What an unusual meeting(Hera)

Det var efterhånden ved at være hverdags kost, at sommeren havde taget sin retmæssige plads, og derved givet nætterne mindre tid til at bringe mørke, mens dagene virkede længere, med de ekstra timer med lys, der var kommet. For mange var det herligt med det ekstra lys, og den dejlige varme det bragte med sig, de fandt det behageligt, i modsætning til andre væsner, der nød bedre af de mørke timer, og derfor var mindre glad for disse sommer tiders, overdrevne mængder af sol. Der var blandt andet et væsen, der på denne aften færdedes i Miamis gader, som havde et lidt ambivilent forhold til lys og mørke, for han var ikke lige frem som de andre.
Som skyggedæmon var mørket hans mest vante domæne, men som skytsengel burde det være lige omvendt, der burde det jo være lyset der var hans mest vante domæne. Men hvis du spurgte denne skikkelse direkte, ville han nok sige at mørket var hans højre hånd, mens lyset var hans venstre, for hans personlighed var mindst lige så forvirrende som hans eksistens, ja da hvis ikke mere.

Denne mystiske karakteristika, gik under det mærkværdige navn Dust, et navn der var lige så kendt som det var ukendt. Spurgte man nogle folk, ville de nok allerhøjest kende ham fra dusør plakater, hvis de overhoved genkendte hans navn, men hvis man spurgte blandt de mere skumle kredse, var dette navn kendt for at tilhøre et farligt væsen, der kunne være lige så uforudsigelig som han kunne være taktisk og morderisk. Hans tøjstil og aura levede endda op til det ry han havde opbygget blandt skurke kredse, for han var sædvanligvis iført en sort løs trøje, et par sorte bukser med et tykt læderbælte i, holdt sammen af et sølv bæltespænde, der var formet som et dødningehoved med rubin øjne, det hele gemt af vejen under en sort long coat, der blandt andet gjorde det svært at se, at han havde en mager krops bygning. Hvad angik våben, bar Dust flere end hvad øjet umiddelbart kunne skimte. Det mest synlige våben var hans le, som han normalt gik med på ryggen, denne le der konkret set lignede et levende væsen, grundet det sæt øjne den havde vet bladets rod, kunne ændre sin skikkelse til henholdsvis 7 komplet forskellige våben, der alle tilhørte en samling, der hvis man kunne styre alle 7, gav titlen "De 7 sværds mester". Denne formskiftende le var hans main weapon, da den ene af hans evner var, at han kunne styre disse sværd. Under hans long coat, bar han også 3 daggerts som man sjældent så noget til, hvis man var vant til at se ham med long coaten på, disse 2 af disse daggerts var slægtsarvestykker, mens den tredje var et artefakt fra den første skyggedæmon.
Som en prik over i´et til denne i forvejen uhyggeligt udseende skikkelse, var der noget over hans aura, der gjorde at væsner der ikke brød sig om døden, højest sandsynligt heller ikke brød sig om, at være i hans nærvær. Hans aura udsendte en følelse af død, der normalt kun var lige til at observere, men når han havde været på åndeplanet eller i det hensidiges, var den markant mere tydelig, og sammen med den le han gik rundt med til dagligt, gav den en ret god ide om at han arbejdede med noget, der omhandlede død og/eller lignende.

På denne aften, der i et langsomt tempo var på vej mod natte mørke, men for tiden stadig havde solens røde stråler hen over himlen, var Dust kommet tilbage til New Miami, efter at have været en tur rundt i landet, for at anskaffe nogle ting han havde opsporet til hans artefakt samling, og nogle ting han skulle bruge til noget af hans arbejde, i et laboratorium han havde her i byen, og disse ting bar han i en sort army skuldertaske, med nogle mærkelige tegn på i rød farve. Eftersom New Miami var et sted han havde været meget her på det sidste, var der mange af dem der havde boet her i lang tid, som lige så stille havde vendet sig til hans tilstedeværelse, men selv på dem kunne man se, at de fik lidt gåsehud og hårrejsen på arme og ben, når han passerede forbi dem. Dust bevægede sig meget, i de lange skygger der blev skabt af huse og bygninger, så det var kun dem der bevidst kiggede efter ham, der lagde mærke til hans mørke skikkelse, mens alle andre blot fik hans aura at føle, som lige for nu ikke var så slem, da han ikke havde været i det hensidiges, den sidste times tid. Taget i betragting af at der stadig var dusør plakater med hans ansigt på, efterfulgt af en rimelig fordelagtig dusør som florerede i landet, så virkede han ikke lige frem som en, der prøvede at gemme sig mere end højest nødvendigt, det virkede nærmest som om han ikke engang tog den seriøst, hvilket han egentlig heller ikke gjorde, for han havde endnu ikke mødt en dusør jæger, der kunne overkomme det omfang som Dust i sidste ende var.

Med hvad der for en hver anden ville blive betegnet som stor forsigtighed, men for denne mærkværdige unge kvinde blot betød ligegyldighed, fik hun gjort sig fri af den Jane’s næsten desperate arme og svang de slanke ben udover sin sengekant. Hurtigt kom hun atter i sit tøj, der for en tid ellers havde befundet sig på gulvet. Så rejste hun sig fra sengen og måtte atter en gang tvinge sin middags fingre væk fra sit håndled. ”Jeg synes, at du skal gå nu,” erklærede den unge kvinde køligt, imens hun redte sit hår, der til hendes misbilligelse var blevet noget rodet at se på. Hun ikke engang så meget som så på den anden kvinde, der i stedet for at gøre som der blev sagt begravede sit ansigt i en pude og mumlede noget uforståeligt om kærlighed eller noget i den dur.

”Jeg elsker dig ikke,” informerede Hera sin middag i et tonefald, der næsten virkede uskyldigt. Hendes ene mundvig trak op i et skævt smil og hun blinkede dovent med de dådyragtige øjne, før hun endelig vente sig fra sin plads ved spejlet og med rovdyrlignende ynde valsede over til sengen, greb fat i Jane’s håndled og trak hende ud af sengen, så hun faldt sammen på gulvet, som en eller anden stakkels tabt kludedukke.
”Kom så, op, jeg har ikke hele dagen,” fnøs Hera og puffede til hende med foden. Langsomt kom den Jane på benene og stirrede ublinkende på hende med et par rødrandede og hævede øjne, der så afgjort ødelagde det æstetiske, som Hera for en uges tid siden havde fundet interesse i. I stedet for at være den kønne livglade kvinde, der havde stået foran hende udenfor en bar og tilbudt hende en cigarrat, som hun havde takket pænt nej til og derefter var faldet i jokende snak med om alle de forbipasserende var hun nu blevet til noget hærget, træt og sørgeligt at se på. Nu, uden de n glæde glød i kinderne og det udslukte blik i de næsten sorte øjne, var hun ganske enkelt intet andet end ordinær.
Skuffet tvang Hera den anden kvindes tøj i favnen på hende og vente sig så, nærmest demonstrativt bort.

”Hera vil du ikke….,”
”Nej, du skal ud,” sukkede Hera og rystede næsten i hvad der lignede bedrøvelse på hovedet.
Dette gav bare den amorskudte kvinde modet til at lægge den ene arm om livet på hende og stryge hånden på den anden gennem hendes hår.
Mest af alt havde Hera lyst til at snappe af hende, at nu skulle hun ikke ødelægge hendes hår igen, når hun lige havde ordnet det. Dog gjorde hun det ikke, men smilede bare i stedet.
”Jeg er nødt til at gå, og det er du også, vi kan ikke ses igen,” mumlede hun og vendte sig rundt, så hun et kort øjeblik kunne ligge hånden på Jane’s kind, før hun trak sig bort og slog ud med hånden i retning af soveværelsesdøren.
”Væk nu,” bad hun i et næsten nynnende tonefald og Jane nikkede modvilligt. ”Du har vel dine grunde,” mumlede hun modløst og forsvandt med tøjet sidende i krøllet uorden ud i entreen.
Hera stod stille i det nu tomme værelse indtil hun hørte sin hoveddør gå op og i efterfulgt af Jane’s fodtrin på trappen.

