A heavenly friendship(Hope)

Tid: eftermiddag
Sted: New Miami
Omgivelser: travl befolkning på gaden
Vejr: lidt blæst men ellers godt

Det var en lun eftermiddag i New Miami, så den lette vind der blæste gennem gaderne, virkede som en behagelig nedkøling, under solens opvarmende stråler. Folk på gaden, havde travlt med arbejde, indkøb og andre private ting og sager, fuldende på himlen kvidrede lykkeligt, og nød deres frihed på himlen, og tiden gik sin gang, selv til trods for alt det kaos, der foregik ude i verden. Der var sågar en personlighed, der normalt hørte til i verdenens kaos, død og ødelæggelse, som havde valgt at være en del af noget godt i dag, og ham kunne man finde på det lokale hospital, hvor han sad på den mere triste del af hospitalet, nemlig den del hvor de stærkt syge, og døende væsnet blev placeret.

Denne personlighed gik under navnet Dust, og han var kendt som en af de mest eftersøgte forbrydere i vor tid, men det var ikke lige frem kriminalitet, som var dagens agenda. Dust var i engle form, og var derfor klædt i komplet hvidt tøj, hans engle vinger var spredte, hans hår var hvidt og hans aura var stærk, samt sat på en glad udstråling, hvilket var brugbart i denne situation, da der normalt var en trist stemning, på denne hospitals afdeling. Han bar et stykke hvidt stof om hovedet, der dækkede hans øjne, da hans blinde øjne kunne virke creepy, og stoffet foran øjnene, fik folk til at sammenligne ham, med "the lady of justice" der nemlig også havde vinger, og bind for øjnene. Dust var kommet her, for at opmuntre de døende og dødeligt syge væsner, der sad herinde, og det så ud til at virke ret godt, sikkert fordi hans glædes udstrålende aura, hjalp ham et godt stykke af vejen.
Nogle af dem var børn, og de sad tættest på ham, mens han fortalte en hyggelig historie, om en person der var halvt dæmon og halvt engel, som skulle begå et stats kup, og det var så selv de voksne fulgte med i historien, af bar nysgerrighed. Alle der sad på denne afdeling, enten sad rundt om Dust, eller lå i deres senge og fulgte med, og man kunne lige frem mærke, hvordan hans aura fyldte lokalet, og gjorde rummet til et rart, varmt og dejligt sted at være, i modsætning til normalt hvor her plejede, at virke trist og stille.

Hun vidste ikke helt, hvad hun havde gang i, men hun havde haft en rimelig stresset dag, nu strejfede hun rundt på hospitalet og hjalp hvor hun kunne. Hun gik lige så lydløst hen til afdelingen med de døende, hun stoppede op i døren, hun var klædt i et par hvide jeans og en løs hvid t-shirt, hun holdte af den afslappede stil, hendes vinger var slået ind, hun brød sig ikke om at have dem ude. Hun stod i døråbningen og lyttede til den fortællende engel, hans historie var meget medrivende, hun tog sig selv i at hun nærmest stirrede på ham, hun rødmede for sig selv og kiggede rundt i lokalet, for at se om der var noget hun kunne gøre. Men det så ikke ud som der var nogen, der havde akkut brug for hjælp, hun blev stående og lyttede intest efter.

Han sluttede sin historie af, med en spændende og dramatisk slutning, der alligevel havde en god afslutning, for at sikre en god stemning over historien. På den måde, huskede folk det som en god historie, og det var den slags de havde brug for, når de nu sad i disse svære tider som de gjorde. Børnene virkede som om, de havde glemt alt om deres sygdom og problemer, og erstattet deres problemer med glæde over, at Dust var kommet, for at underholde dem og give dem en hyggelig stund. En mand der lignede en, som arbejdede i køkkenet, kom ind med nogle friske småkager og saftevand, tydeligvis lavet af noget Dust havde bragt med sig, og delte ud til dem alle, mens Dust sad og slappede af. Han rettede hovedet i retning af Hope, og vinkede hende hen til sig, som om han kunne se hende, til trods for at han havde bind for øjnene, og derfor ikke brude kunne se noget som helst.

"Det er rart at se, at jeg ikke er den eneste engel, der svinger forbi dette hospitalet, for at hjælpe de kære stakler i en sværd tid i deres liv!" sagde han mildt til Hope, mens børnene begyndte at lege med papir og farver, og de ældre hyggede sig og snakkede sammen.

