Så du er en mutant siger du?(Chika)

Tid: nat
Sted: En skov
Vejr: Skyfrit
Omgivelser: Stille

Det var en stille sommernat, vinden blæste gennem træ toppende i en fredelig skov, og det virkede som om alt åndede fred. Månen var fuld og dens milde solreflekterende lys, oplyste natten over denne dejlige skov, og lyset ramte en sø hvis overflade lå helt rolig, dog kun brudt af et enkelt dådyr der var vågnet denne lune nat, og søgte vej til søen for at slukke sin tørst. Dådyret så op og spidsede øre, da vinden endnu engang raslede gennem træ toppende, da dette smukke dyr havde hørt en underlig lyd der havde fanget dens opmærksomhed. Den så rundt i sin søgen efter grunden til denne lyd, men kunne ikke se noget specielt men hvad dådyret ikke vidste var, at med det sidste vindpust fra himlens hvælving var der kommet utroligt meget sand med, og dette sand begyndte pludselig at samle sig om det smukke dådyr.

Dådyret følte pludselig panik, da den følte sig truet af denne samling sand men det var forsent at flygte sandet hvirvlede rundt om dådyret, så den ikke kunne flygte og det kom tættere og tættere på som en klaustrofobs værste mareridt. Til sidst råbte dådyret et sidste hjælpeløst hvin, som et kald efter hjælp men ingen kunne hjælpe den, da sandet dannede en cocon rundt om dådyret, og maste sammen så dådyret blev dræbt på stedet, uden at det efterlod et eneste spor efter dyret. Coconen rumsterede lidt rundt i luften, før den begyndte at tage form og det var nu det virkelig blev interessant, hvis man havde overvåget hele denne situation, for sandet tog form som et menneskelignende væsen.

Dette menneskelignende væsen, havde sort hår med en rød stribe rundt om hovedet som et pandebånd, en sort long coat og sort løst tøj inden under, hans øjne var blodrøde, og han havde et stykke stof rundt om panden lige under hans hårgrænse, som gik hele vejen rundt om hans hoved, men var ret gemt af hans lange hår. Denne person der nu stod hvor coconen før havde været, så sig roligt omkring før han gik hen til et bestemt træ, prikkede til det og så hvordan en del af det ydre lag, blev til sand og viste et ellers gemt hul i træet. Derinde havde Dust gemt sine 2 ynglings sværd, et skarpretter sværd og hans eneste følgesvend Samehada. De var begge lige så lange som Dust var høj, skarpretter sværdet var så skarpt at det kunne skære gennem sten som var det smør, mens Samehada der var et haj sværd, havde et blad lavet af haj skind og var savtakket så det kunne skære gennem hvad end bladet skulle ramme. Begge sværd var unikke, og der fandtes intet li dem i hele denne kaotiske verden,

Dust tog dem roligt på ryggen, og gik ned til søen for at tage sig en tår vand. Han gik roligt ned til søen, gik ned i knæ og tog en tår af det rene vand, mens han så sig omkring for at sikre sig, at der ikke lige pludselig skulle komme nogen snigende, og angribe ham i troen om, at han ikke holdt øje.

det flotte dådyr stod bare der helt uviden om Chikas tilstedeværelse. den unge mutant pige Chika var gemt mellem nogle buske og studerede det priktage dyr. pludselig skete der nået, som hun ikke kunne forstå. en masse sand omringede hende ellers så sikre bytte og der gik ikke længe før det besynderlige sand forvandlede sig til en cocon lignende ting, hvorefter en mand kom til syne. hun sad med store øjne, åben mund ja stor måbende. det der lige var sket var ikke til at fatte. hun så lidt på hunden ved siden af sig der også havde set med. den var tydeligvis lige så forvirret over hændelsen som dens eger. Chika sank en lille klump og fulgte alle bevægelser fra den fremmede mand. han var en høj og smuk mand. det sorte hår med den røde stribe klædte ham meget. da lagde den unge pige mærke til de store sværdvåben og blev en smule nervøs. denne kønne mand var tydeligvis ikke bare et menneske og han var stærkt bevæbnet. alle signaler i Chika sagde han var farlig og hun skulle til at komme væk, da hun kunne være i stor livsfare. hendes elskede hund vidste de samme signaler og nappede forsigtigt fat i hendes bukser, hvorefter den stille hev lidt som et tegn på de skulle væk. den unge pige var egentlig også enig med sig selv og hunden om at skulle væk fra dette sted hurtigt, men noget i hende fik hende til at blive. hvad det var vidste hun ikke helt. hunden begyndte så at pive lidt for at få sin egers opmærksomhed og det fik Chika til at vågne lidt op fra sin trængse "shhh" hun tyssede så lavt hun kunne imens hun så på hunden med et bestemt blik. men fordi hun havde bevæget sig da hunden pev, havde en lille raslende lyd fra buskens blade været nok til at kunne afsløre hendes skjulested. denne lyd var Chika bevidst om og derfor sad hun nu fuldstændig stille med hænderne lukket om hundens snude for at sikre sig den ikke kom med flere lyd.

Dust løftede hovedet da han kunne høre nogle underlige lyde. Det lød først som en piven, efterfulgt af en raslende busk, og et menneskelignende væsen der så stille så muligt tyssede på det pivende væsen, og det var disse lyde der gjorde Dust opmærksom på den aura eller rettere DE aura´er. Han kunne mærke tilstedeværelsen af noget han regnede med var en hund, sammen med en der var... han bedømte auraen lidt, før det gik op for ham at det var en mutant. Kun en mutant kunne have den radioaktive aura som dette væsen havde, og han vendte sig nu så han så direkte mod det gemmested mutanten og hunden var. Han løftede hånden så den lave mængde sand der var i jorden under mutanten, trængte op af jorden til der var en god omgang af det, og med et lavede Dust en trækkende bevægelse med hånden, som om han trak i et reb så sandet greb fat i mutanten og hunden, og trak dem direkte hen til ham til de stod blottet foran ham, og ikke kunne slippe væk fra hans følelses forladte men dog mystiske smukke øjne, der betragtede dem ja nærmest studerede dem fra top til tå "Hvor interessant hvad laver nogle små væsner som jer dog, herude i denne skov helt alene om natten?" spurgte han roligt, og lagde hovedet på skrå. Selvom Dust kunne virke skræmmende nu hvor de var tætte på ham, virkede han ikke til at ville gøre dem noget som helst ondt, faktisk virkede han helt roligt endda grænsende til en mild person, hvis ikke det lige var fordi han virkede som sådan en følelses forladt type.

