med før han dræbte dem, da disse som regel ikke var særligt stærke eller veludviklet, på samme måde som Dust selv med hans stærke evner og alt det "Så når det kommer til stykket, er du nok den eneste healer her, lige som dette års lille overraskelse i år, er vores eneste behemoth monster!" han lavede en gestus mod Dust da han nævnte ham, og folk kiggede mod ham for første gang efter de var vågnet, blot for at udvise lidt af den frygt, en kriminel på hans niveau fortjente "Dust her gælder ikke under samme regler som jer, for han er nemlig dette års lille seertals forøger! Derfor skal i stadig kæmpe for at være den sidste overlevende, han er blot en lille forsikring om at i holder jer i gang, for hvis i sidder stille for længe, vil han finde jer, og så er det højest sandsynligt ude med jer!"

Dust gav et monstrøst og koldt smil fra sig, mens en lettere knurren på linje med en varulvs kom fra hans strube, hvilket gav et klart indtryk af, at han var i et farligt og morderisk humør for tiden, og derved klar til at komme i gang med disse såkaldte lege. Dust virkede ikke lige frem til at frygte hvad der skulle ske, inden for de næste 3 dage, han var allerede forberedt på det, da han havde prøvet det før, men de andre tilstedeværende væsner virkede ikke helt så selvsikre, nu da de havde haft chancen for at se hinanden an, for ikke at glemme at de nu vidste hvad der kunne overkomme dem, hvis Dust fik fingrene i dem, hvilket ikke lige just var noget særligt rart at overlade til fantasien, specielt ikke efter alle de ting man havde hørt om ham, og de ting han gik og lavede.
"I vil nu blive sluppet fri en af gangen, og så snart vi rammer klokken 07:00 vil en alarm over højttalerne indikere, at legene er gået i gang, samt at Dust er blevet sluppet fri og vil komme i bevægelse, så i må hellere skynde jer væk, hvis i ikke vil være en del af de første der dør! I vil undervejs få opdateringer hver halve døgn, og når der er en mand eller kvinde tilbage, eller de 3 dage er gået vil i kunne høre det over højttalerne! Jeg håber i får det sjovt, og held og lykke!" sagde han og tog en timer frem, som han startede og lagde på bordet, før han forlod rummet og lod dem være alene. En dør fra klasselokalet og ud i naturen blev åbnet, og herfra blev et bur åbnet hvert 5 minut, så alle kunne nå at finde deres taske og forlade stedet, før den næste blev sluppet fri.

Imens han ventede, kunne man nærmest se på Dust at han nærstuderede alle dem der blev lukket ud, som om han var i fuld gang med at memorere deres ansigter, deres måder at gå på, nærmest som om han ledte efter umiddelbart afslørende detaljer, om hvorvidt de havde gamle skader eller var kamp veteraner. Clara blev sluppet ud omkring 15 minutter før klokken blev 7, hvilket betød at hun var den næstsidste der blev sluppet ud, så der var en mere udover Dust der manglede at komme ud af sit bur. Dust'es øjne fulgte skam også Clara, og hvis hun så på ham ville han blinke til hende, for at vise hende at hun havde vakt hans nysgerrighed.

Claras hjerne arbejdede på højtryk. Hun kunne jo ikke slå nogen ihjel, men hun kunne heller ikke slippe ud af dette uden at slå mindst en person ihjel. Hun ville ønske at hun kunne komme til at tale med en elder, men det krævede tid og privatliv som hun ikke havde lige nu. Hun var temmelig sikker på at hun kunne dræbe i denne situation uden at bryde sin ed, hvis hun vel og bemærke ikke andgreb først, men hun var ikke kriger. Heldigvis var der en grund til at man sagde, at det var en dårlig ide at andgribe en healer, og hvis nogen gjorde det, ville de komme til at fortryde det. 
Hun havde biddet mærke i den Behemoth person. Hvis hun var nødt til at hvile på lauerbærrene, så måtte hun for alt i verden undgå ham, det var heldigvis lidt lettere end at slås imod folk. Hun havde sin survival træning, og ikke at blive fundet var del at den.

