2 parts of death what are the odds?(Lucious and Dust)

Tid: Aften
Sted: New Miami
Omgivelser: Let befolket
Vejr: Fornuftig sommervejr

Det var en god sommer aften i New Miami, og folk der gik rundt i gaderne, virkede glade på grund af det gode vejr, de var trådt i møde i disse sommer tider. Dog var det ikke alle, der lige frem nød disse varme tider, folk såsom Dust der mere foretrak køligt og mørkt vejr, frem for varmt og lyst vejr, som solen bragte med sig, men til trods for at han ikke var til dette vejr, for ikke at glemme hans mørke tøjstil, så havde han alligevel et ret misledende humør. Han gik nemlig og sang et vers, fra en gammel pirat sang, der den gang var kendt for at være sangen pirater sang, når de gerne ville have deres humør løftet op.

Yo hohoho, yo hohoho, Yo hohoho, yo hohoho
Yo hohoho, yo hohoho, Yo hohoho, yo hohoho

Gather up all of the crew, it's time to ship out Binks' Brew.
Wave goodbye, but don't you cry, our memories remain.
Our days are but a passing dream, everlasting though they seem.
Beneath the moon we'll meet again, the wind's our lullaby.
Gather up all of the crew, it’s time to ship out Binks’ Brew.
Sing a song, and play along for all the oceans wide.
After all is said and done, you'll end up a skeleton,
so spread your tale from dawn 'til dusk upon these foamy seas.

Yo hohoho, yo hohoho…Yo hohoho, yo hohoho…
Yo hohoho, yo hohoho…Yo hohoho, yo hohoho…

Yo hohoho, yo hohoho…Yo hohoho, yo hohoho…
Yo hohoho, yo hohoho…Yo hohoho, yo hohoho…

Grunden til at denne mørke skikkelse, gik gennem gaderne i New Miami, var fordi han havde registreret nogle uregelmæssige dødsfald her i byen, hvis mønster han ikke havde set særligt meget til, i umådelige tider. Han kom frem til en lokal restaurant, som han gik ind på for at holde en pause, så han kunne se på hans optegnelser, for at finde ud af om han kunne få en ide om, hvor han skulle starte med at lede. Restaurant værtinden, virkede først ikke så glad for at lukke ham ind, men Dust overtalte hende til at give ham et bord alligevel, og så snart han havde fået sin plads, satte han sin le fra sig ved bordet, satte sig ned, bestilte lidt mad at spise, før han tog en mini bog frem fra sin long coat, som blev ret stor på få sekunder, da han havde lagt den på bordet. Derefter tog han et kort over New Miami frem, og efterhånden som han læste igennem hans bog, satte han mærker rundt om på kortet, mens han nynnede "Binks´ rom" for sig selv.

varmen var gået mange til hovedet, de fleste biler kørte med fuld aircondition. En mand gik roligt gennem gaderne nærmest urørt af varmen, han bar et gråt jakke sæt og lignede en hver anden. Denne mand stillede sig ved siden af en småfed mand der så ud på vejen efter biler. I et øjeblik skiftede den jakkesæt klædte mands ansigt til en bekymret mine som han gik hen til manden og lagde en hånd på hans skulder "goddag, jeg er jeres nye underbo, den anden dag så jeg den mand der" han pegede på en anden mand på den anden side af vejen der stod ved en resturants vindue "jeg så ham kysse på deres kone og hun trak ham inden for i jeres leglighed, jeg er normalt ikke en mand der snuser rundt i andres liv men jeg syntes du skulle vide det" den småfede mand så på den jakkesæt beklædte mand med åben mund hvorefter han så på den anden mand og knyttede sine hænder og satte i løb. Dette var lucious Therans beskeftigelse i livet, at skabe splid, og det førte til mord for det meste, manden nåede dog aldrig den anden side før en lastbil ramte ham og en sky af blod og indvolde spredte sig ud over vejen. De folk der var mere erfarne i aura ville kunne mærke den kulde der kom fra Lucious, han var hvad Japanerne havde kaldt en Shinigami, en gud af døden, men hvad han og hans artsfæller der var tilbage var, var mere i retning af døds engle der tog døden i deres egne hænder, han gik roligt hen forbi liget af manden han havde snakket med, et lille blik som han gled forbi ham opfangede han at manden havde 15 år tilbage hvis det ikke havde været for Lucious' indblanding. med en roligt tone gik han forbi og ind i den lille resturant som alle andre skyndte sig ud for at se på ulykken, Lucious satte sig ved et bord med et menu kort og nynnede stille for sig den gamle britiske national melodi.