Chika lagde mærke til sandet der steg op fra jorden og omringede hende og hendes hund. fuck.. dette var ikke godt, sidst hun så sand på den måde var omkring dådyret som ja nu er væk fra denne verden. hun sank en klump og gav et lille vin fra sig da sandet nærmest rev i hende, så hun kom ud fra busken og kæmpede virkelig meget imod for at komme fri fra sandets greb. dog stivnede hun helt da hun hørte mandens stemme og det fik hendes forsigtige blik til at falde på den fremmede mand. hunden ved hendes sidde gøede og spjættede, da den jo bare ville væk og ikke kunne forstå at sand kunne holde den fast. Chika var helt stille og bevægede sig ikke en tomme. hun stirrede bare på den fremmede med nervøse øjne og virkede ikke som om hun var tryk ved ham overhoved. selvom hans ikke virkede interesseret i at skade hende og han virkede meget rolig, var hun på ingen måde tryk. det følelses løse blik han havde gjorde hende nervøs. dog var der også noget smuk over de mystiske øjne, som gjorde hun ikke ville prøve at slippe væk "vi.. leder efter mad" sagde hun med en utrolig nervøs og lille hæshed, da hun ikke var van til at snakke sådan rigtig. hun knyttede sine hænder hårdt sammen. godt nok virkede den fremmede til at være fredelig nok og at han ikke ville gøre dem fortræd, men hun stolede ikke på det. hun var ikke van til folk bare ville lade hende være i fred og ikke ville skade hende, så hans attitude ændrede ikke hendes nervøsitet over for ham "vil.. du... du ikke være flink at slippe os fri" igen var hendes stemme utroli nervøs, dog havde hun mere lyd på denne gang og hæsheden var svagere. den ellers kæmpene hund var levet stille og vrad sig nu kun en smule. den havde reageret på at den eger sagde noget og det havde fået den til at tie stille.

Hans ansigt var praktisk talt ulæsseligt, man kunne ikke se om han tænkte, ville gøre hende ondt, dræbe hende eller i det hele taget bare hjælpe hende. Dog lige nu stod han bare og tænkte over de ting hun sagde, at hun manglede mad og gerne ville slippes fri fra sandets greb. Lidt tid efter hun havde spurgt, gav sandet slip på hende og hunden før det forsvandt ud i skovens mørke, mens Dust stadig stod og betragtede hende "Tja man kan aldrig vide sig sikker, det kunne jo være du var ude efter mig!" sagde han roligt og satte sig ned ved søbredden. Kort tid efter han havde sagt dette og sat sig ned, kunne man pludselig høre lyden af et levende dyr, der panisk prøvede at komme væk mens det sand der havde grebet fat i Chika og hendes hund, slæbte det stakkels dyr hen til pigen "Her jeg sansede dyret på vej hertil søen, og det holdt sig inden for matriklen så jeg stadig kunne sanse hvor det var henne, i forhold til mig selv!" sagde han roligt uden at se på hende "Jeg håber dette dådyr er mindst lige så godt, som det jeg snuppede for næsen af dig!" Dust drejede hovedet for at betragte hende og hunden, med hans følelses forladte øjne. Man behøvede ikke engang at være god til at skelne aura typer fra hinanden, for at mærke at der var noget specielt over ham, de fleste der havde mødt ham kendte nærmest intet til ham, så han var som et mystisk væsen der i de flestes øjne var en myte.

Chika blev for en kort stund fyldt med frygt, da manden bare stod der med det følsesløse blik og stirrede. hun kunne ikke læse ham, det gjorde hende mere og mere nervøs og det hjalp slet ikke at han ikke sagde noget overhoved. da sandet så slap grebet om hende og hendes hund, satte hun sig ned på knæ og satte sin hund tæt ind til sig, da den var tydelig bange. hun så hen på den følsesløse men smukke mand og nikkede af det han sagde "ja... forstår jeg.. men du kan vel se nu at jeg nok ikke er den store trussel.." sagde hun mere roligt, da det han slap dem fri fik hende til at føle sig lidt mere tryg ved ham. dog var hun stadig på vagt. han var stadig fremmet og havde en farlig evne, som nemt kunne gøre det af med hende. det var hun hvertfald sikker på. hun så lidt ned på sin hund der pev, da den jo stadig var bange "rolig... det skal nok gå Rickie" hviskede hun til sin hund, hvorefter hun fik et lille chok igennem hendes krop da hun hørte dyret. hun så hen mod lyden imens hun lyttede til den fremmedes stemme. hjalp han hende nu? det måtte han vel gøre. hun så så hen på manden igen. hendes blik var lidt forvirret og hun kunne ikke rigtig forstå hvad han sagde "mmh.. okay.." var det eneste hun fik tvunget ud, da hun virkelig ikke anede hvad hun skulle sige til det. igen så hun hen mod dyre lydene og kunne efter hånden se dyret "det...det et helt fint.. mange tak" hun lød meget forbløffet og overrasket over at se dådyret og over at han faktisk hjalp hende. det var hun ikke van til på den måde. hun så forsigtig hen på den fremmede og sank en klump. stille slap hun sin hund, som nu var helt opmærksom på dådyret. med så rolige skridt som muligt, med hendes nervøse krop, gik hun hen til dådyret og tog sin kniv frem. hendes vejrtrækning blev lidt tungere, da hun stak den skarpe kniv bag øret på dådyret, så den ville ramme hjernen og dådyret då på stedet. det var da noget Chika kunne... det havde hun måtte gøre op til flere gange. men hun havde det altid lidt mærkeligt efter. hun så så hen på den fremmede igen "uhm... har du... fået mad nok?" spurgte hun forsigtigt og trak kniven ud af det døde dådyr.