Så brød hun sammen i næsten manisk latter. Hvor var hun dog latterlig og hvor havde Hera dog været latterlig for at finde interesse i noget så ynkeligt.
Med lette næsten dansende fodtrin gik hun selv ud i entreen og fandt sine hvide støvler, som hun hurtigt tog på. Efter sådan en fiasko havde hun behov for aftenluften på sit ansigt. Forsigtigt glattede hun den florlette knælange sommerkjole af hvidt silkestof og forsvandt så ud af lejligheden uden så meget som et ord til hverken hunden eller tjenestefolkene.
Da hun endelig kom udenfor åndede hun lettet op og lod sine lunger fyldes med kølig aftenluft. Så begyndte hun at gå ned ad gaderne på let klikkende hæle. Målløs som hun var havde hun på sin vis ikke rigtig regnet med at støde ind i noget interessant, men det kom hun så åbenbart til alligevel. For i husenes skygger færdedes et mærkværdigt væsen. Et væsen som blot med sin effekt på de forbipasserende væsner af anden art, der skuttede sig i ubehag og skyndte sig udenfor hans rækkevide.
Selv måtte Hera da også indrømme, at det ikke lige med det første var den mest fantastiske følelse dette mystiske væsen vækkede i hende med sin aura. Men han var uden tvivl en magtfuld skabning og dette fik hurtigt den unge dæmons interesse til at blusse op. Så i stedet for at gå forhastet væk fra ham fulgte hun med ham ned ad gaderne uden reelt at tydeligøre, at det var ham hun fulgte. I stedet så hun for de fleste bare ud til at være ude at gå en forfriskende aftentur, imens hun dæmpet nynnede ”Ave Maria” for sig selv.

Der gik ikke lang tid, før hans sanser begyndte at lægge mærke til, en konstant tilstedeværelse af en succubus dæmon i hans nærvær, en konstant nærvær af Hera. Han vidste at hun fulgte efter ham, for selvom hun diskret forklædte sin forfølgelse af ham, ved at få det til at ligne en aften gåtur, kunne han alligevel gennemskue denne diskretion, så han begyndte at observere hende gennem hans sansning, og når han fik muligheden, rette sine øjne i hendes retning en enkelt gang eller 2. Han gik ud fra, at selv hvis hun opdagede at han kiggede et par gange i hendes retning, så var det de færreste der antog at han kunne se noget, når først de så hans øjne, for hans pupiller havde godt nok en skarp, og flot rubinrød farve, men hans øjne var komplet tåget, så det så ud som om at han rent faktisk var blind.
At antage, at Dust var fuldstændig blind, var dog kun en delvis sandhed, for grunden til at hans øjne var tåget, kom af at han gennem en lang periode af tid, havde trænet sine øjne meget hårdt, ud i kunsten at kunne se andres aura, samt at kunne se deres chakra baner. I sig selv, kunne en hver person lære at se andres aura, og derved finde ud af hvad race de var, uden at ens øjne tog skade af det, men chakra baner var noget helt andet. Ens chakra baner var lige som blodåre i kroppen, hvor chakra strømmer igennem på samme måde som blod, mange af disse chakra baner havde så en udmunding på hudens overflade, og for at  kunne se disse baner, skal man enten være født med denne gave, eller træne intenst for at opnå den evne, men at træne sine øjne på den måde, kom med den pris, at ens øjne for evigt mistede deres lys. Med andre ord: jo mere man trænede den evne, jo mere blind blev man, men fordi Dust havde trænet disse 2 evner i så høj en grad, havde han mistet sit normale syn, i bytte for at han kunne se altings aura, og levende væsners chakra strømme.

Det var derfor med disse øjne, at han havde taget bestik af den unge succubus, der fulgte efter ham, for at få en ide om hvad hun var for en, før han valgte hvad hans næste træk skulle være. Han ventede med at lave sit næste træk, til hun var nået midten af en skygge, der faldt fra en af de nært liggende bygninger, og selvfølgelig befandt sig på fortovet, så han kunne gøre hvad han ville lidt mere uforstyrret. I selv samme sekund som han havde afsluttet et skridt, forsvandt han som med et blink med øjnene, men det var blot for få sekunder, at han var ude af syne, for han dukkede op igen lige bag ved hende, og i et kort øjeblik var det som om, han havde bragt mørke med sig men det forsvandt hurtigt igen, da det blot var en af de små destinverede kendetegn ved, at han kom ud af skygge verdenen. Hans aura føltes stærkere når man var tæt på ham, som om man bedre kunne få en ide om hans styrke, når man var nær ham, men nu burde Hera også kunne mærke, at der var noget selvmodsigende i hans aura. I hans mellemstadie, udstrålede han delvis skyggedæmon aura, og delvis skytsengle aura på samme tid, hvilket var 2 modstridende aura typer, der normalt tilhørte en race der sjældent overlevede fødsel, eller levede særligt længe forbi både renblods engle og renblods dæmoner, havde for vane at synes det var en vederstyggelighed.
"Det er lang tid siden, at jeg har haft en ung dame i hælene, men sidst det skete var jeg bevidst om hvorfor, hvilket jeg ikke gør i det her tilfælde!" sagde han med en rolig stemme, der rungede af mangel på følelser, som om hans følelses register blot var en tom skal, der påvirkede hans stemme mønster i sådan en grad, at man kunne høre det klart og tydeligt. Hendes duft ramte hans næsebor, hvilket fik ham til at lave et tænkende ansigts udtryk "Du dufter som 2 kvinder, så jeg gætter på du har haft nærkontalt med nogen, som du har snacket på, inden for en rimelig tidsgrænse så jeg tror ikke på, at du er sulten lige nu, og hvis du ved hvem jeg er, kommer du ikke efter dusøren på mit hoved, du er ikke klædt på til det! Så fortæl mig, hvorfor har jeg en ung succubus efter mig?"


Han udviste ingen truende adfærd overfor hende, da hun ikke havde gjort noget, for at provokere ham til det, han forholdt sig faktisk bare rolig, og gav hende mulighed for at kunne føre en normal samtale med ham, hvis det var det hun ønskede. Imens han afventede en form for respons fra hende, fremdrog han en cigar fra en af inderlommerne i hans long coat, satte den mellem tænderne, og tændte den med en tændstik. Hvis hun kiggede sig omkring, ville hun sikkert kunne opdage det sjove fænomen, at dem der ikke brød sig om døden i hans aura, ubevidst havde for vane at gå lidt uden om dem, eller mere specifikt ham, for at holde lidt afstand fra den uvelkomne følelse. Dette skabte nærmest en lille bobbel rundt om dem, som de fleste ikke rigtig lod til at tage notits af.

Det var først, da han på den måde forsvandt i skyggerne, at hun holdt op med at nynne som hun ellers før havde gjort. Forvirret, men i den grad mere interesseret lagde hun hovedet på skrå og vente rundt så hun stod med front mod ham. De uskyldige brune øjne mødte de tågede rødpupilede, som hun hidtil havde antaget for at være blinde.

Nu sagde hans blik hende noget andet. Nemlig, at denne mand eller hvad hun nu skulle kalde ham så mere end han gav udtryk for. Måske endda langt mere. Om dette hørte med i hans konfliktede aura vidste hun ikke, men det tjente kun til at højne hendes i forvejen ret bemærkelsesværdige interesse.