Dust´es bog bladrede af sig selv op på en af de første sider, da Lucious gik i gang med at snyde manden i døden, og på papiret fortalte bogen ham, hvad det var der skete med manden, samt hans navn, resterende leve alder og diverse data. Dust havde som en del af hans evne, den samme mulighed som Lucious, for at se andre væsners resterende leve alder, men for Dust arbejde evnen nærmest på adrenalin, for han kunne se de samme tal som Lucious, men hvis noget ændrede deres leve længde, såsom hvis en person snød en anden til at løbe ud foran en lastbil, så ville tallet nå at ændre sig i Dust´es øjne, før manden nåede at dø. Men det var ikke noget Dust tog så højtideligt længere, han så tallene svæve over folks hoved hele tiden, så man vendte sig til det efterhånden som tiden gik.
Med et enkelt blik hen mod vinduerne, kunne Dust se mandens spøgelse svæve rundt derude, blandt alle de mennesker der styrtede derud, for at se på ulykken. Dust fandt det modbydeligt, at borgerdyr var så fascineret og alligevel skræmt, af andres ulykke, de virkede skræmte over det der var sket, men alligevel kunne de ikke lade være med at styrte ud, og stirre på det, som om det var en forestilling kun for deres øjne. Med en let bevægelse rørte han sin le, og gjorde spøgelset opmærksom på hans nærvær, ved at skrue op for den død der hang i hans aura, så spøgelset kunne mærke det, og komme hen til ham. Spøgelset fortalte ham hvad der var sket, og pegede over på Lucious da den nævnte ham, før Dust hjalp den gamle med at komme videre.

Et enkelt blik med de tågede øjne, var alt hvad der skulle til. Et enkelt blik rettet mod Lucious, der nærmest så mere igennem ham end på ham, som om de blinde øjne kunne gennemskue ham, selvom de slet ikke burde kunne se ham. Siden Lucious og Dust lige pt var de eneste der sad i restauranten, burde Lucious være den eneste der kunne have registreret Dust´es korte forøgelse af hans aura, da han fik spøgelsets opmærksomhed, hvis altså han var en aura sanser lige som Dust, der med sit blik rettet mod Lucious, kunne se hvad for en race han var. Disse blinde øjne var forbandelsen der hvilede, ved den øjenkunst Dust havde brugt så lang tid på at træne, en øjenkunst der gav ham mulighed for at se aura og chakra i andre væsner, en god kunst at kunne selv om prisen den var høj. Dust havde ikke lige regnet med, at det uregelmæssige dødstal i det her område, skyldtes en shinigami, han havde ikke fundet optegnelser om sådan en i lang tid, da den race efterhånden var blevet mere og mere sjælden.

"Jeg må da indrømme, at du er lidt af en sjældenhed at møde i disse tider! Sidst jeg mødte en shinigami, var den gang jeg rejste tilbage til anden verdens krig! Hvad kan dog være grunden til, at en som dig har slået sig ned, her i New Miami?" sagde han roligt. Nu hvor der var så menneske tomt, burde de nemt kunne snakke sammen i fred og ro, også selvom de sad hver deres sted i restauranten.