Da Claras bur blev åbnet var hendes første tanke at hun kunne prøve at stikke af en anden vej, men manden var gået og døren var af carbon-steel, ikke lige til at åbne for en lille adræt varulv, der ikke havde en nøgle. Hun greb hurtigt sin taske i kæberne og slyngede den over skulderen. Inden hun smuttede ud igennem den åbne port og ud i den junglelignende skov udenfor. Hun var ikke sikker men hun syntes at den underlige fyr havde blinket til hende. Det kunne betyde to ting, enten at han havde udset sig hende, eller at han ville vente med hende. Hun havde under alle omstændigheder ikke tid til at tænke over det. Hun ville så vidt muligt forsøge at undgå at spille deres spil, men hvis hun skulle gøre noget så måtte hun have både tid og samle et par sager.
Hun pilede igennem underskoven, mere på alle fire end på to ben. Desværre kendte hun ikke området så hun ville blive nødt til at finde et højt sted hvor hun kunne se sig om. Dette ville ikke være en god ide, lige forløbigt, hun ville gøre at for ikke at blive fundet.
Hun løb forbi en busk med meget lange grene og små aflange blade. Hun snappede en af grænene og hev den af busken, i forbifarten. Derefter fortsatte hun igennem et vandløb med lavt vand før hun fik øje på et sted der kunne bruges. Et ellers ubemærket træ, med rødder der stak op over jordoverfladen. Med mindre man havde en meget detaljeret viden om naturen var der ingen måder at vide at dette træ ville være hult og at man kunne klemme sig derind hvis man var lille nok. 
Clara gik hen til træet og mavede sig ind under en af rødderne på træet. Inde i det hule træ havde hun kun omkring 3 meter i diameter, men det var nok indtil videre. Hun tændte en lille lygte, så hun kunne se herinde imens hun forvandlede sig til sig selv. Hun tog den gren op hun havde revet af tidligere, og løftede sit højre håndled hvor en sort iglelignende ting havde sat sig fast, da hun løb igennem floden. Hun smiglede for sig selv imens hun pillede den af, og smed den i et reagensglas med rent vand, og så lidt på den.
I løbet af de næste par timer sad hun i træet, hvor hun havde fundet en lille gryde frem som stod i et bål. Hun brugte blandt andet bladende fra planten og en væske hun fik fra iglens bug, til at blande et eller andet i gryden. Da den klare lilla væske var færdig, smiglede hun for sig selv og fandt en pakke med rene kanyler i sin taske, som hun fyldte med væsken.

Dust vidste at Clara havde set ham blinke før hun gik, men hvordan hun lige opfattede det var vel op til hende, og hun efterlod Dust med den sidste deltager i dette sadistiske, og sindsyge underholdnings program. Efter den lille varulv var forsvundet, så Dust på den anden deltager med et farligt blik, et blik der tilhørte et hjerteløst monster som ikke kunne tales til fornuft, eller lod sig stoppe af medfølelse, et monster så gennemsyret af mordlyst, at det blik han så på den sidste deltager med, kunne forårsage at ens frygt kunne få en til at hallucinere hvordan han ville dræbe en, hvis man mødte dette sygelige blik. Den sidste deltagers bur gik endelig op, og fyren var ikke langsom til at komme ud, gribe sin taske på vejen, og skynde sig ud i naturen, for hurtigst muligt at komme så langt væk fra Dust som overhoved muligt. Nu da rummet var tomt, kunne Dust droppe skuespillet, hans arme blev kortvarigt til sand der spredte sig og samledes igen fri fra fangenskabet, og det samme gjorde hans ben, han samlede Kiba sværdene op og satte dem i bælte holderne, der var på hver side af hans hofte, samlede nuibari op og skubbede burets låge op med en fod, så han kunne gå over til åbningen i væggen som de andre var skredet ud af, og nyde duften af den friske luft der passerede gennem hans næse og ned i hans lunger, da han tog en dyb indånding.

