[Afsluttet] A road to the new world(Dust, Evan og Phoenix)

Tid: morgen
Sted: udkanten af tågebanken
Omgivelser: stille lige for nu
Vejr: solskin og skyfri himmel

Muernia plejede at være et sted, de fleste ville holde sig væk fra, grundet det faktum at det var fyldt med zombier, og var en tågebanke af fare, med vandhuller og svær sigtbarhed, men det var ikke situationen for Dust, og det team han havde samlet idag. Han havde fået en opgave fra Vladimir, der havde ment at Dust var den eneste og mest egnede, til at skabe en vej mellem deres del af Amerika, igennem Muernia og hen til den nye verden, efter nogen åbenbart havde modtaget et signal fra den anden side, der på en eller anden måde var trængt igennem tågen. Dust gik ikke så meget op i detaljerne, han vidste blot at denne opgaves gennemførsel, havde en fordelagtig mulighed for ham, både fordi dens gennemførsel gav ham en god pris, og fordi denne vej kunne give ham nye muligheder, når han nemmere kunne komme til den nye verden.
Dust havde samlet et lille team, som skulle med ham mens han byggede vejen gennem Muernia, de første 5 var special soldater fra Vladimirs klan, som Dust selv havde udvalgt, da hans planlægning af mandskab der skulle med, var hvad der måske kunne afgøre om turen ville gå godt, eller ende som en katastrofe. De sidste 2 han havde valgt, var nogen ude fra som han havde insisteret på, da det kunne blive praktisk at have hans valg med, den ene var Evan en cyborg opbygget Clomans med engineer egenskaber, hans evner kunne vise sig at blive brugbare på denne tur, og hans lærling Phoenix, der havde et godt potentiale inden for kamp, og turen kunne ende med at blive god træning for hende, da de kunne ende med at møde modstand inde i Muernia, der kunne udvikle hendes evner til at bruge sine kræfter i den virkelige verden.

Dust tog turen dertil alene, han havde sendt besked ud til Phoenix om situationen, og Evan havde fået en invitation til at deltage, hvis han ellers gerne ville med, de 5 soldater ville ankomme i egne køretøjer, og med dem kunne Phoenix og Evan tage med, hvis det var det de ville. Dust bevægede sig gennem det ørken sand, der omgav Muernia og det var heldigvis endnu ikke så varmt, da det stadig var morgen og solen ikke havde bagt i nok tid, til at gøre ørkenen så ulideligt varmt. Da Dust nåede til udkanten af Muernia, på de koordinastioner der var mødepunktet, steg Dust op af sandet og fæstnede sig selv, før han så sig omkring. Han var indtil videre den første der var kommet frem, men det var også forståeligt, han havde hurtigt været klar da han havde sikret sig tingene var klar, og var taget afsted på en af de hurtigste måder han kendte, nemlig at rejse gennem sandet på den måde som han plejede.
Dust havde valgt sit dæmonstadie til dagens anledning, og det gjorde at han så lidt anderledes ud, i forhold til det mellemstadie han plejede at være i. Hans hår var hvidt og strittede opad, hans bukser var stadig sorte og løse, han havde en hvad der lignede en oprevet trøje, der sad tæt til hans magre krop, og der hvor trøjen ikke dækkede kunne man se, hans afblegede dødgrå hud og de mange ar han havde på kroppen, og grundet trøjen kunne man nu nemmere se, det store tykke sorte bælte, med det store dødningehoved bæltespændet i sølv, og de 3 daggerts han altid bar, i form af en engle daggert i hvid med vinge skede, en dæmon sort daggert i en næsten lysslugende sort skede, og med sort blad, og en tredje daggert med røde mønstre og en rubin på enden. Udover det havde han bragt de sværd med, som han mente var de mest praktiske i forhold til situationen, og disse sværd var Nuibari synål sværdet, Shibuki hans eksplosions sværd, og Kiba tvillinge lynsværdet(kan ses i profil) da zombier kunne blive nogle besværlige modstandere, og skulle håndteres med råstyrke. Nu hvor han var fremme, måtte han blot vente på at teamet han havde udvalgt, ville nå frem til det aftalte sted.

Evans store køretøj, en gammel ombygget transportvogn, med mange store vejafledrede hjul dukkede op, kørende på den mudrede vej kun 15 minutter efter at Dust var ankommet. Vejen var stadig bred nok til køretøjet, og der kørte ikke ret mange på disse kanter da ingen bevægede sig gennem tågen, så Evan havde god plads. Han holdt en høj, men ikke hasarderet fart, og den eldreven motor gav ikke en lyd fra sig. Kun vindmodstanden, hjulene og metallet gav lyd fra sig.
Evan kørte med vinduerne åbne for han kunne godt lide at få den friske luft gennem håret når han susede afsted gennem landskabet.
Han senkede farten da hans navigations system fortalte ham at han nærmede sig målet. Evans auspex-øje, havde allerede opfanget at der stod nogen, et stykke før hans normale øje kunne se ham. Dette måtte være den mystiske Dust der havde sendt beskeder til ham tidligere. Evan var dog ikke sikker, hans auspex viste en mand der så markant anderledes ud end den person han havde fået beskrevet, men tiden måtte vise om hans data bare var forkerte.
Vognen stansede med velsmurte bremser omtrent 10 meter fra manden der måtte være Dust. Evan tøvede med at stige ud af bilen, han opfangede nogle elektriske impulser fra ham, men det kunne være hvad som helst.
Den armerede dør i føresiden svang opad og Evan kravlede ud, ned af et trin og satte en metalstøvle i mudderet.

Evan var klædt i en åben rød frakke, med hvide kanter, hætte og skulderplader. Under den havde han noget sort carbon-mesh (nærmest en skælbrynje) og bukser med tilsvarene carbon plader. Han var normalt ikke så armeret, men hvis han skulle ind i tågen ville han være sikker. En rebreather-maske dækkede hans mund og næse, resten af hans andsigt var frit under hætten. Han havde mørkt hår, et brunt øje og et hvidt. Mest bemærkelsesværdigt var hans neonblå tatoveringer i højre side af ansigtet. I sit bælte sad forskællige værktøjer (en skrue nøjle, en plasma-torch ect.) sammen med en stor bulky pistol han yndede at kalde Bertha, der var fastgjort med en magnet.

"Godmorgen." sagde han. hans stemme lød forvrænget og mekanisk gennem masken, så han pillede den af så den hang fra en strop som en halskæde, før han fortsatte med at tale. "Er du Dust? Mit navn er Evan." Han lød venlig, men var også vagtsom, indtil manden havde givet sig selv til kende.

[Lige for en god ordens skyld - Evan ved ikke at han er Cloman, så han har fortalt at han er en menneskelig cyborg, for det er det han selv tror.]

Tøj: En sort tætsiddende top, en grøn vest, grønne militær bukser, sorte læder militær støvler, sorte fingerløse handsker, et basisbælte og en sort elastik i hendes brune hår.
Våben: 2 M9 pistoler, som er sat i hendes bælte, et M16 gevær, sidder på hendes ryg.
Andet: I basisbæltet: Vanddunk, en lighter, en gasmaske, en lille taske med: nål, tråd, bandager, pincet og bedøvelses middel. En dolk og nogle magasiner.

”KOM NU!” Skreg Phoenix bedende. ”Jeg skal af sted, og det skal være nu!” Philip der stod over for hende rystede på hovedet. ”Philip, det er træning for mig, og det kunne blive en god mulighed for at få mere viden om den anden del af verden, tænk på det. Det kunne blive en fordel.”
Phoenix var i gang med at over tale den ene af hendes brødre til at hun måtte tage af sted.. og det lykkedes da også efter længere tid. Hun jublede glad og takkede ham.
I et spring var hun ude af døren og på vej hen mod et af deres køretøjer. ”Hey, søs, jeg kører.” Philips stemme over døvede Phoenix’s lille sang og sukkede. ”Fint, men se at få røven med dig, jeg er set på den.”

Det var længe siden hun havde set noget til Dust. Så hun glædede sig til at se ham igen og lære noget nyt ad ham. Efter at Evan var ankommet gik der nok ca. 5-10 minutter før Phoenix dukkede op i en grøn patruljevogn.
”Godt, ses jeg kommer selv hjem.” Uden at høre svaret sprang Phoenix ud af bilen og landede på jorden. Philip drejede bilen og satte den i gear så den sprang hen over ørkensandet og ud i horisonten.
Phoenix fik øje på to skikkelser, den ene måtte være Dust, men den anden kendte hun ikke færden på.
’Dust? Men… vendt… ikke med hvide vinger, ikke sort hår… Jeps, den side har jeg vidst ikke set før.’ Hun tøvede svagt, men satte hurtigt et skævt smil på.
Phoenix’s gang var afslappet og hendes hænder var proppet ned i lommen. De røde øjne betragtede den nye fyr, for at få et indtryk af ham, men hun kunne ikke helt placere ham nogen steder i hendes hjerne.
”Hey.” Roligt stillede hun sig ved siden af sin læremester og så på den anden fyr. Var der andre som skulle med?! Hun sukkede roligt og trak sine hænder op af lommen. ”hey, og du er?” hendes stemme var fattet og rolig. Mens hendes øjne måske viste en smule urolighed over for den fremmede. Hun snusede svagt ind for at se hvad pokker han var. En ting var sikkert, han var cyborg, men der var nu også noget andet… noget hun ikke helt kunne bestemme, hvad var…
”Dust, jeg er ikke sikker, men jeg har brug for en ny ladning.” hun drejede hovedet og så ind i hans øjne. Hun kunne ikke huske om hun havde brugt ladningen eller ej, men det var altid en fordel at være forberedt. Der kunne være så mange steder her på det sidste hvor hun ved et uheld kunne have aktiveret hendes signal.

