[Uafsluttet] De udstødte kreature(Valetta og Haku)

Tid: tidligt morgen
Sted: En lille by i Canada ved grænsen til Amerika
Omgivelser: stille
Vejr: koldt

Det var ret tidligt om morgen, så tidligt at man kun lige kunne skæmte solen på vej op, i den fjerne horizont hvilket var et smukt syn. En vampyr ved navn Haku, bevægede sig gennem en lille by i Canada på vej mod grænsen til Amerika, da han gerne ville hjem. Han vidste ikke rigtig hvordan han var havnet i Canada, men det var bare en ud af mange gange hvor Haku var vågnet op et sted, uden at ane hvordan pokker han var kommet dertil. Nu ville Haku bare hjem til hans hemmelige gemmested, hjem til alle de mekaniske dimser han elskede at pille fra hinanden, studere indmaden på, samle igen eller lave til nye sjove og spøjse ting. Vampyren Haku var en meget kreativ engineer, og han var vild med at være det, hvilket han havde været hele sit liv.imens han gik ned af gaden, slikkede Haku sig i mundvigen da der stadig sad lidt blod, fra det sidste offer han havde sat tænderne i.

Imens Haku gik i sine egne tanker, lagde han dog ikke mærke til at solen blev mere og mere dominerende på himlen, og i det sekund den første solstråle ramte ham, stivnede Haku fuldstændig som var han kommet i en dyb trance, aktiveret af solens første stråle. Haku stod bom stille i lidt tid, før noget mærkværdigt begyndte at ske for pludselig begyndte hans tøj at opføre sig som om, det hele var levende. Hans korn gule smukke hår blev lilla, mens hans hvidlige flotte rejsekappe blev til en long coat, hvilket afslørede at han gik med 2 katanaer der blev til en uformelig masse, som bevægede sig ud på hver af hans arme og blev til et par lidt spøjse våben. Det løse hvidlige tøj han bar under det der nu var en long coat blev også sort, mens et par læder agtige vinger voksede ud af hans ryg, og hans vampyr tænder blev til dæmon tænder i stedet. Hvis man havde observeret ham under hans forvandling og kunne sanse aura, ville man ikke kunne undgå at mærke at hans aura gik fra vampyr aura, til sjæledæmon aura lige som hans fysiske fremtoning. Haku havde godt nok den samme krops form og det samme ansigt, men alt andet var som fuldstændig forandret ved ham.

Haku blinkede sig ud af sin trance, og så sig undrende omkring som om han ikke vidste, hvad det lige var der foregik omkring ham.
"Det var da godt nok mærkeligt, jeg gik i gennem denne by på vej mod Canadas hovedstad, og lige før var det da hovedstaden jeg var i!" Sagde han undrende "Nå ja fuck that shit, jeg fik ordnet det jeg skulle så jeg kan vel lige så godt tage hjem, nu jeg ikke er så langt fra Amerika/Canada grænsen!" Haku begyndte at gå i den retning vampyr siden af ham havde været på vej i, mens der ingen undren var i hans ansigt over hvordan han var endt her, da det var sket flere gange i hans liv. Haku glædet sig bare til at komme hjem og slappe af, måske spise en sjæl på vejen som en lille godte til den søde tand, for af en eller anden underlig grund følte han sig ikke lige just sulten.

