hope is not a part of our world, little angel ( Hope ).

område: Aurora's Ulves territorium.

omgivelser: primitive hytter, skure med forskelige ting som deres våben, arbejdes pladser, stativer med skind og tøj, skure med en god mængde råvarer iform af healende planter, smerte lindrende blade, mange slags grønsager, forskeligt kød, mange slags nødder, frugter i alle arter, og al maden er stort set ren, frisk og fersk, derudover er skoven mørk som den er kaldet Blackwood, med mørke træer, dog en masse forskelige dyr, både gamle og nye arter, buske, træer, og hva da ellers kan forstilles og være i en skov.

tidspunkt: 15:55

kobbel: alle sine 14 brødre og nogle af Fang, The Wolf Queen's, jagt ulve.

tøj: tunge hjemmelavet læderstøvler i brunt læder med såler så han nærmest kan bevæge sig lydløst, lette læderbukser hjemmelavet i brun, en tshirt af hjemmelavet grå uld og en vest med hætte og et gråt uld tørklæde for ansigtet. han's brødre har det samme.

våben: en enkel hjemmelavet økse af sort elvisk stål til højre, og en jagt dolk i elvisk stål til venstre hånd, hjemmelavet bue med 24 pile af elvisk stål. han's brødre har blandet våben af to hånd's økser, en hånd's økser og køller, stave og spyd, bue og pile så vel som spyd og kaste økser og kaste spyd.

han havde stået op den dag, uden og vide det skulle blive en underlig dag, han havde kysset sin grå ulv Manse på snuden, for at rejse sig op, og gå ud til sine brødre, han så de ældre ulve i 30 år's alderen, vække de yngre varulve, som engang imellem kom med en brummen, dog stod alle op uden og beklage sig, og begynde og finde mad frem, og de spiste til de var mætte, han's ulv gik efter ham, og det var en ret stor en af slagsen, som var trænet til jagt på både dyr og indtrængende, de var hårde bæster som dem selv, de var dog kærlige imod deres fælles brødre, da Brian og han's kobbel så disse ulve som brødre og søstre, og Manse var Brian's lille bror, som kommunikerede med blanding af brummen, tuden og knurren, dog sad de ved lang bordet og spiste, drak saft fra bær og frugt, og nogle tog sig en tår hjemmebrygget øl, som de kaldet Wild Wolf Beer, stærk i smagen og let på procenter, nogle med hjemmebrygget kaffe eller tog sig en cigaret af skoven's urter, ikke noget da gjorde dem skæve, men det var sundt for helbredet og skærpede sanserne, og selv for deres skarpe sanser, blev de bedre, de kaldte det en jagt smøg, og de snakkede let sammen, om hvordan de havde sovet, nogen fortalte en beskidt joke som fik en gruppe af ulve til og grine smørret, så vel som nogen lagde arm, dog forgik alt i familie fælleskab og deres ulve fik også nogle portioner godt kød, tiden gik og Brian så op, kom med nogle hurtige ord på et gammelt sprog de havde lært, nogen kaldte det old tid's, de kaldte det Aurora's sprog, hvilket bare var sort elver sprog, og de brummede eller svarede, drak deres øl eller saft ud, og rejste sig, for og i klæde sig deres stamme tøj, drak hætterne op og maskerne op, tog deres våben og kaldte på deres ulve, for og dele sig op i jagt grupper på 2 eller 3 varulve med et par ulve med sig.

Brian havde taget nogle erfarne jægere med sig, iform af 2 varulve fra sit kobbel på hans størrelse, dog større muskler, begge med tunge økser og kaste spyd i hylstre og hans ulv Manse, for og bevæge sig ud i skoven, de havde ikke tænkt sig og jage, de ville bare se om da var noget nyttigt, eller nogen eller noget da ikke skulle være der, og de snakkede ikke, men forstod hinanden's signaler, gik roligt rundt og holdt øje med en ægte jægers erfarne falke blik, som nogen da 100% var afhængige af deres evner, imens hans brødre var klar med deres kaste spyd, og ham selv med sin bue og en pil på strengen, for at fortsat at bevæge sig rundt, tiden gik, og de samlede nogle få forskelige planter eller urter sammen som de kunne bruge til enten healing eller bare at lave Black Happy med, som var deres eget hjemmelavede narkotika, så vel som hjemmebrygget kaffe, øl kaldet The Wolf's Beer og spiritus i form af Black Pearl spiritus.