Dust kunne mærke, da Evan nærmede sig hans placering, den aura var ikke til at tage fejl af, men han kom fra den farlige retning, at dømme ud fra motorlyden kom han fra Muernia af, i stedet for at tage turen gennem ørkenen, der i et køretøj nok var den mest sikre. Men når denne opgave var færdiggjort, kunne det vel gå ud på et, for denne vej som skulle bygges, ville gøre det nemmere at komme gennem Muernia, uden at blive angrebet af zombier, eller drukne i en af de vandhuller der var nemme at overse, i denne tykke tåge.
"Morgen og velkommen til Evan, ja jeg er Dust, jeg har en hvis tindens til at skifte udseende, alt efter hvad der passer mig bedst!" sagde han roligt, og nikkede med hovedet, efter Evan var trådt ud af bilen og havde præsenteret sig selv "Jeg håber du er klar til denne opgave, det bliver ikke lige just en svip tur, gennem et skovturs område! Det bliver en lang tur gennem Muernia, og som det står nu kan vi kun have en overordnet ide om, hvad det er vi kan komme til at støde på, mens vi er derinde!"

Nu manglede de bare Phoenix og de 5 soldater, før Dust var villig til at gå i gang med opgaven, men der gik heldigvis ikke så lang tid efter Evan var kommet, før Phoenix kom sammen med hendes bror, steg ud af bilen og hendes bror kørte sin vej igen. Da hun var kommet hen til ham, og havde stillet sig ved hans side, strøg han roligt en hånd henover hendes hoved, mens han betragtede hende med sit rolige blik, bestående af hans følelses forladte øjne, der stadig var totalt umulige at læse.
"Det var godt du kunne komme Phoenix, denne tur kan ende med at blive en god træning for dig, hvis vi skulle ende i en kamp, og den evne du har valgt kan hjælpe med at stabilisere, den vej vi skal bygge til den nye verden!" sagde han roligt, og lyttede til hvad hun sagde til ham, efter hun havde hilst på Evan. Han lagde roligt et par fingre mod det punkt, hvor hans mærke var placeret på hende, for at tjekke om det var blevet tømt eller stadig havde hans chakra i sig "Hmm det virker som om det har lækket lidt chakra af gangen, for jeg har ikke modtaget noget signal, og det er halvvejs tomt, så du får en opfyldning og en bedre sikret chakra, så det ikke lækker så nemt!" han lagde hænderne på hendes mave og ryg, og genopfyldte mærket på samme måde som sidst, med den stærke chakra der strømmede fra hans hænder til mærket.

Næsten lige efter Dust havde genopfyldt hendes mærke, kom de 5 special soldater fra Calvarinos klanen, som Dust havde fået til rådighed på denne tur. De kom kørende i 3 køretøjer, en alene på en motorcykel, og resten fordelt 2 og 2 det ene par i en mama bil, der var pansret og havde våben, de 2 sidste i en lastbil med forskelligt udstyr i. Da de nåede helt frem, holdt de samlet henne ved Evans køretøj, og de var ikke lang tid om at komme ud, og samle sig henne ved Dust, Phoenix og Evan. Dust nikkede roligt til dem som hilsen, da det ikke var lang tid siden de sidst havde set hinanden.
"Godt så, nu er vi vist alle sammen samlet, og jeg går ud fra i er bevidst om, hvad det er vi skal i gang med her! Men til at starte med, skal vi have fordelt et par opgaver, Evan i den lastbil soldaterne tog med, ligger der en samling materialer mine videnskabsmænd har udviklet, men det mangler at blive færdigudviklet så jeg tænkte på, om du ville tage et kig på det, det er nogle ombyggede plasma våben, der skal fungere således at de kan få zombier, til at falde fra hinanden når man skyder dem, men de virker ikke helt optimalt endnu, så er der en mulighed for du kan klare de sidste detaljer? Og Phoenix du skal hjælpe mig, med at rydde vejen gennem Muernia, mine sand evner kan tørre området og forvandle det til sand, men jeg skal bruge en hånd med indtørringen, dine ild frugts evner kommer meget godt ind, i denne her situation! Soldater i bliver opdelt i 2 grupper, den gruppe på 3 bliver hos Evan, mens han befinder sig i lastbilen og arbejder, de sidste 2 følger med Phoenix og mig, og holder øje med området mens vi arbejder!"

Dust virkede til at være organiseret, egentlig vidste han godt at special soldaterne ville få svært ved at måle sig, med de logia frugter som Phoenix og han selv havde spist, men de ekstra øjne og ører kunne blive en hjælp, når der var så mange zombier, da disse væsner hverken havde aura eller chakra, så man kunne kun sanse dem med øjne, ører og næse. Evans kræfter inden for kamp og forsvar, kendte han endnu ikke så godt, derfor fik han flest soldater, indtil han var færdig med våbnene og kunne komme hen til de andre. Dust gav dem alle sammen en øresnegl, der kunne række inden for Muernias område, så de kunne kommunikere med hinanden over den.

Evan nikkede, han forstod ikke helt hvad Dust mente med at skifte udseende, men der var mange måder at det kunne forgå på. Evan var ikke så interesseret i udsenet så længe det var nyttigt. "Hvad har vi størst risiko for at støde på, hvis vi ikke tænker zombier. Jeg vil meget gerne vælge det rigtige udstyr at tage med."
Evan åbnede bagenden på sit køretøj, ved et tryk på en fjernbetjening han havde siddende fra en strop i lommen. I de næste par minutter inden Phoenix dukkede op fandt han en stor firkantet taske frem og begyndte at spekulere over hvad for et primær-våben han skulle tage med. Bertha var det bedste sekundær-våben til denne opgave. Han endte på en midrange riffel, der var koblet sammen med en granatkaster. Han regnede ikke med at få brug for granater, den var ikke effektive mod zombier, men hvis de mødte noget større var den perfekt, han tog også en del forskelligt ammunition med. Det gode ved at have to mekaniske ben, var at man kunne bære en masse over lange afstande, uden at blive træt. 
Da Phoenix dukkede op var han lige begyndt at spraye sine våben med silikone for at holde fugten fra sumpen ude. "Godmorgen." Sagde han til Phoenix da hun talte til ham. Hun var ikke videre høflig, men hun var jo også i militæret og Evan var vandt til det. "Mit navn er Evan, jeg er tekniker og ingeniør - du må være Phoenix." 
Han vente tilbage til finpudsningen af sit udstyr imens Dust og Phoenix snakkede, de lod til at kende hinanden godt. Det lod til at Dust skulle gøre et eller andet magisk ved Phoenix. Han talte om chakra, hvilket Evan ikke rigtigt viste hvad var, men de gik i hvert fald igang med deres ritual. 
Evan stoppede sin finpudsning af udstyr, da de sidste soldater ankom. Evan hilste kort på dem med et nik, før Dust gik igang med sin brefing, han lyttede godt efter den del der var tiltænkt ham. Det lod til at han skulle bruge nogle timer i værkstedet mens Dust, Pheonix og halvdelen af vagterne gik i forvejen. Det passede ham fint og han var glad for at få lov at arbejde med plasmavåben. 
"Har du tænkt dig at plasmaen skal smelte dem helt?" Spurte han. Selve ideen med plasmavåben var at den stærke varme, smeltede sig gennem kroppen og eventuel rustning hos folk. "Eller skal arme, ben og hoved falde af?" Evan ville være sikker, meget ville komme and på hvor man ramte zombien, men det skulle kunne lade sige gøre, selvom Evan kunne tænke sig til at det ville bruge meget mere energi, for ikke at sige mere plasma.
Han ventede på Dusts svar, og eventuelle flere bemærkninger før han gik igang med sin opgave.

