Taste for blood, maybe a taste for more? (Haku)

Sted: Midt i Louisvilles mange skumle gader.
Omgivelser: Beskidte og ødelagte gader, huse og butikker. Enkelte modige sjæle vandre på gaden-
Vejret: Månen står højt og der er skyklart.

Radioaktivitetens kaotiske påvirkning på sine omgivelser var rets så mild i aften, i hvert fald bippede det lille apparat ikke, som hang på de kvindelige hofter. Man skulle jo passe på sit eget helbred i denne verden, hvor selv den "rene" luft kunne gøre en syg med fetale konsekvenser, hvis man ikke passede nok på. Men den unge hjerne i denne kvindes krop tænkte faktisk ikke så meget på sit helbred, da hendes udgangspunkt i verden var som en normal klassisk ungs, at intet havde konsekvenser og man bare levede dagen, som det var ens sidste. Dog tænkte hun meget på radioaktiviteten, da hvis hun blev forgiftet, så ville alt hendes smukke hår forsvinde, hvilket næsten ville være værre end døden selv for hende.
Mange holdte sig væk fra Louisvilles gader her om natten, for det var nok det mest usikreste sted at være i verden om natten. Men dette var hendes element, og hun trives her, mens hendes husky isblå øjne gled over de enkelte folk, som gik på gaden, hvor de lyste op under hendes hvide hætte, som ellers henlagde hendes ansigt i total mørke.
Selvom der var en kølig brise, som gled igennem gaderne, så led Angelique sjældens af kuldens skarpe bid, men alligevel var hun dækket af gode grunde. Hendes ene hånd var på hendes gyngende hofter, som var iklædt i en lang brun handske, som gik langt oppe, hvor deres ende blev dog lige dækket af en sort tynd kort jakke, som dækkede resten af hendes arme og gik lige akkurat under hendes C skåle bryster, som blev ekstra markeret af det brune korset som sad stramt ind til hendes slanke krop. Hendes vuggende kvindelig gang blev endnu mere tydelig, da hendes lange vide nederdel gled fra side til side, men hvor de aldrig gled nok til at hendes bare lår ville blive afsløret, men kun lige, så man kunne fornemme af hendes lange støvler gik op over knæene.
En ung blond vampyr gik i modsatte retning, hvor hun dødelig kunne dufte hans "dødelige lugt" og kunne høre manglen på hans vejrtrækning. Et blodrødt skær gled over hans øjne, men hvor han stoppede straks med at se sultent på ham, da hans blik blev mødt med en langt større sult end hans egen, og det havde han ikke lige selv været forberedt på. Dog, hvad han ikke lige helt vidste, eller hvad han rettere sagt mistolkede, så var det ikke sulten efter de kødelige lyster, som hun havde i sine øjne, nej det var sulten efter smagen af blod.
Stolt gik hun ned af gangen, da selvom kun knap en håndfolk mennesker i verden kendte til hendes race, så levede hun i hvert fald op til rygterne af disse. Det var ikke for ingen grund, at rødhætte og ulven historien blev opfundet, da det var rent faktisk baseret på virkelige begivenheder, nemlig hendes race the wolfbreed. De havde et vis talent for at forføre mennesker og væsner, men det var kun ligesom vampyrer, for at få dem nedlagt til deres evige sult. Sådan gik legenderne i hvert fald om hendes race, og Angelique vidste faktisk ikke, om det direkte lå til racen, da hun havde aldrig mødt nogen som hende selv, men i hvert fald havde hun denne drift inde i sig selv.
Et skridt så gik hun ud foran en gyde, hvor tingene hurtigt skulle vise sig til at blive kaotisk, da en stor løbende mandelig krop stødte direkte ind i hende efterfulgt af to sæt andre kroppen som snublede over disse nu liggende personer. Den kvindelig krop ramte på vejens jord, hvor der var ikke var blevet lavet fliser siden førkrigstiden, hvor nu sad alt snavset fast i alt hendes tøj. Hurtigt kom de alle sammen op, men grebet om Angeliques hals hev hendes krop indtil den mand, som havde faldet først over hende. Hun hørte ikke rigtig efter, men en eller anden form for ordre blev givet til de andre, at de skulle løbe videre, og så skulle han nok tage sig af vidnet. Den skarpe bloddæmonslugt og maskuline og ikke særlig rengjorte krops skar i Angeliques skarpe næse. En skarp kniv blev trukket foran struben på Angelique, hvor hun blev lige trukket ind i gyden igen, så andre folk ikke skulle se det. Hans behandskede hånd kunne ikke mærke pelsen omkring hendes hals, som hættens mørke ellers dække, hvor den sorte jakken ellers gik højt op til halsen.
"Jeg kan desværre ikke lade dig være vidne til vores færden, så jeg må desværre dræbe dig"
Angelique havde hænderne omkring hans ene arm, som gik rundt om halsen på hende, og hun undlod at gøre noget, før det virkelig galte, da hun vidste at overraskelsesmomentet var det bedste man havde. Adrenalinen var tydelig i hans krop både fra deres løbetur før, men også nu hvor han stod med at varmblodigt væsen i hans hænder, og han selv kunne lugte hendes fine kvindelige blod, som dog lugtede lidt eksotisk, og han var selv blevet noget så sulten af alt den forbrændte energi.
Ligesom ham så var hun også kommet op og køre, hvor dog adrenalinen ikke flød i hendes krop, da hun var ikke mærket af frygten. Hun selv havde stået i langt værre situationer end dette, og plus dette var lige noget for hende for hun elskede ofre, som kunne slå fra sig, da de var langt sjovere end forsvarsløse svagpissere undtagen hvis det galte ungt barnekød eller sågar spædbarn, som hun havde en vis smag for. Plus den fornemmelse som gled igennem hendes krop med at være forsvarsløs var noget for hendes masochistiske side, som elskede, at der var en, som kunne komme og virkelig dominere hende, hvor hun med vilje spillede den svage. Dog var det en dobbelt side mønt, da inden længe ville hendes sadistiske sider dukke op, og så ville hun flå ham fra hinanden.

