i.. remember.. a little ( Dust )

tidspunkt: klokken 17:21.

omgivelser: sten, sten, sand, sand og mere sand, og ja, flere sten, enkelte nomader med stor længde imellem dog.

våben: sin M8x4, Glock 25 og sin black steel kamp dolk.

tøj: sin brune militær uniform med SCU High Tech udstyr i og en elefant hue med huller til øjnene og finger løse læderhandsker, forude sit panser i form af en let skud sikker vest, ben skinner og arm skinner.

Kuuma havde for anden gang formåedet at stikke af fra Nikita, ikke at han ikke holdt af og være i nærheden af hende, dog ville han gerne selv prøve og jage denne gang, han holdt af og jage med Nikita, og sidde sammen om natten og spise med hende, snakke roligt og alt den slags, dog var han nu på jagt efter denne Dust han havde hørt om, han havde ikke spurgt Nikita selv om hun nok kunne fornemme hvor han var, da han af en underlig grund vidste hvor han var hele tiden, ikke at det generede ham, så blev han da ikke væk, han sneg sig dog stille op af en bakke, da han havde fået at vide at denne Dust var igang med og lede efter noget, noget han altid ledte efter, hvad vidste han ikke, og det generede ham ikke, hvis han kunne ramme hovedet ved første skud, så ville denne Dust under alle omstændigheder dø, håbedet han, da han havde hørt nogle underlige rygter om denne person, selv om det stadig ikke generede ham, han lå dog og ventede, imens han spiste en MRE, Meal Ready to Eat, og drak en tår vand, han vidste ikke hvor længe han skulle vente, 5 minutter, 1 time, 5 timer, dog hvis Dust kom, ville han skjule sig med sit SCU High Tech udstyr, da gjorde ham stort set usynlig, da duft blev fjernet, ånde forsvandt, og han blev lydløs nok til og kunne imponere en umbra mester, og takke være lidt secret shit, kunne han'a Aura eller ikke ses, han var som et spøgelse, døden's håndlanger, han ventede dog roligt, tålmodigt, som han var trænet til.

// undskyld længden :3

Dust kunne godt lide, at vandre rundt i dette tomrum af et landskab, der udgjorde begyndelsen af dead mans Wonderland, han foretrak selvfølgelig selve området mest men begyndelsen, havde den samme truende følelse af tomhed og død, som selve området var stærkt mærket af, denne tomhed var ret meget lig den han selv indeholdte. En let vind strøg gennem hans løse sorte tøj, og fik hans long coat til at blafre lidt, vinden flyttede også lidt på hans hår, så det var nemmere at se det hvide stof bind, der altid havde dækket hans pande i mellemstadie, der kun en gang var blevet set og der var der ingen der havde set, hvad det var han gemte bag dette stykke stof. Han bar som altid hans engle daggert og dæmon daggert, der var hans arve stykker fra hans mor og far, samt hans skyggedæmon daggert der havde tilhørt den første, samt Hiramekarei som han havde fundet sammen med Kuuma engang, og Samehada hans trofaste følgesvend af et sværd, som han havde haft gennem lang tid.

Mens han gik der i sine egne tanker, var der noget der berørte hans opmærksomhed, han havde nemlig lært en del siden sidst, Kuuma og Dust havde mødt hinanden, blandt andet kunne han nu se med sine fødder igennem jorden, ved at hver gang noget ramte jorden, udsendte det en slags svag lyd bølge lignende cirkel ud fra det punkt, og det samme galdt når han tog et skridt, og jo længere ud fra Dust den kom jo mere kunne hans indre blik, se hvad der var i hans omgivelser. Det der så berørte hans opmærksomhed, var at han kom tæt nok på Kuuma til, at han befandt sig lige i udkanten af hans radius, så da Dust tog et skridt og bølgen ramte Kuuma stoppede han op, han drejede hovedet mod Kuuma, og smilede et tomt og skærende smil, der indikerede at Dust vidste han var der.