Hun kom til at grine da Evan påpegede hvem hun var. ”Mm, ja jeg er Phoenix.” hendes stemme var venlig og havde en lidt drillende tone. ”Jeg er Phoenix og en pokkers masse andet.” hun blinkede i sjov og smilede skævt.
I en blid bevægelse vendte hun hovedet mod Dust. Roligt så hun ham i øjnene og smilede kækt. Hun havde så meget at fortælle ham, der var sket så meget siden sidst… sidst var hun en tøs der intet havde, ingen familie, intet hjem, kun sig selv… nu havde hun det der skulle til for at være en familie, træning på flere punkter, våben teknik, fly teknik.. alt..
”Selvfølelig kom jeg, men det krævede bare lige at jeg skulle overtale den ene kaptajn… og Betaen var ikke hjemme og den anden kaptajn var heller ikke hjemme… så derfor kom jeg lidt senere.” hun bed sig i læben og så ned.
En ting var ikke at tale med ham i lang tid, noget andet var ikke at tale over sig.. men han var jo hendes mester, hun kunne vel fortælle ham alt… næsten…
Hun lyttede stille til Dust der snakkede og blev glad, da han lagde en på hendes mave og ryg. Hun lukkede øjnene og lod sig opsuge af den kildrende fornemmelse og varmen der spredte sig fra hans hænder og ud i hendes krop og op i hendes skulder.

Da nogle soldater ankom, følte hun sig en smule mere hjemme, og smilede kækt til dem. De var jo fra Calvarinos klanen… hun havde set nogle stykker når hun opererede for Militær Militsen, men hun havde aldrig været på tæt hold, de havde kun læsset hendes fly og givet hende tilladelse til at smutte… intet langtrukket.
I ro og mag studerede hun deres køretøjer og elitesoldaterne. Men da Dust talte rystede hun kort på hovedet, stak hænderne i lommen og så ned i jorden, hun lavede ikke andet end at afvente en ordre fra Dust. Hun stod lidt i sin egen verden og lyttede med et halvt øre, men da han nævnet hendes navn så hun op og lyttede opmærksomt med. Hun nikkede kort og smilede skævt. Hun elskede sin Ild frugtsevne. Det var lidt som om den fuldførte hendes våben samling, dette våben kunne bare ikke tages fra hende, med mindre man kendte dens svaghed…

Phoenix gabte kort og kløede sig i nakken. Roligt rettede hun sig op og så på de militær trænede typer og smilede kækt. Det kunne godt være hun ikke havde kommandoen, men de kunne ikke bestemme over hende, ikke så længe at Dust havde magten… Phoenix så på sine hænder og smilede roligt, hun kunne kontrollere ilden, våben og være en ulv… hun var jo den form af komplethed.

Da Evan spurgte Dust, så hun roligt på Evan med en tænkende mine, han havde fat i noget… det kunne være sjovest at se arme, ben og hoved falde af, men ville det kunne stoppe dem? roligt tog hun sin ene pistol frem og gennem gik magasinet, og selve pistolen for fejl, men den var fejlfri som altid. I ro og mag satte hun den på plads og afventede en ny ordre.

"Den normale plasma pistol, er bygget til at affyres en kugle formet eller patron formet ladning, der flyver i en lige linje fremad, og svitser alt hvad den rammer, til energien den består af, ikke længere kan holde til mere, men de våben du skal færdiggøre er en videreudvikling, af de plasma våben verdenen kender til!" sagde han roligt, og tog en cigar frem som han tændte, og lod sidde i hans mundvigen så han en gang imellem, kunne lade en røgsky forlade hans lunger "De våben der ligger derinde, kan med din færdiggørelse, affyre en ladning der søger mod enten målrettede mål eller det nærmeste mål, der består af dødt materiale, blot for at nedbryde det biologiske materiale, og derved smelte det til en slags grød! Så kort sagt, det er en zombie splatter plasma gun! Alle de data du har brug for at vide, omkring deres opbygning og indre strukture, ligger på den bærbare computer i lastbilen, de 2 guns mangler bare et touch fra en med interesse, inden for biomekanik!"

Han nikkede kort da det var det sidste, og betragtede Evan der nu gik i gang, med den opgave han havde fået til at starte med, før han så mod det start punkt vejen fra deres side skulle være. Han havde planlagt hvordan det her skulle fungere, ud fra de data han selv havde indsamlet, efter han havde været derinde selv, før den store zombie epidemi startede i Las Vegas, som i sidste ende havde været hans skyld, da han havde gjort det med vilje.
"Zombier bliver vores hovedproblem derinde, hvad der ellers render rundt derinde har jeg absolut ingen ide om, men man må vel være forberedt på selv det værste, ellers er man ikke forberedt godt nok!" sagde han tænkende, og pustede en røgsky ud, før han så mod Phoenix "Ild evnen har den dejlige fordel, at du kan bruge varme til at tørre luften ind omkring dig, ved basisk set at koge luft uden en gryde! Det vi skal i gang med nu, er mere eller mindre at ændre naturen i Muernia, der hvor vejen skal bygges, jeg tager mig af jordens opbygning, indtørring, vejen selv og alt det der, men jeg har brug for du tager dig af omgivelserne rundt om os, på den måde at fugten skal holdes på afstand af vejen, mens jeg er i gang med at bygge den! Når først vejen er solid, vil naturen gå sin gang og indrette sig, efter det faktum at vejen deler Muernia i 2 dele, og derved i også vil dele tågen i 2! Eller det er i hvert fald teorien, vejen vil bestå, men hvad der sker med Muernia, kan skride lidt fra teorien! Men det er et samarbejde hele vejen igennem, du må forholde dig enten ved siden af mig eller tæt bag mig, mens du får vandet til at fordampe fra luften, men det skal være opadgående, så varmen og den fordampede fugt, ikke påvirker os, omgivelserne eller sandet mens jeg hærder det!"

Med et nik med hovedet, gik han hen mod start punktet for vejen, da han ville have hende med sig derhen, så de kunne gå i gang med at tilrette sig, så de kunne bruge deres evner sammen. Det meste af tiden, skulle hun tørre luften samtidig med at han tørrede jorden, og hvis det blev for fugtigt i luften inden han var færdig med den del af vejen, skulle hun tørre luften igen. Han gik ned i knæ og lagde hænderne mod jorden, så han var klar til indtørring af jorden, og ventede på at hun var klat til at gå i gang. Så snart hun fyrede op for varmen, ville Dust gå i gang med hans del, af arbejdet, og planen var de skulle tage cirka 50-100 meter af gangen. Det var måske ikke så voldsomt meget af gangen, men det ville gå utroligt hurtigt per gang, med den effektivitet Dust havde, og hvis altså de ikke blev forstyrret alt for meget undervejs.

Evan gik igang, med det samme. Han trak et arbejdsbord udenfor så han havde bedre plads og udluftning. Hvorefter han hentede de våben han skulle færdiggøre, samt bærbaren, der lå den anviste bil. Mens computeren startede op, inspirerede han de våben han havde at arbejde med. De var forskællige, og allerede stærkt modificerede. 
Han startede med det han viste Dust gerne ville have. Computeren og pistolens munding viste med al tydelighed at dette var mere en kanon der skulle plaske zombien til, end en pistol med en lille præcis kugle, der ellers kun ville virke ved et skud i hovedet på en zombie. 
Evan funderede allerede nu, mens han studerede arbejdstegningerne og fjernede en chip i den første pistol, den der ifølge tegningerne styrede hvad pistolen ramte. Dem der havde lavet våbnene havde lavet deres lektier. Pistolen havde en scanner der kunne scanne omgivelserne nu skulle den bare vide hvad den skulle scanne efter.
Evan havde faktisk allerede det han havde brug for, for at få pistolen til, i teorien, at virke som den skulle. Han havde for længe siden kortlagt de genetiske ændringer de to sygdomme lavede, på grund af sin generalle interesse for biomekanik. Han måtte lave en ny chip ud fra den gamle med de nye modifikationer, og det ville tage mindst en time at dataformere og derefter skulle han printe chippen, hvilket han havde en maskine til, i vognen.
Evan mente dog at det han gjorde kunne gøres bedre, den gamle vævs-prøve han havde taget fra en zombie, havde været fra huden. Problemet var at hud fantes overalt på en zombie, og man kunne ikke ramme en zombie hvor som helst og forvente at den døde af det. Han skulle have noget mere lokalt. 

Efter hvad der nåede at blive to en halv timers koncentreret kodning og om formatering, havde Evan endelig fået sine egen filer til at ligne noget pistolens chip kunne læse. Han gik ind i vognen satte chip-printeren igang. Derefter tog han noget i en skuffe, efter at have ledt en smugle. Evan var et rodehoved, og havde ikke altid styr på hvor han havde alting. 
Han gik ud og fulgte vejen op mod der hvor Dust og Phoenix var, formodentlig igang med deres arbejde. 
"Dine drenge har gjort et godt stykke arbejde, om en halv time har vi noget vi kan skyde med." Sagde han, uden indledning. "Men hvis vi skal gøre det bedre, skal jeg bruge en bedre vævs-prøve"
Evan holdt det op han havde fundet i skuffen op i luften. Det var et temmelig uhyggeligt udseende instrument, med en lang nål, et skarpt knivsblad og en plastbeholder bagerst med en fjeder. Det lignede noget fra Dr. Frankenstains laboratorium.