Dust betragtede hende mens hun snakkede, og var egentlig enig med hende om at hun ikke var den helt store trussel, og da hun trøstede sin hund var det da forståeligt at den var bange, Dust var et farligt væsen en trussel mod sine omgivelser, og under de forkerte omstændigheder ikke den man lige just havde lyst til at stå i vejen for, hvis altså han var på krigsstien. Med hans anmon blod i årene der betød han var en blandings race, mellem en skyggedæmon og en skytsengel var han udstødt af begge sine slægts arter, som siden han var 4 havde prøvet at dræbe ham, hvilket havde lært ham at overleve og forsvare sig, og siden han havde spist en djævlefrugt for ikke at glemme mødt hans sværd, og følgesvend Samehada havde han i den grad kun udviklet sig til en endnu større trussel, da djævlefrugten havde givet ham kontrol over sand og gjort ham til sand, mens Samehada der jo var hans levende sværd, både kunne bruges som sværd, energi tyv der stjal andres energi, energi kilde der gav ham energi og en god kamp kompan. Selvfølgelig havde hver eneste fordel af ham en svaghed, men når han kunne sammensætte sig selv i en større række af kombinationer var han noget af en udfordring, at kæmpe imod. Da hun spurgte til om han havde fået nok mad, smilede han dog roligt af hende.
"Jeg har faktisk ikke spist længe, det dådyr du så mig `indtage´ brugte jeg til at forbedre sandet jeg selv er bygget af, så det er ikke et måltid for mig!" sagde han roligt, mens han tog sværdende af sig, plantede skarpretter sværdet i jorden, og lænede Samehada op af det. Nogle underlige lyde kom pludselig fra Samehada sværdet, det lød som en spøjs blanding af supersoniske lyde, og lyden af en haj der lavede sine kommunikations lyde, og det fik Dust til at se på sværdet.
"Rolig nu Samehada, denne unge dame og hendes kære hund skal have lov til at leve, de er ikke farlige for hverken dig eller mig, medmindre de finder mine svagheder, ved hvordan de skal besejre mig, og angriber os!" sagde han roligt og klappede sværdet på skaftet, før han roligt gik hen til Chika gik ned i knæ overfor hende, og trak en daggert fra hans long coats inderside, og hjalp hende med at partere dyret, med en vanlig præcision som var han en læge. Dust så kort op på hende en gang imellem, og tænkte på om det ikke ville løsne lidt op på hende, hvis han startede en konversation med hende.
"I øvrigt jeg hedder Dust, men sig ikke til nogen at du kender mig, jeg er ikke så populær i de fleste omgangs kredse, og jeg vil gerne holde mig anonym!" sagde han roligt "Hvad hedder du?"

Chika så overrasket på den fremmede da han fortalte om det der var sket med dådyret. hun så lidt tid på ham uden at sige nået, da det virkede mærkeligt for hende. hun så lidt på dådyret foran sig og bed sig lidt i læben "du.. du må gerne spise med hvis du vil" sagde hun forsigtigt og så han på den fremmede med et forsigtigt blik. det så ud til at var bevidst om hun ikke var nogen form for trussel. hun var jo også bare en lille pige i de flestes øjne.. hun så lidt på dådyret foran sig. hun duede sådan set også kun til at overleve.. hun kunne ikke rigtig forsvare sig i kamp udover hvid hun mistede sin kontrol selvfølgelig, men eller duede hun kun til at jage dyr og flygte. til gengæld var hun jo også virkelig god til at flygte.
hun stivnede lige da hun hørte lyden fra det ene af hans sværd og hun så meget nervøst hen på sværdet. hun rørte sig slet ikke. hun sad bare og stirrede på sværdet, imens han snakkede med det. det var bare mærkeligt. hvorfor snakkede han til sværdet og hvad var det for en lyd der kom fra sværdet. da det endelig gik op for hende hvad det var den fremmede sagde til sværdet, så hun hurtigt på dådyret igen, imens hun parterede det. hunden knurrede svagt, da den fremmede blev stille igen "Rickie" vrissede hun hurtigt og hunden gik med det samme hen til hendes sidde og lagde sig ned på en meget undredanelig måde og pev lidt. hun tyssede lidt på sin hund, da de ting han sagde til sværdet gjorde hende lidt nervøst. godt nok havde han sagt han ikke ville gøre hende noget, men han måtte vel sige det fordi.. sværdet havde lyst til at skade dem? kunne et sværd godt bare selvstændigt havde lyst til det?.. det kunne det jo sikkert. i denne verden ville det ikke være underligt. da den fremmede satte sig overfor hende, skævede hun kort over på ham og så derefter på hvad hun lavede. hun sank en lille klump og så lidt på det han lavede. han var virkelig dygtig til at partere dyret. meget professionelt. der gik et lille sug igennem hende da han begyndte at snakke til hende, da hun var gået lidt i stå over at se på hvad han lavede. først så hun bare på ham. prøvede han på at få hendes tillid?.. eller ville han snyde hende?.. nej han var jo venlig overfor hende, det virkede hvertfald sådan. hun sank endnu en lille klump og rettede sig lidt op imens hun nikked kort " jeg... jeg hedder Chika.. dette er Rickie.." sagde hun lidt nervøst, men prøvede da at lyde lidt mere modigt. hun nikkede kort ned på sin hund, osm en hentydning til det var Ricki. hun så lidt på sin hund, men tog så mod til sig til at forsætte samtalen, så det ikke blev mere akavet "hvorfor er du.. upopulær i nogle kredse?... hvis jeg må vide det" hendes stemme var forsigtigt, men man kunne også høre en lille undertone af nysgerrighed. et meget svagt og let tvunget smil fik hun frem på sine små læber, for ligesom at virke bare lidt mere imødekommende. hun vidste godt hun måske havde virket ret bange og nervøs, da hun jo også var det. men nok også meget lukket.

Dust så let op på hende da hun spurgte til hvorfor han var upopulær i nogle kredse, og smilede et følelses forladt smil af hendes spørgsmål. Dust var virkelig god til at holde sig anonym, også selvom han blandt engle og dæmoner var kendt for at være en abomination, en freak der ikke burde eksistere da engle og dæmoner hadet hinanden, og han derfor ikke burde eksistere. Dust var afkommet af en skytsengel kvinde, og en skyggedæmon mand der var blevet forelsket i hinanden imod alle odds, og de havde holdt sammen selvom deres slægt var meget imod det, lige ind til det havde kostet dem livet den julenat da Dust var 4 år gammel, og nogle dæmoner var brudt ind for at dræbe dem alle 3, men ikke havde fået nakket Dust. Siden da var Dust endt som den eftersøgte anmon han var i dag, og hvis man tilkendegav at man kendte til ham, kunne man godt ende med at få store problemer med hans fjender og hans artsfælde på begge slægts sider "Lad os bare sige at jeg er eftersøgt for mere end 8000000 valuta, og jeg er ikke særlig interessseret i at blive opdaget af de forkerte væsner, da jeg så kan komme ud i en nået så farlig kamp!" Sagde han roligt mens han så på hende, før han parterede dyret færdig for hende, og betragtede situationen "Vi skal have skaffet noget brænde til et bål så vi kan tilberede kødet!" Sagde han roligt og så på hende.

