Of royal blood I seek. (Xexilia)

//Dette er et emne, hvor en admin spiller NPC'er, så der er ingen andre brugerkarakterer end Xexilia//

[center]Gamemaster: Medusa
Sted: Et lille stykke inde i the forbidden forest
Tid: det er midt om natten
Vejret: højt fugtighed som altid
Omgivelser: tons af lilla planter med neonlysende farver og underlige smådyr

Nogen ville måske sige, at verden er bare et stort kaos, men andre ville pointere, at der i særdeleshed var orden i denne verden - Der er de fysiske love, som ikke skelner mellem høj og lav, race eller farve, de samme love som gør det muligt for at babyer kan fødes og såvel i alle tilfælde også tage livet fra os - at centrifungalkræften medvirker at et slags kraft bliver mangedobblet, hvor hjernen får sig en pinball tur ind i det ellers beskyttende kranium... hvor ironisk.... - eller at de få grams metal i en spids cylinderform kan gennembore en ellers, hvor mange års lang evolution til at danne en beskyttende overflade af hud, kød og knogler. Man skulle jo næsten tro, at verdenen var som en stor sten,-saks-og-papir-spil.
I så fald kan det vides med sikkerhed, at hvis omstændighederne er de rette, så vil haren til enhver tid tabe til skildpadden, man kunne jo ikke ligefrem forudse at en dinosaur ville æde haren, ikke? Eller at det enkelte trappetrin, som en magtful diktator i så mange år har gået op og ned, at lige akkurat det trappetrin over alle de mange forsøg på snigmord og illoyale undersåtter, at den skulle være den forræderiske af alle ting og lade tyngdekraften blive den altgørende faktor til at knuse nakkens sårbare knogler, kan man næsten ikke betragte det som selvmord, når det er sådan set er indirekte selvforskyldt?

I så fald lige meget hvad man tror, synes eller ved om denne verden, så ændre det ikke så meget ved, at et langt spil af dominobrikker og sommerfugleeffekter har ført til, at Xexilia er endt her... Lige nøjagtig her, hvor her end så er...? Det burde man måske spørge de gerningsmænd om, som har ført hende her, men hov! Lygterne fra deres store panseret bil vender bort og motorens brølen overdøver de skønne chikaders sang, før lyden forsvinder og det eneste, som er bevis på, at de var her, er de hjulespor ca 10 meter væk og den efterladte besvimet kvinde i den florafyldte skovbund.
Hvorfor er der en besvimet kvinde i mangfoldige hav af en skov? Vel, det er nok kun kvinden, som kan give os det svar, og mens vi venter på det, så kan man jo lidt tænke over, om hun selv var selvforskyldt i denne situation, og om i såfald at hvis hun dødede her, ville det så være selvmord?
Chancerne for død var i hvert fald høje, for hvad Xexilia ikke kunne vide før hun kom til bevidsthed igen, så var hun i det forbidden forest, her hvor der lurer mange væsner, som ingen har set eller i såfald aldrig har haft chancen til at kunne bevidne om. Skoven som lige så godt kunne have haft stammet fra en anden planet, eller i såfald måtte være guds mest farligste diskotek! med alle de mange flotte neonfarver i det lillabølgende langskab af blade, hvor mange så nok så giftige ud at alene synet ville sikkert kunne forgifte en.

En smuk død ville man sikkert kunne kalde det, hvis det ikke bare var, fordi Xexilia var blind. Sikke en skam, det måtte jo næsten være blasfemi imod en af moder naturs perler at kunne se dette flotte udsyn med høje knejsende jungletræer af mørkelilla farver og springende lysende farver fra blomster, frugter og alle de sære små skabninger som insekter, dræberfugle og reptillignende væsner... Hov sagde jeg dræberfugle? Når ja det er jo en af skovens store rygter, at de ellers normalt så venligsindet dyr kan være de mest farligste her og at de ellers farlige dyr var oftest de venlige.
Ja gud måtte virkeligt have haft været på LSD, mens han skabte hans diskotek, det må simpelthen være den eneste forklaring.

Selvom kulden nok ikke ligefrem var et problem for et barn af natten og mørket, så var Xexilia i hvert fald berøvet for alle sine ting undtagen en undertøje og undertøj. HVad skal en person, som er mere blind end en nyfødt baby, og faktisk har lige næsten lige så få ting som en nyfødt baby! gøre i en sådan en dødsfælde som dette?
Ja det må vi spørge om, så snart hendes hjerne få sanset den ildelugtende lugt fra et mindre insekt, som allermest kunne minde om en tennisboldstor blå mariehøne med stor hårvækst, so fluffy! Men som nu kravlede rundt på hendes ansigt, som hun var dens nye bosted.

Fingrene gled over krystglassets kant, hvori den rubinrøde væske befandt sig. Udsigten fra hendes balkon var intet mindre end pragtfuld, med sine funklende små lys, fra de nærtliggende huse. Balkonen hun stod på var beklædt med ranke af finurlige planter og farverige blomster, der duftede så kraftigt, at de næsten overdøvede aromaen fra hendes drink. Balkonen var gammel, men det samme var slottet, som stod stolt bag hende. Glasset blev stillet på kanten af balkonen, og langsomt vendte kvinden sig bort fra udsigten. Hendes hud strålede i nattens lys, og med sine hænder og sanser kunne hun nærmest føle, hvordan nattens liv summede omkring hende. Hun følte sig komplet og lykkelig, da hun smed sig i den store drømmeseng, beklædt med mange meter af dyrt silke. Loftet over hende var malet smukt, og gyldne bogstaver var skrevet med sirlig skrift. Hun forsøgte at læse bogstaverne, da hun et øjeblik ikke kunne huske, hvad der stod skrevet. Dog, jo mere hun anstrengte sig, jo mere flød bogstaverne ud foran hende. En harsk lugt brændte pludselig i hendes luftsystem. Det var som om, at det hang lige over hovedet på hende, selvom hun viftede med armene foran sig og tydeligvis intet ramte.

