The hunt is on (Payne)

Sted: Miami's gader
Tidspunkt: 11:34pm
Omgivelser: Gaderne er mest øde. Her og der ser man folk komme gående.
Klima: Lige over de 15 graders varme og vindstille
Outfit

Det var en ganske rolig aften. Der var ikke mange mennesker i gaden, og dem der var der, gik hurtigt til deres destination. Det var ikke så koldt, som det kunne være på denne årstid, men det var alligevel nok til, at man kunne se "røgskyen" fra åndene.
Selena havde fået et job. Hun var blevet hyret til at myrde en eller anden lettere højtstående person. På papiret var hun dusørjæger og var lige netop blevet optaget i Hunter's Guild, men off the record lavede hun stadig hits. Dette var dog ikke noget, hun blandede gruppen ind i, for hun havde ikke lyst til, at de skulle blandes ind i hendes private anliggender og muligvis blive jaget for hendes valg. Hun var muligvis ikke den mest sympatiske person, men hun havde alligevel pli nok til ikke at være ligeglade med folk, der havde taget imod hende med åbne arme og stolet på, at hun ikke ville få dem ud i problemer.
Det var ikke fordi, jobbet som dusørjæger var dårligt betalt, men det gjorde vel aldrig noget at tjene lidt ekstra på sidelinjen? Tingene var jo ikke ligefrem billige i denne verden, hvor der var mangel på alt.
Hun havde efterhånden siddet på hug et stykke tid og holdt øje med diskoteket nedenfor. Ifølge hendes kunde, skulle manden befinde sig derinde netop nu, og hun havde bemærket, det var et af de dyreste steder i byen. Planen lige nu var at vente til, han kom ud. Så kunne hun altid få ham isoleret. Det var nemmere end helt tilfældigt at gå ind og skyde ham foran flere hundrede mennesker.
Hun havde omhyggeligt sørget for ikke at sidde i lyskeglen fra en af gadelamperne og med det sorte tøj, var det nu ikke et problem at holde sig skjult. Masken var trukket op, så hendes ansigt lå helt dækket i skygger. Der var et par stykker, der var gået ind, som havde kigget op uden at se hende, så hun var udmærket klar over, hvor skjult hun var.
Døren gik op, og ud trådte den mand fra Selenas billede, der nu lå forkullet længere inde i byen. Hendes opmærksomhed blev med det samme en helt anden. Hovedet drejede, som hun fulgte ham med blikket, den lille walter blev trukket fra lårhylstret og lyddæmperen tjekket for at sikre, den sad ordentligt fast.
Hun rejste sig op og gik langs tagryggen, for at holde sig parallelt med manden, så hun kunne ende hans liv, når han drejede af for at gå ned til sin bil. Mænd af den standard havde altid bil. Mon han også havde chauffør? Hun rystede kort på hovedet af sig selv for at spekulere over sådan noget. Det var jo sagen fuldstændig uvedkommende. Hun lod synet skifte på det højre øje til det velkendte sort/hvide. Hun havde ikke dårligt nattesyn, men det var bestemt nemmere at følge ham på denne måde.

Outfit
Form: Succubus.

Et blidt kald fik vampyren til at standse op. Det lod som om, at han kom i tanke om noget, hvorefter et bredt smil voksede sig frem på hans ansigt. Ud fra diskoteket ville Selena formentlig hurtigt få øje på en lille, kvindelig skikkelse som så ud til at skynde sig efter maden. Hendes brun, fyldige hår flagrede efter hende, imens hun gik og de isblå øjne skinnede nærmest unaturligt i natten. Der var et gensidigt smil at se på hendes ansigt, da hun fik øje på vampyren lidt længere fremme. 

Tidligere på aftenen havde Payne kedet sig så voldsomt, at hun besluttede sig for at smutte til en helt anden by. Det var efterhånden langt tid siden, at hun havde været uden for Las Vegas beskyttende murer, og hun trængte til at afprøve grænserne lidt. Specielt hvis det kunne få Vladimir lidt mere op på dupperne overfor hende. Det skilt, som hun sædvanligvis bar, der symboliserede hendes status blandt mafiaen var ikke til stede denne aften. Det var blevet efterladt pænt hjemme på værelset sammen med medaljonen, og en noget utilfreds Sawyer. Fuldmånen nærmede sig, og han brød sig ikke om at være alene på borgen, når det skete. Hun forstod ham egentlig godt, men havde ikke kunne dy sig alligevel. 

Turen hertil var forgået som Skyggedæmon. Hun var taget afsted temmelig tidligt, så hun havde mulighed for at skifte tilbage senere på aftenen. Både forvandlingen og skyggevandringen var yderst udmattende, men hun følte, at træningen var nødvendig for hende. Alligevel havde hun ikke lige medregnet sulten. Nu stod hun i en helt fremmede by, og specielt mange kontakter, hvor hun ikke lige lystede efter noget på et specfikt spisekort. Så hun benyttede sig af det næstebedste. Diskoteket. Der havde hun hurtigt fået opsnappet en lysten, halvung, men tilsyneladende temmelig magtfuld vampyr. Han forventede sikker, at der blev delt ligeligt af godterne. Men Payne havde ikke svært ved at se, at han tydeligvis havde mere end én slags godter i tankerne. Sådan var hun bare ikke lige. Derfor var planen lidt anderledes i sit hoved.

Nu var hun næsten nået hen til vampyren, som havde tilbudt at hende med hjem til ham for en aften. Payne havde takket ja, men i sit hoved tænkt, at de aldrig ville nå så langt - bilen var sikkert nok for hende til at snuppe en bid mad. Derfor, så sulten og fokuseret på byttet foran hende, opfangede hun ikke de metalliske øjne, som lurede på dem i natten.