Chika betragtede det følelses forladte smil i noget tid, imens hun lyttede til hans stemme der passede fint til ham. han var hvertfald god til at holde sig anonym. alt det han sagde burde være så informerende, men selvom han fortalte en del vidste hun stadig intet om hvad han havde gjort eller ikke gjort eller på nogen måde vidste hvem han var. han åbnede sig men på en uinformerende måde. hun så ned på dyret da han færdige gjorde det og sank en lille klump da det gik op på hende hun bare havde siddet og gloet på ham helt uden at svare på det han sagde. hun fik en kræftig rød farve liggende over begge kinder i en brændene rødmen. "uhm... brænde.." sagde hun stille til sig selv og så så på sin hund "Rickie... brænde.. ild.. mad" hun så på den hendes elskede hun imens hun sagde ordene og for hvert ord blev hunden mere og mere spændt, men da ordet mad blev sagt reagerede den med det samme og løb mellem træerne "min hund skal nok finde brænde... han er en klog hund" forklarede hun så med et lille smil imens hun så lidt på ham, men hendes blik faldt hurtigt ned igen... han havde nævnt et meget stort tal, som han åbenbart skulle være værd. hun var meget nysgerrig omkring hvordan det kunne være "8000000.. det er virkelig meget..." hun stoppede sig selv og så forsigtigt op på den fremmede. det var tydeligt hun overvejede det hun ville sige rigtig meget, men til sidst fik hun åbnet munden igen "må jeg spørge om.. hvordan det kan være du har en så stor dusører hængende efter dig?" spurgte hun forsigtigt, men stadig meget nysgerrig. hun plejede aldrig at være så indteresseret i andre folk, men denne følelsesløse mand fangede hendes indteresse.

Dust så på hende da hun sagde ordene til sin hund, og så efter hunden da den sprintede ud i skoven. Han rettede blikket mod hende igen, da hun sagde at hendes hund var en klog hund og nikkede så let "Det ser da hvert fald sådan ud!" sagde han roligt, mens han begyndte at gøre de spiselige dele af dådyret, klar til at blive tilberedt over det bål de snart skulle lave, når hendes lille vovse kom tilbage med brænde "Tja jeg forstår et eller andet sted godt at du spørg, det er som regel kun bounty hunters, de store klaner, og andre væsner af den kaliber der kender til den dusør på mig, om de ved hvordan jeg ser ud eller ej!" sagde han roligt "Men mellem os 2 er den dusør lidt åndssvag, den er blevet sat på mig fordi mine artsfælder på begge side, er ude efter mig da de mener at jeg er en freak! Ser du jeg er en anmon som er en blandingsrace, og i mit tilfælde er jeg halvt skytsengel, og halvt skyggedæmon! og på grund af forholdet mellem engle og dæmoner, er blandinger som mig en meget hadet ting og de har ønsket mig død, lige siden de dræbte mine forældre den gang jeg var 4 år gammel!" Da han havde gjort alt det spiselige kød klar til tilberedning, så han hende i øjnene og lagde hovedet på skrå "Du skulle vel tilfældigvis ikke have noget, som vi kan tilberede kødet på vel?" spurgte han roligt, mens han fastholdte hendes blik "Ellers må vi spide kødet med en pind, og tilberede det på den måde!" foreslog han tænkende, mens han sørgede for at kødet lå pænt, på dådyrets pels som han havde flået af dyret, mens de havde forberedt dyret til spisning.

Chika nikked lidt stolt af sin hund, da hun jo syndes den var dygtig. men hendes fokus faldt hurtigt på mandens fortælling og hun sad med et meget spændt blik i øjnene. artsfælder?.. havde hans egen art sat den dusør på ham. hun så lidt ned på sine hænder imens hun lyttede og tænkte over det han sagde. hun vidste godt der fandtes engle og dæmoner og hun vidste at de ikke ligefrem var gode venner, men ville de virkelig se en artsfælle dø, på grund af deres uoverensstemmelser. det undrede hende ikke ikke helt med hensyn til dæmoner, da hun aldrig havde hørt om gode dæmoner, måske lidt fordomsfuld. men hun kunne ikke forstå hvordan engle kunne gøre det, mod deres art. hun rystede lidt på hovedet efter han var færdig og sank en lille klump "jeg forstår ikke... hvordan man kan være sådan over ens egen art bare på grund af en uoverensstemmelse.. det..mmh.. det er ikke fair" sagde hun med en betterhed, men sank så endnu en klump og rystede lidt på hovedet af sig selv. det var ikke hendes sag, men hun forstod bare ikke hvordan man kunne gøre det, men nu var der jo også mange ting hun ikke selv forstod. hendes betterhed og tænker omkring alt det han sagde stoppede dog brat da hans øjne fangede hendes blik. han så hende direkte i øjnene. hun blev lidt nervøs i kroppen, da hun ikke var glad for når folk så hende sådan i øjnene, da øjnene var sjældens vindue og hun vidste at hendes svagheder og følelser stod klare i hendes øjne. dog kunne hun ikke finde ud af at slippe kontakten "uhm... n-nej... vi må bare.. uhm spidse nogle pinde også.. bruge dem" hun stammede lidt og havde det virkelig svært ved at at have den øjenkontakt. han mente sikkert intet med det, men det gav hendes bare en nervøs fornemmelse. hendes blik flakkede så endelig og hun så ned på kødet. i samme øjeblik kom hendes hund løbende, med en del træ i munden, lagde det og smuttede ud igen. dog kom den hurtigt tilbage, da den havde samlet det i en bunke tæt ved. da den havde fået hentet det sidste stykke træ og satte sig stolt foran dem med en logrende hale.

Dust blev ved med at fastholde hendes blik indtil hendes øjne flakkede, da han kunne se direkte ind i hende gennem hendes øjne, og analysere alt det han opfattede gennem hendes øjne. Dust havde allerede en god ide om hvad hun var for en, for han var godt til at samle informationer om andre ved at analysere dem, deres mimik, de følelser de udviste og hvad han ellers kunne få ud af dem "Det værste er vel lidt, at det er begge arter der er ude efter mig, englene og dæmonerne hader mig fordi jeg er halvt af hvert!" sagde han roligt, før han rejste sig op. Da hendes søde lille hund kom tilbage med brande, gik han dog i knæ ved siden af hunden, nussede den blidt ned af ryggen mens han smilede roligt til hunden, og rettede sig op "Det er en klog hund du har der, du kan være stolt over at have sådan en sød og klog følgesvend!" sagde han roligt, før han lavede et bål af noget af træet, hunden var kommet tilbage med og tændte det. Da der var godt gang i ilden, gik Dust roligt ud i skoven, og fandt 3 gode stærke pinde de kunne bruge til kødet, og kom tilbage med pindene. Han satte sig alene på den ene side af bålet, så han sad overfor hende med bålet mellem dem, trak en daggert og begyndte at snitte pindene rene for ark og spidse.
Dust så op på hende en gang imellem, og tænkte lidt på hvad de egentlig kunne snakke om mens de sad der, nu hvor de skulle spise sammen.
"Fortæl mig lidt om dig selv!" sagde han roligt "Altså hvis du gerne selv vil!" Han smilede roligt til hende, da han sagde det sidste og virkede til at være til at stole på.

