An eye for an eye (Dust) 18+

Tid: 5:46
Sted: Midt på en markedsplads i Dalmanio.
Omgivelser: Travle jægere, der enten søger nyt udstyr eller forbereder sig på dagens jagt. Handelsfolk, mad, dyr og våben.
Udseende: Se løveform i profil.

Solen var netop opstanden, hvilket indikerede daggryets begyndelse. Byen, Dalmanio, som var kendt for sine mange dygtige jægere, vrimlede allerede med liv. Morgenmarkedet var netop blevet skudt i gang, med friske varer i form af våben, mad, dyr og andre fangster. Blandt dyrerne var der både døde og de knap så døde. De døde var ofte gårsdagens rester eller fangst, hvor nogle var endt som skind eller læder, mens andre blev dyre udstillingsvarer. Enkle boder, solgte de mere usædvanlige handelsvarer, såsom dyredele i form af småting til mixture og/eller rester til madlavning. Enkle boder var så heldige at være fyldt op med nattens fangst, fra nattens jægere eller eventuelle fælder. Bure var stillet op i massevis, og flere af dem indeholdt yderst usædvanlige kreaturer… nogle mere lydsvage end andre.

I sit eget bur, et mellemstort af størrelsen, lå en magelig skikkelse placeret helt inde ved hjørnet. Madskålen var væltet, og halen tydede på irritation, med sin konstante bevægelse. Enkle skrammer var at spore, men generelt så hun ud til at være i helt fin stand. Buret var stærkt, men dog ikke elektrisk. Det kunne holde til en del kløer og andre skarpe redskaber, men det forhindrede ikke dyrerne i at blive trukket helt frem i lyset og vist frem. Eftersom solen endnu ikke stod højt på himlen, så kunne skyggerne snyde så let som ingenting. Takket være Lamia's placering, så var det nemlig kun hendes ansigt man kunne se, takket være kroppen, som ellers lå i skygge. Ørerne var efterhånden lagt så meget ned, at de nærmest blendede ind med det ildrøde hår. Kløerne kunne man dog sagtens forneemme, da de hidsigt blev trommet imod metalletgulvet, som blot var let dækket med et tyndt tæppe. Øjnenes gløden indikerede i hvert fald, at hun var fuld af liv, og med et udspekuleret glimt i sig, så var det klart, at hun ikke var placeret tæt på andre bure.

Lamia var faktisk en sen aftenfangst. Jægerne havde været på vej hjem i en gruppe, havde tilfældigvis spottet Lamia, som havde bevæget sig langs trætoppene, takket være hendes usædvanlige fysik. Dog havde hun ikke haft den fjerneste anelse om, hvilket område hun havde bevæget sig ind i, da hun efterhånden havde været i junglen en dag eller to. Jægerne havde fået hende jaget ned på jorden, og det blev en lang og drabelig kamp, hvor flere jægere blev dræbt, undtagen få, som omsider fik hende uskadelig gjort. Dog havde de svært ved at forstå den slidt, mini rygsæk, som hun bar rundt på i munden, som ikke indeholdt andet end en flaske vand og en fløjte, samt lidt klæder og nogle få bøger. De havde slæbt hende tilbage, og var blevet enige om, at hun solgte bedst levende, da det ikke var alt af hende, som kunne pelses.

En af de frie skikkelser, der denne tidlige morgen bevægede sig gennem Dalmanio, men som nærmest var usynligt for det utrænede øje var Dust, og hans særlige ven Cheshire. Katten var nok den de fleste lage mærke til, da det var et ret usædvanligt syn at se en butted kat, med en mørk lilla og lys lilla stribbede pels, og et smil der bogstaveligt talt gik fra øre til øre komme svævede igennem luften, og altid befandt sig i denne morgens sidste skygger, lige ved siden af noget der mest af alt mindede, om de skygger man altid så i kanten af øjenkrogen, men som altid vidste sig at være ingenting når man kiggede. Som halvt skyggedæmon havde Dust nemlig nemmere ved at gemme sig i skyggerne, hvilket gjorde at man som sagt havde svært ved at spotte ham, hvis man ikke lige havde et trænet øje i den slags, eller ikke var forberedt på en skyggedæmons tilstedeværelse. Først da han nåede til markedspladsen i denne sære lille jæger by, trådte Dust frem fra skyggerne og ud hvor man rigtig kunne se ham, og det var først der man virkelig kunne få et indtryk af, hvilken skræmmende og magtfuld personlighed, der havde passeret ind over byens ydre grænser, og var forsat helt ind til denne åbne markedsplads.

Nemt var det at forveksle denne mørke klædte mand med døden, for hans tøj var så sort så det nærmest opslugte lyset omkring sig, hans åbne long coat der engang imellem blafrede let i en mild morgen brise, afslørede en nærmest usundt mager krop under de løse bukser og trøjen, samt et stort læder bælte med et sølv dødningehoved bæltespænde, der så ud til at grine håndligt og se lige frem med et par rubin øjne. På hans ryg bar han 2 overordentligt store sværd, der lige så godt kunne være hans svar på dødens le, for det ene var Shibuki det eksploderende skriftrullle sværd, og det andet var Samehada det Chakra ædende hajsværd, og nævnligt det sidste var nok det mest uhyggelige han gik med på denne dag, da stoffet der dækkede det store blad, antydet en ujævn overflade, men langt fra kunne gemme på det faktum at sværdet, havde en aura over sig som om det var levende, og smedet i rent dyrket ondskab og med en morderisk lyst i sig.

"Jamen dog, jamen dog, det ser vist ud til, at det alligevel godt kunne betale sig, at tage til denne lille flække alligevel, min psykotiske ven!" sagde Cheshire med en tænkende stemme, der alligevel bar præg af en glad undertone, mens han pegede over mod Lamias bur. Den kats stemme var nærmest totalt stereotype agtig, da man bare ved at lytte til Cheshires stemme, nærmest kun kunne tænke at hvis katte kunne tale, ville hannerne lyde præcis sådan.
"Hmm det var da sært, jeg troede ikke der fandtes rigtigt levende mythology creatures mere! Men ved nærmere eftertanke burde jeg have set det komme, for det tætteste jeg kommer på en rigtig ven, er en talende, svævende kat der kan forsvinde og dukke op, hvor og hvornår det passer ham!" sagde Dust mens han så i retning af Lamias bur, hvor hans skyggevante øjne, havde nemmere ved at se resten af hende, end andre kunne det.
"Burde jeg føle mig fornærmet eller smigret lige nu?" spurgte katten drilagtigt, mens han snurrede et par gange rundt i luften ved siden af Dust, i takt med at han fulgte efter ham med hen til Lamia. Da Dust var nået helt hen til buret, stoppede han op og gik i knæ, for at se ind på hende, med hans blodrøde og følelses forladte pupiller, der var nærmest det eneste man kunne se i hans ansigt, da et stykke hvidt stof dækkede hans pande, og et stykke sort stof dækkede fra næse ryggen og nedefter. Havde man blot set hans efterlysnings plakat en gang for meget, var hans øjne nok noget af det nemmeste at genkende, så hvis hun havde set denne måtte hun også vide hvem han var, men det kunne Dust jo kun finde ud af, hvis Lamia selv afslørede det.

"Jeg ville ikke tro et sekund på det, hvis du lod som om du var et eller andet sjældent dyr, der ikke anede hvad jeg sagde til dig lige nu, og nu gætter jeg selvfølgelig bare, men at dømme ud fra hvordan du opføre dig derinde, skulle det ikke undre mig hvis disse jægere, ville få meget smerte at føle, hvis du slap ud derfra!" sagde han roligt, og lagde hovedet lidt på skrå, så hun kunne nå at svare ham enten med ord eller nikken og rysten med hovedet, før han fortsatte med at snakke til hende "Og bare sådan for sjov, vil jeg gerne se hvad der sker hvis nu..." han løftede diskret en hånd mod låsen, stak pegefingeren som underligt nok tilpassede sig i nøglehullet, og låste døren op med et klik "... det her sådan lige pludselig skulle ske!" Med et ondskabsfuldt smil rettede han sig op, og i det han gik hen til dem der ville sælge Lamia, gik lågen lidt op så der ikke herskede nogen tvivl om, at den ikke længere var låst. Sælgeren af hende, lagde selvfølgelig mærke til nadar og en kiks, da han straks blev optaget af den uhyggelige kunde der gik imod ham, så nu var der blot endnu færre, der holdt øje med hvad Lamia nu end måtte tage sig til inde i hendes ulåste bur.

Lamia havde ikke travlt. Med det sagt, så havde hun aldrig været kendt for at være en specielt tålmodig kvinde, men hun havde også lært, at man intet fik ud at at forhaste sig. Det havde hun i hvert fald fået en lærestreg for, da hun forsøgte at slagte i Osiris navn, uden egentlig at have en rigtig tilladelse. Bare tanken fik vreden til at ulme i hendes blik, men alligevel fik det også et dystert smil frem på læben, da det hurtigt gik op for hende, at der var kommet "gæster". Lamia lod ikke til at være den eneste, som havde misset Dust en smule, da han i sandheden var lidt af en… mørk skikkelse. Bortset fra hans ansigt. Øjnene virkede slet ikke bekendte for Lamia, da hun aldrig havde set en plakat af Dust, men til gengæld havde hun hørt en del rygter. Hvis de derfor faldt i snak, så ville der formentlig ikke gå længe, før hun kunne gennemskue ham.

Lamias pelsede øre rettede sig hurtigt op, imens de specifikt lyttede efter sælgerens stemme eller andre jægere. Men det lod til, at Dust var alene, bortset fra en eller anden flyvende… kat? Hendes hale lå stille, imens hendes krop og vejrtrækning var rolig og kontrolleret, imens hun stirrede forventende imod denne fremmede skikkelse foran hende. Siden sælgeren ikke var med ham, så var det ikke sikkert, at han var her for at købe. Øjnene klemte sig mistroisk sammen, men en langsom nikken blev alligevel udført, imens Dust gik i gang med at smuldre alle hendes teorier omkring ham. Pludselig gik døren op med et klik, som om han selv havde haft nøglen, og derefter forlod han hende, for at gå hen til sælgeren. Dog var Dust ikke den eneste med de planer. Først, var hun en smule langsom. Tøvende for en gangs skyld. Men det varede kun et øjeblik før Lamia's hoved stak ud af buret, og hun strakte sig doven, imens hun hvæssede kløerne imod jorden inden hun rankede sig op igen. Hun var en kvinde, og derfor ikke voldsomt robust, men lille det var hun ikke. Derfor kunne hun også hurtigt spotte frygt i købmandens øjne, da han først fik øje på den ondt udseende Dust og derefter på den hidsigt farvede Lamia, der skulede imod ham. Men netop som manden skulle til at kalde på hjælp, selvom et par jægere i nærheden allerede lod til at have spottet lidt, så tøvede hun ikke et sekund. Med en kats smidighed og hastighed, hamrede poterne et par gange i jorden før hun fløj gennem luften, og direkte ind i købmanden, hvor hun hægtede sig fast med alle kløerne, så da de tumlede omkring i boden med et brag, hang hun fast over ham, med ansigtet helt tæt på hans.

"Hvor er tasken?… HVOR ER TASKEN?!"

Manden fik fremstammet, at nogle af de jægere, som havde fanget hende stadigvæk bare rundt på nogle den slidte udseende taske, hvori hendes ubrugelige sager lå i. Rasende, over manglende nærvær af sin fløjte, flåede hun kløerne henover hals og ansigtet på manden, og sprang tilbage mod Dust, imens han lå rallende. Panikken blandt jægerne havde bredt sig, og flere løb hylende rundt, imens andre forberedte deres våben imod begge to. Lamia sendte sine grønne øjne op mod Dust.

"Hvad siger du til at hjælpe med min taske, og så kan vi få en snak bagefter?"