Der blev med det samme bemærket noget forkert, da varmesynet blev slået til. Manden lyste slet ikke op, som mennesker normalt ville gøre, hvilket betød, at Selena havde fået forkerte informationer. Manden var vampyr og ikke menneske, hvilket nu betød, at hun var nødt til at ramme hjertet for at være sikker, han døde.
Endnu en ukendt faktor trådte nu ud fra diskoteket. Kvinden var letpåklædt, og sådan som hun gik hen mod målet, var der ingen tvivl om, at de skulle følges. Hvad der startede som et enkelt job, var nu blevet en hel del mere kompliceret. Ikke nok med at hendes mål var blevet en hel del sværere at dræbe, der var nu også et vidne til stede. Og en umbra efterlod sig ikke vidner.
Den dybe indånding var lydløs - noget havde hun lært om vejrtrækning - da han på pistolen blev trukket tilbage og låste sig med et næppe hørligt *klik*. Den blev hævet og to skud blev affyret efter hinanden. Lyddæmperen gjorde sit arbejde, så kun lyden af slæden, der kørte tilbage efter hvert skud, kunne høres. Vampyren faldt sammen, men Selena troede ikke på, han var død. Ikke før han blev til aske, men lige i øjeblikket havde hun pigen at bekymre sig om. Hende blev der også affyret to skud mod, inden hun hoppede ned fra taget.
"Sorry girl. Not the best time to go out."
Stemmen havde en stærk australsk accent over sig.
Pistolen var stadig hævet for det tilfælde, at pigen enten ikke var død eller skulle have kastet sig til siden for at undgå skuddene.

Payne hævede armen for at vinke. Hun var blot 2-3 meter fra vampyren, hvis øjne ikke behøvede meget ekstra lys end månens eget for at skue mod hendes krop og suge alle detaljerne til sig, hvilket hun ikke var i tvivl om, at han gjorde - specielt ikke med den sult som voksede i hans blik. Lyden kom hende dog i forkøbet. Før Payne så meget som kunne nå at løfte armen, så faldt vampyren sammen foran hende som en sæk kartofler. Hun standsede brat og stirrede blot få sekunder på liget, før hun konstaterede, at han formentlig ikke var død endnu. En tanke strejfede hende dog, og hun vendte sig straks imod der, hvor gerningsmanden lod til at befinde sig. Hun bemærkede blot en oprejst, kvindelig skikkelse, mørkt klædt, før lyden af yderligere to skud fulgte. Payne bandede indvendigt. Hun havde befundet sig uden dække alt for længe allerede, og konsekvenserne kom allerede flyvende imod hende.

I et desperat forsøg, selvom det allerede så sort ud, så kastede Payne sig i modsat retning af, hvor vampyrkroppen nu befandt sig. En af kuglerne strejfede blot lidt af hendes hår og rev det med sig i farten, hvorimod den anden kom flyvende imod hendes brystkasse. Hun nåede lige at afgive et forskrækket gisp fra sig imens de blå øjne spilede sig helt op, inden kuglen hamrede hende bagover, da hun trods alt stadigvæk befandt sig svævende i luften, da den ramte hende. En lidt afdæmpet, tung lyd indikerede, at Payne faktisk var ramt. Den lille krop tumlede omkring et par gange, inden den endte på maven, med håret bredt ud over det meste af ansigtet, som vendte bort. En lille pøl af blod sivende langsomt ud fra under kroppen, og yderligere et minuts stilhed, hvis da ikke, at dusørjægeren eller vampyren foretog sig noget. Pludselig begyndte Payne dog at sitre lidt med kroppen igen. Ikke mange sekunder senere lød en lang rækken knasen, klanken og metalisk knirken, hvorefter en dæmonhale pludselig skød ud fra ryggen af dragten, som flænges. Hovedet løftede sig i et ryk, og et par rasende øjne stirrede imod Selena, der formentlig stadigvæk befandt sig på jorden. 

"You're right… IT'S NOT!"

Knurrede hun. Halen forvandlede sig lynhurtigt. Enden af halen foldede sig nærmest ud som en blomst, og spidsen af halen blev på ingenting forvandlet til en højteknologisk pistol. Pistolen eksploderede derefter i et kraftigt lys, da et plasmaskud blev affyret i Selenas retning. Payne skyndte sig at affyre endnu et derefter, imens hun vaklende kom på benene, imens en arm foldede sig stramt om brystkassen. Kuglen faldt på jorden under hende, imens et grumt smil voksede, hvor de mellemlange hjørnetænder tydeliggjorde sig.

I stedet for at afslutte det og bare tømme magasinet i kvinden, havde Selena blot stået og betragtet den livløse skikkelse hvilket, efter kort tid gik op for hende, var en fejl. Halen var ikke til at tage fejl af.
*I had to be careless and not bring the holy water. I'm getting rusty* lød tanken i hovedet, inden de næste lyde igen fik hende til at holde fokus på kvinden.
Hun nåede lige at opdage formen af et våben på halespidsen, inden et lysende skud blev affyret. Hun kastede sig til siden, men hun var ikke forberedt på det næste skud. Hun havde kun lige rettet pistolen for at besvare ilden, da denne blev ramt af skuddet og eksploderede. Trykket fik hende til at snurre rundt, men hendes træning medførte også, at hun kunne korrigere sin krop i selv de mest ekstreme situationer. Nærmest pr. refleks rettede kroppen sig til, så hun landede på benene med front mod kvinden. En lugt af brændt kød fyldte hendes næsebor, og hun kiggede ned på sin hånd. Op til ca. midt på umderarmen var alt kunsthud brændt væk, så metallet var fuldt synligt.
Uden at skænke dette mere opmærksomhed, blev tantoen trukket og med venstre hånd, blev et par kasteknive ligeledes trukket, og i samme bevægelse blev disse sendt mod halen for enten at udskadeliggøre våbnet eller krøble halen, så det i det mindste ikke kunne bruges. Uden at vente på om de ramte, satte hun benene i bevægelse. I tre skridt var hun henne ved dæmonen, og det højre ben blev sendt mod den i et spark. Øjeblikkeligt efter kom kniven i form af et stik mod brystet.