Dust behøvede ikke komme langt væk fra den forladte skole, før hans første offer gik til angreb på ham, i håb om at han kunne slippe af med Dust hurtigst muligt, inden han blev et alt for stort problem for fyren selv. Denne fyr var en gunner, og det var næsten helt synd for ham, for normale kugler havde ingen effekt på Dust når han var tør, de ramte hans krop så det umiddelbart så ud som om, at Dust lige var blevet dræbt af 30 kugler der var blevet tømt i ham på kort tid, men da fyren indstillede skydningen i troen om at Dust var død nu, fik han noget af et særsyn at se. Alle kuglerne blev skubbet ud igen af hullerne de havde lavet, og landede ødelagt på jorden mens hullerne blev lukket med sand, som antog fast form og matchende farver der passede til sandets originale plads, så Dust igen så uskadte ud. Han gad ikke en gang slide sine sværd på en simpel gun tosse, så han satte Nuibari på plads på hans ryg, før han selv gik til angreb med en voldsom styrke. Med lynets hast var Dust lige ved denne fyr, og smadrede en knytnæve op i maven på ham, så hans fødder lige lettede et par centimeter fra jorden i et kort sekund, så han endte med at hoste og hakke efter været, mens han bøjede sig forover af smerte, og dette gjorde det nemt for Dust, der centrerede sin styrke i et albue slag mod hans nakke, så manden faldt sammen på jorden. Med denne effektive paralysering, kunne Dust nemt gribe fat i mandens hoved, og vride det rundt så han brækkede nakken. Nu da han var færdig med denne tosse, ville han finde den lille varulv, som han havde fundet interesse for, da hun var den eneste deltager med en bemærkelsesværdigt aktiv chakra.
Han begyndte at tyde jorden rundt om om udgangen fra klasseværelset, for at finde hendes spor, og det fik han egentlig gjort ret hurtigt, da hun var den eneste varulv og hendes spor var ret friske, så nu havde han noget han kunne følge. Han samlede noget sand fra omgivelserne, og brugte det til at gøre sig selv større, da han omformede sig til et sand farvet varulv lignende væsen, hvorefter han løbende på alle fire, fulgte sporet af Clara. På vejen opdagede han den gren hun havde brækket af, hvorefter han nåede frem til et sted hvor at hendes fodspor gik død ved bredden af et vandløb, men for Dust var det ikke længere et problem, han kunne sanse skyggerne i sine omgivelser, og en af de skygger han kunne mærke var Claras, den var bare ikke ude i det øjensynlige område. På de par timer Clara havde brugt inde i træet, havde det lykkedes Dust at finde frem til hvor hun gemte sig, og lige nu befandt han sig ude for det træ hun var i, han havde ikke tænkt sig at mave sig ind til hende, da han havde en nemmere måde at gøre det på, og han vidste heller ikke hvor meget plads der var derinde, så hans ide var vist meget god. Han skilte sig af med det unødvendige sand han havde samlet op tidligere, før han opløste sig selv til sand, som behændigt kunne svæve ind til Clara, og manifestere sig igen til Dust i stående position.

"Nå så det er altså her du gemmer dig, var det virkelig nødvendigt at styrte af sted fra start af, lille healer?" spurgte han roligt, og virkede overhoved ikke til st ville angribe hende.