Hendes ansigt var et stort grin, hvor et par skarpe hjørnetænder i både over og undermunden kunne spottes. Kaoset generede hende åbenbart ikke, men virkede blot forfriskende i stedet for. Uden at vente ret længe på svar, satte Lamia afsted, og de jægere som kom i vejen for hende, sprang hun på og hang som en anden igle, imens hun flåede og bed, som hendes instinkter fortalte hende bedst. Desperationen over at mangle sin fløjte var i stedet groet til had.

Dust rykkede sig ikke en millimeter, da Lamia gik til angreb på sælgeren, men hans kat Cheshire var forsvundet bud i den blå luft, som dug fra solens kogende overflade. Hvornår Cheshire var forsvundet var der ikke rigtig nogen der havde opdaget, udover Dust der havde bedt ham om at finde noget, ved hjælp af hans gode katte lugtesans, hvilket han sjovt nok havde gjort, lige da sælgeren havde sagt hvor tasken kunne befinde sig. Han vidste hvor betydeligt personlige ejendele kunne være, og at dømme ud fra Lamias reaktion, på hendes manglende taske, måtte den taske eller noget der var i den, have stor betydning for hende, så derfor havde han sendt Cheshire ud for at finde den, da det måske kunne blive sjovt at se hvad der ville ske, når hun fik fat i den pågældende taske.
Dust rettede de blod røde pupiller mod Lamia, da hun snakkede til ham, og han kunne se på hende, at hun lige som ham ikke lod sig genere af kaosset omkring dem, da det for ham var fuldstændigt naturligt, lige som ro og fred var for et normalt menneske. Han nåede kun at give hende et nik som svar, før hun satte afsted og gik til angreb, og det var der man kunne høre nogen sige noget interessant. En af jægerne der havde fanget Lamia, sagde med overrasket og panisk stemme, at hendes taske pludselig var forsvundet, og at han havde den lige for et øjeblik siden, så mens han undrede sig over hvor tasken var blevet af, dukkede Cheshire op ved Dust'es skulder, med den selv samme taske som Lamia lige nu manglede ret så meget.

"Den her taske dufter kraftigt af hende, så det skulle ikke undre mig, hvis det er den hun leder efter! Vil du så gøre kur til hende nu, eller vil du vente til du kan invitere hende på en romantisk date?" spurgte han drillende, og snurrede en gang rundt i luften, mens han havde et stort og flabet men dog glad smil på de store læber.
'"Vær nu ikke dum missekat, du ved jeg allerede har en som er skabt til mig!" svarede Dust roligt, og tog imod tasken fra katten, før han gik nogle skridt frem mod Lamia, mens han holdt tasken op i luften, så hun ikke kunne undgå at se den "Hey røde, det skulle vel aldrig være den her du savner?" så snart hun havde haft tid, til at se hvad han holdt frem i retning af hende, og begynde at bevæge sig mod ham, kastede han tasken mod hende, så det burde passe med at hun kunne gribe den, hvis hun var hurtig til at få fingrene i den, før en anden gjorde det. Men bare for en sikkerheds skyld, styrede han noget af hans sand sådan, at hvis nogen udover Lamia, prøvede at gribe fat i hendes taske, ville de blive forhindret i deres forsøg.

Nu hvor hendes taske ikke længere burde være et problem, havde Dust hænderne fri til at gøre som han ville, og han havde skam lyst til at se blod, og det gjorde ikke noget at Samehada fik sig noget at spise undervejs, han kunne mærke at hans sværd var sulten. I en hurtig bevægelse trak Dust sværdet, og bevægede sig fremad mens sværdet flænsede stoffet, der dækkede dets blad, så man nu kunne det savtakkede blad der åbnede sin mund, som sad for enden af bladet. Det sværd var som en selvstændig organisme, den udgød et uhyggeligt skærende brøl, da den kunne mærke friheden og mad i dens nærvær, hvilket betød at det var klar til kamp. Dust løb nærmest med glidende skridt og med lukkede øjne, som om han virkelig følte dette øjeblik, og alt der var omkring ham, han svang sværdet i glidende bevægelser, og hoppede så i en bue frem mod en modstander, der lige nåede at undvige døden, men sværdet savede sig ned i hans arm og satte sig fast i hans kød, og der var det der skete noget usædvanligt. Manden Dust havde ramt, blev med foruroligende hast mere og mere udmattet, indtil han bare udåndede da han ikke havde mere chakra i kroppen der kunne holde ham i gang. 4 nye jægere tog chancen, og angreb Dust fra alle retninger, men Dust trak bare Samehada til sig, og snurrede en enkelt gang om sig selv, så sværdets mund var lige foran de 4 jægere da det passerede dem, og med det samme virkede de helt trætte, som om de lige havde løbet her til fra Muernia.

Lamia fløj rundt. Hendes poter, som sagtens kunne være og normalt ellers var fløjsbløde, var i dette øjeblik så klobefængt, at hver gang hun satte af fra jorden, så røg nogle små stumper græs og sand med. Det var ikke så tit hun fik lov til at slå sig løs. Hun havde overværet en del kampe gennem tiden, både med og uden våben, og de havde altid fascineret hende. Hvordan en indre ild altid tændtes i det øjeblik, at sejren var så nær, at man næsten kunne smage den, og hvordan den kunne slukkes igen lige så hurtigt, når spydet borede sig gennem maven på en. Uhh, hun frydede sig over tanken om hvor meget galskab hun havde været vidne til. Men ikke nok!

Lamia var faktisk så optaget, af sit fortidsdrømmeri, at hun næsten overhørte Dust. Men da hun ænsede noget komme susende mod hende, så var hun ikke i tvivl. I noget der kunne minde om et slangevrid fik hun vendt sig om, og stak kroppen i vejret. Nok var Lamia ikke den største, men hendes løvebagparti gav hende en fordel i højde, når hun fik samlet nok kræfter til at stille sig deroppe. Selvom hele hendes krop ikke var løveformet, så gjorde hendes fysik, at hun stadigvæk var tvunget ned på alle fire. Dog havde hun aldrig kendt andet, så det generede hende ikke. Lamia greb tasken med et smil, og krøb hurtigt ud fra slagmarken, for at sikre sig at alle ejendele var der.

Imens Lamia sad og rodede i sin taske, og til sin lettelse kunne bekræfte, at hendes fløjte stadigvæk var intakt, anede hun hvordan Dust begyndte sin egen lille nedslagtning af de mange jægere… bortset fra, at det ikke var ham, men hans sværd! Hendes pupiller voksede en tak, da hun anede hvordan sværdet faktisk begyndte at æde af de forskellige væsner. Indeni var der så småt begyndt at ringe et par klokker. Et lystigt smil spillede over de bløde læber, som hurtigt fik mere menneskelig form.

Dust, som formentlig havde vendt ryggen til Lamia et øjeblik, ville vende sig om til synet af en smuk, menneskeskabt kvinde, stående i rimeligt elegant sæt, storsmilende. Det eneste, som han måske ville kunne genkalde sig fra før, var hendes ansigt, med de hidsigt, røde hår, som nu krøllede. Hendes ansigt var lystigt og drillende, som om, at hun lige havde taget fusen på Dust. Sphinxer var nemlig ikke kendt for forvandlinger.

"Jeg er imponeret, fremmede. Dine evner blandt mørket, sværdkunsten og din koldblodig har vel gjort dig temmeligt berømt, ikke? Eller skulle jeg sige… berygtet?"

Udfordrende hævede hun et øjenbryn, imens tasken blev hevet over skulderen, som om, at Lamia allerede var på vej afsted igen. For nu, indtil hun kendte hans plan ydereligere, så valgte hun at holde en fornuftigt afstand.

Samehada var som en forlængelse af Dust selv, et væsen der lavede af andres chakra, men som altid havde brug for en føre, som kunne guide den fra et måltid til et andet, og som kunne fungere som batteri for alt den energi sværdet så sultent hundrede efter. Det var nærmest nytteløst at komme for tæt på Dust, hvis man ikke havde nogen ide om hvordan man skulle angribe ham, for det var allerede bevist at han ikke engang behøvede at røre sine modstandere med sværdet, for at gøre deres forsøg på angreb nyttesløse. Efter han havde stoppet de 4 jægere, der havde angrebet ham fra forskellige retninger, havde han stoppet op for at se sig omkring, mens jægerne alligevel gik i knæ og faldt til jorden, på grund af udmattelse og mangel på energi. De blodrøde pupiller søgte efter Lamia, men den Lamia han spottede var ikke længere en sphinx, da hun nu havde antaget menneskelig skikkelse, men det ændrede jo ikke på hendes øjne og det markante røde hår, så han spottede hende hurtigt ud i mængden, da han allerede havde memoreret de ting han kunne genkende hende på. Et koldblodigt smil uden følelser, eller tegn på nåde kom frem på hans læber, og gav ham et ansigts udtryk, der kunne få en voksen mand til at græde som en lille pige af ren og skær frygt, da hun sagde at hun var imponeret over hans evner, for hun havde skam ikke set det hele endnu, han gemte stadig på mange hemmeligheder, der endnu ikke var kommet frem i denne dags lys.

"Det er jo som at spørge en fisk, om den er god til at flyve, eller den bedste til at svømme! Død og ødelæggelse følger i mit kølvand, og kun de stærkeste eller mest særlige overlever mit nærvær, så hvad siger du til at vise mig, hvilken kategori du tilhøre? Jeg er nemlig blevet rigtig nysgerrig omkring, hvad du er for en rødhåret lille specialitet!" sagde han roligt. En af jægerne der lå på jorden, løftede langsomt sin plasma pistol imens Dust snakkede, rettede den mod Dust'es hoved, og lige som Dust havde afsluttet sin sætning, skød han en plasma kugle lige i hovedet på Dust, så hans hoved blev udslettet lige på stedet, hvilket fik de omkring stående til at gispe. Først skulle man tro, at den hovedløse krop ville falde livløst sammen på jorden, men det var slet ikke tilfældet, for kroppen blev rent faktisk stående, og begyndte at bevæge sig som om intet var sket. Han løftede let Samehada op i luften og satte ham på ryggen hvor sværdet hørte til, før han let holdt hænderne overfor hinanden, som om han holdt en usynlig bold mellem hænderne, men dette tomrum varede ikke længe. Langsomt begyndte sand fra området omkring ham, at samle sig mellem hans hænder, og begyndte at forme et nyt hoved som hurtigt blev færdigt. Til at starte med kunne hovedet lige så godt være fra en mannequin dukke, da det så livligt ud men ikke virkede til at være i live, men da Dust satte sit nye hoved på plads åbnede øjnene sig, mens hovedet fik sine farver igen, så han kunne dreje sit blik mod jægeren der havde skudt på ham, og ryste på hovedet for at vise jægeren, at det han havde gjort var meget forkert.
Jægeren var som lammet af skræk over, at den hvis hoved han lige havde pløkket af, nu gik ned i knæ foran ham, og lagde en kølig hånd mod hans kind. Jægerens øjne mødte et par isnende kolde øjne, mens han langsomt begyndte at ralle af smerte, da noget mystisk skete med ham, og for dem der så på var det som at se et menneske udtørre i ørkenen, bare med 8 gange så meget tempo på, for jægerens krop tørrede ind til han lignede en asketør mumie, blot for at blive ved med at tørre, ind til hans krop blev forvandlet til sand for øjnene af dem. For Dust var der noget poetisk ved denne del af hans evne, for det var som at se alt hvad der skete med et levende væsen, fra det døde til det blev til en del af jorden, og praktisk nok slap man for den del med forådnelsen, lugten og alt det uhumske. Nu hvor den del var klaret, rettede Dust sig op igen, mens han trak sit andet sværd shibuki, der lignede en kæmpe skriftrulle med et sværd blad på, og et stort håndtag stukket i enden, og det virkede foruroligende at Dust ikke virkede til at have svært ved at løfte sværdet, selvom det så utroligt tungt ud. Han så over på Lamia med et skummelt ansigts udtryk, og midt i den anspændte stilhed, der havde taget herredømmet over denne plads, burde det ikke være svært for Dust at drive en samtale med hende.