Hvorfor havde hun dog ikke medbragt et helligt våben af en artm? Det var så skødesløst, at hun ikke kunne forstå sig selv. Hun burde virkwlig få velsignet den kniv, så hun altid havde et på sig, for lige nu var hun virkelig i store problemer. Ikke at forglemme at dette nu også betød et besøg hos mekanikeren for at få kigget armen efter skader.
*I'm so gonna get a plasma gun*

//Bare for, at der ikke sker nogen misforståelser med OP opførsel eller lignende hos mig, så skriver jeg bare for en sikkerheds skyld, at jeg har slået for alting! xD

Payne fnøs tilfreds, da pistolen eksploderede foran hende. Hun havde ikke haft meget tid til at reagere, men heldigvis lod det også til, at kvinden havde haft det lidt på samme måde, da Payne havde rejst sig igen. Til sin store overraskelse så Payne, hvordan metal pludselig brød frem mellem gnisterne og den aftagende plasma. En cyborg? Hun snerrede lavt. En veltrænet cyborg endda. Formentlig en umbra, sådan som hun bevægede sig og havde opført sig indtil videre. Det udlignede deres odds på mange punkter. Paynes træning var en anelse rusten, men hun havde i det mindste sine dæmoniske styrker til at bakke sig op. Dog lod cyborgen til at mestre sine skills komplet. 

Imens kvinden selv havde travlt med at vurdere sine egne skaders omfang, så benyttede Payne chancen for at tage et kig på sin brystkasse ganske kort. Hun trak hånden væk, hvilket afslørede et blodigt skudhul ikke langt under barmen. Dog havde hun været ekstremt heldig med, at kuglen havde ramt lige på hendes velpanserede, metalliske ribben. Det eneste ribbenet fejlede nu var en svag bule, som formentlig skulle rettes ud senere. Blodet kunne dog blive et problem. Hun var trods alt stadigvæk sulten. 

Nu var det lyden af metal der blev trukket, som fangede Paynes opmærksomhed. Hun så op tids nok til at se, hvordan et par tynde kasteknive blev sendt i hendes retning - halens faktisk. Halen svirpede dog hurtigt udenom de to knive, hvilket resulterede i, at de i stedet ramte en mur lidt bag hende, hvor de blev siddende. Cyborgen var hurtigere end ventet, og pludselig stod hun lige foran Payne. Det var svært at vurdere, hvor meget af kvindens krop, som faktisk bestod af metal, men hun kunne kun forvente det værste. Derfor blev halen sendt afsted imod det flyvende ben, som den hastigt snoede sig stramt omkring. Derefter rykkede halen kraftigt bagud, hvilket fik standset angrebet og forhåbentlig bragt cyborgen i en form for ubalance. Knivens angreb var hun dog mindre forberedt på. Hvor mange knive havde den kvinde lige?! Alligevel lykkedes det hende at skyde en arm op mellem hendes egen krop og kniven, hvilket endte med en slem flænge henover armen. Hun bed tænderne sammen, men sagde ingenting, da blodet atter begyndte at pible fra hendes krop. Samtidig med det hele, så holdt hun stadigvæk enormt godt fast i benet på cyborgen. Her benyttede hun så chancen, og satte et angreb ind. Eftersom hendes venstre arm allerede var lettere beskadiget, sendte Payne i stedet højre hånd flyvende imod struben på cyborgen. Neglene, som førhen havde været relativt korte, blev pludselig skudt som metallignende kløer, med fingrene helt strakte, så hånden næsten fungerede som en kniv. Imens det foregik, sendte Payne desuden sit højre ben imod cyborgens venstre. Hvis det lykkedes hende at tackle kvinden, så ville det formentlig optimere hendes skade på halsen og give hende en overlegen fordel. 

Samtidig med, at de beggede kæmpede løs, så forsøgte Payne dog ihærdigt at finde ud af, hvorfor kvinden egentlig var efter hende. Var det The Leones? Var det Vladimir, som omsider havde regnet den ud? Var hun bare i vejen? Desværre var der ikke meget tid til spørgsmål.

//Jeg vil ligeledes for en sikkerheds skyld også understrege, at jeg har rollet for alle udfald. Bare så vi undgår misforståelser ^^

Selena havde haft gode muligheder for at holde sine evner vedligeholdt, men det var også nødvendigt, når hun "kun" var menneske. Eller delvist. Hun hadede egentlig at se sig selv som cyborg, men det var nu bare engang sådan, det var.
Selvom hun var "veltrænet", så hun på ingen måde dæmonen som en nem udfordring. Hvad den manglede i adræthed, opvejede den i den grad for i råstyrke. Selvom de mekaniske dele gjorde oddsene mere lige, var Selena ikke i tvivl om, at det nok ville ende i en kamp for hendes liv. En kamp hun ikke havde i sinde at tabe.

Selena blev hevet en del ud af balance, da hendes ben blev grebet og trukket i af dæmonens hale. Plasmakanonen var stadig på spidsen, og den var nok også stadig lige så farlig. Det her ville blive en lang nat.
Dæmonens næste række udfald gjorde, at Selena nærmest handlede pr. refleks; tantoen blev flyttet over i venstre hånd. Denne blev vendt nedad, så den lå langs med underarmen. Herfra blev der lavet en opadgående parade med kniven øverst, så hun ikke ville få flænset armen, hvis hun skulle få ramt neglene. Direkte efter blev kniven vendt og et stik blev rettet mod dæmonens højre side af skulderen - lige midt imellem halsen og selve skulderen.
Klingen i den højre arm kørte ud med lyden af syngende metal. Den blev skubbet så langt frem på armen som muligt, så spidsen rakte ca. 10cm ud over hånden. Et udfald blev gjort mod hendes eget udstrakte underben for at få dæmonen til at slippe med halen (egentlig helst for at skære den over), og hun priste sig lykkelig for, at hendes arm og ben ikke havde funktionen at føle smerte.
Midt i det hele, så hun dog ikke benet, der blev sendt efter hendes venstre ben. Hun mærkede dog tydeligt, hvordan det blev fjernet under hende. Instinktivt blev klingen på hendes højre arm trukket ind igen, for at hun kunne tage fra med den.
Heldigvis fejlede hendes koordinationsevne ikke noget, så hun fik ret hurtigt styr på sit flagrende venstreben, der lige nu hang udstrakt i luften. Dette blev bøjet for derefter at blive strakt ud igen i form af et trykspark rettet mod dæmonens mellemgulv. Hvis hun ramte, ville hun samtidig bruge det som afsæt til at skubbe sig væk fra modstanderen. Hvis det missede, ville hun i stedet sætte foden i asfalten for på den måde at komme en meters penge væk fra kvinden.
Selena fokuserede stadig på den store monsterlignende skikkelse foran hende, mens hun trak vejret i lange drag. Hendes lunger og hjerte var ikke mekanisk, så hun kunne stadig blive temmeligt forpustet.
Der gik dog ikke længe, før hun havde fået vejret igen, og klingen blev igen kørt ud af den højre arm til den tidligere position. Tantoen blev hævet en anelse i forberedelse på det næste angreb fra dæmonen. Det her havde været en langt sværere opgave end først antaget.

