let the hunt begin, mutant ( Malaika )

område: Aurora's Ulves territorium.

omgivelser: primitive hytter, skure med forskelige ting som deres våben, arbejdes pladser, stativer med skind og tøj, skure med en god mængde råvarer iform af healende planter, smerte lindrende blade, mange slags grønsager, forskeligt kød, mange slags nødder, frugter i alle arter, og al maden er stort set ren, frisk og fersk, derudover er skoven mørk som den er kaldet Blackwood, med mørke træer, dog en masse forskelige dyr, både gamle og nye arter, buske, træer, og hva da ellers kan forstilles og være i en skov.

tidspunkt: 15:55

kobbel: alle sine 14 brødre og nogle af Fang, The Wolf Queen's, jagt ulve.

tøj: tunge hjemmelavet læderstøvler i brunt læder med såler så han nærmest kan bevæge sig lydløst, lette læderbukser hjemmelavet i brun, en tshirt af hjemmelavet grå uld og en vest med hætte og et gråt uld tørklæde for ansigtet. han's brødre har det samme.

våben: en enkel hjemmelavet økse af sort elvisk stål til højre, og en jagt dolk i elvisk stål til venstre hånd, hjemmelavet bue med 24 pile af elvisk stål. han's brødre har blandet våben af to hånd's økser, en hånd's økser og køller, stave og spyd, bue og pile så vel som spyd og kaste økser og kaste spyd.

han havde stået op den dag, uden og vide det skulle blive en underlig dag, han havde kysset sin grå ulv Manse på snuden, for at rejse sig op, og gå ud til sine brødre, han så de ældre ulve i 30 år's alderen, vække de yngre varulve, som engang imellem kom med en brummen, dog stod alle op uden og beklage sig, og begynde og finde mad frem, og de spiste til de var mætte, han's ulv gik efter ham, og det var en ret stor en af slagsen, som var trænet til jagt på både dyr og indtrængende, de var hårde bæster som dem selv, de var dog kærlige imod deres fælles brødre, da Brian og han's kobbel så disse ulve som brødre og søstre, og Manse var Brian's lille bror, som kommunikerede med blanding af brummen, tuden og knurren, dog sad de ved lang bordet og spiste, drak saft fra bær og frugt, og nogle tog sig en tår hjemmebrygget øl, som de kaldet Wild Wolf Beer, stærk i smagen og let på procenter, nogle med hjemmebrygget kaffe eller tog sig en cigaret af skoven's urter, ikke noget da gjorde dem skæve, men det var sundt for helbredet og skærpede sanserne, og selv for deres skarpe sanser, blev de bedre, de kaldte det en jagt smøg, og de snakkede let sammen, om hvordan de havde sovet, nogen fortalte en beskidt joke som fik en gruppe af ulve til og grine smørret, så vel som nogen lagde arm, dog forgik alt i familie fælleskab og deres ulve fik også nogle portioner godt kød, tiden gik og Brian så op, kom med nogle hurtige ord på et gammelt sprog de havde lært, nogen kaldte det old tid's, de kaldte det Aurora's sprog, hvilket bare var sort elver sprog, og de brummede eller svarede, drak deres øl eller saft ud, og rejste sig, for og i klæde sig deres stamme tøj, drak hætterne op og maskerne op, tog deres våben og kaldte på deres ulve, for og dele sig op i jagt grupper på 2 eller 3 varulve med et par ulve med sig.

Brian havde taget nogle erfarne jægere med sig, iform af 2 varulve fra sit kobbel på hans størrelse, dog større muskler, begge med tunge økser og kaste spyd i hylstre og hans ulv Manse, for og bevæge sig ud i skoven, de havde ikke tænkt sig og jage, de ville bare se om da var noget nyttigt, eller nogen eller noget da ikke skulle være der, og de snakkede ikke, men forstod hinanden's signaler, gik roligt rundt og holdt øje med en ægte jægers erfarne falke blik, som nogen da 100% var afhængige af deres evner, imens hans brødre var klar med deres kaste spyd, og ham selv med sin bue og en pil på strengen, for at fortsat at bevæge sig rundt, tiden gik, og de samlede nogle få forskelige planter eller urter sammen som de kunne bruge til enten healing eller bare at lave Black Happy med, som var deres eget hjemmelavede narkotika, så vel som hjemmebrygget kaffe, øl kaldet The Wolf's Beer og spiritus i form af Black Pearl spiritus.

Brian og han's brødre fortsatte deres gang igennem skoven, tavse stadig, imens de ledte efter indtrængende eller brugbarer ting, men til sidst blev deres fredelige dag stoppet af fodskridt, fra en fremmede ukendt person, og det brød de sig ikke om, og de snakkede hurtigt om hva de skulle gøre, for til sidst at gøre deres buer klar med en pil på strengen, og de sneg sig tavse hen af jorden, lavt nede i hug, og så hen over busken, på en fremmede kvinde, og det huedet ikke ulvene, som med knurrendet trådte frem som om de var dukket op ud af den brune jord, og deres pile var rettet imod kvinden, de spredte sig roligt i en halv cirkel om hende, og Manse knurredet også af kvinden, og Brian sagde så til sidst ''hvad laver du i vores skov, kvinde?'' han lød ikke truende, men heller ikke glad for hende's tilstedeværelse, det var tydeligt at hvis hun angreb eller ville stikke af, ville en eller flere pile ramme hende, og nok dræbe hende, eller såre hende slemt, og de ville tydelig vis også gerne have svar.