Langsomt og næsten dovent lagde hun armene over kors og hævede et øjenbryn. ”De er en blanding af en engel og en skyggedæmon,” sagde hun i et ganske høfligt konverserende tonefald. Det var samtidig tydeligt, at det ikke var ment som et spørgsmål, men blot en konstatering til en konklusion som en hver kunne have draget.
Hun lagde nakken let tilbage og lo perlende af hans ord, før hun igen mødte hans blik og smilede skævt til ham.

”Ih dog, De lyder jo næsten som om De ville foretrække at forblive udenfor kvinders selskab?” erklærede hun spørgende med en drillende undertone under det undrende udtryk, der hurtigt var kommet frem på hendes ansigt. Hurtigt trådte hun et par skridt væk fra ham, som om hun havde invaderet hans personlige rum uden egentlig at ønske det.

”Oh hun hænger stadig ved kan jeg se,” sukkede hun og rynkede let på næsen af det faktum, at hun duftede som to mennesker. Jane var åbenbart ikke ret vild med at give slip på hende, heller ikke, når hun ikke var til stede. Nu han bragte det op, så kunne hun også godt selv dufte det. En svag tone af parfume, der var for billig til, at hun nogensinde selv ville have valgt at tage den på blandet med den mere umiskendelige duft af et andet levende væsen. Nærmere betegnet den duft, der kendetegnede Jane.

”Naturen elsker vidst at minde mig om mine fejltagelser…ikke, at kvinder er en fejltagelse, langt fra, men hende her var,” lo hun mildt og strøg en lok glinsende hår bort fra sit ansigt.

”Og nej, som De selv så fermt har observeret, så er jeg ikke kommet for at spise Dem,” forsikrede hun og faldt derefter hen i stilhed et øjeblik. For hvad, var hun egentlig helt præcis kommet for? Det vidste hun ikke rigtig.
Til sidst, efter at have studeret ham et stykke tid samtidig med, at hun ransagede sin hjerne sagde hun det bare som det var.

”Jeg fandt dig interessant,” informerede hun ham med et træk på skuldrene.

Hun så sig rundt og måtte le igen. Denne gang af alle de folk der lod til mere eller mindre bevidst at gå tættere på ham end højst nødvendigt.

”Sig mig Sir? Hvad har en stakkels dæmon/englehybrid gjort for at komme til at udstråle så meget død, at det bogstavelig talt frastøder de almindelige masser?” spurgte hun i en tone, som havde hun bedt ham række sig salten henover middagsbordet.

”Og de øjne, hvad har De dog været udsat for at ende sådan?” spurgte hun og lagde en hånd på hver side af hans ansigt med den undskyldning, at hun sådan ville kunne studere ham nærmere. ”Jeg er altid blevet fortalt, at mister man synet bliver de andre sanser stærkere, er det sandt?” spurgte hun og trak atter sine hænder til sig, før hun brugte dem til at børste noget imaginært støv bort fra sin kjole.

”Som De nok kan forstå efter alle mine spørgsmål er jeg af den nysgerrige slags og De har vækket min interesse. Om det så er heldigt eller uheldigt for Dem, må de jo finde ud af ikke?” spurgte hun. Der var intet truende i hendes tonefald omkring spørgsmålet. Snare glødede det af en nærmest legesygt, drillende nysgerrighed.

”Desuden er Deres aura i mangel af bedre ord ret…solid. Hvilket efter mine beregninger vil sige, at de er ret magtfuld, hvis ikke meget magtfuld,” funderede hun, som talte hun mere til sig selv end til ham.

”Og jeg må ærligt indrømme, at jeg finder ideen om magt yderst….attraktiv?” tilstod hun i et spørgende tonefald, som var hun ikke engang selv helt sikker på, om hun havde fat i det rigtige ord.

Til at starte med, valgte han at analysere hendes respons system, ved at lytte til hvad hun sagde, mens han studerede hendes kropssprog, hendes aura og hendes chakras bevægelse gennem hendes krop. Han fandt hurtigt ud af hendes ærligheds parametre, da hun konstaterede hvad race han var, og han fandt hurtigt ud af at han havde ret i, at hun ikke var kommet efter ham for at spise, og at hun havde været sammen med en kvinde for nyligt, siden det virkede legitimt da hun gav ham ret i hans observation.
"Jeg har det med at være lidt paranoid når nogen følger efter mig, især når det er en ung, velformede succubus, den slags tricker mine gamle alarm klokker! Især fordi jeg har en dårlig vane med, at nyde lidt for godt af en kvindes selskab!" sagde han roligt, og rettede lidt på sin long coat mens han rettede sig op til en mere rank kropsholdning, hvilket nok var en lidt ubevidst handling som han udførte, før han tog et hvæs på sin cigar, og fjernede den fra sin mundvige, så han kunne aske den, mens han lyttede til hende.

"Hmm du finder mig interessant? Det føles faktisk sært at stå på den her side, efter så mange år! Jeg er som regel vant til, at det er mig der finder andre interessant først, eller at det starter med en gensidig interesse, så derfor finder jeg det spøjst endelig at være offer, for et andet væsens interesse, før jeg overhoved har observeret dem!" forklarede han roligt, mens han så hende i øjnene med et dybsindigt blik, der til trods for hans øjnes blinde udseende, virkede til at se dybt ind i hendes. Han virkede til at lede efter noget i hende, som han egentlig ikke virkede til at kunne finde, som om det han ledte efter ikke var der, men til sidst stoppede han med at lede, da han gik ud fra at der simpelthen ikke var noget at finde "Grunden til at der er død i min aura, er fordi jeg arbejder som grim reaper, og den slags efterlader en følelse af død i min aura, da jeg har en meget udtryksfuld aura! Lige nu er dødsfølelsen faktisk på et minimum, fordi jeg ikke har været på åndeplanet eller i det hensidiges for nyligt, men når jeg har været der, er den faktisk rimelig bemærkelsesværdig!"
Han lod hende lægge hænderne på hans kinder, da hun spurgte til hans øjne, og nu burde hun ret hurtigt opdage, at hans hud var kølig, faktisk rimelig ens med den omgivende temperatur, som om han ikke var i stand til at producere kropsvarme. Imens hun studerede hans øjne, forklarede han hende hele situationen med, at han havde trænet sine øjne så hårdt, ud i evnen at kunne se andres aura og deres chakra linjer, at det havde kostet ham hans øjnes lys. Der var noget over hans måde at fortælle om sig selv på, der kunne tyde på at han var en snaksagelig sjæl, med en god sans for at give et dramatisk touch, til en historie der kunne lyde både sørgelig og interessant.

"Hvad angår din nysgerrighed, er det mig fuldstændigt forståeligt, jeg er selv en type der finder interesse i specielle typer, og det virker som om din interesse omhandler stærke væsner!" sagde han roligt, og så sig lidt omkring mens han tog endnu et hvæs på sin cigar, før han sagde noget igen "Mit navn er Dust, og hvad siger du til at vi fortsætter hvad end vi har gang i her, et andet sted? Jeg ved ikke helt om jeg har ret, så sig endelig til hvis jeg tager fejl, men jeg kan ikke finde nogen anormalitet i din aura og chakra, så jeg gætter på at du ikke har nogen aktiv magisk evne? Hvis det er tilfældet, er der helt klart noget ved dig, som kan fange min indledende interesse, og opbygge en god start for os begge 2, hvad angår bekendtskab!"

”Tja det skader jo ikke at være på vagt, særligt ikke, hvis du har været uheldig før,” sagde hun tænksomt og nikkede ganske let som for at erklære sig enig i hans påpasselige natur. Hans næste ord fik hende til at le.

