Fancy meeting you here - in the middle of bloody nowhere! (Brian.)

Tid: Omkring en otte-tiden. Efter mørkets frembrud.
Sted: Muernia, Dead’s Road
Omgivelser og vejr beskrives i teksten.

Støvet fløj til alle sider da, hvad der engang havde været en skinnende sort Hummer, men som nu var farvet næsten grå af støv, kørte lang granitvejen. Vejen var død, hvilket alt andet også havde være ironisk vejens navn taget i betragtning, og selvom bilen var kørt helt fra Las Vegas, havde den ikke så meget som set skyggen af et andet køretøj.
Med jævne mellemrum lod Nellie, clomanen der sad bag rette på det store køretøj, blikket glide ned på kortet som han lade foldet ud på sædet ved siden af sig. Han havde egentlig bare skullet hjem fra Vegas, tilbage til sine trygge omgivelser i Racemania – men før han vidste af det var han nået til grænsen til Muernia.
Han havde der mødt en gut der havde frarådet ham at tage vejen gennem de øde sumpede landskab, men Nellie havde nu ikke fulgt hans råd og var ikke kørt tilbage til hovedvejen. Gutten havde ellers både advaret om zombier og mafiaen, men Nellie havde afvigende viftet med hånden som var det ingenting. Han sad jo for pokker trygt inde i sin bil – så hvor galt kunne det gå?
Nellie havde haft lidt en idé om, at det måtte være hurtigere at krydse gennem her, men det var han allerede nu klar over at det ikke var – han var bare for stædig til at vende om. Tænk hvis manden endnu stod der hvis han kørte tilbage – så kunne han rigtig blive til grin. No way in hell.

Selvom vejen var så ualmindelig øde turde ham ikke trykke speederen i bund, selvom han, som den fartdjævel han var, virkelig havde lyst til det og selvom det egentlig havde været hans oprindelige plan. Vejen var alt for smal og snoet til at det ville være ansvarligt – derudover var der nogle steder så tåget at han kun kunne se tre-fire meter frem for sig, og dette var på trods af at hans bil ellers havde sig nogle rimeligt hæftige lygter. Hvis man mødte en modkørende i fuld fart, kunne det let gå hen og blive en grum affære.
For en gangs skyld var han faktisk glad for ikke at have taget motorcyklen, som ellers var hans favoritkøretøj. Herinde kunne han i det mindste sidde inde i varmen – kigge på sit kort uden problemer , høre sin geigertæller klikke– og høre musik!
Fordi den gamle radio, som bilen ellers var udstyret med dengang han bjærgede den, kun kunne opsnappe blokerede radiofrekvenser havde han selv bygget en gammel cd-afspiller ind. Erwin, hans skaber og selvudnævnte far, havde leet af sine lungers fulde kraft da han havde vist ham den, og han havde da også haft ret i sin påstand om at Nellie ville få svært ved at opdrive nogle cd’er han rent faktisk kunne spille i sin nye forbedrede bil – men han havde fundet én, som han nu hørte på repeat. Det var et gammelt album med nogle gutter der hed ”Proclaimers” og som havde en underlig accent når de sang, men det var bedre end ingenting, og Nellie kunne da allerede mime med på en lille håndfuld af cd’ens numre  

Nellie nåede dog ikke at være begejstret for sit valg af køretøj særligt længe, da der lød knald, og den store hummer lige så stille sænkede farten imod hans vilje.
”Kom nu baby – du må ikke svigte mig nu,” nærmest hviskede han til bilen og blev stædigt ved med at holde speederen nede. Dog nåede han lige at styre køretøjet helt ind til siden inden det gik helt i stå.
”For helvede!”
Efter at have kastet et enkelt blik på sin geigertæller og sikret sig at der ikke var voldsomt med radioaktivitet, slog han døren op og hoppede ud af bilen, drejede ind foran bilen og åbnede kølerhjelmen, hvorefter han bare blev mødt med sort tyk røg der steg op derfra. Sikke noget lort! Han kunne sikkert godt fikse det, han havde trods alt værktøj og andet skrammel liggende i bilen – men hvem ville vide hvor længe det ville ta’? Han havde ikke just lyst til at bruge resten af aftenen på at stå ude her i vinden og støvet og forsøge at få gang i bilen, men havde han så mange andre muligheder?
Med hurtige hidsige skridt manøvrede han sig om bag bilen, og gav et af hjulene et velovervejet los på vejen, inden han blot åbnede bagagerummet for at se hvad han havde og gøre godt med.

// sorry sent svar, stres og søvn mangel, og over arbejde :)

køretøj: Harley Davidson 3225.

selskab: sine 14 varulve brødre, iført samme tøj og med deres egne våben med.

lyden af motorcykler kunne let høres, da de drønedet afsted med små 120 i timen, iført deres stamme tøj iform af skind støvler, skind bukser, en skind vest og en trøje med hætte og et tørklæde for ansigtet, bevæbnet med spyd med sorte spyd spidser, buer med pile, og nogle med tunge hamrer til 2 hånd's, eller flere med kamp dolke, stave, og nogle vikinge lignene kamp økser, alt sammen i sort stål, med deres tasker fulde med varer i alle formater, alt fra deres eget hjemmebrygget spiritus Black Pearl, hjemmebrygget kaffe og kaffebønner, hjemmebrygget øl og saft på egne urter og byg og malt, frisk kød da var saltet eller røget, fisk og fjerkræ, pels og hud fra dyr, og hjemmeskåret skåle, krus, og andre ting af træ og den slags, meget gamle dags ting, og dog var varene mere værd end de nyeste våben, og man skulle være dum hvis man angreb disse benhårde varulve, hvis optræning kun gik ud på dræb, selv om de var fredelige ulve.

