Et får i ulveklæder (Brian)

Tidspunkt: 20:33
Sted: Starter ved udkanten af skoven, bevæger sig gradvist dybere ind.
Vejr: Skyfrit.
Omgivelser: Skov! Træer, buske, planter og blomster så langt som øjet rækker. Det virker fredeligt, næsten idyllisk.
Tøj: JT er iført fuld militærudrustning i lysegrøn camo farve. Han har sit gevær spændt over ryggen og hænger ved hans side. På ryggen bærer han en mindre rygsæk. Om hovedet har han en kulsort bandage, der skjuler det afskårede venstre øre.


JT lukkede øjnene imens han strakte ryggen bagud og kort forestillede sig personen på det dossier, som han havde brugt den forgange uge på at indhente. "Emily Marie Chukreev" hed hun. En underligt navn, tænkte han. Hun havde ikke bare et mellemnavn, men også et russisk efternavn. Navne var blevet så meningsløse efter de mange katastrofer. Hvad betød landegrænser i det hele taget? ”Vi lider alle af den værste sygdom alligevel: Menneskelighed” tænkte JT, snortede ind og sendte en spytklat imod jorden, ”Og den eneste kur er døden”. Han mindede sig selv om, at andre racer naturligvis også eksisterede, men det ændrede ikke på det gamle mundheld, som han havde hørt i årevis.

Militærmanden åbnede sine øjne igen og tog en dyb indånding, imens han mærkede hvordan adrenalinen fordeles rundt i kroppen. Han var i sortelver-territorium, det vidste han, og det var faktisk slet ikke noget han havde lyst til. Dagen var langsomt gået på hæld, men selv med det fantastiske nattesyn som JT’s kybernetiske øjne gav ham, så ville han ikke have en chance hvis en mindre flok sortelvere pludselig så sig vrede på ham - eller endnu værre, så sig sure på dusøren. Som det gik op for JT stod det også klart for ham, at det ville være bedre hvis han fik ordnet denne “Emily” før snarere end senere. JT bevægede sig med rolige bevægelser dybere ind i skoven. Han kunne se fodspor, bøjede grene. Det var let at spore Emily - langt lettere end det havde været, inde inden hun var smuttet ind i skoven. Det undrede JT, men af hvad han kun opstøve om kvinden, så havde hun ingen særlig træning og var egentlig så vanvittig ubetydelig, at han ikke kunne forestille sig, at hun havde lagt en eller anden fælde for ham. Det var langt mere sandsynligt, at hun bare vidste hun blev forfulgt, og havde taget benene på nakken i skræk og rædsel. Det var nok også for det bedste, for JT var så fandens ringe til at fange dusører i live.

Det var utroligt som sanserne kunne overvældes i Blackwood. JT havde været der flere gange før, men kun en enkelt gang siden hans næse var blevet skiftet. Han kunne lugte alt, alt for meget, og alt for stærk. Han brød sig ikke om det og skrev sig selv bag øret, at han måtte forsøge at undgå skoven fremadrettet. Han mærkede hvordan han et øjeblik mistede fokus og tabte tråden, hvilket fik ham til at standse brat op og samle hænderne foran sig. Han stod helt stille og bare lyttede. Han kunne ikke høre en skid, men han havde jo også kun et øre. JT spejdede sig omkring. Han kunne heller intet se. ”Tag dig nu sammen, din kraftidiot. Et hurtigt skud mellem øjnene og så kan du komme ud af den her lorteskov en del hurtigere end du kom ind” tænkte han til sig selv og begav sig igen fremad.

JT syntes, at han så et glimt af noget lyserødt, som i form af en beklædningsgenstand, inden han hørte et let metallisk klik, ligesom han trådte ned med højre fod. Foden på benet der ikke var udskiftet. En del af det menneskelige. JT frøs igen, men denne gang vidste han allerede, at den var gal. Han nåede kun at se ned imod den højre fod, hvordan den var fuldstændig dækket af blade og andet gøgl i underskoven. Det lignede en gammeldags bjørnefælde, som den klappede sammen om hans læg og skinneben, som han var usikker på om hvorvidt brækkede. ”Det var fucking satans” mumlede han lavmælt.