”Én gang skal jo være den første til at vende bordene rundt synes De ikke? Livet bliver hurtigt så kedeligt, hvis man altid følger de samme mønstre. Det ved selv jeg og jeg har stadig det meste af evigheden foran mig,” sagde hun mildt og hævede et øjenbryn af hans intense stirren. Hun havde en fornemmelse af, at han lette efter et eller andet, men hvad det var kunne hun ikke lide give et bud på på stående fod. Dog lod det ikke til, at han i første omgang fandt, hvad end det nu var han søgte efter.

Et lettere chokeret glimt tændtes kort i hendes øjne ved hans forklaring på tilstedeværelsen af død i hans aura. At der faktisk eksisterede reapers var simpelthen ikke noget, der tidligere var faldet hende ind.

”Grim reaper? Virkelig, når ja, det forklarer vel leen ikke sandt? Hvis det der er Deres minimum dødsudstråling, så vil jeg da nødigt komme i vejen for Dem, når De lige har været i åndeverden,” udbrød hun, det sidste sagt i et tonefald, der kunne være betegnet som skræmt, havde det ikke været for det rolige smil, der spillede om hendes læber og nærmest fik hendes ansigt til at gløde.

Hun lyttede opmærksomt til historien om hans øjne og lod sig ikke rigtig mærke med det faktum, at hans hud var kold. Hun havde været i nærkontakt med en del vampyrer for nogle år siden, da det i en periode var den race, der kunne holde hendes interesse længst. Derfor var kold hud ikke rigtig noget, hun tænkte synderligt over længere.

I stedet fokuserede på hans, hvis hun skulle være ærlig ret imponerende talent for at fortælle sin historie. Denne mand var så afgjort ikke kedelig. Ikke endnu anyway, og Hera havde på fornemmelsen, at han ville kunne fastholde hendes normalt utrolig flygtige opmærksomhed et godt stykke tid endnu uden særligt store problemer.
”Ja, hvis man ikke er en smule nysgerrig lærer man jo aldrig noget nyt vel? Og der er ikke ret meget sjov i, at studere komplet magtesløse væsener. Hvis det var det jeg ønskede, kunne jeg ligeså godt iagttage en orm,” erklærede hun tørt og så ned på de sølvlakerede negle på sin ene hånd, som om blot tanken fik hende til at kede sig.

”Det glæder mig at møde dig Dust,” sagde hun muntert og slog nu bevidst over i en mere venskabelig tiltaleform. ”Mit navn er Hera. Måske nok et lidt upassende navn fra mine forældres side af medmindre de navngav mig af ironiske grunde selvfølgelig,” præsenterede hun sig med en kort nejen.

”Og nå nu det er dig, der spørger så pænt, så kan vi da godt flytte os, men hvorhen skulle det være?” spurgte hun og lagde sin ene hånd på hans arm for eventuelt at begynde at gå, når han så lige havde besluttet sig for, hvorhen.

”Når det var det du ledte efter før,” udbrød hun og smilede skævt til ham. ”Nope, jeg har ingen aktiv magisk evne, men er jeg ikke magisk nok i mig selv hvad?” spurgte hun drillende.

"Når man vender sig til den, hvis altså man kan det, er min døds udstråling ikke rigtig noget, man lige tænker så meget over! Det er i hvert fald min erfaring, med nogle af dem jeg er meget sammen med, de virker ikke til at tænke så meget over det, men det skal så også lige nævnes, at der er nogle i min omgangskreds der er bekendt med følelsen af død, og derfor ikke finder døds fornemmelsen uvant!" sagde han roligt. Hans måde at omtale hans nærmeste bekendtskaber på, kunne godt antyde at hvem end de var, så var der en ret god chance for, at det var nogle særlige væsner han omgav sig med, som man ikke lige frem så hver dag. Dust var en type der opsøgte det specielle, han samlede på artefakter, objekter med specielle evner, objekter der kunne videregive evner, og selvfølgelig strakte dette sig også ind i hans nære venskaber "Men de er nu også nogle specielle racer! Og lige så specielle som de er, lige så specielle er mine hobbyer! Jeg har blandt haft en sandevne engang, som er grunden til mit gamle tilnavn Dæmonsandet fra Mørket, og jeg samler på artefakter og magiske genstande! Udover det studere og skaber jeg videnskab, så jeg har som regel lidt at lave, når ikke jeg har sjæle der skal hjælpes over på den anden side, eller folk der kalder på mig, for at spørge om min hjælp til, at bringe nogen tilbage!"

Dust tog et sidste hvæs på hans cigar, og smed den væk, imens han lyttede til at hun præsenterede sig selv, og derefter spørge til hvor de skulle flytte sig hen. Han lod hende lægge sin arm om hans, mens han tænkte lidt over, hvor han ville tage hende hen, og da hun konstaterede at hun ingen aktiv magisk evne havde, vidste han hvor han ville have hende hen. Der hvor han ville tage hende med til, passede sågar med hvor han skulle have indeholdet af sin taske hen, så det var da 2 fluer med et smæk, han fik sin taske hjem, og han fik muligheden for at få sig en ny lærling, som han kunne oplære.
"Jeg tror jeg tager dig med til en af mine skjulesteder, der kan vi snakke sammen, så jeg kan lære dig bedre at kende, og hvis du er interesseret i det, overvejer jeg at give dig en evne! Jeg trænger til at have lidt sjov at lave, og jeg finder det som regel underholdende at oplære ungdommen, såsom en ung dame som dig!" sagde han roligt, og begyndte at lede an, så han derved lagde an til at hun blot skulle følge med ham. Som person, udstrålede Dust en stærk karakteristika, lidt lige som en leder figur, en ting han ikke selv tænkte over, selvom han havde en personligheds træk, der var meget værdsat for ledere "Jeg har efterhånden fået den holdning, at grænserne for hvor magisk væsner kan anses for at være, er blevet flyttet siden den tredje verdens krig, for før krigen var dæmoner, engle og elvere ikke så hyppigt set, derfor var de normalt anset som magiske væsner, men nu er det meget naturligt at møde den slags væsner så nu, hvis man vil skilde sig ud fra andre dæmoner foreksempel, er man nød til at gøre en større indsats, end blot slet ingenting, for at jeg anser denne for at være noget særligt, hvad angår det magiske aspekt!"


Det var i situationer som nu, hvor man virkelig kunne høre at Dust havde en intellektuelt udviklede tankegang, han var ikke typen man lige så nemt kunne løbe om hjørner med. Men selvom han var en klog fyr, var der umiddelbart ikke noget ved ham der virkede til, at han søgte efter intellektuel stimulans, hvilket gav friheden til at foreksempel Hera, nemt kunne snakke med ham, uden noget pres.
"Hvad ironisk skulle der da være ved, at en smuk pige skulle få et navn som dit? Du er måske en succubus, men der er da ingen der siger at Hera, skulle stå for noget uskyldsrent eller kun skulle tilhøre en bestemt type!" sagde han roligt, og gav hende et drillende smil, tiltrods for at hans smil havde en destinverede mangel på følelser, lige som hans stemme "Men udover et pænt navn, en succubus som race, og en god og grundig nysgerrighed, hvad er du så for en? Hvad for en slags evne kunne du godt tænke dig at besidde?"

”Det undrer mig egentlig ikke. Det er jo set før, at man vender sig til sine venners særheder, hvis man hænger om dem nok ikke? Desuden så er mange af væsenerne i denne verden så vant til at være omgivet af død i forvejen, at din aura ikke vil gøre den store forskel,” funderede hun muntert, imens hun i sine tanker forsøgte at finde ud af, hvem det mere specifikt var, Dust normalt omgav sig med. Magtfulde væsener, så meget var garanteret, men hvem det var vidste hun ikke. Han slog hende umildbart ikke som typen, der havde venner indenfor større organisationer, medmindre der var tale om en organisation han selv havde skabt. For Hera virkede han faktisk mere som typen, der virkelig kunne komme til at pisse de magthavende organisationer af og være fuldstændig ligeglad med konsekvenserne.
Hans næste ord fik da også hurtigt bekræftet hendes forudanelser om, de magtfulde væsener han var venner med. ”Nu må du ikke blive fornærmet, men jeg har altid hadet sand,” tilstod hun, da han kom ind på sit gamle tilnavns opståen.