Dette var en af disse sjældne nætter Haku havde en gang imellem, en nat hvor hans forskruede personligheds mæssige spaltning fuckede fuldstændig op, og ødelagge den daglige rutine, han var kommet ind i, i løbet af de sidste mange års liv som outsider. Natten var startet som den altid gjorde, i det øjeblik den sidste solstråle ramte hans pupiller før den forsvandt, startede forvandlingen fra sjæledæmonen Haku der havde lilla hår, sort tøj og et par våben på sine arme til vampyren Haku, en fyr med korngult hår, hvidligt tøj, og katanaer som våben gemt under sin rejsekappe. Som han plejede var Haku derefter gået på jagt efter mad, men hvor det så blev forstyrret og i den grad gik galt var da en vampyr jæger bande opsporede ham, og gik til angreb.
Selvfølgelig gik Haku til angreb med det samme, han trak en katana og fik stillet sin sult med de første 2 bande medlemmer, før en tredje ud af de 5 der var i banden kastede en sol granat, der oplyste hele gyden med en styrke der mindede særdeles meget om sollys, så det i en 5 sekunder lignede som om, at guden var badet i sollys. Det pludselige falske lys fuckede så Hakus rutine op ved at snyde ham til at tro det var blevet morgen igen, så han blev forvandlet til sjæledæmon Haku som han altid gjorde ved morgens første sollys, og han observerede jo straks at han var midt i en kamp, så med et krigerisk smil på læben aktiverede han adrigaterne på sine arme, så halv meter lange sværd kom ud af dem, og han gik da til angreb med det samme han kunne se ordentligt igen, efter det stærke skift fra falsk sollys til dyb natte mørke. Haku fik dog ikke meget nydelse ud af kampen, for de 3 tilbage værende bande medlemmer flygtede, da de var både forvirret over at vampyren de sloges mod var forsvundet og blevet erstattet af en sjæledæmon, og at den selv samme sjæledæmon pludselig gik til angreb, med en noget overdreven kamp lyst og krigs vane i sig.
Haku begyndte straks at forfølge dem, da han da langt fra var færdig med dem men en underlig lyd fik ham til at stoppe. Det lød som om bande medlemmerne var stødt ind i nogen og væltet, men de kom hurtigt på benene, efterfulgt af at 2 af dem flygtede og en blev tilbage. Haku stod og betragtede situationen, og det så ud til at lederen ville dræbe den velklædte smukke skikkelse, de var stødt ind i, men det var faktisk ikke det der fik Haku til at gøre sine næste træk, det var hans krigeriske lyst der fik ham til det.
En dybt rungende metallisk klunk gav genlyd gennem gyden, da Haku slog sit ene våben på sin arm mod væggen for at skabe en vibration i våbnet, og kun få sekunder efter blev bande lederen væltet direkte ud midt på vejen, af noget der lignede bølgende luft, men hvis man havde et trænet øre lige som Haku eller en god hørelse som Angelique sikkert havde, ville man vide at den bølgende luft rent faktisk var lyd.
"Jamen dog du er ikke engang færdig med vores kamp, og alligevel fortsætter du videre til et nyt offer, det skuffer mig meget!" Sagde Haku mens han gik gennem gyden, mod bande lederen der hurtigt kom på benene. Haku så kort på Angelique "Skrid så med dig inden det bliver blodigt, jeg agter at nyde dette her, og jeg vil nødig betale for en renseri regning for at have overdækket en smuk kvinde med blod!" Sagde han til hende, ikke fordi han regnede hende for at være svag, men mere fordi han var i krigs humør, og ville have sine morderriske lyster tilfredsstillet. Haku rettede sit blik mod bande lederen igen, spredte sine læderagtige dæmon vinger og fløj frem mod bande lederen.

//hov sendte for tidligt ^^

//så er den skrevet færdig XD

//Bare et lille spørgsmål, hvorfor bliver Angelique ikke væltet med, da hun ligesom står helt tæt op af ham? Det virker lidt fysisk umuligt, men det gør jeg lige muligt med det næste træk :D //