Alt var så stille, så dødkedelig stille for Valetta. Ja byen var selvfølgelig i live, men der var intet interessant her, absolut intet. Ingengang de små blade bevægede sig for vinden, da selv vinden var dødstille. Et suk gled igennem pigebarnets læber, mens hun krammede sine egne ben med hovedet hvilende på knæet og de meget slidte og hullede bukser, som faktisk var for store for dette lille 12 år gammel barn.
Den store tykke men også meget slidte og hullede hættetrøje gav kun lige knap nok varme til den spinkel og lidt for tynde krop i denne kolde luft.
Selvom dagen knap nok var vågen og solen var først lige ved at åbne sit store lysende øje på verden, så havde dette pigebarn været vågen i flere timer i jagten på mad og ly, sammen med hendes søster. En barnehånd gled omkring en sten, hvor den hurtigt faldt i en bue igennem luften med den kræft, som kedsomheden i pigebarnet havde ført til. De grønne og grå øjne så med stor utilfredshed på sine omgivelser, det var alt, alt for kedeligt for hende.
Men hun vidste, at hendes søster havde ikke bedt hende strengt om at blive her uden grund. Og selvom Micha havde været væk i over en time, så var Valetta van til, at hende søster gik alene uden hende for at finde mad til dem, og for at understrege Valettas tanker, så rumlede hendes mave utilfreds.
"Bare der var noget at lave her!"
Endnu en kold sten røg igennem luften og ramte jorden lidt længere væk, hvor solstrålerne endelig tittede frem og ca 300 meter fra hende, skete der den personlige forandring hos Haku.
De små barnehænder gled ned i hendes taske og gennemrodede den for at se, om der var noget interessant at lege med. Men tasken af deres personlige ejendele var næsten lige så tom, som hendes egen mave.
"Bare der skete noget interessant her"
Sagde hun højt og utilfreds og før hendes sjæletvillingesøster kunne fornemme Valettas utilfredshed, som nu gav energi til noget, som næsten ingen forstod, så bredte dette ønske sig i Valettas sjæl, som formede sig til noget, som nogen ville kalde for ren magi. Øjnene på det lille pigebarn blev høj lilla, hvor lilla lysrøg gled rundt om hendes hænder.
Valetta var et helt almindeligt menneskebarn, eller sådan lignede hun i hvert fald og føltes også sådan normalt, men når hun brugte sin evne uden tit at vide det, så blev det noget åbnet i hende, hvilket gav hendes sjæl og aura en ekstra glød af noget ultra ekstraordinær, hvilket i de fleste tilfælde gav anledning til rettet opmærksomhed imod hende for sjæle og aura følende væsner.

Gæst carried out 4 launched of one 100 :

58 , 93 , 71 , 69

//magien og hvad der sker kommer i næste emne//

Haku var lige begyndt at gå frem af, da adrigatet på hans venstre arm vibrerede svagt, som en respons på en svag lydbølge der kom ikke så langt fra ham. Han stoppede med det samme han mærkede vibrationen, løftede adrigatet op foran ansigtet og betragtede det, med en tænkende mine i ansigtet, da han stod og analyserede vibrationen. Han havde en vane med at tale højlydt med sig selv, en vane han havde tilegnet sig efter krigen sluttede, da han der var vant til at have en microphon i det ene øre dengang.
"Det var da spøjst, den vibration var ikke høj nok til at være et skrig, og ikke lavt nok til at mit våben ikke registrerede det!" Sagde han tænkende "Det må betyde at nogen råbte, og hvis jeg tager højde for lydens hastighed, dens sænkelse over afstand, det faktum at jeg er omkring midten af en lille by med en mindre statistisk befolkning, den gennemsnitlige evne for et levende væsen til at råbe, det faktum at det var mit venstre våben der vibrerede lige omkring min overarm, og at vinden står stille gætter jeg på, at årsagen til dette råb må være inden for 300 meters afstand til mig, i den retning der!"
Haku så direkte i retning af Valetta, og begyndt at bevæge sig mod hende. Da han nåede en gyde, hoppede han mellem væggene op til hustagende, hvor han nemmere kunne bevæge sig i en lige linje, mens han talte den afstand han bevægede sig. Han stoppede da han talte præcis 295 meter, og stod nu på kanten af et hustag for at kunne se direkte ned i en gyde, hvor et lidt underligt syn mødte hans øjne.
En lille pige sikkert ikke engang teenager, iført for stort og slidt tøj hvilket kunne tyde på at hun var hjemløs, stod nedde i denne gyde med underligt lilla røg lignende halløj rundt om hænderne. Haku betragtede denne lille pige, mens hendes evne udfoldede sig, og selvom Haku ikke var typen der var særligt trænet i at sanse energi og aura, kunne han dog tydeligt mærke hendes nu hvor han var så tæt på hende. Det overraskede ham faktisk at hendes evne gav sådan et pludseligt udslag, og var et ellet andet sted glad for at hendes evne ikke skabte lydfrekvenser, for så ville hans våben gå helt grassat, da de lige nu var indstillet til lydopfattelse og vibrationer af så stor kaliber, ville få hans chakra til at give udslag for at holde det ude af hans krop.