// sorry sent svar.. stres, så gav min karakter en ingame straf lol o_o

Kuuma havde fået forskelige intel om denne dust, noget var løgn som han havde fundet ud af lyn hurtigt takke være sin medfødte fornemmelse og instinkt for løgn, han vidste at denne havde lidt forskelige ting som han skulle være varsom med, dog havde han selv sine egne hemmelige kort i ærmet, han vidste dog ikke om det kom til kamp, han skulle bare bruge pengene, håbedet da det gik godt, dog takke være han's skarpe syn ved sine nye sanser fra Nikita's halve hjerte, kunne han skimpe detajlerne ved denne Dust, dog var han lidt usikker på denne jagt, en indre ukendt fornemmelse sagde ham at denne jagt ville ende galt, som fik ham til og tøve da han havde Dust i kornet på sin M8x1 kamp riffel.

Kuuma så stille på fyren som han fulgte i sit sigte korn, et zoom 16x4, som gjorde han ville kunne ramme en modstander på ufattelig stor afstand, selv om det ikke just var en snigskytte riffel, dog ringede en alarm klokke i han's baghoved om at noget var galt, som fik ham til og se sig omkring, med sine gule ulve øjne med det røde drage skær i dem, han's sanser skreg dog alarm, som fik smerten i brystet ved hjertet til og skrige op da han fik et anfald og alt blev sort, så kun den tomme mørke smerte var tilbage, og for Dust's sanser hvis han kunne fornemme Kuuma, så ville Kuuma's smerte sanser være faretruende høje nærmest selv skrigende af smerte, dog lå han bare og krampedet med hver en muskel spændt og ventede på han's indre ro skulle vinde over smerten, så han kunne genvinde kontrol over sit krop når anfaldet var stoppet.

Dust'es pupiller trak sig sammen, til en lille kugle midt i øjet, da han mærkede en sær og meget svag forbindelse, til den halvdel af Kuumas hjerte der tilhørte Nikita, han genkendte den forbindelse som den, han havde til hans kære skytsvæsen, og selvom han vidste at hun var i live, anså han det stadig som farligt at nogen bar en del af hendes hjerte. Derfor trak han Hiramekarei, og begyndte ufortrødent at gå hen mod Kuuma, som om han ikke så nogen særlig trussel i ham, men så stoppede han op igen, da Kuuma fik et krampe anfald, hvilket forårsagede en masse små bølger i jorden, der nåede hen til Dust hurtigt efter hinanden.

Hurtigt gik Dust hen til Kuuma og så på ham, mens han lå der i et krampe anfald. Han satte Hiramekarei på plads på ryggen, før Dust lukkede hænderne sådan at lange finger og pegefinger, strittede frem på begge hænder, han brugte disse fingre til at ramme nogle bestemte punkter på Kuuma, som ville tvinge hans krop til at stoppe med at gå i spænd, så Kuumas krop slappede mere af under resten af anfaldet. Dust trådte et par skridt tilbage, lagde armene over kors og så på Kuuma, mens han ventede på at Kuuma kom til sig selv igen. Dust tændte en cigar imens, tog et par hvæs og pustede den velduftende cigar røg ud.

Kuuma vidste ikke at han's hjerte ville lave uro igen, dog burde han have forventet det, dog kom det heller ikke bag på ham da smerten greb ham så han ikke engang kunne hyle af smerte, hele han's krop, hver en muskel, var låst i en lille krampe stilling sammen krøbet på jorden i store smerter, han's tanker faldt på Nikita og han's hjerne skreg på hjælp efter hende på grund af smerten imens han's rystede og krampedet, dog mærkede han en slags svag varme om sig, da noget fik han's krop til og slappe mere af, og han ventede stille i sit sind til det var over.