Musklerne i mandens arme blev spændt og vejrtrækningen stoppede op, da han skulle til at flå struben over på kvinden med sin kniv, og Angelique var fuldstændig opmærksom på disse tegn, så straks som reaktion før han nåede noget gled de sylespidse hvide ulvetænder ned i hans fine kød, da han ikke havde taget højde for og kunne ikke ligefrem, da hætten havde skjult det, at hun havde en snude hvilket gjorde, at hun kunne nå hans arm. Han kom med udbrud, hvor han trak sig væk med sin såret arm, hvor knoglen lige havde knaget for presset af de stærke ulvekæber. Han gloede på hende med store øjne, da hætten var røget ned og viste hendes særdeles mærkelige udseende, hvor det ildrøde halvkorte hår lå omkring hendes ansigt og rammede hendes ansigt ligesom op, men hvor så de hvidlige ører stak op af hendes ør og den store ulvesnude stak frem med de fremadrettede rovdyrs isblå ulveøjne, som så på ham med en stor sult. Hendes manke var lidt mørkere med en grålig og mere skarpere cream farve, hvor resten af hendes pels havde denne meget lyse næsten hvidlige cream farve med få grålige nuancer hist og her. Det mørkeblode blod sad rundt om hendes kæbe parti, hvor hun smilte med et stor ulvesmil, som afslørede hendes blodige tænder, til ham, som så rets så grumt ud på en hvis plan, men alligevel smukt på en dødsensfarlig måde. En hånd gled rundt om hendes mule og snude for at fjerne det værste blod, hvor hun hurtigt rev sin sorte jakke af, så hele hendes bare skuldre, hals og øverste brystkasse, hvor hendes kvindelige former især blev noget mere tydeligere.
"Jeg vil nødig gøre min jakke beskidt"
Sagde hun med en yderst feminin stemme, hvor de blev udformet af de smalle læber, som virkede en smule menneskelige, som gjorde hende i stand til ting, som ulve ikke kunne. Den lyserrøde tunge gled omkring hendes blodige læber, hvor hun så gik imod ham med en vuggende gang med hovedet nede, hvor øjnene så på ham fyldt med rovdyrs lyst. Ørene var rettet imod ham, hvor hun havde kun opmærksomheden på ham, og derfor ikke opdagede kilden til deres flugt før hun kun var nået et skridt, hvor hendes ofre blev blæst omkring af de lydvibrationer, som især generede hendes skarpe øre. Hendes opmærksomhed således også manden overfor hende, havde de begge opmærksomheden imod ham. Angelique gav ham et elevator blik, hvor hun tog alle de oplysninger hun kunne fra sine sanser. Det var tydeligt, at han var dæmon, men der var også noget vampyr over ham? Måske var det blod eller andet fra de andre, som havde flygtet.
Han var noget mere appetitlig i hendes bog i forehold til den anden beskidte jæger, som lå der nu halvt skræmt fra vid og sans nede på jorden.
Bemærkningen, som nok skulle have haft været gentlemandsagtig eller elegant skar næsten mere i hendes ører end de høje lydvibrationer, og som man ikke kunne se, så steg blodet op til hendes kinder af vrede, mens hendes øjne fulgte hans flyvende gang.
"Nææææ nej du skal ikke få lov"
En let knurren gled igennem hendes læber, hvor hendes hænders håndflader gled ned på jordoverfladen, hvor hendes hybridkrop, som var lavet til at kunne løbe som en ulv, sprang i en løbende gang med den meget store hale bag sig, hvor de meget lange og fine hår gled igennem luften fra side til side. Med et sprang hun hvor han var i luften tæt nede ved jorden foran den mand, Haku mærkede vægten fra hendes krop, som godt nok ikke var så stor kun knap de 49 kilo, men vægten ville nok sætte hans flyvegang ud af balance, da det nok var en overraskelse. Hun brugte ham som en sprangsbræt, hvor hun ville tyngde ham ned, derefter efterfulgt af et spring ned til manden, hvor hun lagde sit stærke kæbeparti om hans hals og ruskede med stor kraft fra side til side, så kroppen blev rusket noget med, men kunne ikke følge halsens gang, så nakken var nød til at give efter og den blev brækket midt over. Hurtigt rejste hun sig op med sit blodplettet tøj og pels, og så udfordrende på ham med sit lysende ulveblik og sit meget anderledes udseende.
Angelique mærkede allerede det høje sus, som det friske og varme blod gav hende, som virkede som en halv rus for hende og gav hendes en form for lyksalighed, som nok var ugenkendelig for alle, som ikke nød at tage livet af folk eller smage deres blod. Blodet gled stadigvæk ud af halsen på manden og dannede en form for blodglorie omkring hans hoved. Blodet dryppede stadigvæk fra hendes kæbeparti, hvor den lyserrøde tunge blev blodrød, da den gik sin gang over læberne, hvor hun lige samlede sine læber i en trutmund, så læbestiften igen kunne smitte af på de steder på læberne, hvor det end var blevet slidt af. Dette bevidnede også, at den store forskel fra hende til ulve med deres ansigt var, at Angelique havde disse menneskelige læber, som hun kunne bruge til at kysse med, eller hvad hun end lystede.
"Jeg tror vist, at det er lidt for sent med mit tøj min kære
Sagde hun flabet, mens hendes ene hånd gled op til hendes mund, hvor hun lige bed let fat i sin finger, da hendes lyster var skam ikke blevet tilfredsstillet, de var nok bare blevet mere vakt af smagen af blod uden at blive mæt. Hun ville først blive mæt, når hendes store ulvemave var blevet mæt af kød og blod, og helst også, når hun havde fået lov til at lege med sit ofre.