… Arme?

Øjnene fløj op i ren overraskelse. Hun kunne se! Nej. Nej, selvfølgelig kunne hun ikke se. Alting var mørkt, som hun var blevet vant til. Dog var hun ikke længere om i tvivl om, at hun var vågen eller at der virkelig var en meget grim lugt over hende. En hånd blev ganske langsomt løftet op. Hun gad ikke engang røre ved den beskidte tingest, som vovede at besudle hendes ansigt. Med to fingre paffede hun hårdt til insektet, som forhåbentligt ville flyve af. Hvis det ikke var tilfældet, så ville hun flå det af med rå vold og kaste det langt, langt borte.

I et øjeblik blev hun blot liggende der. Indeni skreg hun som en besat. Hun følte sig hærget, krænket og døv. Hun fornemmede ikke tilstedeværelsen af Ghost nogen steder, men hendes krop var drænet for energi, hvilket gav af en selvfølge af minimal kontakt med åndeverdenen. På ydersiden virkede hun faktisk ganske rolig. Naturen omkring hende fik lov til at afgive lyd, lugt og sit helt eget præg… men selv efter 5 min. havde hun ingen anelse om, hvor hun befandt sig. Det var køligt, fugtigt, meget larmende og ret specielt duftende. En skov, måske endda jungle, ville hun gætte på. Denne konklusion efterlod hende med to muligheder: 1. Hun kunne blive liggende og skrige sine lunger i stykker. Luft ville hun aldrig kunne løbe tør for, men hendes krop var ikke så stærk, som den engang havde været. Desuden, hvis hun var heldig, så ville hendes skrig formentlig tiltrække et rovdyr, som ville give hende en hurtig død. 2. Hun kunne få stablet sig, og forsøge at bevæge sig langt nok igennem skoven til, at hun muligvis ville støde på en eller anden form for civilisation. Dette tog ikke mange sekunder om at tage den beslutning.

Den halvnøgne krop begyndte langsomt at røre på sig. Hun var ikke i tvivl om, hvor meget af hendes tøj der var blevet berøvet hende. Hun kunne føle hvert eneste lille strå eller plante, der berørte hendes hud, som en slags brændende signal. Hendes skade havde efterladt hende ekstra følsom med hensyn til alle andre sanser, men hendes krop var alarmberedskab nu, og selvom hun var svækket, så følte hun livet tydeligt omkring sig.

Ganske langsomt og ret så vaklende, så fik hun skubbet sig op at stå. Hun lignede en fortabt dyreunge, med sin bare krop, sine vaklende ben og sin desorienterede snusen rundt omkring. Hun forsøgte at lytte, bare et kort øjeblik, for at se om der faktisk var nogen omkring hende - men igen måtte hun konstaterer, at det hele blev for overvældende. Junglen var fuld af lyden fra hundredevis af hjerteslag, store som små, samt andre lyde, der indikerede, at forskellige former for væsner bevægede sig smidigt rundt omkring hende. Det var nu eller aldrig. Hun sukkede tungt, og satte prøvende det ene ben foran det andet. Da hun bekræftede, at det stod stabilt, flyttede hun vægten og tog et skridt. Sådan fortsatte hun et godt stykke, imens ord kørte rundt i hovedet på hende, igen og igen.

Det var ikke en mulighed for hende at dø. Hun var prinsesse. Hun var opdraget som prinsesse af Calvarinos familien! Benhårde, stædige og stolte generationer før hende havde kæmpet for deres magt, og hun havde igen intentioner om at stoppe den tradition nu. Hun ville aldrig nogensinde tillade sig selv at give op, før hun sad placeret på tronen, og Vladimir var skubbet af banen. Aldrig. Nogen… Si-

Før den sætning overhovedet nåede at blive tænkt færdig, så missede hun en gren. Med et hidsigt hvæs drattede hun til jorden, og fornemmede, hvordan hendes ene arm blev skrabet hul på. Men hun var ikke færdig! Med en stålfast mine, så hamrede hun begge hænder i jorden, og skubbede sig selv op igen. Det værste jord og blade blev børstet af hende, imens hun fortsatte videre igen.

Aldrig.

Meget liv var som stor flora omkring det gamle barn af natten, mange af dem tog ingengang notits af denne skikkelse, hvor døden var som dens kappe. Men der var et par væsner, hvor hendes tilstedeværelse var begyndt at blive dem voldsomt bevidst. Især da hendes eget valg af retning akkurat havde en 180 graders vending i forhold til de hjulspor, som uden tvivl ville kunne have haft ført hende på den rette kurs… Er det så selvforskyldt?
I starten var det allermest insekter med større horisont, som havde sin opmærksomhed rettet imod hende. Efter hendes fald hvilket resulterede at den smukkeste fuglesang med dansende frekvenser var over hendes hoved. Enhver ville sikkert uden tvivl føle sig afslappet af den meget fredsommelige fuglesang, hvis det ikke var for det faktum, at sangen pludseligt blev højere og højere, den nærmede sig Xexilia.
Lige meget hvad Xexilia gjorde imod den ravnstore fugl med en skøn fjerdragt, hvis funktion var absolut ligegyldigt med mangel på syn, så ville den først stoppe med at nappe hende, så snart den fik prikket hul på hendes kød og smagte den ækle smag af "dødt" kød.
Utilfreds med skrappende lyde fløj den væk, mens blodholdige dråber faldt fra dens næb.