"Selv i skønhedens kølvand kan døden følge, lad mig se dig vende røven til mig, og vise mig hvor du vil hen, så skal jeg nok sørge for, at ingen ligger hånd på hverken din taske eller din skønhed!" sagde han roligt, og løftede Shibuki op over skulderen, og holdt om skaftet med begge hænder, så det lignede som om han holdt et totalt underligt bat.

Bag Lamias øjne, der gemte sig det samme som før. Den samme sjæl og de samme lyster. Det eneste, der dog ændrede sig ved dem, som nemt kunne forvirrer folk, var at de gik fra en smaragdgrøn til en krystalklar lyseblå, og at den svage antydning af katteformen forsvandt. Alligevel stod hun der, smilende, som om hun ikke lige havde vandaliseret ansigterne på "uskyldige" jægere. Dog fik Dust's smil hende ikke ligefrem til at løbe, men hans spørgsmål fik hende blot til at trække på skuldrene, og hanke op i sin taske.

"Det finder du nok hurtigt ud af, eftersøgte. Desuden, så virker du ikke forbløffet over min tidligere form, så lidt må du da kende til den ældre generations væsner."

Det sjove var, at selvom Dust måske var dygtig, så ville man ikke kunne lugte det eller ane det på Lamia's aura, hvad filen hun egentlig var. Hendes krop var som svøbt ind i et menneskelugtende og udseende skjold. Det eneste der virkede sært, var en mild duft af kat, som strejfede omkring hende, men ikke noget man som oftest bed mærke i.

Selv Lamia, der var vant til lidt af hvert, trak sig overrasket tilbage, da Dust's hoved pludselig eksploderede foran hende. Hun opdagede dog hurtigt hvem der var skyld i, at hendes nye legekammerat, eller… resterne af ham, skulle dumpes ned i et hul. Men allerede inden hun fik tid til at kaste sig hidsigt over den forskrækkede jæger, trak hun sig hurtigt tilbage igen, da Dust's krop fortsatte som før, næsten som om, at hovedet i virkeligheden ikke manglede. Lamia rakte hurtigt om, og greb fat i sin fløjte, som hun knugede hårdt om, imens hun betragtede den formentlig mørkt magi baserede krop, som pludselig valsede rundt. Da Dust endelig fik kreeret sig et hoved, stod hun målløs tilbage og betragtede, hvordan han lige så hurtigt kunne give sig selv liv, som han kunne tage et liv. Da han var færdig, og igen talte til hende, klappede hun begejstret i hænderne, inden hun vendte ryggen til, og med raske ben tilfældigt begyndte at vandre mod nærmest skovsti.

"Nu forstår jeg bedre, at du er eftersøgt, Mørke Dust. Du er kompliceret og forunderlig, og derfor frygter man dig! Det kan jeg lide! Men planer har jeg ikke mange af, bortset fra, at jeg overvejer at kapre mig et bosted for en stund…"

Med det sagt, standsede Lamia blidt op og drejede sig let mod Dust, med et hævet bryn. Det kunne ikke vides, hvilket svar hun ville vente af ham.

"Jeg rejser vidt og bredt i mellem rum og tid, og lige siden jeg første gang hørte sagnet om dig, har jeg ønsket at jeg en dag ville ende op, i din storheds tid! Men nu viser det sig, at du er kommet til min hjemstavns tid, og se det unge dame, det var egentlig det der overraskede mig, da jeg så dig inde i det bur, og fik mine anelser om hvilken eksistens du er!" sagde han roligt. Han havde en kryptisk måde at sige det på, men for Lamia der var indforstået i situationen, burde nemt kunne aflæse, hvad alle omkring dem sikkert ikke fattede en brik af, for det han i virkeligheden sagde var, at han havde rejst i tiden og kun på den måde havde hørt om hende, da der ikke længere eksisterede sagn om hende i denne tid, og udover det sagde han også, at han ikke kunne læse hendes mystiske aura selvom han var god til den slags, men fordi han havde hørt om hvad hun var for en, så havde han haft en bedre mulighed for at genkende hvad hun var, i modsætning til alle andre her i landet, der ikke havde en ærlig chance for at gætte sig til det.
Efter den makabre hændelse med hans hoved, virkede Dust nok som den eneste der ikke var blevet påvirket af det, selvom det var hans hoved der var blevet skudt af og genskabt af sandet, for alle tilskuerne virkede mere eller mindre skrækslagne, da denne lille episode gav dem et falsk indtryk af, at den nuværende anden mest eftersøgte forbryder som de kendte til, var godt og vel udødelig, men det var så langt fra sandt. Men hvorfor dog prøve at ændre på deres indtryk og skræk? Dust var trossalt øverst på dusørlisten, over væsner der havde fået deres dusør på egen hånd, og den eneste der slog hans dusør, var et væsen man ikke så meget til. Hvis de nogensinde skulle mødes, ville militæret nok gøre alt for at undgå en alliance mellem dem, og ingenting hvis de ville prøve at bekæmpe hinanden.

I det Lamia gjorde som Dust bad hende om, ved at vende sig og gå den vej hun nu gerne ville, rettede Dust sig let op da ingen virkede til at ville stoppe hende, og med lydløse skridt fulgte han efter den smukke, rødhårede kvinde der for blot få øjeblikke siden, havde været i en yderst enestående skikkelse, som verden nok ingen lige havde set. Væsner der blokkederede hans vej, var ikke langsomme til at flytte sig, de ville helst ikke gøre noget for at provokere dette monster, der lignede en koldblodig ulv i fåreklæder, så måske han alligevel ikke fik brug for Shibuki sværdet lige foreløbigt. Som et hvert andet normalt mandligt væsen, kunne Dust da ikke lade vær med at nær studere og kigge, når et væsen af det modsatte køn gik foran ham, og Lamia havde da vist ikke noget placeret forkert på hende, så da hun til sidst stoppede og vente sig mod ham, kunne han få et komplet billede for sit indre blik af hvordan hun så ud, og han måtte da indrømme at hvis nogen kunne få hendes opmærksomhed, så måtte amor virkelig have været gavmild mod dette væsen. Hans øjne mødte hendes, og så meget mystik der normalt cirklede om ham, så megrt mystik var der at se i hendes blik, for det var ikke til at vide hvad hun tænkte på, eller hvilket svar der bare kunne være i nærheden af at være rigtigt.

"Jeg gemmer på mange hemmeligheder og overraskelser, denne frygt folk nære til mig, kommer af mange årsager! Men livet som forbryder kan være så ensomt, når død og efterfølgelse følger mig i hældende, så når nu du mangler et sted at kapre, og jeg kan tilbyde et ud af mange steder du kan slå dig ned, hvad siger du så til at vi løser hinandens lille problem?" spurgte han roligt. Han tog de sidste få skridt der var mellem dem, så de stod tæt på hinanden, lænede sig frem mod hende, og duftede let til hendes hals lige som man duftede til en velduftende rose "Jeg har nu altid kunne lide duften af egyptisk sand, og kvinde med et dyrisk touch! Det er første gang jeg møder en, der rent faktisk dufter af begge dele på en gang!" hans blik og smil var ikke til at tage fejl af, da han rettede sig op igen og så hende i øjnene. Dust var en af de væsner, der var vilde med rødhåret piger, og havde en stor interesse i sjældne arter, stærke væsner og specielle evner, og lige nu vidste han måske ikke hvad hendes evne og styrke var, men hendes mystik, røde hår, smukke udseende både i menneske form og sphinx form, samt hendes sjældne art, var mere end nok til at fange hans opmærksomhed.

Der var ikke mange folk omkring dem længere. De få stykker, som havde vovet sig et stykke efter dem, havde hurtigt trukket sig tilbage, da de fornemmede, at Dust ikke veg fra Lamias side. Desuden, så var det håbløst at kalde på hjælp. Hvad skulle de sige? Dyret, som ikke var et dyr, fik hjælp… af ham? Lamias gang var derfor fri og bekymringsløs. Hun "bekymrede" sig faktisk mere om, hvad Dust havde at sige. For det havde hun skam ikke hørt før.

"Så du siger altså, Mørkekriger, at du har viljen over tiden? At du har brugt tusindvis af år, søgende, og besøgt min hjemstavns tid?… Rygterne nævnte ikke dette, men de var imponerende nok i forvejen."

Ved ordet "hjem" var der pludselig noget, der vendte og drejede sig i hende. Var det savn? Skyld? Eller vreden, som hun altid brugte? Da Dust og Lamia endelig stod face to face, så fik hun et grundigt kig på ham. Hun lagde ikke helt skjul på det, men holdt ansigtet i nogle usædvanlige alvorlige folder. Så, så hun ham direkte i øjnene. Det var tydeligt, at hun også selv studeret, men hun var også en kringlet sag. Hun var godt klar over, at det mest var varulve, det fungerede sådan for, bortset fra at hun kunne skifte på sekunder uden smerte.

"Var det før eller efter min død?…"

Stemme var en hæs hvisken. Hvis det havde været før, så kunne skræmmende ting være sket. Osiris var ikke blind, og ej hellere de andre guder. Men havde det været efter… hvad så da? Men det var tydeligt, at imens Lamia havde været fanget i fortidens kvaler, så havde Dust haft rigeligt tid til at overveje Lamias sårbare situation, og gennemtænke sine egne intentioner. De var dog ikke svære at opfange, og hun strittede ikke imod, men strakte derimod hals, da han lod sig indsnuse hendes salte og sært kildrende duft. Alligevel var der noget der lige slog klik for hende, da Dust's ord sivede helt ind. Hun trak sig et enkelt skridt tilbage, imens pupillerne var bittesmå, og farverne grøn og blå, tydeligvis dystede om at tage plads.

"Hvad er det du foreslår, Dust?… Jeg vil ikke fungerer, som betaling! Jeg vil ikke holdes indelukket, være en fange eller en ting, som du blot kan vende hjem til! Jeg kræver min frihed!"

Og så, som et lysglimt, var den paniske galskab borte. Lamia stod ret, med et kælent smil på læben, imens de krystklare øjne igen spillede finurligt i morgenlyset. Havde hun haft halen fremme, kunne man næsten ænse, hvordan den ville have spillet dovent henover bladende under dem.

"Men det forstår du vel godt, ikke sandt? Du er heller ikke en fastbundet. Du kræver friheden selv. Men jeg er da sikker på, at vi kan indordne os efter…"

Atter trådte hun tæt på ham, hvis han tillod det efter før. Hendes øjne smilede næsten til ham, da hun åbnede munden, og slikkede ham kort på næsen.

"… hinandens behov?"

"Rygterne om mig som tidsrejsende, er stadig væk ikke blevet særligt kendt, der er vel ikke mange i denne verden der læser historie bøgerne, da jeg engang imellem dukker op i dem, måske ikke altid under samme navn, men hver gang kan man se på illustrationen af mig, at det helt klart er mig der er snakke om!" sagde han roligt, og gav hende et mystisk smil, der ikke var særligt nemt at gennemskue "Jeg har desværre ikke besøgt din hjemstavns tid, det tætteste jeg er kommet var 500 år efter din storheds tid, og der levede rygterne om dig stadig, men ingen kunne fortælle mig helt præcis, hvor jeg kunne finde dit hvile sted eller hvordan jeg skulle kunne vække dig til live igen! Så hver gang jeg rejste, håbede jeg på at ramme din storheds tid, men det skete aldrig, og nu er du lige pludselig her, hvilket betyder at jeg endelig kan møde dig!"
Dust kendte ikke så særdeles meget til guder, og ofte interesserede det ham ikke, da han ikke troede på guder eller havde nogen respekt for dem, derfor havde han ingen særlig ide om de guder der herskede i det gamle Egypten, eller som han kaldte det "i Lamias storheds tid" og han havde ingen ide om der ville ske ham noget, hvis han en dag skulle være kommet dertil, og guderne havde opdaget hans fremmed artet tilstedeværelse. Han så på Lamia med et glimt i øjet, da hun misforstod hvad han mente, da han på en kryptisk måde sagde, at han kunne tilbyde hende et sted hun kunne slå sig ned.

