Eh....sorry...maybe? (Brian)

Sted: Blackwood
Omgivelser: skov....oh og nogle varulve, der sidder omkring et bål
Tid: sen aften
Vejr: overskyet, gråt og køligt, VIRKELIG tåget


Egentlig var Mina blot på vej "hjem" fra sin seneste opgave. Det var meningen, at det skulle gå hurtigt og hun havde derfor slået genvej gennem Blackwood som hun efterhånden kendte ret godt på trods af de varulve og sortelvere, der lod til at husere der. Noget hun langt fra brød sig om. Netop derfor var det også kun fordi, at hun skulle hurtigt væk fra det mord hun, hvad der nu måtte være tyve minutter siden havde begået, at hun overhovedet havde valgt at gå gennem skoven til at begynde med. Hun kendte mange af stierne, så hun tog det med lethed i starten, men så begyndte det at blive tåget. Ikke, at det det første lange tid havde været noget større problem. Egentlig havde det bare gjort hendes ankler halvfugtige, da det lå ned omkring hendes fødder som et uønsket tæppe af gråhvid, tyg og kølig damp. Som tiden gik begyndte tågen dog at sluge mere og mere og ganske snart lå den ikke blot om hendes ankler, men fyldte i stedet hele hendes synsfelt og hun måtte forbande sine vampyrstyrker for ikke at have givet evnen til at se igennem tåge sammen med mørkefordelen.
Irriteret bevægede Mina sig videre og var efterhånden ved at være ret sikker på, at hun på et eller andet tidspunkt for nogle minutter siden ved et åndsvagt uheld var drejet væk fra sine vante stier og havnet et eller andet sted, hvor hun på ingen måde burde have været.
Denne bange anelse blev bekræftet, da hun opfangede et flakkende orangegyldent skær midt i alt det flimrende hvide.Et bål....
Samtidig blev hendes overfølsomme næsebor angrebet af den umiskendelige og decideret klamme stank af våd hund.
Instinktivt greb Mina om de to daggerts hun altid havde hængende på ryggen og trak dem lydløst ud af deres skeder. Selv her midt i den forvrængede tågeverden, havde hun ingenlunde tænkt sig at give sig uden kamp. Hun stillede sig i kampberedt venteposition og lyttede årvågent til hver evigt eneste lille lyd.

følge: Rollo, Leif og Bjorn, han's 3 bedste huskarle kan man sige, nogle ældre men hardcore SOB ( Sons of Bitches ).

tøj: deres klan tøj, bestående af læder støvler, hjemmelavet, med pels bukser og trøjer af bomuld, og veste af skind udover, med hætter og ærmeløse, med tørklæder for ansigterne, forude et billede af en slags primitiv ånd på deres veste, så man kan genkende dem som Aurora's ulve.

våben: 2 stridsøkser i sort dragestål til Brian og en langbue i god stand med 32 pile i et kogger med sorte dragestål pilespidser.
Leif og Rollo har tunge stridsøkser i sort dragestål og kaste spyd, imens Bjorn har et spyd med sort dragestål spids, og de har alle sammen bue og pile også, 32 pile i sort dragestål.
de har alle sammen en dolk, en såkaldt vikinge kniv, kaldet en Saxe, som er en aflang smal dolk til jagt og kamp, også sort dragestål.

Brian og han's huskarle havde været på jagt i flere dage, for og finde en hun skrækulv, hvilket var en hårdført ulv i heste størrelse, som de ville tæmme, for og tilføje den til deres flok, af diverse dyr de havde i deres flok, og Brian havde sin egen skrækulv med, som han red på, imens de andre gik på deres ben, på hver side af ham og bagved, men de søgte timer, og dage uden held, men fandt andre nødvendige ting, som urter, planter, svampe og andre gode ting de kunne bruge.
Leif og Rollo var begge nogle høje brede gutter, med tykke svulmende muskler, da vidnede om god kost og hårdt arbejde og træning, imens Bjorn var lidt mindre, mere normal bygget, trods var de alle ældre mænd, hvis stenhårde ansigter scannede skoven, som erfarne dræbere og jægere, imens Brian sad på sin ulv, Ghost, med bue i hånden og pil på strengen, let trukket tilbage, trods var de mere lydløse en små mus da sneg sig hen af et gulv eller i en skov.
man kunne ikke se deres ånde i tågen, grundet deres masker, udover de lette gule øjne, da lyste i skyggerne's kroge, imens de sneg sig afsted, Bjorn med sit spyd, og Roll og Leif med buer, dog ville alle 3 mænd hurtigt kunne trække deres kamp våben, iform af stridsøkser og tunge kamp dolke.