Som enhver i denne skov hurtigt ville erfare, så er det langt fra de ellers normale søde/passive dyr, som er de passive i denne skov. Derfor skulle man passe utroligt meget på disse dyr, men hvis man endelig støder på et dyr, som har lighed med aggressive dyr, og det viser sig at være aggressiv, så skal man vogte sig! Da så er de sikkert langt værre end det gennemsnitlige rovdyr.
Kun hvis Xexilia virkeligt var voldsomt begravet i sin "royale" mantra, så ville hun ikke kunne under normale omstændigheder undgå at bemærke en voldsom stærk kilde af blod, hvis distance nu pludseligt var inden for 6 armslængder.
Det firbenede væsen, som havde stor lighed med en forvokset muteret ulv, havde i første omgang ikke haft opdaget Xexilia, da den var beskæftiget med at snuse til et nymarkeret træ.
I takt med dens pupiler udvidede sig steg dens puls og dens massive hjerte, som var abnormt stort i forhold til dens krops med en massevægt på knap 50 kilo, så ville Xexilia indse, at hendes tilstedeværelse fristede den I særdeleshed.
En under klukken-knurre mødte hendes øresegl, som endnu engang bekræftede, at den ville angribe hende nu, når som helst.
Lige knap et sekund før den angreb, så kom der pludseligt en høj frekvens lyd fra dens lydorgan over dens næse, hvilket gjorde at alt blev overdøvet for et øjeblik.


//sådan ser dyret ud :) http://www.conceptart.org/forums/attachment.php?attachmentid=1133264&d=1293841738 //

// *Sigh* You're not nice to me! xD //

Natasha var overbevist om at havde man ikke hendes handicap, så var de fleste væsner nok stoppet op for længst for at beundre den vilde natur, som de skubbede sig selv rundt i… dog, for hende, så var det hele blot én stor dødsfælde. Hun kunne ikke se, hvor hun trådte eller hvad hun trådte på, hvilket flere gange havde efterladt hende med en kvalmende følelse, hver gang hendes fod havde trådt ned i noget lidt for blødt. Desuden virkede det for hende som om, at jo længere ind i junglen hun gik, jo mere støj kom der omkring hende. Mon hun var gået forkert? Det var for sent at vende om nu. Uanset om hun så alligevel forsøgte sig med at vende om, så ville hun formentlig skubbe sig selv i en helt ny retning. Derfor fandt hun det bedst med at holde sig til det første valg. Det der dog generede hende mest var insekterne og dyrerne OVER hende. De fløj omkring hendes hoved konstant og skræppede, så hun blev fuldstændig desorienteret. Dette var virkelig en prøvelse for hendes hørelse. Dog opfangede hendes sarte øresnegl pludselig, hvordan støjniveauet ikke blot forsvandt over hende, men pludselig ændrede retning. Det kom imod hende!

Med en lynhurtig refleks, der alligevel var et par sekunder for sent på dem, jog Natasha armene op foran ansigtet. Hun mærkede det mindre stød fra "fuglen", da den fløj ind i hende, men gudskelov stod hun for en gangs skyld solidt plantet på jorden. Da fuglen viste sig at have mere interessere for hende, end ved første tankekast, gik der pludselig panik og raseri over det. I en blanding af panisk skrigen og hvæsen så famlede hun rundt med armene, i et forsøg på at gribe fast om fuglen. Men uden sine øjne, og med dens konstante vingeslag omkring hende, så var det hende en umulig opgave. Hun havde endnu ikke mestret at lege med ting i luften. Pludselig jog en skarp smerte igennem den allerede sårede arm, som hun havde skrabet tidligere, da fuglen åbenbart havde lokaliseret hendes svage punkt. Hun mærkede, tydligere end hun burde, hvordan en del af hende, blev revet bort. Hun trak hurtigt den nu rimeligt blødende arm til sig, og holdt sin frie hånd rimelig fast presset omkring såret, imens hun ophidset forsøgte at spore den smaskende fugl. Dog lod den ikke til at syntes om kød, der for længst burde have passeret udløbsdatoen, så dens smasken blev hurtigt til et gylpende "svkarp" før den lod til at forsvinde bort igen. Natasha sukkede lettede, selvom det lød ret mærkeligt, med hendes uvante brug af ilt.

Selvom det virkede sært, så lod Natasha en finger stikke let ind i såret, før hun langsomt førte den op foran næsen på sig selv og snuste forsigtigt. Dette bekræftede, at blodet var hendes eget, og at det ikke fejlede end den sædvanlige udødeligehed. Udødeligheden tog hun som en gave og sollys var alligevel overvurderet, især nu hvor hun ikke kunne nyde den skønhed, som det medbragte. Dog, imens hun stod og forsøgte at vurdere skadens omfang ved hjælp af sine fintfølende fingre, så gik det op for hende, at det ikke kun var hendes eget blod, som var begyndt at sprede sin fært. Ganske langsomt fik hun vendte sig imod kilden, og et par hurtige 'snif' indikerede, at hun ikke var alene udover det døde dyr. Med en sidste kraftanstrengelse fik Natasha blinket et par gange, hvilket slog hendes øjne over i fuldkomment rødt. Egentlig så foretrak hun at bruge sit infrarøde syn, hvilket faktisk fungerede i nogenlunde klatter, men dette syn krævede mest energi. Dog var hun mindre begejstret for, hvad synet bragte hende. I første omgang slog hendes tanker over i en ulv, men da hun pludselig bemærkede en kæmpe klup ca. midt i dyret, og indse at det var dyrets hjerte, så gik det op for hende, at hun ikke ville kunne blive ret meget længere. Dyret lod også pludselig til at øge dets puls, hvilket skubbede hendes ud af hendes syn, hvor alting hurtigt blev sort omkring hende igen. I blinde famlede hun bagud, med yderst forsigtige skridt, og takkede flere gange for, at forvandlingen havde efterladt hendes åndeløs. Alligevel var hun for sent på den… igen.