JT spændte musklerne i hele kroppen så voldsomt som han kunne, imens han dumpede ned på venstre knæ og forsøgte at holde højre ben i ro imens han trak sin rygsæk af. Med en hånd på hver side af fælden i jorden forsøgte han at skille den. Det var en enormt akavet stilling og gjorde hverken fra eller til. Den primære grund til, at han ikke gav op med det samme var, at han højre arm trodsalt indeholdt nok robotisk styrke til, måske at kunne gøre noget ved situationen. Dét, og at han naturligvis havde andre, mere højlydte, muligheder. JT mærkede på sit højre ben, ned langs skinnebenet. Han fornemmede ikke, at nogle knogler stak ud, men det var umuligt at sige, før han fik fælden væk, og buksebenet skåret af. ”Sådan her ender det fandme ikke” sagde han til sig selv, imens han fik fat om en kæp med højre hånd, og, med rygsækken i venstre, trak sig op at stå igen. Højre ben var et smertehelvede og JT forsøgte at gøre status et øjeblik: Han lyttede og lugtede. Han kunne ikke flygte, sådan som situationen så ud, alligevel. Fælden havde lavet et værre spektakel, og noget ville helt sikker ske - og hvad med Emily? JT så ned på sit højre ben og mærkede hvordan han fik en anelse ondt i hovedet. Fældet måtte af, men det skulle helst gøres uden han tilkaldte sig selv endnu mere opmærksomhed.

kobbel: alle sine 14 brødre og nogle af Fang, The Wolf Queen's, jagt ulve.

tøj: tunge hjemmelavet læderstøvler i brunt læder med såler så han nærmest kan bevæge sig lydløst, lette læderbukser hjemmelavet i brun, en tshirt af hjemmelavet grå uld og en vest med hætte og et gråt uld tørklæde for ansigtet. han's brødre har det samme.

våben: en enkel hjemmelavet økse af sort elvisk stål til højre, og en jagt dolk i elvisk stål til venstre hånd, hjemmelavet bue med 24 pile af elvisk stål. han's brødre har blandet våben af to hånd's økser, en hånd's økser og køller, stave og spyd, bue og pile så vel som spyd og kaste økser og kaste spyd.

han havde stået op den dag, uden og vide det skulle blive en underlig dag, han havde kysset sin grå ulv Manse på snuden, for at rejse sig op, og gå ud til sine brødre, han så de ældre ulve i 30 år's alderen, vække de yngre varulve, som engang imellem kom med en brummen, dog stod alle op uden og beklage sig, og begynde og finde mad frem, og de spiste til de var mætte, han's ulv gik efter ham, og det var en ret stor en af slagsen, som var trænet til jagt på både dyr og indtrængende, de var hårde bæster som dem selv, de var dog kærlige imod deres fælles brødre, da Brian og han's kobbel så disse ulve som brødre og søstre, og Manse var Brian's lille bror, som kommunikerede med blanding af brummen, tuden og knurren, dog sad de ved lang bordet og spiste, drak saft fra bær og frugt, og nogle tog sig en tår hjemmebrygget øl, som de kaldet Wild Wolf Beer, stærk i smagen og let på procenter, nogle med hjemmebrygget kaffe eller tog sig en cigaret af skoven's urter, ikke noget da gjorde dem skæve, men det var sundt for helbredet og skærpede sanserne, og selv for deres skarpe sanser, blev de bedre, de kaldte det en jagt smøg, og de snakkede let sammen, om hvordan de havde sovet, nogen fortalte en beskidt joke som fik en gruppe af ulve til og grine smørret, så vel som nogen lagde arm, dog forgik alt i familie fælleskab og deres ulve fik også nogle portioner godt kød, tiden gik og Brian så op, kom med nogle hurtige ord på et gammelt sprog de havde lært, nogen kaldte det old tid's, de kaldte det Aurora's sprog, hvilket bare var sort elver sprog, og de brummede eller svarede, drak deres øl eller saft ud, og rejste sig, for og i klæde sig deres stamme tøj, drak hætterne op og maskerne op, tog deres våben og kaldte på deres ulve, for og dele sig op i jagt grupper på 2 eller 3 varulve med et par ulve med sig.

Brian havde taget nogle erfarne jægere med sig, iform af 2 varulve fra sit kobbel på hans størrelse, dog større muskler, begge med tunge økser og kaste spyd i hylstre og hans ulv Manse, for og bevæge sig ud i skoven, de havde ikke tænkt sig og jage, de ville bare se om da var noget nyttigt, eller nogen eller noget da ikke skulle være der, og de snakkede ikke, men forstod hinanden's signaler, gik roligt rundt og holdt øje med en ægte jægers erfarne falke blik, som nogen da 100% var afhængige af deres evner, imens hans brødre var klar med deres kaste spyd, og ham selv med sin bue og en pil på strengen, for at fortsat at bevæge sig rundt, tiden gik, og de samlede nogle få forskelige planter eller urter sammen som de kunne bruge til enten healing eller bare at lave Black Happy med, som var deres eget hjemmelavede narkotika, så vel som hjemmebrygget kaffe, øl kaldet The Wolf's Beer og spiritus i form af Black Pearl spiritus.