Chika så lidt på ham og nikkede stille af det han sagde. det var forfærdeligt.. hvordan kunne man gøre det. også fordi det var jo slet ikke hans skyld.. hendes tanker blev igen afbrudt da hun hørte hvad han sagde om hunden. hunden knurred først lidt da Dust rørte den, men slappede hurtigt af , da den mærkede han bare roste den. Chika så lidt på dem med et lille smil "ja.. han er mit liv" sagde hun ærligt. hun havde ikke andre en den hund og hun ville ikke ane hvad hun skulle gøre hvis den døde. hun rykkede sig lidt tættere på da han fik tændt bålet, hun havde taget kødet, som stadig lå på pelsen, med der hen. hun så så efter Dust som gik. Rickie gik hen til sin eger og lagde sig ved hendes side "du er så dygtig.." hviskede hun stille og klappede den forsigtigt "han er en flink mand.. meget ærlig.. lidt uhyggelig, men der er noget over ham" sagde hun stille til sin hund og nussede den bag øret, hvorefter hun så lidt på ilden for at holde øje med at flammerne ikke ville gå ud. lige i det Dust kom tilbage, så hun hen på ham med et opmærksomt blik, men med et svagt smil. da han satte sig over for hende på den anden side af bålet, tog hun en af de andre pinde han havde fundet og begyndte at snitte den, så det ville gå lidt hurtigere og så fordi Dust indtil videre havde lavet mest hvilket hun følte lidt uhøfligt fra hendes side da hun bad ham om at spise med. måske tænkte hun for meget over det, men nu hjalp hun i det mindste til. da han brød tavsheden med sit spørgsmål stivnede hun lidt i kroppen og vibbede lidt nervøst med hovedet noget om mig?" spurgte hun og tænkte sig lidt om. det var jo ikke noget interessant om hende.. ikke i forhold til hvad han havde været igennem.. men siden han havde åbnet sig op så var det også i sin ret hun gjorde det. efter lidt tid begyndte hun at snitte igen og så kun en gang i mellem på ham "mmh... jo ser du.. jeg har de sidste 4-5 år levet for at overleve sammen med rickie.. altså jeg er nok ikke så interessant, men hvis jeg skal sige noget så.. ja.. for de her 4-5 år siden.. blev min familie slået ihjel af en kæmpe mutant og ja rickie reddede mig fra døden og jeg har levet sammen med ham siden.. så.. men på grund af dårlig erfaren med nogle farlige folk.. har jeg svært ved at stole på folk.. der skal meget til at jeg bliver tryg ved andre en Rickie.. ja.. men det har du jo nok lagt mærke til" fortalte hun lidt kluntet og rodet, men hun var ikke van til at fortælle og følte egentlig ikke hun havde det helt store at fortælle.. hun var jo bare en ligegyldig eksistens der prøvede at overleve denne onde verden.

Dust så op på hende, da hun nærmest virkede til at gå helt i stå over hendes spørgsmål. Dog gik der ikke lang tid før hun begyndte at sige noget igen, og Dust lyttede til hvert et ord der undslap denne unge dames læber, han kiggede sågar op på hende en gang imellem, nu da de jo sad og snittede pindene fot at gøre dem klar til brug. Der var et potentialle i denne unge dame der sad overfor ham, hun havde klaret at overleve i denne onde verden, i op til 5 år og det var da noget af en indsats at kunne klare. Dust havde skam gennemlevet meget, hvis man blandt andet kunne mærke hans aura, kunne man mærke at hans aura havde en unaturlig renhed over sig, som om han havde levet omkring halvdelen af sit liv i en tid uden radioaktivitet, hvilket han også havde. Han havde levet 300 år i fortiden, og i den tid havde han indset at den tid Chika og Dust var i lige nu, var en langt mere ond og hård verden end det havde været før. Så derfor syntes Dust at det var utroligt godt klaret af hende, at overleve i alt den tid under hendes normer "Jeg forstår udemærket godt at du har svært ved at stole på andre, i denne kaotiske tid er det aldrig klogt at stole på nogen, bare sådan uden videre!" Sagde han roligt, og begyndte at gøre den første pind klar med kød på, da han havde snittet pinden færdig "Jeg ser et stort potentialle i dig, så tro mig når jeg siger at du nok skal klare dig!" Sagde han mens han plantede pinden i jorden, således at kødet kunne blive tilberedt "Og med lidt træning kunne du sikkert blive til noget stort, og jeg har et par forbindelser hvis du endelig vil lære nogle bestemte kamp retninger, så sig endelig til hvis du gerne vil overveje den slags!" Dust tog en ny pind og begyndte at snitte den, da han kunne se at det ville passe med 3 pinde til den mængde kød, som de stadig havde liggende tilbage på skindet. Dust kendte til 2 væsner der hvertfald kendte til nogle interessante kamp teknikker, han havde gjort dem et par tjenester i tidens løb, og derfor havde han skabt en god forbindelse til dem.

Alt det Dust sagde om at stole på folk, var jo fuldstændig sådan hun havde det. man skulle passe på med hvem man stolede. for selv den der virkede mest tillidsfuld kunne i sidste ende snyde end for alt hvad man ejede, selv ens liv. de ting fik Chika til at genoverveje situationen. for indtil videre havde hun stolen mere på denne Dust end nogen anden siden hendes forældres død. selvfølgelig stolede hun ikke helt på ham, men han havde da vundet lidt af hendes tillid med sin ærlighed. men han virkede jo også som en klog og fredelig mand, i hverfaldt over for hende, så det var da klart hun fik en mere rolig fornemmelse omkring ham. alle hendes tænker om tillid og så videre splittede hende lidt ad i forhold til hvad hun tænkte om den fremmede "det er godt du forstår.. så forstår du nok også hvorfor jeg opføre mig lidt mærkeligt" sagde hun stille imens hun stirrede på pinden og næsten var færdig med. hun ville egentlig gerne se på ham, men efter den måde han havde set hende i øjnene på og den snak om tillid. det gjorde hende lidt nervøs for hvorfor han egentlig var så venlig over for hende. hun var jo ikke van til det. hun var bare ikke van til at folk var venlige. i denne verden var det vigtigt man passede sig selv for sådan en som hende, for alt det med at tænke på andre kunne komplicere ting en del. hun stoppede med at snitte da hun hørte det næste.. skulle der være potentiale i hende? i kamp teknikker? hun fik tvunget sig selv til at se på ham. hendes blik var lettere forvirret og det var tydeligt hun ikke helt forstod hvad han helt præcis mente "Potentiale?..." sagde hun stille med et spørgene tone. hun havde da overlevet til nu og ja kunne gøre hvad der skulle til for at overleve denne grumme verden. både med at finde mad, slå ihjel for at få kød, overleve farlige mutant dyr og væsner. hendes flygte evner var da også meget gode, men om en smule træning kunne gøre hende til noget stort? hun kunne huske hvordan hendes mor altid sagde hun en dag ville blive noget stort. men hvordan kan man blive noget stort i denne verden? hun så lidt ned igen, imens hun begyndte at putte noget af kødet på den pind hun havde snittet klar og stak den i jorden så kødet hang over bålet "tror du virkelig nogen ville træne mig?.. jeg er lærnem, men jeg er også bare en lille pige i de flestes øjne.. så de store chancer for jeg ikke fra folk" forklarede hun imens hun kløede sig i nakken på en lidt generrt måde.