”Så du er altså en tyv eller en gravrøver?” fortsatte hun drillende lidt efter.

Magiske artefakter og genstande var ikke ligefrem noget, man bare sådan gik ned og købte i det nærmeste supermarked.

Dog var det ikke noget, hun ikke kunne give ham ret i ikke var interessant og desuden ville det være meget ulig hende at stå og prædike om, hvad der var rigtigt og forkert at gøre. Hera selv var praktisk taget skabt af at gøre amoralske ting. For hvad var moral andet end en stopklods for at nyde livet ordenligt?

”Og en kontraktmager er du også? Jamen dog du bliver da også kun mere og mere interessant kære. Hvad koster det så, at bringe folk tilbage fra de døde?” spurgte hun uskyldigt. Der var ingen hun ønskede tilbage, nej hun var tættere på at ønske flere ned og rådne i jorden, men det var nu et fascinerende koncept alligevel.

Ved hans udmelding om, at han havde til hensigt at gøre hende til sin lærling blev hun efterladt med en fornemmelse, der på én gang var både lettere chokeret og begejstret.

Det her var noget helt nyt, uprøvet og ukendt. Sådan noget elskede hun…at bryde dagligdagens rutine.

”Jamen dog, det er ikke hver dag, man bliver tilbudt en læreplads af en mystisk mand i en mørk frakke. For sjov skyld vil jeg gå så vidt som at tage imod dit tilbud. Jeg trænger til at opleve noget nyt alligevel. Rutine bliver hurtigt så kedeligt,” erklærede hun med en sand livsnyders flygtige alvor.

Leende fulgte hun med, da han begyndte at gå. Sikke mange, der stirrede underligt på dem, før de hastigt vendte tilbage til deres gøremål igen. De måtte da også udgøre et noget obskurt syn, det måtte hun give folk ret i.
”Ja, jeg er virkelig født i den forkerte tidsalder, tænkt hvor imponerende, jeg kunne have været, hvis jeg var født før krigen,” fnøs hun med en tør latter.

”Tja, det har du vel ret i, men jeg har ikke ligefrem været en helgen for ægteskabet igennem min levetid,” funderede hun muntert.

”Aha den var værre Dust, hvad er vi overhovedet alle sammen for nogen? Afhænger vores personligheder ikke i stor grad af de væsener vi omgiver os med? Som jeg ser det er vores personligheder ligeså evigt foranderlige som verden omkring os, hvis ikke mere. Og hvad vi gør styres i høj grad af følelser eller måske snare, hvad vi ønsker at føle ved at gøre forskellige ting,” sagde hun mildt og studerede kort hans ansigt, før det lod til at gå op for hende, at hun i grunden ikke havde svaret ham.

”Når, men det var ikke en filosofilektion du bad om. Som du måske nok har på fornemmelsen, så går jeg meget op i at få mest muligt ud af livet og er en meget social type. Jeg elsker at opleve nye ting….og så spiller jeg cello,” fortalte hun med et skuldertræk og gjorde et kort ophold i sin talestrøm for at tænke over hans spørgsmål.

”Jo ser du….jeg nyder magt. Magt og indflydelse er godt, hvilket er lig med, at en magt fuld evne også vil være godt, men jeg ville foretrække noget subtilt…da jeg….mellem os selvfølgelig, foretrækker at lade andre stå for handlingerne bag min planlægning og en flashy magtfuld evne ville kun trække andre magtbegærlige væsener til og eventuelt bringe fare over mig selv. Har du hørt om ham med englefjeren? Wow hans liv bliver ikke nemt fra nu af, hvis rygterne taler sandt. Så ja, det jo prøver at sige er, noget magtfuldt, men subtilt,” lo hun.

"Det har du ret i, der er nogen der er vant til følelsen af død, grundet gentagende oplevelser fra deres omgivelser, men specielt en af mine nære bekendtskaber, er vant til døden grundet det faktum, at hun har oplevet det på egen krop! Hun stammer originalt fra oldtidens Egypten, men blev vækket tilbage til livet her i vores tid, så for hende er min døds udstråling og mit arbejde med døden, blot endnu en ting vi har til fældes!" forklarede han roligt. Selvom det måske ikke lige slog hende, at han var en person der omgav sig mig magtfulde typer, så havde han faktisk før i tiden, haft meget kontakt med magtfulde personer, der ønskede at betale ham, for at udføre et stykke arbejde for dem, som helst skulle foregå under lyssky forhold, og med mindst mulig forbindelse til dem selv. Desuden havde han et godt bekendtskab med Vladimir, lederen af Calvarinos klanen, hvis altså han stadig var det, og han havde haft et godt forhold til Medusa, den tidligere leder af Shadows of the Raven, som desværre nu ikke længere var klanens leder. Klanen var måske gået lidt i opløsning nu, men det var lykkedes Dust at redde en hvis anddel af klanen, som han nu havde overtaget under navnet The Offspring, så magtfulde væsner var ham langt fra fjernt. Desuden lå hans vanelige interesse felt som regel, på væsner der havde potentiale for magt, og i nogle tilfælde var det også resultatet han opnåede. Hans seneste eksempel, selvom det var lidt tid siden nu, var hans tidligere lærling Phoenix, hvis evne han havde givet hende og lært hende op i, og som den dag i dag var leder af the wolf clan.

"Jeg vil ikke ligefrem definere mig selv som en tyv, eller en gravrøver, da det sjældent er det jeg gør, for at få fat i mine artefakter! Mange af dem ligger faktisk gemt steder, hvor det er meningen at de skal være beskyttet, eller steder hvor de er gået tabt, på den ene eller den anden måde, så egentlig er det i disse mangfoldige tilfælde mere en redning, af genstande med historisk og magisk værdi!" Når det kom til stykket kunne gravrøveri ikke helt undgås, når man samlede artefakter, men Dust havde af ren og skær vane nået til et punkt i sin indsamlings teknik, hvor han udviste respekt for de grave artefakterne befandt sig i. Han tog aldrig noget andet, end det eller de artefakter han kom efter, og han sørgede altid for ikke at skade graven, samt at efterlade den med det beskyttelse den havde når han kom, hvis ikke en bedre eller opfrisket beskyttelse ville være bedre, for den afdødes grav.
"Det er næsten før du lige så godt kan få forløbets gang, for bedre at forstå hvad der kræves fra begge parter, når nogen ønsker at jeg vækker deres kære til live igen!" startede han sin forklaring, da det var et lidt komplekst system "Først og fremmest når man tilkalder mig, kræver jeg personligt at der er junkfood tilstede, da hvis jeg skal udføre opgaven, kræver det meget energi af mig, og tjener også formålet at man kan holde min interesse, mens man kommer med sin forespørgsel, og vi aftaler hvad der videre skal ske! Jeg ønsker derudover også, at modtage en betaling for mine ydelser, som jeg normalt aftaler med ´kunden´ og som skal kunne betales, senest ved færdiggørelsen af ritualet, da jeg ikke ønsker at blive snydt for betaling, efter udført arbejde! Sidst men ikke mindst, er der det ritualet kræver, for at jeg kan udføre ritualet! Der skal bruges en krop til den ønskede sjæl, som skal være i fin stand, og samme køn som sjælen, for at den kan bruges, og for at jeg kan få sjælen med ud af efterlivet, skal jeg bruge en sjæl fra den levende verden, som alligevel ville have endt det samme sted, som der hvor sjælen befinder sig, selv uden min indgriben! Så det kræver alligevel lidt, for at få jobbet udført, og så kræsen som jeg kan være, kan det til tider være svært at finde en betaling til mig, som jeg vil acceptere!"