Han åbnede stille øjnene som var fulde af tårer, ikke fordi han var bange, men simpelt fordi han havde fået et anfald til.. da var stille sorg i de gule øjne med det røde drage skær i dem, dog så han først op på Dust da han lagde mærke til ham og prøvede at springe op, men en muskel i han's ben fik ham til og knække sammen, med en lav klynken, han så dog op på Dust og trak sin Black Steel Combat knife, da han var usikkerp å Dust's hensigter, han havde dog med det samme lagt mærke til Dust's stilling, cigaren, lugten af cigaren, det hele, dog var han ikke desto mindre usikker, han huskede dog noget svagt som fik ham til og tage sig til hovedet af smerte fordi han's minder pressede på men de kom ikke frem i lyset, han sagde dog stille.
''Dust.. jeg.. husker... dig lidt... du er.. ven..''
han tog sig til hovedet da smerten ved disse ord fik det til og dunke, han sænkedet sin Black Steel Combat Knife og satte den i hylster for at tage sig til hovedet, han sagde stille.
''undskyld jeg jagtede dig.. brug for penge, overleve.. ohhh gud mit hoved!''
det var tydeligt at smerten i Kuuma's hoved var stærk imens han krøb sammen på ny med hovedet mellem benene i hoved smerter ved de ukendte minder.

Dust så ind i Kuumas øjne, da han så op på ham og det røde drage skær, forsikrede Dust om at Kuuma var i besiddelse, af noget af Nikitas hjerte, men han kunne ikke være bekymret over det endnu, Nikitas og Dust'es liv var forbundet i et stærkt bånd, og selvom det ikke galt når Dust døde, så var det sådan at hvis Nikita døde var der en meget stor chance for, at Dust ville dø sammen med hende. Så selvom Kuuma havde halvdelen af Nikitas hjerte, kunne hun hverken være død eller døende af det, for ellers havde han i allerhøjeste grad mærket det, lige med det samme.
"Tag det roligt store fyr, et krampe anfald efterfulgt af mine punkt slag, kan være meget svækkede for kroppen, selvom mine punkt slag får kroppen til at slappe af under anfald, så er de originalt lavet til kamp!" sagde han roligt, og stampede i jorden med den ene fod, så sandet bag Kuuma dannede en ergonomisk liggestol, hvor ryggen var hævet "Her lad mig hjælpe dig op, jeg kender nogle akupunkttur punkter, så du hurtigt kan komme på benene igen!" han gik ned i knæ, for at tage Kuumas arm over sine skuldre, så Kuuma kunne støtte sig til Dust og komme op i lægge stolen.

"Prøv ikke at anstrenge dig så meget, hvad end der foregår i dit hoved, ser det ud til at skabe mere smerte for dig, end hvad godt er for dig!" sagde han roligt, mens han hjalp Kuuma. Efter at have fået Kuuma op på læggestolen, lavede han nogle akupunktur nåle af hærdet sand, og så på ham "Vi kan alle have brug for penge, for at overleve i denne verden, det er ikke lige just en nem tid vi lever i!"