"Jamen kære sphinx dog, jeg vil ikke holde dig fanget, eller bruge dig som pynte dyr der skal opvarte mig når jeg kommer hjem! Aldrig kunne jeg finde på at bruge dig som betaling for noget, eller holde dig lukket inde så jeg har dig helt og holdent for mig selv!" sagde han roligt, og smilede sit mystiske smil, efter han havde forsikret hende om, at han aldrig ville gøre den slags mod hende. Hun var alt for værdigfuld til den slags, og han var selv imod en hver form for slave handel, selv ville han aldrig have en slave i almindelig forstand, han havde kun slaver i den forstand, at det var en smuk pige, som frivilligt ville være hans, og selv der modtog de løn og var fri til at gå når det passede dem, så de var aldrig rigtig hans slaver, mere en slags medarbejder der gjorde det han bad om. Dust blev skubbet ud af hans tanker igen, da Lamia med et kældent smil på de smukke læber, snakkede til ham igen med en personlighed der var ændret, som med et blink med øjnene. Han havde intet imod at denne fine og rødhårede lille sag trådte nærmere, og med nærmest smilende øjne slikkede ham op af næsen, blot for at færdig gøre sin sætning, der lød som sød musik i hans øre. Hun burde næsten også kunne smage lidt på ham, at han smagte lidt af natur, og mærke mod hendes tunge, at hans krops temperatur var langt lavere, end hvad der var naturligt for menneskelignende væsner som dem, men han fandt det tiltrækkende at hun var varm, og frækt at hun gjorde som hun gjorde.

"Du har skam fuldstændig ret røde, og der har vi noget til fældes! Vi nyder at føle friheden, og ingen skal lægge bånd på os, derfor ville jeg gerne befri dig fra jægernes bur!" sagde han med en let forførelse i stemmen, før han prøvende lagde hænderne på hendes hofter, holdt hende tæt ind til sig, og tog endnu et nydende snif til hende, hvor han startede ved skulderen, og sniffede hende op af halsen til han nåede hendes øre, som han begyndte at hviske i på en lettere sensuel måde "Jeg foreslår ikke at du bliver min ejendom, eller min rødhårede lille premie gås! Jeg tilbyder nu mere, at vi 2 sammen finder ud af, hvordan vi kan løse hinandens behov! Jeg kan tilbyde et sted du kan bo i fred, og være lige den du vil være, og du kan tilbyde mig så meget interessant viden om, hvad du er for en yndig lille sag!" han nappede drillende i hendes øreflip, og gav hende et lille forførende kys bag øret, for rigtig at vise hende at han kunne lide at lege, og udfordre grænserne for hvad han måtte og ikke måtte.

Lamia, der var en ivrig læser, skrev sig det hurtigt bag ørerne. I sin begyndelse af den nye tid, havde hun tilbragt en del til med næsen begravet i mange, mange bøger, for at få indhentet flere tusinds års information. Dog, da folkene var blevet bedre og bedre til at dokumenterer, så havde hun langt fra fået fat i alting, så det var stadigvæk nemt at overraske hende. Men historiebøgerne var nok atter dem hun dykkede ned i næste gang, blot med et andet formål. Dog bragte lyden af hendes rygter blandede følelser frem i hende.

"Det skal du ikke være ked af, Mørke Dust. Mine rygter har måske nok været stærke og stadigvæk levende, men jeg har været væk og dybt begravet. Hemmeligheden gik sikkert til grunde med præsterne, som myrdede mig, og Osiris har sikkert lovet dem forbandelser helt ind i efterlivet, hvis de røbede noget…"

I forhold til Dust, så 'stolede' Lamia på Guderne. Især Osiris. Hun havde hørt ham og mærket ham. Selvom hun også var usigeligt rasende og fordømte ham langt væk, så kunne Lamia alligevel ikke slippe den smule respekt, som hun havde tilbage for ham. Han var en stærk Gud. Han var hendes Gud. Dengang hun havde tjent ham, havde Lamia næsten haft en forelsket følelse omkring ham. Det var derfor, at hun i første omgang havde handlet som hun gjorde.

Dusts ord blødede Lamia en smule op. Hendes tid var jo præget af slaveri til højre og venstre, så det var svært for hende at være imod det. Men hun nægtede selv at tjene som slave. Så hellere dø. I hendes egne øjne, var hun alt for værdifuld til den slags, og hun så derfor gladeligt at folk tjente hende i stedet.

"Du gjorde klogt i at befri mig fra det bur, Mørke… Du vil modtage en passende belønning snarligst."

Dybt fra Lamias strube, ville Dust kunne fornemme en rumlende spinden, da han tillod sig at kærtegne hendes hals, både til hendes og hans gavn. Hun var tydeligvis en fan af leg, men hun elskede næsten endnu mere at virke bare en smule mere kostbar. Som en kat der leger med byttet.

"Det er en aftale så. Men først, før jeg kan bekræfte min egen del i aftalen, helt og aldeles, så vil jeg se det sted, som du vælger at kalde hjem!"

Hun vendte sig hurtigt bort, snurrede sig blødt ud af hans greb, imens hun hankede op i sin slidte rygsæk igen. Alt imens, så gik hun og viftede med sin lille, lyse fløjte i den ene hånd, som hun netop havde fisket op af tasken. Fingrene gled kærtegnende ned over det slidte træ, imens hun kastede et smilende blik over mod skulderen, som tegn på, at hun blot ventede på, at Dust skulle tage føringen.

Hun var måske blevet overrasket over, at Dust havde gjort sig bemærket nok til at komme i historie bøgerne, på hans rejser til fortiden, men nogle af de ting hun ville komme til at finde, hvis hun rent faktisk valgte at tjekke op på ham, det var nok mere overraskende, taget i betragtning af at skribenten til tider overdrev hans gerninger en lille smule. Men selvom billederne var lidt forskellige fra gang til gang, og kælenavnet varierede fra ting som monsteret fra mørket, til lyst morderen fra helvedes dybder, så kunne der ikke være nogen tvivl når man så billederne af ham, for de havde alle nogle kendetegn der tydeligt kunne forbindes til Dust, såsom de store sværd, long coaten, sand der svævede omkring ham, de blodrøde øjne, og mange andre små men dog bemærkelsesværdig detaljer.
"Jeg forstår! Lige som mig selv, må du bære på mange historier fra dit liv, og hvis du en dag skulle have lyst til at fortælle nogen af dem, ville jeg være meget interesseret i at høre dem, når nu jeg ikke kan opleve dem selv!" sagde han roligt, og smilede et smil der lige som hans øjne, så ud til at have en bemærkelses værdig mangel på følelser. Det var egentlig ikke noget han kunne gøre på kommando, de manglende følelser kom af at han i årevis, havde gjort så mange forfærdelige ting, at hans sjæl var blevet ødelagt af det, og det resulterede så i at han havde mistet alt andet, end følelsen af vrede, som kun kunne ses når han var i det humør.

"Hvad monstro, kan det være for en belønning, som du har i tankerne der gemmer sig, under det smukke og naturligt røde hår, der pryder dit yndige hoved? Det jo lige så du har gjort mig helt nysgerrig røde!" spurgte han med en nysgerrig stemme, efter han havde bemærket den katte agtige spindende der kom fra hende. Man skulle slet og ret aldrig tage fejl af Dust, han var en mand der gik efter det han ville have, og det bragte i største delen af tilfældende lige detn resultat han ville have, men når det kom til en tiltrækkende kvinde, så gik han aldrig den direkte vej fra A til B, han nød turen mod målet og forlængede den hvis han kunne komme til det, ved at lege med den kvinde han havde sat sig for øje at få, og lige nu var Lamia den mystiske og sjældne diamant, hvis glimten havde fanget hans øjne og låst dem fast på hendes skønhed. Hun var i sandhed en diamant mellem kulstykker, for aldrig havde han fundet en af hendes race, eller med hendes hjemstavns baggrund, og som det stod nu ville han nok aldrig kunne finde en med disse detaljer i sig.

"Jeg har flere steder rundt omkring i landet, kun nogle af disse steder kan jeg tillade mig at kalde for hjemlige! Og det sted jeg har i tankerne til dig, som jeg håber du vil slå dig ned i og finde tilfredsstillende i forhold til dine behov, det ligger faktisk ikke så forfærdeligt langt herfra, så lad os da tage derhen så du kan bedømme, om det er noget der opfylder dine krav!" som den mand han var, kunne Dust ikke lade vær med at følge hendes bevægelser, da hun snurrende sig ud af hans greb om hendes hofter, hvorefter hun hankede op i hendes taske, så hun var klar til at gå med ham, når ellers han fik taget sig sammen til at komme af sted og vise hende vej dertil. Det smil hun sendte ham over skulderen, fik ham til at stoppe med at stå og stirre på hendes fine former, og fik gang i hans ben, da han med lette skridt gik hen ved siden af hende, så de kunne følges ad hen af en sti der fulgte dem væk fra byen. Et stykke væk fra byen, nåede de til en grotte, der ikke så ud af meget, den virkede ikke særligt interessant og den var ret svær at finde, da den var gemt i en tæt samling træer, men Dust fandt let vej ind mellem de tætte træer, og bød hende indenfor i denne grotte, der virkede som så lidt. Men når først Dust havde taget Lamia med ind i grotten, og vist hende en hemmelig passage til et undergrunds område, så var det hun kunne se et af disse steder som Dust kaldte for hjem, et selv indrettet og smukt undergrunds hjem, lavet så det var med flere rum, med loft lys lavet så man nede fra kunne se gennem glas op til himlen, og oppe fra lignede og føltes det som jord.

Der var et stort bibliotek, som Dust havde fyldt med bøger af alle mulige genre og fra forskellige tider og steder, så var der et køkken med alt hvad der skulle til, for at lave lækker mad, en hyggelig stue med behagelige sofaer, spisebord og stole, for ikke at glemme et badeværelse med moderne brusekabine, og et luksuriøst badekar, samt et soveværelse med en seng man rigtig kunne fylde i, og et klædeskab på størrelse med en mindre tøjbutik. Det var ret tydeligt at Dust havde lavet dette sted selv, for alle rummene var detaljeret lavet med hans sand evner, og indrettet med god smag og behagelighed i bagtanken.
"Det her er så det sted, jeg gerne vil sætte til din disposition! Der er masser af gode muligheder for at slappe af, mere læsestof end man kan læse i et menneskes levetid, og så ligger det nemt tilgængeligt til skoven! Hvis du gerne vil slå dig ned her, sørge jeg for at den hemmelige indgang genkender dig, så du kan komme og gå som det passer dig, og så vil du ikke mangle selskab, for jeg vil komme herhjem på daglig basis hvis jeg kan komme til det, så du kommer ikke til at være alene!" sagde han roligt, mens han viste hende rundt i de hyggelige og hjemlige omgivelser.

Lamia nikkede ganske kort, og flettede fingre med sig selv, imens hun trak på skuldrene.

"Det Gamle Egypten var gudskelov bare mere end sand og slaveri, men væsner, især mennesket, syntes ligeså hjernedøde, som dengang. Dog vil jeg være beæret over at dele historier med dig en dag, måske over en kop vin?"

Lamia havde ikke nået at leve, så voldsomt længe, som Dust havde. Men hun havde nydt hver en dråbe luksus, som hun havde kunne presse ud af sin høje status, dengang. Da hun mere eller mindre blev anset for et direkte talerør, og nogle gange endda Osiris stedfortræder, så havde folk absolut ikke slattet med offergaverne. Dog var meget af det ikke kommet i historiebøgerne, da hun senere hen blev anset som en mørk plet i historien. Lamia gjorde ikke så meget i at flippe ud over mangel på følelse i Dust ansigt, selvom hans intentioner og hjerne var fuld af dem. Når man havde levet og set verden gro, så måtte der ske ting med ens sind, som de færreste ville kunne begribe. Men som Lamia sjovt nok ville påstå, at hun forstod.