De luntede roligt rundt i skoven, tavse og stille som spøgelser, og tiden blev langsomt mere, de nynnedet forskelige sange de havde lært af sort elverne, som var deres allierede, så vel som blodheksene, som var livsfarlige væsner for selv de mest erfarne super soldater, dog var de fredelige over for Brian og han's flok, de lærte dem og brygge deres eget øl, kaffe og andre vare, som rensede kroppen for urenheder, og holdt dem sunde, de fortsatte roligt, for til sidst at stoppe op, ved lyden af løb, og de stoppede op, for at gemme sig i busken, de kneb øjnene sammen, og så en ung person, kvinde, komme løbene, og ud af det blå sprang ulvene frem, så hun kom med et rædselskrig som hurtigt blev kvalt med en af deres hårde næver over munden, de stirrede kort på hende, for at bagbinde hende som et bytte, og de var ikke uerfarne med den slags og binde et stof for munden, de lod hende ligge, imens en af deres ulve blev hos hende, for at fortsætte videre, for og se hva hun flygtede fra.

de fortsatte tavse som de jægere de var, og erfarne til og bevæge sig rundt i denne skov, de fortsatte tavse, kun med Manse hos sig, og han's 2 brødre, den store og den lille, og så Brian på en normal størrelse, altså i deres skala, hvilket i de flestes øjne var vanvid, de stoppede dog op, da de hørte en mande stemme, og de sneg sig igennem skoven, for og sprede sig ud, Brian stirrede på manden, militær mand, mulig trussel, han lavede en højlydt knurre lyd, som kunne lyde som et ægte vild dyr, for at træde frem, med sine økser i hænderne, imens han's brødre trådte frem fra siderne, den store med sin stav, og hans 2 meter høje krop og 150 kilo muskeløse krop ville være et skræmmende syn, den lille stod klar med sin bue i udkanten, også knurrendet, Manse sprang frem og stillede sig ved en 4 vinkel.
Brian bevægede sig roligt imod manden, cyborg på lugten, da den ikke lugtede ren, og da han til sidst var 10 meter væk, som han kunne springe over på knap et par sekunder og plante en økse i halsen på manden, han stirrede på deres fælde som han var trådt i, så på det blødende ben, han sagde roligt, men brusk ''hva laver du i vores skov, Cyborg? du ved vel godt det kan få dig dræbt?'' Han lød ikke truende, bare som en konstatering at de ville dræbe ham for og trænge ind på deres område, smide hans lig ud fra skoven og gå uden den mindste kvaler, de skarpe sort bladet stål økser skinnede let, og kendte soldaten til nærkamps våben af sort elvisk oprindelse, ville han vide at de ville æde sig igennem han's rustning som en skarp kniv i blød smør, så vel som deres pile og knive, dog så de ud til og vente på et svar fra cyborgen, de virkede tålmodige, men også utilfredse med hans tilstedeværelse, 2 på en og samme dag, deres moder ville blive utilfreds og han bad en kort bøn på et gammelt sprog som de fleste ikke forstod, men som blev kaldt sort elvisk.

JT havde netop besluttet sig for, at Emily ikke var hans liv værd, da situationen gik fra dårlig til værre. Han havde forsøgt at stikke kæppen ind imellem fælden og benet, og skubbe den åben, men ligesom det virkede til at lykkedes en smule, så knækkede kæppen i stedet. Han stod sammenbidt og vurderede situationen, da først at kvalt skrig og da en knurrende lyd afbrød ham. Snart trådte en meget bred mand i ganske casual get-up og tørklæde for ansigtet pludselig kom til syne og begyndte, at tale til ham. JT vurdere ham til en håndfuld centimeter højere end ham selv, men en god portion tungere og bredere. Manden blev så flankeret af en endnu større mand på den ene side og en marginalt mindre på den anden. JT anede ikke hvad der var op og ned, indtil manden kaldte ham "cyborg". Det kunne han hverken se eller høre, altså måtte det være noget han kunne lugte. JT skød dem til varulve - det passede også overens med nogle af de rapporter han havde læst om skoven. Samtlige mænd havde deres våben klar og JT vurderede, at han sikkert kunne fatte sit gevær og plante et par kugler i en enkelt af dem; måske to hvis han var heldig, men ikke alle tre, inden de var over ham. Kamp var ude af billedet. Han måtte tale sig ud af den. JT fandt optimisme i, at hvis det havde været nogle af de mere krigeriske og territoriale varulve, så var han allerede blevet angrebet.