Hendes svar på hans tilbud om en læreplads, gav ham en bedre ide om, hvad hun var for en personlighed. Det at hun fandt rutiner kedelige, betød at han som hendes såkaldte kommende læremester, måtte sørge for at hun ikke kom ind i for meget rutine, så hun begyndte at kede sig, han måtte derimod sørge for, at hun fik prøvet nogle ting, så hun havde noget der holdt hendes interesse og fokus. Det kunne godt være, at det blev sjovt at oplære hende, og det blev interessant at finde ud af, hvad for en evne hun ville komme i besiddelse af, for det havde trossalt betydning for, hvilken slags træning hun skulle bruge.
"Tro det eller lad vær, men selvom du ville have været mere usædvanlig før krigen, så ville du højest sandsynligt også, være blevet anset som værende et større monster for den tid, end jeg blev anset da dusøren på mit hoved toppede! Men det ville selvfølgelig være bygget på, at du i bund og grund, er en sjæle ædende hun dæmon, i en verden der ikke rigtig havde en ide om, at du og din art overhoved eksisterede! Tilgengæld ville du så også være det mere speciel, fordi der ikke er noget lignende at sammenligne dig med!" forklarede han roligt, mens han talte som en der bogstaveligt talt vidste, hvad han faktisk snakkede om, hvilket han egentlig set også gjorde, da han havde været i fortiden nogle gange nu, og havde lært på egen måde, hvordan verdenen hang sammen på forskellige tidspunkter før krigen.

"Hmm taget den personlighed jeg lige så stille, er begyndt at observere hos dig i betragtning, kan jeg ud fra de kriterier, allerede nu give nogle ideer til hvad for nogle evner, der kan være interessante for dig! Nogle af hoved titlerne er psykiske evner, sanse relaterede evner, og en af dem der dukkede op i mit sind, er måske ikke lige frem noget for dig, den er nok lidt for stærk, i forhold til hvad du ønsker, selvom den sikkert ville være perfekt, til at du kan blive i baggrunden og få andre til, at gøre det beskidte arbejde!" sagde han i et tænkende tonefald, før han så på hende så man kunne se de rubin røde pupiller, glimte i det forsvindende sollys. Han kunne dog ikke lade vær med, at smile et tomt smil over, at hun nævnte Auriel som var en person, han selv var bekendt med "Nå så du har hørt om hele Auriel, og hans magiske fjer situationen! Jeg har mødt ham før, for lang tid siden, han er lidt af en spøjs fyr, men det ærger mig lidt at jeg ikke fik mulighed for, at studere ham nærmere! Han er trossalt den eneste ærkeengel, som jeg er i stand til at opsnuse i vores tid, men det undrede mig faktisk ikke, at hans fjer har den slags magi over sig som de har, ærkeengle er trossalt anset for at være noget af det stærkeste man kan finde, når det kommer til engle racen som helhed!"

”Selve døden har egentlig aldrig generet mig… det er nærmere hele oprydningsarbejdet bagefter…oh og det faktum, at den synes altid at aflægge visit på de mest upassende tidspunkter,” mumlede hun tænksomt, som om hun egentlig talte mere til sig selv end sin nyfundne samtale partner.

”Oldtidens Egypten siger du? Hvor interessant, selvom jeg må indrømme, at Grækenland altid vil have en speciel plads i mit hjerte,” sagde hun med den svageste antydning af et smil. ”Du holder dig efter alt at dømme noget mærkværdigt selskab Dust. Jeg vil gerne møde dem en dag,” erklærede hun og smilede nu mere helt.

Hun rystede let på hovedet af hans næste ord.
”Jamen Dust dog, du burde vide, at det hele ikke handler om, hvordan man ser sig selv, det handler om, hvordan andre ser én. Du være nok så ond og fuld af synd, men når omverden ser dig, som værende mere hellig og uskyldsren end en nonne kan du få lov til at være i fred og fortsætte sådan for evigt,” forklarede hun sit syn på tingene.

Et syn, der tydeligt sagde, at enhver form for moral i princippet var meningsløs såfremt, at man kunne spille rollen som et moralsk godt væsen. Om man var det gjorde ingen forskel i sidste ende.

”Dine opgaver lyder besværlige,” konkluderede hun stilfærdigt. ”Hvorfor junkfood?” spurgte hun lidt efter. Det virkede hverken synderlig rituelt eller intimiderende. Måske var det bare en form for personlig præference?

”Du har nok ret og en dæmonjagt, ville have besværliggjort min tilværelse ret så meget,” indrømmede hun som svar til hans kommentar omkring tiden før krigen.

Hun trak let på skuldrene og et øjeblik gled en misbilligende skygge over hendes ansigt. Så hadefulde mennesker dog kunne være og alligevel var dæmoner ofte dem der blev sat i bås og bebrejdet for alting. Som om menneskene dengang ikke kun var bange fordi dæmonerne symboliserede noget, de havde gemt væk dybt inde i sig selv og forsøgte at glemme.

”Hvad, ligger du bare inde med en hel masse evner, du sådan kan give til folk efter forgodtbefindende eller hvad? Evnedealer,” drillede hun ham, men det fascinerede glimt glødede atter et sted dybt i hendes øjne.

”Dine ideer lyder dog gode, selvom hele evnedealer princippet er en smule skummelt,” medgav hun med et kort nik som for at understrege alvoren i sine egne ord.

”Når ja, det var Auriel englen hed, hmm, selvfølgelig har jeg hørt om det, det er i alle kroge for tiden synes jeg…eller måske er det bare i de kredse jeg kommer,” lo hun og virrede med hovedet, som for at klare sine tanker igen.

”Min plan ville umildbart være at lade mine evners fantastiskhed blive ved rygter, man får ordnet ting langt bedre sådan,”

”Du kunne jo være skingrende sindssyg for all I know siger du som om det er et problem,” fnøs hun. ”Ville verden ikke være jævnt kedelig, hvis vi alle gik rundt og var helt fuldstændig stabile? Hvem skulle så lave rav i den, så de gode mennesker har noget at lave?” spurgte hun leende og lod sig uden indvendinger føre ned ad sidevejen.

”Oh, så det svarer bare til, at man ofrer rom og cigaretter til Baron Samedi i haitiansk voodootro, jamen så giver det jo sådan set god mening….I guess,” forsøgte hun sig med et skuldretræk.

”Så du er faktisk mere en evnedrage? Du samler dem bare og så giver du dem til folk, du gider. Det må virkelig have givet dig nogle magtfulde forbindelser i tidernes løb. Du er ret smart, jeg er imponeret,” sagde hun. Det var tydeligt, at dette faktisk var et af de uhyre sjældne tilfælde, hvor hun mente, hvad hun sagde. Det var ikke ret tit hun fandt et andet væsen, der på nogen måde fangede hendes opmærksomhed nok til rent faktisk at imponere hende og hvis det endte med at ske, var det ikke ofte, at hun lod dem det vide.

”Ih altså, det glæder jeg mig til at se på,” lo hun og hoppede let op og ned, så det kastanjebrune hår dansede om hendes ansigt.
Da de stoppede direkte foran en mur måtte hun et kort øjeblik ligge hovedet en smule på skrå og hæve et øjenbryn. ”Det næste bliver, at du også har en forbryderhule under en sø eller noget,” pointerede hun med en lettere tør latter.

