(Frit emne) - A lonely road

Tid: Aften - 22.09
Vejr: Køligt, lidt brise
Sted: Inde i Kroen



Megara Sad på en af bar stolende oppe ved bardisken. Hun fik sig en smøg og et glas med whiskey. Den tørre bitre alkohol som det var ifølge hende fik hende til at knibe øjnene sammen når hun tog en slurk. Normalt røg hun slet ikke, mest af alt fordi tobak ikke bare var noget man sådan lige havde ved hånden. Og den whisky hun drak var kun fordi der havde været en ældre mand der havde betalt for hende. Det samme havde han med cigarretten. Hun havde albuerne på barbordet som hendes øjne også stirrende ned i, imens hun holdte glasset oppe imod sin pande. Hun var i et tildels godt humør. Ikke direkte godt humør, men kroens omgivelser havde gjort at hun i det mindste havde noget at tage sig til. Håret var løst og hun bar ingen makeup, det var faktisk sjældent hun gjorde det da der ingen grund var. Hun kunne dog godt havde fundet på det nu hvor hun var i et område som dette. Hun sank en klump og valgte at tage endnu et sug af den halv færdige smøg. Hun mærkede hvordan røgen fyldte hendes lunger og fik hende til at virke mere frisk, hvorefter hun pustede ud så røgen nærmest dansede hen over bar disken. Det var ikke den største energi hun havde her til aften og det ville man kunne se med det samme. Sådan som hun sad og hang.

Lige så ensom som vejen til denne by, var denne skikkelse der trådte ind på kroen, ved navn mink, og spredte et let gys gennem folk i hans nærvær. Nogle stykker kunne nok mærke dødens nærvær, gøre dem lidt små deprimeret, mens andre bare mærkede gyset, og derefter varmede sig med en drink, før de fortsatte med deres hyggen, eller hvad de nu lavede. Denne skikkelse, der gik under navnet Dust, gik gennem lokalet uden at der var særligt mange, der virkede til at opdage ham, da mørket virkede stærkere omkring ham, som om lyset var sky over hans nærvær, eller ikke havde lyst til at komme for tæt, på denne mørke skikkelse, der var iført sort tøj, 3 daggerts i hans tykke læderbælte, med det sølvfarvede dødningehoved bæltespænde, der grinede med de store rubin øjne, en le på hans ryg der kunne give en idé om, hvorfor der hang en følelse af død omkring ham, og sidst men ikke mindst, øjnene der sad i hans hoved. Hans øjne var tåget som om han var helt blind, men hans pupiller havde et svagt glimt, der lyste den blodrøde farve lidt op.

I en rolig bevægelse, satte Dust sig ned i baren, så der var en stols plads mellem ham og Megara, han gjorde tegn til bartenderen om at han ville bestille en drink, som nikkede med genkendelse i sit blik, som om han kendte Dust. Imens han ventede på sin drink, tog Dust en cigar frem og tændte den, så den liflige duft af cigar røg, spredte sig fra ham, i takt med røgsky en.

Hun havde mærket gyset med det samme at døren blev åbnet ind til kroens rum hvor hun sad. Først troede hun at det var alkoholen der var ved at stige hende til hoved derefter rankede hun sig og blinkede kort med øjnene. Men det var vist ikke det der var grunden til det lidt omklamrende følelse der havde ramt hende så pludseligt.

Da Dust satte sig lidt fra hende, vendte hun hoved mod den fremmede, førte et blik der kørte oppefra og ned, hvorefter det så gøre det modsatte. Der fandt hun ud af hvorfor den underlige følelse havde ramt hende, det var denne mand der havde slået sig ned 1 sæde fra hende. Hun fjernede hurtigt blikket og så ned i barbordet efter hun tog en kæmpe slurk af whiskyen og det sidste dræbende sug af sin cigarret, hvorefter hun dræbte glæden ned i et glas der stod til højre for hende, imellem hende og manden. Hun pustede letter opgivende røgen ud af næsen og sukkede. Der var stadig et halvt glas whiskey tilbage i hendes glas.

Den store slurk havde dulmet den ubehaglige følelse lidt. Hun ønskede ingen øjenkontakt med nogen her inde medmindre de talte direkte til hende. Dette område, eller by hvis man kunne kalde det det, var fuldt med mordere og andet godtfolk.

Efter Dust havde fået sin drink, tog han en slurk af den, og så sig nærmest ikke omkring, hvilket for folk der havde set hans blinde øjne, også virkede som en nyttesløs ting at gøre. Alligevel havde Dust lagt mærke til Megara, da hun ikke sad særligt langt fra ham, og hun havde trossalt allerede givet ham elevator blikket. Siden hun virkede til at kede sig, valgte han at tage kontakt til hende, på hans egen specielle måde, så hvad der virkede som et glimt med øjnene, forsvandt han ud i den blå luft med sin drink og cigar, og dukkede op igen næsten lige efter, bare på den anden side af Megara, og denne gang sad han på stolen lige ved siden af hende.
"Hvad laver en køn menneske kvinde som dig her, helt alene blandt mordere og andet skidt folk? Jeg ville ikke have troet, at jeg ville opleve den slags, hvis nogen havde fortalt mig det før nu!" sagde han roligt, og tog et hvæs af hans cigar, før han rettede de blinde øjne mod hende, mens han pustede røgen ud, så den liflige duft spredte sig omkring Megara og Dust.

Det var som om luften var blevet koldere, måske kun omkring hende? Måske bare i hele rummet. Men noget havde ændret sig. Hun havde holdt en smugle øjne med manden til hendes venstre side, ved at havde ham i øjenkrogen hele tiden. Men da han forsvandt ud af det blå gav det et gip i hende som hun viste ved at skævle i nogle få sekundter. Hun vendte nu blikket imod hvor han havde siddet og så letter forbløffet. Men da en stemme fra hendes venstre sidde lød vendte hun sig igen med et lige så skælvende udtryk. Hun så at det var manden som lige før havde forsvundet. Hun stammede kort da hun ville svare på hans spørgsmål. "Hun...." sagde hun hvorefter hun faldt mere til ro. "Hun laver vel det samme som det fleste andre kvinder i området" Hun anede ikke hvad hun selv lige havde siddet og sagt. De fleste kvinder der var i dette område var slet ikke som hende. Hun prøvede at virke rolig skønt at hun selvølgelig var kommet mere på dupperne. Hun tog et sip af sin whiskey eller rettere en kæmpe slurk der gjorde at der kun ville være 1 mundskyld tilbage når hun ville have det sidste whiskey. Hun lod igen de mørke øjne køre op og ned for at studere ham, hun lagde overhoved ikke skyld på det. Hun undrede sig dog over hvordan en .... mand der ihvertfald lignte han var blind kunne sige at hun var køn.