idet Haku fløj frem mod bande lederen der stadig halvt lå ned, halvt sad op på jorden foran ham, skræmt fra vid og sans og med blod løbende ud af hans øre efter Hakus lydbølge angreb næsten havde ødelagt hans høre trummer, men i stedet for havde påvirket hans lige vægts balance organ således at han ikke kunne rejse sig op igen, registrerede Haku pludselig nogen der landede på hans ryg, det var ikke en særlig tung person ikke mere end 50 kg gættede han sig frem til, men det var det personen gjorde lige efter der fik Haku til at afvige fra sin bane mod bande lederen, for pludselig brugte hun ham som spring bræt og fløj på offeret, mens Haku blev rettet direkte i kollisions kurs med jorden. Men han var hurtig og smidig som en salamander eller en slange, så Haku landede på jorden på alle 4 samtidig med han bevægede sig fremad, for at af kompenserede for farten indtil han gik i stå ikke så langt fra Angelique og fyren, og kunne rejse sig op igen uden en skramme, eller skidt på hans sorte tøj.
Han betragtede Angelique mens hun flænsede struben op på manden ved at ryste ham frem og tilbage, så hun mere lignede en menneskelignende ræve hund med et forvokset tygge dyr, indtil en lyd kom fra hans nakke og hovedet faldt af, og det var faktisk først nu mens han betragtede hende dræbe fyren at Haku fik set ordentligt på hende. Han kunne tydeligt se på hende at hun var en hybrid, på grund af halen, pelsen, og hendes snude der flænsede i mandens hals, og da hun rettede sig op, og stilte sig med front mod ham, fik han et bedre kig på hende. Hun havde da nogle fine feminine former, en smuk pels og hårfarve, tydelige tegn på at være halvt ulv halvt menneske, og hendes tøj komplimenterede virkelig hendes krops former, hvilket var noget han i den grad hang sig i. Haku smilede et krigerisk smil mens hans øjne mødte hendes smukke øjne, som han syntes at finde et smukt glimt i, og uden frygt trådte han et par skridt nærmere dette farlige nu blod dækkede væsen der stod foran ham, og i et kort øjeblik havde tilegnet sig alt hans opmærksomhed.
"Jamen dog du er da vist ikke lige som alle andre kvinder, og det der morderiske over dig er jeg vild med!" sagde han stadig med kamp lyst i stemmen, og en tydelig lyst til at få sin lyst tilfredsstillet "Hvad siger du til at vi nakker de 2 sidste sammen, der er lige en til dig og en til mig, og jeg tror stadig jeg kan tracke dem herfra, jeg nåede at få et godt kig på dem, før de flygtede fra mig!"
Han løftede armene mod den gyde de 2 sidste bande medlemmer var løbet ned af, og hvis man kunne mærke andre væsners energi ville man straks mærke, hvordan han pumpede energi ud i armene og videre ind i hans våben lignende adrigater, der sad på hans arme.
"Lad mig se jeg syntes deres sko lignede kondi sko eller løbe sko, de virkede til at være vanlige løbere men var ret tungt bygget, jeg kunne høre nogle metalliske lyde da de begyndte at flygte fra mig, og siden bande lederen ikke har nogen, må de lyde komme fra de 2 andre!" sagde han tænkende til sig selv, en vane han havde haft lige siden han blev brugt i krigen og den sluttede, da han ikke længere gik med høresnegl og havde nogen andre at snakke med. Pludselig begyndte adrigaterne at vibrere da de opfangede den lyd han indstillede dem til, og det betød at de havde fundet målet.
"Perfekt de er kun nået omkring 200 meter, kom så tøsen så der mad på banen!" sagde han krigerisk før han spredte sine vinger, og nærmest hoppe fløj fremad, uden at afvente svar fra hende, eller registrere om hun fulgte efter ham. Han hoppede fra jorden op mod den ene væg i gyden, hoppede videre mod den anden væg der var overfor, som en underlig måde at tage tilløb på, og fløj så direkte frem mod målet som han havde tunet sig ind på via hans våben, der stadig ledte ham mod målet, ved at vibrere mere og mere kraftigt, jo tættere han kom på målet.
Grunden til han havde snakket til hende som han gjorde, var på grund af en blanding af krigerlyst, sult og det faktum at han kunne lide hende. Haku havde nemlig en forkærlighed for hybrid væsner, han vidste hvor sjældne de kunne være især når de var naturligt født som han regnede med at hun var, og på grund af hans krigeriske dræber lyst fandt han hende kun mere sexet da han så hende, indsmurt i blod og med blod om læberne. Derfor behandlede han hende mere som en team mate, end et fremmede væsen selvom han aldrig før, havde prøvet at kæmpe sammen med et andet væsen som et team.
Uden at se sig tilbage efter Angelique for at sikre sig om hun overhoved var fuldt med ham, fandt Haku målet i form af de 2 løbende bande medlemmer, han fløj op i luften, trak vingerne ind igen, og landede foran dem efter at have lavet en salto i luften, som var han en elegant akrobat der lige havde lavet et stort flot nummer i et cirkus.
"Nu ikke så hurtigt i 2 krystere, man flygter da ikke bare for en kamp som 2 forskræmte fugle, der har glemt hvordan man flyver!" sagde han skummelt, mens han vendte sig om mod dem, da han var landet med ryggen til dem.

//Ups havde jeg da helt glemt at tage højde for, tak fordi du nævnte det så jeg kan huske at tænke på det en anden gang ^^