JT havde ganske begrænset erfaring med varulve i det hele taget. Han havde taget en dusør på en varulv engang, og det havde været en helvedes omgang - og ikke umiddelbart noget han havde synderligt lyst til, at gøre igen. Der var heller aldrig rigtigt dusører på deres slags. Det lod til, at når de forulempede nogen, så gjorde de ofte også arbejdet færdigt. Ingen vidner betød ingen dusør. JT tog en dyb indånding imens han overvejede hvad han skulle svare på mandens spørgsmål. "Jeg er her ikke for at skade jer eller jeres territorium" begyndte han, og det var et ærligt, diplomatisk svar. "Jeg er her efter en dusør, en kvinde" fortsatte han. Han vidste, at manden vidste, at han havde hørt de kvalte skrig, men han nævnte det ikke. Han meddelte dem, at der var dusør på kvinden for at spille sin hånd ud. Han havde ikke mange andre udveje. Måske de ville sætte pris på hans ærlighed, måske de selv ville indkassere dusøren; det kunne i hvert fald ikke gøre hans situation værre, uanset.
"Men det lader til, at hun er sluppet fra mig, hvor jeg i stedet står med benet i det her lort" afsluttede han og rykkede lidt på højre ben, hvilket fik ham til at bide tænderne sammen. Nu var det jo ligemeget hvor meget han larmede, for løbet var kørt i det henseende, så han kunne ligeså godt få fælden af.

"Så hvis i lige vil undskylde mig," sagde han og holdt håndfladerne op i en opgivende stillingen, imens han forsigtigt og meget langsomt trak sit gevær af og lod det dumpe ned på jorden. JT var klar over, at mændene sikkert kunne regne ud, at han havde andre våben på sig; ligesom geværet stadig var indenfor nogenlunde rækkevidde. Det var en gestus. Han ville vise, at han ikke ville slås med dem. Efter geværet var røget på jorden, så trak JT en ordenlig kniv op af sin venstre støvle, som han placerede imellem ben og fælde og langsomt bøjede fælden fra hinanden. Det var en lav men alligevel gennemtrængende lyd i skoven, hvordan metallet skar imod metallet. Han fattede fælden med venstre hånd, efter at have skabt en lille smule rum, og han trak alt hvad han kunne med sin kybernetiske arm. Han stak kniven i jorden og rykkede så i en voldsom bevægelse sin ben ud af fælden imens han gav slip med venstre hånd, så den klappede sammen igen med et højt smæld. Det hele tog kun omkring tredive sekunder, men nu vidste alle indenfor hørevidde, at noget var på fære.

JT sad på sit venstre knæ, med sit højre ben udstrakt foran sig og kiggede så igen op på manden. Han måtte se, om han alligevel var på vej ud over afgrunden eller hvad der mon ville ske. Manden måtte have lov at reagere, inden han begyndte at se nærmere på skaderne på benet. Geværet var stadig indenfor rækkevidde, selvom det ville blive en sølle og noget en-sidet kamp, hvis mændene - eller varulvene, hvis det var det de var, ville gøre det af med ham. JT ville ikke have noget imod bare, at kunne tage benene på nakken. Han satsede på, at de ville lade ham gå. Det var det kedelige ved, at arbejde alene. Der var ingen backup. Ikke som de tre mænd.

Brian så stille vurderende på cyborgen, med et vurderende blik, de havde bemærket den knækkede pind, som de havde hørt springe, manden virkede mindre og mere skrøbelig, dog sikkert hårdfør som soldater normalt var, dog havde Brian ikke den store respekt for soldater, de ødelagde normalt ting på deres vej og respekteredet ikke liv, han vurderede manden til en trussel med våben, dog ikke meget bekvem i en nævekamp, typisk soldater, men man skulle ikke skue hunden på hårene, han havde bitre erfaringer på det punkt fra sin tid som mafia inkasso, han stirrede kort på sine brødre med sine gule øjne, og sagde nogle ting på elvisk, de svarede kort, imens Manse var blevet stille og bare stirrede på cyborgen.

han vidste ikke om han skulle dræbe manden eller lade ham leve, som han stod og rugede med i tankerne, for til sidst og sætte sine økser i deres hylstre, dog så han nysgerrig på cyborgen nu, imens hans brødre havde sænket deres våben, dog blev de mørke gule øjne rettet imod cyborgen, han svarede ikke i nogle sekunder, var han ærlig? han kunne ikke spotte løgn i manden, fordi de kunne sagtens nå og dræbe ham, det var de trænet til, så hans liv afhang af han's ord, hvilket måtte være sande, han sagde så til sidst efter lidt tænke tid ''så du leder efter den unge bange kvinde vi stødte på?'' han virkede mere rolig nu, men ikke glad for cyborgen på deres område, han tænkte lidt mere for til sidst at svare ''tja, du trådte i en af krybskytternes fælder, så vi kan vel godt hjælpe dig, hmm'' han vidste at han's brødre havde hørt spetaklet og var på vej, så han ventede roligt, han sagde noget på sort elvisk til den lille varulv, som skyndte sig afsted.