Pludselig skar en hjerteskærende lyd igennem luften, hvilket straks fik hende til at krybe sammen i smerte, og presse fingrene imod de fintfølende øre. I et sidste flugtforsøg, der vendte Natasha sig op for at springe bort, men i stedet vendte hun sig om og knaldede direkte ind i et enormt træ, med en stenhård bark, der sendte hende hovedkulds ned i et stort hav af blade og filtrede ranker, hvor hun lå halvt bevidstløs og krummede sig sammen i smerte over den alt for høje frekvenslyd. Hvis dette fortsatte meget længere, så var der store chancer for, at hun ville besvime igen - og ikke vågne.

Sulten føltes større og stærkere end dens eget legeme med dens voldsomt store hjerte, bygget til at kunne forsyne dette dyr med dens unikke egenskab. I forhold til alle andre normale pattedyr, så var der to hovedtyper af muskler, hvor de hurtige impulsive muskler var anaerobe og derved ikke kunne fungere optimalt over lang tid. Hvorimod de aerobe kunne fungere over lang tid med på et lavere intensitetsniveau. Hvad denne væsen havde udviklet sig frem til var unikke aerobe muskler, som havde styrke som anaerobe muskler, men blev så velforsynet af det massive hjerte, at de ej behøvede at gøre brug af de anaerobe teknikker for at skaffe sig energi.

Men racens relative korte evolutionsudvikling var ikke i dette øjeblik en fordel for den, faktisk en ulempe, når den nu engang var så meget vant til at give hele armen. Med kløerne presset voldsomt ned i jorden tog den et stort impulsivt spring, som ultra hurtigt formindskede afstanden imellem den og byttet. Hvad den ikke havde forventet i dens maniske fokusering på sit næste bytte var, at et træ skulle komme i vejen... for ja... dem begge!
Ned faldt den menneskelige skikkelse men med sådan en fart som det firbenede farverige væsen havde, så kunne den ej stoppe i luften, kun se hvordan det stenhårde træ kom nærmere og nærmere...
Smask!
efterfulgt af et
Dunk
Da den store ca 50 kilo væsen fald oven på Xexilia med vægten godt placeret på hendes arme, så hun var immobilaseret, heldigvis var bevidstløs , men desto mindre var den stadigvæk i live. Hver gang den trak vejret kunne Xexilia mærke, hvordan dens brystkasse pressede hende imod jorden.

Pludseligt kort efter var lyden af rytmiske slag imod jorden, hvis interaktion med omgivelserne i form af vibrationer i jorden nok helt sikkert kunne mærkes af den meget følsomme Xexilia. Kilden var ikke til at tage fejl af, især da det stærkt hjerte dunkede bag det massive hestebrystkasse. Med et par ekstra hårde tamp i jorden ca 1m fra Xexilia var der ingen tvivl om, at den nyankommende prøvede sit for at gøre sin tilstedeværelse Xexilia bevidst.
Der var ingen tvivl om, at det var et unikt væsen, Xexilia havde foran sig mens hun lå hjælpeløs under det store fede kræ. Hun prøvede end øjne for at vide det - Dens tydelige duft af unikt blod med den specielle pikanthed, som opstod hos halvmagiske væsner ligesom hos feer, en duft som end kan skjules for en vampyr, men alligevel var der en vis friskhed over duften fra denne store hest, næsten køligt... krystalagtig? - alene på den måde den stod majestætisk og havde gjort sin entré tydeligt bevidnede, at den havde store intentioner og ej var et såkaldt dumt instinktivt dyr. - Den sidste ting, som en aurafølende væsen som Xexilia var nok den mest dominerende sansefaktor, var dens udstråling. Ingen tvivl om, at den var magisk.
Hvis Xexilia nogensinde havde haft et normalt syn, så ville dens udseende også alene sige alt om den. Udseende dog uden hornet, det er kun i kamp.

Pludseligt hørtes en rungende og dyb mandelig stemme med en meget morende undertone.
"Jamen dog... Sikke en situation du har formået at placere dig selv i... Det bliver meget mere underholdende at se, når den vågner op her lige om lidt.
der var absolut intet der tydede på, at den ville hjælpe hende, tværtimod, faktisk virkede den til, hvis det havde været muligt, at have haft siddet veltilfreds og spændt med en stor pakke popcorn....
imens hørtes den store hale piske en gang imellem for at fjerne alle de små irriterende insekter.