Hvis han nogensinde havde sagt hybrid overfor hende, så kunne han være 100% sikker på, at hun ville have haft bidt struben over på ham, for hun var ikke en hybrid, selvom hun kunne godt ligne. Og hun var fandeme stolt af sin race, måske lidt for stolt til tider. Med en lyst til at tilfredsstille sin lyst med ham, så blev hun sådan noget paf, som hun aldrig før havde blevet før. Tilbudet om at jagte et ofre sammen var noget, hun i sine 19 år unge liv aldrig havde hørt før, undtagen når varulvene jagtede de store kronhjorte eller rettere sagt de muteret kronhjorte. Hovedet tiltede til siden, hvor hun så på ham med sammenknebet kvindelig øjne, der lyste op af sin unaturlige farve, og med kæben lukket. Dette gav hende anledning til at studere denne sjæledæmon, som hun måtte sige, var et pragt eksemplar i sig selv, men stadigvæk vidste hun ikke, om det var hendes sanser, som snød hende. Men hun var så sikker på, at hun kunne lugte dette vampyrlignende over ham, som lå som den fineste snært, som den under under grundtone af en parfume, så fint, at man næsten ikke kunne sætte en finger på den.
Et eller andet blev vakt i hende, og det var hendes nysgerrighed, og ikke den almene nysgerrighed, når hun havde lyst til at se, hvordan hendes ofre så ud inden fra. Men hans monotoniske stemme, som ej var henvendt direkte til hende, fik hendes tanker ud af kurs, hvor hun endelig kunne fokusere på det virkelig og smagen af jernindholdet i blodet. Noget så elegant så hun ham begynde at flyve, og for et øjeblik tøvede hun. Hvad var hun på vej i? Hun behøvede da ingen jagtpartnere. Men et eller andet i hende fik det til at give logik, hun kunne jo altid have det sjovt med ham, og før han vidste det, så ville han falde for hendes fælde. Tænkte hun, mens hendes hoved var vendt nedad med et grumt ulvesmil om læberne.
Hurtigt fik den tynde krop sit tyngdepunkt nede ved jorden, da hun indtog sin elskede position, hvor hendes krop så spænede af sted med de 50 km/t, som hun nu kunne som en ulv. Lugtesansen guidede hende, hvor hun næsten kunne se for sig de fodspor imellem alle de mange andre, som var deres.
Selvom hun ikke kunne flyve som ham, så var hun hurtig på sine fødder, hvilket betød, at hun var lige bag ved dem kort efter, at han var landet foran dem. Hendes tynde skikkelse rejste sig op, hvor en snerren og knurren hurtigt kom til deres høresnegl. De to vendte blikket bagud, da alle var nok født med den naturlige instinkt, at man ville reagere på en ulven knurren. Det ansigt, som ellers havde set så fint og kvindeligt ud, hvis man så bort fra det ildrøde blod, var nu forandret i sådan en grad, at der var ingen tvivl om, at hun var i sig selv. Hele hendes manke var rejst op, som fik hendes ansigt til at syntes være større end den var, de blottede tænder gav just heller ikke en nuttet effekt, hvor hun med langsomme skridt nærmede sig ind på med sin snerren og knurren.
Den ene rejseklædte kvinde var en phoenix, og hun indså sammen med sin partner, hvordan de var blevet fanget. Hånden gled straks til den sølvting hun havde hængende om halsen, hvor den specielle fløjte blev puttet ind munden, og hvor de drageånde lignende flammer skød ud imod dæmonen, som stod med ryggen til. Den anden var cyborg, hvor hans krop var lavet til nærkamp. Hans opmærksomhed vendte sig imod ulve pigebarn skikkelsen, hvor han med hurtige skridt slyngede ud efter sin med sin huddækket jernnæve.
Angelique har aldrig været stærkere end et almindeligt stærkt menneske, men hun havde sin hurtighed og smidighed, som i de fleste tilfælde reddede hendes liv, og derfor undgik hun hurtigt den flyvende næve ved at bukke sig ned, hvor hun samtidig sprang imod ham og bed efter låret, der hvor hovedpulsåren var inde under det mere fine og sarte kød ved inderlåret. Overraskende mærkede hun, hvordan hendes kæber under få millimeter falsk hud nåede metallaget, hvilket just ikke gav nogen videre skadeligt effekt. Hendes spring havde dog fået dem begge væltet ned, da hans slag havde givet ham en dårlig balance. Og derfor prøvede hun hurtigt at gribe fat efter hans strube, men hvor hun blev mødt af en meget stærk knytnæve i siden, som sendte hendes krop imod væggen. Slaget gik igennem marv og ben, og hun mærkede, hvordan smerten bredte sig, men alligevel rejste hun sig pænt op og med et stort smil omkring hendes læber. Smerten virkede, som den mest forfriskende vand for hende, men som samtidig gav denne hunger efter mere smerte, da det var en fryd for hende at mærke smerten. Derfor gjorde hun rent faktisk intet, da han nærmede sig og gav hende flere slag, hvor flere steder brød der står frem fra hans hårde slag. Men i stedet for at komme med smerteudbrud, så begyndte hun bare at grine, hvilket fik cyborgen til at tøve, da der var ingen før i hans liv, som havde grint og nydt på den måde smerte, som han tydelig kunne se i hendes isblå øjne. Da hun mærkede, hvordan blodet flere steder rendte, og hvordan hendes krop var nu ved at begynde at blive faretruende øm, så sagde hun med flabet smil.
"dreng dog, du har selv lige skrevet din dødsdom"
Lungerne blev fyldt op, og selvom hun halvt vaklede pga smerten i hendes krop, så var hende evne intet lignende hendes krops dårlige tilstand, tværtimod. Hendes krops skader og jo tættere hun nævnede døden, desto mere blev hendes evne tilgængelig for hende, da hendes evne var fanget og blev holdt tilbage af hendes legeme. Så jo mere hun blev skadet, så der blev mindre af hendes legeme, jo mindre holder hendes evne fanget, og jo nærmere hun kommer døden, så hendes sjæl mere frigiver sig fra hendes krop, jo mere bliver hendes evne også frigjort. Hendes smukke ulvehoved blev vendt i vejret, hvor lungernes fyldte luft strøg nu igennem hendes hendes hals og så ud i lydbølger. Hendes skadet tilstand gjorde, at hendes specielle hyl, som blev sendt ud i en bølgevibration og derefter blev ved med at vibrere, at lydbølgen fik cyborgen væltet omkuld og damen også, og hvis Haku ikke var hurtig nok, så ville han også blive væltet omkuld, da hendes bølge var ikke stærk nok endnu til, at hans evne ikke ville kunne nå at rigtig gøre noget ved det. I flere sekunder efter varede hylet stadigvæk, og de store vibrationer, som blev dannet, gjorde, at den rystede både marv og ben på i hvert fald de to andre, hvor deres balanceevnes vand i øret blev skvulpet rundt, så de ikke kunne have balancen, og lyden generede forfærdeligt meget deres ører, især i denne gyde, hvor den bare blev stærkere. Dog var den ikke stærk nok til at kunne give hjernerystelser, som hun ellers kan, når hun er langt mere skadet end hun er nu. Men hele deres kroppe vil være mørbanket, da de vibrationer virkede som slag på hele kroppen. Lige pludselig stoppede hylet efter de ca 7 sekunder, og de skarpe tænder nåede at finde sit mål omkring halsen på cyborgen, men som dog skulle vise sig var også igen dækket af metal, så hun valgte at tage fat ved skulderleddet og flå armen af på ham.
Kvinden ville også komme hurtigt på benene, da effekten af hylet ville aftage sig hurtigt, men måske havde det givet nok tid til Haku nu kunne dræbe hende.