de fortsatte deres tavse gang igennem skoven, på nær deres nynnen, de tog sig et hurtigt måltid mad, bestående af kød, brød og grønsager, et brød skåret over på midten, og så en skive hjorte steak og salat og tomater, med hjemmelavet dressing, som røg ned med en tår Wolf Beer, for så at fortsætte deres gang, de bad en dog en kort bøn som tak for måltidet til deres moder, de fortsatte videre til de til sidst kunne lugte noget fremmede, og de lavede en kort samtale bestående af håndtegn, for til sidst at snige sig frem af, og de stirrede på en fremmede kvinde, som fik dem til og skæve til hinanden, de nikkede så enige, tog deres veste af, og han trak sin bue og lagde en pil på strengen, imens hans ene bror, gjorde sine økser klar og sneg sig om fra siden af, og den anden den anden side, og de fortsatte roligt videre, for at lave nogle knurre lyde som tegn på de var klar, og Brian og han's grå ulv manse, sprang frem og stod klar med buen, med pilen rettet imod englen, han's brødre sprang frem med deres økser klar, og havde derfor hurtigt omringet den fremmede, for til sidst at Brian spurgte ''hvad laver du i vores skov, engel?'' han lød ikke truende, men heller ikke glad for den fremmede på deres område.

Hope kiggede sig forvirret omkring, hendes tætsiddende sorte jeans, og hvide top passede ikke ligefrem inde i skoven, Hope havde til en forandring haft vingerne ude i dag, hun var utryg i disse omgivelder. Hun nærstuderede naturen og søgte efter noget hun kunne bruge, Hope var mere eller mindre forvirret over alt denne dag. Hun slog af refleks vingerne ind, det eneste der ville afsløre hende, normalt når man så hende ville man regne med hun var et almindelig menneske.

Hope stoppede op hun følte sig med et overvåget og trækvejret lydløst. Hun skulede ind mellem træerne, men kunne ikke rigtig ane noget, hun rystede svagt på hovedet så hendes bløde krøller hoppede svagt, hun havde det bare hængende løst som hun plejede, men hun havde en elastik om håndleddet, i tilfælde af at hun alligevel skulle blive træt af de lange lokker.

Da der var en der sprang ud foran hende med en pil peget imod hende, og talte til hende, slog hun af refleks hendes store vinger ud, hun kiggede skulende på pilen der var rettet direkte imod hende. "Altså ærligt jeg ved det ikke, havde bare en følelse af der ville ske noget skidt herude, og søgte her ud?" Hun slog hurtigt vingerne ind igen. "Og venligst fjern de skarpe genstande der peger i min retning!" Hun sagde det hele i en mild tone, men hun havde haft skarpe genstande imod hende før og lige p.t var hun sådan rimelig meget træt af det. Hun kiggede ventende på ham der havde snakket.

den alligevel okay store varulv, så køligt på englen, han skævede til sine brødre, som så usikkert på deres bror og Alpha, han så roligt på hende igen ved hende's ord, og tænkte lidt for at spørge ''hva for noget skidt?'' han lignede nu en lidt mere vred varulv, da ikke brød sig om problemer i han's territorium, dog sænkedet han sit våben, han så enkelt på englen da hun spredte sine vinger ud, lod sig ikke skræmme, og sagde roligt ''er du sulten?'' han lød blid og venlig nu, som en ganske enkel bonde ville være ved en fremmede da muligvis var sulten på han's område, og hvis hun var sulten, ville han give tegn til hende om og følge med ham og han's brødre, som begyndte og bevæge sig afsted igennem skoven, dog ville de stoppede op hvis englen ikke kunne følge med, for så at fortsætte imod deres hjem, han skævede kort til hende for at spørge ''ved du hvilke ondt da skulle ske i mit område?'' han lød nysgerrig og bekymret, han brød sig ikke om tanken at noget skulle ske han's del af skoven som han bevogtede for sort elverne.

Hun kiggede på ham mens han talte, han så fjendtlig ud, men Hope troede på det gode i folk og væsnerne på denne jord og i denne tid, hun nikkede som svar på at hun var sulten.
Hun kunne mærke han var bekymrede over det hun havde sagt, hun kiggede på ham, og sagde med en venlig og blød stemme. "Nej jeg ved ikke, hvad der vil ske eller, hvor slemt det bliver, jeg tager der hen, hvor jeg mærker der er brug for mig" Hun gav ham et smil, som en forsikring på hun nok skulle hjælpe, hvis der endelig skulle ske noget slemt, uanset i hvilken grad.