Historien sluttede og Hope strøg tilbage til virkeligeheden. Hun så englen med bind for øjnene se i hendes retning, hun følte sig underlig til mode, men da han vinkede hende over, gik hendes ben automatisk hen imod ham. Hun stod lidt i chok da han sagde noget, og det tog hende et par sekunder at opfange, hvad det var han havde sagt, hun kiggede underligt på ham, ikke for at være uhøflig, bare en dårlig vane. Hun rømmede sig, de fleste troede hun var menneske, og tænkte ikke vitterligt over at hun rent faktisk var en engel. Hun rømmede sig og svarede.
"Øh.. øh jo hist og her dukker jeg op, jeg ved ikke jeg kan godt lide at... altså ja at hjælpe andre"
Hun rødmede svagt, og indså hvor dumt det hun lige havde sagt lød, hun tog sig svagt til hovedet og tænkte for sig selv 'Hope du er en spade'.
Hun fjernede hånden igen og kiggede undrene på englen med bind for øjnene.

Dust smilede mildt til hende, bevidst om at engle aura, ikke påvirkede andre engle på samme måde, som den påvirkede mennesker, der var modtagelig overfor engle, og deres aura. Han beholdte den dog flydende, ikke for hendes skyld, men for de syges skyld, da det var for dem han havde startet den, til at starte med. En af børnene kom hen til Dust, for at give ham den tegning han lige havde lavet, og Dust tog gladeligt imod den, sagde han glædet sig til han kunne se igen, så han kunne se drengens tegning, og gav drengen et kram. Han var meget sød mod børnene, og man kunne godt mærke på afdelingen, at han var et velkomment ansigt heromkring, og de var glade for at han tog sig tid, til at komme og bringe lidt glæde, ind i deres ellers triste hverdag.
"Det er også en god ting, at du sådan dukker op hist og her! En engels aura kan gøre mere gavn end man skulle tro, alene på et sted som her, hvor min aura kan minde dem om glæden i livet, selv når de føler sig aller mest nedtrykte! Den slags opmuntrende ting, kan være guld værd, og kan være med til at redde liv!" sagde han mildt, mens han gemte tegningen væk i hans tøj, og rejste sig op "Jeg må se at komme videre, har du noget imod at hjælpe mig? Jeg er ikke lige frem så god til et vi ses, og de ser så glade ud at jeg helst ikke vil forstyrre dem!" spurgte han, og holdt armen op, så hun kunne lægge sin om hans og føre ham, hvis hun altså valgte at hjælpe ham.

Hun kiggede på den fremstrakte arm, og valgte at hjælpe. Hun tog blidt fat med hendes små hænder. Hope begyndte at fører an, men kiggede svagt ud af øjenkrogen, og til sidst kunne hun ikke lade være. "Hvad går det bind for øjnene ud på?" hun snakkede i en mild tone, og bagefter gjorde hun store øjne, hvilket uhøflig spørgsmål at slynge ud. Hun fortsatte med at fører an, men forvendtede ikke at han ville svare.

Dust mærkede de feminine hænder mod hans arm, og lod sig føre af hende, uden at tøve det mindste, hvilket var et tegn på, at han viste hende tillid. Hendes spørgsmål omhandlende bindet foran hans øjne, fik ham til at danne et mildt smil på hans læber, mens de gik.
"bindet foran mine øjne, er for at dække over hvordan mine øjne ser ud!" fortalte han mildt, og gjorde tegn til at han ville stoppe, før han stoppede nu hvor de var væk fra afdelingen, løftede hænderne op til knuden på hans baghoved, og bandt den op "Ser du mine øjne bære den blindes forbandelse, og synet af mine øjne, kan derfor virke ubehageligt for nogen, især når jeg er i fuld engle form!" forklarede han samtidig med at han fjernede bindet, så hun kunne se at hans øjne, var som malplaceret i hovedet på en engel. Øjnene var totalt og helt tåget, mens pupillerne der var blodrøde, havde et stærkt skær over sig, som om de kunne skinne i mørket, selv uden noget der kunne få dem til at give dem dette skær.

"Jeg håber ikke det gør dig ubehageligt til mode at se på! Det er en arbejdsskade jeg fik, efter utallige år med voldsom behandling, og utallige former for omstillinger!" han smilede skævt til hende, mens han til trods for hans blindhed, åbenbart stadig havde evnen, til at se hende direkte i øjnene, som om han sagtens kunne se, hvor hun var henne og mere præcist, hvor hendes øjne var.