Dust kunne se på hende at der fløj mange tanker gennem hendes hoved lige nu, han havde vist sat lidt meget i gang ved at snakke med hende om tillid, og at man nærmest ikke kunne stole på nogen i denne verden. Hvis man var en surviver som ham, var ensomheden den bedste måde at overleve på, men en ting de havde tilfældes var at de begge havde en følgessvend, en der kunne gøre ensomheden mere udholdelig og holde galskaben uden for døren. Hun havde sin kloge lille hund, og Dust havde Samehada det talende sværd der stod lænet op af skarpretter sværdet, ikke så langt fra dem. Ja måske lød det lidt underligt at ens sværd kunne tale, og var ens følgessvend men Dust havde oplevet så meget underligt shit i sit liv, at et unikt energi sugende, levende sværd ikke virkede helt så underligt, i hans øjne som i andres øjne. Dust havde levet et liv hvor den stærkeste og klogeste i kampens hede, var den der gik levende derfra og det var en af grundene til at han havde fået fingrende i Samehada, og spist en ulækkert smagende djævlefrugt der gjorde han kunne styre sand. Imens hun snakkede om at hun var lærenem, og om nogen ville træne hende snittede han den sidste pind færdig, før han så op på hende med sit rolige blik, og smilede lidt af hende "Jeg lyver ikke medmindre jeg kan se en grund til det, og indtil videre har jeg ingen grund til at lyve overfor dig!" Sagde han roligt "Så lad mig sige det som det er, du er en ung lille dame der har klaret dig de sidste 4-5 år sammen med din hund, og det betyder at du har et godt survival instinkt! Jeg ser et potentialle i dig, fordi du har klaret dig så godt og hvis du vil, kan jeg træne dig i forskellige gode kamp teknikker, nærkamp med daggerts og sværd kamp eller trække en tjeneste i land, og skaffe dig en der kan træne dig i puppetmaster teknikker, eller en der kan træne dig i lyd manipulation! Så hvis du gerne vil træne så du bedre kan forsvare dig, så kan jeg forvisse dig om at jeg kan lave en kriger ud af dig!" Dust tog roligt det sidste kød, og satte det på den ny snittede pind, før han plantede den i jorden så kødet kunne blive tilberedt. Han tjekkede den første han havde sat over, og da den var klar fjernede han den igen, tog kødet af og gav hende og hunden en tredjedel hver af kødet, som var lækkert mørt og lige til at spise "Så er der serveret!" Sagde han roligt og begyndte at spise sin egen tredjedel af det der var på pinden. Han så kort på den tilbageværende pels, der stadig lå på jorden ikke så langt fra dem "Hvis du vil kan jeg nok lave noget pænt, ud af pelsen til dig!" Foreslog han.

Chika så ned i jorden imens han snakkede og tænkte over tingene. hvis alt det han sagde var sandt ville det være en stor mulighed for hende, for indtil videre havde hun intet forsvar udover sin anden side.. eller var hun kun dygtigt til at flygte. det var hun så også utrolig dygtig til. hun sukkede stille og tog sig lidt til hovedet, men så så op på Dust "jeg.. vælger at stole på det du siger er sandt, men du skal vide jeg ikke stoler helt på dig endnu" sagde hun så bestemt hun nu kunne, men så så også ned i jorde igen "men jeg tror ikke jeg kan lade andre træne mig endnu.. jeg skal have lidt tillid til folk før jeg kan få mig selv til det... jeg stoler en smule på dig.. og det vil være dumt ikke at tage chancen for at kunne få træning til forsvar" sagde hun mere stille og kløede sig nervøst i nakken. hele denne situation var for meget tænkning. hun plejede sådan set altid bare at lukke af for fremmede og ikke lade dem komme tæt på, men der var noget ved Dust der fik hende til at føle sig tryg. alle de ting han sagde om tillid var præcis som hun altid havde tænkt og de var begge to enspændere, måske hende mere end ham, men stadig noget de havde tilfældes også var der altså også noget ved hans blik og hans smil der fik hende til at føle sig mere tryg ved hans nærver. hun så så op på ham da han rakte hende kødet og tog med det samme i mod det. der fik hun et glad smil på læben, da mad altid kunne gøre hende glad især lækkert stegt kød. hun så på sin hund som med det samme overfalde det kød den fik og den brande sig selvfølgelig med det samme så den pev lidt. klog hund, men nogle gange alt for ivrig. Chika rystede lidt på hovedet og tog så en bid selv "mmh.. det smager godt.. tak" sagde hun så og virkede som om hendes tanker om træning og tillid var forsvundet lidt. hun sad lidt med lukkede øjne og et glad smil på læberne imens hun spiste. hun åbnede så sine øjne og så hen på skindet "det.. det må du da meget gerne" sagde hun så og så opå ham. han var så sød mod hende. han hjalp hende meget og ville hjælpe hende med at klare sig bedre frem over.