Imens Dust forklarede Evan nærmere om hvad det var han skulle sørge for at våbnene kunne stod Phoenix og legede en lille smule med hendes evne. Hun stod med sin lighter og snuppede flammen fra den så hun kunne øve sig, lidt.
Hun gjorde flammen større og mindre, uden at kvæle den eller at den røg ud af hendes kontrol. Hun stod dybt koncentreret og havde glemt at hun skulle følge med i det Dust sagde, men heldigvis, til hendes fordel, så han på hende da han snakkede til hende. Hun kvalte ilden og så på Dust. ’Varme luften op omkring dem så fugten ikke ville ødelægge vejen der skulle dannes… hm, det skulle da være til at klare.’ Tænkte hun og nikkede kort til Dust.

Uden at tvivle eller tøve fulgte hun hurtigt efter ham og tog en dyb indånding for at få fokus på den hun skulle.
Hun stillede sig ved siden af ham, da han lagde hænderne i sandet. Hun smilede skævt og så frem ad. Hun rakte hænderne lidt ud fra hendes krop og lukkede øjnene, hun skulle have varmen til at stige op og vandet i luften skulle fordampe så meget som muligt. ’rolig til at starte med, kom så.’ Tænkte hun, hun kunne mærke varmen forlade hendes hænder. Et lidt mere skævt smil var at se i hendes ansigt, og hun skruede lidt mere op for varmen og koncentrerede sig om at få varmen væk fra dem, så de ikke blev kogt sammen med vandet.

Phoenix der havde koncentreret sig en del reagerede hurtigt da hun fik færden af et levende væsen der bevægede sig i mod dem, hun knurrede dybt og rørte svagt ved hendes pistol så hun var klar til at skyde, men da Evan begynde at tale, kom hun til at grine en smule. Hvis ikke de havde hilst på hinanden tidligere, havde hun nok sat en kugle for panden af ham nu. ”Sorry.” hun så undskyldende på ham og vendte siden til ham for igen at varme luften omkring hende. Hun lukkede øjnene og lod hendes næse og øre blive stærkere, så hun kunne fornemme den mindste bevægelse eller lyd, hendes øjne var stadig lukkede da Evan var færdig med at tale og hun nikkede.
Enlig kunne Phoenix godt forstå at han gerne ville have en bedre prøve så våbnene blev bedre. Hun lyttede stille med i deres samtale i mens hun stadig fordampede vandet omkring vejen og foran hende.

I det Phoenix gik i gang, med at fordampe fugten i luften, begyndte jorden inden for Muernias grænser, at tørre voldsomt ind til det lignede ørken området, der befandt sig rundt om Muernia. Dust havde en uhyggeligt stærk fremgangs evne, hvad angik indtørring af hele områder, hans radius på de op til 100 meter af gangen, afhængigt af hvor meget Phoenix kunne holde til, og selvfølgelig følge med på, så slet ikke ud til at få ham til at gå ned i tempo, så snart området var klar gjort, gik han i gang med at forme sandet og hærde det, så man nærmest kunne høre hvordan det lød som overfladen på en frossen sø, der blev frosset ned på sekunder. Alt vejen der blev efterladt i deres kølvand, var så solid som en ægte vej, og disse hardcore ændringer af naturen, begyndte allerede at påvirke Muernia lige så stille.
De første tegn var tågen, der var helt væk rundt om Phoenix fordi hun holdt det på afstand, men over selve vejen begyndte tågen langsomt at tynde ud, og dele sig i 2, lige som denne vej delte Muernia i 2 lige store dele. Soldaterne der fulgte dem, holdt deres poster, den ene holdt øje med foran dem og til venstre for dem, den anden holdt øje med bag dem og til højre for dem, så de dækkede området så godt som det nu var dem muligt. Dust havde dog også sine sanser på fuld styrke, man kunne aldrig vide hvornår de ville blive angrebet. Da Evan kom hen til dem, mærkede han auraen med det samme, og reagerede derfor ikke på ham, som var han en trussel der nærmede sig, han vendte sig blot mod ham, og så på Evan med de tomme og intet sigende øjne.

"Mine videnskabsmænd, har skam også erfaring med flere af mine sindssyge ideer, så da de fik denne ide, var de ikke overrasket over konceptet om at skabe en plasma pistol, der skulle affyre en zombie DNA søgende substans, baseret på samme energi kilde som en plasma kugle, med det formål at få zombien til at smelte indefra, men jeg har desværre ikke nogen bio engineers i mit mandskab, så de kunne kun lave det mest grundlæggende, i form af våbnende og det meste af deres infrastruktur, der skulle en af din slags til, for at lave de sidste detaljer, så våbnet vidste hvad den skulle skyde efter, og virke på!" sagde han tænkende, og lagde hovedet lidt på skrå. Han tog en cigar frem, og satte den i mundvigen "Phoenix hold bare en pause, tågen nærmer sig ikke så hurtigt mere! Og kunne du ikke lige...?" han drejede hovedet mod hende, og indikerede hans spørgsmål var om hun kunne tænde cigaren "En ny vævs prøve, burde ikke være så svært heromkring, trossalt burde stedet vælte med zombier!"

Nu da alle 5 soldater var her, Phoenix kunne slappe af og være forberedt hvis nogen angreb, og Evan var her med sine egne våben på ham, kunne han vel godt lade dem stå et øjeblik, mens han skaffede en ja undskyld udtrykket frisk zombie, der kunne donere et ordentligt væv til våbnende. Phoenix kunne til en hver tid kalde ham tilbage, med det chakra mærke hun havde, hvis der skulle blive brug for ham, og under Dust samlede sandet sig som en plade, der løftede ham op under hans kontrol, og svævede ud i tågen. Der var også noget ekstra sand der fulgte med ham, så han havde noget at fabnge zombien med, så han kunne holde den så hel så muligt, uden at skulle dræbe den blidt.

Evan trådte et enkelt skridt tilbage da Phoenix sigtede på ham. "Er man lidt nervøs?" Spurte han, Phoenix. Han smilede og tonen var munder, men på turen herud havde han taget sin maske på igen af ren og skær vane, så det var ikke rigtig til at se eller høre. Evan var blevet en smugle forskrækket selv, men prøvede at slå det hen som ingenting.
Evans sko var af metal og var ikke ligefrem stille, og han havde glemt at de andre ikke kunne se så godt som han kunne. På vej herud havde Evans mekaniske øje fundet en bølgelængde der rejste lettere gennem tågen, og gjorde den til en glasagetig dis ca. 50 meter frem hvorefter den igen blev hvid. Det betød at han kunne se området omkring vejen, og han havde ikke set en eneste zombie, faktisk var der ikke noget som helst levende at se overhovedet, ud over træer. 

Evan lyttede til Dusts forklaring, mens han fandt en granat i en lomme. Han åbnede kammeret i granatkasteren, tog den granat der sad i, ud og erstattede den med den nye. Hvis man kiggede efter så man at der stod Net skrevet med touch på siden af hylsteret. "Jeg tænkte at jeg ville fange et par stykker imens den chippen på prototypen blev printet. Ud over en donor, skal vi nok også bruge et par... forsøgskaniner. Så ikke bare frisk, men også stadig i live... eller... i ved hvad jeg mener." Sagde han. 

Mens han havde gået havde han overvejet om det ville være sikre bare at lokke zombierne ind på vejen i stedet for at gå ud på deres banehalvdel. Bare det at tale for højt ville lokke dem til som magnetspåner over en jern/nikkel legering. Hans hoved havde været fuld af udregninger om hvor mange zombier Dust, Phoenix, ham selv, og soldaterne kunne fange med den metode. Han måtte opgive da der var for mange variabler.

Han betragtede Dust der lettede og begyndte at svæve væk med sand. Hans auspex-øje opfangede nogle mærkelige energimønstre, han ikke havde set før. Han trak på skuldrene og så undrene på Phoenix. Han var fristet til bare at kalde, og lade de udøde komme til dem, men der var ingen måde at vide hvor mange der var inden for hørevidde. Formodentlig ikke så mange, eftersom der ikke var nogen at se. Det eneste der rigtigt bekymrede Evan ved hans plan var at starte en kædereaktion. En situation hvor de tiltrunkende zombier ville tiltrække alle de andre i flere kilometers omkreds. 
"Sådan kan man også undgå at få våde fødder." Sagde han. Dust evne var ikke så meget en overraskelse som det var en kilde til undren. "Jeg går den anden vej og ser om jeg kan finde et par stykker, vil du med?" Spurte han Phoenix. 

Medmindre Phoenix havde nået at indvende. gik Evan, med eller uden Phoenix hen til vejens kant og ved hjælp af sine mekaniske ben hoppede 4 meter ud og landede på en tør tue i sumpen, mens han spejdede rundt efter en Zombie.