Det var lige før, at man kunne høre den så småt bevidstløse krop sukke i lettelse, da væsnet stoppede med sin hjerteskærende lyd og i stedet besluttede at hoppe afsted. Hvis hun absolut skulle dø, så måtte det godt være en del mindre smertefuldt og 10 gange hurtigere. Alligevel havde hun i sin lettere tågede tilstand ikke helt forudset, hvad der ville ske, da dyret satte af efter hende. Præcis, som med hendes egen klodsethed, så knaldede dyret lige ind i træet over hende, og bragede ned over hendes svage krop. Dyret bar tydeligvis en del flere kræfter, end hvad Natasha besad i øjeblikket, hvilket havde forsaget det fatale stød. Var hun heldig, så ville der gå længe inden dyret vågnede igen. Dog i et øjebliks lettelse, så gik det op for den fastklemte vampyr, at hun faktisk ikke var i stand til at bevæge sig. Et frustreret hvæs og et par eder blev smidt afsted, imens Natasha gav sig til at vride sin krop under dyret.

Pludselig gik det op for Natasha, at et andet væsen nærmede sig. Efter lyden at bedømme, så var dette dyr også stort, men alligevel større end rovdyret, som befandt sig over hende, og som var i gang med at mase hende længere ned i jorden. Automatisk opgav hun alt bevægelse, og lukkede sine øjne, så det fremmede dyr forhåbentlig ville ignorere hende. Hendes fært var alligevel død og en smule rådden alligevel, så hun håbede på, hvis det var endnu et rovdyr, at det ville forsvinde. Alligevel gjorde færten af væsnet, som nærmede sig, hende i dyb tvivl. Hun havde aldrig duftet noget lignende, end for de få dråber feblod, som hun havde fået præsenteret i sin levetid. Natasha havde ikke nogen specielt god idé om, hvad der standsede nær hendes hoved, bortset fra, at væsnet havde hove og en magisk aura. Formentlig en enhjørning, gættede hun, da hun ikke kendte andre hestelignende racer, med samme træk. Hvad der dog mest overraskede hende var, da hun pludselig hørte en stemme.

"Underholdende? Undskyld mig, men kan De ikke se, hvilken horrible situation jeg befinder mig i? De må da have nok død og morderiske tilfælde ude i denne… denne… dette sted! Jeg spørger Dem blot, hvem De er og hvad De finder underholdende ved netop dette tilfælde? Jeg har intet at gøre her!"

Med de ord sagt gav hun sig til at vride kroppen rundt. Det vigtigste for hende var at få armene fri, så hun ville kunne skubbe dyret en smule på afstand, og dermed krybe fri. Hun var svag, men hun havde stadigvæk sine mange, mange års styrke at tære på. Alligevel frygtede hun, at hun var langt fra hurtig nok til at undslippe, når dyret engang vågnede op igen. Hendes navigation var helt fra den.

"Jeg kunne vel ikke lokke Dem til at gøre mig en tjeneste?"

Tonefaldet var Natasha lød ret frustreret. Ikke noget med, at situationen var ret så presset, så spurgte hun endda om hjælp… til en talende enhjørning! Natasha lignede ikke længere den elegante kvinde, hun til dagligt forestillede. Hendes frisure var gået op, så det mørke hår lå spredt. Hun havde blod og mudder over store dele af kroppen, og resterne af hendes tøj var efterhånden en smule flået.

Med en hest fnysen og derefter med et mandeligt dyb grin var den første respons til hendes svar. Hvis Xexillia valgte at høre ordenligt efter, så ville hun kunne have haft hørt forskellen på lyden fra dens fnysen og dens stemme. Det var ej den samme kilde og alligevel! Dette kunne kun betyde, at den faktisk ikke kunne tale men brugte en form for magi til at kunne "tale".
"Sådan en frøken som dig burde vide, at hvis man ønsker hjælp, så fornærmer man ikke deres hjemland! især med sådan en smuk skønhed som dette
Hestens blik drejede omkring og studerede endnu engang de omgivelserne, som var mere velkendt for den end et menneskets baglomme. Da de store øjne faldt tilbage på hende, så lagde han straks mærke til noget... "Hvorfor kigger hun ikke... Er hun blind?

"En tjeneste? Stop dog med at være så morsom. Hvem får dig til at tro, at jeg vil gøre dig en tjeneste og for det andet.... Hvad kunne du nogensinde tilbyde mig som tilbagebetaling for min tjeneste?
Det sidste blev sagt, da det rytmiske skridt havde lydt og hesten havde nærmet sig helt tæt på. En varm blid ånde strøg sig over Xexillias ansigt fra den store mule, som faktisk kun var ca 10 cm fra hendes hoved.
Dens blik gled ned af hendes skikkelse, og man skulle være mere end blind for ikke at indse, at selv en fortabt hvalp var i en bedre situation end hende.
ånden forsvandt dog nogenlunde hurtigt da med dens massive nakkemuskler løftede den det tunge hoved og vendte i retningen, hvor Xexillia havde kommet fra. Med et aggressivt pisk med halen havde den konstanteret den "stinkende lugt" af mennesker og deres køretøjer. Så hun var blevet forladt her... til døden? eller som ofrelse?
Den vendte dog hurtigt koncentrationen imod hende igen, hvor det store rovdyr dog stadigvæk lå og snorkboblede. Faktisk bevidnede nu den store savlende, at den åbenbart havde en god drøm. Klistret halvmælkehvidt savle bevægede sig doven ned af dens kæbeparti for derefter at dryppe periodisk på den kolde vampyriske brystkasse for så derefter at langsomt samle sig i den naturlige "skål" dannet øverst for brystbenet og halsen.
Savlen fangede hestens blik hvilket for en kort stund var morende for den indtil den opdagede noget af den blottet hud for det store kræ den store smukke tatovering som buldrede sig over hendes hjerte og skulder.