Med et let nik og et roligt smil på læberne over hendes hunds iver efter at spise kødet selvom den havde brændt sig lidt, begyndte Dust at spise af sig eget kød. Dust ville egentlig godt kunne forstå hvorfor hun havde det med ham som hun nu engang havde, for ja de var begge enspændere der kæmpede for at overleve, de gjorde det selvgølgelig på hver deres måde, men de var trossalt også enspændere af hver deres grund, og havde vidt forskellige hverdage. Og selvom de havde lært ting på hver deres måde, vidste de begge hvordan de skulle overleve i deres situation og havde begge erfaret nogle ting, som måske var den samme erfaring bare tilpasset dem og deres liv "Jeg forstår dig skam udemærket godt, tillid er noget der skal opbygges det kommer ikke bare, fra det ene øjeblik til det andet!" Sagde han roligt "Men tillad mig at henvise dig til en jeg ved der kan hjælpe dig! Hans navn er Haku, og jeg ved tilfældigvis at han er leder af en klan, for enspændere og outsider typer som os! Han er selv skabt som et våben til tredje verdens krig, og efter den sluttede startede han den klan for at finde og hjælpe ensomme og udstødte væsner! Der ved jeg du kan finde venner du kan stole på, og Haku er faktisk en af dem jeg kan foreslå som din træner!" Dust tog let en bid af sit kød, mens han betragtede Chika spise og hendes lille kloge hund der gnaskede i sig "Det er da godt i kan lide kødet, jeg er også blevet god til at lave det!" Sagdr han roligt, mens han tjekkede hendes pind "Din skal nok også ud af ilden nu!"

Chika nikkede lidt af det han sagde imens hun spiste af sit stykke kød. Haku.. han måtte vel på et eller andet punkt være okay siden Dust forslog ham. hun så op på Dust igen med hovedet let på skrå og sagde ikke rigtig noget før. hun sad bare der med et tænkende og overvejende blik imens hun tykkede på det stykke kød hun havde i munden "kan du forsikre mig at ham Haku ikke bare slår mig ihjel eller udnytter mig?... jeg vil meget gerne trænes op.. og jeg vil meget gerne stole på denne Haku... men hvordan kan jeg være sikker på han ikke gøre mig ondt?" spurgte Hun efter hun fik sunket det stykke kød hun havde i munden og tog endnu en bid. hun kendte jo ikke ham Haku. hvad nu hvis han var en eller anden psykopat. Dust ville nok ikke sende hende hen til en psykopat efter at havde hjulpet hende sådan, men stadigvæk men kunne jo aldrig vide. hun så lidt ned i jorden "jeg tør ikke møde ham alene..." sagde hun så mere nervøs og hendes nervøsitet og usikkerhed på situationen kom lidt frem igen. hun havde vænet sig lidt til Dust, men de mindede gså meget om hinanden og han var flink mod hende, men hvad nu hvis denne Haku ikke var til at stole på. hvad nu hvis han ikke forstod hendes forbehold. hun så så op på Dust da kødet blev nævnt og så så på sin pind "du er meget god til at lave det ja.. og du har nok ret med det kødet" sagde hun og prøvede at skjule nervøsiteten. hun tog set i pinden og fjernede kødes fra bålet, hvorefter hun satte pinden i jorden så kødet kunne kølde lidt af til de havde spist det de havde. dog gav hun Rickie en stykke med det samme da den allerede havde fået guffet kødet i sig. hun så igen på Dust og fik et lille smil frem på læberne "jeg kan ikke møde Haku alene.." sagde hun så, for at vænne tilbage til det første emne igen. det lille smil sad stadig på hendes læber, dog kunne man se nervøsiteten bag det.

Dust spiste sit stykke færdigt mens han lyttede til hende, og betragtede hende fjerne kødet fra ilden. Han forstod godt hun ikke kunne møde Haku alene når nu hun ikke kendte ham, han ville have haft det på præcis samme måde hvis han stod i den samme situation som hun gjorde lige nu.
"Det forstår jeg godt du ikke kan, og hvis du vil have det vil jeg gerne ledsage dig, når du møder ham for første gang, så du i det mindste har en du kan stole på, ved din side!" Sagde han roligt, og betragtede kort hendes hund da hun gav ham et nyt stykke kød "Men på forhånd er der lige et par ting du skal vide om Haku, ser du han blev skabt i et laboratorium til krigs formål, dem der skabte ham prøvede at lave et blandings væsen mellem vampyre og sjæledæmoner, men det mislykkedes lidt da disse 2 racer ikke kunne blandes sammen på den måde! Haku endte med at minde lidt om en skizofren, hans ene personlighed er vampyr og den anden ham som du skal mødes med, endte med at være sjæledæmon! Du kan dog nemt skelne den ene personlighed fra den anden, da vampyr udgaven har korngult hår, lyst tøj og katana sværd som våben, mens sjæledæmon Haku har lilla hår, sort tøj og nogle spøjse adrigater på armene!"
Dust tog det sidste stykke kød fra den første pind de havde lavet, og begyndte at spise det mens han betragtede hende. Pludselig kom han i tanker om at de ikke havde noget at drikke, og det fik ham til at gribe efter en dunk han bar under sin long coat, han tog selv et par slurke så hun kunne se at hun kunne stole på at væsken ikke var farlig for hende, og rakte hende den.
"Er du tørstig?" Spurgte han roligt "Det er helt almindeligt vand, så det er slet ikke farligt for dig!" Dust virkede virkelig til ikke at ville gøre hende noget som helst ondt, han havde sat sig for at hjælpe hende som han havde sagt han ville, og et eller andet sted kunne man godt mærke dette på ham, den måde han opførte sig på, snakkede til hende på, og i det hele taget hans udstråling.

Chika tog en god bid af sit stykke kød, som der snart heller ikke var mere tilbage af og så på flammerne imens hun lyttede til Dust forklaringer. hun var glad for han ville tage med når hun skulle møde ham Haku første gang. hun var stadig nervøs for at møde den fremmede, men det hjalp dog at Dust ville tage med. hun så så på Dust igen "det er jeg taknemmelig for.. det gør mig lidt mere tryg at have dig med" indrømmede hun og tog det sidste af sit kød ind i munden. det var et lidt for str stykke så hun så lidt sjov ud i ansigtet først da hun skulle tygge på det, men nu mere hun fik tygget det igennem nu mere normal begyndte hun at se ud i ansigtet igen. hun overvejede lidt om beskrivelsen af denne Haku og hans så personer, hvis man kunne sige det sådan. det gjorde hende lidt nervøs han havde to personligheder, det kunne gøre det svære for hende at komme til at stole på ham, men forhåbentlig havde han da fået styr over det "han lyder meget specielt... men har han styr på det? og er han bevist om hans.. problem?... det kan vel skabe mange problemer med to personligheder?.. hvis jeg skal kunne få ordenlig tillid til ham skal jeg jo også have tillid til vampyren i ham?" hun lød lidt skæptisk, da det gjorde hende nervøs at Haku havde to personer i sin krop. det kunne jo skabe en del problemer. imens hun tænkte alt hvad er var at tænke om fare situationer med Hakus vampyr side, tog hun et stykke kød fra den pind hun næsten lige havde taget fra ilden og tog en bid. hendes øre spidsedes da hun hørte lyden af væske skvulpe rundt i en flaske og hendes fokus var på dunken i Dusts hånd. tørstig? om hund var, hun havde ikke fået rent vand længe. hun tog strakt imod flasken da han rakte hende den og tog en ordenlig slurk. hun stolede fuldt og fast på det var sikkert vand, da han jo havde drukket af den først, men også fordi han indtil videre havde været så god ved hende og hun var begyndt at stole mere og mere på ham. det var også noget over ham det fik hende til at føle sig tryg og den 'noget' blev mere og mere tydeligt for hende da hun bare blev mere og mere tryg. hun så så på Dust igen med et glad smil på læben og rakte ham dunken med vand "mange tak.. det var lige det jeg trængte til" sagde hun efterfuldt af et meget lille glad fnis, hvorefter hun tog en bid af sit kød igen.