//Super undskyld for forsinkelsen!!! terminer og andet krævede min opmærksomhed! jeg skal nok love, at det skal nok komme til at blive bedre hihi:D Når håber, at det er værd at vente på//

Mange væsner og videnskabsmænd har sågar studeret hende, og har ikke fundet kilden eller meningen til hendes evne. Men noget gjorde den og desværre for enhver observatører, så var den rets så randomly. Selv Valetta var ikke mentalt klar over denne evne, hendes barnlige sind så bare hendes evne som virkelig, at de ting hun ønskede for kom bare, og det var pga af sin fantasi at de dukkede op, og måske var det også der, hvor hendes kilde til hendes magi lå i. Ingen vidste det og heller ingen kommer nok til det, men i hvert fald magiens tilfældighederne havde heldigvis denne gang virket.
Det tykke lilla røg bredte sig og gik lige pludselig ned i jorden og begyndte at forme sig til tilfældighedernes valg af styrke, og det skulle vise sig, at dette ville ikke blive en let sag, langt fra. Dog havde tilfældighederne nok været gode for hende nu, da magien, som var røget under jorden bevægede sig på gaden lige ved siden af hendes gyde.
Rystelser i jorden, som nok ville få Haku's våben til at blive påvirket, startede først med at være små, men hurtigt eskalerede det til noget stort. Gaden ved siden af begyndte at blive flækket halvt over, hvor det store nykommet dyb gled igennem den bygning, hvor Haku stod på, og begyndte at skille den fra hinanden, som en pizzaslicer og en pizza.
Skrig og råb var der på den ramte gade, hvor andre folk, som havde bemærket rystelserne, begyndte straks at komme pga deres nysgerrige drifter, som drev dem til dette nu interessante sted. Lilla lys omgav stadigvæk Valetta og hendes øjne lyste stadigvæk op, hvor hun sad helt stille med armene udstrakt til siderne. I Valettas bevidsthed var hun helt væk i sin magiske trance, og hvor den først gav slip, da det næste skete.
Ingen ville rationelt kunne forgår denne episode, som straks fulgte efter det ca 30 meter lange rift i jorden. Men ud fra dybet kom der lige pludselig væsner, dyr og monster i alle slags former. Flere af dem kravlede op selv, mens flere blev bare spyttet ud fra det store hul og langede et eller andet random sted.
Med et stort bump landede en meget stor og massiv Giga(kig på hunderacer), som var selv større end et almindeligt hus, og taget begyndte da også at brase sammen under den store grønne flere tons vægt fra det store hundelignende væsen, som ellers levede i en verden mange 1000 kilometer væk fra Muernia. Heldigvis kunne Haku prise sig lykkelig for, at dette var et flereetagershus, så den kunne klare, at dette store ca 12 meter høje hundelignende abnorme dyr havde faldet igennem, og begyndte nu at brøle nede i bunden af bygningen, mens de giftige dampe begyndte at stige op fra hullet af dens frygtindgyende gab.
Men den var langt fra det ene væsen, en crawler(se under menneskelignende væsner) havde kravlet sig op på taget, der hvor Haku var, mens gaden nede på jorden begyndte at blive fyldt med væsner. Crawleren stod der på gaden med sine store bekloede hænder, og hvor de ekstra arme svingende omkring. Noget, som måske hans lydfølsomhed ville føle, hvis det måske ikke var for alt den larm, som der nu skete pga dette kaos var, at der var en speciel frekvens af vibrationer, hvor en lysende kugle begyndte at danne sig i en af dens ekstra arme, som kunne når som helst blive kastet hen på ham med sin dødelige elektricitets energi.

Valetta vågnede op fra sin trance uden at være klar over, at hun havde været inde i den. Men svimmelheden overrumlede hende, da ca 69% af alt hendes energi var drænet. Hendes lille spinkel krop faldt næsten kladask ned på jorden, mens hun hev efter vejret.
Et væsen, som var blevet kastet lidt længere væk end de fleste var landet på sammen gyde, som hos Valetta. En meget slank Diu(se under hundevæsner) var ved at komme på benene efter dens flyvetur. Den var så meget i panik og i beredningsskab over, at den var lige pludselig endt her, at den så den liggende barneskikkelse som en trussel. Dens tynde og hurtige krop begyndte at bevæge sig fremad med en knurren imod hende, mens Valetta blev opmærksom på dens tilstedeværelse. Hendes trætte krop rejste sig op, hvor hun så med et skrig skreg panikslagen imod dette væsen, som gjorde sig klar til at æde hende. Selvom den ikke var det stærkeste væsen, så var en lille pige ingen match for den.