Hun stoppede da han gjorde tegn.
Hope smilede svarede blidt "overhovedet ikke, tror efterhånden jeg har set værre ting" Hun trak lidt i den ene mundvig, der var noget over denne engel som hun godt lide, hans rolighed måske?
Hun brød tankerne og sagde "Forresten navnet er Hope, og du?" Hun kiggede ind i hans øjne, og så sit spejlbillede, hendes lange blonde krøllede hår hang ned over brystet på hende, hun vidste at når det sad sådan fik det hendes bryster til at virke større, og de var fint store i forvejen, men hans blinde syn gjorde hende lidt mere bekvemt på en anderledes måde, og hun gad ikke sætte håret op.

"Hvis det her ikke skræmmer dig, gad vide om resten af mig så kunne gøre det, eller om det bare ville være endnu en hverdags ting for dig?" sagde han med en mildt tænkende minde, før han gav hende et smil, som reaktion på at hun gav ham hendes navn. Han lagde en blid hånd mod hendes kind, for at mærke hendes ansigt, som blinde nu plejede, selvom han nu egentlig godt kunne se alting, bare som lys i former og farver. Som engel, burde Hope kunne mærke ind under hans engle aura, og under den kunne hun mærke, at han havde en markant lav krops temperatur "Hope! Et smukt navn, til sådan et smukt ansigt! Mit navn er Dust!" hans hånd fyldte hendes arm ned til hendes hånd, og uden at slippe hendes øjne med hans, førte han hendes hånd op til sin mund, og gav den et let kys, som en gentleman. Dust udviste en form for ærlighed, som var sjælden at finde hos mange, han så ikke nogen grund til at lyve overfor Hope, og sammen med hans blinde øjne, kunne den slags give en hvis tryghed hos andre, når han opførte sig pænt, som han gjorde overfor Hope.

"Jeg tænkte på om du er frisk på, at tage resten af dagen fri fra de gode gerninger? Jeg er på vej hjem alene, så jeg kunne godt bruge lidt selskab, og du virker som en hyggelig person at snakke med!" spurgte han mildt.

Hans hånd rørte hendes kind og endnu en gang rødmede hun da Dust kyssede hendes hånd. Hun smilede blidt til ham og tænkte ikke videre over hans spørgsmål, hun kunne selv bruge lidt selvskab, Hope havde været alene de fleste dage, med mindre hun havde været rundt og lave gode gerninger. "Jo okay, vil jeg meget gerne" Hun fejede håret om på ryggen, men en hurtig tot fløj om tilbage til hendes pande, uden hun som sådan registrerede det. "Må jeg ikke få en dybere forklaring på det med dine øjne? Altså hvor godt kan du se, hvis du da kan se noget?" Hope gjorde store øjne, hvordan kunne hun ud af ingenting bare spørge om sådan noget!?

"Det er jeg glad for du vil!" sagde han mildt, og tog let hendes arm, så han kunne gå sammen med hende. Som engel var det almen kendt på dette hospital, at Dust var komplet blind, selvom det nu ikke var helt korrekt, men han ville ikke ændre på deres tro, så han gik med Hope så det så ud som om, at hun hjalp ham med at finde vej.
"Hvis du spørg en læge, ville han sige at jeg absolut intet kan se, og det har han egentlig set også ret i! Men grunden til at jeg intet kan se, er fordi jeg har trænet mine øjne til, at kunne se andre væsners chakra strømme og aura, og det kostede mig mit syn, i bytte for et andet syn! Jeg kan se alt fast materiale og levende som lys!" forklarede han mildt, og smilede til hende mens han så hende i øjnene. Med en let bevægelse, strøg han det vildfarende hår foran hendes pande, om bag hendes øre "Selvom det er ærgerligt at være blind, så er det den pris jeg måtte betale, for at kunne se det jeg kan se, og det er faktisk ikke så slemt! Verden ser meget smukkere ud som jeg ser den nu, end jeg gjorde før!" han strøg let hendes håndryg, som en instinktiv reaktion, der indikerede at han ville dreje af, hvilket han gjorde for at føre dem ud af hospitalets hoved indgang.

"Må jeg spørge, hvad en kær engel som dig går og laver, når ikke hun åbner sit hjerte, og hjælper folk der har brug for det?" spurgte han mildt.