en kold latter kom fra Lucious da han hørte stemmen bag ham, han havde godt lagt mærke til manden "der er ikke mange der kan kende forskel på os og dødsenglene mere, mest af alt fordi vi ikke er mange tilbage" han rejste sig og gik over til et bord der havde varm kaffe ved og tog en kop "Anden verdenskrig var vores lejeplads, mange af mine ånds fæller hjalp med at opfinde videnskaben bag atom bomben, mig? jeg sad i et dejligt sikkert general telt i Italien" han smilede roligt "det var tider, dødsfald hver dag, jeg nød at få folk til at samle dogtags hver dag" en perle af sved gled ned af hans ansigt "og hvorfor skulle jeg ikke være i en af de tættest beboede by i dette skønne verden" han smilede tilbage til manden og så på ham "og hvad laver en blind mand i byen" han gav et kort grin og tog en slurk mere. Han så på en stadig stille restaurant. De fleste stod stadig på gaden, flokkende som gribbe. Han gav et lille suk "se de folk der ude, det er deres egen skyld, jeg hjælper bare dem lidt mere af sted" han drak koppen færdig og satte den på et bord.

"Det ville være mærkeligt, hvis en som jeg selv, ikke kunne kende forskel på dig og en dødsengel! Trossalt arbejder jeg med død på daglig basis, og jeg har efterhånden brugt lang tid på at sikre mig, at ingen race kan overraske mig, lige som ingen person kan overraske mig, med hvilken race de er, så det er klart at jeg kan genkende dig, ved blot at rette mit ikke seende øje mod dig!" sagde han roligt. Lige så pludseligt som han havde hævet sin aura, lige så hurtigt havde den dykket igen, så den ikke var så bemærkelses værdig mere, Dust var et stærkt væsen med kontrol over sig selv, og selv til trods for at hans øjne var blinde, og til trods for at de var kolde og følelses forladte, som om der ingen følelser var i hans krop, så var der alligevel noget der gjorde, at hans øjne kunne forårsage undren. Hans øjne kunne følge Lucious hvor end han gik hen, som om de blinde øjne ikke var så blinde alligevel, og de manglende følelser gav plads i hans øjne, til en dyb mystik der gjorde ham svær at aflæse.

"Sådan er livet! Tiderne skifter, og man må enten udvikle sig, eller uddø sammen med sine artsfælder! Din race var åbenbart ikke stærk nok til at overleve og tilpasse sig, så derfor døde de fleste af jer lige så stille! I det mindste fik i muligheden ved den 3. verdenskrig, den varede måske ikke så længe, men den resulterede i at Shinigami racen, fik masser af muligheder for at overleve, selvom der ikke var særligt mange der gjorde!" sagde han roligt, som om han vidste mere om verdenens udvikling, end de fleste andre gjorde "Du burde efterhånden have lært, at man skal passe på med hvad man gør, når ens levetid afhænger af andre væsners død! For eksempel kunne det jo ske, at hvis man bliver det samme sted for længe, kunne nogen opdage de unaturlige dødsfald, og komme for at finde ud af, hvad det er der foregår!" hans øjne var ikke længere rettet mod Lucious, men derimod hans bog som han lukkede, og gemte væk efter den blev lille nok til, at han kunne gemme den under hans long coat.

"I lige det her tilfælde, kunne denne nogen der bemærkede din aktivitet, være en blind mand, der af ren nysgerrighed var kommet, for at finde ud af hvad der skete for disse uregelmæssigheder! Er det ikke utroligt, hvilken slags væsner der kan opspore en, selv når man ikke forventer det?" han virkede pludselig ikke interesseret i at blive hængene her længere, men alligevel drak han af sin cola, mens han snakkede med Lucious "Men nu hvor jeg har set hvad der skaber disse uregelmæssigheder, kan jeg konkludere at det ikke er uregelmæssigheder længere! Shinigami racen har trossalt været en naturlig del af verden, i tusindvis af år, så de dødsfald i skaber er blot unaturligt natur, hvis du forstår hvad jeg mener!" han tømte sit glas og rejste sig op, så han kunne tage sin le på ryggen, og begynde at gå igen, som om der ikke længere var mere grund for ham til at blive her for.
"Det var godt nok et kortvarigt opholds grundlag, siden du sådan valgte at dukke op, lige præcis det samme sted, som jeg valgte at starte min nærmere undersøgelse af, hvor du var henne! Du har i hvert fald sparet mig, for at lede efter dig!" sagde han roligt, mens han gik forbi Lucious. Han valgte dog at stoppe op, lige efter han havde passeret ham, dreje hovedet mod Lucious og snuse til luften lige omkring ham "Vidste du at længere tids samvær med en anden person, gør at man begynder at efterlade duftspor på hinanden, som folk med en stærkere lugtesans, kan opfatte på en? Du må huske at hilse Amber fra mig, næste gang du ser hende, det er ikke lang tid siden, at jeg mødte hende i et cirkus, der slog lejer ikke langt uden for byen her!"