Hun knurrede svagt og så hen mod ham. ”Nej, jeg er ikke nervøs.” hun så op på ham med et kækt smil og dannede en lille flamme i hånden. ”Men jeg gør det jeg bliver bedt om, og enlig ville jeg hellere sørge for at rede min røv end at ende på jorden og blive truet.” hun så på ham og himlede med øjnene.

Da Dust spurgte om hun ikke lige kunne tænde, himlede hun med øjnene og grinede svagt. ”Jo, det er det lærlingen er til for, at tænde cigarer.” hun sendte en lille flamme over mod cigaren, da den var tændt, kvalte hun flammen og satte sig ned på jorden.
Al den energi hun havde brugt på at holde vandet væk fra jorden omkring dem, havde taget hårdt på hende. Hun sukkede og lagde sig på vejen, for bare lige at samle en smule energi.
Hendes hoved arbejdede på højtryk for ikke at komme til at sove eller miste kontrollen over sig selv. hun åbnede øjnene lige tidsnok til at se Dust forsvinde ud i tågen.
”Jeg vil sove…” mumlede hun og brokkede sig lidt over hvor træt hun var. De elitesoldater der var her havde set hende være alvorlig og kampklar. Dette var ikke et vandt syn for dem. ”Drenge hvis, i siger noget om at jeg sover til Militær militsen, skal jeg love jer for, at, i får en endefuld i sent vil glemme.” i mens hun talte pegede hun på den og grinede svagt.

Da der ikke blev sagt noget til hende tog hun det som et ja og lagde armen hen over hovedet. Og kort tid efter hørte hun Evan tale til hende.
”hm?” hun rejste sig op og så på ham, først reagerede hun ikke på hans spørgsmål, men kort tid efter fattede hun hvad han havde sagt, og nikkede. ”Tja, hvorfor ikke.” hun så på mændene og tilbage på Evan. ”Du er sikkert sjover at være sammen med end dem.” hun klukkede svagt for sig selv og tog en dyb indånding og lod en varme skjold glide uden om hende, så hun ikke blev påvirket af tågen. I stedet for at hoppe ud efter ham, gik hun stille og roligt mod ham. ”Hvorfor så travlt?”
Hun havde ikke travlt og Dust ville nok ikke komme tilbage inden for de næste 10 minutter. ”Hey Evan?” hun gik roligt på hans side og så på ham. ”Hvor gammel er du enlig? Jeg kan ikke rigtig bedømme dig for alt det metal.” hendes øjne, var venlige eller… en varulvs øjne var aldrig venlige, men de udstrålede ikke vrede eller had, bare nysgerrighed.

hun så roligt rundt og prøvede at opfange en bevægelse eller lyde, men det eneste hun kunne høre var hendes egen vejrtrækning, og hendes hjerte banke. Hun så ned og sukkede svagt. Efter at hun var blevet optaget i 2 klaner, var blevet kaptajn og pilot havde hun ikke rigtig haft mulighed for bare at snakke… faktisk havde hun ikke haft en dag hvor hun lavede ingen ting.
Lige fra starten havde det været lige på og hårdt, ikke at hun brokkede sig over det, men man kunne godt trænge til bare en lille pause i ny og næ.

Deres bevægelse væk fra vejen, blev sanset af Dust'es aura sans, men hvem kunne give andre skylden, for selvstændige væsners tankegang? Han kunne ikke forvendte, at de ville forblive på deres mest sikre sted, i form af vejen de indtil videre havde bygget, det var ellers der de havde flest fordele, op imod den tågede sump hvor zombierne havde flest hjemmebane fordele, men de var trossalt unge, de unge kunne man ikke så nemt lægge bånd på. Dust valgte derfor at vende om, og sætte kurs mod Evan og Phoenix, han kunne jo nødig have at kaos brød løs om ørerne på dem, de var måske stærke men han vidste at hans lærling, havde brugt rigeligt med kræfter de sidste 2 1/2 timers tid, og Evans styrker kendte han ikke så godt til endnu.

Dust selv var et ondskabens væsen, og trods det at alle der kendte til ham, troede han var et chaotic-evil væsen, der skabte ondskab i forvildet kaos, så lå der et genialitet sind bag hans tomme øjne. Han havde for længst passeret galskab, men ingen geniale væsner i denne verden, var kommet så langt uden den galskab der lå bag. Dust var kommet lidt ud af kurs, i forhold til linjen mellem dem, så han passerede ikke henover vejen på hans vej, hen til Phoenix og Evan. Det var stadig sandet der løftede ham, og sandet han havde taget med sig, svævede om ham som en slange, klar til at sprede sig og danne et skjold, eller angribe en modstander hvis nødvendigt, dette lige så hurtigt som Dust kunne tænke hvad sandet skulle gøre, og han var efterhånden ved at være vandt til, at kunne tænke hurtigt og kreativt.
Imens han var på vej, nærmede en fjende sig Phoenix og Evan. Dette var hverken en zombie eller en zomture, men dette væsen var stadig en undead, en naturlig fjende til Phoenix race, en nattens blodsugende dræber. Med andre ord en vampyr, der havde opsnappet deres tilstedeværelse, og uheldigvis var denne fjende på hjemmebane fordel, han var en summoner af necromancer arten, og stedet her var proppet med zombier. Det var nu et spørgsmål om få øjeblikke, før de ville støde på hinanden, og han ville kumme gå til angreb, grundet hans kommende viden om deres position.

Evan landede tungt på tuen. Der var vand hele vejen rundt om ham, men lige her var det kun ankeldybt og mudret, desuden var der massere af andre steder han kunne hoppe hen. Han kiggede sig omkring da han var landet nedenfor vejen, og ingen zombier var at se hernede. Han skulle til at bevæge sig videre da Phoenix sagde noget til ham. Han drejede hovedet og så på hende.

Det var egentligt et godt spørgsmål hvis man skulle tro hans far var han født d. 15/2-3808, hvilket ville betyde at han var 16 år nu. Han var ikke helt sikker på at han troede på det. Han havde altid følt sig ældre end det. 
Det var også et ret uvant spørgsmål, til og med kom det fra en person han ikke havde forventet ville stille personlige spørgsmål. Derfor tog det ham et par sekunder at svare Phoenix. "Jeg... er 16" sagde han så. Det var i det mindste et svar han havde et tal på. Han kiggede forundret op på hende et stykke tid. "Hvor gammel er du?"

Han nåde kun lige at høre svaret, hvis der kom et, før hans Auspex gjorde ham opmærksom på at noget bevægede sig længere fremme. Det bevægede sig lidt hurtigt til at være en zombie, så Evan vendte hurtigt våbnet imod den retning det kom fra. Han holdt det tunge skydevåben i højrehånd ud i strakt arm, den anden hånd holdt han på pistolen der sad i hans bælte. Det var ikke levende for der var ingen biosigns. Hvis det ikke var en zombie kunne han blive nødt til at trække sig tilbage. Granatkasteren var ladet med et net, og hvis det var for stort, eller for stærkt til nettet, kunne han blive tvunget til at om tænke sin strategi. Han havde ladet riflen med hollowpoint-bullets de virkede godt mod zombier, selv hvis man ikke ramte hovedet. "Phoenix." sagde han advarende og gjorde tegn.

Evan tænkte ikke over at fjenden kunne være en vampyr. vampyrer hørte ikke til i sumper, men i byer fuld af frisk blod. Desuden var det formiddag. Selv hvis det var mørkt nok til en nede under trækronerne, ville den alligevel være svækket. Derfor var Evan forberedt på at møde noget han kunne outsmarte, om ikke andet.

Phoenix kunne godt se at spørgsmålet kom bag på ham og Phoenix smilede bare over ham, hvordan kunne det komme bag på ham at hun stillede det? var det fordi de ikke kendte hinanden? Eller lå der noget andet bag det?

Da hun så hvordan Evan kiggede på hende, så hun lidt rundt og grublede lidt over hvorfor det kom bag på ham.
Da han kom med svaret smilede hun. ’16, han er 16!’ tænkte hun og smilede svagt, endelig mødte hun en på hendes egen alder, endelig en som hun havde noget tilfældes med… en der var på samme basis med hende. Hun havde ikke mødt ret mange der var yngre end, faktisk havde hun kun mødt en der var yngre end hende… alle andre havde været ældre… meget ældre end hende … men følte sig meget ældre og opførte sig også ældre, mere fordi hun havde alt det pres som hun havde.
”Jeg er 16, samme alder som dig.” hun smilede og så på ham.

’Hvad sker der?’ tænkte hun, da Evan drejede våbnet i en anden retning. Hvad nærmede sig? Hvor var det?
Phoenix snusede i luften og knurrede dybt. Hun knep øjnene sammen og kiggede rundt, der var et eller andet, hun kunne lugte det, men hvor det var tænkte hun ikke over.
Da Evan sagde hendes navn, knurrede hun advarende ad ham. Hun følte sig udsat i hendes menneske form, men så længe hun ikke helt vidste hvor fjenden var, ville hun ikke skifte af frygt for at blive over faldet. Phoenix knurrede igen og fik færden. ’Vampyr!’ skreg hendes instinkter. ”Evan dæk mig kortvarigt!” bad hun, hurtigt trak hun trøjen af og smed sine sko, det var det eneste hun bare skulle have af inden hun skiftede.