Clara lyste ned i gryden med den lygte hun havde tændt. Væsken var blevet meget dyb blå, som tegn på at den var færdig. For lidt siden havde hun måttet stikke hovedet ud for at sikre sig at ingen var i nærheden, for hun havde været nødt til at spille en melodi over den, for at gøre den virksom. Heldigvis havde der ikke været nogen tegn, på andet end et kamera der sad fast på et andet træ. Hun havde nok tænkt at de holdt øje med hende, det måtte hun tage sig af senere. Hun nægtede, så hvidt muligt at deltage i denne sindsyge leg, men lige nu ville hun hellere færdiggøre hvad hun havde planlagt. Der var ingen måde de kunne se hende herinde, så ind til videre var det godt nok.
Clara var temmelig sikker på at reglen om at hun ikke måtte skade nogle, ikke gjaldt lige nu, efter som hendes eget liv var i fare. Noget andet var at hun ikke ville dræbe nogle, det var imod hendes egne principper, så vel som Healer'enes.
Clara havde nået at fylde 6 kanyler, med den blå væske, da hun hørte nogle nærme sig. Hun stivnede og holdt sig helt stille som så ingen kunne høre hende. Det var sandsynligvis et tilfælde at nogle havde fundet det samme sted som hende, men det var underligt for hun havde løbet langt, netop for ikke at blive fundet alt for hurtigt. Noget mere foruroligende var en nærhed af en stor mængde chakra, der var lige så tydelig at mærke som om Dust havde sat en kraftig projektør imod træet, så den skinnede igennem. 
Clara så til imens noget der lignede sand, mættet med chakra, krøb ind under rødderne på træet. Det var en teknik hun ikke kendte, men der var umiskendeligt nogen der manipulerede med sandet, nogen som viste at hun var herinde. Hun trak sig hen i den anden ende af den lille plads som træet tillod og gjorde sig klar til at undvige, med alle seks kanyler knuget i den ene hånd. Der måtte stå en uden for og manipulere sandet, som sandsynligvis ikke kunne se ret meget, af hvad der forgik inde i træet. Derfor blev hun en kende for undret over at sandet nu blev til en besynderlig mand, med en aktiv chakra. Hun gjorde en kort bevægelse imod sin pistol, men trak den ikke, som om en del af hende ville have dræbt personen forand hende, på stedet, men hvor en anden del trådte til og ombestemme sig. Det havde ikke gjort nogen forskæld, efter som pistolen ikke var ladt af samme årsag. Clara bar den egentlig kun fordi man ikke havde nogen autoritet eller respekt i denne verden, medmindre man bar et våben. 
Manden foran hende var uden tvivl af samme mening, siden han rendte rundt med tre sværd og nogle daggerter. Man kunne godt tage de tre sværd for at være display objekter efter som det ene var en gigantisk synål og de andre havde to spiser, disse sværd afgav nærmest deres egen chakra, hvilket kun kunne betyde at de ikke var til pynt.
"Crap, lige hvad der manglede." Hun stillede sig afvendtene på hvad denne mand kunne finde på. Hvis han ville leje med sine ofre som en kat, så kunne hun lige så godt snakke, så meget desto nemmere ville det være at slippe væk, lige nu var den eneste vej opad eller forbi manden. 
"Så længe har jeg da ikke været væk. Ville produceren ha' syntes det var sjovere hvis den lille pige var blevet forvandlet til stroganoff, i løbet af de første 4 sekundter, er det derfor de har sendt dig efter mig først, for at se hvor jeg blev af, mon så ikke vi skulle gå ud hvor der er kamera på?"

Dust fandt det ikke endvidere nødvendigt at beskytte sig selv, efter han vsar ankommet til det træ Clara havde gemt sig i, da han ikke havde nogen der havde fulgt efter ham hertil, for ikke at glemme det faktum at han vidste at Clara, var en healer med et kodeks, og derfor helst gerne ville undgå at dræbe. Dette gjorde at i hans hoved var hun en god healer, som var elendig til at kæmpe, da hun sikkert havde fokuseret mere på sin lærdom som healer, end sine evner ud i kampens kunst, så han så hende som en trussel mod ham, fordi hun kunne finde ud af at bruge væsker til at paralysere ham, og dette ville jo rent faktisk virke, hvilket ville gøre ham sårbar mod fjender der rent faktisk ville dræbe i kamp. Med et følelses tomt smil på læben, og hans lige så følelses tomme øjne rettet kun mod hende, lyttede han til hvad hun sagde uden at gøre tegn til, at ville gøre hende noget ondt, for det var slet ikke grunden til han var kommet her. Han kunne dog ikke lade vær, med at præsentere et lumsk smil, da hun antog at han var her på producerens ordrer.
"Åh jeg er her skam ikke, fordi nogen ønsker dig død herude, og for at være ærlig, så tror jeg ikke at nogen af dem der optager alt det her, ved hvorfor jeg er her på øen, for de virkede ret forundret over, at jeg rent faktisk gik med dem, da de kom ud til mig for at høre, om jeg ville med tilbage på øen!" sagde han roligt, og lagde sit blik i en lås med hendes, for at se hvordan hun responsede på ham, og det han havde at sige "Jeg er kommet her til den kære lille healer, fordi jeg har et tilbud til dig, men før jeg fremsiger det så er der blot en ting jeg må gøre ved dig, for at være sikker på at der ikke er for mange, der lytter til vores samtale!"