//Skal vi ikke bare vedtage, at vi slår når vi finder det nødvendigt, og hvis man er i tvivl eller utilfreds med modpartenes udfald, så må vi lige skrives ved om PM? xD

Nu havde Payne aldrig haft det store valg omkring de mekaniske dele af hendes krop. Hun foretrak et par nedværdigende kommentarer eller blikke, hvilket cyborgs desværre ofte oplevede, fordi de stadigvæk ansås som en anelse unaturlige, fremfor at miste så meget af sig selv og sin krop, som missionerne havde krævet af hende. Desuden ville hun hurtigt se sig selv som både job- og meningsløs. Hun ville ende på gaden uden job, hvorefter hun hurtigt ville dø af sult. Til trods for at være født renblodet succubus, så ville det være næsten umulig at finde nogen at få føde fra pga. hendes faldfærdige udseende og ustabile evner. Som cyborg brød hun desuden myten om, at succubuses ikke var nær så stærke som deres søskenderacer. Hun trænede meget, men metallet hjalp utroligt meget på hendes fysik og styrke... og tilfælde som dette.

Paynes mekaniske øjne var hurtigere denne gang. Kvinden havde ikke rigtig andet tilbage end sine arme, så Payne var allerede klar med sit fokus, da den ene pludselig bevægede sig. Hendes hånd, som ellers var direkte på vej mod cyborgens hals, nåede lige præcis at dreje sig således, at den gled lige forbi tantoen. Dog nåede spidserne af hendes kløer blot at snitte det yderste af huden på halsen, for pludselig var tantoen på vej igen. Med sin frie hånd greb Payne ud efter tantoen med hensigt om at snuppe den til eget formål, men i sin iver og aggressive tilgang lykkedes det godt Payne at standse angrebet, men i stedet for at vinde tantoen over til eget formål, blev den i stedet ramt således, at kløerne ramte lige mod klingen og dermed sendte tantoen ud af kvindens hænder og hen ad jorden. Derfor, hvis nogle af dem ønskede kniven nu, så måtte de gøre sig sårbare ganske kort for at samle den op.

Payne bandede højlydt og vendte i stedet hånden således, at hun strakte armen ud i et flyvende sving mod kvindens ansigt i et forsøg på at jage kløerne henover det, imens hun trak den anden hånd til sig igen. Hendes skarpe opfangede dog pludseligt et glimt af månens lys, som kom fra klingens refleksion der i høj fart bevægede sig imod hendes udsatte hale.

"NO!"

Payne fik i sidste sekund halen til sig, hvor hun blot mærkede metallet suse forbi, hvilket fik de små hår til at rejse sig på armene. Halen ville være svær at miste, da det var en stor del af hendes dæmoniske, og hun ville føle sig... ukomplet uden. Hun bemærkede dog ikke i farten, om klingen fortsatte og derved ramte kvinden, men blev mere opmærksom på et væld af smerte, der pludselig skød op fra hendes mellemgulv, da et hårdt og solidt spark blev plantet der, hvilket sendte hende flyvende bagud. Lungerne gispede efter luft og et kort øjeblik var hendes krop så fortumlet, at den nægtede at reagerer ordentlig. Alligevel, fremfor at lande udsat på ryggen, lykkedes det hende at genfinde lidt af sine gamle teknikker i baghovedet, hvilket fik hende til at strække armene over hovedet, imens hun bøjede sig bagover, som til slut endte med, at hun landede på hænderne, fik skubbet fra med dem og hoppet op på fødderne igen, hvor hun dog vaklede lidt bagover. En tør hoste forklarede, at lungerne stadigvæk ikke var helt klar med ilten endnu, men Payne lod ikke til at ville stoppe af den grund.

Hendes øjne der ellers før havde været den klareste blå lukkedes sig et øjeblik, hvorefter en skrigende rød tog pladsen. En fri hånd blev for et øjeblik presset imod det stadigvæk blødende skudhul, imens hun nedstirrede kvinden foran sig og skælvende hev efter vejret, hvilket lød med som en rallende knurren end egentlige gisp. Det eneste mekaniske organ som Payne ejede var hendes hjerte. Det hjalp hende en del af tiden, men ikke nu. Hendes skælven stammede faktisk ikke fra luftmanglen, som man skulle tro. I stedet var det et resultat af, hvor edderrasende og hundesulten, at hun egentlig var. Kampen, samt duften af blod der konstant virrede i baggrunden udløste en side af hende, som hun helst ikke ønskede at bringe på banen netop nu. Bloddæmonen var svær at styrer, for det eneste hun kunne gøre var at beherske sit temperament og trangen til blod - hvor det sidste klart var det sværeste. Følelserne var overvældende, specielt med to bytter lige foran sig, men hun MÅTTE ikke forvandles. Hendes krop havde allerede nået sit maksimum af forvandlingen, og forsøgte hun alligevel ville hun formentlig ryge i koma. Derfor kunne kampen ikke fortsætte meget længere. Hun havde kun ét valg. Da kvinden skød klingen ud fra underarmen igen, trak Payne halen ind foran sig som en slags kampklar, glødende slange med sit hidsige plasmablik rettet direkte imod kvinden. Derefter brølede hun.

"ENOUGH! I've had it! One more trick or move or whatever and I'll blow your goddamn guts out!"

Payne var helt klart ikke på toppen, så meget var tydeligt, men kraften i hendes stemme fejlede intet.

//Det lyder som en plan. Let's do that xD

Det var helt klart et held for Selena, at denne dæmon ikke var på toppen fra start af. Havde hun mødt en mæt dæmon med det niveau af evner, havde hun nok ikke haft de samme chancer, som hun nu havde. Ikke at hun havde en favorabel fordel, men som det så ud lige nu, havde hun alligevel til en hvis grad overhånden. Dæmonen var stadig såret af det ene skud, der havde ramt, og den venstre arm havde også fået en pæn flænge.
Selenas egne skader bestod lige nu af et lille sår på venstre side af halsen og en flænge på højre kind, der stammede fra dæmonens skarpe kløer. Heldigvis havde hendes spark forhindret den i at flænse hele hendes ansigt, så kun langefingeren havde fået kontakt.