”Ahey, ligesom i Harry Potter,” udbrød hun og bed endnu et latteranfald i sig, imens hun fulgte med ham ned ad trappen og med et halvt øre lyttede til sine egne og Dust’s fodtrin på trappen.
”Næh se, hvor fint….og gotisk,” lo hun, da de trådte ind o det kuppelformede lokale. ”Indrettede du, før du blev blind eller kan dine chakraøjne også se farver?” spurgte hun og hentydede til det faktum, at det hele lod til at være meget målrettet indrettet ud fra et sort og rødt tema.

”Nårh anyway, lad os snakke evner ikke?” foreslog hun og lod sig med katteagtig elegance glide ned i den nærmeste sofa, hvor hun satte sig på kanten, lagde benene over kors og lænede sig frem som om deres formål var helt konspiratorisk.

"Jeg anser nu mig selv for at være rimelig stabil, og jeg har da sørget for mere kaos siden du blev født, end de fleste normale væsner ville kunne nå, på det meste da hvis ikke på hele deres liv! Medmindre du selvfølgelig kun regner det for at være kaos, hvis det bliver skabt af en der er sindssyg, for så foreslår jeg du må holde dig væk, for så er jeg farligere for dig end hvad godt er!" sagde han roligt, med en drilagtig undertone i hans stemme, der antydet at han vidste hvor langt ude hans sind var, sammenlignet med så mange andre væsners, men han valgte at mene noget andet, da han fandt livet mere interessant, sådan som han levede det, med alle de ting han gik og lavede. Selv med de bekendtskaber han havde gjort sig gennem hans liv, gjorde blot at han troede endnu mere på, at hans liv var noget verden, ikke ville glemme lige med det samme, for han havde berørt verden så meget, at hans fingeraftryk var brændt ind i dens kerne.
"Ja eller kokain til Papa Legba, en anden Voodoo guddommelighed, der er bedre kendt her på Amerikansk grund! Jeg har mødt den fyr nede i helvede han har fandme sin egen afdeling og alt muligt, og han sniffer konstant, så hans humør er altid lidt spøjst! Men på nogle punkter har vi alligevel nogle ting tilfældes, så vi snakker godt sammen, når endelig vi støder på hinanden!" Dust fik kortvarigt et tænksomt blik i sine øjne, da han tænkte tilbage på nogle af hans sammenstød med denne Papa Legba, og det virkede som om på ham, at det ikke ligefrem havde været negative oplevelser, han havde haft med denne Voodoo guddommelighed. Han vendte dog hurtigt tilbage til deres samtale, da han trossalt havde en at snakke med, så han kunne ikke bare gå der sammen med hende, og fortabe sig i sine egne tanker.

"Jeg har formået at placere stærke væsner i denne verden, nogen af dem har jeg trænet helt fra bunden, mens jeg med andre, blot har lært dem at bruge deres evne, mere skulle der ikke til, for at give dem den magt de skulle bruge, for at de kunne opnå den magt de ville have, og den storhed jeg kunne se i dem! Men se det ikke som et pres på dig, jeg forventer ikke at du går ud og overtager verden, i bytte for de evner jeg tilbyder dig!" sagde han roligt, og smilede til hende på en måde der indikerede, at hun ikke behøvede at leve op, til nogen absurde forventninger fra hans side af, det eneste han forventede af hende var blot, at hun kunne leve op til den evne hun snart ville få, og at hun kunne bruge den kreativt, hvilket var en ting han prøvede at lære alle dem, som han oplærte af lignende grunde, som de grunde han havde, til at oplære hende.
Hendes glæde var for ham et godt tegn på, at hun nok skulle blive til noget, og for ham var det ved at være lang tid siden, at han havde haft en udfordring i, hvad for en evne han skulle finde frem, for ikke at glemme, hvilken slags træning der skulle til, for at hun kunne opnå fuldt potentiale, inden for de felter der skulle være mest fokus på. Grunden til at dette ville være en udfordring for ham, var mest af alt fordi, at mange af dem han havde trænet, i det sidste lange stykke tid, som regel ønskede sig en fysisk evne, noget der kunne gøre skade, og som kunne kanaliseres af brugeren på en forholdsvis effektiv måde, og den slags var nemt for Dust at træne, for alt det krævede var blot, at lære dem hvordan man kanaliserede evnen, og hvordan man kæmpede med den. Men hvad Hera ønskede sig, var en evne der kunne bruges fra skyggerne af, en evne der gjorde at hun kunne stå i mørket, og arbejde som en dukkefører, og den slags krævede en mere udspekuleret form for træning, så hun kunne lære hvordan man trak i snorende på den bedste måde, for at få det resultat hun ønskede. Begge ting var noget Dust havde lært på den hårde måde, men som sagt, var der en umådelig stor forskel på, hvordan de virkede og hvordan de skulle læres.

"Alle de gemmesteder jeg har, på denne side af landet, er blevet indrettet og designet før mine øjne, mistede deres evige lys, hvorimod alle dem i den nye verden, blev lavet før jeg skiftede min sand evne ud med min grim reaper evne! De er dog indrettet anderledes, da jeg har haft min kat til at sørge for, at der er de ting der skal bruges, og indretningen ikke ligner noget, der er lavet af en blind mand, der kan se chakra!" sagde han helt casual, som om den lille bemærkning omkring katten, der havde ordnet indretningen, var lige så normalt som at man lukkede øjnene, når man skulle sove. Hans måde at smide om sig, med så umiddelbart ulogiske sætninger, ville nok ske engang imellem, da han så sit liv som hverdag, men der kunne være op til flere aspekter af dette liv, der ikke var særligt normalt for andre, måske endda langt fra.
"Ja lad os hellere det! En af mine første indskydelser var, at jeg har en upir evne på lager, denne upir evne er at du kan få andre til at gøre hvad du siger, når du ser dem i øjnene, og fordi evnen tilhørte en rigtig upir, er den ret magtfuld, men den kommer så også med en stærk træng til råt kød og blod, og dens ulempe i sig selv er, at væsner med et stærkere sind end dig kan modstå evnen, og du kan få hjerne skade af den, hvis du ikke bruger den med omhu, så jeg var i tvivl om du kunne bruge lige den evne!" forklarede han roligt, da det trossalt var en start, at han præsenterede hende for de tanker han havde gjort sig indtil videre. Han satte sin le fra sig, og tog sin long coat af, så man nu bedre kunne se, hvor mager han egentlig var, man kunne se nogle tydelige ar på hans arme, og nu kunne man se de 3 sjældne daggerts i hans bælte. Han satte sig til rette i en sofa stol overfor Hera, for at fortsætte deres samtale om evner "Så tænkte jeg på en anden evne, der er basseret mere på musik! Denne version kræver et instrument, jeg har flere modeller der passer sammen, med specifikke typer instrumenter hvilket er den stærkeste, nogle kan bruges på 2 typer instrumenter, den er den mellem stærke type, og så er der den svageste, der passer til flere instrumenter, men selvom den er svagest, af alle 3 typer, virker den så med hvad som helst der laver musik, og selv den har en rimelig god påvirknings evne!" han holdt en lille pause, for at høre hvad hun havde at sige indtil videre, da han ikke ville overrumple hende lige fra start af.

”Oh jamen jeg ved jo, at du ikke har tænkt dig at gøre mig noget….eller har du?” gav hun igen ligeså drilagtigt som hans selv.
”
Kan man have sin egen afdeling af helvede? Dust, du får det til at lyde som en kontorbygning og det er altså ikke særligt appellerende,” lo hun med et hævet øjenbryn, før hun lod ham gå lidt i sine egne tanker og ventede på, at han fandt ud af, hvad han ville sige.