Han nikkede roligt, og fulgte stille med, imens han ventede på resten af sine brødre, og da gik nogle sekunder, så kom den lille tilbage med deres veste, han nikkede, og åbnede sin vest, for og finde en krukke frem, for at åbne den og tage 2 blade op, da var røde med sorte prikker, og en flaske med vand i form af en dunk af læder, han så stille på cyborgen, og hørte samtidigt sine brødre komme løbene, fra alle sider, så de til sidst var hele koblet der, nogle på størrelse med den lille, mange på størrelse med Brian, og endnu en på størrelse med den anden store gut, dog havde de alle et fælles kendetegn, de havde den samme tattoovering, tøj, og ens lavede våben, og uden at snakke til cyborgen, begyndte flere og snakke til Brian, som svarede på elvisk, nogle virkede vrede over cyborgen, men de faldt til sidst ned, og endnu nogle varulve kom gående, den ene med den unge kvinde over skulderen, og hun blev sat på jorden ved siden af Brian, flere snakkede nu sammen om hva de skulle stille op, dog blev alle stille da de hørte smældet fra fællen og de så alle på cyborgen igen, Brian sagde nogle hurtigt lyde og folk forblev tavse.

Han gik over til cyborgen, for at sætte sig på hug, og række bladende frem, så vel som dunken med vand, han sagde roligt ''disse blade hedder flamme, men de hjælper på smerten, læg disse blade under din tunge, og tyk lidt på dem, for at lade saften løbe ud i din mund, og synk så med en tår vand, det fjerner smerten i nogle timer, eller lindre den, er ikke sikker på hvor gamle de er, men ikke farlige'' han rettede sig op, og han fortsatte så snakken med sine brødre, og flere knurredet af Brian som knurredet igen, da de mente de bare sku give ham nogle Deathclaw blade, som var meget dødelige, men det forgik på en blanding af knurren og sort elvisk, og til sidst så han på cyborgen ''vi har besluttet hvad vi gør med dig'' han gik over til cyborgen, og satte sig på hug, for og sige roligt ''vi lader dig leve, men vi kan ikke lade dig skade pigen i vores skov. vores moder ville blive vred hvis blodet plettedet vores skov'' han lød dybt alvorligt, og mente hvad han sagde, han sagde så til sidst ''du kan komme med os til vores hjem, så dit ben kan blive plejedet, og når det rask nok, sender vi dig ud'' han lød rolig og enkel, men de mange varulve virkede stadig ikke glade for cyborgen, men hvis han ville med, ville en af de store varulve simpelt løfte ham op som et lille barn og bære ham med, de ville tage han's ting med, så vel som pigen blev løftet op og båret med.

Imens JT arbejdede med fælden, så fornemmede han en større aktivitet omkring sig, men han ignorerede det og var fokuseret på, at få fælden af benet. Fælden kom af og snart var samme mand ovre ved JT igen. Han måtte være gruppens leder, eller noget i den stil. Imens han opmærksomt lyttede til hvad der blev sagt og tog imod bladene, som manden rakte til ham, så bemærkede han den store mængde folk der var strømmet til. Alle så ud som hinanden, alle var mænd og alle så ganske farlige ud. Det var vist ganske heldigt, at de ikke var ude på, at slå ham ihjel. "Okay..." svarede han først og puttede bladene i munden, imens hans øjne afsøgte mændenes ansigter for at læse reaktioner. Det kunne være giftige blade. JT kendte selv en del til naturens hjælpemidler, uanset hvad det ellers var, man skulle ud af - men han kendte ikke just til de blade han nu havde i munden. Der var en særdeles mangel på reaktion, at læse i deres ansigter, hvilket han tog som et godt tegn.

JT var gået egentlig gået ud fra, at mændene havde taget livet af Emily, hans dusør, men det lod til, at det ikke var tilfældet. JT blev informeret nemlig om, at han ikke måtte skade kvinden i deres skov, ligesom han ville blive bragt til deres lejr. Han kunne lige se for sig, hvordan han og kvinden ville blive ført samme sted hen. Kvinden ville vide, at JT ville tage affære med det samme han kunne - hvis altså ikke varulvene ville have dusøren selv; hvad det dog ikke umiddelbart lod til. En særdeles underlig situation, men han var ikke i en position hvor han kunne sige nej, ligesom han gik ud fra var tilfældet for Emily.

JT fandt en dunk med vand i siden på sin rygsæk og sank så bladenes saft med vand, som han havde fået at vide. Det var ikke bare for sjov eller fordi han hundrede procent stolede på hvad han havde fået at vide, det var for at vise, at han ville føje mændene, at de ikke behøvede føle sig truet. Vandet kom på plads igen, og JT samlede så sit gevær op. Han klikkede magasinet ud og puttede i lommen, ligesom han i en øvet bevægelse sendte kuglen i kammeret ud fra geværet og greb den, hvorefter den også kom i lommen. Geværet hængte han så over skulderen. Inden kniven kom tilbage i støvlen, så skar JT hurtigt sit højre bukseben af lige under knæet. Blodet flød ned af læggen og der var nogle dybe sår, men det lod ikke til, at noget var brækket.