Det første der ramte Hakus opmærksomhed, var da jorden begyndte at sprække ikke så voldsomt langt fra dem, da lyden fik hans våben til at vibrere hvilket tog til, da sprækken flækkede jorden fuldstændig. Haku fjernede sit blik fra den lille pige, for først at se på hans arme som han løftede, da vibrationerne tog til efterhånden som Valettas evne udspillede sig, den tiltrædende sprække tvang ham endda til, at hoppe til side hen på en ene side, af den pludselige deling af bygning han stod på, så han nu stod på den ene halvdel af bygningen.
Hans opmærksomhed blev derefter rettet mod det næste der skete, for pludselig spyttede sprækken en række af forskellige væsner ud, som Haku i den grad ikke mente hørte til de samme områder beboelses mæssigt, og i flere tilfælde var det væsner der slet ikke boede i dette område han befandt sig i, lige nu. Hans våben begyndte at opfange flere lyde, efterhånden som væsnerne dukkede op, hvilket fik dem til at vibrere på forskellige måder, men med et opfangede de en helt bestemt lyd der fik dem til at vibrere ensformigt, og at dømme ud fra Haku kunne han også høre den, for han tog sig til ørerne mens han så i retning af crawleren der formede et angreb.
Men han havde ikke lang tid til at stå og glo på denne crawler, for pludselig spyttede revnen en kæmpe hunde lignende tingest ud, som landede på samme bygning som ham og tvang Haku til at løbe frem, og hoppe hen på den næste bygning der lå på den anden side af den gyde, som Valetta befandt sig i. Lige efter kom en elektrisk kugle flyvende mod ham, som han prøvede at undvige, men den nåede at passere så tæt forbi hans hoved at den svitsede lidt af hans hår, og fik hans øre til at hyle, som hvis han havde tinitus.

Haku greb sig per refleks til begge ører, selvom det kun var hans venstre der hylede, mens han prøvede at genvinde hans normale hørelse igen. Det lykkedes omtrent lige før han opfangede lyden, af nogen der hev efter vejret, han drejede sig mod gyden og så mod lyden og opdagede at Valetta så ud til at være kommet til sig selv igen, men ikke lige just var uden for fare, for en anden hunde lignende tingest landede ikke langt fra hende, og så ikke lige just ud til at være helt sig selv, efter denne underlige oplevelse den lige havde haft. Dyret begyndte i panik og beredskab at angribe Valetta, og det betød at han måtte reagere hurtigt, så Haku spredte straks sine læderagtige vinger og fløj direkte mod Valetta, i et forsøg på at redde hende fra dette dyr, der måske ikke var så stærkt, men så ud til at være for meget for den afkræftede lille pige.
Haku nåede lige hen foran Valetta da hun begyndte at skrige, og holdt sin højre arm foran hendes mund, så hendes skrig blev sendt direkte ind i hans våben, der begyndte at vibrere voldsomt. Hvis man kunne mærke andres energi og hvordan den blev brugt, ville man kunne mærke hvordan han fokuserede energi i sin højre arm, da han holdt lyden i gang i hans våben, og modulerede den til en stærkere frekvens. På få sekunder havde han forstærket hendes skrig til en hyle tone, og i det sekund hunden ufortrødent hoppede mod ham, rettede han armen frem og udsendte lyden med en voldsom kræft, så den gik fremad.
Lyden hylede voldsomt mod hunden, der faldt sammen foran ham og hylede af smerte ved lyden af den høje frekvens, der bankede mod dens følsomme ører.

Andre hunde der også var kommet op af sprækken, begyndte også at hyle ved lyden af denne tone, selv den store der begyndte at trække sig tilbage, væk fra Haku og hans lyd Da lyden efterhånden slap op, vendte Haku sig hurtigt mod Valetta, greb om hende og baskede hårdt med vingerne, så de lettede i et aggressivt tempo da han var nået til den konklusion, at de måtte væk herfra og det kunne ikke gå for langsomt.