Hun forstod nogenlunde hvad han sagde, drejede af sammen med ham.
Hope smilede og tænkte sig om. "Jeg laver ikke det store strejfer egentlig bare omkring, blandt menneske uden at tiltrække for megen opmærksomhed" Hun kiggede nysgerrigt på ham, men hvad skulle hun lige sige ellers? 'Jo ser du jeg kan ikke finde ud af hvad jeg vil jeg hader mine vinger og prøver at fade ud i mængden af mennesker' Det kunne hun jo ligesom ikke bare fyre af. "Altså ser du, jeg har det bedst med ikke at tiltrække for meget opmærksomhed" Hun mistede lidt smilet. Da de kom uden for kneb Hope sin grønne øjne sammen, hun skulle lige vænne sig til det andet lys, selvom det var hen ad eftermiddagen. Hun sukkede lidt vemodig, hun burde nok finde et sted at sove, inden natten kom helt tæt på.

"Jeg forstår dig på sin vis godt, for meget opmærksomhed er heller ikke lige mig, ikke med det erhverv jeg har arbejdet i, eller er i lige nu! På det punkt, har vi noget tilfældes, jeg foretrækker også at holde opmærksomheden mod mig, på et så lavt punkt så muligt, da det gør min hverdag meget nemmere!" sagde han mildt, mens hans engle aura, begyndte at skrue ned mens de gik udenfor. Man kunne mærke på ham, at han var begyndt at ændre sig, på en måde der ikke var normalt for engle, han var begyndt at blive til noget andet end en engel. Da de var kommet lidt væk fra hospitalet, og befandt sig på et mere diskret område, der kunne Hope se, hvad det var der ændrede sig ved ham.

Engle vingerne blev trukket ind, tøjet ændrede sig til sorte løse bukser, sort trøje, et tykt læderbælte med 3 daggerts, og et dødningehoved bæltespænde med rubin øjne, samt en sort long coat. Hans hvide hår blev sort, med en naturlig rød stribe hele vejen rundt om hans hoved, mens han samlede hvad der først lignede en stav op, men et blad voksede ud af den, og den antog sin naturlige form som hans le, før han satte den på plads på hans ryg. Ansigtet og kroppen var stadig den samme, men Dust var meget forandret. Nu kunne man mærke på ham, at han kun var halvt engel, og den anden halvdel af ham var skyggedæmon, han virkede mere skræmmende at se på og være i nærheden af, nu hvor hans engel side ikke var på maks længere.
"Undskyld jeg ikke lige nævnte dette tidligere, eller gav dig noget varsel, men jeg kunne ikke afsløre mit sande jeg, i nærheden af hospitalet, mit ry er ikke af den gode slags ude i denne verden, men derinde er jeg den opmuntrende engel, der kommer og glæder de syge, og den illusion vil jeg gerne velligeholde for de syges skyld!" forklarede han roligt, og smilede skævt til hende, mens han så hende i øjnene. Han var stadig en gentleman, for selvom han kunne se hendes kropsform i lys, kiggede han ikke op og ned af hende, for at tjekke hendes feminine kropsbygning, eller hendes front parti for den slags skyld "Jeg tænkte på om du har fundet et sted at bo endnu? Jeg har et sted her i nærheden, og der kan være så ganske ensomt nogle gange, så lidt kvindeligt selskab, kunne være rigtig rart?"

Hun blev chorkeret da han fjernede sit fulde engle udseende. Men det skræmte hende ikke. "Det gør skam ikke noget" besvarede hun. Hun lyttede til hans ord og forstod godt hvorfor han havde holdt illusionen. Da han nævnte det med stedet at bo kiggede hun sig over skulderen. "nej jeg intet sted at bo, men det ville da være rart, hvis din dør stod åbent" Hun smilede til ham, lidt i tvivl om, hvor godt han kunne se det. Han var nu ganske facinerende som han stod der sådan halvt halvt, hun begyndte at tænke sig mere om på sine egne vinger. Hun havde ikke haft dem ude i et par måneder.

"Min dør står åben, overfor renblods væsner som dig, der tør smile et ærligt smil, til en bastard blod som mig! Hvis bare der var flere som dig, ville verden være et meget bedre sted, at leve i!" sagde han roligt, og smilede til hende. Nu hvor hans engle aura var slukket, kunne man godt mærke på ham, at det var hans engle aura, der skabte illusionen om ham med følelser, for nu hvor han havde engle siden skruet ned på halv styrke, var det som om hans nu kølige hud, matchede lidt sammen med hans mangel på følelser. Den slags mangel på følelser, kom efter flere århundrede i træk, kun med vrede og hævntørst i hjertet, men selvom Dust manglede disse følelser i hans opførsel og være måde, var der stadig noget over ham der indikerede, at han et eller andet sted var et godt væsen, der godt kunne være god mod andre, lige som han var mod Hope.