Lucious så bare ud på gaden "jeg ved hvem du er Dust, tro ikke jeg valgte dette sted uden at vide at du sad her" han rakte ind i sin hånd ind under sin jakke med et smil og tog en lille lomme lærke ud af hans lomme "10" han tog en slurk og lod den bølge af cognac ramme hans mund "der er kun ti af os tilbage" han så på Dust som han kom forbi ham og nævnte Amber "du ved, jeg har altid hadet ordet Shinigami, det er et ø boer udtryk for nogen de ikke forstod" han så på folket uden for "vi er mere skæbne spindere end døds guder, for eksempel" han gik hen til baren og fandt en knap der styrrede skodderne til døren "vi kan ikke dræbe selv, kun få andre til at gøre det" han smilede til Dust som skodderne lukkede og afskar dem fra resten af verden "det betyder ikke at jeg ikke kan advare dig" hans smil forvrængede sig med groteske knogle knæk. Hans fingre blev længere og fik kløer der var sorte og syle spidse, hans hud blev ud strukket og bleg, hans ryg fik et par vinger der var kun knogler med hvad der mindede om små tråde langs dem i silke. Hans tøj havde skiftet fra hans normale grå jakkesæt til en lang grå kåbe. En af hans klør greb om Dust's krave og løftede ham op "bliv væk fra min Amber" has stemme var dyb og hæs og mindede mest af alt om en rusken i vinden. Hans forvrengede ansigt frembragte et smil "jeg har ingen plan om at hun skal blandes ind i det her" han så på Dust med kul sorte øjne.

"Hvis du ved hvem jeg er, så bør du også vide, at du gør klogt i ikke at røre mig! Jeg arbejder måske med sjæle, men Shinigami racen er ikke længere betydelige for min arbejdsgiver, fordi i har en envejs billet til purgatory, så jeg kan angribe dig som det passer mig! Og hvis den tanke skulle slå mig, ville kun du kunne stoppe mig, i mit forsøg på at dræbe dig, hvis altså du har evnerne til det!" sagde han roligt. Dust kendte udemærket godt til Shinigami racen, han vidste at racen i sig selv, ikke fik deres kamp erfaringer fra kampe på liv og død, da de var nød til at bruge hovedet, for at få død til at ske, så de kunne få deres mad. Der var Dust selv, i en helt anden vægt klasse end Lucious, han havde brugt mere tid af sit liv på kamp, end på at stå stille, så han havde mere end nok styrke og selvbevidsthed, når tampen brandte.
"Hvis du vil skræmme andre væsen, bør du først og fremmest være sikker på, at det er et væsen, der kan skræmmes og som ikke bare tæver dig, som det legetøj jeg synes du ligner!" sagde han roligt, efter Lucious havde taget ham op "Og hvis du ikke ønsker, at Amber bliver en del af noget som helst, var det måske en dum ide at du valgte hende som din kæreste, når nu hun er et dødeligt menneske, og du kan leve så længe du vil, så længe du husker at snyde folk i døden! Hun blev en del af alt ved dit liv, i det øjeblik hun blev din pige!"