Der blev ligesom lagt op, at JT skulle bæres. Han måtte sætte en grænse et sted. "Det lyder fint, inter problem" sagde han og kiggede sig omkring inden han sendte manden et kort nik med hovedet. Højre ben gjorde helvedes ondt, men det kunne JT godt bide i sig, imens han ville følges med mændene. JT havde bestemt ikke tænkt sig, at blive indtil hans ben var "blevet plejet" hos varulvene. Han kunne hurtigt køre en bandage omkring benet og så ellers bare smutte sin vej igen. Han følte sig bestemt overhovedet ikke tryg ved situationen, men han havde ikke noget valg. Hans liv var, i øjeblikket, i deres hænder. Han vidste, at en håndgranat fungerende som en såkaldt "dead mans switch" nok ville få dem til at tøve med at gå på ham, men han havde bestemt hverken lyst til at tage chancen eller faktisk blive tvunget til at udføre gerningen. Han spillede hellere med - måske gruppen ikke var så umådeligt slem alligevel.

JT ville følge med i et normalt tempo, med kun svag smerte at læse i hans ansigt undervejs. I tankerne undrede han sig over, hvem eller hvad mændenes "moder" mon kun være. Han var ærligt talt ikke helt sikker på, at det var noget han havde lyst til, at finde ud af.

// hey du, undskyld manglende svar, har haft stres og travlt, og da kommet nogle opdateringer på min karakter, men er igang nu :3

Brian fulgte fortsat øje med den fremmede cyborg, han så stille og roligt på soldaten, uden og vide hvad de yderliger skulle stille op med ham, og dette blev også diskuteret, dog da soldaten puttede bladende i munden, og skyllede det med vand, de virkede rolige, men svære at læse, da de havde masker og hætter på alle sammen, men han ville langsomt føle smerterne aftage i kroppen.

Brian snakkede kort med sine huskarle, eller brødre som han kaldte dem, om hvordan landsbyen så ud, og han snakkede på forstålig engelsk, så soldaten og kvinden kunne forstå dem, og svarede at alt var vel, da var også plads til de 2 fremmede, hvilket ikke så ud til og hue varulvene, men Brian forsikrede dem om det kun skulle være til de begge kunne forlade skoven igen.

Brian's brødre stod alle klar med deres våben, da soldaten tog sit gevær op, de virkede ikke mindre rolige af at han havde taget magasin og patron ud af sin riffel, dog begyndte de og slappe af, han skævede til sine brødre, og åbnede sin skind vest, for at finde noget stof frem, og en flaske, han gik over til soldaten, viste flasken med spiritus, han bukkede sig ned, og uden et ord hældte han det i såret for at rense, da han nok ikke behøvede og forklare hva grunden var, for at forbinde såret, han sagde dog til sidst ''så du ikke bløder for meget i skoven, eller forbløder på vejen, man ved aldrig'' for at rejse sig op.

den store varulv trak på skuldrene da soldaten ikke ville bæres, og de bevægede sig så roligt afsted, med Emily skåret fri, dog blev hun holdt på plads af en stor varulv i bjørneskind, hvis størrelse kunne forskrække de fleste med sine 210 cm og 145 kilo muskelmasse, brede rygmuskler og overarme da buldrede af kræftige muskler, generel en gigantisk varulv, bevæbnet med en tung stridsøkse, hvis skarpe æg skinnede i solen og hvis Edderkop spurgte ind til manden, ville svaret være at det var Bjorn, en varulv da havde dræbt en skov bjørn med de bare næver, fordi bjørnen havde taget han's hjort han havde været på sporet af, hvilket var sandt, da deres moder ikke tillod løgn, og han havde fundet en glæde i Emily, dog fortsatte de i rask tempo, men sørgede for at soldaten kunne følge med.

de ville følge en vej, som ville virke ukendt for både soldat og Emily, da man skulle vide hvor man skulle kigge for og finde vej, så alt lignede bare hinanden, dog stoppede de flere gange, for at samle forskelige værdifulde ting ind, planter, nogle sten med sort stål malm i, friske mango'er, som de spiste på vejen, Soldaten og Emily fik også tilbudt disse, og det var en sjælden gestus, da det havde rygtes at folk da havde taget fra deres område uden at få lov, var enten blevet tæsket sønder og sammen, eller i værste fald, slået ihjel.
dog fortsatte de i godt og vel 90 minutter, for at få en stor mur af tømmer i øjensyne, hvor da stod nogle varulve ude foran, i samme tøj som disse varulve, bevæbnet med økser og spyd, enkelte med buer, imens da gik flere oppe på træmuren, bevæbnet med buer, også i samme slags tøj som disse, porten stod åbent, og da blev hilst med glade tilråb til disse varulve på Aurora's sprog, og flere børn kom løbene ud til deres fædre, som blev løftet op, fik kys og kram, blide knurre lyde, og nussen på næsen, imens nogle unge kvinder kom gående ud for og tage imod deres mænd, dog var der flere mistroiske blikke på den ukendte cyborg og den unge kvinde Emily, dog blev der uddelt kys og kram til koner fra deres mænd, nogle kom med vand eller kaffe til mændene, som tog pænt imod, og imens gik hele selskabet ind, hvor kun den store Bjorn blev hos han's Alpha, for og våge over ham, så kun Emily, Brian, Bjorn og soldaten blev tilbage.