Hun var ikke sikker på hvordan hun var havnet der hvor hun befandt sig. Det var begyndt med at hun bare ville ud og gå en kort tur, men i løbet af kort tid havde hun mistet stedsansen og var faret vild i en komplet fremmed skov. Det havde været en fredfyldt går tur, hun havde ikke mødt noget eller nogen på hendes vej. Alligevel ønskede hun at en venlig sjæl kunne hjælpe hende. Hun var blevet væk og ville gerne finde vejen tilbage til den ven hun boede hos i øjeblikket.
Man kunne tydeligt se at hun ikke hørte til i skoven. Hun kom fra det aldrig stille byliv i Las Vegas, så hun havde ikke meget erfaring med at leve i eller nær store skove som Blackwood. Det var fint afspejlet i hendes tøj og oppakning som var mere eller minde ikke eksisterende. Hun havde en sort kjole på der gik hende til lige over knæene, samt et par støvler der ikke var beregnet til at vandre i og en lille jakke der heller ikke ville stå en chance hvis et uvejr skulle krydse hendes vej. Den taske hun havde over skulderen var en lille en af slagsen og kunne næsten ikke holde noget af vigtighed så som vandflasker eller mad.
Hun havde måske vandret i to eller tre timer nu? Hun vidste det ikke, men det føltes sådan i kroppen. Det virkede som om at træerne stod tættere og tættere sammen desto længere tid hun gik. Der var ikke direkte stier i skoven, man kunne se hvor dyr havde passeret igennem tættere krat og buske, men der var ikke nogle definerede stier at gå på. Malaika havde derfor måtte kravle over større rødder og sten der kom i vejen for hende imens hun prøvede at finde tilbage. Resultatet var at hun nu havde jord og skrammer de fleste steder på hendes ben, arme og hænder. I det mindste var hun tør, men sulten var begyndt at melde sig hos hende. Fra tid til anden kom klagende lyde fra hendes mellemgulv. Uden at tænke så meget over om nogle så eller hørte hende tyssede hun på sin maves klagessang der lød som en dyb brummen.

Malaika havde længe gået med tankerne et andet sted end i skoven, hun havde travlt med at tænke på måder hun kunne overnatte i skoven uden at fryse ihjel eller blive fundet af farlige dyr. Det skulle dog vise sig at være spildte kræfter. Hun havde hverken hørt dem eller set dem komme før det stod foran hende i en halv cirkel. En gruppe ulve stod og knurrede af hende. Hun stoppede og stod helt stille, som frosset fast. Hvor var det kommet fra?! Hun fik der efter øje på folk der stod blandt ulvene med spændte buer og pile klar til at skyde ved den mindste bevægelse. Overraskelsen var tydeligt malet i hendes ansigt.
Hun så forvirret rundt da der blev talt til hende. Hun fik øje på manden der havde udspurgt hende og hun var på ingen måde tryg ved situationen. "... Jeg er faret vild!" hendes svar var kort og en smule desperat. Hun var på ingen måde ude på ballade, hun ville bare gerne hjem igen. Det så dog ikke ud som om at den her folk mænd og ulve var direkte venligt sindede.

// sorry det sene svar, haft lidt problemer :)

Brian stod med buen rettet imod kvinden, imens bue strengen var trukket tilbage, så de kræftige armmuskler var spændt, imens Manse gøede voldsomt, og de 2 andre varulve spredte sig ud til hver sin side, for og gøre sig mindre sårbare i en gruppe, og de stod klar til og slippe buestrengene, så de hjemmelavet pile ville hamre ind i kvinden, men hun duftede sært, som fik Brian til og sige noget til de andre, hun var ikke et menneske, ej vampyr, varulv eller andet, ikke en cyborg, de duftede alle 3, for og brumme til hinanden, de havde hørt hende, men ikke svaret, de så tænkende på hende, løj hun, eller andet? Brian stirrede hårdt på hende med sine gule øjne, da indrammede sig af tykke øjenbryn, skjult af hætten, og det var tydeligt de var hårde mænd, men til sidst sænkedet han sin bue, kaldte på Manse som gik over til ham, og de 2 andre varulve sænkedet deres våben, han sagde roligt på hende's sprog, hvilket var det normale sprog ''hvorfor kom du overhoved i blackwood? hvis elverne havde set dig, så havde de skudt dig uden og stille spørgsmål.. er du sulten? du lyder sulten, din mave altså, man kunne høre den langt væk'' han lød rolig, stadig mistroisk, men han trak masken ned, og smilede let, men han satte sin bue om i et hylster med pilen, for og finde noget brød frem, og en skive kød, som han gik over og rakte til kvinden, imens han sagde stille ''nu er du ikke kommet for og skade vores skov, er du vel?'' han så mistroisk på hende, imens hånden lå på økse hovedet i han's bælte, som tydeligt var af høj kvalitet, og nok også let kunne hugge ind i kød og sener på en modstander, men han's krop's holdning var anspændt, mistroisk, men ikke fjendelig, da hun lige så let kunne tale sandt, men skoven ville altid være deres første prioritet, Aurora ville blive vred hvis de lod skoven skade.