Som et lyn fra en klar himmel, var der sand der bevægede sig efter hans vilje, lige omkring hendes hoved. Dette sand var upåvirket af aura og chakra, men havde en lettere lugt af blod over sig, og alligevel var det under hans fulde kontrol, lidt som om det var en forlængelse af ham selv. Som en slange bevægede sandet sig om bag hendes nakke, hvor det fandt hendes rygsøjle og derefter virkede søgende, som om Dust ledte efter noget på hende, og det viste sig da også at være med god vilje, for han fandt det skam. Lige omkring hendes baghoved, der hvor rygsøjlen og kraniet mødte hinanden, fandt han en lille parasit agtig genstand lavet af metal og teknologi, som sandet nænsomt fjernede fra hende, hvorefter det transporterede den hen til ham, så han kunne holde den frem foran Clara, og hun kunne se dens lille røde lampe på hovedet, de 8 mikroskopiske ben på den cirkulære krop, og dens i det hele taget tæge agtige udseende.

"Nu lever du..." han maste det lille tekno insekt med 2 fingre "...og nu har jeg dræbt dig! Så kan de kun se dig, hvis du dukker op på et af kameraerne, mens det stadig et aktivt! Det der var en spion bug, en lille ting de har udviklet sammen med deres kamera, der erstatter de halsbånd de engang brugte heromkring, den er faktisk meget praktisk, for den sender nemlig 2 signaler ud, som bliver opfattet af deres kamera og transmitteret til deres computere! Det ene signal aktivere et hvert kamera i dit nærvær, så de kan se hvor du er og optage din gøren og laden her på øen, mens det andet signal faktisk er noget den tyv stjæler fra dig, den kopiere nemlig dine syns og hørelses nerver, og videregiver det den kopiere til hovedkvarteret, så de kan se og høre hvad du oplever, på den måde kan de dække blinde vinkler, såsom indersiden af et hult træ, eller andre gemmesteder hvor deres kamera ikke kan se os!" det overskydne sand han lige havde brugt, blev lagt på jorden hvor det igen blev livløst, som om det aldrig havde bevæget sig før. Hans evner strakte sig længere end hvad de fleste troede, og Dust vidste det udmærket godt, for han havde i sin tid mødt mange væsner, der troede at det sand han brugte omkring ham, var noget der var påvirket af enten hans chakra, blod, dna eller noget andet fra ham af, men det var en meget almindelig misforståelse, for det var ret svært for de fleste at begribe tanken om, at sandet blev styret udelukket af hans frie vilje, og var gjort muligt af den djævlefrugt han havde spist.

"Men lad os nu komme til sagen, hygge snak er jo ikke lige just hvorfor vi er her, er det vel?" han kom med et lettere sigende smil, der indikerede at han vidste hvilken fare hun var i "Jeg udvalgte specifikt dig som min øverste prioritet, fordi du er den eneste her på øen der kan det du kan, og derfor er det mig meget vigtigt, at du er den der kommer levende væk fra øen her! Jeg har nemlig brug for medicin, men jeg kan ikke få den lavet uden en bestemt ingrediens, som er en uddøende sjælen plante, hvis sidste levested faktisk er denne her ø! Jeg er selv kommet hertil frivilligt, for at få fat i den plante, mens alle reality show tosserne derude tror, at jeg kom med for underholdningens skyld! Hvis du takker ja til at hjælpe mig, så har du mit ord på at jeg dræber, en hver trussel der er rettet mod dig, og som en lille bonus får du udbyttet, når jeg har fundet det tilbage på deres lille hovedcenter!" han fremdrog noget fra sin inderlomme af long coaten, som han rakte til hende. Det var henholdsvis en tracker, som han havde fået fat i, fra den sidste han havde slagtet, samt en veludført håndtegnet tegning af den plante han ledte efter "Åh ja og mens jeg husker det, må jeg hellere be dig tjekke din taske, for noget der ikke burde være der, den tracker der tilhørte ikke ham jeg dræbte, for den viser alle aktive deltagere på øen, så jeg tror de har sneget en ekstra genstand, ned i alle deltagernes taske som er forskellig fra deltager til deltager, bare for at lave lidt ekstra sjov!"