"Jeg ville jo ikke være ligeså sjov en sag, hvis jeg afslørede alting i en mundfuld, ville jeg vil? Vis mig først din magt, din vælde og dit tilflugtssted!"

En smule kommanderende kunne hun godt være, men de fleste plejede nu ikke at have særligt meget imod… hendes form for dominans. Hun kunne lide at være strid, men det hændte, at det blot var det skjulte kaos, som herskede dybt i hende, som tog over. Hendes egne kræfter var for hende selv ikke at stå imod. Hun var blot blevet bedre til at ignorere.

På gåturen var hun tavs. Hendes blik var roligt, og der var intet lusket at spore over hende. Hun var blot et stilfærdigt væsen nu. Ikke den mægtige 'dronning', som hun tit anså sig selv for at være. Hun syntes allerede godt om Dust, og havde ikke i sinde at udnytte ham fremover, medmindre det virkeligt blev tiltrængt. Desuden virkede han på hende, som det første ganske fornuftige selskab hun efterhånden havde mødt i flere årtier, hvilket var en stor lettelse. Endelig en god partner at snakke med og dele lange nætter. Dog var der flere ting, som hun ønskede at slå på plads. Så da de ankom til Dusts 'hjem', gav Lamia sig hurtigt til at studerer omgivelserne. De var nydelige, hjemmelavede og passede hende ganske udmærket. Dog var der en sidste detalje, som fangede hendes blik, og fik hende til at smile, imens hun gik imod sofaen, hvor hun lod sin taske dumpe ned, efter at have sikret sin fløjte en behagelig plads deri.

"Kun ét soveværelse ser jeg? Du er ikke den familiære type, Dust. Det gør mig intet, men dog…"

Hun vendte sig atter om og slog minen over i alvorlig, imens hun skiftevis studerede indretningen, imens tandhjul kørte velsmurt.

"Hvor meget er her mig tilladt? Jeg har visse planer, som gerne skulle føres ud i livet ganske snart, og jeg vil høre, hvad du… kan accepterer? Et nyt selskab måske? Lidt ændret indretning? Planerne er ikke slået fast endnu, men bare du ved… for at gøre det lidt mere hjemmeligt? Jeg kan love dig, at selve stedet forbliver uændret, men du ved, lader man først en kvinde få overtage, så er den først gal!"

Hun lo stille, men ventede alligevel spændt på, hvad Dust havde at sige. Hendes ord var langt fra løgn. Dust var ikke det eneste rygte, som hun havde forsøgte at bekræfte igennem tiden. Hun søgte andre bekendteskaber, som for hende, virkede lidt mere familiære, trods hun dog hadede tanken om familier, da det betød bundethed.

"Selvfølgelig, vil jeg dog være glad for dit selskab. Døden er ikke gavmild med hensyn til mange ting."

"Jeg ville nyde at dele historier med dig en dag, der cirkler trossalt meget mystik om dig, som jeg længe har ønsket, at nær studere og komme ind på livet af, og hvem er bedre til at opklare disse mysterier, end selveste hovedpersonen for disse mysterier?" spurgte han med en let dramatik i stemmen, som om han tog hans interesse for hendes storheds tid dybt seriøst. Hans interesse i hende, var skam også fuldt ud sandfærdig, og han ville helt klart nyde at finde ud af mere om hende, fra hende selv af, for som han lige havde sagt, hvem kunne så kende Lamias liv bedre, end Lamia selv? Hendes følgende kommentar om at hun ikke ville være lige så sjov, hvis hun afslørede alle hendes intentioner på forhånd, fik Dust til at smile. Han var vild med de kvinder, der kunne bringe ham lige op på toppen af nysgerrighed, og derefter pine ham lidt ved at holde ham der, hvilket resulterede i at han blot ville have mere af hende, fordi hendes mystik var som en magnet, mens Dust var metallet der var tiltrukket af hende "For sådan en interessant ung dame som dig, ville jeg ødelægge hele verden, hvis det var det der skulle til for at bevise min magt og min vælde! Men ind til videre, må jeg jo vise dig mit tilflugtssted, og håbe på at det er tilfredsstillende nok til din smag, jeg vil jo gerne finde ud af, hvad det er for en belønning du gemmer på!"

Dust var selv af dominerende art, og derfor nød han at dominerende andre såsom dem han var sammen med, men alligevel var der en ting han aldrig kunne sige nej til, og det var en kvinde der selv kunne dominere, for selvom han nød at kunne styre sin kvinde, så syntes han der var noget mindst lige så frækt over en kvinde, der kunne give igen og selv var dominerende overfor ham. Så hvis Lamia valgte at vise ham noget dominans, så ville Dust ikke have noget imod at hun var lidt strid, for han kunne sagtens give igen, eller holde til lidt strid behandling. Da de var kommet frem til hans tilflugtssted, så Dust på Lamia da hun begyndte at snakke, og endnu et af hans tomme smil kom frem på hans læber, da hun hurtigt havde gennemskuet ham, hvad angik det familiere i ham, for den slags havde han ikke rigtig noget af.
"Du ser jo gennem mig, som var jeg et spøgelse! Men du har fuldstændig ret, jeg er ikke en familie type, jeg vil ikke udsætte andre væsner for fare, ved at stifte familie med dem, eller ved at skabe et barn som vil være barn, af en stor eftersøgt forbryder! Jeg vil ikke forbande andre med min livsstil, så derfor indrettes mine hjem derefter!" forklarede han roligt, og så på hende da hun begyndte at spørge om, hvad hun havde tilladelse til "Jeg tillader gerne at du indretter stedet, og gør det mere hjemligt og behageligt for dig selv, men ingen bøger ryger ud og soveværelset er dit når du skal sove, for jeg sover ikke længere! Men lad mig høre, hvad mener du med et selskab mere? Jeg acceptere gerne at du flytter ind, og gør dig det behageligt, men nye væsner udover dig er jeg ikke så tryg ved!"

"Det har du ganske i, mørke kriger. Men er du nu sikker på, at mystikken ikke blot er et under af din fantastiske hjerne efter års søgen? Jeg mener, det var ikke ligefrem fordi jeg var specielt populær, så medmindre du har haft fat i en ukendt fan, så har du haft meget lidt held med at finde informationer…"

Lamia elskede opmærksomheden og dramatikken som Dust spillede op omkring hende. Faktisk elskede hun al form for opmærksomhed, forgudelse eller luksus. Det var trods alt sådan hun havde levet, så længe hun kunne huske. Men alligevel kunne hun ikke forstå, om der måtte være noget, som tydede på hendes eksistens efter hendes død. Vismændende blev helt sikkert straffet med forbandelse, hvis de så meget som åbnede munden, men det kunne hun jo selvfølgelig ikke vide. Hun var ret så… død.

"Tro mig, jeg behøver skam ikke se verden i smadder for at tro på din styrke, min tapre. Men hvis du gav mig verden, så var jeg nok din… Men for nu må vi nøjes med din ydmyge hybel!"

Med den kommentar lo hun perlende, som om, at det var dagens joke. Hendes latter var ikke falsk eller skinger, men lød faktisk lidt hul, som om hun havde glemt hvad det ville sige at kunne grine fra hjertet af. Men det samme gjalt Dust, blot i en noget "værre" form, havde hun hurtigt gennemskuet efter at have set ham smile flere gange. Det var vist lang tid siden, at han havde haft et ordentligt privat besøg. Hun smilede uskyldigt, og slog sukkede let ud med armene, som for at indikerer sin ærlighed, som hun havde i sinde.

"Selvfølgelig ser jeg igennem dig, Dust! Du og jeg har ikke så god kemi uden grund ved du nok?…"

Hendes smil blev en anelse mere udfordrende, men hun nikkede lydigt, imens hun lod Dust forklare sig. Lamia smed sig derefter behageligt ned ved siden af sin taske, og lagde benene over kors, imens hun pressede fingrene imod hinanden. Tænksomt.

"Jeg takker for din forståelse, og selvfølgelig har jeg ikke i sinde at smide én eneste af disse uvurderlige skatte ud. Med hensyn til selskabet, så er det ikke noget, som du bør bekymre dig om. Det er… en tidligere, hvad siger I? Ven? Han hjalp mig mere end nogen nogensinde har gjort, og troede på mig, indtil det bragte ham sin død. Derfor føler jeg, at jeg skylder ham en tjeneste. Han led desværre samme skæbne, men jeg har måske en måde at finde ham på. Med hensyn til os to, så bliver han intet problem. Desuden, du kan svine ham til, om nødvendigt, men han vil aldrig krumme et hår på dit hovede."

"Tja der var den her mystiske fyr engang, helt klart en type der var træt af livet, til trods for at han kun snakkede i hviskende toner, for så snart han havde ledt mig ind på sporet af dig, begyndte skarabæer at dukke frem af den blå luft inde i ham, og æde ham op med hud og hår, mens han skreg op på sit modersmål! Jeg forstod ikke meget, men jeg syntes da at jeg fik fat i noget, der lød som en bøn om nåde, og konstant gentagelse af en guds navn, og så var det jeg lige som mistede interessen og gik min vej!" sagde han med en snag af tænksomhed i stemmen, hvorefter han lod den hænge lidt for at lade mystikken tage den. Det var ret tydeligt at Dust var typen, der i høj grad brugte tænkeren, og i mindst lige så høj grad fulgte sine instinkter, hvilket kunne gøre at han nogle gange kunne virke utroligt kold overfor andre, og han kunne være virkelig farlig at kæmpe imod, fordi han var så vant til at bruge hovedet samtidig med at han fulgte sit instinkt. Med et mystisk blik og et matchende smil på læben, strøg han hende under hagen med en let finger efter hun havde svaret ham, og lod så en finger blive til en hånd, der førte hendes hår med sig om bag hendes øre. Hans hud var alt for kold til at det kunne være menneskeligt muligt, men når han brugte denne manglende kropsvarme rigtigt, kunne det være lige så pirrende og mystisk som det kunne være skræmmende, og et tegn på rendyrket ondskab og mangel på følelser.

"Hvis du kan leve med sådan en som mig, så behøver du ikke verden i din fine hånd, for at opleve en behandling der er selv dine guder værdige!" sagde han lettere dramatisk, mens han legede lidt med hendes hår, og så hende i øjnene for at være sikker på at han havde fanget hendes fulde opmærksomhed. Som et klik på en lyskontakt, var der i dette lille intime øjeblik noget ved ham, der virkede fuldstændig anderledes. Hans kolde hud var lige pludselig ikke så kold længere, hans øjne fik mere følelse og varme, som om han havde vækket sine følelser kun for at hendes blik kunne se det, og der var en behagelig varm glæde der spredte sig fra ham, som virkede omfavnene og dejlig på en tryg måde "Jeg bære på meget mystik min kære røde, mange hemmeligheder cirkulere omkring mig og i mig, og min opmærksomhed giver styrke til få og fordele til højtstående væsner! Og alligevel når det kommer til stykket, så er jeg en mand af lyster og tørst, mit indre dyr lever ikke i mig men som en del af mig! Og lige nu er der en meget mystisk lille dame, der har fanget dyrets opmærksomhed, med hendes smukke røde hår og den fine feminine kropsbygning! Træd varsomt i mit mørke, jeg ønsker næppe at du kommer til skade derinde!"