Hurtigt og mindre smerte fuldt begyndte forvandlingen at skride ind. Efter meget kort tid stod en snehvid ulv og knurrede.
Den havde rystet alt tøjet ad sig og stod hun og gjorde sig så truende som muligt. Hun viste tænder, pustede sig op og lavede dybe knurrende lyde. Imens hun lavede en ting, tænkte hun noget andet. ’Kald på Dust, han kan hjælpe!’ som hun tænkte, gjorde hun.
Uden at tænke mere over tingene mærkede hun varmen i sin skulder, da hun aktiverede hans mærke. ’Tænk dig om, vampyrer er naturlige fjender over for dig, og de vil ikke tøve med at slå en varulv ihjel. Vendt.. hvad laver sådan enlig her ude?!’
Phoenix begyndte roligt at gå frem og tilbage ved siden af Evan, han skulle ikke komme til skade på grund af hende, han havde ikke gjort hende noget.
’Dust, hvor er du? Jeg har brug for et par ekstra øjne… og en god position held… ‘ hun pep en smule da hun kunne begynde at se en skikkelse foran hende. Svagt bjæffede hun ad Evan for at få ham til at kigge den vej som hun kunne se dette udyr som havde fundet dem.

Dust mærkede at Phoenix forvandlede sig til varulv, og han nåede ikke at undre sig meget, før hendes mærke blev aktiveret, og han kunne pejle ind på hende, med 100 procent præcision, da hans egen chakra blev frigjort fra mærket. Nu havde situationen ændret sig, farende var kommet til dem og var i nærheden, af Evans og Phoenix'es position, så nu var det tid til at gå i kamp. Fugten i luften, gjorde at han ikke kunne forvandle sig helt til sand, kun de indre organer og selv der, var det egentligt kun lige akkurat at han kunne det, så det kunne ikke modvirke et zombie bid, eller et fysisk angreb, lige som han normalt kunne med hans sandkrop.
Dust satte farten op, for hurtigere at komme hen til hans følgesvende, mens han lagde en finger mod hans øresnegl, så alle kunne høre hvad han sagde. Han sagde til soldaterne de skulle holde deres position, og være ekstra opmærksomme, da han selv og de andre var kommet i kamp, så det kunne være der også ville ske noget ved vejen. Han slap øresneglen igen, mens vampyren kom til syne foran Evan og Phoenix, med et ondskabsfuldt smil på læben, og han lignede i den grad en der var sulten, efter både kamp og blod.

"Jamen dog, er der kommet frokost til min sump, det havde jeg godt nok ikke regnet med, men det er da dejligt i vil komme her, og gøre mit liv lidt mere spændende!" sagde vampyren, med sit lumske smil på læben. Grundet hans summoner evner, og det faktum at han levede herude, kun med tågen som dækning for dagens sollys, lignede han en gammel slidt mand, men at han så sådan der ud, betød også at han kunne sit kram, han var trænet som summoner og hver en ældning på ham, var et bevis på hans kunnen, så han lignede ikke en modstander for en noob ud i arten at kæmpe, i en kamp der galt liv og død "Kom så her og bliv min frokost, små dejlige lækkerbiskner!" sagde vampyren hårdt, før han fløj frem mod Evan og Phoenix, med vampyr tænderne blottet, og hovedet rettet mod deres struber, i et forsøg på at sætte tænderne i dem lige med det samme.

Angrebet blev lagt ind med en voldsom styrke, da Dust med et hoppede ned foran Evan og Phoenix, og smadrede vampyrens hoved ned i mudderet, og hvis det havde været et normalt menneske, eller et dyr han havde gjort det på, ville det sikkert have dræbt dem, men denne vampyr var mere hårdfør, han kom hurtigt på benene igen og skabte afstand til dem, før han med et muggent ansigts udtryk, fjernede mudder resterne fra hans ansigt, og spyttede det ud han havde fået i munden.
Vampyren: "Hvor vover du din bastard, at lægge hånd på mig, når jeg er ude efter et måltid mad og lidt sjov?" hvæssede han vredt.
Dust: "Er der ingen der har fortalt dig, at man ikke leger med maden? Eller angriber mit følge for den sags skyld?"

Evan ventede til hans øje havde stykket et billede sammen af andgriberen. Den kom frem af tågen, langt væk. Det var ikke en zombie og den lod til at være i live, men det var den ikke. 
"Hvad laver en vampyr herude?" mumlede han for sig selv.
Evans auspex havde nu opfanget Dust der var på vej tilbage.
Vampyren talte og andgreb, lavede et tåbeligt frontal andgreb. Evan skød ikke endnu, man trådte i stedet til side for Dusts andgreb, som vampyren ikke lod til at se komme. 
Vampyren rejste sig op igen, den vaklede og spyttede mudder ud. Da den så over på Dust, greb Evan chancen mens den var optaget af noget andet. 
Tre stæder eksploderede kratere af blod og kød da den distraherede vampyr blev ramt af hollowpoints. Midt i dens egen sætning. En i højre skulder, en i lysken og en i venstre ben. 
Det handlede om at tvinge vampyren til at bruge sit blod på at heale sin krop, så den til sidst blev for sløv til at kæmpe videre. Evan var måske nok ikke soldat, men han havde altid en strategi. De havde ikke nogen fællesstrategi, så hvis de skulle kæmpe samlet måtte Evan læse både Dust, Vampyren og sikkert også Phoenix for at sikre sig at ingen kom i vejen for hinanden. 
"Du er meget let at distrahere." Lød Evans stemme inde bag hans maske. Han forsøgte ikke at lade sig rive med, men det var ikke let.

I det vampyrerne begyndte at tale, lagde Phoenix ørene til bage, blottede hendes tænder og stemte poterne i jorden. Hun skulle i hvert fald ikke være nogens middagsmad, og slet ikke for en ussel vampyr. Da han igen begyndte at bevæge sig, knurrede hun advarende i mod ham og fulgte ham med øjnene.
Da han fløj hen mod Evan og hende, var hun klar til at bide fra sig. Hurtigt satte hun i løb mod ham. Men i det Dust landede og hamrede vampyrens hoved ned i mudderet, satte hun poterne i jorden og havde nær hamret ind i Dust ryg.

’HEY!’ tænkte hun overrasket og luskede hurtigt tilbage til Evan. Det kunne godt være at hun ikke havde noget at skyde med lige nu, men hun var den som havde de skarpeste tænder og klør.
Da vampyren snakkede, knurrede hun for sig selv og lagde ørerne tilbage. Hun var ikke nogen middag! ’forbandede vampyr… jeg skal vise dig hvem der skal være, hvis mad… ‘ tænkte hun og klukkede af sig selv indvendigt.

Da Evan talte, vendte hun det ene øre mod ham. Havde han lavede de eksplosioner det kom ved vampyren? Men der skulle tydeligvis mere til end det. ’Lys… vi har brug for ovenlys!’ tænke hun. Hurtigt smuttede hun over til de ting hun havde smidt i mudderet, og skiftede tilbage. Det kunne godt være at hun havde trænet med Dust, men det gjorde ondt efter hendes forvandling.
Roligt tog hun sin trøje på og samlede hendes våben op.

Med let adskilte ben og hænderne lidt ud foran kroppen ville hun få noget af tågen til at lette, og med en større koncentration, fik hun da noget af den tykke tåge til at lette om dem alle, selv omkring vampyren. ’Det her skal virke!’ tænkte hun og prøvede endnu en gang at få tågen til at fordampe rundt om dem.
Hun sukkede og slap hendes koncentration og så rundt om dem. Lige i deres område var tågen ikke helt så tyk længere og beskyttede ikke vampyren nær så meget som før.

Phoenix tog sig til hovedet og vakle lidt. ’Forbandede hoved!’ tænkte hun irriteret. Hun havde mistet en del kræfter ved at fjerne tågen ved vejen, og det samme glat hendes skift fra menneske til ulv og omvendt. Så hvis man tænkte sig lidt om kunne man godt se hvor umattende det ville være, men Phoenix nægtede at droppe ud af det her og blive en tilskuer. I rent forsvar tog hun sine 2 M9 pistoler og holdte dem klar til et eventuelt angreb.