Kuuma mødte Dust's øjne og det var tydeligt de var forvirrede forude at han havde smerte, han forstod ikke sammenhæng, tid eller sted lige der, som fik ham til og brumme irriterede af smerterne og billederne i sit hoved da prøvede at finde ro så han kunne tænke, han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, dog lyttede han til Dust og nikkede roligt, sagde stille.
''jeg kan ikke lide de krampe anfald, ret upraktiske i længden, men tak for støtten, hmm tja det ville være effektivt i kamp''
han smilede bag masken og hostede lidt, mest fordi han måtte have hevet sand ind igennem masken, han vendte dog blikket imod stolen, for at se op på Dust da hjalp ham op og han prøvede selv at komme op ved Dust's hjælp, dog var han stadig øm i hele kroppen, han kom dog op til sidst og lagde sig helt stille, han så dog på Dust da han snakkede og han svarede stille.
''det ikke så meget et valg jeg kan, alt jeg kan er og fortrænge det, og vente på det går over når mit hoved vil gøre som jeg vil''
Kuuma lå fuld kommen stille, han lød stille og rolig, og ikke som sit tidligere jeg da ville være gået fuld kommen amok og havde bombet det meste af området, han lå dog bare og så ud til og stole på Dust, selv om han's våben var inde for rækkevidde, men det var mest en vane han havde, ikke imod Dust, men man vidste aldrig, Kuuma nikkede dog og han sagde roligt.
''efter hvad jeg ved, så levede jeg et hårdt og kriminelt liv inden jeg.. hmm.. døde.. oggg.. kom tilbage, jeg prøver og leve ærligt ved og jagte banditter for dusører, plyndre dem og hvad jeg kan, men maden er tit ubruglig og pengene er ikke altid gode.. jeg hørte om dig og huskede dig ikke, kun dusøren som kunne holde mig ved mad i nogle uger, og Nikita, selv om hun tog på en anden dusør for at finde penge også''
han så op på himlen med et roligt blik da smerten i hovedet så ud til og være fortrængt, han så dog stille på Dust og sagde stille.
''jeg var væk i et år, og er en anden, tror du jeg er en bedre end jeg var før? eller tror du jeg bliver som mit gamle jeg?, ved du hvor Violet er? min datter Ellie? jeg husker ikke helt flere.. husker Diana lidt.. dig og.. Medusa''
da han sagde Medusa lød han lettere vred, ikke at han foragtede eller ville have hævn, men hun havde trods alt dræbt ham og det var ikke en nem død, han sukkede dog stille og sagde lavt.
''o, store ulv, Fenris, jeg savner din favn og varme hule, trygheden ved den evige jagt mark, jeg beder dig lukke mig ind igen, når tiden er inde''
han lavede nogle runer foran sig, det var tydeligt han var kommet til valhal da han var død, og han faktisk troedet på det han lige havde sagt og gjort, dog så han på Dust igen og smilede venligt.
''sku lige have den bøn ud, men Dust, hvad gør vi nu?''
de gule øjne med det røde skær så nervøst op på Dust, ikke bange for Dust, men da var så meget han ville vide, han ikke huskede, forstod, han var næsten på bar bund, han var en god hjertet sjæl nu, venlig, kærlig, omsorg's fuld, sit gamle jeg, før galskaben stod på, dog så han's øjne ud til og registre langt mere og omkring han's sind lå der nærmest en jern hård skal af rå vilje da ville nægte at lade ondskaben i denne verden korrupte han's sind igen, han smilede dog venligt til Dust og sagde roligt.
''jeg husker ikke en skid.. næsten.. alt er tomt.. smerte fulde mørke minder jeg ikke husker, men til tider mærker, her inde''
han prikkede sig på sin skud sikre vest, over sit hjerte.
''men jeg føler mig.. god, varm hjertet, jeg føler at jeg kan udrette gode ting.. uden kriminelle handlinger, eller sindsyg galskab.. men ved gode forretning's forbindelser, mand's tal og våben i gode hensigter.. bare lidt godt, i denne verden''
hvis man kendte den gamle Kuuma, som Dust gjorde, så ville den nye Kuuma lyde fuld kommen wannabe agtig, dog lød det til at han var ærlig omkring sine ord, han mente da han sagde han ville prøve og gøre denne verden til et bedre sted, dog så Kuuma op på Dust om han ville lyve omkring noget af det han havde spurgt, for en af ulemperne ved at have sig selv nu, var at ingen ku lyve for ham, han ville altid vide hvis nogen løj for ham, ikke fortalte sandheden eller andet, han ville altid vide det, ikke at han troedet at Dust ville lyve for ham, men han var bare fuld af smerte over at visse ting han ikke ville vide, fik han at vide, fordi folk løj, så han vidste det dog ikke, men han vidste altid når folk løj, og det var både en gave, og en forbandelse, han lukkede dog øjnene for at lukke af for tankerne da han's hjerne kørte med 180 i timen over alt det han ikke vidste, han var på bar bund, fuld kommen blank.

"Det kan være jeg kan hjælpe dig lidt, hvad angår det med krampe anfaldene, din krop må være i ubalance, efter din genopståelse og du har fået den ene halvdel af Nikitas hjerte, så måske det vil hjælpe på din situation, hvis jeg lære dig nogle teknikker der kan skabe mere balance i dit indre!" sagde han tænkende, mens han tilpassede akupunktur nålene således, at han kunne snige dem ind under Kuumas tøj, så han ikke behøvede at afklæde Kuuma "Jeg er ikke sikker på om det vil virke, men som det står nu kan du jo ikke tabe noget ved at prøve, så hvad siger du til at prøve det af? Jeg har et sted lige her i nærheden, hvor jeg kan lære dig teknikkerne i fred hvis du vil, så du kan bruge dem for dig selv for fremtiden!" akupunktur nålene svævede ind under Kuumas armor og tøj, og placerede sig på taktiske steder, der burde hjælpe hans krops selv healing med at arbejde mere effektivt.