Han nød turen, elskede farten, den øde landevej, støvet, duftende, de kørte stødt afsted med Brian i spidsen, og han's 14 brødre bag sig i en linje på 7x2 motorcykler, moderne harley davidsons i denne tid, dog fra før krigen, men de kunne køre og var elsket af deres ejere, og guderne trøste de stakkels sjæle da ville stjæle deres kværne, dog havde de svært ved og se, men endelig duftede de sig frem påtrods af støvet, så de ikke stødte ind på noget og alt virkede fredeligt, økserne rasledet i farten, og han's tørklæde klæbredet til han's ansigt, men det gik.

Brian fortsatte, dog hørte han et knald i mørket, som også vidste at vedkomnet nok havde hørt drønene fra de 15 motorcykler, og de sænkedet langsomt farten, for til sidst at få en stor hummer i øjensyn, og flere af dem var ved og drøne ind i den, dog enten bremsedet de hårdt eller kørte til side med en voldsom banden og råben, fordi hvem fanden parkereder midt i det hele?.
Brian klikkede støttebenet ned, for at trække sine sorte stål vikinge økser, han's brødre trak også deres våben, han kunne lugte et falsk menneske, en clomans.
Han gik stille om bag den lille mand, han sagde roligt og høfligt, for at sænke sine økser i en venlig gestus, ikke truende ''galt med hummeren, clomans?'' han lød ikke truende, og han tog sine motorcykel briller op, så de gule ulve øjne kom til syne, da kunne afsløre ham som en varulv, han's brødre stod omkring dem, og så ud i mørket, klar til kamp, imens Brian snakkede med den lille cloman.

//OOC: Undskyld den lange ventetid! Du må endelig sige til hvis der er gået for lang tid eller hvis du har mistet tåden eller lysten i mellemtiden. :)

Nok var Nellie ikke verdens mest opmærksomme mand, men lyden af mere end et dusin store motorcykler der kom ræsende imod ham, kunne dog ikke undslippe den unge clomans opmærksomhed. Nysgerrigt vendte han sig om, væk fra sit bagegerum og med fronten mod de nyankommende. Det tog Nellie nogle øjeblikke at stille skarpt på dét der udspillede sig for øjnene af ham, da støvet hvirvlede til alle sider da de store køretøjer kom nærmere, og gjorde det tæt på umuligt at skille tingene han så fra hinanden. Hvad han derimod kunne høre var lydene af deres banden og svovlen - sikkert over hans noget uelegante parkering. Men hvad helvede kunne han gøre? Hummeren havde ikke ligefrem været særligt samarbejdsvillig...
Da køretøjerne endelig stoppede, støvet syntes at falde til jorden igen, og han derfor endelig kun se ordentligt på mændene, tabte han straks kæben. Han fik ret hurtigt talt sig frem til at der var 15 mænd på hver deres skønhed af en Harley - og bare det faktum alene, at han var så meget i undertal, gjorde ham lettere nervøs. Det var også umiddelbart nogle store mænd - alene én af dem ville nok snildt være i stand til at overmande ham, uden så meget besvær. Ikke at Nellie generelt var særlig stor eller muskuløs af bygning - men som han stod her, følte han sig decideret lille.
Nellies hjerte synes at sidde oppe i halsen på ham da én af mændene nærmede sig ham. Som sådan syntes Nellie egentlig ikke at han havde noget han burde være nervøs for, for det var jo for pokker da ikke hans skyld at Hummeren valgte at lade livet hvor den gjorde - men han følte sig stærkt intimideret af flokken. - Især da han opdagede at de mere eller mindre allesammen trak deres våben. Var det mon på grund af hans tilstedeværelse at de trak dem, eller var området lige så farligt som ham gutten fra grænsen forgæves havde advaret ham om?
Nellie kunne dog ikke lade være med at drage et lettet suk, da fyren der kom hen til ham sænkede sit våben.
"Øh ja," begyndte Nellie ved mandens ord, "Eller.. Jeg har faktisk ikke fundet ud af hvad der er galt med den endnu. Lortet ville bare pludselig ikke mere og nu står det op med røg i kølerhjelmen..."
Der gik faktisk endnu nogle øjeblikke før Nellie opdagede mandens gule øjne, og endnu nogle brikker faldt på plads. Nellie havde trods alt nok kendskab til andre racer til, at han kunne sammenkode de gule øjne med varulvegener - det var derfor manden uden videre vidste han var cloman. Han vidste som sådan godt at der var nogle racer han ikke bare kunne "skjule sig som menneske" overfor, men ha blev nu alligevel overrasket hver gang det skete. Af grunde han ikke helt kunne forklare følte han sig altid mere usikker når folk kendte til hans egentlige race.
"Undskyld, må jeg spørge om der er nogle efter jer?" endte han med at spørge da hans nysgerrighed fik overhånd. Det kunne da vel ikke være ham alene de garderede sig mod, kunne det? Han gjorde en lille gestus med hånden mod mandens våben for at give et hint om hvad han talte om, "Eller I tager måske bare forbehold?"