Om det var dæmonens mangel på mad, eller om det var noget andet, kunne Selena ikke helt greje, men et eller andet gjorde den mere og mere attraktiv. Det var en underlig følelse, når man stod midt i kampens hede, men det var først nu, da hun havde fået en pause, at hun egentlig bemærkede det. Den underlige varme der havde spredt sig fra brystet var gået ned gennem maven. Den var indtil videre stoppet der, men det ville nok ikke vare så super længe, inden den fortsatte videre til underlivet.
*This is weird. Is she... attracting me subconsiously? This is the wierdest feeling ever.*

Selena blev revet ud af sine tanker, da dæmonen råbte efter hende. Halen med plasmavåbnet var nu foran dæmonen. Som udgangspunkt var der ikke så meget at gøre lige nu andet end at blive stående. Mulighederne fløj gennem hovedet på hende. Hun havde ingen røgbomber, så det var ikke muligt. Kasteknivene ville heller ikke hjælpe ret meget. Hun var forberedt på eventuelle skud, så hun kunne til en hvis grad undvige dem, men det så alligevel temmelig sort ud. Et svagt smil bredte sig dog på hendes læber, inden klingen blev kørt ind i armen igen. Hænderne blev sat i siden, mens hun betragtede dæmonen.
"I'm eager to see you're next move."

Det var måske en kende frækt at fyre af, men Selena følte stadig, at hun havde overhånden. Dæmonen var tydeligt svækket, selvom dens stemme ikke fejlede noget. Alene det faktum at den havde mistet luften af et spark fra hendes "svage" ben viste tydeligt, at den ikke havde spist et godt stykke tid. Hun havde stadig rig mulighed for at forsvare sig selv alene på grund af det faktum.

Nej, Payne var langt fra på toppen. Hun var faktisk ikke specielt alvorligt såret, men hendes enorme mangel på føde og hvile gjorde hendes helingsfaktor et par gange langsommere end normalt, og desuden sløvede det hendes system godt og grundigt. Hun mærkede, hvordan kroppen kæmpede med at lukke hullet omkring hendes ribben, men hun var egentlig ret ligeglad og foretrak hellere at bruge energien på noget andet. Hullet ville alligevel blive genåbnet om et par timer, når lægerne skulle rette bulen ud i metallet. Det glædede Payne, at hun faktisk havde fået udrettet lidt skade imod cyborgen. Alligevel kunne hun godt have ønsket, at skaderne havde været mere rettet imod metallet fremfor det, som dækkede over det. Hun var trods alt stadigvæk fuldt funktionsdygtig med simple, ydre skader som ville blive fikset nemt. Det var stadigvæk Payne et mysterium, hvilke andre dele af kroppen hos cyborgen som var mekaniske. Lige nu var det højre arm og ben hun havde fokus på. Armen var tydelig, men benene kunne man mærke forskel i styrke på hos kvinden.

Payne skulede surt, og måtte skjule sin egentlige overraskelse over cyborgens hurtige accept af hendes krav. Ikke at hun havde forventet overdreven modstand, da de efterhånden begge vidste, hvad våbnet var i stand til at udrette trods medfødte eller indbyggede egenskaber. Alligevel havde hun måske forventet et lille udfald eller en form for protest? I stedet blev der slynget en kæk kommentar afsted, hvorefter cyborgen gav sig til at vente på hendes udfald. Hun tog en dyb indånding. Hendes vejrtrækning var efterhånden nogenlunde under kontrol, og hun fik fattet nok mod til at rette sig helt op igen, imens hun fjernede hånden fra såret, hvilket blot fik endnu mere blod til at rende ned og ødelægge dragten, som nok alligevel ikke kunne reddes. 

"Next move, huh?"

Hun gav sig selv god tid til at overveje situationen. Ingen af dem var tilsyneladende travlt med noget andet end vampyren, så hvad var der at skynde sig med? Dog, selvom cyborgen trak sin klinge til sig igen forblev Paynes eget våben oppe og aktivt ladet. Den eneste forskel var, at halen blev rykket en smule mod venstre, hvor hendes dårlige arm befandt sig. Apropos vampyren fra førhen kom hun pludselig på en mere eller mindre funktionsdygtig idé, der måske kunne fungere. Hun blinkede et par gange, imens hendes vejrtrækning virkelig faldt helt til ro, før hendes fintfølende aura pludselig skød afsted. Dette var hverken noget man kunne lugte, se eller høre. Måske ville man kunne føle det som en lille kriblen omkring huden, men intet alvorligt eller opsigtsvækkende. Egentlig sigtede hun efter vampyren, som stadigvæk holdt sig i live. Hans krop var svækket, men dele var stadigvæk i takt. Dele som hun kunne bruge til at nære sig med. Men før hun overhovedet nåede meget længere end cyborgen var der noget, som stoppede hende. Hun havde bid. Ikke decideret noget, som hun rodede med, men der var noget i luften, som hun opfangede. Og det kom ikke fra vampyren. Det måtte umiddelbart se mærkeligt ud, eftersom cyborgen nok ikke så eller følte noget, men Payne lagde pludselig hovedet på skrå og kneb øjnene sammen, imens hun langsomt begyndte at gå fremad. Som om, at hun havde fundet noget. Afstanden betød noget for hendes kræfter.

"It really do seem like you're excited to try. But are you sure? I'm not sure that a cutie like you could take my moves for very long. I mean, after all… you're a human, right? Pureblooded, it seems."

I modsætning til før talte Payne pludselig med en blød og slangende stemme. Hendes skridt var meget små, men langsomt og sikkert slugte hun lidt af afstanden mellem dem. Hun var endnu ikke helt sikker på, at det var smart at overgive sig fuldstændig til instinkterne, selvom det var svært ikke at lade dem tage over. Hun standsede med blot et par 4-5 meter imellem dem, og tog en hånd op under hagen, som om hun studerede cyborgen, imens et bredt grin voksede sig frem og halen logrede let.

"I mean… you went for both me and the vamp, but now it seems like you want only… me?"