Clara stod forsvarsparat over for Dust på den trænge plads inde i træet. Hun knugede kanylen i sin ene hånd, i et fast greb. Hun overvejede om det var den der afholdt ham fra at angribe, men det behøvede han jo ikke. En kanyle ville ikke virke imod levende sand - ville den?
"Hvis du ikke vil slå mig ihjel, hvorfor er du her så?" Spurte Clara. Så længe hun kunne holde samtalen i gang, ville han ikke angribe. Clara lytte til ham, hun fandt det klogest at lade ham snakke så meget han kunne indtil han.
Clara nåede kun at sige. "Du rør mig ik…" Inden hun blev angrebet af sand bagfra. Hun kunne ikke lugte den chakra han brugte til at styre det, men der var alligevel en svag lugt af noget mærkeligt - blod måske, så blev hun ramt direkte i nakken. Noget borede sig ind imellem hendes kranium og hendes første ryghvirvel. Hun skreg højt af smerte og chok inden hun kollapsede på jorden. Hun lå på jorden et øjeblik og stønnede, noget varmt løb ned af halsen. Hun tog en hurtig rejse ind i sit eget hoved, for at se hvad der var sket. Der var ikke sket nogen skade på hendes nervesystem. I det mindste skulle hun ikke bruge tid og energi på at fikse det indefra. Men der var spor efter et eller andet fremmed legeme. Noget der kunne forklare den mærkelige spænding hun havde haft.
Hun viste at hun var nødt til at komme på benene igen, hun kunne tage sig af dette sår senere. Hun fik diregeret sin chakra til binyren, og udløste et sus af adrenalin.
Hun spærrede øjnene op med et ryk, og knurrede voldsomt. Hendes øjne glødede gyldent da hun måtte kæmpe imod sin ulv for at forhindre den i at tage over. Hendes hår voksede ud til dobbelt længde, hendes, negle blev til klør og hendes tænder blev tilspidsede og rovdyragtige. Hun lignede en der var et sted imellem hybrid, og menneske skikkelse.
"Hvad fanden… du…" Clara snerrede da hun kom på benene. En sort chakra begyndte at strømme fra Claras håndled til hendes fingerspiser, for Clara lugtede det af en blanding mellem noget brændt og svovl.
"Jeg er ligeglad hvad den tingest gør, du har intet at gøre i min rygsøjle eller noget som helst andet sted. Hvis du ikke kan acceptere det, så har vi ikke mere at snakke om."
Energien forsvandt fra hendes hånd, om hun rent faktisk havde tænkt sig at røre ham med den var hun ikke sikker på, men nu var tiden ikke til det. Hvis hun valgte at give ham et sort mærke, kunne han aldrig få hjælp fra nogen læge igen. Det var en af grundene til at folk som regel ikke turde angribe medicinhealere.
 
"Står du og siger at DU fik mig transporteret hertil, så jeg kunne hjælpe dig? Ville det ikke have været nemmere at bryde ind, uden at deltage i dette her vanvittige spil? Eller er det kun for at få mig til at arbejde gratis?" Clara snappede tegningen fra ham, og så kort på den. Hun havde ikke længere nogen grund til at tro at han ville angribe imens hun så væk, så hun så på den tegning han havde. Planten på tegningen havde lange tynde grene, der strakte sig ud i luften med papirtynde blade. Det tog hende et minuts tid at genkende planten, for det var meget længe siden hun havde læst om den.
"Gror den her?" Spurte hun overrasket, og glemte helt at være vred på ham. "Under alle omstændigheder så har du brug for en healer hvis du vil have denne plante. Den er dødelig at plukke hvis ikke man gør det rigtigt og den teknik er en tæt bevogtet hemmelighed. Jeg ved godt hvordan, men jeg har ikke gjort det før. Men det lader til at jeg bliver nødt til at prøve hvis jeg vil væk herfra. At plukke en plante, selv en livsfarlig en lader til at være nemmere end at skulle nedkæmpe 20 desperate reality deltagere." Clara rullede tegningen sammen, og vente så vrangen ud på alle lommer før hun tømte sin taske ud på jorden for at gennemse den. Hun tjekkede alle sine ejendele. Kiggede i pistol magasiner, vente endte vente sit medical kit indtil hun fandt en chip i et pilleglas.
"Den burde ikke være her." Sagde hun "Ved du noget om elektronik? Måske kan vi bruge den til at finde dem." Hun ragte den frem imod Dust, så han kunne tage den hvis han ville bruge den. Hendes delvise forvandling fra før var forsvundet igen, og hun så kun en smugle mere vild ud end hun gjorde før.

"Hvad angår Epomoea Constrictor, din plante, så ved jeg ikke hvor den gror, kun at den kunne lide meget fugtig, næringsfattig jord. Hvis vi kan finde det, finder vi måske planten."