Haku smilede for selv ved lyden af knurren der kom fra Angelique, og så på hende mens hendes manke strittede og hun så alt andet end nuttet ud. Dog kunne han ikke lade være med at beundre hende lidt, da det krigeriske gen i ham stadig pulserede, og fik ham til at se noget smukt ved dette angrebs parate væsen der stod og virkede direkte farlig, især for de 2 bande medlemmer der stod, imellem hende og Haku. Han brugte kun et øjeblik på at beundre hende, mere tid fik han ikke da bande medlemmerne pludselig gik til angreb, på hver deres måde hvilket gav Haku mulighed for at analysere situationen. Cyborgen der gik til angreb på Angelique var dog ikke hvad han koncentrerede sig om, for kvinden brugte en underlig fløjte til at angribe ham med, og som en drage der udåndede dens dødsens farlige ild ånde, kom en flamme mod ham og gav ham kun få sekunder at forsvare sig i, hvilket ikke lige just var særlig meget tid, men måske alligevel var lige nok til at han kunne forsvare sig mod angrebet.
Det var ikke nok tid til at komme væk, men Haku kunne nå at gøre noget helt andet, og da flammen stoppede med at omringe ham, fordi kvinden ikke kunne puste mere i hendes phoenix fløjte, kunne man se hvad han havde gjort. Haku havde samlet armene over kors for at beskytte sig selv, og da han havde gjort det havde han slået sine tvillinge våben sammen, hvilket havde skabt lydbølger i dem begge 2. De lydbølger havde Haku så brugt til at lave et usynligt skjold om sig med, men det havde ikke lige beskyttet hele hans krop, for han havde fået et stort brandsår på venstre skulder. Han var dog ret hårfør da han under krigen havde lært, at kæmpe nu og beklage sig senere, så han noterede sig ikke af det men fortsatte bare kampen.
Haku begyndte at analysere kamp situationen, og selvfølgelig mumlede han det for sig selv, lige som han havde snakket til sig selv, da han havde tunet sig ind på bande medlemmerne.
"Hun er en phoenix hvilket betyder at hun er mellem distance, og til en vis grad lang distance. Jeg er nærkamp og kan bruge lyd, til nærkamp og moderat mellem distance, samt begrænset lang distance. Jeg skal tæt på hende for at vinde, uden at vide hvor god hendes nærkamp er, men hvis hun er god skal jeg nok finde ud af det!" Mumlede han lavt for sig selv, så det var svært at høre hvad han sagde, for hans modstander. Kvinden gjorde klar til endnu et angreb, men Haku reagerede hurtigt ved at løbe i en cirkel rundt om hende, mens hendes flammer var lige i hælende på ham. Da han nåede væggen, løb han op af den og satte af så han kunne lave en salto, så han lige undgik flammerne og landede bag ved kvinden. Hun reagerede hurtigt da Haku slog ud efter hende, ved at slippe fløjten med munden, mens hun drejede rundt på hælen og parerede hans slag, men det var i den grad ikke et smart træk fra hendes side af, for hun ramte det ene af hans adrigater på den arm han slog med. Haku smilede ondt da hendes parerende slag, skabte vibrationer i våbnet, det kunne han bruge som et angreb på hende, som hun ikke kunne forsvare sig imod nu de stod så tæt på hinanden.
"Ups det var ikke så smart lille skat!" Sagde han ondskabsfuldt, lige samtidig med at lydvibrationerne strømmede ud af hullerne på hans våben, styret af hans chakra så de lignede usynlige bølgende slanger i luften, der borede sig ind i begge hendes øre. Kvinden skreg af smerte, mens hun tog sig til ørene og gik i knæ. Blodet sev ud af hendes ører, alt flimrede for hendes øjne og hun kunne ikke stå ordentligt overhoved, men Haku nåede ikke at angribe hende mere, for han blev distraheret ved lyden af latter fra Angelique, og så over på hende. Hun havde tydeligvis fået nogle slag, men hun pev ikke, i stedet for grinede hun og sagde, at han havde sat sin egen dødsdom. Idet hun trak vejret dybt ind, regnede han hurtigt ud at hun ville lave et eller andet lydangreb med munden, så han stilte sig med siden til hende mens et sværd kom ud af hans våben, og det var kun lige på sekundet at han aktiverede sin chakra, for hun udstødte noget af et hyl.
Haku brugte sin chakra gennem sværdet, til nærmest at kløve lyden så den lige akkurat skilte sig, og bevægede sig uden om ham. Dette forsvar brugte han sjældent, da det tærrede på hans chakra men da angrebet stadig gav genlyd i gyden, anstrengte han sig og samlede lydbølgerne så de blev rettet, direkte mod phoenix kvindens ører og igen skreg hun af smerte. Haku brugte den korte tid han havde mens smerten stadig pulserede i hendes ører, og hun stadig var distraheret af smerten derfra, løftede Haku den arm hvor sværdet stak ud, og cuttede hovedet af hende som faldt til jorden så blodet fossede ud af halsen, mens kroppen faldt død om på jorden.
Haku vente sig så mod Angelique og cyborgen, for at se hvad hun ville gøre med ham, og han nåede lige at se hende flå en arm af ham, hvilket fik ham til at trække på smilebåndet over hendes voldelige opførsel.
"Gad vide om hun er skør nok til at slå ham med den, eller om hun vil rive flere lemmer af dimsen?" Mumlede han spørgende med et smil på læben, lige højt nok til at Angeliques skærpede hørelse kunne høre spørgsmålet. Haku vidste ikke hvor god hun var til at høre, men han gættede sig lidt frem til at hendes yndige ulve agtige øre, nok var bedre til at høre end et menneskes øre var.

En af Angeliques største svagheder var nok, at hendes drifter var hendes liv, hvilket betød, at når hun blev fanget af en af sine drifter, så var der intet andet som kunne distrahere hende, så derfor var alt hendes fokus på manden med den manglende arm i stedet for det som den mytiske dæmon havde sagt. Ordene blev godt nok opfanget af hendes fine ører, men de blev ej registeret i hendes hjerne, da endnu et desperat slag fra manden blev slynget ud lige da knogler blev skilt fra knogler og armen røg af. Blodig stod hun tilbage på alle fire med den store arm i hendes mund, mens hun trak vejret dybt, da hun var ved at blive godt forpustet. Imens gløede hendes øjne med stor intensitet, da blodet fløj omkring fra hans arm, hvor den store pulsåre i armen var skåret af. Af mange mange erfaringer vidste Angelique, at hvis hun ville nå at få fornøjelsen med at dræbe den skrigende mand, før han forblødte, så måtte hun gøre det af med ham. Andre folk ude på gaden kiggede meget kort ind på gyden, men bevægede sig hurtigt videre. Det var almenkendt i Louisville, at man absolut ikke blandede sig i andres sager, da der var intet politi eller andet end en selv, som kunne redde en.
Kæbemusklerne blev slappe og armen røg ned på jorden med et dunk af lyden af metal. Men lyden blev overdøvet af hans smertende skrigeri, hvor han med stor besvær prøvede at rejse sig op igen. Ja måske havde hendes hjerne alligevel registreret dæmonens snak, da hendes hjerne formede den ide, at hun skulle lege med sit ofre med at flå ham lem for lem. Så hun bevægede sig frem ad med en vuggende kvindelig gang, imens hun slet ikke to notits at dæmonen havde dræbt kvinden. Han havde fundet ud af, at han var for sløv i forehold til hende. Så han lod i stedet for sine delvis metalben sparke efter hende, men hvor hun bare så sprang i stedet for højt op i luften imod ham med den ene hånd imod hans hals og den anden imod overarmen, så hun lige ville kunne nå det andet skulderled. Igen blev der for meget overbalance, hvor han røg på ryggen bagud.
Da de to kæmpende kroppe lå på jorden, så sparkede han efter hende, og fik ramt hende godt ind i siden med sit knæ, men hurtigt havde hun fundet det næste led og prøvede med besvær at rejse sig op på de flere for at kunne så trække armen af ham.
Et højt knas lød efterfulgt med et skrig og den anden arm var røget af. Der lå han som en kludedukke med sprællende ben og hoved.
Angelique rejste sig i sin fulde tynde højde og beundrede sit værk.