Brian så på Soldaten og Emily, han sagde roligt og enkelt ''vi har nogle enkelte regler i vores landsby. i har vores gæstfrihed, så vi vil dele mad og drikke med jer. men skader i nogle i vores kobbel, så får i høvl. stjæler i, hugger vi en hånd af jer, og ødelægger i noget, ordner i det. okay?'' han lød ikke truende, men det var tydeligt at han mente det dødeligt alvorligt.
hvis de sagde okay, ville han sige ''så byder Aurora's ulve jer velkommen'' for så at gå ind, Emily blev taget med af den store Bjorn, og så kunne Soldaten følge med hvis han ville, eller hvis han ville vente.
der inde ville da stå mange hjemmelavede hytter, frugt træer, skure med redskaber, og kolde skure med alt slags mad, iform af kød fra vildt, fjerkræ, og fisk, grønsager og frugter i alle slags arter alt hva hjertet begærede, da ville være skure med våben, og hytter med åbne vinduer hvor røg kom ud med duften af mad, lyden af bønder da arbejdede i haver og på marker, hvor havre, byg, malt, hø til deres køer og geder, lyden af gøende ulve, børn da løb rundt og legede, og hvis soldaten talte, ville han kunne tælle 30 krigere ca, 21 jægere ca, derudover Brian's 14 huskarle, var der også 33 bønder, med et ukendt antal børn og kvinder da høstede eller gik rundt med ting, teenagere da trænede med våben, spiste, løb omkring, og meget andet, generel bare en gammel dags landsby, med en lang bygning i midten, som kunne ligne et vikinge langhus, hvor folk kunne diskutere, afgøre en sag, og meget andet, der iblandt en cirkel hvor 2 unge krigere stod og sloges med øvelses våben iform af træøkser og træ skjolde, men når en træøkse ramte en af dem, var det tydeligt de ikke sloges eller øvede for sjov, de have flere blå mærker på deres nøgne og muskeløse overkroppe, så vel som en lang bane hvor da stod flere bueskytter og skød til måls, og det var tydeligt de var gode til og ramme deres mål.
solen skinnede ned mellem træerne, og da var ingen spor af krig, atom affald, eller noget andet, duften var ren og fyldt med duften af mad, af frugter og grønsager, duften af øl, kaffe, og en sød duft fra deres Black Pearl spiritus, som nogen sad og nød i skyggen af et træ, dog var der mange da kiggede på soldaten med en anelse frygt i øjnene, dog var der nogle af børnene da gik over og direkte stirrede op på soldaten med store øjne, og skavrede løst på deres eget modersmål, dog kom da nogle enkelte ord fra Brian, som fik dem til og smile og løbe væk igen.
Brian så roligt på Soldaten og Emily, han tænkte sig lidt om og sagde så ''vil i have noget og spise og drikke? i er trods alt gæster i vores hjem'' han lød venlig, men hvis soldaten duftede rundt til folkene, ville de dufte af ulv, da de alle stort set var varulve alle sammen.

//Lige over, min ven. Har også haft fandens travlt over weekenden og igår - sådan sker det jo. Så selvfølgelig intet problem her!//

Da den store mand hældte spiritus på JTs ben og i hans sår, så nikkede han bare sammenbidt. Han trak hurtigt en forbinding op af sin rygsæk som han lagde om benet, for ligeså at stoppe blødningen. Han havde mærket på benet og det lod ikke til, at der ville være varige mén - men hvem vidste hvilken slags udyr der ville være over ham, hvis han nu bragte stanken af frisk blod rundt med sig? Forbindingen burde hjælpe en smule på det, under alle omstændigheder.

Så snart de begyndte at gå, så skævede JT til Emily. Kvinden han egentlig var kommet for at dræbe sad nu i samme suppedas som ham. Hun var tydeligt mere forfærdet og en større flugttrussel end ham, hvorfor de unge mand nærmest havde givet hende en bodyguard, der kunne holde hende på plads - og manden udvalgt til opgaven var ganske enkelt kolossal. JT hviskede tavlen ren og funderede over, om han mon villigt fulgte med til sin egen henrettelse. Den unge man der havde talt til ham virkede egentlig ganske venlig, men det var tydeligt at ikke alle hans tilhængere var enige i, at de behøvede behandle JT med den gæstfrihed som den unge mand viste ham. Det var en meget underlig situation, men JT var heldigvis selvstændig og havde ingen hemmeligheder han skjulte, intet som varulvene kunne være interesserede i, i hvert fald.