Distancen var tilstrækkeligt forkortet. Paynes før røde øjne gled øjeblikkeligt over i den førhen isblå farve, imens hun sendte sin nu kælende aura ud og omringede kvinden med den. Enorme mængder af kemiske stoffer, signaler og kropsprog blev sendt i hendes retning, men nu var det bare at vente og se, hvordan hun tog dem.

Det var den underligste følelse, Selena længe havde haft. Midt i kampens hede følte hun sig pludselig tiltrukket af dæmonen. Det var næsten en ustyrlig trang. Hun var jo ikke ligefrem den med den største psykiske modstand, da hun jo var menneske og ikke havde mange års erfaring med den slags i forhold til andre væsner. Hun fandt det selv imponerende, at hun kunne lade den sunde fornuft have overhånden.

At dæmonen stod temmeligt længe uden at gøre noget, fik Selena til at tro, at den måske var ved at udarbejde en plan. Dette blev dog ikke nødvendigvis bekræftet, da den nu satte i rolig, langsom gang mod hende.
Svaret fik dog Selena til at fnyse. Havde hun mon styr på, hvad hun selv sagde? Det var ikke hende, der blødte fra brystet. Jovist hun havde et snit på halsen og kinden, men begge dele var overfladiske. Lige nu klarede hun sig væsentligt bedre end dæmonen.
"I must say, I'm flattered that you think I'm cute, how ironic you may mean it. But clearly you think highly of yourself. You didn't dodge one of my stabs. You staggered from a kick made by a human. Your moves? They're slobbish and unrefined. I guess you haven't trained for a while. You never wanted to kill me from the start. Otherwise you would've blown my head off during the hand to hand combat."

Hun sendte dæmonen et skævt smil. Masken var faldet af, da hun havde fået flængen på kinden, og hætten var røget tilbage, da hun havde lavet det baglæns rul for at komme væk, så ansigtet var fuldt synligt.
Hun mærkede tydeligt, at lysten til dæmonen steg, men synligt skete der ikke så meget. Indvendigt kæmpede hun dog en brag kamp for ikke at overgive sig. Ikke endnu. Hun skulle stadig have taget sig af vampyren, inden hun lod dæmonen få overtaget.
Dæmonens konstatering fik hende til at grine.
"Actually I just wanted the vampire. You're just collateral damage. A witness. You're not my target. He is. But would you really leave him in favor of me? I mean as you said: I'm a human. I don't have many clear curves. The vampire though looks like he's God's gift to every woman. Not that I'm trying to convince you to kill me, but humans are flawed. That's kind of our unique feature."
Hendes stemme var fyldt med oprigtig forundring. Det gav ingen mening, at dæmonen ville forlade en perfekt skabning til fordel for et menneske. Selena var klar over, at hun var nederst i fødekæden, og hun kunne ikke finde en logisk grund til denne drejning.

Da dæmonen stoppede, tog Selena langsomt og roligt et skridt fremad. Dette fortsatte til en rolig, afslappet og ikke mindst langsom gang mod dæmonen. Hun stoppede først, da hendes næse var få milimeter fra pistolmundingen. Ganske langsomt, så enhver bevægelse kunne følges, løftede hun den venstre hånd og lagde den på pistolen. Ganske stille trykkede hun den ned og til siden, stadig meget langsomt. Da den var ude til siden trådte hun det sidste skridt frem, så hun stod helt op ad dæmonen. Hun kunne tydeligt mærke den indre varme vandre helt ned i underlivet, og det mellemtykke stof hendes top var lavet af, kunne ikke helt skjule dæmonens påvirkning af at stå så tæt på.
Hun lænede sig fremover, så hendes hoved kunne komme ned ved siden af kvindens. I processen blev hendes barm trykket let ind mod dæmonens, og hun kunne tydeligt mærke følelsen af begær intensivere.
"I hope you would consider only to eat some of my blood and not my soul. I would like to keep that. I just need to take care of something first."
Hendes stemme var en hvisken, men den havde fået noget sensuelt over sig. Hendes opgave var dog ikke glemt, og efter at have givet dæmonen et kort kys på halsen, vendte hun rundt og satte kursen mod sin kniv. Denne blev samlet op og kursen blev igen ændret mod vampyren. Først arbejde, siden fornøjelser.

Hun kunne føle... alt! Den søde, valme og lidt overvældende duft af begær. Pulsen som langsomt steg hos hendes modpart. De små fysiske ticks, som kroppen ubevidst sendte. Paynes kræfter gjorde hende i stand til at indsamle al den information og meget mere, men det gjorde hende ikke helt immun. Hun var trods alt stadigvæk et levende væsen, der levede af at forføre andre, men sagtens kunne lade sig overraske. Hun mærkede, hvordan hendes eget mekaniske hjerte satte farten lidt op, og hvordan tingene pludselig virkede lidt mindre anspændte end før. De kemiske påvirkninger fra hende selv og andre væsner havde før været grunden til, at andre væsner kom til skade eller endda mistede livet. Hun var ikke sikker på, hvordan det ville ende denne aften, men de fleste gik heldigvis ned med et smil.

Trods hendes tidligere irritation over manglende tegn på egentlig skade at spore hos cyborgen, så kunne hun ikke lade være med nysgerrig at lade blikket glide henover resterne. Det var stadigvæk usikkert, hvor meget der var ægte eller ej, men hun gættede på, at man havde forsøgt at bevare kvindens smukke ydre. Det eneste, som virkede lidt off for hende var de blå øjne, der nærmest matchede hendes egne. Mon de kunne spore det samme døde blik hos hinanden? Da kvinden havde talt færdig, tsk'ede hun stille, imens en finger vippede belærende.

"Yes. You've had some very good training - I can feel that. But, it's not fair to say that you've only hurt me as a human. We both know that you're hiding some extra power underneath all of that... pretty skin. I didn't dodge much of it, that's true, but yet I'm still standing. Why you have a breaking point, I can keep healing myself for a very long time, even like this."

De blege blodindsmurte hænder gled langsomt nedover den let blottede overkrop, passerede skudhullet og røg så op foran ansigtet. Payne betragtede dovent, hvordan en dråbe af mørkt blod faldt fra hendes slanke finger.