de havde nu søgt i 3 dage uden held, og havde slået sig ned for natten, og tændt bål, imens de stegte en ung kanin over bålet, og takkede moder Aurora for byttet, og kogte svampe i en gryde, med diverse grønsager, og andet, imens Ghost tykkede på en anden kanin, som den hurtigt fik spist, og gnubbedet sin næse imod Brian's hånd, for og få mere, trods det var en kæmpe ulv, da kunne bide en elefant knogle over med tænderne, så var den stadig bare en kæmpe stor ung ulv, og den elskede Brian, og han rejste sig, for og se på sine huskarle, om han måtte give den en kanin mere ,og en kanin blev kastet til Brian, som greb den, og kastede den op i luften, så den store ulv greb den med tænderne, og landedet på jorden med sine 300 kilo, for og lægge sig og tykke.
senere hen, da de bare sad sammen og så på bålet, rejste Ghost sine øre, og blottede tænderne, men knurredet ikke, og Brian skævede til sine brødre, han lavede nogle håndtegn til dem, og Bjorn tog sit spyd, Leif og Rollo trak deres økser, og Brian tog sin lang bue, med specialle indskæringer i den, og lagde en pil på buestrengen, for og trække den let tilbage, og Brian klappede til Ghost, som rejste sig, og vendte sig imod der hvor duften kom fra, og nu kunne de også dufte det, duften af død.. en zomture, eller en vampyr, men kun en snotdum zomture ville komme her, så det måtte være en vampyr, og Brian blottede tænderne, for og trække masken op med næsen, og stampedet kort i jorden, så Ghost fulgte med ham, og de 3 huskarle krigere spredte sig ud, lydløst som erfarne jægere, og Brian gik selv, larmede lidt, så vampyren eller zomturen, ville kun kunne høre en, men var det en vampyr, ville den kunne lugte de andre varulve, hvor Leif og Rollo kom fra højre, og Bjorn fra venstre.

Brian kom frem fra nogle buske, for og spotte et væsen i den tætte tåge, og Ghost begyndte og knurre, en dyb truende knurren, hvis størrelse bare alene burde få alarm klokkerne til og bimle og bamle i vampyren's hovedet, da de røde øjne blev spottet i tågen, såvel som han's egne gule let kunne ses, og han trådte længere frem, så hun kunne se ham.
han's bare overarme var let brune af sol, og med tykke muskler, så vel som primitive vikinge tattooveringer, og et klan mærke, da burde vidne ham som en Aurora's ulv, og han's rang som høvding, hvilket ville sige hun stod foran Brian O'Connor, og han's huskarle kom også frem, nogle 2 meter høje bredskuldrede klepperter, med tunge 2 hånd's økser, hvis stål skinnede let i det dunkle lys, og Brian løftede sin lang bue let, så hvis hun løb imod ham, ville han hurtigt kunne skyde en pil eller 2 imod hende.
Bjorn stod med sit spyd klar, til og løbe imod hende, og stikke hende ned, imens Leif og Rollo svang deres tunge stridsøkser let, i begge hænder, for og holde deres arme varme, så de ikke fik krampe under en eventuelt kamp.
hvis hun tænkte sig om, ville hun vide hun var på skideren, fordi bare fordi de var varulve, havde varulvene stadig deres indre instinkter, da gjorde dem næsten lige så farlige over for en vampyr, som en vampyr over for dem, udover de var også kamp trænede, da huskarle var han's landsby elite, så alt i alt, ville hende's chance i en kamp, være ret lav, da de også havde Ghost, som i sig selv kunne bide hende over i 2 med kæberne.
de var dog ikke dumme og kunne se på hende's våben, at hun også var kamp beredt, så alt var i alt, hvad ville da ske nu? kamp? snak? det var ikke til og sige.
Brian stirrede på hende, og sagde med sin fjendelige stemme ,da vidnede om autoritet, og en da ville myrde uden og blinke med øjnene, og lade hende's lig ligge og rådne i dagen's efter sol ''hvem er du, og hvad laver du på vores område, Vampyr? du har intet og bestille her'' han var ganske rolig, han kendte sine odds, og han kendte sine mænd's erfaring, så hun sad i en rigtig lorte situation, fordi hun var hurtig, men de var varulve, og af genetisk vane, derfor hurtigere, forude de kunne forvandle sig til deres sande jeg, store to benede varulve bæster, da ville være et levende mareridt for vampyren.

// håber svaret er okay :)

//DU HAR LÆST A SONG OF ICE AND FIRE HAR DU IKKE???? xD//

Mina lagde vurderende hovedet på skrå og så vurderende på fyren og hans steroidetagende hundhvalp. Hendes ansigt blev ganske kort oplyst af et lettere provokerende hugtandssmil, der dog hurtigt forsvandt igen. "Sig mig, My Lord, tror De virkelig, at jeg er idiotisk nok til at vade ind i en varulvelejr af egen fri vilje?" spurgte hun med den skarpe høflighed, der egentlig ikke var synderligt høflig som så ofte karakteriserede måden, hvorpå hun snakkede til andre væsner. Hun holdt løst og næsten afslappet fast om de to daggers, men man skulle på ingen måde tro, at hun ikke var klar til at stikke dem i struben på hvalpene for det tilfælde, at de forsøgte på et eller andet mindre behageligt. Dog bøjede hun sig forover i et buk, der ville gøre folk ved et renæssancehof misundelige og hun vedblev med sin falskt uskyldige smillen. "Ærlig talt, hvad end De nu tænker, så er jeg ikke idiot, det er blot meget tåget og jeg skulle skynde mig," forklarede hun med et skuldertræk og vendte de blågrå øjne mod hundehvalpen på steroider, der ikke var nogen hundehvalp.Hurtigt blev hun enig med sig selv om, at videre brød hun sig ikke synderligt om den. Det undrede hende heller ikke, hvis denne følelse blev gengældt inde i hvalpens hjerne.
Efter at have studeret den et stykke tid vendte hun atter blikket mod ham, der efter alt at dømme måtte være den lille gruppes leder og slog misbilligende klik med tungen.
"Hvis Nu I ville være så usigeligt venlige at lade mig gå, så ville det være rart," erklærede hun og satte afventende de slanke læderhandskeklædte hænder på sine hofter.