"Jeg ved ikke om du er bedre end du var før, men jeg ved tilgængelige at det er noget du selv vælger! Ens liv defineres ud fra de valg man vælger i livet, og hvis du virkelig gerne vil være god, så er det vel bare det du skal gå efter! Dit gamle liv kan lægge bag dig, hvis bare det er det du sætter dig for!" sagde han roligt, og rettede sig op mens han ventede på, at akupunkturen skulle virke på ham "Og hvad angår Violet og Ellie, så kender jeg en der sikkert kan finde dem uden problemer, og du har vist allerede mødt ham efter du kom tilbage! Nagato ham den nu tidligere lampeånd, han er blevet til en seerske nu, og forøvrigt accepterede han engang at blive Ellies gudfar, så mon ikke han ved hvor både Ellie og Violet, befinder sig henne i denne verden?" Dust virkede som altid vel bevidst om, hvad der foregik ude i denne verden, men hans viden om denne verden var som reel indbefattet af specifikke ting, han kendte nogle stykker der gav ham informationer, som han så kunne bruge på den ene eller den anden måde. Han lod sig ikke mærke af, at Kuuma bad en bøn til den tro han troede på, det gjorde han som sådan aldrig, han lod andre væsner tro på hvad end de ville tro på, og brokkede sig ikke over det.
"Hvad vi gør nu er vel helt op til dig, mit tilbud står stadig hvad angår at lære dig at få mere indre ro, men derudover har jeg mine egne ting at tage mig til herude!" sagde han roligt, og begyndte at fjerne nålene da de gerne skulle have gjort deres ting "Før vi stødte på hinanden, var jeg på vej til en lejre her i nærheden, hvis der er nogen i den lejre der bære noget værdig på sit hoved, kan du jo tage dem med dig og score pengene!"

Kuuma så stille på Dust, da han sagde at han kunne hjælpe ham lidt, og det ville være en stor tak, han nikkede dog for at bekræfte Dust's ord, om at han havde det halve af Nikita's hjerte, han nikkede dog igen, dog så han lidt nervøs ud ved nålene selv om han intet sagde, Kuuma så dog på Dust igen og det var tydeligt han prøvede og huske et eller andet, han sagde dog roligt imens han begyndte og rode sin slide backpack igennem efter noget.
''hmm.. kan vi nok godt prøve, tror jeg nok, er lidt usikker på dupperne for tiden, hvis du forstår hehe''
Kuuma mærkede nålene men ikke på en ubehalig måde, dog sukkede han da han slappede mere af, dog fandt en lap papir frem som havde ligget til ham i over 10 måneder, fra Violet, han åbnede det, og så ud til og knibe øjnene sammen, for nærmest at fryse af chok, han så ud til og være black outet i 10 sekunder, før tårene begyndte langsomt at løse ned af han's kinder, han havde ikke smerter, takke være Dust, men han så ud til og knuge brevet ind til sig imens tårene begyndte og få frit løb, imens han's ansigt blev fra forvirrede og glemsom, til fortabt og sorgfyldt, da han havde læst om sin Mage's død, som fik ham til og falde på knæ fra stolen for at mumle noget imens han snøftedet, og det var tydeligt nu at han ikke var så rolig som han lod sig til, han lod sorgen over sin glemte fortid presse på, sorgen over tabet af sin klan, sin familie, sine venner, nu sin Mage, han gråd over ikke at vide hvad fanden han sku stille op, og han sad bare på knæ, fuld kommen lukket inde i sin egen verden.