Undervejs blev han tilbudt både mad og drikke, og JT spiste grådigt af den tilbudte mango imens han lyste op. Det var sjældent, at man kunne finde friske, spiselige frugter. Det var en særdeles vidunderlig oplevelse og JT skubbede langsomt sin paranoia længere i baggrunden, selvom han årvågent holdte øje med hele slænget, Emily inklusiv.
Gåturen var langt længere end JT havde forestillet sig. Han havde forsøgt at memorere sig ruten undervejs, men havde givet op. Han var ikke indfødt i Blackwood og ville aldrig blive det - han havde ikke en chance. Emily var også faldet en smule ned under gåturen, selvom det var meget tydeligt, at hun absolut ingen mulighed havde for at flygte. JT tænkte, at hun sikkert var under samme opfattelse som ham: Ingen vej tilbage og ingen andre muligheder. JT havde naturligvis en håndgranat han kunne detonere, men noget i baghovedet fortalte ham, at det ikke var noget han behøvede. De kommer til en mur af tømmer, som en tusinde-år gammel landsby. De blev ledt igennem porten og det mindede mest af alt om, at træde ind i en anden tidsalder. JT havde læst om sådanne samfund i bøger, men aldrig set dem i virkeligheden. Efter bomberne faldt, så var der ganske vist mange bønder og jægere, men hvad han nu befandt sig i var alligevel noget helt andet. Børn løb og legede, deres ledsagere, mændene, blev hilst af kvinder - enten kærester eller koner. Det var fuldstændig surrealistisk. JT iagttog nøje omgivelserne, manglen på flugtveje, antallet af krigere, jægere, ligesom størrelsen og mængden af deres huse. Det var overhovedet ikke hvad han havde forventet, at han skulle opleve den dag. Emily virkede ligeledes lamslået af synet der havde mødt dem på den anden side af porten.

Da fik de så begge en advarsel. Ingen narrestreger. JT mødte den unge mands blik og sagde bare "Jaja, selvfølgelig" , imens Emily gjorde store øjne og nikkede febrilskt. Da blev de så endelig budt velkoemmen af "Aurora's Ulve". JT skrev navnet med store bogstaver på sin indre lystavle og tillod sig langsomt at dreje omkring, imens han betragtede omgivelserne i ægte målløshed. Benene var blevet slået væk under ham, og det skete ikke ofte. Han var ikke vant til den slags, og han måtte hanke alvorligt op i sig selv for at genvinde fatningen. Det var som en oase midt i skoven. Et urørt stykke land - og så var det efter alt at dømme en varulvelandsby, og en landsby i en sådan trivsel at børn og unge hujende og lalleglade kunne løbe omkring, hvis de da ikke slogedes med deres trævåben. Det stemte slet ikke med resten af JTs verdensbillede. Han bed tænderne sammen. Det var idyllisk på en måde der ikke burde være muligt. JT og Emily blev tilbudt mad og drikke. JT vendte sin fulde opmærksomhed imod den unge mand igen. "Ja, hvorfor ikke?" svarede han og så lidt efter de børn der åbenbart lige havde spurgt ind til ham, inden manden havde gennet dem væk igen. Emily førte så ikke kun JT men helt sikkert også den unge mand, og resten der lyttede, ned på jorden igen. Ned hvor virkeligheden var virkelig. "Hey hey!!" sagde hun højt og pegede på JT. "Ham der er her for at slå mig ihjel, det kan i vel godt forstå, ikke!?" fortsatte hun højt. "Jeg kan sgu da ikke bare sidde og dele brød med ha--" hendes ord kom i lind strøm, indtil JT gjorde mine til at tale, hvorefter hun brat stoppede op og kiggede på ham med opspilede øjne. "Ligesom jeg kort nævnte, så er der en dusør på hende." han vendte åbne håndflader imod den unge mand i en ufarlig gestus "Men som i har forklaret, så kan jeg ikke skade hende her i skoven, og det respekterer jeg naturligvis" han havde forlængst afklaret sig med situationen. Emily begyndte da at råbe "DET KAN I SGU DA IKKE MENE!?" hun gik imod en tilfældig kvinde i byen. "HJÆLP MIG DOG, FOR HELVEDE!" JT så bare efter spektaklet som Emily lavede. Noget sagde ham, at "Aurora's Ulve" nok ikke gav meget for hendes personlige problemer eller om verden udenfor deres by i det hele taget. Så længe det ikke havde nogle personlige konsekvenser for JT, så var han egentlig også ganske ligeglad med Emily. Hun havde sat sig selv i en situation hvor der var dusør på hendes hoved. Han huskede fra hendes dossier, at hun havde forgiftet en ældre elsker og så stjålet fra ham. Elskerens søn havde sat dusøren på hende. Hun kunne vist ikke rigtigt tillade sig, at spille offer - men det kunne varulvene jo ikke vide.