"Hvad siger du til at få luftet vingerne, ved at flyve op til der hvor jeg bor, sammen med mig? Det kan være rart engang imellem at få spredt dem, og mærke vinden og den friske luft, som man kan finde i de højere luftlag!"

Hun rykede på næsen af ordet bastard, det lød ikke pænt og Hope så aldrig ned på nogen eller noget, det vil sige med undtaglser, hun havde tildenser af at blive ondskabsfuld som en falden engel, men hun prøvede så godt som hun kunne at holde sig til de gode ting. Selv om verden nogen gange virkelig prøvede hende af.
"flyve!?" ordet sprang ud af hendes mund efter han havde stillet spørgsmålet, hun kiggede på ham med store øjne og var sikker på at det grønne måtte fremtræde yderst tydeligt. "øh øhm, kan man ikke altså gå?" Hun stammede sig vej gennem sætningen, og kiggede stadig med store øjne, hvad skulle hun gøre, hun hadede at vise hendes vinger frem, de så mærklige ud. "Skal man flyve?" spurgte hun lavmeldt.

"Ja flyve, en så naturlig ting der er os engle væsner givet, men for så mange andre, kun er dem muligt gennem maskinel hjælp! Jeg nyder godt af denne mulighed, fra tid til anden, så hvorfor ikke dele denne mulighed med mig?" spurgte han roligt, og spredte sine vinger igen, uden at ændre på andet ved hans nuværende form "Jo man kan sagtens gå dertil, men det virker nu så kontroversielt, når nu vi begge har vinger! Men hvis du ikke er så glad for at flyve på egen hånd, så lad mig klare den del for os!" før hun kunne nå at protestere eller spørge ham, lagge han armene om livet på hende, holdt hende tæt ind til hans magre men stærke krop, og satte af med vingerne, så hun blev taget med ham direkte opad. De skulle ikke langt op, før vinden og lyden af hans vinger, var det eneste der kunne forstyrre dem, og Dust virkede meget vant, når det kom til at flyve med passagerer, for han fløj ganske roligt, til trods for at han havde Hop med sig i armene.

Hun bandede indvendigt da Dust begyndte at flyve, hun ville hellere flyve selv, men det var lidt forsent at ombestemme sig nu, meget forsent endda. Hun kiggede stift på ham, hvad skulle hun lige sige, åh bare de snart var fremme hun holdte snart ikke til mere. Hun holdt godt fast i Dust, selvom han fløj roligt og pænt var hun skrækslagen for at han ikke kunne holde hende, og hun ville falde. Hope kunne ikke rigtig få en lyd frem mellem læberne, den pludselige flyvetur havde gjort hende lidt chorkeret det var ikke lige det hun forventede.

Dust lagde godt mærke til, at hun blev markant mere stille, da han overraskede hende ved bare, at tage fat om hende, og begynde at flyve afsted uden at spørge hende først. Han behøvede heldigvis ikke flyve særligt langt, før de var fremme og han kunne lande på taget af en bygning, med en nydelig men diskret tag lejlighed, der indikerede at Dust, godt kunne lide at bo pænt, men slet ikke var typen der brød sig om at overdrive det, ved at bruge masser af penge, på et dyrt sted at opholde sig.
"Jeg undskylder den pludselige opstigning, nogle gange har jeg denne spøjse vane med, at reagere på den første tanke der rammer mit hoved, og det er ikke altid, at andre finder disse tanker til handling reaktioner, lige behagelige!" sagde han med en lidt undskyldende mine, da han lige som godt kunne regne ud, at hun var blevet stille, på grund af det han havde gjort.

Hun havde af ren chok lukkede hendes øjne, og i samme sekund hun rørte jorden slog hun vingerne ud, som en refleks det gik hurtigt, og hendes vinger var store og hvide indtil man kiggede ned i enderne, der var de grå lige og en smule flænget, ikke så meget at hendes vinger ikke kunne bruges tvætimod fløj hun meget godt, men det var noget der mindede hende om hvad hun kom fra, hun foldede dem hurtigt ind igen, og håbede lidt at Dust ikke havde bemærket de grå og flængede ender.
"Det er okay fremstammede hun" og trådte et par skridt væk i skam over sig selv