Kuuma hørte ikke helt efter da han var gået i en slags chok tilstand, han nikkede dog svagt da han hørte brod stykker af Dust's ord til ham, deres samtale havde taget en underlig drejning, men han kunne ikke mere, han var træt, havde først åbnet sit brev fra sin Mage nu, i håb om at det sku være gode nyheder til det kom til det, dog havde han mistet hende, hun var død, og han krøllede sig let sammen som en groft mishandlet hund, uden og tage hensyn til noget, fordi han var træt af aldrig at kunne huske, han måtte være ynkelig kom en lille tanke, dog var han ligeglad, han havde mistet sin Mage, sit liv, han var ingenting, han var fuld kommen blank, og han lå i denne stilling uden at røre sig, for at græde al sin frustationer ud, sin sorg, sin vrede, han nikkede dog enkelt over at de kunne tage over til en Lejer, og han prøvede at sige noget, men han's ord blev druknet i lav gråd imens han lagde armene om sit hoved for at dække sig til, for at græde videre lidt endnu, da han havde brug for en pause kort.

efter at have grådt i yderliger 5 minutter, stoppede han og rejste sig op for at tørre sine øjne, da var fyldt med dyb sorg, han trak sin maske ned og sagde med en lav stemme.
''er klar nu, tror jeg.. har brug for at arbejde, få tankerne på andre ting''
han prøvede at smile bag masken så man burde ku se det i han's øjne men det var lige så ægte som han's glæde lige nu, da var ingen spor af vrede eller galskab, kun en dyb bundløs sorg og forvirring, han stod dog klar og ventede på at Dust sku føre an, med sin M8x1 i hænderne, han havde gemt brevet i sin lomme ved brystet ved sit hjerte, og det var tydeligt, på den måde han foldede det sammen med, at han ville beskytte det med sit eget liv, lige så vel som Ellie nu, han så dog på Dust kort og så der efter ned for ikke at Dust sku se sorgen og den mentale smerte i han's øjne.

Dust nikkede roligt, da Kuuma svarede ja tak til hans forslag, og skulle lige til at sige noget, da han tog papiret frem og lod til at blive påvirket af hvad han læste. At dømme ud fra Kuumas reaktion på brevet, tænkte Dust at det nok var bedst at lade Kuuma give det frit løb, så Dust blev blot stående med sin cigar i mundvigen, mens Kuuma begyndte at græde og gøre hvad end han nu følte for. Imens han stod og ventede, forlod et par røgskyer hans mund, og Dust tænkte at det bedste han kunne gøre for at hjælpe Kuuma, udover at hjælpe ham med at finde mere indre ro, var som tidligere nævnt at videresende ham til nogle af hans bekendte, der kunne hjælpe ham med hans situation, Nagato kunne trossalt hjælpe ham med at finde Ellie, Diana kunne måske hjælpe ham med hukommelsen, og han huskede at Phoenix havde fortalt ham at wolf clan var kommet i problemer, efter at Diana havde forladt klanen og Kuuma var forsvundet, så måske det kunne hjælpe Kuuma at sørge for, at de 2 mødte hinanden igen. Da Kuuma kom på benene igen, og så ud til at have det lidt bedre igen, nikkede Dust med hovedet som tegn på at han skulle følge med, mens han begyndte at gå i den retning han før havde gået, før han havde registreret Kuumas tilstedeværelse.

"Her spis det her, det kan måske hjælpe lidt på humøret!" sagde han roligt mens han gik ved siden af Kuuma, og rakte ham en plade chokolade, det ville forøge hans krops produktion af endorfiner, der var et stof som både kunne lindre fysisk smerte, og forøge følelsen af glæde "Når vi er færdige i lejren, og har tjekket om der er nogen som er noget værd, kan vi opbevare ligende i mit deadmans Wonderland kølerum, derefter kan vi begynder på den træning jeg foreslog, i mit tilstødende under jords område! Og hvis det kan lokke så kan vi jo lave noget mad, så vi kan få noget i skrudten hvis altså du er sulten!" han så på Kuuma for at høre hans svar på, hvad han mente om den plan. Der var ikke lige just vildt langt til lejren, som Dust var på vej imod, det eneste der var et lille problem for de fleste var bare, at hele lejren var med sand camouflage og det samme galt væsnerne i den, så den kunne være svær at se for de fleste.