Han forsvandt ud i den blå luft, og dukkede op sekunder efter, lige bag ved Lucious, med ryggen ikke så langt fra hans. Dust´es le var ikke at se nogen steder, men i stedet stod han med Samehada over skulderen, og rettet mod Lucious, således at bladet med hajskinds savtakker over det hele, rørte ved Lucious skulder og hals. Sværdet havde en uhyggelig aura, som om sværdet var levende, hvilket det rent faktisk var. Samehada var en af Dust´es 7 stærke sværd fra hans samling, og lige det her sværd var det mest grådige af dem alle, da det havde evnen til, at æde andres energi, og allerede fra det øjeblik hvor sværdet rørte Lucious, var det lige præcis begyndt at suge energi ud af ham, som om den åd helt uhæmmet af hans energi, bare den var i nærheden af Lucious, og energien blev omdannet så den passede til Dust´es, før den blev overført til ham, så man næsten kunne mærke, at Dust lige så stille blev mere energi fyldt, i takt med at Lucious mistede mere og mere. Dog beherskede Dust sig til at starte med, det her var kun en let magt demonstration, han gav Lucious chancen for at trække sig, inden dette blev til en voldsom kamp.
"Din slags blev engang behandlet som guder, selvom i blot var en bedre race en mennesker, men nu om dage er i ikke noget særligt, fordi mennesket er blevet bevidst om, at de ikke længere er øverst i fødekæden! Nu er i blot en døende race, og du vælger at provokere en, der uden videre kan finde på at dræbe dig, bare fordi jeg kender dit menneske! Synes du selv det lyder som en god ide, når nu jeg ikke har lagt an til noget, mod hverken dig eller dit menneske?" spurgte han roligt, og drejede hovedet en lille smule væk fra Samehada, så hans blinde øjne kunne rettes mod Lucious, mens han afventede hans respons på det, Dust havde sagt til ham.

Lucious blev måske svagere men hans hjerne arbejde på overtryk, han var ikke stærk men det betød ikke at han ikke kunne kæmpe, han blev sin menneskelige skikkelse igen og lod et kort grin glide ud mellem hans tænder som han gik uden om dust i en yndefuld bevægelse "du siger vi er døende? bare fordi vi er få tilbage" han kunne ikke lade være med at smile "lige nu har jeg partere blandet ind i mængden af mennesker uden for, kan du gætte hvem de er før det er forsent" han smilede rogligt og gik hen til den samme knap han havde brugt til at slå skodderne for "trode du virkelig jeg ville kæmpe alene mod en anden som jeg ikke kunne dræbe, absurt vis jeg selv skal sige det." han tog sin telefon og ringede til et nummer ganske roligt "rule britania" hvis dust ikke flyttede sig ville et sniper skude ramme lige gennem hans ben da en sniper på den anden side af gaden sad på en balkon. Lucious rejste sig kort op "for mit vedkommende kan du, din herre, og alle dine små legekamerater lige så godt hoppe ned i hul, og hvis i tror jeg er svag er det en stor under vudering af mine evner. Jeg kan gøre jeres liv til levende helvede" hans øjne skiftede fra de normale rolige blå til en dyb rød et øje blik, hvis dust havde kunne se dem ville han straks blive fyldt med en blanding af frygt og dødstrang, for dette var hans evne, de sidste ti Shinigami havde hver deres speciale når det kom til den slags "men for i dag vil jeg trække mig, jeg har nogle ting jeg skal se til" han gik ud af resturantens hoved dør lige som to mænd gik forbi ham, de nikkede til hinanden og de to mænd fortsatte ind i resturanten.

