Having faith (Brian)

Dato: 21 Maj
Dag: Lørdag
Tid: 5.06
Sted: I Blackwood
Omgivelser: Fyldt med træer og klipper

Det er tidligt morgen i Blackwood. Dyr og insekter er først ved at vågne op nu. En flok hjorte går og græsser inde i en lysning. Deres kid render rundt og leger med hinanden. En enkel solsort er tidligt ude på jagt efter føde. Solens første stråler leger med bladene og kaster skygger. En af de ældre hjorte fnyser og straks er alle overvågne. De springer forskrækket væk da en person kommer spurtede forbi dem.

Eithan spæner gennem skoven. Han kan hører koblet bag sig. Et kobbel af vareulve. Han har forlængst mistet sin jakke og taske. Hans sko hamrer mod skovbunden. En hurtig bevægelse ud til højre side får ham til at svinge mod venstre. Der lyder et hyl af raseri. "Prøv igen." gisper han stille. Han har nu løbet i flere timer. Han har overvejet at bruge sine vinger, men det er for tæt til at han kan lette. Han snubler over en sten og brækker sin ene ankel. "Crap!" råber han og skynder sig op. Hvis bare der var et sted hvor han kunne gemme sig. Han ser sig febrilsk om. Et hyl lyder bag ham og han snurrer rundt og stiller iøsig i forsvarsstilling.

følge: alle sine brødre, 14 stk, varulve.

tøj: tunge skind støvler af hjorte skind, pels bukser så de ikke er for varme men ikke fryser lavet af bjørn, skind veste lavet af forskelige dyr, og så en skind hætte og et tørklæde for ansigtet ( har de alle på, dog i forskelige farver så de kan gå i et med skoven ).

våben: sort elver jagt buer, et pile kogger, og diverse knive til jagt, og så stump våben i form af køller eller stave.

Brian havde været vågen i nogle timer nu, og var stået op, havde spist morgenmad bestående af frisk gede mælk, og bær, nødder, lidt grønt og noget hjorte kød, han havde hilst på de andre som tog tøj på og kom ud af deres huler eller træ huse, bevæbnet med ting de havde byttet sig til hos sort elverne, eller lært og lave selv, fået hjælp til af sort elverne, og han tykkede på et blad som han havde fået af blodheksene, fordi han havde haft ondt i kæben efter et slag i træningen med sine brødre, han tog tog sit pilekogger over skulderen, greb sin sorte træ bue, hvilket var et stærkt våben imod de fleste modstandere, han var ikke glad for dræb, men nogen gange var det naturen's gang, han satte sin dolk i bæltet, og bevægede sig afsted, da en af han's brødre kom over og forklarede da var indtrængene i deres territorium, og han kom med et lille hyl, han's brødre gjorde sig hurtigt klar og de løb afsted i rask tempo, som kun hos varulve blev set, og løb afsted.

de storm løb, sprang let over træ stubber, sten, små åer, dog nærmest lydløst, imens de bad en bøn til skov ånden, Aurora, og de løb videre, imens de løb, tog de deres buer frem eller stave, dem med buer trak en bil op af koggeret, 24 pile i hvert kogger, og som en gammel sort elver ranger havde lært dem, at sande bueskytter bar 2 dosis liv i deres kogger, altså 24 liv, 1 pil 1 liv, og det havde de taget til sig, selv om de stadig var ret ringe og ikke bedre end 13 årige sort elvere til og skyde med bue og pil endnu, men øvelse gjorde mester.
de stoppede op og spredte sig lydløst i skoven, de så et ukendt væsen, en engel på vingerne, han så bange ud, i sin forsvarsstilling.
Han bevægede sig frem med sin bue i hænderne, de muskeløse overarme bare, og skind vesten åben så hans overkrop var synlig, så vel som de mange ar fra kamp som berserker, og buen var mest for synet's skyld, han ville kaste den fra sig hvis de indtrængende angreb, og trække sin kamp stav fra den's hylster, han skævede til englen, og sagde stille med en brusk stemme ''hva laver du i vores del af skoven, engel?'' han havde dog hørt hylet, og så frem, da kom en tung truende knurren fra ham imod de indtrængene varulve på duften, og han ventede roligt, han kom selv med et hyl, og han's brødre kom frem fra buskene, nogle få i træerne med buer, og de stillede sig omkring Brian og englen, klar med slagvåben og bue med pile på strengene, let trukket op, så de hurtigt kunne sende en pil afsted, de var alle maskerede med skind, samme tøj stil, af pels og hud fra forskelige dyr, og disse varulve virkede meget vrede.
hvis han kunne fornemme deres aura, ville den lyse grøn med mørkt i, grøn fordi de var så jord nære, og troende på skov ånden Aurora, og mørk, fordi fremmede havde trængt ind på deres område, og det var disse varulve ikke glade for.

Eithan ser hurtigt hen på den ankommende vareulv. 'Ven eller finde?" tænker han og beslutter sig hurtigt for ven da den jagende flok dukker op. "På flugt fra dem." mumler han og trækker et sæt kasteknive frem. Hans hår pisker frem og tilbage i takt med at han ser sig om efter den første angriber. Skoven er nu blevet helt stille. "Gemmer dig bag en anden, flyvling*?" knurrer en. Eithan kryber sig mere sammen og blotter sine tænder. "Jeg har ikke noget I ville have." "Bortset for informationer." Det får englen til at bakke længere væk. Kasteknivene ville nok ikke udgøre den store hjælp. "Gå tilbage til jeres hule." knurrer han. Det info han har på sig nægtet han at give fra sig. Eithan ser på den vareulv der også er omringet. "Hvor langt er dit kobbel herfra?" spørger han nysgerrigt. Jo flere desto bedre, ikke?