//undskyld for ventetiden//

Pigebarnet blev noget overrasket, da hendes skrig ikke nåede særligt langt, da en hånd kom for hendes mund. Selvom det normalt ville virke ultra truende imod en pige, at nogen på den måde holdte hånden over hendes mund. Så var der ingen der hverken greb frem i hende og holdte hende fast, så hendes store grønne øjne gloede med en barnlig nysgerrighed på denne mand, som kunne virke rets så skræmmende.
Men med hendes barnlighed og barnets uskyldige syn på hverken, så når hun intet truende fandt ved ham, så så hun ikke ham som et skræmmen eller ondt væsen, selvom mange nok ville se en dæmon med store vinger væren skræmmende.
Men hurtigt faldt hende øjne på de vibrationer, som hun kunne føle, og især blev hendes øjne virkelig store, da en stor hyletone skræmte den store hund i hendes øjne væk, mens den peb højlydt.
Mange andre væsner end bare hundevæsner og crawler havde dukkede op, men heldigvis havde Haku's præstention fået skræmt de fleste væsner til, at de hellere ville angribe de folk, som prøvede at forsvare pigen. Før pigen rigtig nåede at gøre noget, så mærkede hun den stærke arm omkring sin krop, og mærkede, hvordan jorden forsvandt under sine fødder.
"WWwwoooooaawww, hvordan gjorde du lige det der og se, vi flyver
Sagde hun med den største barnlige lyksalighed. Hvor hun kiggede med en stor nysgerrighed ned på jorden, hvor sprækken var blevet større og hvor man kunne se hele kampen mellem indbyggerne og de væsner, som prøvede desperat at komme væk eller gik til angreb på enhver trussel. Men så var der noget, som dukkede op i barnets hjerne, som var meget vigtigere end hendes barnlige tanker.
"Vi må finde min kat! Hun er et sted dernede
Sagde hun med en stor bekymring i sin stemme, mens hendes blanke øjne kiggede bedende op på dæmonen, som fløj med hende.

Et eller andet sted, kunne Haku ikke lade vær med at smile af hendes barnlige ord, da han med hende under armen lettede fra jorden og fløj gennem luften. Men selvfølgelig forsvandt det smil hurtigt igen, ikke alene ved synet af hvad der skete ved byen under dem, som lige nu var gået i total kaos, i og med at sprækken havde spyttet flere væsner ud, var blevet større og væsnerne som den spyttede ud angreb sine omgivelser, nu hvor de ikke længere var i deres naturlige element, og reagerede på deres egen måde på hele denne situation de var havnet i, men også fordi den lille pige han lige havde reddet nu lød bekymret, da hun sagde de måtte finde hendes kat, som var et eller andet sted nede i det kaos, de fløj hen over.
Hakus hjerne arbejdede på højtryk, for på den ene side var de nu i sikkerhed så længe de holdt sig på afstand af kaosset, men på den anden side ville han føle at han havde fejlet hvis han ikke prøvede at redde hendes kat, selvom det ville bringe dem direkte tilbage i farezonen. Til sidst efter omkring 2 minutters tænken, kom han til den konklusion at han måtte redde hendes kat, så han dykkede direkte ned mod et hus der stadig stod, og landede på husets tag hvor han satte Valetta fra sig. Her var der endnu ikke nogen væsner fra sprækken, der var kommet op for at angribe så indtil videre var de i sikkerhed.
"Hvis din kat kunne høre dig kalde på den, ville den så komme til os?" spurgte han roligt mens han løftede sin højre arm, og klargjorde våbnet således at pigen kunne kalde på katten ned i den, og han kunne udstøde kaldet i en forstærket udgave.
"For hvis den kan så kald på den, af dine lungers fulde kraft!" sagde han da han var klar, og holdt adrigatet foran hendes ansigt.