"Besides... It wasn't that kind of moves I was talking about."

Hun lo stille og vendte blikket mod kvinden igen. Grunden til, at Payne ikke havde været yderligere aggressiv mod kvinden skyldte mest hendes egen indre kamp, men også det faktum, at kvinden forvirrede hende. I starten havde hun haft lyst til at rive hovedet af hende, men jo mere hun fik øjnene op for hendes små detaljer og hendes kække attitude, jo mere mindede det hende lidt om sig selv i starten. Det var lang tid siden. Desuden nægtede hun at myrde uden grund. Det behøvede ikke at være nogen stor grund, en ordre eller en direkte trussel, men kvinden udgjorde ikke nogen trussel. Hun var farlig, men Payne var ikke målet.

"He was good looking. Sure. Vampires aren't really my thing, though. They know that they're too good for almost anyone, so they're hard to tempt. But I was just looking for a snack. I don't give myself up for just anyone. He was no different. And then I met you and was like, 'hey! Let's try something different, for a change."

Nu var blikket hårdt rettet mod vampyren, som stadigvæk lå på jorden. Kroppen forsøgte at virke afslappet, med et kort skuldertræk, men jo mere de snakkede om maden, jo hårdere blev det at bevare facaden. Vampyren var oprindeligt ment som en snack. Intet mere. Hun hverken ønskede at myrde eller have sex med ham. Det ville blive rigtig dårlig for hendes rygte, hvis der gik ord om, at hun hang ud med andre store navne, hvorefter de så døde på stribe. Desuden var der kun én vampyr i hendes liv, som hun kunne tillade sig at tænke sådan om. Altså... at myrde, selvfølgelig.

Payne opretholdt stædig sin afslappede ydre facade, men veg ikke pistolen en tomme, da kvinden langsomt bevægede sig tættere på. Hendes gang var smidig og hendes bevægelser bløde. At hun gjorde dem langsomme påskønnede hun i sit inderste inde, men egentlig så glemte hun lidt at holde øje med hånden. I stedet fikserede hun blikket lige mod cyborgens eget kolde. Alligevel måtte hun dog opgive at holde blikket, da hun trods alt var noget lavere og pludselig fik en barm serveret. En helt ny varm følelse skød ud fra kvindens krop og omfavnede Paynes egen. Et tilfreds smil og et lille suk undslap også, da kysset blev placeret. Da hendes blik igen fandt fokus, stod kvinden med ryggen til og en kniv i hånden.

"Wait. Let me take care of something first. Please. If you really want to keep your soul intact, it would be for the best."

Hendes stemme virkede roligere end før, men bar stadigvæk en fløjlsblød undertone. Ordende var dog ikke til at tage fejl af. Hvis kvinden virkelig ønskede det sidste ord eller knivsstik, så var det fint. Men Payne kunne bestemt ikke leve af "lidt blod" ret længe, så vampyren var det bedste valg.

Selena var ikke et sekund i tvivl om, at det var dæmonens aura, der fik hendes egen krop til at gå berserk, men hun var "beyond the point of controlling it." Desuden lod det til, at dæmonen havde slået sig til tåls med, at det var Selena hun nu fik serveret i aften.
Som svar til dæmonens ord, løftede hun det højre ben og bankede med hånden på skinnebenet. Den metalliske lyd var ikke til at tage fejl af. Hun tog fat i dæmonens ene hånd og placerede den ved tindingen. Ordende blev udtalt, som hånden blev ført over de forskellige kropsdele: "Right eye, cheekbone, upper jaw, lower jaw, ribs, arm, and from the knee and down. All right side. You staggered from a kick of my left leg, wich is all human. And I knew you didn't mean those moves. But do try me. I promise you that I'm rather resilient. For a human being that is."
Hånden der før havde skubbet halen tid side blev nu blidt kørt op ad dæmonens lår med fingerspidserne og videre op ad siden. Hun kunne ikke længere kontrollere varmen i underlivet og de to prikker hendes brystvorter lavede i toppen kunne på ingen måde skjule hendes lyst til dæmonen.
Det var næsten som om det lyste ud af dæmonens øjne, at Selenas feromoner også påvirkede denne, uden hun egentlig kunne forklare sig selv, hvorfor hun kunne se dette. Det var næsten som om, dæmonen slet ikke havde lyst til at lægge skjul på sin lyst.

Da kvinden bad Selena om at vente, stoppede hun op, satte kniven på plads i skeden og vendte sig om mod hende.
"By all means. I don't need anything from him. But don't tell me that you're not tempted by my offer?"
Hun lod en finger tørre en dråbe blod af, der var på vej ned over kinden. Hun trådte de få skridt tilbage til kvinden og placerede fingeren foran hendes mund stort set lodret under næsen, så lugten ikke kunne undgås.
"I bet you're tempted since my feromones are going crazy and that it's in my blood. But by all means. Take whatever's left of his soul. You can have my blood anyway."
Hun lod sin frie hånd placere sig lige under kvindens hals, hvor hun blidt lod fingrene glide ned over brystet og videre ned ad maven. Pegefingeren stoppede dog for et øjeblik at kærtegne midten af dæmonens ene bryst. Fra maven blev hånden ført videre ned ad det ene lår, inden hun igen trak den til sig. Hendes glimt i øjnene var mere udfordrende end nogensinde.
"I have a room about five minutes from here. It's quiet and out of sight. Unless you have something else in mind?"

//Jeg undskylder mange gange for den lange ventetid :/

//Jeg undskylde også mange gange! Jeg kan VIRKELIG godt mærke, at jeg skal ind i rytmen igen, så du må undskylde, hvis det er lidt rodet x.x Men godt at se dig igen!//

Payne havde i den grad slået sig til tåls med, at kvinden nu ville være aftenens underholdning samt potentielle snack. Det virkede langt fra fornuftigt, men om det var adrenalinen eller kvindens unaturligt smukke udseende der gjorde det så voldsomt indbydende, det havde hun lidt svært ved at regne ud i øjeblikket. Hun mærkede ikke selv sin egen påvirkning, men hun var ikke i tvivl om, hvad den kunne udrette hos forskellige væsner og køn. Det havde egentlig ikke startet ud som hendes egen hensigt, men som succubus var det næsten umuligt at styre den konstant og yderst 'hidsige' aura der svævede om hende, hvilket gerne skulle lokke potentielle bytter til. Hun havde kun øget kraften en smule, da legen pludselig var blevet en smule mere interessant. Det skete nogle gange, at det gav bagslag med kraften, at hendes ofre blev så påvirkede, at hun havde svært ved at sig nej til dem - og det var vist en af de aftener.