Og igen som med et klik på en lyskontakt, forsvandt denne dejlige følelse omkring ham, i det sekund han slap hende igen og trådte blot et enkelt skridt tilbage, så hun igen kunne se på ham i hel figur, i stedet for blot øjnene. Han hørte den hule latter hun bar på, og forstod ret hurtigt at denne unge dame, bar på en meget mildere version af den ensomhed og følelses mangel, som han selv var ret plaget af. Men det uskyldige smil på hendes læber, var et klart tegn på at hun sikkert godt kunne få en varm klang i hendes latter, hun skulle bare have denne følelse tilbage der gjorde at hun atter kunne grine, med en ærlig og sund latter igen.
"Vi kommer fra 2 så utroligt forskellige verdner, og alligevel skulle man tro vi var født lige ved siden af hinanden!" sagde han roligt, og kunne ikke lade vær med at hænge sig i det udfordrende smil, og den lydige nikken mens han forklarede sig. Efter hun havde sat sig ned i sofaen og begyndte at tale, lyttede han tydeligvis til hvad hun sagde, mens han gik hen til et skab som han åbnede, og afslørede en god samling af høj kvalitets sprut, der gav en ide om at Dust var en mand med smag, til trods for hans nogle gange vilde livs tilværelse. Mens han så over på hende og lyttede til hvert et ord hun sagde, kørte hans hænder nærmest på automat pilot, og lavede 2 drinks til dem, så det nogenlunde passede med at da hun var færdig med at snakke, holdt han en lille kunstner pause før han begyndte at svare, som han brugte på at gå hen til hende for at give hende den ene drink, før han satte sig på en stol overfor hende med hans egen. Væsken havde en klar whisky lignende farve, en velduftende aroma og en smagte som en drink ingen bartender kunne finde i deres viden.

"Denne trofaste ven af dig, led den samme skæbne som dig siger du?" sagde han tænksomt og sippede let til sin drink "Jeg har en lidt sær interesse inden for lig nær studering, og her for nogle år siden fandt jeg et lig der var stærkt inpregmanteret med en gammel form for magi, og jeg valgte at tage det med til et af mine fryserum til nærmere studering, men jeg kan ikke rigtig bryde gennem magien, da jeg ikke kan finde ud af hvad det er, og derfor ikke ophøre den! Liget i sig selv er utroligt velbevaret, og uberørt fordi jeg ikke kan få magien fjernet, så måske det kan være din ven? Og hvis han ikke bliver noget særdeles problem for mig, af den ene eller den anden årsag, så har jeg vel ikke noget at fundere over, og selvom du altid kan spørge mig om hjælp, så husk på at han er dit ansvar, så sørg nu for han bliver opdateret med situationen!" hans øjne fæstnede sig på hendes, for at vise hende at han intet ondt mente med dette, men blot ønskede hendes sikkerhed, og at dette gemmested ikke blev opdaget af fremmede.

"Det lyder som ham…"

En snert af noget, der måske lød som ærefrygt, havde sneget sig over Lamias stemme. Hun havde et ord, der brændte i halsen på hende, for at komme ud. For at blive sagt og blive husket. Osiris. Manden var et eksempel på, at Osiris, glemt eller ej, aldrig ville glemme, at hun havde være ham "utro" imod hans ord. Selvom det virkede hende umuligt at dø, så var der heller ikke noget, som hun mindre ønskede. At vende tilbage til det sted, hvor hendes sjæl hvileløst havde befundet sig i tusindvis af år, ude af stand til at få fred, på grund af én ordre. Dust's kolde berøring vandt hende tilbage til virkeligheden. Hendes øjne, der nærmest var blågrønne i øjeblikket, sitrede kort ved den kolde berøring. Hun var skam varm. Hendes kropstemperatur var faktisk designet til at følge klimaet, som et menneskes, men hun havde altid været god til at holde varmen.

"Det overrasker mig, at du, mørker kriger, bekymre dig om guderne… de er her ikke her nu og derfor ikke vigtige. Men jeg glæder mig over din iver."

Hendes øjne vendte ganske langsomt tilbage, til sine normale klare blå, imens temperaturen langsomt lod til at stige i kroppen på Dust. Det glædede hende. Mange nætter havde Lamia altid søgt efter en varm kilde at ligge nær. Varmen mindede hende om livet, imens mørke og kulde havde sendte hende i sammenstød med mange mareridt. Lamia lyttede fascineret til hans ord, og glemte næsten sine egne. Det var ikke til at forstå, hvor umage deres sjæle spandt for hinanden. Dust var et mørk og koldt væsen, men Lamia var overbevist om, at det var derfor han higede sådan efter hendes skænkede lys og liv. Men det gjaldt også modsat. Hun var dybt fascineret. Dust var om end muligt et af de stærkeste væsner, som hun endnu havde mødt. Desuden var han… speciel.

"Jeg kan kun være enig, Dust."

Lamia betragtede Dust, der tilsyneladende lyttede til hende og bearbejdede det i sine tanker. Hun betragtede væskerne flyde rundt, imens deres farver, aromaer og smag blev forenet og dannede noget nyt. Som en fødsel. I starten, da Lamia var vågnet, havde hun af ren vanesag higet efter sin vante vind. Dog havde denne nye verden overrasket hende, kulinarisk og forståelsesmæssigt. Nok havde væsnerne stadigvæk en irriterende trang til at ryge i kødet på hinanden konstant, men deres forståelse omkring flere deler af naturen, havde heldigvis nået at medføre lidt godt at styrke sig på, imens andre rullede rundt i mudderet. Hun tog imod sin drik, og viftede let med glasset under sin spinkle næse, hvor hun lod den fyldige aroma opsnuse. En kort pause, med en lille slurk, blev efterfulgt af en let rysten på hovedet, imens hun kørte tungen let over læben.

"Det gjorde han. Men jeg er bange for, at det lig, som du har medbragt, umuligt kan være ham. Usikkeligt blev hverken jeg eller min følgesven mumificeret… Vi skulle rådne op. Men uanset hvad, så kan han ikke have været her i nærheden. Jeg beklager…"

Lamias øjne fandt hurtigt Dust's. Hendes øjne afspejlede forståelse, og det var tydeligt, at hun var oprigtigt taknemmelig for hans gavmildhed.

"Men du kan svare mig, om han er dig tilladt? Hvis ikke, vil jeg finde ham et andet sted, og blive hos dig. Men giver du ham lov til at blive her, så vil han ikke give problemer."

"Jeg bekymre mig skam ikke om guderne, for jeg har for længst erfaret at den dag jeg dør, har jeg intet at gøre i himlen, og hvis de overhoved vil have mig i helvede, vil underverdenens hersker personligt komme og hente mig, sammen med hans stærkeste soldater, bare for at være sikker på at han kan få mig med derned!" sagde han roligt, og tog en slurk af sin drink samtidig med hende. Hans øjne var som fæstnet på hende, han måtte fokusere da han langsomt var ved at blive blind, hvilket havde været undervejs i flere århundrede, efter han havde trænet sit syn i at se aura og chakra strømme. Og lige nu var det lige præcis det han så på, han kunne se hende i aura form, og alle hendes chakra linjer i hendes krop der fulgte tæt forbi alting, lige som blodåre fuld af ren energi, og set gennem hans øjne var dette som at se en person, mere nøgen end hvis han så hende uden tøj på. Ikke nøgen som i ophidsende, eller frækt nøgen, mere som i at se de detaljer man behøver, for at kunne udregne hvad der foregik i hendes krop, da aura og chakra strømme som regel afslørede ting som angreb, ophidselse, kommende bevægelser og andre vigtige faktore, der kunne forbindes til energi forbrug, og brugen af ens naturlige egenskaber.
Med afmålte skridt der udtrykte tegn på, at en hver lille reaktion var gennemtænkt uden behov for, konstant opmærksomhed fra hans side af, gik Dust hen til sofaen og satte sig ned ved siden af hende. Han lænede sig tilbage i sofaen, lagde det ene ben over det andet, og zippede let til sin drink mens han så på hende over kanten af glasset med et svært læseligt udtryk i øjnene. Hans interesse i hende var langt fra kun rent sexuelt, eller fordi hun var en yderst speciel race, hans interesse i hende lå også i hendes dna, for hvis hun virkelig var blevet berørt af guderne, enten på den ene eller den anden måde, så var hun også blevet indprægmenteret med den eneste magi, der kunne redde ham fra at blive blind, og måske endda gøre så han kunne sove igen, for det var kun gudernes magi der kunne holde hans indre monster i kontrol, hvis han endelig skulle miste bevidstheden eller falde i søvn.

"Du har sikkert ret røde, godt nok er dette lig heller ikke mumificeret, men den statistiske chance for at jeg har fundet din lille ven, er ikke lige just særligt god! Men i det mindste kunne jeg have været heldig, du kunne jo altid tage et kig på liget, bare for at være på den sikre side! Men lad os nu lade det ligge, lige nu er der andre ting at tage sig af, som for eksempel at sørge for, at du bliver ordentligt indlogeret her i dit nuværende nye hjem!" sagde han roligt, og fastholdte hendes blik da hendes øjne mødte hans, med en afspejling af forståelse og hendes udtrykte taknemlighed for hans gavmildhed. Hans egne øjne, der nu igen var slået tilbage til normalt syn, udtrykte en hvis sælsomhed, mens han tænkte lidt over det med hendes lille ven, som hun gerne ville vide om hvorvidt han måtte bo her, eller om hun skulle finde et sted at placere ham. Personligt havde Dust en naturlig territorial sans, en til tider irriterende ting at have på sig, men en ting han måtte leve med da denne territorialitet, var mere eller mindre et gen, der igennem flere årtusinder var kendt for, at have sat dybe rødder i det mandelige køns dybeste indre, det var et gen Dust ikke kunne benægte, og som til hver en tid spillede en rolle, når det galt andre mandlige væsner på hans territorier.

"Hmm så længe din lille ven, ikke bliver mig et problem!" startede han samtidig med at han satte begge fødder på gulvet igen, lænede sig frem mod hende, og strøg hende forførende op af underkæben, med en drilagtige fingerspids, der så vendte om, og fulgte en sti ned langs struben og til sidst stoppede, blot få millimeter fra starten af hendes kavalergang, alt sammen skete uden han et eneste sekund slap hendes blik, og han viste hende den respekt, ikke at fortsætte hans vej nedad, før hun lige som havde givet udtryk for, at det var noget hun var med på, men hvis hun skulle ændre mening, og give udtryk for at det var noget hun ikke længere ville, så ville han stoppe med at ligge op til noget, da han trods hans forbryderiske personlighed stadig var en mand af ære, som ikke udøvede sex med kvinder, der ikke selv ville "Jeg kan vel godt tillade din lille ven, her på mit territorium, så længe han ikke bliver mig en torn i øjet! Trossalt virker du meget troværdig røde, og indtil videre har du vist mig tillid, så jeg tager dig på ordet og siger ja til at han kan bo her, under den forholds regel at han er dit ansvar, indtil jeg finder ud af hvad jeg synes om ham! Men husk nu på kære røde, at jeg kan blive meget dyrisk på mere end en måde, og når det gælder mænd på mit område, så kan jeg godt blive farlig, mens kvinder derimod..." han holdt en lille pause, mens hans øjne fulgte hendes feminine former, i søgen efter tegn på hendes tilladelse til, at han måtte videreføre berøring til næste lvl, før hans øjne igen fandt vej til hendes, mens han fugtede læberne med spidsen af sin tunge "... får en helt anden side af mine dyriske instinkter at se! Især sådan en smuk, og velskabt sphinx som dig, er jo nærmest hypnotiserende for en som mig!"

Længe ville Dust kunne stirre uden at få meget mere end en rolig aura ud af det. Lamia var den kat, der lige havde fundet sin nye radiator, og hun var helt tryg ved at blive liggende der laaaang tid endnu! Hendes skarpe rovdyrblik var som forhekset, og Lamia havde sjælendt følt sig bedraget af hendes øjne. Selvom hun i princippet var mange tusindvis af år, så følte hun ikke alderen, som en tung byrde, men som en slags magtpostion. Med tungespidsen fjernede hun forsigtigt en dråbe af hendes drink, der var gledet ned, på den forkerte side af glasset. Dog, uanset de forhåbninger gjorde sig, så havde Lamia faktisk ikke haft nogen gudelig kontakt siden sin genfødsel. For de første var det bange for, hvad der ville ske, hvis Osiris fik nys om hendes nye gang på jorden, og for det andet, de få gange hun havde forsøgt, havde det været som at tale med en dør. Stilhed.