Dust sansede godt hvor tæt på han var, at skabe et sammenstød mellem Phoenix og ham selv, men han ville ikke tillade at hun kom alt for meget tilskade, han havde brug for hende til at hjælpe, med at bygge den vej de var i gang med, men han kendte hende også godt nok til at vide, at hun ikke bare ville sætte sig ned, og være en tilskuer til denne kamp, så han måtte tage højde for at hun var med i kampen, om han ville have det eller ej. Evan så også ud til at ville deltage, og det havde Dust ikke noget imod, Evan var den der havde mest chakra, også kendt som energi hos de fleste, af de 3 der var her, og selvom han ikke var så kamp egnet som Dust og Phoenix, lignede han alligevel en der kunne lidt af hvert.
Vampyren: "I forbandede aber, kan i nu ikke klare jer på egen hånd? I skal absolut kæmpe mod andre i hold, men det er i ikke de eneste der kan!" hvæssede han af dem, efter Evans skud og Phoenix'es der havde fortyndet tågen, så sollyset nemmere kunne komme til, og det så ud til at svække ham mere. Men det næste han gjorde, kunne nu godt blive et stort problem, for vampyren brugte sine evner, til at summoner zombier der nu rejste sig, overalt rundt omkring dem. Dust måtte hellere gøre noget, der kunne hjælpe ham selv lidt, så han gav sig selv noget mere hjemmebane fordel, ved at gå ned i knæ, lægge hænderne mod jorden og tørre den ind til området omkring dem, blev forvandlet fra sump til sand. Det gjorde også tingene nemmere for de andre, da det var nemmere og mere sikkert, end at gå rundt på et mudret underlag, hvor de muligvis kunne falde ned i vandhuller.

"Phoenix og Evan, hold zombierne på afstand eller få dem ned med nakken hvis muligt, så går jeg efter vampyren imens!" sagde han roligt, og lignede en der havde en plan "Evan husk vi skal bruge et par af dem, så brug din net granat på dem, når der ikke er så mange af dem tilbage!" han trak Shibuki, det store skriftrulle lignende sværd, med et blad der sad på lukningen, og sværdet lignede ikke noget man havde lyst til at stå i vejen for, når han svang det ud fra sig "Lad mig så se hvad du kan, når det er en mod en, lille vampyr basse, jeg er selv ved at blive sulten, så jeg vil bare blive færdig med een her kamp!"
Dust satte af og løb frem mod vampyren, mens han holdt sværdet lidt bag sig, klar til at svinge det mod ham, så snart han var inde for rækkevidde, men Dust fik ikke lov til at gå direkte i flæsket på vampyren, for nogle zombier gik i vejen for ham, så han måtte svinge sværdet og afsløre dets evne lidt tidligere, end han egentlig gerne ville. Bladet nåede kun lige at røre den første zombie, før det skabte en eksplosion der sprænge liget fra hinanden, og sværdet fortsatte uforstyrret ind i den næste, der også blev splattet ud i en eksplosion, før Dust selv løb mod vampyren og hoppede op, i et forsøg på at svinge sværdet hurtigt og hårdt mod ham. Men vampyren vidste nu at det var en god ide, ikke at lade sig røre af sværdet, så han undveg det med det samme, og gik efter Evan og Phoenix, men han fik ikke lov, for sandet greb fat i hans ankler så han væltede.

Dust: "Hov hov du, jeg er din modstander, det er mig du skal lege med!" sagde han roligt.
Vampyren: "Jamen så leg med det her!" skreg han vredt, og med et hørte Dust hvad vampyren havde påkaldt. Lyden af vinger der baskede lettere klodset, var det første man kunne høre, før flere engle zombier kom til angreb.

Evan sendte så sit geværs effekt på vampyren. Han havde faktisk håbet det ville gøre mere skade end det havde gjort. Han så koldt på vampyren der åbenbart var blevet sur. Han måtte da vide at hans sag var tabt nu. 
Han svarede ikke vampyren, jo mindre man talte til sine fjender, jo bedre. Desuden havde Dust vist allerede den del coveret. 
Det ville også ha' været løgn at sige at Evan ikke blev distraheret en smugle af, at Phoenix ikke havde tøj på, men han gjorde hvad han kunne for at være en gentleman og det hjalp at være i livsfare fra en vampyr.
Evan havde sit våben peget på vampyren, og overvejede at bruge nettet, men det ville han slippe ud af på ingen tid. Det kunne selvfølgelig købe Dust de sekundter han skulle bruge for at kunne færdiggøre vampyren.

Da vampyren kaldte på sine tjenere skiftede han i imidlertid mening. Her var hvad han skulle bruge, og i så rigelige mængder at hans optimisme steg og entusiasme steg betragteligt. At det sloges mod en vampyr føltes pludselig ikke som en problem. Han var nok den eneste han kendte der kunne få et moral-boost af at der dukkede en hær af zombier op. "As you wish." Sagde han, smilende under sin maske. 
Han rettede våbnet mod en af de zombier der var længst væk og fyrede. Granatkasteren lød nærmest som en centrifuge, og med et afsluttende dunk, fløj granaten mod den tiltænkte zombie og med et knald blev den indhyldet i et net.
Nettet der ikke kunne holde en vampyr var mere end rigeligt til at holde en zombie. Det seje plast-steel var ikke lige til at gnave sig igennem uden enorm styrke, eller en plasmatorch. Evan var ikke engang sikker på at han selv kunne bryde igennem det, men det mente han nok at han kunne.

Phoenix havde godt set Evan, kæmpede med ikke at glo på hende. Men Phoenix ville ikke sige noget til det endnu, det kunne vendte til senere.
En knurrende lyd lød fra hendes strube da zombierne rejste sig fra jorden rundt omkring dem. ”Hurra… lige hvad der manglede.” mumlede hun ironisk og sukkede irriteret, hvis der var en ting hun hadede mere en at være løbet tør for kugler, var det zombier… men de mindede hende nu alligevel om en eller to gode stunder hun havde haft.

Phoenix røg tilbage til virkeligheden da Dust sagde hendes navn. Hun nikkede kort og smilede stort hurtigt ladede hun sine våben. Hun kunne jo lige så godt vise sit indre vanvid her.
”Hold jer på afstand.” mumlede hun og grinede svagt da en zombie satte kursen i mod hende. ’Det her bliver jo sjovt… ‘ roligt sigtede hun og fyrede en patron af, så den ramte i gennem dens hoved og faldt om på stedet.
Det var først nu Phoenix så at sandet var tørt. ’En lille fordel for noget, hva’?’ tænkte hun. Roligt sigtede hun foran sig og sendte en byge af kugler mod de nærmeste zombier. De fleste af kuglerne ramte i hovederne mens andre ramte, ben, sand, og arme.
Det kunne godt være de var i undertal, men de havde i det mindste en eller to fordele. Dust’s sandfrugt var nyttig her og hendes ild frugt var da også brugbar. Evans viden inde for teknologi havde da også sat et lille præ på hans våben, da han fangede den første zombie smilede hun svagt og satte i løb hen mod ham, en mindre flok zombier, var på vej bag fra og hun havde set det.
”BAG DIG!” råbte hun og nikkede over i mod ham. Phoenix stoppede op da hun kunne se vampyren ude i siden var faldet, på grund af sandet der havde et tag i ham. ”Hvad i?!” mumlede hun for sig selv. En lidt for kendt lyd af vingeslag lød oven over dem.

”Ar… seriøst?!” brokkede Phoenix sig og sukkede svagt. man kunne da heller ikke få lov til at have en lille kamp med zombier og en enkelt vampyr, uden at engel zombier. Hun så op og fik øje på dem. Det Phoenix ikke lige havde regnet med var, at en enkelt zombie var kommet hende lidt for nært og havde grebet fadt i hendes arm.
’Hvad fanden?!’ en lille flamme opstod under dens hånd og brændte den af. Zombien kiggede dumt på den og faldt til jorden, da Phoenix havde set sit snit til at placere sin pistol i tindingen på den og havde trykket af. ’Klamt… nu kom der zombie masse på min lille skat.’ Hun sukkede irriteret og begyndte igen at genoptage skydningen af zombier nede på jorden.

Engle zombierne så ud til, at gå direkte efter Dust, det var ham de var beordret til at angribe, så nu måtte han forsvare sig. Eksplosions sværdet Shibuki, virkede pludselig ikke tilstrækkeligt længere, i hvert fald ikke i hans hoved, så han skiftede sværd til Kiba sværdende, der med det samme fangede opmærksomhed, fra de nærtstående væsner der hørte eller så, at sværdende blev dækket af et lag af elektricitet med en volt, cirka svarende til den volt der var i et lynnedslag. Dust havde godt bemærket, at Phoenix var lettere påklædt nu, end da de stod henne på vejen, men hans manglende følelses kodeks, gjorde lige som at han ikke lod sig påvirke, når han stod mit i kampens hede, for der var hans tiltrækkelse af smukke kvinder slukket som en kontakt. I øvrigt havde de allerede gjort det sammen, så lige som Dust ikke havde noget, som Phoenix ikke havde set, havde hun heller ikke noget han ikke havde set.
Dust brugte sandet omkring sig, til at skabe veje op i luften han kunne løbe op af, og på den måde komme op og angribe zombierne, hans sværd skar gennem dem som smør, og hver gang han ramte dem blev de enorme volt, sendt gennem deres kroppe, så de blev totalt risted indefra, og deres kroppe blev gjort ubrugelige, da deres infrastruktur blev ødelagt af, sat så mange volt gik igennem dem. Det tog Dust nogle anstrengelser, men det lykkedes ham at få dem alle sammen ned fra himlen, så han igen kunne gå mod vampyren.