Haku betragtede hende, mens blodet fossede ud af armen på manden og hendes drifter, virkelig kunne ses på hende. Han havde en ide om, at hendes hjerne måske ikke havde registreret hans ord, men det var kun en ide da han ikke kunne være sikker på det. Lyden af mandens smerte skrig, sammen med hans desperate forsøg på at forsvare sig overfor denne wolfbreed, der nu nærmede sig ham med faretruende øjne, fik Haku til at smile da han fandt det morsomt at hun havde fået denne store stærke cyborg, til at være godt på vej til forsvarsløs overfor denne slanke, feminine ulve kvinde.
Den ide Haku fik om at hun ikke havde registreret det han sagde, blev lidt afkræftet i og med at det næste skete. For Angelique bogstaveligt talt sprang på fyren, og begyndte at flå i hans anden arm, indtil lyden af hans knogler der gav efter kunne høres, og armen brækkede af ham mens han hylede og skreg som en forsvarsløs kæmpe bsby. Nu kunne han intet gøre, som han lå der uden arme og med blodet fossende ud af armene, og Haku mente at det var nok nu. Han gik roligt hen til den stadigt levende cyborg, og stod nu mellem hende og ham, med sværdet der stadig stak ud af hans ene våben, mod fyrens hals.
"Det er vist nok nu, man skal have sine grænser for hvor meget man hånder sin modstander, før man dræber dem!" Sagde han roligt, før han dræbte cyborgen ved at støde sværdet ind i hans hals. Haku trak det ud igen, og trådte et par skridr mod Angelique, mens han rensede sværdet med et stykke stof, og så på Angelique uden frygt i sig, selvom hun så farlig ud.
"Jeg gætter på du ikke er vant til den slags opførsel fra andre væsner, men jeg har mit kodeks og at lege mere med den cyborg, ville være imod mit kodeks!" Sagde han let, og trak sværdet ind i sit våben igen da bladet var rent igen. Han havde en stærk karakter styrke, og en særdeles mangel på frygt overfor andre, så mens han så på hende var der intet i ham der antydet, at han frygtede tanken om at hun ville gå amok på ham det mindste. I stedet smilede han bare mildt til hende, med hovedet lagt lidt på skrå.

Lige nippet til at springe på ham og flå hovedet fra cyborgens krop, blev hun straks afbrudt, da hun så, hvordan halsen blottelse var blevet blokeret af et sværd. En ulvepeben gled igennem hendes røde og blodfyldte læber, hvor hun straks var bukket ned på knæ ved siden af ham og rystede på hovedet af forvirring. Øjnene fyldte lands sværdet og så op på Haku. De gyldne ulveøjne se hårdt og vredt på Haku, hvordan kunne han!! Hvordan kunne han tage mit ofre. Hun rejste sig op med en stiv holdning, mens hele hendes nakke og krop var ansigt, hvor hun bare så på ham med et udtryksløst ansigt. Hvis det ikke var fordi, at hendes hænder var beklædt med handskerne og endnu engang var beklædt med pelsen, så ville knoerne have haft været kridhvide.
"Ja, men han var mit ofre!
Knurrede hun vredt, mens hun gik med stille og rolige skridt imod ham, hvor nakkehårene var halvt rejst. I hendes vrede havde hun ikke lige vurderet, at hun kun havde en menneskelig styrke, godt nok med en ulvs hurtighed, men ikke styrke, og imod en sjæledæmon som ham, var hun rets så svag i styrkeforhold. Heldigvis havde hun sine andre fordele, men i rå nærkamp front til front, var hun nok intet. men alligevel gjorde hun forsøget, hvor hun sprang efter ham for at bide struben over på ham. Hun havde smagt sjæledæmoner før, og rent faktisk syntes hun, at det smagte rets så godt.

//Undskyld, at jeg først har svaret nu og det er kort, men det er kort fordi, at vi er nået til kamp lige nu//

Angelique virkede ikke lige just glad for situationen, Og Hakus bedømmelse af hendes sinds stemning blev kun bekræftiget, da hun snakkede til ham med vrede i hendes stemme, og da hun fløj frem mod ham, i noget der lignede et angreb mod hans strube. Haku Havde gode reflekser, han var skabt til at kæmpe, og havde brugt mange år i kampens nådesløse flammer, så hans reflekser skete naturligvis med det samme hun angreb ham.
Han spredte sine læder agtige vinger, og lavede et hårdt bask med dem mens han hoppede, så han lavede en salto hen over hovedet på hende, og landede bag ved hende, hvor han straks vendte sig mod hende, og tog et fast greb i hendes nakke med den ene hånd, og plantede den anden hånd mod hendes ryg, så han kunne bruge den fremgang hun selv havde gang i, til at fortsætte fremad, til hun stod med front mod muren.
"Rolig nu smukke, træk nu vejret dybt!" sagde han roligt og holdt hende fast "Jeg prøvede at studere dig lidt under vores kamp, og jeg nåede til den konklusion at den fantastiske lydbølge du lavede da du angreb, og det faktum at du lod dig angribe før du lavede det angreb må have en forbindelse på en eller anden måde! Baseret på den viden, er jeg nået frem til den konklusion, at hvis jeg skal kæmpe med dig, vil jeg dræbe dig i første forsøg på at angribe dig, og det synes jeg ville være synt, for du er da et enestående væsen!"