Natasha forsøgte faktisk at lytte godt efter, da enhjørningen valgte at tale igen. Selvom hun havde været flittig til at studere i sine yngre år, så mindes hun aldrig at have læst om talende enhjørninger - men det var selvfølgelig heller ikke det emne, som hun havde beskæftiget sig mest med. Dog bemærkede hun efter et øjeblik, at der var en hvis forskel på, hvordan hesten talte og fnyste. Ligesom hvis hesten benyttede sig af andre metoder til at frembringe sine ord.

"Det er korrekt. Jeg undskylder. Desværre er jeg ikke helt i stand til at nyde mine omgivelser, som de fleste andre væsner. Desuden er jeg en smule forvirret, så tillad mig at spørger, hvor vi overhovedet befinder os?" 

Natasha vidste godt, at hun ikke kunne tillade sig at spille komplet overhoved eller hysterisk, hvis hun skulle have noget håb om at få enhjørningen til at hjælpe sig. Hun vidste også udmærket, at det var noget for noget, og at hun bestemt ikke startede gode handler ud med fornærmelser. Hvad hun ikke vidste var, at hun blev betragtet. De blege, lilla øjne stirrede blot frem for sig i luften, imens resten af kroppen blev ved med at arbejde på at få dyret væk. Hvad enhjørningen sagde næst fik hende til at sukke, men ellers fortsatte hun roligt og stolt.

"Jeg ved, at min situation virke yderst underholdende og endda en smule patetisk på Dem. Det skal dog vides, at jeg er en retmæssig tronarving, som er vågnet efter mange, mange år i isolation, og som nu kæmper for min retmæssige magt. Kan De se min tatovering? Den er ret tegn på magt og adelig slægt. Jeg kan forsikre dem om at, hvis De hjælper mig, vil jeg kunne hjælpe Dem med beskyttelse af området her, så snart jeg er nået min rette position, hvis det er det, som De ønsker?"

Da Natasha pludselig mærkede det varme savl fra væsnet skælvede hun. Ikke fordi hun var hverken bange eller forvirret over, hvad der pludselig berørte hendes sarte hud, men fordi hun simpelthen var frastødt over, at noget så dyrisk og urent skulle berøre hendes krop! Det ville vare længe med et bad, hvis det endelig kom dertil, før hun ville kunne fjerne den lugt og følelse igen. Hun havde for en stund opgivet kampen med vægte, imens forhandlingen med enhjørningen stod på, så hun i det mindste kunne spare på kræfterne.

Hesten syntes ikke at just være i nogen travl position, sådan som den undlod at besvare at hendes første spørgsmål for derefter at høre på hendes næste. Ingen ville kunne være i tvivl om, at den havde i det stadigvæk i særdeleshed det morsomt.
Men hey det var sjældent at møde tobenede væsner i denne del af skoven i sådan en situation! Disse tobenede væsner, som ellers gik så arrogant på denne jord og troede, at de var overherre. Det er alt for komisk.

Men derefter syntes det at humør mønten havde vendt sig, alene dens mere skarpe og kortere vejrtrækning bevidnede det, men også denne fornemmelse af dens humør.
Blind.... muligvis royal.... kan hun være en genfødsel af min.....?
Derefter mærkede Xexillia tydeligt den varme ånde imod hendes pande, som lige så hurtigt blev erstattet af en meget blød og varm fornemmelse af dens bløde mule. Xexillia kunne ikke have nogen ide om, hvad der skete nu. Men pga. hestens herkomst, som ikke havde tilfældig... nej den var blevet skabt!. så havde en evne fulgt med den, som er altafgørende for dens racelige formål.
Det var ikke tilfældigt, at dens sind og magi rummede af krystallets egenskaber og magt. Krystaller var et symbol på skønhed, men også renhed ergo klarhed. En klarhed som blev afspejlet i, at hesten kunne "teste" om en person var "renelig"....royal.
Nogen ville sikkert sige, at det var noget værre vås, da mange ville mene at royalitet var et menneskeskabt fænomen. Tværtimod dette kunne ikke være mindre sandt. Selve naturen var vidne og skaber af dette. Den evige jagt og søgen efter de "optimale" gener, blodlinjer og individer med bedste gener, hvilket i tilfælde hos magiske væsner og lign. som vampyrer var højaktuelt hos de rene blodlinjer, som var tættere på det, som de engang var. Med andre ord den kunne mærke at Xexillia var ikke langt generationsmæssigt fra vampyrernes første skaber i forehold til så mange andre racer.
Hesten trak kort efter hovedet tilbage igen.

Savlet havde nu nået at samle sig til endnu en større pøl på den kurvede brystkasse af bløddele og buede knogler. Den truede med at nå over sine bredder, hvis Xexillia bevægede sig det mindste, hvilket ville føre til, at alt savlet ville glide ned og brede sig ud som en stormflod over hele hendes ene side af halsen.
Men man skulle godt nok være ultra meget forfændelig, hvis det lettere lugtende og kropsvarme savl ville kunne tiltrække hendes opmærksomhed fra det store væsen, hvis vejrtrækning var begyndt at blive hurtigere og klassiske "opvågningslyde" lød fra dens store kæbeparti. Med Xexillias fine øre ville hun helt sikkert kunne høre lyden at dens øjenlåg slå op og kigge direkte på hende med det mest dyriske blik nogensinde.

Hvad end mareridtsprodukter, der end havde rullet over Xexillias hjernevirksomhed, skabt nu af dette opmærksomhedskrævende glubske væsen, ville ikke nå at udfolde sig særligt meget før at
SSSSNNNNAAAAAPPPP
CHUG!!!
Man skulle ikke bruge meget fantasi til at vide, at knogler havde brutalt brækket, da en meget stærk hov brasede ind i siden af hovedet på dyret, hvorefter en "fizzing" lyd af boblende blod røg ud af det, der engang havde været skalden på dyret, efter et massivt stamp i hovedet lige på milimeteren for at have ramt Xexillia, hvor jorden uden tvivl havde følt som mindst en trampende elefant.