Han var selvfølgelig kommet fri, og i det Dust så mod ham, var han på vej mod Evan, men langt nåede han ikke før han fik Dust i hovedet, og blev kastet tilbage så de andre, igen var fri for at være for tæt på vampyrens og Dust'es kamp, der så ud til at kunne blive ret voldsom. Dust satte roligt Kiba på plads, på hver deres ben mens han så vredt på sin modstander, over hans svaghed i form af at han prøvede på, at undgå nærkamp med Dust.
Dust: "Jeg husker ellers vampyre, plejer at være gode til kamp, men du må have levet højt på dine summoner evner, siden du ikke bryder dig om det!" sagde han roligt, mens han gik ned i knæ "Men dine zombier, bringer mit selskab i fare, og det kan jeg desværre ikke tillade, så nu er det nok med dine zombier og selvfølgelig også dig!" han lagde sine hænder på sine knæ, og hans ben lignede for lidt tid harmonikaer, indtil de rettede sig ud igen, og han begyndte at dampe voldsomt. Dampen stank af gammelt blod, og lugten tiltrak vampyrens sult, lige som zombierne der kunne lugte det gik mod ham, grundet deres lyst til kød. Dust greb Nuibari, det store synåle lignende sværd.
"Nu skal du dø vampyr!" hviskede han.

Evan slap ladede en ny netgranat i sit våben, mens vampyren kæmpede sig fri. Han havde kun 5 tilbage, så han måtte hellere få dem til at tælle. Han havde heldigvis massere af almindelig ammunition plus almindelige og andre special granater. 
Evan var havde nu tænkt sig at skaffe de ting han havde behov for, nu hvor han havde chancen for det. Evan hold også et halv øje med sine kampfæller. Han måtte sikre sig at han ikke kom i vejen, eller at de ikke gik i vejen for ham. 
Han bevægede sig lidt væk fra kampen med vampyren. Dust sagde han ville tage sig af Vampyren og det var, ærligt talt, helt fint med ham. 
Da vampyren andgreb sendte han et popshot i den retning, men Dusts andgreb ramte først og skuddet fløj over hovedet på dem begge, og ramte et træ.
Med et hurtigt "Thanks." til Dust gik han løs på zombierne, men skydevåbende var ikke at fortrække lige nu. Den første zombie var allerede for tæt på, og det eneste rigtige nærkampsvåben - var hamselv.

Han lod geværet sidde i sin skulderrem og brugte istædet sin højre arm. To steder, det første mellem skulder og albue det andet mellem albue og hånd, strakte den mekaniske arm sig som om det var en gammeldags piratkikkert. Armen skød ud til en længde på lidt over to meter, mens han løb frem. Han greb den første zombie om halsen, med den forlængede arm og slyngede den med stor kraft op ad et træ. 
Med venstre hånd fik han fat i det uhyggelige instrument han havde vist Dust og Phoenix tidligere. I takt med at armen foldede sig ind igen løb han tættere på til han til sidst kunne presse instrumentet imod zombiens tinding. Med et højt smæld skød kniven og nålen ind i zombiens kranium, og plastikkammeret bagerst blev fyldt med en grålig, blodig masse. Han trak instrumentet ud igen og slap zomiben der faldt livløs til jorden. Han snurrede omkring, klar til at møde den næste.

Phoenix så godt hvordan vampyren var på vej hen mod Evan, men inden hun nåede at gøre så meget som at blinke, var Dust allerede over ham.
Phoenix satte i løb igen, satte hendes pistoler på plads og snuppede hendes gevær. Med rolig hånd, gik hun stille frem ad og pløkkede de nærmeste zombier i hovedet. Hver gang et hoved eksploderede, efter at hun havde sat en kugle i det, smilede hun.
Det vanvid som hun havde hold inde når hun var ude på opgaver, kunne komme ud her og nu.

Phoenix skævede over mod Evan og Dust, hvor hun kunne se Evan bruge… hvad? Sin arm som et våben. Der var vidst, alligevel nogle fordele ved at være cyborg nu om dage.
Hun skævede til sin mester der havde fået et eller andet til at dampe kraftigt. Den næse hun havde, opfangede lugten kraftigere end Dust og Evan. ”Føj, hvor her stinker!” hun tog sig til næsen og banede svagt.
”Forbandede næse! Lad være at være så forfærdig god…” hun mumlede mere og mere, men efter hånden som hun vænnede sig til lugten, blev den svagere og svagere.

Phoenix så en smule rundt og fik øje på den døende vampyr og det underlige instrument, som Evan holdte mod en zombies hoved, var nok til at hun trak sig lidt væk. Men hun var ikke færdig med at skyde endnu.
Braget fra hendes M16 gentog sig flere gange inden hun satte det på ryggen igen og listede stille og roligt hen i mod resten af hendes ting, hun havde smit på jorden.

Roligt så hun ned af sig selv og grinede svagt. Det er før havde været lange bukser… tja, det var ikke andet end strimler af stof, hun grinede stille. I en rolig bevægelse snuppede hun sin dolk fra bæltet og skar de lange strimler af. Hun proppede stoffet ned i den lille taske som også var fast gjort til hendes bælte. Hurtigt tog hun sine støvler på snuppede hendes vest og hendes handsker.
”Det var da meget hyggeligt.” sagde hun glad og så rundt på de mange zombielig der var blevet efter ladt på jorden. ”Okay, ikke lige frem hyggeligt, men underholdende.” Det virkede lidt som om, dette overhovedet ikke påvirkede hende det mindste. Men det havde hun nok lært sig af Dust og Kuuma...

”Der er ikke tilfældigvis nogen der har et par ekstra bukser liggende, vel?” hun lagde armene overkors og så på de to fyre. Phoenix stod lidt og lignede… tja en der ikke lige frem hørte til der, men måske mere på forsiden af et blad. De korte shorts, den stramme ned ringede top og støvlerne, og hvis man lagde mærke til baggrunden, passede døden fint ind sammen med hende.

Med Nuibari i hånden, og hans gear 2 aktiveret, havde han op til 10 minutters adrenalin fyldt ustoppelighed, efterfuldt af den underlige eftervirkning/bivirkning, så nu skulle der bare dræbes, ellers ville han nok være lidt på skideren. Med en ufattelig fart nærmest flimrede Dust, for øjnene af dem der så på ham, og på sekunder gik vampyren fra et stykke, til at ligne et blodigt og klamt stykke abstrakt art i 3D, og Dust fortsatte dette voldsomme sammensynings angreb, til de resterende zombier lignede forskellige sammenmix, der om de døde af det eller ej, umuligt kunne bevæge sig og da slet ikke angribe. Da Dust stoppede igen, stod han ved siden af Phoenix henne ved hendes ting, og nu kunne man se den nærmest komiske bivirkning, af hans gear 2 angreb.
Dust var blevet til en komisk lille dværg størrelse af sig selv, og da angrebet havde taget ham 4 minutter, ville han også se sådan ud i 4 minutter. Hans Shibuki sværd der var langt, sad vandret på ham, mens Kiba sværdende sad længere oppe, så de ikke rørte jorden. Han holdt Nuibari i hånden, indtil han blev normalt i højden igen, men mens han var lille, så han op på Phoenix da hun spurgte, mens han tog en cigar frem for at tænde den.

"Tror du ikke jeg er forudseende nok, til at tage højde for at min kære lærling, måske ville ende med ødelagt tøj?" spurgte han roligt, og udåndede en røgsky "Jeg har et nyt sæt tøj med til dig, i den stil og størrelse du går i, og lavet af et stærkere stof så det kan holde til en vildbasse som dig! Kom med så finder jeg det lige frem!" han så over på Evan "Fik du den DNA prøve du skulle bruge i øvrigt?" spurgte han med tænkende mine, og ventede på svaret, nikkede til det og gjorde tegn til dem om, at de hellere måtte komme tilbage til vejen.
"Phoenix er det sexikane, hvis jeg i denne højde siger at dit hår dufter godt?" spurgte han tænkende, men det var tydeligt ment som en joke, bare for at lette stemningen lidt, efter dene kamp "Hvad siger i til, at jeg beder soldaterne kalde efter mad, jeg vil have maaaad? Så kan vi også holde lidt pause imens, og slappe lidt af, vi er trossalt ikke okser! Men jeg kunne spise en!" hans størrelse blev ændret, da de 4 minutter var gået, og han voksede til normal størrelse igen, så han kunne sætte synåle sværdet på plads, og rette på sværdende så de sad ordentligt igen, mens cigaren sad i hans mundvigen.