Flyvende fløj hun af sted i et dræberangreb, men hvor hendes bytte forsvandt rets så hurtigt over hovedet på hende. Mange kræfter prøvede at stoppe den hurtige krop, så hun kunne vende sig om imod ham, men desværre var hun ikke hurtig nok til at stoppe op, så hun endte med hele sin krop være mast imod den kolde og klamme mur foran hende.
Hendes vejrtrækning var mere som hidsige gips, som hurtigt gled ind og ud af hendes lunger. Et arrigt blik var sendt bagud imod ham, hvor en knurren rumlede i halsen på hende.
Hans stemme fik hende endnu mere lyst til at flå hans strubebånd over og da han begyndte at rable om hendes evner, så begyndte hun at grine hånligt.
"Ja det kan være, at du har ret, men tør du at tage chancen, hvem siger ikke, at når jeg holder en smule luft i lungerne og når det så bliver undsluppet, når min krop giver op for dit dødsstød, at du vil finde dig selv i en situation, hvor du ville dø?
Denne trussel har mange gange virket før, især når de væsner, som hun har været oppe imod, har set, hvad hun egenligt kan og selvom hun selvfølgelig aldrig har prøvet det før, da hun jo ikke er død endnu, så var hun 100% sikker på, at det virkede, da hun har prøvet, da hun besvimede af blodmangel, men hvor hun stadigvæk brugte sin evne, at den havde virkede rets så effektiv imod sine modstandere.
Da Haku jo stod med lidt afstand, da han jo brugte sin hånd imod hendes ryg, så gav det hende den mulighed, at hun kunne give et såkaldt hestespark bagud, hvilket ramte noget så ømt på Haku.

Haku kunne ikke lade være med at grine, da hun gav ham et hestespark der ramte ham rimelig hårdt. Selvom smerten bed lidt til at starte med, gik den hurtigt over igen mens han tog et par skridt tættere på hende, og så direkte ind i hendes øjnene med et smil der virkede til, at smerten blot var en bekræftelse på at han levede.
"Hvor er du dog sød, smerte er så livsbekræftende at jeg burde slippe dig fri, og tage kampen med dig!" sagde han let mens han lagde hovedet på skrå, og smilede til hende "Men selvfølgelig kan jeg ikke risikere at komme op og slås mod dig, nu er min interesse i dig lige blevet så stor, så jeg vil nødig skade dig i morderiske hensigter!"
Haku virkede tænkende før han udførte hans næste handling, da han var i tvivl om hvorvidt han skulle gøre det eller ej, men til sidst kom han til den konklusion at han ville gøre det, så uden tøven gav han bare slip på hende og trådte væk fra hende. Hans øjne slap på intet tidspunkt hendes, men noget i hans blik virkede til at beundre dette væsen foran ham, da en som hende var et meget unikt og sjældent væsen at møde.
"Jeg ser forøvrigt et hul i dit last attack system, og nu er det godt nok kun et gæt fra min side af, men hvis jeg kappede hovedet af dig ville din evne ikke funktionere!" sagde han tænkende "Men selvfølgelig er det kun mit eget gætværk, da jeg går ud fra at dit hyle angreb skal gå fra dine lunger, og ud af din mund hvilket ikke kan ske hvis disse ikke er i forbindelse! Men jeg har ikke tænkt mig at kæmpe mod dig, på trods af at jeg har ophidset dig med mine handlinger!"

Et eller andet i hans stemme kunne hun absolut ikke lide, det mindede for meget om hende selv. Dette dyriske og jagende som var underliggende i hans stemme, hvordan hun følte sig som byttedyret, og hvordan ørnen havde låst fast med sit falkeblik på hende, som en lille mus, mit i marken.
Det var sjældent, at hun kunne føle, at nogen kunne skræmme hende, og selvom det gik direkte imod den sadistiske del, så blev den masochistiske del så meget fristet, at hele hendes krop begyndte at slappe af.
Hun blev noget så overrasket over, at han slap hende, hvor på sin vis blev især hendes masochistiske del skuffet, men alligevel ikke da hun vendte sig om imod ham.
Faktisk hørte hun ikke så forfærdelig meget efter, hvad han sagde, men mere det underliggende, hvordan han følte sig stærk og selvsikker overfor hende, hvilket virkede mere dominerede for hende.
Da hun var et væsen, som fulgte 100% sine lyster, så fandt Haku sig selv i den situation, hvor Angelique var gået imod ham og nu sad bukkende overfor ham, mens hendes kvindelige øjne var vendt op imod ham med en ærbødighed, som kun kunne komme fra en slavinde til en master. Men helt klart kunne man se, at det var den dyriske del af hende, som gjorde, at hun var nu sådan her overfor ham.
"HVad siger du til, at vi tog forbi min lejlighed? Den er kun 50 meter herfra
Sagde hun med et fristende glimt i hendes øjne.

Selvfølgelig kunne han ikke lade være med at lægge mærke til det. Den måde hun så på ham, som var hun en slave, og han var hendes hersker, og hendes pludselige personligheds skift fra fjendtlig, til noget mere underdanigt. Han regnede med at dette måtte være en del af hendes dyriske instinkter, da Haku når han tænkte tilbage faktisk havde udvist dominans, selvsikkerhed og troen på sin styrke i forhold til hendes, hvilket blandt mange dyr var egenskaber set, hos alfahan dyrene i alle flokke.
Et roligt smil dannede sig over hans læber, og hans øjne glimtede nærmest af selvsikkerhed og styrke, som sjældent var set hos krigere i disse situationer. Tilbuddet om at tage med hende hjem, tilfredsstillede ham tydeligvis, og boostede kun den udstråling af dominans han havde udvist, da han lige før havde holdt hende fanget op mod væggen. I få skridt stod han nu lige foran hende, uden tegn på frygt for hvad end hun kunne finde på at gøre ved ham, og med hans glimtende stærke øjne rettet direkte mod hendes, som om han så direkte ind i hendes dybeste afkroge både sjæl og sind, selvom det ikke lige var det han bogstaveligt talt gjorde.
"Gerne når nu du tilbyder det!" sagde han med en fristende undertone af dominans i hans stemme "Men fald mig nu ikke i ryggen, jeg vil så nødig-" hans hånd strøg let hen over hendes slanke hals mens han snakkede "-dekapitere dit hoved fra resten af dig!" på intet tidspunkt slap han hendes blik, med sine øjne og han havde heller ikke tænkt sig at gøre det, før hun begyndte at vise vej til hendes lejlighed.