"Du gør klogt i ikke at frygte guderne, Dust. De vil ikke fange dig før du selv er klar."

Selvom Lamia var overbevist om, at det mumificerede lig, som Dust på en eller anden måde havde fået fingre i, ikke var den person hun søgte, så var hun faktisk oprigtigt interesseret i at få kastet et blik på mumien. Hun kendte ikke mange andre end egypterne, der var kendt for at mumificerer deres lig. Men uanset hvem det var, var personen fortid.

"Og det ville være mig en ære. Det skal lige siges, at bare fordi jeg genkender personen, så betyder det ikke, at jeg har nogen magt her. Medmindre du er en form for summoner?…"

Med ét slog det Lamia, at hun faktisk havde glemt at tjekke op på ham. Havde Dust's den slags kræfter, så ville det kunne ødelægge alting. Hende selv inklusiv. Hvis Dust stadigvæk fokuserede på hendes aura, så ville et skær af uro og mistro have sneget sig over hende. Alligevel fik hans næste handling hendes mixede følelser i gang. Da Dust strøg hende under hagen, var det som om, at et andet skær kort overtog. Hendes øjne gled let i, og et bredt, dovent smil bredte sig. Åh ja… hun elskede hage-nusseri. Hun sukkede og lo næsten.

"Han bliver ikke noget problem. Bare du husker på, at selvom jeg bor her og gerne føjer mig efter dine glæder, nu og da, så er jeg stadigvæk ingen ejendom… Jeg er fri til at gå og gør, som jeg lyster."

Der var ingen spor om, at Dust behøvede at stoppe. Men selvom det måske ikke lige var, hvad han havde forventet, så blev hendes tøj og naturlige menneskehud, på et øjeblik, erstattet med den løveinde krop, som han havde set liggende inde i buret. Hendes mest komfortable form, selvom man mest så hende, som menneskelig. Halen gled dovent hen over sofaen, som et tegn på ro og tilfredshed, imens en dyb rumlen kunne høres nede fra struben af. Hendes spinden var lidt dybere, men ikke til at tage fejl af. Det var længe siden, at nogen havde berørt hende med ømhed frem for råhed. Da hendes øjne atter åbnede sig helt imod Dust, var de ikke længere blå og fjerne, men smaragdgrønne og dybe.

"Og når man taler om dyr, ikke?… Sig mig Dust!"

I en kælen bevægelse snurrede hun sig hurtigt rundt, og lod sin krop dumpe mildt ned over Dust's skød, med fronten op imod ham.

"Fortæl mig, hvordan en mørk kriger som dig, bor så ensomt? Jeg forstår dig på familiedelen, men dit hus burde være spækket med kvinder!"

"For at være ærlig, tror jeg slet ikke der er nogen gud, der er interesseret i mig! Jeg har mødt de mørkeste afkroge af helvede, og selv der blev jeg spyttet ud igen!" sagde han med en tænkende mine, der fortsatte over i det næste emne som var liget, og hendes spørgsmål om hvorvidt han var en summoner, hvilket han godt nok ikke var, men hvorfor skulle det stoppe ham? "Jeg har ikke en summoners evner, men jeg har noget der måske alligevel kan bruges! Som du nok for længst har regnet ud, er jeg meget interesseret i viden, og det er noget jeg har skaffet en masse af! Et af de emner jeg har fundet viden om, er hvordan menneskeheden plejede at bruge påkaldelse, før summoner blev mere kendt, det er godt nok nogle besværlige metoder nogle af dem, men jeg synes det er fascinerende hvordan det lykkedes dem, at påkalde alt fra guder til dæmoner, ved hjælp af specielle objekter og sætninger på latin, eller enokisk! Så måske kan deyt være jeg har fundet noget, som vi kan bruge til at dække dine behov!"

Han lod sig ikke mærke af den kortvarige uro og mistro, der blev indikeret gennem hendes aura og chakra, så man kunne ikke se på ham at han overhoved bemærkede det. Denne form for manglende respons på andres reaktioner, var efterhånden blevet let for ham, især efter den skæbne svanger tid hvor han mistede sine følelser, så nu om dage var der kun en der kunne se lige igennem ham, og det var hans kære lille skytsvæsen, der ved hendes nærvær vækkede hans følelser, og var det væsen der stod ham nærmest. Men set fra hans syns punkt, var der heller ikke nogen grund for hende at være bange for ham, medmindre hun havde tænkt sig at vende sig mod ham. Dust var en af den slags væsner, man hellere ville have med sig end i mod sig, for han havde trossalt levet hele sit liv i hævnens og krigens tegn, og han havde gjort alt hvad han kunne, for at lære taktikker, tilegne sig viden og styrke, og gøre sig selv til en kombination mellem en krigsherre, og et dødbringende våben. Så lige nu kunne Lamia vide sig sikker, så længe Dust troede på hun var mere med ham end imod ham, for så ville han ikke krumme et eneste rødt hår, på hendes kære hoved, men hvis han fik grund til at ændre mening, så var det at hun skulle være bange.

"Åh jeg har for længst erfaret, at væsner som du og jeg, ønsker vores frihed frem for alt, så tag det bare roligt røde! Du har din frihed, og mit ord på det!" sagde han kældent, da han kunne høre og mærke på hende, at hun nød at blive behandlet med ømhed. Da hun som med et blink med øjnene, forvandlede sig til hendes mere komfortable form, smilede han let da han fandt hende yndig i denne løvinde form. Han spidsede øre da hun begyndte at tale, og fulgte hende med øjnene da hun lagde sig på ryggen over hans skød, og hun fik skam lov til at tale færdig, lige som hun fik et svar på hendes spørgsmål, men ikke før Dust var begyndt at kæle hende. Han strøg hende blidt under hagen med en finger, som fortsatte ned af hendes hals i blide strøg, en finger blev til en hånd, der kærligt strøg ned mellem hendes bryster, og videre ned til hendes mave.

"Åh ja, det evige spørgsmål om hvorfor den mægtige mørke kriger, ikke har et fint udvalg, af smukke kvinder til at stille hans sexuele tørst!" sagde han med en mystisk fortællers stemme, mens han blidt strøg hendes mave skind, med en ømhed som kun de mest sjældne væsner, fik lov at mærke fra ham "Jeg har da tænkt på det af og til, jeg kan jo ikke fornægte dette dyriske instinkt, der hungre efter en kvindes varme hud mod min, de blide lyde fra hendes røde læber, når hun mærker mig trænge op i hende, for ikke at glemme den herlige følelse, når hun har tilfredsstillet mig til fulde!" han holdt en lille kunstnerisk pause, mens hans hånd nærmede sig hendes underliv, fulgte den slanke mave så han kunne mærke hendes bløde pels mod hans håndflade, indtil hans blide hånd havde strøget hendes ene bryst, på vej op til hendes hals igen, hvor han kildede hende tirrende under halsen, før han blidt strøg hendes kind og hår "Men så er jeg kommet til at tænke på, at hvis jeg skulle have et sted, hvor disse kære kvinder skulle opholde sig, ville jeg med vilje skabe mig et mønster, i form af et sted jeg ville komme ofte, for at få tilfredsstillet mine sexual drifter, og på et eller andet tidspunkt ville nogen dukke op der, og skade mine kære kvinder, og det ville blot give mig mere blod på hænderne end hvad godt er! Så derfor har jeg valgt at leve ensomt! Jeg har masser af steder at komme, men ingen kvinde der venter, med en kølig drink og et varmt skød når jeg har brug for det! Det ville selvfølgelig være rart, men manglen derpå gør jo også, at når jeg så møder en smuk kvinde, der gerne vil lave lidt frækheder, så er det bare så meget mere tilfredsstillende!" han stoppede ikke med at kæle for Lamia, hans hånd var både nysgerrig og studerende, og man kunne mærke på ham at det var nyt for ham at kæle for en sphinx, nyt såvel som spændene, og han var nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det her ville ende. Hans hånd havde nu fundet vej tilbage til hendes mave, hvor han nød at mærke hendes varme og bløde pels, mod hans blidt nussede hånd.

De blå øjne hvilede på Dust med en nyfødt interesse. Spyttet ud af Helvede? Enten var denne mørke kriger stærkere end Lamia nogensinde kunne drømme sig til, eller så besad han nogle tricks, som hun afsindigt gerne ville aflure eller have fingre i… hvad end det krævede hende, så ville hun gøre alt for ikke at blive straffet for sine synder - igen.

"Fortæl mig, Dust… hvordan kan det være? Måske ønskede de bare, at du skulle fortsætte det "gode" arbejde eller så er der noget andet, som du ikke fortæller?"

Lamia nikkede derimod ivrigt til hans næste ord. Uanset hvor meget eller hvad Dust ønskede at lære hende, så ville hun slubre det i sig. Lamia begærede viden utroligt højt. Hun var altid ude for at udvide sine horisonter, da hun følte det som en tung byrde at vide, at hun havde misset flere tusinder års historie, som hun kunne have set med sine egne øjne. Dog var der få ting, som Lamia ikke huskede særlig godt fra sit tidligere liv. Bl.a. sin egen alder dengang. Hun huskede ikke, om hendes krop havde været nær så magisk, som nu, og at udødeligheden hun bar nu, måske var en uventet gave. Den var i hvert noget, som hun ikke havde tænkt sig at slippe. Alligevel gav Dusts ord hende også en smule ro i sindet. Han var ikke fuldbyrdet summoner, og dermed var hun i sikkerhed.

"Jeg ved, at der blev brugt noget særligt til at bringe mig tilbage. Mon ikke, at det er afsporet derfra? Ligesom med latin, der har udviklet sig gennem tiden, i andre sprog, så har magiens traditioner og tricks også formet sig."

Et katteagtig smil dukkede op, som Lamia hørte sin frihed blev erklæret. Som hun foretrak det, så kunne hun nu komme og gå, som det passede hende. Men det samme passede formentlig også til Dust. Eftersom, at den mørke kriger, havde befundet sig på markedet denne morgen, så var han nok også en sjæl der foretrak at kunne bevæge sig. Lamia strakte straks sin hals, så snart hun mærkede en finger under hagen. Et absolut ømt på hendes krop var dér! Hendes øjne gled let i, men et lille grin sneg sig alligevel frem fra hendes krop, da det ironiske svar dukkede op. Alligevel fulgte hendes hjerne mest af alt bevægelsen af den kølige hånd, der ganske langsomt gled ned over hendes bløde krop.

"Du er en vis sjæl… men selv den stærkeste kriger vil en dag opleve vanviddet komme krybende, ved synet af alle de kvindekroppe, som han ej må røre… og ej kan forvente. Det ligger i naturen, Dust. Din krop ved hvad den skal og den ved hvad den vil. Det gælder for både dæmoner, mennesker og mange andre væsner. Nogle mere end andre endda."

De grønne øjne åbnede sig til fulde igen. En tanke, af gammel vane, sneg sig igennem hendes sind. Fristet over, hvordan hendes fløjte ville være i stand til at give Dust sit drømmescenarie, fik halen sneget sig over tasken, hvori fløjten befandt sig… indtil Lamia mindede sig selv om, at vanviddet ikke altid kom krybende af sig selv. Hvis hun forsøgte at trænge ind i Dust hovede, kunne det meget muligt give bagslag og ende rigtig grimt for begge parter.

"Er du så ikke bange for at have mig boende, mørke kriger?"

Drillende toner. Lamia var da også en kvinde, ikke sandt?