//Jeg undskylder også for ventetiden, har haft problemer med computeren så den skulle til reperation

Turen blev kortere end Valetta havde håbet, og faktisk blev hun lettere skuffet over at mærke jordens overflade under sine sko, fordi det havde været så sjovt at flyve.
Men da hun så hørte hans stemme, blev hun igen opmærksom på, hvorfor de egenligt havde landet.
"jamen, jeg har allerede kaldt på min kat mange gange"
Sagde hun mens hun med sin lille hånd prøvede at skubbe våbnet væk, selvom det ville være sjovt at prøve, hvordan det ville lyde, hvis hun kaldte på katten.
Med sin lille hånd pegede hun på hendes tinding og sagde så med et stort barnligt grin.
"jeg kan nemlig tale med hende med mit hoved"
For enhver anden ville det nok virke rablende sindssyg, som kun en barns fantasi kunne nå uden at man ville tænke, at vedkommende rent faktisk var sindssyg.
Men det var uden løgn, for de to sjælesøskende, som santuines, havde den tætte kontakt, at de kunne bare sende en enkel tanke.
En dyb knurren gjorde nok opmærksom på sin tilstedeværelse, da den store Giga var kommet ud af den store bygning, og hvor blod dryppede fra dens gab og de få skudsår, som end havde haft kraft nok til at bore sig igennem hundens tykke hud. Dens giftige grønne ånde var kun en lille afstand fra at ramme dem, mens dens store krop løftede sig i takt med dens massive lunger trak luften ind og ud. Den var godt udmattet, men den var langt fra helt svag, og den var bare mere pissed off end den nogensinde havde været i dens liv.
Valetta stirrede med store øjne på den store hund, og hvor hendes krop havde låst sig som et stift bræt, faktisk kunne Haku sådan set bare tage hende under armen som et bræt, da skrækken tvang hendes krop til at gå i stå. De store børneøjne blinkede ingen gang og tårer trillede ned af hendes kinder af angsten, som drog igennem hendes krop.

Da hun skubbede til hans våben, og fortalte ham at hun havde kontaktet sin kat med sindet, fjernede han armen fra hende igen, og prøvede at være åben sindet omkring det hun fortalte, da det kunne lyde fuldstændigt sindssygt for en som ham der ikke kendte til santuine racen, da han ikke havde oplevet denne race i kamp, og derfor ikke havde fundet nogen grund til at studere disse nærmere.
"Så brug din evne til at finde ud af om din lille ven, har tænkt sig at dukke op snart for jeg kan ikke holde skansen mod alle de væsner, vi muligvis kommer til at blive angrebet af!" sagde han roligt mens han så sig omkring.
Der gik ikke lang tid, fra han havde sagt dette til denne Giga hund kom rendene, og Haku så op på den med fastsatte øjne. Han var nød til at få den ned med nakken, og gerne hurtigt. Med et kort blik på Valetta gik det op for ham at hun var stivnet, så hun var stiv som et bræt, og det kunne i den grad blive et problem hvis han kæmpede mod hunden, for hun ville ikke være istand til at komme af vejen.
"Hmm tager man højde for hundens høre evne, samt ikke at forglemme dens lugtesans.... Hundes aggresions niveau når de er i denne slags situationer... Styrker, fordele og ulemper...!" Mumlede Haku for sig selv, mens hans tanker strøg gennem hans hoved for at finde ud af hvad pokker han skulle gøre.
I det øjeblik han havde lagt sin plan, ændrede Hakus ansigt sig markant. Hans blik blev stålfast, og hans ansigt matchede hans fokuserede øjne, da han slog sine våben sammen og stilte sig med let spredte ben, bøjede knæ og armene i en V form.
"Lyd 100 procent, trykbølge 100 procent!" mumlede han for sig selv, lige før lyden han nu havde samlet i sine våben, blev udløst med en voldsom kræft så det gav et ryk i hunden, og lyden hamrede mod dens høre trommer. Haku udnyttede det korte sekund, hvor hunden ikke kunne stå helt ordentligt på grund af angrebet, til at løbe frem mod den, hoppe op og give hunden et ordentligt slag i hovedet, for at få den hylet mere ud før han vendte sig mod Valetta igen.
Han løb hen til hende, greb hende og tog hende under armen, før han fortsatte sin flugt. Han brugte sine vinger til at forbedre sin hoppe styrke, når han hoppede fra tag til tag.
"Kom til dig selv lille ven, vi er nød til at finde din kat hurtigt!" sagde han til hende, mens han fortsatte med at løbe "Kan du ikke mærke, hvor den er henne eller sådan noget lignende?"