De skarpe øre fangede straks lyden af hårdt metal gemt under den kunstige hud. Hendes unaturligt blå øjne fløj straks interesserede ned mod kvindens hånd, men hvor den nu befandt sig over hendes egen. Halen var sunket og ligeledes var hendes parader. Derfor lod hun frivilligt kvinden tage hendes varme hånd i sin, hvorefter dens bløde hud gled over kvindens, så hun ved små lette berøringer kunne fornemme metallet der gemte sig under. Fascinationen og ophidselsen voksede i hendes blik, som hun i den grad havde svært ved at holde helt fokuseret.

"I see no reason to doubt you. Especially not after such a... thorough inspection."

Den sidste del af sætningen blev næsten hvisket. Det var tydeligt, at Payne var fascineret. En kvinde, hvis krop matchede hendes egen. Halv menneske, halv maskine. Den styrke der måtte lægge bag! Og alligevel så delikate menneskelige træk. Det sidste blev noteret med et bredt smil, da hendes øjne gled op fra knæet, hvilket straks medførte øjenkontakt med en velstruttende og tydeligt ophidset barm. Hendes eget tøj var tyndt og hang delevist i laser nogle steder, men takket være hendes knap så imponerende barm, så kunne det være svært at tyde, om der foregik lige så meget med dæmonens krop. Og dog... halen, hvis 'blomst' stille havde lukket sig igen, gled kælent op langs kvindens lår, imens hun nød den varme, blød og levende hud. Selv nød hun kvindens berøring, bortset fra et splitsekund, hvor hun fornemmede, at hånden kom lige lovlig nær skudsåret, som endnu drev med blod.

"Tempted, huh?"

Stadigvæk lidt følsom over såret, men mest som en lettere drillende attitude, krydsede hun armene foran sig, imens et øjenbryn røg i vejret. Selvfølgelig var hun fristet. Det strålede ud af hende. Derfor betød det dog ikke, at hun ville give sig så let. Dog ville det dog vise sig, at kvinden forstod at bryde igennem og brugte da også i høj grad blodet til sin egen fordel - måske endda mere end hun anede. Da fingeren blev placeret under snuden på hende, kunne Payne ikke dy sig og tog en god indånding, hvilket fik hende til at udstøde et stille suk. Bare duften og synet så tæt på var nok til, at det både snurrede i tænderne og underlivet hos den lille dæmon. Derfor varede det blot et øjeblik før hun strakte sig en anelse, og lod læberne omfavne den slanke finger. De ventede ikke længe, men trak sig i stedet langsomt tilbage over huden, hvor tungen samtidig gjorde et stort nummer ud af at få alting med, imens den pressede sig imod undersiden af fingeren. Efter at have sluppet fingeren, med et tilfreds udtryk i de blå øjne, fik hun omsider styr på sig selv igen.

"You're right. Your feromones... I've been able to smell them for some time now. Feel them, actually. But I bet that so have you. And do not think, that I will forget that sweet offer of yours."

Payne gengældte det udfordrende blik, imens hun kæmpede med at holde vejrtrækning på et niveau, hvor hun stadigvæk undgik at vise sin ophidselse alt for meget. Hun havde trods alt brug for et klart sind, hvis hun skulle ud at rode med andre end kvinden. Alligevel kunne hun ikke styre halen 100%, som gled rundt om kvindens menneskelige lår, inden den bløde djævlelignende spids gled henover indlåret og ganske langsomt gned sig op forbi underlivet, imens det trak hende nærmere. Et kort øjeblik var hun lige ved at lade sig overgive, bare glemme vampyren, men da hendes læber ramte kvindens kraveben i et ømt kys, blev hun atter genfornet med smagen af blod fra halsen. Det var nok til, at hun trak sig tilbage, og smøg sig forbi.

"Well, if you don't want it to be quiet, then I do."

Hun kastede et hurtigt blik over skulderen og blinkede drillende, inden så ned på vampyren igen. Trods hendes korte ben var hun på ingen tid over hos kroppen, som lå i en mindre blodpøl, stadigvæk forholdsvis ubevægelig. Vampyrens øjne gled sløvt op imod hende, som hun stod der og skyggde for månelyset. Hans øjne viste et kort glimt af genkendelse, men også et ganske svagt strejf af frygt. Hun satte sig ned på hug, og svang sig over maven på vampyren, da han lå på ryggen. Hastigt lænede hun sig ned og greb fat om hans ansigt, så han ikke ville kæmpe for meget imod, inden hun pressede læberne imod hans. Kroppen spjættede let af chokket, men efter få sekunder virkede vampyren pludselig meget rolig. Payne lukkede øjnene og lod sig fordybe i det ældgamle sind, imens hun sugede næringen, minderne og tankerne til sig hurtigere end hun nogensinde havde gjort før - men det var også sjælendt, at hun var så utålmodig efter at komme videre.

Udadtil virkede der ikke til at ske noget stort, men efter ca. halvanden minut slog Payne øjnene op igen, og trak sig bort fra kysset. Hun stirrede et øjeblik mod vampyren, hvis hidsigt farvede øjne før havde skinnet en smule mat, nu døde fuldstændig ud. Hun slap ansigtet, som faldt til jorden med det samme. Hun rejste sig langsomt, og strakte sig derefter, hvilket gav frit udsyn til stedet, hvor skudhullet nu ikke længere befandt sig. Hun trådte væk fra manden, og vendte sig straks imod kvinden, inden hun med dovne skridt begyndte at bevæge sig imod hende igen. Hendes øjne lyste med en unaturlig og fornyet energi, imens tænderne stak lidt ud fra overlæben, hvilket sammen med det iturevne tøj og pjuskede hår gav hende et noget mere dyrisk udtryk. Samtidig kunne man se, hvordan såret hastigt begyndt at krølle sig sammen på hendes arm, og dække de små spor af metal og kød som gemte sig derunder.

"He's all yours."