For en tid drev hun selv af sted på sin egen tankerstrøm og smilede vagt til forbipasserende folk, der, charmerende som hun var ikke kunne lade være med at smile igen.

Hvor hun dog elskede at have den effekt på folk. Ikke engang at skulle sige noget, men bare et smil og så havde hun efterladt sig et indtryk, der kunne vare ved resten af dagen, hvis ikke længere.

Eller, sådan kunne hun i hvert fald godt lide at forestille sig det. I grunden vidste hun jo ikke, hvad disse væsener tænkte om hende, når de gik forbi hende på gaden.

Da Dust igen talte til hende, måtte hun lige bruge et øjeblik på at vikle sig ud af det tankespind, hun selv uvilkårligt havde spundet. Så smilede hun uskyldsrent til ham. ”Så du forventer altså ikke, at jeg overtager verden og hersker over alle levende og udøde væsener som en kærlig og godhjertet gudinde? Du har da helt fejlbedømt mine ambitioner,” jokede hun.
”Hvad vil du så egentlig have i betaling for dine….ydelser? Der er efterhånden intet, der er gratis her i verden,” funderede hun og så afventende på ham.

”Du har haft din kat til at indrette for dig? Well så er jeg sikker på, at dit firben har været bemærkelsesværdigt dygtig til at installere IT,” sagde hun drillende og undrede sig dog over, hvilken kat der kunne være tale om. Efter alt at dømme, kunne den umuligt være ligeså uduelig som Hera’s hund.

”Med upir mener du de der ukrainske vampyrtyper ikke?” spurgte hun og lagde hovedet let på skrå, imens hun lyttede indgående til hvert et ord han sagde.

”Tja det lyder alt sammen mægtig fint, hvis man ikke medregner trangen til blod, råt kød og muligheden for at skade en hjerne, der sikkert allerede er nok fucked up i sig selv ,” mumlede hun tænksomt og trommede med sine slanke fingre på sofaens ene armlæn, imens hun grundigt vejede evnens fordele og ulemper.

”Du har rigtig nok regnet det smart ud hvad? Evnen kræver øjenkontakt og du er blind,” lo hun perlende. ”Er man en smule bange for at blive tronrendt af sine elever kære?” spurgte hun. Dog i en næsten godmodigt drillende tone, der gjorde det tydeligt, at hun reelt ikke gjorde alvor af denne mistænksomhed.

”Selvom en instrumentbaseret evne i teorien virker usigeligt charmerende og næsten eventyrlig, tror jeg virkelig også den har sine ulemper. Hvis jeg skulle slæbe et instrument med mig, hvorend jeg gik hen ville der nok ikke skulle ret meget logisk tænken til at finde ud af, hvor min evne kom fra og derved løse mysteriet og have lettere ved at gøre mig ukampdygtig ikke sandt?” spurgte hun mildt og foldede hænderne i skødet, imens hun tålmodigt ventede på, at han skulle fortsætte.

"Jeg har ikke ligefrem for vane, at agere farlig overfor andre, medmindre selvfølgelig jeg får en grund til det! Og du ligner umiddelbart et sandt barn af Lucifer!" sagde han med hans drillende undertone i stemmen. Det var sjældent han refererede til Lucifer i det hele taget, men han fandt det et eller andet sted komisk passende, at lave en langt ude reference, der mindede om "du er Guds barn" ved at sige, man var barn af en engel der blev forvist fra himlen, for at elske sin far for meget til, at bøje sig for den menneskelige race "Helvede er egentlig set lidt et virvar af mærkelige ting, der findes forskellige aspekter af stedet, der alle sammen hænger sammen på den ene, eller den anden måde, og det gør i sidste ende, at helvede kan sammenlignes lidt med en kontor bygning! Der er en afdeling for hver del, der repræsentere forskellige aspekter af helvede, på den ene eller den anden måde!"


Han smilede et tomt smil til hende, over hendes lille kommentar om, at hun ikke havde ambitioner om at overtage verdensherredømmet. Tanken om at oplære nogen til at gøre det, havde han en gang imellem leget med, bare sådan for sjov skyld, mest fordi han var en såkaldt skyggeskurk, et væsen der opererede fra skyggerne, og sjældent kom frem i lyset, medmindre man selv ville det, men trods alt var denne slags ideer kun sjove tankespind for ham.
"Hmm det ville ellers have været sjovt at se, hvor langt jeg kunne få dig på vej, hvis det havde været din ambitioner at overtage verdensherredømmet! Men hvis ikke verdensherredømmet, hvad er det så du helt præcis ønsker af livet?" spurgte han med en let nysgerrighed, da han trossalt gerne ville lære hende bedre at kende, og han gerne ville vide, hvor hun gerne ville hen af i livet "Hvad angår gengæld for hvad jeg tilbyder dig, er jeg lidt af en kompliceret type! Jeg ved det lyder mærkeligt, men med alle de ting jeg har opnået i livet, ønsker jeg ikke lige frem noget lige nu, men skulle du en gang i fremtiden støde på noget interessant, eller blot noget du kunne forestille dig var interessant for mig, så bring det til mig, også selvom det kun er en information, eller en myte der virker selv det mindste legitim!" som hun nok allerede havde regnet ud, var Dust den type der altid var på udkig efter sjældne, og/eller brugbare objekter, som han kunne bruge til et eller andet, eller som kunne blive en del af hans samling, så denne form for ønske om gengæld, for det han tilbød hende, var vel ikke helt usædvanligt for en som ham.


"Den eneste grund til at den skøre kat, skulle være bare i nærheden af god til noget, der indbefattede it, så skulle det være at finde katte memes på Google, eller få en computer til at flyve! Eller flyve er så meget sagt, han løfter bare computeren op i luften, gør sig usynlig og danser rundt med computeren, så det ser ud som om, at computeren flyver!" sagde han tænksomt, på en måde der virkelig understregede, at selv for ham var denne kat, der lød så urealistisk tegnefilms agtig, en mærkelig lille satan, der måtte være den komiske pangdang, til hans sindssyge sind. Måske var det en af grundene til, at Cheshire og Dust havde så godt et tilhørsforhold forhold til hinanden, den ene bragte mørke og kold gennemtænkning med sig, mens den anden bragte glæde, og komplet random humor med sig. De var et umage vennepar, hvis man kunne kalde en som Dust, og en magisk one of a kind oldgammel kat som Cheshire venner.

"Ja dem, de ukrainske vampyre! Det er sjældent jeg støder på nogen, der rent faktisk ved bare noget om denne race! Og selv hvis mine øjne virkede lige som dine, tror du så du ville være i stand til at overmande min vilje, med denne upir evne, før du fik lyst til at bide min hals i stykker, og suge mig tør for blød til jeg lignede en menneskeformet sveske?"
 spurgte han drillende, før han gik videre med samtale emnet "Der findes en version af evnen, hvor fløjter er hoved instrumentet! Specielt en af dem i min samling, tilhørte en kvinde, der kunne gøre sig usynlig for lytterne, og manipulere deres tankegang, og jeg blev særligt overrasket, da hun i mangel på sin sædvanlige fløjte, brugte en af de der små fløjter, du ved dem trænere også har, som kun kan lave en lyd når du blæser i dem, til at forårsage en ulidelig smerte, for alle der hørte hende blæse i den!"


"Jeg har et andet alternativ! Jeg har en samling af vibrations baserede evner, der logisk nok bruger vibrationer til, at opnå bestemte formål! En af dem skaber jordskælv, en anden arbejder med lyd vibrationer, og en jeg tror du vil kunne bruge er hypno vibrationer! Denne evne bruger lyd vibrationer til, at bryde ind i offerets sind via hørelsen, og fungere i bund og grund på samme måde, som en hypnose man hører, men nærmest ikke registrere overhoved!"