Dust nåede at bemærke de grå og flængede ender, der var at se på hendes vinger, til trods for at han ikke havde meget tid, til overhoved at se nærmere på, hvad det egentlig var, eller hvad der kunne have forårsaget, denne sære ændring i hendes naturlige fjerprægt. Han kunne mærke på hende, at hun skammede sig over denne del af hendes vinger, så han lagde blidt en af hans kølige hænder mod hendes kind, inden hun kom for langt væk fra ham, og søgte øjen kontakt med hende, for at vise hende at hun ikke behøvede skamme sig, over noget som helst ved hende selv, når det var overfor ham.
"Hvis du ikke har lyst til at svare, på det her spørgsmål, må du endelig sige til, og så vil jeg ikke plage om noget svar!" sagde han roligt, mens han strøg hendes kind med tommelfingeren, for at skabe tillid mellem dem "Hvad er der sket med dine vinger, der bringer så meget skam i dit hjerte?"

Hun mærkede hans hånd på hendes kind, og følte straks varmen blusse op i hendes kinder. Hun slog blikket væk da de fik øjenkontakt, hun vidste ikke, hvor meget hun skulle fortælle, og, hvor meget hun burde holde tæt med, men i sidste ende kunne hun jo kun fortælle, hvad hun vidste og selvom det ikke var alt, var det alligevel nok til at hun skammede sig over hendes vinger. "Kan vi ikke snakke om det er mere privat sted?" Hun kunne mærke en tåre stige op i den ene øjenkrog og tørrede den hidsigt væk, hvor pinligt. Nu skammede hun sig endnu mere hun hadede at græde foran folk, hun lod blikkede glide rundt for at søge efter et sted og blikket blev fanget ved Dust's øjne.

"Jo, lad os gå indenfor, der kan vi tale i fred!" sagde han roligt, mens han lavede en gestus mod døren, der ledte ind i hans nuværende opholdssted. Han gik hen og åbnede døren, holdt den åben for Hope så hun kunne komme ind, og fulgte så selv med efter hende, så han kunne lukke døren efter dem. Denne tag lejlighed var hyggelig, og det virkede som et godt sted at slappe af, man kunne dog se inde i soveværelset, at sengen nærmest var uberørt, der var allerhøjest blevet siddet lidt på den, og at dømme ud fra hvordan stedet så ud, var Dust nok en ret renlig og ordentlig type, der gik ind for at holde sine bo steder pæne og nydelige.

"Vil du have noget at drikke, eller noget mad?" spurgte han roligt. Dust var gået ud i køkkenet, der havde en slags skillevæg, som dannede et slags bar lignende bord mellem køkkenet og stuen, hvor der var stillet stole op i stuen, så man kunne sidde der, og snakke med dem der befandt sig ude i køkkenet. Han greb et par glas, og begyndte at lave en drink i det ene glas, mens han ventede på at høre fra Hope, om hvorvidt hun ville have noget at drikke eller ej.

Hun tøffede ind i Duts' hus eller hvad man nu end skulle kalde det, nok mere en lejlighed end så meget andet. Hun kiggede rundt og kunne mærke, hvor træt hun egentlig var blevet, nu havde hun jo heller ikke sovet i et par nætter. Hun kiggede forundret rundt, hun vendte opmærksomheden mod Dust da han snakkede til hende, hun kendte godt konsekvensen af at drikke for meget alkohol, men lige nu var hun lidt sentimental og nikkede "Bare bland noget med god promille" hun smilede sit flirtende lille smil.

Dust der havde et øre i Hopes retning mens hun svarede på hans spørgsmål, lavede et enkelt nik med hovedet, som tegn på at han forstod hende, og gik så i gang med at blande en drink til hende. Han lavede en hvor man kunne mærke alkoholen, en der var god til det sentimentale øjeblik, og som man kunne sove lidt på, da han kunne se på hende, at godt snart kunne bruge en blød seng at sove i. Blandingen gik hurtigt, så der gik ikke lang tid, før han kom hen til bar bordet mellem stuen og køkkenet, og pladserede drinken foran en stol, hvorefter han bød hende at sidde ned, så de kunne snakke sammen. Han lænede sig frem over bordet, og rettede blikket mod hende.

"Må jeg så høre: hvordan kan en kær engel som dig, ende op med de grå fjer i vingerne, og hvorfor skammer du dig over dem?" spurgte han roligt, og lagde hovedet lidt på skrå. Til trods for de manglende følelser der var at finde, både i hans øjne og hans stemme, når hans engle aura ikke var aktiv, så kunne man godt mærke på Dust, at han bar en bedre sjæl end hvad øjet kunne se på ham.