"Vær venlig at rejse dem op barn af royaligt mørkt blod, faren er ovre, den vil aldrig kunne skade dem..
Dens stemme var fuldkommen formelt, at man kunne næsten kun blive overbevidst om, at det var en anden person.
"Jeg ved ikke af hvilken slægt du er... og om du..
Den tøvede, som om der var nogle ting, som den endnu ikke helt var sikker på.
Nej... Lige meget.. Hvad jeg ønsker af dig er at vide præcist, hvor meget du ønsker at opnå din retmæssige plads?!
Den store firbenede krop var pludseligt meget nær på Xexillia, da hun havde rejst sig om... Som om den udfordrede hende... pressede hende... hvis hun havde haft øjne, så ville hun uden tvivl kunne have læst tydeligt dens tanker i dens blålilla øjne. Er dit livs formål virkeligt at nå til tops???.... er du villig til at ofre for din plads?

Natasha ikke at kommenterer på, at enhjørningen afveg fra hendes spørgsmål. Nu havde hun aldrig mødt en før, men dette eksemplar lod til at være mindst lige så selvglad, som hun selv var. Derfor forstod hun udmærket, at den ikke gad snakke med en fladmast, beskidt lille dame som hende… selvom det stadigvæk generede hende dybest set. 

Hun reagerede ikke, men kunne straks føle et stemningsskift hos det magiske væsen over sig, da hun fik nævnt det om sin royale herkomst. Enhjørningen var nu et af de meget, meget få væsner, som vidste nogenlunde hvem hun egentlig var, siden hendes opstandelse fra sin dvale. Hun havde dog stadigvæk intet andet valg end at blive liggende, og kunne intet andet end at spjætte overrasket, da hun pludselig mærkede en varm, blød mule imod sin egen hårde, kolde pande. Hendes øjne søgte instinktiv mod hesten, men som sædvanlig var der intet at se. Hun lyttede derfor godt efter. Hun havde ingen idé om, at enhjørningen faktisk foretog en søgning i hendes indre. Natasha kunne dog glæde sig over, at hun faktisk var så renblodet, som hun gik og pralede med.

Imens enhjørningen fortsatte sin søgning rundt i hendes "database", så forsøgte hun til en afveksling at ligge mussestille. Savlet som før bare havde været i små mængder, havde nu samlet sig så voldsomt, at selv den mindste bevægelse, ville få hendes hals til at svømme over. Hun takkede verden for, at hun ikke længere trak vejret. Alligevel var der andre der gjorde det. En let panik begyndte at brede sig hos Natasha, da hun fornemmede, hvordan det store dyr over hende begyndte at røre på sig igen. Da hun hørte lyden af øjenlågene gå op, forberedte hendes krop sig instinktivt på den smerte, som ville følge. Hun forberedte sig på at slås, på at løbe og på at dø. Men før noget af det overhovedet nåede at tage plads, hørte hun en anden og mere livsbekræftende lyd - for hendes vedkommende i hvert fald. Natasha sank udmattet sammen af spændingen. Hun var allerede træt af naturen.

Natasha gjorde, som enhjørningen befalede hende, mere end taknemmelig for dens handling.

"Jeg takker Dem af hele mit hjerte og min slægt. Jeg står i gæld til Dem. Er der et navn, som jeg bør tiltale Dem, forresten?"

Hun nåede lige akkurat at få rystet det værste savl af sig, og tørret det værste mudder og blod af kroppen, inden hun fornemmede, hvordan enhjørningen tårnede sig op foran hende. Men Natasha var bestemt ikke bange længere. Hun sansede, at der var mere end bare almindelig hån og plageri i det hesten sagde. Den var interesseret i hende! Ellers ville hun ligge halvt fortæret nu.

"Jeg den næste i rækken som tronarving af slægten The Calvarinos. Jeg ønsker at indtage min plads, som den retmæssige herskerinde, mere end noget andet! Jeg har trænet og forberedt mig hele mit liv, og jeg IKKE se vor familieimperium styrte i afgrunden på grund af mine blødsøde slægtninge. Koste hvad det vil, så skal jeg genvinde min magt."

Der var en bestemt og en længsel der brændte bag hvert et ord, men også en dyb alvor at spore både i stemmen og ansigtet på Natasha. Hun følte sig inderligt svigtet af sin familie. Ikke af dem, som sendte hende væk, men af dem som aldrig kom. Af dem som blev og forvandlede tingene til det, som man kunne se for sig i dag. Hun drømte sygeligt efter at sidde på den trone, som hun havde set for sig hele livet. Hun var ikke bange mere.

"et navn.... ikke just"Et promilledel skær af sørgmodighed over den, da den mindedes om sidste gang den havde et navn. Dengang hvor den havde en fantastisk ejer.