Selvom pigestemmen havde kaldt og kaldt i sit sind, så var der ingen, som havde hørt de hendes kalden, og det skulle vise sig af at være af gode grunde. Micha, den langt klogere og voksen tvillingsøster til Valetta, havde for længst igennem Valettas sind fundet ud af, at hun var sammen med en sjæledæmon. Micha ville ikke tage chancen med at afsløre, hvad Valetta var og hendes egen tilstedeværelse, da hvis det var en dygtig sjæledæmon, så ville han kunne finde kontakten og spore Micha. Så det var langt bedre at satse på, at dæmonen ville tage Valetta for at være et barn og ikke være det værdifulde væsen, som hun egenlig var.

De kæmpe store barneøjne så bare på hele scenariet foran hende uden næsten at trække vejret, da hendes lungemuskler var næsten gået i de sammen angstkramper som resten af hendes krop.
Den store lydbølge ramte den store hund som skreg op i et underligt hyl af smerte og frustrationer, og mens dens ører bankede af smerte og hele verden kørte rundt i hovedet på den, da vandet inde i dens øre, som styrede dens balance var fuldstændigt fucked op.
Slaget kunne den dog næsten ikke mærke, da den havde en tyk pandeskal og dens smerter i dens øre fjernede alle andre signaler fra andre smerter i dens krop. Dens store krop satte i et løb lige ud, men heldigvis nåede Haku akkurat at flyve væk, da den bare trompeteret sanseløst i en retning.

Da Valetta mærkede den stærke og beskyttende arm omkring sig, så begyndte hun endelig at bløde op og så livligt omkring sig. Øjnene kneb sammen af koncentration, hvor Valetta virkelig gjorde alt for at lokalisere hvor Micha var henne. Men der var intet af finde. En stor mur mødte hende, så hun vidste dog, at Micha var i live, men ikke hvor hun var.
De klare tåre gled ud af øjnene på hende, da det var første gang hun nogensinde havde oplevet at Micha havde totalt ignoreret hende, men før de nåede meget længere ud, så hørte hun en velkendt stemme i sit sind for få milisekunder. "Jeg henter dig bare rolig
Hvis Haku var meget opmærksom med sine sjælesans, så ville han nok et øjeblik kunne mærke en anden sjæl, men det var så hurtigt, at han nok ikke ville tage notits af det eller ville være overhovedet sikker på, at det var rigtig, som han havde haft følt.
Valetta smilte og grinte barnligt for sig selv, mens hun så jorden under sig. Så vendte hun sig op imod haku.
"Alt er fint. Alt er fantastisk hihi

Det varede kun et kort sekund, ja nærmest et millisekund, men Haku var sikker på at han mærkede det, i samme øjeblik som det skete. Da Micha kontaktede Valetta føltes det for Haku som om, en sjæl fuldstændig ubeskyttet og ren passerede direkte under næsen på ham, hen til Valetta og tilbage igen. Denne følelse fik ham til at stoppe midt i luften, for at se sig omkring i hans søgen på en forklaring på dette spøjse fænomen, hvilket han kun gjorde i omkring 4 til 6 sekunder indtil Valetta sagde, at alt var i orden. Han havde ikke lige just tid, til at hænge midt i luften og tænke over hvad der lige var sket, for det kunne ende med at de blev angrebet af et dyr, eller måske endda pløkket ned fra himlen, så Haku skyndte sig at flyve videre, for at få denne lille pige i sikkerhed.

Haku fløj så hurtigt som hans vinger kunne få ham frem, mens han holdt Valetta ind til sig, så han ikke tabte hende nu hvor han fløj gennem luften som en pil. Efter omkring 10-15 minutters tid, hvor han havde tænkt meget over hvad der var sket, da han sansede denne sjæl, landede han et forholdsvis sikkert sted på et hustag, og satte sig udmattet ned efter at have sat Valetta fra sig. Han betragtede hende tænkende, da han ikke kunne undgå at tænke på, hvor hurtigt hun havde skiftet mening, og at det skete lige efter, han havde sanset den sjæl passere under næsen på ham.

"Kunne du forklare mig noget, som har undret mig meget, siden du sagde at alt alt var i orden?" spurgte han roligt og gav hende et tænkende blik "Hvordan kan det være, at lige før du sagde alt var i orden, der var det som om en sjæl, fløj lige ind under næsen på mig, hen til dig og væk igen i den retning den kom fra?" man kunne virkelig høre på ham, at dette undrede ham ret så meget.