Skuddet nåede ikke at ramme Dust, da han forsvandt i den blå luft igen, men denne gang gik der lidt længere tid før han dukkede op igen, men da han gjorde var det med en person han havde taget med sig. Sniperen der havde skudt på ham, ramte gulvet hårdt, og lignede en der var blevet ramt af lynet, til trods for at der ikke var kommet noget lynnedslag udenfor. Dust´es sværd var ændret, til hans tvillinge sværd kaldet Kiba, og det kunne kun være dem han havde brugt, selvom de ikke viste tegn på at være elektriske lige nu.
"Hvor er du dog bare nuttede, på sådan en harmløs og egocentrerede måde!" sagde han roligt, og tog en cigar frem som han tændte. Lucious evne virkede ikke på Dust, for han kendte ikke frygt, og ingen dødstrang var stor nok til at påvirke ham, da han bare ville genopstå igen og igen, hver gang han døde af noget som helst "Jeg har ikke nogen herre, men jeg har en arbejdsgiver, og jeg tror du kender ham eftersom hele din race, ikke ville eksistere, hvis det ikke var for ham for han er døden selv, og jeg er blot et enkelt skridt efter ham! Desuden har jeg ingen venner, der er kun mig, og dine venner der snart vil lægge døde for mine fødder, hvis de prøver at røre mig! Din race er ikke lige frem meget værd, jeg har efterhånden set jer alle sammen, og for at være ærlig kan i ikke klare mig, hverken alene eller sammen!" en røgsky forlod hans mund, mens han holdt en lille pause, for at Lucious kunne response som han nu havde lyst til. Blodtørsten lyste stærkt ud af ham, og det han egentlig ventede mest på, var bare at få så meget som en enkelt grund, til at dræbe igen, for det var noget han var god til, og han havde været det i umådeligt lang tid.

Lucious nåede ikke langt væk fra døren, lige som de 2 mænd han passerede, ikke nåede at komme særligt langt ind, før et par eksplosioner sendte dem direkte ud af restauranten igen. Dust kom ret hurtigt ud lige efter, med noget der lignede en kæmpe skriftrulle krydset med et sværd i hånden, som han holdt hen over hans skulder, som om det han lige havde gjort, ikke havde krævet nogen særlig indsats fra ham.
"Jeg troede din race var nød til at være kloge, for at kunne overleve på jeres måde?" sagde han roligt, mens hans cigar hang i hans mundvige, da han var vant til at ryge den slags, og derfor kunne håndtere dens vægt med læberne "Så hvis din race efter sigende skulle være kloge, og gode til at bruge jeres hoved, hvorfor er det så så nemt for mig, at opspore jer, jeres håndlangere, jeres nærmeste samt ikke at glemme hvor nemt det er for mig at hugge dem ned, uden nogen særlig anstrengelse? Du burde være klog, så hvorfor er dine håndlangere så dårlige? Burde du ikke være i stand til at finde bedre tæver, til at være dine muskler?" han rystede skuffet på hovedet af Lucious, før han bare gik sin vej, som om svarene på hans spørgsmål ikke var til Dust, men derimod noget som Lucious måtte finde ud af med sig selv. Ego sammen med en streng "må ikke dræbe regel", var ikke ligefrem en god blanding, især ikke når man stod overfor et væsen, der ikke var holdt tilbage på samme måde som ham. Såsom Dust der kun skulle opretholde balance, men sagtens kunne dræbe hvis det passede ham.

eksplosionen ramte hans ryg skubbede ham lidt frem samt de to mænd væk langt, væk "er du sindsyg, de er ikke mine mænd, det er to sælgere jeg køber kød ved, uskyldige" han smilede roligt "som sagt ved du ikke hvor mine venner er, for de er uden sjæle" han gik roligt videre "jeg er lige glad om gud selv er din arbejdsgiver, og måske tror du jeg ikke kan slå dig men jeg har ikke brug for det, din herre er ikke mere speciel end dig, tror du selv du er et særligt lille snefnug, jeg har næsten ondt af dig" han gav et smil fra sig "god save the queen" et en lav summen kunne høres fra over alt "jeg er bange for at du ikke skal regne med at væsner er mine håndlangere som du kalder dem" en sværm af små robotter kom fra alle sider ind i den lille resturant, alle havde hvad der mindede om små tasere, bare 3 "stik" ville gøre ham ukamp dygtig.