Natashas held syntes endelig at tilsmile hende, ligesom hesten begyndte at "smile" af hende, da det lykkedes hende at overbevise hesten om intensioner og "royale" vilje!
"Tænk, at man skulle være så "heldig" at møde en royal så langt ude i denne skov, måske var det skæbne eller ej"
Den snakkede mere til sig selv end til hende, og Hesten var slet ikke længere pressende i sin adfærd, da den havde fået sin bekræftigelse. Den valgte i stedet at kigge rundt og prøvede at skue op imod himlen, som er næsten umuligt at se for bare træer! Dens kropslige ur fortalte den, at der var ikke mange timer til solen, og hestens fornemmelse af Natasha, som værende et barn af natten, så kunne solen just ikke være en god ting.
"men ønsker de min hjælp, så kommer det med en pris

Natasha ville nok uden tvivl på en eller anden måde spørge om prisen eller sågar bare lade vær pga den desperate situation, som hun var i. Hvad hun end gjorde, så ville hesten fremsige sit krav.
"Prisen er min kære royale højhed, at jeg skal blive din tjener... for at opfylde dine krav og mål! men hvis jeg ikke længere finder dig værdig pga manglende ambition, så har jeg enhver rettighed til at forlade dig, Princesse Von Calvarinos
Sagde hesten med en tydelig alvor men understreget med en lettere sitren i stemmen. Den var spændt! for nu skete der endelig noget! i snart 500 år har den gået alene og formåløst, nu skulle den endelig igang igen! og den kunne ikke vente!. Dens hjerte slog hårdt i brystet på den, en susen for dens øre overdøvede det meste af junglens naturlige symfoni, men dens fokus var skam stadigvæk knivskarp rettet imod Natasha!
Natasha kunne høre den store krop foran sig bevæge sig, hvor den bukkede sig ned for hende og samtidig tillod hende at nemt kunne bestige dens store ryg.
der var ingen tvivl om, at dette var et afgørende valg for Natasha, ikke kun med at kunne komme ud af denne del af junglen, men skam også derefter... Ingen frihed til at længere kunne slække på ambitionen om at få indtaget hendes trone. Nu måtte hun ser at fokusere fuldstændigt.. krystalklart.

Natasha fornemmede let det sørgmodige skær, der pludselig indvanderede enhjørningens tonefald. En tanke strejfede hende, måske af medlidenhed, måske af taknemmelighed, men hun tøvede i hvert fald kun kort, før hun fremsagde sit idé.

"Hvis De ønsker det, så kan jeg tildele Dem et navn? Det vil selvfølgelig være et smukt navn der matcher Dem. Mindre kan ikke gøre det, sådan som De har hjulpet mig."

Hestens næste ord fik ufrivillig hovedet til at tilte en smule til den venstre side af ren og skær forvirringen, da hun pludselig mistede opfattelsen af, hvem af dem der blev talt til. Hun vidste blot, at hun var en stor tilhænger af det med skæbnen, da det var noget hun i den grad havde troet på som barn, da man påstod, at hendes egen skæbne allerede var planlagt. Desuden var det noget som ånderne omkring hende snakkede en del om, hvad hun ellers kunne høre. Natasha opfangede ikke, hvordan tiden fløj afsted for øjnene af dem. Hun havde totalt mistet tidsfornemmelsen efter at have været bevidstløs i flere timer, og desuden dumpet et totalt fremmede sted, hvilket havde sat hendes i forvejen svækkede sanser ud af kurs. Derfor var det kun til hendes held, at enhjørningen foran hende ikke lod til at være i tvivl om hendes herkomst.

"Sig frem Deres pris."

Der var ikke tøven at spore, som hun stod der og stirrede imod, hvad syntes at være hestens skikkelse. Alligevel for tankerne afsted på, hvad et så magisk og kraftfuldt væsen kunne ønske af en tobenet, beskidt skikkelse. Guld? Ære? Mad? Og selvom hun havde haft svært ved at forestille sig noget specielt specifikt, så kom prisen alligevel bag på hende. En bunden tjener? Som Ghost? Ghost var i mange tilfælde helt anderledes, da de aldrig ville forlade hinanden, til trods for åndens svage signaler ude i junglen. De blege pressede sig let sammen, imens hun tydeligt overvejede tilbudet, men vel vidende om, at der ikke var meget at diskuterer, nikkede hun blot ganske kort efter.

"Jeg accepterer Deres tilbud. De har allerede været mig til stort hjælp, og det vil være mig en stor ære at lade dig følge min kurs mod tronen, og endda på selve tronen."

Et lille smil voksede ved tanken. I dette øjeblik ønskede hun brændende at lade sine hænder glide over hestens krop, så hun virkelig kunne danne sig et billede af, hvilket stort og prægtigt dyr, der stod overfor hende. Hun havde aldrig rigtig haft fornøjelsen af at omgås heste, bortset fra som ganske lille, til nogle enkle ridelektioner, som blev unødvendige efter ganske kort tid, da flagermusene havde vist sig at være mere praktiske. Hestens hjerteslag hamrede for hendes øre, og hun mærkede begejstret, hvordan spændingen smittede af på hende selv. En af sine første følgere mod tronen! Nu kunne det ikke varer længe. Med forsigtige skridt trådte hun tavst nærmere, da enhjørningen sænkede hovedet. En bleg hånd løftede sig, som i slowmotion, og landede blidt mod hestens hals, hvilket sendte en sitren igennem kroppen på Natasha. Mageløst! Hun mærkede hvordan blodet og musklerne arbejdede under den bløde pels og stærke hud, imens hun bevægede sig langs siden på den, og trak hånden efter sig. Magien summede omkring dem begge, som et tæppe, og hun følte sig for første gang i flere minutter næsten lige så magfuld som hun plejede. En pagt var blevet indgået, og øjnene skinnede hidsigt. Hun var spændt. Hun kunne se verden for sig et kort øjeblik. Så svang hun sig med fornyet styrke op på ryggen af det store dyr, hvorefter hun placerede begge hænder imod hestens hals, og pressede benene let imod kroppen. Kombinerede.