Dust tog imod vandflasken igen da hun rakte den tilbage til ham, og lukkede den ordentligt før han lagde den mellem dem, så de begge kunne nå flasken hvis de blev tørstige. Han forstod godt hendes problem med at stole på Haku, det kunne være svært når han bestod af 2 personligheder især når man tænker på, at Haku ikke aner at han har 2 personligheder og racer gemt i sit indre. Dust tænkte lidt over hvordan han skulle besvare hendes spørgsmål bedst muligt, da han lige skulle gennemgå sine egne analyser af Haku og hvilken situation han var i "Haku er ikke selv bevidst om at han har 2 personligheder, men han er kommet ind i en dagligdags vane ja en slags rutine faktisk, der består i at han kun er vampyr om natten og kun er sjæledæmon om dagen!" forklarede han roligt "Jeg har før oplevet situationer hvor den rutine kan blive brudt, men det sker kun under bestemte sjældne situationer! Hans skift de sker som regel alt efter om han er vågen eller ligger og sover, når han er vågen sker skiftet ved solnedgang og solopgang, og når han skal sove skifter han som regel fra det han er når han ligger sig til at sove, til den anden personlighed før han vågner! Men du ved når han skifter personlighed, for hans hår skifter farve, og hans tøj og våben skifter også sammen med personligheden, så du er aldrig i tvivl om hvilken Haku han er når du ser ham!" Dust tænkte lidt for at sikre sig om der var mere han kunne fortælle hende, af vigtige informationer angående hans skift "Åh ja han er ikke i stand til at sanse aura eller energi fra andre væsner, men den lilla håret sjæledæmon som du skal i kontakt med bruger lyd, og den korngult hårede vampyr bruger duften og følelsen af blod i hans nærvær!" fortsatte han så "Og en vigtig ting du skal holde øje med er, at når han stivner fuldstændig lige meget hvad han er i gang med, så er det fordi han er ved at skifte over til den anden personlighed, og det betyder at du har cirka 10 til 20 sekunder til at komme væk fra ham, før han begynder at komme til sig selv igen! Så det er godt du kan flygte, for vampyren gider sikkert ikke jage dig hvis han finder ud af at du er en god escapist!"

Chika tog sig lidt tid hovedet med den ene hånd da det hele begyndte at blive lidt teknisk, men hun koncentrerede sig for det var vigtig viden om hendes måske nye læremester. hun nikkede stille imens han snakkede og lod sine fingre lege lidt med den ene fletning imens hun spiste af sit kød. så Haku var ikke bevidst om sit problem, men han var i en rutine. selve rutinen var til at forstå og de sjældne random skift virkede også til at forstår. hun så lidt ind i flammerne og tænkte tingene igennem "okay.. så han kan nogenlunde styre det selvom han ikke ved problemet eksistere.. og det er tydeligt at se når han er hvem... ogg når han stivner helt så bare flygt.. forstået... det er godt jeg er god til at flygte, det er en af mine største talenter" sagde hun med et lille skulder træk og begyndte at have det bedre med situationen om Haku. hun forstod jo lidt hans problem, da hun jo selv havde en anden person inde i sig som prøvede at overtage hendes liv. så hun kendte godt til det med personligheds skiftene. selvfølgelig var det ikke det samme Haku og hendes selv havde, men Hakus problem var nemmere for hende at forstå når hun jo selv havde en indre kamp med hendes ældre kvinde, som ihærdigt prøvede at overtage Chika. hun så så på Dust igen "men... så er det nok nødvendigt at du også kender til min lille forbandelse.. og det skal Haku nok også have afvide.. ser du jeg... jeg har en anden person inde i mig også... en ung kvinde... hvis jeg mister min kontrol i en presset situation bliver jeg forvandlet til denne kvinde og hun er en ond type... hun er egoistisk og grov og... ja pervers.. hun prøver altid et overtage mit liv og når hun først overtager min kontrol, så kan der gå tid før jeg kan finde min kontrol over hende... hun vil nok ikke gøre jer noget ondt så længe i ikke gør hende noget" forklarede hun så, da hun tænkte det ville være en god infomation for både Dust og Haku at vide. hun mistede godt nok sjældent kontrollen. men når hun gjorde kunne hun være direkte livsfarlig, da hendes anden personlighed var god til at kæmpe og var en farlig modstander.

Dust nikkede roligt da hun havde forstået situationen omkring Hakus mentale problem, og hvordan hun skulle håndtere det. Han havde faktisk engang overvejet at fortælle Haku at han havde 2 personligheder, men havde så ombestemt sig da han ikke vidste hvad den viden kunne føre til. Men som det stod nu virkede alting sådan rimelig godt med ham, Dust havde nemlig stiftet bekendtskab med begge sider, og vidste rimelig meget om hvordan Haku skulle håndteres lige meget hvilken side af ham Dust stod ansigt til ansigt med, og derfor havde han allerede nu lagt en plan for hvad der skulle ske, ved Chikas første møde med Haku. Men da hun pludselig nævnte at hun selv havde en anden person indeni sig, så han direkte på hende og lyttede meget nøje til det hun sagde. Det betød at han også var nød til at tage højde for denne ukendte faktore, men Dust havde dog en fordel for denne anden side af Chika denne såkaldte unge kvinde, kunne jo fanges i hans sand hvis Dust kunne være hurtigt over hende, når hun forvandlede sig.
"Hmm denne anden side af dig, kan godt blive et lille problem hvis overtager kontrollen over dig, og begynder at skabe sig åndssvagt men jeg tror jeg kan håndtere hende, hvis endelig hun skulle komme frem, jeg har nogle gode effektive modtræk!" sagde han tænkende, og strøg kort hendes hund fra hovedet og henover ryggen.