"Faktisk er helvede ikke glad for, at jeg er halvt engel, og efter lucifer selv kaldte mig den nye en mands leviatan, viste han mig hvor udgangen var, og sagde at de aldrig ville lukke ham derind igen! Så jeg høre hverken til i himlen eller helvede, og jeg gætter på at purgatory nok også er udelukket!" sagde han tænkende, mens hans en hånd nussede hende på maven, og den anden fandt vej til hendes hals og hage, da han havde lagt mærke til, at hun virkelig nød det når han nussede hende der. Han var ret lærenem og observant, hvilket gjorde at hver gang han foreksempel rørte hende, og hun udviste enten nydelse eller ubehag, så registrerede han det og huskede det til senere, hvis han skulle få brug for den viden på et andet tidspunkt.

"Du har skam fuldstændig ret, på mine rejser gennem tiden har jeg kunnet se, at mange ting har udviklet sig gennem tiden, såsom sprog og brugen af forskellige magiske ting! Nu om dage går de fleste ud fra, at påkaldelser kun er muligt, hvis man er en summoner, men egentlig set er summoner evnen blot en forbedring, af hvad man gjorde engang i fortiden!" et roligt smil, gengældte hendes katte agtige smil, mens hans øjne mødte hendes da hun åbnede dem igen. Hans hånd gled ned af hendes ben, og i et kort sekund slap den hende, da han bevægede hånden mod hendes hale, som han med blid behandling, flyttede væk fra hendes taske igen, som om han vidste at hun havde noget i den taske, der ikke ville være særligt godt for mindst en af dem. Noget af hans sand, flyttede tasken over på bordet, mens Dust blidt strøg sin hånd gennem hendes hår, videre ned af hendes kind og tilbage under hendes hage "Nu ikke lave ballade, vi hygger os jo lige så godt!" han kendte selvfølgelig ikke hendes evne til fulde, men han havde hørt rygter om, at Lamia kunne gøre mystiske ting, når hun spillede på en fløjte som hun besad, og da han havde registreret at hendes hale, bevægede sig mod tasken, troede han for en kort stund at hun ville gøre noget imod ham, med denne fløjte.

"Jamen hvorfor skulle jeg være bange for dig, min smukke lille sphinx? Du befinder dig på et uopdaget gemmested, der tilhøre mig, og hvis jeg ikke husker forkert, så er du en ret stærk lille dame, så hvem skulle dog kunne skade dig?" spurgte han i samme drillende tone som hende. Med blide hænder flyttede han hende lidt, så han kunne ligge sig henover hende, mens hun stadig lå på ryggen, og nu havde benene på hver side af ham. Han lagde sin kind mod hendes, så hans mund var lige ud for hendes øre "Du har jo allerede overvundet mig, med dine forføreske evner, så hvorfor skulle jeg være nervøs for dig, min yndige lille sphinx?" hviskede han forførende, før han blidt slikkede hende op af halsen, mens det var ret svært at undgå at mærke på ham, at han havde lyst til hende. Hans øjne mødte hendes, mens han nappede lidt i hendes underlæbe, og holdt sig tæt ind til hendes varme krop.

"Det må være en… ensom sag! Et ensomt liv. At være unik og speciel er som oftest et hårdt liv, men mange gange, så er det det værd. Men at vide, at man aldrig kan få fred og aldrig kommer til at passe ind nogen steder… det må være hårdt, for selv en kriger, som dig, Dust."

Lamia strakte glædeligt nakken en anelse længere bagom, så halsen derved blev mere blottet, da Dust lod til at have opfanget hendes nydende signaler. Selvfølgelig var der en risiko ved at blotte halsen for en fremmede, da Dust, trods alt, var det for hende. Hun kendte hans navn, lidt om hans ry og en minimal del af hans historie. Men han var stadigvæk et fremmede væsen, som potentielt kunne gøre skade på hende, selvom det ikke virkede som det han ønskede sig. Alligevel kunne Lamia ikke dy sig for at pirre lidt med hendes spørgsmål. Normalt havde hun kraften og lysten til at gå ind og rode rundt i folks hoveder, så de blev helt forvirrede og kaotiske, men Dust var lidt skridtet videre for hende, og derfor var det sjovt bare at prikke lidt til ham, engang i mellem, med et par spørgsmål, selvom han nu lod til at tage det meget roligt.

"Det giver god mening. Ofte, som ting opstår, er de mest kraftfulde, første gang og ved deres oprindelse. Genbrug og slid, samt en hel masse nedarvning har gjort, at magien svækkes, og ført dem længere væk fra deres oprindelige kilde. Mødte man en oprindelige summoner i dag ville personen være i stand til… en masse."

Hun kunne ikke dy sig igen for at grue kort. Eftersom det var hende muligt at vende tilbage til livet, selv uden den store kendskab til magi, så burde visse langt-levende væsner eller ekstremt magtfulde væsner være i stand til at lave samme nummer. Det betød for hendes vedkommende, at hun aldrig måtte undevurdere en summoner, hvis hun da var så uheldig at støde på en. En anelse overrasket trak hendes pupiller sig sammen og fulgte tasken, som ud af hendes øjenkrog blev flyttet med noget sand, som Lamia formodede stammede fra Dust. Hendes første blik, der vendte sig mod ham var anklagende. Tasken betød en del for hende, men da han så fortalte sin grund, blødte hun op til et overdrevet sukkersødt blik, hvorefter hun himlede drillende med øjnene.

"Åh, mørke kriger, dit navn siger alt! Du elsker jo ballade!"

Selvom Dust formentlig var godt klædt på, så var hans kølige krop stadigvæk nok til at sende en kuldegysning igennem den store løvindekrop. Det var længe siden, at hun havde mærket en, som tog dominansen over hende. Ikke fordi at Dust direkte dominerede hende, men det var tydeligt, at hans savn for kvindeligt selskab tillod hans dominans at træde i karakter.

"Mon ikke, at det er mine andre gener, som træder i karakter? Løver er stærke og kvinder er stædige. Sammen giver det en blanding, som kun du er tosset nok til at rode dig rundt med."

Lamia lo igen, men lod atter sin hals strække med en dyb, tilfreds rumlen, da hun mærkede tungen der langsomt gled op af halsen på hende. Hendes bagben, der stadigvæk var i løveform, lod deres kløer glide ned og fæstne sig i Dust's bukser, imens halen dovent viftede rundt for en, som et tegn på ophidselse men også fordi hun var legesyg.

"Du siger jeg er farlig… Er det her så klogt?"

Hendes ansigt vendte sig nu fuldt mod Dust. Det glatte røde hår lå spredt ud under hende, imens hendes blege hud og grønne øjne stod i kontrast. Generelt lignede hun en porcelænsdukke i ansigtet, og nedefter et alt for stort plysdyr. Hendes hænder hvilede imod Dust's brystkasse, hvor de udforskede hans magre brystkasse.

"Jeg bekymre mig ikke så meget, om den slags underlige problemer, og jeg har et eller andet sted, heller ikke rigtig lyst til det, for når det kommer til stykket er det vel bare en mulighed for, at jeg kommer til at betræde denne jord for evigt, når nu der ikke er nogen andre steder jeg kan tage hen!" sagde han roligt, mens han så frem for sig, med et tænkende blik i de følelsesforladte øjne "Og ensomheden er vel til at håndtere, man vender sig til den i længden, når man lever med den som ens bedste ven, i mere end et årtusind! Og det hjælper da også engang imellem, når man får ensomheden på afstand, med hjælpen fra en sød lille dame, og hendes varme hjerte!" med et smil på læben, strøg han en hånd gennem hendes hår, mens hans blik fandt en dyb vej ind i hendes øjne.

"Selvfølgelig elsker jeg ballade, jeg har jo ikke lavet andet i hele mit liv, så når jeg møder ballade, i form af en yndig kvinde som dig, er det da kun naturligt at jeg har lyst, til at komme ind på livet af dig!" sagde han frækt, og kyssede hende op af kavalergangen til han nåede hendes hals, hvor han endnu engang blidt slikkede hende op af halsen og hagen. Han fjernede sin trøje som et blink med øjnene, ved at forvandle den til sand, som svævede væk, blev til en trøje igen og landede på en stolryg, hvilket gjorde at man nu kunne se hans overkrop, der afslørede en livshistorie af kampe og smerter, igennem de ar der dækkede hele hans krop. Nogle ar var milde, i form af små knivstik eller skud huller, mens andre var mere voldsomme såsom dem op af hans rygsøjle, der forestillede perfekt lavede små huller, med en diameter på cirka 3 cm og placeret med et par cm i mellemrum.

"Selvfølgelig er det da din stædighed og styrke, der tiltrækker mig, hvad skulle det ellers være?" spurgte han drillende, og smilede af hende "Det kan umuligt havde noget af gøre med, at du er en yderst sjælden race, og at du er knald rødhåret, for de 2 ting plejer jeg da at kunne stå for!" i en let bevægelse, vendte han rundt på dem så han lå nederst og hun nu lå øverst. På den måde kunne hans hænder følge hendes løvinde kropsform, hele vejen fra hendes skulderblade, ned af hendes ryg så han kunne mærke hendes bløde pels mellem hans fingre, og helt ned til hendes mås, som han parkerede sine hænder på, mens han virkede til at nyde, at have en smuk kvindes selskab, og hendes varme krop mod hans kølige hud "Nej det her er overhoved ikke klogt, men tror du det har afholdt mig fra at gøre noget før? Jeg har gjort masser af mindre kloge ting før, og det her vil jeg rigtig gerne, for jeg tror at jeg vil kunne lide det!" i blide strøg, nussede han hende ned af måsen og hendes lår, mens hun havde frit spil til at tage dominansen. Hun måtte allerede nu have mærket, at hvis hun ikke tog dominansen af deres lille leg nu, så ville han helt klart tage den, og bestemme hvordan deres kommende knald skulle foregå.

Lamias øjne veg ikke en tomme, da Dust fæstnede sig ved hendes blik. I en form som denne, så var hendes tankegang nemmere at rode rundt med. Hun havde ikke altid 100% styr på sig selv, og det skete også, nu og da, at hendes mere dyriske og mørke side tog over. Og det var ikke altid specielt kinky. I hvert fald så var hun ikke den, som ville fjerne blikket først, medmindre hun fysisk ønskede at fjerne sig.

"Du skal huske, mørke kriger. De kvinder, som du opsøger, eller omvendt, bliver jo aldrig ved så længe som du… Og selv den stærkeste kriger bliver skrøbelig som glas, hvis de mørke tanker først sætter sig fast. Det kræver bare…" Lamia satte en negl blidt imod Dust's pande "… at man ved, hvordan man piller lidt de rigtige steder."

Et dovent smil voksede hos hende, og lod de kattelignende hjørnetænder træde frem, dog opmærksom på, hvor Dust nu havde sine hænder.

"Jeg tror nu ikke, at du kommer tættere…"

Lamia kunne ikke dy sig, og brummede irriteret, da hun "tabte" øjenkontakten for at tage et kig ned af den slidte krop, som var over hende. Ingen ældes med ynde. Udødelighed kan sagtens være en grim ting. Der røg en dæmper på smilet, selvom Dust nu fik hende til at le med sine atter smigrende ord.

"Rødhårede? Har I da ikke mange af dem tilbage?"

Et drillende øjenbryn blev skudt i vejret, og hun rullede flittigt med rundt. Løvenkroppen strakte sig dovent i følgeskab med hænderne, der gled henover hendes bløde bagparti. Hendes hænder, der blev brugt mere, som en slags forpoter i denne form kørte kurrende henover sofaen, med neglene let i.

"Men du burde vide, mørke kriger lover of the redheads, at vi er værre end alle andre!"

Hun lo igen, og stødte pludselig imod sofaen, og sprang let og elegant henover kroppen på Dust. Man forventede nok i rimelig stort bump, da hun landede, men det eneste, som Dust ville kunne hører var, hvordan poterne forsvandt dybere ind i hulen med en blød latter.

//Sorry! Jeg var viiiirkelig i tvivl, om jeg skulle lade hende, men Lamia er faktisk ikke 100% stabil i hovedet, så hun har en tendens til random actions XD jeg aner ikke helt, hvordan hulen er, så jeg formoder hun bare er rendt ind i soveværelset :P//